Auschwitz: Myter og facts

Sand Historie

O-D-I-N.org, IHR (sep. 2009), 18.oktober 2013.

 

Auschwitz-lejren i Polen er blevet kaldt centret for “nazisternes program for masseudryddelse”.

Fra alle sider undervises vi i, at under Anden Verdenskrig blev hundredetusinder af fanger – alt overvejende jøder – systematisk dræbt i denne lejr, de fleste i gaskamre.

Der er ingen tvivl om, at Auschwitz mod slutningen af krigen udviklede sig til et helvede, og at mange døde under tragiske omstændigheder.

Der er heller ingen tvivl om, at lejrens reelle formål uafbrudt har været at levere en så effektiv og velfungerende arbejdsstyrke som muligt til krigsproduktionen i industrikomplekset Birkenau og satellitlejrene.

At det ikke lykkedes mod krigens slutning skyldtes i høj grad udefra kommende faktorer, smitten med tyfus*, der gentagne gange udviklede sig til epidemier og medførte betydelig overdødelighed, og den allierede bombning af lejren og dens forsyningslinjer i krigens sidste måneder, så der opstod alvorlig medicin- og fødevaremangel.

De Allieredes krigspropaganda skabte billedet af folkedrab, en opfattelse, der senere skulle befordre det foragtelige retsopgør i Nürnberg, hvor jøderne uden modstand fik lov til at anklage, domfælde og henrette tyske nøglepersoner på grundlag af falske anklager og tilståelser – en af vor tids mest lusede skueprocesser.

Siden 70’erne har Europa og danskerne levet med fortsættelsen af denne modbydelige og vildledende propaganda fra jødernes medier. Den breder sig som en pest i vores børns skoler og på læreanstalterne og forgifter de unges viden om vores europæiske historie. Her følger en række facts, der i høj grad viser, at Auschwitz-lejren hverken blev oprettet til- eller anvendt som center for systematisk udryddelse af noget folkeslag.


Verdensrekorden i folkemord.

 

Dette symbol for det jødiske verdenssamfund repræsenterer de fleste mord på mennesker.

Følgende artikel skildrer det faktum, at det ikke er tyskerne som folk og nation, der har forøvet et holocaust, men derimod jøderne, der som bannerførere for ideologier som bolsjevismen, kommunismen og zionismen indehaver verdensrekorden i folkemord.

Et omfattende lejrkompleks

Lejrkomplekset Auschwitz blev anlagt i 1940 i det, der nu er den sydlige del af det centrale Polen. Et stort antal jøder blev, ligesom andre politiske fjender af Tyskland, deporteret til Auschwitz fra 1942 og til midten af 1944. Hovedlejren var kendt som Auschwitz I. – Birkenau, eller Auschwitz II, var det påståede hovedcenter for udryddelsen, mens Monowitz, eller Auschwitz III, var et stort industrielt område, der producerede benzin fra kul. Der fandtes yderligere dusinvis af mindre satellit-lejre, der indgik i krigsproduktionen.

Fire millioner ofre?

Under Nürnberg-processen efter krigen, anklagede De allierede tyskerne for at have udryddet fire millioner mennesker i Auschwitz. Dette tal, der kom fra Sovjetmagten, blev ukritisk accepteret gennem mange år og blev ofte gentaget i førende amerikanske aviser og blade [1]. I dag er der ingen seriøs historiker, der anerkender dette dødstal.
Den israelske Holocaust-historiker Yehuda Bauer udtalte i 1989, at det nu måtte være på tide at anerkende, at det officielle tal på fire millioner var en bevidst etableret myte. I juli 1990 annoncerede Auschwitz Statsmuseum i Polen sammen med det israelske Yad Vashem Holocaust Center, at alt iberegnet døde måske en million mennesker (jøder og ikke-jøder) i Auschwitz. Ingen af disse institutioner ville udtale sig om, hvor stor en del af disse mennesker, der blev dræbt, og der blev ikke angivet et estimat af, hvor mange, der efter påstanden om gasning, skulle være dræbt på den måde [2].
En fremtrædende Holocaust-historiker, Gerald Reitlinger, vurderede at måske var 700.000 jøder gået til grunde i Auschwitz [3]. Den franske Holocaust-historiker Jean-Claude Pressac anslog i 1993, at antallet af omkomne var 800.000 – hvoraf 630.000 var jøder. [4]
Fritjof Meyer, en anerkendt analytiker af udenrigspolitiske anliggender, forfatter til flere bøger, og ledende redaktør af et af Tysklands førende ugentlige nyhedsmagasiner, præsenterede i 2002 et endnu lavere tal. I tidsskriftet Osteuropa anslog han, at i alt mellem 500.000 og 510.000 personer – jøder som ikke-jøder – omkom i Auschwitz. [5]
Selv om alle disse tal efter sagens natur er usikre, viser de, hvordan historien om Auschwitz har ændret sig dramatisk gennem årene.

