Det tredie Ting (1. del) – 4. Kapitel

Sand Historie

4. LANDMANDSBANKKATASTROFEN

a) Hvordan bankens forhold forværredes i de første efterkrigsår.

I september 1920, da Emil Glückstadt kom tilbage fra Paris for i nogle dage at tage ophold i København, havde han bl.a. lejlighed til at tale med vekselerer Eiler Lehn Schiøler om situationen på aktiespekulationens område. Schiøler fremhævede, at stillingen var meget alvorlig og meddelte bl.a., at hans eget firma var inde i meget omfattende engagementer til et samlet beløb på 45 millioner kroner. navnlig påpegede han de store vanskeligheder, støttekonsortierne var ude for. Det blev altså klart, at banken langt om længe måtte foretage sig noget for at forebygge alt for store tab på deltagerne i disse transaktioner. Til beskyttelse af de specielle kunder, som var engageret deri, lod Landmandsbanken derfor i begyndelsen af 1921 større poster aktier overføre til Konsortiet af 1. Februar 1917, hvorved banken i første omgang overtog dækningen af tab til et samlet beløb på 4,6 mil. kr. Bankkommissionens beretning meddeler endvidere, at på nævnte tidspunkt blev også en nyordning truffet med hensyn til det store konsortium i Nordiske Kabel- og Traadfabrikker samt syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og Gummisyndikatet, hvorved der yderligere påførtes banken tab på ca. 6 mil. kroner. Men dermed var de tvivlsomme engagementer langtfra alle ude af verden. Håbløs begyndte bl.a. stillingen at blive for Det Transatlantiske Kompagni, navnlig efter

417

at forhåbningerne om genoptagelsen af de russiske handelsforbindelser viste sig ikke at holde stik. På samme måde forvoldte talrige industriselskabers stilling banken alvorlige bekymringer.

For at imødegå de på spekulationskontiene opståede tab anordnedes derfor fra direktionens side, at der af overskuddet på årsregnskabet for 1920, i alt 53,4 mil. kr. (filialernes etablerings-konto og inventar-kontoen iberegnet i driftsregnskabet), skulle henlægges et beløb på 16 mil. kr. som skjult reserve. På indtægtssiden blev samtidig følgende poster nedskrevet:

 Fra mil. kr.Til mil. kr. 
Indvunden rente27,222,5 
Kursgevinst og rente af obligationer og aktier11,62,5 
Rente og agio af udenlandsk valuta12,08,0 
... medens de øvrige poster bibeholdtes i den oprindelige størrelse, nemlig: Saldo pr. 1919 14,1 
Provision 6,0 
Hypoteksafdeling 0,3 
  ------ 
  53,4 

Af de fradragne poster blev derefter, som allerede andetsteds (s. 249 flg.) nævnt, 9,9 mil. kr., som skjulte reserver, overført til februar-1917-kontoen.

En anden omfattende hjælpeforanstaltning gennemførtes med hensyn til Landmandsbankens egne aktier, som banken ifølge den nye banklovs § 13, 1. stk. skulle opføre under sine beholdninger af værdipapirer, og som ifølge lovens forskrifter højst måtte udgøre 10 pct. af bankens samlede aktiekapital. Herom blev det i bestyrelsesmødet besluttet “at overføre alle obligationer til obligations-konto og 50 millioner af aktierne til aktie-konto. Det overskydende beløb af aktier skulle da

418

ejes af et aktieselskab, der også ved større svingninger på aktie-konto skulle kunne virke regulerende”. Denne ordning vedtoges, omendskønt den var tydeligt i strid med Bankloven. Som dette støtteselskab skulle nu A/S ERGOR virke, et selskab, som havde bestået allerede siden 1916 og oprindelig havde med ejendomskøb at gøre, men ifølge den nye ordning også skulle påtage sig “at anbringe kapital i værdipapirer med eller uden pant og at drive anden dermed i forbindelse stående virksomhed”. Selskabets firmanavn dannedes af forbogstaverne i de to interesserede direktørers navne, Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg. Selskabet Ergor kom senere til at spille en fremtrædende rolle ved forskellige støtteopkøb, men også ved foranstaltningen til afstivning af Det Transatlantiske Kompagni. I det her omhandlede tidsrum tilskød banken desuden Det Transatlantiske Kompagni nye midler, idet kompagniet som modydelse deponerede Rekylriffel-aktier.

Dog forholdene forværredes fra måned til måned, og langt om længe blev det også bestyrelsen og bankrådet klart, at der måtte indledes mere gennemgribende foranstaltninger. Personelle nybesættelser foretoges. Den 7. september 1921 meddeltes det i bankrådet at departementschef K. Riis-Hansen var blevet ansat som direktør, medens overformynder Friis var blevet valgt til bestyrelsesmedlem. Ringberg blev alvorligt syg og havde fra den 17. august 1921 praktisk talt trukket sig tilbage fra bankarbejdet. Den 14. april 1922 døde han* I december 1921 meldtes også Glückstadt som alvorlig syg, lidende af angina pectoris [hjertekrampe, indtræffer som anfald]. Nyordningen inden for Det Transatlantiske Kompagni, hvor C. J. Michaelsen og Knud Sthyr havde indtaget ansvarlige stillinger, medførte, at …

*) Jvf. “Berlingske Tidende”s nekrolog over Ove Ringberg den 15. april 1922, i hvilken det hedder til slut: “De ganske uretfærdige bagtalelser, han blev genstand for, bragte hans sygdom til heftigt udbrud. Der er godtfolk, som skal vide, at de nu har medskyld i denne gode og fremragende dygtige mands alt for tidlige død”.

419

… Harald Plum ved årets slutning trådte tilbage som administrerende direktør.

Dog, samtidig med disse nybesættelser og hjælpeforanstaltninger bredte uroen om banken sig. Endog på Rigsdagen diskuteredes bankens stilling, idet dennes og firmaet J. M. Levins fortvivlede forhold kom på tale den 21. oktober 1921*. Og rygterne bidrog særligt til at fremkalde et stigende udbud af Landmandsbank-aktier.

For nu at imødegå den voksende mistillid og for samtidig at skabe grundlaget for den ekspansive bankpolitik, banken endnu i januar 1922 var inde på, satte bankråd og bestyrelse denne gang alt ind på så hurtigt som muligt at fremkomme med årsopgørelsen for året 1921. Der skulle fremlægges et glimrende årsresultat, koste hvad det ville. Regnskabet skulle endvidere forelægges offentligheden just som forhandlingerne om rekonstruktion af Københavns Diskonto- og Revisionsbank stod på — og som ganske uventet efterfulgtes af forhandlinger om en sammenslutning mellem den Private Laanebank og Landmandsbanken. Højesteretssagfører Bülow, Landmandsbankens særligt betroede juridiske rådgiver, og K. Riis-Hansen, Landmandsbankens nye direktør, var særlig ivrige efter at støtte Emil Glückstadt i hans bestræbelser for at overtage disse to hovedstadsbanker. Højesteretssagfører Bülow havde bl.a. benyttet sin stilling som formand i Nationalbankens bestyrelse til allerede på et tidligt tidspunkt under forhandlingerne om Diskonto- og Revisionsbankens rekonstruktion at give en vicedirektør i Landmandsbanken lejlighed til at gennemgå det materiale, Diskontobanken havde indgivet til Nationalbanken, for at undersøge, hvorvidt der kunne skabes et grundlag for en rekonstruktion. Og direktør K. Riis-Hansen havde i sammenhæng hermed udarbejdet et forslag til sammenslutning af begge banker, medens Diskonto- og Revisionsbankens direktør, J. Hassing Jørgensen, derimod ønskede,

*) Jvf. nedenfor afsnit 5 a.

420

at hans bank skulle føres videre som et selvstændigt foretagende efter nedskrivning af aktiekapitalen og tilførsel af ny kapital.*

Forhandlingerne om denne sag fandt sted i de sidste dage af januar 1922. Den endelige rekonstruktion vedtoges søndag den 29. januar 1922. I den sidste forhandling forelå til drøftelse det af K. Riis-Hansen udarbejdede udkast, som ifølge Bankkommissionens beretning bl.a. gik ud på, at alle fire hovedbanker skulle støtte Landmandsbankens overtagelse af den nødstedte bank ved tegningen af en garantifond, på hvilken Landmandsbanken skulle kunne trække efterhånden som afviklingen af de forskellige engagementer fandt sted. Også på anden måde skulle de fire hovedbanker efter dette udkast være medvirkende til, at Landmandsbanken kunne udvide sit virkeområde ved den tilstræbte fusion. Således skulle der af den dannes et aktieselskab med det formål at overtage Diskonto- og Revisionsbankens ejendomme, som Landmandsbanken ikke ønskede at være interesseret i. I øvrigt ønskede Landmandsbanken selv at bestemme, til hvilken pris Diskontobankens aktiver skulle overtages. Der var endvidere fastsat bestemmelser for det tilfælde, at der skulle opstå uoverensstemmelser ved vurderingen af de overtagne værdier, hvorved det foresloges, at Nationalbanken skulle mægle osv. Forslaget forelagdes forsamlingen af Emil Glückstadt i det afsluttende møde søndag den 29. januar, hvor repræsentanterne for alle hovedbanker var til stede. Det blev blankt afvist. Derimod blev rekonstruktionsforslaget, som det var udarbejdet af J. Hassing Jørgensen, i det væsentlige godkendt og straks gennemført. For Glückstadt og Riis-Hansen var dette forhandlingsresultat et afgjort nederlag, da de havde alt forberedt …

*) Københavns Diskonto- og Revisionsbank var på dette tidspunkt den fjerdestørste hovedstadsbank. Aktiekapitalen androg 48 mil. kr., og aktiverne opgjordes ultimo 1920 til ca. 418 mil. kr. Landmandsbanken ville altså have opnået en meget betydelig virksomhedsforøgelse, hvis sammenslutningen var blevet gennemført.

421

… til sammenslutningen, og ifølge Bankkommissionens beretning endog “foruden det i detaljer udarbejdede hovedforslag havde ladet udarbejde en henvendelse i pressen, der skulle klargøre den foreslåede ordnings fortræffelighed for offentligheden!”

Den gik altså ikke. Des mere Held havde Landmandsbankens direktører i deres bestræbelser for at overtage Kjøbenhavns Private Laanebank. Her drejede det sig om et foretagende, som var helt igennem solidt og navnlig rådede over forholdsvis rigelig likvide midler, og som derfor under normale forhold ganske roligt kunne have fortsat sin virksomhed, men under den nervøsitet, der bredte sig ved meddelelsen om Diskonto- og Revisionsbankens rekonstruktion, kom ud for vanskeligheder og i nogle dage så sig nødsaget til i forceret tempo at optage egne aktier. Overfor denne situation tabte lånebankens direktion hovedet. Da greb Landmandsbanken øjeblikkeligt kraftigt ind. Denne chance skulle sandelig ikke gå tabt. Her var det atter højesteretssagfører Bülow, der tog initiativet, idet han sammen med Landmandsbank-direktør Emil Rasmussen, der var svoger til formanden i Laanebankens repræsentantskab, Carl Herforth, ved forhandlinger under hånden forstod at dreje udviklingen sådan, at Landmandsbanken opnåede at overtage denne bank ved regulær overrumpling. Krisen skærpedes for hurtigt, udbuddet af Laanebankens egne aktier var steget alt for stærkt til, at Laanebankens direktør formåede at skabe udveje ved egen hjælp. Den 28. januar 1922 havde banken endnu kun ligget med en beholdning på 88.200 kr. i egne aktiver. Uroen ved Københavns Diskonto- og Revisionsbanks rekonstruktion havde til følge, at banken i dagene fra den 30. januar til den 3. februar måtte optage 724,000 kr. egne aktier og yderligere belåne 341.000 kr. egne aktier. Lørdag den 4. februar lå banken inde med en beholdning på 1.153.200 aktier, enten opkøbt eller belånt, og i løbet af nævnte dags formiddag blev den lovligt tilladte 10 procents grænse nået. Da syntes det,

422

som om intet mere kunne reddes, og i løbet af én dag blev derfor sammenslutningen med Landmandsbanken vedtaget. Afgørelsen faldt atter på en søndag — den 5. februar 1922. Så pludseligt gennemførtes nyordningen. Bankinspektøren frarådede telefonisk sammenslutningen, men handelsminister Tyge I. Rothe gav straks den fornødne godkendelse!

Det var specielt under hensyn til disse forhold, at Landmandsbanken bestræbte sig for, hurtigst muligt at forelægge årsregnskabet for 1921 med et vel gennemtænkt flot resultat. Men vanskelighederne var rigtignok tusind gange større end hos den Private Laanebank, og opkøbet af egne aktier lå her allerede ved slutningen af 1921 op imod de 50 pct. (!) og androg omkring 1. februar daglig ½ mil. kr. og mere (!!), men her følte man sig ikke sådan forpligtet til at holde sig lovens bestemmelser efterrettelig, end mindre til at give offentligheden tilforladelige oplysninger om bankens forhold. Derfor tillod man sig også mandag den 6. februar 1922 at lade pressen tilgå følgende meddelelse om bankens stilling:

“I det mandag i Landmandsbanken afholdte bankrådsmøde fremlagdes regnskabet for 1921. Overskuddet, indbefattet overførslen, kr. 16.850.532 fra forrige år, andrager kr. 64.521.661. Herfra går omkostninger og skatter, i alt kr. 17.346.507. Til afskrivninger for tab medgår kroner 25.867.937. Den statutmæssige henlæggelse til dispositionsfonden andrager kr. 769.320. udbyttet fastsættes til 10 pct. Bankens samlede reserver andrager herefter kr. 50.769.230 foruden overførsel til næste år af kr. 9.614.909”.

Denne meddelelse modtoges naturligvis med største tilfredshed i hovedstadspressen. “Berlingske Tidende” mente, at regnskabet, der var imødeset med så megen interesse, ville virke overordentlig beroligende. Og der tilføjes: “Det er et

423

uhyre interessant regnskab. Tallene viser, at Landmandsbanken i det forløbne år har drevet en stor og betydelig forretning med et glimrende udbytte, og at der er ført en håndfast og forudseende konsolideringspolitik”. “Børsen” og “Social-Demokraten”* er endnu mere højtstemte i deres anerkendelse af denne fremragende institution, der kan flotte sig med et overskud på 64,5 millioner kroner og er så fremsynet i tide at anvende ca. 36 mil. kr. til konsolidering. Det var vel nok godt gjort. “Børsen” bemærker: “At karakterisere det regnskab, der her foreligger, som tilfredsstillende, er kun et afstumpet udtryk for det udmærkede resultat, Landmandsbanken har nået gennem sin virksomhed i det forløbne år”. (Fremhævelser som i bladet selv!) Ja, sandelig! “Børsen” fremhæver, at sammenlignet med det foregående år betegnede det indtjente driftsoverskud, en ny fremgang, og det bekræftede således det indtryk, at det forløbne år trods alle vanskeligheder bankmæssig set ingenlunde havde været dårligt. Og med hensyn til de midler, som blev henlagt i konsoliderings-øjemed, fremsættes dernæst følgende yderst karakteristiske betragtninger:

“Først og fremmest anvendes til afskrivninger af tab 25.867.937 kr., og hermed har man, efter hvad vi erfarer, gjort fuldt op med alt, hvad der kan påregnes af tab på foreliggende engagements. Det gælder specielt også, Det Transatlantiske Kompagni, der er under rekonstruktion, og hvis forhold man nu er i stand til fuldt ud at overse. Ethvert tab, som kan flyde af Landmandsbankens forbindelse med dette selskab, er taget i betragtning ved den foreliggende opgørelse og inkluderet i den nævnte afskrivning”.

Det var ren besked, givet på grundlag af de oplysninger, Landmandsbanken selv havde ladet bladet tilflyde, og

*) Jvf. nedenfor afsnit 5 e.

424

som gengav det resultat, direktør K. Riis-Hansen nu mente at være nået til i sine undersøgelser af forholdene hos Det Transatlantiske Kompagni. Det var jo de nye mænd, der gav disse oplysninger. Kompagniet stod på dette tidspunkt ikke mere under Harald Plums ledelse, men under ledelse af direktør Knud Sthyr, medens C. J. Michaelsen var kommitteret i dets bestyrelse! Nye mænd stod ved roret, men de var tydeligvis kraftig inficeret af den sorgløshedens, for ikke at sige korruptionens ånd, som havde bredt sig inden for alle Landmandsbank-kredse. Thi disse nye oplysninger var grundfalske fra først til sidst! — Landmandsbank-direktøren Riis-Hansen måtte også senere lide straf for det medansvar, han havde, netop for affattelsen af årsregnskabet for 1921. Med dette in mente, forstår man også, at Stauning senerehen i anledning af Harald Plum-processen i rigsdagsforhandlingerne krævede, at også spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret for Det Transatlantiske Kompagnis regnskab for året 1921, burde have været gjort til genstand for retslig undersøgelse.

Sagen er så meget mere ubegribelig, som de nye ansvarlige mænd ved egne undersøgelser netop var kommet til erkendelsen af, hvor håbløs forholdene inden for Det Transatlantiske Kompagni var. Endnu den 12. januar 1922 havde Carl J. Michaelsen i en udførlig redegørelse til etatsraad Glückstadt — en skrivelse, som findes optrykt i Bankkommissionens retsforhandlinger 1, s. 35 — meddelt, at han efter en foreløbig gennemgang af regnskaberne mente at måtte ansætte de samlede tab pr. 1. januar 1922 til 110 millioner kroner. Derved ansloges tabene hos Russisk Handelskompagni, Russisk Asiatisk Kompagni, East Sibirian Company og Th. Lund & Petersen alene til 38 mil. kr. Der regnedes med fuldt tab af de russiske værdier, medens derimod tabene på stålindustrien, Frysningskompagniet, Landbrugsmaskin-Kompagniet og Industrial Trading Co. endnu ikke var medregnet. Desuden nævnes, at der måtte regnes med, at de anslåede tab i indeværende år (dvs. 1922 ) ville blive forøget med

425

renter til et samlet beløb på ca. 6 mil. kr. og med faste omkostninger til ca. 5 mil. kr. Heroverfor ville de opnåelige fortjenester ikke kunne spille nogen nævneværdig rolle. C. J. Michaelsen gav derefter i sin skrivelse til direktør Glückstadt nærmere oplysninger om de fortvivlede forhold, der fandtes hos datterselskaberne i de oversøiske lande, og karakteriserede kraftigt de skandaløse forhold, som havde ført til de voldsomme tab inden for kompagniet. Han vidste altså besked. Direktør Knud Sthyr ligeledes, som netop havde været medvirkende ved opstillingen af tabskontoen, og som umiddelbart efter at skrivelsen var afgivet til banken pointerede overfor direktør Riis-Hansen, at disse beregninger måtte anses for at være rigtige. Direktør Riis-Hansen var altså fuldt orienteret; han fik selv personligt skrivelsen af 12. januar 1922 udleveret af C. J. Michaelsen; men han slog blot alle disse beregninger hen og hævdede senere i en samtale med direktør Sthyr som sin anskuelse, at Michaelsen dog vel bedømte situationen alt for pessimistisk; Riis-Hansen havde forud ved egne undersøgelser, som støttede sig til de enkelte selskabers status-indberetninger, opgjort tabene til i alt 73 mil. kr., og han mente nu at måtte holde sig til dette resultat. Men i øvrigt var alle de her nævnte personer meget betænkt på at holde tabenes sande størrelse så skjult som muligt. Direktør Sthyr erklærede herom i retsforhandlingen den 8. februar 1923, at han ved opgørelsen af tabene havde støttet sig til egne notater, men at disse optegnelser var blevet tilintetgjort straks efter at beretningen fra Landmandsbanken var færdig. Han sagde herom: “Jeg har ikke med hensyn til disse store tab bevaret noget som helst skriftligt, fordi jeg mente, at det var det bedste, at så få mennesker som muligt var inde i det, inden man så, hvad vej man skulle gå”. Endelig fremgik det af Michaelsens vidneforklaringer den 8. februar 1923, at han selv havde afleveret sin ovennævnte til Glückstadt adresserede skrivelse af 12. januar 1922 til Riis-Hansen, at han havde haft drøftelser vedrørende denne sag

426

såvel med sidstnævnte som med Glückstadt, og at disse havde betegnet tabsopgørelsen som en forfærdelig historie, at Riis-Hansen havde følt det som forfærdeligt at have med denne sag at gøre, men derefter trøstede sig med betragtninger om, at skæbnen jo nu engang havde sat ham og andre “på denne forfærdelige plads”, på hvilken man nu måtte se som gode borgere at gøre det bedste, som efter omstændighederne var muligt. Glückstadt brød sig naturligvis fejl om de store tabsberegninger. Og resultatet var som nævnt: “Børsen” kunne den 7. februar meddele, at man nu kunne overse Det Transatlantiske Kompagnis forhold fuldt ud, og at de påregnede tab måtte anses for at være fuldkommen dækket ved de foreslåede afskrivninger. Og denne dristige påstand fremkaldte ikke nogen som helst indsigelse fra direktørerne Carl Johan Michaelsens eller Knud Sthyrs side!

Samme dag som “Børsen” på denne måde roste Landmandsbankens driftsregnskab op over alle Skyer og henstillede til offentligheden i fremtiden at rette opmærksomheden mere på den sunde Kerne i landets økonomiske liv end stadig at beskæftige sig med tidens mange skader, samme dag i samme artikel berømmer bladet Landmandsbankens hjælpsomhed overfor Kjøbenhavns private Laanebank. Alle blade er i øvrigt enige med “Børsen” i, at det var aldeles rimeligt, at den mindre bank, som i og for sig ikke var ude for nogen egentlig katastrofe, “i en vanskelig periode søgte læ under en storbanks bredere vingefang”. Og alle er enige om, at denne ordning kun kan være gavnlig for bankvæsenet, da tidens løsen nu engang måtte være koncentration og konsolidering. Herved fremhævedes det flere steder eftertrykkeligt, at der ville blive trukket 12 millioner kroner aktier ud af markedet ved den trufne ordning, idet lånebankens aktier ifølge overtagelsesoverenskomsten ville blive ombyttet med Landmandsbank-aktier inden for et tidsrum af omtrent to år, uden at Landmandsbanken samtidig ville forøge sin egen aktiekapital. Dette ville altså føre til en gavnlig beskæring af det noget

427

for rigelige materiale af bankaktier. Altså var man alle vegne meget tilfreds med den nye bankfusion. Kun “Politiken” følte sig foranlediget til at gå alvorligt i rette med Laanebankens ledelse, fordi den nu havde standset med et tab på ca. 5½ mil. kr. og derved havde påført aktionærerne et tab på 20 pct., medens den året i forvejen havde betalt rundelige gager og store tantiemer. De fire direktører havde foruden gagen kunnet dele 90.000 kr. i tantiemer, og repræsentantskabets 15 medlemmer, af hvilke tre på regnskabsafslutningens tid havde solet sig ved Rivieraen, havde delt de øvrige 90.000 kr. mellem sig. Bladet spørger, om disse tantiemer nu ikke brændte dem, som havde modtaget dem, på fingrene? Og endelig mener “Politiken”, at formanden for bestyrelsen, Carl Herforth, dog vel havde andet at foretage sig end at gå ind i Landmandsbankens bestyrelse, da affæren ikke godt kunne være afgjort med, at “den øverste kaptajn på den nu havarerede skude bjerger sig selv om bord i et større og stateligere skib og går ind til en endnu bedre lønnet bank-sinecure”. — At bladet turde rette en sådan henstilling til Landmandsbank-direktør Rasmussens svoger!

