Det tredie Ting (1. del) – 2. Kapitel

Sand Historie

2. STRIDEN OM DET TREDIE TING

a) Jødernes herredømme under Ministeriet Zahle.

Det hændte og hænder ofte, at de to af det Radikale Venstre dannede ministerier, af hvilket det første styrede landet fra 28. oktober 1909 til 4. juli 1910, det andet fra 21. juni 1913 til 30. marts 1920, betegnes som jøde-ministerier. Bl.a. er dr. H. J. Hansen stærkt inde på denne tanke i sin 1923 udgivne pjece om “Jødespørgsmålet”, i hvilken han navnlig påpeger, at Venstre stadig havde vist tilbøjeligheder til at alliere sig med den både nationalt og religiøst upålidelige jødedom. Dr. Hansen henholder sig derved i hovedsagen til udviklingen omkring århundredskiftet, men kunne lige så godt have henvist til liberalismens stilling overfor jødedommen allerede i 1849-Grundlovens allerførste tider. Frederik Barfod, Grundtvig og mange andre liberale støttede allerede dengang med en utrolig fanatisme jødernes sag. Med hensyn til den politiske situation siden halvfemserne, da “Politiken” begyndte at vinde en stigende indflydelse på det kulturelle og politiske liv, bemærker han bl.a.: “Venstre, det store bondeparti, som dog skulle være både kristeligt, nogenlunde nationalt og desuden havde sine agrariske interesser, det så at sige forurenede sig med den leddeløse Københavnske liberalisme, med radikale, irreligiøse jøder som Edvard Brandes og Herman Trier, ja med den gryende socialisme; det samlede kort sagt revl og krat. Dengang blev grunden lagt til radikalismen, med den negative Hørup og brødrene Brandes

88

som profeter. Partiet har i mange år været stærkt jødisk farvet; det bestod af en række universitets-professorer, en god portion jurister (deriblandt også politimestre), en del læger, m.m.; mange af dets finere eller velstillede medlemmer var jøder, og til stemmekvæg søgte man særlig at fiske husmænd på landet. Den radikale regering fra 1913 til 1920 var absolut jødepræget: den halvbegavede cand. jur. Zahle var chef, dr. E. Brandes og hr. Ove Rode viste sig at være de gode hoveder, bl.a. til at ødelægge finanserne, og dertil kom nogle ikke-jøder … spekulanten Heilbuth fungerede underhånden nærmest som rigskansler og var samtidig den med tyske jødebanker stærkt indfiltrede Landmandsbanks mand, medlem af dens bankråd og af dens bestyrelse fra 1914. Vi havde i virkeligheden et jøderegimente, og det er en uaftvættelig skam både for folket og særlig for vor rigsdag, at det hele blev tålt til april 1920.

Her nævnes tre mænd, som ifølge dr. H. J. Hansens fremstilling gav det andet ministerium Zahle det jødiske præg: Nemlig konseilspræsidenten selv, der tillige, var justitsminister, finansminister Brandes og indenrigsminister Ove Rode.

Er denne karakterisering nu berettiget?

Det er i indledningen blevet påvist, hvorledes den enkelte jøde, som opnår en position, inden for et af samfundenes nervecentrer altid vil benytte sig af denne stilling til i første række at varetage sin egen races interesser, og at jøden, takket være sin særlige mentalitet, almindeligvis også har evne og kraft til at sætte sine anskuelser igennem, såfremt han under de givne omstændigheder får mulighed til frit at udfolde sine bestræbelser. Der kan nu ikke være tvivl om, at forudsætningerne for jødernes hegemoni [dominans, forrang] inden for de to af det Radikale Venstre dannede ministerier, ikke mindst inden for det sidstnævnte, var overmåde gunstige. (I parentes bemærkes, at allerede det første Zahle-ministerium havde to jøder som medlemmer, foruden Brandes den udpræget orientalske halvjøde Wilhelm Weimann som minister for handel og

89

søfart samt fra 2. 2.–5. 7. 1910, for offentlige arbejder, finansminister Edvard Cohen. Brandes var heljøde, en mand, som ved et kraftigt instinkt følte sig knyttet til sin race, og som ud fra dette instinkt og sin fremragende begavelse allerede i en tidlig alder følte sig kaldet til at udrette en politisk gerning. Liberalismens, demokratiets ideer banede ham vejen ind i politikken. Det var atter en Venstre-mand, der skulle hjælpe jøden frem, Chr. Berg, som 1880 tilbød ham et absolut sikkert mandat ved et suppleringsvalg på Langeland, trods voldsom modstand navnlig fra præsters side, som ikke kunne finde sig til rette med, at bondepartiet ville sætte en udpræget fritænker ind på Rigsdagen [fællesnævner for medlemmerne af Folketing og Landsting]. Brandes blev valgt med et anseligt flertal, og Berg anså sig derefter endog for beføjet til i Folketingets forhandlinger den 25. 11. 1880 at rette sit skyts mod disse formastelige præster, som “nu engang ikke kunne døje det, at Folketinget efter sin art og oprindelse er bekendelsesløst, at vi ikke her i tinget står på nogen religiøs grund, endsige på folkekirkens, men at vi er et dansk hedensk hus og ikke andet …” og til begrundelse for denne opfattelse påberåbte sig Grundtvig, der havde sagt om den danske rigsdag: Netop som født af hedningeæt, har du i Danmark odelsret. Så besynderlig en argumentation skulle der altså til for at kunne klargøre, hvorfor netop Venstre, det liberalistiske bondeparti, krævede respekt for dette, at tinget på ny måtte modtage en radikal jøde i sin midte.

Så ligetil var sagen alligevel ikke. Ordføreren for valgbrevsudvalget gjorde gældende, at det var et medlems grundlovsmæssige ret og pligt at aflægge ed på Grundloven, og at ethvert medlem, der stillede sig til valg, som følge heraf forud måtte gøre sig klart, om han kunne aflægge eden eller ej, og Folketingets formand, Christopher Krabbe (der senere sammen med Brandes og Weimann tilhørte det 1. Zahle-ministerium som forsvarsminister!) ønskede i dette tilfælde først konstateret, hvorvidt et fortilfælde af manglende ed efter den hidtil brugte edsformular, måtte foreligge, dvs. hvorvidt

90

en underskrivelse af formularen af en ikke-kristen, der rigtignok var anerkendt som medlem af tinget, kunne tilstedes. Striden kom altså til at stå om Grundlovens § 55, hvorefter ethvert nyt medlem skulle aflægge ed på Grundloven, når gyldigheden af hans valg var anerkendt. Da Brandes derefter tog ordet, påberåbte han sig selvfølgelig religionsfriheden og erklærede, at han fra begyndelsen af, da han stillede sig til valg, havde besluttet sig til at aflægge ed efter den brugelige edsformular. Han fortalte derefter om sine genvordigheder i valgkampen på Langeland, nævnte, at de politiske møder nærmest havde givet indtryk af, at der skulle foretages valg til en synode [kirkelig forsamling], at modstanderne havde benyttet sig af en ganske særegen taktik for at komme ham til livs ved at udkramme et helt arsenal af ord som fritænker, ateist, gudsfornægter osv., at det jo overhovedet var skik og brug i Danmark at opmuntre til racehad ved f.eks. til stadighed at gøre opmærksom på en mands racemæssige afstamning, så snart en jøde søgte at yde en indsats på litteraturens kunstens eller politikkens område osv., “jo,” fortsatte han, “man fortæller, at han er fremmed, at han ikke er rigtig dansk … Jeg kan forsikre, at, hvis man vidste, hvor krænket en jøde føler sig, når disse ord nævnes mod ham, ville selv fanatikere betænke sig ved at anvende dem imod ham. Hvis man vidste, hvorledes man føler jordbunden liste bort under sine fødder, når det siges, at man er fremmed — og det siges trods den megen modsigelse — tror jeg, at man ville betænke sig på at erklære en dansk medborger for hjemløs i hans eget hjem …”

Edvard Brandes forstod altså med mange kløgtige argumenter at forsvare sit standpunkt og gjorde kraftigt rede for sit standpunkt, idet han bemærkede:

“Jeg vedkender mig åbent, at jeg hverken tror på jødernes eller på de kristnes Gud, men jeg hævder, at mit gudsforhold er mig ligeså klart og helligt som enhver af de tilstedeværendes er for ham, og jeg

91

fordrer samme respekt for mine religiøse anskuelser, som jeg er villig til at yde andres.”

Alligevel forvoldte forsvaret ham adskillige vanskeligheder, da edsformularen indeholdt udtryk, som han ud fra sit fritænkerske sindelag aldrig ville kunne godkende. formularen lød nemlig: “Jeg lover og sværger at holde rigets grundlov, så hjælpe mig Gud og hans hellige ord.” Han mener imidlertid med den tilvante jødiske udenomssnak at kunne berolige Folketingets medlemmer med, at påberåbelsen i denne ed aldrig havde fundet en sådan kirkelig eller teologisk fortolkning, at den skulle være afpasset efter en bestemt kristelig tro. Derfor kunne troende kristne og jøder uden betænkelighed aflægge denne ed; de kristne tænkte herved på Kristus og bibelen, jøderne på Jehovah og Det Gamle Testamente. For sit eget vedkommende erklærede han:

“Jeg har ganske simpelt underlagt ordet “Gud” det gudsbegreb, som jeg har; jeg har forstået “det hellige ord” som logos: Alfornuften, som de verden beherskende ideer, jeg erkender for hellige ord.” (Det fuldkomneste i Verden er Verdenssjelen, Alnaturen, eller den Alfornuft, som gjennemtrænger hele Verden. Kilde: Ordbog over det danske sprog.)

Denne rabulistikkens [meningsvridende og trættekær argumentation] mester havde dermed klaret sin sag, og formanden Krabbe opgav at udsætte edsfæstelsen yderligere. Deri kunne ej heller ændres noget, efter at den ivrige Grundtvigianer frede Bojsen havde gjort alt for at afværge den kristelige forargelse, Brandes’ edsaflæggelse måtte gøre på alle dem, for hvem denne ikke var et blot og bart spilfægteri. Folketingets flertal var stemt for at være velvilligt stemt overfor jøder, thi man var dog vel nok forpligtet til at holde liberalismens principper i hævd. Og jøden vidste, at han kunne regne med denne stemning. Han følte sig også desårsag som den overlegne part, krævede sin værdighed som folkerepræsentant respekteret og gav til sidst udtryk for sin særlige selvbevidsthed ved at betone, at han kun var en ringe discipel i en skole, der rigtignok talte historiens største ånder blandt sine disciple, men at han dog stod så højt, at han “med

92

ubeskrivelig foragt kunne se ned på det bundløse hykleri, der her trivedes i denne sag”. Når Brandes således tog på vej, måtte han selvfølgelig også få lov til at aflægge eden og at tolke edens mening, således som det passede ham bedst.

Men det er herefter forståeligt, at Edvard Cohen Brandes virksomhed inden for det politiske liv havde sine vanskeligheder. J. Hassing Jørgensen, Brandes’ senere ministerkollega i Zahle-ministeriet, mener i sin i Dansk Biografisk Leksikon offentliggjorde levnedsbeskrivelse af Brandes at måtte gøre gældende, at det var den lige omhandlede episode i Folketinget, der havde givet stødet til, at Brandes’ væsen fremtidig prægedes af et skær af kynisme. Denne formodning er uden tvivl urigtig. Edvard Brandes var ligesom sin broder Georg Brandes helt igennem præget af sin herkomst og kunne, som den helblodsjøde han var, selvfølgelig aldrig slippe sit racemærke. Rent instinktivt var han kynisk, dvs. skamløs, uhøvisk overfor de andre, som ikke var som ham; thi instinktet svigter ikke blodets røst. Han følte sig nødvendigvis som fremmed inden for det danske folk, og han bedømte sine medmennesker i et og alt ud fra den særlige racebevidsthed, der besjælede ham. Dog havde han det til fælles med broderen, at de begge ikke ville være ved deres racebevidsthed, men slet og ret krævede at blive anerkendt som noget, de ikke var, og ej heller nogen sinde kunne blive, nemlig som danske. En sådan stræben efter det uopnåelige, naturstridige, skaber selvfølgelig usikkerhed i sindet, forstyrrer sjælens ligevægt, og hermed lader sig forklare, at den inkarnerede jøde, der, mener at kunne træde ud af sin race, ved den simple mindelse om det, han i virkeligheden er, føler sig ramt i det dyrebareste, han mener at eje, nemlig bevidstheden om at være dansk medborger og det, som mere er dansk i sind og skind. Deraf den ramtes reaktion, deraf også den blodige kynisme overfor dem, der ikke vil affinde sig med den slags skalkeskjul og kræver, at tingene siges som de er, kræver sandheden sat i højsædet. Edvard Brandes taler i Folketinget 1880,

93

ved sin indtræden i det parlamentariske liv, om den “ubeskrivelige foragt”, han følte over et bundløst hykleri, og dog var denne anmassende tale ikke andet end udtryk for den utryghed, han følte ved at give sig ud for noget andet end det, han var, og ved at aflægge en ed, som berører et gudsforhold, han selv aldrig har kendt til; thi at ville jævnstille Guds hellige ord med den såkaldte alfornuft er blasfemi.

Alt hvad Edvard Brandes har skrevet vidner om det sind han ejer, og det var ikke dansk, og alt hvad han som politiker udrettede, tjente i sidste instans hans racefællers interesser og var derfor ej heller dansk gerning. Alene det, at hans litterære produktion i så stor en udstrækning koncentrerede sig om erotiske problemer, om seksuel løssluppenhed og som oftest er blottet for ethvert drag til idealistisk, etisk livsopfattelse, vidner om mandens ophav.

De mennesker, han skildrer i sine skrifter, er genspejlinger af et krampagtigt sind og giver derfor ikke et tilforladeligt, endsige sandfærdigt billede af dem, han foregiver at skildre. For at nævne et eksempel kan henvises til den 1889 udgivne roman “En Politiker”. Man skulle tro, at Brandes, der på det tidspunkt, da han udgav denne roman, var medlem af den danske rigsdag, dog burde have fået en nogenlunde, ophøjet forestilling om de mænd, der på tinge forsøgte efter bedste evne og med dybeste ansvarsbevidsthed at gavne deres lands og deres folks tarv. Men derom findes intet i dette skrift, til trods for at der indledende synes at skulle være tale om den idealistiske demokrat, kampfællen i hans egen lejr. Edvard Brandes forhåner denne Venstre-mand, der begynder sin indsats ud fra en glødende tro på sine idealer, men snart i hele sit politiske værk fortaber sig i floskler og fraser og langt om længe lader sin livsgerning forsimple. Kvinden i bogen er et produkt af Brandes selv, opfattet ud fra en bedærvet mentalitet. Her er hun ikke andet end det forfængelige, overfladiske, elskovssyge fruentimmer, der finder livslykken i tilfredsstillelsen af det erotiske begær og det

94

materielle behov. Det simple, karakterløse menneske er ledemotivet, og der kendes intet til den type, som handler ud fra den dybe etos af personlig overbevisning og menneskelig samvittighed.

De to modspillere i bogen er politikeren Johan Gerner, cand. phil. og lidenskabelig tilhænger af liberalismens ideer, og Tage, hans ven, en ren libertiner. Hvorledes Brandes opfatter disse personer, ses som i et glimt i den karakteristik, han etsteds giver. Der fortæller han, at for Johans vedkommende stemmede askesen med hans naturel og hans økonomiske forhold: “Han lærte af Kierkegaard, hvor modbydelig den skønhedsfølelse var, som mange folk tog ind med sig i selve ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegaard over geheimeraad Goethes grove sanselige udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig lysten mod det slanke var for et etisk menneske. — Tage derimod holdt sig til Forførerens Dagbog, roste højlydt dens stil og dvælte gerne ved mødet med tjenestepigen i Frederiksberg Have. Og det hjalp ikke, at Johan påviste ham, at Kierkegaard kun havde opstillet dette standpunkt for at forlade og angribe det. Selv ægteskabet var jo ikke etisk, hvis manden så konen under synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at manden jo selv kunne sørge for, at konen var etisk-uslank, blev Johan gal i hovedet og skældte ham ud for et svin.” Denne antitese er grundtemaet i hele bogens handling. Kampen står mellem etos og frivoliteten, men der kan jo ikke være tvivl om, hvor en mand som Brandes står med sin sympati. Da romanens helt, folketingsmanden Johan Gerner, til sidst går til grunde i sin egen jammerlighed, er det konens elsker Tage, der ved sine tilskud må sikre ham eksistensen, medens elskeren og vennen til gengæld får frit slag til ægteskabsbrud; — og medens helten Gerner i slutningskapitlet rejser ud på Amager, for som ægte radikaler at tale om den franske revolutions hundredårsminde, tager vennen i flot spænd med konen til væddeløb

95

ved Eremitagen. Så småtskåren og karaktersvag, jævn, men fjollet fremstiller Edvard Brandes en dansk politiker.

Fra 1880 til 1894 var Edvard Brandes som Venstre-mand Langelands repræsentant i Folketinget og gennem seks valg formåede han at samle et stort flertal af stemmer, bl.a. ved suppleringsvalget 1880 1133 mod 396 (Wulff) + 16 stemmer, senere ved de ordinære valg 1881 1182 mod 249, 1884 1163 mod 360, 1887 1472 mod 546 og 1887 1269 mod 628 stemmer. Modkandidaten var ved fire valg redaktøren for “folkets Avis”, den jydskfødte H. J. Wulff. Den 10. august 1894 udtrådte Brandes, og først fra 1906 var han atter rigsdagsmand som repræsentant for Københavns 1.kreds. ejendommeligt, at langelandske bønder kunne give ham deres stemme, en mand, de selv altid betragtede som en fremmed fugl. I hvilken grad de stod fremmede overfor ham, derom giver endog præsten Oscar Geismar, selv ivrig Radikal Venstre-mand, en levende skildring i den mindeartikel, som offentliggjordes i “Højskolebladet” af 1. januar 1932. Han fortæller her om sit første møde med Brandes som ung fyr ved et vælgermøde på Langeland:

“Omsider var det lykkedes — mere end 10 år efter Edvard Brandes’ mandatnedlæggelse i 1894 — at formå ham til atter at tale på Langeland, og skønt en forrygende storm hærgede stråtagene hårdt, stimlede dog den halve ø sammen i Rudkøbing. De langelandske bønder havde altid været halvvejs forskrækkede over, men helvejs forelskede i deres for dem så fremmedartede folketingsmand. Nu var mødet endt, og i en bagstue på “Skansen” sad de indviede i en så tvangfri samtale, som situationen tillod. Under en af de ikke få pauser løftede Edvard Brandes sit glas og hilste på sin genbo, med hvem han vidste sig uenig om mangt og meget, med de ord: Om ét er vi enige: kun de lidenskabelige udretter noget.”

Geismar var en meget fremtrædende gejstlig i den danske folkekirke, da han skrev mindeartiklen. Men til trods for, at han må indrømme, at “mange vil føle sig frastødt af et så ubændigt temperaments livslange selvudfoldelse”, af den

96

fuldblods individualist, der siden sin ungdom var den svorne modstander af religion og moral, trods alt dette føler han beundring for manden; han fængsles af synet, da “et krater i Danmark er et så sjældent fænomen”. Han indrømmer, at Brandes var herskelysten ud over alle grænser, tyran, og at hans vej ind i politikken kun kan forklares ved, at han følte trang til at udøve magt, og at han altid var angrebslysten. Han erklærer endog, at Brandes, “ejede i hele sin sammensatte personlighed ikke et gran af tro på folkeflertallets klogskab og vidste vist egentlig ikke, hvorfor han kæmpede for at give dette flertal hele magten”, og alligevel holder Geismar åbenbart på, at netop en Edvard Brandes var en fuldgyldig repræsentant for demokratiet. Intet tyder på, at han tænkte anderledes. Det er denne ejendommelige inkonsekvens i liberalistisk, demokratisk og om man vil marxistisk tankegang, at den så ofte vil lade jøden gælde for det, han agerer at være, i stedet for at tage ham som han er, og som han i realiteten tror og tænker. Når han blot i klasse-kampens navn kæmper for den sociale frigørelse, skal han have lov at virke, selvom folkefællesskabet, traditionen i alle dens skikkelser må prisgives.

Edvard Brandes banede sig vej til magten, og midlet hertil blev pressen. Han var allerede fra 1871 medarbejder ved “Illustreret Tidende”, blev senere sammen med broderen Georg Brandes medudgiver af månedsskriftet “Det 19. Aarhundrede”, var fra 1875 til 1883 medarbejder ved Bergs “Morgenbladet”, og fremkaldte selv det endelige brud ved ud fra sin instinktmæssige modvilje mod kristendommen åbenlyst at ironisere over N. F. S. Grundtvig. Den underfundige kritik, som gav stødet til bruddet med Berg, offentliggjordes i “Morgenbladet” den 9. september 1883 i anledning af hundredårsdagen for Grundtvigs fødsel. Selvom omtalen af Grundtvig her er meget mådeholden i tonen, for ikke at støde de gode partifæller, der er Grundtvigianere, mærkede den opmærksomme læser dog brodden, og blev forstemt. Brandes er meget

97

forbeholden i sin anerkendelse, mener, at Grundtvig som digter ikke har frembragt noget monumentalt arbejde, at han ikke har skrevet noget klassisk skrift, der vil tilhøre den almene bevidsthed, og at hans salmer og opbyggelsesbøger kun vil være de menneskers åndelige ejendom, som er religiøst grebet ligesom han. På det, at han har stiftet parti, vil han erindres længe, men den tid, da hans skrifter ikke mere læses, formodes at være endda ikke så fjern. Brandes ser kun begrænsningen i Grundtvigs værk og virke, men søger at glide let hen over det, han gerne ville revse og forklejne. Dog helt kan han ikke bide den kynisme i sig, han fristes til, når han skal skrive om denne ham så fremmede åndshøvding, og helst lodder han også her bunden ved at søge motivet i det seksuelle liv. Sikkert, siger han, var Grundtvigs synskreds præstelig begrænset, da faderen var præst, moderen præstedatter, den hele familie ornatklædte personer. Trods alt dette, påstår Brandes, var Grundtvig dog ikke, da tiden var inde, tilbøjelig til at gå ind til præste-gerningen. “Men”, fortsætter denne så forslagne kyniker, “så kom opholdet på Langeland, hans kærlighed til fru Leth påbød ham en forsagelse, der næppe lå for hans kæmpenatur. Han skiltes fra hende i dyb sorg med noget brudt i sin sjæl. Teolog var han, som præstesøn følte han, digterisk begavet sværmede han i formløs mysticisme, fattig og ulykkelig gik han om, splittet i sit indre, med trang til en lærdom, der handlede om kraftigt liv — da faldt pludselig skellet fra hans øjne, og han så sig selv som en kaldet, som en sikker; gudsmærket folkevækker”. Det skulle han ikke have sagt, thi så lydhøre var de godtroende vælgere dog, at de her fornam den bidende spot, og derfor måtte Brandes nu tage konsekvensen. Også de lovord, han yder Grundtvig som forkæmperen for det frie ord, som stifteren af et eget parti (der jo virkelig var og er mere end et parti, nemlig en religiøs bevægelse) kunne ikke mere redde ham. Grundtvigianerne krævede, at Brandes skulle gå og tvang deres vilje igennem; dog foreligger der næppe, som J. Hassing Jørgensen

98

forsøger at give det udseende af, grund for den formodning, at Brandes ved den nævnte artikel selv havde stræbt efter at fremkalde bruddet; dertil er artiklen alligevel holdt i en alt for mådeholden tone. Men det er erkendelsen af, at en sund og ægte folkelig bevidsthed ikke kan gå i pagt med de nedbrydende kræfter, der udgår fra jødedommen, som her med nødvendighed førte til en klar sondring mellem begge åndsretninger. Berg og Bojsen dannede herefter et nyt parti, det danske Venstre, medens Brandes og Hørup førte det gamle parti videre, hvis forkæmpere meget karakteristisk ofte blev betegnet som “Europæere”. De sidstnævnte oprettede på samme tidspunkt et nyt dagblad “Politiken”, som siden stiftelsen har været det mest udprægede jødeorgan, landet nogensinde har ejet. Da “forliget” gennemførtes 1894, nedlagde Brandes sit rigsdagsmandat og trak sig for et længere tidsrum ud af politikken, ja, han tog endog for nogle år ophold uden for landet, i Kristiania.*

Da det Radikale Venstre var blevet dannet på landsmødet i Odense 1906, det møde, hvor, C. Th. Zahle mødte frem, efter at partiprogrammet var blevet vedtaget, og accepterede programmet ubeset, var også Brandes tid kommet til atter at gøre sin indsats i dansk politik. Fra 1906 var han landstingsmedlem, fra 1920-1927, efter grundlovsændringen, tingvalgt medlem i Landstinget. Senere blev han både i det første …

*) Jvf. Holger Begtrup: “Det danske folks Historie”, Kbh. 1937. Folkehøjskoleforstander Begtrup erklærer her (2. oplag, 1917, 2. bd., s. 511), at Edvard Brandes artikel om Grundtvigs 100 årsfest “røbede fuldstændig mangel på begreb om denne danske stormands åndelige virke og indholdsrige digtning”. Da dansk folkelighed kendetegnes derved, at den hjemmefødte finder “sit livs sande rigdom ved at dele det bedste med sit danske folk”, er det efter Begtrups opfattelse selvfølgeligt, at Brandes aldrig kunne forstå den danske højskoles største åndshøvding. Begtrup knytter til disse betragtninger endnu en bemærkning om, at episoden ved “Morgenbladet” var medvirkende årsag til, at Brandes og Hørup blev opsagt, men at det “kort efter lykkedes disse to med støtte af flere jødiske rigmænd at få påbegyndt “Politiken””.

99

… og det andet Ministerium Zahle, finansminister, og her forstod han med kraft og myndighed at virke for sin races interesser. Han havde jo sin mission, og ligesom den jødiske kapitalmagt i sin tid havde foranlediget Berg til at anvise Brandes et sikkert folketingsmandat på Langeland, således fik denne nu i kraft af de særlige forbindelser, han stod i til sine hebraiske trosfæller i København, mulighed for i en aldeles overvældende grad at gøre de folkeødelæggende principper gældende, der for ham havde størst betydning. Han var jo, næst efter sin broder, den mest fremtrædende af det såkaldte litterære gennembruds mænd og søgte som sådan at gennemtrænge hele det sociale og politiske liv med de af ham forfægtede anskuelser. Landet skulle blive til en planteskole for jødisk ånd, og idet han endelig var trængt ind i et af dette samfunds nervecentrer, var det selvfølgelig i første række hans opgave at lade jødisk ånd få råderum overalt, hvor han kunne gøre sin indflydelse gældende.