Falsk “gaskammer”

År efter år gennem årtier har titusinder af besøgende i Auschwitz [i 2012 var det 1,4 mio.] fået forevist et “autentisk” henrettelses-gaskammer, der ligger i hovedlejren. I januar 1995 skrev det ansete franske ugemagasin L’Express, at “alt” ved dette “gaskammer” er “falsk”, og at det reelt er en rekonstruktion fra efter krigen. [6]

Bizarre historier

En overgang blev det hævdet, at jøder i Auschwitz systematisk blev dræbt med elektricitet. Amerikanske aviser citerede i februar 1945 en sovjetisk øjenvidneberetning fra en nylig befriet lejr. Man kunne læse, at de metodiske tyskere havde dræbt jøder ved hjælp af et “elektrisk ledende transportbånd, på hvilket hundreder af personer kunne dræbes med elektrochok på en gang [og] transporteres videre til smelteovne, hvor de næsten øjeblikkeligt blev omdannet til gødning for at blive udnyttet på de nærliggende kålmarker”. [7]
Under Nürnberg-processen anklagede USA’s chefanklager Robert Jackson tyskerne for at have gjort brug af en “nyligt opfundet” indretning [antagelig med henvisning til rygterne om tyskernes næsten færdige atombombe], der var i stand til øjeblikkeligt at “fordampe” 20.000 jøder i nærheden af Auschwitz “på en sådan måde, så der ikke blev efterladt spor af dem”. [8] Ingen velanskrevet historiker anerkender nogen af disse fantasihistorier.

Höss’ “tilståelse”

En afgørende brik i De allieredes Holocaust-bevisførelse er “tilståelsen” fra den tidligere lejrchef for Auschwitz, Rudolf Höss. I en underskrevet erklæring, og ved afhøringen af ham under Nürnberg-processen den 15. april 1946, udtalte han, at mellem maj 1940 og december 1943, mens han var chef for Auschwitz lejrkomplekset, blev “mindst to og en halv million ofre henrettet og udslettet ved gasning og brænding”, og “mindst en halv million omkom yderligere af sult og sygdom, så det totale dødstal var omkring tre millioner” alene under hans tid i lejren. [9]
Selv om denne “tilståelse” er en falsk og usammenhængende tilståelse, der er opnået under brutal tortur, misbruges erklæringen fra Rudolf Höss endnu i stor stil som et vægtigt historisk bevis.

[Redaktionel kommentar: Som det altid sker i disse tilfælde, hvor jøderne vil sikre sig mod frie ytringer mod omverdenen – man kunne forvente, at Höss en dag i frihed ville fortælle sandheden – skyndte man sig at dømme ham til døden på grundlag af en falsk tilståelse. Han blev hængt i Auschwitz-lejren den 16. april 1947. I dag vises galgen frem som en del af Auschwitz-museets rariteter. Dette museum har karakter af et jødisk oplevelsescenter. Det er funderet på massiv løgn, og det cementerer dagligt – mod betaling naturligvis – løgnen om det ortodokse Holocaust. Man kan spørge, hvorfor Höss ikke for åben mikrofon under afhøringen af ham i Nürnberg råbte sandheden ud. Hvorfor bekræftede han den falske tilståelse. For det første ved vi ikke, hvad hans plageånder havde stillet ham i udsigt af formildende straf, hvis han holdt sig til forklaringen. Men én ting ved vi: at de jødiske (britiske) efterforskere allerede havde intimideret hans kone og en mindre søn for at finde hans tilholdssted. De kendte hans familie, hustru og fem børn, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at Rudolf Höss accepterede sin skæbne, imod at hans familie gik fri. Der kunne fx blive tale om deportation til Rusland, som det skete for mange andre tyskere – endnu et mørkt og nedtonet kapitel i “De allieredes” (herunder Sovjetmagtens), opgør med Tyskland og det tyske folk.]

