“Befrielsen” den 5. maj 1945 var en fjendtlig overtagelse

Overtagelsen

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 5. maj 2014 (opdateret 2018).

I Europa sluttede Anden Verdenskrig formelt i begyndelsen af maj 1945, da civile tyskere var blevet myrdet i hundredtusindvis i tilrettelagte infernoer af ild. Allierede styrker udførte morderisk terrorbombning såvel mod tyske som japanske byer på et tidspunkt, hvor udfaldet af krigen var givet. Kapitulationen i Danmark blev med idiotisk patos annonceret den 4. maj, med virkning fra den 5. maj om morgenen. Derfor udråbes 5. maj i “danske” medier som en frihedsdag i Danmark.
Men hvad blev vi – danskerne og Danmark – egentlig befriet fra? Hvis resultatet har skadet nationen og Danmark lige siden, kan det så kaldes befrielse? Ikke i vores forståelse af frihed. I virkeligheden bragtes danskerne fra asken til ilden, da den internationale bærme af jøder fra foråret 1945 indledte deres parasitære infektion af det hvide Europa. Denne besættelse truer i dag vores overlevelse som hvide Europæere.


En mur i Mellemøsten. Det jødiske folk holder sammen gennem fjendskabet med andre – alle andre! Foto: davidduke.com

Danmark og danskerne vandt intet ved det nationalsocialistiske Tysklands undergang. Tværtimod. Vi havde haft en grænseløs fordel af et jøde-frisat Europa i dag, hvis Adolf Hitlers Tyskland havde sejret, og Sovjetruslands (og verdens) jøder havde tabt krigen. Hvis jødernes indflydelse på verdens gang allerede fra det tidspunkt gennem et folkeligt krav fra europæerne var blevet reguleret i forhold til deres tilstedeværelse, havde den senere historie været en velsignelse for os alle.

Hvis nogen skulle tolke denne opfattelse som en lovprisning af “en morderisk diktator” (udtrykket er fra jødernes sygelige dæmonisering af Adolf Hitler), skal det for en ordens skyld indskydes, at ikke én eneste jøde mistede livet ved gasning i en tysk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Det er en kendsgerning, der er tilstrækkeligt dokumenteret i Fred Leuchters rapporter. Adolf Hitler var måske den eneste anstændige politiker i Europa på sin tid (frigørelsen fra jødisk kapitalindflydelse befordrer anstændigheden). Han forsøgte ikke at løse problemet med jøderne i Tyskland ved at udrydde dem, men ved at udvise dem fra Tyskland og senere fra Europa. Først da Storbritannien, Frankrig, Australien og New Zealand (efter pagt med Sovjetrusland) den 3. september 1939 havde erklæret Tyskland krig, blev ikke-udrejste jøder, efter yderligere frist til at forlade landet, efterhånden interneret i arbejdslejre i Tyskland og senere i Polen for at undgå sabotage af krigsindustrien. Dette overgik alle statsfjendtlige politiske grupperinger i Tyskland, bl.a. bolsjevikiske og kommunistiske grupper, hvis flertal bestod af jøder.
Dødeligheden især i koncentrationslejren Auschwitz, der var opsamlingslejr for østområdet, skyldtes alt overvejende gentagne udbrud af tyfus. Derfor blev der forbrugt store mængder af Zyklon B-gas til aflusning af madrasser og beklædning (lus spreder smitten). Den foregik i specialindrettede gaskamre, der ikke havde plads eller kapacitet til ombringelse af mennesker. Dette har aldrig været betvivlet fra nogen side.
Det officielle “forsvindingstal” i 2014 for Auschwitz-Birkenau lejrkomplekset er 900.000 mennesker, hvoraf jøderne udgjorde ca. 40 procent (efter revisionistiske beregninger på grundlag af frigivet dokumentation fra Sovjetunionen er dette antal under 300.000, sandsynligvis mellem 200.000 og 300.000 for alle tyske koncentrationslejre som helhed, og jødernes andel udgjorde 40 procent). Denne internering svarede – indtil der opstod sygdom og mod krigens slutning forsyningsproblemer og egentlig hungersnød som følge af de allieredes bombning af lejrene – til de forholdsregler USA senere traf i forhold til indvandrede japanere.
Efter Anden Verdenskrigs afslutning mistede mindst 900.000 tyske krigsfanger livet i allierede koncentrationslejre. Det er værd at hæfte sig ved, at dødeligheden i De Allieredes lejre på kort tid nåede at blive større end den på noget tidspunkt havde været i de tyske! – tyfus var igen en medvirkende årsag, men de allieredes (dokumenterede) mishandling af tyske krigsfanger var en anden betydelig dødsårsag. Læs fx her hvordan Rudolf Höss blev tortureret til en vigtig strategisk “tilståelse” for etableringen af jødernes Holocaust-illusionsnummer – tortureret frem af jøder! 
Det er også et tankevækkende faktum, at Røde Kors havde adgang til de tyske koncentrationslejre, indtil organisationen brød sammen sidst i krigen, mens adgangen fra begyndelsen var forment Røde Kors til De Allieredes koncentrationslejre efter krigen.