Kort og godt: sammenslutningen gennemførtes, og igen lykkedes det altså Landmandsbanken — men nu også for sidste gang — at bringe en del af sine aktier på faste hænder. To måneder efter årsregnskabets offentliggørelse begyndte bankinspektøren nemlig sit arbejde, og det var begyndelsen til enden. Da viste det sig hurtigt, at ikke blot afskrivningerne var aldeles utilstrækkelige, men at også indtægterne var sat væsentligt højere, end de i virkeligheden havde været, og at tabene som følge heraf var meget højere end i årsregnskabet oplyst.

I hvilken grad, regnskabet havde være vildledende, fremgik ifølge Bankkommissionens beretning med tilstrækkelig tydelighed deraf, at der ved regnskabsafslutningen for året 1922 alene ved hovedsædet ud over de tab (inklusive den skjulte reserve), der ultimo 1921 opgjordes til ca. 43. mil. kroner,

428

måtte afsættes yderligere 216.250.000 kr., så det samlede tab kom op på i alt 250½ millioner kroner. Grunden til sammenbruddet var som allerede påvist at søge deri, at hovedsædet i en altovervejende grad havde anlagt sine midler i store spekulative foretagender, medens der kun var ydet uforholdsmæssig ringe kredit til solide, mindre foretagender osv. Udlånet på hovedsædets konti stillede sig ifølge Bankkommissionens beretning ultimo 1921 som følger:

 Antal konti
i pct. af det samlede antal
Udlånt beløb
i pct. af det samlede udlån
 
Konti under 20.000 kr.571 
Konti 20.000 - 100.000 kr.204 
Konti 100-500.000 kr.1413 
Konti over ½ mil. kr.982 

For så vidt det drejede sig om den sidstnævnte kategori af lån, androg det gennemsnitlige udlån ikke mindre end 2 3/4 mil. kroner. Storspekulanterne var altså blevet favoriseret i et enormt omfang, og af disse var langt den største del jøder.

Fordelingen af engagementerne med hensyn til lån til 5 mil. kr. og derover stillede sig ultimo 1921 hos hovedsædet som følger:

 Mil. kr. 
Transatlantiske Kompagnis Koncern201 
Børsengagementer182 
Større industri- og handelsvirksomheder, m.v.251 

Dertil kom, at spekulationslånene mod børseffekter androg 218 mil. kr., overfor hvilke depoternes værdi kun beløb sig til 131 mil. kr.; 87 mil. kr. var altså udækket. Bankens samlede interesse i børseffekter beløb sig ultimo 1921 til i alt. ca. 440 millioner kroner! Sammenlignet med stillingen

429

ultimo 1920*, var koncentrationen af kapitalen altså blevet yderligere videreført. Den samlede sum af lån ydet til den her omhandlede kategori af debitorer var herefter steget fra 504 mil. kr. ultimo 1920 til 535 mil. kr. ultimo 1921.

Bankkommissionen fremhæver til slut, hvorledes Landmandsbankens direktion i de sidste år forsøgte at sikre sig likvide midler og en nogenlunde forsvarlig ultimokasse ved forskellige transaktioner. Kommissionen understreger her, at såvel udstedelsen af 7de serie 6 pct. kommunalobligationer i juni–juli 1921, der startedes med et underskud på 25 pct. af provenuet, som optagelsen af de store udenlandske lån uden tvivl var dikteret af det ønske at fremskaffe likvid kapital. Alle kneb gjaldt for at holde bankforretningen gående. Men til sidst brast det alligevel, og da kunne den grænseløse svindel, som den feberagtige spekulation inden for Landmandsbanken havde affødt, ikke mere holdes skjult. I 1921–22 var navnlig det stigende udbud af bankens egne aktier et alvorligt varsko om, at sammenbruddet var uundgåelig.

b) Da det store udbud af egne aktier fremkaldte den endelige katastrofe.

Den under krigen forcerede udvidelse af aktiekapitalen måtte selvfølgelig forvolde de alvorligste vanskeligheder i det øjeblik, da krisen i slutningen af 1920 for alvor satte ind, en krise, som ikke mindst blev fremkaldt af og skærpet ved de talrige sammenbrud, der var forskyldt af Landmandsbanken selv ved dens uheldige kapitalanbringelser. 1918 forløb endnu nogenlunde roligt; den herskende pengerigelighed medførte, at efterspørgselen efter anlægspapirer opretholdtes, og dette kom ikke mindst Landmandsbankens aktier til gode; de kunne den 13. september 1918 notere højeste kurs med

*) Jvf. ovenfor afsnit 3 a, s. 211.

430

196 pct. Men så fulgte også omslaget meget hurtigt. I begyndelsen af 1919 var aktierne faldet til omkring 180, ved begyndelsen af 1920 til ca. 150 og et år senere til ca. 125 pct. De vigende kurser havde et stigende salg af aktier til følge, så banken nu så sig nødsaget til uafladelig ved opkøb eller ved omplacering af aktier og andre transaktioner at støtte aktiernes kurs. Der foretoges igen opkøb på konti under fingerede navne, som på konto Kaptajn Rosen og konto British Bank of Northern Commerce, desuden opsamledes store aktieposter i bankens låne- og depotfag. Ved kupondetacheringer i de første år efter krigen henlå følgende aktiebeløb på depoter, lån for diverse kunder samt vekselereres kasselån:

Pr.Kr. 
1. april 191929.825.000 
1. april 192036.689.000 
1. april 192136.745.000 

Derimod slet ingen på bankens officielle aktiekonto. I februar 1921 var det endnu ved to lejligheder muligt at finde udveje for aktiers placering, idet den foran skildrede ordning blev truffet ved overtagelsen af Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg, og en i princippet lignende ordning blev truffet ved overtagelsen af Nordisk Bank, København, som den 25. januar 1921 var trådt i likvidation.* Her skete udløsningen på den måde, at der for hver 3.000 kr. aktier i Nordisk Bank leveredes 1.000 kr. aktier i Landmandsbanken med kupons for 1920. Ved disse to fusioner lykkedes det at placere …

*) Nordisk Bank var blevet oprettet i februar 1918 med en aktiekapital på 5 mil. kr. Hovedaktionær var Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, som overtog for 1 mil. kr. aktier. Formand for bestyrelsen var højesteretssagfører Harboe. Vanskelighederne opstod under krisen i efteråret 1920. Da de til Nationalbanken indgivne andragender om støtte ikke førte til noget resultat, måtte banken til sidst likvidere. Senere erklærede Landmandsbanken sig villig til at overtage Nordisk Bank’s aktiver mod de ovennævnte betingelser.

431

… 1.500.000 kr., henholdsvis 1.667.000 kr., Landmandsbank-aktier på nye hænder.

Men en stor mængde aktier blev til trods herfor flydende, og bankens direktion befandt sig derfor stadigvæk i største forlegenhed. Dette viste sig navnlig, da den nye banklovs § 12 trådte i kraft den 4. oktober 1920, hvorefter belånte eller erhvervede egne aktier skulle offentliggøres under selvstændige poster i månedsbalancer og årsregnskab. Nu kom d’hrr. Ringberg og Glückstadt alvorligt i knibe. For imidlertid nu ikke at lade offentligheden mærke, hvor alvorlig situationen var og for at undgå en alvorlig forstyrrelse af aktiekurserne, henstillede Ringberg i telegrammer til Glückstadt, som dengang opholdt sig i Paris, at han skulle foranledige Banque des Pays du Nord til at række en hjælpende hånd. Ringberg foreslog, at denne bank skulle lægge navn til som debitor overfor Landmandsbanken mod dennes egne aktier i depot. Glückstadt svarede kort efter. Den franske bank — som jo i 1911 var oprettet under medvirken af Landmandsbanken og derpå stadig havde stået i nærmeste forretningsforbindelse til denne — var villig til at yde et lån på 2.600.000 kr. på Landmandsbank-aktier til Landmandsbankens kunder for bankens egen regning. Beløbet, der ved en sådan transaktion debiteredes Banque des Pays du Nord, kunne derefter stilles til disposition på en anden konto. Glückstadt bemærker hertil i sit telegram af 21. oktober 1920: “Jeg foreslår denne form, da loven ikke hindrer dette.” Ringberg accepterede forslaget og Banque des pays du Nord ydede det aftalte lån, hvilket efter Ringbergs ønske i første række tjente til omplacering af de på kontoen Aug. Lunn & Co. belånte papirer. Bankkommissionens beretning fortæller herom (s. 308): “Da Landmandsbanken som nævnt finansierede Aug. Lunn & Co. og dermed også Konsortiet af 13. Oktober 1919, bevirkede transaktionen, at Aug. Lunn & Co.s gæld til Landmandsbanken formindskedes med 2 mil. kr. mod at Landmandsbanken fik den franske bank som debitor i stedet for. Endvidere blev der

432

af aktiematerialet båndlagt 1.770.000 kr. Landmandsbank-aktier, som opbevaredes under B-depot, og som banken herefter ikke betragtede som belånt i Landmandsbanken. Ved den med den franske bank trufne ordning og dens nærmere udformning kom Landmandsbanken i realiteten til at stå som garant overfor Banque des pays du Nord, der modtog 1 pct. i provision.”

En lignende ordning blev i efteråret 1921 truffet med Hambros Bank i London, efter at forhandlingerne med forskellige udenlandske banker om gensidig udveksling af egne aktier var strandet. Hambros Bank ydede et lån på £ 200.000, og der oprettedes hos Landmandsbanken en special-konto for Londoner-banken og en modsvarende konto under navnet diverse låntagere i hovedsædet og filialerne. Førstnævnte konto debiteredes derefter pr. 31. oktober 1921 for 2 mil. kr. og pr. 31. maj 1922 atter med et tilsvarende beløb. I Bankkommissionens beretning bemærkes hertil: “Direktør Glückstadt stod som trustee for Hambros Bank, idet han bl.a. garanterede, at kursværdien af de belånte Landmandsbank-aktier oversteg lånesummen med 20 pct. I provision betaltes ½ pct. til den engelske bank. Landmandsbanken medregnede ikke det beløb, der således var debiteret Hambros Bank, når den opgav, hvilke lån banken havde ydet på egne aktier. Efter sammenbruddet i september 1922 måtte banken opgive kravet på de 4 mil. kr., som den havde debiteret Hambros Bank”. Det samme måtte selvfølgelig ske med de fingerede krav, der var opstået overfor den franske bank. Det pointeres udtrykkelig i beretningen, at hele fremgangsmåden var i strid med loven og erklæres: “Da banken indestod for begge disse lån, burde aktierne ifølge Bankloven være medtaget i opgivelserne af egne aktier”.

Max Ballins selvmord den 12. april 1921 skabte en forøget uro omkring banken, og denne skærpedes i den følgende tid ved den stigende mistillid til de af banken finansierede store handels- og industriforetagender, navnlig

433

Transatlantisk Kompagni, Heilbuths Svovlsyrefabrikker og vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. udbuddet på Landmandsbank-aktier oversteg langt efterspørgselen, og bankens direktører vidste åbenbart ikke deres levende råd, hvordan de skulle dæmme op for alle disse salgsordrer i egne aktier i en periode, hvor afsætningen fuldstændig svigtede. Banken ligefrem svømmede i egne aktier, måtte bl.a. i april 1921 i nogen tid optage 250–400.000 kr. egne aktier om dagen. I september måned opsamledes 1½ mil. kr. aktier, i første halvdel af november s.å. et tilsvarende beløb. I løbet af april og maj 1921 blev en del af de tilbageflydende aktiemidler indbetalt på to separatkonti, lydende på etatsraad H. N. Andersens og D/S Orients navn, bogført som køb af henholdsvis 396.000 og 506.000 kr. Landmandsbank-aktier mens der dog bortsolgtes 244.000 kr. aktier af den sidstnævnte konto den 11. juli 1921. Det blev efter rekonstruktion i september 1922 såvel fra H. N. Andersens som fra D/S Orients side hævdet, at købene var sket uden deres vidende.

I den mest fortvivlede situation i efteråret 1921 dannedes endelig Syndikatet af 10. November 1921 til opkøb af Landmandsbank-aktier, efter at der havde fundet indgående forhandlinger sted med Nationalbanken. Herefter blev det overdraget dette private konsortium, at foretage opkøb af Landmandsbank-aktier indtil et beløb af 30 mil. kr., som efter direktionens opfattelse skulle udgøre det aktiebeløb, der oversteg markedets købeevne. Konsortiet skulle stille Nationalbanken en sikkerhedsmargin på 10 mil. kr. til rådighed, hvorefter Nationalbanken forpligtede sig til at belåne de af konsortiet opkøbte aktier til kurs 105 pct., medens selve aktiekursen skulle holdes omkring 120 pct. Dette indskud af 10 mil. kr. tilvejebragtes dels ved udbetaling af en Landmandsbanken tilhørende skjult reserve på ca. 4,3 mil. kr., som ved salg indbragte en provenu af ca. 5 1/4 mil. kr. dels ved støttebeløb, der tegnedes af banken nærtstående selskaber og personer.

434

Således tegnede:

 Kr. 
Østasiatisk Kompagni2.000.000 
Nordiske Kabel- og Traadfabrikker500.000 
Spritfabriken Fortuna500.000 

 

De nævnte selskabers bestyrelser fik dog ingen underretning om disse indskud.
Af bankens ledere tegnede:

 

 Kr. 
Direktør Glückstadt400.000 
Direktør Ringberg400.000 
Direktør Emil Rasmussen400.000 
Direktør P. C. C. Harhoff100.000 

 

Desuden tegnedes af bankbestyrelsens medlemmer:

 

 Kr. 
Admiral Richelieu (fmd.)300.000 
Kommiteret Schack Eyber200.000 
Direktør Reinhard200.000 
Forpagter Sonne*100.000 
Grosserer Collstrop100.000 
Direktør Reimer100.000 

Risikoen ved opkøbene af aktierne skulle herefter fordeles på den måde, at kursfald ned under 105 pct. var Landmandsbankens, så langt som dens indskudte 5 mil. kr. rakte; …

*) Forpagter Sonne fortæller i sine memoirer betitlet “Min Livsmelodi” (Kbh. 1938) s. 175 f., at hans kolleger i bestyrelsen i efteråret 1921 i hans fraværelse havde anset det for passende at sætte hans bidrag til 100.000. kr. Først efter sin hjemkomst fra arbejdskonferencen i Genua havde han erfaret om denne sag. “Dette beløb ville man altså” bemærker han, “udbede sig min bemyndigelse til at måtte anse som stillet til rådighed af mig. Der var ikke tale om kontant indskud. Banken leverede beløbet, som bidragyderen forrentede, såfremt indbetaling blev at præstere. Men dertil var der ifølge sagens natur kun liden udsigt. Det foretagne skridt turde i det hele taget være at bedømme som en formel gestus. — Jeg accepterede.”

435

… derefter hæftede de private indskyderes 5 mil. kr., medens risikoen herudover blev Nationalbankens.

Imidlertid forværredes situationen også efter denne ordning, idet udbuddet af aktierne fortsattes, til tider endog i et meget foruroligende tempo. Således navnlig omkring 1. februar 1922, da udbuddene enkelte dage lå mellem 500.000 til 900.000 kr. Landmandsbanken lå med egne aktier:

Pr.Kr. 
Ultimo december 192146.023.000 
1. april 192250.556.000 
16. september 192266.312.000 

Indtil 2. august 1922 havde syndikatet opkøbt nominelt 29.989.800 aktier mod betaling af ca. 33 mil. kr. I april 1922 kunne Landmandsbanken igen sælge for 1,7 millioner kr. til amerikanske købere og noget senere overtog Hambros Bank i den ovenfor skildrede maskerede form for 2 mil. kr. aktier. Men sammenbruddet var uundgådigt. Da katastrofen endelig indtrådte, havde banken ved egne støtteopkøb tabt 21 mil. kr.! Dertil kom de tab, som banken kunne gøres ansvarlig for i anledning af salg af aktier, der var foretaget på grundlag af det urigtige regnskab af 1921; på denne konto måtte banken alene til de amerikanske købere yde en erstatning af ca. 2 mil. kr. I Kommissionsberetningen gives der endvidere følgende særligt karakteristiske oplysning om de af Glückstadt og konsorter anvendte forretningsmetoder (s. 316): “Direktionen har som foran berørt i visse tilfælde købt Landmandsbank-aktier og ladet dem debitere kunders konti enten således, at det er sket uden den pågældendes vidende, hvorfor købet senere har måttet gå tilbage, eller således, at den pågældende først bagefter har fået Meddelelse om købet, der tillige havde et omfang, der ganske oversteg hans økonomiske evne. Det tab, der derved blev påført banken, kan anslås til mindst 6 mil. kr.”.

436

c) Bankens afskrivninger ultimo 1922 og senere.

Den første større afskrivning på Landmandsbankens årsregnskaber blev, som ovenfor nævnt, foretaget ved afslutningen af regnskabsåret 1921. Det meddeltes i de første februardage 1922, at der for dette år, i hvilket indskrænkningen af erhvervslivet efter krigsperiodens virksomhed havde påført banken store tab, ville blive afskrevet ca. 25,9 mil. kr. Få måneder senere, i begyndelsen af juli 1922, måtte Glückstadt erkende, at banken havde lidt yderligere tab. Han gjorde selv disse op til i alt 55½ mil. kr., medens bankinspektør Green samtidigt — efter en indgående prøvelse af bankens bøger, der havde strakt sig over et par måneder — beregnede tabet til 144 mil. kr. Hverken den ene eller den anden beregning holdt stik. Regnskabsåret 1922 afsluttedes med afskrivninger på udestående fordringer til et samlet beløb af 209,8 mil. kr. Til imødegåelse af disse vanskeligheder var først Nationalbanken trådt hjælpende til, som det vil blive mere indgående behandlet i det næste kapitel, og efter at dette var sket, måtte Staten gribe ind ved at yde fuld garanti for alle ved banken opståede tab.*

I det følgende skal der nu gøres nærmere rede for tabskontienes størrelse på Landmandsbankens regnskaber, samt for den specielle kundekreds, der påførte banken de største tab. Dog, forinden skal der gives et overblik over de samlede afskrivninger, banken efterhånden måtte foretage som følge af den forrykte spekulation, den havde indladt sig på under og efter verdenskrigen.

Med hensyn til selve udviklingen af afskrivningerne giver Landmandsbankens årsberetninger de fornødne oplysninger. Det fremgår heraf, at de i årene 1921–1927 stillede sig som følger:

*) Jvf. nedenfor afsnittene 5 b, c og d.

437

 Tab på udestående fordringerAfskrivninger i alt 
Pr.Kr.Kr. 
192125.867.937,0125.871.390,51 
1922209.836.812,83231.967.488,89 
192329.960.967,0236.678.701,47 
19245.187.498,4610.030.331,72 
1925103.887.070,45158.663.780,81 
1926505.929,49933.391,53 
192716.303.789,9918.029.328,38 
 -------------------------------- 
 391.550.005,25482.174.413,31 

Blandt afskrivningerne står som næststørste post, efter tabet på udestående fordringer, tabet på aktier, som i den her omhandlede periode beløb sig til ca. 76 mil. kr. Disse tab faldt hovedsagelig på regnskabsårene 1922 og 1925, hvor de androg 22,1 henholdsvis 45,8 mil. kr. 1923 måtte banken foretage to specielle afskrivninger for tab ifølge Sø- og Handelsrettens dom af 23. 10. 1923 i en sag, der var anlagt af det amerikanske bankierfirma Hallgarten & Co., ca. 1,8 mil. kr. og for erstatning til aktionærerne i Kjøbenhavns private Laanebank i henhold til voldgiftskendelse, godt 4,9 mil. kr. I begge tilfælde drejede det sig om erstatning for tab, der var opstået ved dispositioner, som blev foretaget i tillid til, at årsregnskabet for 1921 var rigtigt. Dertil kom i regnskabsåret 1925 de ved deflationen forvoldte tab på obligationer med ca. 5,4 mil. kr. og på ejendom med 3,5 mil. kr.

Men dermed var bunden ikke nået. Efter at der ultimo 1927 var afskrevet 16,3 mil. kr., viste det sig ved en fornyet gennemgang af bankens bøger, at der yderligere måtte regnes med tab på i alt 136 mil. kr. som tab forvoldt ved selve de af banken i spekulationsperioden 1914–1922 foretagne dispositioner kan herefter i det store og hele opgøres:

438

 Ca. mil. kr. 
Tab på udestående fordringer391,5 
Tab ved Hallgarten-sagen og Københavns Laanebank6,7 
Tab på aktiver før deflationen27,0 
Tab opgjort i februar 1928136,0 
 ------ 
I alt561,2 

Udover dette beløb på godt en halv milliard kroner må imidlertid også de store tab tages i betragtning, som umiddelbart fremtræder som forårsagede af deflationen, men dog må anses for middelbart fremkaldt ved spekulationssvindelen. Der må altså tages et vist hensyn til, at der efter deflationen måtte afskrives tab på aktier og obligationer til et samlet beløb på hen imod 60 mil. kr., og at der på bankens ejendomme måtte afskrives ca. 4 mil. kr. Og endelig må også de poster, som 1928 overførtes til afviklingskassen, poster til i alt 105,8 mil. kr., sættes på krigsspekulationens konto!*

Da banken ultimo 1922 møder op med de forfærdende afskrivningsbeløb på hen imod 210 mil. kr. må der selvfølgelig også i årsberetningen gives en forklaring på denne kraftige forskydning i bankens finansielle status. Den nye direktion for vekselafdelingen, Emil Hertz og Oluf Nielsen, siger herom i årsberetningen, at selv “om man fra bankens side bestræbte sig for at foretage en så nøje undersøgelse af samtlige engagementer som muligt, kunne det dog ikke undgås, at man for en del af de største engagementers vedkommende — navnlig i betragtning af den korte tid, der var levnet — måtte bygge sine afskrivninger på opgivender fra de af banken indsatte tillidsmænd for de pågældende

*) Jvf. hertil også afsnit 5 f.