Nogle år efter krigen beskrev Bernard Clarke [jøde] fra det britiske militære efterretningsvæsen, hvordan han og fire andre britiske soldater torturerede den tidligere chef for Auschwitz for at opnå hans “tilståelse”. Höss beskrev med egne ord sine prøvelser således: “Absolut; jeg underskrev en erklæring om, at jeg havde dræbt to og en halv million jøder. Jeg kunne lige så godt have sagt fem millioner jøder. Der gives metoder, så enhver tilståelse kan opnås, hvad enten den er sand eller ikke.” [10]
Selv historikere, der overordnet accepterer Holocaust-udryddelseshistorien, anerkender efterhånden, at mange af de specifikke udtalelser i Höss’ “tilståelse” simpelthen ikke kan passe. Først og fremmest er der ikke en eneste sagkyndig på området, der i dag mener, at tabstallet fra Auschwitz på nogen måde kunne nærme sig 2,5 million.
Höss “tilståelse” siger desuden, at jøder allerede blev udryddet ved gas i sommeren 1941 i tre andre lejre: Belzec, Treblinka og Wolzek. “Wolzek-lejren”, der nævnes af Höss er en opfindelse [måske et signal til omverdenen om, at han blev tvunget til at afgive falsk forklaring?]. Der eksisterede ikke en sådan lejr, og navnet nævnes ikke længere i Holocaust-litteraturen. Oven i købet er det sådan, at dem, der endnu accepterer Holocaust-myten om gasning, i øjeblikket hævder, at gasningen af jøder først begyndte engang i 1942.

Mange jødiske internerede var uarbejdsdygtige

Mange tusinde tyske hemmelige dokumenter fra krigen om Auschwitz blev konfiskeret af De allierede efter krigen. Men ikke et eneste henviser til et program for masseudryddelse. I virkeligheden er den kendte Auschwitz-udryddelseshistorie aldrig blevet underbygget med tekniske beviser [men kan til gengæld i den foreliggende form modbevises med eksisterende tekniske beviser].
Det er ofte blevet udmalet, at jøder i Auschwitz, der var ude af stand til at arbejde, umiddelbart blev dræbt. Jøder, der var for gamle, for unge, syge eller svage, blev, efter påstanden, gasset ved ankomsten, og kun dem, der kunne arbejdes til døde, blev holdt i live med det formål.
Men bevismaterialet indikerer noget andet. I virkeligheden var en meget høj procentdel af de jødiske internerede ikke i stand til at arbejde, men blev alligevel ikke dræbt. En intern tysk telex, dateret 4. sep. 1943, fra chefen for foretagsomhedsforvaltningens hovedkontor under SS (WVHA, SS Wirtschafts-Verwaltungshauptamt), siger: “af de 25.000 jøder, der holdes interneret i Auschwitz, er kun 3.581 i stand til at arbejde, og omkring 21.500 uarbejdsdygtige” (omkring 86 procent). [11]
Dette bekræftes i en hemmelig rapport dateret 5. april 1944 om “sikkerhedsanliggender i Auswitz” af Oswald Pohl, leder af SS koncentrationslejrsystemet, til chefen for SS, Heinrich Himmler. Pohl rapporterede, at der i alt var 67.000 indsatte i hele Auschwitz-komplekset, og deraf var 18.000 enten under hospitalsbehandling eller uarbejdsdygtige. I Auschwitz II (Birkenau), der er udnævnt til det primære center for udryddelse, var der 36.000 indsatte, de fleste kvinder, af hvilke “anslået 15.000 er ude af stand til at arbejde”. [12]
Alle indikationer viser, at Auschwitz-Birkenau i høj grad fungerede som lejr for jøder, der ikke var i stand til at arbejde, inklusive de syge og ældre, såvel som for et antal, der afventede overførsel til andre lejre. Dette er også opfattelsen hos Dr. Arthur Butz fra Northwestern University, der nævner, at denne omstændighed var en betydelig årsag til den usædvanligt høje dødsrate på stedet. [13]
Den jødiske akademiker Arno Mayer, professor i Historie på Princeton University, anerkender i sin bog fra 1988 om “den endelige løsning”, at flere jøder døde i Auschwitz af tyfus og andre “naturlige” årsager end ved henrettelser. [14]

