50-året for månelandingen

Sand Historie

O-D-I-N.NET, 7. august 2019.

 

Under NASA’s (North American Space Agency’s) Project Apollo, der forløb gennem 1960’erne frem til 1972, lykkedes det i 1969 første gang at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden “inden udløbet af dette årti”, som præsident John F. Kennedy havde ønsket i 1961.
Første gang et menneske (så vidt vi ved) satte foden på Jordens naturlige satellit, Månen, var den 20. juli 1969 kl. 20.18 UTC (Universal Time Coordinated).
Landingen foregik i Apollo 11’s Lunar Module (LM) kaldt “Eagle”, der efter planen blev sat ned i området Mare Tranquillitatis (Fredens Hav) på den oplyste side af Månen.
Landingsmodulets besætning bestod af astronauterne Neil Armstrong (chefpilot) og Edwin Aldrin (navigatør), mens Michael Collins (2. pilot) kontrollerede servicemodulet, der var i kredsløb om Månen.

Dermed havde månelandingen for nylig 50 års fødselsdag, og NASA og andre officielle væsener har fejret begivenheden under udfoldelse af betydelig stolthed og patriotisme. Massemedierne har genudsendt de historiske billeder og kendte optrin fra Månen, naturligvis først og fremmest scenen med Neil Armstrongs bevingede ord, da han som det første menneske satte foden på Månens overflade: “Et lille skridt for mennesket – et gigantisk spring for menneskeheden.”
Denne skelsættende begivenhed, der blev udført af en af verdens ledende nationer, repræsenterer uden sammenligning den største bedrift i menneskehedens historie og er i enhver forstand en grænseoverskridende præstation udført af modige mænd.

Som den enestående bedrift månelandingen er, vil den gå over i historien – “ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært!” Imod alle odds lykkedes det i første forsøg at gennemføre målet, som Kennedy havde sat i 1961. Det lykkedes kun otte år efter, at USA havde indtaget rollen som hele verdens taber i rumkapløbet mod Sovjetunionen.

Der er således ingen grund til at holde igen på superlativerne i fejringen af denne præstation. Så lad os bidrage med O-D-I-N’s hyldest til Apollo projektet: som denne verdens mest imponerende og mest dristigt gennemførte illusionsnummer! 
Timingen og præcisionen var perfekt i forhold til den herskende tekniske standard og sandsynligheden for, at snyderiet skulle blive afsløret og projektet gjort til genstand for granskning var minimal (set fra det tidspunkt i forløbet).

NASA er et agentur under CIA, og Apollo var fra starten et projekt under CIA, Project Apollo, men CIA overtog først den direkte kontrol, da det stod klart for NASA, at det var umuligt at rejse til Månen med kendt teknik. Nødvendigheden af at fastholde indtrykket af, at det alligevel kunne lade sig gøre, blev den alt dominerende opgave.
Efter opsendelsen af Apollo 11:
Efterretningstjenesten havde kontrol med mainstreammedierne, der sørgede for at servere brudstykker af den falske virkelighed i små daglige doser. Den velkoordinerede fejlinformation via medierne blev suppleret med passende vildledning fra NASA’s pressecenter.

Til alt held for menneskeheden havde ingen af illusionisterne forudset, at Internettet ville blive en magtfaktor i hænderne på den skattebetalende borger kun tyve år efter. Internettet repræsenterer enhver efterretningstjenestes mareridt: ukontrollerbar udveksling af information. Den kan overvåges og registreres, som den bliver af NSA og Google m.fl, men den kan ikke umiddelbart forhindres. Det medførte hidtil ukendte muligheder for nysgerrige, eftertænksomme og analyserende mennesker. Denne gruppe er menneskehedens sidste håb mod et globalt tyranni, og vogterne af den officielle Historie i generel forstand forsøger konstant at dæmonisere og latterliggøre dem, der søger sandheden, med betegnelser som “konspirations-teoretikere”, “blikhatte”, “agenter for fremmede nationer” osv.

Udviklingen over Internettet var højst uvelkommen for CIA og måtte på alle måder modarbejdes. Men det er endnu ikke lykkedes tre årtier senere, trods utallige Orwell’ske forsøg på at obstruere sandheden. Den desperate kamp for at beskytte Apollo og andre historiske bedragerier har sendt regeringen og det præsidentielle USA ud i en tsunami af løgne og besvigelser.

