Den usminkede historie

Sand Historie

O-D-I-N, Willis A. Carto, The Barnes Review, 19. august 2013.

 

Det følgende er et forsøg på at fortælle historien korrekt, det vil sige uden påvirkning af kræfter udefra. Jeg udelukker ikke dermed at tale om den organiserede jødedom, som er dybt involveret i Vestens triste historie. Desuden er jeg af den mening, at liberale, der ikke anerkender denne påvirkning, vidende eller ej, slutter sig til den kosmopolitiske orden, der er optaget af at udrydde alle hvide med europæisk baggrund.

INDLEDNING

Der er nu forløbet 67 år siden det holocaust, vi kender som Anden Verdenskrig. Måske er det på tide at foretage en revurdering uden at lægge fingre imellem. Amerika har store problemer. Men den ubetalte nationale gæld er kun en mindre del af problemet. Reelt er hele den Hvide verden i store vanskeligheder. Ikke blot Amerika, men også Europa – den hvide races hjemsted – står ansigt til ansigt med en dødelig fare. Det er blevet livet eller døden for den hvide del af menneskeheden, der, trods mange fejltrin, skabte Vestens civilisation.

De såkaldte vindere af Anden Verdenskrig udkæmpede dyrebare kampe i Stalins tjeneste og udslettede dermed den eneste bevægelse i Europa, der havde sat sig for at fjerne det kommunistiske Rusland, og som desuden var ved at sejre i denne kamp, nemlig den nationalsocialistiske bevægelse, skabt og anført af Adolf Hitler.

Men endnu værre. De Allierede – Roosevelt, Churchill og Stalin – forøvede derefter kriminalitet mod de overlevende i et omfang, der ikke er set siden Genghis Khan. Formentlig gik 3 millioner uskyldige europæere til som følge af tortur, mord, sult og udmattelse, efter at krigshandlingerne var ophørt.

Disse grusomheder var beordret af De Allieredes øverstbefalende, Dwight David “Ike” Eisenhower, en protegé af finansmandens Bernard Baruch, der på tidspunktet (i USA) gik under betegnelsen “jødernes konge”. Det var Baruch, der fik Roosevelt til at forfremme Eisenhower, en skivebordsbureaukrat, der aldrig i sit liv havde oplevet en krigsscene, til at have øverste kommando i krigen. Det skete hen over hovederne på 1.109 officerer, der overgik ham i erfaring, kompetence og anciennitet. Ikes nærmeste foranstående var i virkeligheden ikke præsidenten, Franklin D. Roosevelt, men “jødernes konge”.

Mindst 55 millioner mennesker blev dræbt i Europa i denne krig, og heri er ikke medregnet de mindst 60 millioner, der blev dræbt af kommunisterne af politiske eller racemæssige årsager i Sovjetunionen før og under Anden Verdenskrig. Dette antal inkluderer det begavede og smukke russiske aristokrati. Af disse martyrer var stort set alle ikke-jødiske arier.

De Allieredes øverstkommanderende, general Eisenhower, sammenhobede i strid med al anstændig krigsførelse 1 mio. tilfangetagne tyskere på pigtrådsindhegnede arealer under åben himmel, og i temperaturer under frysepunktet. De var uden afskærmning for vejret, uden mad, uden toiletfaciliteter, og alle omkom de i denne elendighed. Civile, der forsøgte at bringe dem føde, blev på Ikes direkte ordre skudt.

Selvfølgelig gik det ikke Wehrmacht-soldater, der overgav sig til russerne bedre. De fleste døde i Sibirien eller blev tortureret til døde. Sovjetunionen underskrev aldrig Geneve-konventionen. Se Alexandr Solzhenitsyns The Gulag Archipelago, 1973 (Gulag Øhavet).

[Læs også The Barnes Review fra september/oktober 2008, “Russia & the Jews” af Udo Walendy, “Nobel Prize Winner’s Writings Still Banned”, der beskriver fordommene mod Alexandr Solzhenitsyn, som var etnisk russer. Solzhenitsyn var fængslet under Stalin i sammenlagt 11 år på grund af sine antikommunistiske udgivelser, herunder hans faktuelle historie om jødernes støtte til systemet, finansielt såvel som ved betydende fysisk tilstedeværelse (se omslaget til David Dukes aktuelle bog The Secret Behind Communism). Solzhenitsyns bøger er vanskelige at finde i USA i dag.]

James Bacque dokumenterer i sin bog Other Losses disse rædselsfulde forhold med forfærdende facts. End ikke Giles MacDonogh – massivt forudfattet imod tyskere – benægter i sin After the Reich: The Brutal History of the Allied Occupation, hvad der skete. Dr. Austin App har skrevet flere mindre hæfter om amerikanske overgreb mod hjælpeløse tyske civilister. (Se bibliografien under denne artikel.)