Anne Frank

Måske er den mest omtalte internerede fra Auschwitz – Anne Frank, som huskes for sin berømmede dagbog. Meget få mennesker er klar over, at tusinder af jøder, inklusive Anne Frank og hendes far, Otto Frank, “overlevede” opholdet i Auschwitz.
Den 15-årige pige og hendes far blev deporteret fra Holland til Auschwitz i september 1944. Adskillige uger senere under indtryk af den avancerende sovjetiske hær, blev Anne sammen med mange andre jøder evakueret fra Auschwitz til lejren Bergen-Belsen i Tyskland, hvor hun døde af tyfus i marts 1945. Mens de stadig var fanger i Auschwitz, blev Otto Frank ramt af tyfus og blev sendt til lejrens hospital for at komme sig. Han var en blandt tusinder af syge og svage jøder, som blev efterladt, da tyskerne opgav lejren i januar 1945, kort før den blev overtaget af sovjetstyrkerne. Han døde i Schweiz i 1980.
Hvis den tyske politik havde været at dræbe Anne Frank og hendes far, ville de ikke have overlevet Auschwitz. Deres historie er uendeligt tragisk, men samtidig helt uforenelig med den ortodokse udryddelseshistorie.

Allieret propaganda

Myten om gasninger i Auschwitz er i vidt omfang baseret på forlydender fra jødiske tidligere internerede, der ikke personligt har observeret fysiske spor af “udryddelsen”. Deres formodninger er til en vis grad forståelige, for rygter om gasninger i Auschwitz var vidt udbredte. De Allierede nedkastede et stort antal flyveblade på polsk og tysk over Auschwitz-lejren og dens omgivelser. I flyvebladene blev det hævdet, at indsatte blev dræbt ved gasning inden for lejren [det har næppe for den enkelte fange været muligt at overskue hele komplekset, så alle har kunnet tro, at det foregik et andet sted i lejren]. Denne Auschwitz-gasningshistorie var en virkningsfuld del af den allierede propagandaindsats under krigen. Budskabet blev også udsendt over De allieredes radiostationer i Europa. [15]

Beretninger fra “overlevende”

Tidligere internerede har bevidnet, at de aldrig havde set spor af nogen udryddelse i Auschwitz.
En østrigsk kvinde, Maria Vanherwaarden, afgav vidneerklæring om sine oplevelser fra Auschwitz-Birkenau i Torontos distriktsret i marts 1988. [16] Hun blev interneret i lejren i 1942 for kønslig omgang med en polsk mand, der afsonede tvangsarbejde. Under togrejsen til Auschwitz fortalte en sigøjnerkvinde hende og alle andre, at de alle ville blive gasset i lejren. Da Maria og de øvrige kvinder ankom, fik de besked på at tage tøjet af og gå ind i et stort betonrum uden vinduer, hvor de ville få et brusebad. De skrækslagne kvinder var sikre på, at de nu skulle dø. Men i stedet for gas kom der vand ud af bruserne.
Maria lod forstå, at Auschwitz ikke var noget feriecenter. Hun havde bevidnet mange medindsattes død som følge af sygdom, især tyfusramte. Hun havde også oplevet, at en del havde taget deres eget liv. Men hun havde aldrig set noget, der kunne tyde på massedrab, gasninger eller sporene efter et udryddelsesprogram.
En jødisk kvinde ved navn Marika Frank ankom til Auschwitz-Birkenau fra Ungarn i juli 1944, da det hed sig, at 25.000 jøder blev gasset og kremeret hver dag. Også hun bevidnede efter krigen, at hun intet havde set til gaskamre i den tid, hun var interneret i lejren. Hun havde først hørt gasningshistorien senere. [17]