Dertil kom, at Edvard Brandes også i udpræget grad stræbte efter magten, og at der i alt det, han foretog sig, gik “politik”, således, at endog racefællen Henri Nathansen i sit store, så enestående oplysende værk “Georg Brandes” taler om det hensynsløse despoti, han udøvede “i sin enevælde” og om hans særlige anlæg til at være “organisator og konspirator”; han taler om den revolutionære glød, der var indebrændt i hans sind; en glød, der “ikke næredes af luften udefra, tabte, mens årene gik, sin hede af had og hævn, og som ulmede til sidst dybt under lag af træg indifferens og skeptisk indolens — som et orientalsk bliks kolde glød under tunge og tungsindige øjenlåg”. Rammende karakteriseres han som følger: “En art altmuligmand i stort format: videnskabsmand, politiker, journalist, dramatiker og dramaturg — et menneske, hvis liv og virke mere bestemmes af vilje til førstepladsen end af evne dertil. Hvis indsats som følge deraf ikke er båret oppe af uselvisk stræben i en højere idés tjeneste, men hidset frem af en hæmmet naturs lidenskabelige

100

magtdrift og magtbegær.” Og Nathansen tilføjer, at man måske kunne karakterisere Edvard Brandes som bagmændenes fødte førstemand! “En førstemand, ikke i offensiven, men i defensiven, der altid forstår at trække sig tilbage i god orden. Først bag broderen, dernæst bag Hørup, så bag bladet, bag partiet, bag ministerchefen — man kunne med et paradoks kalde ham forgrundsfiguren i baggrunden … En sikker soldat i partiets tjeneste — så længe partiet fulgte hans hemmelige ordrer”.

Netop således tegner sig også Edvard Brandes virksomhed som landets finansminister. Ikke dette karakteriserer hans færd, at han trænger sig frem i forreste række, men dette, at han virker i det skjulte, og da han ville målet: at skaffe sin race råderum, tjene jødefolkets ide ved at danne en verden skabt i dens billede — vidste han også at finde og benytte sig af midlerne, der skulle føre til målet. Også det har Henri Nathansen med sin instinktmæssige indfølingsevne i sine racefællers særlige mentalitet erkendt, at “alt hos Edvard Brandes var underordnet hensigten — i første instans sagens, i anden partiets, i sidste instans hans egen”. Han ville udøve magt, og han fik rigelig lejlighed dertil.

Det var i virkeligheden ham, der gav Ministeriet Zahle sit præg. Dog, hans indflydelse strakte langt ud over partiet. Om den markanteste skikkelse i Højres rækker, J. B. S. Estrup, fortælles, at han kun mødte i Landstinget, når Brandes talte. I nærmeste kontakt kom han også til de konservatives førstemand grev Mogens Frijs, så J. Hassing Jørgensen med en vis sarkasme bemærker, at “de to privat nød hinandens distingverede selskab” samt at Brandes “ved denne sin ændrede elskværdige holdning opnåede at forsone den ængstelige overklasse med det radikale demokratis stadig mere bevidste fremmarch mod Regeringens overtagelse og privilegiernes fjernelse”. Ja, selv i de højeste kredse fandt Brandes fodfæste; bl.a. var det ham, der udformede udkastet til den kongelige proklamation af 2. august 1914, som fandt kongens …

 


Finansminister Edvard Brandes.

 

 
 

Født 21. 10. 1847 i Kbh., død 20. 12. 1931 s.st.
Finansminister i ministerierne Zahle 1909–10 og 1913–20.

 
 


Den orientalske slangebesværger.

 

 

Hentydningen til stigningen i børsskatten fra 1,6 mil. kr. i 1915/16 til 14,6 mil. kr. i 1916/17, en stigning, som imidlertid intet betød i forhold til aktiespekulanternes fantastiske gevinster. Brandes var — modsat satirens tendens — Kapitalen en god mand.
Satire i “Svikmøllen 1916”.

101

… uforbeholdne anerkendelse. Brandes skal i øvrigt efter Hassing Jørgensens fremstilling også i krigens begyndelse have fremsat planen om, at der dannedes et stort nationalt samlings­ministe­rium med grev Frijs som konseilspræsident, en plan, som strandede på Venstres mistænksomhed. Denne udvikling — eller om man vil det, stigning på den sociale rangstige, denne fremadskridende udvidelse af hans virkemuligheder, karakteriseres ligeledes på træffende måde af Nathansen, idet han skildrer etaperne i denne sejrsgang. “Nej”, siger han, “folket vandt han, populos, “hr. folk”, som han i tidligere tiders overmod havde kaldt det! Først Landstingets folk af alle stænder: adel, gejstlige, borger, bonde. Så det menige folk af vælgere, avislæsere og stemmeretskvinder. Og da han efter kort tids forløb rykkede op på ministertaburetten, vandt han bureaukratiets stab af departements-chefer, kontorchefer og sekretærer. Ja, til slut vandt han topfiguren i kransekagen — selveste hoffet af højeste og allerhøjstsamme — det hof, som måske engang i en fjern fortid havde strålet for den lille østerlandske drengs teaterfantasi i glansen af eventyrets vidunderlige lampe”. Dertil kan med føje endnu henvises til Ove Rodes ord i mindeartiklen (Gads Danske Magasin, februar 1932), ifølge hvilken Brandes “var under hele verdenskrigen den af Ministeriet Zahles medlemmer, der trådte i det nærmeste forhold til den nuværende konge”.

Men først og sidst holdt Edvard Brandes dog forbindelsen med den jødiske højfinans ved lige, sørgede for, at det ministerium, han tilhørte, i ét og alt lystrede kapitalmagtens paroler. At han havde en mægtig indflydelse, og at handlingernes dybeste ledemotiv var magtbegær, kan ikke betvivles. At Brandes tillige følte en mission som jøde, er ligeså sikkert, og ud fra dette er det mere end forståeligt, at det blev ham, der som det første medlem af et dansk ministerium søgte at give erhvervene, de ledende mænd inden for industri og handel, myndighed i statens anliggender. Denne udvikling begyndte, da finansminister Edvard Brandes, allerede 1913 byggede bro ud

102

fra Finansministeriet til Nationalbanken, den udbyggedes videre under krigen, da Glückstadt blev statens repræsentant i forhandlingerne om handelsaftaler med England, da Industriraadet og Grosserersocietetet blev taget med på råd eller endog fik videregående rettigheder, da mænd som Ballin, Heilbuth, Dessau, Weimann følte sig som magtfulde faktorer, der havde medbestemmelsesret over samfundets skæbne. I øvrigt beviser netop Brandes’ så kraftigt tilkendegivne ærefrygt overfor Landmandsbank-direktøren, at han ikke alene og i egentlig forstand var den på forfatningsmæssigt grundlag udnævnte finansminister, men at han på afgørende måde var finansminister — af Glückstadts nåde. Den hengivenhed, Brandes gang på gang har givet udtryk for overfor Glückstadt og som bevirkede, at han indtil det sidste var aldeles blind for den nationalulykke, Landmandsbank-direktørens forbryderiske spil havde fremkaldt, vidner om, at hans ansvar ikke bundede dybt, og at han aldrig har haft gnist af anelse om, hvad der bådede [gavnede] landet bedst. Dengang, da Alberti-skandalen bragte uro i folket, var Brandes ikke sen til i sin pjece om “De to uadskillelige” at lægge ansvaret på J. C. Christensen, fordi han havde gjort Alberti til den politiker, der kunne indtræde i Venstre-ministeriet, og fordi han havde sagt god for denne storsvindler. Edvard Brandes’ ansvar er tusind gange større. Thi ikke blot lod han Glückstadt få frit spil til sin bedrageriske fremfærd, men han overdrog ham en myndighed og en indflydelse som en uden for Regeringen stående mand aldrig før i tiden havde haft og aldrig havde kunnet opnå, og han holdt med denne mand længe efter, at han var blevet afsløret som den mest samvittighedsløse aktiespekulant og den farligste bedrager, Danmark nogensinde har ejet. Og han harmedes aldrig over den grænseløse svindel, Glückstadt fremmede, og som forvoldte samfundet et tab på et tusindtals millioner kroner og bragte tusinder og atter tusinder mennesker i nød og fortvivlelse, ja, bragte en forskydning i kapitalforholdene, hvis katastrofale konsekvenser

103

har vist sig bl.a. i landbrugets overprioritering og i stigende arbejdsløshed indtil i vore dage!

Men selvfølgelig er den uforsvarlige holdning, Brandes viste, kun alt for godt forståelig, når man mindes, at Brandes var jøde, tænkte som jøde, handlede som jøde. Hvad ragede da folkets nød ham, når det kun gjaldt for ham at skabe et sikkert grundlag for racens magtsystem. Hermed — men også ene og alene hermed — kan det forklares, at Ministeriet Zahle gennem Brandes’ virke blevet udpræget jøde-ministerium, at den jødiske højfinans fra 1916 til 1923 blev en så magtfuld faktor i samfundslivet og at denne periode mundede ud i Landmandsbankens kæmpeskandale. Uden Brandes intet Glückstadt-regime, uden Glückstadt-regimet ingen bankkatastrofe, ingen mageløs korruption i offentlige forhold, som den opelskedes under Zahle-ministeriet.

Og hvorfor? Brandes har selv givet svaret ved. bl.a. den 4. 11. 1921 at berømme Glückstadt for “evnerigdom, viljesikkerhed, verdenskendt indsigt og vidsyn” og ved den 13. 5. 1921 at sige Glückstadt så rørende tak “for det utal af tjenester”, hvormed han havde lettet ham, som finansminister, vejen i 5-6 år, dvs. i næsten hele hans ministertid. Og man kan med en let omskrivning af de ord, som Brandes bruger for at skildre Alberti og I. C. Christensen som de to uadskillelige konstatere, at der var et endnu mere sikkert grundlag for samhørighedsfølelsen for de to her omhandlede jøder. Hvorfor?

Jo. “Fordi Emil Glückstadt og Edvard Brandes — selvfølgelig forbrydelserne fraregnede — er mænd, hvis tænkemåde og karakter, taktik og politik er faldet sammen i de mange år, hvor de stod som tvillingstjernerne på det radikale ministeriums himmel, som de to kæmpe-vogtere i det danske våben. De følte ens — de ville det samme — havde venner og fjender tilfælles — tænkte og handlede i politik

104

efter samme principper: de to uadskillelige. Hvorledes kan mennesker nu ville skille dem, som forsyn og natur så tydeligt har sammenføjet?”

Over for en I. C. Christensen var dette retoriske spørgsmål en anmasselse, thi han var godtroende blevet en jødeætlings nar, narret af en mand, som Brandes betegner som “bandit”, “kødbjerg af drifter, der løj, løj, løj i politik som i forretning”, som den “kolossale padde”, der følte sig bedst tilpas i sumpen. Brandes bekæmpede Alberti med denne fanatiske hensynsløshed, da det gjaldt for ham om selv at nå frem til magtens tinde. Over for Brandes bliver imidlertid kravet om, at man bør se ham under et med den magtgriske finansmagnat og — lad os så ligeledes sige: banditten Emil Glückstadt, mere berettiget, da disse to mænd så sandelig helt igennem var to alen af ét stykke. Derved var de endnu mere farlige end de førnævnte dioskurer [gudepar], såsom Edvard Brandes som landets finansminister havde myndighed over statskapitalen, og Glückstadt som direktør over landets førende bank og som ledende mand i denne banks ekspansive politik langt om længe var blevet den mægtigste faktor på privatkapitalens område. Henri Nathansen har også her set rigtigt, når han bemærker, at Brandes som souschef under Ministeriet Zahle havde med den “diligentia quam in suis rebus” [den omhu, man udviser i egne anliggender] at gøre, som “tidlig gjorde ham til en fri og uafhængig mand i sin private højfinans”, men denne forfatter har ejendommeligvis — eller skal man ikke snarere sige betegnende nok — ikke fået øjet op for, at Brandes netop i denne position havde de bedste betingelser for at gøre sig og dermed samfundet til et viljeløst redskab i den internationale højfinans’ tjeneste.

Brandes kendte sin mission; selv fortæller han en gang om sin forbindelse med den parisiske baron Rotschild. I sin ministertid holdt han forbindelsen med den udenlandske højfinans ved lige, navnlig gennem Glückstadt, Ballin osv.

105

Thi ved guldet, og om fornødent ved åndelige magtværdier skulle jo verdensmagten for jødedommen erobres.

Først samfundsmagten, så verdensmagten. Når jøden først inden for de forskellige samfund havde sat sig fast i de “nationale helligdomme”, ville jo overtagelsen af verdensherredømmet følge af sig selv.

Som Edvard Brandes banede også C. Th. Zahle sig vejen over journalistikken til den politiske arena. I begyndelsen af halvfemserne blev han medarbejder ved “Politiken” og fandt dermed sin tilknytning til Brandes’ianismen og de herfra udgående politiske tendenser. selv har han altid anerkendt, at, ved siden af Hørup, var brødrene Brandes hans fornemste læremestre; og dermed var også fra begyndelsen af hans politiske karriere garanteret. Han duede til den opgave, jøderne ville bruge ham til, derfor fandt han vejen fremad. 1897 blev han gift med heljødinden, stenograf i Rigsdagen Mathilde Trier. Selv er han af arisk afstamning. Men giftermålet, samarbejdet med jøder og mere eller mindre jødisk inficerede personer har ført med sig, at han i sin politiske gerning som landets ledende statsmand altid var lydhør overfor specielt jødiske interesser.

Når ordsproget: Sig mig med hvem du omgås, og jeg vil sige dig, hvem du er — gælder, så kan der ikke næres tvivl om, hvor Zahle hører hjemme. Da han i januar 1916 fejrede sin 50-års-fødselsdag, måtte det selvfølgelig være den ortodokse jøde Ivar Berendsen, der bragte ham sin hyldest i en kronik i “Politiken”. Blandt de mest fremtrædende gæster på denne dag nævner bladet i et referat om festdagens begivenheder bl.a. den fhv. minister-kollega Wilhelm Weimann, desuden fra det Københavnske demokrati og fra forfatter-verdenen “Eskild Salomon, Gustav Philipsen, direktør Heilbuth og frue, Peter Nansen, Sophus Clausen, P. C. V. Hansen, Louis Levy, Kalkar” og andre. Vennekredsens navne siger alt.

106

Dog: afgørende for Zahles politiske virksomhed var, at han under verdenskrigen selv efter bedste evne bidrog til, at det blev jøder, der fik den afgørende indflydelse på erhvervslivet, og at Regeringen i alle økonomiske foranstaltninger lod sig lede udefra, gjorde sig til et tredje tings viljeløse redskab. Hvad gavnede det i sidste instans samfundet, at C. Th. Zahle ved vidtspændende sociale foranstaltninger søgte at fremme de brede, folkelige lags interesser, navnlig fremmede udstykningsbevægelsen, når han samtidig lod den jødiske kapitalmagt få ubegrænset råderum? Han tilstræbte ud fra en konsekvent demokratisk tankegang en mere ligelig fordeling af de materielle livsgoder; men hans bestræbelser i denne retning resulterede i, at plutokratiet, pengemagnaterne, tilranede sig samfundets værdier i spekulation og spil, medens landets virkelige adel, landadelen, gennem den — på hans initiativ — gennemførte lov om Len og Stamhuse af 4. oktober 1919 måtte afstå, en væsentlig del af sin kapital til statskassen. Indtil 1929 var rigeligt 90 millioner kroner blevet indbetalt til Jordfonden som afgift for de fideikommissarisk bundne værdier [som varigt bundne formuer]. Samtidig købtes ved hjælp af disse midler efterhånden ca. 20.000 hektar jord af grevskaber og baronier til udstykningsformål. selvom man ser et fremskridt i det store arbejde, der er blevet udrettet med hensyn til oprettelsen af småbrug ad den her omhandlede vej, fortjener det dog at fremhæves, at loven om Len- og Stamhuse, som er Zahles værk, i sin tendens meget stærkt minder om kravet om ekspropriation af det store jordbrug til fordel for den passive kapital og for jødemagten, således som det propaganderes i jødiske skrifter, deriblandt i Zions Vises Protokoller. Og bestemmelsen om, at statshusmandsbrug i reglen skal oprettes efter grundrenteprincippet, således som det navnlig er blevet forfægtet fra de Radikale og fra Socialdemokratiet, kan ud fra de synspunkter, som for disse partiers politik er afgørende, næppe anses for at være andet end en etape til socialiseringen af jorden, således som marxismen tilstræber den og bolsjevismen

107

i Rusland har praktiseret den. Sandelig: i alt dette som i mange andre foranstaltninger viste Zahle, at han var jødernes lydige redskab.

Ligesom Zahle har også ministrene Ove Rode og J. Hassing Jørgensen, til trods for deres ariske afstamning, vist en særlig påfaldende hengivenhed for jødiske kapitalistkredse. Rodes specielle sympatier for den jødiske race må måske nærmest betragtes som en slags slægtsarv, da bedstefaderen Orla Lehmann allerede var stærkt jødisk orienteret, hans broder oberst Wilhelm Lehmann endog var gift med en jødinde Adelaide David, datter af den kendte nationaløkonom og politiker C. N. David. Hvor det gjaldt om at forsvare jødiske finansmænds interesser, der ydede Rode altid en kraftig indsats; det viste sig bl.a. i oktober 1917, da Neergaard i Folketinget rettede sin kritik mod det underhåndsarbejde, mænd som Ballin og Heilbuth kunne tillade sig inden for dansk erhvervsliv og politik. Da krigsperioden satte statsreguleringen i højsædet, og lovgivnings- og administrationsopgaverne efterhånden midtsamledes i Indenrigsministeriet, kunne Rode udnytte sin magtposition til en planmæssig favorisering af jøder inden for alle handelsforhold. Han havde jo med alle forsyningsspørgsmål at gøre, lige fra kul og andet brændsel, foder- og gødningsstoffer til skotøj, sytråd og korkpropper. Alt reguleredes, alt stilledes under offentlig kontrol. Men et forsømte han, forsømte hele ministeriet: at holde finansverdenens transaktioner under kontrol, at forhindre den jødiske kapitalmagts hensynsløse udnyttelse af krigskonjunkturerne til dens egen fordel, at forhindre spil og spekulation. Han kunne have sat en stopper for denne udvikling, men han svigtede, da han manglede instinktet, der måtte gøre ham jødernes higen efter det finansielle herredømme mistænkelig. Derfor måtte også katastrofens udvikling sætte ind under det radikale styre; under en regering, der skabte miljøet, ånden, hvor jødisk rovdrift af erhvervslivet bedst kunne trives.

Den samme mangel på instinkt karakteriserede J. Hassing

108

Jørgensen, der betegnende nok på Edvard Brandes’ foranledning blev udnævnt til handelsminister i det radikale ministerium. Også denne mand følte sig på godt og ondt knyttet til de jødiske magthavere i og uden for tinget og kunne som sådan selvfølgelig ikke få øje på den fare, der truede fra højfinansens side. Det undrer ej heller, at netop en mand som Hassing Jørgensen kom i skarpeste konflikt med prof. L. V. Birck, eftersom han selvfølgelig måtte hade en mand, der førte sin hensynsløse kamp mod de evneløse middelmådigheder, der styrede landet. Hassing Jørgensen måtte til sidst alligevel give op mod den store samfundsrevser. Han havde ud fra den samme taktik, som Ballin og Glückstadt benyttede sig af ved vurderingen af de værdier, der var dem betroede, i februar 1922 overfor Birck sagt god for den rekonstruktion, der efter de af ham fastlagte principper var blevet gennemført ved Københavns Diskonto- og Revisionsbank, han var “ved, navn og ære” gået ind for, at de foretagne afskrivninger osv. ville være tilstrækkelige til at føre foretagendet frelst igennem vanskelighederne. To år senere måtte han, der i mellemtiden i valutakonferencens forhandlinger havde tilladt sig en udfordrende kritik overfor Birck*, indrømme, at hans erklæringer ikke holdt stik, og at banken måtte likvidere. Jo, Hassing Jørgensen var netop af den type, der passede ind i Zahle-ministeriet, og det undrer ej heller, at det netop er ham, der i Dansk Biografisk Leksikon får lejlighed til at fremsætte de mest rosende betragtninger om Edvard Brandes og Herman Heilbuth. sandelig, han hørte med til kliken.

Lad os så tie om de andre mænd, der sad i det radikale ministerium. Brandes var toneangivende, og modtog sine direktiver fra Emil Glückstadt. Ove Rode og dr. Munch havde deres politiske rådgiver i “Rigsforstanderen” Heilbuth, og såvel Zahle som Rode betroede Max Ballin en særlig vidtrækkende indflydelse på handelsforholdene.

*) Jvf. nedenfor afsnit 9 f.

109

I lovgivningsarbejdet fulgte ministeriet i udstrakt grad de direktiver, der blev givet af Industriraadet, hvor Benny Dessau og Max Ballin førte det store ord. Og herover var tafelrunden (rundbords-medlemmer, red) omkring Glückstadt højeste myndighed. Jo, sandelig er der god grund til med hensyn til det radikale styre under og efter krigen at tale om et jødeministerium, om et jødestyret land.

Det var jo også dette ministerium, som netop gjorde sig så meget til af, at det havde knyttet nær forbindelse med de store foretagenders ledelse. Gang på gang berømmes Brandes i overgangsårene 1916–23 for, at det var ham, der var foregangsmand på dette område. Det sker bl.a. i betragtninger i “Finanstidende” den 29. november 1922, hvor der siges: “Allerede i 1913 byggedes den første bro ud fra Finansministeriet til Nationalbanken, og det følgende år, da direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens ledelse, fuldendtes brobygningsarbejdet, hvad etatsraad Glückstadt senere med så fuldendt mesterskab benyttede. Vi kunne nærmere belyse dette og den betydning, det har fået for vor finanspolitik, også det ansvar, der i så henseende knytter Landmandsbanken, Nationalbanken og Regeringen sammen, men vi ønsker ikke at puste til ilden.” Det nævnte finansorgan nærer her sine betænkeligheder ved denne udvikling, medens formanden for det Radikale Venstres landsorganisation, fhv. udenrigsminister i Zahle-ministeriet Erik Scavenius, få dage i forvejen havde ytret sig absolut positivt til denne ordning, idet han ved et politisk møde i Hjørring den 24. november 1922 hævdede, at det måtte ligge i sagens natur, at der til enhver tid måtte bestå en nær forbindelse mellem Regeringen og de store økonomiske og finansielle foretagenders ledere, på den ene side af hensyn til den nytte, Staten kunne drage af disse mænds indsigt, på den anden side af hensyn til, at disse ledere på denne måde fik lejlighed til på den mest virksomme måde at varetage deres egne interesser. Dog gjorde Scavenius også straks sine forbehold gældende, idet

110

han tilføjede: “Men det er nødvendigt, at den indflydelse, der her er tale om, kun udøves på de områder, hvor den har sin naturlige berettigelse, og således, at der er adgang for folkets retmæssige organer til at følge og bedømme, hvad der foregår.” Begrænsning skulle altså til, misbrug forebygges, og Scavenius mener, at dette krav også under krigen var blevet overholdt. Mænd som ingeniør Foss, bankdirektørerne C. C. Clausen og Glückstadt, etatsraad H. N. Andersen havde stillet sig til Regeringens rådighed, og alt det arbejde, de havde påtaget sig til fordel for samfundet, var til stadighed blevet udrettet i fuld offentlighed. Han konkluderer derfor: “Jeg følte og føler mig stadig overbevist om, at der under krigen ad denne vej nåedes de bedste resultater for danske interesser.”

I disse betragtninger var linjerne trukket op for det samarbejde, som under det Radikale Venstres ministerium var indledt mellem Regeringen og højfinansen. Partiets ansete pennefører Kristen Dahl havde i øvrigt allerede 1917 i “Politiken” karakteriseret denne udvikling ved at udtale om den radikale regering: “Den har i tide indset, at den måtte have andre hjælpere end embedsmændene herhjemme og gesandterne og konsulerne derude. Regeringen har søgt til selve de erhverv, der økonomisk lider under krigen. Det var et lykkeligt greb, at give deres store organisationer en myndighed og et ansvar, som de aldrig før har haft.”

Dog spørgsmålet bliver herefter: Hvem var de mænd, som fik så stor en myndighed og så stort et ansvar overdraget af Regeringen, og spørgsmålet bliver endvidere: Hvorledes virkede denne ordning?

Blandt de mænd, som fik en særlig stor, indflydelse, må som allerede påvist i første række Emil Glückstadt nævnes. Han udførte allerede under krigen mange sendelser til udlandet, navnlig til sikring af landets kultilførsler fra England, og overtog ligeledes efter krigen betydelige officielle missioner. Mere end 40 gange tog han i krigsårene over

111

Vesterhavet. I efteråret 1917 opholdt han sig på Regeringens vegne rigeligt en måned i London for at forhandle om videreførelsen af samhandelen også under den skærpede undervandsbådsblokade, hvorved der opnåedes enighed om en udvidet levnedsmiddel-udførsel fra Danmark og en tilsvarende øget tilførsel af engelske produkter til Danmark. Da forhandlingerne vedrørende kulleverancerne var afsluttet, tilskrev udenrigsministeren den 22. juli 1915 Glückstadt følgende: “Efter at etatsraadens mission i England nu er afsluttet med så udmærket resultat, beder jeg Dem modtage Regeringens varme tak for den beredvillighed, hvormed De har påtaget Dem dette for landet så vigtige hverv.” På samme måde modtog Glückstadt Regeringens tak, da han i efteråret 1917 havde afsluttet sin handelsaftale med England. I det i denne anledning til Glückstadt sendte brev tilføjedes: “Jeg udtaler også min tak, fordi De vil påtage Dem at repræsentere Danmark ved de fra engelsk side foreslåede forhandlinger med de amerikanske delegerede.” Fru Glückstadt kan derfor også i sit i 1929 udgivne forsvarsskrift for sin mand, som idet følgende oftere vil blive omtalt, med rette understrege, at han virkede “under den udvidede undervandsbådskrig som den eneste officielle stats-repræsentant.”.

En særlig fremskudt stilling kom også Max Ballin til at indtage under Zahle-ministeriet.

Da det nu engang hørte til den radikale regerings formål at give højfinansen større råderum, lå det nært, at man også gav en mand som lederen af landets største fabriksvirksomhed på garveriets område og grundlæggeren af den mægtige skotøjskoncern, Max Ballin, særlige bemyndigelser. Ballin havde allerede før krigen i mange henseender vist store organisatoriske evner og havde i særlig grad vundet sine standsfællers tillid, var medlem af Industriraadet, den faste voldgiftsstol osv. Da Industriraadet nu sammen med Grosserersocietetets komite i begyndelsen af krigen nedsatte et fællesudvalg for at undersøge og kontrollere landets

112

forsyningsforhold blev Max Ballin meget hurtigt ledende mand inden for dette udvalg. Dette såkaldte Dispensationsudvalg, som bestod af to repræsentanter for hver af de nævnte store erhvervsorganisationer, havde navnlig den opgave for Justitsministeriet at fremskaffe det materiale, der kunne tjene til orientering over forsyningsforholdene. Ballin var endvidere medlem af det stående udvalg samt af det såkaldte Kompensationsudvalg og som sådan speciel rådgiver for Udenrigsministeriet. Kompensationsudvalget havde hovedsagelig til opgave at kontrollere Danmarks vareudveksling med Tyskland og Østrig, et gebet, som ikke blot kunne interessere Ballin som officiel rådgiver, men også, og ikke mindst, som privat forretningsmand. Hvor betroet en post han på det her omhandlede område havde, fremgår med tilstrækkelig tydelighed af en udenrigsministeriel skrivelse, som blev forelagt af Ballin i en retssag, mod “vort land” og som — ifølge en offentliggørelse i “Fyns tidende” og andre provinsblade der senere blev gengivet i “Politiken” den 28. 8. 1918 — havde følgende ordlyd:

Udenrigsministeriet

2. Departement. 1917.

På given foranledning skal Udenrigsministeriet udtale, at nærværende ministerium hyppigt har ført forhandlinger med direktør Max Ballin, dels i hans egenskab af næstformand i Industriraadet, dels som, formand for det af Grosserersocietetet og Industriraadet nedsatte fællesudvalg for dispensationssager, hvilket udvalgs indstillinger har været af væsentlig betydning for Udenrigsministeriet ved afgørelsen af de under dets ressort henhørende spørgsmål.

