Det tredie Ting (1. del) – 1. Kapitel

Sand Historie

1. JØDISK MÅL: FRA SAMFUNDSMAGTEN TIL VERDENSMAGTEN

I dette indledende hovedafsnit af bogen, som i det væsentlige skal koncentrere sig om jødernes indflydelse på landets politiske og økonomiske forhold 1914–24, et tidsafsnit, der træffende kunne betegnes som Landmandsbank-perioden, er det først forsøgt at give en samlet fremstilling af den nutidige åndelige indstilling hos europæiske (inkl. danske) jøder, som har været baggrunden for det næsten utrolige jødiske magtstræb, fortsættelsen derpå vil afsløre.

De dokumenterede reelle forhold kan ikke til bunds forstås af den, som ikke først vil forstå deres åndelige baggrund.

Men denne åndelige baggrund peger til syvende og sidst tilbage til Det Gamle Testamente. De steder i Mosebøgerne, som skal citeres til slut i dette indledningsafsnit (hvori der er tale om israelitternes [egentlig judæernes] håb om at kunne undertrykke deres naboer i ørkenen eller i Kanaan) er alt for påfaldende tilsvarende til de ligeledes til slut citerede passager af franske jøder fra 1860’erne (hvor der er tale om et gryende håb om verdensherredømmet). Og begge dele tilsammen har alt for megen lighed med ånd og indhold i bl.a. Louis Levys eller Henri Nathansens dansksprogede skrifter i tiden efter den første verdenskrig. Ingen kan afvise en sammenhæng.

Når det førstkommende hovedafsnit derfor ofrer særlig megen plads til fremstillingen af historien om “Zions Vises Protokoller”, dette skrift, om hvilket man har været så ivrig

18

for at bevise dets falskhed — skønt dog den afsluttende højesteretsdom i Schweiz gik jøderne imod i denne henseende — kan enhver tvivler overfor dette specielle skrift og dets betydning stadig kun henvises til at tænke på det i sammenhæng med Louis Levys eller Henri Nathansens skrifter, hvis ægthed jo ikke kan bestrides, eller med de før nævnte franske skrifter fra 1860 eller med bibelen. — Ikke desto mindre er den store plads og den store omhu ofret på “Zions Vises Protokoller” og deres opdagelseshistorie, fordi denne historie har været så afgørende for den antisemitiske opvågnen i Europa — og ikke mindst fordi de afgørende og langt mere tydelige røster, som den tyske antisemitiske forfatter Ulrich Fleischhauer har afsløret, og som citeres under Fleischhauers arbejder vedrørende Protokollerne overfor den schweiziske domstol, peger i samme retning.*

Men derhos kan det endelig allervægtigst fremhæves, at overfor den samlede europæiske magtstigning, der har været jødernes i de sidste 50, ja de sidste 100 år, ville det da være komplet utroligt, hvis den art håb og vilje, som Protokollerne, som Louis Levy, som mange andre kilder afslører, ikke skulle have gjort sig gældende!

Det er en gal problemstilling at diskutere sandsynligheden eller ikke-sandsynligheden af det ene eller andet jødiske programskrift. Den rette problemstilling er dog naturligvis denne: Det er utænkeligt andet, end at jødisk ånd måtte udtænke retningslinjer og planer samtidigt med at jødisk magtrealitet efterhånden blev så stærk. Jøderne måtte da have været tossede ellers! Altså spørger vi kun sådan: Hvor finder vi parasitfolkets hemmelige planer, eller skulle de virkelig være holdt helt skjulte?

Dog, den der læser fremstillingen af Protokollernes historie og sammenholder deres indhold med de andre foran nævnte danske og franske skrifter, vil ikke kunne være i tvivl.

*) Jf. bl.a. nedenfor s. 77-78

19

a) Louis Levy om jødedommens mission.

Da verdenskrigen [den første, 1914–18] var endt, og nationerne atter begyndte at sunde sig efter den rædsel og nød, de havde udstået under den blodige strid, dukkede ganske selvfølgelig også spørgsmålet op, hvem der måtte gøres ansvarlig for den katastrofe, krigen havde påført verden. Spørgsmålet var ligetil. Thi erfaringen viste nu, at jøderne alle vegne begyndte at røre på sig, at de inden for alle samfund havde opnået en mere eller mindre fremtrædende indflydelse på de økonomiske, politiske, kulturelle forhold og navnlig alle steder førte an i dansen om guldkalven. Det var jøderne, der havde udnyttet krigsforholdene til at tilrane sig fantastiske formuer og som nu ved deres kapitalmagt ganske åbent arbejdede på at erobre den politiske magt. Midlerne til opnåelsen af målet var i de forskellige lande forskellig, men viljen var alle vegne den samme, og jøderne veg ikke mere tilbage for åbent at vedkende sig deres mål. Denne kamp om herredømmet førtes så åbenlyst, at endog en Walther Rathenau anså det for til­rådeligt at advare mod en alt for hensynsløs aggressivitet. For til en vis grad at imødekomme folkestemningen så han sig bl.a. foranlediget til at henstille til den tyske regering, at der burde foretages en særlig, kraftig beskatning af de enorme fortjenester, visse kredse havde opnået ved udnyttelsen af krigskonjunkturerne. I september 1920 krævede denne den mest fremtrædende mand inden for jødedommen i Tyskland, der ikke blot var en mægtig industrileder som præsident for Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG), men tillige en kendt forfatter af økonomiske og socialfilosofiske skrifter, at “samfundet under en eller anden form måtte aftvinge krigsmillionærerne en så stor del som mulig af de mægtige formuer, de har skabt sig ved udnyttelsen af den tragedie, som verdenskrigen betød for menneskeheden”. Dette svarede så nogenlunde til det forslag om merformueskat, som Herman Heilbuth her i landet var inde på 1918, da hans egen

20

skatteaffære vakte så stor opstandelse i offentligheden. Jøderne mærkede, at folkene langt om længe fik øje på deres kapital­udplyndringsmanøvrer og søgte nu at redde deres skind ved selv at foreslå en kraftig beskatning af de indtjente formuer. Godtroende mennesker kunne jo ikke uden videre erkende, at det hele var skalkeskjul.

Men mistilliden var nu engang vakt, og trangen til at komme til bunds i det rænkespil, jøderne tillod sig overfor folkene, gjorde sig stærkere gældende end nogensinde før. Man havde på den ene side set, hvorledes kapitalmagten koncentreredes på jødiske hænder, hvorledes bl.a. den amerikanske højfinans havde fået rådighed over størstedelen af verdens guldforråd og havde erkendt det intime samspil, der bestod jøderne imellem ud over alle folke- og landegrænser; man havde på den anden side set, at det i allerførste række var jøder, der stod forrest i den marxistiske verdensrevolution og i særdeleshed var drivkraften i bolsjevismens sejr i Rusland, i spartakisternes og syndikalisternes blodige terror i Tyskland, Ungarn osv. Og særlig lagde man mærke til det nære samarbejde mellem den gyldne internationales repræsentanter i New York og den røde Internationales i Petrograd og Moskva, som bl.a. viste sig i Jacob Schiffs finansiering af den russiske revolution i året 1917.

Til stadighed var derfor sindene beskæftiget med tidens mest påtrængende spørgsmål: Hvem havde interesse i denne katastrofe, hvem har forberedt verdenskrigen?

Der kan nu ikke være tvivl om, at de såkaldte “Zions Vises Protokoller”, som her i landet publiceredes under titlen “Jødefaren”*, i væsentlig grad bidrog til at udbrede …

*) S. Nilus, jødefaren. De verdensberygtede jødiske protokoller. udgivet af Lauritz Carlsen, samt S. Nilus, Jødefaren. Bevismateriale. Udgivet af Ejvind Hansen. Begge Kbhvn. 1920. Sidstnævnte skrift indskrænker sig til en undersøgelse af det rædselsherredømme, der blev indført i Rusland under revolutionen, navnlig efter at bolsjevikkerne havde sejret. Fremstillingen støtter sig på forfatterens egne oplevelser og iagttagelser og gør i ét og alt et aldeles tilforladeligt indtryk. Des mere infam er den karakteristik, “Social-Demokraten” den 2. oktober 1918 bringer i sin omtale af “Kgl. Hofboghandlerens Smudslitteratur”, hvor der med hensyn til disse to skrifter bemærkes: “Tilsammen virker de som et par alfonsers sjofle gebærder.” Jvf. nedenfor dette afsnits punkt d.

21

… kendskab til jødeproblemet. Dog allerede før dette skrift blev offentliggjort, var der fra en dansk jødeforfatter givet udtryk for netop de samme forventninger og grundtanker, der findes i Protokollerne, med en åbenhed, som ikke overtræffes. Denne mand hed Louis Levy, og skriftet, der tolker hans længslers mål, fører titlen: “Jøden som fredsstifter” og betegnes som et digt. Skriftet omfatter 6 afsnit, af hvilke det første, betitlet “Tiden er inde!” og det femte, der indeholder en appel til de jødiske kvinder, allerede kort tid efter krigens udbrud publiceredes i “Ekstrabladet”.

Denne jødiske højsang proklamerer altså allerede på et tidligt tidspunkt under verdenskrigen [den første], at nu er den jødiske races time inde til at skabe en ny fred, en fred i deres egen ånd. Det er kapitalmagten, det er den jødiske intelligens, der skal bane vej til den nye tid. Således lyder Levys indledende ord:

“Har det jødiske folk intet hjerte?
Er det intet folk?

Eller mangler det vilje?

Forstår det ikke sin hemmelige mission:
Det holder øjeblikket i sin hånd!
Ved det ikke, at det blev spredt for at samle?
At det har lidt for at skabe lykke?
Tiden er inde.
Pengefyrster, intelligensfyrster,
der er bud efter eders hjerte!
Det er høsttid for et folk,
der har vundet navnkundighed og ære
i fremmed tjeneste

22

og som har båret taknemmelighedens gæld
med en stolt sult
efter at betale den i gerning.”

Altså: Det er høsttid for det jødiske folk; tiden er inde til, at jøderne nu ordner verdens forhold og skaber fred efter deres behov, efter deres mål. Der siges udtrykkeligt:

“Lad nationens mænd træde sammen,
hver fra sit land.”

Det er altså jøderne, den jødiske nations mænd ganske alene, der skal træde sammen, “ikke for at afkaste åget, men for at sætte fredens vilje ind i verden”. Det skal imidlertid, siger forfatteren, ikke ske for at jøderne skulle tænke på sig selv, men “for at skærme den fremmede nation, enhver af os har kær!

(Altså dog: den fremmede nation, som jøden nu tilfældigvis havde tilknytning til, “havde kær!”) Det skal ske af kærlighed, siger han, uden at betænke, at det jo netop var hans egne racefæller, der opfyldte racens hemmelige mission ved selv at fremkalde verdenskrigen. Versene slutter med en fornyet appel til “pengefyrsterne” og “intelligensfyrsterne” om at gribe ind for derefter at slutte med den vidunderlige bravade:

“Alles øjne vil være vendt mod Eder,
et suk vil stige fra den ganske jord,
og hærene vil vakle, mens de lytter
efter den visdom, der i jøden bor.”

Tænk, det bliver jo næsten til rim. Og så stærkt følte altså Levy dog jødens kald, at han troede, hærene ville vakle, når denne blot anmeldte sine krav.

Afsnittet “Jødinden” er holdt i samme ånd. Her giver han udtryk for det forfængelige håb, at jøden engang vil blive modtaget med åbne arme, dersom han fra sin

23

Ahasverus-færd bringer fredens gave. Da vil den gammel-mosaiske lov, mener han, atter blive en verdensomspændende magt.

“Skel skal falde fra verdens øjne:
Ikke blot jøden skal blive forstået,
men loven, der har skabt ham.

Der er en pagt med skæbnen,
der hedder de ti Mose bud,
det var moralskelettet til en race.
Og det er blevet verdens tømmer,
selvopholdelsesdriftens lære,
lovens tempelindskrift.

Det er De ti buds tempel,
jøderne skal rejse
i fredens velsignede navn.”

Som jøden er uforståelig, en besynderlig verdenserobrer! — således er også — siger Louis Levy, jødinden skjult for verdens øjne, ukendt, unævnt. Og dog vil det være hendes mission at virke med ved genskabelsen af fred, da hun jo ligesom jøden kan gøre sin indflydelse gældende gennem guldets magt.

“Ja — lad verden engang se,
hvad de jødiske hustruer formår.
Sara, Rachel og Mirjam,
… der kaldes på Eders navne!
I kan, om I blot vil,
hæve tidens forbandelse.
Den tryllering af guld,
der spænder over kloden,
lystrer Eders hænder …”

Dette er altså ideerne, som besjæler en Louis Levy allerede i den første tid efter krigens udbrud. Men da så i efteråret 1917 Lenin har sejret, bolsjevismen har oprettet sit blodige rædselsregimente i Rusland, da jøderne alle vegne i Europa og Amerika rører på sig, da jødevældets konturer

24

begynder at aftegne sig mod horisonten, da stammefrænderne også her i landet har opnået en nærmest uindskrænket magtstilling, da er tiden også inde, da han kan tale rent ud om jødens mål og med, og da udgiver han i januar 1918 samlingen: “Jøden som fredsstifter”.

De fire yderligere afsnit, som foruden de to citerede her publiceres, siger mere om hebræernes egentlige væsen og hensigter, end der ellers bliver sagt.

Louis Levy understreger bl.a. — i versene om: “Ved din faders rædsel!” — at jøderne aldrig kan træde ud af deres race, men at de til alle tider og under alle forhold vil være bundet til deres racemærke, så de må lystre blodets røst. Det er til dem, handlingens og nuets Gud henvender sig: ——

Ser du ikke den brændende tornebusk? Det er dem, Gud kalder til selvbesindelse, “ved din faders rædsel!” jøden må aldrig svigte sig selv, thi den, der spotter, spotter Jehovah. Og Levy pointerer, at jødens forhold altid vil være religiøst bestemt, at jøderne er et folk af præster, og at de derfor vogter helligdomme.

“Det er således livet, der har skabt den lille Cohn.
Hvert skridt, han gør, forråder
hans utilfredshed med sin habitus.
Han kender sin adel.
Thi Cohnerne er fødte til at være ypperstepræster
i Jehovahs tempel.”

Levy mener, at det religiøse forhold er det absolut bestemmende for jødens forhold, og ikke hans geschäfts-dygtighed; at han “overalt, selv i Regnegade, er på Guds veje”. Hengivenheden for hans religion skal gælde ham mere end hustru, børn, gods og guld.

“Fritænker-jøden
har det ikke så meget anderledes.
Han er også en orientalsk fantast,
en lykkelig beboer af jord og himmel.

25

Jordens besvær skænker han det himmelske,
den himmelske nåde fordeler han på jorden.
Lad ham være nok så trænet
i vesteuropæisk regnekunst,
i statistik og anden kristendom,
han er dog og bliver sig selv:
en jøde.

Du kan derfor finde ham, hvor han slap,
i jødedommen!
Ellers var der ved Gud ingen grund,
til at have tillid til ham.”

Racepræget er altså uudsletteligt. Men ligeså uudslettelig er den særlige mentalitet, jøderne siden tidernes morgen ejer, og som viser sig i den hæmningsløse pengebegærlighed, i trangen efter at nå frem til magtens tinde og i den afgrundsdybe foragt overfor alt, som ikke er jødisk, overfor de andres verden, overfor dem, der lever “i statistik og anden kristendom”. Også det giver Louis Levy nu, da “tiden er inde”, åbent udtryk for. Dette sker i afsnittet “Vogtere af helligdomme”, hvor han — efter at have konstateret — at det er kirtlerne, som er den livgivende kraft i menneskenes legeme, “valpladsen, hvor livet besejrer den lurende død” — siger følgende:
 

“Nuvel! I det moderne samfund
har jøderne af klog selvopholdelsesdrift
taget plads i kirtlerne.
Samfundets kirtler: Børser,
banker, ministerier, dagblade,
forlag, voldgiftsdomstole,
assuranceselskaber, hospitaler,
fredspalæer
og andre bakteriologiske institutioner
har hver for sig sine jøder.
Og med rette!
Det er ikke blot jøderne,
der har følt kald
til at vogte de nationale helligdomme,

26

det er lige så vel udviklingslovene
og hensynet til det offentlige vel,
der har givet dem plads
i kirtlernes
hemmelighedsfulde korridorer.”

Dette er dog rene ord for pengene. Louis Levy stadfæster netop det, som så ofte bestrides, at jøderne “af klog selvopholdelsesdrift” er trængt ind i alle et samfunds centrer og derfra råder og regerer. Og han fortsætter endog: “Det er ikke alene guldets beslaglæggelse, der er tale om, når jøden sætter magt mod magt”, det er ikke alene rigdommen, der skal vise sin velsignelse. Nej, siger han, “det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fornuft i dette feberkaos.”

Efter at Levy på denne måde har skildret jødernes modus operandi, istemmer han højsangen over sin races uendelige magt og giver udtryk for sin ligefrem umenneskelige afsky og foragt overfor det jævne menneske i folket, som af instinkt er antisemit, fordi han vejrer den dødsfare, der truer fra modpartens side. Levy konstaterer, at jøden allerede for længe siden ved kapitalens magt (“guldets beslaglæggelse”) og ved indflydelse på presse og litteratur har opnået magten inden for samfundene. Han understreger:

“jøderne er ikke nogle millioner
uden åndelige førere,
de er vogtere af
helligdomme
overalt
i verden.”

Og efter på denne måde at have fastslået netop denne centrale kendsgerning, munder hans betragtninger ud i race­bevidsthedens forherligelse; den ubændige jødiske nationalstolthed toner frem, der i dag som til alle tider indebærer et rasende had mod alt det, der ikke er jødisk og i navnet “goyim” [3] har fået sit mest rammende udtryk. Man høre:

“Der er nogle toldere og syndere,
lærde og professorer, …

[3 Goy (flertal: goyim) er et hebraisk ord, med den oprindelige betydning nation eller folkeslag. Ordet optræder 550 gange i jødernes bibel og benyttes i dag både religiøst og sekulært, primært om ikke-jødiske mennesker, i betydningen “de andre”.]

27

… der udtaler sig om,
at jødespørgsmålet eksisterer ikke:
Jøderne er ikke noget for sig,
det er ingen race …
Spørg hver gadedreng,
han ved bedre besked!
Af krigeriske tilbøjeligheder
er han antisemit,
labanen.”

Ja, ve den, der ikke bøjer sig i dybeste ærbødighed og føjelighed for jøden, som til tider i hektiske tirader vedkender sig sin orientalske sjæl og sine sidste mål, men til andre tider, hvor forsigtigheden byder det, søger at benægte sin eksistens som egen race og at bestride sin magtsyge og begærlighed. Kendsgerningen bliver imidlertid, at jøden som særlig race er til, at han stræber efter verdensherredømmet og altid nærer håbet om, ved guldets magt og ved talrige underfundige midler, som har fundet deres karakterisering ikke blot i “Zions Vises Protokoller”, men også i det her citerede “digt” af Louis Levy, at kunne skabe en verden i sit billede.