Indsatte blev løsladt

Flere end 200.000 fanger blev overført fra Auschwitz til andre lejre, og omkring 8.000 af de svageste fanger befandt sig i lejren, da den blev indtaget af sovjetiske styrker. Tidligere var omkring 1.500 blevet løsladt efter at havde udstået deres straf og var blevet sendt til deres respektive hjemlande. [18]
Hvis Auschwitz virkelig havde været et tophemmeligt udryddelsescenter, er det vanskeligt at forestille sig, at de tyske myndigheder ville løslade indsatte, der havde “kendskab” til dette.

Afslørende luftfotos

De Allieredes detaljerede rekognosceringsfotos af Auschwitz-Birkenau, optaget på flere tilfældige dage i løbet af 1944 – den periode, hvor masseudryddelsen skulle have kulmineret – blev offentliggjort af CIA i 1979. Der er intet i disse billeder, der indikerer stakke af lig, rygende krematorieskorstene eller mængder af jøder, der afventer døden. Det er ellers emner, som gentagne gange er blevet fremstillet som virkelighed og som ville have efterladt sig synlige spor, hvis Auschwitz havde været det udryddelsescenter, som nogen påstår. [19]

Absurd påstand om krematorier

Nutidige specialister i krematorier har erklæret, at det ville have været umuligt at kremere tusinder af lig hver dag, som det hævdes at have foregået i Auschwitz i foråret og sommeren 1944. Ivan Lagacé, administrator af et stort krematorium i Canada, bevidnede i retten i april 1988, at den påberåbte kapacitet for krematorierne i Auschwitz forbydes af de tekniske muligheder. Påstanden, at 10.000, ja endog 20.000, lig skulle være brændt i krematorierne hver dag i Auschwitz i løbet af sommeren 1944 er ganske enkelt “latterlig” og “uden hold i virkeligheden” erklærede han under ed. [20]

Ekspert i gaskamre afviser udryddelseshistorien

En førende amerikansk ekspert i gaskamre, Fred A. Leuchter, undersøgte omhyggeligt de udpegede “gaskamre” i Polen og konkluderede, at gasningshistorien fra Auschwitz er absurd og kan udelukkes på basis af de tekniske undersøgelser. Da han udførte sine undersøgelser [mellem 1988 og 1991], var han i USA anerkendt som den førende specialist i design og installation af gaskamre til henrettelse af dømte kriminelle [ved hjælp af cyangas]. Han har fx designet gaskammeret, der bruges af staten Missouris fængselsvæsen.
I februar 1988 udførte Leuchter en detaljeret undersøgelse af selve “gaskamrene” i Auschwitz, Birkenau og Majdanek i Polen, hvoraf en del endnu stod eller lå delvist i ruiner. I en beediget erklæring til retten i Toronto, ledsaget af en teknisk rapport, beskrev Leuchter ethvert aspekt fra sin undersøgelse. Han konkluderede, at de faciliteter, der efter påstanden skulle have fungeret som henrettelses-gaskamre, ikke på nogen mulig måde kunne have fungeret som sådan. Blandt andet pegede han på, at disse “gaskamre” ikke havde været tilstrækkeligt forseglede eller ventilerede til at indeholde cyangas til henrettelse af fanger, uden at gassen samtidig ville havde taget livet af personalet. [21]