Ytringsfriheden er ikke længere en grundlovssikret rettighed, men skydeskive for CIA’s tyranniske kontrol gennem censurerende og forskelsbehandlende agenter som Google og YouTube (folkeviddet kalder dem “Googlestein” og “JewTube” eller “PooTube”, fordi den slags kulturundergravende medier i lighed med Facebook, “Faceberg”, ikke uventet ejes og administreres af jøder). Der er i dag foruroligende mange paralleller i vores hverdag til det rædselsfulde overvågningssamfund, som George Orwell forudsagde i sin bog “1984” (fra 1949). Det særligt raffinerede tyranni, der udmales i “1984” er ved at blive nutid hurtigere end frygtet.

Illusion eller ej; de tilsyneladende vellykkede månelandinger og de heltemodige astronauter indtog førstepladsen som amerikanernes nationale idoler. Udbredt kognitiv dissonans betyder endnu halvtreds år efter, at kun hver fjerde amerikaner vil indrømme offentligt, at det hele var en vel tilrettelagt løgn. Bedraget har jo hele tiden haft karakter af en positiv forførelse – dygtigt gennemført af den nationale sikkerhedstjeneste i den – isoleret betragtet – sympatiske hensigt at styrke nationens selvopfattelse.

Det var nødvendigt at give den nationale selvfølelse førstehjælp på et tidspunkt, hvor krigen i Vietnam gik skævt i enhver henseende, og Sovjetunionens dominans i rummet for hver dag blev mere pinlig. Skattetyngede amerikanere fandt det traumatisk at miste sønner og døtre, mens supermagtens ledere trods forbruget af enorme ressourcer ikke kunne vinde og afslutte en isoleret krig i Asien. Samtidig blev verdens industrielle supermagt ydmyget i rummet af russerne.

“Er det de rigtige mennesker, der leder os?” begyndte amerikanerne at spørge, og magthaverne følte jorden varme op under sig. Det kunne ende med revolution og en fatal eksponering af råddenskaben i magtens korridorer og kulminere med et dødbringende retsopgør.
Hvad har magthaverne historisk stillet op med en truende pøbel?
Opskriften “Giv folket brød og spil” har virket fint, når muligheden var til stede. I dette tilfælde var det muligt, og forestillingen endte med at blive en bragende succes. I det mindste for en tid, men længe nok til at sikre de forkerte magthavere i deres positioner.

Et problem i 2019 er, at eftersom USA aldrig har indrømmet, at Apollo-missionerne var et bedrag, er NASA’s projektudviklere låst fast i et punkt-22 lignende dilemma.

(I bogen “Punkt 22”, originaltitel “Catch-22”, en satirisk roman af Joseph Heller, beskriver han dilemmaet for en person, der vil undgå militærtjeneste. Punkt 22 i en eller anden militær forordning i bogens univers foreskriver, at hvis nogen, der vil fritages for militærtjeneste, er smart nok til at overbevise autoriteterne om sin uegnethed, har han dermed bevist sin egnethed.)

NASA kan ikke avancere teknisk uden at gennemføre en serie absolut nødvendige research og udviklingsopgaver. Men de kan ikke sætte opgaverne igang uden at afsløre det enorme fravær af viden, viden der ikke burde mangle efter Apollo-projektet i 60’erne. Sætter de alligevel opgaverne i gang, vil de før eller siden afsløre, at Apollo var en illusion. Vi kan så småt bevidne, at den fase er begyndt – dog langtfra i forløsende omfang.

For eksempel arbejder NASA’s Orion projekt på at udvikle et varmeskjold, der skal forhindre rumfartøjet i at brænde op, når det fra det ydre rum trænger ind i Jordens atmosfære. “Hvorfor bruger I ikke teknikken, der blev udviklet under Apollo projektet og fungerede perfekt i samtlige tilfælde?” vil informerede konspirations-realister spørge.
NASA’s utrolige svar er, at alle data fra Apollo-projektet uheldigvis er gået tabt! — Det er en desperat påstand og fuldstændigt uacceptabel. Data fra et af menneskehedens ypperste videnskabelige resultater går ikke tabt, hvis det overhovedet kan undgås. De sikres på alle måder, så de kan bruges som trædesten for den videre udvikling.