439

foretagender eller andre med forholdene kendte mænd”. Dernæst tilføjes:

“En af banken selv i løbet af 1923 foretagen kritisk og sagkyndig gennemgang af de pågældende engagementer med rekonstruktion og sanering for øje, til hvilken gennemgang man nu har haft den fornødne tid, gjorde det imidlertid klart, at der for flere af disse foretagenders vedkommende måtte foretages nye afskrivninger, når man ville gøre rent bord og nedskrive aktierne til en sund fremtidsbasis”.

Det meddeles derefter, at der blandt større engagementer navnlig har måttet foretages afskrivninger på A/S M. J. Ballins og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, Levin & Salomonsen, Max Levig & Co osv., og der tages endvidere forbehold med hensyn til de russiske interesser og Rekylriffel-syndikatet. Men til slut anser man sig dog for berettiget til at fremsætte følgende fortrøstningsfulde betragtninger:

“Det er bankrådets bestemte opfattelse, man ved de foretagne afskrivninger er kommet til det vendepunkt, hvor det atter vil gå fremad, så at banken kan begynde at tjene den tabte del af præferencekapitalen tilbage. Hvor hurtigt dette mål vil kunne nås, er det naturligvis umuligt at sige noget bestemt om, men det foreliggende driftsresultat for det forløbne år, der er opnået til trods for de urolige forhold, vil formentlig vise, at bankens normale forretning er i stand til at afkaste et efter omstændighederne tilfredsstillende overskud”.

De bankrådsmedlemmer, som satte navn til denne erklæring, var formanden, højesterets-sagfører og kammeradvokat Vagn Aagesen, blandt hvis særlige tillidsposter den

440

Blå Bog 1923 i første række nævner hans ledende stilling i “Præmieselskabet for den mosaiske ungdoms anbringelse til kunstner eller håndværker”s administration. Dernæst grosserer Aage Løwener, heljøden grosserer Ernst Meyer, direktør i Carlsberg-bryggerierne Poul C. Poulsen, skibsmægler Christian Sass, direktør i Ø.K. Hans Jørgen Schiødt, hofjægermester Fred. Sporon Fiedler, ejer af godset Nordskov ved Ringe, forpagter af Hvidkilde Ladegaard Jens Theilmann og grosserer, konsul J. Villemoes i Esbjerg.

1925 meldte der sig atter for alvor vanskeligheder, da tilbageføringen af kronen til pariværdien medførte en voldsom deflation, som ramte hele erhvervslivet, og som inden for Landmandsbankens kundekreds navnlig påførte handels- industri- og skibsfartsforetagender, der på dette tidspunkt langtfra var kommet ud over de ved krigsspekulationen fremkaldte vanskeligheder, store tab. Derfor måtte banken foretage en ny gennemgang af alle engagementer, som resulterede i, at der på ny foretoges mægtige afskrivninger. Årsberetningen bemærker desangående, at det endelige, af Banktilsynet godkendte resultat af den i slutningen af marts 1925 foretagne vurdering havde været, at der måtte afskrives og hensættes i alt 152.775.110,27 kr., efter at driftsoverskuddet for 1925, ca. 5,9 mil. kr., forlods var afskrevet. Denne afskrivning omfattede også bankens Rekyl-interesser. Derimod havde banken ifølge beretningen ikke anset det for rigtigt, også at afskrive sine egne russiske fordringer, der androg ca. 27,3 mil. kr.; i stedet for havde man foretaget en tilsvarende hensættelse. Samtidig bemærkes, at banken som følge af de ekstraordinære afskrivninger og hensættelser havde set sig foranlediget til at andrage om forlængelse af statsgarantien, og at Regeringen havde imødekommet denne henvendelse. Dette havde været den eneste vej ud af de nye vanskeligheder, da tegning af ny aktiekapital havde vist sig uigennemførlig.

I 1928 fulgte endelig de afsluttende forhandlinger om rekonstruktionen af Landmandsbanken. I midten af januar

441

forlød det, at udvalget angående Landmandsbanken havde skønnet, at der måtte regnes med yderligere tab på ca. 175 mil. kroner, medens banken selv nogen tid senere anslog det samlede tab til 136 mil. kr. under disse forhold måtte direktør Emil C. Hertz tage konsekvensen; han erklærede, at han ville træde tilbage fra sin post ved årets udgang, efter at han havde fået kendskab til den af det såkaldte Tomandsudvalg (H. Dalhoff og H. Green) afgivne betænkning til handelsministeren. To måneder senere vedtoges ved lov af 19. 4. 1928 vedr. en ordning af statens forhold til Landmandsbanken, at ejendomsretten til banken skulle overgå til Staten som ufyldestgjort kreditor, efter at den den 1. juli 1922 af Staten, Ø.K. og Det store nordiske Telegrafselskab tilvejebragte præference-aktiekapital på 70 mil. kr. samt den til 10 mil. kr. nedskrevne ordinære aktiekapital, og den af Nationalbanken indskudte reservefond på 30 mil. kr. var afskrevet. Staten stillede derefter det konstaterede statsunderskud på 136 mil. kr. samt en reservefond på 34 mil. kr. til bankens rådighed og indskød endvidere en aktiekapital på 50 mil. kr., hvilke aktier senere skulle afhændes, så banken langt om længe atter kunne tilbageføres til privat eje. Det besluttedes endvidere, at der skulle oprettes en afviklingskasse, som skulle overtage bankens dårlige engagementer.*

Med hensyn til de til afviklingsafdelingen overførte mere eller mindre dubiøse engagementer blev der fra først af anordnet, at disse overførsler skulle behandles strengt fortroligt, og det bemærkes i beretningen for tiden 1928–35, at denne bestemmelse er blevet gennemført på en sådan måde, “at de til afviklingsafdelingen i sin tid overførte virksomheder så vidt muligt selv er holdt i uvidenhed om, at de har været henlagt under afviklingsafdelingen”. Overførslerne til afviklingsafdelingen var afsluttet i november 1928. På dette tidspunkt viste afviklingskassen en balance på ca. 105,8 mil. kr.

*) Jvf. nedenfor 5 f.

442

og en gæld til Landmandsbanken på 99,7 mil. kr. Afviklingen afsluttedes 1935, efter at gælden pr. 31. 12. 1934 var nedbragt til 9,6 mil. kr. Selve afviklingen havde indbragt 111,4 mil. kr. selv om enkelthederne i afviklingskassens arbejde ikke er blevet bekendt for offentligheden af de nævnte grunde, kan der ikke være tvivl om, at den har udrettet et dygtigt og for banken overmåde gavnligt arbejde. Men den ved dette arbejde fremmede rationalisering af nødstedte bedrifter har imidlertid i mange tilfælde også ført til løntryk og til en forøgelse af arbejdsløsheden og dermed haft konsekvenser, der absolut ikke lå i de brede befolkningslags interesse.

De spørgsmål, som i denne sammenhæng særlig trænger sig på, er, hvilke af Landmandsbankens kunder, afskrivningerne til flere hundrede millioner kroner er kommet til gode, og under hvilke betingelser disse afskrivninger et blevet foretaget.

Disse spørgsmål kan kun besvares på en meget utilstrækkelig måde. Den eneste oversigt over afskrivningerne er publiceret i Bankkommissionens beretning og behandler stillingen ultimo 1922. Omendskønt afskrivningerne senerehen er steget i en meget væsentlig grad, er der aldrig blevet givet nærmere oplysninger om de enkelte gældsbeløb, der blev overtaget af statskassen. Da det jo i overvejende grad var jøder eller disse nærstående personer, som er sluppet af med deres gæld på statens, og det vil sige på skatteborgernes bekostning, havde det vel været nærliggende at give skatteyderne — folket — klar besked om, hvem der på denne måde blev favoriseret fra statens side! Men systempartierne så naturligvis anderledes på sagen og undså sig heller ikke for at lade nye jøder være medvirkende som ledende mænd i banken ved de i 1922 indledte rekonstruktioner, først heljøden Ernst Meyer, så kvartjøden Emil Hertz, som dog måtte trække sig tilbage i 1928. Og fra systempartiernes side er der

443

heller ikke efter 1922 blevet spurgt om, hvordan afskrivningerne fordeltes på de enkelte debitor-konti.

I det følgende gengives nu Bankkommissionens opstilling over afskrivningerne ved hovedsædet ultimo 1922 af tab på 100.000 kr. og derover, med korte oplysninger til enkeltposterne om de enkelte selskabers direktion, bestyrelse osv., som vedføjes i parentes. Derved er navnene på jøder sat med kursiv:

 Kr.
Externa (selskabet, der overtog Det Transatlantiske Kompagni efter en kurs af 15 pct. for de gamle værdier; adm. direktør Knud Sthyr, kommitteret Carl J. Michaelsen). Afskrivninger og hensættelser til imødegåelse af tab på Det Transatlantiske Kompagnis koncern ifølge opgave fra Externa.51.998.970
Endvidere afskrevet ...
hvilket beløb fremkom ved kapitalisering af den Ergor påhvilende forpligtelse til at betale Det Transatlantiske Kompagni yderligere 20 mil. kr. (for overdragelse af Rekyl-rettighederne), fordelt på 4 år. Dette beløb med fradrag af renter var krediteret Externa og altså benyttet til afskrivninger ifølge opgave fra dette.
17.488.368
  
Russiske fordringer:
Russisk Handelskompagni og Russisk Asiatisk Kompagni, tilsammen15.000.000
Skovindustriselskabet3.000.000
  
Forskellige debitorer:
Direktør Herman Heilbuth4.500.000
Levin & Salomonsen (indeh. Frederik Salomonsen; ...

 

444 

 

 Kr.
... til dette personlige firma hørte også A/S Nordisk Læderfabrik, hvis bestyrelse bestod af direktør Julius Heilbuth, broder til Herman Heilbuth, desuden Glückstadts fætter direktør Frederik Salomonsen og kommitteret Schack Eyber) 4.000.000
A/S Ergor (oprindelig ejendomsselskab, senere hovedsagelig et af Landmandsbankens støttekonti; først sad i bestyrelsen ovrs. I. Trier og kontorchef Roepstorff, efter marts 1921 kommitteret Schack Eyber. Kontoindehavere: Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg)1.500.921
Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik (Direktion: ovrs I. Werner som formand, dir. Herman Heilbuth og grosserer Erik S. Henius)2.697.309
godsejer Bock, Helsingborg3.500.000
Nordisk Oversøisk Handelsselskab (fmd. i bestyrelsen etatsraad Glückstadt; adm. direktør Theo. Kliatschko)1.500.000
Industrial Trading Company (overtog 1917 Tvermoes & Abrahamsons tekniske Import- og Eksportforretninger. Fmd. etatsraad Glückstadt; adm. direktør ing. Martin A. Abrahamson)1.500.000
A/S Buddinge værk (var tilsluttet A/S Landbrugsmaskin-Kompagniet, The Industrial Machinery Co., Ltd., hvis bestyrelse dannedes af Olaf Kongsted (adm. dir.), ing. Martin A. Abrahamson, hrs. Harboe, dir. Siegumfeldt, dir. Erik Plum, godsejer Tesdorpf, Pandebjerggaard og lensbaron Rosenkrantz, Rosenholm)300.000
Boie Fritz-Rasmussen (Ove Ringbergs svoger)635.000
Grønlandsk Minedrift A/S og Grønlandsk Grafit Kompagni. (Førstnævnte virksomhed ... 

 

445 

 

 Kr.
... grundlagdes af grosserer Julius Bernburg; koncessionen overtoges 1. juni 1907 af Landmandsbanken. Grønlandsk Grafit Komp. blev 1916 oprettet under medvirken af Grønlandsk Minedrift. I begge selskabers bestyrelse var etatsraad Glückstadt formand. I bestyrelsen af sidstnævnte selskab sad desuden Emil Glückstadts morbror, grosserer Emil Johan Raffel, endvidere fabrikant C. S. Hasselbalch, ing. M. Ib Nyeboe og dir. H. P. Prior).3.200.000
E. P. L. Frigast (Ove Ringbergs svoger)850.000
Poul Frigast (Ove Ringbergs svoger)700.000
Tilgodehavender hos russiske banker174.508
Charles Dix184.500
Odense Emulsionsplade og Filmfabrik A/S — (I bestyrelsen sad Emil Glückstadts svoger Max Lester som formand, Ringbergs svoger ing. E. P. L. Frigast og dir. G. V. A. Olsen.)185.000
M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker A/S. (Den værste jøderede inden for de industrielle foretagender, der finansieredes af Landmandsbanken. I 1920 sad i bestyrelsen dir. Max Ballin som formand, desuden dir. Benny Dessau, dir. Justus Nathansen, ovrs. Konrad Levysohn, bankdirektør F. Paulsen, generalkonsul Wilhelm Weimann, ovrs. Otto Bang, fabrikant C. F. Jarl, vekselerer Johan Levin, prof. Karl Meyer, dir. Carl Victor Slomann, skotøjsfabrikant H. C. Kristensen og fhv. fabrikant John Messerschmidt. I direktionen var formanden Alfred Hertz, direktionsmedlemmer var endvidere E. V. Bredahl, H. Lotinga, C. F. Müller, L. M. N. Nathan, L. Seligmann, A. F. Scheel, ... 

 

446 

 

 Kr.
... E. F. Jacob og Hugo Rothenborg. Forretningsudvalget bestod af de fem jøder Max Ballin, Benny Dessau, Alfred Hertz, Konrad Levysohn og Wilhelm Weimann. Blandt de nævnte er C. V. Slomann en fætter til Julius Heilbuth, medens E. F. Jacob skal have været fætter til Max Ballin)5.000.000
John Levig & Co., Paris (indeh. J. Levig, broder til Max Lester)5.000.000
A/S Nielsen & Winther (fmd. i bestyrelsen generalkonsul Wilhelm Weimann. Medlemmer af bestyrelsen bl.a. direktørerne H. P. Prior, G. Gregersen og kaptajn Rambusch. Adm. direktør Olaf Kongsted.)3.500.000
Skandinavisk Frøkompagni og R. Wibollt (I bestyrelsesrådet gross. Carl Zøylner, af arisk afstamning, som dog gennem sine søskende er svoger til Herman Heilbuth og gross. William S. Bendix, og gennem sin jødiske hustru, Jutta Birgitte Meyer, er svoger bl.a. til grossererne Ernst Meyer, Vilhelm Meyer, Hartvig Dessau, William Heering osv.) Formand for bestyrelsesrådet var gross. Gustav Aron Henriques2.958.190
Dansk Saasæd-Kompagni (Bestyrelse: F. Nielsen som direktør, gross. H. A. Riis, L. H. A. Wibollt, Nakskov, dir. A. W. Schmidt og gross. I. M. Meyer.) 803.996
A/S Hios, kemiske fabrikker. (I bestyrelsen bl.a. grev Eigil Knuth og kaptajn Ove de Fine Skibsted. Et selskab, i hvilket Emil Glückstadt og H. N. Andersen drev særlig omfattende spekulationer.)550.000
Chr. stilling Andersen (svoger til ingeniør cand. polyt. Kai Bing)100.000
Overretssagfører Vogel Jørgensen310.000

 

447 

 

 Kr.
Aage Steenstrup i likvidation (indeh. H. A. N. Steenstrup, prokurist N. Levy)231.964
Oscar Peschardts Træimport i likvidation 300.000
Rusam Co. Ltd. (Russisk-Amerikansk og Dansk-Russisk Handelskompagni. Bestyrelsens fmd. og adm. direktør gross. J. de Jongh (formodentlig jøde og slægtning til Martin A. Abrahamson*)) 200.000
Skandinavisk Film Agency**300.000
Claus Hansens Fabrikker i likvidation (I bestyrelsen bl.a. gross. V. P. Heyman; direktør var Claus Hansen.)400.000
Tab på diverse aktier (i Ergor) 150.000
M. H. Cohen & Lamm (indeh. A. F. Lamm) 275.000
Jul. T. Levinsen (indeh. Jul. T. Levinsen; prok.: G. T. Levinsen) 3.500.000
Moritz Melchior & Co. (indeh. W. Melchior)100.000
Herman Meyer (indeh. H. Meyer og I. Nathanson, prok.: P. Nathanson)624.009
Aage trier2.000.000
John Hansen155.000
Th. Schiøler1.850.000
Lunn'ske konsortier (i hvilke Glückstadt og Ringberg i særlig grad var delagtige)15.770.000
Syndikat i Nordiske Kabel- og Traadfabrikker (Aktiespekulation, som gennemførtes af H. P. Prior og Glückstadt, og som dannede grundlaget for bedragerisigtelse mod disse to mænd.)2.837.591
*) Dennes forældre var grosserer Arnold Abrahamson, hvis fødenavn var Abraham Meyer, og Flora Henriette Abrahamson, f. de Jongh. Sidstnævnte døde den 24. 12. 1922 og blev begravet på den mosaiske kirkegård. Jvf. også stamtavlen Melchior, Kbh. 1920, s. 40.
**) Sikkert identisk med Skandinavisk Films Union, som likviderede 1922. Direktør var den jødiske grosserer O. H. Davidsen; jvf. den Salomonsen'ske stamtavle, s. 83.

 

448 

 

 Kr.
Konsortiet af 3. juli 19191.150.000
Konsortiet af 1. februar 1917 (den så ofte omhandlede Februar-konto, på hvilket så talrige jødiske navne var opført; jf. ovenfor 2 e)5.000.000
Konsortiet i Det Transatlantiske Kompagni 1.000.000
J. M. Levin & Co., konto for Ballin & Hertz A/S460.000
J. M. Levin & Co. (indehavere: Martin Levin og nevøen Johan Levin.
De her opståede tab er langt overvejende fremkaldt ved jødernes aktiespekulation)
17.000.000
Ingeniør Jørgen Jensen, Bangkok146.000
Dr. phil. Carl Rothe300.000
Grosserer Emil Mik-Meyer (broder til Landmandsbankens underdirektør Philip Mik-Meyer)400.000
Direktør Ditlev von Voss800.000
William H. Smith A/S Eftf. 125.000
Frederik Salomonsen (Glückstadts fætter og indeh. af firmaet Levin & Salomonsen)500.000

Med hensyn til de senere foretagne afskrivninger giver kun årsregnskaberne for 1923 og 1924 nogle oplysninger om, hvilke af de større engagementer der forvoldte yderligere tab. Der bemærkes bl.a., at der hos A/S M. L. Ballins sønner efter rekonstruktionen var afskrevet 2 mil. kr., så hele det direkte tab beløb sig til 7 mil. kr. Men derudover konverterede banken en del af sit øvrige tilgodehavende på i alt 20.9 mil. kr. til præference-aktier, medens resttilgodehavendet udskiltes som en fast gæld. Hos A/S Svendborg skibsværft og Maskinbyggeri steg afskrivningsbeløbet fra ca. 3 mil. kr. ultimo 1922 til 4,1 mil. kr., hos fa. Levin & Salomonsen og grosserer Frederik Salomonsen fra 4,5 mil. kr. til 6 mil. kr., medens der hos Landbrugsmaskin-Kompagniet og det dermed i forbindelse stående Buddinge Værk yderligere hensattes 4,4 mil. kr. til imødegåelse af tab. Det meddeltes endvidere,

449

at der for A/S Externas vedkommende udover de 132 mil. kr., som var tabt ultimo 1922, yderligere var blevet afskrevet 9 mil. kr., og at bankens samlede risiko derefter yderligere ville andrage 16 mil. kr. Denne risiko var 1924 nedbragt til 12½ mil. kr. De i 1924 foretagne afskrivninger på i alt 5,2 mil. kr. faldt med ca. 5 mil. kr. på det tab, Landmandsbanken led ved Diskonto- og Revisionsbankens sammenbrud, idet der deri var indbefattet såvel tabet på de banken tilhørende aktier som det anslåede tab på Landmandsbankens tilgodehavende og dens andel i den af hovedbankerne overtagne garanti for Diskontobankens udenlandske forpligtelser i fremmed mønt. Med hensyn til tabet på aktier gives i årsregnskabet den oplysning, at der var opstået tab på ca. 1 mil. kr. ved salg af en post aktier i et udenlandsk foretagende. Men da der i regnskabsåret 1925 foretages afskrivninger til i alt ca. 159 mil. kr., hvoraf på udestående fordringer alene 103.8 mil. kr., gives der ikke mere nogen oplysning om, for hvilke debitorers vedkommende disse afskrivninger er sket!

Ved den ovenfor gengivne opstilling efter Bankkommissionens beretning er det påfaldende, at enkelte andre gældsposter, som behandles udførligt andet steds i selve beretningen, ikke nævnes her. Således gives der ingen oplysninger om den gæld, Valdemar Glückstadt og Max Lester, Paul Philipson osv. har overfor banken, lige så lidt som der gives nærmere oplysninger om de personer, som bankens afskrivninger middelbart [dvs. via et eller flere mellemled i modsætning til umiddelbart], gennem vekselerer-firmaerne, er kommet til gode. Der tænkes herved navnlig på kunderne hos J. M. Levin & Co., hvor der f.eks. måtte afskrives ½ mil. kr. som tabt hos Herman Heilbuth, ca. 3 mil. kr. hos firmaet E. L. Weimann & Co. og ca. 1,2 mil. kr. hos A/S Russo-Dania osv. Det er omtalt, at generalkonsul Wilhelm Weimann har forvoldt banken et tab på ca. 3 mil. kr., og at overretssagfører Axel Simonsen har sat store midler over styr ved aktiespekulation hos vekselererfirmaet Paul Philipson osv., men om alt dette

450

gives der i opstillingen ingen oplysninger. Der melder sig her navnlig tre spørgsmål:

  1. Hvorledes fordeler de store afskrivninger på mere end 500 mil. kr. sig på de enkelte firmaer, henholdsvis de enkelte debitorer?
  2. Til hvilke beløb har de enkelte debitorer fået gæld eftergivet, henholdsvis under hvilke betingelser har den enkelte debitor fået sin gæld afviklet?
  3. I hvilket omfang og under hvilke betingelser har banken (og dermed Staten) uanset afskrivningerne, givet industrielle foretagender på jødiske hænder lån til rationalisering af bedriften?