Louis Levy kender også sin races sidste og højeste mål. Han hører jo til de profetiske ånder, der aner folkets store fremtid. En Ahad Ha’am [Asher Ginsberg], som blandt zionisterne anses for at være en af vor tids store israelitiske profeter, havde givet udtryk for, at den rigtige plads for Folkeforbundet ikke ville være Haag eller Genf, men Jerusalem. Han havde drømt om den herlige fremtid, da alle landes repræsentanter — naturligvis nationens repræsentanter — ville møde frem på bjærget Zion for der at indvie templet til den evige fred. Ak, Ahad Ha’am er jo den rene sinke i forhold til Levy; thi allerede i januar 1918 — altså længe før der overhovedet var tale om et folkeforbund — prædikede Louis Levy også om dette sidste store håb. Naturligvis, siger han, burde det jødiske folk have sin internationale repræsentation, sit eget territorium. Og da spørger han, om man nu ikke kunne være

28

gentleman nok til at give det den hellige stad? Ja, så ville Jerusalem, guldnettets midtpunkt, være det centrum, som alle lande måtte lystre, medens jøderne selv naturligvis ville blive fordelt ud over alle lande, for der at varetage racens interesser som “vogtere af helligdomme”. At forfatteren Louis Levy virkelig har næret denne tanke, derom vidner de følgende, ak, så højttravende ord:

“Tro ikke, at Vesteuropas jøder
ville flytte sig et hanefjed.
Tilsyneladende ville alt være uforandret.
Og dog ville hurtigt alt være anderledes.
Jøden ville være Herren i sit eget hus.
Det er en følelse; den giver stor tryghed.
Der ville være en plet, en jordstrimmel,
som hver enkelt
på en hemmelighedsfuld måde
ville føle som sin egen.
Mod det jødiske ansvar og den jødiske ånd, der herskede her,
ville der strømme kraft fra alverdens egne.
Jerusalem ville blive som den travle,
den spindende edderkop
i et net, hvis tråde glimtede af elektricitet og
guld over verden.

Jerusalem ville blive det jødiske pavedømme.
—— Og så ville det vidunderlige vise sig,
nemlig dette:
at Jerusalem formåede kun lidet,
når det gjaldt kampen om guldet,
men desto mere,
når det drejede sig om større spørgsmål,
om freden, om friheden
og om retfærdigheden.
Forvandlingen fra et spørgsmål om guld
til et spørgsmål om ånd
ville netop ske
i
guldnettets midtpunkt,
hvor alle tråde løb sammen,
i Jerusalem.”

29

Som et omkvæd til de temaer, der er blevet anslået her og der i samlingen, slutter det Levy’ske opus i afsnittet: “Den brændende tornebusk” med en fornyet appel til pengefyrsterne og intelligensfyrsterne om at lade freden sejre gennem dem. Atter lyder refræn’et:

“Vogtere af helligdomme!
Alt, hvad vi vogter, er nu i fare:
Bør vi da ikke vise vort mod
og afsløre vort hjerte
i en handling skabt i vort billede?”

Disse “fyrster” skal føle det som et religiøst kald at give verden freden tilbage, ved at oprette jødernes verdensherredømme med Jerusalem som guldnettets midtpunkt. Det er Jehovas bud, der skal opfyldes, et helligt bud, som det i tidernes morgen åbenbaredes for Moses, da Herrens engel ved Guds bjerg Horeb viste sig for ham i en ildslue, der slog ud af tornebusken, for at kalde ham til israelitternes frigørelse. Levy minder sine racefæller om dette ældgamle sagn, om deres ur-evige mission, og han føler sig i pagt med selve det guddommelige, når han besværger verdens “vogtere af helligdomme” om nu, da tiden er inde, at erkende deres mission, der for ham må have sin rod, sin oprindelse i selve Torah’ens profetier. Derfor slutter han også med ordene:

“Den, der spotter, spotter Jehova.
Den, der tier, fornægter Gud.
Gudens navn er: Jeg er!
Det er handlingens Gud og nuets:
Ser I ikke den brændende tornebusk?”

Hvert klart seende og logisk tænkende menneskes sind vil heraf kunne aflede jødernes mål og vil heller ikke mere være i tvivl om, hvorfor disse fremmede stræber efter magt og indflydelse. Det er ikke evnerne, som giver dem råderum inden for samfundets nervecentrer, men det er deres opgave,

30

der efter deres races hellige bud byder dem at trænge frem for at forberede vejen til verdensherredømmet. Nødvendighed tvinger dem til at misbruge den stilling, den indflydelse de har, til varetagelse af samfundet uvedkommende, ja skadelige formål. Thi for jøderne gælder nu engang racens, religionens bud mere end den fremmede nations vel, enhver af dem “har kær”. Målet er altså klart, og midlerne, der skal føre til målet, ligeledes.

Jøderne kunne nu overfor konstateringen af, at dette såkaldte digt af Louis Levy må anses for symptomatisk for jødisk være- og tænkemåde, indvende, at det her drejer sig om et fantasiprodukt, som kun kan stå for forfatterens egen regning. En sådan indvending gælder for intet. Der er ved ingen lejlighed fra jødisk side taget afstand fra digtets tendens; man har tværtimod på forskellig måde ladet forstå, at digtet netop giver udtryk for det store mål, jøderne har sat sig. Karakteristisk for den bedømmelse, det jødiske skrift har fundet hos racefællerne, er bl.a. den boganmeldelse, der offentliggøres i “Tidsskrift for jødisk historie og litteratur”, bd. 2, 1919, s. 195 flg. Her siges indledende: “Det er et digterisk opråb til jøderne verden over, halvvejs i profetstil, halvvejs i mere jordbundne udtryk, skrevet kort tid efter verdenskrigens udbrud (!), offentliggjort i sin helhed nu, januar 1918, da begivenhederne kalder på det jødiske initiativ.” (Fremhævelser af forf.) Efter en skildring af digtets, tankegang slutter recensenten med følgende for jødisk selvbevidsthed og nationalstolthed overordentlig karakteristiske ord:

“Sådan ruller strømmen gennem digtningen, og ved dens bred står digteren som “den orientalske fantast”, der aner magt i sig, føler sig i pagt med handlingens Gud og nuets og derfor besværger sine jødiske brødre om at rejse sig i deres styrke: Føl dig som jøde! Føl dig som fredens vogter og fremtidens bærer, hver i den fremmede nation, han har kjær! Og hærene vil vakle, medens de lytter til den visdom, der bor i jøden.”

31

Sådan lyder ordene i dette videnskabelige organ for jødisk litteratur og historie.

“Mosaisk Samfund” er selvfølgelig på samme måde begejstret for Levy, som i bladet fejres som “den stærkt nationaltfølende digter”, som “Danmarks eneste betydelige jødiske poet”. En pseudonym forfatter, “Ben Maimon”, som får lejlighed til at offentliggøre sin anmeldelse i “Aalborg Stiftstidende” (den 23.3. 1918 genoptrykt i “Mosaisk Samfund”), er begejstret over denne samling prosadigte, eller hvad man nu vil kalde dem, som netop gav udtryk for det dybeste i jødens sjæl. Det måtte også efter hans opfattelse anses for at være jødernes specielle opgave at være “fredens salt”, da de jo var “det folk, der ved og gennem slægts- og folkearv har fået ufreds-ideen podet ind på sit instinkt som noget tilvant, men forfærdeligt”, og da de levede spredt og havde broder stående mod broder i krig i hver sin armé. Også for denne anmelder står det fast, at jøderne må få en egen stat i Palæstina; men han fremhæver samtidig med største tilfredsstillelse, at denne tanke nu også har fremtiden for sig, eftersom Balfour i brevet, han den 2. november 1917 havde sendt til Lord Rothschild, havde givet den engelske regerings tilsagn om, at det jødiske folk efter krigen ville få et nationalt hjemsted i Palæstina. Han mener også, at den tyske regering vil godkende planen, da den måtte tage hensyn til, “hvad tyske jøder har betydet både for krigens begyndelse og dens førelse indtil dato”, og derfor kan han (og det mosaiske samfund med ham) så inderligt slutte sig til Louis Levys profetier. Selv siger han:

“Jøderne bør have deres land igen; ikke således at forstå, at alle jøder skal sendes til Palæstina — har de skabt sig en eksistens andetsteds og nyder borgerlig tillid der, vil de selvfølgelig blive der og med deres personlighed gennemsyre det samfund, de lever i, samtidig med at de lidt efter lidt udviskes som jøder, bliver naturlige bestanddele af det folk, de har sluttet sig til. Men alene det, at de har et land, de kan kalde deres, at de ikke mere er “Proletarfolket”, men en nation som enhver

32

anden, der har et sted, hvor deres sprog tales, og deres liv leves efter deres kulturs krav, vil være folket selv en støtte — vil være kulturen i det hele taget en støtte, fordi derved en ny strømning (men med gammel berettigelse) vil kunne gøre sig gældende samlet udgående fra Jerusalem, ikke som nu spredt udgående fra enkeltpersoner i alle verdens lande. Og de vil som andre folk have et samlingstegn, deres eget nationale land og nationale farver, som Danmark har sit Dannebrog, og hussiterne havde den tromme, hvis skind var garvet af den elskede Preben Ziskas’ hud.”*

Ja, det er dog vel ånd af Levys ånd. Denne skribent undser sig heller ikke for udtrykkelig at godkende, at jøderne netop “af klog selvopholdelsesdrift” har taget plads i samfundets kirtler, og påpeger endvidere, at jøden altid var pengemanden, “ikke fordi han særlig ønskede det, men fordi vejen til jord og til embeder, studier og meget andet var ham spærret: og fordi han gennem guldet kunne blive en Shylock, der skar et pund levende kød ud af den forhadte undertrykkers side”.

b) De første efterkrigsårs diskussioner om jødernes stilling inden for de forskellige samfund.

Så sandt Zions Vises Protokoller — uanset om de er ægte eller ej — havde givet et vægtigt bidrag til belysning af de hemmelige jødiske planer, der gik ud på erobringen af verdensherredømmet, og så sandt som Louis Levy opfordrede sin races intelligens- og pengefyrster til nu endelig at skride til handling og at skaffe en ny verden i deres billede, så sandt regnede jøderne med, at tiden nu var inde til gennemførelse af de mest forvovne planer. Jøderne havde jo allerede længe forud regnet med verdenskrigens komme og knyttet de største forventninger til den omvæltning, der måtte følge i krigens kølvand. På den ene side regnede de med den

*) Forfatteren er formodentlig Ålborg Stiftstidende’s redaktionssekretær, cand.jur. Knud Fridericia Levison.

33

marxistiske revolution, på den anden side med plutokratiets sejr, og ad begge veje håbede de at nå fremefter. Thi såvel den røde som den gyldne internationale tjente jo selvsamme mål, oprettelsen af det så stærkt attråede verdensherredømme. Alt var forberedt. Det viste sig bl.a. deri, at den store zionistfører Max Nordau allerede 1903 — ifølge en den 19. september 1919 publiceret afhandling i “American Jewish News” — i en tale i Paris forkyndte den kommende verdenskrig, fredskonferencen og oprettelsen af et jødisk Palæstina under engelsk protektorat. I denne tale erklærede Nordau også, at den ligeså kendte zionistfører Theodor Herzl vidste, at hele verden stod overfor en forfærdelig rystelse. Herzl og Nordau vidste altså begge besked om de ting, der skulle komme.

Verdenskrigen kom, og den førte i virkeligheden også til en enestående koncentration af kapitalen i den jødiske højfinans’ hænder; ligesom den gav stødet til, at jøderne inden for alle samfund vandt en overmægtig stilling både på det økonomiske og det politiske område

De Københavnske jøders ugeblad “Mosaisk Samfund”, som i overgangsårene redigeredes af J. Wulff og Aage Lotinga, giver mange vidnesbyrd om de højstemte forventninger, den ortodokse jødedom knyttede til den situation, der var opstået ved verdenskrigens slutning. De betragtninger, dette organ tid til anden er inde på, er ikke til at tage fejl af, men der gives deri ikke udtryk for andet end netop for de synspunkter, tendenser og håb, som også gjordes gældende inden for andre landes jødedom.

Nogle enkeltheder af dette jødeorgans verdenspolitiske betragtninger skal her gengives.

Med hensyn til jødiske firmaers indflydelse i Amerika bringer nævnte ugeblad den 26. 7. 1919 nogle uddrag af “Frankfurter Zeitung”, som beretter om de fremtidshåb, jøderne knytter til deres racefællers virksomhed i U.S.A. Der bemærkes bl.a., at Amerika under krigen ikke blot har indtjent 4 milliarder Dollar på krigen, som den fordel, det kunne drage

34

af den europæiske ødelæggelseskamp, men at det ud over dette også havde nået et forspring frem for England på det internationale kapitalmarked. Der konstateres: “England må for fremtiden dele stillingen som verdensbankier med andre, og New York anmelder allerede i stort omfang sine krav. Wall Strets finansmænd ønsker nu vedblivende at finansiere udenlandske stater, ikke blot som efter den russisk-japanske krig undtagelsesvis. Heller ikke blot sekundære stater — men overalt og alle; Dollar-vekslen skal i fremtiden spille samme rolle som Sterling-vekslen hidtil. Amerikansk kapital skal gå i brechen, hvor engelsk kapital ikke mere er til rådighed. Den sydafrikanske mineindustri såvel som den canadiske industri skal finde Wall Strets pengemarked åbent, men først og fremmest skal Amerika optræde som eksportør.”*

Dette er altså den amerikanske jødekapitals mål. Samtidig fremhæves, at bl.a. American international Corporation vil spille en særlig rolle ved denne udvidelse af det amerikanske kapitalmarked. Denne korporation, der rådede over en aktiekapital på 50 mil. Dollar, stod under ledelse af Vanderlip; men Morgan fra standard Oil Co., såvel som “det jødiske kæmpefirma Kuhn, Loeb & Co.” var repræsenteret i dens bestyrelse, og sidstnævnte firma var ydermere stærkt interesseret i U.S.A.’s ledende industri- og jernbaneselskaber. Der menes dernæst, at Amerika, uden tvivl ville kunne yde en stor indsats på afsætningen af masseprodukter som olie, bomuld, kobber, skrivemaskiner og deslige; også som …

*) Den 10. ju1i 1924 meddelte det zionistiske “Wiener Morgenzeitung”, at halvdelen af hele verdens guldforråd var i de amerikanske bankers besiddelse. Der vedføjes: “Hele jordens guldproduktion beløb sig i det forløbne år til 78,5 mil. £, og deraf stammer mere end halvdelen fra Transvaal. Den pris, der betales for guld, fastsættes hver morgen kl. 11 3/4 i London, thi Themsbyen, gennem hvilken den største del af det ny producerede guld flyder, er stadigvæk verdens guldmarked, og dette marked har sit sæde i Rothschild’ernes bankhus.”

35

… producent af sådanne, men tvivlsomt måtte det være, om landet også kunne tage konkurrencen op på de almindelige handelsområder. Dog, nogle chancer var til stede. Thi: “Til fremme heraf råder det bl.a. over de 2 1/2 mil. jøder, der er fordrevet fra Rusland, og som måske kan blive værdifulde pionerer for Amerika.” Dertil ville landet også vinde noget ved “værdifulde internationale elementer, som f.eks. børsmedlemmer af tysk-jødisk afstamning”, som før havde været den engelske finansmagts støtter, men nu, efter at være blevet forstødt af London City, med åbne arme var blevet modtaget i Wall Stret.

Dette er altså betragtninger, “Frankfurter Zeitung” er inde på, og som fuldstændig falder i tråd med det, “Mosaisk Samfund” mener.

Noget uklar er den stilling, jødebladet indtager overfor bolsjevismen i Rusland. Herom citerer “Mosaisk Samfund” den 12. juli 1919 en artikel af kommunistorganet “Klassekampen”, i hvilket det spørgsmål undersøges, hvorvidt bolsjevismen må betegnes som en ren jødisk bevægelse under hensyn til, at den i overvejende grad stod under jødisk ledelse. I denne afhandling understreges kraftigt, at der ikke var nogen grund til at antage, at alle russiske jøder havde sluttet sig til revolutionen, da der jo alle vegne fandtes jøder, der spillede en stor rolle som kapitalister og spekulanter, var udbyttere og store finansmænd og som sådanne selvfølgelig ikke kunne føle sig solidarisk med proletariatet. Også i København fandtes russiske jøder, der var kontrarevolutionære, som f.eks. redaktør Trotzki (der ikke måtte forveksles med den store revolutionær af samme navn), der arbejdede sammen med monarkisten fra tsarvældet, den tidligere guvernør over Petrograd, fyrst Obolenski, eller som Anna Mironowna, der fortjente enhver arbejders foragt, og Wladimir Grossmann, der stod i kapitalisternes tjeneste (og samtidig var en meget ivrig medarbejder ved “Politiken”. Anm. af forf.). “Klassekampen” afviser påstanden om, at alle jøder skal være bolsjevikker, idet en sådan kun kunne have til

36

formål at opfordre til jødehad, antisemitisme, til jødemassakre og pogromer, enten direkte eller indirekte.

Dog derefter véd “Klassekampen”, sammen med “Mosaisk Samfund”, at forklare de hebræiske medborgere, hvor de rettelig hører hjemme i den politiske kamp. Thi artiklen slutter med følgende betragtninger:

“Hvad bør de jødiske arbejdere og den jødiske intelligens gøre? De bør på ingen måde lade sig skræmme, afskrække af kapitalistpressen. Den kapitalistiske, borgerlige og socialdemokratiske presse opfordrer til at tage hævn over jøderne, når bolsjevikkernes magt er knækket. Erfaringen i Polen viste, at deres ord har virkning. Derfor må de jødiske arbejdere og den jødiske intelligens mere ivrigt end deres ikke-jødiske brødre arbejde for verdensrevolutionen. For under en socialistisk ordning vil der ingen pogromer finde sted.” Og der sluttes med de patetiske ord: “De må ikke glemme, hvad deres store stammefæller, jøderne Karl Marx, Lasalle, Ludvig Börne, Heinrich Heine og andre lærte dem.”

Denne gang svigter dog modet hos jødebladet meget hurtigt. Thi i flere senere publicerede bidrag er man stærkt betænkt på at bevise, at jøderne alligevel ikke spiller en særlig rolle i den russiske revolution.* Israels-missionær frk. J. Hofman-Bang mener i en artikel, som det jødiske organ genoptrykker efter “Kristeligt Dagblad”, at jødedommen i sig selv slet ikke kan harmonere med bolsjevismen, da jøderne jo altid havde været arbejdsomme mennesker og til alle tider var blevet opdraget i menneskeslægtens børnelærdom: “Seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning”. Det passede slet ikke til bolsjevikkerne, som jo helst ville uden om sliddet eller også på den aller letteste …

*) Jvf. artikler i “Mosaisk Samfund” af 30. 8. 1919, 4. og 11. 10. 1919 (frk. J. Hofman-Bang), af 6. 3. 1920 (dr. Pasmanik), af 14. 8. 1920 og 4. 12. 1920 (Aage Lotinga) og af 16. 10. 1920 (Israels-missionær pastor E. Clausen).

