Det tredie Ting (1. del) – 3. Kapitel

Sand Historie

3. FRA SPEKULATIONENS OVERDREV

a) Hvordan Glückstadt fremmede kapitalens koncentration på jødiske hænder.

Hovedmanden for det store vilde hasardspil om den økonomiske magt under og efter verdenskrigen var Emil Raphael Glückstadt, direktør ved Den danske Landmandsbank, Hypothek- og vekselbank m.m. Han var den fødte spekulant, grænseløst ærgerrig og pengegrisk som kun jøder kan være det, uden hæmninger og skrupler, en mand, der netop så sin mission i at sikre sin race det finansielle herredømme inden for det samfund, han nu engang ved en skæbnens førelse tilhørte, og som søgte at opnå dette mål ved alle de midler, som stod til rådighed for ham som en storbanks leder. De forhold, hvorunder han påbegyndte sine transaktioner, var såre gunstige for hans planer. Statens finansielle styrelse lå i en jødes hånd, regering og rigsdag anså det nærmest for en selvfølgelighed, at kapital- og pengemarkedet stod under jødisk kontrol. Landets offentlige mening beherskedes af en jødebunden presse. Dertil kom, at den fremmede race netop i denne periode i stigende grad kunne bemægtige sig de internationale forbindelser og just derved erhverve sig en overmægtig stilling inden for de enkelte europæiske samfund. For Danmarks vedkommende er det i så henseende karakteristisk, at det var jøden Emil Glückstadt, der var statens officielle repræsentant i alle forhandlinger vedrørende kulleverancer fra England, medens det var jøden Alexander Helphand — Parvus — der ordnede kulleverancerne fra Tyskland;

191

førstnævnte foretog jævnlig under hele krigen sine rejser til England, også efter at den uindskrænkede undervandsbådskrig var indledt, og var også efter krigen den af Regeringen mest betroede mellemmand i internationale forhandlinger, medens Parvus ikke blot var både den danske og den tyske regerings commis voyageur i kul, men tillige verdensrevolutionens forkæmper. Begge de kapitalstærke og formående mænd tjente, hver på sin måde, samme mål, begge var de her i landet under og efter verdenskrigen forgrundsfigurer i deres races kamp om verdensherredømmet. Herunder forstod de på mesterlig måde at sikre sig deres racefællers medvirken. I hvilken grad dette har været tilfældet, skal i det følgende først belyses på grundlag af Landmandsbankens udvikling i tiden efter 1910, da Emil Glückstadt som ledende direktør for denne bank ikke blot kæmpede om det finansielle hegemoni [dominerende stilling] inden for landet, men samtidig søgte at erobre en mægtig position inden for verdenshandelen ved hjælp af sin banks virkemidler.

Fremstillingen af denne den mest skæbnesvangre periode i vor tids danske økonomi støtter sig hovedsagelig på det materiale, der er gjort tilgængeligt for offentligheden i “Beretning om forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., afgivet af den ved Kgl. Ordre af 21. September 1922 nedsatte kommission”, Kbh. 1924. Det er et grundigt undersøgelsesarbejde, der her foreligger, for en ganske væsentlig del affattet af det ene kommissionsmedlem, prof. L. V. Birck, personlig.* Selve skriftet giver et ligefrem enestående anskuelsesmateriale vedrørende de arbejdsmetoder, Glückstadt og hans fæller benyttede sig af for at fremskynde kapitalens opsamling på deres hænder; det indeholder et omfattende talmateriale til belysning af de kapitaldispositioner, der blev truffet af Landmandsbanken, henholdsvis af de til bankens nærmeste kundekreds hørende

*) Jvf. nedenfor afsnit 9 e.

192

vekselererfirmaer, industrielle foretagender osv. Bevisførelsen er i alle enkeltheder strengt saglig og uangribelig. Selvfølgelig er enhver politisk tendens holdt ude, da betænkningens materiale jo ifølge den kongelige ordre skulle tjene som grundlag for den mod de i Landmandsbank-katastrofen ansvarlige personer indledte undersøgelse. Der skulle altså udelukkende gøres rede for de forhold, der førte til den vilde spekulation under og efter verdenskrigen, samt fremskaffes beviskraftigt materiale til udmåling af det ansvar, der kunne pålægges den enkelte, som på den ene eller anden måde havde bidraget til at fremkalde Landmandsbank-katastrofen. Denne linje er også i beretningen blevet nøje overholdt. Til trods herfor vidner beretningerne på hver en side netop om det, der her interesserer os mest: nemlig om jødernes umådelige magtbegær, om deres bestræbelser for at bringe alle produktive erhverv i afhængighed af den passive kapital og at befordre Privatkapitalens udbytningsmuligheder på bekostning af de befolkningskredse, der røgtede realkapitalens værdier.* Hvad jøderne derved kunne tillade sig, grænser til det fantastiske; men at de overhovedet fik mulighed til dette samvittighedsløse spil om landets økonomiske frihed og fremtid vidner tillige om den mægtige indflydelse, de jødiske finansmænd havde vundet på landets parlamentariske styre. Prof. L. V. Birck har naturligvis ikke været blind for alle de herhenhørende problemer, men har under de givne forhold måttet lade dem upåagtet. Han har end ikke kunnet få samtlige de …

*) Begreberne er her opfattet således som af prof. L. V. Birck fremstillet i sin afhandling: “Realkapital contra Privatkapital” (Die Wirtschaftstheorie der Gegenwart, Bd. 3, Wien 1928, S. 181 flg.), hvorved der under den sociale realkapital forstås den i erhvervsvirksomhederne investerede omløbende og faste kapital, medens privatkapital anses for at være det udbyttegivende medium, der, da denne kapitals formål ikke er vareproduktion, fremskaffelse af reelle værdier, men afkastning af pengeprofit, med en vis berettigelse også kan betegnes som spekulationskapital.

193

… kendsgerninger frem, der måtte kunne tjene til sagens belysning; jvf. bemærkningen på s. 64 i beretningen: “Om den udstrækning, disse undersøgelser har fået, har der dog ikke været enighed i kommissionen”. Men alligevel! materialet, som det nu foreligger, er nok til at få forstand af, og jødernes ansvar skal man ikke lede længe efter. At der også har været et vist antal danske mænd, der trods deres anseelse og fremskudte stilling ikke undså sig for at være aktive deltagere i jødernes forbryderiske spil, ændrer i princippet intet. Her vil naturligvis fortrinsvis være tale om Glückstadts, om jødernes skyld. Alt andet er, trods det store ansvar, der også må pålægges andre personer, af underordnet betydning; hvad f.eks. en Ove Ringberg eller en Harald Plum har forskyldt, hvad Landmandsbankens bestyrelsesmedlemmer har forsømt eller forset sig med — det kan kun forklares ud fra de tendenser, som var bestemmende for Glückstadts kreditpolitik, og ud fra de forhold, der blev skabt ved hans uforsvarlige kapitaldispositioner.

Dog nu til sagen!

Landmandsbanken havde straks fra starten stået under jødisk indflydelse på en mere afgørende måde end nogen som helst anden dansk bank. Det var Emil Glückstadts fader, Isaac Mose Hartwig Glückstadt, som allerede ved bankens oprettelse i 1871 på jøden Abraham Gedalias foranledning var blevet tilkaldt som bankens ledende direktør og som beklædte denne post indtil sin død i 1910. Banken havde altid, omendskønt den efter sit oprindelige formål navnlig skulle hjælpe med til at tilfredsstille landbrugets kreditbehov, i særlig grad været interesseret i børsomsætningen og i industrielle foretagender og under hensyn hertil stadig haft tilknytning til jødiske vekselererfirmaer og forretningsmænd. Hypotekafdelingen førte herunder en mindre påagtet tilværelse. Denne afdeling holdtes desforuden strengt adskilt fra bankvirksomheden såvel i forvaltnings- som i regnskabsmæssig henseende, havde sin egen ledelse og var underkastet en særlig af

194

Indenrigsministeriet beskikket revision. Direktør for hypotekafdelingen var fra oprettelsen og indtil efteråret 1922 P. C. C. Harhoff. Om Landmandsbankens organisation må i øvrigt bemærkes, at ledelsen oprindelig bestod af 3 direktører. Disses antal blev 1920 udvidet til 5 og i september 1921, da krisen blev overhængende, til 6; departementschef i Finansministeriet Riis-Hansen var den sidste, der før sammenbruddet tiltrådte som direktør. Emil Glückstadt var allerede 1904, i en alder af kun 29 år, blevet direktør; han blev 6 år senere administrerende direktør og overtog som sådan den almindelige ledelse af hele virksomheden. 1910 blev endvidere på Emil Glückstadts tilskyndelse den daværende sekretær i banken, Ove Ringberg, kun 29 år gammel, ansat som tredje-direktør.

Ringberg var, omendskønt ren arier, just en mand efter Emil Glückstadts hjerte, idet han stadig havde vist særlige anlæg og speciel interesse for børsomsætning. Han havde grundigt levet sig ind i et jødisk miljø, idet han udelukkende havde haft stilling i gode jødiske forretninger; han var uddannet i J. M. Levin & Co.’s vekselforretning, blev derefter sekretær hos Emil Glückstadts svigerfader, den meget foretagsomme og i hensynsløs aktiespekulation særlig forfarne direktør og vekselmægler Eduard Rée.* Ringberg var altså helt igennem jødernes mand, viste sig også senere villig til sammen med den administrerende direktør at deltage i, henholdsvis støtte, de forrykteste børsengagementer. Hans spekulationsiver kunne så sandelig ikke overtræffes af nogen jøde. Det forbavser derfor heller ikke, at Ringberg endnu år efter at han sammen med sin herre og mester havde påført samfundet tab for de hundreder millioner kroner, får rosende omtale i Laura Glückstadts forsvarsskrift. Fru Glückstadt bemærker bl.a., at hendes mand altid havde anset Ringberg for særlig dygtig og stadig betonede: “Hvad jeg sætter så stor pris på hos Ringberg, er, at han tør sige én imod. De andre

*) Jvf. nedenfor afsnit 9 b.

195

står altid og bukker og snakker en efter munden.” Det tilføjes, at også finansminister Edvard Brandes værdsatte O. Ringberg på samme måde, idet han ifølge fru Laura Glückstadts fremstilling engang omkring 1918 udtalte: “I mangel af deres mand er det en fornøjelse at forhandle med direktør Ringberg, som er Deres mand en udmærket og loyal medarbejder, der opfatter klart og hurtigt og har den rigtige forståelse af, hvad man forelægger ham, og dog har sin egen personlige mening.” Jo, dygtig var han efter disse jødiske stormænds samstemmende mening, dygtig navnlig, fordi han selv efter bedste evne søgte at fremme kapitalens koncentration på jødiske hænder og i så henseende uden tvivl var “en udmærket og loyal medarbejder”. At han så senere med sine bestræbelser havnede ude i det rene morads, og ved udforskningen af sine transaktioner efterlod sig adskillige gåder, som end ikke den administrerende direktør kunne løse under retsforhandlingerne — gør naturligvis mindre til sagen; efter jødisk opfattelse fortjener Ringberg selvfølgelig alligevel ikke andet end ros og anerkendelse.

Dog den ledende mand inden for foretagendet var og blev Emil Glückstadt. Han regerede uindskrænket, og han forstod at træffe sine dispositioner således, at hverken bankråd, bestyrelse eller revisionen nåede at få fuldt overblik over de af ham trufne dispositioner, før det var for sent og katastrofen uundgåelig. Det var ham, der forcerede udvidelsen af bankens forretninger, fremmede den vildeste spekulation inden for børs, handel og industri, og gang på gang kunne vinde bankrådets og generalforsamlingens tilslutning til en udvidelse af aktiekapitalen, for at banken kunne efterkomme de stigende krav på kapitaldisposition. Netop den stadig fremadskridende og til det yderste forcerede udvidelse af aktiekapitalen i det årti, da Emil Glückstadt var ledende direktør i Landmandsbanken, giver et første indtryk af, i hvilken grad denne mand bestræbte sig for at fremme kapitalens koncentration på jødiske hænder. Det var denne form for

196

kapitaludvidelse, der dannede basis for talrige jødiske vekselereres hasarderede transaktioner, for trust- og karteldannelser inden for handel og industri under jødiske rigmænds ledelse, og som samtidig bidrog til, at banken selv ved en systematisk gennemført spekulation i sine egne aktier under gunstige konjunkturer kunne opnå mægtige fortjenester, og hvorved heller ikke direktørerne Ringberg og Glückstadt undslog sig for selv at spekulere i deres banks papirer for egen vindings skyld. Det var denne form for spekulation, der senere skulle blive særlig skæbnesvanger for banken.

Denne farlige udvikling satte ind allerede længe før verdenskrigen [den første]. 1907 stillede Emil Glückstadt, som dengang endnu kun var vicedirektør i banken, forslag på et bankrådsmøde i faderens, den administrerende direktørs fraværelse, om at indstille til generalforsamlingen, at bankrådet skulle bemyndiges til at udvide aktiekapitalen med 40 mil. til 80 mil. kr. I dagsordenen til bankrådsmødet havde der kun været tale om udvidelse af aktiekapitalen med 20 mil. kr., og den administrerende direktør havde før mødet ikke fået lejlighed til at tage stilling til det videregående andragende. Til trods herfor behandledes det. Emil Glückstadt begrundede sit forslag med “den daglige forretnings betydelige stigen”. På en ekstraordinær generalforsamling den 27. marts 1907 bemyndigedes banken derefter til at udstede for 20 mil. kr. nye aktier og dernæst at afvente en gunstig lejlighed til yderligere emission. 1913 forhøjedes aktiekapitalen til 72 mil. kr., 1915 til 80 og 1916 til 100 mil. kr. I marts måned 1920 vedtoges endelig, at bankrådet skulle være bemyndiget til yderligere at udvide aktiekapitalen til 150 mil. kr., men denne bemyndigelse blev aldrig benyttet, da det allerede forinden i foruroligende grad havde vist sig, hvor vanskeligt det var at placere den allerede forhåndenværende aktiemængde på det indenlandske marked. Yderligere emission lå i 1920 simpelthen uden for mulighedens grænse.

197

Allerede før krigen, på den tid, da den unge foretagsomme vicedirektør, Emil Glückstadt, begyndte at presse på med kapitaludvidelsen, havde vanskeligheder ved at placere bankens nye aktier gjort sig gældende. Efter emissionen af de 20 mil. kr. nye aktier i året 1907 måtte der dannes et støttekonsortium, bestående af Landmandsbanken samt af firmaerne L. Behrens & Söhne i Hamburg og S. Bleichröder i Berlin. Medlemmerne deltog med hver en tredjedel. Konsortiet finansieredes hovedsagelig af Landmandsbanken selv, stod i øvrigt under ledelse af vicedirektør Emil Glückstadt og havde til opgave, ved opkøb af aktier at holde kursen oppe på 13½ pct. Nævnte konsortium overtog ca. 4 mil. kr. aktier. Landmandsbanken finansierede endvidere to andre private konsortier, der overtog 1 mil. kr. gamle aktier. Langt om længe lykkedes det at sælge ud i Tyskland, så til sidst ca. halvdelen af de i 1907 nyudstedte 20 mil. kr. aktier var placeret der. I Danmark var der allerede ved fremlæggelsen blevet tegnet 11,95 mil. kr. Efter emissionen af 1912 meldte der sig nye vanskeligheder, og atter måtte der foretages kraftige støtteopkøb, som denne gang iværksattes af to konsortier, nemlig dels opkøbssyndikatet af 1912, som bestod af et tysk og et dansk konsortium under ledelse henholdsvis af firmaerne L. Behrens & Söhne, J. M. Levin & Co. og et rent dansk foretagende “Konsortiet Landmandsbank-Aktier ved J. M. Levin & Co.” Sidstnævnte konsortium afsluttede sine transaktioner efter 3 1/4 års forløb den 7. september 1915, hvorefter de opsamlede 5,4 mil. kr. aktier overtoges af et fjerdedels konsortium, bestående af selve direktørerne for Landmandsbanken O. Ringberg og Emil Glückstadt samt af sidstnævntes svigerfader Ed. Rée og af firmaet J. M. Levin & Co. Dette konsortium måtte straks efter starten gå med til at opkøbe yderligere aktieposter. Også i dette tilfælde viste det sig altså, at den udstedte aktiekapital var alt for stor for det hjemlige marked, et forhold, som imidlertid ikke kunne skræmme Landmandsbankens direktører fra også under krigen, da

198

forholdene rigtignok for en tid tegnede sig noget lysere, at fremme kapitaludvidelsen ganske eftertrykkeligt.

Af den ved verdenskrigens udbrud indbetalte aktiekapital på 72 mil. kr. var noget mere end halvdelen placeret i Tyskland. I de første krigsår strømmede imidlertid de i Tyskland beroende aktier meget hurtigt tilbage, så aktiekapitalen ved udgangen af 1916 må formodes i sin helhed at have været på danske hænder. Da der nu også gjorde sig stærkere pengerigelighed gældende på det indenlandske marked, var det muligt at placere et endnu større udbud af aktier her, så bankledelsen allerede i efteråret 1915 på ny så sig tilskyndet til at gennemtrumfe en forøgelse af aktiekapitalen med 8 mil. kr. under henvisning til, at bankens balance nu var steget til over ½ milliard kr. og derved nødvendiggjorde, at banken havde rådighed over et større aktiemateriale. Denne gang profiterede bankens nærmeste vennekreds ved emissionen, idet retten til at overtage nye aktier forbeholdtes ca. 20 banken nærtstående personer, til en kurs, der lå 5 à 6 points under noteringen, hvorved det må fremhæves, at også Ringberg og Glückstadt selv kunne udnytte dette privilegium. Hvem der ellers fik chancen, siges ikke i Bankkommissionens beretning, men at det har været jøder alle til hobe, kan næppe betvivles. For at forsone de gamle aktionærer med denne ordning, fik de ved udbetalingen af årsudbyttet foruden 9 pct. dividende som særlig erstatning en bonus på 2 pct. I 1916 var der en livlig omsætning i Landmandsbank-aktier til stærkt stigende kurser, og resultatet heraf var, at bankrådet allerede i december 1916 på ny gav bemyndigelse til at udvide aktiemængden med et beløb af indtil 40 mil. kr. Der blev imidlertid foreløbig kun udstedt 20 mil. kr., og for at placere disse papirer måtte der på ny oprettes et støttekonsortium, der denne gang dannedes som et tolvtedels-konsortium, som atter finansieredes af Landmandsbanken selv. deltagerne var foruden et svensk firma, Aktiebolaget Stockholms Andelsbank (2 parter), 6 danske firmaer, nemlig

199

Aktieselskabet Fyns Disconto-Kasse (2 parter), fa. J. M. Levin & Co. (4 parter), samt vekselererfirmaerne M. H. Cohen & Lamm, Aug. Lunn & Co., Erik Møller og Th. Schiøler med hver sin part. Af J. M. Levin & Co.’s 4 parter gik 3 tilbage til bankens direktører. Da konsortiet opløses, var der 643.390 kr. til udbetaling, så der på hver af de 12 parter faldt 53.616 kr. I Bankkommissionens beretning (Kbh. 1924) bemærkes hertil s. 24: “Angående de 4 parter i konsortiet, der repræsenteredes af firmaet J. M. Levin & Co., sendtes officiel underretning fra banken til firmaet, medens direktør Ringberg i et privat brev til vekselerer Johan Levin anmodede om at få de bankens direktører tilkommende 3/4 af overskuddet udbetalt kontant.” Efter opgørelsesdagen fortsætter konsortiet sin virksomhed, idet det dog ændrede sit navn til “Konsortiet i Landmandsbank-Aktier af 17. 4. 18”, og dette konsortium lykkedes det så at afsætte alle aktier i løbet af 1918, hvorved firmaet J. M. Levin & Co. overtog 3.510.000 kr. aktier. Også to af banken selv indrettede opkøbskonti kan på grund af det gunstige salg i året 1918 frigøres for deres opsamlede aktiemængde.

Med hensyn til den overkurs, banken opnåede ved de forskellige emissioner, skal bemærkes, at avancen regelmæssig blev henlagt til Reservefonden, medens de med emissionerne forbundne omkostninger betaltes af driften. Da kurserne i tidens løb steg i betydelig grad, var det på denne måde blevet muligt at lade Reservefonden tilflyde meget betydelige midler. I 1886 blev der af en ny aktiekapital på 12 mil. kr. indbetalt en bruttoavance på 993.000 kr., 1912, ved ligeledes 12 mil. kr. nye aktier, 459.000 kr. I 1905 bragte en aktieforøgelse på kun 4 mil. kr. en avance på fulde 951.360 kr. Fra 1906, da banken var gået over til at udbetale en dividende på 8 pct. p.a., steg kursen betydelig, så de i 1907 udstedte 20 mil. kr. indbragte et provenu på 5½ mil. kr., af hvilke 4½ mil. kr. henlagdes til Reservefonden. Ved emissionen 1913 af de 12 mil. kr. til kurs 118 opnåedes en bruttoavance på 3.360.000 kr., som krediteredes

200

Reservefonden, medens der 1915 overførtes 1,6 mil. kr., af et samlet overskud på 4.040.000 ved udstedelsen af 8 mil. kr. nye aktier til kurs 138. Da endelig de sidste 20 mil. kr. udstedtes i 1916, kunne et beløb på 6 mil. kr. henlægges til Reservefonden som udbytte af overkursen.

Den stadige udvidelse af aktiekapitalen gik i takt med udvidelsen af forretningen og havde for det meste denne som påskud. Dog kunne også andre omstændigheder være bestemmende for udstedelsen af nye aktier, bl.a. overtagelsen af en mindre bank (1905 Industribanken) eller udnyttelsen af nye investeringsmuligheder. Bankens balance, som 1910 ved Isaac Glückstadts død havde andraget 312 mil. kr. og ultimo marts 1912 efter sammenslutningen med Lollands Spare- og Laanebank, var steget til godt 368 mil. kr., mens den ultimo 1915 beløb sig til mere end en halv milliard, androg derpå ultimo 1918 1.155 mil. kr. og ultimo 1920 1.482 mil. kr., hvilket udgjorde lidt over en fjerdedel af samtlige 208 danske bankers samlede balance, der beløb sig til godt 5.700 mil. kr. Af balancens knapt 1½ milliard ultimo 1920 havde hovedsædet anbragt og udlånt, de 1.060 mil. kr. og filialerne de 420 mil. kr.

Det var den af de unge direktører Emil Glückstadt og Ove Ringberg repræsenterede ekspansionstrang, som var grunden til den forcerede udvidelse af aktiekapitalen. Dog den førte også banken ind på nye veje til udvidelsen af dens virksomhed i landet, bl.a. ind på den systematiske udvidelse af filialnettet, fornemmelig ved opkøb af småbanker og sparekasser med rigeligst mulige indskudsmidler. Hvor sparekontiene, indlån og folio var særligt store, veg man end ikke tilbage for at byde småbankens aktionærer en særlig stor dividende som affindelsessum; sandelig: man lod dalerne springe, når det drejede sig om at tilkøbe sig et mindre pengeinstituts selvstændighed for at få rådighed over befolkningens sparekapital ude i provinsen.

201

Under Isaac Glückstadts bankledelse var der indtil 1883 blevet oprettet i alt 8 filialer i provinsbyer, og dette antal udenbys filialer blev opretholdt indtil 1912. Men under Emil Glückstadts ægide [beskyttelse, ledelse] var det ikke mere tilstrækkeligt, at banken foruden hovedsædet havde en række filialer i nogle provinsbyer og nogle afdelinger i København, nu skulle der foretages en udvidelse af bankens virksomhed både indadtil og udadtil. Bankkommissionens beretning karakteriserer denne nye tendens i Landmandsbankens finanspolitik på følgende måde: “I størstedelen af den forløbne periode (dvs. i den tid, da Isaac Glückstadt endnu var administrerende direktør) kan man tale om en organisk vækst; men i de sidste år mærker man dog et noget stærkere tempo; selvom de ydre forhold vel i nogen grad forklarer dette, kan man formentlig allerede i disse år spore den ny generations begyndende indflydelse. Det var tilmed ikke blot tempoet i udviklingen, der ændredes i disse år, også ånden blev efterhånden en anden. Dette finder udtryk i bankens mere intime forhold til Fondsbørsen og børsspekulationen, der i disse år tager et stærkere opsving, delvis under ledelse af Emil Glückstadts’ svigerfader direktør Eduard Rée. Dette går ikke sporløst hen over bankens udlånskonti, der efterhånden svulmer stærkt op, samtidig med, at bankens egen fondskonto — der omfatter såvel aktier som obligationer — viser stigende omsætningstal (køb og salg) fra 98 mil. kr. i 1901 til 210 mil. kr. 1910. Lidt efter lidt glider man da ud i en udvikling, der ikke længere er udtryk for den naturlige organiske vækst, men derimod for en bevidst ekspansionsvilje, der også søger uden for landegrænsen.” (s. 21-22).

Den af Emil Glückstadt indledte udvidelsespolitik satte sine første spor i Landmandsbankens virksomhed udadtil, da Glückstadt sammen med ledende bankdirektører i Stockholm og Oslo tog initiativet til oprettelsen af to skandinaviske banker i Paris og London. “Banque des Pays du Nord” i Paris startedes 1911 med en aktiekapital på 25 mil. kr. og en

202

engelsk-skandinavisk bank under navnet “British Bank of Northern Commerce” 1912 i London. Ved oprettelsen af sidstnævnte bank var foruden de skandinaviske banker også en førende engelsk, fransk og russisk bank medvirkende og institutionen blev ved starten indregistreret med en aktiekapital på 2 mil. £. British Bank havde kun en relativ kort levetid, idet den i oktober 1920 blev sammensluttet med det jødiske bankierfirma: C. I. Hambro & søn (hvis grundlægger Carl Hambro var hjemmefødt i Danmark) og siden august 1921 fører navnet: Hambros Bank ltd.*

Kort efter at der på denne måde var knyttet internationale forbindelser, koncentrerede Glückstadt sin opmærksomhed mod udvidelsen af sin banks virkeområde inden for landet. På alle mulige måder søgte Landmandsbanken som kapitalstærk og formående pengeinstitution at få provinsielle banker og sparekasser ind under sit herredømme. Opkøbene satte ind i 1912, da et gammelt og anset institut, Lollands Spare- og Laanebank i Nakskov, et — ifølge Bankkommissionens beretning — “rent spareinstitut, tilmed en af provinsens største selvstyrende og selvejende sparekasser”, mente at måtte give op over for den moderne banks hårdhændede konkurrencemetoder og derfor søgte sammenslutning med den Københavnske storbank. Derefter blev i 1913 to mindre jydske pengeinstitutter, Fredericia Bank og Esbjerg-Fanø Bank, der begge var kommen i vanskeligheder, overtaget af Landmandsbanken. under krigen fortsattes opkøbene af småbanker, til dels af sådanne, der i og for sig var sunde og i god drift, men som …

*) Vedrørende denne sammenslutning oplyser “Mosaisk Samfund” den 4. 9. 1920 bl.a., at aktiekapitalen vil blive 400.000 aktier à 10 £, hvoraf 2 £ 10 sh. indbetalt. Sir Everard Hambro vil blive præsident, Sir Eric Hambro vicepræsident, H. Hambro og Olaf Hambro administrerende direktører og C. L. d’ Abo generaldirektør. Det fremhæves, at det drejer sig om en “engelsk-dansk” (!) banksammenslutning, og at Hambro’erne nedstammer fra den på Frederik Den Sjettes tid kendte danske bankier Joseph Hambro.

203

… ikke mente at kunne skaffe tilstrækkelig rentable investeringsmuligheder for indlånsmidlerne, dels imidlertid også af provins-institutter, som var kørt fast ved fejlagtige dispositioner over deres kapital og derfor søgte deres redning ved en fusion med storbanken. Blandt den førstnævnte gruppe må nævnes Tølløse-Merløse Bank, hvis aktier indløstes til kurs 200 pct. eksklusive dividende for det sidst udløbne regnskabsår, Thylands Bank i Hurup, hvor aktionærerne udløstes med 225 pct. ex udbytte, Banken for Korsør og omegn, hvor udløsningen androg 238 pct., inkl. restdividende, Thisted Bank, hvor der i udløsning betaltes endog 285 pct., samt Salling Herreders Spare- og Laanebank i Skive, hvor aktionærerne som vederlag fik bevilliget 227½ pct. Da imidlertid Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg 1921 besluttede sig til at søge en sammenslutning med Landmandsbanken, var grunden hertil, at den som følge af en alt for rundhåndet finansieringsvirksomhed overfor lokale foretagender var truet med finansiel ruin og for at undgå standsning af bedriften anså det for rigtigere at redde sig i en storbanks favn. I dette tilfælde måtte aktionærerne affinde sig med en ikke helt så flot godtgørelse, idet de for hver 1000 kr. egne aktier fik udbetalt 500. kr. kontant og 500 kr. i Landmandsbank-aktier, der da stod i 136. Den trods alt rundelige betaling finder i øvrigt sin forklaring i, at Landmandsbanken på det her omhandlede tidspunkt krampagtigt søgte at værge sig mod det katastrofale udbud af dens egne papirer og derfor priste sig lykkelig, at den ved overtagelsen af Svendborg-banken i det mindste kunne placere en mindre del af sit aktiemateriale på faste hænder.

Det systematiske opkøb af provinsinstitutter stødte selvfølgelig ikke sjældent på modstand, og ikke alle kredse var blinde for, hvor farligt det kunne blive, når en storbank fik mulighed for at lægge sine sugerør ud over landet i alt for stor grad.*

*) Jvf. prof. Bircks bedømmelse af denne udvikling nedenfor i afsnit 9 b.

204

I Nyborg, Nykøbing Sj., og i Korsør gjorde modstanden sig særlig kraftig gældende. Her oprettedes nye lokalbanker, efter at Landmandsbanken havde gennemført fusionen med de nævnte dersteds bestående ældre pengeinstitutter. Hvor lidet imidlertid landbefolkningen har forstået de farer, der truede fra en storbanks side ved en sådan forceret udvidelsespolitik, viser bl.a. de betragtninger, bankledelsen for Sallingbanken fremførte på den til behandling af fusionsforslaget indkaldte generalforsamling. Der fremsattes bl.a. den naive tankegang, at man efter sammenslutningen jo ikke mere ville være henvist blot til aktiekapitalens beskedne 600.000, kr., men i stedet for ville “få Landmandsbankens millioner til rådighed”. På samme måde hævdedes i forhandlingerne om overtagelsen af Nyborg Bank, at man fremtidig kunne “disponere over praktisk taget ubegrænsede midler”. Man vidste vel ikke bedre!

De i tiåret 1912-21 af Landmandsbanken overtagne provinsinstitutter havde ved overtagelsen følgende virkemidler (i kroner):

 Sparekasse, indlån og folioAktiekapitalReserver
InstitutKr.Kr.Kr.
Lollands Spare- og Laanebank35.000.0001.400.000
Fredericia Bank870.000100.00024.000
Esbjerg-Fanø Bank3.900.0001.000.000348.000
Tølløse-Merløse Bank869.00060.00015.000
Slangerupbanens Oplandsbank1.030.00060.00019.000
Spare- og Laanebanken for Nykøbing Sj. og Omegn802.00025.00031.000
Thylands Bank (Hurup)3.583.000240.000160.000
Banken for Korsør og Omegn2.300.000200.000107.000
Thisted Bank9.827.000600.000300.000
Grenaa Handels- og Landbrugsbank9.680.000500.000235.000
Salling Herreds Spare- og Laanebank5.877.000600.000320.000
Nyborg Bank for By og Omegn2.920.000400.00047.000
Hørsholm Sparekasse3.000.000
Stubbekøbing Bank og Sparekasse7.420.00025.000246.000
205
Banken for Faaborg og Omegn2.659.000350.00045.000
Svendborg Handels- og Landbrugsbank25.800.0003.000.0001.925.000
--------------------------------------
115.537.0007.160.0005.222.000

De overtagne bankers samlede balance androg i alt 143.232.000 kr. Men indskudsmidlerne beløb sig altså til ikke mindre end 115,5 millioner kroner. I begyndelsen af 1922 forsøgte Landmandsbanken forgæves at overtage Københavns Diskonto- og Revisionsbank, men det lykkedes den i marts 1922 at inkorporere Kjøbenhavns Private Laanebank. Overtagelsen skete nærmest ved et kup. Al modstand fra de gamle aktionærers side frugtede intet, end ikke bankinspektør Greens frarådelse af sammenslutningen kunne ændre noget ved resultatet. Ved den trufne ordning kunne Landmandsbanken på ny udvide sit virkeområde inden for hovedstaden betydeligt.*

Foruden ved den skildrede sammenslutning med mindre banker navnlig ude i provinsen søgte Landmandsbanken også ved oprettelsen af filialer at udvide sin virksomhed, således at den ved udgangen af året 1921 talte 61 afdelingskontorer i provinsen, mod kun 8 udenbys filialer i 1912. Efter at Nordslesvig 1920 var blevet dansk, indrettedes der også i denne landsdel i alle 4 byer Landmandsbank-filialer. Sådanne fandtes herefter 1921 i: Åbenrå, Ålborg, Bagsværd, Balle, Bandholm, Bedsted, Bramminge, Durup, Esbjerg, Eskildstrup, Fåborg, Fejø, Fredericia, Frøstrup, Grenå, Haderslev, Halsskov, Helsingør, Holbæk, Horslunde, Hurup, Hvidbjerg, Hørdum, Hørsholm, Kalundborg, Kolding, Kolind, Korsør, Langeskov, Maribo, Marstal, Nakskov, Nordby, Nykøbing F., Nykøbing S., Nysted, Nørre Broby, Roslev, Rødby, Sakskøbing, Selde, Skagen, Skive, Slangerup, Snedsted, Stokkemarke,

*) Jvf. nedenfor afsnit 4 a, s. 419 flg.

206

Stubbekøbing, Svendborg, Sønderborg, Sønderho, Thisted, Trustrup, Tølløse, Tønder, Vejle, Vesløs, Vestervig, Ærøskøbing og Ørbæk. Desuden havde Landmandsbanken ultimo 1921 afdelingskontorer i København.

Udvidelsen af bankens virkeområde var altså et af de midler, der benyttedes til at styrke institutionens indflydelse på landets økonomi i det hele. Det hævdedes fra bankens side, at bestræbelserne for at fusionere mindre provinsbanker og alle vegne at oprette filialer kun havde til formål at gøre kapitalen frugtbar inden for produktionen i videst mulig udstrækning. Derom siges bl.a. i årsberetningen for 1918 i tilslutning til meddelelsen om de i årets løb overtagne banker og sparekasser følgende: “Det er bankens opfattelse, at det er af overordentlig betydning, at et stærkt pengeinstitut er repræsenteret i landets forskellige egne, hvor der for den stedlige og tit betydelige handel og industri kan være brug for en stærkere finansiel støtte, end en mindre bank kan yde. Bankens vidtforgrenede virksomhed bærer det bedste vidnesbyrd om det rigtige i denne betragtning, idet det meget ofte er fra provinsen, at der stilles de største krav til bankens kasse — krav, som en lokal bank ikke altid uden vanskelighed ville kunne opfylde.”

Så snakker de ræve for de gæs. Thi en mere hyklerisk, en mere usandfærdig og underfundig karakterisering af de med bankens ekspansionspolitik forfulgte mål kunne bestemt ikke gives. Det drejede sig nemlig slet ikke om, ved den stadig fremadskridende opsamling af landets pengemidler i Landmandsbanken at gavne alle egne i landet, at gavne alle erhverv, at holde produktionslivet i gang, at skabe en sund og kraftig økonomi,

men målet med denne systematiske opsugning af landets kapitalværdier gennem den mægtige og formående bank, der stod under jøden Emil Glückstadts ledelse, var at udplyndre den jævne befolkning

207

til gunst for de København’ske børshyæner, at tvinge det danske folk ind i en håbløs afhængighed af kapitalen og i sammenhæng dermed at styrte det ud i arbejdsløshed og fattigdom, for at en lille kreds af jødiske rigmænd kunne leve højt på de formuer, den havde tilranet sig ved en forceret kapitalakkumulation og ved de mest samvittighedsløse spekulationer i varer og effekter. Det var ikke folket, Emil Glückstadt ville tjene, men det var sig selv, sine nærmeste frænder og venner, det var sin race, han ville gavne. Det var det jøderne iboende, racemæssige anlæg for magtbegær, en forbryderisk religion havde udviklet, der var bestemmende for Glückstadts bestræbelser og handlinger.

Kendsgerningerne viser til fulde, i hvor forfærdende en grad disse påstande er rigtige.

På den tid, da omslaget inden for verdensøkonomien lige var indtrådt, ultimo 1920, udgjorde balancen i Landmandsbanken cirka 1½ milliard kroner, deraf ved hovedsædet 700 mil. kr. og ved filialerne 550 mil. kr. Diverse kreditorer m.m. androg 66 mil. kr. og egenkapitalen 167 mil. kr. Den fremmede kapital beløb sig på nævnte tidspunkt til 1.297 mil. kr., hvoraf indlånsmidlerne alene udgjorde 1.249 mil. kr. eller 96 pct. I sammenhæng med disse oplysninger bemærkes i Bankkommissionens beretning kort og godt:

Filialernes egne kapitalanbringelser, androg ca. 40 pct. af hovedsædets, medens deres indlån androg ca. 80 pct. af hovedsædets indlån.

Det vil altså sige, at en væsentlig del af de indlån, Landmandsbanken modtog gennem filialerne, ikke flød tilbage til de befolkningskredse, hvor sparekapitalen oparbejdedes og samledes, for dér at fremme produktionen, men at pengene, tilbageholdtes i København, for der navnlig at tilfredsstille

208

jødemagtens kreditbehov. spørgsmålet bliver derefter, hvem der kunne udnytte disse banken tilflydende virkemidler og på hvilken måde de kunne udnytte dem. Og besvarelsen af disse spørgsmål lader så tydeligt som noget erkende, hvad Glückstadt og hans inderkreds eller som denne klike også i den offentlige diskussion kaldtes: Se Sammenspistes Klub — tilsigtede, nemlig ikke andet og ikke mindre end en planmæssig opsamling af landets kapital i jødiske hænder.

Hovedsædets pengeanbringelser udgjorde ultimo 1920 mere end en milliard kroner. I balancen var diverse debitorer den største post, idet den lød på over ½ milliard kroner. Dog var betegnelsen misvisende, da den dækkede over mere end den gav udtryk for. summen omfattede nemlig ikke blot diverse debitorer i egentlig forstand (med 298 mil. kr.), men desuden tre andre poster:

 Mil. kr. 
Aktier103 
Indenlandske banker og sparekasser17 
Faste ejendomme2 

Herefter var mere end 100 mil. kr. anbragt i aktier, uden at dette faktum fremgik af regnskabet. Den samlede anbringelse i fonds og aktier beløb sig i virkeligheden ultimo 1920 til 229 mil. kr.

Bankkommissionens beretning bringer derefter en opstilling over hovedsædets debetkonti, som viser, at der ultimo 1920 fandtes 2.881 debetkonti med en samlet gæld på i alt 803,2 mil. kroner. Endvidere havde hovedsædet afgivet 606 garantier til et beløb på 78 mil. kr. Anbringelsen af disse penge var imidlertid — og det er særlig karakteristisk for tendensen i bankens kreditpolitik — anbragt på en meget snæver udlånsbasis, således at det de facto kun var en meget lille inderkreds blande bankens kunder, der kunne profitere af Landmandsbankens mægtige kapitalanbringelser. Landmandsbank-beretningen bringer herom en række oversigter

209

(s. 62-63), som på grund af de yderst værdifulde oplysninger, de indeholder, her skal behandles udførligere.

De 2.881 debetkonti og de 606 garantier fordelte sig således efter størrelse:

Kr.AntalMil. kr. 
Under 20.000 1.95110,4 
Fra 20.000 til 100.00070232,4 
Fra 100.000 til ½ mil.525120,0 
Over ½ mil.309718,2 
 ------------ 
I alt3.487881,2 

Deraf udgjorde debetkontiene alene et beløb på i alt 803,2 mil. kr.

Som kommentar til denne tabel bringer vi ordret den redegørelse, Bankkommissionen — dvs. d’hrr. landsdommer Rump, prof. L. V. Birck og bankinspektør Green — giver til nærmere udredning af denne højst besynderlige form for udlånspolitik, der ganske åbenlyst og med en ligefrem utrolig konsekvens favoriserede personer, der på den ene eller anden måde havde nær tilknytning til bankens direktører og åbenbart på grund af deres racemæssige anlæg ansås for særlig værdige til at opnå millionkreditter. Beretningen herom lyder som følger:

“Vi ser heraf (dvs. af den ovennævnte opstilling) at over 4/5 af bankens udlån faldt på de 266 debetkonti på over ½ mil. kr. og at ca. 2/3 af garantierne faldt på 43 garanti-konti over denne grænse.

En gennemgang af de 266 debet-konti over ½ mil. kr., hvortil størstedelen af bankens risiko var knyttet, viser, at samme debitor ofte optræder med flere konti, således at antallet af debitorer bliver langt mindre end antallet af debet-konti, samt at en del af debitorerne naturligvis er bankens

210

egne filialer eller andre banker. Vi får derefter følgende fordeling af debitorerne med konti på over ½ mil. kr.:

 AntalMil. kr. 
Egne afdelinger og filialer 1159,4 
Provinsbanker1112,3 
Udenlandske banker510,2 
Almindelige debitorer162504,0 
 ---------- 
 189585,9 

Deler vi igen de 162 almindelige debitorer efter størrelse, får vi:

Mil. kronerAntalMil. kr. 
½ - 15538,3 
1 - 582175,4 
5 - 101495,2 
10 og derover11277,0 
 ---------- 
 162585,9 

Denne oversigt viser, at 372,2 mil. kr. er anbragt hos 25 debitorer (5 mil. kr. og derover); hos disse 25 firmaer og personer er altså hen imod halvdelen af debet-kontienes samlede beløb og over 1/3 af hele balancens beløb koncentreret. Heraf skyldtes atter 277 mil. kr. eller ca. 1/4 af balancens beløb af kun 11 debitorer med lån på 10 mil. kr. og derover.

Allerede denne statistiske oversigt over debitorerne viser, at en uforholdsmæssig stor del af bankens midler var bundet i store udlån til et fåtal af debitorer. Bankens magtstilling var derfor mere tilsyneladende end virkelig, for så vidt som nogle få debitorers svigten ville kunne bringe den i vanskeligheder.

En mere indgående betragtning af debitorerne fører til, at de naturligt deles i 3 grupper: den transatlantiske

211

koncern, børsengagementer og en række større handels- og industrivirksomheder. Af disse engagementer (kreditter og garantier) skal følgende nævnes:

Itransatlantisk Kompagni KoncernMil. kr. 
Kreditter144 
Garantier25 
Aktie-interesse9 
---- 
I alt178 
 
IIBørsengagementerMil. kr. 
De Lunn'ske Konsortier48 
J. M. Levin & Co.38 
10 andre vekselerer20 
12 konsortier41 
H. Heilbuth16 
Max Lester og Valdemar Glückstadt15 
28 større spekulationskunder27 
---- 
I alt205 
 
IIIStørre handels- og industrivirksomheder m.m.Mil. kr. 
Nordisk Oversøisk Handelsselskab14 
Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik27 
Ballin & Hertz34 
Nielsen & Winther14 
Levin & Salomonsen (Frederik Salomonsen)10 
Skandinavisk Frøkomp. & Saasæd Komp.10 
Grønlandsk Minedrift6 
E. P. og I. Frigast6 
---- 
I alt121 

212

Alene disse få engagementer giver en interesse på over 500 mil. kr.

For et fåtal af kunder havde banken finansieret børsspekulationer til et beløb af over 200 mil. kr., de samlede børsengagementer androg 250 mil. kr., og det udækkede beløb herpå beløb sig til 42 mil. kr. Da bankens obligationer og aktier var bogført til 230 mil. kr., bliver Bankens samlede børsinteresse således 480 mil. kr.

I den transatlantiske koncern var banken interesseret med 178 mil. kr., på 8 andre engagementer var placeret godt 120 mil. kr.” (fremhævelser af forf.).

Så vidt Bankkommissionens fremstilling af Landmandsbankens udlånspolitik, som afsluttende resumerer: “Når krisen kunne virke så stærkt på Landmandsbanken, skyldes det, at den som vist i så høj grad havde koncentreret sin udlånsvirksomhed i en ensidig finansiering af enkelte store debitorer, først og fremmest Transatlantisk Kompagni, og i omfattende spekulationsengagementer i børseffekter.”

Det er overfor denne redegørelse, at det spørgsmål navnlig interesserer, hvorvidt det ved de ovennævnte debitorer drejer sig om jødiske firmaer og forretningsmænd henholdsvis om firmaer, der på den ene eller anden måde måtte anses for på det nærmeste at være knyttet til jødiske interesser. Denne side af sagen vil blive nærmere undersøgt i de følgende afsnit. Her skal kun sammenfattende bemærkes, at man ved en gennemgang af den af Bankkommissionen udarbejdede opstilling over Landmandsbankens betydeligste engagementer, der omfatter et samlet gældsbeløb på mere end en halv milliard kroner, vil konstatere, at det fåtal af kunder, der kunne profitere af denne ødsle og uforsvarlige kapitaldisposition, i langt overvejende grad var jøder, for en væsentlig del rettroende hebræere, men dog også racejøder, som stod uden for deres oprindelige trossamfund, såsom f.eks. Emil Glückstadt selv, der var gået over til katolicismen. Ved siden af disse jøder, der stort set indtager en absolut dominerende

213

stilling, findes der så rigtignok også et vist antal interessenter, der ikke er af orientalsk, men af god dansk herkomst, og som ikke undslår sig for at gå med ind i den vilde dans om den gyldne kalv og på godt og ondt at lystre jødernes direktiver.
 

Dog kendte Landmandsbankens direktører endnu et middel til, ved hjælp af den af dem ledede storbank, at fremme kapitalens koncentration på jødiske hænder. Midlet hertil var finansieringen af bankens specielle børsspekulationskunder, altså den systematiske forcering af aktiespekulationen ved en hasarderet lånepolitik til fordel for en snæver kreds af særligt driftige jødiske storspekulanter, hvis antal ikke udgjorde mere end mellem to eller tre snese. Også angående denne sag giver Bankkommissionens beretning fra 1923 meget instruktive oplysninger.

Landmandsbanken havde allerede før verdenskrigen påbegyndt en klassificering af sine kunder, hvorefter der kunne skelnes mellem almindelige børsspekulationskunder, for hvem de almindelig hævdede belåningsregler for børsspekulanter var gældende, og de specielle, banken særligt nærstående kunder, der nød større begunstigelser og navnlig var fritaget for at indbetale en bestemt margin ved oprettelsen af en spekulationskonto, ligesom de ej heller behøvede at underskrive deklarationer. De kunne oven i købet til dels belåne de papirer, de spekulerede i, ud over de regulært gældende belåningssatser, som før verdenskrigen varierede mellem 65 og 80 pct. af papirernes kursværdi, men under krigen var sat til 65 pct. på obligationer og bankaktier, Ø.K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, 50 pct. på industriaktier og 40 pct. på smådampere. For en del af de særlige kunder traf bankens direktører absolut egenmægtigt deres dispositioner, medens andre kunder dog havde en vis medbestemmelsesret. Når der på sådanne konti opstod tab, traf direktørerne ligeså egenrådigt deres afgørelse med hensyn til kontoens

214

videre skæbne; som oftest anordnedes overførslen af en sådan konto med afsvækkede effekter til Konsortiet af 1. februar 1917″ eller en lignende af banken indrettet støttekonto, ved hvilken banken selv overtog dækningen af de opståede tab.

Bankkommissionens beretning bringer følgende oversigt over børsspekulationskontiene ved selve banken (hovedsædet inkl. 9 — 1914: 7 — indenbys filialer og 1 udenbys filial):

 Antal konti Debet saldo 
Pr.Mil. kr. 
30. juni 191420740,2 
31. januar 19171.086250,6 
30. november 19181.102251,0 
29. februar 19201.103262,1 
31. december 1920970249,3 
31. december 1921841217,5 
16. september 1922676188,7 

Opstillingen viser en mægtig stigning i størrelsen af debet-saldoen på spekulationskontiene i de første krigsår, indtil iværksættelsen af den uindskrænkede undervandsbådskrig den 1. februar 1917. Denne vækst udgør det femdobbelte af de oprindelige beløb; det er navnlig i 1916, da alle aktier er inde i en kraftig hausse, at spekulationen tager fart. Efter indledningen af Nordsø-blokaden indtræder der for en kort periode en nedgang i kurserne, og dette tilbageslag medfører, at spekulationen stagnerer indtil krigens afslutning og indtil foråret 1920, da endelig tilbagegangen sætter ind. I begyndelsen af 1920 sætter de store katastrofer ind inden for de foretagender, som ved hjælp af Landmandsbankens kreditter har forceret deres drift ud over alle grænser — baissen kommer, ikke mindst for enkelte af Landmandsbankens standardpapirer, og dermed også kursnedgangen for bankens egne aktier.

Nu er tiden inde, da spekulationskontiene må afvikles. Ultimo 1920 er den gradvise likvidation så småt begyndt, 1921

215

tager den, som resultatet ultimo 1921 viser, stærkere fart, for derefter i 1922 at fortsætte i stigende tempo. Alligevel er antallet af spekulationskonti efter den den 1. september 1922 gennemførte anden rekonstruktion endnu tre gange så stor som i 1914, og debet-saldoen, som udgør et beløb på hen imod 190 mil. kr., er endog rigeligt fire gange så stor!

Særlig interessant ved denne udvikling er nu den stilling, de særlige børsspekulationskunder indtager, dvs. de storspekulanter, som favoriseredes af bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg, af hvilke nogle er kendte, men flere aldrig offentlig er blevet nævnt, mens de dog selvfølgelig udelukkende må søges inden for den af de jødiske finansmænd dannede inderkreds, der ganske udelukkende bestod af jøder eller jødelakajer. Med hensyn til kontiene, der førtes ved hovedsædet for disse såkaldte særlige børsspekulationskunder, bringer Bankkommissionens beretning følgende tal:

Heraf lån, hvorfor der ikke fandtes fuld dækning 
Pr.Antal konti i altDebet saldo i altAntal kontiDebet saldoDepot værdiUdækket beløb 
Mil. kr.Mil. kr.Mil. kr.Mil. kr. 
30.6.19143117,1138,47,90,5 
31.1.1917125113,07473,364,68,7 
30.11.191882110,54863,456,17,3 
29.2.1920127139,36576,868,28,6 
31.12.1920137155.2118136,4103,133,3 
31.12.1921103140,389134,573,261,3 
16.9.192287121,281115,949,466,5 

Her viser det sig altså, at på den her omhandlede kategori af konti, skyldtes ultimo 1921 henholdsvis endnu den 16. 9. 1922 et beløb på godt 60 mil. kr., for hvilke der ikke var

216

nogen dækning i de af spekulationskunderne deponerede værdier. På så letfærdig en måde havde Landmandsbanken finansieret slægtninges og venners forrykte aktiespekulation, på denne måde havde banken forsøgt at sikre inderkredsen særlige indtjeningsmuligheder. Spekulationen slog i sidste omgang fejl, men tendensen, der gør sig gældende i det her skitserede børsspil, kan der så sandelig ikke være nogen tvivl om: her drejede det sig om den sidste afgørende bankpolitiske foranstaltning, der skulle tjene til styrkelse af den jødiske finansmagts hegemoni inden for landet. Bemærkes må i øvrigt, at antallet af kontiene ikke er ensbetydende med antallet af kunderne, da adskillige af kontiene lød på samme person, således at det reelle antal kunder oprindelig kun udgjorde cirka 15 og til slut ca. 2/3 af kontoantallet, altså 40–60. I samme retning som begunstigelsen af de særlige børsspekulationskunder virkede også de kasselån, Landmandsbanken ydede forbindelserne inden for den hovedsagelig jødiske vekselererstand. Sådanne kasselån var der pr. 30. 6. 1914 ydet til 24 personer til et samlet beløb af 14,3 mil. kr., mod fuld dækning. Debet-saldoen for disse låns vedkommende steg stærkt under krigen, udgjorde pr. 31. januar 1917 77,8 mil. kr. og 30. 11. 1918 endnu 65,1 mil. kr. Derefter nedbragtes de således, at debet-saldoen i den senere kritiske periode for disse kasselåns vedkommende beløb sig til 26,2 mil. kr.; men heraf var der efter opgørelsen af 16. september 1922 13,2 pct. udækket.

Antallet af de almindelige børsspekulanter var i alle de her behandlede perioder væsentligt større end antallet af de ovenfor behandlede specielle kunder, men deres samlede debet-saldo var væsentlig lavere, og det udækkede beløb androg endnu 30. november 1918 kun 0,9 pct., steg derefter gradvis, ultimo 1920 til 4,6 pct. og ultimo 1921 til 8,5 pct., mens det sluttelig den 16. 9. 1922 udgjorde 10,6 pct. af den samlede debet-saldo. På sidstnævnte tidspunkt taltes der endnu 199 almindelige børsspekulationskunder med en samlet debet-saldo

217

på 23 mil. kr. Med hensyn til filialernes belåningsmetoder kan endelig bemærkes, at her overholdtes dækningsreglerne for børsspekulationskunder væsentlig strengere end i hovedsædet.

Da krisen kom, blev, som den følgende fremstilling vil vise, en stor del af de særlige børsspekulationskunder beskyttet mod tab derved, at de på deres konti opståede underskud overtoges af “Konsortiet af 1. februar 1917”. En sådan hjælp kunne almindelige børsspekulationskunder naturligvis ikke få; de blev hængende med tabene. Mellem dem fandtes formodentlig heller ikke alt for mange jøder og bestemt ingen formående folk, prinser eller medlemmer af det højeste aristokrati og af diplomatiet. Talrige af de letsindige personer, der af højfinansen lod sig forlede til at gå med ind i det vilde børsspil, har måttet bøde hårdt derfor med deres formue og mere end det. Men jøderne, der havde hovedansvaret, forstod i stor udstrækning at hytte deres skind. De forstod at erhverve sig millionformuer ved det rene og skære børsjobberi, forstod ved deres kapitalmagt at underlægge sig alt og alle, men de forstod endelig til slut også ved et i bund og grund forløjet spil mere eller mindre at redde sig igennem katastrofen. De tabte på ingen måde deres magtstilling ved Landmandsbankens sammenbrud.

Sandelig: H. Brunøe havde mere ret, end han selv kunne ane det, da han 1920 i sit skrift: “Danskerne og de andre” (s. 112) skrev følgende ord: “Den sidste menneskealders kapitalsamling er på jødiske hænder, dels privat, dels i storbanker og bankierforretninger. En gennemgang af vekselmæglerlisten og bankdirektørlisten viser det, og følgen er blevet, at den storkapitalistiske og kreditøkonomiske magt har gjort jøden mere enevældig, end nogen adelsmagt og kongemagt nogen sinde har været i Danmark. Jøden sidder i vort erhvervsliv på et så ideelt og centralt sted i samfundsmaskineriet, at han, hvis han vil, ikke blot regerer os, men misregerer os trods rigsdag, almindelig valgret og det hele.”

218

Og han kunne med ret tilføje: “Og viljen mangler han ikke — Talmuds bud byder ham at være hensynsløs og samfundsopløsende, og han er det nu som aldrig før.”

b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for slægt og venner.

Til de særlige forretningsmetoder, Landmandsbankens direktører bragte i anvendelse for at fremme deres specielle interesser, hørte som nævnt også favoriseringen af en vis kreds af børsspekulationskunder. Der vil senere være anledning til at undersøge dette forhold nærmere ved behandlingen af de hos vekselererfirmaet J. M. Levin løbende spekulationskonsortier, (jvf. afsnit 3 i). Her skal blot fremhæves, at der ved Landmandsbanken førtes konti for særlige kunder, som for det meste ikke fik tilsendt notaer og kontoudskrifter, og hvis konti på det tidspunkt, da der opstod tab på dem som følge af papirernes kursfald eller udbetalinger, blev overført til en konto betegnet “Konsortiet af 1. Februar 1917”. Banken finansierede hausse-spekulation for disse specielle kunder, ofte uden at give den vedkommende besked. Under hensyn hertil følte den sig i foråret 1917, da erklæringen af den uindskrænkede undervandsbådskrig for en stund truede med at skabe panik på Børsen, moralsk forpligtet til at holde disse kunder fri for tab. Tilsvarende synspunkt mente Landmandsbankens direktører også at måtte gøre gældende under domsforhandlingerne 1923; således erklærede kommitteret Schack Eyber i forhandlingen den 14. april, at han “var ganske enig med etatsraad Glückstadt i, at der hverken moralsk eller juridisk kunne gøres noget krav gældende mod de mennesker; man måtte tage ansvaret for, hvad den fungerende direktør havde gjort, og bringe disse konti ud af verden for de posters vedkommende, som man havde lagt derind”. Det var, for det meste Landmandsbankens

219

favoritpapirer, som aktier i D.F.D.S., Ø.K., Ø.P. og Orient, som var indkøbt på disse konti.

Bankkommissionens beretning bemærker på side 67 følgende om denne fremgangsmåde:

“De særlige konti deler sig efter indehaverne i forskellige grupper. En stor del angår personer, der ved slægtskab eller venskab havde nær forbindelse med direktørerne, navnlig Glückstadt, men også Ringberg og i nogle tilfælde Rothe. Nogle af direktørerne foretagne dispositioner, der kan føres tilbage til de for Prinsesse Maries bo i banken indestående midler, udførtes i forskellige prinsers navn. Andre konti førtes for forskellige højtstående herrer og damer; en på lensgreve Aage Danneskjold-Samsøes navn ført konto synes at hidrøre fra en afregningsfejl, som banken ville spekulere af.”

Nogle særlig grelle eksempler på favorisering af slægtninge fra bankdirektørernes side skal i det følgende behandles.

Her har vi først to meget driftige forretningsmænd, Max Lester og Valdemar Glückstadt, af hvilke den første var gift med Emil Glückstadts søster, den anden var Glückstadts broder. Sammen var de indehavere af firmaet Max Levig &. Co., et foretagende, der i 1890 var blevet oprettet som assurance- og handelsvirksomhed, men senere udelukkende tog sig af forsikringer. Allerede kort før 1909 var dette firma ude for store vanskeligheder, da de herrer assurandører Lester og Glückstadt havde lidt tab på patentsager og også ødslede penge bort i et alt for flot levned. Da måtte den gamle Isaac Glückstadt gribe hjælpende ind med ikke mindre end 600.000 kr.; beløbet blev, ifølge Bankkommissionens beretning, betalt af Landmandsbanken til debet for geheimetatsraadens kasselån og til kredit for firmaet Max Levig & Co.’s folio konto. Samtidig overtog direktør Ringberg den opgave at føre tilsyn med firmaet og dets indehavere, et mandat, hr. Ringberg, som den senere udvikling viser, røgtede såre slet. Allerede 30. 6. 1914 beløb firmaets gæld til banken sig til ikke mindre

220

end ca. 800.000 kr. som overtræk på folio og kontokurant-konto.

Da det under krigen viste sig vanskeligt at få de betydelige sø- og krigsrisikoer i assuranceforretningen anbragt hos de tidligere forbindelser, tilskyndede firmaet oprettelsen af et søforsikringsselskab A/S “Baltica”, i hvilket dets to betydeligste kunder, Det Forenede Dampskibs-Selskab
 og Østasiatisk Kompagni, blev deltagere. Præmieindbetalingerne fra disse to forbindelsers side havde indtil da andraget ca. 2½ mil. kr. årlig. Forhandlingerne angående oprettelseskontrakten til det nye selskab, til hvilke højesteretssagfører Bülow blev tilkaldt, forvoldte mange brydninger, da firmaets indehavere, generalkonsul V. Glückstadt og grosserer Max Lester, stillede vidtgående fordringer, som de to interesserede rederier ikke uden videre kunne godkende. Langt om længe opnåedes dog enighed, hvorefter der bl.a. blev vedtaget, at det nye søforsikringsselskab skulle overtage firmaet Lester, Levig & Co.’s portefeuille uden særligt vederlag, hvorimod firmaet fremtidig som sådant skulle virke som selskabets generalagent. D’hrr. Lester og Glückstadt sikrede sig derved godt for fremtiden, idet der i kontrakten bestemtes, at firmaets ret skulle vedvare, selvom en af indehaverne udtrådte, ligesom disse skulle være berettiget til at optage deres sønner og den førstefødtes enke samt til at omdanne firmaet til et aktieselskab med en af indehaverne eller deres sønner som direktør. Aktieselskabet fik kun i stærkt begrænset omfang mulighed for at kunne ophæve kontrakten, idet sådant kun kunne tilstedes ved gentagne misligholdelser eller også, såfremt retsforholdet var opretholdt ud over den 1. januar 1926, ved at betale en større i kontrakten nærmere normeret affindelsessum til firmaet. Denne bestemmelse viste sig senere at være af særlig værdi for indehaverne. Thi da firmaet 1922, efter Landmandsbankens sammenbrud, ikke mere kunne klare sine forpligtelser, kunne disse stille deres betingelser for at give afkald på deres i kontrakten med “Baltica” fastsatte

221

rettigheder. Til dette selskab tegnedes straks ved starten i foråret 1916 en aktiekapital på 17 mil. kr.