AMERIKANSKE GRUSOMHEDER

Edward L. van Roden var i Anden Verdenskrig chef for afdelingen for militær ret i Europa (Military Justice Division for the European Theater). Van Roden blev i 1948 udpeget til en særlig kommission, der skulle undersøge påstandene om overgreb under de amerikanske retssager i Tyskland. Her er et uddrag af van Rodens rapport:

“Amerikanske efterforskere ved den amerikanske ret i Dachau, Tyskland, brugte følgende metoder til at opnå tilståelser: Prygl og brutale spark. Slag mod ansigtet, så tænder blev slået ud og kæber brækket. Fingerede retshandlinger. Indespærring i isolation. Brug af falske præster. Meget begrænsede rationer. Åndelig nedgørelse. Løfter om kontant afregning … Vi vandt krigen, men nogle af os ønsker at dræbe lidt flere. Det virker som ren ondskab på mig. … Det normale amerikanske forbud imod  at bruge forlydender som bevismateriale blev suspenderet. Anden- og tredjehåndsberetninger blev tilladt.

Løjtnant Perl fra anklagemyndigheden [denne William R. Perl var i 1941 ny jødisk statsborger i USA og allerede militær efterretningsofficer, stationeret i London] gjorde gældende, at det var vanskeligt at tilvejebringe komplette beviser.
Perl forklarede i retten: “Vi havde en vanskelig sag at opklare, og vi var nødt til at bruge overbevisende metoder.” Han erkendte i retten, at de overbevisende metoder inkluderede forskellige “udveje, der indebar en del vold og brugen af fingerede retshandlinger”. Han bekræftede også i retten, at retssagerne var funderet på erklæringer, der blev opnået under anvendelse af disse metoder.

Disse erklæringer, der blev tilladt som beviser, var opnået fra mænd, der forinden havde været isoleret i tre, fire eller fem måneder. De var indespærret mellem fire vægge uden vinduer, og de havde ingen mulighed for at komme ud eller at motionere. To måltider om dagen blev skubbet ind til dem gennem en lem i døren. De fik ikke lov til at tale med nogen. De havde ingen kommunikation på nogen måde med deres familie, eller med nogen sjælesørger eller præst under isoleringen.

Efterforskerne ville placere en sort hætte over den tiltaltes hoved og derefter banke et knojern i ansigtet på ham, sparke ham og slå ham med en gummislange. Mange af de tyske tiltalte fik slået tænder ud. Nogle pådrog sig kæbebrud. Alle tyskere med undtagelse af 2 ud af i de 139 sager, vi undersøgte, var blevet sparket i testiklerne så skaderne var uoprettelige. Dette var standard proceduren i amerikanske afhøringer. Perl indrømmede brugen af fingerede retshandlinger og metoder, der inkluderede vold og udtalte, at retten havde været frit stillet med hensyn til, hvor meget af det frembragte materiale den ville acceptere som beviser. Men det hele passerede.

En 18-årig tiltalt skrev, efter at være blevet slået, en erklæring, der blev dikteret ham. Da man var kommet til side 16, blev han låst inde i sin celle. I løbet af natten hørte tyskere i de nærliggende celler ham mumle: “Jeg siger ikke én løgn mere.” Da hans vogtere senere ville hente ham, så den falske tilståelse kunne gøres færdig, fandt de ham død, hængende fra en af tremmerne. Alligevel blev erklæringen, som tyskeren med sin død havde undgået at signere, ekspederet videre og brugt som bevis i sagerne mod hans medfanger.”

ADOLF HITLER

En af de mest bemærkelsesværdige personer i Europas historie blev født den 20. april 1889 i den lille østrigske by Branau am Inn tæt på grænsen til Bayern. Hitler kom til at gå i skole i nærheden af byen Linz. Fra drengeårene vidste hans venner, at han var speciel. Hans nærmeste ven var August Kubizek, der skrev bogen The Young Hitler I Knew. Den rummer et væld af informationer om hovedpersonen og kan varmt anbefales enhver nysgerrig.

Kubizek beretter om situationer hvor Hitler – som om han refererede fra en vision – fortalte sine venner om, hvordan han havde til hensigt at genopbygge Linz og om sine arkitekturelle planer for hele området.

Kunst var Hitlers foretrukne beskæftigelse, og forud for Første Verdenskrig levede han af sin kunst i Wien. En texaner, Billy Price, har udgivet en bog med omkring tusind af Hitlers blyantstegninger og akvareller.

Mange af Hitlers egenskaber er anerkendte, så som hans fabelagtige hukommelse, hans fysiske mod, hans evner som taler, hans evne til at charmere mennesker på tomandshånd, samt hans skarpsindighed og viden i politiske spørgsmål.

Hvad fjendtligt indstillede forfattere, der skriver om Hitler, ikke ønsker at anerkende er hans dybgående og detaljerede viden om historien og historiske personligheder, hans stærke retfærdighedssans, hans udtalte interesse for kunst og arkitektur, hans talent som førsteklasses militær strateg, hans idealisme og hans beslutsomhed i spørgsmålet om tysk genrejsning efter den straffende Versailles-traktat, der havde forkrøblet landet efter Første Verdenskrig.

Ved krigsudbruddet i 1914 meldte Hitler sig til den tyske hær og med denne handling ytrede han politisk, at han foragtede det royale østrigske lederskab og fra da af anså sig selv for tysker.