Spørgsmålet er, om afsløringen kommer, når den sidste astronaut fra Apollo-æraen er død. Det er en rimelig forventning, men vi er ikke optimister i det spørgsmål. Mængden af løgn og bedrag, der i øjeblikket produceres af den vestlige verdens politikere og regeringer har nået et niveau, hvor sandheden ikke længere gælder som argument. Hvad kunne der ikke følge efter … Kravet om, at hemmeligstemplede dokumenter fra attentatet på præsident J. F. Kennedy i 1963 blev lagt åbent frem, at angrebet på World Trade Center i 2001 blev anerkendt at være et Israelsk false flag angreb på USA, at begrebet “krigen mod terror” dermed er et nyt bedrag, som det amerikanske folk og den øvrige verden lider under, bare mere kynisk og modbydelig med det psykopatiske fravær af skyld og ansvar.

Vi taler om permanent krigsførelse, en tilstand, der er designet til aldrig at skulle ende. De afledte krigshandlinger har allerede påført millioner af sagesløse mennesker verden over uendelige lidelser. Vil de skyldige jøder og deres medløbende lakajer nogen sinde indrømme, at de har hjernevasket det amerikanske militær til at dræbe deres hvide og sorte brødre og søstre over hele planeten. Næppe.
De ansvarlige vil aldrig selv melde sig. Det er nødvendigt at opsøge dem aktivt, at vende sten på sten indtil den sidste psykopat er fundet og derefter straffe dem i forhold til deres forbrydelser mod menneskeheden.

Man kan stille spørgsmålet, om astronauterne ikke blot var loyale agenter i en CIA- operation? — Jo, de var CIA’s agenter, og de fleste var loyale til døden. De bedste af dem, der ikke ville leve med løgnen, døde tidligt under mistænkelige omstændigheder.
Så skal vi respektere og ære en mand som Neil Armstrong, der til det sidste – med hjælp fra Big Brother Google – demonstrerede på TV, hvordan han i 1969 landede “The Eagle” på Månen?

Apollo astronauterne var formidable piloter, nogle var krigsveteraner og testpiloter, der havde bevist deres mod og overblik i ekstreme situationer. De var uden tvivl cremen af de bedste til opgaven at flyve et avanceret fartøj. De var sandsynligvis alle uvidende om, hvad projektet ville udvikle sig til, da de meldte sig til astronautuddannelsen. Det er manges opfattelse, og vi deler den, at da astronauterne i løbet af 60’erne fandt ud af, hvor Apollo-projektet bar hen: “If you can’t make it – fake it” (hvis du ikke kan realisere det så simuler det), blev de enkeltvis præsenteret for følgende ultimatum:
“Forlad projektet og risiker et dødsfald i familien – eller bliv og spil din rolle til ende.”
Ældre administratorer, der anede uråd, havde forladt NASA i tide. Hvis astronauterne også trak sig ud, var Apollo en død sild, og russerne ville have det psykologiske overtag i verdens øjne.

Jo, Neil Armstrong var bestemt en sympatisk personlighed og det samme kan man sige om de fleste af de øvrige astronauter fra Apollo-projektet. De fortjener alle at blive respekteret for deres begavelser. Men de falske foregivender de deltog i og løj om over for verden er hverken respektabelt eller ærefuldt, heller ikke i lyset af, at de ikke havde noget valg. De fleste af dem afsluttede deres engagement med NASA, da Apollo var slut for deres vedkommende. Neil Armstrong døde i 2012 og ønskede ikke at blive bisat som amerikansk helt på Arlington. Hans aske blev spredt over havet.

To velkendte argumenter imod, at Apollo-projektet skulle være et falsum:

  • Russerne ville have sladret til verdenspressen.
  • Med 0,4 million ansatte i NASA ville falskneriet hurtigt blive afsløret.