37

… måde slå sig igennem livet ved bare at snuppe fra de andre. Forfatterinden kender tilsyneladende sin Talmud, hvor hun har læst noget om, at “arbejde er en æressag”, eller også fundet sætningen: “Påtag dig ethvert som helst af de ringeste arbejder, brug blot ikke offentlig understøttelse.” Hun hævder for ramme alvor, at respekten for arbejdet aldrig har forladt jøderne, og at “Malacha melucha” — dvs.: Arbejde er en kongekrone — er et ord, der er gængs imellem dem. Denne værdige repræsentant for Israels-missionen ved endnu meget at fremføre til forsvar for jøderne. Hun citerer bl.a. de af hende fremfundne ord i Talmud: “Enhver tage lige så meget hensyn til den andens penge som til sine egne” — og vedføjer: Spørg bolsjevikken, om han anerkender denne leveregel. Hun mener, at Israels børn i årtusinder har fået indprentet ordene: “Du skal ikke ihjelslå” og mener, at bolsjevikkerne jo ikke havde vist nogen afsky for at udgyde blod. Alt dette har hun tilsyneladende afskrevet af dr. Blochs Wochenblatt af 29. august 1919. Dernæst gør hun rede for revolutionens udvikling i Rusland, mener, at de jødiske masser almindeligvis havde holdt sig uden for bolsjevik-bevægelsen, men at kommissærerne rigtignok for en vis del var jøder, mænd, som før i tiden i kampen for Socialismen og retfærdigheden til dels var blevet landsforviste og nu tog hævn overfor det samfund, der havde jaget dem i landflygtighed. Og for at føre sandhedsbeviset for sit forsvar for de arme jødiske folk, støtter hun sig til udtalelser af Leo Trotzki, dr. A. Coralnik og Alexander Kerenski. Sidstnævnte skal have udtalt, at 99 pct. af de russiske jøder var mod Lenins yderliggående marxisme, medens dog — til ulykke for jødefolket — mange bolsjevikførere var jøder. En dr. Pazmanik skal have udtalt, at de ca. 2 millioner jøder i Rusland, som hovedsagelig tilhørte den såkaldte borgerklasse, havde tabt alt under revolutionen og derfor sandelig ikke kunne have nogen sympati for det nye styre. Hvis endelig jøderne var velsete af bolsjevikregeringen, hvordan kunne det så forklares, at

38

der var udstedt forbud mod hebræiske skoler og den hebræiske presse, og at også zionismen var forbudt. Nej, konkluderer frk. Hofman-Bang: jøder er ikke bolsjevikker! — Ja: Hun er jo fra den danske Israels-mission, hun må jo vide det.

De samme anskuelser hævdes selvfølgelig af missionæren pastor E. Clausen, som efter sit kendskab til østjøderne særlig under verdenskrigen og “krigen efter krigen” mener at kunne påstå, at “jødefolket som folk absolut må frikendes for medskyld i bolsjevismens terror”. For ham står det klart, at en bolsjevikisk tanke og agitation er fuldstændig fremmed for jødefolkets ledende kræfter og dets bærende idé. Nej, det er de fritænkeriske jøder, som har løsrevet sig både fra folkets religion og fra folket selv, der står i bolsjevikkernes forreste rækker, personer som Trotzky, Bela Khun, Liebknecht, Rosa Luxemburg osv., og Lenin, om hvilken imidlertid bemærkes, at han ikke var jøde, men en russer, hvis moder imidlertid vist var jødinde. Jøderne var nu engang et folk af profeter — for Gud eller djævelen, alt efter deres tro og vantro. Pastor Clausen mener endvidere, at når de fem småstater Danmark, Norge, Sverige, Holland og Svejts var blevet forskånet for verdenskrigens jammer, var det sikkert en Guds løn; fordi de aldrig havde tilladt jødeforfølgelser. Deri åbenbarede sig Bileams urgamle velsignelse over Israel: “Den, som velsigner dig, være velsignet, den, som forbander dig, være forbandet.”

Mere håndfast tager redaktør Aage Lotinga fat på problemerne. Han har — ifølge oplysningerne i artiklen: “Er jøderne bolsjevismens og germanismens hovedfjender”, som publiceres i “Mosaisk Samfund” den 4. 12. 1920, og som bragtes med hans initialer i “Folket” den 24. 11. 1920 — “fra autoritativ side, der står Ententens [4] diplomatiske kredse nær”, modtaget en række interessante oplysninger, der — som han siger — kaster et helt nyt lys over forskellige vigtige problemer. Så fortæller han: …

[4: Entente-magterne var under Første Verdenskrig en alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina.]

39

… “Kvinden, Dora Kaplan, der skød på Lenin, var jødinde, og af de 6.000 personer, der som hævn blev myrdet, var den overvejende del jøder. Det var ligeledes en jøde (Kannengiesser), der dræbte uhyret Uritzky, og det er værd at bemærke, at næsten samtlige jødiske blade er blevet forbudt som anti-revolutionære. kampen mod bolsjevikkerne har også fået betydelig finansiel støtte fra jødisk side. Meget ejendommelig er den rolle, som det jødiske befolkningselement spillede i Ukraine under den tyske besættelse. Her var det ligeledes en jøde, der dræbte den tyske statholder grev Mirbach; og i de guerillakampe, der regnes at have kostet hen ved 60.000 tyske soldater livet, tog jødiske friskaremænd ledende del.”

Endelig mener den jødiske skribent dr. Pasmanik, at bolsjevismens beståen er en alvorlig fare for jødefolket i Rusland, fordi jøderne altid havde tilhørt det mindre bourgeoisi og nu var truet i deres eksistens. Da der blandt kommissærerne ofte fandtes jøder, havde bolsjevismen haft en skærpelse af antisemitismen som resultat. Og dette er — mener Pasmanik — ikke vanskeligt at forstå. Thi: “Bolsjevismen vil bringe de laveste instinkter og begæret til at herske over verden; den bygger sin sejr på hadet og alles forbitrelse mod alle. Og denne atmosfære fører uundgåelig til udbredelse af antisemitismen.” Dette var nærmest mere selverkendelse fra en jødisk forfatters side, end man skulle have ventet.

Endelig beskæftiger man sig også med jødernes stilling inden for Entente-magterne.

Her har vi med et særlig interessant spørgsmål at gøre, idet dette spørgsmål bl.a. behandles på grundlag af et skrift “The Jews among the Entente Leaders”, som 1918 med den britiske regerings tilladelse blev udgivet for private kredse, og som giver et umådelig vigtigt bidrag til karakterisering af den indflydelse, jøderne havde erhvervet sig hos Entente­magterne. Jøderne har senere ikke rigtigt villet være ved, at dette skrift eksisterede — sagen ligger altså her noget lignende som med hensyn til “Zions Vises Protokoller” — men da det alligevel kom uvedkommende personer i hænde, måtte man jo rykke ud med sproget. Da erklærer en monsieur B. S.

40

i det jødiske “Central-Vereins-Zeitung” (nr. 14, 1922), at bogen, som indeholder levnedsbeskrivelser af 16 førende jødiske personligheder, ikke er uinteressant, idet den indeholder levnedsbeskrivelser af nogle jødiske personligheder i Entente-staterne, der som politikere, statsmænd osv. under krigen har ydet deres respektive fædrelande store tjenester. “Bogen er”, fortsættes der, “holdt i en jævn tone, uden nogen som helst stortalenhed eller tendens til at gøre sig velyndet. Var bogen kommet frem til den brede offentlighed gennem boghandelen, ville den have virket som skryderi og påtrængenhed. Derfor(!) var den kun bestemt for en snæver læsekreds.”

Alfred Rosenberg har været i stand til at bringe større uddrag af dette jødeskrift i sin bog: “Die Protokolle der Weisen von Zion und die jüdische Weltpolitik”, og det viser sig her, at en artikel i “Mosaisk Samfund” bringer navnene på jøderne blandt Entente-magterne i næsten helt igennem den samme rækkefølge som den, i hvilken Rosenberg citerer dem efter det engelske agitationsskrift. Et eksemplar af dette har altså foreligget for medarbejderen ved “Mosaisk Samfund”, da han (efter al sandsynlighed redaktør Aage Lotinga selv) affattede afhandlingen: “Det jødiske samfund ude og hjemme”, som publiceredes i nævnte organ den 30. august og 6. september 1919. Men selvfølgelig nævnes kilden ikke!

I den nævnte artikel fortælles nu:

“Det bliver ligeledes fanatisk hævdet, at jøderne under krigen var tysksindede. Et blik på verdenskrigens historie vil vise falskheden i denne påstand. At de tyske jøder som en selvfølge har fulgt deres fædreland i ret og uret gennem tykt og tyndt er kun et bevis på deres loyalitet. Men kaster vi blikket på Entente-staterne, så vil vi se, at jøderne i næsten alle lande har været blandt førerne i kampen mod Tyskland! I England var 2 jøder, Herbert Samuel og Edwin Montague, medlemmer af den regering, der erklærede Tyskland krig. Den ambassadør, der overrakte krigserklæringen, Goschen, var af jødisk afstamning.* En fjerde jøde, Sir Alfred Mond, blev senere intimt knyttet til Regeringen.

*) Er vel indføjet af Aage Lotinga, da Rosenberg ikke nævner ham.

41

Og det var en jøde, Lord Reading (tidligere Rufus Isaacs), der som overordentlig gesandt fik knyttet det endelige bånd mellem England og De Forenede Stater, det bånd, der lagde sig som en løkke omkring Hohenzollernes hals. Den italienske minister Sonnino, der lige fra krigens begyndelse var en af de ivrigste Entente-venner, har jødisk blod i sine årer.* Joseph Reinach (Polybe), den kendte franske nationalist, hvis pen utrætteligt har tjent Frankrigs sag under krigen, er jøde. Føreren for det berømte australske troppekontingent, general Sir John Monash, er jøde. Baruch,** hvem organisationen af den amerikanske krigsindustri blev betroet — er jøde. Af præsident Wilsons to bekendte intime venner og rådgivere under hele krigen (oberst House og højesteretsdommer Brandeis) er Brandeis jøde. Og jøde er — lad det erindres — Samuel Gompers, den store amerikanske arbejderfører, der med utrættelig energi fik Amerikas millionhær af arbejdere til at sætte deres yderste ind på at vinde krigen, og som under sit besøg i London blev hyldet som en af de mænd, hvis bestræbelser sejren skyldtes. Denne række navne turde måske tale for sig selv.”

I øvrigt bringer det jødiske organ i den her behandlede periode selvfølgelig mange beretninger om de rædsomme pogromer, der foregår i Ukraine, før bolsjevikkerne dér opnår sejr, og det mangler ikke på kraftige solidaritetstilkengegivelser med de forfulgte racefæller.*** Ifølge oplysninger, som en jødekristen pastor Peter Gorodischz fra Kiev ved et ophold i Stockholm havde givet, skulle der i løbet af 9 måneder i 1919 være myrdet 111.000 jøder i Ukraine, alene i Kiev …

*) Rosenberg oplyser om denne italienske udenrigsminister Sidney Sonnino, at han var født i Alexandria som søn af en jødisk bankier, at han var millionær og højgradsfrimurer. Efter det jødiske værk citerer han dernæst følgende ord: “Italien var endnu ikke (efter San Guilianos død) trådt ind i krigen, men under ledelse af baron Sonnino tog det efter nogle måneder sin plads ved siden af de allierede og var dem en tro forbundsfælle både i held og uheld.”
**) Om Baruch siges ifølge Rosenberg i et jødisk skrift, at han “i virkeligheden har den fuldstændige bestemmelsesret over alle industrier i De Forenede stater”.
***) Jvf. artiklerne i “Mosaisk Samfund” bl.a. 9. 8. 1919, 27. 3., 1. og 29. 5. 1920.

42

… 2.400 kort før præstens afrejse. Grusomhederne var der blevet udført af officerer og soldater i den såkaldte frivillige hær. “Mosaisk Samfund” er i en anden artikel meget bitter mod Petljura, der sammen med Pilsudski ville bringe Ukraine under polsk styre. Organet holder i dette punkt med Radek, som efter dets skøn med rette havde påpeget, at de polske adelsmænd i fem århundreder kun havde undertrykt den ukrainske bondestand. Polen havde aldrig gjort sig fortjent til Ukraine og havde med urette i 1918 erobret Østgalizien. Petljura havde aldrig været nogen tilforladelig forbundsfælle, havde solgt sovjetregeringen til Entente-magterne og havde, udover at han med nogle bandithorder havde hærget Ukraine, aldrig repræsenteret noget. For egen regning bemærker jødebladet endvidere, at denne mand nu havde solgt sig til polakkerne “ganske som en prostitueret fra gaden”, og det var det mest forargelige ved historien.

Dog, hvorom alting er: De Københavnske jøder har taget disse beretninger som anledning til en storstilet hjælpeaktion og den 18. marts 1920 i et opråb til medlemmerne af Det Mosaiske Trossamfund anmodet om indbetaling af bidrag til de så fortrykte og kuede racefæller i Østeuropa. Her fortælles, at “væbnede bønders (!) overfald på jøderne har haft et omfang, der stiller alt andet i skygge”. “Mindst hundrede tusinde af vore brødre og søstre,” fortsættes der, “er undergivne uhørte pinsler, blevet skændede og myrdede”; i august 1919 havde den jødiske hjælpekomite optalt ca. 35.000 børn, som var blevet helt forældreløse. Opråbet er underskrevet af: grosserer C. H. Melchior, formand for repræsentanterne for det mosaiske samfund; overrabbiner M. Friediger, grosserer Carl Levysohn, præsident for Danmarks-logen U.O.B.B. Nr. 712, fhv. overrabbiner professor D. Simonsen, formand for Alliance Israelite Universelle’ s danske afdeling, bankier Valdemar Goldschmidt, højesteretssagfører C. B. Henriques, vekselmægler Wm. Heckscher og vekselerer Martin J. Levin, komiteens hovedkasserer. De mest prominente medlemmer

43

inden for det jødiske samfund har altså sluttet sig sammen for at støtte jødedommen i Østeuropa.

c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske dekoration Officier d’Académie.

I første nummer af “Mosaisk Samfund”, for hvilket den radikale hebræer Aage Lotinga — senere katolik og 1935–40 endog formand for Administratores for Academicum Catholicum — tegner sig som ansvarshavende redaktør; findes i den allerede nævnte store afhandling: “Det jødiske spørgsmål ude og hjemme” et kraftigt opgør med den moderne jøde, der svigter sine forfædres tro, er vantro, groft materialistisk, “liberal”, “international”. Om denne siges, at han i virkeligheden er lige så lidt jøde, som han er dansk, tysk eller engelsk. “Han er,” gentages der, “et ganske løsrevet individ, blottet for enhver national følelse, såvel overfor sin egen race som overfor enhver anden. Han tror hverken på Jehova eller Kristus, han er fædrelandsløs, hvor han end færdes, han er fuldkommen forsumpet i den groveste materialisme”. Lotinga — thi der må gås ud fra, at han er forfatteren — har altså sine meningers mod. Han understreger ligeså kraftigt, at den jøde, der er religiøs og virkelig føler sig bunden til sin race, i desto højere grad vil bestræbe sig for at blive en loyal borger i det land, hvor hans vugge har stået; jo mere han føler sig knyttet til sit fødeland, desto stærkere vil han også være i sin fædrelandsfølelse, thi han vil føle ved sig selv, at “hans og hans races skæbne er i den højestes hånd, og at hans pligt, hans guddommelige pligt, er, at udrette sin gerning i det land og for det land, som er blevet hans fædreland.” Som man ser, behøves der dog al slags begrundelse for, at en ortodoks jøde skal føle sig som en særlig loyal statsborger og ægte dansk patriot. Ved anden lejlighed går Aage Lotinga kraftigt i rette med storspekulanterne som han anerkender,

44

til en ikke ringe del er jøder, og ved lejlighed gør han også grundigt op med “Politiken”s folk, som han ikke rigtig vil regne med til jødedommen, da de til dels netop hører til de “liberale” og “internationale” jøder.

Lotinga er altså patriot, overbevist talmudist og — oven i købet lidenskabelig tilhænger af Ententen og følgelig i afstemningstiden fanatisk Flensborg-mand.

I “Mosaisk Samfund” beskæftiger han sig med jødernes fremtidige verdenspolitiske pligter, hvorved han med navns underskrift højtideligt vedkender sig den opfattelse, at “selvfølgelig bør jøderne i alle lande uden for centralmagterne af al evne og med al energi støtte Entente-staterne i enhver fremtidig konflikt med Tyskland-Østrig, således som de også gjorde under verdenskrigen. Og de bør gøre det under konflikter af enhver art, ikke blot militære, men i fuldt så høj grad økonomiske og kulturelle”. Disse sætninger udhæves stærkt i teksten, idet forf. samtidig giver udtryk for, at jøderne ikke blot skal handle således for deres races skyld, men, “som venner af civilisationens store principper om frihed og lighed og som fjender af vold og barbari”. Han er navnlig Frankrigs håndgangne mand og påpeger, at det var Frankrig, der først gav jøderne fuld statsborgerlig ligeberettigelse, der ligesom England og Stalin havde hædret race­fællerne med fuld tillid, så at disse inden for de nævnte stater i menneskealdre havde kunnet glæde sig ved fuld ligeret med de andre borgere og uindskrænket havde nydt godt af fremskridtets og kulturens goder. Derimod havde jøderne i Tyskland altid været anset for mennesker af ringe stand, så de bl.a. aldrig havde været velsete som officerer. Først “da krigen kom, var de gode nok til at slagtes ved fronten i tusindvis for den tyske sag”. Men nu, da krigen var tabt, gjordes de ansvarlige for det tyske nederlag.

Aage Lotinga påberåber sig i sit indlæg en samtale med et medlem af det franske Diplomati, i hvilken han havde fået stadfæstet, at de franske jøder altid havde nydt anerkendelse

45

for deres oprigtige fædrelandskærlighed, og at de havde været tapre soldater og ypperlige organisatorer. Jøderne hele verden over burde derfor hjælpe dette land og Belgien ved genoprejsningsarbejdet dér, “hvor tyskerne har huseret som ondskabsfulde dyr.” Her måtte de jødiske finansmænd verden over gribe hjælpende ind med reparationslån, og endvidere i tilfælde af konflikt — som det siges i det indledende nævnte citat — “med al energi støtte Entente-staterne.” Thi — konkluderer den jødiske forfatter:

Der vil hengå utallige år, inden krigserstatningerne bliver blot tilnærmelsesvis betalt. Tyskland er ikke blot fallit, men tilmed en upålidelig og uvillig fallent, der vil sætte alt ind på at unddrage sig sine forpligtelser, thi tyskerne er ikke gået ud af krigen og nederlaget med forbedrede karakterer eller en forbedret moral, snarere det modsatte; og for dem er en traktat stadig kun “a scrap of paper”.”