At en tilforladelig besvarelse af disse spørgsmål ville berede offentligheden mange nye overraskelser, står efter det, der hidtil er blevet bekendt på dette område, uden for enhver tvivl. Nogle eksempler vil vise det. Efter at Landmandsbank-katastrofens omfang efter rekonstruktionen fra september 1922 trådte stærkere frem, tilbød etatsraad Emil Glückstadt at stille hele sin formue til rådighed for banken. At der ikke er kommet alt for meget ud af dette, kan man slutte sig til af en bemærkning, der bringes i Landmandsbankens årsberetning for året 1923. Her meddeles nemlig vedrørende firmaet Max Levig & Co.: “Man regnede i fjor med, at bankens tab ved firmaet ville kunne dækkes af direktør Glückstadts til banken overdragne formue, men da denne nu må antages at indbringe mindre end forudsat, og da firmaets egne aktiver heller ikke har haft den værdi, man ventede, vil en afskrivning af ca. 2,3 mil. kr. være fornøden.” Overfor denne korte meddelelse melder der sig mangehånde spørgsmål, bl.a.: “Hvor stor var Glückstadts egen gæld, påført Landmandsbanken direkte ved at han tilegnede sig penge, der stod på bankens egne konti, og indirekte gennem det utal af spekulationskonsortier, han sammen med Ove Ringberg var deltager i?” —

451

eller: “Hvor meget af denne gæld er blevet erstattet ved Glückstadts formue?” eller: “Har Glückstadt også stillet den kapital til rådighed, han havde i udlandet, hos sine bankforbindelser i Paris og London, og måske i New York?” eller, for at stille et mere intricat spørgsmål: “Hvor stor en del af sin formue har han udskilt til fordel for slægt og venner, før krakket kom?” Glückstadt var jo så uhyre hjælpsom overfor sine nærmeste, derfor synes det sidstnævnte spørgsmål virkelig at være på sin plads. Hans hustru, fru Laura Glückstadt, ofrede jo så godt som intet, thi med hensyn til hende meddeltes allerede i oktober 1922 i bladene, at hun ikke ville give afkald på arven efter sin fader, direktør Eduard Rée, som udgjorde 1½ mil. kr. Muligt at fru Glückstadt endog har kunnet redde mere, da der i Bankkommissionens beretning meddeles, at fru Glückstadt endda stillede krav om udbetaling af noget over 1 mil. kr. af den hendes mand tilhørende formue, hvortil føjes en bemærkning om, at “formentlig vil der dog kun blive tale om udbetaling af en kvotadel af dette beløb”.

Med hensyn til den formue, Glückstadt havde til rådighed, er der blevet sat de ejendommeligste versioner i omløb. Under krigen gik man på Københavns Børs ud fra, at han ejede ca. 60 mil. kr. [60 mil. i 1916-kroner svarer til 60 x 42 mil. i nutidskroner, mere end 2,5 milliarder kroner]. Han levede jo i luksus og overflod, købte store mængder af automobiler, malerier og andre kostbare værdigenstande. Han ejede den herskabelige ejendom i Amaliegade ved hjørnet af Fredericiagade, en del pavilloner i Frederiks Hospital, det Bernstorff’ske Palæ Sølyst, som han havde købt for 1 million kroner, samt en ejendom i Paris, og en anden i London, desuden Æbelø. Hans malerisamling takseredes endnu 1922 til 12 mil. kr. På et vist tidspunkt havde han ikke mindre end 12 automobiler. I palæet i Amaliegade havde han endvidere en yderst værdifuld møntsamling, som han havde arvet efter faderen. Som bevis på, at Glückstadt i de gyldne år ikke var ængstelig for at købe, fortaltes i pressen, at han under krigen købte et sjældent og smukt panel for 1 mil. kr.

452

i London, for dermed at pryde salene på Sølyst. Skibet, som skulle føre dette panel til Danmark, blev imidlertid sænket, og Glückstadt lod derpå til minde om tabet den sal, som skulle have været prydet med dette panel, stå med ganske hvide uprydede vægge. Men altså: oprindelig nævnte man, at Glückstadt havde en formue på 60 mil. kr. Efter at Glückstadt havde overdraget hele sin formue til Landmandsbanken ved overenskomster af 18. og 27. marts 1923, ansloges værdien af alle formuegenstande imidlertid til kun ca. 7,3 mil. kr. i alt. Og derfra skulle så trækkes Glückstadts gæld, dels til Landmandsbanken, dels til tredjemand, som banken ifølge overenskomsten havde påtaget sig henholdsvis at kvittere og betale. Den tiloversblevne formue var derefter end ikke tilstrækkelig til at dække den hos firmaet Max Lester & Co. opståede gæld! Sådan svandt formuen ind. Men hvem tvivler om, at Glückstadts slægt trods alt alligevel har kunnet sikre sig en klækkelig del af den fordums formue?

Særlig karakteristisk for den lemfældighed, hvormed man behandlede Landmandsbankens debitorer, er jo også den imødekommenhed, man viste overfor Harald Plum. Også han stillede sin formue til rådighed, efter at han var blevet dømt, men desværre glemte Landmandsbankens nye ledelse helt, at den kunne gøre dette krav gældende, omendskønt der dog først regnedes med, at Plum kunne betale 600.000 kr. Plum beholdt sine penge og kunne med disse velvilligst overladte midler på ny begynde sine svindlerier.* Om Wilhelm Weimann berettedes, at han af Landmandsbanken mod betaling af kun 25.000 kr., som endog bevilgedes ham af Neergaard i form af en gageforhøjelse hos Store Nordiske Telegrafselskab, fik saldokvittering for en gæld på 3 mil. kr.** Som det fremgår af den ovenstående opgørelse over afskrivningerne, skyldtes …

*) Jvf. nedenfor 8 a.
**) Jvf. 2. del: Afsluttende betragtninger.

453

… der ultimo 1922 endnu 5,5 mil. kr. på Februar-kontoen 1917. Ifølge bankens årsregnskab 1923 blev der herpå yderligere indbetalt 449.370 kr. 62 øre i erstatning. Hvem er det blandt Landmandsbankens særligt privilegerede kunder, som her har fået eftergivet gæld? Endvidere: Hvilke indrømmelser har en mand som Herman Heilbuth opnået? Justitsminister Rytter lod jo i den store folketingsdebat i februar 1921 tydeligt forstå, at her kunne der nok være anledning til en nærmere prøvelse. Disse og mange andre spørgsmål melder sig, da der jo tydeligvis er flere af Landmandsbank-periodens store spekulanter, som ikke blot har kunnet redde en god del af deres formue og indtil vore dage vedblivende er holdne mænd, såsom Herman Heilbuth og (den for nylig afdøde) Wilhelm Weimann, men som også ud over katastrofetiden bevarede deres position og anseelse, som den Blå Bog tydeligt udviser. Endog en mand som Harald Plum, der i første omgang ved sine af Landmandsbanken finansierede foretagender havde tab på 206 mil. kr., vedblev også efter at processen mod ham var gennemført, at være den store mand, der trods straffedommen på 4.000 kr. regnedes med blandt Danmarks agtbare mænd og kvinder, som Blå Bog nævnte lige til 1929!

I denne sammenhæng kan det også have sin interesse at gå nærmere ind på den ordning, Landmandsbankens nye ledelse tilstod direktionen og bankrådet fra Glückstadts tid. I begyndelsen af oktober 1923 henvendte Landmandsbankens bankråd sig til højesterets-sagfører H. H. Bruun med anmodning om at foretage en undersøgelse af spørgsmålet, hvorvidt Landmandsbanken, efter at højesteretsdommen mod den tidligere direktion og bestyrelse i banken var faldet den 29. september 1923, kunne gøre erstatningskrav gældende overfor den tidligere ledelse.

Højesteretssagfører Bruun afgav den 19. november 1923 et responsum herom til banken, i hvilket der sondredes mellem de erstatningskrav, banken mente at have som en direkte konsekvens af den ovennævnte højesteretsdom, og de

454

erstatningskrav, som det kunne antages, at banken havde overfor den tidligere ledelse med hensyn til handlinger og undladelser, der ikke havde været genstand for Højesterets påkendelse. I den førstnævnte henseende gik betænkningen ud på, “at den tidligere ledelse, hvem der ved højesteretsdommen er pålagt ansvar for det urigtige regnskab for året 1921, må være erstatningsansvarlig med hensyn til de beløb, der er udbetalt i tantiemer til direktion, bestyrelsen og funktionærer på grundlag af det nævnte regnskab, for så vidt disse ikke senere er refunderet banken”. Endvidere gjordes der i betænkningen rede for spørgsmålet, hvorvidt den tidligere ledelse måtte antages at være ansvarlig for de tab, banken havde lidt derved, at der for året 1921 på urigtigt grundlag blev udbetalt udbytte til bankens aktionærer. Hertil mente højesteretssagfører Bruun, at Landmandsbankens kreditorer havde opnået sikkerhed for fyldestgørelse dels ved rekonstruktionerne i juli og september 1922, dels ved statens garanti af februar 1923, således at spørgsmålet om dette erstatningsspørgsmål kunne rejses, rummede tvivl. Men han var dog af den opfattelse, at det nævnte krav måtte kunne gennemføres under hensyn til at banken havde måttet træde i likvidation, hvis ikke rekonstruktionen i september 1922 var blevet gennemført, og derefter ikke ville have været i stand til at fyldestgøre sine kreditorer. Endvidere udtaltes i betænkningen, at den tidligere ledelse måtte antages at være ansvarlig for de tab, banken havde lidt og ville lide, som følge af krav fra aktiekøbere, der havde købt deres aktier på grundlag af det urigtige regnskab for 1921. Med hensyn til spørgsmål, som lå uden for højesteretsdommen, gik betænkningen til slut ud på, at der muligvis kunne rettes erstatningskrav mod den tidligere ledelse, der sad i direktionen og bestyrelsen på de tidspunkter, da de pågældende dispositioner var blevet foretaget med hensyn til de følgende forhold: overførslerne i januar 1921 til Konto 1ste februar 1917, hvor en række af bankens kunder blev godskrevne for beløb, som belastedes af banken;

455

— en del af de tab, som banken havde lidt ved engagementer med etatsraad Glückstadts nærmeste slægt, nemlig generalkonsul Valdemar Glückstadt og grosserer Max Lester; — og endelig de tab, banken havde lidt ved fortsat kreditydelse til Det Transatlantiske Kompagni efter udgangen af året 1920.

Betænkningen selv indeholdt ikke nogen beregning af de krav, som herefter måtte kunne stilles til bankens tidligere ledelse. Men når man tager højesteretssagfører Bruuns memorandum som grundlag for beregningen af de mulige erstatningskrav, måtte der evt. på de enkelte poster udredes som erstatningsbeløb: 1) Tantiemerne på 1921-regnskabet 923.000 kr., af hvilke der til bankråd og bestyrelse blev udbetalt 230.769 kr. og til direktionen og de tantieme-berettigede embedsmænd 692.308 kr.; 2) dividenden, for så vidt den virkelig kom til udbetaling på den frie aktiekapital, med ca. 8 mil. kr.; 3) De 1,8 mil. kr. som banken havde måttet betale til det amerikanske bankfirma Hallgarten ifølge Sø- og Handelsrettens dom, som netop var blevet påkendt under hensyn til, at det nævnte firma havde købt Landmandsbank-aktier på grundlag af 1921-regnskabet. Dertil kom nogle andre lignende krav overfor banken, hvorved det imidlertid drejede sig om noget mindre beløb; 4) overførslerne til kontoen af 1. februar 1917, i alt 4,6 mil. kr. — Der var her således tale om erstatninger til i alt over 15 millioner kroner, uden at spørgsmålet om bankrådsmedlemmernes erstatningspligt endnu var berørt, og desuden stod spørgsmålet også åbent med hensyn til visse andre tab, nemlig tab på engagementer med d’hrr. Vald. Glückstadt og Max Lester og på kreditter ydet til Transatlantisk Kompagni efter udgangen af 1920, som endnu i november 1923 ikke kunne opgøres til bestemte beløb.

Om erstatningspligten for de bankrådsmedlemmers vedkommende, der ikke var medlemmer af bestyrelsen, handlede det responsum, som højesteretssagfører Bache afgav til Landmandsbanken den 20. november 1923. Højesteretssagfører Bache

456

gik her ud fra, “om end under nogen tvivl”, at disse medlemmer af bankrådet “under et søgsmål vil blive domfældte for at have tilsidesat deres pligt til at prøve bankens regnskab for 1921”. Kravene kunne imidlertid i dette tilfælde kun stilles med hensyn til de forhold, der vedrørte regnskabet for 1921, hvorved det ville dreje sig om tre hovedposter: udbyttet, tantiemerne og Hallgarten-sagen, og det i betragtning kommende erstatnings-beløb skulle herefter andrage 10–11 millioner kroner. Responsummet sluttede med en bemærkning om, “at domstolene i kraft af moderne retsprincipper og den frie bedømmelse, de i det hele taget anlægger ved fastsættelsen af erstatningens størrelse, vil være tilbøjelige til — under hensyn til de foreliggende undskyldende omstændigheder — at nedsætte de ovennævnte beløb til en efter graden af den udviste pligtforsømmelse mere rimelig sum”, hvorfor højesteretssagfører Bache såvel af denne grund, som fordi spørgsmålets besvarelse i det hele taget rummer tvivl, tilråder optagelsen af forligsforhandlinger.

De 12 personer, som måtte anses for at være erstatningspligtige efter hrs. Bruuns responsum, var de samme, som var tiltalt under Landmandsbank-processen og hvis stilling under processen skal behandles i det næste afsnit. — Navnene på de 15 direktions- og bestyrelsesmedlemmer, som kunne blive ramt af den i højesteretssagfører Baches responsum omhandlede erstatningspligt, og som — med undtagelse af én: direktør H. P. Prior — ikke blev inddraget i processen, var:

Prof. Viggo Bentzon, Kmd. af Dbg. og Dbmd. [Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand],
kammerherre, greve Frands Brockenhuus-Schack, Storkors af Dbg. og Dbmd.,
kammerherre, kaptajn Otto Bull, Storkors af Dbg. Og Dbmd.,
kammerherre, hofjægermester Holger Collet, R., Dbmd.,

457

lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe,
grosserer Allan Hansen,
etatsraad Wilhelm Hansen, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,
kammerherre, hofjægermester, greve Adam Moltke, R.,
kammerherre, hofjægerm., lensgreve F. C. Moltke, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,
direktør H. P. Prior, R., Dbm.,
kammerh., hofjægerm., lensgr. Fr. Raben-Levetzau, Stork. af Dbg. og Dbmd.,
direktør Kay Reinhard, R., Dbmd.,
kammerherre O. C. Scavenius, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,
kammerherre, hofjægerm. Adolf Tesdorpf, Storkors af Dbg, R. og Dbmd. pp.,
kammerherre hofjægermester Bendt Wedell, Storkors af Dbg., Dbmd.

De borgerlige blade var straks enige med hrs. Bache i, at det ville være bedst, om man kunne komme til et forlig, medens “Social-Demokraten” den 18. januar 1924 gjorde gældende, at det havde været rimeligere, hvis banken havde søgt en retslig afgørelse i stedet for at afæske forskellige højesteretssagførere deres mening. Retten måtte alligevel tale det sidste ord, og banken kunne ikke stoppe op på halvvejen; bladet resumerede, at “Der er nu kun tilbage at søge spørgsmålet løst ved domstolene”. Det samme mente “Politiken”, som i øvrigt i januar 1924 kort og fyndigt erklærede: “At direktionen — og bestyrelsen er erstatningspligtig, ligger simpelthen i den afsagte højesteretsdom, der statuerede pligtforsømmelse og grov uagtsomhed. Alligevel blev der forhandlet om forlig, og i midten af december 1924 fremsatte medlemmerne af Landmandsbankens tidligere bestyrelse og direktion tilbud om at betale et erstatningsbeløb på tilsammen 2.150.000 kr.

458

Admiral Richelieu tilbød derved for sin part at erlægge 900.000 kr., medens grosserer Collstrop var rede til at betale 1 mil. kr. De resterende 250.000 kr. skulle så fordeles på de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der måtte anses for pligtige at betale. Ved dette tilbud var det tidligere repræsentantskab uden for bestyrelsen ikke repræsenteret. Dette forslag blev senerehen godkendt af den nye bankledelse.

Selve de mænd, der havde vist tillid til Glückstadt og havde ladet sig vælge ind i bankens bankråd, måtte altså bøde hårdt derfor. De havde for største delen ikke været med i det vilde spil, men de måtte selvfølgelig tage ansvaret for, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med bankens dispositioner, og at banken derved var blevet ført ud i et uhyrligt uføre. Det måtte selvfølgelig drage alvorlige konsekvenser efter sig. Hvor bitter denne situation for enkeltes vedkommende har været, viste sig navnlig med hensyn til bestyrelsens formand admiral du Plessis de Richelieu, som netop i denne anledning var udsat for de mest pøbelagtige angreb fra jødisk side — fra den side, som havde været direkte med i spillet, havde påført ham meget følelige tab, men nu bagefter troede at kunne mistænkeliggøre hans adfærd. Dette viste sig på Landmandsbankens general-forsamling den 6. oktober 1922, da admiralen af overretssagfører Max Rothenborg blev sigtet for at have benyttet sig af sin viden bag kulisserne og derfor i tide havde solgt sine og sine slægtninges Landmandsbank-aktier.

Richelieu replicerede, at da beskyldningen var holdt i en ondartet form, skulle han svare tilstrækkelig tydeligt. Dernæst erklærede han: “I begyndelsen af dette år viste mit depot Landmandsbank-aktier 400.000, et beløb, der efterhånden er vokset op med udvidelserne. I dag ligger der 474.000 kr. Der blev på et vist tidspunkt solgt nogle aktier, men så snart jeg erfarede det, blev de købt tilbage. (Til hvilken kurs?) Til samme kurs som den, hvortil de var solgt. Hvis De ikke tror mig, kan De spørge direktørerne, der er her til stede.

459

I løbet af indeværende år har jeg ydet kontant 300.000 kr. til støtte ved opkøb af bankens aktier … Hvad jeg har ejet, var i aktier; i dag har jeg ikke en øre i sparekassen”.

Så vidt Richelieus replik. Han var ikke den eneste, der tabte. Det var tusinder af småsparere, der havde anlagt deres penge i Landmandsbankens aktier, som blev lige så hårdt eller værre ramt. Det var dem, hvis interesser forfatterinden Herdis Bergstrøm så virkningsfuldt forsvarede på Landmandsbankens generalforsamling den 6. oktober 1922. Det var det jævne folks mening, som kom til orde i hendes betragtninger, når hun bl.a. erklærede: “Jeg taler for enkerne og de selverhvervende kvinder. Hvem skulle vi have tillid til i dette land, om ikke til denne blændende forsamling af bankråds- og direktionsmedlemmer! Det er jo mænd, der så at sige er udmærkede, både af Gud, konge og fædreland! Vi har påtaget os savn, vi har spinket og sparet og er gået til banken med vore ærligt fortjente penge! Er der nu retfærdighed her i landet? — ja, juraen skrives jo også af mænd! Den mand, som stjæler et par gamle bukser, der er hængt udenfor, straffes med al den strenghed, retfærdigheden byder. Men her? Ja, her tager de ansete mænd mod bankens penge, honorarer og tantiemer, lige så længe der er noget i kassen. Og når der så ikke er mere, så tager de deres forholdsvis gode tøj og går deres vej! Jeg vil anbefale, at størrelsen af bankrådets honorarer og tantiemer offentliggøres! Lad os få at vide, hvad hver enkelt har modtaget som tak for den tillid, vi enker og enligtstillede kvinder har vist disse vort lands mest udmærkede mænd!” Disse af dyb harme prægede ord vakte selvfølgelig kraftigt genlyd på generalforsamlingen, ligesom rentier Oehlenschlägers krav om, at de herrer grever og baroner, der sad i bankrådet og nu i 20 år havde hævet store tantiemer, skulle betale noget af det tilbage. Ligeså stærkt bifald fandt denne talers konstatering af, at menigmand ikke forstod al den ros, der var blevet Glückstadt til del, og at det tværtimod måtte anses for en skam for

460

Danmark, at denne mand var blevet sendt ud som landets største finansgeni.

Således lød protesten fra de jævne aktionærer, som ikke i tide var blevet advaret og derfor ikke kunne nyde godt af den støtteaktion, der allerede i november 1921 var blevet indledt fra Nationalbankens side. Disse småfolk tabte alt det, de havde sat i de aktier, som derpå var blevet nedskrevet til 50 øre. De, der havde brugt aktierne som anlægspapir for sparemidler, blev ruinerede, medens de, der handlede med aktierne som spekulationspapir, åbenbart fandt lejlighed til at gardere sig mod tab, takket være Nationalbankens indgriben!

d) Processen mod Emil Glückstadt og hans medskyldige.