Efter at overenskomsten med “Baltica” var kommet i stand, oprettedes der fra firmaets side straks en række spekulationskonti ved Landmandsbanken under de betingelser, der almindeligvis blev tilstået bankens særlige kunder. Således optoges den 23. februar 1916 et kasselån for 152.000 kr. D.F.D.S.-aktier til kurs ca. 226, for hvilket der ifølge Kommissionsberetningen “overførtes som en sikkerhedsmargin 400.000 kr. fra firmaets folio-konto, skønt denne konto i forvejen var overtrukket.” Der fortsættes: “For de følgende lån havdes overhovedet ingen margin, og kun de indkøbte spekulationspapirer, der i denne periode i almindelighed var i stigning, tjente som sikkerhed. Den første spekulationskonto, på hvilken der i marts 1916 tilkøbtes nogle aktier, afsluttedes den 21. marts 1916 med en avance på ca. 133.800 kr., der overførtes til firmaets folio-konto.” Spekulationerne blev videreført, dog blev i sommeren 1918 alle dampskibsengagementer afviklet, og i stedet for købtes 140.000 kr. sukker-aktier og 60.000 kr. Forenede Bryggeri-aktier. På indtrængende henstilling af direktør Ove Ringberg overtog firmaet John Levig & Co. imidlertid i september-oktober 1918 igen rederipapirer, i alt 300.000 kr. D.F.D.S.-, 300.000 kr. Orient- og desuden 200.000 kr. Ø.K-aktier. Når rettidig afvikling af denne gæld undlodes, skal dette ligeledes skyldes Ringbergs modstand. Firmaets spekulationsgæld øgedes i den følgende tid i betydelig grad, således at den den 31. 12. 1921 beløb sig til ca. 4,2 mil. kr., medens de som sikkerhed deponerede aktier kun havde en værdi på ca. 1,9 mil. kr. Udover dette skyldte firmaet til banken på folio og kontokurant ca. 2,7 mil. kr., med en tilsvarende utilstrækkelig sikkerhed i policer, assuranceaktier, panteobligationer samt Mark (934.600 Mk. til en værdi af 26.100 kr.).

Så vidt vedrørende selve firmaets gæld til Landmandsbanken.

222

Dog havde de to indehavere af firmaet desuden også personlig gæld til Landmandsbanken. Thi som broder og svoger til bankdirektør Emil Glückstadt skulle de selvfølgelig have lejlighed til på alle ledder og kanter at udnytte chancen i de mest hasarderede børsspekulationer.

Grosserer Max Lester havde allerede i sin ungdom været på færde på det her omhandlede område; hans spekulationer rækker helt tilbage til 1885. under krigen spekulerede han for egen regning og sammen med andre i konsortiet i Landmandsbankens hovedsæde og i dennes Vesterbro-afdeling; han var indviklet i talrige børsforretninger og tjente voldsomme penge, hvis nøje størrelse imidlertid ikke har ladet sig beregne, da “han i mange tilfælde lod sine børsforretninger gå uden om banken, der således gik glip af kurtagen”. Max Lesters spekulationsgæld androg:

I HovedsædetI Vesterbro-afd. 
Pr.Ca. mil. kr.Ca. mil. kr. 
31. januar 19172,13,7 
30. november 19183,82,6 
31. december 19205,22,0 
31. december 1921Det samme som ultimo 1920 

Den 25. november 1921 var spekulationskontoen med det yndige navn “Jagtselskabet Dianetta”, i hvilket Max Lester var deltager, afsluttet, og “hans andel i aktierne (Ø.K., D.F.D.S., Orient og Norden) til en værdi af ca. 250.000 kr. overførtes til et af hans lån i hovedsædet mod debitering på dette af ca. 571.000 kr.” (s. 163).

Grosserer Valdemar Glückstadt var ikke mindre dygtig og havde også allerede før verdenskrigen tjent sine første sporer som driftig børsspekulant. Hans gæld til Landmandsbanken androg den 30. juni 1914 ca. 440.000 kr., imod depot af diverse aktier til en værdi af ca. 344.000 kr. samt 5.000 kr. Odense Emulsionsplade Fabrik og 60.000 Mk. Hamburg-Amerikanische Packetfahrt A.G. (Hapag). Alt i alt androg

223

Valdemar Glückstadts gæld til banken ultimo juni 1914 en halv million kroner, da han endnu bl.a. på en villa-konto skyldte 57.000 kr. Under krigen blev spekulationerne kraftigt videreført, således at gælden til banken den 29. 2. 1920 beløb sig til ca. 5,7 mil. kr. Herfor var som sikkerhed henlagt aktier til 4,2 mil. kr. værdi samt 2.-prioritets panteobligationer lydende på 125.000 kr. med pant i villa på Frederiksberg, Bel Colle, Kristinedal m.m. Ultimo 1921 androg spekulationsgælden endnu ca. 3,2 mil. kr., med utilstrækkelig sikkerhed i aktier, diverse panteobligationer, Mark og Francs, hvis samlede værdi beregnedes til hen imod 1,9 mil. kr.

Da nu i sommeren 1922 Landmandsbankens sammenbrud var evident, blev Landmandsbank-direktionen, dvs. Emil Glückstadt, samt de gode slægtninge Max Lester og Valdemar Glückstadt enige om, at nu skulle alt sættes ind på at tilsløre den store gæld, som firmaet Max Levig & Co. samt dets indehavere stod i overfor banken. — Til dette formål foretoges juni til august 1922 de utroligste transaktioner, som rigtignok ikke førte til noget resultat, men som dog lader erkende, hvor samvittighedsløst jøder kan gå til værks, når det gælder for dem om at bedrage deres medmennesker. Formålet var at holde en gæld på 4 mil. kr. skjult for revisionen og at forhindre, at d’herrer Lesters og V. Glückstadts personlige gæld blev bekendt; thi deres fallit ville medføre ophævelse af kontrakten med “Baltica”, og dermed ville en årsindtægt på 400.000 kr. være bortfaldet. Da de i denne anledning foretagne transaktioner var særlig indviklede, er det hensigtsmæssigt at bringe beretningen om de herhen hørende forhold ordret efter Bankkommissionens beretning (s. 164-166):

“Den 24. juni 1922, medens bankinspektøren gennemgik Landmandsbankens forhold, oprettedes på bankens foranledning en række proforma dokumenter om bankens og Max Levig & Co.’s indbyrdes mellemværende. Mellem grosserer Max Lester og generalkonsul Vald. Glückstadt som eneste ansvarlige indehavere af firmaet Max Levig & Co. på den ene side og overretssagfører P. Theisen, der var kontorchef i firmaet,

224

men som da var bortrejst, på den anden side oprettedes en interessentskabskontrakt, hvorefter Theisen som kommanditist skulle indskyde 4 mil. kr. i firmaet; kommanditisten kunne dog i stedet deponere sine rettigheder efter kontrakten i Landmandsbanken til sikkerhed for en firmaet ydet kredit. Ved en kassekredit-kontrakt deponeredes interessentskabskontrakten samtidig i banken som håndpant for en Theisen indrømmet kassekredit på 4 mil. kr., således at udbytte af interessentskabskontrakten skulle tjene til dækning af kassekreditten. Max Levig & Co. samt Max Lester og Vald. Glückstadt anmodede derhos skriftligt banken om til debet for denne kassekredit at indkøbe for indtil 4 mil. kr. obligationer, der skulle tjene til sikkerhed for deres gæld til banken og sekundært for den nævnte kassekredit; i anmodningen siges, at banken havde erklæret sig villig til når som helst at tilbagekøbe obligationerne til indkøbspris. Firmaet udstedte samtidig en deklaration om, at de af samme deponerede effekter tjente til sikkerhed både for firmaets kasselån og indehaverens gældsforpligtelser til banken samt for kassekreditten. Om ordningen fandtes et notat i banken med Emil Glückstadts håndskrift. Der afgaves derhos skriftlige erklæringer fra banken, underskrevet af direktør Riis-Hansen, til Theisen, om at Theisen ikke var personlig ansvarlig for kassekreditten, for hvilken alene håndpantet og de af firmaet Max Levig & Co. stillede sikkerheder hæftede; endvidere erklæring fra Max Lester og Vald. Glückstadt til banken om, at de var indforstået med, at Theisen ikke hæftede for kassekreditten, samt fra Theisen til dem om, at interessentskabskontrakten kun var oprettet for at kunne deponeres i Landmandsbanken, og at han intet krav havde efter denne. For Theisens vedkommende var underskrifterne meddelt ved Max Lesters søn, Poul Lester, overfor hvem banken erklærede, at kontrakterne kun var bindende med Theisens skriftlige indforståelse hermed.

Den 26. juni 1922 stillede Emil Glückstadt til sikkerhed for firmaet Max Levig & Co.’s lån en værdiløs obligation på ½ mil. kr. fra Nordisk Oversøisk Handelsselskab og en bankbog med Landmandsbanken på 146.568 kr. 33 øre, der udgjorde hans tantieme for året 1921.

For den oprettede kassekredit indkøbte Landmandsbanken i dagene 26. og 27. juni følgende obligationer, der debiteredes en kontokurant-konto, lydende på overretssagfører P. Theisen ved kommitteret Schack Eyber:

Pct.Kr. 
5Københavns Havneobligationer174.000 
5Danske Statsobligationer 1919320.000 
Jydske Husmands kreditforenings Obligationer III280.000 
6Jydske Grundejer Kreditforenings Obligationer II360.000 
6Østasiatisk Industri- og Plantageobligationer460.000 

 

225 

 

6D.F.D.S Reservefondsbeviser1.452.000 
5Københavns Kommuneobligationer340.000 
Kongeriget Danmarks Hypothekbank Obligationer260.000 
  ---------- 
  3.646.000 

Papirerne blev ikke indkøbt på obligationsmarkedet, men skulle leveres af Landmandsbankens beholdning. Ifølge de foreliggende oplysninger fandt levering ikke sted, idet obligationerne blev liggende og ikke udsondredes af Landmandsbankens beholdning. 903.800 kr. 6 pct. D.F.D.S.-Reservefondsbeviser kunne Landmandsbanken ikke levere af sin fri beholdning, idet disse obligationer lå i Nationalbanken til sikkerhed for Landmandsbankens mellemværende med denne.

På kontokurant-konto hævedes der, efter at ovennævnte obligationer var debiteret derpå, 545.046 kr. 33 øre, der blev indsat på indlånsbog med Landmandsbanken litra C nr. 40816 også lydende på overretssagfører P. Theisen ved kommitteret Schack Eyber, og kontokurant-kontoen stod derefter i debet med nøjagtig 4 mil. kr.

For de på kontoen debiterede obligationer udstedtes der den 27. juni en recipisse [modtagelsesbevis; kvittering for depositum] (nr. 10254), og denne recipisse tillige med ovennævnte indlånsbog litra C nr. 40816 blev ved en deklaration af 28. juni 1922 håndpantsat til Landmandsbanken af overretssagfører Theisen (underskrevet for P. Theisen Poul Lester) til sikkerhed for Max Levig & Co.’s og Vald. Glückstadts og Max Lesters forpligtelser i Landmandsbanken.

Den 24. juni 1922 havde Max Lester og Vald. Glückstadt endelig forpligtet sig overfor banken til ikke at pantsætte eller sælge deres malerier og kunstgenstande.

Ved bankinspektørens undersøgelse i Landmandsbanken i juni og juli måned 1922 er det meddelt bankinspektøren, at der som en del af sikkerheden for Max Levig & Co.’s og dettes indehaveres forpligtelser lå i banken en recipisse for de forannævnte obligationer (nom. 3.646.000 kr.), og at der på Max Levig & Co.’s kasselån nr. 28132 i juni er indbetalt kontant 545.288 kr. 33 øre; den tilsvarende gæld på 4 mil. kr. blev ikke opgivet.

Overretssagfører Theisen ønskede ikke at tiltræde den foretagne ordning, og såvel obligationerne som det kontante beløb førtes senere tilbage til banken.

Omkring slutningen af august foretoges i banken forskellige transaktioner, der må antages dels at have skullet tilsløre firmaets og dets indehaveres gælds virkelige størrelse og karakter og dels at skulle skjule, hvorledes den nedbragtes.

226

På Max Levig & Co.’s spekulationskonti indbetalte Max Lester og Vald. Glückstadt deres gæld til firmaet, henholdsvis 211.000 kr. og 1,8 mil. kr., i alt ca. 2 mil. kr., som debiteredes de pågældendes konti.

Konsortiet af 1. Februar 1917 overtog samtidig for firmaet diverse aktier, hvis værdi på posteringsdagen androg 1.187.900 kr., for 1.389.400 kr., hvorved konsortiet betalte 201.500 kr. for meget for aktierne.

Endvidere indbetalte Emil Glückstadt sin tantieme for året 1921, ca. 153.800 kr., på firmaets engagement. Der udsondredes derefter et lån på 481.900 kr. imod sikkerhed i diverse assuranceaktier. Dette lån debiteres yderligere for 183.850 kr., som overførtes til Max Lesters engagement, og 134.250 kr., som overførtes til Vald. Glückstadts engagement, idet der samtidig henlagdes forskellige assuranceaktier som sikkerhed, således at gælden blev i alt 800.000 kr. imod depot af de nævnte aktier, der må anses for at have frembudt tilstrækkelig sikkerhed for gælden. Ved disse posteringer samt forskellige rentereguleringer var firmaets gæld nedbragt til ca. 2,7 mil. kr. uden sikkerhed og 800.000 kr. imod sikkerhed i assuranceaktierne.”

Så vidt Kommissionsberetningen.

Alle mulige besynderlige transaktioner var altså blevet forsøgt for at bringe gælden ned. Men dermed var man jo endnu ikke nået til vejs ende. Thi en gæld på 2,7 mil. blev bestående, og man vidste ikke sine levende råd, hvordan man skulle skaffe den ud af verden. Man måtte derfor finde på andre udveje.

En tid lang var man inde på den tanke at overføre firmaet. Max Levig & Co. til et nyt aktieselskab, der skulle oprettes med en aktiekapital på 2 mil. kr. plus 2 mil. kr. yderligere disponibel kapital. Aktiekapitalen skulle etatsraad Glückstadt selv stille til rådighed af sin personlige formue. Dog også denne vej havde sine store vanskeligheder. I kommissionens beretning bemærkes desangående nøgternt og sagligt: “Direktør Emil Glückstadt havde imidlertid ikke penge disponible, og han skulle derfor optage et lån i banken imod sikkerhed i forskellige værdipapirer. Værdien af effekterne ansloges til 2.456.670 kr. Det bemærkes dog, at nogle af de pågældende værdipapirer formentlig tilhørte etatsraadinde Glückstadt som særformue,

227

således at etatsraad Glückstadt overhovedet ikke var berettiget til at disponere over dem. Den ovennævnte ordning med Glückstadts optagelse af dette lån er aldrig trådt i kraft, og der er intet indført i bankens bøger derom.” Al møje var altså forgæves, omendskønt der allerede var udarbejdet en overenskomst, i hvilken det var nøje fastlagt, hvordan Max Lester og Vald. Glückstadt også fremtidig skulle have en god eksistens sikret henholdsvis som direktør og som formand for bestyrelsen i det påtænkte Aktieselskab, inklusive en rigelig forsørgelse af deres ægtefæller eller andre eventuelle efterfølgere i forretningen.

Denne plan måtte opgives. Men så blev Emil Glückstadts nære slægtninge hjulpet på anden måde. I stedet overtog Landmandsbankens egen konto, der førtes under navnet “Konsortiet af 1. Februar 1917” diverse aktier, hvis værdi på posteringsdagen androg 400.140 kr., fra Valdemar Glückstadt mod godskrivning af 496.920 kr., og fra Max Lesters depot på samme måde aktier til en kursværdi på ca. 1.724.270 kr. mod godskrivning af 1.966.740 kr. Desuden overtoges fra Max Lester direkte aktier til reelt 712.900 kr. værdi for 812.600 kr. Således betalte Landmandsbanken til gunst for direktørens broder en overpris på 96.780 kr. og til gunst for direktørens svoger en overpris på 242.470 plus 99.700 kr. Desuden indbetalte “Konsortiet af 1. Februar 1917” for Valdemar Glückstadt 600.000 kr. og for Max Lester 400.000, kr., der i begge tilfælde betragtedes som afskrivning på engagementet. Man kan jo vel nok sige, at denne sag var flot ordnet!

Vedrørende konsekvenserne af disse transaktioner bemærkes i Kommissionsberetningen dernæst bl.a.: “Ved disse og de foran nævnte posteringer samt forskellige rentereguleringer forøgedes Vald. Glückstadts engagement i hovedsædet og Hørsholm afdeling således til i alt ca. 3,9 mil. kr. Denne gæld tænktes derefter ordnet således at der udsondredes et malerilån på ca. 1.375.000 kr., og som sikkerhed herfor

228

pantsatte Vald. Glückstadt sine malerier og kunstgenstande, der var vurderet til 1.439.250 mil. kr. Endvidere udsondredes et ejendomslån på ca. 1,7 mil. kr. Som sikkerhed herfor gav Vald. Glückstadt banken håndpanteret i nogle formentlig værdiløse aktiver, dels i nogle akkomodations-obligationer i hans lystejendomme “Kristinedal” og “Bel Colle” i Hørsholm samt i hans villa på Frydendalsvej. Det antages, at de nævnte aktiver ikke ydede dækning for lånet, idet værdien af dem ansattes til 1.581.700 kr. På Max Lesters engagement i Vesterbro-afdeling indbetaltes af Emil Glückstadt 560.655 kr., hvilket beløb Nordisk Oversøisk Handelsselskab skyldte Emil Glückstadt efter et gældsbevis; Nordisk Oversøisk Handelsselskab indfriede gældsbeviset på den måde, at beløbet debiteredes selskabets konto i banken. Dette firma havde i forvejen en betydelig gæld, og da firmaet ikke kan dække sine forpligtelser, betyder denne transaktion blot en overflytning af en del af Max Lesters gæld til Nordisk Oversøisk Handelsselskab.” Emil Glückstadt mente i øvrigt at måtte hjælpe yderligere, idet han til sikkerhed for Vald. Glückstadts og Max Lesters malerilån deponerede 700.000 kr. Landmandsbank-aktier og samtidig indestod over for sin bank som kautionist og selvskyldner for disse lån. Dog også hermed var gælden ikke bragt ud af verden, bl.a. fordi banken på dette tidspunkt ikke kunne realisere de deponerede aktier.

Resultatet var, trods alle hjælpeforanstaltninger af mere eller mindre legitim art, deprimerende. Gælden opgøres pr. 1. september 1922 endnu til ca. 17,2 mil. kr., idet der skyldes til Landmandsbanken:

 Ca. mil. kr. 
Af firmaet Max Levig & Co.6,8 
Af grosserer Max Lester7,1 
Af generalkonsul Vald. Glückstadt3,3 

Aktiverne, der skulle tjene til dækning af denne gæld, ansloges samtidig til en værdi af 9.884.860 kr., en taksation,

229

der desværre ikke slog til, da det senere viste sig, at navnlig vurderingssummerne for malerierne og de faste ejendomme var sat alt for højt.

Da den endelige afgørelse måtte træffes, blev firmaet Max Levig & Co. overdraget til et nystiftet aktieselskab under navnet Max Levig & Co.’s Eftf. A/S, i hvilket “Baltica” praktisk talt tegnede alle aktier. Som vederlag betaltes til de oprindelige indehavere af firmaet 500.000 kr. som goodwill og desuden skulle de have udbetalt hvert år til 1. juli 125.000 kr. for et tidsrum af 10 år. Fra 1. juli 1923 at regne fik d’hrr. Max Lester og Valdemar Glückstadt berettigelse til at tegne forsikringer for de forsikringstagere, som ikke havde tegnet forsikringer hos Baltica, Max Levig & Co. eller A/S Max Levig & Co.’s Eftf., og samtidig kunne de begynde at tegne co-assurancer i brandforsikring og driftstabsforsikring. Helt på bar bund stod de altså ikke, trods de milliontab, de ved deres forrykte spekulation havde påført Landmandsbanken.

Blandt de familiemedlemmer, der kunne glæde sig ved Emil Glückstadts særlige bevågenhed, befandt sig også John Levig, en broder til Max Lester, der endnu ikke var nået så vidt som til at tage navneforandring.

John Levig var bosiddende i Paris og havde før krigen der drevet en børsforretning, men måtte likvidere under krigen, da han var tysk statsborger. Kommissionsberetningen fortæller nu, at han efter krigen forsøgte at genopbygge sit firma for på denne måde at kunne bevare sit sæde som noteringsberettiget vekselerer i Syndicat des coullissiers. Men for at starte behøvede han penge, i alt 2 mil. Fr., og da det ikke var ham muligt at fremskaffe dette beløb i Frankrig, henvendte han sig til sin broders svoger, den meget formående bankdirektør Emil Glückstadt. Helt ubetænkelig var denne fremgangsmåde ikke, da John Levig ville opbygge sit vekselererfirma som et fransk kommanditselskab og ved gældende lov var bunden til,

230

ved en sådan retsform for foretagendet hovedsagelig at have fransk kapital investeret i foretagendet, henholdsvis at hovedsagelig franskmænd var interessenter. Men da der ikke fandtes franskmænd, som var villige til at sætte deres penge på spil hos jøden John Levig, måtte der skaffes kapital udefra.

Glückstadt var selvfølgelig i dette tilfælde, hvor det gjaldt om at støtte et medlem af familien, straks rede til at gribe ind. Der berettes: “Landmandsbanken ydede ham (John Levig) i oktober 1918 et midlertidigt lån på 100.000 Fr., og Glückstadt telegraferede fra Paris til Ringberg, at hvis denne intet fandt til hinder, foreslog han Landmandsbankens andel forhøjet med 250.000 Fr.; selv ville han deltage med 250.000 Fr. og foreslog Max Lester at tage det samme beløb. Der kom dog til at mangle en del i de 2 mil. Fr., og resultatet blev, at banken i oktober 1919 indskød en kommanditkapital af 550.000 Fr., som blev stillet til rådighed for selskabet i en franskmands navn, medens Glückstadt indskød 250.000 Fr., Max Lester 100.000 Fr. og en tredje broder, Rudolph Levig, 50.000 Fr. på John Levigs part. Endvidere fik han et midlertidigt forskud af Landmandsbanken på 250.000 Fr., der skulle tilbagebetales ved hjælp af hans tilsvarende andel af det likviderende selskab. Tilbagebetalingen fandt sted efter en del forsinkelser med halvdelen den 19. juli og halvdelen den 15. oktober 1920. Den Norske Handelsbank havde også ved Glückstadts bistand indskudt 250.000 Fr.”

Således kom det franske vekselererfirma John Levig & Cie, Paris i gang.

1921 kommer John Levig flere gange i forlegenhed, og hver gang behøver han kredithjælp aldeles omgående. I februar hjælper Landmandsbanken med 300.000 Fr. og 1 million Mark. Da de som sikkerhed givne papirer, 14.000 i Victoria Falls-coupons, må realiseres, må banken tage et tab på ca. 43.500 kr. I begyndelsen af juli måtte han atter have 300.000 Fr., og inden forudsætningerne for et nyt lån var blevet grundig undersøgt, stilledes der 200.000 Fr. til disposition for

231

ham mod 3 måneders veksel endosseret af en af de franske kommanditister. Emil Glückstadts fætter, Erik Glückstadt, rejste nu som Landmandsbankens repræsentant til Paris for at undersøge forholdene hos John Levig & Co., og han kom til det resultat, at der måtte stilles yderligere 800.000 Fr. til rådighed, deraf 500.000 Fr. straks, hvis forretningen skulle reddes. Som sikkerhed blev tilbudt nogle mere eller mindre tvivlsomme værdier. Erik Glückstadt frarådede bevilling af yderligere kredit, men Ove Ringberg mente, at Landmandsbanken nu ikke mere kunne trække sig ud af affæren og bevilgede de 800.000 Fr. mod en tvivlsom tabskaution fra Rudolph Levig på 50.000 Fr., og Emil Glückstadt hjalp videre, indtil lånene beløb sig til henved 2 mil. Fr. Trods alle pengetilførsler forringedes forholdene dog stadigvæk, og fallitten syntes til sidst uundgåelig. For ikke at få banken, der på ulovlig måde havde hjulpet med til oprettelsen af kommanditselskabet, blandet med ind i sagen overfor de franske myndigheder, udbetaltes efterhånden endnu yderligere ca. 1 mil. Fr.

Til slut var Landmandsbanken interesseret i firmaet John Levig & Co. med ca. 4½ mil. Fr. (godt 1½ mil. kr.), og pr. 31. 12. 1922 måtte den i første omgang afskrive 550.000 Fr. som sin andel i kommanditkapitalen og desuden en halv million kroner af sit tilgodehavende.

Til de nære slægtninge, Emil Glückstadt i særlig grad forsynede med store kreditter til foretagelse af de mest forvovne transaktioner, hørte endvidere fætteren Frederik Salomonsen, som nogle år før krigen arvede det personlige firma Levin & Salomonsen efter sin fader.

Selve firmaet, der var oprettet 1857, hørte til Landmandsbankens gamle forretningsforbindelser og drev oprindelig handel med huder, skind og uld, men var allerede før 1914 gået over til fabriksvirksomhed, idet det først påbegyndte et lille garveri i form af et aktieselskab og derefter indrettede en tilsvarende større fabrik på Lyngbyvej.

232.

Aktiekapitalen i det nye foretagende A/S Nordisk Læderfabrik, som 1915 udgjorde 300.000 kr., fremskaffedes navnlig ved hjælp af Landmandsbanken, hvor foruden Glückstadt også Ringberg og kommitteret Schack Eyber var stærkt aktive for at skaffe den fornødne kapital til veje. Sidstnævnte sammen med de foretagsomme direktører Julius Heilbuth og Frederik Salomonsen dannede aktieselskabets bestyrelse. Da det 1918 ved forordning bestemtes, at al uld i landet skulle udleveres til Uldcentralen, for så vidt den ikke hørte til tekstilfabrikkernes lagerbeholdning, så Fr. Salomonsen sig foranlediget til ved siden af sin læderfabrik også at oprette en klædefabrik, for således at være fritaget for afleveringspligten. Til dette formål købte han en lille klædefabrik i Dragør, hvor han opstablede den uld, han indvandt som biprodukt fra de i læderfabrikken behandlede fåreskind. For at efterkomme lovens bestemmelser, påbegyndte han dernæst 1919 en mindre betydelig fabrikation af grove klædevarer. Ved siden af sit personlige hovedfirma, som fortsatte produktforretningen, sad Frederik Salomonsen herefter inde med to fabrikker, der blev drevet som aktieselskaber. Nordisk Læderfabrik udvidedes endvidere under krigen med et vaskeskindsgarveri, 1918 og 1919 desuden med et krom- [sædvanligvis garvning af dyrehud til læder], hvid-, sems- [til vaskeskind] og barkgarveri. Foretagsomheden vokser altså stærkt hos fætteren.

Samtidig stiger balancen. Den androg hos hovedfirmaet, som ejer begge fabrikkernes aktiekapital, 1914 ca. 1 mil. kr., men 1918 allerede 5 mil. kr. Og da spekulationen i årene efter krigen rigtig tager fat, går det flot videre med udvidelsen af kapitalinteresserne. Ultimo 1919 udgør balancen efter firmaets egen opgørelse 9,8 mil. kr., ultimo 1921 endog 11,7 mil. kr. Og aktiverne frembyder alt imens et meget broget billede. Der opføres her foruden fabriksanlæggene på Lyngbyvej, i Odense, Herning og Dragør, et motorskib “Nevenklint” (ultimo 1919 ansat til 144.000 kr., ult. 1921 værdien reduceret til 67.000 kr.), desuden en villa i Springforbi, som modsat motorskibet stiger i værdi, grundet på forskellige

233

luksuriøse indretninger, således at den ultimo 1919 ansættes til 210.000 kr. og to år senere til 550.000 kr. Firmaet ligger derhos til stadighed med et uforholdsmæssig stort varelager i huder, skind og uld, der efter krigen opgøres til en værdi på rigelig 1,5 mil. kr. og ultimo 1921 endnu fastsattes til ca. 1 mil. kr. Alt vidner om et særlig kraftigt initiativ, men også om en betænkelig tilbøjelighed til at føre et flot levned. Det er krigskonjunkturerne, der danner grundlaget for den hastige udvidelse af forretningerne. Medens overskuddet 1913 kun havde andraget et beskedent beløb på 20.000 kr., steg det til 150.000 kr. i 1916, ydermere i 1917 til 450.000 kr., i 1918 til 725.000 for derefter i 1919 at dale til 458.000 kr.

Alt såre vel, hvis forretningen derved altid havde hvilet på et sundt grundlag. Men netop herpå skorter det. Udvidelserne foretages hovedsagelig i den dyre tid, 1919, og de hermed forbundne omkostninger kan ikke bestrides af et stigende udbytte i forretningen, men må dækkes ved lån. Ultimo 1919 er Landmandsbanken opført på passivsiden med 6,4 mil. kr., dvs. med 10 gange så meget som i 1915. Salomonsens egenkapital udgør ifølge status kun 1 2/3 mil. kr. Det store lånebehov kan imidlertid til dels også forklares ved, at de i fabrikkerne producerede varer til en stor del ophobes på lagre i forventning om, at gunstigere konjunkturer vil bringe større gevinst ved afsætningen. Navnlig sælges intet af de grove klædevarer i tide, da Salomonsen ikke mente at kunne nøjes med den maksimalavance, aftalen mellem Den overordentlige Kommission og tekstilfabrikant-foreningen vedrørende prisberegningen på tekstilvarer hjemlede. Resultatet er, at tilgodehavendet i klædefabrikken og læderfabrikken ultimo 1920 udgør ikke mindre end 6 2/3 mil. kr., medens selve fabriksbygningerne er opført til ca. 1.870.000 kr.

Da Centralanstalten 1920 får ordre til at foretage en kritisk revision af firmaet Levin & Salomonsens regnskab — formodentlig på foranledning af Landmandsbanken — viser det sig, at hr. Salomonsen ikke er særlig tilbøjelig til at lade

234

sig kigge i papirerne. Han er dog den mægtige direktør Glückstadts fætter; hvorfor skulle han så lade sig kontrollere? Revisor Locht taler i sin beretning til direktør Rothe i Landmandsbanken om hr. Salomonsens ubeherskede optræden, der havde gjort det umuligt at trænge til bunds i alle punkter. I sine fortrolige informationer bemærker revisoren endvidere: “Vi har som meddelt i vor offentlige beretning ikke på noget punkt haft den for en fuldstændig vurdering nødvendige sagkyndige assistance, og vi tvivler ikke om, at en sagkyndig vurdering af samtlige aktiver ville forværre resultatet i nogen grad. Opmærksomheden skal også fæstes på de aktiver, om hvilke vi slet ikke har villet udtale noget bestemt, f.eks. motorskonnerten, automobilerne, villaen, de tyske ejendomme, der sikkert alle må nedskrives betydeligt for blot at nå ned til en rimelig brugsværdi.” Der peges endvidere på, at sikkert også klædefabrikken i Dragør var ansat for højt i værdi, og det konstateres til slut, at “hr. Salomonsen har udvidet sin fabrik udover rimelige grænser”, og at “han nu ikke har overblik over selve fabrikationen”, hvortil føjes den meget sigende bemærkning: “I de sidste to år har han haft fire forskellige hovedbogholdere, hvilket ikke hjælper til god bogføring.” Landmandsbanken var altså blevet grundig advaret, men foretog sig intet. I Bankkommissionens beretning slutter man heraf, at banken i virkeligheden ikke selv har ønsket at få fuld klarhed over Salomonsens virkelige stilling! Havde man grebet kraftigt ind straks efter denne beretning, ville der efter kommissionens opfattelse have været mulighed for i nogen måde at begrænse det endelige tab.

Erkendelsen af, at der må foretages energiske skridt til varetagelse af bankens interesser slår først igennem i efteråret 1922, da Landmandsbankens tilgodehavende hos firmaet Levin & Salomonsen er steget til ca. 12 mil. kr. — Ingeniør Alfred Hertz*, der foretager en grundig gennemgang af regnskabet, …

*) selvsamme mand var siden 1918 formand i direktionen for Akts. M. I. Ballin’s sønner og Hertz’ garverier og skotøjsfabrikker, det mægtige konkurrencefirma, der selv netop i samme tidsrum stod over for sammenbruddet og i juni 1923 blev rekonstrueret, efter at aktiekapitalen var blevet nedskrevet til 5 pct. direktør Hertz virkede her som Landmandsbankens særlige tillidsmand!

235

… konstaterer, ud over det allerede kendte, et yderligere tab på 6 mil. kr. og gør navnlig opmærksom på Frederik Salomonsens store spekulationsgæld, der opgøres til ikke mindre end 1.125.000 kr.! Da Bankkommissionen til slut i efteråret selv foretager en korrektur af den af Hertz udarbejdede status, efter hvilken underskuddet måtte sættes til 5,4 mil. kr., beregnes dette underskud til ikke mindre end 7 millioner kroner. Endvidere havde Landmandsbanken allerede forud afkøbt vekselerer J. S. Salomonsen en fordring mod fabrikanten Fred. Salomonsen på ca. 1,1 mil. kr. for kun 366.000 kr.! Spekulationsgælden var opstået ved børsengagementer, som førtes både hos Landmandsbankens Vesterbro-afdeling og vekselerer I. S. Salomonsen. Førstnævnte engagement foretoges imidlertid i hovedsædet, medens blot kontoen førtes i nævnte afdeling, således at Glückstadt måtte være fuldt vidende om de herhen hørende transaktioner. Børsspekulationen var allerede blevet påbegyndt før verdenskrigen og tog en rivende udvikling under krigen; 30. 6. 1914 skyldte Salomonsen på denne konto banken ca. 236.000 kr., men gælden steg: 31. 1. 1917 til ca. 966.000 kr., 30.11. 1918 til 1,8 mil. kr., 16. 9. 1922 udgjorde gælden endnu 1,1 mil. kr., mod depot i Landmandsbank- og Ballin & Hertz-aktier til en samlet værdi af ca. 207.000 kr.; det udækkede beløb androg herefter 0,9 mil. kr.! Hos vekselerer I. S. Salomonsen havde den driftige børsspekulant Fred. Salomonsen et a meta-engagement med den ligeså hasardiøst anlagte racefælle fra firmaet Ballin & Hertz, direktør Hugo Rothenberg (se nedenfor 2 g), hvorved den samlede spekulationsgæld endnu i efteråret 1922 udgjorde noget over 1 mil. kr. Med hensyn til spekulationen ved Landmandsbanken bemærkes i

236

Kommissionsberetningen (s. 325): “Landmandsbankens direktion kendte Levin & Salomonsens engagementer i Landmandsbankens hovedafdeling såvel på forretnings- som på bygge-konti og må have pligt til at kende et filial-engagement af en sådan størrelse, at det kan give tab på 1 mil. kr. At Frederik Salomonsen og Emil Glückstadt var fætre, medfører en dobbelt pligt for Glückstadt til at vide besked, selvom det ikke befrier bankens øvrige direktører fra deres pligt til at kende engagementet.”

Blandt de årsager, der førte til de store tab på det her omhandlede firma, fremhæver kommissionen navnlig, at der i fabrikkerne under en udpræget nedgangsperiode produceredes til lager, og at læderfabrikken var anlagt på en i forhold til afsætnings-mulighederne alt for stor produktion. Med hensyn til klædefabrikationen var der ifølge beretningen endvidere af fhv. direktør i Nordisk tekstil A/S, hr. Axel Abrahamsen, blevet konstateret, at det ved den oplagrede produktion drejede sig om udprægede krigsklædevarer, og at tabet herpå sikkert ville andrage mere end de beregnede 1 million kroner. I beretningen kritiseres endelig hr. Fred. Salomonsens store privatforbrug. 1909–12 havde det kun andraget lidt over 2.000 kr. årlig. Men da så krigskonjunkturerne øgede indtægterne, steg også livsfornødenhederne. 1913 og 1914 lå forbruget omkring 20.000 kr., 1915 og 1916 omkring 30.000 kr., 1917 når det op til 63.000 kr. og senere stiger årsforbruget til 177.000 kr. foruden skatter og livsforsikringspræmier! Den herskabelige villa i Springforbi karakteriseres bl.a. ved et hønsehus til 20.000 kr.! Flot skulle man naturligvis leve, så længe man kunne få den fornødne kredit hos Landmandsbanken.

Bankkommissionens hovedkritik mod Landmandsbanken i foreliggende sag sammenfattes i følgende ord: “Ser man på balancens hovedsum, vil man forundre sig over, hvorledes en balance, der var på ca. 2/3 mil. kr. før krigens udbrud, er firedoblet ved udgangen af 1917, er blevet til 5 mil. kr. i

237

1918, 10 mil. kr. i 1919 og til 14½ mil. kr. i oktober 1922, og det synes mærkeligt, at den stærke stigning i Landmandsbankens tilgodehavende fra ½ mil. kr. i 1914 til 2 mil. kr. i 1918, til 8½ mil. kr. i 1919 og til 12½ mil. kr. ultimo 1922 ikke tidligere har vakt betænkelighed hos Landmandsbankens ledelse eller foranlediget den til at skaffe sig klarhed over, i hvilket omfang engagementet kunne betragtes som sikret gennem de bogførte værdier.”

Efter Landmandsbankens sammenbrud blev Nordisk Læderfabrik omdannet til et aktieselskab med en kapital på 3 mil. kr. direktør Hertz trådte ind i selskabets bestyrelse, medens Frederik Salomonsen, der jo også efter Hertz’ opfattelse havde vist mindre heldige egenskaber, forblev som direktør! De Københavnske ejendomme samt villaen og ejendommene i Berlin, der formodentlig var købt i sammenhæng med markspekulationer, blev overtaget af Landmandsbanken, og kommissionen formoder, at også Nordisk Klædefabrik blev overtaget af samme bank. 1922 afskrev banken i alt 4½ mil. kr. på konto Levin & Salomonsen.

Katastrofen var stor; men Frederik Salomonsens anseelse led alligevel ikke nogen skade, selv ikke efter at fætter Emil Glückstadt var gledet ud af spillet.
 

En ejendommelig skæbnens ironi føjede det således, at det netop blev et tilfælde, hvor Emil Glückstadt havde understøttet en af sine slægtninge på en ikke særlig påfaldende måde, der skulle have skæbnesvangre konsekvenser i procesførelsen mod ham. Der tænkes her på sagen frk. Anna Raffel.

Sagen behandledes for Landsretten den 15. juni 1923. Frk. Raffel førtes som vidne. Af forhandlingerne fremgår, at denne kusine til Emil Glückstadt i 1914 eller 1915 fik lov til at spekulere med sine i banken beroende sparemidler. Dog kun i begrænset målestok. Højst måtte hun købe effekter for 4.000 kr. ad gangen. Hun rådførte sig af og til med

238

fætteren samt med underdirektør Nikolaysen, om hvilke papirer hun skulle købe. Der blev kun spekuleret i Ø.K. og D.F.D.S.-papirer. 1918 eller 1919 viste det sig, at spekulationerne bragte tab. Det voksede, udgjorde til sidst et beløb på 70–80.000 kr. Frk. Raffel var fortvivlet. Hun søgte at få en forhandling med fætter Glückstadt, men han var aldrig at få i tale, var altid undervejs. Endelig, efter hans hjemkomst fra Paris den 22. december 1920, mødte hun ham en skønne dag på gaden ude foran Landmandsbanken. Hun fortæller nu om sin nød, og han lover straks at hjælpe, idet han erklærer: “Når jeg betaler det, du skylder i banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig; så synes jeg, du må få din familie til at hjælpe dig ellers.” Hvortil frk. Raffel i vidneforklaringen kun har at bemærke, at “Det var jeg ham meget taknemmelig for.” På rigsadvokatens forespørgsel, om hun havde fået det indtryk, at Glückstadt ville dække tabet af egne midler, og at det ikke var banken, der skulle betale pengene, svarer frk. Raffel ordret: “Nej, det tror jeg ikke. Han sagde rent ud til mig: Når jeg betaler, hvad du skylder i banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig — og det syntes jeg jo også — så må du lade din familie hjælpe dig med resten.”

Gælden blev dækket, dog ikke af Glückstadt personlig, men af bankens egen konto “Konsortiet af 1. Februar 1917”.

Rigsadvokaten bemærker i tilknytning til den her behandlede vidneforklaring, at den kan tjene som bevis på, hvor lidet pålidelig direktør Glückstadts forklaring var, når den gik ud på, at det i alle tilfælde var Ringbergs delvis uforsvarlige dispositioner, som havde foranlediget ham til at mene, at banken var forpligtet til at overtage samtlige de tab, som forelå ved januar 1921. Her viste det sig, at Glückstadt selv havde tilskyndet børs-spekulationerne, havde givet gode råd, og da han endelig må indse, at der herved er blevet frk. Raffel påført tab, erklærer han selv at ville betale det, der skyldes i banken, dvs. de 70–80.000 kr. Rigsadvokaten resumerer: “I de samme dage, bestemmelsen om at overføre

239

beløbet træffes, må han altså huske og være klar over, hvad det er, han foretager med hendes konto. Efter hendes forklaring lover han hende personlig at ville dække beløbet, og det sker altså på den måde, at han lader banken gøre det.”

Det var et af de forhold, Glückstadt blev dømt for. Han ansås for helt eller delvis at have ansvaret for, at underskuddet på frk. Raffels konto, der blev opgjort til 83.397,38 kr., blev dækket med bankens midler på den skildrede måde.

Fru Laura Glückstadt, der 1929 publicerer forsvarsskriftet for sin mand, harmes navnlig over denne sag. Hun forstår ikke, at denne kusine til hendes mand har turdet sige sandheden, karakteriserer hende som “en lidt sygelig og omstændelig person” og erklærer endog, at hun selv “kendte denne slægtnings ejendommelige konfusion og konfusionsevne”. Hun tillader sig at ironisere over, at rigsadvokat Topsøe-Jensen har spurgt frk. Raffel, om hun havde “fået lov” til at spekulere i Landmandsbanken, omendskønt vidnets forklaringer selv gav grund nok til netop denne formulering! Følgende Replikskifte viser det:

Rigsadv.: Talte De også med deres fætter derom?

R.: Ja, når der var noget, der skulle købes.

Rigsadv.: Var det så ham, De rådførte Dem med?

R.: Ja, så fik jeg lov til det.

Rigsadv.: Måtte De have lov til det?

R.: Jeg måtte have tilladelse af ham.

Fru Glückstadt mener i sit skrift at måtte gå ud fra, at hendes mand intet havde med dispositionerne vedrørende “Konsortiet af 1. Februar 1917” at gøre, og at sigtelsen for bedrageri i dette tilfælde var aldeles ubegrundet. Med sin fra først til sidst ligeså spidsfindige som uvederhæftige bevisførelse konkluderer hun til slut som følger: “Nu kunne der være to meninger om, hvad sådant et gademødes ord indeholdt; min mand ville måske berolige den altererede slægtning, for hvis økonomiske sorger han ikke havde ansvaret, og som var en fuldkommen værdiløs skyldner for banken, med, at hun

240

ikke fra den havde noget at frygte. Mere kunne han i alt fald ikke tænke sig, at hun ønskede at vide. Og noget løfte til banken om at tage denne ham uvedkommende gæld på sig, skal der dog vist en dommer-fordom til at få ud af den samtale. Nej, banken havde slet ingen ret imod ham.” Hun tør altså tale om — dommer-fordom! Men hun skylder jo så unægtelig forklaring på, hvorfor Glückstadt ikke kunne påvise, at han havde betalt gælden selv, således som han havde lovet det, og hun skylder forklaring på, hvorfor tabet blev overført til det så ominøse Konsortium af 1. Februar 1917.

Det er ikke, som fru Glückstadt ironisk mener, en med “sjælden finhed” ført anklage, men nøgtern konstatering af kendsgerninger, når rigsadvokaten bemærkede i forhandlingen den 16. juni 1923: “Vi hørte i går frk. Raffel stå her i vidneskranken og forklare, at hun, efter at hun var blevet rådet af sin fætter til i små partier, afpasset af hendes ringe forhold 4.000 kr. ad gangen, at spekulere, og det var gået ned ad bakke for hende, og hun følte sig ulykkelig over den situation, hun var kommet i, så prøvede på at træffe sin fætter, til sidst måtte passe ham op på gaden for at få hans hjælp og råd til, hvad hun skulle gøre, og han så hjalp hende ædelmodigt og sagde: De 80.000 kr. betaler jeg; men indtrykket af ædelmodigheden svandt, når man vidste, at han et par dage efter lod banken overtage disse penge [tabet]. forsvareren siger, at det var en hastig samtale, og der var ikke givet noget løfte fra Glückstadts side. Hendes forklaring går bestemt ud på, at det var et løfte. Det er kun et lille træk, dette her; men det viser dybt ind i det virkelige forhold. Godgørenhed i det stille har måske ikke ligget slet så meget for Glückstadt som godgørenhed, hvor der var tale om at kunne stille sig i et vist relief udadtil”.

Landsretten statuerede herefter også med rette bedrageri efter Straffelovens § 251.

241

Når direktør Emil Glückstadt kunne sørge for sine egne på den skildrede måde, kunne Ove Ringberg det vel også. Og han havde heldigvis også en broder, fætre og svogre, der fandt lyst til at gøre sig den rundhåndethed til nytte, disse formående bankmænd af princip viste overfor slægt og venner. Da Ringberg imidlertid ikke var jøde, var det mere undtagelsesvis — denne gang ikke-jødiske forretningsmænd, der profiterede af Landmandsbankens lånepolitik.

Ove Ringberg havde bl.a. en fætter, hr. Boie Fritz-Rasmussen i Sakskøbing, der var direktør i firmaet A/S Fritz Rasmussen & Co., Sakskøbing, en forretning i korn, foderstoffer, kul, trælast osv., som var grundlagt af den nævntes fader 1880 — og 1912 efter faderens død var blevet omdannet til et aktieselskab. Før verdenskrigen havde dette selskab kun et beskedent engagement hos Landmandsbankens Nakskov-filial, og også under krigen holdt gælden sig inden for rimelige grænser. Men fra 1918 bliver Fritz-Rasmussens virketrang større, og selskabet påbegynder nu under hans initiativ mere storslåede foretagender. Penge er der jo nok af. Direktøren har sine forbindelser til Landmandsbanken i orden, så det aldrig vil kunne mangle på den til udvidelsen af forretningerne fornødne kapital. Nu skal der bygges, handles og spekuleres, så det forslår noget. April 1918 stiftes på Boie Fritz-Rasmussens initiativ et aktieselskab til anlæg af et A/S Sakskøbing Skibsværft, på hvilket der skal bygges træskibe til 5-600 tons d.w. [deadweight tonnage, et skibs løftekapacitet med besætning og forsyninger] – Formand i bestyrelsen bliver naturligvis den dygtige og initiativrige Fritz-Rasmussen, medens den øvrige bestyrelse består af tre bønder fra egnen, en sparekassebestyrer og en forretningsfører. Da aktierne er udstedt med pålydende 250 kr., er aktiekapitalen fordelt på mange hænder. Skibsbygningen påbegyndes. Før imidlertid det første skib på værftet er færdigbygget, gør vanskelighederne sig for alvor gældende. Prisfaldet kuldkaster alle kalkulationer, og skibsværftets bestyrelse erkender, at der må regnes med store tab. Direktørens anseelse står på spil.

242

Men han vil redde æren, og derfor tilbyder han aktionærerne en særlig gunstig afvikling af foretagendet, hvorved hans eget firma A/S Fritz-Rasmussen & Co. overtager værftet mod en rundelig affindelse af aktionærerne. Overenskomsten kommer i stand, og resultatet er, at sidstnævnte selskab alene på dette engagement senerehen lider store tab. 1918 overtog selvsamme selskab endvidere Sakskøbing Dampmølle, hvis formalingsevne straks udvides til ca. 50.000 tdr. korn årlig, medens der opførtes et særligt losningsanlæg for firmaet ved havnen.

Disse foranstaltninger fremkalder selvfølgelig et stadig stigende kreditbehov. Gælden vokser fra år til år. Medens den ultimo 1918 andrager 250.000 kr., stiger den til 1.070.000 kr. ultimo 1919, 1.785.000 kr. ultimo 1920 og 2.791.000 kr. ultimo 1921. Da katastrofen ikke mere kan skjules, undskylder Boie Fritz-Rasmussen sig selvfølgelig som alle spekulanter i gullasch-perioden med, at det er konjunkturerne, der har slået ham ud. Således erklærer han på sit selskabs generalforsamling den 6. maj 1921, at “den store konjunkturforandring, der var indtruffet i slutningen af forrige år, havde selvfølgelig også berørt dette selskab. Særlig på foderstoffer var der lidt store tab.” 1922 forsøgte de banker, der havde tilgodehavender i det Fritz-Rasmussen’ske selskab, at gennemføre en rekonstruktion ved at indskyde en præference-aktiekapital på 1.710.000 kr., men også denne ordning holdt ikke. Men så hjalp direktør Ringberg sin kære fætter Boie Fritz-Rasmussen. Landmandsbanken gik med til at udløse de andre banker, der havde tegnet præferencekapital, så den selv blev eneste kreditor. Selskabet blev derefter forsynet med den fornødne driftskapital. Hertil bemærkes i Kommissionsberetningen: “Vi ser atter her Landmandsbanken delvis udløse en af sine svage debitorers øvrige kreditorer for selv at blive ene-kreditor med en forøget risiko, en politik, der her som andet steds medførte, at selskabet kunne føres videre, uden at de virkelige tab konstateredes.”

243

I 1923 opgjordes selskabets samlede tab til hen imod 3 mil. kr., af hvilke der kunne skaffes dækning for 1 mil. kr., således at et tab på ca. 2 mil. kr. forblev udækket. Medvirkende til denne uheldige udvikling var foruden fejlagtige dispositioner i handelsvirksomheden direktør Boie Fritz-Rasmussens overdrevne privatforbrug, der endda havde ført til, at han ved sin fratrædelse stod med 50.000 kr. i gæld til sit firma. Desuden var vanskelighederne fremkaldt ved lån til nogle af direktørens nærmeste familiemedlemmer. Således skyldte i november 1921 proprietær Oscar Fritz-Rasmussen ca. 170.000 kr. til selskabet, enkefru Camma Fritz-Rasmussen 60.000 kr. og Fritz-Rasmussens Manufakturforretning, som ejedes af sidstnævnte, ca. 25.000 kr. I alt androg alene familiemedlemmers gæld til selskabet ikke mindre end godt 300.000 kr. Som tab måtte senere afskrives for Oscar Fritz-Rasmussens vedkommende 173.000 kr. og for Boie Fritz-Rasmussens vedkommende 52.000 kr.! Men sidstnævnte blev også på anden måde en dyr mand for Landmandsbanken, idet han også hørte til bankens spekulationskunder og til aktiespekulation i hovedsædet havde fået indrømmet en blankokredit på kontokurant, på hvilken der til sidst var udlånt ca. 700.000 kr. Den 16. september 1922 skyldtes endnu 688.000 kr. Som sikkerhed henlå til dette tidspunkt i depot 100.000 kr. D.F.D.S.-aktier (værdi ca. 60.000 kr.), 500.000 kr. aktier i A/S Fritz-Rasmussen & Co. samt forskellige livsforsikringspolicer, af hvilke såvel det ene som det andet var uden værdi. Her forblev altså et beløb på ca. 630.000 kr. udækket!

Lignende stod det til med Ringbergs to svogre E. P. L. Frigast og Povl Frigast i København. Den førstnævnte begyndte småt i den maskintekniske branche 1915, oprettede derefter i 1916 sammen med en forretningsven et interessentselskab under navnet: Københavns værktøjsfabrik, med det formål at producere økser og håndværktøj for det russiske marked. Da de økonomiske forhold i Rusland brød sammen, led firmaet, som i mellemtiden i stigende grad var blevet finansieret

244

af Landmandsbanken, meget store tab. Ultimo 1921 udviste status for E. P. L. Frigast’s eget firma og for interessentselskabet et samlet tab på i alt 1.382.000 kr.; tabet var i virkeligheden større. Bankens tilgodehavende beløb sig til ca. 3.452.000 kr. — svogeren Povl Frigast havde siden foråret 1915 en sølvvarefabrik. Han arbejdede ligeledes med store kreditter og havde, omendskønt virksomheden var begyndt under ret beskedne former, 1922 til Landmandsbanken en samlet gældsforpligtelse på 2.962.000 kr. Bankens tab formodedes i dette tilfælde at ville andrage ca. 1,5 mil. kr. Også her kom altså direktør Ringbergs hensyntagen til familieinteresser banken dyrt at stå.

c) Februar-kontoen 1917.

Anledningen til oprettelsen af denne konto var indledningen af den uindskrænkede ubådskrig fra den 1. februar 1917; den skabte panik på Børsen, fremkaldte et større kursfald, navnlig for skibspapirernes vedkommende, og gav stødet til, at Fondsbørsen for en tid blev lukket. Da bankens specielle kunder i særlig grad var interesseret i de nævnte papirer, anså direktørerne Glückstadt og Ringberg det for påkrævet at gennemføre særlige hjælpeforanstaltninger til fordel for dem. Resultatet af overvejelserne i denne sag var, at der oprettedes en med særlige midler forsynet konto, der skulle give dækning for de på de privilegerede spekulationskonti opståede tab. Bankdirektørerne følte sig, som det senere forklaredes af Glückstadt i undersøgelsen og i domsforhandlingerne, forpligtet til at gennemføre en sådan foranstaltning, da dispositionerne på disse konti til dels var foretaget fra direktionens side uden kundernes medviden.

Med hensyn til Februar-kontoens oprettelse hævdede Glückstadt — hvad der selvfølgelig også understreges meget …

 


Emil Raphael Glückstadt.
Født 24. 8. 1875 Kbh., død 24. 6. 1923 s.st.
Landmandsbankens adm. direktør 1910-23.

 

 
 Mænd fra Februar-kontoen. 
 


Christopher Hage.
Medlem af ministeriet
C. Th. Zahle.

 


Hrs. Frits Bülow.
Medlem af ministeriet
Klaus Berntsen.

 

 
 


Valdemar Glückstadt.

 


Max Lester-Levig.

 

 
245

… kraftigt i fru Glückstadts 1929 udgivne forsvarsskrift — at dette var sket med etatsraad Andersens tilslutning, en tilslutning, der måtte anses for at være nødvendig, da midlerne stilledes til rådighed fra en Ø.K. tilhørende konto. Vedrørende denne ordnings forhistorie meddeler fru Glückstadt endvidere bl.a., at hendes mand og direktør H. N. Andersen gentagne gange havde været partnere i spekulationen i Ø.K.’s aktier, og ved verdenskrigens udbrud havde en konto på ca. 2½ mil. kr. aktier, senere kaldet “Konsortiet af 23. April 1915”, der — som forfatterinden selv beretter — “omkring årets midte, efterhånden som kurserne steg, kunne uddele 710.000 kr. aktier til deltagerne som gevinst.” De oprettede desuden i februar 1915 i fællesskab “Ø.K. Opkøbskonto A.”, med 1.200.000 kr. aktier til kurser mellem 600 og 700, og fru Glückstadt mener, at de sikkert også var fælles om det samtidige syndikat med 1 mil. kr. aktier fra det nystartede Østasiatiske Plantagekompagni, som tjente så udmærket i maj 1917. Da nu tilbageslaget indtrådte i februar 1917, lå Landmandsbanken endnu med 9–10 mil. kr. af kompagniets aktier og med over 5 mil. kr. af det ligeledes H. N. Andersen’ske dampskibsselskab Orient’s aktier. Der bestod altså et meget snævert samarbejde mellem Landmandsbankens og Ø.K.’s ledende mænd, hvilket efter fru Glückstadts fremstilling måtte gøre det forståeligt, at etatsraad Andersen gik med til den i de første februardage 1917 trufne ordning. Det var også, mener fru Glückstadt, aldeles rimeligt, idet det jo navnlig var papirer fra de H. N. Andersen’ske dampskibsselskaber, der hørte til de i Landmandsbanken beroende afsvækkede børseffekter.

Det første beløb, som indbetaltes på Februar-kontoen 1917, blev altså overført fra Ø.K.’s konto “Dansk Soyakagefabriks seperatkonto” og stilledes til rådighed som sikkerhedsfond for den af Landmandsbanken indrettede konto, der fik navnet “Konsortium af 1. Februar. 1917”. Konsortiets konto krediteredes den 3. februar 1917 med 2.237.801. kr. 73 øre

246

fra kontoen “Soyakagefabrik”. Derefter overtog konsortiet i alt:

Nom. kronerTil kursKr. 
1.128.000 D.F.D.S.3604.060.800 
846.000 Ø.K.5604.737.600 
157.000 Ø.P.300471.000 
552.000 Orient(458,55)2.531.200 
  ------------ 
  11.800.600 

Papirerne blev overtaget for i alt 31 af bankens kunder, og til dækning af det ved overtagelsen opståede “underskud” debiteredes der konsortiet de lige nævnte 2.237.801 kr. Selve de enkelte børsspekulanter fik ingen meddelelse om denne transaktion, derimod fik bankens delegation ifølge delegationsprotokollen, oplysning om sagen. Det skete på følgende måde:

“Direktionen meddelte, at den fra en del private kunder havde overtaget aktier i Det Forenede Dampskibs-Selskab, Det Østasiatiske Kompagni og Orient til de priser, der fandtes ved Børsens lukning på grund af den udvidede blokade; det drejede sig for det væsentligste om aktier, som banken havde solgt af egne beholdninger. De differencer, der var opståede, var bragt ud af verden uden at influere på bankens overskud.”

Fremstillingen var formelt rigtig, da der var skabt dækning ved den sikkerhedsfond, der stilledes til rådighed af kontoen: “Soyakagefabrik”. Dog er det forblevet et åbent spørgsmål, hvorvidt H. N. Andersen havde givet udtrykkelig tilladelse til overførslen fra Soya-kontoen. Domsforhandlingerne den 14. april 1923, som behandles udførligere i afsnittet 4 f viste dette til fulde. Etatsråd Andersen selv bestred at have givet sit samtykke. (jvf. s. 540 flg.).

247

Hvem der så end havde ret i sine forklaringer, så blev Andersens vidnesbyrd taget til troende, og Glückstadt blev dømt.

Blandt de 31 kunder, der blev hjulpet i denne omgang, befandt sig som nævnt Valdemar Glückstadt, Max Lester og flere andre jøder. På hvilken måde støtteforanstaltningerne i det enkelte blev gennemført er allerede blevet belyst for enkelte forholds vedkommende, men hertil skal der her anføres et for de Glückstadt’ske forretningsmetoder særlig karakteristisk eksempel. I Bankkommissionens beretning meddeles, at der den 18. 11. 1916 på kontiene 26.197 og 28.079 var blevet købt 40.000 D.F.D.S. og 40.000 Orient uden indbetaling; kontiene førtes under navnet hr. J., medens den berettigede var vedkommendes hustru fru J. Vedrørende sidstnævntes forklaring til rigsadvokaten bemærkes (bilag, s. 57): “Fru J. har forklaret, at hun engang traf Glückstadt ved et selskab på “Sølyst”, og han spurgte, hvorfor hun aldrig havde henvendt sig til ham om at bestyre hendes pengesager, hvortil hun svarede, at dels hadede hendes mand alt, hvad der hed spekulation, og dels havde hun ikke selv så mange penge, at der kunne være tale om det. Nogen tid efter henvendte hun sig dog i banken og sagde til Glückstadt, at hun tog ham på ordet, og afleverede samtidig en sparekassebog på ca. 38.000 kr. og bad ham administrere pengene for hende, idet der tilføjedes, at hun ikke havde kendskab til de ting og helt overlod det til ham. Hun kender intet til, at banken den 2. februar 1917 havde overtaget et tab på 135.279 kr. 05 øre, og har ikke kunnet vide besked dermed, da hun aldrig har vidst, hvad der var købt på kontoen, og ej heller fået kontokuranter eller afregninger.”