Dr. William B. Lindsey, forskende kemiker gennem 33 år hos Dupont Corporation, vidnede tilsvarende i retten i 1985 om, at gasningshistorien fra Auschwitz er teknisk umulig. På grundlag af omhyggelige undersøgelser på stederne med de påståede “gaskamre” i Auschwitz, Birkenau og Majdanek, og på sin mangeårige erfaring, erklærede han: “Jeg er kommet til den konklusion, at ingen person forsætligt kan være dræbt med Zyklon B-gas efter påstanden. Jeg anser det for fuldstændig umuligt.” [22]

I marts 1992 skabte en østrigsk ingeniør overskrifter, da en rapport fra ham om de påståede tyske gaskamre under krigen blev offentliggjort. Walter Lüftl, der var anerkendt som retslig ekspert inden for sit felt og leder af et stort ingeniørfirma i Wien, konkluderede, at den sædvanlige historie om masseudryddelse af jøder under krigen i gaskamre i Auschwitz og Mauthausen (eneste kz-lejr i Østrig) kunne udelukkes af tekniske grunde. Lüftl bekræftede specifikt Leuchter’s resultater om Auschwitz. [23]

Himmler gav ordre til at bringe dødsraten ned

Som reaktion på, at mange internerede var døde af sygdom, især tyfus, beordrede de tyske myndigheder med ansvaret for lejrene strenge modforholdsregler. Lederen af SS lejradministrationskontoret udsendte et direktiv, dateret 28. december 1942, til Auschwitz og andre koncentrationslejre. Det kritiserede skarpt det høje dødstal som følge af sygdom blandt de indsatte og beordrede “… lægerne må med ethvert middel til deres rådighed sørge for en betydelig reduktion af dødsraten i lejrene”. Og videre: “Lægerne må oftere, end det har været tilfældet, overvåge fangernes ernæringstilstand og må i samarbejde med lejradministrationen afgive forbedringsforslag til lejrens ledelse … Lejrens læger har ansvaret for, at arbejdsbetingelserne på de forskellige arbejdspladser forbedres så meget som muligt”.
Til slut understreger direktivet, at “Reichsführer SS [Heinrich Himmler] har beordret, at dødsraten nødvendigvis skal ned”. [24]

Sygdomsbekæmpelse

Som beordret indførte lægerne i Auschwitz omfattende og intensive forholdsregler for at nedsætte dødsraten for fangerne. Eksempelvis informerede cheflægen, Dr. Wirth, det centrale WVHA-kontor med ansvar for SS koncentrationslejrsystemet, som følger:
“Som tidligere rapporteret fulgte der, efter at tyfusepidemien i Auschwitz-lejren praktisk taget var overvundet i løbet af november og december, en ny stigning i antallet af tilfælde blandt såvel indsatte som besætningen, smittet af nyankomne transporter fra øst. Til trods for de hurtigt iværksatte modforholdsregler, er et fuldstændigt ophør af tyfustilfældene endnu ikke opnået”. [25]

Intet af dette harmonerer med den verserende officielle Auschwitz-udryddelseshistorie.

Sammenfattende

At nære hadet og naget fra fortiden er en forhindring for forsoning og varig fred. Auschwitz-udryddelseshistorien opstod som krigspropaganda under Anden Verdenskrig. Hvis ikke had og nag skal have det sidste ord, må vi begynde at forholde os kritisk til denne propaganda. Det er på tide, at vi anlægger et mere objektivt syn på dette yderst polemiserede kapitel af historien.

Kilde: IHR

Noter

* Tyfus (Engelsk: Typhoid Fever) skyldes en bakterie, Samonellatyphi, og er en smitsom febersygdom, som ubehandlet varer i 3–4 uger med stigende feber. Som regel kommer der kraftige symptomer fra mavetarmkanalen i sygdommens anden til tredje uge. Den klassiske tyfus er en alvorlig sygdom. Den kan være livstruende, og ubehandlet får cirka 20 procent livstruende komplikationer i form af hul på tarmen og bughindebetændelse og/eller blødning fra tarmen. Der findes dog effektiv antibiotika-behandling.
Sygdommen smitter via føde eller drikkevand forurenet med Salmonella typhi bakterier fra mennesker med tyfus, så det er hygiejne og sanitære forhold, der især bestemmer udbredelsen. Det er først og fremmest derfor, at den ikke ses så ofte i Europa og USA mere, hvor sygdommen for 100 år siden var ret hyppig.
Kilde: Netdoktor.dk