Frem mod Anden Verdenskrig havde jøderne allerede længe været engageret i at infiltrere Tyskland, dvs. besætte nationens vitale funktioner indefra, fuldstændigt som vi ser det i Danmark i dag. Tilstanden var også dengang, at ca. 1% af befolkningen kontrollerede fra 10 til 60% af nøglefunktionerne i samfundet. Dette jødiske forsøg på overtagelse blev foreløbigt forhindret af Adolf Hitler, og den profeterede jødiske gengældelse var “udslettelse af Tyskland som nation”. Intet mindre. Den jødiske verdensorganisation havde ensidigt erklæret det nye nationalsocialistiske Tyskland krig, allerede i 1933, da Rigsdagen den 23. marts havde givet Hitler regeringsbeføjelser efter en kvalificerende afstemning med to tredjedeles flertal.

Siden er udslettelsen af tyskernes Tyskland desværre lykkedes (hvis man ellers gør op, hvem der regerer i Tyskland i dag). Jødernes sejr, der kun kunne gennemføres med Vestens afhængiggjorte marionetter (af særlig nytte for jøderne var premierminister Winston Churchill (reddet fra fallittens rand) og præsident Franklin D. Roosevelt (konstant udfordret på sit helbred)), har siden medført, at jøderne har etableret sig i Europa i et generelt plagsomt omfang, og herfra driver de nu deres mangeartede spekulationsvirksomheder, bl.a. den særlige (efterhånden statsautoriserede) børs- og bankvirksomhed, der fjerner ethvert overskud fra europæernes lommer, fordi den er baseret på spekulationsgevinster og ågerrenter. Jøderne har med en parasitær adfærd inficeret de europæiske samfunds “kirtler”, som allerede jøden Louis Levy forkyndte i Danmark i 1918:

Nuvel, i de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler: Børser, banker, ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder.

Vi kan nu tilføje: TV og JewTube til remsen af medier. Læs mere detaljeret om denne besættelse i Overtagelsen – en krig i slowmotion.

Dermed er der absolut ingen grund til at fejre 5. maj som en frihedsdag i Danmark eller Europa. “Befrielsen” åbnede sluserne for de forviste og hævntørstige jøders tilbagevenden til det europæiske slaraffenland. Hævntørstige – ikke pga. det påståede holocaust, for det vidste de fleste af dem var løgn – men fordi de var blevet frataget det lukrative europæiske marked, hvor det er nemt at bedrage de velhavende og tillidsfulde europæere. Jødernes holocaust blev først bragt frem i størrelsesordenen “folkedrab”, da jøderne omkring 1970 havde generhvervet de fleste nationale medier og kunne fremføre holocaust-løgnen uden modsigelser. Løgnen gjorde det bl.a. muligt at aftvinge den tyske nation gigantiske pengebeløb og naturalier (våben) som påstået krigsskadeserstatning.
Men forårets komme er altid håbefuldt, ikke mindst håbet om, at der snart vil blæse nye vinde i det jødebesatte Europa. Hos os fejrer vi begyndelsen på sommeren ved at hejse flaget den 2. maj. Dermed undgår vi at flage for kommunismens jødiske bagmænd. Af samme grund er den 5. maj ikke en flagdag hos os.