Denne episode får sin særlige betydning ved, at Glückstadt — som det fremgår af retsforhandlingens beretninger af 14. april 1923 — med dette sit ejendommelige tilbud henvendte sig — til fru admiral Richelieu, hvis mand var selve formanden i bankbestyrelsen! Da Richelieu blev forhørt

248

vedrørende denne sag, erklærede han overfor rigsadvokaten, at han først i oktober 1922 fik noget at vide om denne sag ved, at banken sendte en kontokurant til ham, som han ikke kendte noget til, og som han derfor sendte tilbage til banken. Da rigsadvokaten gør opmærksom på, at kontoen jo lød på hans navn, erklærede Richelieu: “Men det har været en fejl. Derved fik jeg denne kontokurant, og jeg sendte den tilbage til banken; derved fik jeg en forklaring på det, og så sendte de en kontokurant til rette vedkommende.” På tre forespørgsler fra rigsadvokatens side, om han da slet ikke kendte noget til sagen, svarede Richelieu tre gange: “Nej!”

Den sikkerhedsmargin for Februar-kontoen, der var skabt ved hjælp af konto “Soyakagefabrik”s midler, viste sig 1917 snart at være overflødig, da de afsvækkede papirer meget snart skulle stige i kurs igen, således at konsortiet kunne afhænde de overtagne effekter uden tab og mod slutningen af 1917 endog havde indvundet en nettoavance på ca. 650.000 kr. Denne sag var altså foreløbig løbet heldigt af, men dermed blev transaktionen jo lige ulovlig, da indtægten på konsortiets konto selvfølgelig under alle omstændigheder måtte blive bankens, eftersom det drejede sig om bankens egen konto. Rigsadvokaten resumerer derfor også, at bankdirektør Glückstadt selvfølgelig ikke måtte anvende beløbet til dækning af banken uvedkommende spekulationstab. Fru Laura Glückstadt mener ikke at kunne godkende dette synspunkt og bemærker desangående følgende: “Men: når “spekulationstabet”, det kalkulerede, ikke nogensinde bliver konstateret, men dækker sig selv (og altså også den uden tab for banken af nogen art afsatte sikkerhedskonto) og derudover endda bringer gevinst — når banken altså netop i juli får alt, hvad der kan tilkomme den, uden længere at have panikrisikoen fra de overtagne konti — hvorledes kan så transaktionen indeholde bedrageri? Påvis én øres tab!” (s. 98.)

Mesterlig argumenteret; men dermed bringes ikke den kendsgerning ud af verden, at “Konsortiet af 1. Februar 1917” var

249

en konto, der tilhørte banken. Denne argumentation slår i øvrigt også fuldstændig klik over for den situation, der 1921 og senere opstår med hensyn til Februar-kontoen.

Enkelte af posterne, der oprindeligt var overdraget til det ominøse konsortium, blev videreført, og jævnlig blev i de følgende år nye tab overført, alt imens bankens direktører fortsatte med at spekulere i børspapirer for forskellige kunders regning på samme måde som tidligere. Derved krediteredes Konsortiet af 1. Februar 1917 i efteråret 1919 med et beløb på ca. 2,6 mil. kr. af bankens egne midler, og den 15. februar 1921 med 9.945.248,24 kr.

Angående det førstnævnte beløb oplyses i Bankkomissionens beretning (bilag s. 60 f.), at Konsortiet af 1. Februar 1917 den 24. november 1919 blev krediteret med 2.620.571,12 kr. med tekst “indbetalt D.S.S.” Beløbet var indtjent derved, at Landsmandsbanken ved opløsningen af kommanditselskabet Dansk Søfartsselskab opnåede en avance på 1.877.102,73 kr. og ved opløsningen af konsortiet i Gorm-aktier og salg af konsortiets nom. kr. 2.027.000 aktier til D.F.D.S. fik en fortjeneste på 882.638,89 kr. plus 330.105,18 kr. provision. Alt i alt var der altså indtjent 3.089.846,80 kr. Men da der af den fortjeneste, der opnåedes ved Dansk Søfartselskabs opløsning, fragik en kontant udbetaling på 469.275,68 kr., mod en bon fra en af direktørerne som midlertidig dækning, er kun restbeløbet — 2.620.571,12 kr. — blevet overført til Februar-kontoen. Hvem af direktørerne, Emil Glückstadt eller Ove Ringberg, der har tilbageholdt restbeløbet på hen imod en halv million kroner og på hvilket grundlag det er sket, er ikke oplyst. I Kommissionsberetningen bemærkes, at beløbet, så vidt man kan se, i det mindste ikke er kommet banken til gode!

De 9.945.248,24 kr., som overførtes til Februar-kontoen som tredje og sidste beløb den 15. februar 1921, udbetaltes af bankens overskud for året 1920, uden at det fremgik af

250

årsregnskabet, og uden at bankbestyrelsen fik oplysning om denne transaktion. Beløbet overførtes fra følgende konti:

 Kr. 
Obligations-konto3.000.000,00 
Agio-konto4.000.000,00 
Interesse-konto2.945.248,24 

Disse beløb var udregnet af direktør Glückstadt. Af udkastet til gevinst- og tabskonto (driftsregnskabet) for 1920, fremgik, at det brudte tal af interessekonto opstod, fordi Glückstadt ønskede, “at der som overførsel til næste år skulle figurere 16.850.532 kr. 25 øre”.

Bankens bestyrelse blev ikke gjort bekendt med denne ordning ud over, at delegationen ifølge bankens delegationsprotokol den 21. januar 1921 fik følgende oplysning:

“En del mindre lånekonti, som udviste underskud, havde banken taget ud af verden.”

I Bankkommissionens retsforhandlinger erklærer bestyrelsens medlemmer, såsom admiral Richelieu og grosserer Collstrop, den 14. april 1923, at de ikke på grund af den ovennævnte den 21. januar 1921 givne meddelelse kunne formode, at det her drejede sig om en stor støtteaktion, og at de ej heller havde anet, at der herved skaffedes dækning for private spekulanters tab til et samlet beløb på 4,6 mil. kroner. (Jvf. admiral Richelieus erklæringer nedenfor 4 f.) Kommitteret Schack Eyber forsvarede sig med, at han var gået ud fra, at de 9,9 mil. kr. skulle henlægges for at skabe hemmelige reserver, men at han intet anede om, at de skulle gå ind på Februar-kontoen. Da rigsadvokaten i forhandlingen den 14. april erklærer, at de 9,9 mil. kr. var taget ud af regnskabet, svarede:

Schack Eyber: Jeg kan erindre, at på et vist tidspunkt af regnskabets udarbejdelse ønskede man, at det blev gjort under en form, at man

251

undlod at gøre visse konti op, som der var avance på, for på den måde at skabe hemmelige reserver. Og jeg må formode, at når bogholderen har fået et større beløb ud af det, er det, fordi han har gjort alle de konti op, som senere blev stillet hen.

Rigsadvokaten: Nej, således er det ikke gået til. Det er gået således til, at man har formindsket indtægten af obligationer med 3 mil. kr., formindsket indtægten af Agio med 4 mil. kr. osv. Man har altså ligefrem nedskrevet indtægten.

Schack Eyber: Det kender jeg ikke.

Rigsadv.: Det er ikke noget, man samler sammen.

Schack Eyber: Jeg troede, det kom af, at man …

Rigsadv.: Har De ikke vidst det?

Schack Eyber: Nej, jeg troede, det kom af, at man …

Så lidet vidste altså bestyrelsens medlemmer besked med de her omhandlede transaktioner!

Ved indbetalingen den 15. februar 1921 var grundlaget skabt for de nye omfattende overførsler af nødlidende papirer, der allerede fra 1. januar 1921 var påbegyndt til fordel for bankens særlige kunder. Inden overførslen af de 9,9 mil. kr. fandt sted, var allerede i løbet af 6 uger overtaget ca. 4.6 mil. kr. “underskud” fra børsspekulationskonti, der førtes for 32 personer og konsortier (samt for 8 personer, der havde lidt tab uden papirer!) og disse overtagelser fortsattes, medens der samtidig til denne konto foretoges et omfattende opkøb af egne aktier til et beløb aftalt 5,7 mil. kr., hvoraf godt 4 mil. kr. af det såkaldte Kaptajn V. Rosens Konto (også en af bankens egne konti, der førtes under fingeret navn). Pr. 31. 12. 1921 opgøres:

 Kr. 
Tabet på papirer til2.104.256,57 
De overtagne underskud til5.854.271,25 

Også 1922 finder spredte overførsler sted.

Ved de sidstnævnte overførsler har navnlig direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg selv sikret sig mod tab ved fejlslagne spekulationer, idet de lod en række af

252

bankens konti for børsspekulationskonsortier, i hvilke de selv var deltagere og ved hvilke der ifølge kursnedgangen var risiko, overføre til Februar-kontoen. Alt dette skete uden bankbestyrelsens vidende og også uden at Glückstadts og Ringbergs meddirektører i banken vidste besked. Nogenlunde orienteret om disse transaktioner i banken var måske direktør Mik-Meyer, der havde vekselafdelingen under sig og som man — efter bestyrelsesmedlem Collstrops forklaring den 14. april 1923 — “måtte stole ubetinget på”, da han var den eneste, der havde grundigt kendskab til debitorerne, trassenterne og endossenterne, samt desuden direktør Emil Glückstadts nevø, Erik Glückstadt, som bl.a. i januar 1921 besørgede den kontante indbetaling af de to poster på hver 400.000 kr. til gunst for onklerne Valdemar Glückstadt og Max Lester.

Hvor egenmægtigt bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg handlede for at varetage deres slægts og venners interesser, fremgik særlig tydelig af direktør Rasmussens forklaringer den 14. april 1923. Det var direktør Rasmussen, som i sin tid havde fået ordre af Glückstadt til at skrive bilaget, hvorved. ca. 10 mil. kr. af overskuddet for 1920 blev overført til Februar-kontoen. Rasmussen erklærede i forhøret, at han på det tidspunkt, da han fik denne ordre, endnu aldrig havde hørt om denne kontos eksistens, men af Glückstadt fik den forklaring, at det herved drejede sig om en konto, som banken selv ejede, og på hvilken den havde nogle aktier. Rasmussen gik ud fra, at det ved overførelsen drejede sig om at skabe hemmelige reserver, og han erklærede ikke at have haft nogen som helst anelse om, at det underskud på 4,6 mil. kr., der havde været tale om, skulle debiteres “Konsortiet af 1. Februar 1917”. Derefter faldt følgende replikskifte, som for en gangs skyld kort og knapt, berører det centrale i hele sagen.

Rigsadvokaten spørger: Hvor skulle det da tages fra?

Rasmussen: Jeg hørte den meddelelse af etatsraad Glückstadt (i bankrådet

253

den 23. februar 1921) og tænkte, at det var konti for folk af visse samfundsklasser, som man vanskeligt kunne kræve.

Rigsadvokaten: Ja, det er altså bankens venner — for at sige det rent ud: det er folk, der står direktørerne Glückstadt og Ringberg nær, deres personlige venner og sådanne folk.

Rasmussen: Nogen tid efter spurgte jeg underdirektør Nicolaysen, idet jeg refererede, hvad der var sagt i det møde: Det er vel folk af den og den kategori, der her er tale om? Det bekræftede han, men jeg fik ikke noget at vide.

Disse bemærkninger siger alt. Rigsadvokaten har netop understreget det, det kom an på, omendskønt han herved undlod at fremhæve, at den kreds af favoriserede kunder var jøder og jødelakajer om en hals, til dels rigtignok også desværre — højt ansete og hæderlige mennesker, der af Glückstadt og konsorter var blevet ført grundig bag lyset. Også Rasmussen og Nicolaysen, underdirektører i Landmandsbanken, var, som bemærkningerne viser, klare over dette forhold, men de følte sig magtesløse overfor Glückstadt og føjede sig i et og alt. Mistænksomheden var til stede, men de turde ikke ytre den, end ikke overfor bestyrelsen, som jo til stadighed lod Glückstadt og Ringberg egenmægtig bestemme, hvad der skulle ske, og til stadighed mødte disse to mænd med ubetinget tillid. Således kunne disse “folk af visse samfundsklasser”, “folk af den og den kategori” — sådan må jo jødens navn omskrives, da man selvfølgelig ikke kan risikere at nævne jøden ved sit navn! — sikre sig den finansielle overledelse inden for banken — og uden for, i samfundet.

Hvor indgroet råddenskaben i de offentlige forhold under Landmandsbank-katastrofen har været, fremgår med tilstrækkelig tydelighed også deraf, at der fra Regeringens og de borgerlige partiers side sattes alt ind på at forhindre offentliggørelsen af navnene på de personer, der stod opført på Februar-kontoen. ministeriet Neergaard ville end ikke give Finansudvalget nærmere besked. Efter at Bankkommissionens beretning i de første dage af januar 1924 var blevet

254

offentliggjort, erklærede handelsminister Jørgen Christensen, at Finansudvalget kun ville få navnene at vide under den strengeste diskretionspligt. Senere viste han sig rede til at give listen fri til offentliggørelse, men han ville så samtidig meddele, under hvilke særlige forhold den enkelte var kommet med på kontoen, for at undgå “at stille en mængde uskyldige mennesker i gabestokken”. Da så endelig Finansudvalget den 30. januar 1924 fik listen med navnene overgivet, måtte hvert enkelt medlem forud ved håndsoprækning forpligte sig til at hemmeligholde navnene. Da Socialdemokratiet trods alt krævede, at der blev givet offentligheden ren besked, erklærede udvalget sig efter “en lang og meget heftig debat” indforstået med, at navnene kom frem. Men det føltes endnu knapt nok som alvor, og Socialdemokratiets krav om fyldestgørende offentliggørelse af Februar-kontoen og af listen over Landmandsbankens særligt begunstigede kunder, af spekulations-konsortiet i “Ø.K.”s aktier og af konsortiet “British Bank of Commerce” mødte endnu i Finansudvalgets møde den 1. februar protest fra såvel venstre som fra højre.

Listen bragtes derefter den 1. februar 1924 i “Social-Demokraten” til offentlighedens kendskab. Knuden var dermed hugget over. De borgerlige blade fulgte straks det givne eksempel med at offentliggøre en mere officiel redegørelse om kontoen, udarbejdet af hrs. Bruun.

Mest røre skabte det, at der blandt de af direktør Glückstadt privilegerede aktiespekulanter befandt sig to forhenværende ministre: Christopher Hage og højesteretssagfører Bülow. Sidstnævnte overlod 1916 på daværende finansminister Hages vegne et beløb på 40.000 kr. til direktør Ringberg med anmodning om at disponere over dette beløb i spekulations-øjemed. Hage og Bülow var begge partnere i det i denne anledning oprettede konsortium med hver halvdelen. Kort tid derefter fik Hage 60.000 kr. udbetalt som sin andel i den avance, der var opstået. Hage lod de 20.000 kr. indskud

255

indestå på kontoen, hvorefter Ringberg uden særlige anvisninger førte spekulationen videre. Derved opstod, som det senere viste sig, et tab på 50.000 kr., et beløb, som blev overført til Februar-kontoen, men som Hage i sidste omgang, efter en opfordring, der tilgik ham den 26. januar 1924, selv måtte dække. Da Hage selv ikke havde erfaret noget om, at indskuddet var blevet brugt til yderligere spekulationer, havde han 1920 givet banken ordre til at købe genforeningsobligationer for dette beløb. Ordren udførtes ved tegning af 20.000 kr. obligationer, som udleveredes til ham.

Ifølge den den 1. februar 1925 offentliggjorte liste befandt sig blandt de der opførte personer godsejer A. F. Lassen, som var ejer af Høvdingsgaard fra 1901–17, og som spillede en meget fremtrædende rolle inden for de af Transatlantisk Kompagni finansierede selskaber. På listen var endvidere opført fhv. direktør i Landmandsbanken Fr. V. Rothe, der sammen med sin fader kammerherre og hofmarskal William Rothe (gift med Dagmar, født Berling), var medejer af “Berlingske Tidende”. Direktør Rothe havde, da listen kom frem, betalt noget tilbage af det skyldige beløb. Hans fader, der også var blevet favoriseret, tilbagebetalte 68.000 kr., og dermed var sagen for hans vedkommende ordnet.

Til de kære familiemedlemmer, som direktørerne mente at måtte holde skadesløse, hørte endnu fru dr. Øllgaard, søster til direktør Ringberg og gift med læge Christian Øllgaard, frk. Klara Levi, søster til Max Lester, fru Mary Keller, født Rée, søster til fru Glückstadt og gift med dr.med. Otto Keller. Fra vennekredsen kan endnu nævnes direktør Leon Levin, som havde været administrerende direktør for A/S Nordiske Metalvarefabrikker, cand.jur. Molt Wengel, fru Mozart Jensen, skibskonstruktør Werner Hansen, frk. Marie Gjerding, fru Margrethe Loiewsky, etatsraadinde Louise Beck, fru Clara Bloch Knudsen, kammersangerinderne Ellen Beck og Emilie Ulrich, fru Annie Ruben, hvis sag ved listens publikation var ordnet, fru E. Hansen i London og den tidligere lærerinde i

256

Glückstadts hjem frk. Bruun. Uden kundernes viden blev konti, som førtes for dr. P. Vedel på Java og grosserer Birger Christensen, overtaget af “Konsortiet af 1. Februar 1917 “. Med forfatteren Josias Bille blev der truffet aftale om tilbagebetaling af 17.500 kr. Overfor etatsraad Johs. Hammerich til Iselingen havde banken været særlig kulant, idet ikke blot tab fra spekulations-konti overførtes, men også andet tab. Endvidere var Konsortiet af 22. 8. 1918 overført, af hvilket der var udbetalt 8.700 kr. til lektor Stockmarr og 5.319 kr. til fru Carrie Drucker; sidstnævnte havde imidlertid tilbagebetalt beløbet. Endelig nævnes 6 personer, der havde fået udbetalt en gave.

Blandt navnene på kontoen af 1. februar 1917 var også chefen for Københavns opdagelsespoliti, politiinspektør Tage Jensen opført. “Social-Demokraten” oplyste, at kontoen i hans favør havde dækket et tab på ca. 5.000 kr.; men dette tal var ikke rigtigt, da der kort derefter kunne meddeles, at tabet beløb sig til 43.000 kr. I øvrigt bemærkede “Social-Demokraten” til forsvar for politiinspektøren, at direktør Ringberg havde været hans ungdomsven, og af lutter kammeratskab havde hjulpet ham ved at skaffe dækning for tab, han havde lidt ved uheldige børsspekulationer. Til trods for de hårdeste angreb i pressen kunne Tage Jensen under ministeriet Neergaard, bevare sin post; justitsminister Rytter ville ikke afskedige ham. Men efter at ministeriet Stauning var blevet dannet i april 1924, fik han snart sin afsked. Den 16. juni 1924 kom et forlydende frem i pressen om, at politiinspektør Tage Jensen ville gå af, og at dette ville ske ved en mindelig ordning; det havde dog gjort et alt for pinligt indtryk, at en så overordnet politimand stod i så intim forbindelse med storspekulanterne. Justitsminister Steincke erklærede som begrundelse for afskedigelsen, at det ville virke uheldigt, hvis opdagelsespolitiets chef fik blot et skin af afhængighed af uvedkommende over sig; i øvrigt bemærkede han, at dispositionerne på Tage Jensens konto også i dette tilfælde var foretaget af

257

direktør Ringberg, uden at rette vedkommende havde fået fuld besked. Fra 1. august 1924 fik Tage Jensen ansættelse som leder af Politiskolen.*

På Februar-kontoen findes endvidere en række navne fra hoffet, adelen samt personer, der tilhørte diplomatiet og militæret.

Blandt medlemmerne af det kongelige hus må i første række nævnes prinserne Valdemar, Axel og Viggo samt Prins og Prinsesse Aage. For Prins Valdemars vedkommende var der blevet overført en tabskonto på over 1 mil. kr., som hidrørte fra spekulationer i hans navn. Ifølge “Social-Demokraten” af 1. februar 1924 blev hertil oplyst, at Glückstadt havde bestyret prinsens formue, og at denne ikke personlig …

*) Kort tid derefter måtte han helt afskediges. Det viste sig nemlig, at han i sin embedstid havde standset flere politisager, i hvilke sigtede havde gode forbindelser med overordnede politiembedsmænd og jurister. Efter at der af formanden for Dansk Kriminalpolitiforenings 1ste kreds (Storkøbenhavn) i en artikel i medlemsbladet var blevet gjort opmærksom på, at der førtes en såkaldt P.D.C.-protokol hos chefen for opdagelsespolitiet, til hvilket sådanne sager henlagdes, der helst skulle være utilgængelige for det underordnede personale og offentligheden, fordi disse sager var afsluttet på en uregelmæssig og ulovlig måde, gennemførtes en grundig undersøgelse fra Justitsministeriets side. I den derefter af justitsministeren offentliggjorte redegørelse understreges bl.a., at Tage Jensen ifølge undersøgelserne oftere havde taget hensyn til de sigtedes (forældrenes) sociale stilling eller lignende ulovlige hensyn ved henlæggelsen af politisager. I 7 tilfælde rejstes der særlig kritik. Her drejede det sig ifølge redegørelsen “om en skuespiller ved et større teater (grov uterlighed), en 23-årig dame, datter af to meget kendte personer, af hvilke faderen var halvjøde (smykketyverier fra privat hjem), en 40-årig mand, broder til en politiassistent (uterlighed overfor 3 drenge), en 21-årig student, søn af en dommer (flere bedragerier og pensionatstyverier), en 22-årig bankassistent, søn af en oberst, (frimærketyverier til 1.300 kr.), en 20-årig dame, datter af en kontorchef (bedragerier overfor et stormagasin, 350 kr.) og en 26-årig tjenestepige (bedrageri overfor herskabet og opdigtet tyverianmeldelse). I redegørelsen udtaltes til slut en misbilligelse mod politidirektør Dybdal, statsadvokat Poul Gammeltoft og politiinspektør Hakon Jørgensen.

258

… havde haft noget kendskab hverken til spekulationerne eller til det opståede tab. Prinserne Axel og Viggo — sønner af Prins Valdemar — havde ligeledes fået betydelige tab overført til Februar-kontoen, sidstnævnte desforuden 27.000 kr. på en anden konto. For hofdamerne frk. Utke Ramsing og frk. Astrid Carstensen blev jødebankens privilegium skæbnesvangert, idet førstnævnte måtte tilbagebetale 26.403 kr. og sidstnævnte 22.000 kr. Desuden nævnes i denne sammenhæng af høje standspersoner lensgreve og fhv. udenrigsminister Frederik Raben Levetzau, medlem af Landmandsbankens bankråd, besidder af Christiansholm, Bremersvold, Beldringe og Løkkende samt hans hustru grevinde Susanne Raben Levetzau, født Moulton. På Februar-kontoen var endvidere overført spekulationskonti, der var blevet ført for fhv. komtesse Ethel Lerche, kammerherreinde P. Collet, grevinde Marie Witte samt grevinde Helle Frijs-Juellinge, der havde spekuleret efter aftale med Glückstadt, og hendes søster lensgrevinde F. Bernstorff (begge døtre af den 1923 afdøde lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs på Frijsenborg); sidstnævnte hævdede imidlertid intet at kende til kontoens overføring. Endelig havde Glückstadt også på den her omhandlede måde vist sin bevågenhed overfor grev Eigil Knuth, der i stort omfang lod Glückstadt spekulere for sig og siden fik saldo-kvittering mod betaling af 50.000 kr., samt overfor lensgreve Aage Danneskjold Samsøe, der ikke vidste noget om spekulations-kontoen, og overfor grev Flemming Knuth, der tilbagebetalte 11.000 kr.

Af diplomatiets mænd førtes endvidere på Februar-kontoen to udenlandske diplomater og en dansk, der i tide ordnede deres forhold. Desuden minister Henrik Kauffmann, som havde overdraget forvaltningen af sin formue til direktør Fr. V. Rothe og derved måtte lide stort tab. Han ydede fuld erstatning for det af Februar-kontoen afholdte beløb.

I øvrigt var han ligesom legationssekretær Helmer Petersen, legationssekretær Oscar Oxholm og den tidligere direktør i

259

Udenrigsministeriet kammerherre O. C. Scavenius uden vidende om, at de førtes på Februar-kontoen. Endelig må her endnu nævnes generalkonsul Poul Holm og gesandten i Kristiania, minister J. V. Kruse, af hvilke sidstnævnte tilbagebetalte 11.000 kr. Blandt militære personer fik generalmajor P. V. Ibsen ikke blot et stort spekulationstab overført til Februar-kontoen, men ydermere 30.700 kr. udbetalt af denne konto. Desuden nævnes her kaptajnerne Walther Christensen, O. Aarestrup og C. G. Schnack; sidstnævnte refunderede 16.000 kr.

Mange af de nævnte personer er uden tvivl kommet uforskyldt på Februar-kontoen. Om størstedelen af de her opførte personer — når bortses fra mænd som Valdemar Glückstadt, Max Lester, Bülow, Hage, begge Rothe’r osv. — kan endda sikkert med føje hævdes, at de slet ikke kan anses for at have været aktiespekulanter, da de ikke selv havde givet direktørerne Glückstadt og Ringberg anvisning på at spekulere for deres regning. Af Prins Axel blev der efter offentliggørelsen af listen afgivet en erklæring på faderens, Prins Valdemars og egne vegne, ifølge hvilken de, efter at de “på forskellige tidspunkter havde overgivet Landmandsbankens førstedirektør, etatsraad Glückstadt, værdier til forvaltning, ikke har haft noget som helst kendskab til de på vore navne i Landmandsbanken foretagne spekulationer, ligesom de skete overførsler på kontoen af 1. februar 1917 har været os begge fuldstændig ubekendte”. På samme måde afgav fhv. godsejer A. F Lassen og fhv. direktør O. C. Scavenius, erklæringer, ifølge hvilke hverken O. Ringberg eller Emil Glückstadt havde været bemyndiget til på nogen måde at disponere over deres midler. Fru generalkonsulinde Julie Glückstadt erklærede på tro og love under eds tilbud, at hun efter september 1920 havde afviklet sit mellemværende med banken og betalt det fulde beløb kontant.

Den interessanteste gruppe personer, der favoriseredes på den her omhandlede måde, nævnes desværre ikke: nemlig

260

medlemmerne af de konsortier, som lod deres tabskonti overføre, blandt hvilke i første række måtte nævnes Landmandsbankens egne direktører Glückstadt og Ringberg samt Valdemar Glückstadt og Max Lester. Med hensyn til de to bankdirektørers aktiespekulationer hos J. M. Levin & Co. ved vi bl.a., at de fik tab på i alt ca. 3.5 mil. kr. udlignet på den her omhandlede måde! Således overførtes tabsposter fra konsortiet af 24. april 1918 (ca. 946.000 kr.), fra syndikatet i Ø.K.-aktier (229.000 kr.), fra “Konto Trio for D.D.F.S.”-aktier (1.076.291 kr.) og fra “Konto Trio for Ø.K.” (85.846 kr.). Med hensyn til Konsortiet af 22. August 1918 og Konsortiet af 13. September 1918, for hvilke der overtoges tab på ca. 333.000 henholdsvis 383.000 kr., vides end ikke, hvem deltagerne var. Men hvorom alting er, de tabsposter, som dækkedes af Februar-kontoen til fordel for de jødiske storspekulanter, er væsentlig betydeligere, end alle de beløb, som overtoges til fordel for alle andre af bankens særlig begunstigede kunder.

d) Da Glückstadt ved hjælp af Det Transatlantiske Kompagni ville erobre verdensmarkedet.

Glückstadt ville ikke være blevet den mest typiske repræsentant for den internationale kapitalmagt i Danmark, hvis han havde indskrænket sig til at udvide sin banks virkeområde inden for landet og skabe et par filialer i London og Paris. Hans mål rakte højere og videre, han arbejdede faktisk samtidigt på at opnå en fremragende stilling inden for verdenshandelen for sig og sine medarbejdere. Den ekspansive tendens, som allerede havde præget Landmandsbankens virksomhed indadtil, trådte om muligt endnu tydeligere frem i bestræbelserne for at gøre økonomiske landvindinger udadtil. Nu skulle den internationale tryllering af guld, der lystrede den store finansmands hænder, formes; nu skulle et

261

verdensomspændende foretagende skabes, et Holding Company, som ved et system af samvirkende handels- og industrivirksomheder kunne sikre den af Landmandsbanken, og det vil sige den af jødedommen kontrollerede danske kapital virkemuligheder udover hele jordkloden.

Som sin mest fremtrædende medarbejder vandt han Harald Plum, der, efter at han 1905 havde bestået juridisk embedseksamen med laud [højeste karakter], besluttede at søge ind i handelen og siden skulle blive en af de mest fremtrædende skikkelser inden for den danske handelsstand. Plum stammede fra et velstående købmandshjem i Assens og tilhørte såvel fra fædrene som fra mødrene side (Skovby) ansete slægter ude i provinsen. At han har været et lynende intelligent menneske, fremgår med tilstrækkelig tydelighed af hans “Dagbogsblade”*, i hvilke der findes optegnelser allerede fra barndomsalderen, fra 1893, da han kun var 12 år gammel. Men han var tillige fra barnsben af meget selvrådig, pågående og anmassende. Et karakteristisk eksempel giver hans optræden som elev i Aarhus Katedralskole 1896, da han på grund af sin disciplinløse optræden overfor nogle af lærerne ikke blev flyttet op i en højere klasse. Om denne episode fortæller han selv i sine “Dagbogsblade” i en mange år senere affattet beretning, at grunden til denne bestemmelse uden tvivl havde været, “at der mellem lærerne havde bredt sig en stærk uvilje over, at jeg efterhånden fuldstændig beherskede klassen, idet den ganske fulgte mig som dens ubestridte fører”. Plum bemærker, at dette havde givet anledning til meget dybtgående kontroverser “mellem klassen og nogle desværre ret umulige lærere, som vi havde, medens vi med de få af lærerne, der var egnede til deres gerning, stod på en god fod”. Plum forlod skolen i vrede og bestod studentereksamen 1899 på Jessens skole i København.** Efter at han 1905 var blevet cand. jur., …

*) Harald Plum, Dagbogsblade, 1. bd. 1925, 2. bd. 1927.
**) Vedrørende Harald Plums ungdom jvf. også nedenfor afsnit 8 a.

262

… påbegyndte han en manuduktørvirksomhed i København. Men samtidig indrettede han en egen eksportforretning for fersk smør, der var tilvirket efter en særlig kærningsmetode, så det havde større holdbarhed og derfor kunne komme i betragtning ved en udførsel til oversøiske lande. Efter at et lille forsøgsselskab The Butter Export Co. havde afsluttet sine specielle undersøgelser med den nye metode for fremstilling for smør, lykkedes det Plum den 17. 12. 1907 at oprette The Crown Butter Export Co. A/S., hvis bestyrelse kom til at bestå af højesteretssagfører P. G. C. Jensen, etatsraad ingeniør Holger Hammerich, kammerherre Carl Bech på Engelsholm, kammerherre Sehestedt Juul til Ravnholt og bankier Valdemar Goldschmidt, seniorchefen i D. B. Adler & Co. Det var altså formående mænd, der lagde navn til, men alligevel opstod der til en begyndelse store vanskeligheder, da standsningen af Grundejerbanken i begyndelsen af 1908 og den dermed forbundne lukning af D. B. Adler & Co. for en stund umuliggjorde emissionen af det nye selskabs aktier. Til trods herfor startedes firmaet i 1908, rigtignok med en mindre kapital, kun på 150.000 kr. og med eksport af konserveret smør i blikdåser til oversøiske pladser for øje. I det følgende år lykkedes det så at bygge foretagendet op på et solidt grundlag, idet et allerede godt indarbejdet firma, The United Danish Butter Preserving Co., erhvervedes. Forretningslokalerne indrettedes derefter i det overtagne firmas ejendomme i Ny Toldbodgade 31–35.

Herved lagdes spiren til det senere så omfattende Transatlantiske Kompagni. En pågående konkurrence fra to andre smøreksportfirmaer, firmaerne L. E. Bruun og Philip W. Heyman, som i øvrigt også lå i indbyrdes strid med hinanden, foranledigede Harald Plum til 1911 at skabe en underafdeling i The Crown, Butter Co., som fik navnet The United Export Co. (U.E.C.) og havde med eksport af alle slags varer, med undtagelse af smør, at gøre. I slutningen af 1910 fik en af Plums nærmeste medarbejdere, Eskil Yding, den

263

opgave på en rejse til Vestafrika at undersøge mulighederne for en handel til dette område, og U.E.C. påbegyndte derefter i 1911 sine eksportforretninger med en aktiekapital på 200.000 kr. Det var også denne gang meget repræsentative mænd, der tog plads i bestyrelsen for det nye foretagende, idet der ved siden af bestyrelses-medlemmerne fra “The Crown Butter Co.” her trådte to ledende mænd fra Landmandsbanken til, Glückstadt og grosserer Collstrop.

Landmandsbanken støttede finansieringen af de Plum’ske foretagender. Harald Plum og Emil Glückstadt, der hver på sin måde følte sig kaldet til at vinde indflydelse på verdensmarkedet, havde fundet hinanden. Da senere verdenskrigen brød ud og skabte nye og uanede muligheder for den danske handel, da den forcerede eksport og de stærke prisstigninger meget hurtigt fremkaldte kapitaloverflod i landet, da var hermed også betingelserne skabt for en ny Gründer-periode, der navnlig gav mænd som de to nævnte vind i sejlene. Nu skulle dansk foretagsomhed ikke mere være indskrænket til den hjemlige aktiespekulation, og til starten af små fiskeriaktieselskaber, der allerede i de første krigsår havde forvoldt adskillige tab, eller til andre mindre indbringende forretninger, nej, nu skulle der arbejdes med sigt helt ud i det fjerne. Og dertil var Emil Glückstadt og Harald Plum de rette mænd, da de begge følte en ubændig virketrang, begge var ubeskriveligt herskelystne, hvortil kom, at den ene følte sig stærk på grund af sin kapitalmagt, den anden ud fra den følelse, at hans sukkersyge kun ville levne ham få år at leve i, så sig tilskyndet til at udnytte sin levetid til at disponere hurtigt, til — som han engang siger i sine dagbogsblade — stadig “at supplere sig selv” (bd. ll, s. 20) til “at skabe virksomheder, der vel samledes til en enhed gennem Det Transatlantiske Kompagni, men som dog hver for sig og under deres egne ansvarlige chefer kunne klare sig fuldt selvstændigt”. Det, disse to mænd byggede op, voksede altså ikke organisk frem, men prægedes af en hektisk, usammenhængende, ja ligefrem

264

eksplosiv udvikling, der i det øjeblik, vanskelighederne tårnede sig op, med indre nødvendighed måtte bryde ligeså pludseligt sammen. Det var jo ikke redelig dansk handelsånd, der her gjorde sig gældende, men det var rent spekulative interesser, der bestemte kursen.

Det Trantatlantiske Kompagni oprettedes i 1916, i det år, da Danmark indtjente måske mere end en milliard kroner, så samfundet ligefrem var ved at revne af penge. Den ledige kapital søgte efter investeringsmuligheder og fandt den for en stor del i nye handels- og industriselskaber, der blev startet i forventning om ganske enestående fremtids-muligheder. 1916 startedes bl.a. Ø.K.’s filial Østasiatisk Industri- og Plantage-Selskab (Ø.P.), og på Landmandsbankens foranledning en hel række selskaber som Nordisk Oversøisk Handelskompagni, Dansk-Italiensk Eksport Co., Det udenlandske Skovindustriselskab, Det dansk-japanske selskab Winkel & Gedde, de i handelen med Sydamerika interesserede selskaber Gransoe & Co., Schlodtmann & Co. (Casa Armarinho), Emil Hansen & Co. og Union Trading Co. Ltd., desuden under handelsbankens ægide Det almindelige Handelskompagni, som stod i samarbejde med det allerede eksisterende Sibiriske Kompagni osv. osv. Den største del af disse nye foretagender, der finansieredes af Landmandsbanken, blev den 7. september 1916 sammensluttet under Holding Company’et Det Transatlantiske Kompagni.

Om synspunkterne, der var bestemmende for oprettelsen af dette kompagni, beretter Glückstadt nærmere i den foreløbige redegørelse, som han den 7. oktober 1922 sendte til Bankkommissionen. Her bemærker han indledende, at selskabet stiftedes efter forslag af United Export Co., og at han selv havde krævet, at selskabet stiftedes som Holding Company, hvis Landmandsbanken skulle finansiere det. Formålet var “at sikre dansk handel en varig deltagelse i den transithandel på Østersøen, der hidtil hovedsagelig var gået over Tyskland, særlig Hamborg”. Til yderligere begrundelse bemærker

265

Glückstadt i nævnte redegørelse: “Sådanne eksportkombinationer med en række selskaber grupperede om et moderselskab fandtes særlig før krigen i Hamborg og havde gennem en årrække stået deres prøve, og det ville nu være en betydelig og naturlig opgave for dansk erhvervsliv, om tiden kunne benyttes til at opbygge en oversøisk handel på samme måde som vore nabolande havde gjort det. Den situation, der forelå ved oprettelsen af Det Transatlantiske Kompagni var, at Tyskland, i hvis skygge Danmark havde levet, var lammet af verdenskrigen, og hele det russiske marked var åbent. Enhver vil sikkert mindes de forhåbninger, der fra alle sider næredes til udviklingen af forbindelsen med det russiske og sibiriske marked og de krav, der stilledes om at udvide Københavns Havn med transithandel for øje.”

Dette var altså planen med Det Transatlantiske Kompagni, ved hvis start de 4 millioner kroner aktiekapital straks blev fuldt indbetalt. Bestyrelsens formand blev Emil Glückstadt, og det var denne mands anseelse inden for den internationale højfinans, der bidrog til, at der fra begyndelsen af stilledes kompagniet et særlig gunstigt horoskop. Som eksempel herpå skal anføres at bl.a. det svenske organ “Affärsvärden” den 17. august 1917 i en afhandling om denne “danske organisation for verdenshandelen” i hvilken de enkelte i kompagniet sammenfattede handelsselskabet opføres, til slut bemærkede: “I alla dessa afdelningar arbetar hufvudsakligen dansk kapital, i vissa företag finnas synbarligen äfven starka norska intressenter. Som centrum i det hela och det med Transatlantisk Kompagni samarbetande Nordisk Oversøisk Handelskompagni torde man väl ha att räkna danska Landmandsbanken med dets ovanligt inflytelsesrike och framstående ledare etatsraad E. Glückstadt.” At Glückstadt havde en absolut dominerende indflydelse inden for Transatlantisk Kompagni, fremgår imidlertid også af talrige andre vidnesbyrd, deriblandt også af en erklæring, Harald Plum afgiver i en skrivelse af 1. februar 1920 til dir. Aage L. Dessau i

266

Continental & Oversea Trading Co. i Paris. Da det finansielle mellemværende mellem kompagniet og det nævnte Pariser-datterselskab volder vanskeligheder, gør Plum i sit svar til direktør Dessau en principiel bemærkning vedrørende kompetencen til at træffe dispositioner, idet han (jvf. Bankkommissionens beretning, bilag. s. 188) til slut i brevet siger følgende:

“Det Transatlantiske Kompagni er ganske vist ikke det samme som Landmandsbanken, men det indlader sig ikke på at give kreditter, som banken ikke ville sanktionere, hvis den blev spurgt, ikke mindst under de nuværende forhold, hvor styrken først og fremmest skal bestå i samarbejde, og sidst men ikke mindst, fordi formanden for Det Transatlantiske Kompagni er Landmandsbankens første chef, og derfor under de nuværende forvirrede kursforhold må som ekspert i kurser, derunder overførsel i fremmed valuta, ikke alene tages med på råd, men være den afgørende for enhver større disposition i så henseende.”

Da Transatlantisk Kompagni 1916 oprettes, indtræder foruden Glückstadt og Plum to medlemmer af Landmandsbankens bankråd, grosserer A. Collstrup og direktør Kay Reinhard i bestyrelsen, endvidere disponent N. O. Young Fearnly i Kristiania, godsejer A. F. Lassen, Høvdingsgaard, kaptajn Oluf Aarestrup og direktør K. F. Knudsen, London. Efter at kompagniet ved nytårstid 1917 havde overtaget Tvermoes & Abrahamsons afdeling for teknisk import og eksport, blev også ingeniør Martin A. Abrahamson medlem af bestyrelsen. Administrerende direktør var oprindelig Eskil Yding, senere — da Yding på grund af sine talrige rejser til oversøiske pladser var fraværende fra København — Harald Plum og endvidere fra 1918 kaptajn Aarestrup.

Det Transatlantiske Kompagni udvidede sin virksomhed

267

under og i de første år efter krigen i stærkeste tempo, således at det til en tid omfattede ca. 160 datter- og datter-datterselskaber. Ifølge en redegørelse, som den 21. september 1919 publiceredes i “Berlingske Tidende”, omfattede Holding Kompagniet på dette tidspunkt, da netop sammenslutningen mellem det og United Export Co. var blevet gennemført og den samlede kapital var blevet udvidet til 30 millioner kroner, følgende større handelsfirmaer:

Det Ostindiske Handelsselskab, Soerabaya,
F. Gagliardi & Co., Sidney,
Winkel & Gedde, Kobe,
East Sibirian Trading & Packing Co., Vladivostok,
Russisk Asiatisk Co., Omsk,
Russisk Handelskompagni, Petrograd og Moskva,
Continental Trading Co., Stockholm,
National Trading Co., Christiania,
United Export Co., København,
Carl Høepfner & Co., Reykjavik,
Alliance Trading Co., London,
Continental and Oversea Trading Co., Paris,
Dansk-Italiensk Eksport Co., Genua,
Brandt & Co., Cairo og Alexandria,
Compania Hispano Ultramarino, Barcelona,
Det Iberiske Kompagni, Lissabon,
J. Larsen & Co., Mérida (Venezuela),
Bech, van Sicklen & Co., Inc., New York,
Vils, Johnson & Co., Rio de Janeiro og Santos,
Boye & Co., Sao Paulo,
Gransøe & Co., Porto Alegre,
Union Trading Co., Buenos Aires og
Aug. Petersen & Co., Guayaquil (Ecuador).

Erik Plum nævner endvidere i sit skrift om “Russisk Handelskompagni A/S 1915-1922” (Kbh. 1923) s. 31 følgende firmaer, der associeredes med Transatlantisk Kompagni:

268

Renloek Trading Co. i de hollandske kolonier i Osten; Philippine, Trading Co. på Philippinerne; Continental Import Co. i Finland; John Tofft & Co. i Tyskland og Compagnie Francaise de la Côte d’lvoire i Vestafrika.

Så langt rakte altså nu dette mægtige foretagendes tråde. Alene disse selskaber rådede tilsammen over en kapital på 50 mil. kr., og de kontrolleredes og lededes fra en central i København, som havde indrettet sig fyrsteligt i St. Georgs Palæet i Bredgade, en af hovedstadens fornemste bygninger, som 1918 var blevet købt for 1.300.000 kr., men efter ombygningen kom til at stå kompagniet i ca. 2½ mil. kr. Da Harald Plum i sine dagbogsblade beretter om de store ting, han har udrettet i sit liv, og om den pragtfulde ramme, han har skabt for sin virksomhed, anstiller han bl.a. den 29. 10. 1918 følgende betragtninger: “Resultatet har unægtelig til dato været strålende. Når jeg bruger netop denne betegnelse, er det måske, fordi jeg netop nu, her fra mit skrivebord, i Frederiksgade 7, hvor disse linjer skrives, ser over til det gamle palæ, Bredgade 42, der af hensyn til håndværkerne, som i en sen aftentime har travlt med omlægning af varme-apparater, ligger oplyst og strålende. Det ser pragtfuldt og imponerende ud således. Jeg kan, fordi jeg kender det så godt, herfra skimte det pragtfulde gamle, gyldne loft i den skønne rococosal, hvor jeg har mit chefskontor.” (Bd. II, s. 63-64.) Andetsteds taler han med begejstring om sin “forretning, der strækker sig over den halve verden, med utallige kontorer og et personale, der løber op i tusinder, med jordarealer og skove, der i Sydamerika og Rusland spænder over et fladerum større end Lolland og Falster tilsammen, og med et københavnsk centralkontor, som selv Kong Georgs Palæ ikke kan rumme, så kun en del deraf nu kan flytte derind.” (Bd. II, s. 12.)

Og den 14. januar 1918 bemærker han i sin dagbog: “Mine firmaer er i øjeblikket spredt over så at sige hele verden. Jeg er blevet, hvad man plejer at kalde en handelens fyrste, i dette

269

ords gammeldags forstand … Hundreder og atter hundreder af millioner kroner i alle landes mønt er gået gennem mine hænder, men kun en uendelig lille brøkdel er vandret i min tegnebog som gager og tantiemer. Jeg er i øjeblikket vel ikke fattig, men heller ikke rig i dette ords moderne forstand. Jeg har handlet med disse millioner for at udrette noget, for at være med til at skabe fremgang for landet og for så mange af dets sønner som muligt …” (Bd. I, s. 328.)

Dette er altså Harald Plums egne betragtninger over det, han har skabt, skabt ved hjælp af de millionkreditter, han fik fra Landmandsbanken, skabt for at give den danske kapital virkemuligheder langt ud over landets grænser, langt ud over Europa, ja ud over hele jordkloden. Planen var vel tilrettelagt og, for så vidt det drejer sig om det principielle, vel gennemtænkt. Landmandsbanken søgte at lede en del af den kapitaloverflod, landet havde samlet i de første krigsår, ind i kontrollerede baner, søgte at lade videnskabelige, initiativrige — til dels jødiske — forretningsmænd få rådighed over denne kapital — for så vidt den ikke brugtes til aktiespekulationen. Man ville derved ikke blot fremme landets egen produktion og eksport, men virke som mellemled mellem de forskellige landes handel, for på denne måde at frugtbargøre de indtjente midler. At disse indtjeningsmuligheder derved også blev forbeholdt snævre kapitalstærke kredse, der kunne glæde sig ved at regnes med til den Glückstadt’ske tafelrunde, taltes der naturligvis mindre om.

Ved hjælp af de talrige udenlandske selskaber, der sammenfattedes af holding-kompagniet, håbede man på virksom måde at kunne imødegå den udenlandske handelstands konkurrence på de forskellige steder. De under kompagniet stående søsterselskaber fik til opgave at favorisere hinanden gensidigt ved vareomsætningen. De var af denne grund ikke indskrænket til at gøre forretninger kun på og over Danmark, men tværtimod henvist til at danne grundlaget for en regulær international samhandel også udenom

270

stamlandet. Formålet, var, som det engang sagdes, “at være mellemmand i den internationale verdenshandel, hvor den til enhver tid findes, for eksempel med hensyn til varer, der produceres på Filippinerne, derfra føres til Nordamerika for at fabrikeres og derefter måske bringes til Argentina for at bruges”. Harald Plum karakteriserer denne form for omsætning i et interview som “Berlingske Tidende” offentliggør den 21. september 1919, på følgende måde: “Kompagnierne skal ikke ud at søge nye forretninger og på usikre chancer; de kommer ud og ind ad dørene i kraft af hvert enkelt kompagnis stilling som led af den så omspændende organisation. Varerne flyttes uden nogen omvej og mellemled og derfor på den billigste og mest økonomiske måde fra den ene verdensegn til den anden direkte fra produktionsstederne til konsumptionsstederne. Risikoen for tab ved prisfluktuation nedsættes derved til det mindst mulige, og den største risiko, kreditydelsen til fjerne steder, som verdenshandelen nødvendiggør, forsvinder, idet alle forretninger kan gøres med eller gennem søsterfirmaerne, hvis soliditet kontrolleres på samtlige selskabers vegne af centralfirmaet, Det Transatlantiske Kompagni i København.”

Da krigsårene bringer kapitaloverflod, og da de jødiske kapitalistkredse i København med deres vennekreds mener også efter fredsslutningen at kunne regne med at Danmark som neutralt land under verdenskrigen har særlig gode betingelser for at varetage sine interesser på det internationale marked, går man dristig til værks. Man har også for en stund medbør, da amerikanske kredse syntes at interessere sig for Holding Kompagniet og lader fremkomme forlydender om at man kunne være interesseret i at lade København blive centret for hele transithandelen til Rusland og de baltiske lande. Den amerikanske konsul B. L. Agerton i København beretter i marts 1918 om Det Transatlantiske Kompagnis virksomhed til Department of Commerce i Washington, hvorved der peges på, at kompagniet nu har sendt sine …

 


Etatsråd
Emil Glückstadt.

 


Direktør
Theo. Kliatschko.

 

 
 

Landmandsbankens unge idérige førstedirektør er ubestridelig en af de mænd, der er gået i spidsen for disse års udvikling på det finansielle, økonomiske og merkantile område. Der er ikke ret mange af de nye foretagender, der ikke i større eller mindre grad støtter sig på hans indsigtsfulde medvirken.

Trods sit fremmedklingende navn og sin russiske afstamning er dir. Kliatschko nu allerede en gammel og kendt Københavner, idet han for mange år siden afløste firmaet Jacob & Ko. som repræsentant her i byen for det store verdensfirma i korn, Dreyfus i Paris.
Hr. Kliatschko overtager nu stillingen som direktør for det ny Nordisk Oversøisk Handelskompagni.

 
 


Direktør
Max Ballin.

 


Direktør
Harald Plum.

 

 
 

Mellem de personligheder, på hvis fremskuende dygtighed og utrættelige arbejde vor industris fremtid væsentlig beror, står den energiske leder af det store læderfirma M. I. Ballins Sønner i forreste række. Hans omfattende indsigt ikke mindre end hans skarpe og klare forstand og hans praktiske sans har i forening med en usædvanlig arbejdsduelighed gjort ham til en af de mest benyttede mænd herhjemme, og ikke mindst i krigsperioden er hans evner taget i brug.

Hr. Harald Plum var allerede juridisk kandidat, da han, sikkert til ikke ringe overraskelse for adskillige, blev praktisk forretningsmand og omtrent samtidig med, at han blev overretssagfører, blev direktør for The Crown Butter Co., til hvilket senere adskillige søsterselskaber sluttede sig. Den allerede meget betydelige virksomhed, dir. Plum før krigen ledede, har han under denne stærkt forøget ved sin medvirken i dannelsen af forskellige store og betydningsfulde selskaber, der er omtalt i vor artikel.

 
 

Glückstadt — Kliatschko — Ballin — Plum.

Tegninger til Valdemar Koppels artikel om "Danmarks fremtid" i "Politiken",
den 7. januar 1917.

 
 


Tegning til Valdemar Koppels artikel om "Danmarks Fremtid" i "Politiken", den 7. januar 1917.

 

 

271

… repræsentanter ud til datterselskaberne i Sydamerika og det fjerne Østen. Alt tegnede altså såre godt, så man nok kan forstå, at Anker Kirkeby (Per Kimer) i en artikel i “Politiken” den 6. august 1917 begejstret skriver — åbenbart i en reminiscens til Louis Levys digt om jødedommens mission — om “den internationale tryllering”, Det Transatlantiske Kompagni nu har spændt ud over jorden, ud over Rusland og Sibirien, fra Bergen og Kristiania, fra Stockholm, London, Paris, til Argentina, Brasilien, hvor de pågældende foretagender har erhvervet en række handels- og skov koncessioner, og til Italien, Egypten og Japan, og at endelig Valdemar Koppel lader sin nytårsartikel i “Politiken” den 7. januar 1917 om “Danmarks fremtid” munde ud i følgende apoteose [hyldest eller lovprisning i patetiske, svulstige vendinger]:

“Allerede før krigen vajede det danske flag på verdenshavene og i fjerne lande; vi har nu vist, hvad der i de sidste 2½ år er groet frem af nyt og forhåbentlig livskraftigt og levedygtigt. Fra alle kanter af jordkloden løber trådene sammen her i denne by, der nu i højere grad end nogen sinde er Danmarks hovedstad, og den stolte drøm, der fylder enhver dansk, er den, at det må lykkes København virkelig at blive et sæde for den internationale handel, som den har så mange betingelser for at blive et sæde for den internationale handel, der værdig kan rivalisere med Hamburg, med Bremen, med Antwerpen, med Amsterdam — et kommercielt verdenscentrum.”

Mændene, der skal bære landet ind i denne fremtid, bliver nævnt ved samme lejlighed, deriblandt som de første og største direktøren for Østasiatisk Kompagni etatsraad H. N. Andersen, den kraftfulde og energiske leder af handelsbanken gehejmetatsraad P. N. Damm og formanden for Industriraadet ing. Alex. Foss, alle tre mænd, som stod med begge ben på jorden og aldrig var til sinds at indlade sig på nogen

272

hasard. Men Valdemar Koppels nytårsartikel i “Politiken” 1917 bringer tillige billeder af fire andre, som efter bladets og forfatterens mening vil være de rette foregangsmænd i den kommende udvikling: Emil Glückstadt, Max Ballin, Harald Plum og — Theo. Kliatschko!

Ja, såmænd, disse fire (tre jøder og en arier) var naturligvis de helt rigtige mænd, men i en noget anden forstand end Koppel mente. Hvad de i virkeligheden har udrettet, var til fordærv for landet, i et omfang, som man selv i sin vildeste fantasi ikke skulle have anset for mulig.

Planen om at skabe dansk foretagsomhed nyt råderum, at oprette et skabende og organiserende kommissionsforetagende i verdensformat, var stor og skøn, men for at gennemføre denne plan skulle der alligevel mænd med større ansvarsbevidsthed og dygtighed til end dem, Det Transatlantiske Kompagni rådede over. Det kunne aldrig blive jødiske storspekulanter, der skulle sikre landet en bedre fremtid ligeså lidt som det kunne være spekulation i varer og aktier, der kunne gøre samfundet rigt. Men da det nu blev samvittighedsløse, af storhedsvanvid besjælede Gründere [entreprenører, igangsættere], for hvem så sandelig den rent personlige, øjeblikkelige gevinst var det afgørende, måtte selvfølgelig kompagniets virksomhed også ende med en dundrende fiasko.

Hvor samvittighedsløst der blev ødslet med de midler, som stilledes til rådighed for Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige underselskaber, kan her ikke undersøges og behandles i alle enkeltheder. Den, der vil have nøje rede på disse ting, må henvises til Bankkommissionens beretning, som bringer et enestående og omfattende materiale. Her skal kun, som karakteristiske eksempler for de forretningsmetoder, der var gældende inden for det stormægtige holdingkompagni nærmere undersøges 1) United Export Co.’s Historie og 2) de russiske foretagenders katastrofale endeligt efter bolsjevismens sejr.

273

Som allerede nævnt, var det The United Export Co. (U.E.C.), som dannede udgangspunktet for det senere så mægtige Transatlantiske Kompagni. U.E.C. oprettedes i 1911 og havde oprindelig til opgave at videreføre eksporten af specielle industrivarer, som smøreksport-aktieselskabet The Crown Butter Export Compagni havde påbegyndt nogle år i forvejen, men som det nu ønskede udsondret fra selskabets eksportvirksomhed. Det drejede sig hovedsagelig om eksport af cement, porcelæn, malt, øl, klaverer, blæk osv. 1913 udbyggedes U.E.C. som eksporthus fra Hamborg, og senere overtog firmaet også udførslen af tyske og franske varer. Allerede før verdenskrigen udvidedes aktiekapitalen til 1 mil. kr., hvorhos der tillige på en den 13. maj 1914 afholdt generalforsamling vedtoges en lovændring, hvorefter bestyrelsen fik lov til at udvide kapitalen til 2 mil. kr. Da krigen udbrød, blev U.E.C. på grund af dets nære tilknytning til Tyskland straks blacklisted af Entente-magterne. Kompagniets oversøiske handel måtte derfor standses. Men samtidig åbnede der sig nye store forretningsmuligheder for firmaet sydpå, til Tyskland og andre centraleuropæiske stater. Således kan det forklares, at kompagniet også i de første krigsår successive kunne udvide sin aktiekapital indtil 5 mil. kr. i løbet af 1916, og at det samtidig kunne overtage større aktieposter i en række tilknyttede selskaber, nemlig

500.000 kr. i Russisk Handelskompagni (R.H.K.),
450.000 kr. i Continental and Oversea Trading Company (C.O.T.C.),
250.000 kr. i Dansk-Italiensk Eksport-Kompagni (D.I.E.C.) og
500.000 kr. i A/S Lund & Petersen.

Af disse selskaber var Russisk Handelskompagni blevet dannet i juni 1915 for at udnytte de store forretningsmuligheder, der åbnede sig for den danske handelsvirksomhed i Rusland, efter at handelen med Tyskland var standset.

274

Formand for bestyrelsen i det her nævnte kompagni blev højesteretssagfører Harboe, af bestyrelsens medlemmer kan endvidere nævnes kommandør Drechsel, grosserer Aage Berlème, direktør Siegumfeldt fra svovlsyrefabrikkerne og ingeniør W. Werner. Til administrerende direktør valgtes Erik Plum. Th. Lund & Petersen var et sibirisk smørfirma, som allerede længe før krigen var engageret i eksport af smør fra Rusland til mellemeuropæiske stater, men som 1916 ifølge standsningen af disse forretninger omdannedes til et aktieselskab under U.E.C. Det Dansk-Italienske Eksport-Kompagni blev først oprettet den 9. maj 1916 med det formål for øje at importere sydfrugter, silke og visse special-maskiner fra Italien mod eksport navnlig af tørret og saltet fisk. Til selskabets bestyrelse blev ved starten valgt generalkonsul Valdemar Glückstadt, Landmandsbankens juridiske rådgiver højesteretssagfører Bülow samt Kaptajn Aarestrup og den tidligere italienske minister senator Maggionera Fenaris. Ved Continental & Oversea Trading Co. drejede det sig om et foretagende, der havde sin oprindelse i det franske kolonialselskab Compagnie Francaise de la Côte d’Ivoire. Selskabet erhvervedes allerede før verdenskrigen af U.E.C., efter at belgiske, hollandske og engelske kreditorer i firmaet var blevet udkøbt, og U.E.C. selv havde fået aktiemajoriteten. I marts 1916 blev kolonialselskabet, da Frankrig ikke var interesseret i at give dansk-jødisk kapital frit spil i landet, omdannet til et selvstændigt fransk selskab under navnet Continental & Oversea Trading Co., der til en begyndelse lededes af U.E.C.’s Pariser-agenter, en græker Jahiel og en syrer Corkidhi, der, som det hedder i Bankkommissionens beretning, “af forskellige grunde blev misliebige [ildeset] og udvistes af Frankrig i slutningen af 1917”. Det bemærkes endvidere i denne beretning, at “de to herrer viste en udpræget tilbøjelighed til at ansætte deres egne slægtninge i firmaet såvel som til at drive forretning med disse”; alligevel skal firmaet indtil dette tidsrum have gået godt, så det endnu 1916 gav en dividende på 10 pct. Efter at de to repræsentanter

275

for D.U.C.’s Pariser-agentur var blevet udvist, blev jøden Aage H. Dessau på jøden Abrahamsons anbefaling udnævnt til C.O.T.C.’s direktør, og samtidig blev foretagendet udskilt fra D.U.C., idet kontrakten, ifølge hvilken 50 pct. af årets overskud skulle tilfalde D.U.C., efter at aktionærerne havde fået udbetalt 10 pct., overtoges af D.T.C.

The United Export Co. bevarede herefter kun sine interesser i Russisk Handels-Komp. og Th. Lund & Petersen udover krigen, desuden i en række tyske og danske selskaber, og endelig, i forening med Russisk Handelskompagni og Det Transatlantiske Kompagni, det store engagement med Rekylsyndikatet. 1917–18 udvidede U.E.C. desuden sine interesser i nogle danske industrielle foretagender som A/S Fabriksanlæg og A/S Dansk Stålindustri, A/S Frysningskompagniet og i Frøfirmaet Trifolium, der voldte store tab.