Hitlers indsats som soldat under Første Verdenskrig var heltemodig. Han gjorde tjeneste, inden den taktiske ledelse havde hørt om telefoner eller radio til koordinering af de forskellige afsnit af fronten. For at få meldinger igennem var man helt afhængig af løbende ordonnansers behændighed, pålidelighed og mod. [Det var et ekstremt farligt job, og gennemsnitslevetiden var få uger.] – Hitler meldte sig frivilligt til denne opgave og klarede sig igennem alle de store slag i denne nervepirrende stillingskrig, hvor han igen og igen måtte forlade skyttegravene og krydse gennem heftige krigshandlinger over åbent terræn. Han blev forgiftet af gas i 1914 og såret i benet i 1916.
Han var med ved Ypres (14–17. oktober 1914), Neuve Chapelle (10–13. marts 1915), Somme (juli–november 1916), Arras (april–maj 1917) og Passchendaele (juli til november 1917). [Ved slutningen af krigen havde han modtaget Jernkorset for sin indsats to gange, først af 2. grad og derefter af 1. grad.]

I kontrast til dette havde Franklin D. Roosevelt aldrig forrettet en eneste dags tjeneste i kamp. Churchill, på den anden side, var kornet (sekondløjtnant) i det britiske kavaleri og havde deltaget i nogle aktioner i Afghanistan og Egypten. Men hans naturlige anlæg synes at være som forfatter og ikke soldat. Han ansøgte om og modtog hvervet som krigskorrespondent under Boerkrigen. Der blev han fanget og sat i fængsel, da toget, han befandt sig på, faldt i baghold. Det lykkedes ham at flygte og vende hjem til England. Churchills militære karriere varede fra 1895 til 1900. Derefter vendte han sig mod politik, cigarer og sprut, forfejlet i forsøget på at opnå berømmelse og formue som militærperson; det han havde drømt om.

Efter krigen blokerede briterne Tyskland i forsøget på at sulte så mange tyskere som muligt til døde, og det lykkedes de allierede at myrde mindst 900.000 tyskere.

I erkendelsen af, at kun lederskab kunne afslutte den dødelige krise, så Hitler sig om efter en politisk bevægelse med et kapabelt lederskab, som han kunne sympatisere med. Efter mange anstrengelser fandt han et flyvefærdigt parti, Nationalsocialistisk Tysk Arbejder Parti (Nationalzocialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP). Han tilsluttede sig som medlem nr. 7. I mellemtiden var næsten 1 mio. tyskere forsætligt blevet sultet til døde.

Han opdagede snart, at han havde talent for at tale til en forsamling og evnede at lede politisk. Historien om den efterfølgende vækst af NSDAP er fantastisk. Inden længe kom der tusinder til de møder, hvor Hitler talte. Kommunisterne, der i forvejen var velorganiserede, forsøgte at splitte møderne og stævnerne udendørs. NS var indstillet på at imødegå denne taktik, og i berettiget selvforsvar oprettede de deres egen vagtstyrke på gadeplan, Sturmabteilung (SA).

Mange tyske arbejdere, der var blevet lokket af de velfinansierede kommunister, strømmede til NSDAP med dets stærke budskab om nationalisme og patriotisme.

Storbritanniens traditionelle politik i forhold til kontinentet var at vedligeholde “magtbalance”, hvilket indebar, at det ville støtte en svagere nation eller koalition i Europa og spille parterne ud mod hinanden, så briterne selv kunne koncentrere sig om de 17/20 af den øvrige verden, de kontrollerede.

Til trods for denne politik nærede Hitler ingen uvilje mod briterne. Såvel i sin bog Mein Kampf som i sine mange taler og i sin udenrigspolitik gjorde han det klart, at han ønskede fred med den britiske nation, hvis angelsaksiske og keltiske befolkninger var tæt beslægtet med tyskerne. Lad briterne styre deres imperium, over hvilket solen aldrig går ned, og lad mig få frie hænder på kontinentet, så jeg kan koncentrere mig om at holde Sovjetunionen i skak, syntes hans standpunkt at have været.

Hitler vidste, at Stalins strategi var at erobre Europa (inklusive De Britiske Øer) og føje det til Unionen af Sovjetrepublikker (USSR). Hitler var alt for klog til at lege med ideen om at “erobre verden”. Med andre ord: hans motiver var sympatiske.

[Læsere, der nærer den mindste tvivl om Hitlers bestræbelser på at undgå krig med den vestlige verden, skulle læse artiklen “Operation Sea Lion” af Carolyn Yeager og Wilhelm Mann. Den starter på side 21 af september/oktober-udgaven af The Barnes Review.]

Hitler ønskede fred, men hans synd var, at han havde observeret den nedbrydende og ødelæggende indflydelse fra den Rothschild-zionistisk-jødiske tilstedeværelse i Europa og forsøgte at passivisere den. Fra disse menneskers synspunkt var det ganske utåleligt, at nogen anfægtede deres aktiviteter.

I dag er historikere enige om, at Versailles-traktaten, som den var påført Tyskland efter Første Verdenskrig, var ekstremt ensidig og i praksis garanterede en ny krig.

I pagt med sin traditionelle politik allierede England sig den 3. september 1939 med Kommunistrusland og erklærede Tyskland krig, et Tyskland, der på enhver måde havde forsøgt at undgå fjendtligheder. Det Rothschild-jødiske pres på England kunne ikke ignoreres. Alt imens Roosevelt under sine kaminpassiarer repeterende forsikrede Amerika: “Jeg siger til jer igen og igen og igen, at jeres drenge ikke vil blive sendt ud i en fremmed krig,” intrigerede han med Churchill om at gøre præcis det modsatte.

