Velkommen til O‑D‑I‑N

Redaktionen, 10. januar 2019

 

Velkommen til vores hjemmeside o-d-i-n.net – I menuen til højre finder du de 10 nyeste artikler øverst og under dem en del fremhævede eller tematiske emner. Visse artikler har bevaret deres aktualitet gennem årene eller er af natur evigt aktuelle. Brug søgefeltet øverst til højre for at opsøge bestemte emner.

O-D-I-N er danskernes Organisation for Dansk Identitet og Nationalitet.

Dansk identitet er funderet på vores historie, der handler om danskernes tilstedeværelse, bestræbelser og fortjenester i egenskab af en homogen hvid, nordisk nation i den del af Europa, der internationalt er anerkendt som staten Danmark.

Danmark er vort fædreland og tilhører danskerne, ingen andre! Danmark er det sted på kloden, hvor danskerne har en indiskutabel ret til at eksistere og udvikle sig som befolkning og kultur. Dermed følger retten og pligten til for alle danskere at forsvare vores integritet, vores fælles historie og kultur inden for grænserne af Danmark – i videre forstand inden for grænserne af rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland.

O-D-I-N har som mål at informere om vores ret til at være danskere, vores ret til at kunne tale frit, vores ret til selv at vælge vores ledere, vores ret til et funktionelt demokrati, vores ret til at nyde egne fortjenester – og dermed retten og pligten til at forhindre andre i at undergrave vores muligheder som frie europæiske mennesker med en selvstændig kultur.

Med dette standpunkt vil vi typisk blive kaldt “nationalister”, og selv om betegnelsen for det meste er uvenlig ment, er det præcis, hvad vi er – nationalister i ordets gode og ægte betydning – dvs. danskere med kærlighed til vort folk, land og historie.

Et andet grundlag for vores politiske standpunkt er ideen om et kollektivt sammenhold – ikke på grundlag af en falsk og forvrænget rød socialdemokratisme, der i sin kærne er kommunistisk, men på et socialt og medmenneskeligt grundlag, hvor vi som et nationalt fællesskab løfter samfundets byrder, mens vi individuelt nyder frugterne af egen flid og opfindsomhed. Vi hævder princippet, at alle må yde efter evne og nyde efter nødvendighed – ikke efter behov eller indflydelse. Vi er imod et samfund, hvor en lille del af befolkningen til stadighed lever i ufortjent overflod, mens resten arbejder hårdt og har det så dårligt, at udsigten til førtidspension for de allersvageste synes at være den eneste genvej til personlig frihed.

Vi er imod den designede afvikling af normalitet (som i Normal og Norm), at der indføres forvirring omkring holdninger og tilstande på grundlag af argumenter for unaturlige hensyn, så vi tvinges til at modtage omverdenens økonomiske opportunister til mere eller mindre varig forsørgelse. Det er i mange tilfælde mennesker, der ikke evner eller ønsker at tilpasse sig vort samfund eller ligefrem har som mål at nedbryde vores kultur for at påtvinge os deres egen, ofte mennesker, der på ubestemt tid optræder som snyltegæster på det overskud, der derved unddrages Danmarks retmæssige befolkning. Vi har for længst passeret det punkt, hvor vi både er i stand til at forsørge et stigende antal etablerede snyltegæster og flere og flere unyttige indvandrere, den sidste kategori siden 1960’erne. Den første kategori har siden begyndelsen af 1900-tallet været de “usynlige” snyltegæster, der drænede og dræner statskassen i det skjulte, mens de har evnet at føre sig frem som sande danskere. Det er de ikke.

Nu vil mange danskere spørge: “Er det ikke netop det favnende sociale samfund, der kendetegner Danmark, at vi er parate til at modtage mennesker i nød – hvad har I at indvende mod det?”

Svaret er indeholdt i følgende påstand:

Hvis Danmark ikke blev tvunget til at være socialkontor for den tredje verdens økonomiske flygtninge og forsørgere af et antal permanente snyltegæster, kunne enhver etnisk dansk familie bestående af far, mor og fire børn på nuværende tidspunkt have mindst 1 million kroner stående som konsolidering på bankkontoen. Med tryk på konsolidering!
For vi kunne alle med god ret til egne fortjenester bo i betalte boliger, have to betalte biler, færdigbetalt feriebolig på landet og mulighed for at rejse ud i verden flere gange om året. Vi kunne have et samfund med lave udgifter til beklædning, fødevarer og andre basale fornødenheder; vi behøver ingen moms, ingen afgifter og kun en lav direkte skat til fællesskabet – men en skat som alle uden undtagelse betaler af deres reelle fortjenester i Danmark. Alligevel kunne vi sagtens finansiere statens udgifter og samtidig være en velhavende befolkning. At det ikke forholder sig sådan skyldes, at vi i lang tid er blevet frataget vores fortjenester af en snyltende “elite”.

Vi hjælper intet menneske fra den tredje verden ved at modtage pågældende i Danmark til en tilværelse langt fra hans eller hendes naturlige omgivelser og tilegnede kultur. Staten Danmark kunne hjælpe langt flere ved at bruge pengene til forbedring af situationen i indvandrerens eget land, vel at mærke i kontrolleret omfang. Er der krig i flygtningens eget land, og vi ikke kan yde hjælp der, ville det være mere naturligt, at den flygtende fra krigen søgte asyl i det nærmeste ikke krigsførende land tættest muligt på hans eller hendes egen kultur.

Men sådan funger indvandringen til Europa ikke. Den er kun på skrømt indført for at hjælpe de “flygtende”. I virkeligheden er den en politisk styret oversvømmelse af Europa med ikke-europæiske mennesker med det formål at fjerne europæernes homogenitet, identitet og indflydelse på deres efterhånden tyranniske statssystemer.
I Afrika betaler visse ngo-organisationer en lokal indfødt op til 5.000 dollars, hvis han eller hun indvilger i at udvandre til Europa. Det tyder på enorme økonomiske ressourcer bag denne politisk motiverede folkevandring og dens medfølgende kultursammenstød.

Vores samfundsmodel er milevidt fra den uorden, der hersker i vort samfund i dag. Det kan enhver med et minimum af indsigt og eftertanke forvisse sig om, og det skyldes, at afgørende forhold i staten Danmark er vendt op og ned.
Det ligger i påstanden, at vi mener, at danskernes samfund systematisk! gennem mange årtier – faktisk siden afslutningen af Anden Verdenskrig – er blevet drænet for alle værdier, som den arbejdende og værdiskabende del af den danske befolkning har frembragt. Mange af vores virksomheder, der er skabt og udviklet på grundlag af danske opfindelser og ideer er blevet solgt til udlandet, og overskuddet er gået i lommerne på organiserede kriminelle.
Kun smulerne kastes for de flittige og dygtige danskere. Det skyldes ikke dårlige markedsbetingelser eller svigtende evne til at producere eftertragtede varer. Danskerne er kreative opfindere og dygtige producenter. Problemet skyldes et sindrigt planlagt, vedholdende og omfattende tyveri, der styres fra kulissen omkring Folketinget og kommunalbestyrelserne. Et tyveri, der hver dag forringer danskernes muligheder for at leve det liv i Danmark, som vi alle har fortjent, mens en overklasse af faktuelle folkefjender, der ikke er danskere og ikke vil være det, lever et liv i luksus på vores bekostning.

Hvad mener I er gået galt? – er forhåbentlig dit næste spørgsmål.

Og dermed når vi til det egentlige kommunikationsproblem, ikke fordi vi ikke evner at forklare problemet. Det kan vi gøre i detaljer. Heller ikke fordi nogen del af vores påstand er usand. Nej, problemet skyldes, at den gennemsnitlige (jævnt) tilfredse dansker ikke mener at have et problem – og hvis den vildfarelse ikke i sig selv er en hindring for hans forståelse af situationen, så ønsker han under ingen omstændigheder at indrømme, at han er blevet holdt for nar det meste af sit liv. Er vi måske ikke gang på gang blevet forsikret om, at danskerne er yderst intelligente og verdens lykkeligste folk?

