De dokumenterede massemord i Europa –
er begået af jøder

Sand Historie

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 21. maj 2013.

 

Det jødiske propagandasystem har formået at skabe illusionen af et vesteuropæisk holocaust rettet mod jøder. Dette holocaust, der forlanger at omfatte “6 mio. masseudryddede jøder” er ét stort illusionsnummer. Dermed ikke sagt, at der aldrig har fundet uddrivelse eller forfølgelse af jøder sted gennem Europas historie. Det har der i høj grad, og det har der været gode grunde til (som der også er gode grunde til det i vore dage!). Det afgørende er, at forfølgelser af jøder altid primært var begrundet i ønsket om, at de flyttede deres parasitære virksomhed et andet sted hen, men den truede dem ikke kollektivt på livet. Så selv om der har været isolerede tilfælde hvor grupper af jøder i Europa har forbrudt sig så alvorligt, at de blev slået ihjel, har der aldrig været tale om mord på dem i industrielt omfang, som de altid hævder. Af interesse for dem, der værdsætter Europas sande historie, må det være befriende at vide, at der ikke på noget tidspunkt har eksisteret udryddelses-gaskamre rettet mod mennesker i nogen koncentrationslejr i Europa; tysk, engelsk eller sovjetrussisk.
Når disse kendsgerninger tages i betragtning, opstår spørgsmålet: Hvorfor påstår jøderne så, at de er blevet masseudryddet af vesteuropæerne? (og påstanden fremføres notorisk uden antydningen af retsligt bevis.)
Det sande svar er blevet overdøvet af jødernes højrøstede medier. Jødernes propaganda-apparat nærmer sig monopolstatus i den vestlige verden, så svaret på spørgsmålet undertrykkes sammen med al anden information, der ville afsløre verdens jøder som løgnere og bedragere – og i betydeligt omfang folkemordere. Det er nemlig lykkedes jøderne at undertrykke det betydeligste folkemord i Europa, nemlig jødernes mord på 20–40 mill. russere under den bolsjevikiske og sovjetiske revolution, der indledtes i 1917. Der var tale om etnisk udryddelse foretaget af ledende jøder i det sovjetiske statsapparat. Gennemgående var 80% af denne organisation bemandet af jøder, ofte kryptojøder, dvs. indvandrede internationalister (fædrelandsløse), der havde skiftet deres jødiske navn ud med et russisk, og nu fandt et system, hvor de kunne opfylde den talmud-inspirerede målsætning: at dræbe de bedste blandt ikke-jøder. Fordi dette folkemord ikke indgår i vores børns undervisning – eller hvis det gør, så uden at de jødiske bagmænd afsløres – har europæerne aldrig lært om det sande holocaust.

Sovjetunionen og Gulag 1917–91 (drab på ukrainere, russere m.v.) [1]

Det kommunistiske hemmelige politi, som gennemgik mange navneforandringer, herunder Tjekaen, OGPU, GPU, NKVD, NKGB, MGB og KGB, var den mest frygtede politimyndighed i verden. Den fængslede, torturerede eller myrdede mere end 30 millioner russere og østeuropæere. Selv de mere mådeholdne sovjetiske historikere i 1960’erne satte antallet af myrdede til mellem 20 og 40 millioner – tal, der ikke omfatter de yderligere millioner, som blev fængslet, landsforvist, tortureret, tvangsforflyttet eller fik deres ejendom beslaglagt.

Aleksandr Solsjenitsyn anslår i sit værk Gulag Øhavet, at der i årene 1918 til 1959 blev myrdet mindst 66 millioner mennesker, udført af Ruslands kommunistiske herskere. Han bygger på dokumentation fra I. A. Kurganov, en sovjetisk forsker, som havde adgang til hemmelige statsarkiver. Selv om disse tal muligvis er alt for høje, bekræfter Solsjenitsyn i anden del af Gulag Øhavet, at jøder skabte og administrerede det organiserede sovjetiske koncentrationslejrsystem, hvor et tocifret antal millioner af kristne mistede livet.
På siderne 86–98 i Gulag Øhavet, Bd. 3 (…) findes billeder af de ledende organisatorer af den største dræbermaskine i verdenshistorien. Det drejer sig om Aaron Soltz, Jakov Rappoport, Lazar Kogan, Matvei Berman, Genrikh Yagoda og Naftaly Frenkel. Alle seks var jøder.