Svarene er henholdsvis:

  • Sovjetunionen vidste med sikkerhed, at USA ikke havde været længere ude i rummet end i lavt kredsløb om Jorden (Low Earth Orbit, LEO). Selv havde de ingen planer om at sende en mand til Månen, for de havde ingen løsning på de foreliggende hindringer (mere om det følger). Russerne ville ikke drømme om at bagtale USA.
    I international diplomatisk sammenhæng er det bedre at have en klemme på en anden regering end at kompromittere den. Desuden har alle større nationer lig i lasten. Den ene tjeneste er den anden værd. Måske var prisen for russernes tavshed betydelige mængder hvede som kompensation for en fejlslagen høst.
  • Hele Apollo-projektet var delt op i celler (compartmentalized = fordelt på afdelinger), der hver for sig arbejdede med deres egen opgave uden kontakt til andre end en central opgavestiller. De blev naturligvis ikke informeret om, at projektet fra den og den dato ville blive fiktivt. Måske kendte hundrede mennesker ud over astronauterne til den virkelige sammenhæng. Hemmelige projekter af lignende omfang har arbejdet i USA i årtier uden at blive afsløret. Udsigten til en for tidlig død kan være en afgørende faktor. Ingen ved om sidemanden er informant for CIA. Sådan er betingelserne i et totalitært samfund, hvor efterretnings- og sikkerhedstjenesterne har overtaget regeringsmagten.

Sådan afspilledes teaterforestillingen “Apollo 11 på Månen” – kort fortalt

Astronauterne indtog deres pladser i Saturn-raketten og blev sendt op for øjnene af et begejstret publikum. Når raketten forsvandt i skyerne, ville kun NASA vide, hvad der videre skete, indtil kommandomodulet igen kom ud af skyerne hængende i tre faldskærme – nogle dage senere. Det ville lande i Stillehavet og astronauterne ville være i karantæne og blive debriefet, hvorefter velkomstceremonier og pressekonferencer kunne finde sted. Disse indledende og afsluttende dele af missionen kunne mere eller mindre bevidnes af publikum overalt på Jorden.
Men alt hvad der foregik mellem raketopsendelsen og kommandomodulets landing var usynligt for det blotte øje og overladt til NASA/CIA at tolke for os.

Fra det tidspunkt da Saturn-raketten forsvandt i skyerne ville den kort efter bringe astronauterne ind i en lav bane om Jorden. Verdens fysisk største raketmotor, F-1, kunne endnu ikke præstere hundrede procent. De fem F-1 motorer under første rakettrin var ikke stærke nok til – i kombination med de efterfølgende trin – at accelerere et fuldt lastet servicemodul og landingsmodul (LM), i alt 46 tons, ud af Jordens tyngdefelt.

Der var intet månelandingsmodul med i kredsløbet om Jorden i det konkrete tilfælde og sandsynligvis et stærkt reduceret servicemodul. Astronauterne ville befinde sig i lavt kredsløb om Jorden i den tid, som rejsen til Månen, opholdet på Månen og hjemrejsen fra Månen var beregnet at skulle tage. Forløbet med handlinger og dialog var sekund for sekund beskrevet i en drejebog. Når tiden var inde, ville astronauterne i kommando-modulet skille sig af med “servicemodulet” og påbegynde nedstigningen gennem atmosfæren, beskyttet af varmeskjoldet.

Under denne “månerejse” i LEO forløb al kommunikation mellem besætningen og NASA via en satellit, der var sendt op i forvejen for at give alle modtagere på Jorden indtryk af, at astronauternes svar kom fra rummet og ikke fra LEO.
Mens “månerejsen” således foregik i lavt kredsløb om Jorden, som en lille lysende prik på nattehimlen, udsendte NASA rapportager med astronauterne i Apollo 11 “halvvejs til Månen”, så “under landing på Månen” og endelig på vej “retur fra Månen”.
“På halvvejen til Månen”, udsendte NASA til TV-nettet et billede af Jorden set fra midt mellem Jorden og Månen. Hvordan billedet blev fremstillet fremgår af en kendt videosekvens, der ved et uheld (et held for os) endte på private hænder – hos den amerikanske filmmand (indtil da Apollo-discipel) Bart Sibrel.

Alt hvad der angiveligt foregik af 1: adskillelser og sammenkoblinger i kredsløbet om Månen, selve landingen på Månen og 2: aktiviteterne på Månen var i forvejen fremstillet i modelstudier hhv. fotograferet på en kæmpescene forestillende et månelandskab med en overflade, som man mente denne skulle se ud – men altså opbygget et sted her på Jorden. Vi kender de imponerende Hasselblad-billeder, som ifølge den officielle historie er Neil Armstrongs optagelser af Buzz Aldrin “på Månen”. De er virkelig dygtigt fotograferet (med en usandsynlig høj succes-rate), men de fleste af dem afslører ved nærmere granskning én eller flere detaljer, der modsiger den påståede oprindelse.