Mark Twain skulle have sagt:

“Det er lettere at bilde en mand en løgn ind, end at få ham til at indrømme, at han har troet på en.”

Det er en universel sandhed.

Lad os formidle forklaringen med et par eksempler, så du ikke rammes af kognitiv dissonans (selvpåført mental blokering):

Forestil dig en kunstsamler, der til sin forfærdelse opdager, at klenodiet i hans samling, et smukt værk fra Rembrandts hånd, er et falsum. Hvis det blev kendt i kunstsamlerens omgangskreds, ville kan ikke længere nyde anseelse som kender men blive opfattet som et naivt fjols. Maleriet var en kostbar investering i en kunstgenstand af formodet ægthed og blivende værdi, men sætter samleren maleriet til salg, risikerer han, at falskneriet afsløres. Hans millioninvestering er reelt intet værd, men I stedet for at konfrontere problemet og forsøge at opspore kilden til bedrageriet, fornægter han problemet og giver det i arv til sine børn. Af forfængelighed vil han ikke indrømme, at han er blevet snydt.

Adolf Hitler henvendte sig i 1930’ernes Tyskland til det tyske folk på sin kendte utvetydige form. Han stillede to enkle spørgsmål:

“Er du dum nok til at lade dig udnytte, Ja eller nej? – Er du dum nok til at holde mund, Ja eller nej?”

Grunden til spørgsmålene var, at Tyskland allerede på det tidspunkt var i samme situation, som danskerne og de fleste europæere er i dag, og havde identificeret årsagen.

Han kunne have brugt den mere fordragelige form uvidende i stedet for dum, men hans pointe var, at hvis en intelligent person er tilstrækkeligt vidende til at forstå, at han bliver udnyttet, men ikke vil indrømme det og ændre på tilstanden, skyldes det ikke længere uvidenhed – men ren og skær dumhed. Det er virkelig dumt, når de fleste danskere bliver ved at vende ryggen til et alt overskyggende problem i vort land, og det er endnu mere dumt, hvis du som etnisk hvid dansker ikke tager til genmæle og protesterer, om ikke af andre grunde så for dine børns fremtid. Resultatet vil blive, at vi mister retten til vort fædreland, Danmark, vort retmæssige hjemsted på denne fantastiske og endnu smukke planet, og retsbevidste danskere vil blive presset i landflygtighed. Det er ikke et samfund du vil ønske at leve i eller opdrage dine børn i. Men tyranniet kan allerede skimtes i horisonten, godt og vel, og vil overrumple os, hvis vi ikke vågner op og reagerer hensigtsmæssigt.

Når folket kontrollerer regeringen, har vi folkestyre. Når regeringen kontrollerer folket, er vi underlagt et tyranni. Det sidste er tilstanden i Danmark i dag.

O-D-I-N bekæmper kræfter, der vil erobre Danmark, hvad enten det er indefra eller udefra. De konstante fjendtlige angreb på vores indre linjer har efterhånden forkrøblet nationen og riget Danmark. Reagerer vi ikke med alle midler for at forhindre forbrydelsen i at fortsætte, mister vi alt!

Indtil videre protesterer O-D-I-N på vegne af flere danskere, end det skulle være nødigt. For kun de mest observerende og reflekterende af vores landsmænd er vågnet op og begyndt at protestere selv. Medlemmerne af O-D-I-N er imidlertid optimister og har tillid til, at processen fra dum konformitet til oplyst aktivisme vil brede sig eksponentielt og medføre en folkelig opstand. Og en bred folkelig opstand, en revolution, er absolut nødvendig. Det er vigtigt at forstå, at demokratiet i Danmark på nuværende tidspunkt er afskaffet. Vi kan ikke stemme demokratiet tilbage i et udemokratisk system. Det tillader det nuværende tyranni ikke. Og dermed er det umuligt på demokratisk vis at ændre den regerende magt, der ikke befinder sig i vort parlament, Folketinget, men udnytter Folketingets formelle magt fra kulissen til bl.a. at hvidvaske lovgivning, som ingen dansker ville stemme for, hvis han havde kendskab til indholdet. Hvis det ikke forholder sig, som vi beskriver her, ville forandringen til det bedre for længst være indtruffet. Overvej et øjeblik, hvornår noget positivt for Danmark sidst er indtruffet som et direkte resultat af din stemmeafgivelse i de populære mediebårne valgmaskerader.

Ja, du læste rigtigt, demokratiet i Danmark og mange andre europæiske lande – i højeste grad i USA – er en illusion. Hver gang du afgiver din stemme, støtter du på nuværende tidspunkt organiseret kriminalitet. En sådan påstand er nærmest uspiselig for de fleste ærlige og tillidsfulde danskere. Ikke desto mindre, er det et faktum, den skræmmende og ubekvemme virkelighed, som vi i detaljer har dokumenteret her på o-d-i-n.net. Ingen med evnen til at uddanne sig behøver at være i tvivl meget længere.
På baggrund af vores viden om verden i dag – og den viden opnår du kun ved at erstatte den daglige indoktrinering fra TV, film og andre nyhedsmedier med viden baseret på reelle informationer – forsøger vi så lempeligt som muligt at forklare vores landsmænd (der i parentes bemærket har accepteret løgnen om, hvor smarte og lykkelige vi er), hvordan vi danskere er blevet forført og udbyttet. Vi dokumenterer dette faktum på mange måder ved fortløbende at pege på de ansvarlige og deres handlinger. I dette eksistentielle opgør, er der ingen grund til at være artig eller forsonlig ved at agere konformt i det etablerede politiske teater. Det vil du forstå, hvis du sætter dig ind i dette alt overskyggende problem for danskernes overlevelse.

En lille fortælling fra sportens verden.

Lad os forestille os, at du er en succesfuld og populær dansk fodboldspiller, der lejlighedsvis bliver udtaget til at spille på Danmarks landshold. Landsholdet har for nylig klaret sig strålende gennem den Europæiske turnering og er endt i finalen. Den anden finalist er Frankrig. Danmark er absolut favorit til at blive europamestre.
Men desværre, på grund af et utroligt sammenfald af usandsynlige fejl i det danske spil, vinder Frankrig guldet.
Kort efter forlader de tre ansvarlige spillere dit klubhold uden at være blevet tilskyndet eller anklaget. Deres forklaring er enslydende: de er blevet headhuntet af franske klubber, der betaler bedre. Du kan ikke få dine tre kammeraters spilfadæser ud af hovedet. Du har kendt dem gennem lang tid og havde tillid til dem. Hvordan kunne de fejle så fatalt i et vigtigt opgør for nationen, og hvorfor er det netop dem, der nu vender klubben ryggen og forlader landet til fordel for en anden nation?

Dine spørgsmål bliver foreløbigt besvaret, da det lækkes fra et hemmeligt møde i klubben, at hver af de tre spillere tilsyneladende modtog en betydelig sum penge før den afgørende finalekamp. Blev dine kammerater betalt for at fejle? Det tyder omstændighederne på. Da du forsøger at klarlægge, hvad der kunne få dem til at forråde Danmark, falder det dig ind, at de tre altid isolerede sig, især privat. De var altid påfaldende uengagerede under nationalhymnen og syntes ikke at dele holdets almindelige respekt for danskernes flag. Du begynder at ane, at de tre spillere har opført sig som proforma danskere – relativt danske af udseende men åbenbart ikke af sindelag. De har ført sig frem i nationens farver og tilsyneladende deltaget i den fælles målsætning – at fremme Danmarks position som sportsnation. Men for dem, var det åbenbart ikke en hjertesag, kun et spørgsmål om penge. Erkendelsen af dette fylder dig med et overvældende ubehag.