Interessant nok var jøder i denne periode med mord og lemlæstelse en beskyttet klasse i så høj en grad, at kommunistpartiet tog det helt enestående skridt at gøre udtryk for antisemitisme til en kontrarevolutionær forbrydelse, som følgelig straffedes med døden.

 

Den amerikanske politiker og forfatter dr. David Duke har i 2013 udgivet bogen The Secret Behind Communism. Klik på billedet for at få et indtryk af det virkelige holocaust i Europa , som jøderne af al magt undertrykker kendskabet til.

Katyn 1940 (drab på polakker) [1] [2]

Den anden registrerede massebegravelse blev foretaget af sovjetmagten i Katynskoven i 1940, tyve kilometer vest for Smolensk i Rusland. Flere end 4.000 tilfangetagne polske officerer blev myrdet på kanten af massegravene. I alt blev 14.700 polske krigsfanger og 11.000 civile polakker, altså flere end 25.000 mennesker henrettet ved nakkeskud – kollektivt dømt som “klassefjender”. Disse massedrab blev i lang tid tilskrevet tyske styrker. Men i dag ved vi, at tyskerne ikke var til stede i Katyn, da forbrydelsen blev begået. Du kan skænke Katyn en tanke, næste gang du ser billeder af ofre, der henrettes ved nakkeskud på kanten af en massegrav med en underforståelse af, at de er jødiske.

Da fremrykkende tyske soldater fandt massegravene i 1943, blev der omgående iværksat en efterforskning. For at skaffe uvildige vidner blev der tilkaldt krigsfanger, og kropsdele fra gravene blev sendt til obduktion i udlandet bl.a. til Danmark. Med tiden er sagen blevet fuldt opklaret.

Beslutningen om at myrde de polske krigsfanger blev afsagt i 1940 efter forslag fra chefen for sovjetmagtens hemmelige politi (NKVD), Lavrentij Pavlovitj Berija, der var jøde. Den blev eksekveret efter ordre fra Stalin, der var født i Georgien som Iosif Vissarionovitj Dsjugasjvili og fra Molotow, Voroschilow og Mikojan, med efterfølgende accept fra Kaganowitsch og Kalinin. Nogle af dem havde jødiske aner, ægtefæller, eller venner. Tilnavnet “Stalin”, der betyder Jernmanden, var i øvrigt tildelt ham af Lenin, der var delvist jødisk.

Dresden og Hamburg 1945 (drab på tyskere)

De mest afskyelige massedrab i Vesteuropa under Anden Verdenskrig var de allieredes brandbombning af byerne Dresden og Hamburg. Det var således civile tyskere, der blev brændofrene i Europa under Anden Verdenskrig. Der var tale om egentlig terror mod den tyske befolkning på et tidspunkt, hvor enhver kunne se, at nazisterne var slået.
For at undgå spredning af sygdom i de bombede byer var det nødvendigt at begrave ligene fra mellem 100.000 og 200.000 civile tyskere i massegrave. Det var overvejende kvinder, børn og gamle mennesker, der blev brændt til døde i et djævelsk tilrettelagt inferno (læs om den særlige planlægning). Der hersker stadig uklarhed om, hvorvidt der brændtes flere til døde i disse to tyske byer end i Hiroshima og Nagasaki tilsammen.

Begge tilfælde af massedrab (Dresden-Hamburg og Katyn) er senere blevet vedgået af henholdsvis repræsentanter for de vestlige allierede og fra det frie Rusland – men næppe under overskriften “krigsforbrydelse”, selv om handlingerne på enhver måde er overlagte forbrydelser af netop den kategori.

Kilder

1

Jewish Supremacy fra 2007 af dr. David Duke, udgivet under titlen Jødisk Racisme fra Dan Publishing i 2012.

2

Dels 1, dels The Barnes Review, Newsletter i 2012.