Da det viste sig, at den i juli 1922 mellem Landmandsbanken og Nationalbanken trufne ordning, som var tiltrådt af Regeringen, ikke kunne holde, og at Staten måtte bevillige yderligere hjælp, hvis Landmandsbankens sammenbrud skulle forhindres, blev rigsdag og regering den 17. september 1922 i en hast sammenkaldt for at træffe beslutninger vedrørende en ny rekonstruktion af banken. Blandt de foranstaltninger, som i denne omgang vedtoges af Rigsdagen, befandt sig også oprettelsen af en undersøgelseskommission, om hvilken der i bemærkningerne til lovforslaget udtaltes, at man anså det for rettest at nedsætte en sådan kommission “til at undersøge bankens forhold — samt at åbne adgang til, hvis det skulle vise sig nødvendigt, at foretage en retslig undersøgelse af bankens forhold, at anordne kommissionen som ekstraordinær ret”. Folketinget vedtog lovforslaget enstemmigt, Landstinget ligeledes. Regeringen anså altså dog de forhold, der havde ført til katastrofen, for så graverende, at bankens forhold nu skulle undersøges til bunds. Folket, der som skatteydere

461

skulle bidrage til at holde banken oven vande, måtte nu også have klarhed over det, der var sket. Folketinget besluttede desårsag at tydeliggøre, at det var hensigten, “under undersøgelsen at inddrage ikke blot bankens indre forhold, men også forhold udadtil, som kan have interesse ved vurderingen af de forhold, der har ført banken ud i katastrofen”. I lovens § 2 blev end mere udtrykkelig fastsat, at uanset bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste stykke, ifølge hvilke så vidt muligt kun faste dommere skal beskikkes ved ekstraordinære retter og kun sådanne, der har hjemmel til at udøve domsmyndighed, bliver kommissionen i foreliggende tilfælde “at anordne som ekstraordinær ret”, i hvilket kun formanden skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som dommer. I kommissionen, som skulle dannes af 3 medlemmer, kunne herefter to medlemmer uden dommer-kvalifikation, indtræde, idet det dog skulle være personer, der måtte anses særligt egnede til at behandle de til sagen henhørende forhold.

Kommissionsmedlemmer blev herefter landsdommer C. D. Rump (formand), professor ved universitetet, dr. polit. L. V Birck og bankinspektør, landstingsmand H. Green. Alle tre nød i befolkningen særlig anseelse for deres indsats i arbejdet for bevarelsen af den offentlige moral og bekæmpelsen af al slags børs- og banksvindel. Dommer Rump havde allerede før verdenskrigen vundet ry som specialist i domsbehandlingen af store vekselererbedragerier, f.eks. i 1911 i processen mod Louis Cordosa og Harry Cordosa, som dømtes til strenge forbedringshusstraffe, noget senere i den store vekselererundersøgelse, i hvilket firmaet Julius Bendix & Steen og vekselerer Wulff Nathan spillede en stor rolle og til hvis behandling der dannedes den særlige “Rump’ske Kommissionsdomstol”, der ifølge justitsministerens offentlige tilkendegivelse havde til opgave at udstrække undersøgelserne til alle, der havde medvirket ved spekulationerne, “hvad enten de bor i Aalborg eller Kjøbenhavn”! Herunder havde assessor Rump haft rigelig lejlighed til at skaffe sig en grundig forhåndsviden om

462

spekulationsforhold, forhold, der navnlig var afsløret ved frimodige erklæringer af vekselererne Reimann, Theodor Trier og A. F. Lamm samt af højesteretssagfører C. B. Henriques. Prof. L. V. Birck var i offentligheden snarest endnu mere kendt for sin kamp mod højfinansen og havde navnlig vundet berømmelse ved sine ihærdige angreb mod aktiespekulationen, specielt ved sit hårde sammenstød med Industriraadets repræsentanter i Den overordentlige Kommission.* H. Green var endelig i første række kendt fra sine angreb mod “Nationens Forbillede” Herman Heilbuth.**

I loven indsattes endvidere en bestemmelse, der gav retten en mere videregående beføjelse end i Retsplejeloven fastsat til at lukke dørene under forhørene. Der bestod i tingene enighed om, at der skulle skabes ro om banken, for at dennes samtidig indledte reorganisation ved hjælp af statens midler kunne gennemføres med held. Idelige offentlige forhør, der blev gengivet i dagspressen, ville ikke være egnet til at skabe den fornødne ro. På den anden side skulle forhandlingerne dog gennemføres på en sådan måde, at offentligheden fik adgang til at kontrollere, at der ikke blev stukket noget under stolen. Derfor bestemtes det i loven, at der skulle optages stenografiske referater af samtlige retsforhandlinger, og at disse referater skulle forelægges offentligheden senest tre uger efter sagens slutning.

Med hensyn til nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen fremsatte justitsminister Rytter i sin forelæggelsestale den 19. september 1922 nogle principielle betragtninger — bl.a.: “Det er en ganske ekstraordinær situation, som har fremkaldt dette lovforslag. Hele vort erhvervsliv kunne være blevet udsat for en rystelse, hvorved tusinder af mennesker ville være blevet gjort brødløse, og tusinder af sparere kunne have mistet en del af deres indskud. Således gik det heldigvis ikke.

*) Jvf. nedenfor 9 c.
**) Jvf. ovenfor 3 e.

Da dommen faldt i Landmandsbank-sagen

 

Domsafsigelsen i Landmandsbank-sagen den 7. juli 1923 i Østre Landsret. Fra venstre ses landsdommer Troels Hoff, som interesseret betragter de tiltalte, mens retsformanden, landsdommer Axel Rasmussen, læser dommen op. Til højre står den tredje af dommerne, landsdommer Oluf Krabbe. (Efter “Verden og Vi”)

 

Kommissionen, der udredte Landmandsbankens forhold. Fra v. til h.: Bankdirektør H. Green, professor, dr.polit. Laurits V. Birck, landsdommer C. D. Rump.

463

Men mange mennesker er faktisk blevet ramt direkte og meget hårdt. Jeg sigter ikke herved til spekulanter, som må lide deres tab, uden at der vises dem nogen som helst medlidenhed af os andre, men jeg sigter til de mennesker, som har sat deres penge i Landmandsbank-aktier i tillid til, at de derved kunne få en sikker rente, jeg sigter til de mennesker, som fra deres forældre har modtaget i arv Landmandsbank-aktier, erhvervede i tillid til, at pengene var anbragt i et godt foretagende, og som nu alle bliver hårdt ramt … ministeriet har ment, at der i denne situation kræves en ekstraordinær foranstaltning. Det bør undersøges, og det skal undersøges, om der er nogen — eventuelt hvem -, der rent juridisk har forbrudt sig og derved har pådraget sig juridisk ansvar. Men det må også under nogen, der rent forretningsmæssigt har foretaget handlinger, som kan pådrage dem erstatningsansvar, således at de bliver forpligtet til at stille deres formue til disposition. En sådan undersøgelseskommission kunne Justitsministeriet ikke på egen hånd nedsætte. Justitsministeriet kunne kun nedsætte en kommission af juridiske dommere, og ministeriet har ment, at der i foreliggende tilfælde både må være juridiske dommere og sagkyndige medlemmer. Da ministeriet altså ikke selv kunne foretage nedsættelsen af en sådan kommission, har jeg tilladt mig at henvende mig til dette høje ting om tingets medvirken til nedsættelsen af selve kommissionen.”

Dertil knyttede Rytter i Landstinget en bemærkning om, at der under sagen sikkert ville komme meget frem, som ikke vedkom offentligheden, og som offentligheden derfor ikke havde krav på at få at vide. Denne bemærkning fik, som det senerehen vil blive vist, særlig betydning med hensyn til de dokumenter, som forelagdes Undersøgelseskommissionen vedrørende Harald Plums og Emil Glückstadts bestræbelser for at organisere en militær aktion mod Rusland for på denne måde at sikre Landmandsbankens og Det Transatlantiske Kompagnis mægtige kapitalinteresser i Rusland og Sibirien.

464

Fru Laura Glückstadt, som i sin 1929 udgivne redegørelse for Landmandsbank-sagen går så kraftigt i rette med alle, der anså det for påkrævet, at der gennemførtes en undersøgelse til bunds, er naturligvis utilfreds med, at der indsattes en særlig kommission, som end ikke var strikte bunden til Retsplejelovens § 43, sidste stykke. Dristigt hævder hun, at der i denne afvigelse fra ordinær lov var mindelser om lettres de cachet, om retsvilkårlighed! Hun synes også at formode, at lovgiveren vist oprindeligt kun har tænkt på, at de sagkyndiges medvirken fastsattes for at muliggøre den art bankøkonomiske og bankpolitiske analyser, som lovens § 1 peger på, altså for at klargøre, om den specielle bank- og aktielovgivning var overtrådt; og hun kan tilsyneladende slet ikke forestille sig, at kommissionen skulle have til opgave ganske generelt at undersøge, hvorvidt foranstaltninger af illegitim art havde bidraget til bankens sammenbrud, og hvorvidt de for denne udvikling ansvarlige personer, kunne drages til juridisk ansvar herfor. Hun føler sig så højt hævet over dansk lov og ret, at hun mener at kunne bestride Rigsdagens ret til at afgøre, efter hvilke retningslinjer undersøgelsen skulle gennemføres og hun slutter sig til den af Otto Benzon hævdede opfattelse, efter hvilken alene Sø- og Handelsretten havde været den rette instans til at behandle denne sag!

Dog: Rigsdagen havde nu truffet sin afgørelse og undersøgelsen måtte derfor gå sin vej, ganske uanset om det passede fru Glückstadt eller ikke! Fra slutningen af september 1922 til begyndelsen af det nye år samlede kommissionen materialet og begyndte udarbejdelsen af sin beretning. Herved fandtes fra begyndelsen en vis deling af arbejdet påkrævet, da Retsplejeloven ikke kender noget til, at dommeren i forvejen og uden for retten beskæftiger sig med de sager, der behandles af retten. Landsdommer Rump oplyste med hensyn til dette forhold i den anden kommissionsforhandling i domhuset den 6. februar 1923, da flere medlemmer af bankens direktion og bestyrelse var tilkaldt, følgende:

465

“For at kunne arbejde efter loven, har kommissionen båret sig sådan ad, at mine to kolleger i kommissionen først og fremmest har påtaget sig arbejdet uden for retten, altså det arbejde, som navnlig går ud på at skaffe de oplysninger, som almenheden måtte have krav på. På den anden side har de så besluttet ikke at tage del i arbejdet i retten, de er kun til stede her som tilhørere og som deltagere i kommissionens virksomhed uden for retten. Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at de undersøgelser, der er foretaget i kommissionen, også er kommet ind på forhold, som måtte komme til at foreligge her i retten; men jeg har søgt så vidt muligt at undgå at beskæftige mig med disse forhold, i alt fald ikke mere end nødvendigt. Således som loven giver adgang til, vil jeg da alene holde retten her og træffe de beslutninger, der måtte komme til at foreligge her i retten. Jeg har håbet og troet, at jeg ikke ved min hidtidige virksomhed har mistet den upartiskhed, som er nødvendig til at behandle denne sags forundersøgelse, men enhver af de indkaldte vil have lov til at gøre retslig indsigelse, hvis de måtte have en anden mening.”

Fru Glückstadt knytter hertil den frække bemærkning, at da ingen havde haft mulighed for at kontrollere, hvorvidt dommeren havde søgt at undgå nær omgang med den ikke-uvildige majoritet (!) i sin kommission, kunne selvfølgelig ingen sige ja eller nej til denne dommerens beskedne selv-præsentation som “Dommer uden for loven”!

Kommissionens arbejde begyndte altså straks efter, at loven var vedtaget og strakte sig over hele året 1923, så den omfattende og overordentlig indholdsrige beretning først kom til at foreligge for offentligheden den 15. januar 1924. Forundersøgelsen satte ind den 6. februar 1923, og varede indtil 5. maj s.å. Den 9. marts blev Glückstadt sigtet for bedrageri ved aflægningen af regnskabet for 1921, fængslet og indsat i Vestre Fængsel. Den 24. juni, midt under domsforhandlingerne, som indledtes den 14. juni, døde Glückstadt i fængslet [andre kilder angiver dødsdagen til den 23. juni]. Dommen i sagen mod Landmandsbankens direktør og bestyrelsesmedlemmer faldt den 7. juli 1923. Da dommen påankedes dels af de tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det offentlige, for så vidt angik alle de tiltalte med undtagelse

466

af Glückstadt, måtte også Højesteret beskæftige sig med sagen. Højesteret afsagde dom den 29. september 1923.

Det ville føre alt for vidt at gå nærmere ind på alle de spørgsmål, som behandledes i domsforhandlingerne, både for Kommissionsdomstolen og for Højesteret. Her er det kun muligt at give enkelte udpluk af disse forhandlinger, der kan tjene til enkelte tiltaltes karakterisering. Nogle af anklagepunkterne behandles i øvrigt mere udførligt i den følgende undersøgelse af fru Laura Glückstadts forsvarsskrift, og enkelte episoder under retsforhandlingerne er også andetsteds blevet behandlet, bl.a. anklager vedrørende Emil Glückstadts kusine Anna Raffel, den for H. Bendixon førte spekulationskonto 27605 osv.*

Et væsentligt spørgsmål under domsforhandlingerne var spørgsmålet om belåningen af Landmandsbank-aktierne i november 1921. Dette spørgsmål dannede grundlaget for det første forhør over Glückstadt på hans bopæl, Christiansborggade nr. 2, den 5. februar 1923. Forsøget på at få klarhed over, hvem der oprindelig var kommet på tanken om at henstille, at Nationalbanken ydede et lån på 30 mil. kr. til støtteopkøb, lykkedes ikke. Hertil hævdede Glückstadt, at den margin, der var fastsat for støtteaktionen, efter hans skøn måtte have været tilstrækkelig til at sikre langsom nedgang af aktiekursen, og af denne opfattelse havde han været endnu den 9. juli 1922, da den nye ordning blev truffet. Dommer Rump gjorde Glückstadt opmærksom på, at Transatlantisk Kompagni jo allerede i efteråret 1921 efter en af Riis-Hansen udarbejdet opgørelse havde et tab på 73 mil. kr., for hvilket der kun delvis var dækning, og at han dog burde have gjort Nationalbanken opmærksom herpå, dengang andragendet om lån stilledes. Dommeren mente endvidere, at det havde været hans pligt, i forhandlingerne i november 1921

*) Jvf. ovenfor 3 b, s. 237 flg., og nedenfor 4 f, s. 546.

467

at meddele Nationalbanken, hvorledes det i virkeligheden forholdt sig med den sikkerhedsmargin på 10 mil. kr., som Landmandsbanken påtog sig at fremskaffe. Det kunne jo ikke være Nationalbanken ligegyldigt, at kun halvdelen af denne sum var private midler, medens de øvrige millioner var en skjult reserve, Landmandsbanken selv havde opsamlet. Han burde også have betænkt, at hans bank selvfølgelig ikke kunne ligge med skjulte aktier ud over Banklovens bestemmelser og også var forpligtet til at opføre dem på månedsbalancerne som egne aktier. Glückstadt kunne imidlertid ikke indse berettigelsen af disse krav og erklærede i øvrigt, at han ingen videre erindring havde om de erklæringer, han i denne sag havde afgivet overfor Nationalbanken. Dommeren gjorde i denne sammenhæng opmærksom på, at Nationalbanken også var blevet vildført ved indbetalingen af de 10 millioner, da de “blev skaffet på den måde, at der blev lagt Landmandsbank-aktier over og belånt, så det blev derigennem, at der skaffedes de 10 millioner, som skulle deponeres”. På Glückstadts indvending, at det dog blev ganske det samme, som om man direkte indbetalte med private penge, riposterer dommeren: “Ja, men de følte sig alligevel skuffede”. Der pegedes endvidere af dommeren på det ejendommelige forhold, at der ikke nævntes noget i de med Nationalbanken vekslede dokumenter om, at Landmandsbanken selv var deltager i denne sikkerhedsmargin, men at dette kun kom frem i de deklarationer, som udfærdigedes med deltagerne i syndikatet, hvor Landmandsbankens tilskud af den skjulte reserve nævntes som en forudsætning ved siden af det med Nationalbanken aftalte.

Rigsadvokaten gjorde her siden opmærksom på, at deklarationerne overhovedet var meget uklart affattede, eftersom man af teksten endog kunne få det indtryk, at de 5 mil. kr. af den hemmelige reserve slet ikke var medindbefattet. Overfor rigsadvokaten indrømmede Glückstadt, at han under forhandlingerne med Nationalbanken havde betegnet det som uhyre vigtigt, at der blev grebet ind, fordi det måtte blive en

468

landsulykke, hvis nedgangen i Landmandsbankens aktier ikke standsedes. Under forundersøgelsen den 5. februar 1923 blev det endvidere såvel af dommeren som af rigsadvokaten konstateret, at Landmandsbanken selv ved støtteaktionen skulle bære de første tab, der måtte opstå ved differencen mellem køberkurs og belåningskurs, at Landmandsbanken ud over dette måtte bære risikoen for de 5 millioners vedkommende og at de private deltagere først derefter kom til at hæfte. Til nærmere belysning af dette forhold fastslår rigsadvokat V. Topsøe-Jensen til slut udtrykkelig: “Schack Eybers forklaring til de forskellige personer går ud på, at de skulle ikke komme til at løbe nogen risiko; Landmandsbanken skulle først dække kursdifferencen, og dernæst skulle den hemmelige reserve tage det næste stød, og først i så fald skulle der være risiko for deltagerne i konsortiet”. Og han resumerer, at banken derfor havde været forpligtet til at opføre dette køb af egne aktier i månedsbalancerne.

I vidneførslen den 6. februar pointeredes det eftertrykkeligt af nationalbankdirektør dr. Ussing, at man ikke havde haft nogen anelse om, at halvdelen af det beløb, som syndikatet stillede til rådighed, skaffedes til veje af Landmandsbanken selv, og at han først længe efter Juli-ordningen havde fået nys om dette forhold. Da de 10 millioner kr. blev indbetalt i aktier, var man gået ud fra, at det var syndikatet, der ejede disse aktier. Om syndikatet havde opkøbt dem i det åbne marked, eller hvor syndikatet havde fået dem fra, var et spørgsmål, der havde ligget uden for Nationalbankens overvejelser. I denne forhandling kom direktør Emil Rasmussen endvidere med den interessante oplysning, at han overfor Glückstadt havde erklæret, han ikke kunne tænke sig, “at Nationalbanken kunne indgå på at yde lån til et uansvarligt og uforbindende konsortium”. Dertil havde etatsraad Glückstadt svaret: “Det må virkelig blive Nationalbankens sag!” I øvrigt fremgik det af alle vidneforklaringer, at ingen tilsyneladende havde gjort sig tanke om, at banken havde med

469

større vanskeligheder at gøre, og specielt nationalbankdirektør Ussing betonede, at han havde ikke tillagt rygterne om de tab, der skulle være påført banken ved Ballin-koncernens sammenbrud eller ved Transatlantisk Kompagni, nogen særlig betydning. Rygter havde der til stadighed været om Landmandsbanken, så længe han kunne huske, dels fordi Landmandsbanken, som væsentlig industribank, gav meget dristige kreditter, som man ikke var vant til herhjemme, og dels på grund af dens om sig gribende og meget ivrige virksomhed, som havde bragt den i miskredit hos konkurrenterne. Ussing tilføjede, at han ikke havde været urolig i så henseende, navnlig da også Glückstadt selv altid var ubekymret, i hvert tilfælde udvendig, og at han åbenbart var gået ud fra, at når han mødte op med de 10 millioner, måtte det være en selvfølge at Nationalbanken ville gå ind på det. Glückstadt havde i det mindste været meget skuffet over, at man ikke straks accepterede hans forslag. Bekymringer nærede denne mand tilsyneladende aldrig, og derfor havde der ingen grund været til særlig mistanke. Rent principielt havde man naturligvis haft sine store betænkeligheder, men ikke med hensyn til risikoen. Fra de mange interessante episoder i forhandlinger vedrørende belåningen af Landmandsbank-aktierne citeres følgende af beretningen om forhøret den 7. februar 1923 (s. 24):

Rigsadvokaten (til kommitteret Schack Eyber): Ved De, at der mellem de poster, som blev optaget en af de sidste dage i september måned, var 400.000 kr., som blev solgt af Aarhus Privatbank?

Schack Eyber: Jeg ved, at Aarhus Privatbank på et vist tidspunkt havde købt en post Landmandsbank-aktier, det ved jeg, de havde, og jeg ved, at de en af de sidste dage forlangte, at disse Landmandsbank-aktier skulle sælges.

Rigsadv.: En af de sidste dage? Vil det sige …

S. E.: En af de sidste dage inden …

Rigsadv.: Inden septemberrekonstruktionen.

S. E.: Inden September-rekonstruktionen. Det blev sagt mig ligefrem af direktør Andersen i Aarhus, at deres bankråd havde forlangt, at disse aktier

470

skulle sælges og den ordre gik videre til Landmandsbanken, der derefter solgte dem.

Rigsadv.: Har De nogen personlig forbindelse med nogen af direktørerne i Aarhus Privatbank?

S. E.: Ja, den ene af direktørerne i Aarhus Privatbank er min søn; men jeg må absolut hævde, at der aldrig nogensinde fra min side er givet noget som helst råd om eller tilskyndelse til at sælge Landmandsbank-aktier. ———

Særligt indgående var forhandlingerne om regnskabsaflæggelsen for året 1921. Efter forudgående, omfattende vidneførsel, afhørtes Glückstadt den 5., 6. og 9. marts på sin bopæl, Christiansborggade nr. 2, i denne sag. Her tilspidsede situationen sig langt om længe således, at han til sidst, ved afslutningen af formiddagsforhandlingen den 9. marts arresteredes og hensattes i Vestre Fængsel. Denne sidste dag stod nogle mindre graverende, men for Glückstadts letsindige dispositioner særlig karakteristiske forhold til diskussion; nemlig omposteringer af forskellige kreditter, der var stillet Det Transatlantiske Kompagni til rådighed, i anledning af at United Export Co. var blevet omdannet til en handelsafdeling under kompagniet, samt de store aktiespekulationsopkøb i maj–juni 1920, på et tidspunkt, da Glückstadt mente at have givet sin meddirektør Ringberg strikt ordre til at afvikle konsortierne. Glückstadt søgte under forhandlingen at unddrage sig ethvert ansvar ved stadig at hævde, at han hverken huskede det ene eller det andet. Overfor det førstnævnte tilfælde havde han den 31. december 1920 foranlediget, at der åbnedes nye kassekreditter for enkelte af Transatlantisk’s underselskaber med Transatlantisk’s kaution til et samlet beløb på 9.750.000 kr., medens der samtidig foretoges tilsvarende overførsler til aktiedepot-konti. Således gik der til United Exports aktiedepot-konto 5.413.000 kr., og 1.100.000 kr. til dets rembours-konto, desuden 1 mil. kr. til Transatlantisk Kompagnis forskudskonto. Følgen af denne ompostering var, at disse konti i den såkaldte “grå bog”, der indeholdt

471

kontokuranter og regelmæssigt forelagdes bestyrelsen til prøvelse, blev nedbragt med 7.513.000 kr. og i denne skikkelse blev forelagt for bestyrelsen ved regnskabsaflæggelsen for 1920. Ej heller bevillingen af de nye kassekreditter blev, som det var foreskrevet, samlet forelagt bestyrelsen umiddelbart efter deres åbning, men først senere, efter hinanden og med større mellemrum, den sidste post til 2½ mil. kr. således først ca. 9 måneder efter at kreditten var blevet åbnet, og uden at bestyrelsen derved fik oplysning om, at det samlede beløb allerede var blevet åbnet den 31. december 1920. Glückstadt kunne ikke forklare, hvorfor han havde foretaget disse dispositioner, henholdsvis “manipuleret på regnskabet”. Overfor henvisningen til, at bestyrelsen således ikke havde fået den rigtige oplysning, vidste Glückstadt intet andet at svare, end at han havde givet bestyrelsen underretning på forsvarlig måde, uden imidlertid at kunne føre bevis for denne påstand.