De tre ligner ved en overfladisk betragtning danskere, selv om det kætterske billede af meget mørkhårede mennesker med grønne eller brune øjne, markante mørke øjenbryn, skægteint og kropsbehåring begynder at trænge sig på. Indtrykket forstærkes af, at den ene konstant affarvede sit hår og optrådte som mellemblond metroseksuel type, ubehageligt afvigende fra almindelige danske normer for maskulin fremtoning.

Du ærgrer dig over din egen naivitet. I talte samme sprog, delte de samme vittigheder og rejste sammen i store dele af verden som kammerater på et homogent dansk landshold – troede du.
Også billedet af lidt forskellige danske pas toner frem.
Til sidst forstår du, at de tre holdkammerater hele tiden har været både danske og israelske statsborgere. De var altså “danske jøder”, der spillede med på holdet i rollen som etniske danskere, men i en afgørende situation valgte de at svigte nationen på en meget ubehagelig måde og af højst udanske hensyn. Hvordan kunne de vælge at sætte penge over det nationale tilhørsforhold og traditionelle nordiske principper for loyalitet og troværdighed. Du føler dig snydt på det personlige plan og bedraget på landsholdets vegne.

Mens du ærgrer dig over besvigelsen, har de tre tidligere klubkammerater ubekymret aflagt deres danske identitet og ansøgt om fransk statsborgerskab!

Du begynder at forstå, at problemet ligger i udvælgelsen af klubbens spillere ikke mindst ved udtagelsen til landsholdet. Du henvender dig først til klubbens træner og foreslår, at de ledige pladser på holdet i fremtiden udelukkende besættes med danskere, så vidt det er muligt at fastslå aspiranternes etniske baggrund og sindelag. Træneren reagerer forskrækket og forsikrer dig om, at en sådan praksis, hvor motiveret den end måtte være, ville være umulig at gennemføre. Han ved, at såvel klubbens manager som ejere er indflydelsesrige jøder, og en sådan udvælgelse vil blive kaldt racistisk eller antisemitisk, ja kunne ligefrem blive udlagt som forfølgelse af en minoritet. Træneren er overbevist om, at han ville gamble med sin stilling som klubtræner, hvis han foreslog noget sådant. Det kommer som en yderligere overraskelse for dig, at din klub tilmed ejes af mennesker med delt loyalitet over for danske værdier.

I frustration over, at klubben ikke forsøger at forebygge et lignende forræderi i fremtiden, eftersom ingen åbenbart ønsker at berøre problemet, henvender du dig til et af de store dagblade. Du er et kendt ansigt i medieverdenen og får uden besvær en aftale om at mødes med en journalist. Du har blot nævnt, at du ønsker at fortælle om “et efterspil” til europamesterskabet.

Du er klar over, at du påtager dig rollen som “whistleblower” (sandhedsvidne), og at dine dage i klubben kan være talte. Men din økonomiske fremtid hviler på en solid opsparing, og du har nået en alder, hvor fodboldkarrieren under alle omstændigheder synger på sidste vers. Du føler, at det er vigtigt at bringe budskabet om kilden til illoyaliteten i din klub ud til den danske offentlighed for at forhindre, at de højst usportslige forhold fortsætter og breder sig inden for den danske sportsverden i almindelighed. Du har endnu i erindring, hvor meget dine forældre investerede i at støtte din beslutning om at blive professionel fodboldspiller, at det altid var en særlig ære og fornøjelse at kæmpe for Danmarks anseelse på grundlag af universelle normer for fair play. Fra dine forældre har du arvet en kulturelt betinget afsky for løgn, bestikkelse og uærligt spil. Det ligger dig fjernt at skade din landsmænd eller falde dem i ryggen.

Journalisten er en tiltalende yngre kvinde med lyst hår og kunstnerisk malede øjenbryn. Hun bærer et Dagmar-kors om halsen og præsenterer sig som Julie Damgaard. Du opfatter hende umiddelbart som etnisk dansker og får under samtalen tillid til, at hun er på din side. Hun accepterer også, at du kan læse oplægget til artiklen, inden den bringes. Jeres samtale bliver med dit samtykke optaget på hendes diktafon, og du får en kopi af interviewet.

De næste dage hører du intet fra journalisten. Du ringer til redaktionen og spørger efter hende. Hun er taget til Sverige, oplyses det, men vil blive opfordret til at kontakte dig, når hun er tilbage den følgende uge.

Sidst på ugen bliver du indkaldt til et af de planmæssige møder i klubben. Dette møde viser sig imidlertid udelukkende at være mellem dig og en af klubbens sjældent eksponerede ejere i selskab med en advokat. Advokaten spørger, om du ønsker en juridisk rådgiver til stede, og du spørger om grunden? Medejeren, der af udseende minder om en fedladen Robert De Niro, afbryder advokaten med en håndbevægelse, stikker sit ansigt helt tæt til dit og siger i en lavmælt tone af fidel fortrolighed, at du med oplysningerne til pressen om interne forhold i klubben har overtrådt en passus i din kontrakt og vil blive sagsøgt for alt, hvad du ejer, skulle artiklen se dagens lys. “Forstået?!”
Din umiddelbare overraskelse over mødets karakter og ejerens kendskab til dit møde med journalisten overgås kun af ubehaget ved mandens usympatiske opførsel. Du svarer neutralt, at samtalen må fortsætte, når du har talt med din advokat.

Din advokat råder dig til at afslutte kontrakten med klubben, inden du igen henvender dig til pressen. Han har aftalt med journalisten, at den planlagte artikel stilles i bero. Mens du overvejer forslaget, opsiger klubben din kontrakt begrundet med misligholdelse, og du mister en betydelig bonus. Det er efterhånden et mindre problem. Du føler dig allerede i mere end én forstand fritstillet, og du er i økonomisk sikkerhed med din egne midler. Din advokat advarer om, at hvis du insisterer på at informere den danske offentlighed om en bestikkelsesaffære, som du ikke kan bevise, har klubben mulighed for at anlægge sag og kræve en betydelig erstatning.

Søndag morgen på vej til bageren, møder du din nabo, der imod sædvane kun flygtigt returnerer din hilsen. Hos bladhandleren opdager du hvorfor. Forsiden på de kendte dagblade indeholder et dårligt billede af dig og en iøjnefaldende overskrift om din dramatiske afgang fra klubben. “Vores afsked med Lars har længe ligget i kortene,” udtaler klubbens manager. Derefter kan du læse, at du gennem nogen tid har været en belastning for klubben på grund af forskellige optrin i udlandet, og det insinueres, at du ikke har kunnet kontrollere dit forbrug af rusmidler og kvinder. Du kan læse, at pressemeddelelsen er udsendt via Reuters nyhedsbureau, og den viser sig at blive præsenteret nogenlunde enslydende i alle kendte dagblade. Længere inde i den opfølgende artikel kan du læse, at “Lars’ trusler om at undergrave dansk og europæisk fodbold med sine påstande om uregelmæssigheder under europamesterskabet var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi kan ikke have spillere i klubben, der ikke er teamplayere,” hedder det. Om aftenen kan du sammen med din familie gense historien på de dominerende TV-kanaler, DR og TV2.

Du er fortrøstningsfuld ved at vide, at dette forsøg på karaktermord er pure opspind. Du hæfter dig ved, at også manageren synes at kende detaljerne fra din samtale med journalisten. Heldigvis er din kone en intelligent og loyal kvinde, der sætter sin familie over alt og kender dig godt nok til at gennemskue intrigen. Sammen forklarer I børnene, hvordan sagen hænger sammen og forbereder dem på en periode med dumsmarte bemærkninger i skolen.