Inden krigen havde jødiske organisationer – støttet af den internationale presse – været højrøstede om, at Hitler var ved at udrydde jøder i millionvis. Det var præcis det samme, jøderne havde gjort under Første Verdenskrig, og de påberåbte sig det samme magiske antal udryddede jøder: 6 millioner. [Se The First Holocaust af Don Heddesheimer.]

Det var en helt åbenlys løgn. Det er sandt, at Hitler fængslede forskellige mindretal, der gik imod hans politik, inkluderende [jødiske] kommunister og religiøse fanatikere med det formål at forhindre sabotage af den tyske krigsindsats; præcis som Franklin Roosevelt senere internerede derboende japanere overalt i USA.

Den store løgn om det såkaldte Holocaust har indbragt jøderne ikke blot billioner i amerikansk og tysk valuta, men yderligere billioner i form af tysk materiel, senest højt avancerede ubåde og våben, samt, ikke at forglemme, et meget værdifuldt stykke land i Palæstina i 1948, plus den tårevædede sympati fra liberale i Amerika og Europa og fra deres medier og politikere.

TYSKE KRIGSMÅL

Hitlers mål i krigen var at forsvare Tyskland mod Englands (og senere Amerikas) invasion og at fjerne sovjetkommunismen. Sammen med sin udenrigsminister von Ribbentrop udfoldede han ethvert tænkeligt diplomati i forsøget på at formilde England, ikke mindst ved at spare titusinder af britiske soldaters liv ved Dunkirk i Frankrig og lade dem vende tilbage til England. Hitler sendte til sidst sin stedfortræder, Rudolf Hess, til England som en sidste satsning i anstrengelserne for at bevare freden i Vesten.

Da Hess ankom til Storbritannien i maj 1941, nægtede Churchill at møde ham. Han blev indespærret resten af krigen, og resten af sit liv. Da hans naturlige død trak ud, blev han myrdet ved et attentat i 1987 i selve Spandau-fængslet i en alder af 92.
[Se The Barnes Review fra jui/august 2001, men også bogen Rudolf Hess: His Betrayal & Murder (… Hans besvigelse & mord).]

ROOSEVELT ØNSKEDE KRIG

Hvorfor skulle Amerika engagere sig i den europæiske krig, når intet af interesse for nationen var det mindste truet? Det enkle svar er, at Roosevelt-administrationen var stærkt påvirket af jøder, som det er blevet dokumenteret af Elizabeth Dilling i hendes bøger og nyhedsbreve fra 1934 og senere. Og Roosevelt selv, der vedkendte sig et jødisk slægtskab, blev sikret en 3. og 4. regeringsperiode ved at gå i krig.

Mrs E. Dilling, en harpenist på koncertniveau, mor og kendis i Chicago, rejste til Rusland i 1931 for at opleve det store kommunistiske eksperiment ved selvsyn. Dybt chokeret over det hun så, og de vilkår befolkningen fristede, besluttede hun at vie sit liv til at afsløre kommunismen, især dens indflydelse i Amerika. I 1936 skrev hun The Roosevelt Red Record and Its Background (ca.: Roosevelts røde dossier og dens grundlag), og i bogen oplistede hun 100 yderligtgående liberalister/kommunister i Roosevelt-administrationen, de fleste af dem jødiske.

[Igen, læs The Barnes Review fra september/oktober 2008, “Russia & the Jews” af Udo Walendy, “Nobel Prize Winner’s Writings Still Banned”, der beskriver fordommene mod Alexandr Solzhenitsyn, som var etnisk russer. Solzhenitsyn var fængslet under Stalin i sammenlagt 11 år på grund af sine antikommunistiske udgivelser, herunder hans faktuelle historie om jødernes støtte til systemet, såvel finansielt som ved betydende fysisk tilstedeværelse (se omslaget til David Dukes aktuelle bog The Secret Behind Communism). Solzhenitsyns bøger er vanskelige at finde i USA i dag.]

Adskillige gange advarede Hitler Storbritannien om, at hvis nationen indlod sig på fjendtligheder ville det medføre Englands bankerot og koste det imperiet. Hitler fandt det engelske imperium berettiget på niveau med den katolske kirke, nemlig som en stabiliserende faktor for verdensfreden. Alle disse gode argumenter fra Hitler, såvel som fra John Amery (hængt af den engelske regering for forræderi), fra Oswald Mosley, Arnold Leese og andre, der gjorde tilsvarende holdninger gældende, forsvandt i den jødiske kakofoni for krigen.

Hitlers fremsynede strategi var at tage afstand fra det magtfulde Rothschild-jødiske konsortium, der regerede Bank of England og dens filial, City of London, der bestemt ikke er den metropol på Thames River, som den giver sig ud for, men i essensen det finansielle midtpunkt for det Rothchildske verdensimperium.

I mellemtiden var amerikanske medier ret optaget af at forberede den amerikanske offentlighed på krig, grænsende til hysteri, ved fx at opfordre borgerne til at blænde vinduerne af om natten, så lys fra huset ikke skulle nedkalde nazisternes bombefly over deres hoveder. Ja, vi havde mørklægning i Fort Wayne, Indiana.