Når man læser disse betragtninger, kan man ikke være i tvivl om, hvem der er forfatter til de mest ondsindede betragtninger, der efter krigen rettedes mod Tyskland i “Finanstidende”, og som ord til andet publiceredes i “Mosaisk Samfund” den 12. juli 1919. Det er overvejelser skrevet ud af Aage Lotingas ånd, og det er ord, der vel kun kunne skrives af denne ene mand, men selvfølgelig måtte finde bifald såvel hos “Finanstidende”s redaktør Carl Thalbitzer som hos det jødiske ugeblads daværende redaktører J. Wulff og J. Prag, selvom de sidstnævnte i indledningen til artiklen bemærker, at denne må stå for “Finanstidende”s egen regning. Hvis jødeorganet ikke kunne godkende de her fremsatte synspunkter fuldt og helt, kunne det jo have undladt at aftrykke dem.

Artiklen, som i “Mosaisk Samfund” har overskriften: “Karthago-Tyskland”, lyder som følger (fremhævelser af forf.): 

Omkring år 260 før vor tidsregning var Kartago den mest blomstrende handelsstad. Den beherskede Middelhavet og besad en industri, der truede med at erobre den hele dakendte verden, endogså Italien.

46

Sicilien var lige som Spanien under dens herrevælde. “Romerne kan ikke vaske deres hænder i havet, uden at de får tilladelse af os”, sagde karthagerne.

Det store sammenstød mellem Rom og Kartago førte efter slægtleds kampe til fredsslutningen i 201. Hannibals hære var knuste, fjenden stod foran byens porte. Fredstraktaten bestemte, at Kartago skulle udlevere alle sine krigsskibe, på nær ti, måtte betale en uhyre sum årligt i 50 år som skadeserstatning og aldrig føre krig uden Roms tilladelse.

I løbet af det næste halve århundrede voksede Kartago sig trods tab og krigsbyrder rigt igen og kunne i velstand og omfang kappes med Rom. Derfor hævdede Cato, at Kartago måtte ødelægges, og Rom krævede stadens fuldstændige afvæbning, alle skibes udlevering, og at befolkningen skulle opgive sine byerhverv og blive et agrarfolk. Da kartagerne afslog dette, var det, at romerne jævnede byen med jorden. Af dens 700.000 indbyggere blev kun 55.000 tilbage. Resten var dræbt i kamp eller af sult og sygdom. De 55.000 blev solgt som slaver.

Men Rom voksede sig stort og mægtigt. Gennem nye krige forøgede det sit verdensherre-dømme, og underlagde sig blomstrende riger. To tusinde år derefter har den europæiske kultur spredt sig fra Italien, ud over hele jordkloden, mens Kartago sover den evige søvn, i Saharas ørken.

Og historien gentager sig, om end i større dimensioner. Våbenstilstanden og den fredstraktat, verdensbeherskerne i Versailles har overrakt Tyskland, ligner de to fredstraktater, romerne dikterede Kartago i årene 201 og 146 før Kristi fødsel. Tyskland har måttet udlevere sin krigsflåde og har mistet alt, hvad det ejede i udlandet. Det må ikke føre krig og skal betale en uhyre skadeserstatning i 30 år. Og dets befolkning må kun ernære sig ved landbrug og minedrift. Af Tysklands 65 millioner bortskænkes 10 millioner til nabofolkene, af de tilbageblevne må mindst 15 millioner dø, inden der er bragt ligevægt mellem, hvad den tyske jord kan producere, og hvad menneskenes underhold kræver. Derved opnås samtidig, at det tyske folketal bringes ned i højde med det franske og det engelske.

Således jævnes den tyske industristat med jorden og begraves i Brandenborgs sand. Det er verdenshistoriens største tragedie. Men vi andre bør ryste uhyggen af os og slå flok med sejrherrerne. Verdens­propagandaen skal nok vide at holde tyskerhadet glødende, indtil de sidste lig er rådnede op. Den ved jo, at den menneskelige medfølelse er en alt for begrænset størrelse til at reagere over for en ulykke, som ikke fysisk mærkes, og derfor har ingen råd til at tale den dødsdømtes sag.

47

Hvad enten krigen var kommen i 1914 eller senere, hvad enten fredstraktaten får den ene eller anden form, havde Tysklands skæbne været beseglet. Tyskland som industristat er kaput, det må dø, for at de unge oversøiske industristater kan leve. Dets stilling er som det jagede vildsvins, hundene har bidt sig fast i, mens jægerne gennemborer det med kniv og spyd.*

Disse ord er gode at få forstand af. Men når jøden kan tale med en sådan kynisme og mener at kunne affinde sig med, at 15 millioner mennesker må dø, og at et stort rige skal tvinges til at opgive sin industri og “begraves i Brandenborgs sand”, ja, så forstår man ikke rigtig mere, hvorfor jøderne altid jamrer og klager over al den uret, de egne racefæller formentlig må lide. Dog: her har vi altså et …

*) Nogle yderligere betragtninger har “Mosaisk Samfund” ikke fået med. Men de skal gentages her efter “Finanstidende” nr. 34 af 21. maj 1919, da de på samme måde giver en meget god karakteristik af den “menneskekærlighed”, jøderne føler, når deres magtsyge går over gevind. Der bemærkes nemlig bl.a. endnu: “Ganske vist vil den befolkning, som bliver tilbage i den tyske ørken, være gennemsyret af et had mere ubændigt end det, de russiske nihilister har afsløret under bolsjevismens rædselsvælde. Det kan rumme en fare for Tysklands naboer, men det tæller ikke meget i det store verdensregnskab, når kulturcentrene flyttes bort fra Europa., Der er plads nok på jorden til endnu et pariafolk foruden kulier og negre. De sejrende nationer vil i hver sin verdensdel vokse i sundhed og lykke, når krigens sår er lægte, indtil et nyt opgør om herredømmet skal udkæmpes. Da er et præcedens skabt, da må den tabende være klar over, at han som Romertidens gladiatorer eller som Tyskland nu vil modtage dødsstødet af sin modstander, når kejserens hånd peger ned. Således skrider den historiske udvikling frem, og hvert land må løbe med bag sejrherrens triumf­vogn, hvis det ikke vil udsætte sig for en forsmædelig skæbne. Man må være hammer eller ambolt, som Goethe med en ikke ringe kynisme har sagt. Og den tyske dygtighed, den tyske flid og orden, den tyske teknik og organisation, den tyske disciplin, den tyske kemi og videnskab, det tyske åndsliv, der uvilkårligt hos nabofolkene har givet ikke ubetydelige impulser, bliver ved tingenes naturlige udvikling erstattet af fremtidslandenes produkter.”

Ja — hvilket fremtidsperspektiv!

48

… eksempel på det “humane” sindelag, der findes hos jøderne; forurolige kan det jo ikke mere, eftersom tyskerne selv tilstrækkelig har givet tilkende, at de ikke mere er i vildrede med, hvordan det jødiske sind er beskaffent, og hvilke mål jøderne forfølger.

At en sådan engageret ven af Entente-magterne som Lotinga også ønsker, at Flensborg uden videre må indlemmes og at Zahle-regeringens politik på dette område må bekæmpes eftertrykkeligt, er vel en selvfølgelighed. Lotinga gør derfor også i en artikel: “De danske jøder og det sønderjydske spørgsmål”, som offentliggøres i “Mosaisk Samfund” den 24. april 1920, gældende, at

“— enhver, der kender blot det ringeste til de inderste og dybeste følelser og stemninger i ægte jødiske hjerter, dog vil kunne indse at de danske jøder som helhed må stå fuldkommen uforstående overfor enhver tanke om at prisgive landsmænd for en fremmed undertrykkers voldsherredømme.

Og han fortsætter, idet han erklærer, at alt må sættes ind på at bjerge Flensborg hjem til Danmark, og at gøre de Flensborg’ske danske uafhængige af de tyske voldsmænd. Henvendt til “Politiken” konstateres, at Heilbuth og hans presse ikke er identisk med de danske jøder. Patetisk sluttes med Goldschmidts ord: “… Min moder talte dansk til mig; på dansk har min ånd indsuget, hvad den ved; når jeg er glad, glæder min sjæl sig på dansk, og når jeg er bedrøvet, sørger den — på dansk … Her er min hånd. Kan den skrive for jer, kan den slå for jer, så kommandér: Det er en broderhånd …

Så megen hengivenhed til Entente-staterne og navnlig til den af Frankrig drevne politik måtte naturligvis belønnes. Jøden gør jo ikke noget for ingenting. Derfor kan “Mosaisk Samfund” også den 21. august 1920 meddele, at “Forfatteren, redaktør Aage Lotinga på grund af de journalistiske tjenester, han under krigen havde ydet Ententen, af den franske regering var blevet dekoreret med ordenen “Officier d’Academie”. Denne udmærkelse blev ham ifølge den franske

49

presseattaches erklæring tildelt bl.a. som anerkendelse for de forskellige artikler, han ved forskellige lejligheder havde offentliggjort i “Mosaisk Samfund”.

d) Kontroversen om “Zions Vises Protokoller”.

Når der er tale om jødernes mål og med, kan der ikke gås uden om det ovennævnte antisemitiske kampskrift, der efter århundredskiftet først blev udgivet i Rusland, efter verdenskrigen blev oversat til forskellige sprog, deriblandt til dansk, og overalt i verden vakte et voldsomt røre, et lidenskabeligt for og imod. Det drejer sig her om et hemmeligt jødisk programskrift; som ad ejendommelige veje faldt modparten i hænderne. Hvem, der er forfatter af Protokollerne, vides ikke, vil sikkert heller aldrig blive opklaret, efter at dette spørgsmål end ikke på fyldestgørende måde kunne besvares i de processer, der i anledning af Protokollerne er blevet ført i forskellige lande, bl.a. i Sydafrika og i Svejts. Men lige så lidt er der ført bevis for, at skriftet er et falsum, end mindre, at det hele, således som rabbiner Marcus Melchior hævder, “er løgn og digt fra ende til, anden.” De grundigste undersøgelser i sagen blev foretaget i anledning af den såkaldte Berner proces, som på jødernes foranledning blev indledt i 1934 og varede i hele to år. Til disse forhandlinger blev der på domstolenes anmodning, bl.a. afgivet en betænkning af den kendte tyske antisemit oberstløjtnant A. D. Ulrich Fleischhauer, hvis omfattende indlæg senere (1935) blev udgivet i Erfurt under titlen: “Gerichts-Gutachten zum Berner Prozess” og til dels danner grundlaget for den følgende fremstilling.

Hvad angår oprindelsen til Protokollerne, kan bemærkes, at de først blev udgivet på russisk af en forfatter G. Butmy, som tillæg til hans bog: “Anklager mod menneskeslægtens fjender”. Denne udgave oplevede fra 1901 til 1907 fire oplag.

50

Bogen forsvandt meget hurtigt i handelen, formodentlig fordi hele oplaget blev opkøbt af jøderne. Men indimellem besørgede en embedsmand i det russiske synodalkancelli, professor Sergej Nilus, i 1905 en anden udgave, ligeledes som tillæg til en bog, betitlet: “Det store i det små, og antikristen som en nær forestående politisk mulighed”. Nye oplag af den sidstnævnte udgave udkom 1911, 1912 og 1917. De stærke antisemitiske strømninger, der gjorde sig gældende i det mægtige russiske rige, efter at den russisk-japanske krig var tabt og senere, da de revolutionære bevægelser under jødisk ledelse satte ind, bidrog i væsentlig grad til at vække interesse for skriftet. Dog, verdensomfattende betydning vandt Protokollerne først efter verdenskrigen, da bolsjevismens sejr i Rusland lod erkende, hvorledes jøderne håbede gennem verdensrevolutionen at nå frem til verdensherredømmet. udtrykkelig indrømmes dette også af “Judisches Lexikon” (bd. IV, 1930, sp.1161), idet der siges: “Ved den ejendommelige stilling, som jødespørgsmålet efter verdenskrigen indtog i den offentlige kamp, men sikkert navnlig som følge af mange jøders fremragende deltagelse i de forskellige revolutioner efter krigen, navnlig i den bolsjevikiske revolution i Rusland, som fra antisemitismens side anses for at være indledningen til de jødiske verdensherredømme-bestræbelser, har dette pamflet ikke blot fundet mange læsere, men også mange troende, i særlig grad inden for de akademisk dannede kredse.” (Fremhævelser af forf.)

De vigtigste oplysninger vedrørende Protokollernes fremkomst giver Sergej Nilus selv i sin indledning til udgaverne 1911 og 1917. I den førstnævnte udgave meddeler han bl.a., at det var i 1901, at han fik manuskriptet til Protokollerne. Han erklærer, at det var, som tog man ham et bind fra øjnene, da han havde læst disse optegnelser; straks havde han derfor også fattet den beslutning at publicere dem. Langt om længe lykkedes det ham også at gennemføre denne plan; 1905 kom manuskriptet i tryk, og offentliggørelsen fandt sted for at 

51

advare alle dem, der endnu har øren til at høre med og øjne til at se med. I øvrigt påpeger han, at manuskriptets titel ikke helt svarer til indholdet, da det ikke drejer sig om protokoller i egentlig forstand, men om et vel gennemtænkt foredrag, og at det desuden ikke synes at være fuldstændigt, da indledningen og mange andre enkeltheder synes at mangle. “Men,” fortsætter han, “for den eftertænksomme kristelige iagttager, gives der beviser nok for de zionistiske protokollers ægthed i hans eget miljø, i de fædrelandske forhold og i verdensbegivenhederne.”

Hvorledes det russiske udenrigsministerium har fået fat i manuskriptet vides ikke*, blot er det sikkert, at adelsmarskallen fra Tschern, Alexis Nikolajewitsch Suchotin, en skønne dag kunne udlevere en afskrift til prof. Nilus til nærmere orientering. Lige så lidt har man kunnet konstatere, hvordan Butmy har fået sit eksemplar. Såvel de Butmy’ske som de Nilus’ske udgaver af Protokollerne forsvandt senerehen påfaldende hurtigt fra bogmarkedet, så at der efter de før krigen foreliggende oplysninger kun fandtes et eneste eksemplar i British Museum. Det var i 1906 af russerne blevet sendt til den britiske regering. Et eksemplar af Nilus-udgaven 1911 sendtes senere til “Verband gegen Überhebung des Judentums” i Berlin og dannede grundlaget for den Beek’ske tyske oversættelse. Da Protokollerne efter verdenskrigen oversattes til alle …

*) De oplysninger, den tyske forfatter Gottfried zur Beek (Hauptmann A. D. Müller von Hausen) i den af ham besørgede første tyske udgave af skriftet i 1919 har givet om fremskaffelsen af manuskriptet, er ikke rigtige. Protokollerne er ikke blevet behandlet på zionistkongressen i Basel, der fandt sted fra 29.-31. august 1897. De må være udarbejdet forud for denne tid. Dog forfatteren forblev ubekendt. To deltagere i den nævnte første zionistkongres, overrabbiner dr. Marcus Ehrenpreis i Stockholm og den socialdemokratiske nationalråd, sagfører dr. David Farbstein i Zürich, har i den kendte proces i Bern den 30. oktober 1934 bevidnet, at de her omhandlede protokoller ikke blev drøftet på kongressen.

52

… kultursprog og begyndte deres sejrsgang over jordkloden, satte selvfølgelig også straks modaktionen ind fra jødisk side. Alt blev gjort for at bevise, at skriftet var et falsum. Et utal af versioner kom frem for at afsvække bogens uhyre virkning. En sådan modaktion gjorde sig også meget hurtig gældende i Danmark, efter at en kendt dansk antisemit i efteråret 1920 under pseudonymet Lauritz Carlsen i en aldeles fortrinlig oversættelse udgav de ifølge hans betegnelse — verdensberygtede jødiske protokoller under titlen “Jødefaren”. Samtidig publiceredes under navnet Ejvind Hansen “bevis­materialet”*. Det er ikke her stedet til at behandle Protokollernes …

*) Prof. Tormer er mindre tilfreds med oversættelsen. Han bemærker i sin anmeldelse af skrifterne i “Berlingske Tidende” den 28. 11. 1920, at det må betragtes som en given sag, at det ikke er synderligt bevendt med udgiverens viden om jødiske forhold. Til begrundelse for denne opfattelse bemærker han: “Det fremgår alene af den ganske urigtige oversættelse af det jødiske ord “goyim” ved dyr eller hund.” Med den autoritet, han i dette punkt vel mener at kunne gøre krav på, føjer han til, at der ikke behøves yderligere bevis for forfatterens fuldstændige ukyndighed i det jødiske sprog. Den teologiske professor gør sig her skyldig i en tilsnigelse, der simpelthen søger sin lige! Laurits Carlsen erklærer, at ordet “goy” i det hebræiske betyder, dvs. opfattes som dyr eller hund, men at han, for at lette forståelsen for Protokollernes mening, har tilladt sig at oversætte dette udtryk med “kristen” som en skarpere omskrivning af begrebet “ikke-jøde”. Carlsen har selvfølgelig heller ikke i Protokollernes tekst blot en eneste gang oversat “goy” med “dyr” eller “hund”, men regelmæssigt med “kristen”, og prof. Torm gør sig derfor skyldig i en infam sandhedsfordrejelse, når han påstår noget andet. Prof. Torm burde i øvrigt også have overvejet, at det her heller ikke kom an på hebræiske sprogkundskaber, da Protokollernes første tekst formodentlig er skrevet på fransk, hvortil endvidere må bemærkes, at den danske forfatter (Lauritz Carlsen) har haft en russisk tekst som grundlag for sin oversættelse. Det drejer sig ej heller her om teologiske, men om statspolitiske problemer, til hvis behandling professoren næppe er kompetent, og til hvis bedømmelse han i det mindste ganske afgjort savner enhver forudsætning. Den bunduvidenhed, han i så henseende lægger for dagen, kan bestemt ikke overtræffes. [Se også [3] ovenfor.]

53

… indhold i alle enkeltheder; men da dette skrift nu engang har beskæftiget den danske offentlighed i særlig grad, endog i 1936 gav stødet til, at teologiske professorer ved det Københavnske universitet sammen med biskoppen for Københavns stift offentliggjorde en kraftig protest mod værket og derefter foranledigede, at flere forfattere af antisemitiske skrifter blev sat under tiltale for fornærmelse af fremmed trossamfund, og da dette skrift endvidere i mange henseender også kan tjene til belysning af Danmarks økonomiske og politiske udvikling i den sidste menneskealder, kan det vel alligevel være påkrævet at gengive en del af de i Protokollerne fremsatte programpunkter. Dette synes også tilrådeligt, fordi det på denne baggrund bedst vil kunne forstås, hvorfor jøderne netop i denne sag følte sig særlig foruroliget, og efter Berner-processens første stadium, der endte med det af jøderne tilstræbte resultat, satte deres venner i rigsdag og regering samt inden for det teologiske fakultet i aktion for at forhindre, at sandheden om Protokollernes opståen og om den i Protokollerne indeholdte sandhed ikke mere kunne fremføres overfor den danske offentlighed. Hvad teologiprofessoren Frederik Torm og fhv. justitsminister K. K. Steincke i sammenhæng hermed har tilladt sig af uvederhæftig bevisførelse og af vilkårlighed, grænser til det utrolige.

Med hensyn til Protokollerne skal der i det følgende kun bringes citater, uden kommentar. Nærværende skrift vil i hele sin øvrige fremstilling give tilstrækkelige beviser for de her citerede steders rigtighed, men der gøres opmærksom på, at hovedtendensen i Louis Levy’s foran omtalte publikationer, hvis rigtighed jo vel ikke kan betvivles her i landet, er til den grad lig tendensen i “Zions Vises Protokoller”, at dermed et sandhedsbevis er ført.