Din advokat mener, at du skal tie bagvaskelsen ihjel. Det betaler sig ikke at lægge sag an mod klubben, forsikrer han. En uge efter flyder samtlige medier over med historien om et “islamisk terrorangreb” mod synagogen i København, og det godtroende Danmark har fuldstændig glemt historien om din afgang fra klubben. Store dele af nationen er optaget af blomsternedlæggelse og andre forme for selvforstærkende følelsesporno på de sociale medier. Selv statsministeren nedlægger med mediernes og rabbinatets bevågenhed en krans ved synagogen. Samtidig piskes planmæssigt et had til Islam og islamiske personer op i de selvsamme medier, der kort forinden lagde spalteplads til løgnen om dig.

Efter at have afslået fristende tilbud fra diverse kulørte ugeblade om et eksklusivt interview beslutter du for egen regning at undersøge klubbens organisation og økonomiske struktur. Du finder ud af, at klubben helt og holdent ejes af jødiske pengemænd og deres sponsorerende banker og kapitalfonte. Af ren og skær “interesse for sporten og Danmarks position som fodboldnation” ejer den samme gruppe også den lokale “Arena Elite”. Arenaen er for nylig blevet udbygget for et trecifret millionbeløb og drives i international målestok.
Her udklækkes danske spillere med henblik på salg til udlandet. Når du tænker efter, er de foreløbige kontrakter udelukkende gået til spillere, som du i lyset af din nye viden og evne til at observere kan identificere som danske jøder. Din tidligere undren over de ulogiske valg, når bedre spillere blev elendigt promoveret og skubbet til side, har fundet sin forklaring. De jødiske ejere undgår at promovere klubbens etnisk danske talenter ud over, hvad der er ønskeligt til interne køb og salg i Danmark.

Efter nogen tid lyder det fra dine aktive holdkammerater, at de fire ledige pladser i klubben nu er besat med tre jøder og en somalisk fodboldspiller, den sidste af mere politisk korrekt fremtoning end begavet som fodboldspiller. De tre jøder er fra København, Fyn og Polen. “Polakken”, der angiveligt kommer direkte fra Polen, har allerede midlertidigt dansk statsborgerskab og taler forbløffende godt dansk.

Du kommer i de følgende uger til erkendelsen af, at du er oppe imod et netværk med tentakler overalt og betydelige økonomiske ressourcer. Selv hvis du kunne identificere konkrete mistænkelige pengetransaktioner i forbindelse med europaturneringen, ville du aldrig kunne bevise en årsagssammenhæng, og hvad værre er – ingen ville bringe historien. Du dropper sagen, men er nu overbevist om den udanske og falske sammenhæng. Du sætter dig for at udforske den jødiske indflydelse i Danmark yderligere og falder over de indlysende spørgsmål og svar på sitet o-d-i-n.net. Det bekræfter ikke kun din oplevelse, men viser, at problemet er eksponentielt større, end du i din vildeste fantasi kunne forestille dig. Det forpligter dig som ansvarlig hvid dansker og europæer til at engagere dig i dette truende overlevelsesproblem for danskerne som en fri og uafhængig nation. Du beslutter at deltage i kampen for, at diskrimineringen af dine børn i deres eget land snarest muligt bringes til ophør.

Inden vi tager fløjlshandskerne af, er vi nødt til at forklare et historisk forudsætning, der er ukendt for de fleste danskere – sikkert for de fleste skandinaver.

Forestil dig et mindre kongerige ved navn Lykkeland, med en homogen hvid, europæisk befolkning på 5-9 millioner. Omkring år 2000 består befolkningen af 85 procent etnisk hvide europæere, vi kalder dem oprindelige lykkelændere, desuden 10 procent tilsyneladende hvide ikke etniske europæere, der kalder sig “de forfulgte”, samt 5 procent etnisk meget fremmedartede indvandrere, typisk arabere, iranere, indere, japanere, kinesere, filippinere, sydamerikanere, afrikanere o.a.
De etniske lykkelændere kan føre deres aner tilbage til Ruder Konge var knægt i Lykkeland, mens forfædrene til de 10 procent “forfulgte” først kom til landet i 1600-tallet, da nogle få tusinde blev tilbudt beskyttelse mod deres forfølgere. Senere fik de mulighed for at indvandre frit og blev tildelt samme rettigheder som den oprindelige homogene befolkning.
Majoriteten af lykkelændere evner ikke at se forskel og opfatter ikke “de forfulgte” som forskellige fra sig selv. De etniske lykkelændere tilhører stort set samme religion og er opvokset med dens traditioner. De har udviklet en lys og åben kultur, hvor ærlighed og venlighed sættes i højsædet, og det har gennem generationerne medført en høj grad af indbyrdes tillid, men også en betydelig troskyldighed, der under uheldige betingelser har samme effekt som et langstrakt selvmord. Etniske lykkelændere elsker deres land, er tilfredse med livet, ønsker intet ondt for andre, intrigerer ikke mod andre og er overbeviste om, at de selv nyder samme hensyn, specielt inden for grænserne af Lykkeland.

“De forfulgte” har deres egen religion, som er lukket, ingen andre har adgang til den. De stifter nødigt familie med andre uden for deres trosretning og etniske baggrund. En af forklaringerne viser sig at være, at kærnen i deres hellige skrifter indeholder forskrifter for eksklusivitet, ja ligefrem krav om fjendtlighed mod alle andre. Deres grundliggende troslære indeholder budskabet om, at de er særligt udvalgte af deres gud og berettiget til at overtage og eje ikke-forfulgtes ejendom og fortjenester. Deres ledere, ikke mindst de troslærde, har gennem generationer oparbejdet enorme formuer og pengemagt, som bl.a. formidlede deres asyl, da royale overhoveder i bl.a. Lykkeland manglede guld til finansieringen af statslige kriser eller til en række prominente byggerier, helt uden at forholde sig kritisk til långiverne. Formuerne medbragte “de forfulgte” i form af guld og ædelstene fra de lande, hvor de blev erklæret for uønskede og måtte flygte fra.

I 1400 tallets Europa blev kristne kirkelige ledere opmærksomme på “de forfulgtes” overraskende dæmoniske troslære, og sekten kom under pres, da det blev åbenbart, at medlemmerne kun på overfladen opførte sig som loyale borgere, mens de bag lukkede mure ærede teserne i deres hellige skrifter om at sætte sig i besiddelse af andres ejendom og tilegne sig magt med ethvert middel, herunder drab på politiske modstandere, uden at udelukke statsoverhoveder. Dermed kom de gang på gang til at udgøre en magtfuld, undergravende og uønsket stat i staten, uanset hvor de residerede på grundlag af andres tillid og venlighed. Når jorden i utallige tilfælde brændte under dem, flygtede de og påberåbte sig hver gang at være “forfulgte”. En del af dem endte i Lykkeland, hvor ingen anede uråd gennem de følgende 2-3 århundreder.

Mens alle andre i Lykkeland nærer stor tillid til hinanden indbyrdes, til staten, til den demokratisk ledelsesform og til landets valgte ledelse, der opfattes som selvfølgelige og ukrænkelige institutioner, som ingen drømmer om at misbruge, arbejdede “de forfulgte” helt fra starten skjult og målrettet på at bemægtige sig magten i Lykkeland. Planerne, der foreskriver hvordan det gøres, fulgte med i 1600-tallet, og forskrifterne var allerede afprøvet og forfinet gennem århundreders ophold i Mellemøsten, Afrika og Asien, sidst i de centrale dele af Europa og dele af Mellem- og Nordamerika. Og det skulle vise sig, at Lykkeland blev et let offer, på samme måde som de europæisk grundlagte nordamerikanske stater. I løbet af de næste 400 år infiltrerede “de forfulgte” alle institutioner af betydning i Lykkeland, og når de først erobrer en position med indflydelse, betragtes den som ejendom og overleveres kun til trosfæller. På den måde blev lykkelænderne systematisk udelukket fra indflydelse i deres eget land, uden at nogen rigtigt observerede den gradvise beslaglæggelse, for ingen lykkelænder ville tro det muligt, og kun få evnede at skelne mellem “de forfulgte” og deres egne. Indtil i dag mener lykkelænderne, at alt går sin naturlige gang i Lykkeland, og at livet og velfærden er i gode hænder.