Den 18. juni 1918 vedtoges på en generalforsamling i U.E.C., at der skulle søges nærmere samarbejde med det 1916 oprettede Holding Company, Det Transatlantiske Kompagni (D.T.K.), efter at U.E.C.’s finansielle virksomhed allerede var blevet udskilt til fordel for D.T.K. ved dets stiftelse. I den nu, dvs. 1918, oprettede kontrakt fastsattes bl.a., at D.T.K. skulle have 15 pct. af U.E.C.’s nettooverskud, efter at aktionærerne havde fået 10 pct. På et delegationsmøde den 18. november 1918 stillede Harald Plum forslag om udvidelse af aktiekapitalen fra 5 til 10 mil. kr., under påberåbelse af, at der nu måtte kunne regnes med meget store forretningsmuligheder i Rusland. Det vedtoges imidlertid at udsætte vedtagelsen af de Plum’ske forslag, indtil Glückstadt havde taget stilling til sagen. Bankdirektør Glückstadt foreslog derefter i et delegationsmøde den 30. 12. 1918, at Landmandsbanken skulle bemyndiges til at udbyde de 5 mil. kr. nye aktier til en kurs, der senere skulle fastsættes, hvorimod Landmandsbanken forpligtede sig til forlods at udbetale U.E.C.’s aktionærer et à conto-beløb på 5 mil. kr.

276

Forslaget vedtoges. Aktierne blev senere, i februar 1919, udbudt til en kurs på 140 pct. minus 5 pct. provision. Ved aktieombytninger og forskellige andre transaktioner foretoges derefter en nøje adskillelse af de to kompagniers interesseområder, hvorved det endnu i 1918 var planen, at U.E.C. skulle bevare sine interesser i Skandinavien samt Rusland og Finland, medens D.T.K skulle føre handelen i den øvrige verden inklusive Sibirien.

De ved adskillelsen af interesseområderne foretagne transaktioner finder i Bankkommissionens beretning en særlig interessant belysning, idet følgende fortælles (bilag s. 134): “Da samtidig (dvs. i sommeren 1918) Crown Butter ønskede at skille sig af med sin aktiebesiddelse i Th. Lund & Pedersen, for derved blandt andet at bøde på et noget magert regnskabsresultat pr. 30. april 1918, blev der truffet en ordning gående ud på, at U.E.C. overtog Crown Butters 240.000 kr. aktier til kurs 200 minus 6 pct. rente fra 30. april til 31. juli 1918, hvorved Crown Butter fik en avance på 232.800 kr., der gik ind på selskabets regnskabsår, der afsluttedes pr. 30. april 1918, udvisende et samlet overskud på kun 152.000 kr. U.E.C. overdrog dernæst D.T.K. sin aktiebesiddelse i Th. Lund & Petersen 500.000 kr. plus de nyerhvervede 240.000 kr. til kurs 200, hvorved U.E.C. realiserede en avance på 496.000 kr. Samtidig afkøbte U.E.C. D.T.K. dets aktiebesiddelse i R.H.K. 1.181.000 kr. til kurs 180. Ved hjælp af avancen på Th. Lund & Petersens aktier nedskrev U.E.C. straks aktierne i R.H.K. til kurs 130, medens de overskydende 12.000 kr. blev overført til generalindtægts-konto. For en ordens skyld nævnes her, at D.T.K. ligeledes nedskrev sine aktier i Th. Lund & Petersen fra 200 til 130, hvortil medgik 518.000 kr., men da D.T.K. havde sine aktier i R.H.K. til kurs 114,7 og således ved salg til U.E.C. havde indtjent 771.000 kr., blev der til overs en fortjeneste på 235.000 kr., som gik ind på generalindtægts-konto for 1918. Alle tre selskaber tjente således ved den foretagne handel, men i det

277

lange løb blev det alligevel Crown Butter, der havde gjort den bedste forretning.” Ja, således opnåede Crown Butter først en avance på 232.800 kr., dernæst U.E.C. en avance på 496.000 kr. og D.T.K. sluttelig en avance på 771.000 kr., og alle disse fortjenester erhvervedes ene og alene ved kursmanipulationer, som foretages af den selvsamme kreds af mænd, der dannede bestyrelserne for de respektive foretagender. Det var vel nok fint klaret.

Med hensyn til The United Export Company, der som nævnt oprindelig dannede basis for det store moderselskab Det Transatlantiske Kompagni, skal endnu bemærkes, at det efter verdenskrigen indledte et særlig kraftigt arbejde østpå, efter at det var blevet slettet på den engelske sort-liste. Kompagniet så nu sin specielle opgave i at vinde en slags monopolstilling på det russiske eksport- og importmarked, i håb om derved også om føje tid at kunne gøre København til den centrale stabelplads for hele Østersøhandelen. Samtidig indrettede man sig på en kraftig udvidelse af eksporten til Tyskland og på import af al slags kolonialvarer, margarineråprodukter osv. fra oversøiske lande.

Efter at Danmark ved udgangen af 1918 havde sluttet handelsoverenskomst med Amerika, begyndte opkøbet af varerne ved søsterselskabet Bech, van Sicklen & Co. i New York, hvor der 1919 købtes varer til et beløb på godt 100 mil. kr. Det lykkedes imidlertid kun at videresælge for ca. 74 mil. kr. heraf, “således at man” — som det berettes i Bankkommissionens beretning — “ult. 1919 lå med et varelager på 31 mil. kr., hvoraf 26 mil. kr. var føde- og kolonialvarer; af disse havde ca. halvdelen dels ligget på lager over 6 måneder og dels ligget på lager fra 3–6 måneder, uden at salg havde fundet sted.” Samtidig forkøbte U.E.C. sig på en række andre amerikanske varer som store partier fedt, flæsk og oleo stocks [oksefedt] samt tørrede frugter. Grundene hertil var bl.a., at afsætningen til Baltikum samt til de tyske indkøbsorganisationer “Reichsfleischstelle” og “Reichstelle fur Öle und Fette”

278

svigtede, at Mark-kursens fald virkede destruktiv på forretningerne, eftersom U.E.C. ikke havde kursdækket sit salg, og endelig fordi amerikanske eksportfirmaer langt om længe selv begyndte at sælge umiddelbart til Tyskland og derved påførte The United Export Co. en meget følelig konkurrence. Dertil kom, at de tyske indkøbsorganisationer rejste erstatningsspørgsmål, efter at de indgåede kontrakter var annulleret, og at D.U.C. måtte betale en større erstatning, om hvilken Bankkommissionen beretter (s. 138), at “det ikke har været kommissionens revisorer muligt at konstatere, hvor erstatningen er bogført”, og at Harald Plum kun kunne oplyse, at han ikke så på den erstatning som direkte tab, idet man på anden måde skulle have lejlighed til at tjene beløbet ind igen”. Af det varelager, som U.E.C. lå med ult. 1919, var for ca. 26 mil. kr. kolonialvarer; deraf flæsk for 1,5 mil. kr., fedt for 5.7 mil. kr., tørrede frugter for 3,1 mil. kr., ris for 4,7 mil. kr., tælle for 0,6 mil. kr., kokosolie for 0,6 mil. kr., klipfisk for 0,4 mil. kr., oleo stock og oleo oil for 1,2 mil. kr. Da afsætningsmulighederne fra måned til måned blev vanskeligere, måtte frasalget ske på bedste beskub. Bl.a. solgtes i september 1919 13 partier flæsk for 1,4 mil. kr. med et tab på 478.000 kr. og et parti kokosolie, for 107.000 kr. med et tab på 38.000 kr. Et parti klipfisk blev også en relativ dyr historie, idet der foruden tab ved salget på ca. 215.000 kr. måtte betales en erstatning for varen på ca. 50.000 kr. ifølge dom. Ravruskende galt gik det også med et parti æbler, som man først forsøgte at afsætte i Stockholm og derefter i Helsingør, hvorved der måtte tages et tab på 91.000 kr. med i købet. Og sådan gik det videre i lange baner. På kaffe tabtes der 1921 353.000 kr.

September 1919 overtog Det Transatlantiske Kompagni som nævnt finansieringen af U.E.C., og samtidig gennemførte det en kraftig udvidelse af aktiekapitalen fra 10 mil. til 30 mil. kr.

Kort efter denne sammenslutning begyndte tragikomedien

279

med Hermann Kobritz, i hvem Harald Plum troede at have opdaget et fænomenalt forretningsgeni, der havde særlige forudsætninger for at bane The United Export Company vejen til det østsibiriske marked. Kobritz havde før verdenskrigen handlet på Østen, og Plum gik ud fra, at en sådan mand nu passende kunne yde sine tjenester for den i D.T.K. arbejdende dansk-jødiske kapital. Kobritz ansattes som direktør med fast gage, fik straks en kredit på 10 mil. Mark til rådighed for at foretage opkøb i Tyskland, hvorved det blev bestemt, at kreditterne skulle afregnes efter en kurs 21 kr. lig 100 Mark. Derved gik man ud fra, at Mark-kursen ville stige op til 30, medens udviklingen jo som bekendt gik den modsatte vej; allerede den 19. 12. 1919 var Mark-kursen gået ned til 11,35. opkøbet skulle foregå 1920. I foråret 1920 overtog U.E.C. det Hamborg’ske firma John Tofft & Co., hvorved Kobritz’ firma blev en filial af John Tofft & Co. Overtagelsen skete i øvrigt under ikke særlig gunstige vilkår, da U.E.C. ved at overtage “de gamle aktionærers konto” påbyrdede sig et underskud på ikke mindre end 1.391.494 kr. 34 øre. Men sådan en bagatel kunne selvfølgelig ikke forurolige en Harald Plum eller D.T.K., da det jo nu engang drejede sig om at komme hurtigt ind i forretningerne, og da en mand som Kobritz ved sit handelsgeni jo sikkert i en håndevending ville skaffe dækning for dette tab på 1,4 mil. kr. Kobritz begyndte altså sit arbejde; men prisstigningen på det tyske marked samt advarslerne fra Vladivostok mod den påtænkte eksport standsede snart opkøbene. I alt blev der opkøbt for 4 mil. kr. varer, for det meste industriprodukter. Afskibningen sattes straks i gang. Da ingen ville modtage varerne i Vladivostok, sendtes de videre til Shanghai, hvor de endelig realiseredes. Tabet opgjordes til slut til ca. 659.000 kr. Da Kobritz’ forretningsforbindelse senere henvendte sig til firmaet Th. Lund & Petersen for at få nærmere forklaring på de fejlslagne transaktioner, gøres der bl.a. opmærksom på, at Kobritz ikke kunne danne sig nogen

280

forestilling om afsætningsmulighederne i Sibirien for de tilbudte varer nu efter krigen, at der til dels var blevet forlangt fantasipriser, at man aldrig havde fået prøver på varerne, ligesom beskrivelsen manglede, så man bl.a. ikke vidste, om f.eks. de tilbudte file “var firkantede, runde, trekantede, flade, fine eller grove etc.”.

Dog, Harald Plum søgte også på anden måde at udnytte det tyske marked til sine store handelsspekulationer. Under hensyn til de sørgelige erfaringer, han havde gjort i 1919 ved salgene af amerikanske levnedsmidler til de tyske indkøbsorganisationer (Reichsstellen), foranledigede han, at D.T.K. optog store kursdækningslån i tyske Mark for at sikre sig mod valutatab. Da han til trods herfor ved salg til Tyskland stadig led store tab, besluttede han at anvende 30 mil. Mark til opkøb af tyske varer, som derefter skulle videresælges til oversøiske lande. Til opkøbene stilledes fra 17. 2.–19. 6. 1920 ikke mindre end 28 mil. kr. til rådighed.

Men da de på denne måde indkøbte varer var købt for Mark efter en Mark-kurs af 12, og varerne derfor også faktureredes efter samme kurs, kom D.T.K.’s filialer, der fik varerne tilsendt i konsignation [form for kommission], meget hurtigt i en vanskelig situation. De kunne ikke konkurrere, da andre firmaer købte varerne i Tyskland efter dagskurs og derfor uden videre kunne slå de såkaldte U.E.C.-consignments ud. Dertil kom, at de udenlandske datterselskaber også ofte modtog varerne uden at have bestilt dem og uden at kende noget til varernes kvalitet, så der idelig måtte rettes klager over denne fremfærd til D.T.K.’s hovedsæde. Bankkommissionens beretning bemærker hertil, at der ofte sendtes varer, der var ganske uegnede for markedet eller også i latterlig grad oversteg markedets behov. Som eksempel nævnes (s. 143): “Til Brasilien sendte man således dukker og hængelåse til hele Brasiliens forbrug i flere år, og til Equador sendte man ligkistepynt til Equadors forbrug i 2 à 300 år.” Bedre blev det ikke ved, at

281

salgsorganisationen i udlandet meget ofte ikke var i orden, og at varerne ofte var af meget ringe kvalitet osv.

Af konsignationspartier sendtes der til Brasilien for 734.000 kr., til Argentina for 830.000 kr. og til U.S.A for 718.000 kr. Afsætningen var umulig. Og hvad sker så? Ja, man høre, hvad Bankkommissionen beretter (s. 144): “Da så prisfaldet indtraf, lå man med så godt som alle varer usolgte og ufortoldet, og da tolden på de fleste pladser som værditold afhang af fakturaprisen, viste det sig gennemgående, at tolden ville overstige salgsprovenuet, så at abandonnering [opgivelse] var at foretrække. Hertil bidrog f.eks. i New York i væsentlig grad varernes slette kvalitet og ukuranthed. Man abandonnerede faktisk et parti med en fakturaværdi af 93.000 Dollar ved at sælge varerne på kredit for 10.000 Dollar til en insolvent køber i Valparaiso blot for at slippe af med varerne og derved undgå yderligere lagerleje. Buenos Aires gik det således, at da man sendte hjælp til at udløse U.E.C.’s konsignationer hjem over tolden, blev pengene i stedet brugt til at klare nødvendige forpligtelser med. Også her endte man med at abandonnere varerne, der lå i tolden. Til Rusland og Konstantinopel blev der indkøbt store partier, og Russisk Handelskompagni sendte en indkøbsekspert til Tyskland med det resultat, at der indkøbtes store partier, hvoraf en betydelig del gik til Vladivostok, medens man måtte opgive at eksportere resten, der efterhånden realiseredes i Hamburg til 1/5 à 1/10 af kostprisen. Efter Externas oplysninger har der i alt været anvendt 3.750.000 kr. til disse konsignationer, medens tabet andrager 3.280.000 kr., eksklusive forrentning, omkostninger og tab på udestående fordringer, således at der i virkeligheden er tabt over 100 pct. på forretningen.” (Fremhævelser af forf.)

Således gik det altså med den spekulation, den dansk-jødiske kapital var inde på ved udsalget af varer fra det allerede i forvejen udplyndrede og forarmede Tyskland til de

282

oversøiske lande. Sandelig: et ophøjet billede af jødemoralen, der raner byttet, hvor det byder sig, men tillige dog et bevis på den udlignende retfærdighed, der hævner sig på finanshajerne ved at lønne ubændigt profitbegær med tilintetgørende tab. Her røg hen imod 4 millioner kroner i suppedasen.

The United Export Comp. under Harald Plums ledelse havde imidlertid endnu et tredje felt, på hvilket det skulle hente sig store finansielle nederlag. Kompagniet havde, som allerede nævnt, i den første tid efter verdenskrigen importeret kolonialprodukter i store mængder fra oversøiske lande i forventning om at kunne afsætte disse varer med stor gevinst i Rusland, Baltikum og de centraleuropæiske lande. Spekulationen slog fejl, bl.a. derved, at store mængder varer som følge af Mark-derouten ikke kunne afsættes til rentable priser i Tyskland, og at pengeknapheden inden for de af krigen så hårdt hjemsøgte stater i det hele vanskeliggjorde afsætningen. For mange varers vedkommende viste videresalg sig endog umuligt, så U.E.C. til slut ikke så nogen anden udvej end at foretage reafskibninger med en stor del af disse varer. Uheldigvis drejede det sig derved hovedsagelig om levnedsmidler og letfordærvelige varer, som først var blevet sendt fra Amerika til Europa og nu måtte gå vejen tilbage. Dertil kom, at U.E.C. selv havde desorganiseret markederne ved her og der at opkøbe en betydelig del af de amerikanske varer ikke hos søsterselskabet Bech, van Sicklen & Comp. i New York, men hos amerikanske konkurrencefirmaer; således havde det i fast regning overtaget store partier fedt, flæsk og oleo stock fra amerikanske pakkere som Omaha Packing Company. Da nu afsætningen i Europa viste sig at være umulig, tilbød U.E.C. sit søsterfirma Bech, van Sicklen fedt, margarineprodukter, svesker, abrikoser til afskibning og afventede slet ikke ordrerne, men lod straks varerne tilbagesende i marts 1920 med damperne “Manchuria”, “Mongolia” og “Oregon”. Denne reafskibning ordnedes af direktør Erik Plum, og varerne faktureredes til kostpris med 1½ mil. kr.

283

Bech, van Sicklen & Co. var forfærdet. Dollaren steg, priserne sank, så de tilbagesendte varer aldrig ville kunne opnå kostprisen, endsige varer, som allerede var mere eller mindre fordærvede. Udførselsforholdene for U.S.A var i øvrigt katastrofale, da eksportprisen som følge af den forøgede Dollar-værdi var uoverkommelig for de udenlandske aftagere af amerikanske varer. På det amerikanske marked herskede som følge heraf vareoverflod. Bech, van Sicklen & Co. telegraferer derfor også bl.a., da det erfarer, at et større parti St. Joaquin abrikoser vil blive transporteret fra Hamburg til New York, fortvivlet: “Vi har gennemtrawlet hele markedet uden mindste held, da andre eksportører og spekulanter her i byen har deres lagre fulde af varer, som de ikke kan blive af med.” Og ligeså fortvivlet telegraferer New York’er-firmaet den 2. marts 1920: “Gør Deres yderste for at standse Hamburg tørret frugt afskibning; træk ikke — returner ingen varer uden bemyndigelse.” Lige meget hjalp det. U.E.C. var i knibe. Varerne måtte væk, koste hvad det ville.

Store mængder gik som nævnt tilbage til Amerika. Og tabene blev store, meget store. 492 kasser med 1918-svesker var i 1920 selvfølgelig usælgelig som spisevarer og måtte ifølge forbud fra Sundhedskommissionen ikke sælges som sådanne. Så fik tobaksfabrikanter dem til fremstilling af tobak-sauce for en pris, der så nogenlunde var ensbetydende med totaltab. Værre gik det med et stort parti abrikoser, der blev reafskibet med “Mongolia” fra Hamburg til Amerika, og derefter tilbagelagde en tredje rejse over Atlanterhavet med mellemstation i London, for endelig på ny at havne i Hamburg. Disse sveskers eventyrrejse frem og tilbage over den store dam stilles rigtigt i relief ved følgende skrivelse, som Bech, van Sicklen den 13. november sendte til U.E.C.: “… Det er os ubegribeligt, hvorledes nogen, der havde besigtiget disse varer før afskibningen, kunne erklære, at varerne var i god tilstand, eller “at der ikke var noget særligt at udsætte på dem”. Det må sandelig have været en mangelfuld besigtigelse,

284

og vi ville ønske, De på ny henvendte Dem til vedkommende, der besigtigede varerne. Det er ganske udelukket, at varerne kunne være gået så stærkt i gæring undervejs. Som angivet i besigtigelsesrapporten er varerne uegnet til menneskeføde og i en næsten ubeskrivelig forfatning. De må have været i en dårlig tilstand i det sidste halve års tid, og efter vor mening er hovedårsagen den, at man ikke har vist tilstrækkelig omhu med oplægningen i Danmark. Denne art vare må opbevares i fryserum i sommermånederne. Som forudsagt i tidligere breve vil De sikkert møde endnu større utilfredshed hos The Alliance Trading Company i London, da vi er tilstrækkelig fortrolig med London-markedet til at kunne forsikre Dem om, at man der ikke vil aftage disse abrikoser, der ikke engang er tjenlige til svineføde.” Det var klar besked. London vægrede sig. Men så fik Hamburg dem tilbage, og herfra solgtes de med mægtige tab i Tyskland. Vær så artig: en vare, der betegnes som “ikke engang tjenlig til svineføde”, var efter jødernes opfattelse god nok til i sidste instans at sælges til det udsultede tyske folk i det herrens år 1920!

Ligeså galt gik det med alle mulige andre varer, korender, blommer, sardiner, “Fine Selected Denia Rosiner” og Valencia Rosiner.

Da der så 1921 foretoges en endelig opgørelse mellem D.T.K.’s søsterselskaber U.E.C. og Bech, van Sicklen & Co., viste det sig, at man på 17.903 kasser tørret frugt fra skibene “Manchuria” og “Mongolia” havde et samlet tab på godt en halv million kroner. Hvortil der bemærkes i Bankkommissionens beretning (s. 148): “Når udfaldet af disse reafskibninger gav et tab på i alt 8–900.000 kr., kan U.E.C.’s ledelse ikke henskyde sig under, at det er forårsaget ved prisfaldet i forsommeren 1920. hovedårsagen ligger i selve reafskibningerne til et marked, man forud vidste var svagt og svingende, samt i varernes overgemthed og slette tilstand.”

Det finansielle resultat af U.E.C.’s vareomsætning under

285

Det Transatlantiske Kompagnis overledelse fremgår af følgende opstilling:

 KøbSalgAvance 
ÅrKr.Kr.Kr. 
191999.106.70774.659.2596.218.508 
192066.805.79673.052.181-7.192.523 
192123.256.66332.273.096-8.400.826 

Efter en af selskabet Externa foretaget opgørelse androg tabene ultimo 1922 i U.E.C. og datterselskaberne i alt 32.933.290 kr. 98 øre.

Ansvaret herfor havde navnlig Eskil Yding, der var ledende direktør, men som på grund af sine talrige rejser måtte overlade det egentlige tilsyn til underdirektøren Ammentorp, der, som det flere gange fremhæves, ikke havde nogen købmandsmæssig uddannelse. Men større ansvar ligger på Harald Plum, direktøren for finansieringsselskabet D.T.K. samt på direktør Emil Glückstadt. Sidstnævntes hovedansvar på dette punkt er det at have givet skrivebordsfantasten Harald Plum fri og uhindret adgang til det danske folks penge, mens manden i stedet for burde have siddet i en dårekiste.

Der kunne endnu fortælles mangt og meget om de eksotiske foretagender, Det Transatlantiske Kompagni var inde på. I Brasilien tabtes alene ved forskellige forfejlede transaktioner godt 17 mil. kr. Et af de brasilianske selskaber, Johnson & Co., som startedes i september 1916, satte straks store penge til ved køb af en lille oliemølle i nærheden af Rio de Janeiro, der senere viste sig at være aldeles ubrugelig. Da kaptajn Aarestrup i februar 1919 besøger denne virksomhed, beretter han til D.T.K.: “Oliemøllen frembyder et traurigt syn: beliggende langt ude på et usundt sted med maskiner, der daterer sig fra tresserne [1860’erne] og virker ganske forhistorisk, og med et stort lager.” Oliefabrikken forvoldte et tab på ca. 1,3 mil. kr.

286

Den driftige direktør Johnson førte også forhandlinger med en amerikansk jøde, Stockle, vedrørende køb af en skovkoncession osv. Han købte en koncession i staten Esperito Santos for 500 Contos lig ca. 1½ mil. kr. (1 Contos = 1000 Milreis = 1.135 kr. efter parikurs), desuden 3 facendaer (dvs. storgodser til kvægavl) for tilsammen 140 Contos. Da Eskil Yding senere, i december 1917, opholder sig i Brasilien for bl.a. at undersøge disse forhold, er han meget imponeret over, at man i Brasilien “kan få koncessioner på ligeså meget land, man ønsker, og uden at betale en eneste øre”. Skovkoncessionen alene omfattede et areal så stort som Lolland. Så imponeret Yding imidlertid var over købsmulighederne, så ringe tiltro havde han til muligheden af at opnå udbytte af de af Stockle erhvervede arealer. Koncessionen anser han, eftersom forholdene ligger, for at være aldeles værdiløs, og han knytter heller ikke særlige forventninger til omdannelsen af urskov til plantage. Herom bemærker han bl.a.: “Med hensyn til kvægdrift, da kunne der være tale om en sådan for så vidt, at man kunne få køerne til at leve oppe i træerne.”

Da engagementerne således ansås for håbløse, anbefaledes det af Yding atter at sælge både skoven og storgodserne, og da der ikke kunne findes andre købere, indledes på ny forhandlinger med den smarte amerikanske jøde Stockle. Denne erklærede sig også rede til at købe det hele tilbage, dog kun for 500 Contos (han selv havde fået 640 Contos). Da han ikke kunne betale kontant, købte han på kredit mod udstedelse af 5 veksler, der forrentedes med 5 pct. i tiden fra 1. juli 1918 til 1. juli 1920. I Bankkommissionens betænkning tilføjes: “Man regnede med, at Stockle ikke ville lade sig erklære fallit, efter at han blot havde betalt et ringe rentebeløb. Fallitboet indbragte kun 18 Contos netto.” Stockle havde dermed jo i tilstrækkelig grad overfor D.T.K. ført bevis for, at han forstod sin metier. Selve koncessionen måtte ved udgangen af 1921 afskrives med et tab på 804 Contos; desforuden var et tilskud fra Det Sydamerikanske

287

Plantageselskab på 125.000 kr. gået tabt. Her røg altså en million kroner!

Tabet på den amerikanske jøde Stockle måtte senere som utallige andre tab dækkes ved danske statsborgeres skatteydelser!
 

Et særlig tragisk kapitel i Det Transatlantiske Kompagnis historie er afviklingen af de af kompagniet finansierede russiske handelsselskaber, navnlig Russisk Handelskompagni, hvis oprettelse, som allerede nævnt, fandt sted i juni 1915.

Handelsinteresser i Øst havde Danmark allerede haft længe før verdenskrigen. Ja, allerede før århundredskiftet fandtes der foretagsomme forretningsmænd, der begyndte samhandelen med Rusland og det fjerne Sibirien, og denne handel tog straks fra begyndelsen et kraftigt opsving. Det var navnlig firmaerne Det sibiriske Kompagni, som lededes af direktør Hjerl Hansen, samt Dansk-sibirisk eksportselskab under ledelse af direktørerne Th. W. Jacoby og Noack og det sibiriske smøreksportfirma Theodor Lund & Petersen, hvis indehaver var grosserer Groes Petersen, som var banebrydende på dette område. handelens hovedartikel var smør, som opkøbtes af de nævnte firmaers forretningskontorer i de vestsibiriske byer, derefter befordredes til en afskibningshavn i de baltiske lande — for det meste til Windau — for derfra at sendes videre til de mellem- og sydeuropæiske markeder. Men der handledes også med andre produkter, og navnlig var Det Sibiriske Kompagni inde på en varehandel, der omfattede alle mulige artikler. Omsætningen gik også godt fremad, så længe det var fredstid. Men da krigen brød ud, meldte vanskelighederne sig meget hurtigt, og den vigtigste forretning, handelen med smør, standsede brat, da den russiske regering i efteråret 1915 forbød enhver eksport af smør og samtidig overdrog hele denne handel til oprindelig en, senere to brugsforeninger.

De nævnte danske firmaer måtte nu se sig om efter nye virkeområder. Det gik let for Det Sibiriske Eksportselskab,

288

som allerede i forvejen havde haft med omsætningen af de mest forskellige russiske produkter at gøre, men håbløs blev situationen for Th. Lund & Petersen, hvis smøreksportforretning gik helt i stå. Dette firma måtte 1916 rekonstrueres. Det blev nu omdannet til et aktieselskab med en aktiekapital på 1 mil. kr., af hvilken United Export Comp. overtog 500.000 kr., Crown Butter ca. 240.000 kr., og resten overtog de to tidligere indehavere af firmaet, Groes Petersen og Poul Kjersgaard, som tillige blev direktører for det nye aktieselskab. Samtidigt sammensluttedes dette selskab med det i juni 1915 oprettede Russisk Handelskompagni til et interessent-selskab under navnet Russisk-Asiatisk Co., som overtog Th. Lund & Petersens ca. 20 sibiriske filialer og tog fat på andre større virksomheder. På denne måde fik R.H.K. et helt net af filialer i Vestsibirien til rådighed, idet Russisk-Asiatisk Kompagni fik sit centralkontor i Omsk og desuden filialer i følgende byer: Kurgan, Petropavlovsk, Jalutarovsk, Ischim, Nasivajevskaja, Tatarsk, Barabinsk, Novonikolajevsk, Kamen, Barnaul, Ustschariskpristan, Bijsk, Ekatarinenburg, Tjumen, Semipalatinsk, Irkutsk, Stretensk, Harbin og Vladivostok. Straks efter at denne ordning var blevet gennemført, satte der en livlig vareudveksling ind på grundlag af den nye kombination, idet foretagendet derved blev til en ret væsentlig faktor inden for den russiske-sibiriske handel.

Senere, den 31. juli 1918, blev U.E.C. og Crown Butter overtaget af Det Transatlantiske Kompagni, og i efteråret 1919 blev sidstnævnte kompagni yderligere interesseret i Th. Lund & Petersen som ejer af halvdelen af R.H.K.’s aktiekapital. For Russisk-Asiatisk Co. gik forretningerne godt trods de voldsomme rystelser, landet 1917–18 var udsat for; det var navnlig ostehandelen, som florerede, da denne handel ikke var monopoliseret fra statens side, og da der ej heller var fastsat maksimalpriser for ost. Desuden handledes med alt muligt andet mellem himmel og jord. Men da bolsjevikkerne i efteråret 1919 opnåede en afgørende sejr også over

289

det vestsibiriske område og kunne udvide deres herredømme indtil Bajkalsøen, da var det forbi med forretningerne. Filialfirmaerne måtte standse, og deres personale drog bort, for det meste til Manchuriet og til Vladivostok. Samtidig ramtes kompagniet meget hårdt af det store Rubel-fald mod slutningen af året 1919. Russisk-Asiatisk Co.’s sibiriske erstatningskrav opgjordes ifølge Bankkommissionens beretning ultimo 1922 til 12.760.000 kr., som måtte afskrives som fuldstændig tabt. Heraf faldt de 12½ mil. kr. på Externa, det vil sige Landmandsbanken.

Mere omskiftelsesrig var den skæbne, Russisk Handelskompagni A/S havde.

Dette selskabs stiftelse skete den 2. juni 1915, hovedsagelig som en modaktion mod de talrige fremmede købmænd fra Rusland og Polen, som hjemsøgte det danske marked for at opnå krigsleverancer. Russisk Handelskompagni finansieredes i begyndelsen af Privatbanken, men sluttede kort efter stiftelsen kontrakt med United Export Co., hvorved der foretoges en afgrænsning af de to kontrahenters virksomhedsområder. R.H.K. skulle herefter lede opkøbene og omsætningen på det russiske marked, medens U.E.C. skulle fremskaffe importvarerne til Rusland og til dette formål foretage køb og salg på markederne uden for Rusland. Direktør for det Russiske Handelskompagni blev Erik Plum, og denne opbyggede i løbet af få år en mægtig handelsorganisation, der for en tid var én af de førende virksomheder i Rusland. Forudsætningerne for en gunstig udvikling var fra starten af til stede, da R.H.K.’s forretningsafdelinger stod under ledelse af erfarne grosserere, til dels godt indarbejdede dansk-russere, og da forholdene i øvrigt virkede til gunst for foretagendet. Det var en neutral og i almindelighed i Rusland velset stats handelsmænd, der tog fat på opgaven, og dertil kom, at danskerne (jvf. “Politiken”s beretning om Det Transatlantiske Kompagnis historie, 13.–17. 10. 1922) havde særlig

290

evne til at omgås Russere, “til at sætte sig ind i deres tankegang og indrette sig efter de særlige østeuropæiske handelsformer.”

Det skortede ej heller på kraftigt initiativ hos kompagniets ledende mænd. Tværtimod! Allerede 1915 blev kompagniets forretninger gennemorganiseret i 7 afdelinger, hver med en kyndig og dygtig fagmand i spidsen, 1916 var firmaet nået så vidt, at det kunne købe et mægtigt handelspalæ i Moskva. Nogen tid senere erhvervedes ligeledes en større ejendom i Petersborg, Newski nr. 8, til forretningslokale. Allerede 1916 indledtes et nært samarbejde med andre danske foretagender, der havde deres interesser i Rusland. Da A/S Dansk Rekylriffel-syndikat overtog leverancen af 10.000 våben til den russiske hær, fik R.H.K. den opgave at modtage og aflevere de i Amerika bestilte præcisionsværktøjs-maskiner til den nye fabrik, der blev oprettet i Kowrow, næsten midtvejs mellem Moskva og Nishni-Nowgorod. Det drejede sig herved om en leverance til en værdi på 5–6 mil. kroner. Dette var optakten til en forretningsforbindelse, der senerehen skulle få en stærk indflydelse både på U.E.C.’s og R.H.K.’s stilling i Rusland. sammen med det russiske selskab “Krigs-Union” overtog R.H.K. endvidere levering af 20.000 Pud á 16 kg [gl. russisk vægtenhed] sikkerhedssprængstof, der, fremstillet efter en af den danske ingeniør K. W. Nielsen opfunden metode, kun kunne bringes til eksplosion ved en kviksølvsknaldhætte. Den overtagne ordre beløb sig til ca. 1,6 mil. Rubler. Da en lille fabrik, man havde lejet i nærheden af Petersborg, ikke var i stand til at producere det fornødne kvantum sprængstof alene, påbegyndtes oprettelsen af en ny ammunitionsfabrik i Wologda, som var knudepunktet for jernbanestrækningerne Moskva-Archangelsk og Petersborg-Omsk. Inden fabrikken var færdigbygget, brød den første revolution ud i marts 1917. Da sprængstof til krigsbehov ikke mere var fornødent, blev selskabet omdannet til fabrikation af et sprængstof, der kunne bruges i russiske mine- og skovbrugsselskaber. Det nye firma “Detonator” nåede imidlertid aldrig at træde i aktion, da

291

fabrikken efter bolsjevikkernes sejr i efteråret 1917 blev nationaliseret. Det lykkedes imidlertid i tide at få maskinanlægget og råprodukterne solgt, så R.H.K. kunne trække sig ud af sagen uden tab. Endelig oprettede R.H.K. endnu 1916 — efter tilskyndelse af U.E.C. og det København’ske firma “Løvens kemiske fabrikker” — i forbindelse med det russiske firma “Stollberg & Co.” i Petrograd et fabrikforetagende “Standard Laboratorium” i Petrograd til fremstilling af kosmetiske og medicinske præparater. Noget senere blev det russiske firma udkøbt og fabrikken blev flyttet til Moskva. Alt tegnede godt. Afsætningen var meget stor. Men også her satte revolutionen snart en stopper for den heldige udvikling. 1916 påbegyndtes desuden samarbejdet med det norske firma Wilh. Willumsen med det formål at levere kemiske råprodukter, navnlig amerikansk harpiks, til de russiske papirfabrikker. Men særlig store fællesinteresser fik R.H.K. på samme tid ved samarbejdet med norske skovbrugs- og papirindustri-firmaer, idet der startedes et dansk-norsk selskab “A/S Det Udenlandske Skovindustriselskab” (aktiekapital 8. mil. kr.), som erhvervede 1/4 mil. tdr. land storskov i guvernementerne Wologda og Rybinsk og — efter Erik Plums opfattelse* — ville være blevet “Europas største selskab inden for skovbrug, cellulose- og papirindustri”, hvis forholdene ellers havde udviklet sig normalt.

Selve de store muligheder, som R.H.K.’s fremstød åbnede for dansk handelsvirksomhed mod øst, gav stødet til oprettelse af søsterselskaber her og der i verden, som i første række skulle tjene som en slags fødestationer for R.H.K., altså fremskaffe varer for det russiske marked. Her lå jo de store chancer for et neutralt lands initiativ, efter at Tyskland, som indtil 1914 havde haft en aldeles dominerende stilling i russisk im- og eksport, var slået ud. Således etableredes en …

*) Russisk Handelskompagni A/S (The Russian Trading Co. Ltd.) 1915–1922. Kbh. 1923. s. 27.

292

… ny forbindelse med et Londoner-selskab, The Alliance Trading Co., som 1916 var blevet oprettet på foranledning af The British Bank of Northern Commerce og allerede samme år havde oprettet en filial i Petersborg. Dette selskab traf senere på Harald Plums foranledning en overenskomst med R.H.K., hvorefter Alliance Trading Co. overtog førstnævntes repræsentation i London, medens R.H.K. overtog sidstnævntes kontor i Petersborg. 1917 blev selskabet Bech, van Sicklen & Co. i New York oprettet med det formål at skaffe amerikanske varer frem, som i transithandel via København kunne leveres til R.H.K. Da endelig Det Transatlantiske Kompagni oprettedes med det formål “at anbringe kapital i andre foretagender, væsentligst oversøiske handels- og eksportfirmaer og ved kontrakter at forene disse i fælles samarbejde”, blev R.H.K. hurtigt dette holding-kompagnis betydeligste foretagende. Talrige firmaer, ikke blot i Danmark, men også i Frankrig, England, Italien osv. havde meget hurtigt konstateret, at der opnåedes gode avancer ved leverancer til Rusland, og D.T.K.’s ledelse, som regnede med ligefrem ubegrænsede muligheder på det russiske marked, satte nu alt ind på ved omfattende indkøb, at forberede sig på det tidspunkt, da dette marked atter ville være en sikker aftager for alverdens produkter.

Også i 1917 tog man fat på nye opgaver. Bl.a. søgte man at etablere en nærmere forbindelse med søsterselskabet Winkel & Gedde i Kobe, og i samarbejde med et svensk firma opnåede man at blive eneimportør af kaffe til Rusland. Endvidere sattes allerede i foråret 1917 en fabrik Toro til fremstilling af bouillonterninger i gang under firmanavnet A/S Russow. Til fremme af Ruslands sukkerfabrikation besluttedes det i sommeren at oprette et særligt aktieselskab, A/S Svovlsyre- og Superfosfatfabrikken Rusland, som efter krigens slutning ville påbegynde kunstgødningsproduktionen i samarbejde med A/S Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik samt russiske kredse med interesse i sukkerroedyrkningen.

293

Forskellige banker i Kiew havde givet fast tilsagn om finansiel støtte; der regnedes med, at det russiske selskab, der senere skulle startes, til en begyndelse ville kunne arbejde med en kapital på 10 millioner Rubler. Planen var god, men desværre indlod man sig i denne sammenhæng også på en hasarderet Rubel-spekulation, hvorved man ved opkøbet af en halv million Rubler satte 72 pct. af købesummen over styr. Endelig erhvervede R.H.K. sammen med det danske frøfirma Trifolium aktier i firmaet Holten & Bondarzewski, som havde kontorer og pakhuse i Kiew og Riga og allerede før krigen havde leveret kløver og græsfrø fra Rusland til Danmark. I dette tilfælde overtog R.H.K. det russiske frøfirma som datterselskab under det gamle navn, hvorved aktiekapitalen på 806.000 kr. overtoges med halvdelen af R.H.K. og halvdelen af Trifolium. Der regnedes med, at man efter krigen ville kunne udbygge forretningen i samarbejde med søsterselskaberne i New York og Buenos Aires, idet de oversøiske lande ligeledes for en stor del havde importeret kløverfrø fra Rusland, Argentina desuden i betydelig grad lucernefrø. Det manglede altså så sandelig ikke på initiativ, og forretningerne befandt sig derfor også allerede i disse første år efter R.H.K.’s stiftelse i en rivende udvikling.

Gode holdepunkter for denne udvikling giver udvidelsen af aktiekapitalen i løbet af årene samt tallene for omsætningen. Ved stiftelsen i året 1915 beløb aktiekapitalen sig til 1 mil. kr.; men allerede på generalforsamlingen den 18. maj 1916 blev det vedtaget, at bestyrelsen måtte gå med til en udvidelse af kapitalen indtil 5 mil. kr. Aktiekapitalen udvidedes derefter inden for korte perioder meget kraftig: ifølge beslutningen på sidstnævnte generalforsamling til 1 mil. kr., knapt 2 måneder senere, den 6. juli 1916, fra 1 til 2 mil. kr. og den 10. maj 1917 yderligere til 5 mil. kr. Medens selskabets samlede balance 1915 kun havde andraget 1,9 mil. kr., steg den 1916 til 11,7, 1917 til 14,4, 1918 til 19 og 1919 til 29,5 mil. kr.; først derefter sætter tilbagegangen ind, idet

294

balancen 1920 udgjorde 25,1, 1921 26,5 mil. kr. Da man i øvrigt bedømte fremtidsmulighederne overmåde gunstigt, betaltes der for regnskabsåret 1915 et udbytte på 10 pct. for 1916 på 20 pct. og for 1917 og 1918 igen 10 pct.

Da kursdækningen ved indkøbene i udlandet forvoldte alvorlige vanskeligheder efter nedgangen i Rublens værdi, der satte kraftigere ind efter den første revolution, så R.H.K. sig foranlediget til i sommeren 1917 at lade alle forsendelser af varer, der endnu lå i udlandet, standse. Denne foranstaltning viste sig imidlertid også at være nødvendig af hensyn til de i Rusland opståede transportvanskeligheder. Selve R.H.K.’s omsætning berørtes imidlertid ikke heraf, da kompagniet havde store varepartier på lager, som var aldeles tilstrækkelige til at holde hele apparatet i gang. I øvrigt gik man nu også af hensyn til transportvanskelighederne over til at befordre de over Vladivostok indgående varer videre som små forsendelser i postpakker (à 16 kg), en forretningsform, der var meget lønnende, da salgspriserne i det europæiske Rusland var væsentlig højere end cif-priserne beregnet per Vladivostok. På denne måde leveredes bl.a. peber, amerikansk tørret frugt og sålelæder, dog hovedsagelig kaffe. Alt gik godt, også længe efter at Lenin havde indledt den anden revolution. Forretningerne florerede ikke mindst, fordi Tyskland efter freden i Brest-Litowsk, som sluttedes i marts 1918 foretog meget store opkøb i Rusland og derved stimulerede handelen. På den anden side kom det R.H.K. til gode, at privatbankerne, efter at de havde fået indsat deres råd, meget hurtigt desorganiseredes, så R.H.K. praktisk talt fik en privilegeret stilling ved omsætningen af pengemidler i hele det store rige. Af russiske pengeinstitutter havde kun den russiske rigsbank kunnet fortsætte sin virksomhed, efter at ledelsen var overtaget af bolsjevikiske kommissærer. Erik Plum kan som følge heraf også berette, at kompagniets forretningsafdelinger lige indtil august 1918 forblev i fuldt sving, og at navnlig bankafdelingen viste en meget stærk udvikling.

295

Plum bemærker herom bl.a.: “Det var store beløb, der omsattes, og efter at den havde virket i nogle måneder, var der optjent så store reserver, at det gradvist var forsvarligt at forøge risikoen ved de forskellige overførsler. Værdien af Rublen lå meget forskellig i det store land, og ved at transportere penge fra Sibirien til Petrograd og Moskva og videre igen til Charkow, Kiew etc. lå der store avancer. I juni måned gik direktionen med til på enkelte sendinger at tage risiko op til et par millioner kroner, og det lykkedes at få alle sendinger vel frem.” Også R.H.K. var altså i denne periode gået over til rent spekulative forretninger. Transaktionerne lykkedes. At man endnu havde modet i behold, viste sig også deri, at man på grund af de store indtægter så sig tilskyndet til at købe nogle betydelige russiske firmaer; dog bragtes kun købet af det store firma i optik og instrumenter O. Richter i Petersborg til afslutning. Endvidere købte kompagniet et større palæ i Petersborg, som stilledes til disposition for det danske gesandtskab mod betaling af en minimal leje, og som gesandten for en tid indrettede til sin private bolig.

Endnu en mægtig chance kunne udnyttes, da bolsjevikregeringen påbegyndte den systematiske socialisering. I denne situation så mange russiske forretninger sig nemlig foranlediget til at sælge bort fra deres varelagre til R.H.K., og derved købte kompagniet i meget stor udstrækning pelsvarer. Det var dette store parti pelsværk, der senere kom til at spille så stor en rolle under selskabets likvidering. Erik Plum bemærker imidlertid, at opkøbet af disse pelsvarer skete for at ombytte mindre holdbare eksportvarer med varer, der kunne oplagres uden at tabe i værdi. Da der i november 1918 fremkom forlydende om, at også udenlandske formuer ville blive sat kraftigt i skat og at direktøren for R.H.K., i hvis navn firmaet dreves, ville blive pålignet en skat af flere millioner Rubler, så direktør Erik Plum sig nødsaget til hurtigst mulig at forlade landet. Få uger senere måtte også det

296

sidste fremmede gesandtskab, der fandtes i Rusland, det danske, forlade landet, og samtidig drog det hele overordnede personale ved R.H.K. bort.

Men dermed var endnu ikke alting tabt. Thi ved en klog foranstaltning fra det danske gesandtskabs side var alle de danske firmaers varelagre efter udstedelsen af bolsjevikkernes nationaliseringsdekret blevet socialiseret til fordel for den danske stat og overdraget til en institution kaldet “De danske Statsvarelagre i Rusland”. Alle varepartier forsynedes — med den russiske regerings tilslutning — med det danske gesandtskabs og den russiske regerings segl, og det viste sig, at myndighederne respekterede denne ordning. Helt indtil efteråret 1921 var disse varelagre i det store og hele urørte! Ifølge det senere opgjorte erstatningskrav på den russiske regering repræsenterede disse varer alene en værdi på ca. 33 mil. kr.

En umiddelbar følge af hele R.H.K.’s ledelses bortrejse fra Rusland var, at importen til Rusland nu måtte standses. Alle de varer, som var opkøbt i fremmede, hovedsagelig oversøiske lande osv. med reeksport til Rusland for øje, måtte nu altså afsættes andre steder. En tilsvarende reorganisation af afsætningen måtte gennemføres. Ifølge den redegørelse, Bankkommissionens beretning giver over R.H.K.’s balance ultimo 1919, som på dette tidspunkt beløb sig til i alt 29,5 mil. kr., “lå værdien for 8,7 mil. kr. — samt alle firmaets bogførte reserver — i Moskva-Petrograd Rayon’en [administrativ enhed], værdien for 8 mil. kr. i de dele af Rusland, der i begyndelsen af 1920 kom under bolsjevikkernes herredømme, samt endelig 12,8 mil. kr. uden for Rusland.” Af disse 12,8 mil. kr. hørte imidlertid, som beretningen fremhæver, en del til den russiske risiko, fordi de delvis bestod af varer, der kun var sælgelige i Rusland.
 

Medens Det Transatlantiske Kompagnis datterselskaber for en meget stor del var rene spekulationsforetagender, der lededes på absolut uforsvarlig måde og derfor voldte store

297

tab, må man anerkende, at de russiske foretagender gennemgående blev ledet efter sunde købmandsmæssige principper, selvom også ledelsen af R.H.K. ikke helt har kunnet afholde sig fra stærkt spekulationsprægede dispositioner. Dette gælder navnlig om bankforretningerne i 1918. Også vil det vel kunne diskuteres, hvorvidt det var forsvarligt at opkøbe store mængder fint pelsværk fra private russiske firmaer, efter at nationaliseringsdekretet var forkyndt. Men trods alt må det konstateres, at det ikke var spekulation og spil, som slog R.H.K. og søsterselskaberne i Rusland — som Russisk-Asiatisk Kompagni, The East Sibirian Trading & Packing Co. og andre mindre foretagender — i stykker, og som førte til standsning af store industrielle foretagender, i hvilke R.H.K. var interesseret, såsom sprængstoffabrikken i Kowrow, Svovlsyre- og Superfosfatfabrikken “Rusland”, firmaerne “Kurolit” og “Standard Laboratorium”, men at det var revolutionen og dennes helt uforudseelige konsekvenser, der væltede det hele. Det må også pointeres, at der — så vidt det vides — ikke var en eneste jøde medvirkende ved handelen i Rusland! selvom Glückstadt og selve Landmandsbanken havde den stærkeste indflydelse på Det Transatlantiske Kompagni, er det åbenbart, at det ikke har været muligt i den her omhandlede periode at sætte jøder ind i kampen om det russiske marked.

l øvrigt vil man kunne give Erik Plum ret, når han til forsvar for R.H.K.’s arbejde i Rusland i sit 1923 udgivne skrift om selskabet på s. 80–81 bemærker følgende:

“Jeg kan vanskelig tænke mig, at nogen dansk forretning nogensinde har været ude for tilsvarende vanskeligheder som de, der kom. Rusland havde gennem århundreder været et meget rigt land, hvor det altid havde været meget fordelagtigt for de store nationer at arbejde. Nu var der under verdenskrigen skabt virkelige muligheder for dansk initiativ i Rusland, og der var fra kompagniets side gjort så stor en indsats for at udnytte denne chance. Så indtrådte bolsjevik-revolutionen, hvorved helt nye samfundsmæssige principper blev indført, og dermed Europas brud med Rusland. Først blev det private initiativ lammet, og

298

dernæst blev den private ejendomsret, der i andre samfund, selv under revolutioner, har været anset for et ukrænkeligt klenodie, så at sige ophævet. Et hidtil ukendt fænomen, proletariatets diktatur og kommunismen, skulle praktiseres overfor russiske undersåtter, under ledelse af en klike meget intelligente, men meget fanatiske mennesker, og blev af disse, da den øvrige verden søgte at spærre Rusland inde, overført også til udenlandske forretningers og personers ejendom inden for deres magtområde. Ingen havde tænkt sig muligheden af en sådan udvikling, og jeg mener ikke, at der kan tillægges hverken kompagniets bestyrelse eller direktion noget moralsk ansvar for, at de ikke havde forudset denne skæbne.”

Hvorledes nu Erik Plum i samarbejde med sin fætter Harald Plum og med Emil Glückstadts tilslutning i 1919 forsøgte ved hjælp af militære foranstaltninger, og 1920 ved hjælp af diplomatiske midler, at vende skæbnen til gunst for de i Rusland interesserede foretagender, vil blive andetsteds behandlet (se nedenfor 7 d). Her skal blot bemærkes, at R.H.K. 1919 og fremefter forsøgte at skaffe sig nye afsætningsmuligheder på andre markeder, navnlig i de baltiske lande, Polen, Tyrkiet osv. Dog søgte man også forbindelse med et dansk firma, der havde kontorer i Murmansk og Archangelsk, i håb om, at man over disse nordrussiske havne, der indtil forår 1920 stod under engelsk kontrol, kunne genoptage leverancerne til de mange filialer, det Russisk-Asiatiske Selskab havde i Sibirien. Senere dannedes et særligt aktieselskab, der overtog filialerne i Murmansk og Archangelsk under firmanavnet “Jennow Maage & Co.”; disse modtog derefter de varer, der specielt var opkøbt for det russiske marked. Samtidig søgte man som sagt nye arbejdsfelter i de nyopståede stater. Nogle forretningsmuligheder blev herved også skabt; men de under krigen opstablede varer kunne dog almindeligvis kun afsættes med store tab. Slutresultatet var, at der ved de her omhandlede firmaer ultimo 1920 konstateredes følgende tab:

299

 Kr. 
Russisk Handelskompagnis filial, Riga3.790.799 
A. Iversen & Co., Konstantinopel2.938.041 
The Polish & Oversea Trading Co., Ltd., Warschau469.208 
 ------------ 
 7.198.048 

Dertil kom et tab hos Estonian Trading Co. i Reval af et beløb mellem 100–150.000 kr.

I Rusland blev nationaliseringen konsekvent gennemført, og de danske firmaer reddede intet af deres varelagre. Forhandlingerne, som 1920 førtes med den bolsjevikiske regerings repræsentanter, tog et for Det Transatlantiske Kompagni meget tragisk forløb (se nedenfor 7 d). De herved opståede tab anslås af cand.polit. A. C. Kaarsen i sine i “Politiken” publicerede undersøgelser (13. 10. 1922) til alt i alt 75 millioner kr. Landmandsbankens tab heraf var ifølge den opgørelse, Bankkommissionens beretning bringer, i efteråret 1922 28,5 mil. kr. for R.H.K.’s vedkommende (foruden 5 mil. kr. aktier og hvilende tab), i Sibirien 18.160.000 kr. og hos Det Udenlandske Skovindustriselskab ca. 3 mil. kr., alt i alt altså hen imod 50 millioner kroner.

For at karakterisere betydningen af, at bankdirektør Emil Glückstadt var formand for bestyrelsen i Det Transatlantiske Kompagni og som sådan også havde en afgørende indflydelse på de russiske foretagender, vil det her endnu være på sin plads at gå nærmere ind på en transaktion, som Glückstadt tvang R.H.K. at gå med til, omendskønt det derved selv led et tab på ca. 1.500.000 kr. Ud fra den mistillid, Erik Plum havde til den russiske Rubel-kurs, havde han ved alle opkøb af varer i udlandet draget omsorg for at kursdække sine importvarer. Derfor havde kompagniet stadig realiseret sine Rubel-beholdninger så hurtigt som muligt. Da nu salget

300

af Rubel ifølge de russiske anordninger måtte standses, lånte kompagniet 1916 gennem Den danske Landmandsbank hos det Østasiatiske Kompagni — hvor man ligesom i Landmandsbanken regnede med Rubelens stigning — 3 mil. Rubler. Dengang var kursen 1,10 kr. for en Rubel. Da nu dette beløb skulle tilbagebetales i sommeren 1919, ønskede R.H.K. at regulere gælden ved betaling af 3 millioner i kontante Rubler. På dette tidspunkt var Rublens kurs imidlertid faldet til ca. 10 øre. Ø.K. var ikke tilfreds med denne ordning og nægtede at modtage beløbet. Der måtte altså forhandles om sagen. Herom beretter Erik Plum nu på s. 94 i sit ofte nævnte skrift følgende:

“Etatsraad Glückstadt var formand såvel i bestyrelsen for Ø.K. som for Transatlantisk Kompagni, der igen var Russisk Handelskompagnis moderselskab og hovedkreditor. Etatsråden ønskede ikke nogen strid mellem disse parter og foreslog derfor et kompromis, til hvilket man må sige, at Russisk Handelskompagni blev tvunget til at gå frivilligt med og hvorefter der blev fastlagt en kurs på Rublen på 50 øre, således at Russisk Handelskompagni ved denne regulering blev belastet med kr. 1.500.000. Kompagniets direktion var langt fra tilfreds eller glad ved denne ordning, men da der samtidig blev stillet fremtidigt samarbejde, støtte etc. i udsigt fra Ø.K.’s side, mente man at måtte acquiescere ved [affinde sig med] denne ordning … Denne tankegang synes måske noget fremmed for disse dages Danmark, men man må betænke, at etatsraad Glückstadt på det tidspunkt havde en alt overvejende indflydelse på de foretagender, der var grupperet om Landmandsbanken, og når han udtalte sin mening om en sag, var den dermed faktisk afgjort.” (Fremhævelser af forf.)

Erik Plum bemærker hertil, at han i 1920 endnu ikke var klar over modsætningsforholdet mellem Glückstadt og H. N. Andersen og over stillingen inden for trekanten: Landmandsbanken, det Østasiatiske Kompagni og Det Transatlantiske Kompagni. Da han senere var nået så vidt, at han kunne se igennem disse forhold, havde han meget stærkt påtalt de ved den trufne ordning fremkaldte uheldige konsekvenser overfor direktionen af Det Transatlantiske Kompagni.

301

Dermed er nogle af de væsentlige afsnit i Det Transatlantiske Kompagnis historie behandlet. Bankkommissionens beretning bringer endnu et væld af enkeltheder, der viser, på hvilken uforsvarlig måde der i så godt som alle koncernens selskaber er blevet disponeret over de til rådighed stående midler. Der er næsten ikke et firma, der er gået ram forbi, og når der så endelig er et selskab, der står under dygtig ledelse — som Londoner-selskabet Alliance Trading Co. — så rammer Nemesis alligevel. I de dage i maj 1920, da direktøren for dette kompagni opholder sig i København for at aflægge beretning over regnskabsresultatet for 1919, som viste et overskud på 40.000 £ — i netop disse dage træffer selskabets prokurist uheldige dispositioner i omsætningen af hørfrø, der volder et tab på 80.000 £. 1920 følger den ene Jobspost efter den anden. Fra direktøren for de brasilianske selskaber Paulli meddeles den 14. 2. 1920, at tabet andrager ca. 6 mil. kr., firmaet F. C. Sievers & Co. i Chile bryder i samme måned fuldkommen sammen, hvorved det viser sig, at indehaveren Sievers ved omfattende valuta- og varespekulationer har påført selskabet store tab (som senere opgjordes til ca. 873.000 kr.), i sommeren kommer New York-selskabet Bech, van Sicklen & Co. samt Mexico-firmaet A. J. Larsen & Co. i vanskeligheder, og sådan går det stadig videre. Da det stærke prisfald i efteråret 1920 sætter ind, bliver katastrofen naturligvis større og større. Hvorledes forholdene f.eks. i Brasilien lå, fremgår bl.a. af nogle erklæringer, Paulli, der var direktør for D.T.K.’s brasilianske foretagender, sendte til hovedsædet i København. Han meddeler bl.a., at Paul Dessau, som havde været leder af datterselskabet i Italien og i august 1920 tog til Brasilien for at ordne forholdene der, efter sin ankomst “foretog en forceret likvidation af firmaerne, hvad der medførte tab, som ved en rolig afvikling kunne være undgået”. Beretningen tilføjer: “Da Paulli rejste fra Brasilien, opgjorde han tabene til ca. 10 mil. kr., væsentlig hidrørende fra Paul Dessaus alt for hurtige likvidation.”

302

Og beretningen fortsætter: “Som et eksempel på de instrukser, man modtog fra København, nævner Paulli et cirkulære om, at der skulle oprettes en afdeling for salg af pelsvarer. Dette cirkulære blev dog henlagt i betragtning af, at temperaturen på disse steder gennemgående ligger omkring 40 graders varme”. 1920 går endnu flere af selskabets direktører, som Erik Plum i sit oftere nævnte skrift betegner som særligt dygtige forretningsmænd, ind i store vareindkøb, der meget hastigt bringer deres selskaber ind i en krise — såsom Groes-Petersen i U.E.C., den argentinsk-svenske grossist Tellander ved Union Trading Co. i Buenos Aires og den græske (formodentlig jødiske) grossist Ino Jahiel* ved Spansk-Transatlantisk Co. —

I 1919 og 1920 blev spørgsmålet undersøgt, hvorvidt det var muligt at interessere amerikansk kapital i D.T.K., for ved hjælp af sådan kapitaltilførsel at kunne skaffe en vis aflastning for den store finansielle risiko, Landmandsbanken havde pådraget sig. Tilskyndelsen til disse forhandlinger blev givet af direktør Johannes Larsen, der ledede New York-selskabet Bech, van Sicklen & Co. henvendelse skete til bankierhuset William R. Read & Co. i New York. Drøftelserne trak i langdrag og standsedes i sommeren 1920, efter at firmaet W. R. Read & Co havde ladet forstå, at det ansås for ønskeligt også at drage finanshuset J. P. Morgan & Co. med ind i forhandlingerne, samt at majoriteten af D.T.K.’s aktier måtte overtages af de to amerikanske banker. Koncernens ledende mænd befrygtede, at forbindelsen med den overmægtige Morgan-koncern i det lange løb ville blive alt for farlig.

Langt om længe gik det også op for Harald Plum, der udadtil søgte at bevare sin optimisme, at det i det lange løb ikke ville være muligt at dække over sammenbruddets sande omfang. Alligevel foretog han alt muligt for at forhindre, at der sivede alt for meget ud om de katastrofale forhold og for

*) Jvf. billedet i Harald Plums Dagbogsblade, 2. bd., s. 156.