Direktør Max Ballin er dernæst medlem af et af Udenrigsministeriet nedsat kompensationsudvalg, og også i denne egenskab har man ført indgående forhandlinger med ham og støttet sig til hans sagkundskab på de foreliggende områder.

Man skal sluttelig udtale, at direktør Ballin sammen med andre udsendinge fra Industriraadet, bistået af kontorchef Sthyr i Udenrigsministeriet, med den danske regerings

113

introduktion til det tyske udenrigsministerium for nylig førte vigtige forhandlinger i Berlin på industriens vegne om tilførsler fra Tyskland til Danmark.

P. M. V. (sign:) Clan.

Tydeligere kunne den førende stilling, som industrien — og dermed i særdeleshed Ballin — havde opnået i forhandlingerne om handelsoverenskomster og deslige, næppe karakteriseres. Ballin forhandler i Berlin som delegationsleder, på industriens vegne, men introduceret af den danske regering som officiel udsending og bistået af en embedsmand fra Udenrigsministeriet, Knud Sthyr. Sidste afsnit i den citerede skrivelse lader tilstrækkeligt erkende, at Ballin i denne sammenhæng havde en myndighed, som om han var landets officielle repræsentant. Man kan forstå, at dette forhold gav anledning til kritik i offentligheden, og at det navnlig i provinspressen pointeredes, at Ballin stod Regeringen nær som personlig ven og rådgiver. Ligeså forståeligt var det, at man ytrede betænkeligheder ved denne ordning, da det selvfølgelig ikke kunne anses for udelukket, at Ballin ville benytte sig af den i sin officielle virksomhed opnåede viden til personlig fordel.

Alligevel tog Regeringen kraftigt til orde til gunst for Max Ballin, idet det gjordes gældende, at han ikke kunne betragtes som Regeringens repræsentant, men at han fra industrien var udpeget til at beklæde vigtige offentlige hverv. Sin myndighed kunne han kun udøve i kraft af sin stilling inden for Industriraadet.

En principiel debat vedrørende favoriseringen af jødiske finansmænd fandt bl.a. sted den 29. oktober 1917 i Folketinget. Rigsdagsmændene Alex Foss og Niels Neergaard havde ved forskellige lejligheder rettet deres kritik mod sammensætningen af de af Regeringen indsatte krigsnævn og kommissioner, så indenrigsminister Ove Rode ikke kunne undlade at tage stilling hertil. Hans gensvar rettede sig navnlig til Neergaard, bl.a. fordi denne på et politisk møde i Randers

114

skulle have udtalt, at kapitalen regerede landet, hvorved han som en tribut til tilhørerne havde forsøgt at vække visse aggressive stemninger mod en bestemt kreds af medborgere. Neergaard havde måttet vedgå, at der derved navnlig tænktes på Ballin og Heilbuth, og Rode spørger derpå, om der her monstro ikke forelå lidt af en antisemitisk tendens? Eller havde kritikken måske sit grundlag i politiske grunde, deri, at direktør Max Ballin i sin ungdom var Radikal Venstre-mand og var vedblevet at være det? Efter dernæst at have sunget en lovsang om Ballins standardstøvle der i folkemund kaldtes Maksimalstøvle, men burde kaldes nationalstøvle som i Frankrig, “så det bankedes ind i folkets bevidsthed, at, her havde nationen fået et godt og billigt fodtøj”, eller burde ophøjes til folkestøvle som i Svejts — efter således at have forherliget dette fodtøj, som af aldeles ubegribelige grunde var kommet i miskredit, tilføjede Rode, at “denne mand (Ballin), hvor han har rådet, har givet et samfundsmæssigt råd”. Da Rode til slut spørger Neergaard, hvor det er, at han ser noget andet, da kryber Venstres fører i skjul og replicerer: “Hvem har sagt andet?” Og på det radikale medlem Slengeriks tilråb: “Det har De!” svarer han, sagtmodig: “Absolut ikke”. Venstre-manden Niels Neergaard havde ikke haft grund til på denne måde at give op, thi de betragtninger, han havde fremført på mødet i Randers, og som gav stødet til Rodes fremstød, var blot alt for berettigede. Han havde der og i Rigsdagen med rette fremhævet, at en mands interesser let kan få afgørende indflydelse på hans offentlige virksomhed og bemærkede endog desangående i Folketinget: “Det er umuligt for en stor forretningsdrivende, hvis hele ve og vel og hele livsgerning, hvis såre berettigede og naturlige ærgerrighed, kan jeg sige, er knyttet til at få sin forretning det mest mulige frem, ikke at lade sin betragtning af de offentlige forhold, han får at gøre med, i ikke ringe grad farve — naturligvis ubevidst — af de hensyn, som er hans daglige liv, hans kød og blod, så at sige. Derfor er

115

der en ikke ringe fare ved en sådan anvendelse af disse mænd.” Disse bemærkninger var jo rigtige. Selvfølgelig var de det. Det måtte også indrømmes af indenrigsminister Rode. Men han kunne alligevel ikke se noget betænkeligt deri, da en mands embedsgerning nu engang altid og hos alle ville præge hans syn. Der fandtes ej heller noget holdepunkt for, at Ballin og Heilbuth benyttede sig af den indflydelse, de havde inden for visse kommissioner, til at varetage deres egne interesser; højst kunne sådanne overvejelser passe på Alexander Foss.

Rode søgte i Folketingets forhandlinger den, 29. oktober 1917 nærmere at præcisere sine synspunkter ved endvidere at bemærke, at Ballin jo slet ikke havde nærmere med de af Staten indsatte nævn at gøre. Her, erklærede han, indskrænkede Ballins virksomhed sig til Transportnævnet, hvor han næppe fandt nogen lejlighed til at fremme sine erhvervsinteresser. Om virksomheden inden for Dispensations- og Kompensations-udvalgene nævner Rode ikke et eneste ord! Og denne virksomhed stilles ligeså selvfølgelig ej heller til diskussion fra modpartens side! Alligevel kan der ikke være gnist af tvivl om, at netop Ballin i særlig grad har forstået at udnytte den forhåndsviden og den indflydelse, han sad inde med, til egen fordel og Bankkommissionens beretning giver også nogle holdepunkter herfor. I denne beretning meddeles f.eks. (bilag, s. 293) at Ballin 1920 i forventning om, at der ville komme et importforbud, havde forceret indkøbet af amerikansk læder og chevreaux [7], og at der derved — ifølge de oplysninger højesteretssagfører Bülow gav på skotøjskoncernens generalforsamling i 1921 — var opstået uforholdsmæssigt store lagerbeholdninger hos skotøjskoncernen. Kommissionsberetningen giver hertil den meget sigende oplysning; at Ballin 1920 var medlem af Valutakommissionen; som sådan var han vidende om, at der kunne regnes med importforbud, havde han i tide indrettet sig efter disse, i fortrolighed drøftede foranstaltninger. Ballin var også 1920 med i de forhandlinger, der førtes …

[7]: Gedeskind, garvet på en særlig måde og især anvendt som overlæder i finere fodtøj. (Kilde: Ordbog over det danske sprog.)

116

… med Finkelstein-Litwinow og Levin-Krassin og kunne ved denne lejlighed afslutte egne forretninger, som oven i købet vel nok var de eneste leverancer, der senere blev betalt med en del af det til oprettelse af et Clearing House i København deponerede russiske guld.*

Den tredje jødiske finansmand, der spillede en stor rolle i dansk økonomi under og efter verdenskrigen, så længe de Radikale havde regeringsmagten, var som lige nævnt Herman Heilbuth, manden, der i folkemunde betegnedes som Rigsforstanderen og som lederen af Det tredie Ting, og som almindeligvis ansås for at være mellemmanden mellem Regeringen og Landmandsbanken.

Det er en ejendommelig mystik, der hviler over denne mands virksomhed, og det må konstateres, at ingen som han har forstået at virke i det skjulte. Da hans navn nævntes af Neergaard i Folketingets forhandlinger den 29. oktober 1917, havde Ove Rode endnu let spil med at tage Heilbuth i forsvar, thi da anede man i offentligheden endnu intet om det store politiske spil og de forvovne spekulationer, netop denne mægtige og indflydelsesrige storkapitalist var inde på. Rode kunne derfor også i dette tilfælde slå rigtigt fra sig. Han gjorde desårsag opmærksom på, at Heilbuth dog kun var medlem af Majsnævnet og Den overordentlige Kommission (Prisreguleringsudvalget) og som sådan da sandelig ikke havde nogen som helst chance for at hyppe egne kartofler. Og hvorfor så — spørger Rode — nævne Ballin og Heilbuth, i stedet for Ballin og Foss, da disse to dog var medlemmer i Den overordentlige Kommission og som sådanne dog snarere burde være nævnt i samme åndedræt? Eller var det alligevel ikke den antisemitiske tendens, der havde set “nogen fare ved en sådan anvendelse af disse mænd”. Dristigt — og mod bedre vidende! — hævdede Rode derefter, at de fremsatte betænkeligheder i det mindste ikke passede på Heilbuth, da denne

*) Jvf. nedenfor afsnit 7 d.

117

“siden 1913 ikke har været aktiv forretningsmand”. Om Heilbuths skibsinteresser var der selvfølgelig ikke tale, ej heller om hans maleri- og valutaspekulationer, der ifølge de senere, af Bankkommissionen foretagne, undersøgelser afsluttede med et tab på 16 millioner kroner, endnu mindre om den radikale presses rundhåndede finansiering, med hvilken Heilbuth tilkøbte sig politisk indflydelse. I stedet for kunne Rode endnu i oktober 1917 uanfægtet tale om Herman Heilbuths forbilledlige samfundssind og møde op med retoriske spørgsmål som: “Hvem er i denne kommission (Prisreguleringsudvalget) indtrådt for at begrænse udbyttet af kapitalvirksomheder? Hvem er indtrådt for at hindre skibsfartens alt for store fragtstigninger og for at tilvejebringe en ordning, hvorved den tjente samfundet? Hvem er indtrådt for at fremme fordelingen? Hvem er indtrådt for, at samfundshensyn skulle være afgørende?”

Nej, sandelig, Herman Heilbuth var uden plet og lyde — ligesom Max Ballin!

Da Rode imidlertid 6½ år senere, den 7. 2. 1924 må forsvare disse argumenter overfor justitsminister Rytter og indenrigsminister Krag, kommer han i en meget pinlig situation. Thi da foreholdes det ham bl.a., at direktørerne i Ballin-koncernen netop i den periode, da han så ivrigt forsvarede Ballin, var inde på spekulationer i selskabets papirer, der løb op til 6-7 gange aktiekapitalen, og at der alene ved Landmandsbanken omsattes 67 millioner i dette selskab. Da spørges han, om måske de radikale presseforetagender, der havde kunnet nyde godt af den fra Heilbuth udgående guldstrøm, nu også var villige til at dække de tab, Heilbuth havde påført Landmandsbanken. Og indenrigsminister Krag raillerer [gør nar ad] over Rodes letfærdige påstand om, at Heilbuth siden 1913 ikke havde været aktiv forretningsmand, over at Rode havde sunget “en lovsang over Ballins reformstøvle, eller hvad den nu hed, som en samfundsvelgerning, man ikke kunne vide den vedkommende tak nok for, og ingen lyriker kunne have

118

lovsunget dette produkt mere begejstret end den daværende indenrigsminister”.*

Som den radikale regerings særlige fortrolige kan endelig nævnes mænd som Benny Dessau og Wilhelm Weimann. Den førstnævnte var bl.a. næstformand i Industriforeningens og Industriraadets bestyrelse; hvad det betød, erfarede prof. L. V. Birck den 6. august 1918, da Dessau i forening med Max Ballin — i Alexander Foss’ fraværelse — ved provokatorisk optræden i Den overordentlige Kommission forsøgte at tvinge Birck ud af kommissionen.** Det viste sig atter april-maj 1920, da Dessau i samarbejde med H. N. Andersen bragte forhandlingerne med de russiske delegerede vedrørende oprettelsen af et Clearing House til standsning. til trods for, at Regeringen ønskede at fremme disse forhandlinger.*** Og Wilhelm Weimann? Ja, han var handelsminister i det første Zahle-ministerium, blev 1915 formand for Jernbaneraadet og Dansk Kulbureau, var med i alt, hvor det drejede sig om den radikale presses, om Landmandsbankens og Ballin-koncernens interesser. Som et eksempel på, i hvilken grad jøder kunne trænge sig ind i de enkelte vigtige handelsgrene skal nævnes, at den mest fremtrædende leverandør af kul fra Tyskland, var Alexander Helphand (Parvus), at medinteressent ved skibstransporten af disse kul var Georg Sklarz, medens A. F. Lamm sørgede for finansieringen af arbejdernes brændselsforsyning, Emil Henius var mellemmand som repræsentant for Z. E. G., Benny Dessau som medlem af Fastlands-kul-udvalget var medbestemmende ved fordelingen af kul m.m. indført fra Tyskland, og Wilhelm Weimann som nævnt var formand for Dansk Kulbureau. Hvert et led i denne handelsgren havde altså sin jøde.

*) Jvf. nedenfor afsnit 3 f og 3 g, s. 338 flg.
**) Jvf. nedenfor afsnit 9 c.
***) Jvf. nedenfor afsnit 7 d.

119

Om de særlige forudsætninger for det snævre samarbejde mellem Regeringen og højfinansen under verdenskrigen giver formanden for Industriraadet, fabrikant Alexander Foss, gode oplysninger i en artikel: “Landbruget og de andre Erhverv”, som offentliggjordes i “Nationaltidende” den 6. november 1922. Anledningen hertil gav ifølge denne fremstilling undervandsbådsblokaden i februar 1917. Følgen heraf havde i første omgang været en omfattende standsning af søtrafikken og navnlig af eksporten af landbrugsprodukter til England. Men værre var det, at Amerika ifølge den skærpede ubådskrig blev interesseret i at standse importen til de neutrale lande og snart selv blev krigsdeltager. Thi dermed standsede tilførslen af de for landbruget fornødne råstoffer. Kvæg- og svineholdet måtte nedsættes. Samtidig meldte afsætningsvanskelighederne sig. Som eneste store køber af heste og køer kom kun Tyskland i betragtning, og da dette land var eneaftager, kunne det, så længe det kun drejede sig om opkøb, også diktere priserne.

Foss fortæller nu, at Tyskland på dette tidspunkt havde organiseret indkøbet af danske eksportvarer på egen hånd gennem Z. E. G-: (Zentral-Einkaufs-Genossenschaft), hvis agent var grosserer Emil Henius. Selve indkøbet lededes af en embedsmand fra det tyske udenrigsministerium Geheimrat Frisch. Ved de første forhandlinger, der førtes i juli 1917 med de tyske centralinstanser, drejede det sig udelukkende om køb af landbrugsprodukter, og det var som følge deraf også kun repræsentanter for det danske landbrug, der fik mulighed for at deltage i forhandlingerne. Landbrugets delegerede var i denne omgang folketingsmand Niels Frederiksen, direktør Anders Nielsen, direktør Ole Olsen og proprietær Niels Porse. Som ordfører tiltrådte forpagter Chr. Sonne. resultatet af forhandlingerne var af de allerede nævnte grunde lidet tilfredsstillende. Som følge af mangel på råstoffer måtte landbruget sælge løs, og opkøberne benyttede denne situation til at trykke priserne. Landbruget havde, som Foss fremhæver,

120

“i virkeligheden ikke noget magtmiddel” og måtte derfor give sig tilfreds med de lave kreaturpriser. Ganske anderledes, fortsætter Alexander Foss, blev situationen, da der nogen tid senere skulle forhandles i Berlin om udførsel af kul, råvarer og industriprodukter til Danmark. Thi da mødte der en delegation med særlige kapaciteter frem, såsom direktør Max Ballin og direktør Benny Dessau, sammen med kontorchef i Udenrigsministeriet Knud Sthyr og kontorchef i Industriraadet Harald J. Nielsen. Med hensyn til de af denne delegation førte forhandlinger berettes derefter: “Da man fra tysk side allerede havde sikret sig de fødevarer, man havde brug for, var situationen overmåde vanskelig; dog lykkedes det at få resultater, der var nogenlunde tilfredsstillende, fordi de delegerede i Berlin endnu havde et middel på hånden, idet man fra Tysklands side samtidig med at ville sælge varerne også ville have et pengelån fra Danmark.” Til forhandling om sådanne spørgsmål var den nævnte delegation naturligvis særlig egnet, fordi jøder her kunne føre det afgørende ord. Alligevel synes Foss ikke at have været særlig begejstret for de opnåede resultater, eftersom han bemærker, at man måtte gå med til en forhøjelse af priserne både for kul og for de andre eksportvarer. Fejlen lå — gentager han — hovedsagelig deri, at handelen om de danske landbrugsprodukter allerede i forvejen var afgjort.

Hele denne vareudveksling kom ifølge Alex Foss’ redegørelse senere i det rigtige leje, efter at Erhvervenes Fællesudvalg, som dannedes 1917, fik lejlighed til at medvirke ved tilrettelæggelsen af forhandlingerne med Tyskland, således at alle erhverv blev repræsenteret og således, at erhvervene havde opnået indbyrdes enighed, forinden forhandlingerne optoges. Det viste sig meget hurtigt, at denne ordning var af største værdi for samfundet, idet der allerede ved de forhandlinger, der fandt sted i tiden fra 15. november til 5. december, opnåedes væsentlig gunstigere betingelser end det tidligere havde været tilfældet. Udbyttet blev 28 mil. kr.

121

bedre for Danmark, end Berlin oprindelig havde regnet med. Her havde det vist sig, hvor nødvendigt det var at føre en aktiv handelspolitik, og at landbrug og industri stod sammen, hvor det gjaldt om at kæmpe sig igennem vanskelighederne.

Her pointeres på ny, at det var jøder, der indtog en fremskudt stilling i forhandlingerne om handelsaftaler med Tyskland, såsom Ballin, Dessau og Emil Henius, ligesom det jo også var en jøde, Emil Glückstadt, der havde et tilsvarende hverv med hensyn til dansk-engelske handelsoverenskomster. Således sikrede jøderne deres interesser udadtil. Dog også indadtil vidste den jødiske højfinans at varetage sine interesser med fornøden kraft. Det viste sig ikke mindst i lovgivningsarbejdet. To eksempler herfor skal anføres.

Den 6. oktober 1914 fremsatte handelsminister J. Hassing Jørgensen i Folketinget forslag til lov om banker, et forslag, der sluttede sig til et allerede i Landstinget i samlingen 1913-14 vedtaget forslag, som havde sit udgangspunkt i et forud af Bank- og Spare-kommissionen udarbejdet udkast. Selve lovudkastet indeholdt bl.a. den bestemmelse, at stillingen som medlem af bankrådet og som medlem af direktionen i samme bank ikke kan forenes, og at medlemmer af en banks direktion ikke kan optage lån i banken undtagen efter vedtagelse i bankrådet i hvert enkelt tilfælde. I selve forhandlingerne om lovforslaget vedtoges endvidere en bestemmelse om, at stillingen som medlem af bankrådet og medlem af direktionen i en bank ikke kan forenes med stillingen som bestyrelsesmedlem i noget aktieselskab, som vedkommende bank finansierer. Dette blev foreslået af et udvalgsflertal med undtagelse af det konservative medlem, børskonsulent Julius Schovelin, Venstre-manden, kommitteret under Fængselsdirektoratet, August Birch og den Radikale Venstre-mand dr. phil. Eduard Larsen. Trods en vis modstand blev forslaget i Folketinget vedtaget med 49 stemmer mod 6, medens 33

122

medlemmer undlod at stemme. Et underændringsforslag, som de nævnte tre folketings-medlemmer stillede og som gik ud på, at den sidstnævnte bestemmelse ikke skulle være gældende overfor medlemmer af bankråd, forkastedes med 43 stemmer mod 23. Men alligevel: forslaget var vedtaget med flertal i Folketinget. Da imidlertid handelsminister Hassing Jørgensen den 9. april 1915 forelægger Bankloven til behandling i Landstinget, går han selv imod denne bestemmelse! Da viser det sig, at han på ingen måde er betænkelig ved en sammenblanding af ledelsen af en bank og af ledelsen af de aktieselskaber, der finansieres af denne bank. Nu bemærker han “at en bestemmelse af den rækkevidde, som denne har, mener jeg ikke, det er forsvarligt at gennemføre” og at en sådan ej heller på nogen måde kunne motiveres ved henvisning til kendsgerninger. “Det ville”, siger han, “på en alt for generende måde gribe ind i det daglige økonomiske liv.” Og sandelig, om det ikke lykkedes ham at standse sagen. Landstinget nåede ikke at blive færdig med lovforslaget i den pågældende samling, og Regeringen stillede sagen i bero. Først i 1918–19 kom lovforslaget atter til behandling i Rigsdagen. På dette tidspunkt var Christopher Hage, formand for Den overordentlige Kommission, blevet handelsminister, og han havde sørget for, at den her omhandlede bestemmelse, som Folketinget den 10. marts 1915 havde vedtaget med stort flertal, var slettet i selve regeringsforslaget. Det radikale ministerium; som således to gange måtte beskæftige sig med sagen, lystrede altså ganske åbenbart storbankernes, højfinansens, paroler og hindrede derved en ordning, som på afgørende måde kunne have bidraget til at forhindre Landmandsbank-katastrofen. Mest interesseret i en afvisning af den foreslåede ordning måtte mænd som Glückstadt, Ringberg, Heilbuth osv. være, og dette var selvfølgelig tilstrækkelig grund for Zahle-ministeriet til at frafalde kravet om, at bankdirektører og bankrådsmedlemmer ikke måtte

123

have sæde i bestyrelsen for de aktieselskaber, som vedkommende bank finansierede.

Noget lignende gik det med andre forslag, der kunne ramme højfinansens interesser.

Socialdemokratiet havde under krigen fremsat et forslag om forbud mod spekulation i egne aktier, men dette forslag strandede navnlig på de borgerlige partiers modstand. Noget lignende gik det med forslaget til midlertidig lov om offentligt tilsyn med visse virksomheder, som det radikale ministerium fremsatte i Folketinget den 27. august 1918. Det var den Ballin’ske koncerns vilde aktiespekulation og den stærke stigning af priserne på fodtøj, der gav anledning til, at såvel Prisreguleringskommissionen som Indenrigsministeriet anså offentlig kontrol med enkelte eller sammensluttede virksomheder af monopolagtig karakter for fornøden og til dette formål foreslog udnævnelsen af et tilsynsråd på 14 medlemmer, som efter bestemte regler skulle dannes af 5 af indenrigsministeren udnævnte personer samt af repræsentanter for Rigsdagen, Industriraadet, Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, De samvirkende Fagforbund og De samvirkende danske Andelsselskaber. Tilsynet skulle navnlig foretage en prøvelse af trusters og monopolers årsregnskaber, dividendepolitik osv.; forhindre misbrug af økonomiske magtmidler, uforsvarlig konkurrence osv. I grunden var alle partier enig om, at denne kontrol med de store erhvervsforetagender måtte foretages, og det var ikke blot prof. L. V. Birck, som i sin kamp mod Ballin-koncernen havde påvist nødvendigheden heraf. Men i Rigsdagen viste det sig, at der alligevel inden for det konservative partis rækker gjorde sig adskillig modstand gældende, en modstand, som den 9. september 1919 fandt udtryk i dr. phil. Arnold Fraenkels angreb mod forslaget. Fraenkel søgte at skræmme Folketinget bort fra planen om en effektiv kontrol med “de koncentrerede bedrifter”, idet, han bl.a. understregede, hvor nødvendigt det var at give selve

124

produktionen alle chancer netop i en periode, hvor overskudsindførselen — der fra januar til juli i det nævnte år var nået ganske tæt op imod en milliard kroner — truede med at blive til en katastrofe for samfundet. Han var heller ikke indforstået med, at selve lovforslaget navnlig sigtede på priserne. Når man ville gribe ind fra lovgivningsmagtens side, måtte man efter hans opfattelse indskrænke sig til at hindre en så vidtgående koncentration af bedrifter, at de blev til egentlige monopoler og dermed opnåede en uhyre social magtposition, som også kunne få afgørende indflydelse på det politiske område. Det var selvfølgelig en fare for samfundet, når en sådan sammenslutning i alt for stærk grad rådede over kapitaler, produktionsmidler og mennesker. Men med statslige indgreb mod monopoler var også den vigtigste opgave for en sådan lovgivning givet. I øvrigt skulle man, mente Fraenkel, benytte sig af toldlovgivningen som et værge for samfundet, men så vidt muligt aldrig lovgive om priserne, højst i undtagelsestilfælde fastsætte maksimalpriser. Det ville jo være aldeles urimeligt ved en lov som den foreslåede at hindre, at enkelte mennesker fik store indtægter og dermed at bevirke en stærk tilbagegang i den store kapitalansamling. Således forsvarede det konservative parlamentsmedlem dr. Fraenkel sine racefællers finans- og spekulationsinteresser og resultatet var at højfinansens interesser også i denne omgang gik af med sejren. Lovforslaget henvistes efter en dags forhandling til udvalgsbehandling og dermed forsvandt det for stedse.

Om grunden til denne ejendommelige udgang af sagen bemærkede Ove Rode den 7. februar 1924 i Folketinget: “Hvorfor strandede det? Fordi industrien havde indflydelse på de konservative og på Venstre til at hindre dets gennemførelse, og industrien var dengang repræsenteret ved tre mænd, som havde magt til at hindre trustloven: Ballin, Benny Dessau og H. P. Prior. Det var disse mænds indflydelse på den højtærede indenrigsminister og hans allierede, som hindrede

125

trustlovens gennemførelse og dermed umuliggjorde etableringen af det offentlige tilsyn, som havde hindret den fortsatte svindel netop med disse aktier, som er afsløret.” At indenrigsministeren i det radikale ministerium her selv påtaler Ballins og Dessaus mægtige indflydelse på de borgerlige partier, kan kun tjene som bevis på, at højfinansen hele tiden under og efter verdenskrigen forstod at benytte sig af deres magtposition, enten ved intimt samarbejde med Regeringen, navnlig med mænd som Rode selv og Edvard Brandes, eller også om fornødent ved at sætte regeringsoppositionen i aktivitet, så snart den følte sine interesser truet.