Til forskel fra lykkelænderne, der opdrages som individualister, udgør “de forfulgte” en polyorganisme som i et termitbo, hvor alle kender hinanden, er nært beslægtet med hinanden og altid har indbyrdes kontakt med hinanden ned til den enkelte familie, uanset hvor i verden de opholder sig. Derfor kan strategier, der udvikles ét sted af en global ledelse hurtigt kommunikeres internt til alle i fællesskabet. Den senere udvikling af IT og Internettet har dramatisk effektiviseret denne tradition for netværkssamarbejde, hvorved “de forfulgte” næsten øjeblikkeligt opnår en fælles viden om strategiske målsætninger og forholdsregler over for omverdenens befolkninger – der kollektivt opfattes som “fjenden”.

“De forfulgte” bragte færdige planer med sig, der foreskriver enkle metoder til overtagelse af en nation. Først oprettede de private udlånsvirksomheder og lånte penge og guld til indflydelsesrige lykkelændere mod at opnå begunstigelser for sig selv. Senere formaliserede de udlåningen gennem oprettelsen af egentlige banker med betydelige rentekrav. Bankernes navne var altid neutrale eller formidlede indtrykket af, at lykkelænderne var medejere, fx Landbobanken, Forstædernes Sparekasse, Lykkelands Bank osv. Bankerne blev suppleret med forsikringsvirksomhed og ejendomshandel med udlån til boligkøb. Betydende aktieposter blev opkøbt i strategiske virksomheder, hvor “de forfulgte” med tiden fik adgang til insider-viden og via deres netværk kunne købe aktier, når prisen var lav, hvorefter de snart rådede over den besluttende aktiemajoritet.

Den vigtigste del af strategien var dog at opkøbe alle private og senere statsejede medier, således at lykkelænderne effektivt holdes uvidende om, hvad der reelt foregår, når “de forfulgte” overtager samfundets vigtigste poster. Hvis nogen kvik lykkelænder skulle ane uråd og ønsker at formidle sin viden til sine landsmænd, vil samtlige medier effektivt afskære ham fra at komme til orde (internettet undtaget – det er endnu for vanskeligt at kontrollere). Ved hjælp af medierne kan “de forfulgte” efter behag misinformere om begivenheder såvel i Lykkeland som i den øvrige verden. Dermed kom lykkelænderne snart til at leve som en uvidende underklasse af skattebetalere, afsondret fra ethvert kendskab til alle betydende sammenhænge i omverdenen. Verdenshistorien og lykkelændernes egen historie blev skrevet om af “de forfulgte”, så alt nu passer ind i et illusorisk verdensbillede, der fremhæver og idealiserer “de forfulgte” og undertrykker alle andre i enhver henseende. Kun meget få lykkelændere evner i dag at gennemskue intrigen.

“De forfulgtes” formue udviklede sig eksponentielt, da de kom til at kontrollere de naturlige ressourcer og skatteopkrævningen i Lykkeland. Denne svikmølle forstærkede sig selv, skjult for lykkelænderne, og kom år for år til at forværre det skæve finansielle forhold mellem “de (uanstændigt velhavende) forfulgte” og deres produktive og betalende værter.

I 1970, da “de forfulgte” havde opkøbt og beslaglagt alle medier i Lykkeland, begyndte de i sagens natur – uimodsagt! – at relancere historien om, at de som folk havde været genstand for et folkemord et sted i udlandet. De godtroende lykkelændere tog ukritisk historien til sig som en åbenbaring fra medierne. Men det var en usand historie. Formålet med myten var at forhindre lykkelænderne og den øvrige omverden i at kritisere og “forfølge” “de forfulgte”, der ifølge deres egen beretning allerede havde været udsat for stor uretfærdighed, selv om de efter egen udlægning blot havde været dygtige forretningsmænd, der konstant blev genstand for misundelse. Med denne falske beretning lykkedes det “de forfulgte” gennem deres medier at dæmonisere et helt europæisk folk og udstille dem som sadister og folkemordere. For yderligere at cementere myten om et folkemord begyndte “de forfulgte” i deres medier at prise lykkelænderne for deres inkluderende og beskyttende holdning til “de forfulgte”, mens det påståede folkemord fandt sted, og lykkelænderne tog naivt den falske smiger til sig og begyndte at forsvare “de forfulgte” i en misforstået forbrødring, der yderligere vanskeliggjorde enhver velbegrundet kritik fra mere indsigtsfulde lykkelændere.

Nogle ville kalde en sådan manipulerende minoritet for en snyltegæst. Man kan også sammenligne “de forfulgtes” strategi med den, hvormed parasitter i den lavere biologi manipulerer og nedbryder værtsorganismen, der i mange tilfælde bukker under og dør efter at være frataget dens naturlige miljø og overlevelsesgrundlag.

Definition på en parasit:
En organisme, der lever med, i eller på en anden organisme (værten) fra hvilken den optager næring. Værten har ingen fordel af parasitten og skades ofte af den.

Der er altså ikke tale om et symbiotisk forhold, hvor begge organismer har fordel af sameksistensen.

Lykkelænderne tør i dag ikke åbne munden af frygt for at blive kaldt “forfølgere”, selv når “de forfulgte” åbenlyst skaber ufred og iværksætter krige overalt i verden for at befæste sjålne landområder eller deres internationale banker og våbenindustri. Lykkelænderne lader sig tilmed godvilligt hverve som slagtekvæg på fjerne fronter, hvor ingen lykkelænder tidligere har sat foden og derfor ingen fjender har haft. Men det fik de. Alligevel fortsætter de med at aflevere menneskelige og økonomiske ressourcer til “de forfulgtes” krige. “De forfulgtes” massemedier indoktrinerer dem med, at de kæmper for retten til at leve som frie mennesker i Lykkeland, og at dette Lykkeland konstant bliver truet af fremmed “terror”, som ingen lykkelænder i virkeligheden har set skyggen af, men kun hørt om i medierne.

“Er du dum nok til at lade dig udnytte, Ja eller nej? – Er du dum nok til at holde mund, Ja eller nej?”

Hermed kan vi ikke kredse yderligere om den varme grød. Hvis du stadig hænger på, er vi nået til det punkt, hvor det er nødvendigt at konfrontere dig med virkeligheden. Det er en højst ubehagelig virkelighed, som du måske aldrig i din vildeste fantasi havde troet mulig. Eller måske har du, men har foretrukket at holde mund?
Hvis du er oprindelig dansker vil tavsheden og bekvemmeligheden ved ikke at konfrontere problemet føre til din og dine efterkommeres udslettelse!, medmindre du begynder at dele og diskutere realiteterne på o-d-i-n.net med dine venner og bekendte. Kun gennem at oplyse vores landsmænd kan vi bekæmpe den pest, der har bredt sig over Danmark og Europa og afvise den til de steder på kloden, hvor den har sine udspring, Mellemasien og Mellemøsten.

Nu vil de fleste kalde os “antisemitter” eller bruge andre våbengjorte ord som “nazister” eller “racister”. Men det preller af på os, for vi er ingen af delene. Hvad vi absolut vedkender os at være er “anti-termitter” og “anti-zionister”. Magtjøderne, der oftest også er zionister, kan sammenlignes med termitter, der angriber dit hus og undergraver konstruktionen. Når huset falder sammen, bestormer parasitterne begærligt det næste hus.
Vi opfatter ethvert menneske som lige berettiget til at leve et godt og frit liv inden for rammerne af hans eller hendes egen kultur. Vi er imod tyranner og parasitter, der ønsker at kontrollere alle andre og har en diktatorisk og racistisk verdensregering som mål.