Vi kan i dag med sikkerhed hævde, at alle disse billeder er optaget i kunstigt lys under kontrollerede forhold, dvs. i et studie på Jorden. Månelandskabets baggrund blev illuderet ved hjælp af frontprojektionsteknikken, introduceret af filmmanden Stanley Kubrick i 1968 med den ikoniske sci-fi film “2001: A Space Odyssey”.
Det var året før Apollo 11 blev sendt op.

De efterfølgende Apollo-missioner foregik efter samme koncept. Man kan næppe forestille sig noget andet folk end det amerikanske, der i så hensynsløst omfang er blevet ført bag lyset af dets egne ledere og hemmelige tjenester. Måske i et vist omfang også det britiske og svenske.
Med hensyn til Apollo-projektet kan man undskylde bedragerne med, at folket fik, hvad det behøvede for at genvinde troen på De Forenede Stater: spil (teater).
Bedraget skulle have været afsløret af de ansvarlige, da det endnu kunne forsvares som et kriseindgreb. Det er kommet for vidt nu, og bagmændene frygter den jævne amerikaners reaktion, når han finder ud af, at de mange milliarder af skattedollars ikke som han troede – blev brugt til at opnå et markant forspring i rumkapløbet – men til at rage kastanjerne ud af ilden for en folkefjendtlig statsmafia. Prisen for denne teaterforestilling kom ikke i nærheden af, hvad en virkelig rejse til Månen ville have kostet, men opkrævningen var den samme.

Her er tre gode grunde til, at mennesket endnu ikke har besøgt det ydre rum
(ikke ved hjælp af almindelig kendt teknologi i det mindste):

  • Van Allen bælterne er 2-4 elektromagnetiske baderinge omkring Jorden parallelt med ækvator, meget fyldige over ækvator og mindre over polerne. Det inderste bælte begynder fra 700 km over Jorden og det yderste rækker indtil 20.000 km ud i rummet. Påvirkningen af et menneske ved passage gennem bælterne er ukendt.
    Der opstår radioaktiv stråling i bælterne, når de rammes af solvinden. Bælternes beskytter Jordens liv mod Solens farlige stråler og strålingen fra universet (så der er ingen grund til at udløse atomladninger i van Allen bælterne, som hvidkitlede sindssyge har eksperimenteret med, hvorved én af ringene blev splittet).
    Det radioaktive niveau i bælterne er omdiskuteret, men det synes gennemgående at være højere end tidligere antaget. Målinger udført af NASA er stemplet hemmelige. Hvorfor holde et naturfænomen hemmeligt? Det efterlader indtrykket af, at CIA’s NASA har registreret et radioaktivt niveau, der ville have forhindret Apollo-projektet fra starten. Ingen af Apollo-projektets astronauter er døde af strålingsrelaterede lidelser.
  • NASA’s rumdragter minder om lukkede dykkerdragter med hjelm og handsker. Dragterne indeholder ingen særlig beskyttelse mod radioaktivitet eller kosmisk stråling. Det erkendte producenten, da han blev stillet spørgsmålet, om dragterne kunne bruges ved oprydning efter ulykker i atomkraftværker. Dermed er dragterne alene af den grund uegnede til forholdene på Månen.
    Det er samtidig uoplyst, hvordan dragterne kan indeholde det nødvendige mindste tryk på 0,3 atm., uden at astronauten kommer til at ligne en Michelin-mand, og dermed bliver ude af stand til at bøje arme, ben og fingre. Tilsyneladende er den yderste hvide overflade løs nok til at danne rynker, og der er intet oplyst om, at den er kombineret med en mere kropsnær trykdragt.
    Det europæiske rumcenter ønsker ikke at forklare, hvordan dragten er bygget op og fungerer. En ny sær restriktion i befolkningernes adgang til skattebetalt ejendom.
  • USA råder endnu ikke over en raketmotor, der kan accelerere et bemandet rumfartøj af Apollo-format ud i det ydre rum. Det kræver langt mere energi at frigøre fartøjet fra Jordens tyngdefelt end at forblive i lavt kredsløb (LEO), hvor rumfærgerne og den internationale rumstation efter sigende opererer. Det er tankevækkende, at F-1 motoren straks efter Projekt Apollo blev opgivet og udstillet på museum. Der står den og ser imponerende ud og er med til at cementere indtrykket af, at menneskets rejse til Månen var virkelig.