Skjulte veje til at gøre deres indflydelse gældende stod til alle tider åbne for kapital-magtens mænd. Overfor dem var parlamentarikerne de rene nikkedukker. Således kunne jøderne sikre sig det absolutte herredømme over samfundet, som grundlagdes under jøde-ministeriet Zahle-Brandes-Rode, og også opretholde det, efter at Venstre-ministeriet Neergaard i maj 1920 havde overtaget landets styrelse. Derfor er det også forståeligt, at Landmandsbankens direktør Ove Ringberg i den skrivelse, han den 18. oktober 1920 sendte til Emil Glückstadt i Paris og i hvilken han beklager, at denne opholder sig så længe i udlandet, fremsætter disse meget sigende ord med hensyn til statslige hjælpeforanstaltninger for aktiespekulanterne:” … Desuden vil jeg ad rette vej foreslå, at børsskatten halveres og baisse [8] forbydes ———— under det virkelige påskud; at Staten ellers vil få et betydeligt tab gennem nedgang i formueskatten.” Brevet gengives i Bankkommissionens retsforhandlinger, bd. I, s. 291. Beklageligt, at der, hvor sætningen tilsyneladende har været særlig interessant, kun findes de fire tankestreger. Men uanset dette vil man jo erkende, at Ringberg har været klar over den “rette vej” til at varetage Glückstadts, Landmandsbankens, aktiespekulanternes, dvs. den jødiske kapitalmagts interesser [ved at fastholde høje kurser]. Det vides også, at Ringberg i foreliggende tilfælde gennem det konservative medlem børskommissær Julius Schovelin rettede …

[8: En baisse (sænkning): Økonomisk situation som er kendetegnet ved faldende kurser på værdipapirer eller faldende priser på varer. At baisse: Spekulere i en baisse; (forsøge at) fremtvinge kursfald (på visse papirer). Kilde: Den Danske Ordbog.]

126

… en henvendelse til Rigsdagen, og at Schovelin allerede samme dag, som Ringberg skrev til Glückstadt, dvs. den 18. oktober 1920, opfordrede vekselererne til at give oplysninger om deres aktiebeholdninger, for at der kunne træffes foranstaltninger til “regulering” af baissen på Børsen.

Det er ud fra disse erfaringer om højfinansens rænkespil, at der i efteråret 1922 satte en omfattende diskussion ind om Det (såkaldte) tredie Ting. Stødet hertil blev givet af Venstre-bonden J. S. Vanggaard fra Vendsyssel, som den 21. november 1922 i Folketinget i ganske få bemærkninger talte om den politiske indflydelse, som var udgået fra Landmandsbanken, og som havde været “en såre uheldig ting”. Thi “den var ligesom ved at blive Det tredie Ting her i landet”: Banken havde overalt kunnet gøre en indflydelse gældende, bl.a. derved, at den knyttede de betydeligste embedsmænd i Justits- og Udenrigsministeriet til sig ved at give dem lønnede tillidsposter i banken eller dens selskaber. Landmandsbankens inderkreds havde jo også været den afgørende faktor ved dannelsen af ministeriet Friis i marts-dagene 1920.

Få dage senere, den 24. november, så formanden for det Radikale Venstre, fhv. udenrigsminister Erik Scavenius, sig foranlediget til at tage kraftigt til genmæle mod Vanggaards påstande, idet han i en politisk tale i Hjørring beskæftigede sig med højfinansens indflydelse på dansk politik under Ministeriet Zahle. Han afviste de mod sit parti rettede beskyldninger, idet han gjorde gældende, at det nære samarbejde, der havde bestået mellem det nævnte ministerium og erhvervslivets førende mænd, “altid havde haft sin naturlige begrænsning og også til alle tider foregik så åbenlyst, som de særlige omstændigheder tillod det”. Scavenius mente også i denne anledning at måtte betegne det arbejde, etatsraad Glückstadt havde ydet i forhandlingerne vedrørende det internationale, finansielle mellemværende, som var opstået ved overtagelsen af Nordslesvig, som særlig fortjenstfuldt.

127

Her forelå der altså ikke nogen som helst grund til at gå i rette med radikalismen. Des mere måtte der imidlertid være anledning til at holde øje med etatsraad H. N. Andersen, som i virkeligheden var landets “3. ting”, “den politiske magtfaktor, der holder sig skjult i baggrunden”. Det var ham, der havde muliggjort, at landbrugsminister Madsen-Mygdal kunne bevare et sæde, der brændte under ham, efter at han var blevet desavoueret af sine egne. Det var ham, der i sin tid (1920 og 1921) havde foranlediget udenrigsminister Harald Scavenius til at afbryde forhandlingerne med russerne vedrørende oprettelsen af et Clearing House i København osv. Det var endelig ham, der havde fremtvunget udenrigsminister Harald Scavenius’ tilbagetræden, “for derefter at forsyne ministeriet med den nuværende udenrigsminister hr. Cold, til hvem der længe har været søgt en passende post”. Ironisk knytter Erik Scavenius dertil en kommentar, der ikke er til at misforstå: “At hr. Cold til bestyrelsen af de fremmede sager medbragte det, at være fremmed for sagerne, skal ikke bebrejdes en forstandig mand. Betænkeligere ville det være, om hans uerfarenhed skulle forøge en afhængighed, der er en følge af et mangeårigt protegéforhold og af en indflydelse, som var i stand til at gøre ham til udenrigsminister til erstatning for den gesandtpost, der ikke lod sig gennemtvinge. Det nuværende tidspunkt er måske heller ikke det bedst egnede til at vælge til en politisk tillidspost en mand, der ved sin tidligere stilling som direktør for D.F.D.S. stod det feberagtige forretningsliv under og efter krigen så nær.” Rygtet har nu, erklærede Scavenius endvidere, med bestemthed udpeget etatsraad H. N. Andersen som den politiske magtfaktor, der havde haft bestemmende indflydelse på ministeriets stilling, og overfor sådanne forhold syntes det dog at være påkrævet, at denne mægtige mand, når han endelig attråede en politisk, specielt en udenrigspolitisk rolle, også fattede mod til at træde offentlig frem.

Så sikkert det er, at Erik Scavenius havde nogen grund

128

til at fremsætte sådanne angreb, angreb, hvis delvise berettigelse også i den følgende fremstilling vil blive godtgjort, blev disse dog pure afvist af H. N. Andersen i en erklæring af 24. november 1922. Deri gives udtryk for beklagelsen af, “at en mand, der var udenrigsminister under krigen, og under hvem jeg har udført et loyalt arbejde af langt større rækkevidde og af intimere art, end talen antyder, har ladet sig forlede til at fremsætte urigtige sigtelser om mit forhold til ministeriet Neergaard.” Samtidig får Scavenius bl.a. af “Nationaltidende” kraftigt læst og påskrevet, og navnlig imødegås hans påstand om, at samarbejdet med ham altid var foregået “så åbenlyst, som de særlige omstændigheder tillod”. Hertil bemærker bladet, at de lukkede rigsdagsmøder, i hvilke der blev givet fortrolige oplysninger, havde været alt andet end behagelige, ja ligefrem pinefulde, “dels derved, at de intet som helst sagde netop om det, Rigsdagen gerne ville vide besked med, dels derved, at hr. Scavenius benyttede sig af krigsforholdene, som hindrede rigsdagsmændene i at give hr. Scavenius svar på tiltale, til at te sig så anmassende og uhøfligt overfor rigsdagsmændene, at intet andet forhold end netop de alvorlige forhold, Rigsdagen var samlet under, friede ham for en behandling, der nok skulle have retledet ham med hensyn til, hvem han stod overfor.” Det konservative organ raser, i anledning af de af Scavenius bragte afsløringer, over denne mand, der ganske havde savnet evner til at, vurdere politiske forhold, og “hvis sygelige selvfølelse gang på gang har bragt ham til at ofre landets interesser for sin selvdyrkelse”. Bladet ville have sig frabedt en sådan mistænkeliggørelse af landets betydeligste mænd, navnlig “i et øjeblik, hvor det må gælde for enhver, der vil landet vel, at støtte og oparbejde tilliden til de få, folket endnu tror på.”

På lignende måde gik “Berlingske Tidende” og “København” i rette med angriberen; førstnævnte blad mente bl.a., at “talen vil bekomme hr. Erik Scavenius’ altid noget

129

skrøbelige renomme meget ilde.” Endog “Politiken” forholder sig meget reserveret overfor talen. Det konservative folketingsmedlem Povl Drachmann ser sig i anledning af disse angreb foranlediget til i bladet “Nordjylland” at kalde på en dansk Mussolini, medens han samtidig kraftig pointerer, at denne personlige kritik af lederen af et så stort foretagende som Ø.K. er uforsvarlig. Og denne afvisning får sin pointe ved et gensvar, som ligefrem er symptomatisk for den diskussion, der, efter Landmandsbankens sammenbrud i næsten halvandet år behersker den offentlige diskussion. Han taler nemlig om de andres skyld og mener, at den fra radikal side fremsatte kritik må virke dobbelt utiltalende; “thi den polyp, som har eksisteret her i landet, og som virkede bag kulisserne med en uhyggelig magt, det var hele den tafelrunde, der grupperede sig om Landmandsbanken, og som var intimt allieret med den officielle radikalisme.” Statsminister Neergaard afgiver til sidst en officiel erklæring i sagen, ifølge hvilken “etatsraaden aldrig har øvet eller søgt at øve nogen indflydelse på Regeringens politik”, en erklæring, som desværre ikke ledsagedes af nogen oplysning om, hvorfor bl.a. de dansk-russiske forhandlinger strandede. Men da angrebene var meget hårdnakkede, måtte H. N. Andersen til sidst endnu 2 gange udsende erklæringer, af hvilke den ene indeholder særlig vægtige oplysninger. I en udtalelse af 28. november 1922 hedder det nemlig bl.a.:

“Om forhandlingerne med Rusland kan jeg give den oplysning, at forhenværende udenrigsminister Harald Scavenius uopfordret fra min side personlig henvendte sig til mig i slutningen af juli 1921 for at høre min opfattelse med hensyn til afslutning af en traktat med Rusland. Efter at have hørt hans fremstilling udtalte jeg som min egen upåvirkede opfattelse, at tiden endnu ikke var moden til afslutning af en sådan traktat, når den skulle hvile på sådan gensidighed, som jeg mener er nødvendig for et tilfredsstillende resultat — en opfattelse, som jeg overhovedet ikke lagde skjul på overfor nogen — men selvfølgelig var der ingen grund for kammerherre Harald Scavenius til at handle i overensstemmelse med denne min opfattelse, hvis han ikke delte den. —

130

Forholdene i forbindelse med det seneste udenrigsministerielle skifte kender jeg ikke noget til, og med hensyn til udenrigsminister Cold har jeg kun på derom til mig rettet spørgsmål udtalt som min opfattelse, at han var egnet dertil. ——”

Efter at etatsraad H. N. Andersen på denne måde i det store og hele havde bekræftet, hvad han ville modbevise, og viselig ikke med et ord var gået ind på de årsager, der førte til, at forhandlingerne i april-maj 1920 om oprettelse af et Clearing House i København til fremme af handelen med Rusland måtte standses*, forstår man også, at han i sit dementi til “Fyns Venstreblad”, som havde bragt en tydeligere udformning af de af Erik Scavenius fremsatte påstande, indskrænker sig til at stemple disse som “meget betydelige misforståelser”.

Midt i al denne ståhej, som påfulgtes af flere ministererklæringer, stillede Borgbjerg i “Social-Demokraten” den 26. november 1922 et ubehageligt spørgsmål til udenrigsminister Cold: “Foretog De i sommeren 1916 i tiden før og efter 11. juli salg og køb af aktier i D.F.D.S.?” Spørgsmålet var meget nærgående, da Cold nævnte 11. juli havde ladet offentliggøre en meget omstridt erklæring, som bl.a. havde til følge, at hans selskabs aktier sank med 55 points, medens den samtidig fra tredje side blev misbrugt til visse ikke særlig sobre spekulationer.** Det viste sig straks at Cold ikke selv, som af Borgbjerg antaget, havde gjort et kup ved at spekulere på grund af sine egne udtalelser den 11. juni. Men det tema var dermed anslået, som skulle give anledning til et væld af avisartikler, til uendelige debatter i Rigsdagen osv., ja endog til at selve Regeringen stilledes overfor stadig gentagne krav om delvis eller hel demission. At Cold havde spekuleret i egne aktier, endog i meget stor udstrækning, blev senere konstateret, …

*) Jvf. nedenfor afsnit 7 d.
**) Jvf. nedenfor afsnit 5 d.

131

… og striden stod derefter om, hvorvidt en direktør i et selskab skulle være berettiget til at eje aktier i sit eget selskab, og hvorvidt han måtte indlade sig på aktiespekulation. Den 27. november svarede Cold på Borgbjergs spørgsmål: “Jeg kan hertil svare: Absolut Nej, hverken af D.F.D.S.’ aktier eller af aktier i noget andet selskab, som kunne påvirkes af interviewet med mig den 11. juli.” Han sagde altså ikke mere, end han lige kunne stå ved. Etatsråd Glückstadt indrømmede imidlertid den 29. november i et forhør hos Bankkommissionens formand dommer Rump, at Cold 1915 havde spekuleret i D.F.D.S.-aktier i et konsortium, i hvilket han også selv var medlem. Få dage senere forelå yderligere erklæringer såvel af Bankkommissionen som af dette kommissions medlem prof. L. V. Birck, af hvilke det fremgik; at direktør Cold havde været deltager i et opkøbskonsortium for D.F.D.S.-aktier i tiden fra 1911 til 1916; men at disse opkøb udelukkende var sket til et fuldt ud nationalt og legitimt formål. I den Udenrigsministeriet den 1. december 1922 af kommissionen tilsendte erklæring oplystes endvidere, at de køb og salg, i hvilke direktør Cold var interesseret, var endelig afsluttet den 16. marts 1916; kursen var da ca. 270. Den 11. juli 1916, da han offentligt advarede imod kursoverdrivelse i D.F.D.S.-aktier, havde kursen imidlertid været ca. 420: Om Colds senere spekulationer sagdes der intet i denne erklæring.

Dog, selve udgangspunktet for den offentlige kontrovers, striden om H. N. Andersens stilling i dansk politik, bragtes foreløbigt til en vis afslutning i en yderligere redegørelse, som Erik Scavenius den 30. november gav i en tale i Hobro. Statsminister Neergaards erklæringer korrigeredes her, idet det pointeredes, at der de facto var blevet forhandlet med Cold om overtagelse af gesandtposten i London, og at Colds udnævnelse til udenrigsminister ikke alene skyldtes Neergaards indstilling til Hs. Majestæt Kongen, eftersom etatsraad Andersen selv havde vedgået, at spørgsmålet var blevet forelagt ham osv. Og endelig kunne Scavenius i denne tale meddele,

132

at Regeringen ved Landmandsbankens rekonstruktion havde foreslået at overgive ledelsen af den nye bank til etatsraad Andersen.

Hertil bemærkedes:

“Lige havde man klaget over, at etatsraad Glückstadts enevældige magt over Landmandsbanken lagde for stor en magt i enkeltmands hånd, og nu foreslog man at forene ledelsen af den vidtomspændende Landmandsbank med ledelsen af det mægtige foretagende “Østasiatisk Kompagni”. Sådant forstås ikke uden en afgudsdyrkelse, som Regeringen ser sin fordel ved at udnytte.”

Scavenius pointerede endvidere, at han af to grunde havde set sig foranlediget til ved sit fremstød at afsløre regeringspartiernes, ministeriet Neergaards forargelige spil. For det første var det sket, fordi han var en principiel modstander af, at skjulte kræfter skulle regere landet; thi det politiske livs sunde og naturlige udvikling tålte ikke nogen hemmelig uansvarlig side- eller overregering. I så henseende var alvorlig fare til stede, da H. N. Andersen var blevet en alt for mægtig faktor, efter at såvel Industriraadet som Grosserersocietetets komite, der under krigen havde røgtet så store opgaver, var vendt tilbage til deres daglige virksomhed, og efter at Landmandsbanken var brudt sammen. Og for det andet var han bestemt modstander af, at Udenrigsministeriet, som efter hans mening under krigen havde nået en så glimrende stilling, efter denne først skulle blive en kastebold mellem den indbyrdes kæmpende højfinans og endelig, efter Landmandsbankens rekonstruktion, skulle nedsænkes til at blive blot et kontor under Østasiatisk Kompagni.

Dette gensvar ramte, ramte hårdt. Ikke med et ord blev de saglige påstande, Scavenius fremførte, imødegået i de borgerlige partiers presse. Derimod rasede disse blade over de sidste afsløringer. Mest hensynsløst “Nationaltidende”, som tillod sig ligefrem pøbelagtige angreb mod “den forhenværende udenrigsminister, forhenværende adgangsberettiget til anstændigt tænkende menneskers selskab”, og som med hensyn til

133

talen i Hobro bemærkede, at den ikke indeholdt noget som helst nyt og tilføjede: “Fra den ædelige brændevins hjemstavn er der denne gang kun kommet det rene fusel og bundfald.” Dog: Mod alle disse grovheder fandtes der dog et væsentligt modargument i højrebladet, idet der nemlig i den ledende artikel den 1. december 1922 bemærkedes, at det virkede “ganske ejendommeligt at høre en radikal eksminister, en af mændene fra den tid, da alt afgjordes uden om Rigsdagen og i mange tilfælde efter tilskyndelse fra radikale koryfæer — tænk blot på navnene Ballin og Heilbuth! — at høre ham beklage sig over udefra kommende indflydelse!”

Dette var som sagt optakten til en næsten halvandet år varende offentlig kontrovers om de magtfaktorer, der i det skjulte havde regeret landet og ført det ud i en næsten uoverskuelig katastrofe.

Skærmydslerne førtes så småt videre i de første decemberdage. Grev Bent Holstein var i en artikel om den politiske situation (Nat.tid., 1. 12. 1922) inde på den tanke, at Ministeriet Zahle under verdenskrigen havde stået i en intim forbindelse med en vis del af højfinansen, særlig repræsenteret ved Landmandsbanken. Zahle protesterede, gjorde navnlig gældende, at han med sine ministerkolleger aldrig havde tilhørt Landmandsbankens spekulantkredse sådan som hr. Cold. “Finanstidende”s redaktør, Carl Thalbitzer, anså udenrigsministerens spekulation i egne aktier for “fuldkommen hæderlig og lovlig”. Det kunne vel nok være et taktspørgsmål, i hvilket omfang en mand, der var direktør for et selskab, kunne blive interesseret i køb og salg af sit eget selskabs aktier, men det måtte være en sag, der udelukkende måtte ordnes mellem Cold og det af ham ledede selskab. I “København” spørges Zahle, hvad han mener om en regering, der har hjulpet hr. Emil Glückstadt med at bortdestillere 150-200 mil. kr. og har stået i nærmeste kontakt med Heilbuth, som nu skyldte Landmandsbanken adskillige millioner kroner.

134

Zahle erklærede til slut den 14. december i et politisk møde i Store Heddinge, at det forhold, Cold havde været indviklet i, var strafbart i mange lande, og han sluttede sig til Erik Scavenius påstande om Det tredie Ting. Rygter begyndte at gribe om sig, hvorefter ministeriet Neergaard for tredje gang skulle rekonstrueres.

Da fik diskussionen pludselig en kraftig opdrift ved de sensationelle oplysninger, en af det radikale partis stiftere, forfatteren, kommunelærer Osvald Hansen, offentliggjorde vedrørende Herman Heilbuths stilling inden for sit parti.* Her var der for første gang tale om “Rigsforstanderen”, der ikke blot havde finansieret det radikale parti siden dets stiftelse, men som tillige ifølge sin stilling som partiets mæcen havde en afgørende indflydelse på partiets politiske kurs og på Regeringens foranstaltninger.

Osvald Hansen påpegede navnlig, at Herman Heilbuth til stadighed havde sat store midler i de radikale provinsblade såsom “Jydsk Morgenblad” i Aarhus samt de radikale småblade i Odense, Næstved og Nykøbing. Med “Politiken” fik han imidlertid aldrig at gøre. Desuden finansierede han partiet. Hvor stor en sum, han havde stillet til rådighed for disse formål, kunne selvfølgelig ikke oplyses; men Hansen gik ud fra, at understøttelserne nok kunne have andraget en million kroner. Før krigen havde han og hans meningsfæller ikke gjort sig store tanker om, hvorfor Heilbuth viste så stor en offervilje. Men senere havde udviklingen til fulde ladet erkende, at Heilbuth havde ydet denne indsats for at få indflydelse på landets politiske forhold. Allerede det i Odense i 1905 vedtagne partiprogram, som for en væsentlig del var affattet efter de af Heilbuth givne direktiver, viste, at det nu …

*) Jvf. artiklerne: “Rigsforstanderen paa Vintappergaarden” (Nationaltidende 4., 16. december) og “Det Radikale Venstre fra vuggen til graven” (Nat.tid. 18., 19., 21. og 29. december 1922). — Jvf. også art.: “Den radikale Regering og Krigsforretningslivet”, Nat.tid., 21. december 1922.


Direktør H. P. Heilbuth.

 

F. 27. maj 1861 i København. Bl.a. medlem af Landmandsbankens bankråd og bestyrelse 1914–22. Efter verdenskrigen endnu bestyrelsesmedlem i store foretagender, bl.a. medlem af bestyrelsen for Dansk Svovlsyre og Superphosphatfabrik og flere af dens datterselskaber fra 1921 (formand 1934–42).


Efter “Nationaltidende”, 16. 12. 1917.

 

Da en af det radikale partis stiftere, forfatteren Osvald Hansen, fremsatte sine opsigtsvækkende afsløringer om Heilbuths politiske virksomhed under verdenskrigen, bragte “Nationaltidende” det ovenstående billede af villaen, hvor det udentings Landsstyre holdt sine fortrolige rådslagninger og berygtede krigsmiddage.

135

… kun var partiet om at gøre at erobre den politiske magt, den magt, hvis opnåelse Heilbuth anså for fornøden til at kunne varetage sine personlige og sine venners finansielle interesser. Deri viste Heilbuth sin særlige politiske begavelse, at han erkendte nødvendigheden af at sikre det af ham finansierede og af hans velvilje afhængige parti statsmagten for at kunne lede denne magts økonomiske foranstaltninger ind i det spor, der gavnede højfinansen bedst. Osvald Hansen beretter dernæst, at de radikale ministre Ove Rode og dr. P. Munch samt redaktør Bransager til stadighed mødte til politiske rådslagninger på Heilbuths villa “Vintappergaarden” i Lyngby, og at det var her, det radikale partis taktik blev fastlagt. Statsminister Zahle lystrede blindt de anvisninger, som blev givet herfra. Kun finansminister Edvard Brandes, der ikke kunne udstå sin formående racefælle, og — som “Nationaltidende” siger — af private grunde ikke kunne tåle at være i stue med “Rigsforstanderen”, forholdt sig stærkt reserveret. (For Heilbuth måtte det imidlertid også være tilstrækkeligt at kunne udøve sin indflydelse på Rode og Munch, da Edvard Brandes jo alligevel aldrig kunne blive farlig, eftersom han var jøde og som påvist følte sig nært knyttet til Emil Glückstadt.) Hansen bemærker hertil: “Vi må huske, at Landmandsbanken repræsenterede finanskredse, der først “kom op” i begyndelsen af dette århundrede, kredse, der var i den højeste grad interesserede i at opnå politisk indflydelse — denne indflydelse skaffede hr. Heilbuth dem ved sin geniale ide: at skabe et nyt demokratisk parti, der samlende landets intelligens, måtte have fremtiden for sig.”

Ad to veje havde Heilbuth herefter under krigen forsøgt at varetage de kapitalistkredses interesser, der samlede sig omkring Landmandsbanken. — Osvald Hansen mener for det første, at Glückstadt uden betænkelighed var gået med til den hasarderede finansiering af den mægtige import, fordi han “ikke tvivlede om, at han gennem hr. Heilbuth kunne bevæge hr. Ove Rode til et importforbud, der ville have tvunget den

136

danske befolkning til at købe de indførte varer til høje priser.” Disse forventninger slog dog fejl, da det radikale ministerium måtte træde tilbage i marts 1920. “Var Ministeriet Zahle,” siger Hansen, “ikke blevet styrtet, er det muligt, at Landmandsbanken og hr. Heilbuth havde klaret sig.” Dernæst hævder Osvald Hansen, at Heilbuth i særlig grad gavnede højfinansen ved stadig at fremtvinge restriktioner overfor mellemstanden, landbruget, osv., medens kapitalmagten gik ram forbi. De restriktioner, som gennemførtes ved forbud mod kædehandelen, ramte aldrig det første led i kæden! Derfor kom loven først til at virke fra det øjeblik inden for handelsomsætningen, hvor “højfinansen havde solgt varerne med den fortjeneste, den kunne opnå i den foreliggende situation.” Aldrig forsøgtes nogen kontrol med storimportørernes køb i udlandet og deres fortjeneste. Derimod blev enhver avance, mellemhandelen beregnede sig, på det skrappeste kontrolleret. Og ved alt dette tjente hr. Glückstadt og hr. Heilbuth millioner, og “var lige glad, hvordan det ellers gik”. Da der i anledning af disse afsløringer rettedes skarpe angreb mod det Radikale Venstre, så fhv. statsminister Zahle sig atter foranlediget til at tage til genmæle. Den 16. december 1922 lod han offentliggøre en udførlig erklæring, i hvilken han forsøger at bortforklare de af Osvald Hansen skildrede forhold. Han bestred bl.a., at Heilbuth var partiets kasserer, men afviste imidlertid ikke påstanden om, at denne mand havde ydet store tilskud til parti og presse, han taler i så henseende tværtimod om Heilbuths store offervilje. Han ved ikke så særlig meget om de ting, der står til diskussion, men så meget ved han dog, at Heilbuth “aldrig har været karrig med arbejde og støtte til sit parti, at dette aldrig har været nogen fordel for ham selv” osv. Zahle berømmede derefter Herman Heilbuth for hans uselviske hjælp og hans sociale sindelag, idet han bl.a. bemærkede:

“Hele hr. Heilbuths virksomhed i det offentlige livs tjeneste under krigsårene ligger ganske åben i de indstillinger fra Den overordentlige

137

Kommission m.v., som efterhånden er udgivet. Han samarbejdede herunder med mænd og kvinder af alle partier og alle erhverv og har aldrig virket som Landmandsbankens eller i det hele taget som højfinansens mand. Han lagdes tværtimod for had som krigsforretningslivets og kapitalens modstander. Derfor opgav han efter generalforsamlingen på Børsen sin stilling som medlem af Grosserersocietetets komite. Hr. Heilbuths virksomhed under krigen har altid været i god overensstemmelse med partiets ideer. Hvorledes skulle den mand, der stemte for regulering af priser, fragter og dividender, kunne tjene højfinansens interesser? Hr. Heilbuth har i Den overordentlige Kommission som regel stemt sammen med professor Birck, og de to mænd kan altså ikke have tjent modsatte interesser. — Hr. Heilbuths økonomiske forhold før og nu er mig selvfølgelig ikke nøje bekendt. Jeg mener kun at vide så meget, at hr. Heilbuth var en rig mand, da han i 1914 trådte ind i Landmandsbankens bankråd, men at han er trådt ud af bankrådet som det modsatte.”

