Danskernes ret til Danmark er taget fra os

Overtagelsen

O-D-I-N.org kommentar til Den Korte Avis, 26. marts 2014.

 

Danskernes stemmeseddel til folketingsvalgene er værdiløs. Det fremgår med pinlig tydelighed af sagen om danske børnepenge til EU-borgere.


Det er nødvendigt at danskerne viser flaget!

 

Den Korte Avis, cand.theol., pens. oberstløjtnant Jens Kr. Bech Pedersen, 26. marts 2014.

Den nuværende regering har i lydighed mod EU tilsidesat Folketinget ved at administrere udbetalingen af børnepenge til EU-borgere i strid med gældende dansk lov om optjeningsprincippet for børnepenge.

Hvorfor medfører dette ikke en forfatningskrise i Danmark?

Er det ikke forståeligt, at danske vælgere nu omtaler det danske Folketing som et Pinocchio-folketing?

Kampen om børnechecken

Regeringen vil bringe loven om børnepenge i harmoni med EU’s regler. Skatteministeren kalder den borgerlige oppositions modstand mod lovændringen for “uansvarlig EU-retlig selvtægt”. Han udstiller dermed en dansk regerings og Folketingets reducerede status som en simpel “kommunaladministration” i forhold til EU.

At den borgerlige opposition i Folketinget siger, at sagen om optjeningsprincip bør prøves ved EU-domstolen, er kun en dårlig måde at sige det samme på: Regering og Folketing er sat ud af spillet om magten i Danmark. Kan man kalde det for et nationalt lovting, der repræsenterer de danske vælgere?

Man kan kalde sagerne om børnepenge, SU og dagpenge til EU-borgere for småsager i det store regnskab. Men ingen skal tage fejl af disse småsager. For de afslører med al tydelighed, hvad der grundlæggende er galt med hele Danmarks tilhørsforhold til EU.

Vi har viklet os ind i et europæisk projekt, som løgnagtigt er blevet kaldt for samarbejde og europæisk indflydelse, men som i realiteten er en afvikling af danskernes magt til og mulighed for at bestemme noget som helst i vort eget land. Børnepengesagen vidner om, hvor galt det er blevet, og hvordan det vil blive meget værre.

Mogens Glistrup

“Kan du huske, at Mogens Glistrup i 1972 sammenlignede skattesnyd med jernbane-sabotagen under den tyske besættelse af Danmark?” Sådan blev jeg for nylig spurgt af en bekendt. Og han fortsatte med at sige, at dengang i 72 blev han dybt forarget over denne vulgære holdning til lov og ret i landet, og til landets skattelove. Og forarget over denne hovmodige og underlødige sammenligning med de modige jernbane-sabotører, der trodsede besættelsestidens danske samarbejdspolitikere for at vise, at der i Danmark herskede en ganske anden folkelig solidaritet og legitimitet end den, der ville kollaborere med en udenlandsk magt. Jo, jeg huskede det, og gav ham ret.

Men, sagde han, nu gives vores penge væk til fremmede mennesker på en måde, som vi danskere ikke selv er herrer over. Nu gives mine surt optjente skattepenge ikke til mine og naboens børns uddannelse eller til hjælp for syge og gamle landsmænd. Nu kan enhver EU-borger, der stiller sig op ved den danske grænse, komme og sige: Børnepenge! Eller: SU! Eller: Dagpenge!

“Jeg vil ikke mere”

Jeg vil ikke mere, sagde han. Nu vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at arbejde sort og skjule mine penge for danske politikere og unddrage dem fra skattemyndighederne. Jeg er solidarisk med danskerne. Men jeg er ikke solidarisk med den hele verden på bekostning af danskerne. For mig er sort arbejde blevet til en form for nationalt oprør mod vore egne politikere. Vore politikere finder legitimiteten i alt, hvad de gør, uden for Danmark. De er usolidariske over for danskerne. Så får de heller ikke min solidaritet.

Det var jo sandt, hvad han sagde. Danskernes selvfølgelige legitime og nationale eneret til inden for et dansk fællesskab at bestemme, hvordan vi fordeler de sociale goder, og i hvilket omfang landets gæster skal kunne nyde frugterne af danske borgeres arbejde og landets værdier, er taget fra os.

Disse sager om børnepenge, SU og dagpenge vidner også om, at dansk statsborgerskab er blevet aldeles indholdsløst, når det dog alene burde være det fulde statsborgerskab – eventuelt med undtagelser alene fastsat af Folketinget – der giver adgang til de sociale ydelser og andre goder, som det danske folk i national solidaritet giver hinanden. Bl.a. derved skulle et dansk statsborgerskab være en gave til særligt udvalgte fremmede mennesker.

Men alt dette har vore politikere og EU-lovgivningen gjort aldeles indholdsløst; for de respekterer ikke nogen særlig dansk solidaritet. EU-borgerskabet er blevet EU’s redskab til at nedbryde betydningen af det nationale statsborgerskab.

Solidaritet i opløsning

Den fælles solidaritet er i Danmark i stærk opløsning inden for alle områder, fordi vore politikere overhovedet ingen sans har for, at al folkelig solidaritet sættes af nationaliteten. Som landsmænd skylder vi danskere hinanden noget særligt. Det er denne nationale etiske forpligtelse, der skaber fællesskab, loyalitet mod myndighederne, demokratisk solidaritet og vilje til at hjælpe hinanden.

Det er vore politikeres totale mangel på forståelse for denne nationale etik, som vi i denne tid ser befolkningen protestere imod i sagerne om danske sociale ydelser til EU-borgere. Her er der slet ikke tale om danskernes velfærdsforkælelse, som nogle politikere vrænger imod befolkningen; eller tale om, at velfærd skulle være danskernes gud.

Kun afstumpede politikere kan slynge sådanne anklager mod danskerne, når danskerne fastholder, at det, som danskerne i fællesskab slider og slæber for et helt liv, skal komme landets egne børn, danske landsmænd til gode, og ikke skal gives til fremmede på diktat fra EU. Danskernes protest er et udtryk for en afvisning af de politikere, der ikke aner, hvad den nationale forpligtelse betyder for solidariteten og sammenhængen i et samfund. Både venstrepartierne og de borgerlige partier forsøger at tale uden om.

Civil ulydighed

Vore EU-politikere har bragt Danmark og danskerne ud i en katastrofal situation. Som før i Danmarkshistorien kalder dette på civil ulydighed og på et gedigent folkeligt oprør mod de usolidariske og nationalt ansvarsløse politikere. Det er sket før i Danmarkshistorien, at det er folket selv, der skal redde Danmark ud af en katastrofal situation.
Magten til at lovgive i Danmark, til at bestemme hvem der skal nyde hjælp fra danskernes offentlige kasser, hvem der skal rejse ind i landet og have ophold, hvem der skal smides ud af landet, hvad et dansk statsborgerskab betyder, hvem der skal kontrollere de danske grænser og de danske værdier – alt dette skal erobres tilbage.

Redaktionel kommentar

I artiklen Slagt guldkalven beskriver vi bl.a. statsmagtens efterhånden hæmningsløse inddrivelse af produktivt tjente penge til jøderne kollekt (primært via SKAT).
Vi – danskerne, som har retten til at regere i Danmark – skal indbyrdes i størst muligt omfang bytte naturalier, herunder arbejdsydelser. Dermed kan vi lade en del af brandbeskatningen blive i den produktive befolknings lommer. Dette er ikke “sort arbejde”, det er dansk DANSK SAMARBEJDE og begyndelsen til det endelige opgør med den jødiske besættelsesmagt i Danmark.