Fort Wayne lå 6.000 miles fra Tyskland. Selv med nutidens fly er en rækkevidde på 12.000 miles ikke muligt. Men hvilken borger ville overhovedet bekymres sig om at drage facts fra sin daglige avis i tvivl? Ville den fri presse lyve så åbenlyst?

EN NATION AF GODTROENDE

Ulykkeligvis ligger hvide amerikanere under for et messiansk kompleks, og medierne manipulerer dem nemt til at bruge billioner på korstog for den evindelige fred, hvis de blot støtter en internationalistisk udenrigspolitik, der i virkeligheden kun er profitabel for krigsmagerne. Hvem vil kaldes isolationistisk? På den måde har vi [USA] tropper i 135 lande jorden over, der blander sig i lokale affærer hos folk, som helst vil være i fred. Det er værre end ubrugeligt; det sår mistro og had, klækker terrorister skaber og yderligere krig. Men det ernærer også korporationer, der fremstiller tanks, skydevåben, fly, skibe og andet krigsmateriel. Bankfolk elsker krig og krigens behov for finansieringer, og den betaler tusindvis af bureaukraters løn, som dem i Pentagon og i tilsvarende kontorer kloden rundt.

Der er mindst 8.000 bureaukrater ansat i Pentagon. Mange kører 200 miles hver dag til og fra arbejde. Mens resten af Amerika er ved at gå til i arbejdsløshed og recession, blomstrer Washington DC-området. Krig og gæld betyder fremgang for millioner, uanset om vores (USA’s) udenrigspolitik i det store og hele er programmeret til nederlag og nationens fallit.

ROOSEVELTS MASTERPLAN

Franklin D. Roosevelt ønskede en tredje og derefter en fjerde periode i embedet, og den eneste måde dette kunne opnås på var ved at få Amerika med i krigen. Som nævnt tidligere, var det præcis, hvad han planlagde sammen med Churchill.

Tyler Kent, en amerikansk borger, var kodningsmedarbejder stationeret i London. Han oversatte kommunikationen mellem Churchill og Roosevelt og blev alarmeret, da han opdagede, at de to planlagde krig. Han gemte kopier i den hensigt at give dem til en senator som Burton K. Wheeler, der var en af de ledende i bestræbelserne på at holde Amerika ude af krigen. Kents plan blev afsløret, og på Churchills ordre blev han pågrebet og illegalt tilbageholdt i britisk fængsel uden rettergang så længe krigen varede. Intet måtte komme i vejen for krigen.
[Se The Barnes Review fra januar/februar 2011.]

Vel vidende, at Hitler ikke havde til hensigt at angribe USA eller blot England, fattede Roosevelt en djævelsk plan: Han ville bruge “the back door to war” (titlen på dr. Charles Callan Tansills gigantiske værk) og få japanerne til at angribe USA.

Japan behøvede olie, og det nærmeste befandt sig i Stillehavet. Roosevelt vidste, at olien var japanerne achilleshæl og hans mulighed for at tvinge dem til et angreb på De Forenede Stater.

Roosevelts plan, som Churchill var fuldt ud bekendt med, kom til at virke. Også japanerne forsøgte længe at undgå krig med USA. Det vidste Roosevelt, for amerikanske kodeeksperter kunne aflytte al hemmelig kommunikation mellem Tokyo og kejserrigets diplomater. Gennem nationens ambassadør Kichisaburo Nomura, prins Konoye og udenrigsminister Yosuke matsuoka, forsøgte Japan længe at bevare fredelige relationer til USA.

Da japanerne endelig angreb Pearl Harbour, havde Roosevelt i forvejen kendskab til angrebet i så god tid i forvejen, at han ikke havde behøvet at ofre 2.402 søfolks liv, 4 slagskibe og en hel del andet, inklusive hæder og ære for admiral Husband Kimmel og general Walter Short. De blev begge i kriminelt omfang klandret for ikke at have forhindret angrebet, hvorved Roosevelts egen medvirken forblev skjult og ustraffet. Som Roosevelt selv udtalte den 7. december 1941:
“En dag, der vil leve i skændsel.” – Skændslen var Franklin Delano Roosevelts eget forræderi.

Roosevelt var ikke i tvivl om, at det amerikanske folk altovervejende var imod krig. Hans plan om at starte krigen var en arrogant tilsidesættelse af det program, han var valgt på. Alligevel fortsatte han vel vidende, at krigen ville koste millioner af amerikanere, tyskere m.fl. livet. Han var som besat af en unaturlig lyst til en tredje regeringsperiode.

Hans medskyldige i denne forbrydelse var Winston Churchill. I sine ædru øjeblikke, meget få, havde Churchill ordet i sin magt. Churchill elskede krigen og drabene som overværede han et drama på scenen.

I 1938, da han var 64 år, havde han levet over evne i en sådan grad, at hans kreditorer forberedte sig på at pante ham ud. Han blev stillet et tvangssalg af sit luksuriøse landsted, Chartwell, i udsigt.