Med en sådan uvederhæftig argumentation mente altså C. Th. Zahle at kunne forsvare en mand, der under krigen havde været en af landets mest samvittighedsløse børsjobbere, en mand, der kun ofrede de store midler på partiet for at varetage sine egne store pengeinteresser. Det er landets statsminister gennem krigens år, der optræder således! Han tør påstå, at Heilbuth ikke var højfinansens håndgangne mand, omendskønt det allerede i forvejen var blevet offentligt bekendt, på hvilken måde han ved en særlig uredelig dividendepolitik i dampskibsselskabet “Vesterhavet” trods fantastiske milliongevinster forstod at unddrage sig de høje krigsskatter på indkomsten. Der tales om Heilbuths uegennyttige virksomhed, medens han i virkeligheden drev et forargeligt dobbeltspil ved på skrømt at føre en kamp mod de såkaldte “krigsforretningsmænd”, for samtidig selv til det yderste at udnytte krigskonjunkturerne til egen fordel og i hemmelige rådslagninger med Regeringens mænd at fremme krigsforretningsmændenes sag. Og så forsøger fhv. statsminister Zahle endog at fremkalde det indtryk, at Heilbuth uforskyldt havde ofret penge på Landmandsbanken, oprindelig var en rig mand, men senere havde tabt alt, medens sandheden dog var den, at han ved sine fantastiske spekulationer i aktier, valuta og

138

malerier satte millioner over styr og derved selv påførte banken milliontab! “Nationaltidende” havde yderligere rettet det spørgsmål til fhv. statsminister Zahle, om det radikale parti var rede til at tilbagebetale Landmandsbanken de penge, som det i årenes løb havde modtaget som gave fra partiets mæcen. Dette spørgsmål blev ubesvaret.

Selvfølgelig forsømte heller ikke bladene eftertrykkeligt at afvise den ejendommelige erklæring om direktør Heilbuths rigsforstanderskab. “Berlingske Tidende” skrev bl.a.: “Den røber hist og her en naivitet, som man efter omstændighederne vil tilskrive forfatterens gode hjerte eller hans mindre gode forstand. Et spørgsmål som det, hvorledes en mand med hr. Heilbuths iver for prisregulering skulle tjene højfinansens interesser, eller en vemodig bemærkning som den, at hr. Heilbuth er gået ud af Landmandsbankens bankråd som en fattig mand (hvor mange af hans kolleger har været heldigere?), er ikke skikkede til at påvirke offentligheden i den retning, hr. Zahle ønsker.” — “Børsen” bemærkede: “Og når hr. Zahle tilføjer, at direktør Heilbuth derfor (!) opgav sin stilling som medlem af Grosserersocietetets komite, så er det et højst eufemistisk udtryk for den kendsgerning, at hr. Heilbuth på den bevægede generalforsamling i 1918 hentede sig et så eklatant mistillidsvotum, som det ingen sinde tidligere var set på Københavns Børs.” og som trods hans forsøg på at sidde det overhørigt — efter få dages forløb tvang ham ud af komiteen.” Også den kommentar, regeringsbladet “København” bragte, var ikke uden interesse. Med hensyn til Heilbuths finansiering af den radikale provinspresse bemærkedes bl.a. følgende: “Når hr. Zahle f.eks. søger at give det udseende af, at hr. Heilbuths forhold til den radikale presse indskrænker sig til, at han en tid har været udgiver af radikale blade i Nykøbing på Falster, er dette jo håndgribeligt urigtigt. Han har vitterligt på én tid desuden været ejer af det radikale Næstved-blad og haft store aktieinteresser i andre provinsblade, ligesom han gennem sin indflydelse på “den frie presse”

139

havde hånd i hanke med andre blade.” Zahles fremhævelse af, at Heilbuth var gået fattig ud af Landmandsbanken, afvises kraftigt med henvisningen til, at “det jo mildest talt ikke er bankens interesse, at han er kommen til at skylde den hen imod 8 mil. kr.” Og den absurde sammenligning mellem Bircks og Heilbuths virksomhed som krigsforretningernes og kapitalismens modstandere afvises lige så eftertrykkeligt i regeringsbladet, idet der hertil bemærkedes: “Der er bare den lille forskel, at hr. Heilbuth samtidig med, at han talte imod krigsforretningerne og kapitalismen, har vist sig at være interesseret med millionbeløb i kapitalistiske spekulationer. Det har Birck ikke været.”

Men den vægtigste imødegåelse kom atter fra Osvald Hansens side, som gentager, at det var Heilbuth, der i sin tid havde finansieret den lille flok mænd, som det i løbet af kort tid blev muligt at danne rammerne for et helt landsparti, og at “han skabte med sine penge organisation og presse, længe før der var vælgere”. Han måtte handle således, fordi han havde brug for et parti, der kunne overtage regeringen snarest muligt. Han “fristede de mænd, der opnåede fremskudte poster inden for partiet, Zahle, Munch og Rode med sine penge”, pressede på, at de skulle tage imod pengene for partiet, da det dog ikke kunne lønne sig at virke et langt liv uden resultater. Derefter tilføjede han: “hr. Zahle var den, som forstod mindst. Han blev altid holdt ude. Det er vel derfor, han i disse dage udses til at udstede erklæringer. Hr. Heilbuth var ikke partiets kasserer, siger hr. Zahle. Nå, det var han ikke! Hr. Zahle bør spørge sig for hos hr. Rode”. Om dr. Munch bemærker Osvald Hansen, at han altid var en tør dogmatiker, urokkelig i sine meninger, en mand, som bl.a. virkelig troede på, at der aldrig mere ville blive krig i verden. Rode betød adskilligt mere, havde førerevner og taktisk dygtighed, “men netop hans karakter gjorde ham til et let bytte for hr. Heilbuth”. Han tog imod pengene til sit parti, de penge som var fundamentet for Ministeriet Zahle.

140

Endelig gjorde Osvald Hansen gældende, at Zahles erklæring om, at hr. Heilbuth stedse var i overensstemmelse med sit partis ideer, ikke var helt urigtig, blot i en noget anden mening end den af Zahle hævdede. Kort og knapt repliceres hertil, at “både partiet og ideerne var hans”, dvs. Heilbuths. Til forsvar for sit fremstød mod sit eget parti, som han havde tilhørt med liv og sjæl, erklærer han til slut, at han måtte handle således, fordi den lovgivning, som højfinansens interesser havde påtvunget samfundet, havde ført til almindelig demoralisation og korruption, og fordi landet langt om længe var havnet i en fordærvelse af offentlige forhold, som var rent ud forfærdende.

Med hensyn til Heilbuths stilling overfor Ministeriet Zahle kunne der herefter ikke mere bestå nogen som helst tvivl. Han var den radikale regerings mellemmand ved Landmandsbanken, var Regeringens specielle rådgiver i økonomiske spørgsmål ligesom andre betydende racefæller var det, og han bidrog sit til, at det vilde, forbryderiske spil om samfundets værdier under det radikale styre kunne gennemføres uanfægtet til den bitre ende.

Diskussionen om den hemmelige, uansvarlige side- eller overregering, der under Zahle-ministeriet havde forvoldt landet så ubodelig skade, førtes nu videre i lange baner, medens samtidig Glückstadts overmægtige indflydelse på Venstre-ministeriet Neergaard droges frem i dagens lys. Men langt om længe blev man dog betænkelig ved alt for indgående at tale om Det (såkaldte) tredie Ting, da jo i sidste instans intet af de parlamentariske partier kunne sige sig fri for skyld i så henseende. Og jo længere forhandlingerne i Landmandsbank-sagen skred fremad, des klarere nåede det også til alle befolkningskredses fulde bevidsthed, at det i virkeligheden havde været kapitalmagten, der under og efter verdenskrigen havde ledet landets skæbne. I utallige indlæg i pressen, i omfattende debatter på tinge stod dette forhold til diskussion, men intetsteds fandt det mere slående udtryk end i den

141

kommentering, dagens stridsspørgsmål fandt i handelsstandens eget organ “Finanstidende”. Her bragtes bl.a. den 18. april 1923 følgende enestående rammende karakteristik af forholdene:

“Vore større selskaber ledes af en lille kreds af personer, som næsten alle tilhører det samme sociale miljø. Snart optræder de som direktører, snart som bestyrelsesmedlemmer, men det forbliver samme sluttede kreds. Det er som et spil kort, man kan blande dem, som man vil, så bliver antallet dog kun 52, og de er afpassede så glat og nydeligt efter hinanden, at de uden at krølles kan skifte hånd. Trods al parlamentarisme styres vort elskede fædreland af de sammenspistes klub, de 52 Tordenskjolds soldater tropper op overalt, hvor trompeten kalder, og som regel bestemmes endda det mindste ved bestyrelsesmøderne, for som oftest har nogle enkelte særlig entreprenante i forvejen arrangeret brikkerne, sådan som det skal være.”

Sådan var i virkeligheden stillingen under det radikale ministerium Zahle. De førende finansmænd, der sad inden for bankerne og de store industri- og handelsselskaber, var dem, der regerede landet. Rigsdagen havde selv sat sig ud af spillet. Regeringen ligeledes. Og alle parlamentariske partier var rørende enige om, at det ikke kunne være anderledes, lige fra Socialdemokratiet og det Radikale Venstre, der dannede ministerium med Edvard Brandes som finansminister og lod dennes racefæller danne en hemmelig overregering, Det tredie Ting, til Venstre og navnlig De konservative. Den gyldne internationales eksekutivorgan var dannet, og overfor denne instans faldt Ministeriet Zahle villigt til føje. Dog, da Zahle-regeringen faldt, var denne overregerings tid ikke endt, ministerierne Liebe og Friis var yderligere dens

142

værk, og Det (såkaldte) tredie Ting, højfinansen, opnåede næppe mindre myndighed under det påfølgende ministerium Neergaard. Man fristes snarere til at hævde: Tværtimod!

b) De skjulte kræfters spil under Påskekrisen 1920.

Det ligger lige for hånden, at den jødiske højfinans, som havde opnået så overmægtig en stilling under det radikale ministerium, ikke uden videre ville rømme pladsen. Derfor undrer det ej heller, at det i de kritiske påskedage 1920, da der efter Zahles tilbagetræden i løbet af godt en uges tid dannedes to nye ministerier, kom til en alvorlig holmgang med finansverdenen, hvis modstridende interesser væsentlig bidrog til at forplumre forholdene og at skærpe krisen.

For så vidt der foreligger undersøgelser om udviklingen i hin påskekrise, gås der almindeligvis ud fra, at det var et udenrigspolitisk problem — striden om internationaliseringen af Mellemslesvig — og et indrepolitisk — striden om indførelsen af nye valgbestemmelser, der gav stødet til de alvorlige begivenheder i slutningen af marts og i begyndelsen af april 1920. Der var selvfølgelig sådanne faktorer, som spillede ind, men den dybeste grund må alligevel søges andetsteds, der, hvor finansgrupperne stredes om magten. Som det nedenfor vil blive nærmere belyst,* var i marts måned forhandlingerne påbegyndt med Sovjet-repræsentanten Krassin vedrørende oprettelsen af et internationalt Clearing House i København, ved hjælp af hvilket Ruslands handel med udlandet skulle genopbygges og centraliseres i København, medens der samtidig skulle findes udveje til, at Ruslands kreditorer, deriblandt i første række Danmark, kunne få dækning for deres russiske tilgodehavender, og disse bestræbelser støttedes af Zahle-regeringen. Her var der yderligere en chance

*) Jvf. afsnittene 3 d og 7 d.

143

for, at navnlig Transatlantisk Kompagni kunne redde en del af sine udenlandske interesser og skabe grundlaget for en sanering og videreførelse af det store datterselskab, det Russiske Handelskompagni. Dermed ville det samtidig have været muligt at sikre Landmandsbanken mod alt for store tab af dens omfattende spekulationer på det russiske marked. Dette måtte selvfølgelig være det radikale ministerium anledning nok til at bevare styret, indtil disse forhandlinger var afsluttet.

Så langt nåede Regeringen rigtignok ikke. Men det lykkedes dog under ministeriet Friis, at der afsluttedes overenskomst mellem de danske repræsentanter M. A. Abrahamson og Carl Holbek på den ene og Krassin på den anden side som repræsentant for de kooperative russiske organisationer. Selve agreement’et blev underskrevet fredag den 23. april. Der var opnået enighed om, at en international konference skulle indkaldes til København til den 20. maj s.å., og at indbydelserne dertil skulle udgå, så snart Industriraadet og Grosserersocietetet havde givet deres tilslutning til den trufne ordning.

Ifølge de oplysninger, som senere blev bekendtgjort i de såkaldte “hemmelige beretninger”, viste det sig da også, at de i den russiske handel stærkest interesserede stater var villige til at gå med ind i forhandlingerne. En udenrigsministeriel skrivelse fra disse dage giver tilkende, at Transatlantisk Kompagnis gigantiske planer havde vakt interesse i Amerika. Ifølge denne skrivelse — som ejendommeligvis åbenbart kun har været tilgængelig for en særlig sagkyndig hos det kommunistiske ugeblad “Pressen” (offentliggjort i dette ugeblads nr. 2 af 8. september 1923) — havde en speciel repræsentant for den danske komite, der var udsendt til New York, lejlighed til at forhandle med indflydelsesrige personer såsom Vanderlip, Cravath, Warderwel og oberst House. Med hensyn til disse amerikanske finansmænds stilling berettedes endvidere: “Hvis komiteen dannes, ønsker man snarest et møde i København mellem danske, franske, engelske og amerikanske

144

komitedelegerede til drøftelse af situationen, dvs. muligheden af en forbindelse med Rusland nu eller senere, oversigt over Ruslands behov og mulighed for dettes dækning, Ruslands betalingsevne, samt Tysklands, eventuelt Polens medvirken. Jeg anser det for absolut nødvendigt, at mødet afholdes bl.a. for at sikre Danmarks førende stilling og foreslår den 26. eller 28. marts, ikke tidligere.” Allerede her var altså den tilskyndelse givet, som kunne danne udgangspunktet, for de netop i slutningen af marts med Krassin indledte forhandlinger og som bl.a. fastlagte indkaldelsen af en international konference til København til den 20. maj.

Her var det etatsraad H. N. Andersen så sine interesser truet, og at han som følge deraf gav stødet til de foranstaltninger, som medførte det radikale ministeriums fald. Udadtil søgte man rigtignok at give det udseende af, at det var kampen om Flensborg, som i første linje havde foranlediget de borgerlige partier til at kræve dannelsen af en ny regering. Også Ove Rode fremhæver i sit skrift: “Påskekrisen 1920dette udgangspunkt som det afgørende og nævner i denne sammenhæng, at et møde af Flensborg-bevægelsens ledere på Ny Carlsberg den 27. april om eftermiddagen i så henseende havde haft væsentlig betydning. Hans hele argumentation bygger på den antagelse, at det kun er det nævnte udenrigspolitiske problem, samt Venstres udtalelse om nødvendigheden af valg, som offentliggjordes samme dags eftermiddag der fremkaldte Påskekrisen.

Men grunden til Påskekrisen lå som sagt dybere. Medarbejderen ved “Pressen” kan nemlig yderligere oplyse, at den hviderussiske general Judenitch i slutningen af marts 1920 har opholdt sig i København og ved denne lejlighed havde forhandlinger med H. N. Andersen, den russiske enkekejserinde og flere andre højtstående personer, og at der må gås ud fra, at H. N. Andersen efter disse forhandlinger, som fandt sted dels i det gule palæ, dels på Amalienborg, har besluttet at løbe de Harald Plum’ske planer over ende. Og for at kunne

145

opnå dette, måtte Zahle-ministeriet, der ville sætte alt ind på at få Clearing-House-planen gennemført, styrtes, og et ministerium skabes, der var villig til, i denne for H. N. Andersens interesser så vigtige sag, at slå ind på nye baner. Men selvfølgelig kunne man derved ikke gå åbenlyst til værks. Det er derfor også aldeles forståeligt, at Ove Rode i sin redegørelse over Påskekrisen 1920 må lade spørgsmålet stå åbent, hvorfor netop højesteretssagfører Otto Liebe fik anmodning om at danne det nye ministerium, og hvornår det skete i timerne mellem Ministeriet Zahles aldeles uforventede afskedigelse mandag den 29. marts om formiddagen hen imod kl. 11½ og en eller anden tid hen på samme dags eftermiddag. Rode bemærker desangående: “Det er endnu ganske uopklaret, hvad der er foregået på Amalienborg, efter at kongens samtale med Zahle fra kl. 10 3/4–11½ havde fundet sted og indtil Liebe påtog sig ministeriets dannelse.” Han kan yderligere oplyse, at Liebe endnu om formiddagen, før Zahle gik til Amalienborg, ikke anede noget om, at han få timer senere fra kongen ville blive anmodet om at danne et nyt ministerium!

Zahle mødte nævnte formiddag kl. 10 3/4 til audiens hos kongen. Om denne så vigtige samtale beretter Rode bl.a.: “Den drejede sig først om den sønderjyske politik og om stillingen på Rigsdagen, som kongen mente var spændt og utryg. Hertil svarede Zahle, at det kunne han ikke mene, siden forhandlingerne om valgloven nu var bragt sin løsning nær, og da formanden just havde sendt Rigsdagen hjem til en ekstraordinær lang ferie. Da kongen dernæst bragte valgerklæringerne på tale, bemærkede Zahle, at de som afgivet uden for tinget var uden nogen konstitutionel betydning. Kongen tog nu anledning til at sige, at han ønskede valg straks og opfordrede ministeriet til at udskrive det. Zahle udtalte, at han kunne ikke udskrive valg netop, når man nærmede sig afslutningen af forhandlingerne om at tilvejebringe en valglov, der sikrede anskuelserne retfærdig repræsentation …

146

Så snart Grundlov og valglov lå færdige, og det kunne hurtigt ske, var ministeriet rede til at udskrive valget. Denne redegørelse besvarede kongen med en opfordring til Zahle om at indgive ministeriets demission, og da Zahle erklærede, at det kunne han ikke forsvare overfor Folketingets flertal, som også efter kongens opfattelse måtte være bestemmende for ministeriet, udtalte kongen, at når ministeriet ikke kunne udskrive valg, ville han meddele ministeriet dets afsked.” Kongen traf sin afgørelse, men hvor uklar situationen i det hele var, fremgår bl.a. af, at det afskedigede ministerium få timer senere, da Neergaard havde afvist at danne en ny regering, anmodedes om foreløbig at fungere videre. Hertil svaredes, at ministeriet ikke mere kunne træde til som ansvarlige ledere af administrationen.

Alt imens synes de hemmelige kræfter, som af Erik Scavenius var blevet betegnet som Det tredie Ting, for alvor at være trådt i funktion. Noget efter kl. 12 havde kongen sin første samtale med Liebe, som tilsyneladende har været af orienterende karakter. Endnu kl. 3½ blev det offentligheden meddelt, at Neergaard “efter pålidelig kilde ikke skal danne det nye ministerium”. Hvad der alt imens foregik på Amalienborg, er endnu ikke kommet til offentlighedens kendskab. Hvorom alting er: Ø.K.’s sagfører og bestyrelsesmedlem i Ø.K.-selskaber (A/S Orient), højesteretssagfører Otto Liebe, overtog dannelsen af det nye ministerium, og ministerlisten overraktes kongen mandag den 30. marts om formiddagen kl. 11½. Liebe overtog herefter selv stillingen som statsminister og som justitsminister. Til Ø.K.’s inderkreds hørte endvidere etatsraad Monberg, der blev trafikminister, og direktør Hjerl Hansen, der blev finansminister; begge var bestyrelsesmedlemmer i flere Ø.K.-selskaber. Som forkæmpere for Flensborg-bevægelsen blev Th. Rovsing og kammerherre W. Oxholm regeringsmedlemmer, den første som undervisningsminister, den anden som forsvarsminister. Endvidere blev kommandør Konow marineminister,

147

oberst With forsvarsminister, rektor Hass fra Frederikssund kirkeminister, skibsreder M. Suenson handelsminister, kammerherre Grevenkop-Castenskiold udenrigsminister og gårdejer Porse landbrugsminister. H. N. Andersen havde altså vundet sejr. Flensborg-bevægelsen havde rigtignok samtidig fået nogle af sine ihærdigste talsmænd ind i ministeriet. For den jødiske kapitalmagt så stillingen under disse forhold ikke særlig gunstig ud, selv om der dog ikke måtte regnes med, at denne regering ville føre en udpræget antijødisk kurs, da H. N. Andersen og de øvrige til Ø.K.’s inderkreds hørende personer jo til stadighed havde stået i intimt samarbejde med Landmandsbanken; H. N. Andersen havde endog selv i stor målestok været konsortialdeltager sammen med Glückstadt ved spekulationer i aktier i de til Ø.K. hørende selskaber, og Glückstadt var oven i købet formand for bestyrelsen i Ø.K. Men selvfølgelig måtte denne udgang af konkurrencekampen mellem de førende finansgrupper føles som en trussel for de personkredses vedkommende, som stod i nærmeste tilknytning til Landmandsbanken, og det var at forudse, at modaktionen fra denne banks side ikke ville udeblive.

Den kom. Jøden følte sig i fare. Glückstadt følte, at hans indflydelse ville blive stærkt indskrænket, hvis kampen yderligere tilspidsede. Og Glückstadt ville ikke vige, hellere lade det komme an på en kamp på liv og død. Underhånden lod han derfor arbejde på en ny løsning af regeringskrisen, hvorved overformynder Friis propaganderedes som statsministeremne. Harald Plum havde, som det nedenfor vises, sin hånd med i spillet, uden tvivl på Glückstadts tilskyndelse. Nødvendigheden af at skabe et kompromis med den mægtige leder for Ø.K. erkendtes, men samtidig blev det også meget hurtigt klart for Glückstadt, at han i samarbejde med de forhenværende regeringspartier ville kunne gennemtrumfe dannelsen af et nyt ministerium. Derfor foranledigedes bl.a. Socialdemokratiet til at lade arbejdermasserne gå på gaden og at lade generalstrejken forkynde. Straks efter,

148

at dannelsen af ministeriet Liebe var bekendtgjort, nedlagde Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe i et opråb, som vedtoges på et møde den 30. marts, den mest energiske protest mod det dagen i forvejen begåede statskup. Der krævedes valg, ved hvilket der skulle opnås en gennemgribende demokratisering af forfatningen, indførelsen af den republikanske statsform, étkammersystem og valgret fra 21 års alderen. Da påskelørdag kom, satte de store demonstrationer ind, efter at generalstrejkeparolens bestemmelser allerede til dels var trådt i virksomhed. På folkemassernes march til Amalienborg lød det med taktfast smæld “re-pu-blik”, og på pladsen forkyndte “Social-Demokraten”s redaktør Marinus Kristensen, at de kredse, der trodsede folkets vilje, skulle vide, at hver, time istemte nye tusinder råbet: Leve republikken! Det var denne dag, da der på Amalienborg om eftermiddagen ved femtiden fandt forhandlinger med de Københavnske kommunalbestyrelses flertalspartier sted, medens folkemasserne samledes udenfor på pladsen. senerehen på aftenen, kl. 9, var partiformændene i folketing og landsting tilkaldt, for at der, under hensyn til de fra Borgerrepræsentationen fremsatte henvendelser mellem disse partiformænd kunne skabes en overenskomst om valgloven og dermed grundlag for et nyt forretningsministerium. Alle kredse var nu blevet enige om, at opretholdelsen af ministeriet Liebe var en umulighed og at ro først kunne skabes, når et kompromis på det nævnte grundlag blev gennemført.

Det blev en livlig påskenat på Amalienborg. Efter omskiftelige forhandlinger, under hvilke Rigsdagsmændenes konference lededes af Herman Trier, enedes partiformændene i det afsluttende møde med kongen om, at der skulle dannes et nyt ministerium, der skulle indkalde Rigsdagen, genoptage valglovsforhandlingerne og dernæst træffe forberedelser til et nyt rigsdagsvalg den 22. april eller så snart derefter som muligt. Da kongen derefter anmodede om, at man foreslog en mand, der kunne overtage dannelsen af et sådant

149

overgangsministerium, undslog repræsentanterne for de borgerlige partier sig for at fremsætte forslag. Ove Rode foreslog derefter overformynder Friis som en egnet person. I sin afhandling om “Påskekrisen 1920” knytter Rode til dette forslag følgende bemærkning (s. 87):

“Han (Friis) havde stået ganske uden for striden, var vel udpræget konservativ, men nød de tidligere regeringspartiers tillid for sin virksomhed under krigen, hvor han havde gjort landet store tjenester. Også Venstre-mænd, der havde haft sæde i krigstidens kommissioner og nævn, havde udtalt sig meget anerkendende om hans ledende og forhandlende evner. Det var endelig bekendt, at andre havde henledt kongens opmærksomhed på denne løsning.”

Rode siger intet om denne anden side, men når der ses hen til den senere sammensætning af ministeriet Friis, som omfattede — den socialdemokratiske finansborgmester Jens Jensen medregnet — ikke mindre end 6 personer; der hørte til Landmandsbankens inderkreds, kan der jo ikke være tvivl om, hvilken side, der har “henledt kongens opmærksomhed på denne løsning”. Oven i købet haves endog vidnesbyrd om, hvorledes en enkelt fremtrædende personlighed inden for Glückstadts særlige vennekreds hin kritiske påskelørdag fandt lejlighed til, som repræsentant for den af Rode så forsigtigt antydede anden side, at forhandle ikke blot med overformynder Friis, men endog med Hds. Majestæt Dronning Alexandrine. Det er Harald Plum, som i sine endnu ikke tilgængelige erindringers tredje bind udførligt beretter om sine oplevelser lørdag den 3. april, kort opridser de forudgående tre dages feberagtige virksomhed, og hvorledes han nævnte dag ved frokosttid ved “indløbende meldinger” havde erfaret, at der herskede “en betydelig mathed hos de forskellige politiske partiers førere”, og at kongen syntes at vakle i sin fortrøstning

150

til ministeriet Liebes politik. Han fortsætter dernæst, at han “begynder at fatte den overbevisning, at det ved en tilstrækkelig aktion lod sig gøre at starte et ministerium Friis, der ville kunne få flertal hos partierne og blive accepteret af kongen”. Dernæst beretter han i sine optegnelser af 3. april 1920, skrevet i Transatlantisk Kompagnis palæ, Bredgade 42, følgende:

“Den mand, der i disse dage er min første sekretær i denne sag, indfandt sig omgående hos overformynder Friis for at få en tilstrækkelig fast erklæring fra dennes side om, at han under visse omstændigheder ville overtage posten som statsminister. Svaret var ikke utilfredsstillende. Forhandlingerne afbrødes ved larmen af en mængde på titusinder, der fyldte ikke alene gaden her udenfor og Marmorpladsen …

… Jeg måtte imidlertid tilbage til mine forhandlinger, som lod til at nærme sig en afslutning, egnet til at standse de råb på republikken og “ned med kongen”, der rungede omkring Amalienborg. Højesteretssagfører Bülow og overformynderen var meldt blandt de personer, der bad om lov til fra palæets vinduer at se på de stormende masser. Jeg lod de besøgende få vinduerne i mit værelse til disposition, medens jeg i Ydings kontor til overformynderen i forstærket form gentog, hvad jeg havde ladet sige til ham for få timer siden, og hvad der efter de seneste begivenheder indlysende stod for mig som det rette. Han syntes at vige tilbage for planen. Men jeg forstod, at de betænkeligheder, som han nærede, ville falde, hvis den situation indtraf, hvor et ministerium Friis måtte være den rette løsning.