Fem gode grunde til, at Apollo-projektet ikke sendte astronauter til Månen:

  • Efter foreliggende oplysninger fra NASA foretog alle Apollos kommandomoduler direkte anflyvning af Jordens atmosfære. Fra rummet er anflyvningshastigheden langt større, 11,2 km/s, end fra LEO, og varmeskjoldene fra NASA’s kendte produktion i 60’erne kunne ikke have modstået ophedningen ved direkte anflyvning fra det ydre rum (max. 2200 °C mod 2800 °C). Så enten var anflyvningerne af den flade og mindre varmeudviklende type, hvor kapslen slår smut på atmosfæren, men med betydelig risiko for at ende i Kina eller Sibirien! – eller, samtlige anflyvninger blev indledt fra LEO! — Interessant nok viser NASA’s egne kort, hvor præcist kapslerne returnerede inden for et relativt lille område af Stillehavet.
  • Apollo-fartøjerne havde intet værn mod solens direkte bestråling fra rummet. Da der ikke bragtes solceller med, kunne strømmen til eventuelle klimaanlæg udelukkende tappes fra de medbragte batterier. Det ville gælde på strækningerne til- og fra Månen (mindst 800.000 km) og under brugen af LM-modulet på Månen. Men det kunne batteriernes kapacitet ikke præstere, når det kombinerede behov tages i betragtning. Den side af fartøjet, der vendte mod solen ville hurtigt blive brændende varm, og uden isolering af betydning eller mulighed for afledning ville modulets indre varmes op som en ovn. Tilsvarende gælder for rumdragternes køleanlæg. Rumdragterne vi ser på billederne var rekvisitter. De var gjort så lette som muligt, så de kunne bruges til “træning”, dvs. være anvendelige under filmstudiets kraftige lysanlæg, uden at “astronauten” fik hedeslag.
  • Computeren i landingsmodulet var uendeligt primitiv og absolut uegnet til at løse de komplekse beregninger, som navigationen i rummet ville kræve.
  • Brugen af RCS systemet, de små raketdyser, der skulle regulere landingsfartøjets bevægelser omkring dets tre akser, ville øjeblikkeligt have medført PIO (pilot forstærkede svingninger) og piloten ville have mistet kontrollen med fartøjet, specielt under afgangen fra Månen. De viste elektroniske kredsløb, der skulle have åbnet og lukket for den enkelte RCS-raketdyse, fungerer direkte imod hensigten.
  • Radiokommunikation fra Månen til Jorden, over en distance på gennemsnitligt 384.000 km, var udelukket med den medbragte batterikapacitet.

Opfordring

Dette skulle være tilstrækkeligt til at få din Apollo-illusion til at flimre. Du må gerne kalde os konspiratorer, bare du begynder at studere emnet selv. Det falske 50-års jubilæum er en god anledning.

O-D-I-N bragte i 2015 en detaljeret gennemgang af Projekt Apollo. Det er oplagt at begynde der og studere de mange illustrationer, billeder og videoer.

NB: Nej, NASA har ikke leveret troværdige billeder, der viser de påståede landingssteder med deres efterladenskaber på Månen, angiveligt fotograferet fra en satellit i kredsløb om Månen. NASA’s billeder er fremstillet som CGI (Computer Generated Image – fx ved redigering i Photoshop) eller ved affotografering af skalamodeller. Vi hælder til det første, fordi der er betydelige formatfejl i forhold til de objekter, som billederne hævder at vise. Bemærk også, at ingen uafhængig rumfartsnation (Rusland, Kina, Japan, Indien m.fl.) har bekræftet NASA’s “landingssteder” på Månen. Desuden har USA forsøgt sig med et forbud imod, at andres robotter kommer Apollo- “landingsstederne” nærmere end en bestemt afstand. Frygter NASA for måneskinsarbejde – eller kunne det vise sig, at kejseren ikke har noget på?

Døm selv.