Derfor skelner vi principielt mellem magtjøder og alle andre. Der findes udmærkede og veluddannede jøder, som – i det mindste i deres offentlige fremtræden – tager afstand fra Den Ny Verdensorden (NWO). Desværre er det i den indoktrinerende tradition inden for jødedommen tilladt at lyve for alle andre end jøder, hvis det kan befordre en underliggende bedragerisk agenda. Derfor er det uhyre farligt for tillidsfulde mennesker af hvid europæisk herkomst at fæste lid til de muligvis velmenende jøder, der taler imod fjendtlighed over for andre.
Jøder, der går ind for autonomi og respekt mellem alle folkeslag som den dominerende regel for internationale relationer, nyder vores respekt. Men gruppen omfatter indtil videre kun enkelte jødiske individualister. Vi kender ikke en eneste jødisk organisation af betydning, der har påtaget sig at fremme en forsonlig verdensanskuelse i respekt for andre. Tværtimod, de eksisterende jødiske organisationer som ADL (Anti-Defamaion League) og B’nai B’rith med en afdeling i Danmark, er internationale zionister, der følger slagplanerne fra Israel og deltager i den verdensomsomspændende krig for at undertrykke og kontrollere alle andre nationer til fordel for en international regering af jøder (NWO).

Risikoen for at fejlfortolke velmenende jøder bliver ikke mindre af, at mange jøder i Danmark, selv uden direkte politiske ambitioner, kan være medlem af Mosaisk Trossamfund eller en anden politisk forsamling, Zionistforeningen eller Dansk-Israelsk Forening, m.fl.
Dette er forskellen på at være en integreret, såkaldt dansk jøde, som de gerne kalder sig, og være assimileret i det danske samfund som loyal dansker med jødiske aner. En assimileret person af jødisk herkomst ønsker at være dansker frem for noget andet og deltager ikke i nogen form for ekskluderende netværk for at skabe sig fordele på bekostning af andre danskere. En assimileret jødisk person har dansk pas udelukkende.

Da danskerne i realiteten aldrig kan vide, hvilken agenda “integrerede” jøder understøtter, er den eneste mulighed for at overleve som dansker i Danmark at indføre og hævde Forholdsreglen: Hvis fx jøderne i 2019 udgør 10 procent af befolkningen, kan de højst være repræsenteret med den andel i enhver forsamling af betydning for danskernes samfund, og dermed aldrig som et flertal. Det samme gælder de 5 procent øvrige indvandrere. Skulle den jødiske repræsentation i Danmark på noget tidspunkt overstige 50 procent, har vi mistet Danmark til en erobringskultur.

Derfor arbejder globalistiske jøder i Danmark effektivt på at forøge deres andel af befolkningen. Det sker under dække af den øvrige indvandring og uden at afføde nogen offentlig statistik.

Selv om jøderne i Danmark kun udgør 10 procent af befolkningen og derfor i matematisk forstand er en minoritet, er de ikke en svag eller sårbar minoritet. Tværtimod. Hvis denne minoritet sidder på 80 procent af alle bestemmende positioner, og kun overlader pladsen til deres egne, er de en uønsket, racistisk, repressiv og først og fremmest – uparlamentarisk – magtgruppering, der nødvendigvis må blotlægges og bekæmpes, så længe de tjener udanske interesser og undertrykker danskerne i Danmark.

Gør de da det? vil den skeptiske læser spørge.

Dertil er vores svar – et rungende Ja!

Vi har med mange artikler belyst, hvordan en lille del af befolkningen ved hjælp af en raffineret nedarvet, højst fjendtlig strategi med held stræber efter at bemægtige sig al magt og rigdom inden for rigets grænser for at fordele den indbyrdes og konsolidere deres illegale, uforholdsmæssige magt. Disse mennesker ønsker ikke at bidrage til danskernes samfund eller overlevelse, men udnytter os så længe vi ikke gør modstand – for til sidst at fjerne os, hvis de får mulighed for det. Derfor benævner vi dem i de fleste af vores artikler slet og ret som “jøder”, når vi gerne ville skrive “magtjøder”. Men da det ikke er til at skelne i praksis, er vi nødt til at droppe godheden og naiviteten over for en konstateret fjendtlig stat i staten, indtil det naturlige magtforhold i Danmark er genoprettet på grundlag af Forholdsreglen, dvs. at danskerne igen regerer i eget land.

Wikipedia [med vores kommentarer i kantparenteser]:
De første jøder bosatte sig i Glückstadt i Holsten da de kom i 1634. En sefardisk jøde [efterkommere af de jøder, der fulgte de islamiske Maurere som skatteopkrævere fra Afrika til Den Iberiske Halvø (Portugal og Spanien), i 700-tallet, hvorfra de blev udvist i 1492], Diego Texiera de Mattos [han hed egentlig “Abraham af Jødeslægt”], som var bosat i Hamborg, havde i 1657 lånt Frederik III en stor sum penge blandt andet på det vilkår, at forholdene for de sefardiske jøder skulle lettes. Dette medførte, at de førhen strenge forbud mod indvandring og bosættelse af jøder i Danmark [et indsigtsfuldt og ansvarligt standpunkt, som skulle have været bibeholdt] blev ophævet til fordel for sefardiske jøder. Dette privilegium blev stadfæstet 14. december 1670 af Christian 5., som senere udvidede det ved forordningen af 30. juli 1684. I 1750 blev dette privilegium fornyet, således at sefardiske jøder uhindret kunne rejse i hele landet, mens derimod de såkaldte tyske jøder kun efter speciel tilladelse for hver enkelt kunne bosætte sig [“tyske jøder” er ashkenazier, også kaldt østjøder; de er efterkommere af khazar-asiater, der konverterede til jødedommen i det 8-9. århundrede og i de følgende århundreder gjorde sig uønskede i Europa såvel i forhold til sefarderne som til alle andre, der følte deres kultur truet af østjødernes subkulturelle og kriminelle adfærd]. Den første jødiske menighed i Danmark dateres til 1684 [og begrænsningen for østjøder blev naturligvis afskaffet, så snart sefarderne havde bredt sig til danskernes besluttende organer, og selv var for få til at besætte de nødvendige magtpositioner i Danmark. I dag importeres østjøder i hobetal via bl.a. Israel, Tyskland og Polen og ligner alt andet end etniske mellemøst-jøder. Kendte eksempler kan uophørligt opleves som værter og gæster på TV2, DR og i en andel på 80 procent i samtlige kulørte ugeblade. Bemærk, at det jødiske mediemonopol omfatter et stort antal reklame- og bladfotografer, der understøttes økonomisk af det jødiske netværk for så vidt det overhovedet er muligt udelukkende at afbilde jødiske personer i reklamer, aviser og ugeblade (med en politisk motiveret andel af sorte og asiater). Dette bevirker, at danskerne vænnes til at opfatte jødiske ansigter som udtryk for dansk etnicitet, og indoktrineringen virker. Danskerne er omend endnu mere ude af stand til at skelne i 2019, end de nogensinde har været. Derfor bør du studere vores artikel om jødisk udseende og karakter indgående. Det er absolut vigtigt for vores overlevelse, at vi lærer at identificere denne indre dødsfjende af Danmark.]

Som afslutning på denne introduktion, er vi nødt til at sætte bestemte historiske begivenheder og myter på plads, selv om det umiddelbart vil medføre vantro blandt læserne. Men tro os, det er nødvendigt at gøre op med falske tabuer og at afsløre historiske realiteter, som aldrig vil blive præsenteret i jødernes medier.