Jeg kunne, da han var gået, nå at komme op til overhofmesterinden, inden hun begav sig over til taflet, for at meddele de sidste tilføjelser til, hvad jeg to timer før havde anmodet hende at forebringe kongen efter taflet. Hun gentog omhyggeligt hvert ord, for at intet skulle blive misforstået.”

Efter dernæst at have bemærket, at han havde lovet overhofmesterinden at være tilbage i palæet klokken halv ni, fortsætter Plum:

“Næppe var jeg kommet tilbage, før telefonen begyndte at ringe. Det var overhofmesterinden, der bad mig snarest komme op til sig. Hds. Maj. Dronningen ventede mig efter et hurtigt taffel. Kongen havde allerede — efter at have fået min meddelelse om den ændrede situation — ladet indkalde alle partiformænd til et møde kl. 9. I en fremstilling på tre kvarter udviklede jeg nu for Dronningen, hvorledes den politiske

151

situation lå for øjeblikket, og hvorledes det, når kongen tog et ministerium Friis på de opnåelige og acceptable betingelser fra de forskellige partiers side, ville være muligt at afbøde den kritik, der nu syntes at føre riget mod en afgrund og at måtte berede kongemagten dens undergang, såfremt generalstrejken blev sejrrig gennemført, og i hvert fald forvolde uoverskuelige ulykker, selvom denne glippede. Jeg belyste sagen fra alle sider, gennemgik hver mulighed og umulighed, der forelå, og Dronningen afbrød ustandselig med spørgsmål, der viste, hvor nøje Hendes Majestæt forstod, hvad jeg udviklede, og hvor fuldstændig hun delte den tankegang, der gik ud på af den forvirrede og ulovlige tilstand at skabe en enkel og klar situation, der var antagelig og tilfredsstillende for alle parter, desuden også for kongen personlig. Til sidst bad Dronningen — på samme måde som overhofmesterinden før — om at måtte gentage min udviklings hovedpunkter, for at ingen misforståelse skulle kunne indtræde. Jeg kunne fastslå, at Dronningen havde forstået mig fuldstændigt. Overhofmesterinden blev igen kaldt ind fra sideværelset, hvortil en dør havde stået åben, medens den så alvorlige konference under så usædvanlige former fandt sted.

Dronningen, ledsaget af overhofmesterinden, ilede tilbage i mørket gennem haven til Amalienborg, og jeg gik ned til mit skrivebord, hvor jeg efter løfte satte mig til at vente ved telefonen for at høre, om min nærværelse yderligere skulle blive ønsket, når Dronningen havde fået kongen kaldt ud fra mødet med partiformændene.

Kl. 10¾ ringede telefonen, og da jeg lagde hørerøret, følte jeg mig overtydet om, at den store konflikt ville blive løst på den måde, som jeg havde fundet fremkommelig. Pludselig fandt jeg mig fuldstændig overvældet efter den stærke spænding og de så voldsomt skiftende situationer dagen igennem. Jeg tog ud til Nimb for at få noget at spise …”

Her gives et levende billede af, hvor ivrigt udentings kræfter var på færde for at sikre sig dannelsen af et nyt ministerium svarende til deres interesser. Når fhv. statsminister Friis i sit indlæg i “Politiken” (den 2. november 1929) forsøger at bagatellisere de af Plum skildrede hændelser, vil der næppe være anledning til at tage dette gensvar alt for højtideligt, da Friis selv må indrømme, at han havde modtaget en mand, som Harald Plum havde sendt i den af denne omtalte mission, og at han, som han selv bemærker, påskelørdag mødte sammen med Plum i Det Transatlantiske Kompagnis bygning (Kong Georgs Palæ). Han havde nemlig — erklærer han selv

152

— aftenen for folketoget set på demonstrationerne fra Hotel Phoenix’ cafe sammen med sin hustru og en bekendt (det vil sige højesteretssagfører Bülow). Derefter var han på sidstnævntes forslag sammen med sine ledsagere gået over i Kong Georgs Palæ for fra vinduerne der bedre at overse folkemængden. Og dernæst tilføjer han: “Vi traf vistnok da direktør Plum nogle øjeblikke og vekslede et par flygtige ord”. Vistnok — nå ja, det kan vel tages som en åben indrømmelse.

Friis forsøger derefter ret overlegent at affeje Plums betragtninger om sin indflydelse på Friis-ministeriets dannelse med en bemærkning om, at han var “afgjort tilbøjelig til at henføre betydningen heraf under samme kategori som hans tillidsfulde forsøg, på at sætte alt på plads i det russiske kæmperiges kaos”. Denne overlegenhed virker ikke særlig overbevisende, når man mindes, at Plum i deri her omhandlede periode endnu var den uomstridte leder af direktør Glückstadts kælebarn, Det Transatlantiske Kompagni, ja, endog i disse selvsamme marts-dage med etatsraad Glückstadts mandat og med udenrigsministeriets støtte var primus motor i de dansk-russiske forhandlinger om oprettelsen af et Clearing House i København. Han ansås jo for at være en af landets mest fremsynede handelsfyrster, et forhold, som dengang dog vel også er blevet fuldt ud respekteret af viceformanden i Landmandsbankens bestyrelse, dvs. af overformynder Friis selv. Det er nemt nok 1929 at raillere over Plums storhedsvanvid; i påskedagene 1920 var Plum i det mindste hr. Friis ikke mere mistænkelig, end at han kunne forhandle med ham direkte i hans egne kontorer! Og hvorfor skulle han ikke? Plum nød dog så stor en anseelse, at Landmandsbanken på dette omhandlede tidspunkt havde indrømmet den af ham ledede koncern kreditter, garantier osv. på ca. 175 mil. kr. Han ansås skam dengang ikke for at være skør. Tværtimod!

Hvorfor skulle så ikke Friis forhandle med ham? Med Glückstadts mest betroede mand?!

Lignende kan siges om Hds. Majestæt Dronningens

153

ejendommeligt bekræftende dementi, i hvilket Plums påstande om, at der fandt forhandlinger sted hin påskelørdags aften, ikke bestrides. Det højofficielle dementi, som udsendtes den 2. november 1929 om aftenen af Ritzaus Bureau, indskrænker sig tværtimod til at meddele, “at når Harald Plum i sine optegnelser har søgt at give det udseende af, at han bl.a. gennem en samtale med Hds. Maj. Dronningen har udøvet indflydelse på udviklingen af de politiske begivenheder i foråret 1920, er dette ganske urigtigt”. At samtalen ikke har haft nogen afgørende indflydelse på udviklingen, kan sikkert være rigtigt; men ejendommeligt bliver det alligevel, at altså også Dronningen i det danske kongehus’ mest alvorlige skæbnetime har anset det for tilrådeligt at forhandle med Harald Plum.

Forhandlingerne fandt sted, og de gennemførtes til fremme af de interesser, Landmandsbanken mente at måtte gennemtrumfe ved det nye ministeriums dannelse. De danner et led i de omfattende bestræbelser, Glückstadt udfoldede for atter at opnå en dominerende indflydelse på landets politik, og har sådan set deres særlige politiske betydning.

Det viste sig jo også, at den af Harald Plum overfor Dronningen så varmt anbefalede ordning senerehen på natten dannede grundlaget for forhandlingerne om udnævnelsen af et ministerium Friis. Selv om Plums forslag til Dronningen derved slet ikke har spillet nogen rolle, er det dog en kendsgerning, at de af Plum udviklede retningslinjer blev fulgt.

Efter at Rode som nævnt i påskenattens forhandlinger på Amalienborg havde anbefalet Friis, som egnet person, gav Stauning straks sin tilslutning og tilrådede ligeledes kongen at anmode Friis om at danne det nye ministerium. Rode udarbejdede kommunikeet vedrørende forhandlingernes resultat.

Om den bevægede nats afslutning bemærker Ove Rode derefter i sit skrift følgende: “Ved 5½ tiden om morgenen kom overformynder Friis fra kongen, og i en kort samtale tilrådede Stauning og jeg ham selv at overtage Forsvarsministeriet.

154

Stauning opfordrede ham tillige til blandt ministeriets medlemmer at optage et par socialdemokrater, og i øvrigt drøftede vi med ham, hvorledes H. P. Hanssens sønderjydske sagkundskab på ny kunne knyttes til administrationen. Ved 6-tiden forlod vi i morgen-lysningen slottet, Friis for at danne sit ministerium, der udnævntes mandag kl. 2 og for telegrafisk at kalde H. P. Hanssen til konference”.

I det ministerium, overformynder Michael Petersen Friis dannede, blev nogle departementschefer fagministre. I øvrigt var det Landmandsbankens mænd, der fik en absolut dominerende stilling inden for dette forretningsministerium. Blandt regeringsmedlemmerne måtte nemlig til denne banks inderkreds regnes:

Statsminister og forsvarsminister M. P. Friis, overformynder, Storkors af Dbg. og Dbmd. [Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand], som var viceformand i Landmandsbankens bankråd og bl.a. også formand i “Berlingske Tidende”s bestyrelse;

Udenrigsminister O. C. Scavenius, chef for det 1. departement i Udenrigsministeriet kammerherre, Kmd. af Dbg., Dbmd., medlem af Landmandsbankens bankråd;

Handelsminister H. P. Prior, som var direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker og medlem af bankrådet samt bestyrelsesmedlem i flere af de af Landmandsbanken finansierede selskaber;

Trafikminister K. Riis-Hansen, departementschef, som allerede 1920 stod i kontakt med Landmandsbanken, senere blev direktør i banken og derefter i forskellig henseende blev en af Glückstadts nærmeste medarbejdere, og endelig

Landbrugsminister Chr. Sonne, der ligesom Friis og Prior var medlem af Landmandsbankens bankråd.

(N.B.: Alle, med undtagelse af O. C. Scavenius, som ikke var medlem af bankens bestyrelse, men af bankrådet uden for

155

bestyrelsen, blev senere dømt i anledning af Landmandsbank-processen, både ved Østre Landsret den 7. juli 1923 og ved Højesteret den 29. september 1923.) — Som repræsentanter for Ø.K.-kredsen blev derimod betragtet:

Justitsminister F. C. G. Schrøder, der tillige beklædte stillingen som departementschef i Justitsministeriet, og

Kirkeminister C. E. A. Ammentorp, stiftsamtmand for Sjællands Stift.

Departementschef Schrøder var 1910–11 medlem af bestyrelsen for Østasiatisk Kompagni og senere medlem af bestyrelsen for Dampskibsselskabet “Orient”. Dernæst blev generaldirektør Michael Koefoed finansminister og departementschef i Indenrigsministeriet Henrik Vedel indenrigsminister. Endelig fik også Stauning sit ønske opfyldt; idet tillige to socialdemokrater, blev medlemmer af det midlertidige forretningsministerium Friis, nemlig som

Undervisningsminister skoleinspektør P. J. Pedersen og som

Socialminister Københavns finansborgmester Jens Jensen.

Sidstnævnte var i øvrigt også medlem af bestyrelsen
af Landmandsbankens byggeselskab, hvis formand
Emil Glückstadt var.

Stillingen var dermed reddet for Landmandsbanken. Navnlig kunne nu de med så store forventninger imødesete dansk-russiske forhandlinger om oprettelsen af et Clearing House i København videreføres. Flensborg-sagen var gledet helt ud; nu var alligevel udviklingen nået så vidt, at man også udadtil åbent kunne vedkende sig, hvorom det i virkeligheden drejede sig, og at hele rummelen om Mellemslesvigs internationalisering kun var bluff. Liebe-ministeriet kunne i øvrigt også uden betænkelighed træde tilbage nu, idet hovedformålet var nået: den endelige afskaffelse af det radikale styre, som havde overdraget hele magten til den mest renlivede jødiske

156

højfinans, en udvikling, som ikke blot havde været H. N. Andersen, men også formanden for Industriraadet Alex Foss imod. Begge havde vel nok i meget stor udstrækning fælles interesser med de førende jødiske finansmagter, stod også i intimt samarbejde med dem, såsom med Glückstadt, Ballin, Dessau osv., men et vist modsætningsforhold var alligevel til stede. Ministeriet Zahle havde navnlig villet forhindre nyvalg, benyttede sig endog af typografstrejken til at forhindre, at kundgørelsen om Rigsdagens opløsning og udskrivning af nyt valg blev spredt over landet. Men nu blev trods alt valgdagen fastsat til den 26. april 1920, den blev også bekendt alle vegne, og dermed måtte sagen gå sin gang. Dette forhold understreges også af den fhv. undervisningsminister i Liebe-ministeriet, prof. dr. Thorkild Rovsing, i hans artikel, “Politisk Nytår” (Tilskueren, januar 1926, s. 18), hvor han bl.a. bemærker: “De færreste ved, at ministeriet Liebe hin påskenat, da politiske rævestreger, medens ministeriet intetanende sov, fik kongen til at afskedige det til fordel for det Glückstadt’ske ministerium, allerede havde sejret, havde gennemført sin opgave: Rigsdagens hjemsendelse og udskrivningen af det nye valg! De Glückstadt’ske ministre troede, da de satte sig på taburetterne, at det kun var for at holde dem varme til det Zahle’ske ministeriums atterkomst, og at valg endnu kunne forhindres.” Men dette håb svigtede altså.

Både socialdemokraterne og de Radikale har senere haft ondt ved at døje, at der blev talt om dette Glückstadt’ske interregnum. Ove Rode karakteriserede derfor forbitret de åbenmundede betragtninger i “Politisk Nytår” som den sidste fase i en temmelig bedrøvelig historie om den totale forandring af en tiltalende rank og lys skikkelse. Rovsings skildring af begivenhederne i 1920, hvori han pludselig var blevet hvirvlet ind, måtte herefter nærmest betragtes i forbløffelse over, “hvad en i sit fag højt anset mand har kunnet debitere på et ham fremmed område”. Sandheden var altså ilde hørt. Der måtte nu engang ikke være tale om, at Landmandsbanken,

157

Glückstadt, havde afgørende indflydelse ved dannelsen af det midlertidige forretnings-ministerium Friis.

Af afgørende betydning var det, at Glückstadt nu for en stund atter havde magten i hænde. Forhandlingerne med Krassin bragtes nu til en afslutning. Agreementet af 23. april kom i stand. Men da det efter valget viste sig, at Venstre havde sejret og dannede nyt ministerium, og samtidig H. N. Andersen i skrivelsen af 3. maj 1923 gav sit afvisende standpunkt til kende om planen om oprettelsen af et Clearing House, måtte Glückstadt lægge kursen om. Han drog konsekvenserne på stedet. Det første, han gjorde, var nedlæggelsen af formandsposten i Det Transatlantiske Kompagnis bestyrelse.* Det næste, at han stillede sig til rådighed for den nye regering.

Dyrkelsen af jødevældet blev videreført. Aldrig opnåede Glückstadt større indflydelse på landets offentlige forhold og i internationale spørgsmål end under Venstre-ministeriet.

c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard.

Det var en tung arv, Venstre-partiet tiltrådte, da det den 5. maj 1920 overtog Regeringen. Det kunne have ført den økonomiske udvikling ind i et sundt spor, kunne have opbygget hele samfundslivet efter nye principper, hvis det havde kunnet frigøre sig for den jødiske indflydelse. Hvordan folket i de brede lag så på det anmassende finansstyre, der havde etableret sig under det radikale ministerium, vidste det; folket, navnlig landboerne, ønskede sig fritaget for det jødiske herredømme. Den antisemitiske tendens havde også — omend i en meget dæmpet form fundet udtryk i de angreb, Venstre-manden Niels Neergaard rettede mod Max Ballin og

*) Jvf. nedenfor 7 d.

158

Herman Heilbuth i Folketinget den 29. oktober 1917. En vis forståelse for situationens alvor på det her omhandlede område fandtes altså inden for Venstre-kredse, og da ministeriet Neergaard senere, i februar 1924, var udsat for særlig hensynsløse angreb fra oppositionens side, da påpegede fremtrædende Venstre-politikere som de daværende ministre Oluf Krag og Svenning Rytter meget eftertrykkeligt de brist, det radikale styre havde vist, netop ved at gøre sig fuldkommen afhængige af kapitalmagten.

Venstre kendte altså faren.

Partiet havde jo også netop i de kritiske uger før valget, der gav det flertallet i begge ting sammen med de konservative, været vidne til den kamp, finansmagten førte om herredømmet i landet. Venstre måtte, hvis det ellers havde stået frit, allerede dengang have gennemskuet hele svindelen. Det havde set, hvorledes Stauning og Rode arbejdede hen imod, ved dannelsen af ministeriet Friis, for en tid at sikre Landmandsbankens mænd magten i Staten, et forhold, som netop af indenrigsminister Krag karakteriseredes efter fortjeneste i hans folketingstale den 7. februar 1924. I denne dags forhandlinger på Rigsdagen var det nemlig, at dr. Krag til største forbitrelse for oppositionen bl.a. fremhævede det som et særlig betydningsfuldt faktum i vor tids politiske historie, at “Socialdemokratiet og de Radikale ikke helmede, før landets ledelse i påskedagene 1920 var overgået til en kreds af mænd, til dem, der havde Socialdemokratiets tillid”. Da denne bemærkning vakte munterhed hos oppositionspartierne, fortsatte han: “Ja, De ser, det er udtryk for, at De fortryder det. Disse mænd lovsang man som de samfundets støtter, på hvis stærke skuldre alt måtte hvile, om man skulle føle sig tryg. Deres tiltræden var betingelse for en afblæsning af dette århundredes største socialistiske dumhed i dette land: generalstrejken. Det var Landmandsbankens mænd (Borgbjerg: Det er majestætsfornærmelse) …, som man krævede sat i forreste række (afbrydelse af Borgbjerg) …

159

Påskedagenes hemmelige, intime historie vil, når sløret engang løftes, sikkert give et godt bidrag til belysning af samspillet mellem Socialdemokratiet og kapitalisme.”

Og lidt senere bemærkede Krag, rettet mod Stauning, at hulheden og tomheden i dennes påstande om, at ministeriet Neergaard havde vist den største afhængighed af kapitalmagten, viste sig bedst “på baggrund af tolereringen af disse svindelens højkonjunkturår og af den tillid til kredsen. af Landmandsbankens mænd, som man tilkendegav i påskedagene 1920, og som fandt sit udtryk i taksigelser til, ja lobhudling [overdreven ros] af selve sjælen i det hele, det midtpunkt, hvori alle svindelens og spillets tråde samlede sig, Glückstadt.” Indenrigsminister Krag vidste altså, hvordan landet lå, da hans parti i maj 1920 overtog Regeringen. Selvfølgelig måtte den nye regering ved dens tiltræden have lagt mærke til, hvorledes også en af de betydeligste personligheder i den danske rigsdag, prof. L. V. Birck, i disse kritiske dage fremhævede det som et aldeles centralt problem, at højfinansen holdtes i ave. Han havde endnu få dage før Påskekrisen i sin til det konservative parti sendte udmeldelseserklæring af 20. marts 1920 udtrykkelig givet tilkende, at et af hans hovedmotiver til dette skridt var erkendelsen af nødvendigheden af, at der til sikring af samfundet indadtil måtte kræves et kraftigt værn mod storkapitalens sammenslutninger. Endelig havde Venstre jo navnlig ved ministeriets rekonstruktion kort efter den i september 1922 foretagne første Landmandsbank-ordning, kraftigt givet udtryk for, at nu skulle det være slut med korruption og svindel i dansk politik. Og for at vise, at der stod alvor bagved, meddeltes det samtidig offentligheden, at man nu havde foranlediget, at fhv. direktør C. M. T. Cold fra Det Forenede Dampskibs-Selskab blev udnævnt til udenrigsminister! — Man sparede da heller ikke det nye regeringsmedlem for al slags forskuds-laurbær, idet man navnlig forherligede ham som en helstøbt karakter, der ved given lejlighed havde vist mands mod til at modarbejde Landmandsbankens hæmningsløse

160

spekulationer. Thi det var ham, der i 1916 havde vendt sig imod den vilde hausse [stigning] i sit selskabs aktier ved offentlig at erklære, at aktierne kun var 205 pct. værd plus fremtidschancen og som senere, den 2. april 1921, havde taget sin afsked fra selskabet, da han ikke ville tage ansvaret for en udvanding af aktiekapitalen ved, at der udstedtes 30 mil. kr. rentebærende reservefondsbeviser. I sidstnævnte tilfælde havde, forklaredes det, etatsraad Glückstadt trumfet sine krav igennem, men derefter havde Cold også taget konsekvenserne. Oprejsningen skulle han nu få fra Venstre-partiet ved at blive udnævnt til udenrigsminister, og dermed skulle overfor offentligheden bekræftes, “at mands gerning dog undertiden her i livet får mands løn”. (regeringsorganet “København”, 10. 10. 1922). Her viste sig altså atter tendensen til at muge ud!

Men ak! Allerede, når man bliver stående hos Cold, har den senere udvikling mere end tilstrækkelig vist, hvor slet det var bevendt, også inden for ministeriet Neergaard med evnen til at gøre rent bord overfor de hemmelige kræfter, der søgte at bevare samfundsmagten — Det (såkaldte) tredie Ting —

Cold var dog intet andet end en af Glückstadts ihærdigste spillebrødre, og hans forhold både med hensyn til erklæringen fra 11. juli 1916 såvel som med hensyn til bekæmpelsen af udvandingen af hans eget selskabs kapital alt andet end upåklagelig. Det førstnævnte punkt gik senere ind som led i den ligefrem endeløse diskussion om Colds spekulationer i egne aktier og behandles her andetsteds.* Hvad angår det andet punkt, skal her kun henvises til den redegørelse, enkelte medlemmer af D.F.D.S’s bestyrelse (konsul Erik C. Henius, godsejer Lassen, kammerherre I. C. Tuxen og fabrikant Chr. Hasselbalch) udsendte den 11. oktober 1922, umiddelbart efter at Glückstadt og admiral Richelieu var trådt ud af bestyrelsen. Her fremhævedes nemlig udtrykkeligt, at bestyrelsen og direktionen — hvortil også hr. Cold hørte!

*) Jvf. nedenfor 5 d.

161

— havde været enig i ikke at gå højere med udbytte end 40 pct. plus udstedelse af 30 mil. kr. friaktier! Dette var jo også en udvanding af kapitalen, og sagen bliver ikke bedre derved, at Cold i denne anledning svarede, at han selv havde fundet udstedelsen af friaktier uheldig, men havde været rede til at gå med til denne, da den efter hans skøn ikke ville virke helt så skadelig for selskabet som de 30 mil. kr. reservefondsbeviser.

Galt var det, at Venstre-ministeriet mente med en mand som Cold i spidsen at kunne indlede rensningsaktionen inden for højfinansen, men værre var det, at selvsamme ministerium straks efter dets tiltræden udbyggede samarbejdet med de jødiske kredse, navnlig med etatsraad Glückstadt. Bl.a. fik denne mand straks overdraget det hverv at ordne de med overtagelsen af Nordslesvig forbundne finansieringsproblemer, ligesom talrige andre spørgsmål, der vedrørte grænselandets økonomiske skæbne, blev betroet jøders, bl.a. Naphtali Cohns og Marcus Rubins, behandling. Heller gik det ikke værre eller bedre, end at ministeriet Neergaard også foranledigede, at to af de mest aggressive jødiske finansmænd, Emil Glückstadt og Max Ballin, fik tildelt de højeste udmærkelser, idet førstnævnte den 19. 12. 1920 blev dekoreret med Storkors af Dannebrogsordenen og Max Ballin den 27. 12. 1920 blev udnævnt til kommandør af 2den grad af Dannebrogsordenen. Den sidste udnævnelse vakte særlig opmærksomhed, da Venstre netop havde rettet indtrængende advarsler mod det radikale ministeriums jødiske rådgivere, havde protesteret mod Landsmandsbank-vældet, Ballins åger osv. Ubegribeligt, at Regeringen under sådanne forhold kunne gå med til at tildele en mand som Ballin denne høje udmærkelse. Men Venstre-ministeriet mente i dette tilfælde at kunne undskylde sig med, at det blot havde undertegnet en indstilling, der lå fra Zahles tid. Så liden troskab viste man overfor sine egne principper. Men hvorfor skulle Neergaard ikke også med hensyn til uddeling af hæderstegn til jøder følge de samme retningslinjer som Zahle

162

havde gjort, når man alligevel ville lade jødernes indflydelse på landets finansielle og økonomiske forhold være enerådende? Når det radikale ministerium havde ladet mænd som konsul Erik Semmy Henius og generalkonsul dr. jur. Isidor Heckscher, direktørerne Harald Bing og Benny Dessau udnævne til Kommandører af Dannebrogsordenen, kunne vel ministeriet Neergaard følge det gode eksempel og lade mænd som Ballin og Glückstadt blive hædret på samme måde. Glückstadt fik sin udmærkelse som anerkendelse for sin energiske tingen og købslåen ved fastsættelsen af det beløb, Danmark skulle betale for overtagelsen af statsaktiverne osv. i Nordslesvig. Hertil har “Finanstidende” med fuld ret spurgt, hvor det er, han i statens tjeneste har sparet landet for mægtige beløb — som han endog selv havde anslået til 60–80 mil. kr.? — Det kunne være interessant at få det nærmere belyst. Venstre-regeringen havde set anderledes på sagen; Glückstadt blev Storkorsmand.