Ligeså uforsvarligt havde Glückstadt handlet ved oprettelsen af støttekonsortier i sommeren 1920, ved alene i juni måned gennem Ringberg at lade opkøbe for ca. 10 mil. kr. aktier, senere mere, så konsortierne ved udgangen af 1920 var engageret i aktiespekulationerne med 36–38 mil. kr. Også her søgte Glückstadt at fri sig for ansvar ved at hævde, at det var Ringberg, der i sin sygelige tilstand havde handlet imod de instruktioner, han fik, og at han selv ikke havde haft med disse opkøb at gøre. Heroverfor kunne både dommeren og Rigsadvokaten påvise, at en del af disse opkøb havde fundet sted på et tidspunkt, da han selv opholdt sig i København og havde kunnet kontrollere dem og at han oven i købet af vekselerer Schiøler i september 1920 var blevet gjort opmærksom på, hvor fortvivlede forholdene var for vekselererne med hensyn til disse børsengagementer. Glückstadt kom heroverfor stadig med den udflugt, at han ikke anede noget om disse sager, at han “på det tidspunkt ikke har haft vidende om, at den mand, som passede de ting, ikke var fuldstændig normal. Det er — mente Glückstadt ved en

472

anden lejlighed — “meget vanskeligt, når man går side om side med en mand så at opdage, når manden bliver sindssyg”. Alligevel gjorde Rigsadvokaten gældende, at han som den ansvarlige leder af Landmandsbanken i tide burde have orienteret sig over sin nærmeste medarbejders sinds- og sundhedstilstand og burde have nedlagt sine offentlige hverv, så snart han mærkede, at der var fare på færde. De oplysninger, som vekselerer Schiøler havde givet ham under hans korte ophold i København, burde have foranlediget ham til ikke at rejse tilbage til Paris, før der var skaffet klarhed over børsengagementernes stilling. Det kunne nu engang ikke udskydes til december, idet alt stod på spil, ikke mindst for vekselererne, som på Ringbergs tilskyndelse og åbenbart med hans egen godkendelse havde indladt sig på de nye køb. Til en begyndelse bestred Glückstadt at have haft en sådan samtale med Schiøler, men senerehen bemærker han: “Jeg husker ikke samtalen, men jeg har ingen grund til at tvivle om, at det er fuldstændig rigtigt, hvad hr. Schiøler siger”.

Da der er tale om de førstnævnte omposteringer ultimo 1920, søger den tiltalte at undgå at give klare svar, så Rigsadvokaten ser sig nødsaget til gang på gang at gå kraftigt i rette med ham. På hans replik: “Det kan jeg ikke sige”, svarer Rigsadvokaten: “Men det kan jeg sige” og kort efter replicerer Rigsadvokaten skarpt: “Det er Deres sag at sørge for, at kassekreditten bliver forelagt”. Og mange andre replikker falder fra anklagemyndighedens side, såsom: “Det er ganske ligegyldigt” — “De svarer ikke på, hvad jeg spørger Dem om” — “De skal ikke huske, men det er logik, dette her, og ikke noget andet, De skal huske” osv. Den tiltalte kunne nu ikke mere redde sig med udenomssnak. Han blev også gjort opmærksom på, at det i 1920 åbenbart havde været ham meget magtpåliggende at bringe sin broder, Valdemar Glückstadt, og sin svoger, Max Lester, hurtigst muligt ud af forlegenheden, hvorimod det generede ham mindre, at vekselerer-konsortierne lå med store beløb.

473

Til slut erklærede Rigsadvokaten, at der efter hans skøn forelå tilstrækkelig grund til at antage, at “den sigtede Emil Raphael Glückstadt” havde gjort sig skyldig i bedrageri ved regnskabsaflæggelsen for året 1921, og at han derfor krævede den sigtede arresteret. Dommeren sluttede sig til Rigsadvokatens opfattelse, idet han pointerede, at den objektive forsvarlighed af regnskabet for 1921 måtte bestrides navnlig med hensyn til tre faktorer: “Børsengagementerne … Transatlantisk Kompagni … hvor man f.eks. ikke havde hensat noget til imødegåelse af tab på russiske interesser, og hvor 34 millioner var regnet balancerende på Rekylerne”. Derudover måtte der imidlertid også tages hensyn til bankens andre store engagementer i industriselskaber, hos private storspekulanter i aktier osv. Dommeren afsagde til slut arrest-dekretet, idet han under henvisning til den lige omtalte begrundelse for bedrageri-sigtelse erklærede: “Den straf, det medfører, er så betydelig, at jeg mener, at Rigsadvokaten har krav på for at sikre ansvaret, at De står inde med Deres person derfor; jeg må derfor overgive Dem i varetægtsfængsel”.

Politivagtmesteren var allerede til stede, befandt sig i dagligstuen ved siden af det værelse, hvor forhøret holdtes og sygebilen, der skulle befordre den tiltalte til Vestre Fængsel, var til stede umiddelbart efter at arrestationen var forkyndt.

Fru Glückstadt taler i sit omtalte skrift om lønkammerjustits i dagene fra 6.–9. marts, harmes over, at manden måtte lide den tort at blive behandlet ligesom enhver anden bedrager og håner myndighedernes repræsentanter, der ikke vidste anden udvej end at arrestere manden. Hun mener bl.a.: “Forhandlingerne tegner ligeså tydeligt, men ikke udmærkende, min mands modstandere, navnlig de to, der havde den mægtigste ydre overlegenhed over ham — og dog blev en anseelig distance, af noget forskellig længde, bagved ham”. Intet ville hun bøje sig for: hverken berettigelsen af bedragerisigtelsen efter Straffeloven af 1866, idet hun — henholdsvis

474

hendes mentor, hrs. David, hvis argumenter man støder på alle vegne i bogen — gør gældende, at anklagen kun burde have støttet sig til Aktieselskabslovens § 55 — heller ikke formen for forhørene, arrestationen — men alt er efter hendes mening ren vilkårlighed, blodig uret mod en helt igennem uskyldig, bundredelig og pletfri mand. Ud fra en sådan bedømmelse kommer hun derfor også til en sønderlemmende kritik af forhørene i Vestre landsret, som allerede på grund af de nedværdigende ydre forhold, man havde pånødet hendes ulykkelige mand, måtte umuliggøre et effektivt selvforsvar. Nu led han selvfølgelig et fuldkomment nervesammenbrud, hans sundhedstilstand undergravedes fuldkomment, så han måtte være udelukket fra yderligere at bidrage til sagens oplysning. Hun betragter arrestationen af 9. marts 1922 som ensbetydende med en dødsdom, men hun trøster sig med, at, således som han oplevede betydningen af en fri og frelst samvittighed som eneste, højeste og umistelige eje, “således blev også hans fængselsliv det sande og gode vidnesbyrd for ham”.

Medens den anklagede bankdirektør sad i Vestre Fængsel, førtes undersøgelsen videre mod ham vedrørende de punkter, der senere skulle give grundlag for flere bedragerisigtelser. Herunder blev forhørene over Glückstadt afholdt i Vestre Fængsel, da overlæge Friis-Møller af hensyn til hans sygelige tilstand anså det for betænkeligt at lade ham afhøre i offentligt forhør på Domhuset. Det syntes lægen, at risikoen for at udsætte Glückstadt for den med sådanne forhør forbundne sjælelige spænding og anstrengelse var for stor til, at han kunne påtage sig ansvaret herfor. Retten sattes derfor i Vestre Fængsel, først den 23. og 24. marts, da konsortiet i Nordiske Kabel- og Traadfabrikkers aktier behandledes, dernæst den 26. marts samt den 6., 7., 9. og 10. april 1922, da forholdene vedrørende Konsortiet af 1. Februar 1917 m.m. undersøgtes. Under dette så såvel anklagemyndigheden som dommeren (navnlig den 10. april) sig nødsaget til at gå alvorligt i rette med arrestanten.

475

Da der den 6. april forhandles om Februar-kontoen, indrømmer Glückstadt, at de på nævnte konto overførte spekulationsbeløb gennemgående tilhørte venner og bekendte. Men han tilføjer, at disse aktiespekulationer var blevet indledt af Ringberg og ham selv ikke af hensyn til disse privatpersoner, men fordi direktionen personlig interesserede sig for disse konti. De i betragtning kommende kontoindehavere havde ikke henvendt sig til ham og Ringberg som privatmænd, men henvendelsen til ham og Ringberg var sket i deres egenskab af bankdirektører, og dispositionerne havde de begge truffet som bankdirektører. Det spørgsmål blev undersøgt, hvorvidt banken havde været berettiget til at overtage de på Februar-kontoen overførte tab på egen regning osv. Hen imod forhandlingernes slutning konstateres bl.a., at Glückstadt ikke kan give nogen som helst oplysning om, hvem der var participanter i “Konsortiet af 22. August 1918” og i “Konsortiet af 13. September 1918”, som endte med tab på ca. 333.000 henholdsvis ca. 383.000 kr., og som i fuld højde dækkedes af Februar-kontoen. Glückstadt husker her som ved andre lejligheder intet som helst. Da Rigsadvokaten påpeger, at der dog ved oprettelsen af sådanne konti måtte udstedes et håndpante-dokument, som vilkår for, at man får kreditten indrømmet, og at man afgiver en erklæring om, at de på kontoen indkøbte papirer tjente banken som sikkerhed, véd Glückstadt intet andet at erindre, end at der ved visse spekulationslån ikke krævedes den slags dokumenter underskrevet! Til hvis fordel de nævnte to tabsposter på rigelig 700.000 kr. blev dækket, blev på den måde aldrig oplyst! Den følgende dag drøftedes andre indbetalinger på Februar-kontoen, hvorved Glückstadt bl.a. hævder, at han ikke altid straks lagde mærke til det, når der lejlighedsvis var blevet indbetalt beløb på flere hundredtusind kroner på hans konto. På grund af hans stærke optagethed kunne sligt let undgå hans opmærksomhed. Det var jo, siger Glückstadt, så voldsomme tal, man dengang regnede med, at man ikke gjorde

476

sig særlige tanker om de store avancer. Da dommeren riposterer, at Glückstadt dog måtte have fulgt med i disse forskellige forhold, svarer den tiltalte pikeret: “Jeg var jo i den grad optaget af forskellige sager, at jeg ikke havde tid til at beskæftige mig med syndikatsforhold, så det er muligt, at jeg ikke har set så meget, som landsdommeren tror”.

Glückstadts særegne mentalitet træder kraftigt frem, da han den 7. april afhøres om sit forhold til “syndikatet i Ø.K.-aktier”, som oprettedes den 3. juli 1917. Syndikatet startedes med en debitering på 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier til kurs 400; aktierne overtoges for 4,8 mil. kr. til trods for, at dagskursen androg 559. Selve aktieposten blev overført af Ø.K.-Opkøbskonto A, der selv den 22. 12. 1916 ved oprettelsen var blevet krediteret med 3,7 mil. kr., som stammede fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og som med 3 femtedele tilhørte Ø.K. og med 2 femtedele Landmandsbanken. Da nu de 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier til en uforholdsmæssig lav kurs overføres til “syndikatet i Ø.K.-aktier”, må der selvfølgelig gås ud fra, at de for dette syndikat indtjente kursgevinster må komme Ø.K. til gode med 3 femtedele og Landmandsbanken med 2 femtedele, svarende til det forhold, der havde været gældende i forvejen. I retsforhandlingen opfordres Glückstadt til at forklare, af hvilken grund den del af kursgevinsterne, der rettelig burde være kommet Landmandsbanken til gode, åbenbart var blevet udbetalt til ham personlig. Der er herved først tale om avancen pr. 1. marts 1918, som androg lidt over 1 mil. kr., af hvilke 400.000 kr. var blevet indsat på Glückstadts kontokurant den 8. marts. Glückstadt svarede, at denne indbetaling efter hans opfattelse ikke kan stå i forbindelse med Ø.K.-Opkøbskonto A., men han kunne ikke give oplysning om, hvorfra disse 400.000 kr. da ellers stammede. Den næste avance på i alt 1,4 mil. kr. udbetaltes den 11. juli 1918. Ifølge delingsforholdet måtte der herved tilfalde Landmandsbanken eller Landmandsbankens participanter 524.000 kr., og over dette beløb var der disponeret på den måde, at der i

477

de dage på Glückstadts indenbys kontokurant indsattes 370.000 kr., og på Ringbergs bankbog 154.000 kr. Hertil hævdede Glückstadt, at han på det nævnte tidspunkt lå syg hjemme i Klampenborg og derfor heller ikke anede noget om disse dispositioner. Dem havde Ringberg foretaget uden hans vidende. Af avancen på 792.000 kr., som udbetaltes den 16. september 1918, overførtes på ny 300.000 kr. Alt i alt fik han altså på denne måde mere end én million kroner udbetalt, men han kunne med den bedste vilje ikke forklare, af hvilke grunde han havde været berettiget til at modtage disse store beløb. Der falder hertil bl.a. følgende replikskifte:

Glückstadt: Jeg vil gerne bestemt hævde, at jeg ikke har nogen som helst erindring om de dispositioner, der er foretaget der. Det henhører jo alt sammen til det oprindelige syndikat, som blev omtalt, i Ø.K.-aktier.

Rigsadvokaten: Det kan være meget sandt. De kan hævde det, men så må De være forbavset over, at Deres forskellige konti stadig fourneres [forstrækkes] med dog ret store beløb. Selv i forhold til Deres gode kår er her jo altså i løbet af ½ år tilflydt Dem over 1 mil. kr. Jeg mener, det er jo dog alligevel beløb, som man mærker sig, ikke sandt — det er dog store beløb?

Glückstadt: Det er et stort beløb, ja.

Rigsadvokaten: Men det er forbavsende, hvis De slet ikke kan huske noget om det?

Glückstadt: Jeg har ingen erindring om det.

Med hensyn til de først udbetalte 400.000 kr. bliver Glückstadt flere gange spurgt, om han ikke huskede, hvor han har fået dem fra, da han jo dog havde fået dem kontant og selv ved indbetalingen på indenbys kontokurant havde skrevet bilaget. Men han huskede intet, vidste kun, at han havde dem fra Ringberg.

Rigsadvokaten spørger: “Men er det da ikke mærkeligt, når De sidder i en bank, at De så får Dem op kontant, 400.000 kr. — det er jo en hel kurv fuld af sedler?

Og Glückstadt svarer: “Ja, men passer det ikke ganske godt med, hvad jeg tidligere har fortalt om direktør Ringberg, at han altid havde mange rede penge liggende i sit værelse. Det tror jeg, de herrer vil kunne få bekræftet af enhver, som har kendt Ringberg på den tid”. Der fortsattes:

Hrs. David: Lå der store beløb i almindelighed?

Glückstadt: Næsten altid store beløb.

478

Rigsadv.: Men det er underligt, at De tillod, at han lå med så store beløb. Det var dog uordentligt i en bank på den måde.

Glückstadt: Det var jo ikke penge, der tilhørte banken, så havde jeg jo ikke noget at tillade.

Rigsadv.: Ja, bankens og bankens — det er dog et spørgsmål, om det ikke er bankens penge disse avancer, der udbetales her. Det tyder jo meget på, at grænsen mellem bankens og Deres konti er noget flydende.

Glückstadt: Ja, der må jeg have lov at sige, hr. Rigsadvokat, at hvis der er gået penge ind på min konto, som ikke har tilhørt mig, er de ikke gået ind med mit vidende eller min vilje.

Rigsadv.: Nej, det er det, De siger. —

Og Rigsadvokaten fortsætter med sine spørgsmål, påpeger at de 600.000 kr. aktier, der endnu lå på “syndikatet i Ø.K.-aktier”, den 14. oktober 1919 fordeltes på den måde, at Ø.K.-interessenterne fik deres part og indbetalte for effekterne 1,6 mil. kr., medens Landmandsbank-interessenternes part, som var 212.000 aktier, blev liggende, indtil denne aktiepost den 25. februar 1920 overførtes til “1. februar 1917”, sådan at sidstnævnte konto efter dagskursen betalte 227.000 kr. for meget. Atter aner Glückstadt intet og påstår, at han på den tid var i udlandet, medens Rigsadvokaten kan henvise til, at han efter udenrigsministeriets liste netop må have været hjemme. Men han husker intet. Med hensyn til selve kontoens udvikling var det imidlertid konstateret, at først havde Ringberg og Glückstadt ladet sig udbetale store avancer, hvorved Glückstadt alene kvitterede for mere end én million kr., men da kurserne gik nedad, lod man Februar-kontoen 1917, det vil sige banken, dække tabet, med 227.000 kr. Da Rigsadvokaten lidt senere i forhøret bemærker, at det dog næppe kunne være undgået Glückstadts opmærksomhed, at der var kommet 1 mil. kr. ekstra ind på hans konto, svarer arrestanten: “På et vist tidspunkt måtte jeg selvfølgelig bemærke det, men hvornår ved jeg ikke”.

Som næste punkt behandledes Afviklingen af Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, som skete på den måde, at Ø.K. købte de skibe, der tilhørte selskabet, hvorved der tilfaldt

479

Landmandsbanken som parthaver 972.000 kr. Samtidig købte Ø.K. hos Landmandsbanken 65.000 Rubel for 374.000 kr., og hele købesummen udbetaltes Glückstadt i check med 1.347.121,30 kr. den 14. januar 1921. Glückstadt spørges, om han har modtaget disse penge.

Glückstadt: Det aner jeg ikke, det kan jeg ikke svare på, jeg husker det ikke. Det hele er jo gået gennem bankens sædvanlige kontor.

Rigsadv.: Ja, det véd jeg ikke — den check har De modtaget.

Glückstadt: Den check har jeg modtaget?

Rigsadv.: Ja, og De har givet den til direktør Rothe og sagt, om han vil skaffe Dem pengene, og derefter er hovedkassereren kommet op med beløbet til Dem, det er lagt kontant til Dem.

Glückstadt: Og ved direktør Rothe da ikke, hvad pengene er blevet benyttet til?

Rigsadv.: Han forstod, det stod i forbindelse med Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, men noget nærmere kendte han ikke til det. Men De mener altså, at der skulle findes en konto på 2 mil. i banken, for det er jo bankens penge, de der, ikke?

Glückstadt: Ja, utvivlsomt.

Rigsadv.: Men hvorfor har De modtaget dem kontant?

Glückstadt: Ja, det har jeg ikke noget minde om; jeg kan ikke svare på det i øjeblikket.

Rigsadv.: Det ser jo mærkeligt ud. Men altså det, som man savner oplysning om, det er, om denne check er indgået til Landmandsbanken.

I sammenhæng hermed kan Rigsadvokaten imidlertid oplyse, at midlerne i de dage — eller samme dag — er benyttet til indbetalinger på Valdemar Glückstadts konto 400.000 kr., på Max Lesters 400.000 kr. og på E. Ringbergs bo 130.000. —

Da riposterer Glückstadt heftigt: De indbetalinger har intet med den konto at gøre.

Men — han kan heller ikke forklare, hvor de midler stammer fra, som ligger til grund for disse samtidige indbetalinger. Med hensyn til Rubel-aktier fremkommer dernæst yderligere interessante oplysninger.

Rigsadvokaten bemærker: “… Så skulle også Ø.K. have disse Rubel-aktier udleveret, de havde jo betalt 374.000 kr. for dem, de stod på en konsortial-konto i Landmandsbankens bøger, og der er de bogført til 171.795 kr. Der stod de indtil ultimo 1920, det passer jo med tidspunktet, så bliver de i regnskabet for 1920 afskrevet som værdiløse”.

Glückstadt: Det vil altså sige, at hele det beløb på checken er benyttet på en anden facon?

480

Rigsadv.: Ja, og det er Deres eget bilag, De afskriver disse aktier ved Deres bilag til ultimo-prima-notaen. De ser, det står på 1ste side.

Glückstadt: Ja.*

Lidt senere falder et replikskifte, som danner en slags afslutning på behandlingen af det så komplicerede kapitel om “Syndikatet i Ø.K.-Aktier” og om Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab, men som også tydeligt lader erkende, hvor Glückstadt står i denne sag.

Dommeren bemærker: “Må jeg spørge, med hensyn til Deres udtalelse før om Syndikatet i Ø.K.-Aktier, om De er klar over, at det er en meget alvorlig skygge, den kaster over direktør Ringberg alene, når De hævder, at De har været helt uvidende om disse forhold.

Glückstadt: Ja, hr. Landsdommer, der er intet, jeg nødigere ville end kaste en alvorlig skygge over direktør Ringberg, men jeg kan jo på den anden side tage enhver pekuniær følge af de transaktioner, han har foretaget, hvilket jo også er ret og billigt, eftersom jeg har været delagtig i de fortjenester, der er kommet; men ting, der er foretaget, som jeg ingen anelse har haft om, kan jeg dog ikke, selvom jeg i allerhøjeste grad beklager at måtte gøre det, tage på mig.

Rigsadv.: Jeg vil gerne sige, dette tidspunkt, der er tale om her, altså om Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, det er jo på et tidspunkt — i januar 1921 — da Ringberg ikke er hjemme.

Glückstadt: Ja.

Rigsadv.: Så mener jeg, at han er uden for denne historie, han kan ikke have disponeret.

Glückstadt: Jeg kan slet ikke sige noget som helst om dette i øjeblikket. ——

Det er disse stadige udflugter, denne påberåbelse af, at han ikke huskede noget, der foranledigede dommeren til, ved begyndelsen af forhøret den 9. april 1923 i meget indtrængende ord at henstille til Emil Glückstadt at sige sandheden. Ud fra erkendelsen af, at storbedrageren åbenbart ville benytte sig af alle tricks for så meget som muligt at slippe uden om ansvaret, rettede dommeren, følgende formaningstale til arrestanten:

*) Jvf. hertil også nedenfor afsnit f, s. 523 flg.