1 Nürnberg-dokument 008-USSR. International Military Tribunal (IMT) “blå serie”, volumen 39, siderne 241, 261; Nazi Conspiracy and Aggression (NC&A), “rød serie”, volumen 1, side 35; C. L. Sulzberger, “Oswiecim Killings Placed at 4.000.000”, New York Times, 8. maj 1945, og New York Times, 31. januar 1986, side A4.

2 Y. Bauer, “Fighting the Distortions,” Jerusalem Post (Israel), 22. september 1989; “Auschwitz Deaths Reduced to a Million”, Daily Telegraph (London), 17. juli 1990; ” Poland Reduces Auschwitz Death Toll Estimate to 1 Million”, The Washington Times, 17. juli 1990, side A11.

3 G.Reitlinger, The Final Solution (London: Sphere [2. udg.], 1971), siderne 500–501.

4 J.-C. Pressac, Le Crématoires d’Auschwitz: La Machinerie du meurtre de mass (Paris: CNRS, 1993), side 148. Se også: “New ‘Official’ Changes in the Auschwitz Story”, The Journal of Historical Review, maj–august 2002, siderne 24–28.

5 F. Meyer, “Die Zahl der Opfer von Auschwitz”, Osteuropa, maj 2002, siderne 631–641, gengivet i: “New ‘Official’ Changes in the Auschwitz Story”, The Journal of Historical Review, maj–august 2002, siderne 24–28.

6 Eric Conan, “Auschwitz: La Memoire du Mal”, L’Express, 19–25. januar 1995, siderne 54–73. Se også: “Major French Magazine Acknowledges Auschwitz Gas Chamber Fraud”, Journal of Historical Review, januar–februar 1995, siderne 23–24.

7 Washington (DC) Daily News, 2. februar 1945, siderned 2, 35. (United Press-rapport fra Moscow).

8 IMT “blå serie”, volumen 16, siderne 529–530. (21. juni 1946).

9 IMT “blå serie”, volumen 11, siderne 414–418, og IMT, volumen 33, siderne 275–279 (Nürnberg-dokument 3868–PS [USA-819]).

10 Rupert Butler, Legions of Death (England: 1983), siderne 235; R. Faurisson, “How the British Obtained the Confessions of Rudolf Höss”, The Journal of Historical Review, vinter 1986–87, siderne 389–403.
(http://www.ihr.org/jhr/v07/v07p389_Faurisson.html)

11 Jødisk historisk instituts arkiver i Warszawa, tysk dokument nr. 128, gengivet i: H. Eschwege, Kennzeichen J. (Berlin [øst-]: 1966), side 264.

12 Nürnberg-dokument NO-021. Nuremberg Military Tribunal (NMT) “grøn serie”, volumen 5, siderne 384–385.

13 Arthur Butz, The Hoax of the Twentieth Century (Chicago: 2003), siderne 157–159.

14 Arno Mayer, Why Did the Heavens Not Darken?: The ‘Final Solution’ in History (Pantheon, 1988), side 365.

15 Nürnberg-dokument NI–11696. NMT “grøn serie”, volumen 8, side 606.

16 Vidneforklaring i Toronto distriktsret, 28. marts 1988. Toronto Star, 29. marts 1988, side A2; B. Kulaszka, Did Six Million Really Die?: Report of the Evidence in the Canadian ‘False News’ Trial of Ernst Zündel (Toronto: 1992), siderne 253–255. (http://www.ihr.org/books/kulaszka/21herwaarden.html)