Det er endnu en uløst gåde, hvordan Glückstadt har formået i en snæver vending også at vinde Venstre-regeringens tillid, så han i løbet af få år fik overdraget en lang række meget betydelige offentlige hverv. Rigtignok nød han endnu i 1920 en ligefrem overvældende anseelse, ansås for den mand, der som dansk repræsentant overfor internationale kredse, og det vil her hovedsagelig sige: overfor al verdens jødiske højfinans, havde mulighed for at gøre en særlig stærk indflydelse gældende. Men alligevel var dog i 1920 ikke så lidt blevet bekendt om kapitalens magtstræb, så man nok havde grund til at være meget varsom overfor denne kapitalmagtens mest fremtrædende personlighed. Det skete imidlertid ikke. Finansgrupperne, der forud for ministeriet Neergaards dannelse havde ligget i åben strid med hinanden, var tilsyneladende meget hurtigt atter kommet til indbyrdes forståelse, og dermed var åbenbart den væsentligste forudsætning skabt for den ordning, der atter skulle føre jøderne til

163

magtens tinde. Efter at Glückstadt viste sig rede til at lade Det Transatlantiske Kompagni falde og at give afkald på Clearing House-projektet, har H. N. Andersen, der fra begyndelsen af var Regeringens fornemste tillidsmand inden for erhvervslivet, vel selv draget omsorg for, at den så føjelige Landmandsbank-direktør atter blev taget til nåde. Regeringen kunne bruge ham, og, hvad vigtigere var, han kunne bruge Regeringen.

Den første vigtige opgave, Glückstadt fik overdraget, var, som allerede nævnt, forhandlingerne vedrørende ordningen af den finansielle side i Nordslesvig-sagen. Disse forhandlinger havde han allerede i 1919 indledt med Entente-magterne. De fik, efter at spørgsmålet om grænsespørgsmålet var blevet principielt afgjort i marts-april 1920, fast form. I samme år blev Glückstadt Danmarks officielle repræsentant på finanskonferencen i Bryssel og på den internationale hjælpekonference i Paris. 1922 fik han tilsvarende officielle hverv overdraget, først på konferencen angående International Corporation, dernæst i april-maj næste år på Genua-konferencen.

Helt uden kritik forblev denne officielle virksomhed, der nu videreførtes under Venstre-regeringen, imidlertid ikke. Således bemærker “Finanstidende” allerede i august 1920, at det dog havde vakt adskillig forundring i offentligheden, at Glückstadt havde fået den opgave at forhandle med Erstatningskommissionen vedrørende ordningen af det finansielle mellemværende i anledning af Nordslesvigs overgang til Danmark, efter at der var rejst så megen kritik mod den radikale regering, fordi denne så ofte havde overdraget ham tilsvarende hverv. Det virkede, tilføjede finansorganet, ejendommeligt, at Regeringen mente at måtte overlade det til en privat forretningsmand (dennes kvalifikationer ufortalt), “at være enerepræsentant for den danske regering i dette overordentlig betydningsfulde og mangesidede anliggende, medens vort finansministerium sidder roligt, hjemme”. Den radikale presse

164

bebrejdede ligeledes Venstre, at det var gået med til en sådan ordning, navnlig efter at det radikale ministeriums nære samarbejde med den såkaldte højfinans år ud og år ind havde givet venstreblade — navnlig fru Marie Lassens “Aalborg Amtstidende” — anledning til at boltre sig i antisemitisme. “Fremtiden” mener, at også her skulle for en gangs skyld” den moderate gemenhed afsløres.” Dog lige meget hjalp det; Glückstadt vedblev nu engang at være de danske regeringers særligt betroede mand.

Om forløbet af forhandlingerne i Paris om overtagelsen af statsaktiverne i Nordslesvig osv. beretter E. Glückstadt i sin indberetning til statsminister Neergaard, dateret Paris den 17. december 1920. Heraf fremgår bl.a., at anmodningen om at være Regeringens finansielle rådgiver allerede rettedes til ham i januar 1919, og at han i den følgende måned sammen med Nordslesvig-delegationen drog til Paris for i forhandlingerne at varetage Danmarks finansielle interesser. Han forblev sidenhen i stadig forbindelse med Erstatningskommissionen, overfor hvilken han efter Nytår 1920 kunne legitimere sig som officiel udsending, der “var forsynet med kgl. fuldmagt til at træffe afgørelse i sagen”. Omendskønt han nu bestræbte sig for at bringe spørgsmålet til den hurtigst mulige afslutning, kunne drøftelserne vedrørende de betalinger, som Danmark skulle yde til Erstatningskommissionen for de i grænselandet overtagne aktiver samt for landsdelens andel i Preussens henholdsvis rigets gæld, dog først tage rigtig fart hen på sommeren. De sinkedes yderligere derved, at man fra tysk side lod vente længe på sig med de detaljerede forslag i denne sag. Under forhandlingerne opstod mangehånde vanskeligheder, først med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skulle medregnes til statsaktiver. En række ejendomme, som man fra dansk side ønskede anerkendt som statsaktiver, måtte til sidst udgå af listen over disse, deriblandt hertug Ernst Günthers privatgodser, det Hannover’ske klostergods, den preussiske stats- og Höfebanks prioriteter i de såkaldte Rentengüter,

165

den preussiske stats andel i kredsbanerne og deslige. Alvorligere var, at der var stor forskel på de to kontrahenters værdiansættelser. Den danske vurdering af aktiverne lød oprindelig på 70.978.185 kr. (senere på ca. 78 mil. kr.) til kurs pr. anno 1920, medens den tyske lød på 84.628.678 mil. guldmark pr. august 1914. Med hensyn til betaling af statsgældsandelen bestod der enighed om, at Danmark ikke skulle deltage i den forøgelse af statsgælden, som krigen havde medført, men kun i andelen af statsgælden pr. 1. august 1914. Glückstadt gjorde i øvrigt gældende, at terminen pr. 1. august 1914 kun skulle gælde for beregningen af andelen i statsgælden, derimod ikke være bestemmende for den kurs, der skulle gælde ved omregningen. Fra tysk side blev protesten mod denne opfattelse til det sidste opretholdt. Efter langvarige forhandlinger og efter hvad Glückstadt siger — en “temmelig stærk marchandering” [tingen] blev der til sidst, da tilslutning fra tysk side til de af Glückstadt fremsatte forslag ikke blev givet, fra Erstatningskommissionen bestemt, at Danmark skulle betale 65 mil. Guldmark, et beløb, som omregnet efter parikurs Mark 4.197,92 pr. 1000 Dollar udgjorde ca. 15.483.000 Dollar. Dette Guldmark-beløb skulle udredes i Dollar senest den 25. december 1920.

Såvidt om ordningen af det finansielle mellemværende med Entente-magterne vedrørende Nordslesvig.

En ikke mindre betydningsfuld mission blev betroet Glückstadt få måneder senere, da han fik anmodning om at medvirke ved ordningen af Østrigs økonomiske og finansielle forhold. Dette hverv blev ham overdraget af Folkenes Forbund i april 1921. Hele den danske offentlighed følte sig nærmest smigret ved, at det netop var Glückstadt, der opfordredes af det af Folkeforbundet nedsatte finans- og økonomiske råd til på Ententens vegne at reorganisere Østrigs finansvæsen på grundlag af de Ter Meulen’ske forslag. Da bl.a. “Børsen” den 3. 4. 1921 beskæftiger sig med denne sag, mener bladet, at en dansk finansmænd næppe nogensinde

166

havde modtaget en mere hædrende opfordring end den, der nu var blevet rettet til Landmandsbankens direktør, og at man måtte forvente, “at landets øverste ansvarlige autoriteter allerede har henledt etatsraad Glückstadts opmærksomhed på, i hvor høj grad de ville påskønne, at han svarede Ja til Ententens henvendelse.” Det var ikke blot for sin egen, men for Danmarks berømmelses skyld, at han måtte overtage hvervet; selve opfordringen måtte anses for at være et overvældende bevis for den anseelse, Glückstadt nød i den internationale verden som finansmand af højeste rang. Glückstadt gav selvfølgelig også sit tilsagn og drog til Østrig med Riis-Hansen og Knud Sthyr som sine nærmeste medarbejdere. Formanden for Folkeforbundets Finanskomité, den svenske bankdirektør Marcus Wallenberg, har givet udtryk for, at den senerehen af Glückstadt afgivne rapport dannede et udmærket grundlag for reorganisationen af Østrigs finansvæsen, og at de efter rapporten udarbejdede forslag til sidst blev godkendt af Folkenes Forbunds råd. Udtrykkeligt betoner han, at alle inden for Finanskomitéen havde fået den opfattelse, “at ingen i så høj grad som Glückstadt har bidraget til den omtalte rapport,” ligesom han kunne bekræfte, at “de indlæg i diskussionen inden for Finanskomitéen vedrørende Østrig og andre spørgsmål, som gjordes af Glückstadt, altid var prægede af klogskab og fremført på beskeden måde.” Da Glückstadt her får al æren tildelt, er det ikke uinteressant, at også K. Riis-Hansen taler med samme anerkendelse om rapporten, og at han ligeledes mener, at det på grundlag heraf udarbejdede forslag til en gennemgribende reform af de østrigske pengeforhold var et af de betydningsfuldeste resultater, Folkeforbundet havde opnået. Dog, han giver ikke Glückstadt æren for dette arbejde, men kræver i sit skrift “Landmandsbank-sagen og mit Forhold dertil” (Kbh. 1924) denne ære for, sig selv, idet han kort og godt erklærer: “Forslaget stammede fra mig, og jeg udformede det og udarbejdede den tilhørende begrundende redegørelse på stedet. Jeg ledsagede derefter

167

etatsraad Glückstadt til Finanskomiteens møde i London, i slutningen af maj, hvor forslaget antoges.” Hvorom alting er: Glückstadt fik af Folkeforbundet overdraget det offentlige hverv at bringe Østrigs finansvæsen ind i et sundt leje, og ordningen, der gennemførtes, tjente naturligvis i første række den opgave at bringe landet i afhængighed af den internationale kapital. Derfor er det også forståeligt, at den trufne ordning i Østrig selv aldrig blev hilst med glæde, og at kansleren Seipel i årevis var udsat for folkets misfornøjelse, fordi han havde prisgivet sit land til den internationale finanskontrol. Det jødiske organ ” Wiener Morgenzeitung” ydede derimod kansleren anerkendelse, idet det den 5. juni 1924 fremsatte følgende meget karakteristiske bemærkninger: “Hr. dr. Seipel har i rigtig erkendelse af de sande forhold i Europa (ak ja!) sikret sig de jødiske organisationsevners og verdensforbindelsers medhjælp. Han og landet har kunnet drage ikke liden nytte deraf, (er und das Land sind dabei nicht schlecht gefahren) og de i saneringsarbejdet hidtil opnåede resultater har man kun kunnet sikre sig ad denne vej.”

d) Landmandsbankens deltagelse i offentlige lån.

Særlig røre skabte det offentliges stærkt fremadskridende gældsstiftelse overfor udlandet, som rigtig tog fart, efter at Venstre havde overtaget regeringsmagten. Denne udvikling var rigtignok allerede begyndt under det radikale styre. Den 13. august 1919 kunne Københavns Kommune afslutte overenskomst med New York’er-firmaet Brown Brothers & Co. vedrørende et lån på 15 millioner Dollar. Dette lån ydedes til en kurs af 90, medens rentefoden blev fastsat til 5½ pct., og amortisationen skulle foregå med 3/4 mil. Dollar til pari årlig fra 1925–1944. Ved optagelsen af lånet var både Landmandsbanken og Privatbanken medvirkende, dog går Bankkommissionen i sin beretning ud fra, at Privatbanken, der kun fik provision fra kommunen, ikke synes at have haft

168

med lånet at gøre ud over at lægge navn til. Landmandsbanken modtog som provision fra kommunen 16.200 Dollar og desuden fra Brown Brothers 22.500 Dollar. Under ministeriet Neergaard blev der yderligere optaget to kommunelån, et Dollar-lån i 1921 og et Sterling-lån i 1922. Ved ordningen af det førstnævnte lån opstod der nogen konkurrence mellem Landmandsbanken og Privatbanken, hvorved det lykkedes Glückstadt ved et vel tilrettelagt underhåndsarbejde at løbe af med sejren. Den 29. januar 1921 afsluttedes kontrakt med National City Co. om et lån på i alt 15 mil. Dollar. Salget af disse Dollar indbragte 73¼ mil. kr., hvoraf Københavns Kommune fik 33 1/4 mil. kr., Frederiksberg 4,9 mil. kr. og provinsbyerne ca. 24 mil. kr. optagelseskursen var i dette tilfælde 93, medens amortisationen skulle ske i 25 år til kurs 107½. Den faktiske rente kom derved til at ligge på den uforholdsmæssig høje sats af 9½ pct., hvis forsvarlighed ifølge Bankkommissionens beretning udelukkende måtte bero på, om Glückstadt skønner rigtigt, når han i sit lånetilbud peger på muligheden af Dollarens fald og, derved den store kursavance, når lånet tilbagebetales.” Endelig optoges et tredje udenlandsk kommunalt lån ved kontrakt af 6. juni 1922 denne gang på det engelske pengemarked. Også denne gang ordnede Landmandsbanken sagen. Ved denne lejlighed optog provinskommunerne et lån på 2 mil. £ ved firmaet Hambros Bank Ltd. til en kurs på 87 1/4 og til en rente på 5 pct. lånet skulle amortiseres i 35 år. Det tjente hovedsagelig til indløsning af købstadkommunernes indenlandske lån af 1920 på 30 mil. kr.; ordningen gennemførtes under skarp modstand fra købstadkommunerne. selvfølgelig blev højfinansens interesser afgørende. Landmandsbanken forstod også i dette tilfælde at varetage sine interesser ved at sikre sig en væsentlig del af provenuet på et tidspunkt, da, som det siges i beretningen, “der syntes frembragt en kunstig bølgedal i valutakurserne.” Og i provision tjente banken på ny de 40.000 kr.

169

Ved alle disse transaktioner viste det sig; at Landmandsbanken var overmåde ivrig efter at afkøbe lånstifterne de overtagne beløb i udenlandske midler for at kunne sætte dem ind i valutaspekulationer. Bankkommissionens beretning giver herom indgående oplysninger. De 15 mil. Dollar, som overtages af Københavns Kommune ifølge overenskomst af 13. august 1919, købtes allerede en uge senere, den 20., i fuldt omfang af Landmandsbanken og Privatbanken til en kurs af 4,62½ medens dagskursen lå lidt lavere, på 4,60½. Straks efter overtagelsen satte en livlig handel med Dollar ind hos Landmandsbanken. Allerede i dette tilfælde vil man kunne spørge, om det havde været fornødent at tilføre landet fremmede midler, eftersom der dog som følge af de mægtige indtægter under krigen måtte være rigelig indenlandsk kapital til stede, som mest passende kunne have fundet anvendelse som lån til hovedstaden. Rigtignok var den store indkøbsspekulation sat ind; men alligevel måtte der have været mulighed for at udbringe et indenlandsk lån i den fornødne størrelse — ca. 60 mil. kr. — hvis ellers Regeringen havde været interesseret i, at gældsstiftelse udadtil skulle undgås. Der forlyder i 1919 endnu intet om, at pengemarkedet er strammet; tværtimod!

Dette forhold træder endnu grellere frem ved de senere optagne lån. Med hensyn til lånet fra 1921 fremgår det ganske tydeligt af Bankkommissionens beretning, at det var banken, der var interesseret i, at kommunerne foranledigedes til at optage et udenlandsk lån, og at daværende indenrigsminister Berg lagde kraftigt pres på kommunerne ved at sige, at man ikke ville kunne regne med statsgaranti ved senere lån og derfor gjorde klogt i at benytte sig af den nu foreliggende lejlighed. Overfor købstadforeningens formand, borgmester Bresemann, gjorde Berg endog gældende, at “Undladen af at acceptere tilbuddet denne gang kunne skade statens fremtidige lånepolitik.” Hvor stærk Landmandsbankens interesse i dette lån har været, fremgår ikke blot af de

170

forskelligartede foranstaltninger, Glückstadt indledte for at forhindre, at Privatbanken fik ordren på at fremskaffe et amerikansk lån, men også deri, at Landmandsbanken senere modsatte sig finansborgmester Jensens forlangende om at overføre en større del af låneprovenuet til Privatbanken. Det lykkedes også her Glückstadt i alle henseender at trumfe sin vilje igennem. Også Sterling-lånets nødvendighed må betvivles, eftersom det alene tjente til at afløse et indenlandsk lån. Her viste det sig end mere, at købstadskommunerne havde vanskeligt ved at få konstateret, hvorvidt provenuet af det ved Hambros Bank fremskaffede lån fra juni 1922 nu også som foreskrevet var blevet anvendt af Landmandsbanken til indløsning af det indenlandske lån af 1919, og desårsag rettede flere henvendelser til banken, navnlig efter at der var fremkommet rygter om bankens vanskelige stilling. Påtegningen på hovedobligationen om, at dets pålydende gennem provenuet af det udenlandske lån var nedbragt med ca. 29 mil. kr., foretoges også først den 20. januar 1923. I en skrivelse fra købstadforeningen af 9. marts 1923 bemærkedes desangående: “Landmandsbankens reserverede holdning, når talen om at give os fuld sikkerhed for, at et af os indbetalt beløb virkelig anvendtes til dækning af kommunernes gamle lån og den vanskelighed, vi i årenes løb har haft med at opnå ministeriets tilladelse til at uddrage penge af Landmandsbanken, har naturligvis givet vor ængstelse med hensyn til bankens soliditet næring …”

Var det i og for sig noget omtvisteligt, hvorvidt det var nødvendigt for kommunerne at overtage store udenlandske lån, så ligger sagen meget værre med hensyn til de af Staten stiftede to udenlandske lån. I domsforhandlingerne mod direktørerne og bankrådsmedlemmerne i Landmandsbanken fremsatte den offentlige anklager ved lejlighed en bemærkning om, at “Glückstadt lod Staten optage lån i udlandet”. Denne bemærkning har senere fundet sin rette belysning i Bankkommissionens undersøgelser, idet

171

fremstillingen af begge Dollar-lånenes historie lader erkende, at det var Landmandsbanken, der her var den drivende kraft, at det var Landmandsbanken, der var interesseret i den amerikanske valuta for ved hjælp af disse midler at kunne afstive sin egen stilling, og at det samtidig åbenbart var Regeringen meget magtpåliggende at støtte Landmandsbanken i disse bestræbelser, uden at man udadtil fik indblik i, hvad der i virkeligheden foregik. Derfor var ministeriet Neergaard også navnlig i anledning af Dollar-lånenes optagelse udsat for en særlig hårdhændet kritik både i og uden for Rigsdagen.

Forhandlingerne om et Dollar- eller Sterling-lån til Staten satte allerede ind på et tidspunkt, da den radikale regering endnu sad ved styret, i januar–februar 1920. Midlerne skulle efter den dengang drøftede plan bruges dels til finansiering af importen, dels som lån til kommunerne. Uroen i de indre politiske forhold medførte en standsning af forhandlingerne, men de tog atter fart i sommeren, da Glückstadt på amerikanske finanskredses tilskyndelse indhentede tilbud både fra Bankers Trust Company og fra National City Company. Nu var det altså den amerikanske kapital, der var interesseret i at få investeringsmulighed i Danmark, og Glückstadt var selvfølgelig gerne villig til at hjælpe den amerikanske finansverden i denne retning. Oktober 1920 lykkedes det ham også at formå Staten til at acceptere et af National City Bank afgivet tilbud på 25 mil. Dollar, som udstedtes i 8-pct.s obligationer til kurs 95. Lånet skulle være amortisationsfrit i de første fem år og derefter tilbagebetales i de følgende 20 år, i det første årti til kurs 110 og dernæst til kurs 107½.

Betingelserne for lånet var altså meget skrappe. Størstedelen af dette Dollar-lån anvendtes senere til ordningen af de nordslesvigske erstatninger, idet der heraf den 28. december 1920 udbetaltes et beløb på 15.483.859 $ til Reparationskommissionen. Da kursen denne dag var ca. 6,55, opførtes erstatningsbeløbet senere i statsregnskabet med 101½ mil. kr., medens Glükstadt selv i sin indberetning om sagen til statsminister

172

Neergaard havde foreslået, ved omregningen af erstatningsbeløbet at benytte Dollar-kursen 20,18 pr. 100 kr., “som har været den, der var afgørende for beløbets fastsættelse”. Derved ville der være udkommet en sum på knapt 77 mil. kr. Regeringen tog ikke dette forslag til følge, men valgte den rigtigere vej ved at beregne kronebeløbet efter den omregningskurs, efter hvilken betalingen faktisk var sket.

Ved optagelsen af dette første udenlandske statslån viste det sig senere, da Bankkommissionen nærmere undersøgte Landmandsbankens forhold, at der havde været mulighed for at opnå den fornødne kredit på det indenlandske marked. Derom indeholder beretningen følgende meget sigende oplysning:

“Der havde dog været tale om at søge optaget et indenlandsk lån. I august 1920 fremsætter vekselerer Schiøler for statsminister Neergaard en plan om at skaffe et indenlandsk statslån ved en frivillig overenskomst med rederne, der lå med store kontante beholdninger, eventuelt kombineret med en imødekommen af redernes ønske om ophævelse af fragtnævnet. Rederne skulle stille ca. 150 mil. kr. til rådighed for Staten og have 5½-pct.s statsobligationer i stedet, som de skulle uddele til deres aktionærer; herved ville blandt andet opnås lavere kursniveau, hvorved børsomsætningen ville lettes. Vekselerer Schiøler hørte ikke senere noget til planens skæbne, derimod fik han gennem vekselerer Lunn en besked fra direktør Ringberg om, at såfremt han eller andre vekselerere arbejdede videre for et indenlandsk statslån, ville dette have til følge, at deres kasselån i Landmandsbanken straks ville blive opsagt.”

Glückstaclt var altså interesseret i, at Staten afholdt sig fra at optage lån på det indenlandske kapitalmarked, og

173

Neergaard fulgte blindt de direktiver, Landmandsbank-direktøren gav. Statsminister Neergaard drøftede spørgsmålet med Glückstadt, da denne i september 1920 nogle dage opholdt sig i København. Senere fik statsministeren skriftlig besked fra Glückstadt, hvori denne indtrængende frarådede at lade optage et indenlandsk lån, som under de givne forhold måtte føre til en for erhvervslivet betænkelig stramning af kapitalmarkedet. Denne betragtning var ikke helt uberettiget, når der var tale om Landmandsbankens stilling, idet denne bank ved forsøget på at støtte de af prisomslaget ramte virksomheder og ved at foretage omfattende støtteopkøb af aktier uden tvivl i så stærk grad havde disponeret over sine egne midler, at den ikke ville være i stand til ved egen kraft at imødekomme kunders stigende udtræk af tilgodehavender til køb af obligationer. Den ville i så tilfælde have måttet søge hjælp ved Nationalbanken. Men spørgsmålet var imidlertid, hvorvidt statsministeren kunne være berettiget til at tage særligt hensyn til dette forhold. Hvorom alting er: Neergaard holdt sig til de forslag, Glückstadt fremsatte. Der rettedes rigtignok en forespørgsel til Nationalbanken om, hvorvidt denne anså det for betimeligt at optage et udenlandsk statslån. Men da Nationalbanken principielt frarådede at optage et sådant lån, og kun anså det for forsvarligt at dække betalingerne til Erstatningskommissionen med sådanne midler, blev forhandlingerne i denne sag med Nationalbanken ikke videreført. Selve bedømmelsen af lånevilkårene osv., blev derved en sag, som udelukkende afgjordes mellem statsminister Neergaard og Glückstadt. Nationalbanken blev ikke hørt, men blev, som Bankkommissionens betænkning udtrykkeligt pointerer, “kun bekendt med resultatet som en fuldbyrdet kendsgerning!”

Gang på gang så stats- og finansminister Neergaard sig nødsaget til at forsvare denne gældsstiftelse over for Rigsdagen, og han gør det med største ihærdighed, i Folketinget bl.a. den 18. oktober 1923 og den 5. februar 1924. Derved henholder han sig

174

navnlig til, at optagelsen af Dollar-lånet i 1920 var vedtaget aldeles enstemmigt i begge ting, og at alle partier havde været enige om, at der under de givne forhold slet ikke var nogen anden udvej end at tage mod det af Glückstadt fremskaffede lån, selvom det måtte erkendes, at lånets forrentning under hensyn til den høje rentesats på 8 pct. og de ugunstige kursbetingelser måtte blive en stor byrde. Til forsvar for sin fremgangsmåde påpegede han i Folketinget den 18. oktober 1923, at alle i 1920 havde været klar over, at ene og alene Glückstadt ville være i stand til at fremskaffe et Dollar-lån på rimelige betingelser, og at “det fremhævedes den gang, fra flere sider, at det var den særlige position, som Glückstadt indtog under forhandlingerne om erstatningssummen, og den nære forbindelse, han som medlem af Folkeforbundets finanskomité havde med ledende finansmænd, der bidrog til, at han kunne negotiere lånet på så relativt fordelagtige vilkår, som det var.” Han påberåber sig her også de argumenter, han havde fremført i Rigsdagens forhandlinger i oktober 1920, hvorved han bl.a. havde sagt: “Men at tilvejebringe en sum som den, der her er tale om, i indlandet, er efter mit skøn efter pengemarkedets nuværende tilstand ikke muligt for øjeblikket, og dette skøn er bekræftet for mig af Nationalbanken og af de øvrige finanssagkyndige, jeg har haft lejlighed til at rådføre mig med. Men selvom et sådant lån kunne tilvejebringes, hvad jeg altså ikke tror, ville det i alt fald være ensbetydende med en fuldstændig udpumpning af vort pengemarked, som i forvejen er så anspændt, at det, som alle vil vide, er så godt som umuligt at opnå lån selv for de solideste låntagere og selv til de mest legitime formål. Dertil kommer så, hvad der muligt vejer endnu tungere, at de udbetalinger til Commission des réparations skal præsteres i fremmed, antagelig amerikansk, valuta, og da indkøbet af denne valuta ganske ville slå den danske krones kurs ned, så ville et sådant stort begær efter fremmed valuta være fuldkommen ødelæggende for vor valutasituation. Dette turde

175

også være almindelig anerkendt, og der foreligger for mig en fortrolig udtalelse fra Valutakommissionen, en enstemmig udtalelse, som på indtrængende måde siger, at hvis det bliver nødvendigt af hensyn til de udgifter, der følger ved generhvervelsen af Sønderjylland, at optage et større lån, bør det være et udenlandsk lån og ikke et indenlandsk.”