303

navnlig at skjule overfor Landmandsbanken, hvor alvorlig stillingen var. Erik Plum hævder rigtignok, at fætteren Harald Plum allerede i foråret 1920 havde udtalt ønsket om, at nogle af de vanskeligst stillede selskaber måtte likvideres, men at Glückstadt aldrig var rede til en alvorlig forhandling om sådanne spørgsmål, da han endnu regnede med at kunne ride stormen af. Hvor ængstelig Harald Plum i virkeligheden har været for, at sandheden om hans koncerns stilling kunne komme frem, ses med stor tydelighed af en skrivelse af 20. september 1920 til Eskil Yding, som Bankkommissionen har kunnet offentliggøre i sin beretning (s. 265). Den lyder:

“Grunden til at Dessau (dvs. Poul Dessau) kommer nu i september i stedet for i oktober som aftalt, er mig altså ubekendt. Antagelig er det dog for at hjælpe broderen (dvs. Villy Dessau) med hans vanskeligheder i Italien; under alle omstændigheder må kun den grund, at han vil tilrettelægge forretningerne mellem Brasilien, Italien og de øvrige europæiske kompagnier, angives. Det er af vigtighed, at han ikke kommer op i London-sagerne og på den anden side ikke blander nogen som helst ind i Brasil-sagerne. Af sidstnævnte grund tror jeg også, det vil være heldigst, at han ikke på dette besøg kommer hertil. De og han kan jo tale om alt i London. Vi vil herfra lade Brasilien deltage i forretninger, der giver så tilfredsstillende indtægter, at differencen derovre udlignes af sig selv dels i år, dels næste år. Enhver anden fremgangsmåde vil svække gennemførelsen af de store planer, som vi har med Dampskibsselskabet her, og kombinationen med det ved etablering af et firma sammen med det i Brasilien. De må under streng diskretion fortælle ham om denne plan”.

Dog, trods alle kneb kunne katastrofen i længden selvfølgelig ikke holdes skjult. Harald Plum foreslog, som allerede nævnt, i løbet af 1920 flere gange, at der skulle foretages delvise likvidationer, men det ville Glückstadt ikke gå med til; han kunne end ikke afse tid til alvorlig forhandling, da han mente at have vigtigere ting at foretage sig. Han skulle jo på statens vegne til Paris, for bl.a. at forhandle om den finansielle ordning med hensyn til Nordslesvigs overtagelse.

304

Plum forsøgte gennem grosserer Collstrop at opnå, at Glückstadt gav afkald på at rejse bort; men forgæves. Han opnåede kun, at der af hensyn til direktør Glückstadts bortrejse udnævntes en ny slags overdirektorat for D.T.K. af de tre Landmandsbank-direktører Ringberg, Rothe og Rasmussen, under ledelse af direktør Ove Ringberg, medens den gamle delegation blev afskediget. Til trods for, at denne nyordning ikke betød nogen som helst hjælp, blev den gennemtrumfet. Erik Plum bemærker hertil: “Det var umuligt for direktionen i Transatlantisk Kompagni på det tidspunkt at sætte sig imod etatsraad Glückstadts afgørelse og hans dengang afgørende tillid til direktør Ringberg. Ikke alene var etatsraad Glückstadt kompagniets almægtige formand, for hvis anvisning selv herr Collstrop, der dog ellers havde haft den største indflydelse, måtte bøje sig, men Landmandsbanken var tillige såvel kompagniets hovedkreditor som hovedaktionær. Banken havde i 1919 overtaget 10 mil. kr. af aktiekapitalen, og med denne post forenet med de øvrige poster, der lå i banken eller under dens indflydelse, besad den således majoriteten af kompagniets aktiekapital.” (s. 125).

I hele den periode, da verdensprisfaldet som en lavine væltede ind over den transatlantiske ring og påførte selskaberne, som næsten alle var inde på de mest forvovne spekulationskøb, fantastiske tab, foretoges der af den nye overdirektion intet som helst for at imødegå ulykkerne. Man lod alting stå til. Glückstadt var bortrejst, Ringberg havde andre ting at tage vare på, navnlig sine konsortial-spekulationer, og Rothe og Rasmussen fattedes — trods al god vilje — evne og navnlig autoritet, til at gribe ind. Indtil langt ind i året 1921 overlod man D.T.K. til sin skæbne, og dette skete overfor en koncern, der arbejdede med større aktiekapital end Landmandsbanken, og hvis sammenbrud simpelthen måtte være dødbringende for banken selv! I efteråret 1921 fremsatte Harald Plum forslag om i det mindste at tage de forskellige transatlantisk-russiske selskabers erstatningskrav

305

samt de direkte og indirekte tab i Russisk Handelskompagni ud af D.T.K. og at overdrage dem til et nyt kompagni, som derefter ville repræsentere fordringer og tab på Rusland, der med renten måtte anslås til ca. 100 mil. kr. Glückstadt afviste forslaget, og Erik Plum formoder, at det skete, fordi Glückstadt “frygtede for, at der under fremlæggelsen af de russiske tab skulle komme for dagen de ganske anderledes betydelige og graverende tab, som det nu viser sig, at banken har lidt ved sine konsortialforetagender”. (s. 147.) Andetsteds pointerer han også, at Ringbergs aktiespekulationer “var den virkelige dybtliggende grund til bankens utrolige udsættelsespolitik overfor de af den afhængige handelsselskaber”.

Alt imens havde Glückstadt under forhandlinger med den tidligere tyske handelsattache i København dr. Toepffer forsøgt at forbinde D.T.K. med tyske import- og eksportforretninger. Der blev også dannet et selskab “Deutsch-Überseeische Wirtschaftsaktiengesellschaft”; men selskabet trådte aldrig i virksomhed. forhandlinger mellem en dansk delegation under kammerherre Clan og en repræsentant for sovjetregeringen hr. Kergentzew om erstatningsspørgsmålet, som fandt sted i efteråret 1921 i Stockholm, førte heller ikke til noget resultat. De interesserede selskaber blev i øvrigt ej heller taget med på råd i denne anledning. Overdirektionen, der dannedes af de tre Landmandsbank-direktører, trådte tilbage i foråret 1921, og i stedet for fik kontorchef Knud Sthyr fra Udenrigsministeriet den opgave overdraget at repræsentere Landmandsbanken overfor D.T.K., men også derved bedredes intet; Harald Plum så sig ved alt dette til sidst foranlediget til at indgive sin demissionsbegæring og trådte den 1. januar 1922 tilbage fra sin direktørpost. I efteråret 1921 dannedes en ny bestyrelse, og formand herfor blev på Glückstadts foranledning grosserer Carl Johan Michaelsen, heljøde, der siden 1912 havde været administrerende direktør ved Ø.K.-selskabet “Dansk Sojakagefabrik”. Endelig satte også etatsraad H. N. Andersen igennem, at D.T.K.’s

306

fornemme handelshus, Bredgade 42, solgtes til hans eget assuranceselskab “Baltica”. Nu begyndte altså alt at ramle.

Også efter at Harald Plum var trådt helt tilbage fra D.T.K., søgte Glückstadt at holde tabenes virkelige størrelse skjult. Da regnskabet ultimo 1921 blev opgjort, udviste det — efter at forskellige manipulationer var foretaget — et tab på kun 3 mil. kr. udover aktiekapitalen, omendskønt den nye ledelse efter Erik Plums overbevisning har været vidende om, at tabene var væsentlig større. Men — fortsætter han: “Dette blev underskrevet af herr Sthyr som administrerende direktør, og direktør Michaelsen forelagde det som delegeret for selskabets bestyrelse, der i tillid til ham og Sthyrs underskrift vedtog det.” Generalforsamlingen afholdtes først noget ind i juni 1922, og “formanden, etatsraad Glückstadt, oplæste en beretning, der ikke som ellers forelå trykt”. På denne generalforsamling blev det derefter vedtaget, at et nyt selskab “Externa” overtog aktier og passiver i Transatlantisk Kompagni mod at udløse de gamle aktionærer. Den 20. november 1922 kom det omsider på det Russiske Handelskompagnis generalforsamling til et generalopgør med aktieselskabet “Externa” i hvilket der rettedes vel motiverede hårde angreb mod direktør C. J. Michaelsen og dennes svoger overretssagfører Aage Faurschou. Der dannedes her en ny bestyrelse for R.H.K., hvorhos den gamle bestyrelse frafaldt decharge for det forelagte regnskab. (Jvf. Erik Plums skrift, s. 160–165 og “Børsen”, den 21. november 1922.)

Da opgørelserne over de ved Det Transatlantiske Kompagni opståede tab foretoges, beregnes de:

 Ca. kr. 
I september 1921 til:73.000.000 
I slutningen af december 1921 til:140.000.000 
I juli-august 1922 pr. ultimo 1921 til:157.000.000 
I august 1923 pr. ultimo 1922 til:75.700.000 

Dertil kommer tabene hos Det udenlandske Skovindustriselskab med 15,7 mil. kr., i The industrial Trading Co.,

307

Dansk Staalindustri og Buddinge Værk med 6,8 mil. kr., i Rekyl-aktierne og renter 7 mil. kr. samt i overkurser og dekorter 1,8 mil. kr., således at de ifølge de af Bankkommissionen foretagne undersøgelser alt i alt beløb sig til 207 millioner kroner.

e) “Nationens forbillede” Herman Heilbuth.

Blandt de mest dristige og forvovne spekulanter, som under og efter verdenskrigen spillede en betydelig rolle i dansk økonomi og politik, må også heljøden Herman Heilbuth nævnes.

Heilbuth fik som ung sin uddannelse i gødningsbranchen og var fra 1884–96 leder af Beckett & Meyers Gødningsforretning. Da de i handelen med kunstgødning særlig interesserede firmaer Dansk Svovlsyre (oprettet 1891 ved overtagelse af firmaet Güssefeldt & Rée), importfirmaet Beckett & Meyer samt A/S Fredens Mølles fabrikker i marts 1897 enedes om en sammenslutning og oprettede et fælles salgskontor under navnet Det Danske Gødningskompagni, blev Herman Heilbuth og H. Siegumfeldt ledere for det nye foretagende. 1900 førtes trustdannelsen et stykke videre, idet Beckett & Meyer samt Fredens Mølle lagdes ind under firmaet Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, og ved denne lejlighed blev Heilbuth sammen med Siegumfeldt direktør for denne fabrik. Det mægtige opsving, som gødningshandelen i den her omhandlede periode oplevede, var navnlig betinget af den fremadskridende intensivering af landbruget. Derved viste det sig som særlig gavnligt, at Heilbuth allerede 1884 begyndte med at stille gødningshandelen under videnskabelig kontrol for på denne måde at give aftagerne sikkerhed for levering af absolut gode gødninger og for samtidig at sikre en rationel anvendelse af de kunstige gødningsstoffer. 1901 indledte Heilbuth et

308

nært samarbejde med Andels-Gødningsforretningen, som oprettedes af Sveistrup-Østergaard.

I øvrigt prægedes selskabets udvikling efter århundredskiftet af store udvidelser. 1902 byggede Dansk Svovlsyre en syrefabrik med koncentrationsanlæg i Kastrup, 1903 en aftapnings- og destillationsanstalt på Nyelandsvej. A/S Fredens Mølles ene fabrik i Mundelstrup, som Dansk Svovlsyre 1902 overtog for en pris af 200.000 kr., blev 1904 efter en stor ildebrand genopbygget. Til fremme af handelsvirksomheden oprettedes dernæst 1906 et eget kontor i Hamburg, der endnu samme år konstitueredes som et selvstændigt selskab under firmanavnet Nordische Salpetergesellschaft. En yderligere udvidelse foretoges 1907, da alle aktier i A/S Blaakilde Mølles fabrikker købtes, hvorved to benmelsfabrikker i Hobro og Utterslev gik over i selskabets eje. Senere trådte Dansk Svovlsyre i nærmere samarbejde med Ø.K., som i 1913 overtog for 1 mil. kr. aktier i Svovlsyre- og Superphosphatfabrikken Limfjorden (Nørre Sundby), hvis kapacitet androg 70.000 tons. 1913–14 blev endelig også en ny fabrik i Fredericia oprettet med en kapacitet på ca. 80.000 tons. Langt om længe antog foretagendet altså ret store dimensioner, og hen imod krigen var man nået så vidt, at selskabet med sine store fabrikker næsten kunne dække hele det indenlandske behov for kunstige gødningsstoffer. Af landets samlede forbrug i 1914, 335.000 tons, leverede selskabet alene 285.000. Hele foretagendet befandt sig altså i en absolut sund udvikling, som det også viste sig i selskabets aktiekurser, der til stadighed viste stigende tendens uden store svingninger, fra 128 i januar 1904 til 293 1/4 i januar 1914.

På det sidstnævnte tidspunkt, dvs. ved udgangen af 1913, standsede Heilbuth sin virksomhed inden for Dansk Svovlsyre på grund af uoverensstemmelser med sin meddirektør Siegumfeldt. Heilbuth mente selv at have for lidt handelsblod i årerne til med gavn at kunne virke videre i Dansk Svovlsyre. Han gjorde også gældende, at hans

309

interesser lå på andre felter, og at han navnlig følte sig tilskyndet til at gøre en indsats inden for landets politik.

Således gik det til, at Herman Heilbuth under verdenskrigen ikke mere havde med sit oprindelige erhverv, gødningshandelen, at gøre, men derimod skaffede sig en mægtig formue ved dristige transaktioner som skibsreder og samtidig opnåede en ligefrem overvældende indflydelse i landets almindelige politik. Sandelig: når jødernes udskejelser under og efter krigen skal behandles, fortjener Heilbuths bedrifter i denne tid særlig opmærksomhed.

Heilbuth vandt under krigen særligt ry gennem sin storslåede kapitaludbytning som storaktionær i dampskibsselskaberne “Vesterhavet” og “Dania” og ved den ejendommelige måde, på hvilken han misbrugte sin stilling som medlem af Prisreguleringskommissionen til at varetage sine egne aktionærinteresser: redaktøren af dagbladet “Børsen” (senere bankinspektør og navnkundigt medlem af Bankkommissionen, dernæst 1923–1931 nationalbankdirektør) H. Green har givet nøje oplysninger om disse besynderlige transaktioner i sin pjece: “Nationens Forbillede” (2. oplag. 1918), et lille kampskrift, som gengiver en grundlæggende artikel om sagen, der under den nævnte titel publiceredes i “Børsen” den 15. januar 1916, samt nogle kommentarer til denne artikel. Green har her på en sjælden uforfærdet måde skildret, med hvilken snedighed og list jøden Heilbuth forstod at erhverve sig en millionformue og samtidig ved hjælp af en dertil købt presse kunne bevare sin anseelse som en mand med særlig social forståelse og forbilledligt samfundssind.

Hovedmanden for de rederier, om hvilke der i det følgende vil være tale, var oprindelig konsul og grosserer Ditlev Lauritzen i Esbjerg, der 1884 oprettede en trælasthandel i denne by, men senere udvidede sin forretning med kul, kunstgødning, smør, korn, foderstoffer osv. og ved den stigende omsætning af disse massevarer til sidst også blev interesseret

310

i skibsfarten. 1900 oprettede han dampskibsselskabet “Dania”, senere blev han korresponderende reder for det 1895 stiftede dampskibsselskab “Vesterhavet”. I disse to selskaber gik aktiemajoriteten i de sidste år før verdenskrigen over til denne D. Lauritzen og — Herman Heilbuth, hvorved disse to storaktionærer samtidig vandt den afgørende indflydelse på rederiernes udbyttepolitik, i “Dania” som selskabets “kommitterede”, i “Vesterhavet” Lauritzen i sin egenskab som reder og Heilbuth atter som kommitteret. I “Vesterhavet”s bestyrelse sad desuden bankdirektør i Holstebro, etatsraad I. P. Aggerholm, som formand, og som fjerde medlem fhv. skibsfører S. Meinertz, der tillige var selskabets eneste revisor! På udbyttefordelingen havde disse to mænd, som det er blevet oplyst, ingen som helst indflydelse.

Det var navnlig “Vesterhavet”s udbyttepolitik, som under verdenskrigen vakte den største opmærksomhed.

Dette selskabs aktiekapital androg 1913 en million kroner. Takket være de gunstige forhold for skibsfarten opnåedes allerede før verdenskrigen relativt store indtægter, således at rederiet 1912 kunne give et udbytte på 15 pct. og i det følgende år, 1913, ikke blot den samme dividende, men desuden 100 pct. i friaktier til aktionærerne. trods udvidelsen af aktiekapitalen kunne dividenden derefter for 1914 og 1915 atter fastsættes til 15 pct. Heilbuth og Lauritzen forstod altså ret godt at udnytte de chancer, som forholdene i skibstrafikken bød. 1916 rådede rederiet “Vesterhavet” over 27 skibe. Fragterne, der sidenhen, efter indledningen af den skærpede ubådsblokade, indsejledes af denne flåde, var enorme. Muligheden for en væsentlig forhøjelse af dividenden blev nu ejendommeligvis ikke udnyttet, derimod blev de mægtige overskud, fra 1916 at regne, for størstedelen overført til de forskellige af “Vesterhavet” oprettede fonds, medens dividenden holdtes nede på 20 pct. af aktiekapitalen. Stigningen af de enkelte fonds beholdninger fremgår af følgende:

311

Fondsbeholdning1. jan. 19141. jan. 1918 
 Kr.Kr. 
Reservefond1.000.0008.500.000 
Udbytte-Regulerings-Fond150.0002.000.000 
Afskrivnings-Regulerings-Fond150.0002.000.000 
Fond for nyanskaffelser 10.103.244 
 ------------------------ 
Samlede reserver1.300.00022.603.244 

Resultatet af denne udbyttepolitik var selvfølgelig en voldsom stigning af kurserne på dampskibsselskabet “Vesterhavet”s aktier, navnlig fra 1916. Enkelte tal — gengivet efter H. Greens skrift — viser udviklingen:

Kurser pr.KøberSælger 
Marts 1911130165 
November 1912215300 
Oktober 1913140175 
April 1914110195 
November 1915366½435 
Maj 1916525650 
November med. 191614001700 
Maj ult. 191710001200 
December med. 191712001400 
16. maj 191815251700 
23. maj 19181400  

Til sidst blev der den 20. juni 1918, efter at skibene var solgt og rederiet likvideret, noteret en køberkurs på 2250. Kursstigningens afgørende del skete, som det fremgår heraf, i året 1916. Dog den egentlige kulmination af kurserne indtrådte efter offentliggørelsen af meddelelsen om salg af skibene og likvidationen, idet der den 20. juni 1918 noteredes en køberkurs på 2250!

Og hvad var nu grunden til, at d’hrr. Heilbuth og Lauritzen i stedet for at gå over til en forhøjelse af dividenden, således som det almindeligvis skete hos dampskibsselskaberne

312

i denne periode, lod overføre de mægtige overskud til selskabets fonds? Ja, det er netop besvarelsen af dette spørgsmål, der vil vise, med hvilken snarrådighed jøden forstår at tilrane sig kapitalens udbytte på samfundets bekostning og derved endog kan bevare skinnet af at ville gavne og at have gavnet samfundet. Historien om dampskibsselskabet “Vesterhavet”s udbyttepolitik og dennes specielle forudsætninger giver et yderst illustrerende skoleeksempel netop til belysning af de specifikt jødiske forretningsmetoder.

Da verdenskrigen udbrød i august 1914, måtte Regeringen selvfølgelig være forberedt på at træffe foranstaltninger, der sikrede samfundet et nogenlunde stabilt prisniveau. Til dette formål udstedtes midlertidig lov af 7. august 1914 om regulering af prisen på levnedsmidler og varer, på grund af hvilken priskontrollen indførtes og hvorved det samtidig overdroges den såkaldte overordentlige kommission at gennemføre de i medfør af loven fornødne foranstaltninger. Målet var at sikre landets behov af de nødvendige forbrugsartikler, at forhindre spekulationsforretninger i varer og at modarbejde prisåger. Til opnåelsen af dette formål indrømmedes der kommissionen vidtrækkende myndighed til at indvirke regulerende på handelen med og priserne for levnedsmidler og varer. kommissionen kunne således “kræve alle for sin virksomhed fornødne oplysninger meddelt mundtligt og skriftligt såvel af alle statslige og kommunale myndigheder som af private” osv. Der måtte herefter naturligvis regnes med, at Regeringen til denne kommissions medlemmer ville udnævne sådanne personer, som efter deres stilling og karakter gav fuld borgen for, at alles interesser ville blive varetaget på absolut saglig og upartisk måde af kommissionen, og som ingenlunde ville misbruge deres hverv til varetagelse af egne egoistiske interesser.

H. Green understreger nu, at dette princip på ingen måde blev respekteret ved udnævnelsen af kommissionens repræsentanter for den almindelige danske handel og

313

skibsfart, idet netop d’hrr. H. Heilbuth og D. Lauritzen blev udpeget som de nævnte erhvervsgrenes repræsentanter. Hvad var nu grunden til denne påfaldende udnævnelse, der foregik uden om Grosserersocietetet og uden at andre interesserede kredse var blevet hørt. Green svarer: “Ærtehalm! Kommissionen skulle jo sortere under indenrigsministeren. Hr. Rode valgte sin nære fælle, den radikale presses financier, hr. Heilbuth, til at repræsentere handelen, og hr. Heilbuth trak da sin nære fælle, hr. Lauritzen, med sig til at repræsentere skibsfarten. Ærtehalm! Intet andet!”

Heilbuth var selvfølgelig nu straks ivrig efter at udnytte sin nye stilling til at mele sin egen kage. Han var jo ikke for ingen ting jøde, og som den drevne forretningsmand han var, var han heller ikke længe om at udpønse en særlig raffineret metode til at holde sit rederis indtægter fri for den særlige krigsbeskatning, som ramte alle konkurrerende dampskibs-selskaber. Til dette formål opfandt han det, som Green så træffende betegnede som “moralsk dividendepolitik” og som gik ud på, at rederierne skulle tvinges til højst at udbetale en dividende på 20 pct., således at overskuddet hovedsagelig overførtes på selskabernes fond for senere at kunne tjene til fornyelsen af handelsflåden. Heilbuth og hans medaktionær Lauritzen propaganderede fra efteråret 1915 for denne tanke og opnåede endelig i Den overordentlige Kommissions forhandlinger i januar 1916, at der fra kommissionen rettedes en henstilling til Regeringen om at overveje, hvorvidt der var mulighed for at skabe en forøget skat på merindkomst i progressivt forhold for de selskaber, der satte udbyttet højere end 20 pct. Planen gik imidlertid i vasken, da finansminister Edvard Brandes anså det for klogere at lade rederierne fastsætte højere udbytte, da der dermed også sikredes statskassen øgede indtægter. Heilbuths bestræbelser i denne retning slog altså fejl. Men så forsøgte han at lægge sagen om på en anden bov. For at udøve et moralsk tryk på rederierne i den ønskede retning, lod han og Lauritzen nemlig på et

314

uforholdsmæssig tidligt tidspunkt — dvs. allerede den 14. januar 1916 — gennem Ritzaus Bureau “Vesterhavet”s regnskab og udbyttefordeling for året 1915 bekendtgøre under fremhævelse af, at dividenden var fastsat til kun 20 pct. Men også dette forsøg på at gennemtvinge den såkaldte “moralske dividendepolitik” slog fejl.

Dog hvad kunne nu foranledige Heilbuth til så ihærdigt at agitere for, at der for dampskibsselskabernes vedkommende fastsattes en maksimumsdividende på 20 pct. Var det da ikke et bevis på, at han blot var interesseret i at holde private kapitaludbytningsinteresser nede til fordel for samfundet?

Viste han ikke derved, at han på uegennyttig og på en købmandsmæssig aldeles forsvarlig måde søgte at fastholde midler til den fremtidige nyopbygning og udvidelse af den danske handelsflåde? Man skulle næsten tro det, og organer som “Politiken” og “Social-Demokraten” søgte også kraftigt at fastslå, at det netop var sådanne forstandige, af ædle motiver bestemte overvejelser, der havde givet anledning til det så hårdt omdisputerede Heilbuth’ske forslag.

Dog redaktør H. Green ved det bedre, idet han påpeger, at d’hrr. Heilbuth og Lauritzen anbefaler fastsættelsen af en maksimumsdividende for dampskibsselskabernes udbyttepolitik, fordi de

  1. dermed kun kan skade de konkurrerende firmaer til fordel for A/S Vesterhavet,
  2. dermed undgår at betale en meget følelig merindkomst- og krigsskat af kapitaludbytte og
  3. oven i købet kan fremkalde det indtryk, at de som medlemmer af Den overordentlige Kommission på forbilledlig måde sikrer samfundets tarv ved at holde kapitalistiske kapitalinteresser i ave og ved at virke hen til en opsamling af de under krigskonjunkturerne indvundne særlige fragtindtægter til brug for genopbygning af skibsfarten efter krigen.
 315

H. Green gennemskuer dette forløjede spil og giver klar besked om, hvad hensigten var, og hvad d’hrr. Heilbuth og Lauritzen ved deres fremgangsmåde i virkeligheden tilsigtede og også opnåede.

Han påpeger her i første række betydningen af, at aktionærerne i “Vesterhavet” i året 1913 foruden 15 pct. udbytte for 1912 også fik 100 pct. i friaktier, da dette faktisk betød 100 pct. + 30 pct. af deres kapital, og at dette selvfølgelig også måtte virke ind på den fremtidige størrelse af udbyttet. Han bemærker herom allerede i sin den 15. januar 1916 publicerede artikel: 1914’s tilsyneladende beskedne 15 pct. svarer altså i virkeligheden til 30 pct. og 1915’s 20 pct. er faktisk 40 pct. Lægger man sammen, hvad aktionærerne har fået i 1912–1915, bliver dette 215 pct. eller i de sidst forløbne fire år en gennemsnitsdividende af 53,75 pct., det vil med andre ord sige, at intet os bekendt dansk dampskibsselskab i disse fire år har kunnet udbetale så meget. Green gør endvidere i sin artikel opmærksom på, at “over for de mange beskedne aktieejere med 10.000 à 20.000 kr. aktier i de forskellige selskaber står hr. Heilbuth som den, der med en efter danske forhold overordentlig stor formue er i stand til at interessere sig i de foretagender, han tager del i, på en måde, at han — alene eller sammen med en enkelt eller et par enkelte — ganske har herredømmet og rådigheden over det pågældende foretagende.” Dette var, mener Green, også tilfældet med A/S Vesterhavet, og hvad det betød viste sig navnlig i dette foretagende, som i sammenligning med andre dampskibsselskaber måske havde opnået den relativt allerstørste fortjeneste og nu kunne disponere over indtægterne til privatkapitalistisk fordel således, som indehaverne af aktiemajoriteten anså det for godt og rimeligt. De kunne derhos også dotere [tilgodese] sig selv på andre måder. Green knytter hertil følgende meget sigende betragtninger: “Set fra et privatkapitalistisk synspunkt er det måske endda slet ikke så gal en ide at lade sådanne penge, som man altså kan tage, når

316

det passer en (f.eks. i endnu en gang friaktier), i en skattedyrtid som nærværende blive liggende i kassen. Så skal der da kun en gang svares krigsskat af dem. Af mange andre af den slags penge svares der jo nemlig både to og tre gange. Ja, man ville måske endog uden synderlig opfindsomhed kunne forestille sig, at en sådan fremgangsmåde netop for privatpersonen Heilbuth kunne stille sig som ganske hensigtssvarende, altså opfylde et smukt dobbeltformål, nemlig både at være såre moralsk og såre fordelagtig. tænker man sagen igennem, tør man vistnok som givet gå ud fra, at hr. Heilbuths skatteindtægt for 1915 i langt overvejende grad vil være indtægt af formue, dvs. afkastning af obligationer og aktier.

Hr. Heilbuth er jo fra aktiv virksomhed i forretningsverdenen gået over til at gøre i radikal politik, men driver jo ellers ikke krigsforretning. Nu er jo den radikale krigsbeskatning således indrettet, at de store indtægter ikke særligt beskattes, når de bare ikke er større, end de plejer at være. De, der f.eks. har haft nogle magre år efter 1910, men derefter nu atter har fået deres tidligere indtægter tilbage, de straffes jo nu for disse magre år ved en særskat i disse år, som ikke rammer dem, der stadig har haft lige fede dage (dette er jo et af den radikale skattepolitiks retfærdighedsudvalg).” Derefter resumerer Green, at Heilbuth netop ved at fastholde dividenden på de 20 pct. undgår med sin merindkomst at blive ført ind under krigsbeskatningen, foruden under den almindelige beskatning, og at den i al slags spekulation drevne skibsreder Heilbuth derfor ved sin moralske dividendepolitik bedst kan hytte sine privatkapitalistiske interesser. Heilbuth ræsonnerede jo heller ikke her så helt tosset, da den langt større fortjeneste jo dermed alligevel ikke ville løbe fra ham.

Synspunkterne kunne altså, mener Green i sin 1916-artikel, i denne sag være særligt rigt facetteret, og “aristokraten blandt dampskibsaktionærer har jo selvfølgelig lov til, dér hvor han har rådighed, at gennemføre sine synspunkter”.

Men hermed skulle han dog ikke anse sig for berettiget til,

317

som medlem af Den overordentlige Kommission, at påtvinge den mere beskedne demokratiske hob blandt dampskibsaktionærerne sine synspunkter og oven i købet gøre sig til af sit forbilledlige samfundssind. At Regeringen under krigsforholdene på den ene eller anden måde greb ind i næringslivets frie dispositionsret, var noget, den lovlydige borger måtte og kunne finde sig tilrette med, men det måtte selvfølgelig vække den dybeste indignation, at en mand som Heilbuth under de skildrede forhold gjorde forsøg på at opkaste sig til formynder for danske redere og andre skibsfartinteresserede.

Det var altså den kritik, H. Green rettede mod hr. Heilbuth i “Børsen” den 15. januar 1916.

Svaret udeblev ikke fra modstandernes side, dvs. fra den radikale, med Heilbuth’ske midler finansierede presse samt fra den socialdemokratiske presse. “Politiken” lægger for i modangrebet. Bladet publicerer den 16. 1. 1916 under “Naboer og Genboer” en artikel, i hvilken det ironiserer over, at bestyrelsen for et dampskibsselskab overfaldes netop i et handelsorgan, fordi den ikke vil give større udbytte end — 20 procent! Men bladet har straks forklaringen på rede hånd, idet det kort og godt bemærker: “Forklaringen er den simple, at bladets to redaktører tillige har borgerskab som outsider-vekselerere og driver forretning som sådanne, og i denne egenskab er det i deres interesse at få kurserne så højt op som muligt, hvorfor et skridt, der forekommer dem at kunne virke i modsat retning, fordi det kunne opfordre andre skibsredere til at følge det givne eksempel, ganske naturlig får de to herrer til at se rødt.” (En bemærkning, der desværre ikke var helt ved siden af, da d’herrer Green og Stein faktisk en kortere periode i krigsårene drev vekselererforretning, men dog snart blev klare over, at dette var uforeneligt med deres stilling som Børsen’s redaktører og derefter standsede den.) “Politiken” mener i øvrigt, at hele kontroversen mellem “Børsen”, der selv prunkende kaldte sig “den danske handels dagblad”, og samfundets talsmand (!) hr. Heilbuth på det

318

klareste viste modsætningen mellem på den ene side dem, der som vekselerere fra dag til dag havde deres egne små særinteresser at varetage, interesser, der meget ofte ikke faldt sammen med handelens og erhvervslivets, og på den anden side dem, der føler deres ansvar over for samfundet og derfor “i stedet for at sprede de indvundne penge for vejr og vind søger at holde så mange som muligt af dem i selskabets kasse for dermed at betale en række nyanskaffelser, som er bestilt.” Det måtte jo dog være indlysende, at landet havde større interesse i, at handelsflåden forøges, end at mere eller mindre tilfældige aktionærer får uhyre dividender. Og når en mand som Heilbuth netop disponerede ud fra sådanne overvejelser, var så sandelig tanken om, at man ved den foreslåede indførsel af en maksimaldividende forsøgte at snyde sig fra en del af merindtægtsskatten, ligefrem oprørende, en infam insinuation, der hørte hjemme i skandalepressen”.

Så mange var ordene i “Politiken”, som den 26. januar 1916 endnu engang pointerede, at angrebet havde måttet vække “overordentlig forundring specielt i et organ, der vil gå og gælde for et organ for dansk handelsliv og ikke for ensidige børsspekulantinteresser”.

“Social-Demokraten” er selvfølgelig straks med i laget, hvor det drejer sig om at forsvare jøden Heilbuths interesser. Bladet understreger (18. 1. 1916) ligeledes, at det er egeninteresse, der har været bestemmende for redaktørerne Greens og Steins polemik — “der som bekendt driver virksomhed som vekselerere” og at de er med i den mistænkeliggørelsens agitation, der er iværksat på Børsen, mand og mand imellem, stigende navnlig i den senere tid med børsskattens og fragtreguleringens gennemførelse for øje. Den 21. 1. 1916 slår derefter det socialdemokratiske hovedorgan rigtig løs, idet det afviser påstanden om, at Heilbuth ved den af ham foreslåede ordning forsøgte at unddrage sig betalingen af krigsskat. Det er, erklærer bladet, noget vrøvl, “Børsen” skriver. Og til begrundelse for denne opfattelse fortsætter dette blad, som selv stod i den

319

jødiske højfinans’ tjeneste og ved sin chefredaktør Borgbjerg allerede på denne tid havde indledt et intimt samarbejde med jøderne Parvus og Sklarz, med følgende betragtninger: “Det opsigtvækkende ligger dog på ingen måde heri (at “Børsen”s betragtninger er noget vrøvl), men deri, at dette blad for kapitalistiske interesser som den selvfølgeligste ting af verden fortæller, at når et eller to medlemmer af kapitalist-lavet i en for hele landet stærkt trykket tid anbefaler at skære en lille smule af den mest ublu profit bort til lettelse af befolkningens forsyning med de allernødvendigste livsfornødenheder, så er det den skæreste og den mest udspekulerede havesyge, der nu leder dem. Når vi afdækker det personlige begær bag kapitalisternes optræden, da hyles der fra vore modstandere op om vort materialistiske syn, men når et par kapitalister træder en smule uden for de snævreste kapitalist-interesser, hvor skadelige de end er for land og folk, så tillægger kapitalisterne øjeblikkeligt aldeles ugeneret deres kaldsfæller den usleste tankemåde. Det er jo af sine egne, man skal have det.” For “Social-Demokraten” er det en afgjort sag, at Heilbuths forslag kun har tilsigtet “at få også de øvrige dampskibsselskaber til at holde deres dividende nede på dette niveau og bruge det øvrige indvundne udbytte til udvidelser”. Altså, lad socialdemokraterne blive fri for kritik mod det par ædle kapitalister, der træder “en smule uden for de snævreste kapitalist-interesser” — dvs. mod mænd som Heilbuth og — sikkert her underforstået, selvom han i januar 1916 ikke er på tapetet endnu — Parvus.

Også andre radikale blade, der i Heilbuth har deres store financier, er inde på tilsvarende betragtninger og fremhæver hr. Heilbuths ædle motiver. Han ønskede jo kun, at dampskibsselskaberne skulle give “en i forhold til den indsejlede fortjeneste beskeden dividende”, så det øvrige overskud kunne henlægges til en senere konsolidering af skibsfarten. Ifølge Greens indledende nævnte kampskrift har der i denne sammenhæng endog været tale om, at rederiet “Vesterhavet”

320

ved den af Heilbuth indledte moralske dividendepolitik ville opnå 1918 at have “en flåde på ca. 50 dampere” og at selskabet til denne tid ville kunne gavne fædrelandet i særlig grad “ved at tilføre Danmark forsyningen af de varer, vi behøver fra udlandet”.

Konsul Lauritzen, medindehaver af “Vesterhavet”, får selv et omfangsrigt indlæg frem i “Børsen” af 16. januar 1916 vedrørende “Vesterhavet”s udbytte-deklarering, i hvilket han selv — for at få sin kompagnon hr. Heilbuth ud af skudlinjen — overtager hele ansvaret for alt det skete. Der kunne altså ifølge hans fremstilling på ingen måde være tale om “hr. Heilbuths politik”. Det var ham selv, der havde tilskyndet fastsættelsen af dividenden til 20 pct., da han altid havde hyldet det princip, “at de penge, som en virksomhed tjener, først og fremmest skal anvendes til konsolidering af den pågældende virksomhed, og at den indtjente kapital, hvis foretagendet er rentabelt, anvendes til udvidelse og ikke til i et enkelt år at fylde aktionærernes lommer”. Hvor lyder dog sådanne betragtninger besnærende. Blot glemte hr. Lauritzen at forklare, hvorfor “Vesterhavet” så i årene 1912 til 1915 havde udbetalt en gennemsnitsdividende på reelt 53,75 pct., glemte han også at tage hensyn til, at de aktionærer, hvis interesser her var tale om, så godt som udelukkende bestod af to personer: ham selv og den ak så sagesløse hr. Heilbuth. — Lauritzen bemærker endvidere, at dividenden var blevet fastsat til 20 pct., fordi man håbede på denne måde bedst at kunne imødegå Regeringens plan om at indføre en fast afgift på selskabernes brutto-fortjeneste, der måtte virke ruinerende på rederiernes budget. Og så vedkender han sig tanken om en beskatning af de store dividender, da dampskibsselskaberne jo netop ved en sådan foranstaltning ville se sig nødsaget til at henlægge de store overskud til senere tider, hvor skibsbygningen atter kunne sætte ind. “Jeg mener,” bemærker Lauritzen, “fremdeles, at hvis en skibsreder ikke i øjeblikket kan komme til at bygge nye skibe, da vil det være

321

langt sundere at anbringe de indtjente penge i værdipapirer, som giver en god rente, for på den måde at sikre sit selskab en god renteindtægt, indtil det tidspunkt kommer, da skibe kan bygges.” Ja, pengene skulle jo tjene til udvidelse af selskabets flåde og derved skabe en mængde arbejde for dansk skibsbygningsindustri og andre virksomheder, og samtidig skaffe arbejde til søfolk og maskinpersonale og andre, der er knyttede til skibsfarten. Altså, ansvaret over for samfundet, over for de i skibsfart og skibsbygning interesserede parter, men naturligvis også over for aktionærerne, er årsagen til fastsættelsen af de 20 pct.s dividende, intet andet! Alt dette, mener Lauritzen, er “at foretrække for en kortsigts-politik med udbetaling af dividender på måske 50 à 70 pct. eller mere”; ja, således siger han, og mener med sådanne floskler at kunne bortdisputere sit eget selskabs reelle gennemsnitsdividende på 53,75 pct.! Endelig indrømmer Lauritzen, at “foranledningen til vort regnskabs tidligere fremkomst” virkelig var, at man ønskede herved i al beskedenhed (!) at “foregå andre redere med et eksempel, man kalde det godt eller ondt”.

“Børsen” gør overfor disse så skønt klingende fraser gældende, at hele argumentationen var ved siden af, og at d’hrr. medlemmer af Prisreguleringskommissionen Lauritzen og Heilbuth i alle deres bestræbelser kun var ude efter at falde deres kolleger i ryggen, “der jo ikke alle sammen for to år siden har været i stand til — eller forudseende (!) nok til at udbetale 100 pct. i friaktier”.

Men der var endnu to særlig kompetente personligheder, der tog stilling til sagen, nemlig indenrigsminister Ove Rode og endelig hr. Heilbuth selv!

Da forslaget om bidrag af skibsfarten til foranstaltninger under dyrtiden den 22. januar 1916 behandledes i Rigsdagen, kom indenrigsministeren hen imod slutningen af sin tale ind på det stående mellemværende mellem “Vesterhavet”s redere og dagbladet “Børsen”. Rode udtalte under henvisning til,

322

at ministeriet ville beskæftige sig meget grundigt med det af Prisreguleringskommissionen fremsatte forslag om en særlig høj beskatning af selskaber, som gav en højere dividende end 20 pct., følgende (jvf. sp. 2716 i Folketingets Forhandlinger):

“Jeg vil minde om, at ikke så snart var det meddelt, at Den overordentlige Kommission havde fremsat en sådan tanke, før det organ, der betegner sig som handelens organ her i landet, overfaldt de mænd, der havde fremsat denne plan, med fuldkommen smudsige beskyldninger. Det ville være meget ønskeligt, om handelsstanden kunne holde sit organ således i ave, at det ikke overfaldt Den overordentlige Kommissions medlemmer med smudsige beskyldninger.”

Rode var modig nok til at fremsætte disse injurier inden for Rigsdagen, men da han opfordredes til også at gentage dem uden for tinget, svigtede modet. “Børsen”s redaktion anmodede derefter Folketingets formand om at give tilladelse til, at Rode for disse udtalelser droges til ansvar for domstolene, men fik — selvfølgelig — afslag på denne henstilling. Anmodningen gjorde hele 9 ugers overvejelser påkrævet, og derefter forelagde den radikale regerings særlige tillidsmand, folketingsmand Ivar Berendsen, i forhandlingen den 30. 3. 1916 en af ham selv affattet betænkning, i hvilken han erklærede, at hr. Rodes bemærkninger havde været “berettiget” og at man i øvrigt ikke kunne være sikker på, om Rodes ord skulle “forstås således, at det er smudsigt at rejse beskyldningerne eller således, at beskyldningerne går ud på at tillægge de to medlemmer af kommissionen smudsige handlinger og motiver”. Bortset fra, at det havde været mere ligetil, om minister Rode selv havde givet den tilsyneladende nødvendige fortolkning af sine ords mening eller også havde stillet sig til rådighed for en behandling af sagen ved domstolene, er dette Berendsen’ske indlæg vel nok et mesterstykke af jødisk rabulistik.

Dog endelig — som et punktum i hele kontroversen — tog også Herman Heilbuth selv til orde. Han følte sig altså dog ikke så sagesløs som af kompagnonen Lauritzen

323

fremstillet, at han ikke selv anså det for tilrådeligt at forsvare sin holdning. Derfor bragte han i den presse, han havde købt med sine penge, følgende til klarlæggelse af sin opfattelse:

“Danmarks handelsflåde er meget lille, sammenlignet med den norske, og for lille til at tilføre Danmarks forbrug af varer, når indarbejdede ruter skal opretholdes, men ved nu i disse år at begrænse dividenden til en rimelig rente af aktiernes værdi (!!) og beholde resten af overskuddet i kassen, kan rederne i løbet af de nærmeste år efter krigen, når skibe atter bliver billigere, i væsentlig grad forøge den danske handelsflåde. Erhvervelse af en hel ny flåde, betalt af forud fortjente penge, vil være til lige held i fremtiden for selskaberne og for vort samfunds økonomi.

Man må undre sig over den megen opstandelse, denne naturlige betragtning har givet anledning til. Det viser, i hvilken grad aktionærinteresser for øjeblikket i vide kredse har overtaget over den købmandsmæssige betragtning, der mere ser på sikkerhed og fordel i det lange løb end på den øjeblikkelige gevinst.” (Fremhævelser som i Greens pjece.)

H. Green havde, da han den 15. januar 1916 i “Børsen” rettede sin kritik mod Herman Heilbuths “moralske” dividendepolitik, i langt højere grad ret end han selv kunne ane. Thi ganske selvfølgelig tjente hele aktionen, indledt af en forslagen jøde, ikke til andet end varetagelsen af egoistiske interesser. Målet var navnlig at snyde Staten for skat af en ligefrem fantastisk formuestigning.

Grossereren, konsul, R., D.M. p.p. [Dannebrogs-Mand p.p. praeter plura, dvs. “m.fl. titler”] – Ditlev Lauritzen, den stormægtige fhv. direktør Herman Heilbuth samt den dertil indrettede presse med “Politikken” og “Social-Demokraten” i spidsen havde gang på gang erklæret, at de ved

324

“Vesterhavet” foretagne store henlæggelser til selskabets fonds selvfølgelig kun skulle tjene det ene for samfundet gavnlige formål at kunne konsolidere foretagendet og senere engang med de forud tjente penge at kunne bygge en hel ny flåde. Det var jo, som Heilbuth erklærer, rent købmandsmæssige betragtninger, som herved gjorde sig gældende.

Det lød så kønt, dog ak, det var løgn alt sammen. Løgn, løgn og nok engang løgn.

Allerede i sommeren 1916 svigtedes idealet, idet dampskibsselskabet “Vesterhavet” frivilligt gik over til at sælge bort af sine skibe. På dette tidspunkt stiftedes dampskibsselskabet “Skagerak” med en aktiekapital på 1 3/4 mil. kr., som kort derefter udvidedes til det dobbelte, for at det kunne købe seks af “Vesterhavet”s skibe, med i alt 7.550 tons d.w. Disse skibe, som var bogført til en værdi af 545.000 kr., og hvis anskaffelsessum havde andraget 1.1.60.400 kr., blev solgt til dampskibsselskabet “Skagerak” for en samlet pris af 5.200.000 kr.

Men selskabets skibsbestand blev samtidig kraftig reduceret ved krigsforlis. De Lauritzen-Heilbuth’ske dampskibsselskaber, “Vesterhavet” og “Dania”, havde ry for, at de efter deres rederes ordrer måtte gennemføre deres ture over Nordsøen særlig hurtigt, og at de derfor oftere end andre skibe kom i fare. De benyttedes hovedsagelig til transport af kul, og det var fantastiske summer, der indtjentes ved de stærkt opskruede fragtrater. Og hvor det for så hårdhudede pengemænd som disse redere drejede sig om at tilfredsstille det mest grådige profitbegær, kunne der naturligvis ikke tages alt for meget hensyn til menneskeliv. Således kan det vel også forklares, at “Vesterhavet” i løbet af 2 år ikke havde mindre end 17 krigsforlis. Listen over disse krigsforlis ser — som det fremgår af en artikel i “Dagens Ekko” af 23. 12.1919 — således ud:

April 1916Dorothea og Johanne 
Maj 1916Karla 

 

325  

 

Oktober 1916Hebe 
December 1916Yrsa, Nexar, Inger, Nora og Gerda 
April 1917Esther og Helga 
Maj 1917Marie 
Maj 1918Anna, Ingeborg, Laura, Rigmor og Stella 
   
Af "Dania"s skibsbestand, der oprindelig udgjorde 8 skibe, gik fire tabt, nemlig:
   
November 1914Mary 
Maj 1915Elly 
Juni 1917Lilly og 
Maj 1918Alexy 

Hvor hensynsløse rederne var ved udnyttelsen af deres skibe viste sig, da skibet “Johanne” i april 1916 minesprængtes, hvorved kaptajnen mistede livet. Enken fik en assurancesum på 12.000 kr. udbetalt af selskabet, medens “Vesterhavet”s rederi derefter krævede denne erstatningssum refunderet af assuranceselskabet. Sidstnævnte selskab nægtede udbetalingen. Det kom til proces, i hvilken assuranceselskabet frikendtes. Under sagen oplystes det nemlig, at “Johanne” efter skibsreder Lauritzens ordre var gået tværs over Nordsøen, skønt Krigsforsikringen havde udstedt meddelelse om, at skibene skulle sejle et stykke langs den engelske kyst mod nord, før de påbegyndte rejsen over Nordsøen. Lauritzen havde ikke anset det for nødvendigt at give den forulykkede kaptajn meddelelse om den fare, skib og mandskab var udsat for, og Krigsforsikringen fritoges derfor for at refundere assurancesummen! Men ikke nok med det. Krigsforsikringen fritoges endog for at betale assurancesummen for selve skibet “Johanne”, og skibsrederne Lauritzen og Heilbuth måtte selv overtage det med dette krigsforlis forbundne milliontab. Overfor “Dagens Ekko” gav fuldmægtig Rasmussen i Krigsforsikringen den forklaring,

326

“at “Johanne”s forlis var sket under sådanne omstændigheder, at udbetaling ville blive nægtet — og at hr. Lauritzen efter al rimelighed ikke kunne gennemføre et sagsanlæg”.

Bladet bemærker derfor med rette: “Der klæber danske sømænds blod ved hr. Heilbuths millioner”. Selskabet havde jo netop sin særlige profit ved krigsforlisene og kunne derfor også godt finde sig tilrette med, at så mange af dets skibe blev torpederet og minesprængt. Videre enkeltheder kunne “Dagens Ekko” ikke bringe om disse ting; da to artikler var blevet bragt om “det blodige dampskibsguld”, blev offentliggørelsen af yderligere publikationer forhindret fra jødemagtens side.

Dog, tilbage til “Vesterhavet”s handel med sine skibe. Efter at der i februar 1916 var blevet solgt 6 skibe, solgtes de sidste 11 skibe (med 16.880 tons d.w.), som “Vesterhavet” endnu rådede over i 1918, til dampskibsselskabet “Progress” (samme rederi som Skagerak) for en sum af 20 millioner kroner. For disse skibes vedkommende havde anskaffelsessummen i alt andraget 3.096.700 kr., medens den bogførte værdi beløb sig til 2.250.000 kr. Købesummen skulle ifølge overenskomsten udredes med 13 mil. kr. kontant og 2 mil. kr. nye aktier i “Progress”, omregnet efter kurs 350. H. Green bemærker til denne transaktion i sit skrift “Nationens Forbillede”, at de to driftige ledere af “Vesterhavet” her atter viste sig som dygtige forretningsfolk. Thi: “Da tegningen var forbi, stod Progress-aktierne i ca. 420, således at der helt uden for programmet på dette lille regnestykke blev en fortjeneste på små halvanden mil. kr.”.

Men i øvrigt havde det sin særlige betydning, at købesummen for de sidste 11 skibe udbetaltes i aktier i det nye dampskibsselskab “Progress”. Thi hensigten hermed var på denne måde at foretage en slags sammenslutning på skrømt, for derefter at kunne likvidere “Vesterhavet”, da man jo ellers ikke

327

kunne få pengene ud, uden at skattemyndighederne kunne gøre vidtgående krav med hensyn til krigs- og indtægtsskat gældende. Green undersøger derefter, hvad likvidationen ville kunne udbringe d’herrer Lauritzen og Heilbuth og bringer til belysning af dette spørgsmål følgende opstilling, udarbejdet på grundlag af de pr. 1. januar 1918 forhåndenværende aktiver:

 Kr. 
11 skibe, bogført for 2,38 mil. kr., solgt for kontant13.000.000 
plus 2 mil. kr. aktier, omregnet til den anslåede værdi7.000.000 
En obligationsbeholdning, der udelukkende er samlet i krigsårene ved de "opsparede" beløb, ca.10.000.000 
Kontant i banker, ligeledes i det væsentlige "opsparede" beløb, ca.9.700.000 
Båndlagte beløb (indgået for torpederede skibe), ca. 5.270.000 
Andre tilgodehavender3.000.000 
------------ 
Summa47.970.000 

Når der herefter tages hensyn til endnu bestående skattekrav osv., bliver det endelige resultat: 1 mil. kr. Vesterhavs-aktier forvandlede til 45 mil. omtrent skattefri kontante kroner. Hvortil Green bemærker:

“Der er i disse år i udbytte i alt udbetalt tre millioner kroner! Resten går i de herrer aktionærers lommer som formuestigning på grund af den dem utilregnelige årsag: Likvidationen! Unægtelig — teorierne har stået deres prøve! Dette er en forretning, som der næppe er gjort magen til. D’hrr. har opnået alt, hvad man overhovedet kunne tænke sig. Kun en eneste ting er gået fløjten idealet! Af det er der til gengæld ikke så meget tilbage, som der kan ligge på en negl!”

328

Nå ja: Anvendelsen af millionerne i samfundets tjeneste blev altså ikke til noget. Men det kunne selvfølgelig ikke forurolige de to kapitalstærke redere, end mindre Regeringen, der jo altid havde været et lydigt redskab i Heilbuths hænder. Heilbuth ville ganske vist nok indrømme, at det offentliges skatteprincipper i foreliggende sag havde virket mindre heldigt (!), men anbefalede derefter — indførelsen af en særlig beskatning af formuegevinster og var dermed inde på det samme trick, han benyttede sig af, da han anbefalede den 20 pct.s dividende. Han kunne jo sagtens anbefale en fælles formuestigningsskat, da han jo aldrig havde betalt indtægts- og krigsskat af de såkaldte “opsparede” beløb, for hvilke konkurrenterne havde måttet betale i dyre domme. Men snedigt gjort var det selvfølgelig af Heilbuth nu at anbefale en sådan formuestigningsskat, da han dermed atter i den hertil indrettede presse kunne sætte sig i positur som den store mand med det rette samfundssind. Og “Politiken” triumferer naturligvis på ny, hævder den 17. juli 1919, “at de ville skrig i anledning af hr. Heilbuths dampskibsfortjeneste er hurtig afløst af tavshed og undvigende rådvildhed”, finder undskyldende ord for den store mæcen, der uden egen skyld ifølge en lidet heldig skattelovgivningsteknik havde “tjent nogle penge”. Dermed måtte efter den radikale presses opfattelse sagen betragtes som afgjort.

Herman Heilbuth og Ditlev Lauritzen fik også lov til at beholde deres millioner ubeskåret af indtægts- og krigsskat, fik lov til at bevare deres stilling inden for Prisregulerings-kommissionen, og Heilbuth forblev den radikale regerings kapitalstærke og formående ven, lederen af det Radikale Venstres kontor, formanden for bestyrelserne for Akts. De Sydsjællandske Venstreblade og Akts. De Lolland-Falsterske Venstreblade osv. osv. Og hans vej førte videre til ros og magt — hvilket alt i alt tør kaldes for et af de grelleste udtryk for den enestående korrupte regeringsmagt, der var i landet.

329

Heilbuth kunne også i alle de år, da han stod uden for gødningsbranchen, var skibsreder, medlem af Landmandsbankens bestyrelse og bankråd osv., bruge sine penge til andre formål end til rederivirksomhed, nemlig: til spekulation!

Bankkommissionens beretning (s. 157 f) røber nogle enkeltheder om disse transaktioner, men de er så til gengæld heller ikke kedelige. Knapt nok var Heilbuth blevet medlem af bankråd og delegation i april 1914, så begyndte han også med aktiespekulationen. På denne konto androg gælden allerede pr. 31. januar 1917 1,8 mil. kr. Men disse transaktioner vandt i krigens løb betydning, så Heilbuth pr. 30. 11. 1918 på forskellige kasselån skyldte 6,8 mil. kr. Som sikkerhed for denne gæld henlå bl.a. 1.062.000 kr. Landmandsbank, 360.000 D.F.D.S., 460.000 Ø.K., 360.000 Orient og 125.000 kr. Nordisk Oversøisk Handelsselskab, til en samlet værdi på ca. 7,9 mil. kr. Heilbuth havde på dette tidspunkt endvidere deponeret aktier i sine egne dampskibsselskaber: 20.000 kr. aktier i D/S Vesterhavet og 220.000 i D/S Dania. Den 29. 2. 1920 var gælden steget til 9,6 mil. kr. for aktiespekulationens vedkommende. I depot henlå nu som sikkerhed aktier til en samlet kursværdi på ca. 12,2 mil. kr., deriblandt 250.000 kr. genforeningsobligationer. I løbet af 1921 indtrådte stærke forskydninger på denne konto, idet der på D.F.D.S.-aktier alene tabtes ca. 3 mil. kr. Genforeningsobligationerne blev solgt. Til dækning af kasselån til et samlet beløb på 7 1/4 mil. kr. var henlagt i depot aktier til en kursværdi på nu kun ca. 5,2 mil. kr. Det udækkede beløb androg derefter rigeligt 2 mil. kr. Da endelig i september 1922 stillingen med hensyn til Heilbuths aktiespekulationer opgjordes, viste det sig, at kasselånene endnu androg 6,9 mil. kr., medens de til sikkerhed henlagte aktier (væsentligst Landmandsbank, D.F.D.S. og Ø.K.) kun repræsenterede en værdi på ca. 1,5 mil. kr.

Heilbuth hørte — selvfølgelig — til de privilegerede kunder,

330

fra hvilke der ikke forlangtes nogen margin-indbetaling. Hele risikoen lå altså hos banken.

Foruden i aktier spekulerede Heilbuth også i valuta og malerier. Den 30. november 1918 havde han deponeret £ 50.000 samt £ 20.000 National War Bonds (engelsk krigslån); efter våbenstilstanden indestod på markkonti 4,7 mil. tyske Mark.

Men den mest omfattende spekulation foretog Herman Heilbuth dog med kostbare malerier, som han købte under krigen i forventning om, at han ville kunne videresælge dem med stor fortjeneste efter krigen. I dette punkt var han lige så klog — eller om man vil: ligeså tåbelig — som sin racefælle Emil Glückstadt. Denne spekulation begyndte 1917 og førte til store omsætninger i nævnte og det følgende år. Af Bankkommissionens beretning fremgår, at Heilbuth på denne konto pr. 30. 11. 1918 skyldte 4,3 mil. kr. på folio [konto mod Nationalbanken] og på rimesser [betaling, især i form af veksel eller check] i fremmed valuta 5,1 mil. kr. Ved bortsalg kunne disse malerilån dog i den følgende tid nedbringes; efter våbenstilstanden til 7 mil. kr. og ultimo 1921, efter at bl.a. Rembrandts “Lukretia” var solgt for ca. 862.000 kr., til 5,7 mil. kr. Samtidig var Hermann Heilbuth engageret i to spekulationskonsortier i malerier, i hvilke foruden ham selv bankrådsmedlem etatsraad Wilhelm Hansen samt firmaet Winkel & Magnussen var participanter.

Det endelige resultat var, at Landmandsbanken ifølge beretningen “ved årsopgørelsen ultimo 1922 måtte afskrive et tab på 4½ mil. kr. på direktør Heilbuths engagementer, hvorhos der på de to malerikonsortier, hvori foruden direktør Heilbuth som nævnt deltog etatsraad Wilh. Hansen og Winkel & Magnussen, måtte afskrives 550.000 kr. Foruden engagementerne i Landmandsbanken havde direktør Heilbuth engagementer løbende hos forskellige vekselerere,. bl.a. J. M. Levin & Co., hvor der måtte afskrives ½ mil. kr. som tabt”.

Hvor Heilbuth ellers har sat de store fortjenester til, som

331

han erhvervede som skibsreder — eller skjult dem — nævner beretningen ikke. Det kan derfor her kun fastslås, at Heilbuth, da Landmandsbank-krakket indtrådte, ikke var i stand til at klare sine forpligtelser overfor banken. Pengene må altså for en stor del være gået tabt ved andre transaktioner. Det gjorde de også, eftersom det almindeligvis antages, at hans meget omfattende finansiering af den Radikale Venstre-presse, der var midlet til at sikre ham afgørende indflydelse på Zahle-ministeriets politik, har kostet ham ustyrligt mange penge.

Fadæsen i forbindelse med Landmandsbank-katastrofen kunne selvfølgelig ikke på nogen måde skade hans indflydelse på det økonomiske område. Han hørte jo nu engang til finansvældets inderkreds, og han forstod at lempe sig igennem alle vanskeligheder, så han atter kunne sikre sig positionen som mægtig industriherre. Med udgangen af året 1913 var han gledet ud af ledelsen af A/S Dansk Svovlsyre & Superphosphatfabrikkerne. Efter krigen, da skibsrederiet “Vesterhavet”, der havde afkastet så store indtægter, blev opgivet, måtte han se sig om efter nye opgaver, og da kom det ham meget belejligt, at hans gamle firma “Dansk Svovlsyre” var kørt fast, så han her atter kunne finde et virkefelt.

Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrikkerne havde i mellemtiden, da H. Siegumfeldt var enedirektør, ved hjælp af Landmandsbankens kreditter kunnet indlade sig på de mest eventyrlige spekulationer. Da råmateriale-leverancerne ifølge den skærpede ubådsblokade i 1917 standsede, og lagrene langt om længe var opbrugt, søgte Siegumfeldt at sikre det af ham ledede industriforetagende nye indtjeningsmuligheder ved at engagere sit firma i alle slags finans- og spekulationsoperationer, og dette skulle i det lange løb blive foretagendet til fordærv. Blandt datterselskaberne, som Dansk Svovlsyre under verdenskrigen oprettede, befandt sig bl.a. et dampskibsselskab, “Atlanterhavet”, og et sejlskibsselskab,

332

“Hippalos”, desuden et forsikringsaktieselskab, “Codan”. Yderligere erhvervedes aktie-majoriteter i Nord-Østersø-Rederiet og Continentale Rhederei A.G., og samtidig stiftede Dansk Svovlsyre i samarbejde med det under Det Transatlantiske Kompagni hørende Russiske Handelskompagni det russiske firma Svovlsyre- og Superfosfatkompagni Rusland” med det formål at påbegynde industriel virksomhed på gødningsfabrikationens område i omegnen af Kiew. Tilskyndelsen til at tage fat på denne sag kom fra Harald Plum, og bestyrelsen for foretagendet blev efter oprettelsen den samme som i Russisk Handelskompagni. Da imidlertid de urolige forhold i Rusland umuliggjorde oprettelsen af fabrikker osv., besluttede bestyrelsen for det her omhandlede aktieselskab at benytte en del af den indbetalte aktiekapital — i alt 2½ mil. kr. — til indkøb af Rubler. I alt erhvervedes ca. 4 mil. Rubler, som dernæst stilledes til rådighed for Russisk Handelskompagni. R.H.K. anerkender i efteråret at skylde 1.080.000 kr. til Dansk Svovlsyre på denne konto, som imidlertid kun skulle tilbagebetales, når R.H.K. selv fik sine erstatningskrav mod Rusland dækket. Til de store spekulationsforetagender, Dansk Svovlsyre indlod sig på under Siegumfeldts ledelse, hørte også det den 12. april 1916 oprettede “Aktieselskab for kemisk Industri”, hvis aktiekapital androg 1,2 mil. kr., og i hvis bestyrelse Glückstadt sad som formand og H. Siegumfeldt som næstformand. Kemisk industri oprettede store fabriksanlæg i Kastrup til fremstilling af blåkali, tjære, nigrosin, benzol, natribenzol, anilin, napthalin, cyan, azo-farvestoffer osv. og opnåede også under krigen gunstige finansielle resultater. Men efter krigen forrentede de store anlæg sig ikke mere, så tabene for årene 1919–21 udgjorde ikke mindre end 7.642.000 kr. Også A/S Hios, som stiftedes i januar 1918 af etatsraad H. N. Andersen, direktør Glückstadt og kaptajn O. de Fine Skibsted med det formål at fremstille smøreolier ved træsvidning, blev en fiasko. Dansk Svovlsyres tab opgjordes her til ca. 1,5 mil. kr.

333

Men Siegumfeldts interesser rakte meget videre. Således lod han 1917 bl.a. sit firma medvirke ved det efter Det Transatlantiske Kompagnis principper organiserede “Ostindisk Handelsselskab”, som begyndte sin virksomhed med en aktiekapital på 1½ mil. kr., bl.a. i juli 1919 indrettede filialer i Soerabaja på Java og i Batavia og i nogle år stod i handelsforbindelse med Det Transatlantiske Kompagnis datterselskaber U.E.C., Alliance Trading Co. i London og Bech, van Sicklen & Co. i New York. status pr. 1. juli 1921 udviste her et tab på hen ved 8 1/4 mil. kr., medens det dog den 27. oktober 1921 blev meddelt i Ostindisk Handelsselskabs generalforsamling, at regnskabet for 1920 kun viste et nettotab på over 1 mil. kr., efter at Dansk Svovlsyre havde afskrevet et tab på 600.000 kr. En del af tabene, 1.238.000 kr., var forvoldt ved et datterselskab “Matandus” (Maatschappij voor Handel, Industrie & Culturen), ved hvis organisation overretssagfører Paul G. Cohn havde spillet en større rolle. Vanskeligheder opstod ligeledes med produkthandlerfirmaet, A/S Joseph Levin, med hvilket Dansk Svovlsyre allerede siden 1899 stod i forbindelse. Dansk Svovlsyre havde her 1918 overtaget 500.000 kr. aktier for 1.405.740 kr.; da Levins regnskab senere viste et underskud pr. 1. 6. 1922 på 455.000 kr., måtte en reorganisation foretages, ved hvilken der bl.a. opstod strid om direktørgagen, som udbetaltes med et beløb på 34.000 kr. både til Joseph Levin og til sønnen Preben Levin (dengang 26 år gammel!). Dansk Svovlsyre var derudover engageret i en række andre spekulationsforetagender, bl.a. også i ejendomsselskabet Holmens Kanal. H. Siegumfeldt havde altså i sin initiativrige om end mindre velsignelsesrige gerning sørget for, at hans selskab efterhånden fik mangfoldige interesser og engagementer. Og netop dette førte til katastrofen.

Selskabets tab ved datterselskaberne androg ifølge Bankkommissionens beretning (bilag s. 350) såvel gennem aktiebesiddelse som ved direkte finansiering ultimo 1921 ikke mindre end ca. 32 millioner kroner. Kun de gamle

334

fabriksforetagender samt dampskibsselskaberne — Limfjorden, Fredericia Blaakilde Mølle, Nordische Salpeter samt Atlanterhavet og Hippalos — og Forsikringsselskabet Codan havde kunnet opretholde en nogenlunde sund status. Mægtige tab opstod samtidig ved selskabets aktieengagementer, som medio 1918 også for datterselskabernes vedkommende var blevet sammenfattet i konsortiet “Saffa”, dvs. Selskabernes Andels Fnans og Fonds Afdeling. På “Saffa”s aktiebeholdning, der ultimo 1918 udviste en saldo på 29.238.000 kr. og ultimo 1920 11.974.000 kr., måtte der til sidstnævnte termin afskrives ca. 11.767,000 kr. Om disse engagementer erfarede Landmandsbanken og Privatbanken, der havde ydet Dansk Svovlsyre de største lån, først enkeltheder i januar 1921, og der måtte foretages flere revisioner, inden bankerne kunne trænge til bunds i disse forhold. Ultimo 1921 opløstes “Saffa”, og Dansk Svovlsyre overtog konsortiets aktiebeholdning.

Angående realisationen af 670.000 kr. Landmandsbank-aktier, som var deponeret hos “Saffa”, bringer Bankkommissionens beretning nogle uddrag af selskabets bestyrelsesprotokol, der ganske rigtigt — som det også siges i beretningen (bilag, s. 357) — taler for sig selv. uddragene lyder:

“Den 24. oktober 1921: “… Med hensyn til vor beholdning af Landmandsbank-aktier forespurgte hr. Wonsild, om bestyrelsen ikke fandt det rigtigt at afhænde nogle deraf. Om dette sidste forhold ville hr. Heilbuth tale nærmere med Landmandsbanken …”

Den. 18. november 1921: “… Af depotet i Privatbanken har vi fået udleveret 30.000 Atlanterhavet og 6.000 kul, hvilke aktier tilhørte hr. Siegumfeldt. I stedet for har vi deponeret 32.000 Landmandsbank-aktier …”

Den 8. september 1922: “… Med hensyn til Landmandsbank-aktier vedtog man at anmode formanden eller konsul Henius om ved første lejlighed at tale med bankdirektør Clausen og derefter med Landmandsbanken om eventuelt salg af disse …”

Den 9. september 1922: “Direktionen bemyndiges til successive at foretage realisationen af de på mødet i går omtalte aktier, dog ikke Landmandsbank-aktier …”

335

Den 26. september 1922: “… Det bemærkedes, at vi havde 671 stk. Landmandsbank-aktier, på hvilke der efter det passerede ville lides et betydeligt tab …” Tabet var godt 1¼ mil. kr.”

Hvis Heilbuth, som nu var kommen ind i bestyrelsen igen, i tide havde sørget for salget af Landmandsbank-aktierne, ville hele dette store tab og mere end det være undgået. Vedrørende Landmandsbankens stilling overfor salg fra Dansk Svovlsyres aktiebeholdning bringer beretningen ydermere følgende forklaring af direktør Siegumfeldt overfor Bankkommissionen: “Efter at bankerne (i begyndelsen af 1921) havde indskudt ny kapital (12 mil. kr.) i Dansk Svovlsyre, blev Heilbuth og Henius delegerede til at overvære bestyrelsesmøderne. I et af de første møder bragte hr. Siegumfeldt spørgsmålet frem om afhændelse af aktier, men Heilbuth udtalte, at det måtte man vente med, da markedet ikke kunne optage disse poster for tiden. Med hensyn til Landmandsbank-aktier udtalte Heilbuth positivt, at de ikke måtte afhændes, men at han, hvis det ønskedes, kunne arrangere en god belåning af dem”.

Det samlede tab på aktier udgjorde til sidst ca. 26¼ million kr., hvoraf Transatlantisk Co. dækkede 1 mil. kr.

Slutresultatet var:

 Ca. mil. kr. 
Tab ved aktier25 
Tab ved finansiering22 
 ---- 
I alt47 

Da krisen i december 1920 brød ind, så direktør Siegumfeldt sig nødsaget til at anmode Landmandsbanken om hjælp, og i denne anledning blev Herman Heilbuth bedt om at indlede en undersøgelse af Dansk Svovlsyres status. Centralanstalten foretog derefter på Heilbuths foranledning i to

336

dage en summarisk undersøgelse, efter hvilken det statueredes, at selskabets egenkapital skulle andrage netto 27 mil. kr., og at selskabets 10 mil. kr. derefter skulle svare til en kurs på 270 pct. På dette grundlag ydedes nye lån, hvorved Landmandsbanken forhøjede sin kredit fra 20 til 28 mil. kr. og Privatbanken fra 13 til 17 mil. kr., så hele gælden nu beløb sig til 45 mil. kr. Ved en i foråret 1921 foretaget fornyet gennemgang af selskabets og datterselskabernes forhold viste det sig imidlertid, at aktierne var sat 17 mil. kr. for højt i Centralanstaltens beregning, grundet på utilstrækkelige oplysninger fra direktør Siegumfeldts side osv., og at aktierne derfor kun var pari værd. Den heraf følgende konflikt førte til Siegumfeldts afskedigelse. Rekonstruktionen gennemførtes 1922 på den måde, at bl.a. de to interesserede banker nedskrev deres tilgodehavende med tilsammen 4 mil. kr., deraf Landmandsbanken med 2½ mil. kr. Af generalkonsul Wessels Bo, der havde et tilgodehavende på 8 mil. kr. i selskabet, blev der desuden givet en dekort på 50 pct. Bankkommissionens beretning resumerer: “Når Landmandsbankens tab på Dansk Svovlsyre ikke blev større end 2½ mil. kr., trods bankens store engagement og dettes forøgelse i begyndelsen af 1921, skyldes det, at Dansk Svovlsyre — og dette er den gamle ledelses fortjeneste — havde henlagt meget betydelige officielle og skjulte reserver, der gjorde, at selskabet ultimo 1920 kunne bære et tab på ca. 30 mil. kr., uden at aktiekapitalen berørtes deraf, og at det lykkedes at få Wessels Bo til at overtage en så stor del af tabet i 1921.”

1921 kom altså Heilbuth sammen med sin racefælle Erik S. Henius ind i Dansk Svovlsyres bestyrelse, medens overretssagfører Werner blev formand i bestyrelsen. 1922 tabte Heilbuth hele sin formue ved Landmandsbankens sammenbrud; derpå led han navnlig store tab ved realisationen af den i spekulationsøjemed indkøbte store malerisamling. Såvel i økonomi som i politik spillede han sidenhen kun en

337

ubetydelig rolle, hvad der naturligvis ikke er til hinder for, at han endnu opføres i den Blå Bog som en af de mest repræsentative jøder her i landet. Omendskønt hans fremgangsmåde som skibsreder var en skandale af rang, og omendskønt han i Landmandsbank-sagen viste sig som en af de mest hensynsløse og letsindige storspekulanter i aktier, valuta og malerier, får J. Hassing Jørgensen, der har ansvaret for Diskonto- og Revisionsbankens sammenbrud i 1924 og ved utallige lejligheder har vist en komplet mangel på forståelse for samfundsøkonomiske problemer, endnu i Dansk Biografisk Leksikon (bd. 9, 1936, s. 599) lejlighed til at konstatere, at Heilbuth “af den undersøgelse af bankens (Landmandsbanken) forhold, som naturligvis også rettedes mod ham, gik ud uden plet på sin personlige og købmandsmæssige ære”. Hvad betyder så den bagatel på godt 4½ mil. kr., som Landmandsbanken i sidste instans måtte afskrive på denne storspekulants engagementer, eller de 1 1/4 mil. kr., som banken tabte ved Dansk Svovlsyre, efter at Heilbuth havde frarådet salg af Landmandsbank-aktierne. Sådan en jøde forbliver en hædersmand trods alt. Hassing Jørgensen tør endvidere påstå, at Heilbuth har skabt “stor og fortjent opmærksomhed om sit navn ved det omfattende arbejde, han udførte som medlem af Den overordentlige Kommission”, omendskønt han jo netop for dette arbejdes skyld var udsat for de skarpeste angreb fra handelsstandens side og 1918 med brask og bram blev sat ud af Grosserersocietetet. Når fhv. minister i Zahle-ministeriet Hassing Jørgensen til slut berømmer sin under krigen så kapitalstærke og formående partifælle for hans forretningsmæssige indsigt og hans sociale forståelse, sker det vel af hensyn til de millionunderstøttelser, Heilbuth ydede til den radikale presse; her måtte der selvfølgelig ses bort fra, at disse mægtige tilskud blev ydet på Landmandsbankens bekostning og med andre ord senere måtte dækkes af samfundet.

338

f) Ballin-koncernens virksomhed.

I intet af de af Landmandsbanken finansierede storindustrielle foretagender under verdenskrigen har jødiske spekulationsinteresser og -principper i stærkere grad kunnet gøre sig gældende end i de under Max Ballins ægide sammensluttede garverier og skotøjsfabrikker. Der eksisterede næppe selv under krigen nogen trust, der i så udpræget grad som Ballin-koncernen var præget og båret af jødiske forretningsmænd.

Hovedfirmaet inden for denne store økonomiske sammenslutning var M. J. Ballins Sønner, i hvis ledelse Max Ballin havde stået allerede siden 1890, og hvis administrerende direktør han blev i året 1897. Max Ballin havde under et længere studieophold i udlandet (navnlig Wien) gjort sig fortrolig med nye rationelle garvningsmetoder og blev derefter her i landet foregangsmanden med hensyn til indførelsen af det såkaldte ekstraktgarveri: Denne rationalisering af bedriften skulle meget snart bidrage til at sikre det af ham ledede foretagende en overlegen stilling i konkurrencen med andre firmaer inden for branchen. Talrige små garverier i provinsen måtte give op over for Ballins Fabrik, deriblandt også det relativt betydelige A/S Dansk Garvekompagni i Vejle (indeh. Seligmann), som 1907 overtoges af J. M. Ballins sønner mod betaling af 125.000 kr. for to fabrikker med maskiner. Allerede 1898 havde Ballins Fabrik også udvidet sine interesser til Sverige, idet den købte Kjeflinge Skofabriks-aktier. 1907 købtes endvidere Kjeflinge Garveri. Begge de svenske fabrikkers omsætning androg 1909 1,1 mil. kr. Et garveri med tilsvarende omsætning overtoges 1901 i Wilster (Holsten); før krigen fusioneredes endvidere Em. Messerschmidt & sønners Garveri og Danchells Kromgarveri i København og endelig overtoges 1917 A/S R. Schous Fabrikker i Fredericia, der var stiftet i 1914 med en aktiekapital på 200.000 kr., efterhånden, indtil 1916, udvidet til 1 mil. kr.

Hånd i hånd med udvidelsen af fabriksvirksomheden

339

ved overtagelsen af konkurrerende firmaer gik forøgelsen af aktiekapitalen. Denne stigning stod før krigen alt i alt i et nogenlunde rimeligt forhold til stigningen af virksomhedens produktionskapacitet fra oprindelig 630.000 kr. i 1897 til 1 mil. kr. i året 1902, dernæst til 1.750.000 kr. i 1906, til 2½ mil. kr. i 1907, til 2 3/4 mil. kr. i 1908 og til 3 mil. kr. i 1910. 1914 forsøgte J. M. Ballin & Sønner at erhverve en norsk fabrik; planen strandede; men alligevel udvidedes aktiekapitalen til 3½ mil. kr. Da så krigskonjunkturerne øgede omsætningen og fortjenstmulighederne, gik der meget hurtigt gullasch i foretagendet, hvilket for det første viste sig i en systematisk udvanding af kapitalen, og for det andet deri, at hovedfirmaet søgte at opnå en monopolstilling inden for skotøjsbranchen ved en forcering af trustdannelsen inden for skotøjsindustrien. Nu fik jøderne travlt med at udnytte chancerne, og Max Ballin var ikke sen til ved prisåger og hensynsløst børsjobberi at sikre de i foretagendet interesserede de mest ublufærdige fortjenester. Nu skulle også Ballin bevise, at han var mester for at gennemtvinge kapitalens koncentration på jødiske hænder. 1915 udvidedes aktiekapitalen fra 3½ til 4 mil. kr. Hele den nye aktiekapital overtoges af Landmandsbanken og J. M. Levin & Co. Af den ved udstedelsen af de nye aktier opnåede overkurs på tilsammen 527.500 kr. (kurs 209) gik 437.000 kr. til aktionærerne som erstatning for tegningsretten, og 90.000 kr. overførtes til reservefonden. En god forretning for Landmandsbanken og J. M. Levin & Co., da aktiekursen allerede den 22. januar 1916 stod på 260. 1915 foretoges en yderligere emission af 2 mil. kr. og i efteråret 1916 to emissioner, først på 2 mil. kr., dernæst på 570.000 kr. Overkursen androg her noget over 4 mil. kr., som henlagdes til reservefonden. For det sidstnævnte beløbs, dvs. for de 570.000 kroners vedkommende, var det bestemt, at det skulle anlægges i nye virksomheder; men da sådan anlægsmulighed ikke viste sig, blev en del af aktierne, nemlig for 470.000 kr., solgt til et konsortium hos J. M. Levin & Co.

340

for en kurs på 385, på et tidspunkt, da Ballin-aktier stod i 484! Havde konsortiet straks solgt papirerne videre, ville gevinsten have andraget 470.000 kr. Overdragelseskursen var altså overordentlig gunstig. Men det er jo også forståeligt, når man samtidig erfarer, at konsortiets deltagere var E. Glückstadt, O. Ringberg, Hugo Rothenberg, Benny Dessau, Alfred Hertz og Max Ballin — 5 heljøder og en branket hvid mand.

Endelig udvides kapitalen i 1917 med 1.430.000 kr. til 10 mil. kr. Af den nye aktiekapital medgik 360.000 til overtagelsen af kapitalen i R. Schous fabrikker. Og med denne stærkt udvandede aktiekapital indgik virksomheden derefter 1918 i den store skotøjstrust Ballin & Hertz.

Der var mange forhold, der bidrog til, at J. M. Ballin & Sønner fik øgede afsætnings- og indtjeningsmuligheder under krigen. Med hensyn til levering af underlæder indtog firmaet efter overtagelsen af Seligmanns Fabrik i Vejle en monopolstilling i landet. Dertil kom, at standsningen af importen af læder skabte en større efterspørgsel efter indenlandske produkter, og at krigsforholdene for en stund skabte større eksportmuligheder, som ikke havde været til stede før krigen. Resultatet heraf var, at Max Ballin gik over til en kraftig forhøjelse af prisen på de af ham leverede varer, hvorved det ikke mere var rent produktmæssige, men tværtimod spekulative interesser, der var afgørende for den indledte prispolitik. Det af selskabet bearbejdede antal huder steg fra 1913 til 1917 omtrent til det dobbelte, men salgsprisen af de leverede varer steg mellem disse år fra 4 3/4 mil. kr. til 18 mil. kr., og samtidig steg driftsoverskuddet fra ca. 400.000 til 3 1/4 mil. kr. Denne udvikling genspejler sig i dividenden, som 1913 blev fastsat til 15 pct., 1914 til 27½ pct. (heraf 12½ pct. bonus), 1915 til 37 pct. (heraf 20 pct. i 6-pct. obligationer), 1916 til 40 pct. og 1917 til 30 pct. Og det var endelig denne udbyttepolitik, som forcerede den stærke udvanding af aktiekapitalen, der til sidst fik sit kraftigste udtryk i de betingelser,

341

under hvilke J. M. S. Ballin & Sønner gik ind i koncernen med A/S Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, A/S E. F. Jacob & B. Lotinga og A/S De Forenede Skotøjsfabrikker.

Bankkommissionens beretning skildrer på en yderst instruktiv måde, hvorfor den ved fusionen trufne ordning nødvendigvis måtte føre til koncernens sammenbrud; foretagendet var overkapitaliseret og dermed var katastrofen uundgåelig. Der berettes som følger (bilag, s. 275): “Ved sammenslutningen i 1918 går M. J. Ballins Sønner ind i storkoncernen. Overtagelsen sker således, at for hver 100 kr. aktier i Ballin udleveres 140 kr. i sammenslutningen, der får navn af A/S M. J. Ballins Sønner & Hertz’ Garverier og Skotøjsfabrikker; der er altså betalt 14 millioner for M. J. Ballins Sønners ejendele. Men til de 14 mil. kr. skal lægges 1.200.000 kr. i obligationslån. Af disse 15 1/4 mil. kr. svarer 5 3/4 million til aktier i fremmede foretagender, helt og holdent vurderet med en højkonjunkturs forhold for øje, og som under alle omstændigheder straks bør reduceres til 5 1/4 million. Der bliver således ca. 10 mil. kr. tilbage, hvilket for 200 arbejdere giver 50.000 kr. pr. arbejder, hvad der mindst er en halv gang for meget efter datidige udenlandske produktionsforhold. Med en produktion af 125.000 huder får vi en kapital af 80 kr. pr. forarbejdet hud, hvad der er meget på en tid, hvor som i maj 1918 krigens afslutning lå inden for sandsynlighedens grænser. Man må erindre, at Ballins aktiekapital i 1913, da han forarbejdede 80.000 huder, var 2½ mil. kr., hvoraf ½ mil. kr. var dækkede af fremmede værdier, altså 25 kr.’s kapital pr. hud. Det nye selskab kommer således til at overtage et garveri, hvis kapitalisation i forhold til kapaciteten er tre gange så stor som før, og denne kapitals forrentning er en varig byrde også i normale år; tilmed stod ved overtagelsen de 10 mil. kr. Ballin-aktier i 435, dvs. man ventede at garveriet og dets datterselskaber skulle forrente 43½ mil. kr.

342

A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabrikker, som i maj 1919 indgik i storkoncernen Ballin & Hertz, var ligeledes ved overtagelsen et aldeles overkapitaliseret foretagende. Det var blevet startet 1897, overtog 1906 alle aktier i Københavns skotøjsfabrik (Goldstein) og påbegyndte fra 1911 en planmæssig udvidelse af foretagendet. I nævnte år blev aktiekapitalen udvidet fra 400.000. kr. til 1 mil. kr., og denne forøgelse af kapitalen fortsattes successive i de følgende år, så den ved fusionen 1919 beløb sig til 5,4 mil. kr. I 1917, da produktionen afkastede det største udbytte, 1½ mil. kr., androg dividenden 25 pct. Ved overtagelsen kom firmaet til at stå koncernen i en pris på ca. 18½ mil. kr., eftersom de 5,4 mil. kr. Hertz-aktier, der blev ombyttet med et tilsvarende antal koncern-aktier, stod i 320, så der alene på denne konto betaltes ca. 17,3 mil. kr. Udover dette betaltes der ½ mil. kr. kontant plus 600.000 kr. obligationer.

Det ligeledes fusionerede A/S E. F. Jacob & B. Lotinga, som først var blevet oprettet 1916, var et mindre firma med en aktiekapital på 1,2 mil. kr., der ombyttedes efter forholdet 6 aktier for 5 nye aktier i koncernen.

Af største betydning var imidlertid sammenslutningen med A/S De Forenede Skotøjsfabrikker, som 1916 var blevet oprettet på initiativ af M. S. Ballins Sønner og Hertz. Disse skotøjsfabrikker, som før verdenskrigen havde arbejdet under meget trange kår, oplevede under krigen et mægtigt opsving, takket være den store afsætning af skotøj til udlandet. Bl.a. steg antallet af arbejderne i disse fabrikker fra ca. 2.500 i 1913 til ca. 3.500 i 1917. D.F.S. stiftedes derefter på den konstituerende generalforsamling den 26. oktober 1916, hvorved så driftige jøder som Wilhelm Weimann og Johan Levin foruden Jarl, H. C. Kristensen og Chr. Schou blev bestyrelsesmedlemmer. Samtidig med oprettelsen af D.F.S. blev en særlig overenskomst truffet med Hertz, Ballin og Jacob, ifølge hvilken det efter Bankkommissionens beretning (s. 276) bestemtes,

“1) at alle de kartellerende [de der danner kartellet] skotøjsfabrikker skal købe deres

343

råvarer hos Ballin, 2) at Ballin og Hertz skal udøve kontrol over D.F.S. og Jacob, ikke ved at være medlemmer af bestyrelsen, men ved at udøve en direkte kontrol med driften. Mellem Ballin og Hertz er der overenskomst om, at de 1) i fællesskab skal udøve deres magt, 2) i fællesskab skal overtage og styre de 4,6 mil. kr., de skal eje i D.F.S.-aktier og de 400.000, de i fællesskab skal eje af aktier i “Jacob & Lotinga” og 3) at de skal samarbejde i et ret snævert kartel til regulering og fordeling af produktionen”.
Sådan sammensmeltedes 2 garverier og 11 skotøjsfabrikker til en trust, inden for hvilken jøderne fra begyndelsen kunne sikre sig en absolut dominerende stilling. Fabrikkernes produktions-kapacitet androg ved overtagelsen 850.000 par sko til en salgsværdi af knap 9 mil. kr. Kapitalen i det nye foretagende sattes til 9 mil. kr., medens 3 mil. kr. havde været et passende beløb under normale forhold. Altså også i dette tilfælde tillod man ved fusionen en kraftig overkapitalisering af de sammensluttede fabrikker.

Selvfølgelig sattes samtidig kurserne på D.F.S.-papirerne ved alle slags manipulationer op i en urimelig højde, helt op til 300. Her måtte vanskelighederne snart melde sig, da produktionen allerede fra 1917 af var for nedadgående.

En urimelig ordning ved oprettelsen af den store koncern var, at direktører og ledere af de fusionerede virksomheder alle overtoges som fuldt lønnede direktører i den nye koncern, så der som sådanne foruden Max Ballin fungerede d’herrer Alfred Hertz, H. Lotinga, L. Nathan, P. Seligmann, E. F. Jacob og Hugo Rothenberg og desuden tre ikke-jødiske forretningsmænd E. Bredahl, C. F. Müller og Anton Scheel. Ligeså ejendommelig var i øvrigt også sammensætningen af selskabets bestyrelse, i hvilken naturligvis Max Ballin var selvskreven som formand. Sammen med ham dannede direktør Benny Dessau og generalkonsul Wilhelm Weimann, samt overretssagfører Konrad Levysohn forretningsudvalget. Desforuden sad i bestyrelsen racefællerne vekselerer Johan Levin, professor Karl Meyer, direktør J. Nathanson og

344

direktør S. V. Slomann samt nogle ikke-jøder som bankdirektør Frederik Paulsen fra A/S Københavns Diskonto- og Revisionsbank, skotøjsfabrikant H. C. Kristensen, fabrikant Jarl og overretssagfører Otto Bang. Endog blandt selskabets revisorer havde man fået en jøde med, hovedrevisoren for Statsbanerne S. E. Jacob, en broder til direktøren E. F. Jacob. Hvortil der lakonisk bemærkes i Bankkommissionens beretning: “1 overdirektør, 9 direktører, 3 medlemmer af forretningsudvalget, 10 andre bestyrelsesmedlemmer, 2 revisorer foruden fabriksbestyrere — er det et under, at ansvaret blev forflygtiget? Og så er ikke nævnt administratorerne og bestyrerne i datterselskaberne, hvis aktier så godt som alle lå i koncernen, og som derfor faktisk kun var underafdelinger.”

Beretningen går i øvrigt ud fra, at den kapitalisering, som foretoges ved sammenslutningen af de 4 selskaber, havde til resultat, at de gamle aktionærer ved aktieombytningen fik en overpris på en 10 mil. kr., som publikum betalte og hvoraf industrien intet fik, da pengene gik til alle slags andre formål. Bl.a. brugtes 2.650.000 til dækning af det beløb, der var nødvendigt for at sikre Ballins gamle aktier overpris, 600.000 kr. kom Hertz’ gamle aktionærer til gode, 1,8 mil. kr. konsortiet, og 140.000 kr. betaltes som salær til overretssagførerne Axel Bang og Konrad Levysohn (en hvid mand og en jøde).

Koncernens samlede aktiekapital beløb sig til 25,6 mil. kr.

Alligevel var ekspansionstrangen dermed ikke tilfredsstillet. Man forsøgte endvidere at erhverve de Jørgen Petersen’ske Skotøjsfabrikker for 4 mil. kr., hvorved indehaveren samtidig skulle overtage en direktørpost inden for koncernen. Planen lykkedes ikke. Derimod købte man 1918 Overbecks Fabrik for 2.150.000 kr.; i handelen var indbefattet bygning og fabrik med varelager. Da der var noget muggent ved denne transaktion, og navnlig forelå en overtrædelse af kædehandelsbestemmelserne, ifølge hvilken fabrikanterne ikke indbyrdes måtte sælge varer med avance, oprettedes i

345

anledning af dette fabrikssalg ikke mindre end fire dokumenter, med hvert sit formål. Sælger var Magnus Nathansohn, som havde købt fabrikken af den oprindelige ejer Overbeck for 150,000 kr. M. Nathansohn startede derefter i 1917 et selskab med en nominel kapital af 1 mil. kr., i hvilket — ifølge Bankkommissionens beretning — hans fætter, vekselerer Berthold Nathansohn, der kautionerede for Overbeck & Co. for banklån og hjalp det med vekseldiskonteringer m.v., havde stemmeret for ½ mil. kr. aktier. Købekontrakten gik i sidste instans ud på, at aktiekapitalen i A. V. Overbeck & Co. A/S skal indløses til pari, “og at hr. Magnus Nathansohn herudover erholder til sig og et af ham repræsenteret udenlandsk konsortium (!) 1.150.000 kr. kontant”.

Hertil knytter beretningen følgende bemærkning: “Når den samlede købesum for Overbecks Fabrik forlods blev sat så højt som til 2.150.000 kr. — en grov pris for en forretning, der i 1913 havde 36 og i 1916 55 arbejdere — skyldtes det vistnok i første række, at Ballin mente, at Overbecks lager var meget stort og værdifuldt. Det viste sig imidlertid efter overtagelsen, at lageret var sammensat af meget uensartede og tilfældigt sammenkøbte varer til dels af meget ringe kvalitet (blandt andet et stort parti udenlandsk fodtøj), således at Ballin i sit regnskab for 1919 straks måtte afskrive ca. ½ mil. kr. som tab ved overtagelsen.” Her viste altså de Nathansohn’er sig som mere snedige forretningsfolk end de Ballin’er!

Alle forudsætninger, der havde været afgørende for oprettelsen af koncernen, brast, da det kom til stykket. Man havde regnet med, at garverierne ved denne fusion ville opnå større sikkerhed med hensyn til afsætningen af deres produkter. Denne beregning viste sig at slå fejl, da garveriernes produktionskapacitet var alt for stor i forhold til skotøjs-fabrikkernes behov. Man havde regnet med, at de uden for koncernen stående firmaer ville kunne slås ud eller dog

346

holdes nede i konkurrencen, til en vis grad også se sig nødsaget til at aftage koncernens produkter. Men også disse forventninger var ved siden af, da de konkurrerende firmaer netop på grund af det opskruede prisniveau, som Ballin & Hertz koncernen måtte opretholde for at kunne fremskaffe tilstrækkeligt udbytte til den så stærkt udvandede aktiekapital, opnåede en fortjenstmargin, der satte dem i stand til uden nogen som helst vanskelighed at underbyde Ballin. Bedre blev forholdene heller ikke ved, at Ballin næsten til stadighed havde ligget i konflikt med skotøjshandlerne, som derfor nu efter evne benyttede sig af lejligheden til at frigøre sig for koncernen. Resultatet var bl.a., at Jørgen Petersen, som trods alle gode tilbud ikke var gået med ind i koncernen, kunne fordoble sit arbejderantal fra 1913 til 1920, medens Ballin, som en tid havde beskæftiget halvdelen af fagets arbejdere, 1920 kun rådede over en fjerdedel af disse. Ifølge beretningen måtte også Hertz’ afdeling kæmpe med Ballins Garverier for at få gode chevreaux’er, hvor f.eks. Jørgen Petersen stod frit i sit valg; thi det virkede også mod Ballin, at han lå inde med dårlige råvarer, som han påtvang sine egne fabrikker: Til sidst lå såvel garverierne som skotøjsfabrikkerne nede under en tredjedel af koncernens produktionskapacitet. “Det var lykkedes Ballin på samme tid at forcere landets produktion udover publikums købeevne og at jage sine kunder over til konkurrenterne”.

Til trods herfor undlod koncernen en kraftig afskrivning af de oppustede værdier, men fortsatte endnu to år udover krisens indtræden med den tåbelige udbyttepolitik, alt imens den endog eftertrykkeligt fremmede indførslen af amerikanske varer, rigtignok hovedsagelig i det øjemed at reeksportere dem til Rusland, de baltiske lande, Tyskland osv. Bircks betragtninger hertil i den så ofte citerede beretning går ud på, at “det er erhvervsmæssig set en forbrydelse under en højkonjunktur at bruge hele sit overskud til dividender, når der — rette afskrivningsprincipper anvendt — slet intet er”.

347

“Og” — fortsætter han — “ligeledes er det galt at udstede friaktier og friobligationer, fordi den ved en højere værdi fremkomne status ikke skyldes, at realkapitalen er forøget; men et overskud, der fremkommer på grund af en højere vurdering, bør på passivsiden modsvares af en særlig delkrederefond, som man kan kalde inflationsfonden, og som kan bortfalde, når prisniveauet er faldet tilbage, og værdierne skal nedskrives”. Sådanne rationelle overvejelser lå imidlertid selvfølgelig ikke for mændene omkring Ballin-koncernen.

For disse var sammenslutningen ene og alene sket af børshensyn. Nødvendig var den ikke i den forstand, at det for A/S M. J. Ballins Sønner drejede sig om at skaffe sikker afsætning for dets garveriprodukter; i så henseende var allerede det opnåelige opnået derved, at Jacob & Lotinga, Hertz og D.F.S. allerede 1916 havde forpligtet sig til at aftage alt deres råmateriale hos Ballin. Nej, hensigten var, som det også fremhæves af Bankkommissionen, at kunne skabe grundlaget for en ny aktieudstedelse, for på denne måde at kunne lokke befolkningens sparemidler ud af lommerne og ind i højfinansens uudtømmelige svælg. Man fik her lejlighed til at give et konsortium en fortjeneste på 1.800.000 kr.; det var vel nok en chance, jøderne måtte benytte sig af. På denne baggrund får også de betragtninger deres særlige betydning, som højfinansens store mænd er inde på i de taler, de holder på generalforsamlingerne i anledning af koncernens oprettelse. Thi når de ofrede så megen virak på førstedirektøren Max Ballin, skete det jo netop ud fra den erkendelse, at han på bedste måde havde forstået at varetage aktionærernes spekulative interesser, og at han var den rigtige mand til at gøre det fremdeles. Men udadtil måtte der selvfølgelig ikke være tale om, at børshensyn var det afgørende for sammensmeltningen; her talte man om ganske andre ting.

Da A/S De Forenede Skotøjsfabrikker den 23. 5. 1918 afholder generalforsamling under ledelse af overretssagfører Konrad Levysohn, fremhæver bestyrelsens formand Wilhelm Weimann

348

i sine udtalelser, at en gennemgribende samvirken kun kan finde sted, når alle bedrifterne blev undergivet en fælles ledelse. Sammenslutningen ville såvel i teknisk som i administrativ henseende frembyde store fordele, da man på denne måde kunne gennemføre den til opnåelse af billig fabrikation fornødne specialisering og rationalisering. Den øgede produktionsevne med de samme anlæg ville muliggøre at levere det bedste og billigste fabrikat på markedet. Koncernens ledere anså det også for deres pligt under de kommende vanskelige tilstande for dansk industri at yde deres indsats for at bevare fabrikationen for landet med alle de fordele, der heraf flyder, frem for at lade såvel fortjenesten ved varens fremstilling som ved arbejdslønnen komme udlandet til gode.

De selvsamme betragtninger er Max Ballin inde på i sin tale, der holdes på M. J. Ballins Sønners generalforsamling den samme dag under ledelse af hrs. C. B. Henriques. Dog kraftigere pointeres denne tankegang i den tale, som Wilhelm Weimann holder få dage senere, den 7. 6. 1918, på M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og skotøjsfabrikkers generalforsamling. Ved denne lejlighed erklærer jødeætlingen Weimann bl.a.: “Der er skabt en imponerende stærk organisation, som — og det ikke mindst fordi i den er samlet branchens bedste kræfter — vil være en vigtig, fremadstræbende og udviklingsmulig dansk industris stærke, hærdede værge mod mægtig og farlig udenlandsk konkurrence. Samtidig bliver de forskellige selskabers aktionærers interesser betrygget. Dette er også vigtigt; thi hvor skulle der komme initiativ og vovemod, når ikke dygtighed og foretagsomhed havde mulighed for et rundeligt vederlag. Selv under den nuværende, på det private initiativ baserede samfundsorden, kan hovedvægten imidlertid ikke ligge på, at aktionærers økonomiske interesse fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet må være at fremme dansk arbejde, således at det danske marked — til fordel både for konsumenterne og for erhvervslivet, hvorved jeg ikke mindst tænker på arbejderne — i videst muligt

349

udstrækning forsynes med danske varer, og det er på dette punkt, at den nyskabte sammenslutnings hovedbetydning ligger, selvom dens mål rækker videre, idet der jo ved dens udenværker er åbnet muligheder for dansk foretagsomhed uden for landets grænser”.

Det lød alt sammen såre pænt, og dog var det ikke andet end fraser. Selv “Politiken” var ikke glad ved al den virak, disse herrer fra Ballin-koncernen ydede sig selv og mente, at dommen fra publikum, som skulle betale omkostningerne, jo fremdeles stod tilbage. Udviklingen senerehen viste også til fulde, hvor lidet koncernen var i stand til at indfri de givne løfter. Allerede to måneder efter at sammenslutningen var tilvejebragt, ramlede forudsætningerne for den tilstræbte udvidelses- og udbyttepolitik.

I anledning af Regeringens bestræbelser i sommeren 1918 for at gennemføre en prisregulering for de varers vedkommende, der produceredes inden for garveri- og skotøjsindustrien, kom det til en meget alvorlig konflikt mellem Max Ballin og prof. L. V. Birck, der som medlem af Den overordentlige Kommission krævede kortene lagt på bordet, så det kunne udfindes, hvorvidt Ballin & Hertz koncernen ved prisberegningen for læder og skotøj holdt sig prisreguleringsbestemmelserne efterrettelige. Disse konflikter, som kulminerede i et voldsomt personligt sammenstød mellem de to nævnte hovedpersoner inden for kommissionen (jvf. nedenfor 8 b), havde deres grundlag i den modvilje, koncernen viste overfor de af Den overordentlige Kommission tilstræbte prisreduktioner, medens Ballin søgte at begrunde sin afvisende holdning med, at han ikke kunne føle sig forpligtet til at røbe fabrikationshemmeligheder overfor kommissionens medlemmer. Resultatet af hele denne kontrovers var bl.a., at Indenrigsministeriet den 16. august 1918 — af hensyn til den offentlige mening, der afgjort stod på Bircks side — bekendtgjorde, at enhver var pligtig mundtlig eller skriftlig at meddele de ved

350

kongelige anordninger i henhold til loven af 7. august nedsatte vurderingskommissioner de af samme til brug ved vurderingen ønskede oplysninger i det omfang og på den måde, som den pågældende vurderingskommission skønnede nødvendigt for at opfylde sit hverv. Udtrykkelig bestemtes endvidere, at rigtigheden af de meddelte oplysninger, når den pågældende vurderingskommission stillede krav derom, skulle godtgøres ved alle til rådighed stående bevisligheder.

Derefter fulgte en offentlig meningsudveksling mellem Max Ballin og daværende direktør for Arbejds- og Fabrikstilsynet, docent Jakob Kristian Lindberg (senere nationalbankdirektør), der med al tydelighed afslørede den dybere årsag til de stridigheder, der var opstået mellem Birck og Ballin. Lindbergs kritik rettede sig navnlig mod den af koncernen af børshensyn dikterede prispolitik, samt mod den prisåger, som den Ballin’ske trustdannelse søgte at udøve på skotøjshandelens område. Derved rørtes netop ved det, der også var nerven i hele den Birck’ske kampagne, og som fik et prægnant udtryk i de grundige og strengt saglige argumenter, Jakob Kr. Lindberg fremførte i diskussionen.

Direktør Max Ballin sendte den 21. 8. 1918 et indlæg til samtlige dagblade, i hvilket han søgte at imødegå de klager, der rettedes mod den af ham ledede koncern. Han taler her om en over hele landet rejst hadefuld og agitatorisk forfølgelse, nævner de gennemsnitlige priser, hans selskab forlangte for alle sorter fodtøj og knytter dertil den bemærkning: “Det tør vistnok siges, at intet land i Europa i samme tidsrum har været i stand til at fremstille fodtøj til så lave priser. Fabrikkerne har ingen indflydelse på og derfor intet ansvar for de priser, der for disse varer er betalt af publikum”. Ballin forsøger dermed at skubbe skylden for de høje priser fra sig og over på skotøjsforhandlerne og giver derefter nærmere oplysning om de gennemsnitlige priser, den del af skotøjsindustrien, for hvilken han havde ansvaret, havde fået.

På dette indlæg svarede direktør Jakob Kr. Lindberg den

351

22. august 1918 Ballin bl.a., at uroen ikke stammede derfra, at skotøjspriserne i og for sig var for høje, hr. Ballin havde jo selv meget rigtigt gjort opmærksom på, at mange andre vigtige varer var steget langt mere i pris. Dernæst fortsatte han: “Men uroen stammer fra, at det i vide kredse formodes, at skotøjsindustrien beregner sig en urimelig netto-avance pr. produceret par fodtøj. Jeg tror at kunne garantere hr. Ballin, at i samme øjeblik han offentliggør tal, der beviser, at fabrikkerne i 1917 har opnået en større nettoavance pr. produceret par fodtøj end i de nærmeste år før krigen, i samme øjeblik vil ethvert angreb på hr. Ballin som repræsentant for skotøjsindustrien forstumme. Endnu bedre ville det naturligvis være, hvis hr. Ballin tillige ville erklære, at de af ham ledede fabrikker ikke for indeværende år agter at anlægge højere priser, end at nettofortjenesten pr. produceret par fodtøj bliver den samme som før krigen”. Lindberg bemærker til slut, at han følte sig berettiget til at rette en sådan henvendelse til Ballin, da han i sine egne undersøgelser af koncernens prispolitik, som han ikke blot havde meddelt Ballin, men også Den overordentlige Kommission, var kommet til det resultat, at nettoavancen i 1917 syntes at have været 10 à 15 gange så høj som før krigen.

Det er en selvfølge, at denne henvendelse ikke netop vækker blide følelser hos Max Ballin, der nu for alvor følte sig truet i sine pengeinteresser. Han stillede sig meget forarget overfor det forslag, at nettofortjenesten nu (dvs. i august 1918), da et par støvler f.eks. kostede 32 kr. at fremstille, ikke skulle være større end 1913, da sådant et par kun kostede 12 kr. Herom erklærer Ballin i sit den 23. august gennem Ritzaus Bureau offentliggjorte svar bl.a.:

“Jeg må da svare dir. Lindberg med et afgjort nej, jeg erklærer tværtimod at være ganske ude af stand til at bevise, at ene og alene skotøjsindustrien når den anbringer 3-dobbelt kapital — skulle kunne nøjes med den samme avance pr. vareenhed, og

352

jeg udbeder mig i ærbødighed nogle eksempler på tilsvarende forhold i al anden handel eller industri.

Tror dir. L. virkelig, at købmanden, der før krigen på en sæk kaffe til 60 kr. tjente 7½ kr., nu, når den samme sæk koster 120 kr., også kun kan nøjes med en fortjeneste på 7½ kr.?

Tror direktøren virkelig, at hele den risiko, der er forbundet med at købe råmateriale til 3–4-dobbelte priser og sætte disse varer sammen til en støvle, i en fabrikation, hvor alle driftsomkostninger lige fra kul til sytråd er steget 5–10 gange, med rette kan medføre det resultat for fabrikanten i økonomisk henseende, at hans avance bliver den samme, når vareenheden — støvlen, koster 30 kr. at fremstille, som da den kostede 10 kr.

Kender dir. L. da slet ikke den almindelige foreteelse i det virkelige liv, der hedder fluktuationer i varens værdi, kan dir. L. slet ikke tænke sig den nærliggende mulighed, at f.eks. støvler, når krigen slutter, vil gå ned i pris? Skal fabrikanten da absolut have forberedt sin sikre økonomiske ruin?

Jeg erkender altså, at jeg ikke vil være i stand til at fjerne uroen omkring skotøjsspørgsmålet ad den vej, dir. L. foreslår, men jeg er fuldkommen enig med ham i, at det, der er hovedspørgsmålet, er dette: “Har skotøjsindustrien beregnet sig en urimelig nettoavance eller ikke?”

Dette spørgsmål er til undersøgelse i Den overordentlige Kommission, og fra den vil svaret komme.

Kriteriet er jo for øvrigt klart og tydeligt givet ved forordningen af 1. februar 1917, der ifølge Den overordentlige Kommissions definition hjemler ret til den samme procentvise avance efter nævnte tidspunkt som i tiden før.

Her er begrænsningen af den tilladte avance klart og tydeligt udtrykt.

Max Ballin.”

Denne anden erklæring fra dir. Ballins side fik først rigtig diskussionen til at blusse op, navnlig hans henvisning til, at det for koncernen drejede sig om nu at kunne skaffe dividende for en tredobbelt aktiekapital. Først havde han påstået, at det var hensynet til de stigende råvarepriser, der havde medført forhøjelsen af alle skotøjsfabrikater, men nu måtte han altså indrømme, at det frem for alt var profithensyn, der havde foranlediget prisstigningen. Prof. Birck understregede straks, at det her drejede sig om falsk kapital, der skulle

353

forrentes, medens Lindberg på samme måde pointerede, at det var netop den usunde overkapitalisering af den af Ballin kontrollerede skotøjsindustri, der var årsag til den ublufærdige prisstigning.

Direktør Lindberg gav i sit partiorgan “Social-Demokraten” i flere indlæg (25. og 30. 8 og 3. 9. 1918) svar på tiltale.

I sit første indlæg bemærkede han bl.a.:

“Hr. direktør Ballin udtalte i sin første erklæring, at årsagen til forhøjelsen af skotøjspriserne udelukkende lå i den stadig fortsatte forøgelse af råvarepriserne og af alle omkostninger. Da nu enhver vares pris kan deles i to bestanddele, nemlig 1) råstofpris + omkostninger (herunder også driftsherreløn og renten af fremmed kapital) og 2) nettoavancen til egen kapital, så kunne offentligheden misforstå denne udtalelse derhen, at skotøjsfabrikkerne ikke havde beregnet sig en større nettoavance end før krigen. For at undgå en sådan misforståelse bad jeg hr. Ballin om at udtale sig lidt tydeligere, og det har han for så vidt gjort, som han nu erklærer, at skotøjsindustrien ingenlunde agter at lade sig nøje med den hidtidige nettoavance af en tolvskilling pr. par fodtøj. Og dog mener jeg at turde hævde, at før krigen ville enhver skotøjsfabrik her i landet med en sådan nettoavance have været i stand til at betale sine aktionærer et passende udbytte. Men hr. B. har vel nok nu — ud fra sine gyldne erfaringer om, hvad der kan tjenes på underlæder — lært skotøjsfabrikanterne at regne med kroner, hvor de før regnede med tolvskillinger.

Hr. B’s eneste grund for nødvendigheden af nu at beregne en større nettoavance pr. vareenhed er den, at når en vares pris stiger til det 3-dobbelte, så må også aktiekapitalen forøges til det 3-dobbelte. Men er dette rigtigt? Vil hr. B. da, når priserne atter falder til det normale, formindske aktiekapitalen i det af ham ledede selskab fra 27 til 9 millioner kr.? Og hvortil har man egentlig bankerne, når fluktuerende varepriser og varierende varelagre skulle nødvendiggøre slige ændringer i selskabernes aktiekapital?

Måske rører hr. B. alligevel her ved kernepunktet i sagen. Thi uroen i den offentlige mening hidrører vel netop fra de stadige og tilsyneladende ganske unødvendige udvidelser af aktiekapitalen i forbindelse med en vis ængstelse for, at hr. B. skulle have magt til at fremskaffe et udbytte til denne kapital, der ligger langt over det, som man før krigen anså for rimeligt. Af den nuværende aktiekapital (27 mil. kr.) er det vel tanken, at ca. 13 mil. kr. skal forrentes af skotøjsafdelingen.

354

Da det kan formodes, at hr. B. vil søge at fremskaffe et udbytte på 20-25 pct., bliver det altså ca. 3 mil. kr. eller ca. 2,30 kr. pr. par fodtøj, hvorved jeg her forstår alle arter af læderfodtøj omregnet til gennemsnit. I 1913 var gennemsnitsprisen for sådant fodtøj kr. 6,50, hvoraf nettoavancen formentlig udgjorde 10 til 20 øre, medens prisen i 1917 antages at have været 13 kr. med en avance på noget over 2 kr. Det er formentlig om dette punkt, offentligheden ønsker at høre hr. B’s sagkyndige mening.

Hr. B. finder en nettoavance på en tolvskilling latterlig. Må jeg da bede om svar på følgende spørgsmål: Havde de 10 fabrikker, som sammensluttedes til A/S De Forenede Skotøjsfabrikker, i de nærmeste år før krigen gennemsnitlig en nettoavance, der lå over dette beløb? Eller lå de for de fleste fabrikker ikke snarere nede mellem 10 og 15 øre? …”

Men direktør Lindberg — uden tvivl den mest overlegne og karakterfulde nationaløkonom, Socialdemokratiet har kunnet tælle inden for sine rækker — lader sig ikke nøje med disse indlæg, som besvaredes af Ballin med megen udenomssnak; han går videre og aflægger besøg på Hertz’ Fabrik, for i undersøgelser på stedet at orientere sig om den virkelige stilling med hensyn til den ved salg af skotøjet opnåede avance.

Han erklærer derefter i sit sidste gensvar, at dir. Ballin ikke synes at være dygtig udi den regningsart, der kaldes division. Overfor Ballins antydninger om, at nettoavancen før krigen lå mellem 50 øre og 1 kr. pr. par sko, derimod nu mellem 1 og 3 kroner, således at der kun kunne være tale om en stigning til det dobbelte eller måske til det tredobbelte, konstaterer Lindberg: “Den er steget til det 10-dobbelte eller snarere endnu mere”. Han påberåber sig derved resultatet af sine undersøgelser; nettoavancen var herefter steget fra 3½ pct. af prisen før krigen til 14 pct. af prisen i 1917. Hertil bemærker han:

“Før krigen gav A/S Hertz med en nettoavance af mellem 20 og 25 øre pr. par et årligt udbytte på 9 pct. til aktionærerne, og selskabet blev anset for et af vore bedste industrielle foretagender. Hr. Ballins påstand om, at industrien ikke forud for krigen kunne trives med en nettoavance af en tolvskilling pr. par er altså — med et mildt udtryk — ganske misvisende”.

355

Jakob Kr. Lindberg fremhæver dernæst, at kapitalen i A/S De Forenede Skotøjsfabrikker efter de af ham foretagne undersøgelser var mindst 4 gange så stor som den, man før krigen ville have anset for passende, og begrunder denne opfattelse som følger:

“Ved overkapitalisering forstår jeg, at man ved rentabilitetsberegningen for det pågældende selskab går ud fra en nettoavance pr. produceret vareenhed, som ikke hidtil er opnået i den pågældende industri, men som man forventer at kunne fremtvinge ved at hindre den frie konkurrence. Taget i denne forstand er der ingen tvivl om, at de Ballin’ske skotøjsselskaber er meget stærkt overkapitaliserede; thi en forrentning af en aktiekapital på ca. 13 mil. kr. med 20 à 25 pct. vil kræve, at nettoavancen pr. par fodtøj vedblivende kan holdes oppe på et niveau, der er 10 à 15 gange højere end før krigen”.

Denne argumentation slog igennem. Men næsten værre var det, at skotøjshandlerne nu selv så sig foranlediget til at gå ligeså skarpt og grundigt i rette med skotøjstrustens hovedmand. Allerede efter Ballins første indlæg fremkom talrige indsigelser i pressen, i hvilke der pegedes på, at Ballin slet ingen grund havde til at påberåbe sig stigningen i priserne for råvarer, da hverken Ballin eller Hertz i de fire år, krigen stod på, havde fået læder eller skind hjem og som følge heraf også udelukkende havde forarbejdet fodtøjet af de råvarer, som de havde haft oplagret under hele krigen. Men dernæst fremhævedes, at de af Max Ballin offentliggjorte priser over fabriksmæssigt tilvirkede varer var aldeles misvisende. Dette understregedes navnlig af Centralforeningen for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, som i to erklæringer (underskrevet J. S. Falck) udførligt behandlede Ballins forklaringer. bl.a. hævdedes her kort og godt, at prisen på almindeligt gangbart fodtøj (ikke luksus), der før krigen var 13,10 kr., nu var 40,50 kr.

Centralforeningerne erklærede dernæst, at de måtte tilbagevise den insinuation, at de skulle være skyld i fordyrelsen. vanskelighederne var i øvrigt også blevet væsentlig

356

forøget ved den store eksport af fodtøj og sadelmagerarbejde under krigen.

Ballins fabrikker havde profiteret deraf, medens skotøjsforhandlerne og skomagerne havde måttet tage skaden, til trods for at de siden den 9. november 1914 stadig havde protesteret mod den alt for store eksport, som navnlig for det færdige skotøjs vedkommende havde været af den anden verden. Rigtignok havde Ballin stadig forsvaret eksporten og i mødet af 9. november 1914, i hvilket repræsentanterne for sadelmagere, skomagere, skotøjshandlere, skotøjsfabrikanter samt garvere var til stede, erklæret, at han altid ville have tilstrækkelig læder til at forsyne det indenlandske marked dermed til rimelige priser. Ud fra sådanne overvejelser havde han også i nævnte forsamling opfordret de tilstedeværende til efter bedste evne at udnytte situationen; “thi her var en chance, som aldrig ville komme igen; forretning er nu engang forretning”. (Hertil kom Max Ballin med den indvending, at han kun havde anbefalet at, “få rømmet bort de gamle lagre af umoderne fodtøj, som alle butikkerne var overfyldt med”. Pol., 25. 8. 1918).

Til slut forlangte Centralforeningen for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, at Max Ballin straks måtte blive fjernet fra den dobbelte stilling, han under hele krigsperioden havde indtaget, idet han “foruden at være landets største eksportør i sadelmagerarbejde tillige var medlem af sadelmager- såvel som skotøjsudvalget, hvis opgave var at påse, at hjemmemarkedet ikke blev gået for nær”. Dette krav blev i den anden erklæring, Centralforeningerne udgav, endnu kraftigere understreget, idet der bl.a. sagdes: “Vi ved os i overensstemmelse med landets 7.000 skomagere og skotøjshandlere, når vi endnu en gang anmoder om, at hr. direktør Max Ballin må blive fjernet fra den stilling, han alt for længe har beklædt som rådgiver og industriens tillidsmand i ministeriet, idet hr. Ballin, efter vor formening, er en alt for farlig mand på denne post. Dette vil sikkert også være den bedste …

 Max Ballin taler! 
 

Mine herrer!

Når jeg skal indlede forhandlingen om forhandlingen af huder her i landet, så er det ikke nogen skinforhandling for mit vedkommende. Derimod tror jeg nok, d'herrer skomagere selv har en rem af huden i så henseende, og derfor kunne de nok have lyst til at flå deres publikum. Deres eget skind skal de nok hytte.
Men de herrer snakker en god støvle, gør de, de ved ikke, hvad de taler om. Den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på, og skal jeg endelig tvinges til at trække fra læderet, så skal de få deres rygstykker garvet ganske gratis hos mig. Beskyldningen for, at jeg for at bevare skinnet skulle gemme på huderne er ganske absurd. Tværtimod, jeg er klædt af til det bare skind og er i øjeblikket nærmest hudløs.
At mine aktier stiger på Børsen, kan jeg jo ikke gøre for. Spekulanterne vil nok med tiden komme til at betale dyre lærepenge.

"Svikmøllen 1915".

 

 

 


Ovrs. Konrad Levysohn

 


Dir. Benny Dessau

 

 
 


Vekselerer Johan Levin

 


Konsul Emil Henius

 

 

357

… måde at komme bort fra den utryghed, vort fag alt for længe har måttet lide under”.

Hvor stærk forbitrelsen i folket over Max Ballins trustdannelse var, fremgik navnlig af den kritik, provinspressen rettede mod koncernens førstemand samt deraf, at Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger truede med at oprette en egen skotøjsfabrik, ja eventuelt endog et garveri. “Social-Demokraten” bebrejdede Ballin at have gjort sig skyldig i tåbelige udflugter. “Man se blot til, at hans dokumentation også går ud på, at når arbejderen, der har 1.200 kr. i løn, får en stigning på 82 pct., så bør millionæren Max Ballin og hans læder- og skotøjsfrænder også have lov til en sådan stigning. Den slags nonsens opvarter hr. Ballin med, men han undgår imidlertid meget omhyggeligt at komme ind på alt det reelle”. Indvendingen var kun alt for berettiget, blot havde det været på sin plads at henvise til, at Ballin jo langt fra nøjedes med de 82 pct. tillæg på sin indkomst, da han fremsatte sine indlæg. Millionærens indkomst var tværtimod blevet forøget med flere hundrede procent!

Da Jakob Kr. Lindberg i september atter tager til orde mod koncernen, understreger han navnlig, at det er Landmandsbanken, der stod bag den af Ballin-koncernen øvede obstruktion, og at formanden for Den overordentlige Kommission tilsyneladende af utilstedelige hensyn lod sig afholde fra at bryde denne obstruktion. Lindberg gør gældende, at man overalt mærkede Landmandsbankens skjulte, men mægtige indflydelse,

Men det var jo også en Bank, der forstod at knytte de rette til sig. Knapt nok havde overformynder Friis modtaget stillingen som formand for Prisreguleringskommissionen, før han også blev valgt til medlem af Landmandsbankens repræsentantskab. At Lindberg har gennemskuet de Ballin’ske transaktioner til bunds fremgår deraf, at han (3. 9. 1918) understreger, at det ved Ballin-koncernens nye aktieudstedelse i anledning af dennes oprettelse drejede sig om den mest udprægede

358

form for overkapitalisering, man kunne tænke sig. For det første var 20,6 mil. kr. gamle aktier blevet ombyttede med 23.147.000 kr. nye aktier, dvs., aktiebeløbet var blevet forøget med 2.547.000 kr. For det andet var der blevet udstedt nye aktier for et beløb af 3.853.000 kr., hvoraf 3 mil. kr. overtoges af et bankkonsortium til salg under hånden. Og derefter bemærker han ironisk og skarpt:

“Hvem bankkonsortiet bestod af, vides naturligvis ikke, men da det forlyder, at konsortiet overtog aktierne til en så lav kurs, at der kunne nappes en pæn lille fortjeneste på et par millioner kroner, kan man nok gå ud fra, at det var nogle af hr. Ballins fineste venner, der dannede konsortiet — formodentlig med Landmandsbanken i ryggen. Betingelsen for, at denne fortjeneste kunne realiseres, var naturligvis, at aktierne kunne holdes oppe i kurs, indtil de var solgt til det godtroende markedspublikum”.

Det var klare, tydelige ord, og udviklingen sidenhen har til fulde vist, at direktør Lindberg skønnede ret. Transaktionen lykkedes derigennem, at man skabte børsrygter om koncernens fantastiske fremtidsmuligheder, og resultatet var, at der ved denne kapitaludvidelse, som allerede ovenfor nævnt efter Bankkommissionens beretning (bilag, s. 280), opnåedes en overpris på ikke mindre end 6,6 mil. kr. Og Lindberg konkluderer ydermere rigtigt, når han siger, at kravet om prisregulering for denne produktionsbranches vedkommende selvfølgelig måtte vække rædsel i de interesserede kredse, da “enhver kunne sige sig selv, at udbyttet af aktieselskabet Ballin fra det øjeblik, en sådan regulering fandt sted, nødvendigvis ville blive reduceret til en brøkdel af, hvad det har været i de senere år, og kursen ville da let falde så stærkt, at konsortiet (og Landmandsbanken!) brændte inde med aktierne”.