Selve skriftet er inddelt i 24 afsnit betitlet Protokoller, med enkelte nummererede afsnit. De er, efter deres anlæg og indhold at dømme, en jødisk vismands betragtninger, 1) over spørgsmålet, efter hvilke retningslinjer racefællerne skal

54

arbejde, for inden for de enkelte samfund at erobre magten og dermed at bane sig vejen frem til verdensherredømmet, 2) over spørgsmålet, hvilke regeringsprincipper den tilkommende verdenshersker af jødisk æt vil bringe i anvendelse, så snart magten er nået. De sidstnævnte undersøgelser, der er rent utopiske, kan vi lade ligge, da de ikke har nogen reel betydning; derimod er der god grund til at bringe større uddrag af værkets første protokoller. 

I det følgende bringes nu uddragene på den måde, at der ved de gengivne afsnit af den enkelte protokol anføres nummeret til det pågældende afsnit, hvorhos også enkelte sætninger, som synes at være af særlig betydning, udhæves af forfatteren.*

1. Protokol.

5. Den politiske frihed er ingen kendsgerning, men en idé. Man må forstå at udnytte denne idé som madding, når man er henvist til at bringe de folkemasser, som ønsker at styrte det herskende parti, over på sin side. Denne opgave kan let løses, når modstanderen selv støtter sin magt på frihedens idé, dvs. på den såkaldte liberalismes principper og til fordel for denne idé ofrer en del af sin magt. I dette øjeblik vil vor idé triumfere: Så snart Regeringens tøjler slappes, vil disse ifølge den evige naturlov straks blive grebet af andre hænder, fordi massernes blinde magt ikke kan være en fører foruden så meget som en eneste dag; den nye magt træder uden videre ind i stedet for den tidligere magt, der er blevet svækket ved liberalismens principper. I vor tid har guldets magt afløst de liberale regeringers magt. Der var en tid før, hvor troen på Gud herskede. — 11. Enhver af folkemasserne truffen afgørelse er afhængig af tilfældigheder; masserne har ingen anelse om politikkens hemmelige kunst, træffer derfor også kun tåbelige afgørelser og lægger således kimen til anarkiet i forvaltningen.

*) Teksten er oversat efter: Ulrich Fleischhauer, Gerichts-Gutachten zum Berner Prozeβ. Erfurt 1935 s. 285 flg. jvf. til den her omhandlede sag også skrifterne: Dr. Hans Jonak von Freyenwald, Der Berner Prozeβ. Akten und Gutachten, I. Band: Anklage und Zeugenaussagen. Erfurt 1939; dr. jur. Stephan Vász, Das Berner Fehlurteil über die Protokolle der Weisen von Zion, Erfurt, 1935. 

55

— 12. Politik har intet med moral at gøre. En hersker, der lader sig lede af moralske principper, handler ikke politisk, og hans magt står på svage fødder. Den, der vil herske, må gribe til list og hykleri. Et folks ædle egenskaber som åbenhed og retskaffenhed er i politikken kun til skade, thi de styrter lettere kongerne fra deres trone end selv den mægtigste fjende. Sådanne egenskaber turde være de ikke-jødiske rigers kendetegn, men vi bør på ingen måde tage dem til rettesnor. — 13. Vor ret ligger i magten. Ordet ret er et tomt begreb, som ikke kan defineres. Det skal kun give udtryk for: Giv mig, hvad jeg kræver, for at jeg derigennem kan bevise dig, at jeg er den stærkere. — 15. Medens i dag alle magter ryster, vil vor magt blive stærkere end nogen anden, fordi den vil vedblive at være usynlig, indtil den ikke mere kan undermineres ved nogen list. — 21. Kun en uafhængig hersker kan forfølge sine storslåede planer og gøre sin indflydelse gældende på statsmaskinens mekanisme. Deraf følger, at et lands regering, hvis den skal være nyttig og heldig, kun må ligge i en enkelt ansvarlig mands hænder. Uden absolut enevoldsmagt haves ingen civilisation; den er ikke mængdens værk, men dens førers, hvem han så end er. — 22. Folkemasser består af barbarer og beviser det ved enhver lejlighed. Så snart folkemasserne har bemægtiget sig friheden, forvandler de den meget hurtigt til anarki, som er barbariets højeste trin. — 23. Se engang på disse af alkohol berusede, af vinnydelse sløvede dyr, der samtidig med retten til at svire ubegrænset har fået friheden. Vi må ikke tillade, at vore egne synker ned på så dybt et trin. — 26. Vi må ikke afholde os fra bestikkelse, bedrag og forræderi, så snart disse kan være vort mål tjenlige. I politikken må man tage fremmed ejendom uden at tøve, hvis man ved et sådant middel kan opnå underkastelse og magt. Vor stat, som vil gå vejen til fredelig erobring, vil se sig foranlediget til at erstatte krigens rædsler med de mindre påfaldende, men meget virksommere henrettelser, som er nødvendige til terrorens opretholdelse og som middel til opnåelse af blind lydighed. Retfærdig men ubøjelig strenghed er en stats vigtigste magtmiddel. — 28. Vi var de første, der i sin tid udslyngede ordene frihed, lighed og broderskab til folkene … mennesker, som anså sig for velbegavede, opdagede ikke disse ords skjulte mening, følte ikke deres selvmodsigelse. De så ikke, at der i naturen ikke findes nogen lighed, men at naturen selv, under afhængigheden af sine love, har skabt forstandens, karakterens, intelligensens ulighed. Disse mennesker har ikke betænkt, at massen er en blind magt, at de af dem valgte opkomlinger i politikken er ligeså blinde som massen selv, og at den indviede, også når han er et fæhoved, kan regere, medens den uindviede, selvom han er et geni, ikke har forstand på politik. Alt dette

56

har ikke-jøderne ikke lagt mærke til. — 30. Vore slagord frihed, lighed og broderskab bragte ved hjælp af vore hemmelige agenter hele legioner ind i vore rækker, som bar vore faner med begejstring. Blandt andet gav dette os muligheden for at spille vor vigtigste trumf ud, nemlig at tilintetgøre de privilegier, som er en livsbetingelse for den ikke-jødiske adel, og er den eneste beskyttelse, nationerne har overfor os. — 31. På blods- og slægtsadlens ruiner har vi oprettet intelligensens og pengemagtens adel. Som det skelsættende kendetegn for dette nye aristokrati erklærede vi rigdommen, som er afhængig af os, og videnskaben, hvis retning bestemmes af vore vise.

2. Protokol.

2. Embedsmændene, som vi udvælger under hensyn til deres evne til slavisk lydighed, skal ikke forstå noget af den højere statskunst. På denne måde gøres de let til blotte bønder i vort skakspil og fuldkomment afhængige af vore vise og geniale rådgivere, som fra barnsben særligt opdrages til at føre verdensregimentet … — 5. I vor tids stater er pressen en stor magt, ved hvilken man behersker den offentlige mening. Dens opgave er at pege på foregivne nødvendige krav, at berette om folkets besværligheder, at skabe og udbrede misfornøjelse. — 6. Pressen legemliggør den såkaldte frihed. Men staterne har ikke forstået at benytte sig af denne magt. Gennem pressen opnåede vi vor indflydelse, men vi selv holdt os dog i skyggen. — 7. Takket være pressen har vi bemægtiget os alt guldet, omendskønt vi har været nødt til at tage det gennem strømme af blod og tårer. Ethvert offer fra vor side vejer for Gud ligeså meget som tusind ikke-jøders.

3. Protokol.

2. For at forlede de magtsyge til misbrug af deres magt har vi sat alle kræfter op imod hinanden, idet vi opægger deres liberalistiske bestræbelser for opnåelsen af uafhængigheden. Af denne grund har vi opmuntret al foretagsomhed, har forsynet alle partier med våben, og har gjort den herskende magt til skive for al slags ærgerrighed. Vent kun en stund, og overalt vil der opstå uorden og sammenbrud. — 5. Folkene er ved armod lænket meget fastere til strengt arbejde end ved slaveri og livegenskab. Fra disse kunne de befri sig på den ene eller anden måde, men fra elendigheden kan de ikke frigøre sig. Alle rettigheder, som vi har optaget i forfatningerne, er kun på papiret, men ikke i virkeligheden. Alle folkets såkaldte rettigheder, eksisterer kun i

57

indbildningen, i praksis virkeliggøres de aldrig. — 9. Vor magt beror på arbejderens stadige sult og svaghed, fordi han derved tvinges ind under vor vilje og aldrig vil føle så megen kraft og energi, at han kan modsætte sig vor vilje. Sulten giver kapitalen større rettigheder over arbejderne end adelen nogensinde sad inde med gennem kongernes lovlige magt. Ved nød, misundelse og had vil vi lede masserne og betjene os af deres hænder for at knuse alt, som hindrer os på vor vej. — 10. Så snart timen er kommet, da vor verdenshersker skal krones, vil de samme hænder bortfeje alt det, som kunne være os til hinder. — 13 … Ved hjælp af guldet, som fuldkommen er i vore hænder, vil vi med alle skjulte midler fremkalde en almindelig verdenskrise og til samme tid inden for alle europæiske stater sætte hele masser af arbejdere på gaden. Masserne vil da styrte sig blodtørstige mod dem, som de har set med misundelse på allerede fra deres ungdom og som de nu endelig kan frarøve deres ejendom. — 14. Os vil de ikke volde nogen fortræd, fordi vi vil vide besked om øjeblikket, da angrebet skal sætte ind og fordi vi vil have truffet de til beskyttelse af vore egne folk fornødne foranstaltninger. — 17. I øjeblikket er vi som international magt ukrænkelige; thi så snart man angriber os i den ene stat, understøtter de andre stater os.

4. Protokol

3. Friheden kunne være uskadelig og bestå i staterne uden fare for folkenes velfærd, hvis folkene holdt sig til troen på Gud og til menneskenes broderskab og holdt sig langt borte fra lighedsprincippet, der står i modstrid med Skabelsens love, i hvilke underordnings-princippet er fastlagt. Behersket af en sådan tro, ville folket fredeligt og beskedent skride frem ved deres sjælehyrders hånd og respektere den fordeling af de jordiske goder, som forsynet har skabt. Af denne grund må vi under alle omstændigheder ødelægge troen, rive de grundlæggende forestillinger om Gud og den hellige ånd ud af de kristnes hjerter, og erstatte troen med materielle overvejelser og fornødenheder. — 4. For at ikke-jøder ikke skal få tid til egne betragtninger og iagttagelser, må vi henlede deres tanker på handel og erhverv. Så vil alle nationer kun være betænkt på deres egen fordel og derved slet ikke lægge mærke til deres fælles fjende. — 5. Men for at friheden ikke fuldstændig skal opløse og ødelægge det ikke-jødiske selskab, må spekulation gøres til basis for industrien; på denne måde vil de skatte, som industrien drager frem af jorden, ikke forblive i de industrielles hænder, men ved hjælp af spekulationen flyde over i vore kasser.

58

6. Protokol.

1. Meget snart vil vi oprette mægtige monopoler, reservoirer for vældige rigdomme, af hvilke endog ikke-jødernes store formuer vil være afhængige sådan, at de sammen med statskreditterne vil forsvinde straks den første dag efter den politiske katastrofe. — 3. Den ikke-jødiske adel er som politisk magt død og magtesløs; med den behøver vi ikke mere at regne. Kun som grundejer er den endnu farlig for os, fordi den på grund af sine naturlige hjælpekilder er uafhængig af os. Derfor må vi under alle omstændigheder berøve den dens jorder. — 4. Det bedst hertil egnede middel er at forhøje skatterne på jord og ejendom, for at sætte ejendommene i gæld. Disse foranstaltninger vil bringe ejendomsbesidderne i fuldkommen afhængighed. De ikke-jødiske aristokrater, som ifølge deres herkomst ikke er i stand til at nøjes med lidt vil hurtigt være ruineret. — 5. Til samme tid må vi mest muligt fremme handel og industri og i særdeleshed spekulationen, hvis hovedrolle det er at tjene som modvægt mod industrien. Uden spekulation ville industrien øge de private formuer og forbedre agerbrugets stilling, idet agerbruget derved ville befries for den gæld, som opstår ved lån fra kreditforeningerne. Industrien må unddrage landbruget såvel arbejdskraften som kapitalen og sikre os hele verdens kapital ved hjælp af spekulationen. Derved vil alle ikke-jøder synke ned på proletar-stadiet og ydmyge sig overfor os for dog blot at få lov til at leve. — 6. For at ødelægge ikke-jødernes industri vil vi fremme spekulationen og begærligheden efter en alt fortærende luksus. — 7. Vi vil lade arbejdslønnen stige, uden at det skal bringe arbejderen nogen som helst fordel, idet vi samtidig vil fremskynde en prisstigning på alle livsfornødenheder; for at begrunde en sådan udvikling vil vi undskylde os med tilbagegangen i agerbrug og kvægavl. — 8. Vi vil underminere produktionens grundlag, idet vi forleder arbejderne til anarki og drik og med alle midler jager intelligensen ud af landet. — 9. For at ikke-jøderne ikke for tidlig skal erkende tingenes sande sammenhæng, vil vi skjule vore sande hensigter ved at give os udseende af at ville hjælpe arbejderklassen og af kun at ville tjene vore høje økonomiske grundsætninger.

7. Protokol.

6. For at sammenfatte vort system til betvingelse af de ikke-jødiske regeringer i Europa i en eneste sætning: Vi vil overfor en enkelt af disse regeringer vise vor magt ved attentater, dvs. ved at føre den vor terror for øje, og hvis de alle skulle rejse sig imod os, vil vi svare dem med amerikanske, kinesiske eller japanske kanoner.

59

9. Protokol.

5. Vi vil regere med fast hånd, thi i vore hænder befinder sig stumperne af et forhen mægtigt parti, som i dag har underkastet sig os. Vi føler ubegrænset ærgerrighed, brændende havesyge, ubønhørlig hævnsyge, og vi nærer et dybt had. Fra os udgår en alt fortærende terror. I vor tjeneste står mænd af alle anskuelser og lærdomme. — 6. mænd, som vil genindføre monarkiet, demagoger, socialister, kommunister og enhver slags utopister; alle tjener de vore formål; enhver af dem undergraver fra sit sted de sidste ruiner af den tidligere magt og søger at omstøde den bestående retsordning. Alle stater lider under agitatorisk uro; de længes efter ro, de er villige til at ofre alt for freden. Men vi vil ikke skænke dem freden, så længe de ikke åbent og ydmygt har anerkendt vort overherredømme. — 7. Folket vil stønne og kræve det sociale spørgsmåls løsning gennem international overenskomst. Splittelsen i partier har bragt det i vor afhængighed, thi for at kunne gennemføre partikampe bruger man penge, og de befinder sig kun i vor besiddelse. — 12. Vi har fordummet og fordærvet ikke-jødernes ungdom, idet vi har opdraget den efter vore grundsætninger og teorier, som var os bekendt som falske, men som vi alligevel med forsæt har lært dem.

15. Protokol.

4. I de ikke-jødiske samfund, i hvilke vi har spredt uenighedens og oppositionens ånd, kan ordenen kun genskabes ved skånselsløse midler, der er beviser på en ubøjelig kraft. Derved må der ikke tages hensyn til det antal af ofre, som må bringes for det fremtidige vels skyld. Enhver regering, der vil hævde sin eksistensberettigelse, skal erkende, at dens eksistens ikke alene beror på privilegier, men også på pligter. — 5. Når en regering vil befæste sin stilling, må den øge sin magts anseelse, og denne magtens glans opnås kun ved magtens vældige uforanderlighed, som vidner om en hemmelighedsfuld ukrænkelighed, der tilkommer den af Gud udkårede. Således stod det til indtil de sidste tider med de russiske kejseres autokrati, vor eneste fjende i hele verden ved siden af pavedømmet. Husk, hvordan Italien, der svømmede i blod, ikke krænkede et hår på Sullas hoved, skønt det var ham, som havde fordret disse blodofre. Folket, som han havde pint, forgudede ham, og hans modige tilbagekomst til Italien gjorde ham ukrænkelig. Folket rører aldrig den, som hypnotiserer det med sit mod og sin stærke vilje. — 15. Ikke-jødernes rent dyriske forstand evner ikke at analysere et begreb eller at iagttage; og endnu mindre kan de forudse, hvortil en bestemt metode at behandle et tilfælde på kan være

60

tjenlig. I denne forskel i de åndelige evner mellem ikke-jøderne og os kan vi se beviset for, at vi er det af Gud udvalgte folk, og erkende det forspring, vi har frem for de andre i vor naturlige begavelse. Ikke-jøderne lader sig kun lede af deres dyriske instinkter. De ser nok, men de kan ikke forudse noget, de kan ikke opfinde noget, med undtagelse af rent materielle ting. Deraf fremgår ganske klart, at naturen selv har bestemt os til at lede og styre hele verden.

Dette er altså nogle uddrag af Protokollerne, som lader erkende, hvilken overlegenhed jøder føler overfor andre folk, og hvorledes den fremmede race ud fra en sådan overspændt selvfølelse mener at være kaldet til at regere over alle mennesker. Det må uden videre indrømmes, at betragtningerne på afgørende punkter er absurde, ligefrem sygelige og latterlige, men da de heri fremsatte anskuelser er tænkt som et program, ligesom det kommunistiske manifest, der 1847 blev udgivet af Karl Marx, eller som J. A. Cremieux’ opråb til det israelitiske verdensforbund 1860, ville det være en tåbelighed at skubbe dette dokument for jødernes drøm om erobring af verdensmagten til side som noget, man ikke kan anse for ægte. Tankegangen er for velkendt fra det jødiske folks historie, eller f.eks. fra Louis Levys foran nævnte skrift, til i dette tilfælde at kunne blive betragtet som et rent og skært fantasifoster. Derfor havde Protokollerne også en så vidtrækkende virkning i de sidste årtier, derfor har de navnlig fundet stærk genklang i Rusland, i det rige, der blev det første forsøgsobjekt for de her udarbejdede principper og som derved ødelagdes i bund og grund.

At jøder og jødevenner trods alt ved Protokollernes offentliggørelse også her i landet fik travlt med at hævde og bevise, at disse var falske, ligger lige for hånden.