Neergaard havde altså påstået, at ordningen af 1920-lånet var sket i nøje overensstemmelse med Nationalbanken, og at Valutakommissionen, ligesom Nationalbanken, havde indtaget det standpunkt, at betaling til Erstatningskommissionen måtte ske ved hjælp af et udenlandsk lån. Oppositionen kunne i februar 1924 i det store opgør i Folketinget henvise til, at i det mindste den første påstand var i afgjort modstrid med sandheden, da det i Bankkommissionens beretning var påvist, at afgørelserne blev truffet udenom Nationalbanken og at Neergaard — som Stauning siger — indskrænkede sig til at gøre, hvad Glückstadt befalede ham at gøre. Der var altså intet grundlag for den afvisning, Neergaard havde givet, eller for hans forargelse over at være udsat for uberettiget mistænkeliggørelse. Det bebrejdedes her også Neergaard, at det åbenbart slet ikke var blevet alvorligt undersøgt, om reparationsbetalingerne ikke kunne ordnes ved indenlandsk lån eller ved betaling i guld, som man jo senere alligevel i anledning af oprettelsen af Egaliseringsfonden havde måttet eksportere i større omfang. I øvrigt henvises der til, at Nationalbanken i modsætning til Neergaards erklæringer principielt havde frarådet optagelsen af et udenlandsk lån, og redaktør, Carl Thalbitzer — der havde været medlem af Valutakommissionen 1920, meddeler endvidere i “Finanstidende”, at Neergaards påstand om, at Valutakommissionen enstemmigt havde støttet det standpunkt, at der burde optages et udenlandsk lån, næppe var rigtigt; at tværtimod “lånet af 1920 optoges på trods af Valutakommissionens udtalelse og til forbavselse for i hvert fald nogle af dens medlemmer”. Thalbitzer gjorde hertil gældende, at man dengang netop måtte være interesseret i

176

at få et indenlandsk statslån, da man måtte håbe at kunne bringe forholdene i lave ved et stærkt tryk på offentlig og privat økonomi, “hvad han måtte befrygte, at disse lån i hr. Glückstadts hånd ville modarbejde.” En overvejelse, som stemmer godt overens med de forventninger, Glückstadt selv knyttede til optagelsen af Dollar-lånet, idet han selv i et telegram til Ringberg den 14. oktober 1920 gav udtryk for den opfattelse, at denne nye tilførsel af udenlandske midler ville kunne bidrage til atter at fremkalde en stigning af priserne og dermed stimulere erhvervslivet.

Bankkommissionens beretning forsøger videre at udrede, hvad Landmandsbanken måtte have tjent ved køb og salg af de Dollar, over hvilke den fik rådighed, efter at Erstatningskommissionen havde fået de 15½ mil. $ udbetalt, men konstaterer, at det er umuligt at give nøjagtig oplysning herom, da banken ved denne omsætning ikke optrådte som kommissionær, men selv opkøbte den fremmede valuta og derved lod de fra Staten og kommunerne købte beløb opføre på arbitragelisterne sammen med de andre køb, således at de ikke kunne udsondres. Dog bemærkes i betænkningen, at bankens fortjeneste ved omsætningen af en del af de her erhvervede Dollar og Sterling pr. 1. februar 1921 omtrentlig kan anslås til 1,4 mil. kr. Dertil må bemærkes, at Landmandsbanken fra 27. 12. 1920 til 14. januar 1921 gennem R. Henriques junr. omvekslede 1.310.000 $ mod Sterling hos Hambros Bank i London.

Ikke blot det lige omhandlede første Dollar-lån, men også det andet i december 1921 optagne udenlandske statslån på 30 millioner Dollar var genstand for heftige diskussioner.

Forhandlingerne om dette lån indledtes i slutningen af november 1921, da to repræsentanter for National City Co. sammen med Glückstadt mødtes med Neergaard for at drøfte mulighederne for et nyt lån. De søgte at overbevise finansministeren, om, at det ville være klogt straks at optage et lån for at kunne skaffe dækning for det på Finansloven

177

opståede deficit [underskud], da der måtte regnes med, at Staten kun ved en hurtig optagelse af et lån ville kunne opnå favorable betingelser. Neergaard ville helst udskyde optagelsen af lånet til hen på foråret, men heroverfor gjorde Glückstadt gældende, at der på et senere tidspunkt måtte regnes med en stærk kapitalefterspørgsel efter Dollar både fra selve det amerikanske erhvervsliv og fra udlandet. Der pegedes endvidere på, at Sterling sikkert ville stige i forhold til Dollar, så snart guldudvekslingen mellem U.S.A. og England indledtes, og at en sådan udvikling måtte føre til en stigning af kroneværdien, der var så stærkt knyttet til den engelske valuta. Tilbyderne af lånet gjorde gældende, at det også under hensyn til en sådan forventet stigning i kronens værdi var hensigtsmæssigt for Staten at skride til hurtig handling, da kursstigningen nødvendigvis måtte resultere i en sænkning af den effektive rente. Endelig hævdedes det, at det ej heller nu ville være muligt at få de fornødne penge frem ved et indenlandsk statslån.

Og atter faldt Neergaard til føje. Resultatet blev, at Staten overtog et lån på 30 mil. Dollar til kurs 90 og mod udstedelse af 6-pct.s obligationer. Lånet skulle amortiseres i løbet af 20 år, men kunne også før udløbet af denne periode udbetales i sin helhed mod indfrielse af obligationerne til kurs 105. Da det udadtil ikke måtte blive bekendt, at Landmandsbanken også i dette tilfælde var ene om at fremskaffe lånet, foranlediges de øvrige hovedbanker til at medoptræde som tilbydere; til gengæld fik disse fire banker hver udbetalt en femtedel af provisionen på 75.000 $, lig 15.000 $, dvs. lig ca. 75.000 kr. til hver bank. Udover denne femtedel fik Landmandsbanken imidlertid endnu en provision på 37.500 $, og den samlede provision på 112.500 $ var indkalkuleret ved fastlæggelsen af lånets overtagelseskurs, uden at låntagerne fik nogen meddelelse om denne ordning. Lånet til Staten blev altså under hånden tilsvarende forringet. Til dette punkt bemærkes i beretningen: “Det kan nævnes,

178

at da bankerne fremsender National City Co.’s lånetilbud til Finansministeriet, vedlægges kopier af nogle med National City Co. udvekslede telegrammer. I et af telegrammerne er en passus om, at der ved kursernes fastsættelse til 90 er regnet med en provision på 3/8 pct., udeladt i den fremsendte “kopi”!” i øvrigt gås der i Bankkommissionens beretning ud fra, at Neergaards beslutning om at tage imod det amerikanske tilbud er blevet fremskyndet i den forhandling, der fandt sted lørdag den 17. december 1921 om eftermiddagen i Finansministeriet med statsgældsdirektøren, Glückstadt samt repræsentanter for de øvrige hovedbanker. Her havde Glückstadt fremsat den overraskende meddelelse, at de allierede magter skulle påtænke at fremskaffe et stort internationalt lån til genopbygning af det tyske erhvervsliv, og at det amerikanske lånemarked derved let ville blive så anspændt, at det måtte blive vanskeligt for Danmark derefter ligeledes at få lån.

I beretningen oplyses hertil, at “enigheden mellem Briand og Lloyd George gav dette rygte nogen sandsynlighed”. De øvrige tilstedeværende i forhandlingen erklærede, at de ikke kunne have nogen mening om denne sag, men at det under disse forhold formodentlig dog måtte anses for tilrådeligt at tage imod lånet. Man “turde ikke fraråde ministeren at modtage det foreliggende amerikanske tilbud”.

Karakteristisk er det, at der også i dette tilfælde forelå et tilbud om et indenlandsk lån, denne gang fra firmaet R. Henriques junr. Dette firma havde frarådet yderligere at modtage amerikansk kredit og var sikker på, at det i det mindste kunne fremskaffe en del af den fornødne kapital på det indenlandske marked til gunstige vilkår. Om galt skulle være, mente firmaet endog, også fra udlandet at kunne fremskaffe et billigere tilbud. Dette tilbud forblev upåagtet, “formentlig” — siger beretningen — fordi “Regeringen da allerede havde bundet sig overfor Glückstadt.” Senere blev det også bekendt, at Hambros Bank gerne ville have afgivet tilbud, og “at Hambro havde følt sig dårligt

179

behandlet af den danske stat i denne sag, da han kun har fået 12 timer til at konkurrere med Amerika om et lån af den størrelse, medens amerikanerne havde fået god tid til at arrangere sig.”* I den ovenfor nævnte forhandling lørdag den 17. 12. 1921 med storbankernes repræsentanter mindede i øvrigt direktør Nørgaard fra handelsbanken om, at der jo også forelå et tilbud om et indenlandsk lån; men denne sag blev ikke nærmere drøftet. Spillet var jo allerede afgjort.

Glückstadt havde atter sejret med sin overrumplingstaktik. Sin arbejdsmåde røber han åbent i et brev, han den 20. december 1921 sendte til direktøren for National City Co., hvor han bl.a. meddeler, at finansminister Neergaard endnu den 10. december havde været afgjort modstander af straks at optage lån og ønskede at vente til februar–marts 1922, at han lørdag den 17. december havde vundet hovedbankerne til at lægge navn til låneoperationen, og at denne i sin helhed kunne gennemføres mandag den 19. december. Således havde det altså været muligt at holde konkurrencen borte og at forebygge, at finansministeren forsøgte at få andre tilbud frem.

Også med hensyn til dette lån fremsatte finansminister Neergaard den 18. oktober 1923 betragtninger, som senere gav anledning til skarp kritik. Neergaard ville her indrømme, at det denne gang ikke havde været absolut nødvendigt at optage lånet i udlandet, da hovedparten i dette tilfælde ikke skulle anvendes til indbetaling i Dollar-valuta, men til indenlandske betalinger. Han fortsatte: “I den anledning havde jeg samråd med Nationalbanken og andre hovedbanker om det spørgsmål, hvorvidt det var rigtigt under hensyn til næringslivets hele stilling at optage lånet i ind- eller udland, og der var ganske afgjort stemning for, at det burde optages i udlandet, ligesom man mente, at de betingelser, der bødes, …

*) Denne klage har uden tvivl været anledning til, at Hambros Bank Ltd. i London i juni 1922 fik lov at yde det ovenfor (s. 168) omhandlede lån på 2 mil. $. Noget for noget, når venskab skal holdes.

180

… kunne man ikke vente bedre under den daværende situation. Særlig blev der henvist til erhvervslivets trykkede tilstand, der gjorde det uheldigt at optage et stort lån i indlandet, hvorimod man mente, at det var forholdsvis heldigt at stive den danske valuta af ved et udenlandsk lån.” Neergaard kunne til sit forsvar atter henvise til, at jo alle partiers ordførere i Folketinget havde givet deres tilslutning til lånet, og understregede, at i Landstinget bl.a. socialdemokraternes ordfører hr. Bramsnæs ligesom den tidligere finansminister Edvard Brandes havde anbefalet vedtagelsen af det herhen hørende lovforslag. Brandes havde endog “i ret stærke ord udtalt, at loven var nødvendig og øjeblikket belejligt, og gjorde heller ingen indvending hverken mod betingelserne eller mod, at lånet optoges som udenlandsk lån”. Den eneste bebrejdelse, Brandes havde gjort ham, var den, at han ikke havde optaget lånet før, da betingelserne så formodentlig havde været endnu gunstigere. Neergaard pointerede endvidere, at afgørelserne var blevet fremskyndet ved, at der var adskilligt, der tydede på visse bevægelser i finansverdenen forud for konferencen i Cannes, og at man regnede med en nedgang i Dollar-valutaen, som gjorde en hurtig stiftelse af lån ønskeligt, såfremt det skulle indhentes fra det amerikanske marked. Han så i øvrigt en væsentlig fordel ved den udenlandske gældsstiftelse deri, at de vestlige valutaer var blevet holdt nede i kurs.

Thorvald Stauning, Ove Rode og grev Bent Holstein gik i det store opgør med ministeriet Neergaard i første halvdel af februar 1924 grundigt i rette med finansministeren navnlig i anledning af de erklæringer, han havde fremsat med hensyn til det her omhandlede, i december 1921 optagne lån. Stauning påviste i folketingsforhandlingerne den 1. februar 1924 bl.a., at samarbejdet med de andre hovedbanker ved ordningen af dette lån havde været det rene spilfægteri, at det var Glückstadt, der ledede og gjorde det på en ganske anden måde end Neergaard havde villet give udtryk for, samt at

181

Glückstadt tilsyneladende havde overvundet finansministerens betænkeligheder ved til sidst at bilde ham ind, at der forestod et stort internationalt lån til Tyskland. Nationalbanken og de øvrige banker havde på ingen måde givet deres tilslutning til Glückstadts argumenter, men de havde erklæret, at de, “hvis det var rigtigt, hvad Glückstadt dér kom og fortalte, naturligvis ikke kunne påtage sig ansvaret for at fraråde lånet”. Neergaard havde derved ganske åbenbart ikke villet indlade sig på drøftelser om muligheden for et indenlandsk lån. Rode rettede tilsvarende bebrejdelser mod Neergaard i Folketingets forhandlinger den 5., 8. og 13. februar og understregede gang på gang, at finansministeren havde givet et fuldstændigt falsk billede af forudsætningerne for Dollar-lånene. Enkelthederne omtaltes, hvorved bl.a. også finansminister Neergaards påstand anholdes, at Nationalbanken og de fire andre hovedbanker havde fremskaffet et tilbud fra National City Co. “Nej,” siger Rode, “de har ikke fremskaffet tilbud; Landmandsbanken har fremskaffet det, og de har ikke haft anden ulejlighed med det, end at de, da Landmandsbanken forstod, at man ønskede, det skulle se ud, som om de havde været med, har fået en provision derfor.” Og han resumerer “Det vil heraf ses, at der overhovedet ikke er et eneste ord, som er sandt, (af det) den højtærede minister gav her i Rigsdagen af, hvorledes dette lån var blevet til, ikke et eneste sandt ord.” Havde man 1920 og 1921 fået sandheden at vide, ville næppe noget af de udenlandske statslån være kommet i stand. Rode bemærkede ved anden lejlighed, at man ikke ligefrem kunne beskylde Neergaard for nogen illegitim afhængighed af Glückstadt, men dog for grov uagtsomhed, og grev Bent Holstein, der fremsatte et grundigt indlæg i sagen den 12. februar 1924, beskyldte finansministeren for en “utrolig embedsmæssig skødesløshed”, der viste sig i, at Neergaard “for det første uden videre havde taget Glückstadts forklaringer om nødvendigheden af hurtig optagelse af et statslån for gode varer, og for det andet havde overladt Glückstadt en

182

fortrinsret frem for andre bankmænd til at tilvejebringe dette statslån.” grev Holstein beskæftigede sig navnlig indgående med den begrundelse, Glückstadt havde givet for sin anmodning om en hurtig optagelse af et amerikansk lån. Han havde her hentydet til konsekvenser, der kunne knytte sig til de forestående forhandlinger i Cannes og havde herved ladet forstå, at den franske finansekspert hr. Avenol havde udtalt en tilsvarende opfattelse. Dertil bemærkede grev Holstein, at terminen for mødet i Cannes, så vidt ham bekendt, endnu slet ikke havde været fastlagt, da Glückstadt i midten af december 1921 pressede på med forhandlingerne vedrørende Dollar-lånet. Først i slutningen af december 1921 havde der i Paris blandt finanseksperter fra Frankrig, England og Belgien været forhandling om at danne et fransk-engelsk konsortium, der skulle fremskaffe et lån til Mellemeuropa, men derved havde der også kun været tale om et så forholdsmæssig ringe lånebeløb som 20 mil. £, dvs. et beløb, som på ingen måde kunne have fremkaldt større bevægelse, på det internationale kapitalmarked. Det øverste råds møde, som derefter fandt sted i Cannes den 8. januar 1924, havde jo først her taget beslutning om sammenkaldelsen af en stor international konference i Genua til behandling af Europas økonomiske og finansielle forhold. Alt, hvad Glückstadt havde fremført for at gennemtrumfe sit låneanliggende, var altså bluff, men finansministeren bøjede sig villigt for Glückstadts krav; og det var denne mand, der i sidste instans bestemte, om, hvornår og under hvilke betingelser statslånet skulle optages.

Overfor en sådan bevisførelse måtte Neergaard give op; her hjalp ingen udenomssnak mere.

Med hensyn til de katastrofale virkninger, der knyttede sig til disse bestræbelser for at bringe den danske stat og de danske kommuner i afhængighed af den internationale kapital, fremførte regeringsoppositionen endnu nogle meget oplysende kendsgerninger. Således fremhævede Stauning den

183

1. februar 1924, hvor fejlagtig finansministerens beregninger vedrørende forrentningen af Dollar-lånene havde været. I sin rigsdagstale den 21. oktober 1920 var han gået ud fra, at kursen, som denne dag androg 4,50, sikkert snart ville komme langt ned, så det ville være lettere at bære rentebyrden. Nu var imidlertid kursen 6,20 eller deromkring! Ved stiftelsen af det andet lån havde finansministeren den 19. december 1921 atter udtalt forventning om, at kursen, som denne dag androg 4,78, ville gå betydeligt ned. Nu var den 6,19! Det finansielle resultat af denne kursudvikling på de omhandlede gældsforhold karakteriserede dernæst Ove Rode den 5. februar 1924 på følgende måde:

“Disse lån, der var til en så stor og øjeblikkelig fordel for Landmandsbanken ved alle dens valutaspekulationer, er nu en alvorlig fare for samfundet. Jeg skal blot nævne, at regnet efter dagens kurs betaler vi nu 8.25 pct. af disse lån, hvoraf det ene optoges til 8 pct. og det andet til 6 pct., og ministeren fortalte os dengang, hvor snart man kunne håbe, at denne rente dalede. Efter dagens kurs vil det, inden disse lån på 280 mil. kr. er tilbagebetalt, have kostet det danske samfund 700 mil. kr., — hvis vi altså ikke får vor krone forbedret.”

Det er et forfærdende billede, der her gives af den politiske korruption, som var begyndt at gribe om sig under det radikale styre, men som kraftigt førtes videre, under ministeriet Neergaard. Stats- og finansminister Neergaard selv spillede derved den mest ynkelige rolle. Selve forhandlingerne om de to Dollar-lån, viser på den ene side en minister, der blindt lystrer de paroler, der gives fra kapitalmagtens side, men som er for fej til, overfor Rigsdagen åbent at give besked om det, der er sket. Og på den anden side viser de en jødisk finansmand, der ikke kender til skrupler og gladelig ofrer landets tarv, når han blot dermed kan varetage sin banks,

184

sine amerikanske og engelske forretningsvenners og sine højst personlige interesser. Denne mand skammede sig end ikke ved at modtage ros og ære for det fantastiske forræderi, han begik over for samfundet.

Resultatet af denne uforsvarlige politik var en ligefrem uhyrlig stigning af den offentlige gæld. Statsgælden steg fra i alt 360,9 mil. kr. pr. 31. 3. 1914 til 1.216,5 mil. kr. pr. 31. 3. 1924. Udviklingen i det enkelte var som følger:

 Indenlandsk
statsgæld
Udenlandsk
statsgæld
 
 Mil. kr.Mil. kr. 
191488,4272,5 
1917325,8263,3 
1920671,9254,3 
1924672,0544,5 

Under finansminister Edvard Brandes var efter dette den indenlandske gæld fra 1914 til 1920 blevet godt gange større, medens den udenlandske gæld under finansminister Neergaard fordobledes. Tilsvarende var udviklingen også med hensyn til kommunernes gæld, som steg fra 393,9 mil. kr. i 1913/14 til 772,4 mil. kr. i 1919/20 og til 948,6 mil. kr. i 1923/24. rentebyrden forøgedes dermed i det enkelte som følger for de to arter af offentlig gæld:

 StatsgældKommunegæld 
 Mil. kr.Mil. kr. 
1913/1412,415,5 
1919/2036,832,3 
1923/2462,951,0 

De samlede rentebetalinger steg herefter i finansårene 1913/14 til 1923/24 fra 27,9 til 114,8 mil. kr., dvs., de forøgedes i den her omhandlede tid med rigeligt det firedobbelte.

Jo, sandelig havde systempartiernes regering gjort deres

185

til at bringe folket og samfundet, de producerende erhverv, i afhængighed af den passive kapital. Stigningen var forfærdende. Og her ses endog bort fra forøgelsen af den private gæld under og efter krigen.

Med den på så uforsvarlig måde forcerede offentlige gældsstiftelse er imidlertid endnu ikke bunden nået i det ejendommelige samspil, der bestod mellem ministeriet Neergaard og Emil Glückstadt. Selve Landmandsbankens sammenbrud skulle senere afsløre andre meget værre skandaløse forhold. Da viste det sig, at Venstre-regeringen ikke blot havde forstået at give den internationale højfinans et kraftigt udvidet virkeområde inden for det danske samfund, men at det samme ministerium også på anden måde forstod at gøre det danske folk tributpligtig overfor denne højfinans. Da skulle folket ikke blot bløde for de tab, de indenlandske storspekulanter som Glückstadt, Ringberg, Ballin, Dessau, Weimann, Plum, Rothenberg osv. osv. havde forvoldt banken, men også for de tab, der var forvoldt ved rent eksotiske foretagender, under ledelse af jødiske banditter som Theo. Kliatschko, Mayer Katz, Stöckle osv., og af talrige andre nævenyttige storspekulanter i oversøiske lande. Selve rekonstruktionen af Landmandsbanken, som behandles nedenfor, er derved en tragedie for sig.

e) Danmark 1914–24: et jødestyret land!

Da opgørelsens dag kom, og minister Neergaard måtte forsvare sit maskepi med den jødiske højfinans, sit forargelige underjordiske samspil navnlig med Emil Glückstadt, da véd han ikke bedre end at forsvare sig med henvisningen til, at jo også hans forgænger i embedet, Edvard Brandes, havde haft intim tilknytning til Glückstadt, og at det var aldeles uberettiget at dømme om disse forhold ud fra de sørgelige kendsgerninger, som først var blevet bekendt i retssagen mod

186

Glückstadt og i Bankkommissionens betænkning. Han spørger sine ihærdige angribere den 6. februar 1924 i Folketinget: “Hvem var Glückstadt?” Og han svarer: “Det var den mand, som ved kongelig resolution af 12. marts 1920 — altså udstedt under det radikale ministerium — havde fået overdraget at føre den vigtigste finansielle forhandling, som vi i lange tider havde ført i Danmark, forhandlingen med de allierede magter angående fastsættelsen af erstatningssummen for Sønderjylland. Det var en arv, jeg overtog fra min forgænger.” Men, fortsætter Neergaard: “men trods alt, hvad der er sket siden hen, viger jeg ikke tilbage for at sige, at det var i denne forbindelse en god arv. Glückstadts stilling var den gang således, at han, hvad også alle, ikke mindst fra radikal side, erkendte, var bedst egnet til at bringe et sådant lån i stand på grund af sine udstrakte internationale forbindelser — han havde jo sæde i Folkeforbundets internationale komite — og på grund af de nære forbindelser, han havde med de mest fremragende finansfolk i Europa.”

Og så giver Neergaard oppositionen råt for usødet, sætter navnlig de Radikale på plads, som nu forsøger at skubbe Glückstadt over på ham, medens dog deres egen finansminister Edvard Brandes til alle tider havde vist adskillig mere hengivenhed overfor sin store frænde og racefælle. Nu fremfører Neergaard bevisligheder, der slår igennem. Han bemærker bl.a.:

“”Det var noget, som alle dengang var fuldkommen på det rene med, og som ikke mindst også det radikale parti og dets finansminister var fuldkommen på det rene med. Som der tidligere er erindret om, udtalte finansminister Brandes i august 1922 — på et tidspunkt, da det havde vist sig, at Glückstadt var i den nedadgående linje —:

“Jeg håber, at De ikke lader Dem påvirke af ondsindede bestræbelser, der kan tænkes rettet imod Dem. De skal altid erindre, at De er og bliver den

187

indsigtsfuldeste, vidtskuende og eneste store financier, Danmark ejer.”

Så stærke ord ville jeg ikke have brugt; men på det område her, med hensyn til muligheden for og dygtigheden til i en såre vanskelig international finansiel situation at stifte et stort udenlandsk lån, kan jeg sige, at dertil var han ubetinget den, der havde de bedste betingelser … Det var desuden en mand, som under hele det radikale ministeriums tid var Regeringens uundværlige støtte og rådgiver i finanssager, det fremgår ganske tydeligt af det afskedsbrev, finansminister Brandes skrev til ham:

“Jeg føler imidlertid, at jeg må slutte disse linjer med en sidste tak for det utal af tjenester, hvormed De lettede en brydsom vej for mig i 5-6 år. Jeg skylder Dem overmåde meget og mere, end jeg kan afbetale.””

Efter at have citeret disse sætninger, erklærer Neergaard, at han på ingen måde i denne anledning mener at måtte rette bebrejdelser mod Brandes, men at han tværtimod mener, at det tjente Brandes til ære, så åbent at have udtalt sin hjertens mening, og “at han på et tidspunkt, hvor det begyndte at gå ned ad bakke for Glückstadt, fuldt ud og åbent erkendte, at han skyldte ham meget, og erkendte de fremragende egenskaber, han havde ved siden af det, der senere er blevet så almindelig kendt, så mange slette”. At Neergaard med denne sin opfattelse også var i god overensstemmelse med det radikale partis mænd, havde ved tidligere lejlighed vist sig, bl.a. i en tale, den fhv. udenrigsminister Erik Scavenius holdt i Hjørring den 24. november 1922, hvor han ligeledes roste Glückstadts indsats i de finansielle forhandlinger vedrørende overtagelsen af Nordslesvig, idet han bl.a. sagde: “Jeg føler mig overbevist om, at man trygt kan tiltræde de af statsminister Neergaard, ved beretningen om disse

188

forhandlinger udtalte anerkendende ord om den for Danmark gunstige ordning, det var lykkedes etatsraad Glückstadt at opnå.”

Ved al denne anerkendelse, der således ydes Glückstadt, overses med hårdnakkethed de konsekvenser, der knytter sig til Glückstadts og Brandes’ bestræbelser for at stabilisere den internationale jødiske kapitalmagts overherredømme over samfundene, i dette tilfælde over Danmark. Man forsøger at bortlede opmærksomheden fra det jødiske magtstræb, da man selv føler sig al for stærkt bunden til denne kapitalmagts repræsentanter og, for at kunne berolige sin samvittighed, ikke vil se det, som det er. Men det har selvfølgelig aldrig afholdt de fremmede racefæller fra ufortrødent at forfølge deres mål; de ville jo have fornægtet deres natur, hvis de ikke havde ført kampen videre som “Vogtere af helligdomme”. Glückstadt fuldbragte faktisk sin mission, da han fremtvang de talrige udenlandske lån og påførte Danmark Landmandsbank-katastrofen, og han fuldførte dermed blot den idé, som i sin tid havde fundet digterisk udtryk i Edvard Brandes’ nytårsvers i “Politiken” få år før århundredskiftet. Dér rettedes allerede den hån og trussel mod det danske folk, som senere under ministeriet Neergaard skulle blive til virkelighed; dér udtalte Brandes netop det, der af ham selv føltes som racens mission. ordene lød:

“Hvor meget de sig nu af magten blærer,
de falder dog engang som rådne pærer.
Vi lægger øksen ved træets rod.
Vor hævn bliver gammel, men den bliver god.
Vi håber intet, vi venter kun;
en gang kommer vor nytårsstund.”

Den kom. Og den jødiske hævn blev god. Den kostede samfundet de hundrede millioner kroner, den skabte et overfor kapitalen fuldkommen afmægtigt folk. Dog, hvad der

189

end gik tabt af materielle værdier — værre var det, at tillige de sande ideelle værdier gik tabt, dem, der skaber et sjælelig sundt folk, et virkelig nationalt samfund. Det jødiske regimente blev landets pest.

Næste kapitel: 3. Fra spekulationens overdrev

Det tredie Ting – 1. del