Hvilke anelser!

359

Sent på natten til den 5. september 1918 enedes endelig Den overordentlige Kommissions forretningsudvalgs-medlemmer, overformynder Friis, professor Birck, redaktør Hauge, direktør Heilbuth og konsul Lauritzen, med repræsentanterne for Skotøjsfabrikantforeningen, d’herrer fabrikanter Hertz, Jacob og P. Sørensen, om en regulering af skotøjspriserne på følgende grundlag: Fabrikkernes nettofortjeneste fastsættes til 10 pct. af salgssummen fra fabrikken til detaillisten. Heraf skal de foruden eventuel godtgørelse til mellemhandler afholde følgende udgifter: a) Aktiedividende og enhver art af renter; b) tantiemer af enhver art og lønninger til bestyrelsen eller bestyrelsesråd; c) vederlag til driftslederne udover 8 pct. af arbejdslønnen; d) indkomst- og formueskatter; e) alle henlæggelser til reserver eller andre formål; f) enhver art af afskrivning udover afskrivning på maskiner osv. Endvidere fastsættes bestemte grænser for de beløb, hvormed afskrivninger, husleje og vedligeholdelse m.v. må indgå i produktionsprisen. I Prisreguleringskommissionens meddelelse om denne ordning bemærkes dernæst udtrykkeligt: “Efter et foreløbigt skøn betyder prisaftalen, at fabrikkernes ovennævnte samlede nettofortjeneste på skotøjsfabrikationen for fremtiden vil blive nedsat med hen imod halvdelen. Kommissionen kontrollerer prisaftalen ved en revision af regnskaberne, når året er omme”. Foreningen af Københavns skotøjsforeninger vedtog derefter denne ordning med 25 stemmer mod 10, dog med forbehold af Industriraadets sanktion.

Birck og Lindberg havde dermed vundet sejr for deres bestræbelser. Men der skulle dog endnu knytte sig en episode til denne ordning, som viste, hvorledes de i sagen interesserede jøder fremdeles var rede til at unddrage sig de i overenskomsten indgåede forpligtelser ved illoyale handlinger.

Thi forbeholdsklausulen skulle nu netop tjene Ballin, som var medlem af Industriraadet, til et sidste forsøg på alligevel at rende den trufne ordning over ende. Til forhandlingerne i Den overordentlige Kommission havde han sendt sin

360

meddirektør Alfred Hertz og sin slægtning dir. E. F. Jacob, der sammen med den tredje mand, Sørensen, var gået ind på den vedtagne ordning og dermed selvfølgelig samtidig gav deres samtykke på Ballins vegne. Men da han sammen med de øvrige medlemmer af Industriraadet som Alex. Foss, Benny Dessau, dir. Gammeltoft, bankdirektør Glückstadt, dir. H. P. Prior osv. skulle tage stilling til sagen, protesterede han mod den overenskomst, Hertz og Jacob (og dermed han selv) var gået med til! Samtidig anmodede Ballin lndustriraadet om at foranledige et sagkyndigt udvalg nedsat til at undersøge, hvorvidt De Forenede Skotøjsfabrikker kunne siges at være overkapitaliserede.

Alle krumspring, alt bluffmageri hjalp dog intet mere, Den overordentlige Kommission fastholdt sin indstilling, og anbefalede Regeringen at ophøje den med skotøjsindustriens repræsentanter trufne overenskomst til lov. Alle de Ballin’ske argumenter i Industriraadets indsigelse, bliver kraftigt tilbagevist, deriblandt den snedige indvending, der gik ud på, at de ifølge overenskomsten fastsatte priser “vil være sammensatte af 10 pct. såkaldt nettoavance og 90 pct. udgifter”, og at det således “er umiddelbart indlysende, at det er disse, der vil gøre udslaget”. Hele ordningen ville dermed gøre fabrikanterne interesseret i at holde produktionspriserne højst muligt oppe. Heroverfor pointerede Den overordentlige Kommission, at det først efter den vedtagne overenskomst ville være muligt at bringe nettoavancen ned på de 10 pct., medens den hidtil havde ligget særdeles betydeligt højere. Kommissionen afviser samtidig med al eftertryk den insinuation, at der tilsigtedes at få hånd- og halsret over produktionen og at bane vejen for den statskontrollerede bedrift og for statssocialismens principper. Målet var alene at afløse prisstigningen for fodtøj med en prisnedgang og intet andet.

Dermed var kontroversen i det store og hele endt.

Allerede ved bekendtgørelsen af 18. juni 1918 havde Regeringen uden større modstand fastsat maksimalavancen ved

361

salg af fodtøj, som herefter kun måtte andrage mellem 20 og 30 pct. af fabrikkernes salgspris. Nu, den 18. september 1918, bestemtes ydermere, at fabrikkerne skulle fastsætte deres priser for alt fodtøj således, at den samlede nettoavance inden for et regnskabsår ikke oversteg 10 pct. af regnskabsårets samlede salgssum. Endelig fastsattes maksimalpriser på huder og skind ved bekendtgørelse den 23. december 1918, på læder ved bekendtgørelse den 20. februar 1919. Den overordentlige Kommission havde først ønsket, at støvleprisen skulle fastsættes som materialepris og arbejdsløn plus 25 pct.s bruttoavance, da man gik ud fra, at fabrikanterne derved ville være nødsaget til at holde deres generalomkostninger inden for en rimelig grænse. Men koncernen og de øvrige fabrikanter inden for branchen satte sig imod denne ordning og opnåede således, at den samlede nettoavance som ovenfor skildret blev fastsat til 10 pct. Derved kunne fabrikkerne pålægge administrationsudgifterne særomkostninger, f.eks. unødvendige repræsentationsudgifter, så meget de ville og indirekte sikre sig store avancer. Generalomkostningerne blev også på denne måde holdt kunstigt oppe, og følgen var, at reguleringen kun til dels førte til de ønskede resultater. Ballin & Hertz holdt stadigvæk på relativt høje priser (30 kr. for et par støvler, som andre firmaer leverede for 25 kr.) og solgte ikke bort fra lageret, så længe markedet ikke ville aftage varerne til de højere priser.

Da 1920-prisfaldet på verdensmarkedet langt om længe også gjorde sig gældende her i landet, kunne maksimalprisordningen bortfalde, juni 1920 for huder og læder, januar 1921 for fodtøj. Men da var katastrofen for koncernen også blevet uundgåelig.

Indtil denne tid gjorde imidlertid såvel kursstigningerne som pengeoverfloden, som koncernen kunne glæde sig ved under udvidelsen af aktiekapitalen, men som til dels også øgedes ved den siden begyndelsen af 1919 indledte inflation, sin skæbnesvangre indflydelse gældende inden for koncernen.

362

Man flottede sig rigeligt med lønninger, tantiemer osv., hvoraf Bankkommissionen drager den nyttige lære, at der ikke er nogen større ulykke for et lands erhvervsliv, end at der pludselig stilles for mange kontanter til rådighed”. koncernen betalte alene i lønninger 1918–19 og 1919–20 275.000 kr. årlig, i det følgende regnskabsår 360.000 kr. Direktionens tantiemer androg 1919 1.060.000 kr., bestyrelsens 120.000 kr. For repræsentationsudgifter får direktionen 1919 25.000 kr. erstattet og “den 26. januar 1920 beslutter man at yde direktørerne Ballin, Hertz, Rothenberg og Jacob hver 6.000 kr. som godtgørelse for automobiler”. Alt i alt andrager udgifterne til direktion og bestyrelse 1918 1¼ mil. kr. Men ikke blot de urimeligt store administrationsudgifter virker uheldigt, ligeså farligt er det, at selve administrationen ifølge den store direktionsstab er aldeles desorganiseret. Bankkommissionens betænkning konstaterer kort og godt: “De ti direktører falder over hinanden.” eksempler gives på det inden for selskabet herskende Tohuwabohu. Hr. Jacob skriver i et brev til direktionen i 1922: “Jeg kan ikke arbejde med 10 direktører” og erklærer ved en anden lejlighed: “… det har været mig uforståeligt, at direktør Ballin ved stiftelsen tog så let på den omstændighed, at vi var 9 direktører”. Direktør, bestyrelsesmedlem H. C. Kristensen klager: “Der var så mange direktører, og det var ikke nemt at blive fri for dem. Jeg har været leder af min fabrik efter sammenslutningen, men kunne ikke arbejde sammen med Nathan og Seligmann. Skotøjshandlerne klagede over den alt for megen bureaukratisme inden for foretagendet, som resulterede i, at de aldrig rigtigt kunne handle. Før havde de med en gammel forretningsven at gøre, nu med en direktør, der som oftest ikke selvstændigt kunne træffe sine afgørelser. Dertil kom kompetencestridigheder, vild forvirring på alle områder. Fabrikant godsejer H. C. Hansen betegnede sammenslutningens organisation som en dåreanstalt. Det bemærkes bl.a., at koncernen straks til en begyndelse mistede en tredjedel af kunderne,

363

fordi fabrikkerne ville diktere kunderne deres køb og garverierne ville diktere skotøjsfabrikkerne, hvilke råvarer de skulle bruge. produktionen kunne ikke opretholdes i normal udstrækning, da omorganisationen af hele virksomheden med nedlæggelsen af 8 af de oprindelig 12 fabrikker skabte uorden. Der klages over, at de importerede varer ikke besigtiges ved deres ankomst, at man inden for direktionen ikke står i tilstrækkelig tankeudveksling med hinanden, at koncernens rejsende løber hinanden i vejen, at der ikke haves tilstrækkelig kontrol med de udenlandske forretningsforbindelser, at direktør Rothenberg disponerer ravruskende galt, får uhjemlede beløb udbetalt af direktør Nathan, spekulerer sammen med koncernens forretningsforbindelser, at der hersker “en ugudelig uorden” i bøgerne, at Valby-fabrikkerne er anlagt for dyrt osv. osv. forholdene inden for koncernen er altså i alle retninger så tossede, som de overhovedet kan være.

Det var en dans på vulkanen. Gullaschbaronerne rasede. Et trøstens ord fandt de i den parole, der også gjaldt forud for den franske revolution: Après nous le déluge! Efter os syndfloden!

Således tænkte vel også Hugo Rothenberg, der havde ledelsen af koncernens handelsafdeling efter sammenslutningen og i 1918 på sit firmas vegne indledte en vidtomspændende transithandel i håb om på denne måde at kunne indtjene store midler, der kunne sikre koncernens høje aktiekurser. Under krigen havde Ballin’s udenrigshandel endnu holdt sig inden for relativt beskedne grænser. Først 1915 begyndtes med indkøb af chevreaux og underlæder hos det amerikanske jødefirma E. Blumenthal, senere ændret til The Amalgamated Leather Co. På dette tidspunkt købtes 28.000 dusin chevreaux, som med nogen avance videresolgtes til Rusland. 1917, efter indledningen af den uindskrænkede undervandsbådskrig, købtes yderligere hos nævnte firma 22.500 dusin chevreaux, som imidlertid først leveredes 1919 og som

364

følge af Dollar’ens kursstigning måtte betales med ca. 2,35 kr. pr. kvadratfod, medens den danske pris ved ordrernes afgivelse kun var 2 kr. I foråret 1918 solgte Ballin-koncernen 80.000 chevreauxskind til to jødiske grossister i Tyskland, Steinberg og Schalit, og købte noget senere 130.000 dusin hos Blumenthal i New York, i første række for på denne måde at kunne foretage den nævnte levering til de tyske aftagere, men dernæst også for at have varer på lager. Rothenberg og Ballin er på samme måde som d’herrer i Det Transatlantiske Kompagni forberedt på, at der vil åbne sig store afsætningsmuligheder i Rusland, de baltiske stater og det mellemeuropæiske marked og søger i tide at indrette sig på en storstilet transithandel. Derfor forceres de amerikanske køb; bl.a. købes i juni 1918 yderligere 6.600 chevreaux. Bankkommissionen går i sin beretning ud fra, at køb og salg af de 80.000 dusin i 1918 havde været forsvarligt, hvis Blumenthal straks havde leveret, Ballin straks havde betalt og straks videreleveret varerne til Steinthal; disse betingelser blev imidlertid ikke opfyldt.

Skæbnesvangre bliver de dispositioner, der træffes i 1919. Ballin opnår ganske vist indførselstilladelse for 170.000 dusin chevreaux hos de tyske myndigheder, deriblandt også for Steinbergs parti, men kan ikke udføre salgsordren, da han selv ikke har fået nogen som helst vare fra Amerika. Reichseinfuhrstelle krævede i øvrigt, at kun tre bestemte grossister, deriblandt J. M. Schiff, skulle være berettiget til at opkøbe læder hos Ballin. Da i mellemtiden den tyske maksimalprisordning ophæves, viser det sig, at tyske grossister er villige til at betale højere priser. I denne anledning kan Rothenberg den 11. juni 1919 telegrafere fra Berlin hjem til sit firma, at indførselstilladelsen er i orden, at der er god udsigt til at kunne sælge det hele kvantum til en pris mellem 4 og 5½ kr. pr. kvadratfod, at kontrakten ville blive underskrevet næstkommende onsdag, samt at han — naturligvis under hensyn til de særligt gunstige salgsvilkår — selv havde opkøbt et parti

365

chevreaux og også kunne anbefale sit firma yderligere at acceptere et tilbud fra Blumenthal på levering af 20.000 dusin chevreaux. Alt tydede således på, at en mægtig forretning skulle lykkes. For nu snarest muligt at kunne afvikle sagen, tilbød Rothenberg i forståelse med Ballin køberne af de 80.000 dusin chevreaux, Steinthal og Schalit, at tilbagekøbe en del, de 60.000, til en pris på 3,85 pr. kvadratfod. Der opnås enighed og Ballin betaler overprisen, 2.900.000 kr., men “da hverken salget eller købet var effektive (varerne lå i Amerika), blev der kun udstedt proforma fakturaer af Ballin til bilag for posteringer i hans bøger”.

Dog værre blev det med denne transithandel. Uheldigt var det for det første, at Blumenthal stadig krævede forudbetaling for sine varer. Derved blev leveringerne trukket i langdrag. Ordrer, der var tilgået det amerikanske firma 1917–19, blev først effektueret 1919–21. I alt bestiltes 180.000 dusin. Dernæst var det “betænkeligt, at de valutaspekulationer, Ballin var inde på i sammenhæng med denne transithandel, slog fejl. Men værst af alt var, at de salg, med hvilke Rothenberg havde regnet i sit telegram af 11. juli, ikke kunne gennemføres, da forhandlingerne i sagen bristede. Rothenberg har senere hævdet, at det dog i efteråret 1919 var lykkedes ham at sælge ca. 20.000 dusin chevreaux til de tre grossister Kaufmann, Schiff og Pinner. I december 1919 krævede Steinthal leveringen af restordren på 30.000 dusin, hvoraf en del faldt under overenskomsten af 18. april 1918. Ballin måtte nu være betænkelig ved at foretage denne levering, da Dollar-kursen i mellemtiden var steget og han selv ikke havde dækket sig ind med amerikanske valuta, mens kursen endnu var relativt lav. På den anden side viste salget mod Mark sig ligeledes at være en forfejlet spekulation, idet Mark-kursen sank! Ballin besluttede derfor, også i dette tilfælde at tilbagekøbe varerne, hvorved han måtte overtage et tab på 5.640.000 kr. Alt i alt betalte han altså en overpris på 8 mil. kr. for varer, som slet ikke var forudbetalt, ej heller leveret.

366

Bankkommissionens beretning bemærker hertil, at Ballin ved alle sine dispositioner havde regnet med, at Dollar-kursen ville synke og Mark-kursen stige; det omvendte skete. Der tilføjes: “På trods af Nathans og Rothenbergs råd om at forcere betalingen gik Max Ballin den modsatte vej, formentlig efter Glückstadts råd.” Valutatabet ansættes til 10 mil. kr.

Købet af de 180.000 dusin amerikanske chevreaux skulle imidlertid yderligere forvolde mægtige tab, da varerne for så vidt de blev leveret — viste sig at være af slet kvalitet og allerede af denne grund ikke var salgbare under et synkende prisniveau. Da Ballins 19-årige søn, som opholdt sig i Amerika, ikke kunne forhandle med Blumenthal, måtte Rothenberg rejse til U.S.A for at bringe orden i sagerne. 1921 oprettedes et interessentskab mellem Ballin og Blumenthal til afløsning af alle bestående kontrakter, hvorved der blev truffet en særordning med hensyn til de endnu ikke leverede 40.000 dusin. endelig viste det sig, at også mindre leveringer til svenske købere, til Lichtenherg i Lodz osv., medførte tab. Ved handelen med amerikansk underlæder opstod yderligere et bruttotab på ca. 3½ mil. kr. Alt i alt, mener Bankkommissionens beretning, vil et bruttotab på 30 mil. kr. være nær ved det rette. Og disse tabsvoldende varespekulationer finansieredes af Landmandsbanken, der først i efteråret 1921 forsøger at skaffe sig klarhed over Ballins omfattende engagementer på dette område. Juli 1921 andrager gælden til banken 37 3/4 mil. kr., ved årets udgang ca. 36 mil. kr.

Hertil må endnu bemærkes, at en del af de her behandlede forretninger besørgedes af datterselskaber, deriblandt af det 1915 stiftede A/S Agentur, i hvilket Ballin-koncernen var eneaktionær. Aktiekapitalen androg 100.000 kr. Rothenberg var leder. Desuden stiftedes 1917 A/S Lædereksportkompagniet med 2 mil. kr. aktiekapital. I bestyrelsen sad Max Ballin, Benny Dessau, Johan Levin og John Messerschmidt. Dernæst skal nævnes det 1918 oprettede A/S Skandinavisk Extrans, der ville drive import- og eksportforretninger i læder,

367

levnedsmidler, kolonial og foderstoffer, spedition osv. bestyrelsen bestod her af de mest raceægte forretningsmænd. navnene på disse gæve mænd — Max Ballin, Hugo Rothenberg, Johan Levin, B. Hirschowitz og L. Grintschuk-Lukaschewitsch — viser det. Endelig må der endnu henvises til A/S Ballin & Bomaveri, som 1920 stiftedes af A/S Ballin og det ungarske firma Bondy, Marton & Co. og skulle varetage Ballin-koncernens interesser i Østeuropa. Dette foretagende synes at have lidt en krank skæbne, i det mindste skal det fremgå af A/S Ballins forretningsudvalgs møde den 4. maj 1921, at Bondy bl.a. har anmodet Ballin om at udstede falske fakturaer, hvad der “vakte dennes raseri”. Episoden kunne tyde på, at også de ungarske forretningsmænd var af den rigtige slags.

Når man nu véd, at Ballin-koncernen såvel i fabriks- som i handelsvirksomheden i tiden efter krigen har lidt så enorme tab, har det selvfølgelig sin særlige interesse til slut at undersøge, hvorledes koncernens aktiespekulation og udbyttepolitik i denne tid arter sig og hvordan Ballin under sådanne forhold formår at skaffe aktionærerne et for dem tilfredsstillende resultat.

I ingen papirer, er der foregået en mere forrykt spekulation end i skotøjstrustens aktier. Her benyttede selskabets ledelse og de børsmatadorer, der stod i nærmere kontakt med Ballin-kliken, sig af alle tricks, ikke mindst af tilrettelagte og oppyntede årsregnskaber, af børsrygter om forestående nyemissioner og deslige, for fra tid til anden at jobbe kurserne op og derved at sætte spekulationen i sving. Metoderne har i dette specielle tilfælde særlig interesseret prof. L. V. Birck, som jo i årevis lå i bitter kamp med skotøjstrusten og dens forløbere, A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabrikker samt navnlig A/S M. J. Ballins Sønner, og derfor finder de en særlig grundig belysning i Bankkommissionens beretning, der først og fremmest er udarbejdet af ham (bilag, s. 307 ff.). I behandlingen af Hertz-aktierne, der i begyndelsen af 1915 har en

368

kurs af 136, men sidenhen kraftigt stiger og den 2. november 1916 er pisket op til “det absurde punkt 529”, fremsætter beretningen følgende grundlæggende betragtninger:

“Vi ser her det samme som ved de fleste emissioner, at kursen holdes relativt lavt, medens de indviede køber op; rygterne tager fart, og kursen sættes over 100 pct. op; så kommer der en ny spurt, og aktierne stiger til fabelagtige højder netop på det tidspunkt, da den nye emission skal finde sted. Efter emissionen falder selvfølgelig kursen på den udvidede aktiekapital, men ikke så meget som den beregningsmæssigt, nemlig i forhold til kursen før emissionen, skulle falde; dette benytter de indviede sig af til at læsse af, og først en måneds tid efter falder aktierne. På den anden side er forklaringen på, at så mange mennesker ligger med aktier langt ud over deres evne, at når en mand har en aktie, der noteres til over 500, og den nye aktie udbydes til 150, er han, for ikke at tabe, tvungen til at købe, i dette tilfælde 15 aktier til kurs 150 pct. for hver 10 gamle aktier, han ligger inde med. tricket er meget forskelligt, alt i forhold til markedets modtagelighed; er dette meget modtageligt, giver man kun de ældre aktionærer forret til en mindre del af de emitterede aktier, men hvis man tror, at markedet er sløjt, da til en større del. Hvilken politik man følger, beror også på, hvor aktierne ligger idet givne øjeblik.”

Den forrykte kursudvikling, Hertz-aktierne gennemgår før sammenslutningen 1918, er på samme måde karakteristisk for kurserne på “De Forenede Skotøjsfabrikker”s aktier under krigen. Også her har vi det med en stigende tendens at gøre, der kulminerer hver gang emissionsrygterne, henholdsvis selve emissionen, skaber røre om papirerne. En fantastisk situation opstår på børsmarkedet, da sammenslutningen af skotøjsfabrikkerne gennemføres 1916. Store forventninger vækkes allerede ved prospektet, som udsendes den 23. oktober 1916, da bestyrelsen og direktion af D.F.S. her meddeler, at “det er hensigten at søge aktierne optaget til notering på Københavns Børs, så snart muligheden derfor foreligger”. Prospektet var altså lagt an på at skulle bringe succesen hjem, og hvad det ikke formåede at udrette til præparering af en hausse-stemning, det besørgede børsrygterne. Alle var forberedte på,

369

at Ballin-papirerne ville stige, stige stærkt, at de var et rent guldpapir, og blandt dem, der havde midler og lod sig rive med at stemningen, udbrød derfor et ligefrem run. De stod i kø foran Landmandsbanken i timevis! Det var et fuldkommen vildt børsspil, som satte ind. Banken bidrog sit til at sætte stemningen i vejret. Det meddeltes, at kun 2 mil. kr. af de nye 9 mil. kr. ville blive udbudt til kurs 110. Dette beløb overtegnedes ikke mindre end 100 gange, og ikke mindre end 2.700 personer tegnede sig. Banken havde forbeholdt sig at foretage den nødvendige reduktion af de enkelte tegninger efter forgodtbefindende, ikke pro rata. Resultatet var, ifølge Bankkommissionens beretning, følgende:

“400 personer fik de 2 mil. kr. aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000 kr. Ballin overtog selv af de 2 mil. kr. 750.000.kr. plus 20.000, som han mulig har foræret bort blandt sine venner. Ellers gaves poster på over 20.000 kr. kun til ledende mænd i finansverdenen, de øvrige accepterede tegninger havde karakter af et nådessekretariats gaver, givet til folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller Levin nær, eller som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd. Ved at gennemgå listen over de smukke navne, der var interesseret i kursens opretholdelse, forstår man, hvilken halsløs gerning det måtte være at kritisere denne emission.”

Den kraftigste stigning af kurserne før sammenslutningen viser imidlertid aktierne i “Ballins Sønner”. Nogle tal vil vise det. Før krigen var kursen januar 1911 166, i de første krigsmåneder viste den stigende tendens, til 238 i begyndelsen af januar 1915, til 345 den 11. juni s.å. I den følgende tids op- og nedgang af kurserne dominerer dog hausse-tendensen. Højeste notering var den 1. november 1916, da kursen stod i 604 pct. Men derefter synker kursen stadig,

370

indtil den i juli 1917 er helt nede på 316, med en lille afbrydelse i april måned, da den svinger mellem 380 og 430. Slutkursen før sammenslutningen var ca. 440 pct., sandelig et papir, der var sving i, og som kunne gøre tilværelsen spændende for dem, der var med i spekulationen. Fra februar til juni 1918 androg omsætningen af Ballins Sønners aktier ikke mindre end 10 mil. kr.

Startkursen for koncernens aktier var ca. 318, omendskønt den efter statusopgørelserne for de forskellige selskaber kun burde have andraget 144. Her satte nedgangen kort efter koncernens stiftelse ind, og katastrofen voksede fra måned til måned. Støtteaktioner hjalp intet. Kursen er: 2. september 1918 endnu 305, ultimo samme måned 258; Prisreguleringsforordningens bestemmelser begyndte at gøre sine virkninger gældende. Året efter begynder kursen i september med 198 og slutter med ca. 180. Så kommer det mægtige industriforetagende i verdensprisfaldets vold; igennem hele året 1921 synker kursen støt og stadig. Den 21. januar passeredes 100, 16. marts noteres 58. I begyndelsen af april svinger den omkring de 70 … Den 10. april faldt skuddet.

Ballin-aktier var spekulationspapirer par excellence, og det var i særlig grad ledelsen selv, der spekulerede deri: ved siden af direktørerne Ballin, Rothenberg og Alfred Hertz bestyrelsens medlemmer Benny Dessau og Johan Levin samt Landmandsbank-direktørerne Glückstadt og Ringberg. Bankkommissionens beretning giver enkeltheder om ca. 30 spekulationskonsortiers virksomhed, der specielt var interesseret i Ballin-aktier. Denne inderkreds formenes at have haft en omsætning på alt i alt mindst ca. 23 mil. kr. aktier til en samlet købesum på ca. 67 mil. kr. De tjente først godt; men tabene, der kom senere, var større, og det var uden tvivl koncernens chef, der måtte bøde hårdest for sine transaktioner, da baissen først rigtig tog fart.

Max Ballin forstod endnu indtil slutningen af året 1921 at lempe sig tilrette. Ultimo 1919, da den store import af

371

læder begynder, og de store ordrer til Blumenthal er afgivet, nævnes der overhovedet intet om disse store engagementer, endsige om den store risiko, der knytter sig dertil. Derimod erklærer Ballin på generalforsamlingen i april 1920, at de store mængder af varer, selskabet ligger inde med, sandsynligvis vil give store fortjenester, da de er indkøbt til billig pris, og efter al sandsynlighed ville kunne sælges under gunstige vilkår, bl.a. til Sydeuropa. Skotøjsfabrikkerne er for 1919 opført med et overskud på 2,8 mil. kr., handelsafdelingen med et på 3,9 mil. kr., så det samlede nettooverskud andrager 6 mil. kr. For at kunne fremvise et sådant resultat er overskuddet ved annullering af en tidligere afskrivning blevet forøget med 2 mil. kr. samt ved varernes opskrivning med 3. mil. kr. Til risikoreserve henlægges intet, ligesom der heller ikke foretages afskrivninger, dividenden fastsættes til 25 pct., og dermed stabiliseres koncernens aktiekurs, der ultimo 1919 var faldet til 145, atter for nogen tid.

I oktober 1920 mener Max Ballin endnu, at selskabet vil kunne give et udbytte på 10 à 15 pct. Men nu melder vanskelighederne sig for alvor, navnlig da handelen med de amerikanske chevreaux, trods aftalen med New Yorker-firmaet Blumenthal, volder stigende tab. Lagrene kan ikke sælges. Prisfaldet er hurtigt, så salgsmulighederne forringes fra dag til dag. På den anden side stiger rentebyrden i foruroligende grad og andrager 1921 alene til Landmandsbanken 2½ mil. kr. Uroen omkring koncernen breder sig. Desuden foregår der et og andet netop i denne koncernens mest kritiske periode, som er egnet til at øge vanskelighederne og at uddybe mistilliden til foretagendet. Bl.a. henstiller forretnings-udvalgets medlemmer, overretssagfører Levysohn og generalkonsul Weimann, til Ballin at forhandle med Landmandsbanken vedrørende køb af Dollar. Ballin lover det, men det forventede køb af Dollar udebliver. Levysohn mener, at Glückstadt har frarådet køb af Dollar, da Ballin i så henseende intet foretog sig; hvortil bemærkes i Landmandsbankens beretning: “Hvis dette er

372

tilfældet, og banken efter hr. Rothes udtalelser troede på stigning af Dollar og handlede derefter, så kan Glückstadts i så fald illoyale råd til Ballin kun forklares med bankens forståelige uvilje mod at fremskaffe Dollar”. Hrs. Bülow beklager på generalforsamlingen i april 1921, at der er opstået så mange rygter om koncernen, “påviser deres skadelighed og anbefaler at træde op mod dem og, hvis de er ondartede, drage rygtesmedene til ansvar”. Dette siges i et øjeblik, da katastrofen allerede er indtrådt, og der sandelig ikke er nogen grund til at gå i rette med rygtesmedene. Bülow mente, at endnu to tredjedele af aktiekapitalen var i behold.

Da regnskabet for 1921 opgjordes, blev tabet anslået til 22,8 mil. kr., således at endnu 3½ mil. kr. — af en aktiekapital på 26,3 mil. kr. — var i behold. Bankkommissionen kommer til et andet resultat og mener, at tabet må ligge mindst 10 mil. kr. højere, således at tabet udover aktiekapitalen beløber sig til 6½ mil. kr. (foruden tab af Pensionsfonden), hvoraf de 6 mil. kr. falder på Landmandsbanken.

Langt om længe havde også Ballin måttet indse, at kampen var forgæves, og at den uforsvarlige udvanding af kapitalen, for hvilken han havde hovedansvaret, måtte føre mod katastrofen. Her var ingen hjælp mere mulig. De konsekvenser, mænd som Birck og Lindberg havde forudsagt, viste sig nu faktisk at være uundgåelige. Desuden havde koncernens prispolitik bragt Ballin i den skarpeste modsætning til de brede befolkningslag. Dog, regeringerne holdt på ham, og han bevarede sine offentlige hverv til det sidste. På Zahle-ministeriets indstilling, der nød fremme af Neergaard-ministeriet, blev Max Ballin endda i begyndelsen af januar 1921 udnævnt til Kommandør af Dannebrogsordenen.

Men der var intet mere at redde.

Da Ballin-papirerne efter sammenslutningen i sommeren 1918 stod i en kurs af 340, havde hele aktiekapitalen på 27 mil. kr. en værdi af 74 mil. kr. I april 1921 var kursen

373

nede på ca. 70, og den 10. s.m. havde aktierne efter dagspris kun en værdi af 18 mil. kr. tabet androg altså 56 mil. kr. Det var ikke, som det så ofte blev påstået, verdenskonkurrencen, verdensprisfaldet, der slog koncernen og dens leder ud, men det var i første række foretagendets overkapitalisering samt Ballins forfejlede, ja uforsvarlige vare- og valutaspekulation, der var årsag til katastrofen. Ballin hørte jo også til dem, der havde regnet med at erobre en del af verdensmarkedet ved sine fabrikkers produktion og fuldt og fast havde troet, at krigens guldaldertid også efter krigens afslutning ville blive bevaret for det neutrale Danmark. Disse forventninger slog imidlertid ikke til, og dermed fik baissen til sidst frit spillerum overfor Ballin-aktierne.

Max Ballin drog konsekvenserne af sine forfejlede spekulationer, der havde ført ham mod ruinens rand: han skød sig en kugle i tindingen den 10. april 1921 om eftermiddagen i badeværelset i sin bolig, Bülowsvej 14 B, og han døde den 12. s.m. Da han selv havde vovet sig ud i en omfattende spekulation i sine egne papirer, satte han hele sin millionformue til. Han havde allerede efter krigens slutning mistet sin pågåenhed, da han vel meget hurtigt måtte erkende, at han havde regnet forkert. Langt om længe brød han sammen; han var faktisk nedbrudt indtil sindssyge det sidste halve år af sit liv.

Selvfølgelig ydede systemblade som “Berlingske Tidende” og “Politiken” ham ikke andet end ros og ære ved hans død. Førstnævnte blad mente, at det ikke var privatøkonomiske uheld, det havde knækket hans livsvilje, men at det snarere var en æressag, Max Ballin havde villet afgøre med denne handling. Bladet fortsætter: “Det var sin prestige, han ville skaffe den oprejsning, som endnu syntes ham mulig. Der var gået slid på hans ry for ufejlbarlighed, hans skøn havde glippet, hans beregning havde svigtet, han kunne ikke mere byde som den, der har krav på ubegrænset tillid — og han

374

ville fastslå over for sig selv og verden, at han var for stolt til at udbedre rifterne i sit renommé som en lappeskrædder. Han, der var blevet så hårdt bedømt af sine modstandere, har villet vise dem, at han vidste, hvad en mand har at gøre, når han har “mistet sit ansigt”.” Ja, sådan lyder det meget kønt og stort, men selvsamme blad indrømmer dog ved en senere lejlighed, at “Ballin med sin vældige livskraft næppe stod i det inderlige pligtforhold til livet, som holder, når alt andet brister, fordi det har sine rødder dybt i gammel kultur eller religiøs overbevisning”. Derfor var han ikke i stand til at give det eksempel på storhed under modgang, som tiden trængte til, derfor var hans sidste handling ikke blevet til oprejsning, men til advarsel. Også “Politiken” berømmer Ballin for hans dygtighed, hans uhyre arbejdsomhed, hans klare logik osv., men erklærer ligeledes, at “dette skæbnesvangre revolverskud lød som signal, et varsel”. De store og rige muligheder, han som så mange andre havde regnet med, var nu vejret bort. Der var ikke blevet andet til overs end tab, skuffelser og brudte illusioner. Fra et blændende krigseventyr var man vendt tilbage til en temmelig ensformig og temmelig fattig tilværelse med kun lidt rester i behold af eventyrets glans.

“Det kan jo”, mener bladet, “være, at det, der var i vejen med Max Ballin, var, at han, der havde troet på de store muligheder og arbejdet for dem med alle sine rige evner, ikke havde lyst at være med mere, nu da livet atter blev snævert, trangt og gråt.”

På samme måde har industriens mænd ikke andet end ros tilovers for den afdøde. Som for eksempel direktør Hjerl Hansen fra Det sibiriske Kompagni, ingeniør C. F. Jarl, formanden for Industriraadet, Alex. Foss, direktørerne Benny Dessau, Gunnar Gregersen, Sophus Agerholm, Chr. H. Olesen, H. P. Prior osv. Men også andre fremtrædende mænd mente at måtte riste ham en minderune, som formanden for Arbejdsgiverforeningen, Langkjær, og — formanden for Dansk Arbejdsmandsforbund, M. C. Lyngsie, som kun havde gode

375

minder om Max Ballin. Endelig fremsætter børskommissær Julius Schovelin nogle højst besynderlige betragtninger i “Nationaltidende” i anledning af Ballins død, idet han bl.a. pointerer, at ingen havde gjort sig mere fortjent til Kommandørkorset end Ballin; ja, “det ville simpelthen have været en skam, om Udenrigsministeriet, ikke havde sørget for, han fik det”. Schovelin slutter sine mindeord som følger: “En frodig natur, struttende af livskraft, af livsglæde — en naturlig overbegavelse, netop betinget af hans evne til at smile ad mennesker og ting! Hvor vidunderlig morsomt kørte han ikke dr. Birck til vands — hvor var han ham ikke netop overlegen! — Til et sådant liv passer en brat død. Han måtte slukkes som et stjernskud. Omsider, endelig har Max Ballin taget ferie”. Sådan noget skriver altså Landmandsbankens festskrift-forfatter!

Hvilke vrangforestillinger og fejlsyn der endnu på dette tidspunkt kunne gøres gældende af en underkøbt presse, med hensyn til Max Ballins livsgerning og -formål træder måske ingen steder tydeligere frem end i den nekrolog, “Børsen” publicerede. Her berømmes han for at have været et usædvanligt merkantilt talent og den moderne industrimand, durch und durch, foregangsmand og genial organisator inden for den hjemlige industri, men foregangsmand også af international betydning. Dernæst tilføjes følgende “Men der er et andet led af hans individuelle struktur, som i denne forbindelse er endnu vigtigere: Han var tillige industrimanden i den forstand, at produktionen stedse interesserede ham mere end pengetransaktionen; virksomheden — det gamle firma, som han arvede, og som han omformede og udviklede, indtil det blev et verdensfirma — lå ham altid stærkere på sinde end selve det personlige udbytte i retning af indtægter og penge. Hovedformålet var for ham udviklingen af den store industri-sammenslutning, hvis lykkelige primus motor han var. Om denne opgave koncentrerede han sin energi, i resultatet samlede sig hans ærgerrighed.”

376

Alt sammen påstande, som lyder meget pæne, men som Bankkommissionens undersøgelsesresultater in mente — ikke havde noget som helst hold i virkeligheden.

Det skortede også på tillid til Ballin-koncernens fremtid, trods al den virak, der ydedes den store afdøde industrimand og hans værk. Aktiekurserne gled nu atter nedefter. I de første dage efter Ballins død gik de ned til 45, og Landmandsbanken så sig nødsaget til, gennem vekselererne Johan Levin, Tage Philipson og van Deurs at foretage større opkøb på Børsen. Lige meget hjalp det. Også forretningsudvalgets højtidelige erklæring, at selskabets økonomiske og forretningsmæssige stilling ikke var i fare, idet selskabets forhold var i nøje overensstemmelse med den i sin tid udsendte meddelelse angående resultatet af det forløbne driftsår, og “at det tab, der er opstået på grund af yderligere prisfald på verdensmarkedet, ikke vil kunne forrykke selskabets hele stilling”, kunne ikke skabe ro om koncernen.* I august søger man endnu at holde kursen oppe i 35–40; det lykkes til dels, men i september tager nedgangen atter fart, og året slutter med en kurs på 17¾. 1922 synker den videre, til den formelle kurs 4. Kort og godt statuerer beretningen: “Aktiernes værdi, der for 4 år siden bedømtes til 81 mil. kr., havde længe været 0″.

Med Ballins død skabtes tillige den første alvorlige uro om Landmandsbanken. Allerede den 11. april fandt i bankdirektør Emil Rasmussens bolig en første behandling af den situation, der var opstået ved Ballins død, sted, hvortil hele koncernens bestyrelse og forretnings-udvalg var tilkaldt.

*) For denne meddelelses rigtighed indestod forretningsudvalgets medlemmer, direktør Benny Dessau, overretssagfører Konrad Levysohn og generalkonsul Wilh. Weimann. Og dog var erklæringen bundfalsk! Det er senere blevet bekendt, at Benny Dessau efter Ballins selvmord personlig mødte op hos “Politiken”s redaktør, Viggo Cavling for at forsikre, at alt var i skønneste orden. Da Cavling meget hurtigt blev klar over, at han var blevet ført grundig bag lyset, ønskede han ikke mere at møde Dessau.

377

Den 20. april 1921 bemærkes i bankbestyrelsens protokol, at direktør Max Ballins død havde gjort et stærkt indtryk på publikum. Bankens engagement var ca. 30 mil. kr., der hovedsagelig var ydet som lån til indkøb af amerikanske, chevreaux. Dog mente man endnu at kunne gå ud fra, at mindst halvdelen af koncernens aktiekapital var i behold. Banken havde støttet koncernens aktiekurser ved opkøb af 400.000 kr. aktier.

Den 20. april bemærkes endvidere, at Landmandsbanken under den givne situation havde måttet opkøbe ca. 600.000 kr. egne aktier for at holde disses kurs. Ifølge protokollen af 27. april måtte yderligere nogle poster Landmandsbank-aktier optages på Børsen, da der endnu var en del uro i anledning af Ballins død.

Det var optakten til den katastrofe, der senere brød ind over Glückstadts Bank.*

1923 måtte Ballin-koncernen rekonstrueres. Aktiekapitalen blev nedskrevet til 5 pct. Landmandsbanken måtte afskrive 7 mil. kr., men skabte samtidig det finansielle grundlag for en ny opbygning af den industrielle virksomhed. Firmanavnet førtes videre, men jøderne var trådt i baggrunden.

Og så endnu en lille slutbemærkning.

Den 3. februar 1924 ser “Social-Demokraten”, der to dage i forvejen havde publiceret Februar-kontoens navne, sig foranlediget til at kræve navnene på de personer bekendtgjort, som havde modtaget aktiegaver af Max Ballin, personer “der ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd”. Bladet spørger: “Hvem lod sig bestikke af Ballin?” frem med navnene!

Dette navnlig for at afbøde den hårde anklage, Bankkommissionens beretning, side på side, retter mod jøderne! “Social-Demokraten” citerer beretningens bilag s. 309, og tilføjer følgende: “Som man ser, svinger selve den i øvrigt tørre, uklare

*) Jvf. nedenfor afsnit 8 c: Birck contra Ballin.

378

og glansløse beretning sig på dette punkt op til dramatisk stil. Med kendskab til forfatteren ved man, at det i væsentlig grad skyldes, at hovedpersonerne var jøder og endog døde, hvad der gør kraftudfoldelse uden risiko. (Nu har bladet åbenbart medfølelse med disse arme ud over deres grav forfulgte mænd: Max Ballin og Emil Glückstadt!) Men de 400 fine folk, der sendte Glückstadt tiggerbreve, fyldt af den fadeste smiger, var ikke jøder til hobe, og de 400 smukke navne bæres af levende samfundsstøtter. En gennemgang af disse navne med tilføjelse af hver enkelt aktiepost vil drage en række af de inderste cirkler omkring spillebulen.”

Således skrev “Social-Demokraten” den 3. februar 1924. Før folketingsvalget! Til samme tid krævede Stauning i Folketinget disse navne offentliggjort, ikke én gang, men flere gange. Men da valgsejren var overstået, og det første socialdemokratiske ministerium dannet i april samme år, hørte man ikke mere om denne sag. Regeringen blev sidenhen forgæves mindet om kravet fra februar 1924. Var der mon alligevel for mange jøder blandt dem, der tryglede om Glückstadts gunst og stolede på Ballins evner?

g) Hugo Rothenbergs spekulationer.

Rothenberg var, som allerede vist, næst Ballin den mest betroede direktør inden for skotøjstrusten og sjælen i foretagendets handelsvirksomhed. Men samtidig var han stærkt engageret i rent private spekulationer, som han i stor udstrækning gennemførte i nærmeste samarbejde med sit firmas store kunder. Han var selv tysk statsborger og jøde, kom nogle år før krigen til Danmark, hvor han til en begyndelse overtog Martin Polacks agenturforretning. Også efter at han 1914 var blevet disponent hos A/S Ballin, fortsatte han sit eget agentur, som blev omdannet til et aktieselskab “Agentur”, hvis aktier overtoges af koncernen til høj kurs, medens han

379

selv blev A/S “Agentur”s leder. Hans gamle forretningsforbindelser i Tyskland og Galizien — tilsyneladende alle jødiske — var de første, der blev interesseret i den af ham så stærkt forcerede transithandel.

Men bortset herfra søgte han også på anden måde at lave forretninger med gamle venner; det gjaldt navnlig med hensyn til P. Lichtenberg i Lodz og det tyske skotøjsfirma Dorndorff. Til varetagelse af sidstnævnte firmas spekulationer i valuta og Ballin-aktier førte han i sin private bog ikke mindre end tre konti betegnet som a) veksel-konto, b) Kurt Dorndorff, Kopenhagen og c) Konto für Schweizerfrancs. Ved førstnævnte konto drejede det sig om en Mark-spekulation, til hvilken Rothenberg 1916 ydede Dorndorff et lån på 200.000 kr. Kontoen løb hos firmaet J. M. Levin & Co.; vekselerer Johan Levin er oprindelig gået ud fra, at det var A/S Ballin, der hæftede for vekslerne. Ifølge Bankkommissionens beretning debiteredes Dorndorff ved hver omsætning i Rothenbergs private bog for diskonto og stempel samt for 1.000 kr. i provision til Rothenberg. Den anden konto har åbenbart tjent til foretagelse af spekulationer i Ballin-aktier; den slutter med en gæld til Rothenberg på 442.000 kr. Omvendt skyldte Rothenberg på konto for Schweizerfrancs ultimo 1920 382.000 kr.

Et særligt spændende kapitel er Rothenbergs gældsforhold til sit firma og de transaktioner han foretager, for med Dorndorffs midler at stille sikkerhed for sin egen gæld til firmaet.

Med hensyn til selve gældens størrelse henholder Bankkommissionen sig til revisor Christiansens beretning til selskabet. Herefter var der ved 23 af direktør Nathan underskrevne checks udbetalt Rothenberg 857.000 kr. og ved 5 checks udstedt af Max Ballin 154.000 kr. Endvidere overførtes 87.000 kr. til ham fra Dorndorffs konto, og hans egen konto debiteredes ydermere for udbetalinger på 53.000 kr. til Neumond, for forskellige mindre beløb og renter (heri diskonto for vekselengagementer hos Levin) 67.000 kr. —

380

Rothenbergs gæld til firmaet androg altså i tidens løb alt i alt 1 1/3 mil. kr. Herimod blev denne konto krediteret med 291.000 kr. i tantiemer, restgage 26.500 kr., en à conto indbetaling på 200.000 kr. og en overførsel fra Steinberg & Schalit’s konto gennem Moos & Joffe på 100.000 kr., en overførsel fra Kaufmann på 127.000 kr., tre accepter fra stiller i Helsingfors på 83.000 kr., en rimesse fra Phister & Vogel på 14.000 kr. og en godtgørelse for elektromobil på 4.500 kr., i alt 840.000 kr. Beretningen bemærker hertil: “Kontorchef Poulsen i A/S Ballin udtaler, at han kendte Rothenbergs konto i selskabets bøger og havde forundret sig over den betydelige gæld, der var opstået på en aldeles utilstedelig måde. I 1920 havde Poulsen henledt Max Ballins opmærksomhed på kontoen, men Ballin sagde, at han havde nogen dækning i papirer. Ballin har altså kendt Rothenbergs mærkelige mellemværende med firmaets kunder og af ukendte grunde båret over med dem.”

Dog det bliver endnu bedre. Thi det mærkeligste ved hele denne sag er alligevel den form, under hvilken Rothenberg stiller sikkerhed for denne sin betydelige gæld. Derved spiller en post på 462.000 Mark Adler & Oppenheimer-aktier, som Dorndorff sender til A/S Ballin, en særlig rolle. Af disse skulle de først sendte 160.000 Mark tjene som sikkerhed for ca. 155.000 kr. vekselgæld til selskabet. I øvrigt betegnede Rothenberg disse papirer som sin ejendom (als mir gehörend).

Hele denne aktiepost deponeres dels december 1919, dels januar 1920 som sikkerhed for Rothenbergs gæld hos firmaet J. M. Levin & Co., men skulle imidlertid efter Rothenbergs erklæringer samtidig tjene som sikkerhed for Max Ballins engagement hos Levin. Derpå sker efter Bankkommissionens beretning følgende: “Rothenberg udtaler overfor Levin, at disse aktier er over 1 mil. kr. værd, og efter Rothenbergs anmodning sender Levin dem gennem Banques des Pays du Nord i Paris til Banque d’ Alsace et Lorraine i Strassburg, hvor de lå på den neutrale undersåts, Max Ballins navn.

381

Efter Elsass’ overdragelse til Frankrig og Adler & Oppenheimers omdannelse til fransk selskab indløstes nemlig ikke-fjendtlige undersåtters aktier efter en høj Mark-kurs, medens tyske undersåtters aktier indløstes til lav omregningskurs. Da den franske bank gennem Levin & Co. afkræver Ballin forskellige erklæringer om ejerens nationalitet o.l., som han af gode grunde ikke kan afgive, opgives imidlertid den påtænkte transaktion med aktierne, og disse går senere tilbage til J. M. Levin & Co., der går glip af en smuk provision, lovet firmaet af Rothenberg.” Altså oplagt bedrageri. Men den gik heldigvis ikke.

Måske er disse mærkelige transaktioner oprindelig blevet indledt til fordel for firmaet Dorndorff. Da denne foranstaltning til kapitalflugt ikke lykkedes, krævede Max Ballin og Rothenberg af Dorndorff, at han skulle yde sikkerhed for sin betydelige gæld til firmaet, som for en væsentlig del var foranlediget ved de i hans interesse foretagne transaktioner. Dorndorff bestrider berettigelsen af dette krav, men indvilliger “af forskellige grunde” alligevel i at acceptere to veksler på 160.000 og 140.000 kr., i alt 300.000 kr., som med hans tilladelse den 25. januar 1921 deponeres hos A/S Ballin som delvis sikkerhed for Rothenbergs gæld til selskabet, men samtidig, omendskønt de kun var garantibevis, krediteres Rothenbergs konto, så dennes gæld til firmaet pr. 31. 12. 1920 dermed nedbringes med dette beløb! Ved et af Nathan konciperet dokument af 3. marts 1921 pantsætter Rothenberg endvidere de 462.000 Mark Adler & Oppenheimer-aktier — som på dette tidspunkt var deponeret i Strassburg — til yderligere sikkerhed for sin gæld til firmaet, omendskønt disse papirer jo allerede i forvejen var deponeret som sikkerhed for gælden hos J. M. Levin — samt desuden som sikkerhed for Max Ballins engagement hos J. M. Levin & Co.! Rothenberg erklærer hertil (jvf.: Bankkommissionens beretning, bilag, s. 305):

382

“Såvel udstedelsen af disse veksler som udstedelsen af fuldmagten af 14. februar — (hvorved Ballin bemyndiger Rothenberg til under en rejse i Strassburg at handle på hans vegne!) — og pantsætningen af 3. marts d.å. er foranlediget og formuleret af direktør Ballin, og jeg har handlet derefter med den overbevisning, at direktør Ballin havde ordnet forholdet med J. M. Levin.”

Ved disse besynderlige transaktioner var det endelig muligt at føre selskabets forretningsudvalg grundigt bag lyset i forhandlingerne den 9. april 1921, idet der her hævdedes, at Rothenberg kun skyldte selskabet 175.000 kr., og at 135.000 kr. heraf var tab ved Dansk Stivelse- og Skoklisterfabrik. Det hævdedes, at 1.) 300.000 kr. var overført af Dorndorff, 2.) 100.000 kr. af Joffe, og til sikkerhed for restgælden (de 175.000 kr.) var der henlagt såvel accepten fra Dorndorff til et beløb på 300.000 kr. som 462.000 Mark Adler & Oppenheimer-aktier noteret til kurs 700. De 300.000 kr. tjente altså både til nedskrivning af gælden og som delvis sikkerhed for restgælden. Endnu kosteligere er imidlertid forholdet med hensyn til aktieposten på 462.000 Mark, af hvilke Dorndorff kun havde stillet de 160.000 Mark som sikkerhed for sin gæld, medens de øvrige 302.000 Mark var hans ejendom og kun lå hos Ballin til hans disposition! Thi disse 462.000 Mark aktier tjente — som påvist — her i landet tre gange som sikkerhed!!

Dorndorff følte sig senere, da han fik overblik over de foretagne transaktioner, grundig bedraget, måtte også ofre 300.000 kr. kontant for atter at få rådighed over aktieposten, som han til sidst fik helt udleveret, men han rejser ikke anklage mod Rothenberg — som Bankkommissionen mener, på grund af hans mangeårige, lukrative forretninger med denne. Dorndorff selv havde vel imidlertid også god anledning til at vise en vis tilbageholdenhed, da han jo sikkert forfulgte sine specielle planer ved at deponere de 302.000 Mark-aktier hos Ballin til egen disposition og derved vel næppe

383

har været helt uvidende om de transaktioner, der var påtænkt i Strassburg. Dorndorff var jo med inde i alle slags transaktioner og stod i et særligt intimt forhold til Ballin. Det viser sig bl.a. i, at der af en à meta spekulation i Mark, som Ballin og Rothenberg var deltagere i, den 24. 10. 1919 proforma overførtes et beløb på 400.000 Mark til Dorndorff til kurs 58, ved hvilken transaktion Ballin var ledet af skattemæssige hensyn! Det viser sig også i, at A/S Ballin i 1916 optræder som proforma-køber overfor et amerikansk firma, der ikke vil sælge til Dorndorff. Da sagen ved et uforsigtigt telegram fra Dorndorff opdages af den engelske censur, må Ballin springe ind som virkelig køber! Forretningen kunne også lønne sig, da Ballin senere på denne handel kunne udbetale 1/4 mil. kr. til Dorndorff som dennes andel i udbyttet.

l øvrigt var Rothenberg meget ivrig mellemmand for sine forretningsforbindelser i Tyskland, når det drejede sig om at fremme kapitalflugten. Vi citerer desangående efter Bankkommissionens beretning (bilag, s. 302):

“Blandt Rothenbergs forbindelser skal nævnes Kosterlitz i Berlin, der foruden almindelig forretningsforbindelse også havde en betydelig Mark-spekulation à meta med A/S Ballin & Hertz, Eugen Neumond, Phister & Vogel, Moos & Joffe, firmaet Leopold Kaufmann i Frankfurt, der i Rothenbergs private regnskabsbog har en række forskellige konti (Gülden, Schweizerfrancs, aktier etc.) og Schiff. Man skal ikke forsøge her at fremstille Rothenbergs meget indviklede forhold til disse selskabers tyske forbindelser. Rothenberg påstår, at grunden til, at disse findes i hans private bøger, er, at selskabet hjalp dets tyske kunder med kapitalflugt, der undertiden skete i form af fælles-spekulationer og altid måtte bogføres på en ejendommelig måde”.

Endelig oplyses i den officielle beretning om forholdene i Landmandsbanken, at Rothenberg i særlig grad var deltager i spekulationer i Landmandsbank-aktierne, enten alene, eller sammen med Ballin eller i konsortier. —

384

Prokurist Heiberg erklærede, at man hos J. M. Levin & Co. spekulationsmæssigt betragtede Ballin og Rothenberg som ét”. Han fortsætter: “Max Ballin disponerede ofte for Rothenberg; når firmaet telefonerede til Max Ballin om aktiekøb, anmodede denne ofte om, at der måtte blive tegnet både for ham selv og Rothenberg”.

Rothenbergs sluttelige tab på disse engagementer hos J. M. Levin beløb sig til i alt 1.815.000 kr. Landmandsbankens indirekte tab hos Rothenberg, inkl. gælden til Ballin, ansættes til ca. 2 1/3 mil. kr., dens direkte tab på en udlånskonto var 150.000 kr. Også i Mark- og Gylden-spekulationer var han ivrig deltager; således købte han sammen med Dorndorff nominelt 280.000 kr. Ballin-aktier, sammen med Ragozcy 410.000 kr. Ballin-aktier, desuden havde han sammen med indehaveren af firmaet Levin & Salomonsen, Frederik Salomonsen, en omfattende spekulation i Ballin-aktier, der forvoldte meget store tab, og endelig havde han Ballin-engagementer hos vekselerer Carl O. Meyer til 212.000 kr., hvor han til sidst også blev hængende med en gæld på ca. 100.000 kr.

Hugo Rothenberg har uden tvivl været en af de mest samvittighedsløse spekulanter, der har virket i landet under verdenskrigen, og det er særlig karakteristisk for hans færden, at han i ligefrem overvældende grad har bygget sine forretningsmæssige forbindelser op med udenlandske jøder, der har benyttet sig heraf til foretagelse af alle slags lovstridige handlinger, navnlig til kapitalflugt og bedrageri. Rothenberg selv var en udpræget jødisk svindler, og Max Ballins moralske kvaliteter er bedst karakteriseret ved, at han helt igennem følte sig solidarisk med denne forbryder, så endog fætteren Jacob overfor selskabets bestyrelse i mødet den 13. april 1921 mener at måtte anerkende, at “Ballin var ikke uafhængig af Rothenberg”, men dette havde han ikke kunnet fremføre i bestyrelsesmøderne overfor Ballin. Direktør E. F. Jacob, der til dels vel også var fyldt af skinsyge overfor Rothenberg, erklærede ydermere i nævnte generalforsamling: “Jeg har

385

ikke kunnet tale frit ved dette bord, medens Ballin levede. Jeg har ikke kunnet sige de ting om Rothenberg, jeg nu har sagt.” Så stærk var altså dette forbryderiske element inden for skotøjskoncernen, at Max Ballin ikke blot føjede sig efter ham, men endog på godt og ondt plejede det inderligste maskepi med ham, så stærk var dette forbryderiske element, at end ikke jøden Jacob kunne træde op imod det! Men da så hele dette infame spil afsløres, og katastrofens uhyggelige virkninger viser sig, da er denne anden jøde også klog nok til at sige fra, da anser han sig endog for kaldet til at gå i rette med sine racefællers forbrydelser, som heller ikke mere kan skjules. Jacob er et godt eksempel herpå, men det gælder ligeledes højesteretssagfører Karsten Meyer, som ifølge Bankkommissionens beretning den 19. september fremlægger en betænkning vedrørende Rothenbergs forhold, udarbejdet på grundlag af de oplysninger, revisor Christiansen har fremskaffet. Hrs. Meyer udtalte i sin beretning bl.a.,

“Rothenberg har tilegnet sig et meget betydeligt beløb af selskabets midler og har derved, hvad enten direktør Max Ballin har samtykket deri eller ej, forsyndet sig så groft mod selskabet, at dette er berettiget til at afskedige ham uden varsel; revisorerne — dvs. statsautoriseret revisor Carl Andersen og hovedrevisor ved statsbanerne S. E. Jacob — har syndet meget groft, idet intet har kunnet berettige dem til at bortse fra lovenes § 17, hvorefter revisorerne skal være kritiske; man må være berettiget til at afskedige dem, hvis dette skønnes opportunt”. (Bilag, s. 307).

Så vidt de gode mænd E. F. Jacob og Karsten Meyer. Nu skulle man jo tro, at selskabet ville gøre rent bord med denne bedrager, der så skammeligt havde gjort indgreb i selskabets midler og oven i købet ved sine spekulative transaktioner havde forvoldt selskabet og dets bankforbindelse, Landmandsbanken, tab af flere millioner kroner. Men nej, dette sker selvfølgelig ikke. Man beslutter rigtignok i mødet den 23. september 1921 at afskedige ham, dog bestemmes det samtidig, at man helst

386

vil undgå kriminel undersøgelse!

Man kræver, at den store gæld skal betales, men man kan dog ikke nænne at melde ham konkurs. Det ville dog være synd over for så god en racefælle, der tilmed havde været chefens, Max Ballins, håndgangne mand. I et møde den 8. 10. 1921 er man i øvrigt også inde på, at Rothenberg på lovstridig måde har benyttet sig af A/S Agenturs midler til private formål; A/S Ballin gav imidlertid ifølge general-afregning med Dorndorff af 2. november 1921 afkald på sit her bestående restkrav på 50.000 kr. Det sidste, kommissionens beretning bringer om sagen, er følgende meget sigende passus:

“I et møde den 17. januar (1922) meddeles, at Rothenberg ikke er erklæret konkurs, fordi man skal bruge ham som vidne i sagen mod Jørgen Pedersen.

I et møde den 14. august 1922 — (altså 7 måneder senere! forf.) udtales det, at man endnu ikke har taget fat på Rothenberg. Levysohn oplyser, at det også er forskellige andre hensyn, end at Rothenberg kan blive vidne i sagen mod Jørgen Pedersen; “men også Ballins forhold til Rothenberg” — (her er der udslettet en linje i forhandlingsprotokollen, således at intet kan ses om, hvad der har stået)”.

Således berettes i den officielle beretning om forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., i bilagene til beretningen på pagina 307! Selskabet foretog sig selvfølgelig heller ikke noget som helst mod Rothenberg, efter at denne beretning var publiceret. Man undlod vel af hensyn til Max Ballins gode eftermæle at indlede proces mod denne mands fortrolige og nærmeste medarbejdere.

h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i sænk.

Et lille eventyr for sig er historien om Nordisk Oversøisk Handelsselskab, som af stifterne forventedes at blive en rigtig

387

guldgrube, og som i stedet for blev til en samvittighedsløs spekulations stinkende mudderpøl. Man havde håbet, ved hjælp af smarte jødiske forretningsmænd i en håndevending at kunne tjene store penge, men blev til sidst selv grundigt flået af disse drevne håndlangere.

Det var korn og majs, der skulle handles.