1942 – 1945
Ingen jødisk person (eller zigøjner eller noget menneske i øvrigt) er nogensinde blevet myrdet i et tysk gaskammer. Det er et faktum, der hviler på grundige videnskabelige studier, som jøderne selv har gentaget uden at kunne anfægte dem og derfor lader deres medier fortsætte med indoktrineringen om 6 mio. udslettede jøder. Det eneste eksisterende “gaskammer”, angiveligt fra den nationalsocialistiske periode i Tyskland, findes i det hollywoodagtige showroom i Auschwitz i Polen, hvor polske jøder har stået for “rekonstruktionen” og nu rundvisningen (mod betaling naturligvis). Det fremviste “gaskammer” erkendes at være en rekonstruktion efter “overlevende” jøders hukommelse! Det findes ikke på et eneste billede, selv om de “befriende” sovjet-styrker havde alle muligheder for at dokumentere det i film og billeder.

Det eksisterende fysiske rum var oprindeligt et ligrum i forbindelse med et af krematorierne i lejren, i den sidste del af krigen udbygget, så det også kunne fungere som luftbeskyttelsesrum. Det blev efter krigen ombygget af sovjetiske og polske jøder til “gaskammer” med henblik på at etablere historien om et jødisk holocaust.
Selve rekonstruktionen er en farce, der med minimal kritisk sans i sig selv bevidner, at det ville være umuligt at ombringe mennesker med cyangas i disse rammer. De langt mindre gaskamre, der faktisk fandtes og findes, blev brugt til aflusning af madrasser og beklædning for at undgå lejrtyfus, der overføres med lus.

Ingen krigsførende magt bør koncentrere 200.000 mennesker i en enkelt lejr, men krigen rasede, og Auschwitz var en strategisk vigtig arbejdslejr i forhold til den tyske krigsførelse på østfronten mod kommunismen og bolsjevismen (jødiske konstruktioner, der alt overvejende var ledet af jøder). Auschwitz-arbejdslejren var omgivet af et stort antal industrier, bl.a. gummi- og petrokemiske produktionsanlæg, der krævede konstant og levedygtig arbejdskraft.
Lejren var indrettet med moderne hospital, særlige afsnit for gravide og kvinder med børn, fodboldbane, svømmebassin, havde egen valuta, marketenderi, film- og koncertrum, vel at mærke til brug for de indsatte. Tilværelsen som tvangsarbejder var restriktiv, men langtfra umenneskelig. Ingen af disse faciliteter nævnes eller vises frem i Auschwitz i dag. I modsætning til de senere allierede fangelejre tillod den tyske administration regelmæssige inspektioner fra Røde Kors, herunder modtagelse af post og hjælpepakker fra slægtningen udefra.

Alvorlige problemer opstod, når der udbrød tyfus, specielt i Auschwitz, der modtog jøder og andre fra fattige områder, der var befængt med lus. Koncentrationen af mennesker betød, at et stort antal indsatte nåede at smitte hinanden og ofte døde af feber og dehydrering, inden epidemien kunne standses. Det skete 2-3 gange i Auschwitz og medførte opstandelse i den tyske ledelse i Berlin, som gjorde absolut alt for at bevare den eksisterende arbejdskraft og accept hos humanitære organisationer. Selv tysk lejrpersonale døde under disse epidemier.

Da de allierede i sommeren 1944 bombede infrastrukturen sønder og sammen, kunne der ikke bringes antibiotika og føde til Auschwitz og andre arbejdslejre, og dødstallet steg dramatisk i de sidste måneder af krigen. Dødstallene på grund af ubehandlet tyfus og underernæring var så omfattende, at lejradministrationen ikke kunne nå at kremere ligene i krematorierne, hvorfor billedet af ligdynger med afpillede lig og indtrykket af massemord mødte de første russiske “befriere”, da de ankom til lejren i januar 1945. Dette scenarium blev udnyttet af sovjetiske, engelske og amerikanske jødiske propagandamagere i Europa og USA til at sprede løgnen om et systematisk folkemord på jøderne.

Det officielle dødstal i samtlige tyske kz-arbejdslejre er udgivet af International Røde Kors og er mindre end 290.000 mennesker af forskellig nationalitet, hvoraf ca. 40 procent var jøder. Absolut 290.000 for mange, men det skyldtes ikke et program for udryddelse, men den tragiske konsekvens af at sammenhobe mennesker, så epidemier kunne udvikle sig ude af kontrol, specielt da forsyningerne svigtede.

Efter krigens afslutning gentog de allierede – med forsæt! – fejlen, og 1,2 mio. tyske soldater og civile døde, enten på grund af overlagt udsultning og mangel på ly mod vind og vejr eller som følge af ubehandlet tyfus i engelske og amerikanske fangelejre, hvor menneskelige hensyn i forhold til fangerne – i modsætning til moralen i de tyske lejre – var totalt fraværende.

Den halvt jødiske og jødisk kontrollerede general og senere præsident, Eisenhower, indførte en barbarisk og morderisk praksis over for alle tyske krigsfanger uden noget som helst hensyn til internationale konventioner (Geneve-konventionen).
Den jødisk kontrollerede alliance mellem Sovjetunionen, USA og England udnyttede situationen til at nedskyde medlemmer af SS ved antræffelse, vel vidende, at SS repræsenterede eliten i det tyske militære system og ville etablere en modstand efter krigen. På den måde blev de bedste europæere systematisk udryddet som led i den jødiske tradition for at myrde de bedste af goyim (ikke-jøder), når som helst det er muligt (efter forskriften i Talmud). Talmud er en senere perversion af Jødedommen.

1917 – 1960
Den “russiske” revolution fra 1917 var ikke russisk. Firs procent af dens ledelse var jøder, som det detaljeret er dokumenteret i bogen “The Secret Behind Communism” af historikeren David Duke. Under overtagelsen af kontrollen med Rusland og Ukraine, indledt med det afskyelige lystmord på Zaren og hans familie, myrdede disse blodtørstige jøder systematisk 40-60 millioner! hvide europæere. I Ukraine alene blev 13 millioner mennesker systematisk sultet ihjel, ved at man fratog dem afgrøder og såsæd og myrdede de bedste af dem på de mest bestialske og sataniske måder.
Senere er billederne af dynger med afpillede lig fra Ukraine blevet misbrugt i jødernes medier til at fremme påstanden om massedrab i tyske arbejdslejre. I det hele taget blev dette folkemord i Ukraine og Rusland ledet af internationale jøder (flere indvandret fra USA) og var målrettet mod den europæiske intelligentsia, de såkaldte klassefjender, der ellers kunne etablere en politisk modstand i fremtiden.
Denne “røde terror” hører vi meget lidt om i massemedierne i dag og af gode grunde.

I 1922 grundlagde de samme jøder Sovjetunionen, som frem til 1960 myrdede millioner af politiske dissidenter i Gulag lejrsystemet i Sibirien og under oprør i randstaterne.

Det er klart, at dette systematiske folkemord på hvide europæere krævede en modvægt i jødernes udgave af Europas moderne historie. Derfor etablerede sovjet-jødiske propagandamagere – blandt dem det afskyelige monster Elya Ehrenburg – indtrykket af et holocaust mod jøderne under den nationalsocialistiske periode i Europa.

Mens den røde terror er en historisk kendsgerning, er påstanden om jødernes holocaust en ond og vedholdende løgn, der på daglig basis indoktrineres i det nuværende Europa fra jødernes medier og i vores skoler. Er du i tvivl, så spørg dine børn.

I 16 europæiske lande (indtil videre) er det forbudt under trussel om fængselsstraf, at have en afvigende mening om jødernes holocaust, og det siger en hel del om nødvendigheden for jøderne af at legitimere denne løgn. I øjeblikket sidder et antal mennesker i fængsel i Tyskland, vores nærmeste sydlige nabo, for at have udtalt sig skeptisk om denne forvanskede del af vores historie. Det er dette jødiske tyranni, der arbejder sig ind på Danmark, og truslen kommer indefra.