Fhv. overrabbiner, nu afdøde prof. Simonsen, mener at have afsløret “smædeskriftet”s oprindelse i en artikel, han publicerer den 30.10.1920 i “Mosaisk Samfund”. Han oplyser her, at “Protokollerne” oprindelig var bygget på gamle skrifter, der rettedes mod jesuitterne. I stedet for “jesuit” havde 

61

man ganske simpelt sat “jøde” eller “socialist”. Derefter beretter rabbineren, at den tyske romanforfatter Goedsche 1868 udgav en roman under navnet John Retcliffe med titlen “Biarritz”. I denne roman skulle der fortælles spændende om 12 vise fra de 12 israelitiske stammer, som hvert hundrede år i nattens mulm og mørke satte hinanden stævne på den gamle jødiske begravelsesplads (Judenfriedhof) i Prag. Videre fortælles der — siger rabbien — i romanen om de planer til oprettelsen af et jødisk verdensherredømme, der lægges ved mødet på denne “Judenfriedhof”, og — fortsætter han — “det hele er meget dramatisk, ganske som en røverroman skal og bør være”. Forfatteren påstår endvidere, at denne Goedsche, der havde en stilling ved det tyske postvæsen, på grund af en tvivlsom ed i en penge- eller paternitetssag blev afskediget, men at tyske antisemitter til trods for denne lidet berømmelige affære benyttede sig af romanen til udsendelse af hadske flyveskrifter mod jøderne. Disse fortællinger havde så senere, under Dreyfus-perioden, en blomstringstid, også i Frankrig, hvorved det stadig hævdedes, at det ved disse planer skulle dreje sig om noget virkeligt. Senere nåede de frem til Rusland, hvor de sluttelig blev udgivet af en professor Sergej Nilus under titlen: “De lærde ældste fra Zions Protokoller” Med disse påstande mente rabbineren tilstrækkelig at have afsløret “det grimme spekulationsforetagende” og at have rammet en skampæl gennem dette skrift.

Imidlertid fremsatte “Times”, som ved en artikel i nummeret af 8. maj 1920 havde givet stødet til en ligefrem verdensomspændende diskussion om disse protokoller, knapt et år senere en helt anden forklaring. “Times” bragte nemlig i numrene af 16.,17. og 18. august 1921 tre omfattende artikler om sagen, som det havde fået tilsendt fra sin korrespondent i Konstantinopel* og tog i øvrigt i en egen ledende artikel stilling til problemet. 

*) Art. “Jewish World Plot”. An Exposure. The Source of the Protocols. Truth at last. (Times, 16. 8. 1921.) “Jewish Peril” exposed. Historic “Fake”. Details of the forgery. More Parallels. (Times, 17. 8. 1921). — The Protocol Forgery. Use in Russia Politics. Methods of secret Police. Some conclusions. (Times, 18. 8. 1921.)

62

Det store engelske blad, som endnu i maj 1920 havde anset det for muligt, at skriftet kunne være ægte, og oven i købet ganske eftertrykkeligt fremhæver dets ligefrem overvældende profetiske ånd, hævder nu på grundlag af de ny foreliggende oplysninger, at det uden enhver tvivl drejer sig om et plagiat, og at der i den Konstantinopel’ske korrespondents beretning gives “for the first time a conclusive proof, that the document is in the main a clumsy plagiarism”. Påvisningen heraf foregår imidlertid under meget mystiske omstændigheder. Altså: Der melder sig hos bladets korrespondent i Konstantinopel en skønne dag en russisk godsejer, som mener at kunne påvise oprindelsen af Protokollerne, men som ikke ønsker at blive nævnt overfor offentligheden. Han var monarkist og flygtet fra Sydrusland, da hviderusserne havde tabt i kampen mod bolsjevikkerne. Få måneder før godsejeren træffer “Times”-korrespondenten, havde han hos en tidligere officer fra det tsaristiske hemmelige politi, Ochranaen, som ligeledes var flygtet til Konstantinopel, købt en læderindbunden bog uden titelblad, som ifølge det foreliggende omfattede 324 sider og hvis forord, der bar overskriften “Simple avertissement”, var forsynet med Datoen: Geneve, le 15 octobre 1864. Ved nærmere undersøgelse viste det sig nu, at de i skriftet behandlede 25 samtaler efter indholdet så nogenlunde svarede til det, der sagdes i Protokollernes 24 afsnit, hvorved det navnlig fremhæves, at det førstnævnte skrifts samtaler 1-17 “generally correspond with “Protocols” 1-19.” I de senere afsnit forekom der større afvigelser, paragrafferne var åbenbart til en vis grad udarbejdet meget flygtigt. Så vidt korrespondentens referat. På grund af nogle af bogens blade, som korrespondenten samtidig sendte London’er-bladet,

63

blev det derefter i British Museum konstateret, at det ved skriftet med de franske samtaler drejede sig om et mod Napoleon III. rettet kampskrift med titlen “Dialogue aux Enfers entre Machiavel et Montesquieu, ou la Politique de Machiavel au XIX. Siècle. Par un Contemporain”, som 1865 blev publiceret i Bryssel. Det kunne dernæst endvidere påvises, at den anonyme forfatter, som hed Maurice Joly og havde været sagfører og journalist i Paris, blev arresteret af Napoleon den Tredjes politi i anledning af pamfletten og der måtte bøde med 18 måneders fængselsstraf. 1868 publiceredes anden udgave af Dialogerne i Bryssel under forfatterens navn og med en bemærkning om, at forfatteren var blevet straffet.

Med hensyn til Protokollernes senere affattelse bemærker “Times” endelig, at professor Nilus, der var en underordnet embedsmand i departementet for fremmede religioner i Moskva, i sin tid havde erklæret, at han havde modtaget manuskriptet fra en embedsmand ved navn Alexander Suchotin, der indrømmede, at han for sit vedkommende havde modtaget optegnelserne af en kvinde, som havde stjålet dem hos en af Zions Vise. “Times” mener nu, at det eksemplar, korrespondenten i Konstantinopel fik overgivet af Jolys “Dialogue aux Enfers”, og som bagpå bar initialerne A. S., kan have tilhørt nævnte Suchotin, som kan have fået det udleveret af en agent for det russiske hemmelige politi i Paris — som f.eks. kan have været general Ratschkowsky, der en tid lang var hovedmanden i dette politi og som sådan var mistænkt for at have begået lignende og mere ubehændige forseelser. Jolys skrift skulle så have inspireret Suchotin til selv at omskrive grundtankerne i Jolys bog i Zions Vises Protokoller, og Nilus havde derefter — måske i god tro — givet dem videre som ægte protokoller. — Dette var altså “Times”‘ kombination, som lyder noget konstrueret, men som dog kunne være rigtig.

To versioner stod altså 1920 og 1921 overfor hinanden. Hvilken af dem, der var rigtig, eller om de begge var falske, kunne dengang endnu ikke afgøres. — Det maner i hvert fald

64

til eftertanke, at “Times” i 1920 uden forbehold stadfæstede, at Protokollernes programpunkter var skrevet i en forbavsende profetisk ånd, og at udviklingen i Rusland de facto nok kunne give grund til ængstelse for, at den i sidste instans skulle blive ført frem til en “pax judaica”, medens verdensbladet derpå i august 1921 pludselig anser sig beføjet til at affeje hele sagen som et “clumsy plagiarism”, et tåbeligt plagiat.

Hvorom alting var: spørgsmålet om Protokollernes oprindelse var endnu på ingen måde afklaret.

Alligevel så nu to af de kendteste danske forkæmpere for Israel-missionen, professor dr. theol. Frederik Torm og Pastor E. Clausen, sig foranlediget til at gribe ind i diskussionen herhjemme og forsvare jødernes sag. Den ivrigste i angrebet var dengang som senere, 1936, teologiprofessoren ved Københavns Universitet, Torm, som imidlertid ikke havde andet bevismateriale end den ovenfor nævnte fhv. overrabbiner prof. Simonsen havde, og erklærede, at takket være de undersøgelser, den kristne teolog professor Strack i Berlin havde foretaget, kunne det fastslås som en “ubestridelig kendsgerning”, at udgangspunktet for protokollerne var en roman af en Herman Goedsche, der omkring 1866-70 havde publiceret sit skrift under forfatternavnet J. Retcliffe. forfatteren formodes nu at have været russisk katolik, en monarkistisk og nationalistisk sindet gammelrusser, der ville de moderne frihedsrørelser til livs og i sin mod de liberale politikere (bl.a. grev Witte) rettede kamp også søgte at ramme jøderne, fordi de ansås for at være de egentlige ophavsmænd til alle revolutionære tendenser og bevægelser. Prof. Torm stempler i henhold hertil i sit indlæg, der offentliggjordes i “Berlingske Tidende” (søndags-bilag den 28. 11. og 5. 12. 1920) og genoptryktes i “Mosaisk Samfund”, det så ubekvemme værk som et oplagt falskneri. Han er imidlertid dog villig til at indrømme, at udgiverne naturligvis er uansvarlige for selve

65

falskneriet i den oversatte bog, hvis de selv har troet på dens ægthed.

Professor, dr. theol. Frederik Torm følte derefter selv trang til at sige sin uforgribelige mening om de i “Jødefaren” fremsatte påstande. Han gør det på en måde, så man næsten fristes til at spørge, om manden er vel forvaret. Thi når han selv stiller store moralske krav til modstanderne af jødedommen, burde han i det mindste selv også afholde sig fra usandfærdige beskyldninger, misvisende citater, og en i alle øvrige forhold vildledende dokumentation. Desværre holder han sig ikke sine egne moralske krav efterrettelig. Hvor uforsvarlig hans bevisførelse er, skal påvises ved behandlingen af flere af ham berørte problemer.

Efter prof. Torms opfattelse vidner intet stærkere om Protokollernes ubestridelige barnagtighed end den idelige gentagelse af udtalelserne om alle kristnes kolossale dumhed. Han påberåber sig her sætningen i den 15. Protokol, hvor det hævdes, at ikke-jødernes rent dyriske forstand gør dem uegnede til “iagttagelse og undersøgelse, analysering og observation”. Her har vi med et tilfælde at gøre, hvor et citat rives ud af sin sammenhæng og derved får en ganske anden mening end den tilsigtede, dvs. vi har med en uredelig bevisførelse at gøre, som professoren selv mener må afskyes ligeså godt som de rene falsknerier. De følgende sætninger i Protokollerne viser jo ganske tydeligt, ud fra hvilke grundtanker dette postulat fremsættes. Der påpeges nemlig, at jøderne føler sig i besiddelse af en overlegen intelligens, af en anden mentalitet, og at de derfor tænker så ringe om ikke-jødernes åndsevner. Ja, er det da ikke rigtigt? Er det da ikke en kendsgerning, som ofte nok er blevet fremhævet også i den videnskabelige litteratur? Der skal her blot henvises til, at bl.a. den filosemitiske [jødeforkærlige] tyske nationaløkonom prof. Werner Sombart (Berlin) i sit kendte værk: “Die Juden und das Wirtschaftsleben” fremhæver det som et absolut centralt faktum, at jøderne fra Urtiden har været et ørken-, et vandrefolk,

66

hvis ejendommelige skæbne ligger deri, at de under særlige historiske forhold blev ført til “nordlandsfolkene” — det vil vel nærmest sige til de vesteuropæiske nationer — og dermed blev spredt blandt helt igennem væsensforskellige folk. Igennem et samvirke mellem et orientalsk, et hedt folk, og de koldblodede indfødte nationer, igennem en kombination af jødernes særligt udviklede kommercielle begavelse og de nordiske folks, fornemmelig germanernes, videnskabelig-tekniske evner og ydelser opstod så denne ejendommelige nutidens blomst på økonomiens område, den kapitalistiske kultur. Sombart mener endog, at vi uden spredning af jøderne til jordklodens nordiske lande ikke ville have fået den moderne kapitalisme, den moderne kultur! At jøderne nu i denne udvikling har følt sig som den overlegne part og tilranet sig uhyrlige rigdomme, vil ej heller en prof. Torm kunne nægte. Men så forstår man også, at forfatteren af Protokollerne i overdreven selvbevidsthed erklærer, at jøderne netop “i denne forskel mellem vore og ikke-jødernes åndelige evner” ser beviset for, at de er Guds udvalgte folk, beviset for, at de i forhold til andre mennesker ejer en udpræget intellektuel overlegenhed. Protokollerne resumerer derfor ganske logisk: “De ser, men de forudser ikke, de kan ikke opfinde noget med undtagelse af rent materielle ting. På grundlag af dette er det tydeligt, at selve naturen har udset os til at lede og styre hele verden.”

Prof. Torm stiller som sagt vidtgående krav til modparten med hensyn til saglig og redelig argumentation og bemærker et sted, at man “uvilkårligt spørger sig selv: Har udgiverne overhovedet haft den russiske original i hænde?” Nå, helt udelukket var dette nu da ikke, siden den anonyme forfatter i sit forord til bevismaterialet selv bemærker, at han efter et mangeårigt ophold i Rusland vendte hjem til Danmark i forsommeren 1919; det kan her også stadfæstes, at oversættelsen er foretaget efter den russiske tekst. Men i øvrigt

67

må der peges på, at den egentlige original formodes at have været affattet på fransk.

Prof. Torm støttede sig i sin bevisførelse endvidere på romanen “Biarritz” af Herman Goedsche, med forfatternavnet J. Retcliffe. Når man har læst denne roman og derved konstaterer, at der ikke består blot de fjerneste lighedspunkter mellem dens indhold og Protokollerne, kan man endnu en gang møde prof. Torm med hans egne våben, idet man kan sige til ham: “Man spørger uvilkårligt, om forfatteren overhovedet har haft originalen i hænde?” Det kan med føje betvivles, at teologiprofessoren nogensinde har læst det ominøse kapitel i Sir John Retcliffes roman betitlet “Auf dem Juden­kirchhof in Prag”, thi ellers måtte han selv have opdaget vildfarelsen!

Med hensyn til teologiprofessorens tyske kronvidne, prof. dr. Hermann Leberecht Strack, om hvilken prof. Torm påstår, at han gennem et langt liv havde erhvervet sig et enestående kendskab til jødisk litteratur — skal endnu bemærkes, at denne mands kvalifikationer som sagkyndig fandt en sønderlemmende kritik i anledning af en fornærmelsesproces, som den kendte tyske antisemit Theodor Fritsch 1912 havde indledt mod en jødisk redaktør Itzkowski. Da sidstnævntes sagfører påberåbte sig erklæringer fra prof. Strack, kunne Fritsch’s forsvarer replicere på følgende måde: “Det er karakteristisk, at “Zentralverein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens”, der støtter den anklagede, endnu i Talmud­spørgsmålet vover at foreslå en sagkyndig som Strack, eftersom Strack fra autoritativ jødisk side, hvad der også er centralforeningen bekendt, er frakendt alle videnskabelige kvalifikationer til at være sagkyndig i spørgsmål vedrørende Talmud.” Den kendte udgiver af Talmud Babylonicum, orientalisten Lazarus Goldschmidt, har fældet en knusende dom over Strack, som han end ikke anser for duelig til så meget som at læse en halv side af en Talmud-håndskrift (kodex)!

68

Sådan bedømmes altså den mand, som prof. Torm annammer som kronvidne. Men bortset herfra er hele den bevisførelse, som Strack-Simonsen-Torm-fronten af 1920 mødte frem med, jo blevet rendt fuldstændig over ende gennem de oplysninger, “Times” bragte i august 1921. “Times” så ganske bort fra hele denne argumentation, idet forfatteren af Protokollerne uden tvivl aldrig har læst romanen “Biarritz” — og den her omhandlede bevisførelse er altså ikke andet og mere end løs snak.

Med særlig interesse har prof. Torm selvfølgelig læst det afsnit i den første Protokol, hvor der siges, at enevælden er den bedste regeringsform, at “en formålstjenlig regering, der skal være til nytte for landet, bør samles under én ansvarlig person”, og “at en civilisation kun kan eksistere under en absolut enevoldsmagt”. Hertil gør han gældende, at når endelig Protokollernes russiske udgiver (han kalder denne deres forfatter, da han jo har gættet sig til, at forfatteren må være gammelrussisk katolik!) lod de liberale politiherrer være dukker i jødernes hånd, og lod disse jøder arbejde hen imod et enevældigt styre som idealet, så stemte disse skildringer jo nøje overens med udgiverens (forfatterens) egne idealer. Hvis teologiprofessoren havde ringeste begreb om statsretlige problemer, ville han også i dette tilfælde have været lidt mere samvittighedsfuld i sin bevisførelse, da også han ved nærmere overvejelse måtte have erkendt, at der dog er en væsentlig forskel mellem udgiverens (forfatterens) enevældige rige og det af jøderne tilstræbte og styrede diktatur. Tilsyneladende af vanvare er prof. Torm dog ved lejlighed inde på en rigtig betragtning, når han nemlig taler om de “mod en hel nation” rettede angreb og derved for en gangs skyld giver til kende, at han dog også selv anser jøderne for at være en særlig nation, et fremmed folk.

Værst er det, når prof. Frederik Torm hævder, at det af den anonyme danske forfatter (det drejer sig ved begge pjecer om samme forfatter) publicerede værk ikke indeholder

69

det mindste spor af bevismateriale til Protokollernes rigtighed. Denne forfatter beretter om de oplevelser, han selv har været ude for i Rusland, fortæller om alle de jøder, der står i spidsen for den bolsjevikiske terror, nævner navne som Finkelstein-Litwinow, Apfelbaum-Sinowjew, Sobelson-Radek, Joffe, Charagan, Krassin, Sklowsky, Uritzky, Joselewitsch, Woladarsky, Scheresinsky osv. osv., kvinden Jakowlewa, der lod fem gamle storfyrster skyde, han fortæller om de rædselsfulde indtryk, han har fået ved besøg i mange af Petersburgs og Kronstadts fængsler og konstaterer i nøje overensstemmelse med den historiske sandhed, at “Rusland blev tilintetgjort og overgivet i jødebødlernes hænder”; forfatteren bringer altså kendsgerninger, bevismateriale. Når prof. Torm heroverfor påstår, at det her kun drejer sig om “et hadefuldt udfald mod jødefolket,” er han mere jøde end jøderne selv. Thi selvom organet “Mosaisk Samfund” som ovenfor påvist er stærkt betænkt på at benægte jødernes deltagelse i bolsjevismens udryddelseskamp mod det russiske folk, eksisterer der dog også jødiske kilder, der er mere ærlige i deres fremstilling af disse forhold. Således beretter “Jüdisches Lexikon” (bd. 4, sp. 1442) bl.a. følgende:

“Ved den bolsjevikiske revolution af 7. november (25. oktober) 1917 var ligeledes jøder medvirkende i ledende stilling, således L. Trotzki som leder af den krigsmilitære komite, Sinowjew, Kamenew og andre som medlemmer af den bolsjevikiske centralkomite. Efter bolsjevikkernes sejr blev Jakob Swerdlow udnævnt til formand for den alrussiske eksekutivkomite, L. Trotzki til kommissær for udenrigspolitiske anliggender og den stærkt venstreorienterede social­revolutionær J. Steinberg til justitskommissær. Formand for sovjetten i Petersburg var Sinowjew, for sovjetten i Moskva Kamenew. Efter at organisationen “Tscheka” var dannet i Petersburg, blev Moses Uritzki dens

70

leder. Også inden for den kommunistiske internationale (Komintern) havde flere jøder en ledende stilling: formand var Sinowjew, og ved siden af ham kan nævnes som ledende personligheder K. Radek (Sobelsohn) og Felix Cohn. En betydelig rolle spillede også jøderne Adolf Joffe og Kopf som Sovjetruslands ambassadører. Efter freden i Brest-Litowsk trådte Trotzki i spidsen for krigsministeriet og det revolutionære krigsråd. Hans medhjælper var Ephraim Sklianski; som finanskommissær blev senere Sokolaikow (Brilliant) udnævnt. Også i provinsen var jøderne medvirkende i de bolsjevikiske eksekutivkomiteer og i andre institutioner.”