17 Sylvia Rothchild, Voices from the Holocaust (New York: 1981), siderne 188–191.

18 Franciszek Pipers essay i: Y. Gutman & M. Berenbaum, Anatomy of the Auschwitz Death Camp (1994), side 71.

19 Dino A. Brugioni og Robert C. Poirier, The Holocaust Revisited (Washington, DC: Central Intelligence Agency, 1979).

20 Vidneforklaring i Toronto distriktsret, 5–6. april 1988. Canadian Jewish News (Toronto), 14. april 1988, side 6; B. Kulaszka, Did Six Million Really Die?: Report of the Evidence in the Canadian ‘False News’ Trial of Ernst Zündel (Toronto: 1992), siderne 267–271. (http://www.ihr.org/books/kulaszka/26lagace.html)

21 Vidneforklaring i Toronto distriktsret, 20–21. april 1988. B. Kulaszka, Did Six Million Really Die?: Report of the Evidence in the Canadian ‘False News’ Trial of Ernst Zündel (Toronto: 1992), siderne 354–362.
(http://www.ihr.org/books/kulaszka/33leuchter.html)
The Leuchter Report (Toronto: 1988). (http://www.ihr.org/books/leuchter/leuchter.toc.html)

22 The Globe and Mail (Toronto), 12. februar 1985, side M3. Se også: M. A. Hoffman, The Great Holocaust Trial (1995 [3. udg.]), siderne 65, 66.

23 Walter Lüftl, “The Lüftl Report: An Austrian Engineer’s Report on the ‘Gas Chambers’ of Auschwitz and Mauthausen”, The Journal of Historical Review, vinter 1992–93, siderne 391–420. (http://www.ihr.org/jhr/v12/v12p391_Luftl.html)

24 Nürnberg-dokument PS-2171, anneks 2. NC&A “rød serie”, volumen 4, siderne 833–834.

25 Dokument 502-1-68, siderne 115–116, fra historisk dokumentarkiv i Moskva. Gengivet af C. Mattogno i “Die ‘Gasprüfer’ von Auschwitz”, Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung, marts 1998, side 16 (og fodnote 26). Gengivet i: “High Frequency Delousing Facilities at Auschwitz”, The Journal of Historical Review, maj–juni 1999, siderne 4–12. 

Redaktionel kommentar

I dag, næstne 70 år efter Anden Verdenskrig, har vi en situation i Europa, hvor jødiske interesser udfoldes mere aggressivt og repressivt end nogen sinde tidligere.

Hvordan kan et jødisk oplevelsescenter som Auschwitz-museet i Polen fortsat eksistere og udbrede sig om gaskamre og folkedrab, og hvordan kan man indføre en “Auschwitz-dag” blandt skolebørn i Danmark, når kvalificerede undersøgere siden slutningen af 80’erne ud over enhver tvivl har vist, at den ortodokse holocaustmyte er en illusion og det videreførte produkt af simpel krigspropaganda?

Hvordan kan man på nogen måde begribe, at såkaldt “holocaust-benægtelse” kan give indtil fem års fængsel i et civiliseret europæisk land som Tyskland, vores nærmeste nabo og en tidligere bærende nation af europæisk kultur?

Hvordan kan DIIS (Dansk Institut for International Studier) ansætte 10 højtlønnede akademikere til at forske i holocaust og folkedrab, og hvordan kan dette jødisk anlagte institut for “internationale studier” – bl.a. med pakistaneren Mona Kanwal Sheikh sat til at studere “Mellemøsten” – modtage netto 27 millioner i 2013 over Finansloven for bl.a. at udbrede løgnen om jødernes Holocaust i vores børns skoler og læreanstalter?

Hvordan kan danskerne og de europæiske folk være så blinde for, at de dagligt bliver manipuleret ind i en falsk forestillingsverden, hvor jødernes Holocaust er virkelighed?

Hvorfor er der så få i Vesten, der kender til Europas sande holocaust?

Hvordan slipper jøderne af sted med at ophøje en løgn til statsunderstøttet virkelighed?

Ved at eje alle medier og have monopol på “virkeligheden”, og ved at danske børn og deres forældre hver dag gøres dummere og mere passive gennem de samme manipulerende medier.

Læs også artiklen om Auschwitz-løgnen af Thies Christophersen.)