I denne nødens stund trådte på mystisk vis en ukendt person ind i Churchills liv. Det var Henry Strakosch, en jødisk multimillionær, der havde tjent sin formue ved at spekulere i sydafrikanske mineoptioner. Hans forældre var udvandret fra Østrig. Strakosch trådte til og tilbød Churchill et lån på 150.000 pund sterling, lige i tide til at redde landstedet fra tvangsauktionen. I årene der fulgte, fungerede Strakosch som Churchills rådgiver og fortrolige; men på mirakuløs vis formåede han at holde sig ude af det offentlige søgelys. Dette kom derfor så meget mere til at illuminere Churchills genopstigende politiske karriere.

Det må siges ligeud. Krævende tænkning blev aldrig Churchills stærke side, for han var konstant enten fuld eller næsten fuld. Alkoholisme var ikke den eneste excentriske egenskab ved denne mærkelige mand. Han modtog jævnligt sine besøgende uden at have en trævl på kroppen. Men Churchill, Stalin og Roosevelt var Anden Verdenskrigs krigsherrer, og de har krav på det primære ansvar for resultatet – den største katastrofe i Europas historie og for den hvide race.

Hver gang Churchill blev bekendt med, at tyske bombere var på vej, flygtede han ud af London. Men det var ham, der havde tilladt bombning af civile, mens Hitler endnu tog afstand fra det.

De to krigsherrer var åbenlyst uegnede til at udøve magt. Franklin D. Roosevelt var syg i krop og sjæl, og Churchill var fordrukken.

Britiske og amerikanske besætninger tæppebombede tyske byer med millioner af detonerende eller ildspredende ladninger. De anstrengte sig ikke for kun at ramme jernbaneområder, fabrikker, dokker eller militære anlæg. De dræbte med overlæg millioner af civile. Flammerne fra det brændende Hamburg rakte en mile op i luften [mere end halvanden km]. Ifølge den britiske historiker David Irving blev Dresden – en uforsvaret by med betydelige europæiske kultur- og kunstskatte – totalt destrueret sammen med mindst 18.375 kvinder, børn, gamle og krøblinge, 16.130 blev såret og 350.000 gjort hjemløse, 35.000 forsvandt sporløst. Ingen ved, hvor mange af dem, der blev dræbt. [Disse tal er yderst konservative. Det er gennemgående anerkendt, at omkring 300.000 mennesker døde og et tilsvarende antal blev brandskadet og såret under brandbombningen af Dresden.]

Den slags massemord (folkedrab) i krig er ulovligt efter Geneve-konventionen, men det holdt ikke Roosevelt, Churchill eller Stalin tilbage.

Under den korte overskrift Kill på en løbeseddel opfordrede den sovjetiske propagandamager Ilya Ehrenburg de sovjetiske soldater til at behandle tyskerne som undermennesker. Den afsluttende passage konkluderer:

“Tyskerne er ikke mennesker. Fra nu af er “tysker” det mest afskyelige ukvemsord. Fra nu af betyder “tysker”, at vi straks slår til. Vi snakker ikke længere. Vi hidser os ikke længere op. Vi slår ihjel. Dage, hvor du ikke dræber mindst én tysker, er spildte. Hvis du ikke kan dræbe tyskeren med en kugle, så dræb ham med din bajonet. Hvis der er stille på dit afsnit af fronten, eller hvis du venter på at komme i kamp, så dræb en tysker i ventetiden. Hvis du efterlader en tysker i live, vil han hænge en russer og voldtage en russisk kvinde. Hvis du har dræbt én tysker, så dræb én til. Der er intet mere underholdende for os end en stak af tyske lig. Tæl ikke dagene, tæl ikke kilometerne. Tæl kun antallet af tyskere, du har dræbt.
Dræb tyskeren, det er din bedstemors ønske. Dræb tyskeren, det er dit barns bøn. Dræb tyskeren, det er dit fædrelands klare bud. Ram ikke ved siden af. Dræb!”

VESTENS SELVMORD

Krigen der fulgte – og det gælder også Første Verdenskrig – kan opfattes som en borgerkrig inden for den vestlige verden; 8,5 millioner soldater fra Amerika, Storbritannien og det kontinentale Europa blev dræbt i Første Verdenskrig og 43 millioner i Anden Verdenskrig, herunder 100.000 tyske soldater, der sultede ihjel under vestlig kommando efter krigen. Det civile dødstal for Første Verdenskrig er omkring 13 millioner, for Anden Verdenskrig 38 millioner. Den manglende tilvækst af hvide mennesker gennem disse milliontab er vanskelig at gøre op, men den er betydelig. Inden fødselskontrol blev muligt og populært, ville tab af den størrelsesorden ret hurtigt blive erstattet gennem en høj fødselsrate. Men ikke i vore dage.

Mange millioner hvide børn af disse døde blev aldrig født. Deres fravær er blevet “kompenseret” med ikke-hvid indvandring til Amerika og Europa, både legal og illegal, og påvirkningen af ikke-hvide tiltager dag for dag. Amerika er ikke længere en hvid arisk nation, ja i virkeligheden forbyder vores jødisk kontrollerede medier i dag, at dialogen om indvandring inkluderer den racemæssige faktor. De marxistiske regler for politisk korrekthed er blevet normen.

Lenin, Stalin og andre (for det meste jødiske) ledere i Kommunistrusland myrdede måske 60 millioner russere, især det provestlige, ariske aristokrati, symboliseret ved den kristne kongeslægt efter Zar Nicholas.
[Se The Barnes Review fra september/oktober 2008.]