Initiativet tog i dette tilfælde grosserer Theodor Colding, indehaver af Kornfirmaet Wilh. Colding & Co. Han havde, som Bankkommissionens beretning meddeler, allerede længe før krigen beskæftiget sig med den tanke at oprette et dansk internationalt firma, der umiddelbart købte korn op på de oversøiske pladser, i stedet for ved opkøbet at være henvist til de store europæiske kornimportfirmaer. Han mente også at have fundet en mand, der var særlig egnet til at bygge et sådant foretagende op, nemlig Theophile Kliatschko, borgmestersøn fra Wilna, der 1897–1901 havde været direktør for firmaet Louis Dreyfus & Co. i New York, senere havde han boet et par år i Rusland og derefter fra 1903-16 i København. Efter krigens udbrud havde han rigtignok for en tid haft ophold i Argentina. Da nu pengerigeligheden satte sving i erhvervslivet, og navnlig 1916 havde givet stødet til oprettelsen af talrige nye handelsselskaber, anså grosserer Colding også tiden for inde til at realisere sin yndlingstanke. Han fandt først tre forretningsvenner, der var villige til at gå med i et aktieselskab for import af korn og foderstoffer, der skulle have til formål at oprette filialer i produktionslandene, så kornet umiddelbart kunne indføres fra disse lande. Dog lykkedes det ikke i første omgang at sætte foretagendet i gang, da Kliatschko ikke så hurtigt kunne blive løst fra sit firma. Men i sommeren 1916 var manden rede til at vende tilbage til Danmark, og i den andetsteds omhandlede nytårsartikel af Valdemar Koppel, som “Politiken” offentliggjorde den 5. januar 1917, blev det for første gang røbet overfor offentligheden, at det nye mægtige foretagende, der var blevet oprettet under navnet “Nordisk Oversøisk Handelsselskab”, ville

388

få en særlig fremragende kapacitet som direktør, nemlig den højt ansete repræsentant for firmaet Louis Dreyfus & Co.

Aktieselskabet var kun bestemt for særlig velhavende kapitalister, der kunne tage en stor risiko. Oprindelig regnede man med at kunne nøjes med en aktiekapital på 10 mil. kr. Men da interessen blandt de kredse, der var særlig spekulationsivrige, var stor, og ledig kapital i overflod til stede, blev foretagendet bygget op på et endnu bredere grundlag end oprindelig påtænkt. Aktiekapitalen blev sat til 15 mil. kr., “idet vor elskværdige formand (Glückstadt) rimeligvis ikke har ment at kunne afslå de mange anmodninger”. Selskabet stiftedes den 24. oktober 1916.

Det var en kreds af meget fremtrædende mænd, der blev aktionærer. Ved siden af Glückstadt (formand) og Theodor Colding (næstformand) tiltrådte ved stiftelsen Privatbankens adm. direktør C. C. Clausen og bankrådets formand, grosserer og fabriksejer Christian Hasselbalch; endvidere fra kredsen omkring Landmandsbanken bankråds-medlemmerne grosserer Allan Hansen og A. Collstrop samt højesteretssagfører Bülow; desuden direktørerne Max Ballin fra skotøjsindustrien og H. Siegumfeldt fra svovlsyrefabrikkerne, korngrosserer Eriksen fra Esbjerg, associé i de kendte Muus’ske korn- og foderstofforretninger grosserer Ove Bruun Muus, administrator Chr. Lassen, administrator F. Lassen Landorph, overretssagfører Werner og direktøren for Det Forenede Dampskibs-Selskab C. M. T. Cold. I bestyrelsen blev foruden Glückstadt og Colding indvalgt Hasselbalch, C. C. Clausen, Siegumfeldt, Ballin og Allan Hansen, senere endvidere grosserer Eriksen af Kornfirmaet Eriksen & Christensen i Esbjerg. Af aktiekapitalen blev 7½ mil. kr. kontant indskudt, medens aktionærerne afgav garantibevis for de yderligere 7½ mil. kr. ved tegningen, da man, ifølge grosserer Coldings senere erklæring til Bankkommissionen, gik ud fra, at “selskabet i løbet af forholdsvis kort tid under Kliatschko’s ledelse ville kunne indtjene de 7½ mil. kr., hvorved man ville kunne undgå

389

at kræve yderligere tegning og indbetaling af aktionærerne, men omvendt ville kunne glæde aktionærerne med et tilsvarende beløb i friaktier”. Aktiekapitalen var fuldt tegnet straks ved stiftelsen. Foruden de nævnte hovedaktionærer, som alle tegnede mere eller mindre store beløb, tilsammen ca. 1,5 mil. kr., var Landmandsbanken interesseret i foretagendet med 500.000 kr. plus en senere overtaget aktiepost på 85.000 kr., altså i alt med 585.000 kr.; desuden tegnedes aktier af Privatbanken, Ø.K., D.F.D.S., Det Transatlantiske Kompagni og dets tre datterselskaber, Alliance Trading Co. i London, det Russiske Handelskompagni i Moskva og Continental & Oversea Trading Co. i København og Paris, endvidere Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, Eriksen & Christensen i Esbjerg og M. J. Ballins Sønner. Som aktionærer nævnes endvidere Øernes Andelsselskab for indkøb af foderstoffer, “samt en del af Glückstadts og Ringbergs slægtninge, venner og forbindelser”.

Forberedelserne var dermed truffet. Kliatschko fik sikret en fast, høj gage plus 10 pct. af nettooverskuddet, endvidere bevilligedes der ham en erstatningssum, fordi han havde måttet afbryde sit gamle kontraktforhold med L. Dreyfus &. Co. Et stort kontor blev indrettet i ejendommen Havnegade 29, den såkaldte “Druckerske ejendom”, som købtes for 300.000 kr. Et stort kontorpersonale blev ansat, som imidlertid knapt nok fik noget at bestille. Hensigten ved oprettelsen af “Nordisk Oversøisk Handelsselskab” var at sikre landets forsyning med korn og foderstoffer og også, så vidt muligt, at bidrage til, at København vandt en central stilling i Østersøhandelen og blev et kommercielt verdenscentrum — men denne opgave svigtedes fuldkommen af hr. Kliatschko, da arbejdet skulle sættes i gang. Da interesserede han sig hovedsagelig for terminspekulationer i baissen i stedet for at organisere kornindførslen fra oversøiske pladser, og derfor forsømte han også fra begyndelsen af den mest påtrængende opgave, nemlig den at skabe filialer for omsætningen i korn og foderstoffer på de vigtigste europæiske og oversøiske pladser.

390

Det eneste, han i så henseende foretog sig, var, at han engagerede en repræsentant for selskabet i Buenos Aires ved navn Mayer Katz, med en fast gage af 24.000 Pesos og 10 pct. af nettooverskuddet i Argentina efter fradrag af 6 pct. for indskudt kapital.

Medens Kliatschko før tiltrædelsen af sin stilling ved “Nordisk Oversøisk Handelsselskab” skal have disponeret overordentligt forsigtigt og have været meget sparsom og påholdende, begyndte han nu, da han som direktør havde fået fuld dispositionsfrihed, at spekulere på kraft og at vænne sig til et flot levned. Med hensyn til hans kvalifikationer og hans virksomhed som selskabets direktør bemærkede underdirektør Gjessing i en beretning til bestyrelsen den 3. februar 1918, at “Kliatschko ganske vist var i besiddelse af fremragende evner både i retning af kendskab til den internationale kornforretning og i henseende til en levende fantasi og kombinationsevne, men heroverfor synes at [mangle evnen] til at begrænse sig og til at samle sig om gennemførelsen af en bestemt sag, parret med en udpræget selvrådighed og herskesyge”. Det burde nu have været muligt for bestyrelsen at tvinge direktøren ind på de rette baner, da det i kontrakten udtrykkelig var fastsat, at han var forpligtet til at følge de anvisninger, som bestyrelsesrådet eller de kontrollerende medlemmer måtte give, og at han var forpligtet til at give alle oplysninger, således at daglig kontrol med hele forretningens virksomhed kunne finde sted. Men til trods for disse forskrifter handlede direktøren, som det passede ham bedst, og han brød sig fejl om de råd og henstillinger, grosserer Colding, henholdsvis bestyrelsens særlige delegerede, gav ham. Efter selskabets stiftelse koncentrerede Theo. Kliatschko sig som nævnt hovedsagelig om terminspekulationer. I de første 9 måneder omsatte han på den måde ca. 400 mil. kr. med selskabets midler, og selve transaktionerne finansieredes af kreditter, som Landmandsbanken og Privatbanken stillede til rådighed. For så vidt han lavede leveringsforretninger, der skulle foretages særlig over København, drejede det sig

391

regelmæssigt om blankosalg [salg af noget, der endnu ikke er til stede], hvorved han solgte varerne, inden han havde købt dem, og udsatte købet til leveringsterminen i forventning om, at priserne indtil da ville synke. Terminsspekulationer var for ham trumf; hr. Colding skriver engang til bestyrelsen: “Kliatschko kunne ikke modstå fristelsen til at figurere med, og uden at have købt varerne eller have tilbud derpå optog Kliatschko konkurrencen med de amerikanske firmaer og solgte såvel korn som oliekager til Danmark og Norge”. Med hensyn til Chicago-salgene bemærker Bankkommissionens beretning, at de for største delen var “difference-terminshandler, altså uden hensigt til at levere varen, og disse terminsengagementer blev i reglen prolongerede af Kliatschko, der som tidligere nævnt var fuld af tro til sit baisse-synspunkts snarlige sejr”.

Juli 1917 rejste Kliatschko til Amerika for at organisere leverancerne af korn og foderstoffer ved oprettelsen af opkøbsfilialer. Samarbejde med Det Transatlantiske Kompagnis filialer, som det oprindelig var planlagt, blev opgivet. Opgørelsen pr. 31. juli 1917 viste, at direktørens dispositioner allerede indtil dette tidspunkt havde forvoldt et tab på ca. 11.250.000 kr., hvortil kom nogle uafviklede engagementer, som formodedes at ville forhøje tabet til ca. 14 mil. kr. Trods denne alvorlige advarsel mod yderligere spekulationsengagementer fastholdt bestyrelsens formand, Glückstadt, heroverfor den opfattelse, at spekulationerne måtte fortsættes, for at Kliatschko kunne indvinde tabene. I generalforsamlingen sattes imidlertid et kontrolråd af tre bestyrelsesmedlemmer ind, som skulle drage omsorg for, at Kliatschko ikke fortsatte sine forrykte spekulationer.

Om fortsættelsen giver Bankkommissionen derpå følgende sørgmuntre beretning:

“Der telegraferedes bestemte instrukser til Kliatschko om kun at afvikle engagementet i Chicago og ikke uden sanktion hjemmefra at gå ind i nye forretninger. Telegrammerne sendtes, foruden ad sædvanlig vej, over Sibirien og Argentina samt

392

gennem Udenrigsministeriet, men Kliatschko svarede ikke på telegrammerne. Bestyrelsen blev mere og mere betænkelig, og da de intet hørte fra Kliatschko, rettedes der gentagne anmodninger til ham om at komme tilbage, men uden virkning. Havde det været svært at få Kliatschko af sted, viste det sig lige så vanskeligt at få ham hjem igen, og til sidst sendtes selskabets bogholder, hr. Grue, af sted til Amerika for at undersøge forholdene og eventuelt hjemføre hr. Kliatschko.

Da bogholder Grue kom tilbage, blev det klart, at Kliatschko imod den givne instruktion havde kastet sig ind i yderligere spekulationer, hvorved han havde tabt alt, hvad selskabet endnu havde indestående i amerikanske banker og Commissions-Houses. Et beløb på 215.000 Dollar i national City Bank var det dog lykkedes underdirektør Gjessing at redde fra denne skæbne ved at beordre det overført til Buenas Aires. Det skal dog nævnes, at Kliatschko ved at handle imod den instruktion, som han inden sin rejse havde fået om at dække hvedeengagementet straks, havde formindsket tabet med ca. 600.000 $ ved at vente med at inddække; og det var dette held, der havde tilskyndet ham til at gå ind i de nye spekulationer; hr. Kliatschko skriver til bestyrelsen i sin redegørelse, “at jeg i betragtning af den indvundne besparelse mente at måtte handle på egen hånd i den oprindelige ånd” — altså uden hensyn til de telegrafiske instrukser. Under sit ophold i U.S.A udvidede Kliatschko sit operationsfelt til foruden kornvarer at omfatte en række andre artikler: ribs, lard, pork, cotton og cotton-oil (dvs. ribben, fedt, flæsk, bomuld og bomuldsolie).”

Da denne så vindskibelige direktør endelig i begyndelsen at 1917 vendte tilbage, fik han meget snart sin afsked på gråt papir. En situationsoversigt pr. 9. januar 1918 viste et tab i Nordamerika på ca. 15 mil. kr., en fortjeneste i Argentina på ca. 3 3/4 mil. kr., altså et samlet tab for selskabet på ca. 11,6 mil. kr., hvortil kom ca. 45.000 $ som ikke bogført tab og et kurstab på 500.000 Rubler, indestående i

393

to russiske banker, (købt til kurs 98.50), samt renter af tabsbeløbet.

Sådan sluttede altså æraen Kliatschko. Retslige skridt blev selvfølgelig ikke indledt mod den kære Theo., trods de enorme tab, han havde forvoldt. Men det kan måske forklares ved, at terminsspekulationerne oprindelig gennemførtes med bestyrelsens samtykke, så denne havde et medansvar, selvom den vel senere ikke rigtig har villet være ved, at den selv var med på den slags transaktioner. Da der var tjent godt på handelen med Argentina, opretholdtes forretningsforbindelsen med den derværende repræsentant, Mayer Katz. Men også han tjente godt på sagen; der var ifølge regnskabet pr. 31. januar 1918 udbetalt ham ikke mindre end en halv million kroner i tantieme, og desuden 293.000 kr. til dækning af kontorudgifterne i Buenos Aires mod 204.000 kr. for hovedkontoret i København og 161.000 for New York-kontoret. I stedet for at kræve den resterende aktiekapital indbetalt optoges nu et lån på 5 mil. kr. i håb om, at man med disse midler kunne køre videre. Lånet ydedes af selskabets storaktionærer og bestyrelsen, desuden af Privatbanken og Landmandsbanken med hver 1 mil. kr. Som ny direktør ansattes efter Kliatschko’s afsked hr. de Conninck Smith. Dennes første opgave var at afvikle de løbende engagementer fra sin forgængers tid osv., og da dette arbejde var gjort, viste det sig, at tabet var vokset til ca. 14 mil. kr.

I den følgende tid blev der foretaget større forretninger, navnlig med hr. Katz i Buenos Aires, hvorved det for det meste drejede sig om regulære vareforretninger. Katz tilskyndede også handel i andre varer end korn; på hans initiativ importeredes bl.a. garveekstrakt fra Sydamerika, som atter fandt afsætning med god fortjeneste i første række til Ballin-koncernen. På Katz’ forslag blev hans agentur mod slutningen af 1919 omdannet i et selvstændigt argentinsk aktieselskab Sociedad General de Exportación, og kapitalen på 3

394

millioner Pesos optoges hos en argentinsk Bank mod Landmandsbankens og Privatbankens garanti. Også dette samarbejde førte til sidst til meget uheldige resultater. Katastrofalt blev det navnlig, at Katz i begyndelsen af 1920 gik i baissen i en periode, hvor både majs- og hvedepriserne var for opadgående. Derved tabtes mægtige beløb. Også de ustabile valutaforhold bidrog til, at selskabet kom ud for mange tabsvoldende dispositioner. Denne spekulation i samarbejde med en så erfaren mand som Mayer Katz slog altså ligeledes grundig fejl.

Ifølge regnskabet pr. 31. juli 1922 var tabet svulmet op til ca. 19 mil. kr. I general-forsamlingsberetningen fra november 1922 bemærkes bl.a.: “Sociedads regnskabsår går til 31. december 1922, og det må desværre befrygtes, at dels driften, dels likvidationen af værdierne dernede vil bringe yderligere tab”. Likvidationen var på dette tidspunkt endnu ikke helt afsluttet, men man gik ud fra, at tabet på det argentinske selskab og M. Katz’ dispositioner ville blive ca. 9 mil. kr., så det samlede tab måtte ansættes til 20½ mil. kr., muligvis noget højere. Landmandsbankens direkte tab ansattes på samme tidspunkt til 2.291.310 kr., foruden de beløb, som banken måtte indbetale for nogle af sine aktionærer, hos hvem den var hovedkreditor. Dog havde banken ganske vist i forvejen tjent store beløb på de pengeforretninger, den havde udført for “Nordisk Oversøisk Handelsselskab”.

Således endte æraen Mayer Katz. Aktionærerne fik aldrig de forventede friaktier. De måtte i stedet for indbetale hele aktiekapitalen for at kunne skaffe dækning for alle de tab, der i årenes løb var opstået. Man havde spillet grundigt fallit.

Bankkommissionens beretning resumerer:

“Selskabets tab kan i det store og hele henføres til hasarderede og mislykkede spekulations-dispositioner af dets to mest aktive disponenter, Kliatschko og M. Katz, for Katz’ vedkommende, som vist, ved en trods hovedsædets advarsler

395

indgået risiko i francs, kombineret med en mislykket baisse i hvede. Nordisk Oversøisk’s bestyrelse og de interesserede selskaber har selv bødet med store beløb for de urigtige dispositioner; Kliatschko er ikke blevet rig gennem de spekulationer, han førte selskabet ind i, men han har ganske vist undgået at bøde synderlig økonomisk for sine fejl. Den eneste, der egentlig har haft fordel af Nordisk Oversøisk, er den naturaliserede argentiner Mayer Katz, der har modtaget det store tantieme-beløb af 1 1/4 mil. kr., og som derefter er udtrådt af forbindelsen med Nordisk Oversøisk”.

i) Jøderne som børsspekulationens hovedmænd.

Forvovne og forrykte dispositioner som Det Transatlantiske Kompagnis vanvittige vareindkøb med transit til Rusland for øje (og senere til Polen, de baltiske lande og de mellemeuropæiske stater), eller som Hugo Rothenbergs omfattende illegale pengeforretninger, eller Ballins forrykte valutaspekulation, Heilbuths forslagne rederipolitik, Glückstadts og Heilbuths spekulation i malerier eller endelig Kliatschko’s og Mayer Katz’ fantastiske terminsspekulationer — alt dette var kun udslag af, udtryk for selve kræftskaden i det jødestyrede lands økonomi: Den hæmningsløse forbryderiske børsspekulation. Det var den, som på afgørende måde forrykkede hele landets finansielle situation. Den dannede grundlaget for det jødiske finansvælde, fordi jøderne netop gennem aktiespekulationen forstod at gøre landets mest fremtrædende mænd inden for politik, økonomi, landbrug osv. føjelige. Det var børsspekulationen, der hindrede Glückstadt og Ringberg i tide at lægge kortene på bordet og derved umuliggjorde en rettidig rekonstruktion af de selskaber, som var kommet ud i det værste uføre og derfor senere forvoldte banken nogle af de største tab, såsom Det Transatlantiske Kompagni og Ballin-koncernen. Det var børsspekulationen, der

396

skabte spilleånden i folket, det var den, der blev bestemmende for landets valutapolitik, skabte inflation og deflation efter kapitalens behov. Det var den, som til sidst førte med sig, at selve Landmandsbankens reorganisation kun kunne gennemføres på et aldeles uredeligt og uhæderligt grundlag, og at endog selve stabiliseringen af landets mønt, selve kravet om genindførelse af “den ærlige krone”, ikke blev til andet end kapitalmagtens middel til på ny at tyvstjæle fra folket og atter at underbygge den passive kapitals magt over de producerende erhverv.

Når der berettes om spekulationens overdrev, er det derfor nødvendigt til slut at foretage en speciel undersøgelse af den ved Landmandsbanken direkte eller indirekte fremmede aktiespekulation og at undersøge spekulationskonsortiernes særlige betydning.

Landmandsbankens egne børsengagementer, som ultimo 1920 var opgjort til et samlet beløb af 205 mil. kr., androg 1921 182 mil. kr. Deraf skal nævnes:

 Mil. kr. 
De Lunn'ske Konsortier40 
J. M. Levin & Co.30 
10 andre vekselerere20 
20 konsortier20 
Max Lester og Vald. Glückstadt17 
H. Heilbuth13 
31 større spekulationskunder42 
 ---- 
I alt182 

At medlemmerne i vekselererfirmaerne og konsortierne langt overvejende var jøder, er allerede i anden sammenhæng blevet nævnt. Her skal imidlertid gås nærmere ind på enkelte forhold vedrørende disse konsortial-spekulationer.

Med hensyn til de såkaldte Lunn’ske Konsortier drejede

397

det sig om en del spekulationskonsortier, som Landmandsbanken indrettede hos en af sine ældste forretningsforbindelser, firmaet Aug. Lunn & Co. Samarbejdet var indledt omkring året 1883. August Lunn (søn af oberst Ove Lunn) og sønnen Aage Lunn, som i den her omhandlede periode var indehavere af firmaet, var af ren arisk afstamning, men havde under krigen i ganske særlig grad finansielle interesser til fælles med Landmandsbanken. Navnlig samledes en stor del af de af vekselererne oprettede støttekonsortier, der senere afvikledes med så store tab, hos Aug. Lunn og Co. — Underskuddene blev for de enkelte vekselererfirmaers vedkommende pr. 31. december 1921 som følger:

 Ca. mil. kr. 
Jul. T. Levinsen1,30 
Aage Trier1,00 
Paul Philipson0,45 
M. H. Cohen & Lamm1,05 
Th. Schiøler2,80 
J. M. Levin & Co.0,25 

Firmaet Aug. Lunn & Co. selv fik under og efter verdenskrigen store lån fra Landmandsbanken, så gælden steg fra 464.000 kr. pr. 30. 6. 1914 til 1.206.000 pr. ultimo 1917, til 1,5 mil. kr. ultimo 1920 og endelig til ca. 2,2 mil. kr. pr. 16. 9. 1922. På sidstnævnte tidspunkt beløb desuden firmaets og Aage Lunns gæld på støttekonsortierne sig til ca. 3,2 mil. kr., så den samlede gæld til Landmandsbanken androg ikke mindre end 5,3 mil. kr. Med hensyn til konsortierne må imidlertid bemærkes, at direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg hørte til de mest fremtrædende deltagere. Der var tab på direktørernes andele allerede i 1918 og 1919. I Bankkommissionens beretning bemærkes herom, at de to direktører ved udtrædelsen i 1920 overtog aktier i D.F.D.S., Orient, Ø.K. og Ø.P., som i Landmandsbanken indlagdes på Konsortiet af 24. April 1918 A, hvorfra de senere

398

overtoges med tab af Konsortiet af 1. April 1917 (s. 77). Af selve den kendsgerning, at der til de Lunn’ske konsortier ved opgørelsen ultimo 1921 var udlånt ikke mindre end 40 mil. kr., kan man slutte, hvor nært firmaet Aug. Lunn & Co. har været knyttet til de jødiske finansinteresser.

Firmaet J. M. Levin & Co. (indehavere: Johan Levin og farbroderen Martin J. Levin; prokurist: Erik Heiberg) var et udpræget jødefirma, der allerede fra Landmandsbankens oprettelse havde hørt til denne banks nærmeste forretningsforbindelser: I virkeligheden har vi her med Landmandsbankens mest betroede vekselererfirma at gøre, som rigtignok også til sidst forvoldte banken langt de største tab. J. M. Levin & Co. favoriseredes fra Landmandsbankens side på enhver tænkelig måde. Overfor bankens almindelige kunder var det under krigen regel, at der krævedes en vis margin, når børspapirer skulle belånes, således at der f.eks. ydedes 65 pct. belåning af kursværdien på obligationer og bankaktier samt på Ø.K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, derimod 50 pct. på industriaktier og kun 40 pct. på de mindre dampskibsselskaber. Men for J. M. Levin & Co. gjaldt den særbestemmelse, at den ved kasselån kunne nøjes med en margin på 10 pct., og at banken endog ved en række af firmaets separate lån overhovedet ikke krævede nogen marginindbetaling, men at papirerne her belåntes til indkøbsprisen. Ifølge Kommissionsberetningen (s. 146) drejede det sig ved de sidstnævnte lån som oftest om konsortial-spekulationer, i hvilke igen bankdirektører Glückstadt og Ringberg for største delen var deltagere. Vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. gled i særlig grad med ind i den vilde spekulation, der bredte sig under verdenskrigen, hvorved det pådrog sig enorme forpligtelser overfor Landmandsbanken. Den 31. januar 1917 beløb firmaets samlede gæld til banken sig til ikke mindre end 63,8 mil. kr., hvoraf 19 separate lån talte de 41,8 mil. kr. Til sikkerhed tjente depotets værdi med ca. 61,7 mil. kr. Under trykket af det kursfald,

399

der indtrådte efter den skærpede undervandsbådskrig, foranledigede firmaet imidlertid en meget kraftig afvikling af de separate lån, således at firmaets engagement ultimo 1917 kun beløb sig til i alt 20,7 mil. kr., imod et depot på 19 mil. kr. Den 29. februar 1920 var firmaets stilling endnu nogenlunde gunstig, idet der overfor en samlet gæld på ca. 27 mil. kr. stod depoters værdi med 27,5 mil. kr. Men snart fulgte tilbageslagene, således at firmaets gæld allerede ultimo 1920 var 5,6 mil. kr. større end depotets værdi. Det udækkede gældsbeløb steg derefter pr. 31. december 1921 til ca. 9 mil. kr., opgjordes 16. september 1922 til ca. 19 mil. kr., medens det ifølge en af Centralanstalten for Revision og Driftsorganisation pr. 28. oktober 1922 udarbejdet status var vokset til ca. 20,2 mil. kr. Ifølge denne status bestod underskuddet i det enkelte af følgende poster:

 Kr. 
Tab på konsortierca. 4.300.000 
Tab på egne fonds3.400.000 
Tab på fondsdebitorer (spekulations-engagementer)8.700.000 
Lånedebitorer (forretnings-engagementer)5.100.000 
Driftstab 1. 1. 1920-28. 10. 19221.100.000 
 ---------------- 
I altca. 22.600.000 

I denne sammenhæng giver bankberetningen nogle meget interessante oplysninger om enkelte af de dispositioner, som voldte disse enorme tab. Således havde et konsortium af 24. juni 1920, i hvilket foruden firmaet J. M. Levin adskillige privatpersoner deltog, deriblandt direktør Max Ballin, et tab på ca. 1,1 mil. kr. Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg havde oprindelig deltaget i konsortiet, men var gået ud den 1. juni 1922 og havde betalt deres andel.

400

Spekulationen i dette konsortium var hovedsagelig foregået i Torms-, Ballins- og Det Transatlantiske Kompagnis aktier.

lånedebitorer tabtes ca. 3 mil. kr. på firmaet A/S E. L. Weimann (indehaver var Carl Salomonsens svigerfader Elias Louis Weimann og N. N. Abrahamsen), og ca. 1,2 mil. kr. på A/S Russo-Dania, i hvilken overretssagfører Carl M. Levin, svigersøn af etatsraad J. C. Ferslew, var formand i bestyrelsen. (Direktionen i dette aktieselskab dannedes af Levins svigersøn T. S. B. Drechsel samt P. R. Mosdal. Medlemmer af bestyrelsen var desuden dr.økonom. K. S. Leites, grosserer C. J. Schottländer, børskommissær Julius Schovelin, bankdirektør M. S. Plotnikoff og prokuristen i firmaet J. M. Levin & Co., vekselerer Erik Heiberg). Firmaet J. M. Levin havde desforuden også selv engageret sig i A/S E. L. Weimanns papirer og tabte derved ca. 2,2 mil. kr., således at det samlede tab i dette tilfælde beløb sig til 5,2 mil. kr. Angående årsagerne hertil bemærkes i Bankkommissionens beretning: “Om dette firma (A/S E. L. Weimann) har vekselerer Johan Levin forklaret, at det kom i vanskeligheder, fordi indehaverne havde haft et langt større privatforbrug, end forretningen kunne bære, og havde disponeret forkert. Den ene af deltagerne (dvs. N. N. Abrahamsen) havde ganske sindssvagt kastet sig over enkelte dyre juveler, som ikke kunne sælges, da konjunkturomslaget kom.” For at redde foretagendet overtog J. M. Levin & Co. 1,1 mil. kr. af selskabets aktier til kurs 200; men denne hjælpeaktion kunne ikke forhindre sammenbruddet; august 1921 standsede A/S E. L. Weimann & Co. sine betalinger, hvorefter det rekonstrueredes af Landmandsbanken. Ifølge Bankkommissionens beretning måtte der i dette tilfælde regnes med et samlet tab på ca. 6,5 mil. kr. I beretningen fremhæves endvidere, at blandt de private spekulationskunder fandtes også direktørerne Hugo Rothenberg og Max Ballin, af hvilke den første forvoldte firmaet et tab på ca. 1,8 mil. kr., den sidste på ca. 1,3 mil. kr. Hvortil her kun skal bemærkes, at Weimann, Rothenberg og Ballin

401

selvfølgelig er lige så renlivede jøder som Levin. De samlede tab ved det her omhandlede vekselererfirma ansættes til 22,5 mil. kr. —

Blandt de jødiske vekselererfirmaer, der efter verdenskrigen led en krank skæbne, befandt sig også firmaet Herman Meyer (indehavere: H. Meyer og J. Nathanson; prokurist P. Nathanson), der allerede fra 1908 stod i forretningsforbindelse med Landmandsbanken og endnu under krigen havde forstået at holde gæld og depotværdi i et nogenlunde rimeligt forhold til hinanden, således at der pr. 30. 11. 1918 overfor en gæld på 1,3 mil. kr. stod en depotværdi på 1,5 mil. kr. Men den 9. 2. 1920 var der en udækket gæld på ca. 126.000 kr., der indtil slutningen af samme år steg til ca. 400.000 kr. Senere udfærdigede firmaerne J. M. Levin & Co. og Th. Schiøler et kautionsbrev til Landmandsbanken, ifølge hvilket de erklærede sig villig til at indestå for firmaet Herman Meyers udækkede gæld, idet de gik ud fra, at der endnu bestod chancer for at redde foretagendet. Men i september 1921 måtte firmaet standse sine betalinger, og ved årsopgørelsen ultimo 1921 viste det sig, at det udækkede beløb var vokset til ca. 760.000 kr. Her led ikke blot J. M. Levin & Co. tab ved garantiydelsen, men også en anden af Landmandsbankens forretningsforbindelser, nemlig firmaet Th. Schiøler. Hos sidstnævnte firma konstateredes der ved opgørelsen den 16. september 1922 et udækket beløb på ikke mindre end ca. 5,5 mil. kr.; det viste sig, at firmaet var blevet særlig hårdt ramt ved at deltage i de Lunn’ske støttekonsortier, idet det herved forvoldte tab pr. 16. 9. 1922 androg ca. 3,9 mil. kr.

Næst (efter) J. M. Levin & Co. var M. H. Cohen & Lamm Landmandsbankens ældste forretningsforbindelse blandt vekselererfirmaerne. Indehaveren af det sidstnævnte rent jødiske firma var A. F. Lamm med sønnerne C. A. Lamm og H. P. Lamm; 1. prokurist var C. L. Moritz. Aron F. Lamm er navnlig kendt som formand for Revisionsbanken, i hvilken

402

egenskab han var ledende mand ved finansieringen af Arbejdernes Brændselsforretning og fremmede Parvus’ storstilede spekulationer i kul. Allerede før verdenskrigen havde i øvrigt firmaet M. H. Cohen & Lamm indladt sig på visse tabsvoldende dispositioner, således at Landmandsbanken måtte springe ind med en garanti på 20.000 £. overfor British Bank of Northern Commerce. Under og i de første år efter verdenskrigen havde firmaet endnu i det store og hele disponeret på forsvarlig måde med hensyn til børsengagementerne, således at der altid var fuld dækning for den gæld, det stod i til Landmandsbanken. Endnu ultimo 1920 var der — når der bortses fra tabet, som også dette firma led ved deltagelse i de Lunn’ske støttekonsortier — fuld dækning på bankens tilgodehavende på folio og kasselån, idet det tilsammen beløb sig til godt 900.000 kr., medens depotets værdi var på ca. 1,1 mil. kr. Men i løbet af 1921 indtrådte meget alvorlige komplikationer, således at der et år senere, den 31. december 1921, konstateredes et udækket beløb på 1,2 mil. kr. Og den 16. september 1922 var firmaets gæld på kasselånet ca. 388.000 kr. og dets andel i underskuddet ved støttekonsortierne hos Aug. Lunn & Co. ca. 1,4 mil. kr. Heroverfor kunne firmaet til sikkerhed kun stille depot på ca. 172.000 kr. Det udækkede beløb androg herefter ca. 1,6 mil. kr. på sidstnævnte tidspunkt.

Noget lignende så det til sidst ud med hensyn til firmaet Paul Philipson (indehaver P. Philipson, blandt prokuristerne H. G. Morville og C. Herforth), hvor den udækkede difference overfor Landmandsbanken den 16. september 1922 opgjordes til 2,2 mil. kr. Også for dette firma var der opstået tab ved deltagelse i de Lunn’ske støttekonsortier. Blandt de værdier, som her henlå som sikkerhed for gælden, kan nævnes 168.000 kr. Aarhus Oliemølle, 145.000 kr. Ballin & Hertz, 140.000 kr. Nielsen & Winther og 350.000 kr. Nordisk Metal-aktier. Hos firmaet Aage Trier udgjorde det samlede udækkede beløb ved den endelige opgørelse 3,3 mil. kr., hos

403

Jul. T. Levinsen ca. 5,1 mil. kr. Disse tre større firmaer måtte til sidst, efter Landmandsbankens sammenbrud, selv træde i likvidation. Mindre betydeligt var bankens krav overfor vekselererfirmaerne Tage Lehn Schiøler og Moritz Melchior & Co. (indeh. W. Melchior); det udækkede beløb androg her 107.000 kr. henholdsvis 70.000 kr.

Det fremgår af denne fremstilling tilstrækkeligt, at det overvejende var jødiske vekselererfirmaer, som stod i forretningsforbindelse med Landmandsbanken og i stærkeste grad var medvirkende ved den vilde børsspekulation, der blev så kraftigt stimuleret fra bankens side, men selvfølgelig også blev eftertrykkeligt fremmet fra de mere entreprenante jødiske vekselereres side. At herunder også d’hrr. Glückstadt og Ringberg personlig var interesseret i en del spekulationskonsortier, blev allerede nævnt ved undersøgelsen af firmaet Aug. Lunn & Co.’s stilling under krisen. Endnu skal blot tilføjes, at disse to storspekulanter ikke indskrænkede sig til den nævnte konsortiale deltagelse hos J. M. Levin & Co., men at Kommissionsberetningen nævner endnu to andre firmaer, hos hvilke Landmandsbank-direktørerne var deltagere i konsortial-spekulationer. Således har der hos vekselererfirmaet Jul. T. Levinsen været ført to konti med en omsætning på noget over 7 mil. kr., som førtes for O. Ringbergs regning à meta med vekselererfirmaet. Avancen androg her ca. 180.000 kr. Desforuden blev der hos vekselererfirmaet A. Vollmond & Co. (indeh. A. Vollmond og M. M. Warburg) ført ikke mindre end 12 forskellige børsspekulationskonti for direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg, hvorved der “på flere af kontiene omsattes millionbeløb og i flere tilfælde fremkom store avancer” (s. 77). Spekulationerne omfattede her hovedsagelig Ø.K. og D.F.D.S.; på en sukkerspekulation blev der tjent ca. ½ mil. kr.

Med hensyn til de to bankdirektørers spekulationer indeholder Bankkommissionens beretning endnu flere interessante oplysninger.

404

Således fremhæves det, at de hos J. M. Levin & Co. i de 7½ år, der er blevet undersøgt, var deltagere i 250 til 300 konsortier, og at det største antal konsortier, i hvilket de samtidig spekulerede — det var den 1. april 1917 — var 44. På nævnte tid var ca. 37,5 mil. kr. bundet i spekulationen, hvoraf de to bankdirektører var deltagere med hver 6 mil. kr. Finansieringen af disse spekulationer foretoges almindeligvis indirekte af Landmandsbanken, idet denne bank, hver gang dens direktører indledte en ny spekulation, stillede den fornødne kapital til rådighed som kasselån. Kun i undtagelsestilfælde overtog vekselererfirmaet selv en del af finansieringen. Lejlighedsvis blev også de to bankdirektørers anparter belånt hos Aug. Lunn & Co., som atter belånte dem hos Landmandsbanken, så banken også i et sådant tilfælde i sidste instans belånte sine egne direktørers spekulationer. Når der opstod tab på direktørernes anparter i spekulations-konsortier, blev de overført til Februar-kontoen; i tilfælde, hvor der ikke fandt en sådan overførsel sted, ses der ikke at være opstået tab. Bankkommissionens beretning kommer i øvrigt til det resultat, at etatsraad Emil Glückstadt ved de hos J. M. Levin gennemførte spekulationer har haft en samlet avance på 2,9 mil. kr. og tab til et samlet beløb på 2,3 mil. kr., således at nettoavancen androg 0,6 mil. kr. Med hensyn til direktør Ringberg androg avancen i alt 3,2 mil. kr., tabene 2,3 millioner og nettoavancen dermed 0,9 mil. kr.

LandmandsbankenOrientBallin 
D.F.D.S.Hafniakul 
TormØ.K.sukker 

De papirer, i hvilke der fandt størst omsætning sted, var:

hvorved der af D.F.D.S.-aktier omsattes ca. 55 mil. kr. nominelt, af Ø.K.-aktier ca. 24 mil. kr. og af Landmandsbank-aktier ca. 13,6 mil. kr. nominelt.

Bankkommissionens beretning giver dernæst en udførlig

405

redegørelse for spekulationerne i de enkelte papirer, som giver et grundigt indblik i de forrykte transaktioner, der til visse tider kunne finde sted. Dampskibsaktier var altid det taknemligste objekt; de var ofte ude for en ligefrem fantastisk kursudvikling. Bl.a. noteredes D/S Torm-aktier ved krigens begyndelse til ca. 125, steg august 1916 til 1600 og havde, inden friaktierne udstedtes i september 1916, en kursværdi omkring de 2700. Det var vel nok et papir, i hvilket der kunne spekuleres. Konsortial-deltagerne hos J. M. Levin & Co. tjener penge, så det forslår noget, et konsortium af 24. 4. 1915 (Gl. og R. hver 1/3) således ca. 68.800 kr.; en “konto Quinto” for Torm-aktier fik 1. juli 1915 udbetalt en avance på i alt 325.000 kr., og siden, indtil 3. maj 1916, i alt 814.000 kr. osv. Og naturligvis er det altid de rette mænd, der er med i spillet. Kraftig svindel drives der samtidig, idet der i 1920 i en vis periode manipuleredes med et fiktivt norsk tilbud om køb af Torm-aktierne. Hovedmanden i denne affære var prokurist Heiberg hos J. M. Levin & Co. og Steen Giebelhausen. For at give et begreb om, hvem der var særlig interesseret i Torm-aktier, skal kun henvises til sammensætningen af konsortiet af 24. 6. 1920 hos J. M. Levin & Co.: det var Emil Glückstadt og Ove Ringberg for hver 3/9, Max Ballin, H. Rothenberg og L. Schottlænder for hver 1/9.

Et kapitel for sig er også spekuationen i Dansk-Russisk Dampskibsselskabs aktier. Også med hensyn til disse aktier spiller norske opkøbsplaner en betydelig rolle. Mod slutningen af året 1917 forhandler nemlig ifølge Kommissionsberetningen nogle nordmænd med direktøren for dette selskab, Kay Reinhard, “om køb af aktiebesiddelsen i Dansk-Russisk og Northern Steamship Company”. Der forlanges 33 mil. kr. Overfor et sådant krav anser de norske interessenter det for klogere at forsøge at erhverve aktiemajoriteten i Dansk-Russisk til den gældende kurs 360. Nu får Kay Reinhard betænkeligheder, og han sætter alt ind på at forhindre, at nordmændene får den afgørende indflydelse inden for hans

406

selskab. Det er denne situation, nogle særlig entreprenante spekulanter forstår at udnytte, deriblandt Erik Glückstadt, direktør Glückstadts nevø. Bankkommissionen beretter herom følgende (s. 91):

“Den 3. januar 1918 forhandler han (Reinhard) om eftermiddagen med nordmændene om salget af Northerns aktier; samme dag forhandler han med Glückstadt om at købe den kvalificerede minoritet i Dansk-Russisk, for at nordmændene ikke skal kunne opløse selskabet og på den måde komme billigt til Northerns aktier. Reinhard giver Glückstadt ordre til for sin (Reinhards) og sin meddirektør, direktør Jensens regning at opkøbe hvad der fandtes på markedet af Dansk-Russisk’s aktier. Disse køb foretages på et Konsortium af 3. Januar 1918 bestående af de to herrer; der købes nominelt 836.000 kr. Dansk-Russisk til kurser fra 387 til 414, blandt andet fra Aug. Lunn & Co. Blandt de 508.000 kr., der købes igennem Aug. Lunn & Co., samles en del fra forskellige vekselerere og fra et konsortium, Dan-Rus, fra hvilket 120.000 kr. under 3. januar købes med en avance af 34.000 kr. Dan-Rus har samme dag købt posten 24.000 kr. billigere. konsortiet består af Aug. Lunn og Erik Glückstadt, der hver får 12.000 kr. i fortjeneste. Den 10. januar køber Aug. Lunn for regning Landmandsbanken alt op til 500 og køber blandt andet hos Palsby 260.000 kr. til kurs 500. Erik Glückstadt der må antages fra sin onkel eller fra sin stilling i banken at have haft nys om søfartens opkøb, køber à meta hos vekselerer Palsby den 7. januar nominelt 100.000 kr. Dansk-Russisk til kurs 425 à 430 samt dagen efter andre 100.000 kr. til kurs 450; disse aktier sælges den 10. januar på efterbørsen til Aage Lunn, der opkøber til topkursen 500. Erik Glückstadts fortjeneste har således været 60.000 kr.”

Direktør Reinhard var i øvrigt gået ud fra, at de af Landmandsbanken opkøbte papirer fra hans konto ville gå direkte over til selskabets uden fortjeneste. Det skete også for de 736.000 kr.’s vedkommende. Men ved restbeløbet opnås en avance på 100.000 kr., som Ringberg krediterer sin egen konto og som dermed ikke kom banken til gode.

Gang på gang viser det sig ved alle disse børsengagementer, at direktørerne Glückstadt og Ringberg på ganske ublufærdig måde udnytter det kendskab, de sidder inde med om de enkelte selskabers stilling og fremtidige

407

indtjeningsmuligheder til varetagelse af personlige interesser. Ja, man kan påstå, at diskretionsbrud til en vis grad ligefrem danner grundlaget og udgangspunktet for børsengagementerne. Sådan set var det hele ofte ren svindel og bedrag, da dispositionerne derved blev anlagt på at udnytte chancer, der med sikkerhed kunne forventes at indtræde og som man ud fra en bestemt forhåndsviden søgte at gøre sig til nytte ved de evindelige hausse-spekulationer. De lige omhandlede Erik Glückstadt’ske transaktioner viser fremgangsmåden. Også Cold-affæren (jvf. nedenfor 5 d) er meget brugbar til illustrering af dette forhold. Men endelig behandler også fru Glückstadt i sit ofte nævnte forsvarsskrift et eksempel, som nok er værd at tage med. Hun fortæller nemlig, at da hendes mand i maj 1920 fatter beslutningen om at trække sig helt ud af spekulations-konsortierne, måtte også salget af et vist parti af Ø.P.-aktier finde sted. Børskursen på disse papirer havde ved udgangen af april været 320%. Da nu konsortiet skulle likvideres, skal Ø.K. træffe bestemmelse om, til hvilken kurs aktierne i datterselskabet Østasiatisk Industri og Plantageselskab (Ø.P.) skal overdrages til banken, der skal overtage Glückstadts anpart. Fru Laura Glückstadt beretter nu (s. 119):

“Der (dvs. i Østasiatisk Kompagni) har man hævdet, at en kurs af 320% var uforholdsmæssig lav efter Ø.P.s endnu ikke offentligheden bekendte, men fortrinlige årsresultat. Med en sådan motivering har Ringberg fra den 5te til den 14de maj for Landmandsbankens regning købt pålydende 370.000 kr. aktier op til kursen ca. 320 til ca. 356; og pr. 14. maj opløses Syndikatet af 29. Oktober 1919, dels ved at banken (nominelt kontoen 1. februar 1917) tager pålydende 1 million kroner af dets Ø.P.-aktier til kurs 350, dels ved at Ø.K. køber en post til samme kurs.”

408

Syndikatets fortjeneste beløb sig i dette tilfælde til 600.000 kr., hvoraf Glückstadt fik en fjerdedel, 150.000 kr. Den anklage, der i denne anledning senere rettedes mod Glückstadt i rigsadvokatens anklageskrift under VII a, gik i dette tilfælde ud på, at Glückstadt havde opnået denne fortjeneste ved at lade banken købe aktierne til en uberettiget høj pris. Tiltalen lød her på svigagtig handling efter Straffelovens § 257, og efter denne påstand blev den tiltalte også dømt.

Selvfølgelig var Landmandsbankens forhold til Børsen også genstand for indgående undersøgelser ved domstolene.

Under forhandlingerne gav navnlig de af vekselererne Levin, Schiøler og Lunn afgivne forklaringer vægtige bidrag til belysning af dette spørgsmål. Levin skelnede i forhøret mellem “meningskonsortierne”, der havde til hensigt at købe papirer op for at tage en avance hjem, og de konsortier, der under hans ledelse dannedes for under ét at overtage en stor samlet aktiepost af banken til en bestemt kurs. Levin havde, for selv at skabe sig nogen sikkerhed, almindeligvis krævet, at Ringberg og Glückstadt (eller også banken selv) skulle gå med i konsortierne, og disse fik så betegnelsen OREG (Ove Ringberg, Emil Glückstadt). Der havde været i hundredevis af disse konsortier, og papirerne var vandret fra det ene til det andet konsortium. OREG havde således haft en omsætning på mere end 400 mil. kr. hos Levin. Den 1. juli 1921 havde Levin i sit forhold til banken et underskud på 8 mil. kr.

Vedrørende flere forhold rettede vekselererne alvorlige bebrejdelser mod banken. Således gaves der nogle interessante oplysninger om enkelte støttekonsortiers skæbne. Et sådant konsortium blev bl.a. oprettet den 13. oktober 1919 hos firmaet Aug. Lunn & Co. under ledelse af Aage Lunn med 1 mil. kr. Gorm og 1/4 mil. Dansk-Russisk. Emil Glückstadt forlangte derefter, at disse papirer skulle udleveres til banken uden nogen fortjeneste for konsortiet. Dette krav blev efterkommet, da han samtidig benægtede, at en nyordning af

409

disse selskaber var forestående. Men nogle måneder senere likviderede de begge, hvorved aktierne udbragte en væsentlig højere pris, end konsortiet havde afregnet til. I begyndelsen af 1920 lå Støttekonsortiet af 13. Oktober 1919 endnu med et par millioner kroner Landmandsbank-aktier, som Lunn havde ønsket at skille sig af med. Men det ville Ringberg imidlertid ikke gå med til, ligeså lidt som han ville tillade en opløsning af konsortiet. Resultatet var, at konsortiet blev hængende på denne aktiepost.

Ligeså hensynsløst forstod de to Landmandsbank-direktører også at sikre deres private interesser i syndikatet i Ø.P.-aktier, som oprindelig bestod af interessenter, repræsenterede dels af Landmandsbanken, dels af Ø.K. Dette syndikat havde i tiden fra 3. december 1918 til 20. november 1920 købt godt 2 mil. kr. Ø.P.-aktier til kurser mellem 250 og 320 samt 820.000 kr. Ø.K.-aktier. I første halvdel af maj 1920 købtes yderligere 320.000 kr. Ø.P.-aktier til kurs 355, og da denne transaktion var afsluttet den 14. maj, overførtes endnu den selvsamme dag 1 mil. kr. Ø.P.-aktier til Februar-kontoen til kurs 350, hvorved syndikatet opnåede en avance på i alt 991.000 kr. Deraf udbetaltes ikke mindre end 516.000 kr. til Glückstadt og Ringberg. Efter at denne transaktion var gennemført, stod Glückstadt og Ringberg endnu med 410.000 kr. Ø.K. og 422.000 kr. Ø.P.-aktier, som de formåede at afsætte med god fortjeneste til nye konsortier, et Trio-konsortium ved J. M. Levin og et Quarto-konsortium ved Aug. Lunn & Co. Senere, da de herrer Glückstadt og Ringberg ønskede at trække sig ud af aktiespekulationen, overførtes deres egne anparter til Februar-kontoen, medens deres medspillere i “Trio” og “Quarto” atter blev hængende på deres aktier. Således blev altså også vekselererne til tider grundig snydt og bedraget af de to nævenyttige Landmandsbank-direktører.

Da Bankkommissionens beretning i januar 1924 kom frem for offentligheden, var det naturligvis i første omgang ikke mulig for systempressen at frikende jøderne for det

410

forfærdelige ansvar, de havde påbebyrdet sig ved deres grænseløse svindel. Men på den anden side søgte pressen efter evne at dæmpe ophidselsen og at aflede opmærksomheden fra de rigtige skyldige. På dette område yder “Social-Demokraten” en særlig indsats, idet dette blad retter en — i og for sig ikke uberettiget — kritik mod daværende udenrigsminister Cold* for derved at pointere, at det ikke blot var jøder, men også gode danske mænd, der gik med ind i det vilde spil. Bladet er navnlig forarget på prof. L. V. Birck, som har anset det for påkrævet at forsvare Cold mod påstanden om, at han har spekuleret i sit eget selskabs, D.F.D.S.’s-aktier på en måde, der blandt menigmand måtte anses for æreløs. “Social-Demokraten” mener heroverfor at måtte gøre gældende, at prof. Birck ikke er helt upartisk i sin bedømmelse af forholdene og åbenbart kun er rede til at føre kniven uden gnist af sentimentalitet, hvor det drejer sig om at ramme “en bestemt kategori af medborgere”. Bladet bemærker hertil i sin ledende artikel den 31. januar 1924 bl.a. følgende:

“Jøderne, både de levende og de døde, både de fuldblods og de mere eller mindre blandede, får intet eftergivet, hvor prof. Birck er dommer. Men hvor har han til gengæld været mild mod de “hvide”. Hvor har han f.eks. trolig fulgt det program, han opstillede, da han i et anfald af løsmundethed sagde: “Lad elefanten gå i sin grav som den rene hædersmand, han aldrig har været.” Og hvilken grænseløs trofasthed ligger der ikke i den “sympati for Cold, der er lige så stor nu som før”.

Hr. Birck havde i sit indlæg den frejdighed at sige til os, at han meget ville beklage, dersom afsløringen af systemet kun skulle munde ud i angreb på personerne. Det siger han, hvis hele bestræbelse bevidst eller ubevidst har været den at udpege syndebukke af en så ensartet farve, at al opmærksomhed og harme bortlededes fra systemet og fik en retning, der

*) Jvf. nedenfor 5 d.

411

rummede en appel til instinkter, som så ofte før er anvendt i et råddent systems tjeneste. Det er just vore angreb, rettede mod alle de skyldige uden fjerneste hensyn til hudfarve, afstamning, tro eller politisk stade, der har naglet det kapitalistiske system fast til anklagebænken.” —

Det kan næppe forbavse nogen, at marxismens landsorgan tager således på vej mod Birck, da det jo nu engang hører til Socialdemokratiets ideologi, at man ikke kan gøre forskel på mennesker, og at lighedsprincippet under alle omstændigheder må hævdes. Men det burde dog i dette tilfælde, trods al hengivenhed for partidoktrinernes jødiske ophav, ikke have afholdt bladet fra at holde sig til de nøgterne kendsgerninger. Og disse er nu engang, at jøderne var de ledende mænd i al spekulation, at Danmark uden jødernes indsats aldrig havde oplevet Landmandsbank-katastrofen, og at jøderne netop i denne sammenhæng viste, at deres samvittighedsløshed i udbytningen af deres medmennesker ikke har forandret sig og karakteriserer racen nu som altid før i tiden, og at deres stræben efter at blive de herskende inden for samfundene gennem kapitalmagten, nu som til alle tider er det ledende motiv i alle deres handlinger og gerninger. Det har uden tvivl været meget ubehageligt for systempressen inkl. “Social-Demokraten”, at Bankkommissionens beretning side op og side ned har måttet berette om de bedrifter, mænd med navne som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Rothenberg, Levin, Weimann, Cohn, Dessau, Kliatschko, Nathanson, Trier, Lester, Melchior, Bing, Hertz, Katz, Salomonsen, Abrahamsen, Kobritz osv. har på deres samvittighed; men der kunne jo nu engang ikke nævnes andre navne, når der skulle være tale om dem, der stod forrest i dansen om guldkalven. At der ved siden af dem så også findes talrige, alt for talrige personer med ærlige danske navne, der har ladet sig forlede til at gå med ind i dansen, må ikke dølges, tværtimod! Men det skal ikke give anledning til at forringe eller fortie jødernes primære ansvar. Når Bankkommissionen med største omhu har undgået at betegne blot

412

en eneste af de nævnte mænd ved deres race, er dermed vel taget tilstrækkeligt hensyn til systempressens, specielt marxistorganets ømfindtlighed. — Og i øvrigt burde “Social-demokraten” huske, at dets parti jo selv var repræsenteret i det ministerium, der tålte en jøde som finansminister og tillige havde det allerstørste ansvar for den under krisen indledte vare-, aktie- og valutaspekulation. Det var jo nu engang en kendsgerning, at børsjobberiet var jødernes værk.

I hvilken grad denne sidste påstand svarer til virkeligheden, kan yderligere bevises på grundlag af en officiel undersøgelse over børsspekulationen, som foretoges af Landsoverskatteraadet for året 1916 og som publiceredes i maj 1918.* Da opgørelsen giver et samlet overblik over børsspekulanternes fordeling inden for hele landet, skal dennes hovedresultater her kort refereres.

Det viste sig bl.a., at der i 1916 fandtes 6.959 personer i Danmark, som havde haft en omsætning på mindst 100.000 kr. i effekter, beregnet efter de købte og solgte papirers sammenlagte værdi. Kun for et mindretals vedkommende drejede det sig her om omsætning, der ikke var foretaget i spekulationsøjemed.

Og hvem var nu med i dette børsspil? Ja, hovedparten sad selvfølgelig i København, Frederiksberg og Nordre Birk. Her boede de 4.293, medens provinsbyerne tilsammen kun havde 1.818 og landdistrikterne endda kun 848 “spekulanter”. Det vil sige, at på hver 10.000 indbyggere faldt der i hovedstaden 66, i provinsbyerne 30 og i landdistrikterne kun 5, som hørte med til denne kategori. Indenfor hovedstadens område spekulerede 11,9 promille af indbyggerne i Nordre Birk — hvor jo også en særlig stor del af de jødiske pengemagnater er bosiddende, som i Charlottenlund, Gentofte og Klampenborg …

*) Meddelelser fra Landsoverskatteraadet: Indkomst- og Formueansættelser for Aaret 1916. Med et tillæg om “Børsspekulanterne” i 1916. Kbh. 1918.

413

… medens forholdstallet i Frederiksberg var 6,4 og i selve København 5,5 promille. Antallet af den her omhandlede kategori af medborgere beløb sig i Odense til 216, i Ålborg til 156, både i Aarhus og i Randers til 99 osv. Også nogle mindre provinsbyer som Kalundborg, Ringsted, Holbæk, Maribo, ja endog Rødby var ganske godt med. I småbyer som Stubbekøbing, Nibe, Ebeltoft og Ærøskøbing samt i fire byer på Bornholm fandtes imidlertid slet ingen, der var gået med i spillet. Med hensyn til landdistrikterne stod Maribo Amt, hvor sukkerfabrikationens gunstige vilkår formodentlig havde givet godtfolk blod på tanden, forrest. Her fandtes 324 børsspekulanter. Hele det øvrige lands landdistrikter talte altså kun godt og vel 500, som var interesseret i børsomsætningen, og hvoraf sikkert adskillige må søges blandt godsejerne; andre af dem hørte til den kategori, som ikke handlede med papirerne i spekulationsøjemed.

I den nævnte statistik nævnes endvidere, at det langt overvejende var grosserere, bankdirektører og -funktionærer, købmænd samt i et forholdsmæssig stort antal handels- og kontormedhjælpere, der var med i spillet. Dernæst 162 sagførere, 40 journalister, 141 militære, 146 statsembedsmænd og statstjenestemænd. Hvis navnene på disse mænd kom frem, ville man jo let kunne konstatere, at jøderne var særligt stærkt repræsenterede. Derimod mangler bonden, arbejderen, den jævne købmand og håndværker.

Om jødernes skattemoral i disse spekulationens tider kan der i denne sammenhæng også antydes et og andet.*

*) Mange af de mest fremtrædende storkapitalister boede allerede under krigen i Gentofte Kommune. Efter at det for højfinansen så gyldne år 1916 var afsluttet, kunne Ekstrabladet den 3. april 1917 bringe nogle oplysninger om skatteansættelserne for enkelte af de rigmænd, der boede i denne kommune. Deriblandt nævnes som største skatteyder direktør Siegumfeldt fra svovlsyrefabrikkerne, som skal betale 62.500 kr., svarende til en indkomst på ca. 2 mil. kr. Dernæst meddeles, at bl.a. Emil Glückstadt er ansat til en indkomstskat på 35.712 kr., F. Steen Giebelhausen til 31.280 kr., grosserer Peschcke-Køedt til 27.780 kr. og etatsraad H. N. Andersen til 21.127 kr. Brødrene Martin og Benny Dessau skulle herefter betale hver godt 9.000 kr. osv. Når man tænker på de mægtige indtægter, disse finansmænd givetvis havde haft i året 1916, dvs. i det år, da landet skal have indtjent ca. 1.000 mil. kr., der selvfølgelig i alt overvejende grad er kommet den her omhandlede type af storkapitalister til gode, må man sige, at skattebeløbene har været utrolig ringe.

414

Skattemyndighederne forholder sig naturligvis — for så vidt det drejer sig om navns nævnelse — tavse, men hvem tvivler vel om, at de følgende smukke historier om skattesnyderi, som departementschef Hiort-Lorenzen fortalte på Landsoverskatteraadets møde den 6. januar 1917, netop refererer til driftige jødiske forretningsmænd. Hiort- Lorenzen berettede bl.a.: “Der var således en mand, som havde opgivet 300.000 kr. i indtægt. Skatteraadet satte ham til 3 millioners indtægt og 5 millioners formue. Han klagede til Landsoverskatteraadet. Men da han skulle føre bevis, erklærede han, at han ikke havde ført bøger i 1915, og at han havde tilintetgjort de papirer, der udviste hans omsætning. Hans skattebillet lyder på 880.000 kr. Det bliver vist ikke så nemt for ham at komme ned derunder — så uforsigtig han har været!” Eller: “En tredje havde omdannet sin forretning til to aktieselskaber, og han er så godt som eneste aktionær i dem begge. I det ene indrettede han det sådan, at aktionærerne kun får 5 pct., medens han selv i tantieme får 400.000 kr.! I det andet selskab var der et tilsvarende tab; han var så ædelmodig at påtage sig at dække hele tabet. Det skulle så gå lige op, og der var så ingen skat af betydning at betale! Samme mand ejer to villaer, som han ikke regner til formue, og han er direktør i flere selskaber. Men den kritik, der er øvet mod ham, har affødt tre grove breve”. Vedrørende Børsens spekulanter bemærker departementschefen, at det i Kjøbenhavns Amt havde vist sig “at 9/10 af spekulanterne har givet urigtige oplysninger”. Og til bevis for, hvor ejendommeligt enkeltmand af de forskellige

415

befolkningskredse reagerede overfor spørgsmålet om, hvad der ved børsspekulation er indtægtsforøgelse, nævnte han det følgende karakteristiske forhold: “Vi har haft tilfælde ude på landet, hvor gårdmandsenken og mejeribestyreren har skønnet rigtigt over, hvor meget de har tjent på Børsen, medens den stedlige bankdirektør og en mægler og en godsejer har savnet denne forståelse”.

Næste kapitel: 4. Landmandsbankkatastrofen

Det tredie Ting – 1. del