I citatet nedenfor af en kendt (nu afdød) russisk systemkritiker kan du sætte lighedstegn mellem “bolsjevikker” og jøder:

Man må forstå følgende. De ledende bolsjevikker, der overtog Rusland var ikke russere. De hadede russere. De hadede kristne. Drevet af etnisk had torturerede og slagtede de millioner af russere uden antydning af menneskelig medfølelse …

Der er flere af mine landsmænd, der har lidt under denne horrible forbrydelse fra bolsjevikkernes blodbestænkte hænder, end noget andet folk eller nogen anden nation nogensinde har lidt i hele menneskets historie. Det er umuligt at overdrive dette. Bolsjevismen begik det mest brutale og omfattende folkemord, vi kender til.

Den omstændighed, at det meste af verden er uvidende og uden følelser for denne enorme forbrydelse viser, at de globale medier er i hænderne på forbrydelsens gerningsmænd.

— Aleksandr Solzhenitsyn.

Det er nødvendigt, at enhver tænkende dansker indleder sin personlige modstand mod den planlagte udslettelse af vores nation og land som det fædeland vi kender. Det kan gøres ved at tage diskussionen op med venner og bekendte privat (man behøver ikke at starte på arbejdspladsen). Eller ved at oprette politiske konti på de sociale medier, eller bedre – ved at oprette en hjemmeside, der tager dette eksistentielle problem i Danmark op som hovedemne. Jo flere vi er, desto vanskeligere er det for jøderne af lukke munden på os ved at angribe vores politiske talerør med påstande om “racisme” eller “forfølgelse af en minoritet”.

Lad ikke frygten afholde dig fra at gøre modstand. Tyranniske systemer bygger på frygt, og kun personligt mod kan neutralisere frygten. Vær stærk og velforberedt med facts og kendsgerninger. Vær også opmærksom på, at den foretrukne metode hos vores modstandere er at skabe kaos og derefter tilbyde en løsning på rodet, ofte i egenskab af mere og mere restriktiv lovgivning. Metoden kaldes “problem->reaktion->løsning”. Jøderne skaber konstant kaos og frygt i vores verden, afventer kravet om en løsning, og leverer derefter den færdigsyede reparation, der altid vil forværre vilkårene for vores frihedskamp. Det eneste formål er at opnå mere kontrol. Målet er absolut kontrol!

Den opnås også gennem en anden klassisk metode: del og hersk. I øjeblikket svømmer de sociale medier over med fordømmelser af den islamiske verden på grund af denne eller hin “islamiske terror” i omverdenen. Langt de fleste af disse hændelser er designet og udført af jøderne selv og formidles af medierne som islamiske operationer.
Målet er at sætte det kristne Europa op mod Islam. Det er ønskværdigt for jøderne, at vi bekriger hinanden i gaderne, mens anstifterne klapper sig på lårene i synagogerne.
Selv om ingen dansker ønsker fremmedinvasionen i Danmark, skal vil undgå at falde i den jødiske faldgrube, der hedder “del og hersk” ved at angribe de forkerte mennesker. Det er de internationale magtjøder i vores regeringer, der er ansvarlige for fremmedinvasionen i Europa, og det er dem vi skal bekæmpe. Når vi har afskaffet denne fremmede fjendtlige stat i staten, kan vi i ro og mag selv afgøre, hvem der skal have ophold i Danmark.

Optræd intelligent – ikke mindst på dine børns vegne. Hold dig orienteret om, hvad dine børn indoktrineres med i skolerne og forklar dem, hvordan virkeligheden ser ud. Det er vigtigt, at vi ikke taber næste generation til jødernes propaganda i skolerne og på universiteterne. Lad ikke den konstante daglige dosis indoktrinering, der strømmer vores børn i møde fra TV’et fra morgen til aften forgifte deres virkelighedsopfattelse til skade for dem selv og deres udvikling. Lær dem at læse bøger som modvægt til at sende endeløse mængder af ligegyldige sms’er eller bruge timer på voldelige krigsspil. Forklar dem, at de aldrig må blive soldater i det nuværende system. Lad dem udfolde sig med sund motion ude i den virkelige natur.

Vi rådgiver om mange andre vigtige emner, som du kan finde på o-d-i-n.net. Dette er de vigtigste informationer i vores introduktion, og vi håber, at de vil få dig til at tænke over din egen situation og handle intelligent.

Sidst men ikke mindst: race har betydning!

Vejled dine børn om at finde partnere og få børn inden for deres egen race, den hvide race. Den repræsenterer denne verdens mest brillante og gavnlige præstationer overhovedet. Den hvide races fortjenester overgår alle andres på denne planet. Det er ikke racisme men en historisk kendsgerning. Hvis vores europæiske race som følge af påtvungne destruktive kulturmønstre ikke overlever, er det tvivlsomt om civiliseret liv på denne planet vil bestå. Lad dig ikke forlede til at opfatte din race som underlegen eller skyldig i alverdens elendighed. Det er en jødisk skabt løgn, der skal få os til at hade os selv. Jøder er ikke hvide europæere, det fremgår af kortet ovenfor. De kommer fra Mellemøsten og Asien i forholdet 1:9 og nærer et traditionsbestemt had til den hvide race, som de misunder og nærer en patologisk jalousi imod. Og af gode grunde. Jøder er alle nært beslægtet som følge af årtusinders misforstået eksklusivitet, der har befordret indavl. Inden den langsigtede degeneration blev anset for en ulempe, har det medført, at enhver jøde genetisk har arvet 20-30 dødelige eller invaliderende sygdomme, der er markant overrepræsenteret blandt jøder. Disse defekter forsøger jøderne i 2019 at reparere på ved at indgå ægteskaber og få børn med hvide europæere. Lad ikke dine børn eller børnebørn blive ofre for konsekvenserne af jødernes fordomme, de snigende sygdomme, der aldrig indrømmes spontant eller omtales i jødernes medier.

Vær også opmærksom på, at jøder i kraft af deres medier og indflydelse har været i stand til at etablere billedet af overlegen intelligens og opfindsomhed og synes at stå bag betydende videnskabelige resultater. Det er et andet falsk billede, der konstant underbygges i velkonstruerede film fra Hollywood. Men dette billede har intet med virkeligheden at gøre. Virkeligheden er, at jøder køber sig ind i videnskabelige projekter, der udvikles af hvide eller asiater, og resultaterne ender med at blive præsenteret med jøderne som ejere og udviklere. Reelt har kreationer som “geniet Albert Einstein” etableret en fastlåst videnskabelig verden, der forhindrer andre i at komme til orde med nye perspektiver og opdagelser.

Vær på dine børns vegne kritisk over for alt, der indledes med lokkeordet “smart-” smart-cities, smart-roads, smart-phones osv. Du kan i de fleste sammenhænge erstatte “smart” med “udvidet elektronisk kontrol”. Meningen er, at din tilværelse skal kunne kontrolleres fra vugge til grav. De såkaldte delivery-drones, som du kan se på futuristiske billeder, vil ikke blive service-droner, der svæver dig i møde med din fjernbestilte burger fra McDonald’s. De vil blive overvågnings-droner, der kan koble sig på din iphone og følge dig som en skygge. Ved du, at din iphone kan høre og se, hvad der foregår i dine omgivelserne, selv når den er slukket? Ved du at Google og Facebook er skabt af NSA, der konstant tapper alt, hvad du skriver og siger?

Vi slutter denne introduktion med opfordringen til at læse bogen “1984” af George Orwell eller se en af filmene af samme navn. George Orwell var agent i MI6 (officielt genstand for overvågning af MI5 som formodet kommunist) og vidste allerede, da han skrev bogen i 1948, hvordan jødernes foretrukne samfund var planlagt at skulle fungere i fremtiden, et skræmmende billede af en jødisk erstatnings-elite, der kontrollerer den øvrige menneskehed i en såkaldt ny verdensorden (NWO).