I “Jüdisches Lexikon” (s.st., sp. 1566) bemærkes endvidere, at jødernes fremragende deltagelse i den bolsjevikiske revolution havde givet de kontrarevolutionære elementer i landet materiale til den antisemitiske pogromagitation, således at bl.a. hen imod 100.000 jøder blev myrdet, og den jødiske befolkning i Ukraine og Hviderusland blev økonomisk fuldkommen ruineret

Det, som her siges, svarer nøjagtig til den danske forfatters påstande. Når prof. Torm til trods herfor hævder, at han næppe nogensinde havde læst et indhold, der så lidt svarede til overskriften som nævnte forfatters bevismateriale, så må det nærmest tages som bevis på, at professorens logiske tænkeevne åbenbart svigter, så snart der er tale om jødesagen. At prof. Torm i virkeligheden har stirret sig blind på dette spørgsmål fremgår ydermere af, at han åbenbart heller ikke har forstået noget som helst af den indledning, pseudonymet Lauritz Carlsen har skrevet til selve Protokollerne. Thi dér citeres artiklen, som “Times” bragte den 8. maj 1920, og i hvilken det netop fremhæves som noget særligt påfaldende, at man i de i Protokollerne formulerede programpunkter skridt for skridt genkendte Sovjetruslands skæbne.

71

Der pointeres: “Visse enkeltheder i det jødiske program udviser en uhyggelig lighed med situationer og begivenheder, der nu udvikler sig for vore øjne. “Times” fortsætter:

“Anden udgave af professor Nilus’ bog blev sikkert udgivet i Rusland 1905. Kopien af originalen i British Museum bærer datoen 10. august 1906. Således får nogle af udtalelserne karakter af profetier, der er gået i opfyldelse, med mindre man vil forklare denne forudvidenhed hos de ældste ved at antage, at de i virkeligheden er de skjulte anstiftere af disse begivenheder. Når man læser, at det er nødvendigt for vore planer, at krige ikke må afstedkomme territoriale forandringer, bliver man mindet om råbet: “Fred uden landafståelse,” der opløftedes af alle de radikale partier i verden og i særdeleshed i det revolutionære Rusland. Endvidere: “Vi vil skabe en universel økonomisk krise ved alle tænkelige underhåndsmidler og ved hjælp af det guld, som alt sammen er i vore hænder. Samtidig vil vi kaste uhyre mængder af arbejdere i Europa på gaden. Vi vil forhøje arbejdslønnen, hvilket ikke vil hjælpe arbejderne, fordi vi samtidig vil forhøje priserne på de vigtigste livsfornødenheder. Det er af væsentlig interesse for os at berøve aristokratiet deres jordbesiddelse. For at nå denne hensigt er det den bedste fremgangsmåde at presse afgifter og. skatter op.””

Efter at have bragt flere citater fortsætter “Times”: “Idet man erindrer, når dette blev offentliggjort, ser man sytten år efter en regering oprettet i Rusland, i hvilket et stort procenttal af lederne er jøder, hvis modus operandi følger de her anførte principper. Vi ser dette, og det forekommer os uhyggeligt.”

72

Ja, alt dette siger “Times”, og alt dette har også prof. Torm læst, men alligevel tør han påstå, at Protokollerne må være et falskneri, fordi de deri fremførte programpunkter vidner om en “ubestridelig barnagtighed!”

Blandt de talrige — lad os sige urigtige — påstande, prof. Torm fremfører for at forsvare sin sag, findes også denne, at der i “bevismaterialet” ikke blot rettes udfald mod jødefolket, men også mod alle “halvjøder”. Det sidstnævnte udtryk må prof. Torm tage på egen regning, thi det bruger Lauritz Carlsen ikke. Da han nu tilsyneladende har fundet behag i sit eget udtryk, fortsætter han let krænket: “Jeg er tilbøjelig til at tro, at han (udgiveren af “Jødefaren”) vil betragte enhver som “halvjøde”, der vover at tage til genmæle mod uberettigede og usandfærdige angreb på jødefolket. Men jeg skal bære det med sindsro, om han også vil indrullere mig blandt “halvjøder”. —

Forfatteren af bevismaterialet havde andre mål end at beskæftige sig med de såkaldte halvjøder — som de facto eksisterer og i tysk lovgivning nu om stunder betegnes som “Mischling ersten Grades” — men som ikke omhandles i “Jødefaren”. Derimod rettes der en særlig velovervejet kritik mod de politiske kredse, der ikke undså sig for at gå i spand med den røde og den gyldne internationales mest repræsentative mænd og dermed efter en ærlig dansk mands opfattelse begik forræderi mod folk og fædreland. At udgiveren af Protokollerne her siger nogle drøje ord er rigtigt, men det er mindre væsentligt, når det samtidig kan påpeges, at de var sande og dermed berettigede. (Kun er formuleringen af disse angreb i et og andet tilfælde lidt uheldig.) Han bemærker bl.a., at man jo næppe kan undres over, at de jødiske forretningsmænd kraftigt benyttede sig af den lejlighed, Litwinow-Finkelsteins besøg i København frembød, til at lave “Geschäft”, thi Finkelsteins guld var jo fristende. At dette guld derved var taget fra det ulykkelige russiske folk ved mord og rov, bekymrede selvfølgelig ikke jøderne. Hvad kunne prof. Torm

73

egentlig have at indvende mod dette? Det var Emil Glückstadt, som var mest interesseret i disse forhandlinger, og blandt dem, der mødte til forhandlingsbordet mod d’hrr. Krassin og Finkelstein, er i det mindste Max Ballin samt Glückstadts nærmeste medarbejdere, Plum og M. N. Abrahamson, udtrykkelig blevet nævnt.

Det synes også, at det må være mere end forståeligt, når udgiveren af “Jødefaren” i 1920, da det jødestyrede Zahle­ministerium med vold og magt søger at holde taburetterne, og da generalstrejke-parolen sætter gemytterne i kog, da Landmandsbank-kliken søger at stabilisere det jødiske finansvælde, og da der finder højst mysteriøse forhandlinger sted med Krassin, Litwinow og deres jødiske medarbejdere, retter et kraftigt varsko til de regerende i landet, som det f.eks. sker i følgende bemærkninger:

“Det må bero enten på tyk uvidenhed om Litwinow-Finkelstein og den jødebande, han repræsenterer (thi det russiske folk repræsenterer han ikke), at han har fået tilladelse til at opholde sig i Danmark.

Eller var det vore den gang regerende jødebolsjevikker, der mente, at tidspunktet var gunstigt for tilførsel af nye kræfter og ideer til vort hjemlige bolsjeviksystem, direkte importerede fra jødevældens centrum: Moskva?

Var det virkelig ikke længere muligt for den ellers så snu statsmand Cohen Brandes og hans håbefulde elever og underdanige slaver Zahle, Rode, Stauning og Borgbjerg, samt deres rådgivere, Max Ballin og Heilbuth, at sætte kaos rigtig i system efter russisk mønster — efter de jødiske lærdes forskrifter?

Har vore danske bolsjevikblade, “Politiken”, “Social-Demokraten” og “Solidaritet” ikke kunnet løse den opgave alene at bringe landet ud i anarki, uden at Finkelstein fik startet det ny bladforetagende “Arbejdet”? .

Man skulle ellers mene, at generalstrejke-organet “Politiken”, i påskedagene gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at bringe Danmark ud i russiske tilstande.

Man kan vel næppe antage, at Finkelstein fik tilladelse til indrejse i Danmark, fordi vore bolsjevikker derigennem ventede at få pekuniær støtte for deres propaganda, da man må formode, at der var kapitalstærke mænd nok bagved ledelsen …”

74

Det var kraftige ord; men overfor den politiske situation, der var opstået 1920, da jøderne fra alle sider søgte at få magt over samfundet, var denne form for kritik uden tvivl på sin plads. Thi jødefaren var identisk med bolsjevikfaren.

I dette ikke blot uheldige, men også uvederhæftige forsvar, teologiprofessoren fører for jøderne, findes endeligt en arrig bemærkning om, at den ene udgiver af Protokollerne endog havde foreslået nye love, hvormed jøderne skulle fjernes fra indenrigspolitik og udenrigspolitik, og hvorved deres økonomiske magt skulle brydes. Prof. Torm er selvfølgelig forfærdet over, at jødernes kapitalmagt skal brydes og bemærker: “For et kuriosums skyld kunne det måske have været godt, om forfatteren havde udtalt sig lidt nærmere om, hvorledes han egentlig tænkte sig sådanne love formede.” Denne bemærkning skal her gentages — ligeledes for et kuriosums skyld. Måske har prof. Torm sidenhen lagt mærke til, at man virkelig kan lave sådanne love og endog udføre dem.

Den samme melodi spilles af pastor E. Clausen i “Kristeligt dagblad” (8. november 1920). Også for ham er det givet, at Protokollerne er “et antisemitisk falskneri til udryddelse af alle jøder”. Han vil ikke helt bestride, at jøderne er medskyldige i Ruslands ulykke, at de også har blodskyld, men han harmes dog for alvor over de mod hebræerne rettede angreb, bl.a. også “over de modbydelige jødepogromer i Østeuropa i vor tid”. Nødværge overfor den uret, jøderne har forvoldt, skal til, siger han; men det skal kun være et kirkeligt nødværge, en kamp med åndens sværd, som er Guds ord.

Striden om “Jødefaren” og andre antisemitiske skrifter, der støtter sig til det i “Zions Vises Protokoller” offentliggjorte materiale, blusser op igen i 1936. På dette tidspunkt havde nogle fremtrædende forkæmpere for dansk økonomis og kulturs frigørelse for jødisk indflydelse publiceret en række småskrifter, der ikke faldt i prof. Torms og ligesindedes smag og nu fremkaldte en særlig voldsom reaktion fra de

75

ufortrødne jødevenners side. Nu affattede prof. Frederik Torm en offentlig protest mod det nationalsocialistiske partis antisemitiske skrifter, som blev underskrevet af fire universitetsprofessorer og en biskop, nemlig:

Dr. theol. F. E. Torm, prof. med nytestamentlig exegese [5] som hovedfag.
Aage Bentzen,
professor med Det Gamle Testamente som hovedfag,
dr. theol. Flemming Friis Hvidberg, docent i Det Gamle Testamente,
dr. phil. & theol. J. P. E. Pedersen, professor i semitisk­orientalsk filologi samt
dr. theol. Hans Fuglsang Damgaard, biskop over Københavns Stift.

Den 10. januar 1936 blev protesten udsendt gennem Ritzaus Bureau, ligesom den selvfølgelig offentliggjordes i alle de parlamentariske partiers blade landet over.

Protesten havde følgende ordlyd:

“Der udbredes for tiden gennem det danske nationalsocialistiske parti en del pjecer af antisemitisk indhold. De anklager, som deri rettes mod det jødiske folk, er så hårrejsende og meningsløse, at man med rette kunne have set bort fra dem, hvis ikke forfatterne af disse pjecer havde støttet deres beskyldninger på en mængde urigtige og misvisende citater og ganske særligt på det berygtede skrift “Jødefaren”.

Dette skrift er for længst godtgjort at være et litterært falskneri, og i foråret 1935 blev dette bekræftet af en domstol i Schweiz efter en omhyggelig 2-årig undersøgelse af omstændighederne ved skriftets tilblivelse.

Det er allerede i sig selv forkasteligt at arbejde på at vække had i det danske folk mod vore medborgere af jødisk afstamning, men det er ganske særligt utilstedeligt at anvende sådanne midler, som let kan vildlede dem, der ikke ved bedre besked. Vi vil tro og håbe, at den sunde sans i det danske folk vil vægre sig ved at tro på sådanne grove litterære falsknerier.”

Disse ord mente altså fem fremragende danske teologer at kunne underskrive. Unægteligt forbavsende, navnlig under hensyn til, at “Jødefaren” — som i protesten nævnes som den vigtigste anledning — på intet punkt beskæftiger sig med specielt teologiske problemer,

[5]: Eksegese: Kritisk analyse eller fortolkning, især af bibelske tekster. Kilde: Den Danske Ordbog.

76

for hvis bedømmelse en teologisk videnskabsmands specialviden kan have sin betydning, men er et rent og skært politisk kampskrift. Begrundelsen til fremstødet giver prof. Torm i flere interviews i bladene samt i en særlig artikel, som offentliggøres den 10. januar 1936 i “Berlingske Tidende”. Prof. Frederik Torm behandler her på ny skriftet “Jødefaren”, idet han henviser til, at han allerede i november og december 1920 havde gjort opmærksom på, at det drejede sig om et falsum. Ganske rigtigt. Dengang mente han som nævnt, at det drejede sig om et plagiat efter en tysk roman, der var udkommet under titlen “Biarritz”. I mellemtiden har han imidlertid kunnet gøre sig bekendt med de i august 1920 i “Times” fremkomne afsløringer, så han i sin nye afhandling: “Dansk nazisme og det jødiske folk” mener at måtte gå ud fra, at både den tyske roman og det nævnte franske stridsskrift var hovedkilderne til “Jødefaren”. Dog det vigtigste argument, han nu fremfører til begrundelse for sine anskuelser, er henvisningen til den dom, der blev afsagt mod udgiverne af skriftet: “Protokolle der Weisen von Zion” ved domstolen i Bern. Her var dommerne efter 2 års undersøgelser kommet til det resultat, at det drejede sig om et falsum; ja, i dommen af 14. maj 1935 blev endog erklæret, at det drejede sig om “lächerlichen Unsinn”. De anklagede fik en pengebøde. Sagen appelleredes derefter til Højesteret.

Jøder og jødevenner følte sig efter denne dom ovenpå. Det viste sig ikke blot deri, at jøderne nu for en vis periode viste en særlig hensynsløs aggressivitet overfor de nationalsocialistiske kredse, men også deri, at Danmark nu i sammenhæng med denne protest fra teologernes side fik sin Talmud-proces. Et interessant bevis for det førstnævnte forhold er de betragtninger, rabbiner dr. Marcus Melchior fremfører i sit 1937 udgivne skrift: “Man siger, at jøderne —”, hvor han i slutningskapitlet beskæftiger sig mere indgående med “Zions Vises Protokoller”. Han er her klog nok til ikke at acceptere den argumentation, som i slutningen af 1920 var blevet fremført af overrabbiner prof. Simonsen og prof. Torm — det syntes ham dog vel at være for meget af et vovestykke — men i stedet for udelukkende at holde sig til den version, “Times” havde givet i august 1920. Han indskrænker sig derfor til at hævde, at Protokollerne var et plagiat af et i 1868 mod Napoleon III rettet smædeskrift, i hvilket kongen beskyldtes for despoti og for den hensigt at ville tilrane sig verdensherredømmet, og bemærker, at dette skrift var blevet omarbejdet på den måde, at ordet “Napoleon III” overalt erstattedes med “jøderne”. I øvrigt mener han, at det her drejer sig om et plagiat, “der til alle tider vil stå som et af vort århundredes sørgeligste kulturdokumenter”. Med rosende ord omtaler han derefter de

77

mænd, der har underskrevet protesten og mener, at antisemitterne denne gang har mødt deres overmænd. “For en gangs skyld”, siger han, “er de her stødt på et bolværk af sund fornuft, af sand kultur og virkelig dømmekraft, der i hvert fald for en stund har taget pippet fra dem.”

Nå, så helt modløse havde de kredse, der førte kampen mod jødedommen, ikke grund til at være. Thi processen i Bern havde dog i ganske væsentlig grad bidraget til en klarlæggelse af de forhold, der vedrørte Protokollernes oprindelse og virkemåde, og underrettens dom var jo foreløbigt appelleret og hvis afgørelse nu ventedes. navnlig lykkedes det Ulrich Fleischhauer i sin vægtige samling af dokumenter og videnskabelig koncist gennemførte sammenligninger af de i betragtning kommende skrifter samt andre undersøgelser at skabe overvejende sandsynlighed for, at Protokollerne var ægte. Der er to grundlæggende undersøgelsesresultater, Fleischhauer er nået til, nemlig:

1) At der har bestået to jødiske programskrifter. Deraf er det ene af ældre dato. Det har allerede fra midten af det 19. århundrede, ja måske før denne tid været i omløb som hemmeligt dokument og derved dannet grundlaget for de vigtigste, i sammenhæng med Protokollerne nævnte skrifter, særligt Jolys, “Dialogues aux Enfers”, kirkegårdstalen i Goedsches “Biarritz” samt talen “Ein Rabbiner über die Gojim”, af rabbiner Reichhorn, som bragtes til offentlighedens kendskab i forhandlingerne i det østrigske deputeretkammer den 13. marts 1901 og senere i 1901 af G. Butmy i hans første udgave af Protokollerne. Det andet programskrift, nemlig selve Protokollerne, opstod som et selvstændigt arbejde, der i sin helhed er en variering og uddybelse af de temaer, der behandles af Joly i hans dialoger. Forfatteren af Protokollerne kendte ved udarbejdelsen af sit skrift kun dialogerne og ingen af de andre nævnte afhandlinger.

78

2) At Maurice Joly var jøde. I medfør heraf hævder den tyske forfatter Ulrich Fleischhauer i sine grundigt gennemførte undersøgelser, at den mand, der står som mellemled mellem de to programskrifter, naturligvis selv affattede sine undersøgelser i ren jødisk ånd. Da Joly samtidig var frimurer, er det også uden videre forståeligt, at spørgsmålet vedrørende de hemmelige logers stilling ved gennemførelsen af de tilstræbte statslige omvæltninger finder særlig indgående behandling i begge skrifter (i den 13. dialog henholdsvis den 15. protokol). Til bedømmelsen af Jolys personlighed er endvidere påvist, at han stod i nærmeste samarbejde og venskabelig forbindelse med Karl Marx og Isaac Adolphe Cremieux, der begge var banebrydere for internationale, af radikal ånd prægede bevægelser, og at han var socialist, revolutionær og jakobiner. (Prof. Torms påstand om, at Joly ikke var jøde, er altså falsk. Han hed ifølge de oplysninger, som Alfred Rosenberg giver, oprindelig Moses Joel og var en af Pariser-kommunens førere.)

Det viser sig da også, at den svejtsiske Højesteret ikke har stadfæstet den af “Richteramt V” i Bern den 14. maj 1935 fældede Dom, men senere har frikendt de anklagede, da det ikke kunne anses for bevist, at Protokollerne var et falsum.

Danmark fik derfor heller ikke sin proces mod “Protokollerne”s udgiver, men sin Talmud-proces. Den egentlige anledning hertil gav teologernes protest, der blev udsendt gennem Ritzaus Bureau og offentliggjordes den 10. januar 1936 i alle landets dagblade. Allerede i sin kommentar til protesten bemærkede prof. Torm, at “vore hjemlige antisemitter i sjælden grad forstår at benytte sig af vor tolerante trykkefrihed”, for dermed at antyde, at han anså myndighedernes indskriden for nødvendig. Men i sine interviews til “Social-Demokraten”

79

og “Nationaltidende” talte han rent ud af posen. Over for sidstnævnte blad erklærede han bl.a., at tidspunktet nu var inde til en indskriden. Der tilføjedes: “Vi har udsendt vor erklæring, og vi har henledt myndighedernes opmærksomhed på denne form for litteratur — mere ønsker vi ikke at foretage os.”