Man må se bort fra folk som Tom Brokaw (der omtaler Anden Verdenskrig som “den gode krig”) og konkludere, at krigen var unødvendig og at alle de krigsførende – Storbritannien, Amerika og Rusland – tabte. Amerikaneren Francis Yockey peger på, at for at en magt kan påberåbe sig at have vundet en krig, må den have forøget sine ressourcer, sin styrke og velstand. Siden 1945 er de magter, der startede og udkæmpede krigen, forsvundet i et mørkt hul med eskalerende inflation, ubetalelig gæld, nationale fallitter, tab af national karakter, millioner af fremmede indvandrere og en tvivlsom fremtid.

Massedrabene på tyskere og andre europæere har banet vejen for legal og illegal indvandring af ikke alene muslimer, men også sorte afrikanere, selv til lande så fjernt fra Afrika som Finland. Dette har i høj grad forøget regningen for velfærd og mængden af kriminalitet. Europæiske byer, der engang var rene og ordentlige, er i dag skæmmet af affald og menneskeligt vraggods. En tidligere beboer i London fortæller, at gaderne nu ser ud som i Nairobi i Kenya.

Manfred Roeder rapporterer, at selv på nuværende tidspunkt [hvor vi skulle vide bedre] planlægger EU at bringe omkring 60 millioner flere sorte afrikanere til Europa. Ethvert tilløb til at afværge plagerne fra et sådant stormløb mod Europa angribes af medierne som “Hitlerisme”

FREMTIDEN

Vi kan ikke fortsat ignorere de racemæssige problemer. Hvide må trodse Bronx-elskerne og profaneringen fra liberale og jøder og se problemet i øjnene, ellers går vores civilisation tabt.

Fremtiden for USA tegner klart: McCarren-Walter-loven er blevet afskaffet. Dermed kommer den alt overvejende indvandring til USA ikke længere fra Europa. I dag lukker Amerika millioner af ikke-hvide ind fra et hvilket som helst sted på kloden, legalt eller illegalt. Disse indvandrere er kulturelt og racemæssigt inkompatible med hvide, der grundlagde, civiliserede og udviklede det nordamerikanske kontinent. Uden racemæssig og kulturel homogenitet, er det umuligt at skabe en rationel regering i noget land. Bestræbelserne på at søge evindelige kompromisser mellem de forskellige grupper har anarkiet som en sikker vinder.

AMERIKANERNE IKKE USKYLDIGE

Patriotiske amerikanere må acceptere det faktum, at deres nation er præget af en utilgivelig krigsmani og aggressivitet. Lige siden slagskibet Main blev sprængt i luften og sank (sprængningen menes at være forårsaget af ukorrekt stuvning af eksplosiver, og ikke resultatet af en udefra kommende “terroristmine”), har politikere og militær-industri-bank-politiker-konsortiet haft succes med at manøvrere Amerikas befolkning ind i den ene nytteløse og kostbare krig efter den anden.

For de fleste amerikanere er krig et spændende spil. De følger med i de redigerede aktioner fra deres sikre Tv-stue, lytter til krigen i radioen og læser om den i aviser og magasiner – mens denne verdens Tom Brokaw’er tiljubler det hele. De konfronteres sjældent direkte med krigens rædsler: blodet, døden og destruktionen.

Men hvad vinder Amerikanerne? Kun død og gæld og den støt voksende byrde fra jødernes politiske og økonomiske overtagelse.

Enhver fornuftig hvid person, der er opmærksom på, hvad der foregår, er nødt til at erkende sandheden. Hans type, som har grundlagt Vestens civilisation, befinder sig i defensiven og er ved at blive løbet over ende af en aggressiv hær af etnisk og kulturelt fremmede.

Er fremtiden så håbløs? Er den hvide race fortabt?
Selvfølgelig ikke, tværtimod. I dag konfronterer vi betydelige vanskeligheder, men de kan overkommes. Det øjeblikkelige problem består i at vække den hvide mand. Vi er stærkt udfordret, og det i en sådan grad, at det betyder liv eller død for vores type af mennesker. Den liberalistiske politik har spillet fallit. Den jødiske infiltrering i alle hjørner af samfundet er uacceptabel, og den må standses med de nødvendige midler. Vi har besluttet at overleve, og det betyder én ting:
Ubetinget nederlag for vores fjender og ubetinget sejr for os, der har skabt Vestens civilisation.

BIBLIOGRAFI

APP, DR. AUSTIN: History’s Most Terrifying Peace, 1946.
The Six Million Swindle, 1973, Boniface Press
A Straight Look at the Third Reich, 1975, Boniface Press

BACQUE, JAMES: Other Losses, 1999, Little Brown & Co.

BARNES, HARRY ELMER: In Quest of Truth and Justice, 1972, Ralph Myles.
Perpetual War for Perpetual Peace, 1953, Caxton Printers.
Pearl Harbour After a Quarter Century, 1968, Inst. for Historical Review.

BAUR, HANS: Hitler at My Side, 1968, Eichler Publ. Co. Chefpilot og ven med Adolf Hitler. Han var pionerflyver under Første Verdenskrig og siden kaptajn i Lufthansa. Ledsagede Føreren inden Anden Verdenskrig. Hvilket liv. Hans biografi er en fortælling om et eventyrligt liv. HB, 230 s., 25$ fra TBR.