481

“Jeg vil blot gøre en bemærkning til at begynde med, for at der ikke skal foreligge nogen misforståelse fra Deres side. Jeg har nemlig forstået på mange af Deres udtalelser, at De undertiden ikke ønsker at give den fulde besked eller ønsker at tale om andre ting end det, der direkte er spurgt om. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at der efterhånden kommer til at foreligge beviser, som viser, at De ved god besked, og at De ikke altid taler sandhed. Det skal De overveje i tide, om De ikke står Dem bedre ved at sige den rene sandhed straks.

Jeg vil også gøre en bemærkning endnu: det er ikke for at lægge hele skylden på Dem, vi ved godt, der er mange mennesker, der har hængt på Dem; vi kan også tænke, at der er stillet mange krav til Dem om luksus og lignende, som De gerne har villet efterkomme, at De gerne har villet gøre noget for Deres nærstående; det er altså ikke meningen at lægge skylden alene på Dem, men De skal overveje, om De ikke står Dem ved at lette Deres samvittighed og sige forholdene rent ud, som de er. Det stiller Dem heller ikke i det bedste lys at lade en død ven bære ansvaret alene. — Det er blot til Deres overvejelse, dette her.”

Eftersom Emil Glückstadt ganske åbenbart satte alt ind på at komme uden om det hovedansvar, han virkelig måtte bære, skulle man mene, at sådanne henstillinger var på deres plads. Men fru Glückstadt ser selvfølgelig anderledes på det. Hun, som efter hele sit naturel er fuldkommen fremmed over for den moral og den retsopfattelse, der repræsenteres ved anklage- og domsmyndigheden, og som ud fra sin udprægede, fanatiske racebevidsthed føler sig himmelhøjt hævet over alle goyim [ikke-jøder], hun véd ikke bedre i sit skrift end at himle op om den grænseløse skændsel, hendes mand er udsat

482

for i dette forhør. Hun tillader sig på en måde, der uvilkårligt føles som en fantastisk frækhed, at tale om Rigsadvokatens og om dommerens subjektivitet (tro og vantro i forening!), om deres partiske bedømmelse af sagen, der gjorde, at de blev “klare over”, at Glückstadt var en bedrager. Hun mener at kunne polemisere mod disse mænds argumenter, idet hun affejende kendetegner dem som letvejende “antagelser”, og viser dermed, at hun ikke har forstået noget af det hele. At sandheden i sig selv er en magt, som man ikke kan fælde med uvederhæftige og konstruerede påstande, kan et sådant jødisk sind jo ikke fatte.

Men alle dialektiske krumspring hjalp intet mere. Undersøgelsernes gang viste til fulde, at man her havde med en korruption uden lige at gøre, måske med et af de mest geniale, men derfor også det mest forvorpne [formastelige] og afskyelige bedrag, der nogensinde er udført her i landet. Nu måtte enhver erkende, at den bank, som lededes af landets mægtigste mænd, havde gjort sig skyldig i et tillidsbrud overfor sine sparere og aktionærer, hvis mage man aldrig før havde oplevet. Men da forholdene nu engang lå således, måtte der selvfølgelig også skabes rent bord, af hensyn til retsprincippets bevarelse, og til sikring af sunde samfundsforhold.

Der fandtes blandt de personer, som i første række var ansvarlige for Landmandsbank-katastrofen, nogle, der var grundigt inficeret af den Glückstadt’ske svindlerånd og selv lod sig forlede til spekulation og spil, så de også på deres måde påførte Landmandsbanken tab. Der tænkes herved naturligvis i første række på mænd som Ringberg, Plum og Herman Heilbuth. Men også andre bankrådsmedlemmer som direktør H. P. Prior og etatsraad, direktør Wilhelm Hansen var godt med i den vilde hasard. Og den holdning, mænd som højesteretssagfører Bülow og kommitteret Schack Eyber viste, var ligeså lidt egnet til at afføde respekt. Dog blandt bestyrelsens mest fremtrædende medlemmer kan heldigvis to

483

mænd nævnes, som var afgjorte modstandere af Glückstadts bankpolitik, men som rigtignok til trods herfor senere måtte bøde særlig hårdt, fordi de ikke i tide havde grebet grundigt ind mod bankens omfattende børsmanøvrer og andre uforsvarlige transaktioner: nemlig formanden for bankrådet admiral Richelieu og grosserer Andreas Collstrop. Efter det i retsforhandlingerne oplyste kan der ikke være tvivl om, at begge mænd var stærkt imod al spekulation; navnlig kunne Collstrop i retsforhandlingerne ved forskellige lejligheder pege på, at han eftertrykkelig havde henvist til nødvendigheden af en mere forsvarlig bankpolitik.*

Da Collstrop den 27. februar i Bankkommissionens retsforhandlinger udtaler sig om spørgsmålet vekselerer-konsortierne, erklærer han, at han altid var gået ud fra, at de var fuldt dækkede. Han havde også på et møde i banken engang gjort opmærksom på, at den margin på 10 à 20 eller 25 pct., der forlangtes på et tidspunkt, hvor aktierne stod i en kurs på 1 à 2.000 kr. for 100, var alt for lille, ja en fuldstændig umulig, en illusorisk garanti. Han fortalte endvidere vedrørende sin stilling til spekulationen under krigen: “Landmandsbanken lå med 80 mil. kr. kontante penge i kassen og havde ikke begreb om, hvad de skulle gøre med de penge; det var i den rigelige tid under krigen. Så stillede jeg det forslag, at de skulle tage 10 mil. kr. i guld ud af disse 80 mil. og lægge ned i deres kælder, for det kunne måske en dag vise sig at være en udmærket reserve, da man aldrig vidste, hvad der kunne indtræffe.” Denne plan ville banken imidlertid ikke gå med til, da direktørerne mente, at den ville koste alt for mange renter. Collstrop var i samme forhandling inde på, at han altid, også allerede 1911, havde kæmpet for en fornuftigere dividendepolitik og for en forøgelse af reserverne og derfor også ved regnskabsaflæggelsen for 1921 havde ønsket en lavere rente end den af Nationalbanken

*) Jvf. med hensyn til Richelieus holdning også ovenfor s. 247 og nedenfor s. 543 flg.

484

godkendte på 10 pct. Da der ved aflæggelsen af dette regnskab ikke blev forelagt nogen trykt beretning, havde han helst vægret sig ved at give sin underskrift, da han altid havde holdt på ikke at underskrive, før han havde set, hvad der stod ovenover. Men ved den her omhandlede regnskabsaflæggelse havde han befundet sig i en tvangssituation, hvor den, som ikke ville have sat sit navn under, ville have pådraget sig et ansvar, han ikke ville have kunnet bære. Men Glückstadt vidste godt nok besked med hans betænkeligheder. I forhandlingen den 14. april beretter Collstrop endvidere, at han altid havde været modstander af aktiespekulationen og derfor også i et bestyrelsesmøde i 1916 havde foreslået at indføre såkaldte spærrede aktier, hvorved det skulle dreje sig om papirer, der blev bundet på den måde, at aktierne fik en påtegning om, at de ikke måtte skifte hænder i løbet af 1 til 2 år, så længe spærringen varede. “Man må” — tilføjer han som begrundelse for dette forslag — “huske på, at folk dengang bogstavelig talt stod udenfor banken fra kl. 9, når banken lukkede op kl. 10, for at tegne aktier i spekulationsøjemed. For at hindre denne vilde spekulation var det, jeg foreslog at indføre spærrede aktier, og at de folk, der ville tegne spærrede aktier, fik fortegningsret”. — Denne ordning kendte han fra Tyskland, og Collstrop gjorde gældende, at dersom den var blevet indført, havde hele spekulationen set anderledes ud.

Da bankbestyrelsens medlemmer afhørtes, viste det sig i øvrigt utallige gange, hvor skamløst de var blevet ført bag lyset af bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg; det mest afgørende bevis herfor var måske givet deri, at disse medlemmer gennemgående først i september 1922 havde fået nys om den støttekonto, der 5½ år i forvejen var blevet oprettet under navnet “Konsortiet af 1. Februar 1917”!

Efter at forundersøgelsen var afsluttet, rejstes der anklage mod 12 medlemmer af Landmandsbankens direktion og

485

bankråd samt mod et forhenværende bankrådsmedlem, nemlig mod

direktør Emil Rasmussen,
direktør Frederik John Rothe,
direktør kristen Riis-Hansen, R.,
direktør Poul Christian Conrad Harhoff, R., Dbmd.,
fhv. admiral i den siamesiske Marine Andreas du Plessis de Richelieu, Storkors af Dbg., Dbmd. p.p.,
overformynder Michael Petersen Friis, Storkors af Dbg., Dbmd. p.p.,
grosserer Andreas Collstrop,
fhv. kommitteret Niels Schack Eyber, R. og Dbmd.,
direktør Herman Heilbuth,
direktør Niels Christian Viggo Reimer, R.,
fabriksejer Bjørn Stephensen, R. og Dbmd.,
forpagter Ole Christian Saxtorph Sonne, Kmd. af Dbg., Dbmd. p.p.

Desuden mod det forhenværende medlem af bankens bankråd,

administrerende direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker A/S Hans Peter Prior, R., Dbmd. p.p.

Anklageskriftet indeholdt 14 anklagepunkter. Efter at domsforhandlingen i sagen var afsluttet med hensyn til anklageskriftets punkter I-III og V-VII, afgik direktør Emil Glückstadt ved døden. Tiltalen måtte derfor ved den endelige kendelse bortfalde, for så vidt det herved drejede sig om de ikke behandlede anklagepunkter. Men sagen forelå desuden for de førstnævnte forholds vedkommende til påkendelse med hensyn til anklagemyndighedens påstand om, at Glückstadts bo tilpligtedes at udrede sagens omkostninger. Kun disse anklagepunkter, som i øvrigt vedrørte nogle af de mest graverende strafbare forhold, vil i det følgende blive behandlet på grundlag af anklageskriftet og dommens præmisser.

486

I. Glückstadt sattes under tiltale efter Straffelovens § 251 for bedrageri:

a) ved at misbruge sin stilling som administrerende direktør i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank, til den 1. februar 1917 at lade “Konsortiet af 1. Februar 1917” (Landmandsbanken) samtidig med, at det for en betaling af 11.800.600 overtog nominelt kr. 2.583.000 aktier i forskellige selskaber fra 27 spekulationskonti — dække underskuddene, i alt kr. 2.237.801,73, der var på disse konti og på 4 andre konti, fra hvilke der ikke overførtes aktier til dækning af de nævnte underskud benyttedes bl.a. kr. 2.196.933,18, der hævedes for Landmandsbankens regning på kontoen “Dansk Soyakagefabriks separat-konto”; kontiene førtes for personer, for hvem Landmandsbankens direktion havde udført spekulationer på Børsen, således at de pågældende til dels ikke havde kendskab til de enkelte forretninger;

b) ved at misbruge sin stilling til i januar 1921 at lade “Konsortiet af 1. Februar 1917” (Landmandsbanken) for en betaling af kr. 13.062.176,01, overtage nominelt kr. 2.953.200 aktier i forskellige selskaber fra 32 spekulationskonti af lignende art som de under a) nævnte, samt overtage underskud uden aktier fra 8 konti, hvorved “Konsortiet af 1. Februar 1917” til de enkelte konti betalte i alt kr. 4.612.486,32 mere, end de overførte papirers værdi androg, beregnet efter kurserne på overtagelsesdagene, herunder dels et beløb af kr. 648.299,32 vedrørende kontoen “H. Bendixon, London”, for hvilken konto det må antages, at Glückstadt helt eller delvis har ansvaret, dels et beløb af kr. 83.397,38, der udgjorde underskuddet på en slægtnings spekulationskonto, hvilket underskud Glückstadt personlig havde påtaget sig at dække, og dels et beløb af kr. 946.695,17 vedrørende et større parti aktier i forskellige selskaber, der havde henligget på kontoen “Konsortiet af 24. April 1918 A” for Glückstadts og den nu afdøde direktør Ringbergs regning efter deres udtræden den 7. juni 1920 af forskellige konsortier;

c) ved at misbruge sin stilling til ved forskellige andre lejligheder i tiden fra 1918 og til slutningen af august 1922 til “Konsortiet af 1. Februar 1917” (Landmandsbanken) for en betaling af kr. 11.127.168,78, at overføre nominelt kr. 2.275.500 aktier i forskellige selskaber fra private spekulationskonti af lignende art som de under a) nævnte, således at konsortiet for disse aktier betalte i alt kr. 3.199.018,89 mere end de overførte papirers værdi androg beregnet efter kurserne på overtagelsesdagene, herunder dels et beløb af kr. 101.724 vedrørende kontoen “Engelsk skole, Nysted”, for hvilken konto Glückstadt må antages at have haft ansvaret, dels et beløb af kr. 1.076.291,70 vedrørende nominelt kr. 524.000 D.F.D.S.-aktier, der udgjorde

487

restbeholdningen af Glückstadts og Ringbergs andel i “Konto Trio for D.F.D.S.”-aktier hos vekselererfirmaet J. M. Levin & Co., og dels et beløb af kr. 85.846,06 vedrørende nominelt kr. 100.000 Ø.K.-aktier, der udgjorde restbeholdningen af Glückstadts og Ringbergs andel i “Konto Trio for Ø.K.” hos vekselererfirmaet J. M. Levin & Co.

I domspræmisserne til dette punkt bemærkes indledende, at det af sagens oplysninger fremgår, “at Glückstadt og Ringberg i tiden efter verdenskrigens udbrud i meget betydelig udstrækning har ladet banken finansiere børsspekulationer, i hvilke de selv og andre var deltagere, og at dette i vidt omfang er sket uden iagttagelse af bankens normale belåningsregler, idet de indkøbte papirer alene tjente til sikkerhed for engagementerne, hvorhos der hyppigt udbetaltes gevinst ved kursstigning, medens der omvendt ikke krævedes indbetalinger i tilfælde af, at spekulationerne ved kursfald udviste tab”. Der gives dernæst nærmere oplysninger om de transaktioner, Glückstadt foretog i anledning af indledningen af den uindskrænkede ubådsblokade til fordel for en del af de private spekulationskunder, således som ovenfor skildret i anklageskriftet samt om den oplysning, der vedrørende denne sag blev givet bestyrelsen den 7. februar, gående ud på, at “de differencer, der var opståede, var bragt ud af verden uden at influere på bankens overskud”. I det følgende gøres der så rede for, hvorledes debet-saldoen på Februar-kontoen først den 13. februar 1917 blev dækket ved en overførsel fra Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der førtes i Landmandsbanken for Østasiatisk Kompagnis regning, og hvorledes sidstnævnte debitering derefter i begyndelsen af juli 1917 dækkedes ved en overførsel fra kontoen for “syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab”, hvilken konto i øvrigt afgav grundlag for anklageskriftets punkt III. Disse overførsler resulterede til sidst i, at kontoen af 1. februar 1917 således dækkedes for et beløb af 1,6 mil. kr. af Landmandsbankens andel i syndikatets overskud.

Der tilføjes i præmisserne: “Glückstadt har ikke erkendt, at han ved overførselen pr. 1. februar 1917 har gjort sig skyldig i bedrageri. Han har forklaret, at han inden denne overførsel fandt sted under en samtale med direktør for Østasiatisk Kompagni, etatsraad H. N. Andersen, havde sat denne ind i situationen, og at etatsraad Andersen da gav Glückstadt tilsagn om, at der til dækning af det pågældende spekulationstab kunne regnes med en avance for banken på kontoen for syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Da Østasiatisk Kompagni var herre over, hvor stor en avance der ville fremkomme på denne konto, og da den banken således tilflydende indtægt var af en ganske ekstraordinær karakter, har Glückstadt anset sig berettiget til at anvende den til dækning af det ekstraordinært overtagne spekulationstab.

488

Etatsråd Andersen har som vidne benægtet at have givet Glückstadt noget sådant tilsagn, og mod rigtigheden af Glückstadts forklaring herom taler yderligere, at det fornødne beløb til dækning af underskuddet på kontoen af 1. februar 1917 ikke straks toges fra syndikatkontoen, men — uden at han har kunnet afgive forklaring herpå —foreløbig, og ikke med det fulde beløb, afholdtes af Soyakagefabrikkens konto og først i juli 1917 krediteres denne konto ved overførsel fra syndikatkontoen. Sagens oplysninger tyder derhos på, at Glückstadt og Ringberg i hvert fald foreløbig har villet skjule posteringerne på de nævnte 2 konti for Østasiatisk Kompagni. Men selvom Glückstadts forklaring om, at der kunne regnes med en sådan ekstraordinær avance var rigtig, ville det ikke kunne fritage ham for ansvar, idet indtægten i hvert fald måtte blive bankens, og dens ekstraordinære karakter ikke ville kunne berettige ham til at anvende beløbet til dækning af et banken uvedkommende spekulationstab.”

Til imødegåelse af forsvarets argumenter pointeres derefter, at Landmandsbankens direktører uden tvivl — af hensyn til, at de ville være ilde stedte overfor deres private forbindelser og overfor bankens bestyrelse, når deres dispositioner kom for dagen — havde bestemt sig til at overføre tabene på banken, fortie overførselen for kunderne og kun give bestyrelsen ufuldstændige oplysninger om det passerede, at antagelsen af, at Glückstadt ved overførselen skulle have regnet med, at tabet for banken senere ville kunne indvindes ved kursstigning på de overtagne aktier, strider ganske mod karakteren af de trufne dispositioner og mod de herom afgivne forklaringer, og at bestyrelsen ikke havde fået fuld besked og derfor ej heller kunne befri Glückstadt for ansvaret, bortset fra at ej heller bestyrelsen havde været kompetent til at sanktionere en sådan overførsel af private spekulanters tab på banken.

Med hensyn til overførslerne til Februar-kontoen 1917 i januar 1921 samt af andre i anklagens post 1b nævnte beløb gås der i præmisserne ud fra, at Glückstadt har været indforstået med de her omhandlede spekulationsforretninger, at han helt eller delvis har haft ansvaret for kontoen “H. Bendixon, London”, at han har påtaget sig at dække den omtalte slægtning, frøken Anna Raffels tab, og at han har beordret eller billiget overførselen af det nævnte parti aktier fra Konsortiet af 24. April 1918. Vedrørende overførselen fra “Konsortiet af 24. April 1918 A” findes det ifølge præmisserne uantageligt, at Ringberg skulle have beordret denne uden at Glückstadt skulle have været vidende om, at kontoens betydelige debetsaldo i alt væsentligt hidrørte fra de Aug. Lunn’ske konsortier, ligesom det i betragtning af de store poster, disse konsortier lå inde med, findes uantageligt, at han skulle have været

489

uden kendskab til, hvorledes det forholdt sig med hans andel. De øvrige ikke særligt nævnte overførsler, der ligesom de allerede nævnte beordredes af Glückstadt personlig, anses ligeledes for at være uretmæssig foretaget, hvorhos yderligere bemærkes, at uforsvarligheden af Ringbergs dispositioner ikke kunne berettige Glückstadt til at lade banken bære tabet.

Til anklagens punkt 1 c bemærkes bl.a., at det mod Glückstadts benægtelse ikke kan betragtes som godtgjort, at han har haft kendskab til overførselen af tabet på “Konto Trio for Ø.K.”, men at han har været kendt med de øvrige nævnte overførsler og derved vidste, at ansvaret for disse konti ikke var bankens.

Overførselen vedrørende “Konto Trio for Ø.K.” tilregnedes derefter ikke Glückstadt som bedragerisk forhold, derimod alle andre under post I anførte transaktioner.

II. Glückstadt sattes under tiltale for overtrædelse af § 55 nr. 1 i Lov nr. 468 af 29. September 1917 om Aktieselskaber

— ved på Landmandsbankens bestyrelsesmøde den 12. januar 1921 overfor bestyrelsen bevidst at have afgivet urigtige og vildledende angivelser med hensyn til de af “Konsortiet af 1. Februar 1917” overtagne aktier og dækkede underskud.

Domspræmisserne går ud på, at Glückstadt må anses for skyldig i dette forhold, da der ikke er ført bevis for, at han har givet bestyrelsen fyldigere oplysninger udover den utilstrækkelige oplysning i bestyrelses­protokollen, og da denne protokoltilførsel var både urigtig og i høj grad vildledende for bestyrelsen.

III. Glückstadt anklagedes efter Straffelovens § 251 for bedrageri:

a) ved at misbruge sin stilling til fra kontoen “Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab”, i hvilket Landmandsbanken deltog for 2/5 den 3. juli (den 5. juli) 1917 at overføre et beløb af kr. 3.747.676,53 til kontoen “Ø.K.’s Opkøbskonto A” og fra denne konto til kurs 400 (dagskursen var 559) at overføre nominelt kr. 1.200.000 Ø.K.-aktier til kontoen “Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen”, i hvilket syndikat deltog interessenter repræsenteret ved Landmandsbankens direktion for 425/1200; fra denne konto lod han derefter den 1. marts, 11. juli og 16. september 1918 udbetale til Landmandsbank-interessenterne i alt kr. 1.181.311,21 af avancen på kontoen, Syndikatet i Ø.K.-Aktier, hvilket beløb må antages at være kommet Glückstadt og Ringberg til gode, og
ved
den 25. februar 1920 efter at Syndikatet i Ø.K.-Aktier i 1919 var opløst, at lade kontoens restbeholdning af Ø.K.-aktier overføre til

490

“Konsortiet af 1. februar 1917” (Landmandsbanken), således, at konsortiet herfor betalte kr. 227.714,41 mere, end aktiernes værdi androg efter kurserne på posteringsdagen.

b) ved at modtage og for egen regning den 19. januar 1921 at hæve en af Det Østasiatiske Kompagni til egen ordre udstedt og kvitteret check, stor kr. 1.347,121,31, og derved tilvende sig dels Landmandsbankens avancer kr. 972.721,31 ved afslutningen af “Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab”, dels et beløb af kr. 374.400, der af Det Østasiatiske Kompagni betaltes Landmandsbanken for dennes aktier i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab nominelt 65.000 Rubler, hvilke aktier, ved Landmandsbankens regnskabsafslutning for 1920 efter Glückstadts ordre blev afskrevne som værdiløse.