Henstillingen toges til følge af justitsminister Steincke. Der rejstes tiltale mod syv antisemitter efter Straffelovens paragraffer 140 (blasfemi) samt 267 og 268 (fornærmelse og bagvaskelse).

En ekskurs til prof. Frederik Torms betragtninger vedrørende “Jødefaren” kan her være på. sin plads;

I sin redegørelse taler han om den af udgiverne fingerede jødiske sammensværgelse, der efter deres opfattelse står bag ved alle frihedsbevægelser. Til begrundelse for sin modsatte anskuelse mener han at måtte pointere, at jøderne aldrig havde vist særlige revolutionære tilbøjeligheder. Derfor kunne der heller ikke være tale om, at den fremmede race tilstræbte verdensrevolutionen og verdensherredømmet.

Over for sådanne overvejelser må det anses for påkrævet at behandle nogle historiske fakta, som vidner om jødernes magtbegær og om deres vilje til om fornødent ved den hensynsløseste terror at tilrane sig magt over folkene. Eksemplerne skal tages fra det russiske folks historie, dvs. fra det folks historie, der giver det mest rystende bevismateriale for jødernes trussel mod alle kulturfolks ret og moral.

Ubeskriveligt er de rædsler, denne race har påført det russiske folk. Efter Sovjets egne oplysninger kan antallet af henrettelser i Rusland anslås til 1.860.000 i de første fem år, bolsjevikkerne havde styret. Blandt disse var 6.000 lærere og professorer, 8.800 læger, 54.000 officerer, 260.000 soldater, 10.500 politibetjente, 48.000 gendarmer, 12.000 embedsmænd, 355.000 intellektuelle, 192.000 arbejdere, 815.000 bønder. Den internationale forening mod bolsjevismen i Geneve udgav den 6. august 1935 en beretning, ifølge hvilken 40.000 præster var blevet arresteret, landsforvist eller dræbt. Herefter blev næsten alle ortodokse kirker og kapeller ødelagt eller lukket — eller forvandlet til klubber, biografteatre, kornpakhuse o. lign. Endelig oplyser Sovjet-statistikeren Oganowsky, at antallet af bønder, som døde af sult i årene 1921–22, beløb sig til 5,2 millioner. Indtil året 1930 er under Sovjetherredømmet 31 biskopper, 1.600 gejstlige og 7.000 munke blevet myrdet.

80

Skulle sådanne tal ikke kunne mane kristne teologer til eftertanke og i det mindste forhindre dem i, at de alt for kritikløst tog sig af jødernes sag?

Også den forfærdelige skæbne, der ramte Finnerne, som var bosiddende i de til Sovjetunionen hørende områder, skulle dog vel kunne mane danske præster til tavshed. Her kan henvises til, at den finske befolkning i ingenmandsland blev systematisk udryddet. 1929–31 måtte 18.000, i foråret 1935 9.000 og i sommeren 1936 yderligere 28.000 forlade hus og hjem for i de sibiriske ødemarker at gå deres undergang i møde. Fra Karelen måtte 1935 4.000 gå i forvisning til Centralasien og 3.000 til Ural, og af dem gik over 50 procent til grunde som følge af de umenneskelige livsvilkår og arbejdsbetingelser. Engang sagde en førende kommunist til dem: “Krepere skal I! Vi kan ikke slå Jer alle sammen ihjel, men I skal alligevel krepere!”

Det er disse forhold, der gør det mere end forståeligt, at “Zions Vises Protokoller” først fandt udbredelse i Rusland, da den fare, der allerede længe før verdenskrigen truede landet, i dette skrift forudses og skildres i alle enkeltheder, og i øvrigt stadfæstedes ved den af jøderne ledede revolutionære bevægelse, dens kampmetoder og dens mål.

I Rusland havde den bitterhed, der herskede i de brede folkelag mod jøderne, allerede siden 1881 flere gange ført til blodige optøjer, de såkaldte pogromer (russisk for: ødelæggelser), der for en stor del kunne gennemføres uden myndighedernes indgriben. Den første pogrom-bevægelse opstod, da Alexander II blev myrdet, og den opfattelse bredte sig i folket, at det var jøder, der havde dræbt tsaren. Raseriet opflammedes, da det rygtedes, at Tsar Alexander III skulle have givet ordre til, at der skulle tages hævn over jøderne, men at myndighederne havde ladet sig bestikke af jøderne, så tsarens anordning ikke var blevet bekendtgjort. Under indflydelse heraf opstod i april 1881 flere pogromer i sydrussiske og ukrainske byer. Disse jødeforfølgelser satte gang på gang ind også i de følgende årtier, greb særlig stærkt om sig i årene 1903 til 1906 og kulminerede under verdenskrigen. Det var folket, der hævnede sig på den fremmede race, som udplyndrede det ved vare- og renteåger, viste sig fjendsk overfor den kristne civilisation og tilstræbte magten i samfundet, ja, derudover stræbte efter verdensherredømmet. Allerede Alexander III havde kort tid efter sin faders død i 1881 givet indenrigsministeren Ignatiew ordre til at undersøge, hvilke specielle forhold inden for de såkaldte kolonisations-rayons, der havde givet befolkningen anledning til de voldsomme overfald på jøderne. Der blev indsat særlige undersøgelseskommissioner, som skulle behandle problemet ud fra den grundtanke, at jøderne takket være deres samhørighed — når der blev set bort fra få undtagelser — “benyttede sig af deres

81

evner, ikke til at forøge samfundets produktive kræfter, men til udbytning af den hjemmefødte befolkning, og da navnlig af de fattigste dele af befolkningen”. Kommissionernes dom indeholdt almindeligvis skarpe udtalelser mod jødedommen. Ifølge “Jüdisches Lexikon” (bd. IV, 1930, sp. 981) bemærkede bl.a. kommissionen i Wilna: “Jøderne har intet fædreland, de anerkender kun deres egen menigheds (Kahal’ens) magt, de danner en bevægelig stat inden for Staten, med hvilken de fører en evindelig forbitret økonomisk kamp.” En stærk opblussen af pogromerne satte ind, efter at den russisk-japanske krig var tabt (bl.a. i Kischinew i Bessarabien 1903), men fra dette tidspunkt trådte jøderne også særlig aggressivt i aktion inden for den revolutionære bevægelse. En attentatbølge mod Ruslands mest fremtrædende mænd fulgte; dens ophavsmænd var for største delen jøder, navnlig var det jødiske revolutionære i udlandet, der gav deres direktiver. Det var dr. Alexander Helphand, der 1904 under den første russiske revolution var formand for de arbejderdelegeredes råd i St. Petersborg. Umiddelbart efter udstedelsen af den nye konstitution satte de såkaldte oktober-pogromer fra 1905 ind, ved hvilke der i 660 større eller mindre byer, til dels også landsbyer, myrdedes 810 jøder, hårdt såredes 770, og samtidig tilføjedes de overfaldne store materielle tab. Men — hvad der her er det afgørende: Pogromerne var så sandelig ikke udtryk for det russiske folks mordlyst og bestialitet. Det var kun en naturlig reaktion overfor den skånselsløse udplyndring, de jødiske ågrere og pugere tillod sig, en kamp mod de samfundsødelæggende kræfter, som truede fra Kahal’en. Og pogromerne har senere fundet deres fuldkomne retfærdiggørelse i det rædsomme ragnarok, bolsjevikkerne under jødisk ledelse påførte det russiske folk.

At i øvrigt alle landes jøder føler sig som en fællesmagt og i alle forhold står solidarisk, viste sig gang på gang også med hensyn til de i Rusland og Polen stedfindende pogromer. Da oktober-urolighederne 1905 var overstået, samledes af jøderne i udlandet ikke mindre end 13 millioner Mark til understøttelse af disse pogromers ofre. Nogen tid senere, i foråret 1907, dannede Danmark midtpunktet i en stor statsaktion til gunst for de russiske jøder. På dette tidspunkt rygtedes det, at der var fare for, at der atter ville bryde uroligheder løs, så snart den russiske påske var inde. Af frygt for nye overfald søgte de russiske jøder i dette tilfælde hjælp

82

hos deres formående venner i København. Her var det, at professor dr. Simonsen, som forud havde været overrabbiner ved synagogemenigheden, sammen med grosserer Carl Henriques Melchior og hustruen Clara, født Melchior, foranledigede, at Carl H. Melchiors farbroder, den 82-årige Moses Melchior, henvendte sig til Kong Frederik VIII med bøn om, at han måtte opfordre sin søstersøn Tsar Nicolai II til i tide at forhindre den befrygtede pogrom. Dr. Simonsen beretter selv udførligt om denne tildragelse i “Tidsskrift for jødisk historie og litteratur” (bd. 1, 1917–19, s. 188 flg.) under titlen: “Da pogromerne i foråret 1907 blev standset.”

Kongen havde først tilsagt den gamle Moses Melchior til forhandling på en mandag; men da sagen hastede, blev audiensen fastsat til den forudgående lørdag. I forhandlingen viste kongen sig ikke særlig begejstret for henvendelsen; han gav først et blankt afslag, da “det var en principsag, at man ikke blandede sig i et andet lands indre anliggender”. Han tilføjede, at en henvendelse derom kunne blive taget særdeles unådigt op. Men Moses Melchior trængte på, indtil kongen erklærede sig villig til at henvende sig til søsteren, enkekejserinde Dagmar, som på dette tidspunkt opholdt sig i Biarritz. Men dette tilsagn var ikke nok; Melchior gjorde opmærksom på, at det ville tage for lang tid, hvis hjælpen skulle hentes ad denne omvej; han erklærede, at han sad inde med informationer, hvorefter urolighederne ville bryde løs i de allernærmeste dage, så det var nødvendigt, at kongen henvendte sig direkte til tsaren. På kongens forbavsede spørgsmål, hvorledes gamle Melchior dog kunne vide så nøjagtig besked med russiske forhold, erklærede denne, at ifølge de informationer, professor Simonsen havde givet ham, var den russiske påskes indtræden ganske nær forestående. Simonsen siger hertil selv i sin artikel, at kongen efter denne oplysning “gjorde en lun bemærkning om, at han nu forstod sagens gang”. Kongen erklærede derefter, at han straks ville skrive til tsaren. Men også dette tilfredsstillede ikke

83

jøden, så Kong Frederik VIII måtte erklære sig rede til at telegrafere til den kejserlige søstersøn.

Professor Simonsen bemærker til slut, at han nogen tid senere, ved et ophold i Breslau — formodentlig den 24. april 1907 — af bladene erfarede, at “Guvernørerne i Rusland havde fået bestemte ordrer til ikke at tillade uordner ved den forestående påskefest”. “Deri,” vedføjer den fhv. overrabbiner, “læste jeg den russiske regerings svar på vor konges henvendelse til tsaren.”

Man kan forstå jødernes tilfredshed med dette udfald af audiensen. Det er kun beklageligt, at der ikke nogle år senere fandtes danske jøder, der henvendte sig til deres russiske racefæller med bøn om at standse myrderierne mod de millioner hvide mennesker i Rusland, mod den ligefrem djævelske terror, mod deportationerne til Sibirien, mod udryddelsen af alt kirkeligt og kristent liv, mod den hensynsløse socialisering af jorden og den dermed følgende likvidering af kulakkerne, den russiske bondestand osv., osv. — ja, at der ikke fandtes en eneste formående mand i verden, der kunne forhindre, at jøderne inden for bolsjevikkernes rækker fortsatte med deres rædselsgerninger. Og når d’herrer teologer, som kæmper for jødernes sag, overvejer det rigtigt, vil de måske, hvis de da føler kristeligt ansvar, sandheds- og retfærdspligt, anerkende berettigelsen af et sådant ønske. I øvrigt måtte de også på grundlag af det, der her er skildret, kunne indse, at pogromerne kun var en naturlig reaktion overfor den blodskyld, jøderne pålagde sig ved deres udplyndring af folket, ved nihilismen og de endeløse attentater, og at selve den bolsjevikiske revolution kun kan betragtes som en forløber for verdensrevolutionen, som en etape i jødernes kamp om verdensherredømmet.

e) om verdensherredømmet.

De teologiske professorer ved Københavns Universitet samt

84

biskoppen for Københavns Stift, Fuglsang-Damgaard, tør i deres protest af 10. januar 1936 hævde, at det er hårrejsende og meningsløse anklager, der fra nationalsocialistisk side rejses mod det jødiske folk. De henholder sig i første række til “Jødefaren”, som efter deres opfattelse skal være et falsum og indeholde grove litterære falsknerier. Men de mener også at kunne gøre gældende, at der i de angrebne pjecer ofte benyttes misvisende citater og findes grove misforståelser, fordrejelser og deslige. Når man i øvrigt kan støtte sig til prof. Torms indlæg i sagen, må man gå ud fra, at de navnlig også harmes over, at jøderne beskyldes for gennem verdensrevolutionen at stræbe efter verdensherredømmet.

Nej, det er disse kristne præster aldeles enige om, at det her drejer sig om aldeles utilstedelige og uberettigede angreb. selvfølgelig kender de Det Gamle Testamentes ord, de ved, at jødernes Gud er en national Gud, at jødernes håb er rettet mod et messiansk rige, som endnu skal komme, og at de længes efter et jordisk paradis; at de afskyer Jesus Kristus og aldrig vil, ej heller kan, anerkende, at Kristus er den i den gamle pagt forkyndte Messias. Selvfølgelig ved de, at jøderne betragter sig som Guds ejendomsfolk, og at der allerede i Pentateuk’en [6] findes profetier, hvorefter dette ørkenfolk engang, når tidens fylde er inde, vil herske over alle jordens nationer. Men det passer dem ikke, at det siges, og hellere begår de et forræderi mod den kristne lære, end de tillader, at sandheden om jødedommen bliver sagt.

Men sandheden vil blive sagt.

Og det er nemt at føre bevis for, at de tendenser, der præger “Zions Vises Protokoller”, er i nøje overensstemmelse med Det Gamle Testamentes profetier. Læs i 1. Mosebog kap. 12, 2–3 og kap. 22, 17–18 eller i 5. Mosebog kap. 28, 12–13 eller kap. 2, 25, læs salme 2, 8 eller profetierne i Esajas kap. 60, versene 10, 12 og 16 henholdsvis kap. 61, 5 osv., så vil man her finde de ord, der forkynder Israels [egentlig Judæas] overherredømme over alle folk og hvorledes Jehovahs ejendomsfolk engang skal kunne hævne sig på hele menneskeheden.

Enkelte citater skal tjene som yderligere bevis for påstandens rigtighed:

[6: Pentateuken (“fembogen”) er en fællesbetegnelse for Det Gamle Testamentes fem første bøger, Mosebøgerne, indeholdt i jødernes Torah.]

85

I 5. Mosebog 7, 6 siges: Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. — 5. Mosebog 7, 16 lyder: Og alle de folk, som Herren din Gud giver dig, skal du fortære uden skånsel. — Den samme tendens træder særlig grelt frem i 5. Mosebog 7, 22-24: Og Herren din Gud skal lidt efter lidt drive disse folkeslag bort foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i hast, thi så bliver markens dyr dig for talrige. Men Herren din Gud skal give dem i din magt, og han skal slå dem med stor rædsel, indtil de er udryddet. Og han skal give deres konger i din hånd, og du skal udrydde deres navn under himmelen; ingen skal kunne holde stand over for dig, til du har udryddet dem. — Salmistens ord kap. 3, vers 8 siger det samme: “Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord.”

Hvor nøje stemmer dog disse ældgamle paroler om, at Messias vil komme, at tiden snart vil være inde, da den jødiske ånd skal erobre hele verden og da hele menneskeheden vil blive Israels slaver, nøje overens med den nyere liberalistiske tidsalders jødiske proklamationer!

Crémieux, der var grundlægger af den israelitiske verdensorganisation, udgav 1860 det berømte Manifest, som giver udtryk for dette jødernes højeste mål og her citeres i sin helhed:

“Den alliance, som vi vil danne, er hverken fransk eller engelsk eller svejtsisk eller tysk; den er jødisk, den er universel. De andre folk er opdelt i nationer; vi alene har ingen medborgere, kun religionsfæller. Jøder bliver ikke de kristnes og muhamedanernes ven, før den jødiske tros lys, den eneste fornuftreligions lys, vil sende sine stråler ud over hele verden; spredt blandt alle folk, som er fjendtlig indstillet overfor vore rettigheder og interesser, vil vi frem for alt vedblive at være jøder. Vor nationalitet er fædrenes religion, og vi anerkender ingen anden.

Vi bor i fremmede lande, men vi kan ikke interessere os for disse landes vekslende interesser, så længe vore moralske og materielle interesser er i fare. Den jødiske lære må en dag beherske hel verden. Israelitter! Omendskønt I er spredt over alle jordens punkter, skal I betragte Eder som det udvalgte folks lemmer. Når I tror, at Eders forfædres tro er den eneste patriotisme, når I tror, at I trods Eders udvortes nationaliteter kun er et eneste folk, når I tror, at jødedommen

86

alene repræsenterer den religiøse og politiske sandhed — når I tror alt dette, I israelitter i hele verden, så mød frem, hør vort kald, giv os Eders tilslutning til kende.

Værket er stort og helligt. Katolicismen, vor hundredårige fjende, er underkastet, slået fuldstændig ned. Hver dag vil nettet, som Israel har kastet ud over jorden, bredes videre ud, og vore hellige bøgers ophøjede sandheder vil gå i opfyldelse. Den dag vil komme, da Jerusalem vil være bedehuset for de forenede nationer, da den jødiske monoteismes fane vil vaje på de mest fjerntliggende kyster. Lad os drage nytte af alle forhold. Vor magt er stor, lad os lære at udnytte den. Hvad skulle vi vel frygte? Dagen er ikke mere fjern, da al verdens rigdomme udelukkende vil tilhøre jøderne.

Et år senere, 1861, vælges Crémieux til alliancens præsident. I denne anledning skriver Archives Israelites, årg. 1861, nr. 25 bl.a. følgende:

“En ny tids messianisme må bryde frem, udvikle sig, en ny ordens Jerusalem, helligt grundlagt mellem Orient og Occident [den vestlige verden], må træde i stedet for dobbeltrigerne: kejsernes og pavernes. Alliance Israelite har påbegyndt sin virksomhed og gør allerede sin indflydelse gældende i de fjerneste egne. Den indskrænker sig ikke til at pleje vor kultus, men den henvender sig til alle; den vil trænge ind i religionerne, som den er trængt ind i alle lande.

Nationaliteterne skal forsvinde! religionerne skal forgå! Men Israel vil bestå, thi dette lille folk er Guds udvalgte folk.”

Disse ideer finder — ganske vist i meget skjulte vendinger — genklang i Jolys dialoger, og danner derefter grundakkorden i selve Zions Vises Protokoller.

Verdensherredømmet er altså målet — trods alle teologers protest. Men udviklingen vil vise, at målet aldrig vil blive virkelighed — evigt kun vil blive en drøm.

Næste kapitel: 2. Striden om Det tredie Ting

Det tredie Ting – 1. del