BEARSE, RAY & READ, ANTHONY: Conspirator, 1992, Papermac.

CHAMBERLAIN, WILLIAM HENRY: America’s Second Crusade, 1950, Henry Regnery.

COLBY, BENJAMIN: Twas a Famous Victory, 1974, Arlington House.

COLE, WAYNE S.: Charles Lindbergh and the Battle Against American Intervention in World War II, 1974, Harcourt Brace.

CROCKER, GEORGE N.: Roosevelt’s Road to Russia, 1959, Henry Regnery.

DOENECHE, JUSTUS D.: Not to the Swift, 1979, Associatet University Presses.

DUKE, DAVID: Jewish Supremacism, 2003 og 2007, Free Speach Press [udgivet på dansk under titlen Jødisk racisme, 2012, Dan Publishing].

EGGLESTON, GEORGE T.: Roosevelt, Churchill and the World War II Opposition, 1979, Devin-Adair.

EPSTEIN, JULIUS: Operation Keelhaul, 1973, Devin-Adair.

GANNON, MICHAEL: Pearl Harbour Betrayed, 2001, Henry Holt.

GREAVES, PERCY L.: Pearl Harbour: The Seeds and Fruit of Infamy, 2010, Ludwig Mises Institute.

GRENFELL, CAPT. RUSSEL R. N.: Unconditional Hatred, 1958, Devin-Adair.

HEDDESHEIMER, DON: The First Holocaust, 2011, The Barnes Review.

IRVING, DAVID: Destruction of Dresden, 1963, Holt Rinehart.
The War Path, 1978, the Viking Press.
Churchill’s War, 1967, Veritas Publishing.
Hitler’s War, 1977, Macmillian.
Apocalypse 1945, 2007, Parforce.

KEMP, ARTHUR: March of the Titans, 2000, Ostara.

KUBIZEK, AUGUST: The Young Hitler I Knew, 2006, Greenhill Books.

LEESE, ARNOLD S.: The Jewish War of Survival, 1945, Historical Review Press.

LINGE, HEINZ: With Hitler to the End, 2009, Skyhorse.

MACDONOGH, GILES: After the Reich, 2007, Basic Books.

MARTIN, JAMES J.: Revisionist Viewpoints, 1971, Ralph Myles.

MATTOGNO, CARLO & RUDOLF, GERMAR: Auschwitz Lies, 2013, The Barnes Review.

MELAOUHI, ABDALLAH: Rudolf Hess: His Betrayal and Murder, 2013, TBR.

NEILSON, FRANCIS: The Makers of War, 1950, C. C. Nelson.
How Diplomats Make War, 1952, Henry Regnery.

REED, DOUGLAS: The Controversy of Zion, skrevet 1951–56, udgivet siden 1978, senest 1985, Veritas; ventes at udkomme på dansk i 2013–14 [denne henvisning er tilføjet].

SNOW, JOHN H.: The Case of Tyler Kent, 1982, Long House.

STURDZA, PRINCE MICHEL: The Suicide of Europe, 1968, Western Islands.

TANSILL, CHARLES CALLAN: Back Door to War, 1952, Henry Holt.

THOMAS, W. HUGH: The Murder of Rudolf Hess, 1979, by author.

WEDEMEYER REPORTS: Gen. Albert Wedemeyer, 1958, Henry Holt.

OM FORFATTEREN

Willis Allison Carto blev født i Fort Wayne, Indiana, i 1926. I 1944 meldte han sig til hæren og blev tildelt et Purple Heart efter at være blevet ramt af en japansk snigskytte på Filippinerne i 1945.

I 1953 grundlagde han Liberty & Property sammen med Aldrich Blake. I 1955 lagde Carto grunden til etableringen af Liberty Lobby. Fra 1957 til 1961 var Carto medlem af det nationale rådgivningsorgan We, The People. I 1960 sendte Carto publikationen Liberty Letter på gaden.

I 1964 startede Carto et historie- og kultur tidsskrift, Western Destiny, som han publicerede indtil 1966, da han fussionerede med det prestigefyldte American Mercury magasin (grundlagt af H. L. Mencken), som Carto fra samme tidspunkt overtog ejerskabet af.

Fra 1965 og frem til 1976 udsendte Carto bladet The Washington Observer. Gennem midttresserne ekspanderede Liberty Lobby eksponentielt. I 1975 begyndte Carto at publicere Liberty Lobbys ugentlige avis, The Spotlight, som nåede betydeligt over én million læsere, da det gik bedst. I 1979 grundlagde han Institute for Historical Review (IHR) og startede Journal of Historical Review. I 1994 lagde han grunden til The Barnes Review, et tomånedligt magasin om historie, som han stadig er redaktør og udgiver af. I 2002 hjalp Carto med at søsætte American Free Press, en ugentligt populistisk avis, der læses i dette øjeblik (se linket herunder).

Gennem sin karriere har han udgivet over 300 bøger, der dækker en bred vifte af historiske og politiske emner af betydning; de anses for pligtlæsning af nutidens populister.

Den originale udgave af A straight Look at the Second War er som hæfte udgivet af AMERICAN FREE PRESS & THE BARNES REVIEW