Til dette punkt bemærkes bl.a. i præmisserne, at Glückstadt har forklaret, at han intet kender til debiteringen af de ca. 3,7 mil. kr. på kontoen “Syndikat i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab”, og at han ej heller kender til oprindelsen til syndikatet i Ø.K.-aktier. Der tilføjes, at Glückstadts oprindelige forklaring med hensyn til den førstnævnte konto var gået ud på, at Landmandsbanken som sådan var lodtagen i den endnu ved dens afslutning i januar 1921; men at han senere havde gjort gældende, at kontoen efter opgørelsen den 3.–5. juli 1917 førtes for privat regning, således at direktørerne i Østasiatisk Kompagni var lodtagne med 3/5, Glückstadt og Ringberg med 2/5. I dommen antages, at Landmandsbanken, også efter den 3. juli har været parthaver i kontoen og som begrundelse for denne opfattelse anføres, at dette må formodes efter kontoens oprindelse, også ifølge Ringbergs optegnelser om kontoen og den omstændighed, at kontoen efter 3.–5. juli 1917 fortsættes uden at bankens embedsmænd har modtaget nogen meddelelse om, at banken skulle være udtrådt, desuden navnlig på grund af den omstændighed, at kontoen ved dens afslutning i en af Glückstadt selv på bankens vegne underskreven skrivelse af 19. januar 1921 til Østasiatisk Kompagni betragtes som tilhørende Landmandsbanken og Østasiatisk Kompagni, ligesom det samme forudsættes i en skrivelse af 10. februar 1921 fra Glückstadts sekretær, Erik Glückstadt, til underdirektør Nicolaysen i Landmandsbanken. Der resumeres, at Glückstadt har været klar over karakteren af de her omhandlede urigtige posteringer og udbetalinger, at han, til trods for sine benægtelser, har været vidende om, at udbetalingerne kom ham og Ringberg personligt til gode og derfor har gjort sig skyldig i bedrageri. Derimod fandtes der ikke ved det foreliggende tilstrækkeligt grundlag for at anse ham for skyldig i bedrageri ved den i februar 1920 stedfundne overførsel til kontoen af 1. februar 1917. Men hensyn til Rubel-sagen ansås han for skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

491

Vedr. anklageskriftets punkter V, VI og VII.

Glückstadt dømtes endvidere for bedrageri efter Straffelovens § 251 for det i anklageskriftets punkt V omhandlede forhold, ifølge hvilket han ved opløsningen af kommanditselskabet Dansk Søfart-Selskab havde ladet sig den 26. november 1919 af Landmandsbankens hovedkasse kontant udbetale en fjerdedel, kr. 469.275,68, af den banken tilkommende avance, kr. 1.877.102,73, således at beløbet ikke kom Landmandsbanken til gode. På samme måde dømtes han for bedrageri efter nævnte paragraf, fordi han ifølge anklagepunkt VI den 20. januar 1920, den 5. januar 1921 og den 30. marts s.å. havde ladet Landmandsbankens hovedkasse udbetale sig henholdsvis kr. 633.600, 633.600 og kr. 444.259,72, i alt kr. 1.711.459,72, der udgjorde den banken tilkommende andel i fortjenesten ved køb og salg af rågummi, som foretoges i året 1919 gennem “Gummi Syndikatet under United Baltic Corporation”, beløbet var ikke kommet Landmandsbanken til gode, men var påviselig til dels indsat på Glückstadts konti i banken. Endelig blev Glückstadt efter anklageskriftets punkt VII dømt for svigagtigt forhold efter Straffelovens § 257 i forskellige mindre vigtige forhold.

Yderligere bedrageri- og andre sigtelser blev som nævnt ikke behandlet under domsforhandlingerne, da den tiltalte døde, før disse forhandlinger kunne bringes til afslutning.

Emil Glückstadts dødsbo blev herefter tilpligtet at udrede fire femtedele af sagens omkostninger. Selvfølgelig harmes fru Glückstadt også over denne dog sandelig overmåde hensynsfulde kendelse; med infam hån spørger hun, “om nu også de døde havde værneting i København”.

Østre Landsrets dom mod de øvrige anklagede faldt den

7. juli 1923. I den af “Berlingske Tidende” udgivne løbeseddel blev dens resultat bekendtgjort på følgende måde:

Dommen i Landmandsbank-sagen.

Ved Landsretten blev der i dag afsagt
dom i sagen mod direktør Prior, og landmands­
bankens tidligere direktion og bestyrelse:

Direktør Prior 800 kr. i bøde.
Direktør Riis-Hansen 2.000 kr. i bøde.
Overformynder Friis 500 kr.

Alle de øvrige tiltalte er frifunden.

492

Omkostningerne pålægges Glückstadts bo,
direktørerne Prior og Riis-Hansen samt
overformynder Friis.

Denne dom måtte nødvendigvis fremkalde den største forbavselse i offentligheden, da samtlige direktører og bestyrelsesmedlemmer var anklaget for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 osv. med hensyn til den urigtige og vildledende regnskabsaflæggelse for året 1921, direktørerne Rasmussen, Rothe og Riis-Hansen samt Prior desuden for svigagtigt forhold, direktør Harhoff sammen med bestyrelsens medlemmer dertil for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 56 nr. 1. Mod direktør Prior rettedes der endvidere anklage for bedrageri efter Straffelovens § 251 i to forhold vedrørende Nordiske Kabel- og Traadfabrikker A/S samt for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 nr. 1 og § 56, sidste stykke osv. Nu blev overformynder Friis dømt, fordi han ifølge præmisserne ikke havde draget omsorg for, at der skete henvendelse til bankinspektøren om, hvorvidt regnskabet 1921 kunne passere uden opgivelse af nogen beholdning af egne aktier, skønt det efter rettens skøn burde have været ham klart, at lovmedholdigheden af den trufne ordning var tvivlsom. Retten erkendte imidlertid, at Friis personlig havde været overbevist om den trufne ordnings tilladelighed efter loven. For Riss-Hansens vedkommende var det det særlige og skærpede ansvar, han havde med hensyn til opgørelsen over Det Transatlantiske Kompagnis stilling, der begrundede dommen. Det havde efter dommerens opfattelse været hans pligt at tage større hensyn til Carl J. Michaelsens opgørelse over tabene, som allerede i en beretning af 12. januar 1922 til Emil Glückstadt havde vurderet de samlede tab ved kompagniet til 110 mil. kr. Riis-Hansen havde handlet groft uagtsomt ved at negligere denne opstilling, men retten lod det gælde som en formildende omstændighed, at han kun i så kort tid havde virket i banken og derfor følte sig i særlig grad afhængig af etatsraad Glückstadts erfaring. Særlig mild var dommen mod

493

direktør Prior, mod hvem bedragerisigtelsen helt faldt bort; der afgaves imidlertid hertil et dissentierende votum.

Hvorom alting var: det jævne folk stod fuldkommen uforstående overfor denne dom, medens jøderne og deres slæng naturligvis var tilfredse. Thi her havde jo atter, som det også åbent udtaltes i pressen, skjulte kræfter gjort deres indflydelse gældende, så dommen ikke blev til andet og mindre end en kraftig desavouering af anklagemyndigheden. Arbejder- og bondebefolkningen var almindeligvis forbitrede over denne landsretsdom, der i realiteten betød en pure frifindelse af alle anklagede, og utilfredsheden med denne efterladende bedømmelse af højtstående personers uforsvarlige handlemåde kom kraftigt til orde i disse befolkningskredses blade. Således rettede “Social-Demokraten” et skarpt angreb mod det kapitalistiske samfund og overklassen, idet det bl.a. bemærkede: “Er det den juridiske retfærdighed, er det lands lov og ret, hvilken forbindelse har da lov og ret med det levende liv og det mishandlede samfunds dyreste interesser? — Værnet for det arbejdende samfund er det overladt folket selv at skabe. Landsrettens dom er en samfundsskildring mere svidende hård mod kapitalismen end noget socialdemokratisk angreb. Sådan er samfundssystemet, sådan er loven, at hvad det arbejdende samfund frembringer i sit ansigts sved, kan overklassen sætte over styr.” Den samme forargelse kommer til orde i provinspressen; “Fyns Venstreblad” (8. juli 1923) gjorde bl.a. gældende, at befolkningen vil stå fuldkommen desorienteret, “fyldt med mistænksomhed, for manges vedkommende sikkert endogså med forbløffelse og vrede”. Og bladet fortsætter: “Man vil sige, at retten ikke er lige for alle, og at den højeste jura her har reddet en kreds af fremtrædende mænd, der for fleres vedkommende efter almindelig opfattelse havde bevæget sig uden for lovens grænser, der har krævet dom over andre, hvis gerninger ikke har haft nær så skæbnesvangre følger for land og folk som i dette tilfælde.” “Landmandstidende” betragter dommen som en hån

494

imod det danske folk og bemærker bittert: “Det store flertal af den kreds af mænd, som styrede vort største pengeinstitut i årene, da gulddansen gik vildest, ledede det til afgrundens rand på en sådan måde, at det danske samfund gennem skatter og afgifter må betale for, hvad denne kreds har forødt, (og nu) er blevet frifundet for (ved) en af vore retsinstanser! Tre af kredsen idømtes pengebøder til statskassen. Mere er der ikke … tafelrunden fra Landmandsbanken har fået en domstols ord for, at der intet er at bebrejde dens medlemmer, ikke mere, end hvad der kan afgøres med beskedne bøder for få af dens medlemmer.”

Kun den sociale overklasses blade i hovedstaden, jødebladene, var tilfredse med processens udgang, navnlig, da alle de anklagede kunne forlade Landsretten med deres borgerlige ære i behold. De ønskede nu ro om sagen. Desværre — argumenterer “Berlingske Tidende” måtte denne proces jo nu én gang, eftersom sagen havde udviklet sig og var blevet et misbrugt emne i den politiske agitation, føres igennem. Og det fortsætter: “I andre lande, hvor lignende tilfælde er forekommet, har man disponeret anderledes og rimeligvis derved undgået megen ophvirvlen af baciller, der ville have forgiftet omverdenens tillid til disse landes indre forhold og økonomiske stabilitet.” Denne henvisning til andre lande, hvor altså korruptionen efter bladets opfattelse havde nydt bedre beskyttelse mod myndighedernes indgriben end i Danmark, var usandfærdig, men den ansås tilsyneladende som egnet til at bidrage til gemytternes beroligelse. “Politiken” lægger ikke skjul på, at dommen betyder en formidabel overraskelse, men det hedder dog, “at nu da Landmandsbank-affæren er ført frem til en retslig afgørelse, som man kan være enig i eller uenig i, ville det være det heldigste og det sundeste for vort samfund, om man nu blev stående derved, thi vi skulle jo en gang videre i arbejdet for at styrke vort samfund og genrejse alt det, der i spekulationsårene blev nedbrudt”. Endog Venstrebladet “København” kan ikke unddrage

495

sig denne specielle bourgeoisi-atmosfære, der helst nu ser hele sagen dysset ned, og konstaterer uden nogen som helst kritik, at det var Glückstadts dominerende, gennem mange år fæstnede myndighed inden for banken, der afgav “baggrunden for de lempelige domme og frifindelser af den række mænd, som dannede medarbejderkredsen om ham”.

Men mest uforbeholden var dog “Nationaltidende” i sine udtalelser, som først gjorde gældende, at den almindelige opfattelse efter Glückstadts død havde været, at nu “ville det være ønskeligt, om den videre rettergang kunne forløbe i størst mulige sindighed og ikke føre til alt for beklagelige resultater”. Tydeligere kunne man næppe give udtryk for den opfattelse, der rådede inden for det af jødedommen beherskede København’ske borgerskab. Men “Nationaltidende” anså det for rigtigt at tolke disse kredses særlige følelser endnu kraftigere, idet bladet gjorde denne bankdirektør, der under retsforhandlingen var afsløret som storbedrager af rang, sin allerærbødigste reverens:

“Glückstadt var jo utvivlsomt ingen forbrydernatur. Også han var for en væsentlig del bleven ført af omstændigheder, over hvilke han ikke var herre. Han var kommen ud på et skråplan, hvor han ikke har kunnet standse, og bukkede under for fristelsen til at lade stå til. Resultatet blev for hans vedkommende som dommen konstaterer det, en række forbryderiske handlinger, for hvilke han sikkert ikke ville have kunnet undgå indrømmelse af en streng straf. Døden forskånede ham og andre for denne tragik.”

Det er en frikendelse, så den forslår noget. Glückstadt var altså ikke nogen forbryder-natur, han var blot så uheldig at begå “en række forbryderiske handlinger”. Han planlagde dem rigtignok omhyggeligt, tilegnede sig på bedragerisk

496

vis talrige millioner kroner, bortdestillerede ved fejlagtige transaktioner sammen med sine følgesvende de hundreder millioner kroner, forvoldte ved sin gigantiske svindel en landsulykke, hvis følger gør sig gældende den dag i dag [1943], men han var altså alligevel ikke nogen forbryder!!! Og man priser sig lykkelig, at man selv blev forskånet for den så ubeskrivelige tragik at se denne “hædersmand” dømt!!! Dette svarede nu engang efter “Nationaltidende” til den “almindelige opfattelse”!

Men den København’ske overklasse, som så inderligt ønskede en standsning af hele processen, oplevede dog denne gang endnu en bitter skuffelse. Anklagemyndigheden var sig sit ansvar bevidst og ville ikke give op, og folkets vilje var ligeledes i dette øjeblik stærkere end den skjulte inderkreds, der forud i årevis havde misregeret landet og nu alligevel måtte anse det for klogere ikke at træde alt for åbenlyst frem. Dommen blev appelleret dels af de tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det offentlige; for så vidt angik alle de tiltalte med undtagelse af Glückstadt.* Højesteret måtte altså afgive den afgørende kendelse. Her faldt dommen den 29. september 1923, og her ramtes den fhv. handelsminister i Landmandsbank-ministeriet Friis, direktør H. P. Prior, særlig hårdt, idet han nu dømtes for bedragerisk forhold overfor det i sin tid af ham ledede aktieselskab De Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. Landmandsbankens direktører og bestyrelsesmedlemmer blev derhos dømt for grov uagtsomhed ved regnskabsaflæggelsen for året 1921, idet der i højesteretsdommens præmisser kort og godt statueredes: “Efter alt foreliggende må der …

*) Den 8. juli meddeltes i “Berlingske Tidende”, at Glückstadts egen sag ikke ville blive appelleret, men at der måtte regnes med, at der ved given lejlighed fra forsvarets side ville fremkomme en juridisk redegørelse. Her bebudedes altså offentliggørelsen af et forsvarsskrift, som imidlertid først nogle år senere, 1929, publiceredes under fru Laura Glückstadts navn.

497

… gås ud fra, at Landmandsbankens samtlige reserver og overførsler samt en større eller mindre del af aktiekapitalen var tabt ved udgangen af året 1921, og det for dette år aflagte regnskab har således været urigtigt på afgørende punkter”. Herefter dømtes:

Direktør H. P. Prior under hensyn til den midlertidige Straffelovs § 13 til fængsel på sædvanlig fangekost i 120 dage;

direktørerne Riis-Hansen, Rothe, Rasmussen, kommitteret Schack Eyber, admiral Richelieu og overformynder, fhv. statsminister Friis til hver 4.060 kr. i bøde og de øvrige tiltalte

Direktør Harhoff, grosserer A. Collstrop, direktørerne Heilbuth og Reimer, fabriksejer Stephensen og forpagter Sonne til hver 2.000 kr. i bøde.

Set på baggrund af de tab på flere hundrede millioner kroner, som Landmandsbank-svindelen forårsagede, må også disse domme betegnes som meget milde.

e) Det tredie Tings underhåndsagitation for at få undersøgelsen og processen standset.

Selvfølgelig havde de skjulte kræfter, som under ministerierne Zahle og Neergaard vandt ry som Det (såkaldte) tredie Ting, også fra første færd travlt med at få undersøgelsen og processen mod de i Landmandsbankens sammenbrud ansvarlige personer standset. Parlamentarikernes uendelige indbyrdes kævlerier har — sandsynligvis meget imod d’herrers egentlige vilje og ønske — ført til, at der er kommet yderst interessante oplysninger frem til offentligheden også med hensyn til disse forhold, foruden de helt direkte og offentlige udslag af jødernes forsøg på at forhindre processen, eller

498

i hvert fald forhindre en virkelig drøftelse af korruptionen i det offentlige liv. Langt om længe blev man nemlig klar over, at hele affæren først og fremmest også bidrog til at forøge ringeagten for politik og for det parlamentariske systems politikere, og man frygtede konsekvenserne. Derfor satte den samlede reaktion i denne sag allerede ind på et tidligt tidspunkt, hvorved det ikke var mindst påfaldende, at det bl.a. var fremtrædende ariske storkapitalister som H. N. Andersen, Alexander Foss og Otto Benzon, der følte sig tilskyndet til at gribe ind til fordel for Glückstadt og hans spillebrødre.

H. N. Andersen, som ligesom meddirektørerne i Østasiatisk Kompagni, Chr. Schmiegelow og Madsen-Mygdal, havde stået i intim forbindelse med Glückstadt og Ringberg ved de hasarderede aktiespekulationer osv., havde allerede under selve retsforhandlingerne spillet en noget ejendommelig rolle, idet han afgav vidneforklaringer, der måtte være absolut fældende for Glückstadt, men samtidig udtalte de mest uforbeholdent rosende ord om selvsamme mand. Umiddelbart efter at det i retsforhandlingen den 14. april 1923, var statueret, at Glückstadt på aldeles utilstedelig måde havde ladet overføre 3,7 mil. kr. fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskabs syndikats konto til Ø.K.-Opkøbskonto A, erklærede Andersen på en måde, der virkede absolut umotiveret: “Jeg vil gerne her gribe lejligheden til at sige, at det billede, jeg har bevaret af etatsraad Glückstadt, er billedet af en elskværdig, hjælpsom og dertil ligevægtig mand, som i daglig omgang var meget beskeden, og jeg kan ikke tænke mig noget tilfælde, hvor han har henvendt sig om hjælp eller støtte, eller om at gå med til en eller anden ting, uden at kompagniet har gjort det, hvis vi har fundet, at det lå inden for rimelighedens grænser”. Sympatien er altså bevaret, trods alt, og dette viste sig allerede i december 1922, da det netop var H. N. Andersen, der satte alt i bevægelse for at opnå en standsning såvel af undersøgelsen som af processen.

Der skete allerede fra begyndelsen af december i dette år

499

et og andet, som tydede på disse bestræbelser fra Det tredie Tings side. Den 8. december 1922 bragte “Børsen” en artikel, i hvilken det bl.a. krævedes, at man skulle drage lære af det, der var sket i Landmandsbanken, man burde nu bl.a. gennemføre en reform af tantieme-systemet, og også ved lov forbyde direktører at spekulere i deres eget selskabs aktier. Der måtte skabes en ny moral. Så fortsattes der: “Men når dette erkendes, og der handles derefter, så må det netop samtidig erkendes, at enhver tid til en vis grad bør måles med sin egen alen. Følgen heraf er imidlertid, at man snart må være nået til det punkt, hvor det hedder: mørkt bag og lyst for. Det danske samfund kan simpelthen ikke holde til denne “udrensning”. Således begyndte kapitalmagten, den jødiske højfinans, at røre på sig. Den ønskede nu ro om skandaleaffæren. Selvsamme 8. december talte det konservative folketingsmedlem Pürschel i Studenterforeningen, hvor han erklærede, at “Landmandsbank-kommissionen havde en meget indskrænket opgave”, og at man derfor slet ikke havde nogen grund til f.eks. at tage Cold-sagen op til behandling. Overfor disse første tegn på reaktionen mod de ved Undersøgelseskommissionens indsættelse indledte foranstaltninger pointerede “Social-Demokraten” den 10. december 1922 eftertrykkeligt, at “det er en røntgenfotografering af kapitalismens råddenskab, der først må til, for at operationen kan lykkes”. Men modstanden greb trods alt videre om sig, gjorde sig for en stund endog gældende fra Regeringens side! Således nægtede justitsminister Rytter at udlevere Cold-dokumenterne til Finansudvalget og forbød Bankkommissionen at beskæftige sig med Cold-interviewet af 11. juli 1916!

Også “Finanstidende” udtaler i nr. 11 den 13. december 1922 ønsket om, at man ikke skal tale og skrive alt for meget om sagen og mener, at den udrensningskampagne, der føres i pressen, er udartet til en karikatur”. Socialdemokratiet havde al grund til at tie, da den socialdemokratiske sammenspisning med Henckel næppe egnede sig til at fremdrages i

500

bengalsk belysning. Finansorganet mener, at det er den onde samvittighed, der alle vegne råder, som foranlediger al den uro og personlige tilrakning; thi “det gælder jo om at aflede opmærksomheden fra sig selv og at drukne de afsløringer, man skælver for, i den almindelige begrebsforvirring”. Man spørger — fortsætter finansorganet — “hvad er det egentlige motiv til denne ilterhed, til denne splittethed i den danske, eller rettere Københavnske sindsforfatning? Er det en racemodsætning som tidligere i historien mellem dansk og tysk?” “Finanstidende” slutter med at kræve, at Undersøgelseskommissionen må få ro til at fremme sit arbejde. Da i samme periode Herman Heilbuths dobbeltstilling som medlem af Landmandsbankens bankråd og fremtrædende radikal politiker er på tale, hævder “Berlingske Tidende” i ledende artikler den 16. og 17. december den opfattelse, “at de politiske partier for deres egen skyld og for det offentlige livs skyld og, hvorfor ikke sige det, for selve parlamentarismens skyld” burde give afkald på at bruge bankkrakket mod hinanden og mod hinandens mænd. Nægtes kunne det jo ikke, at Landmandsbanken var blevet et farligt selskab for mange af landets gode mænd, men det var ikke alene fra denne side, man havde tilkøbt sig magt og indflydelse. Også med hensyn til Danmarks stilling overfor udlandet var varsomhed på sin plads; der var bl.a. ingen grund til at give næring “til den nordtyske presses skadefro begrædelser af den skæbne, der har ramt stammefællerne i Slesvig — disse beklagelsesværdige germanere, som er blevet løsrevne fra et fattigt, men rent moderland for at blive undersåtter af en stat med en krop af spæk og en sjæl af korruption!” Det er i denne situation, at etatsraad H. N. Andersen tager et kraftigt initiativ til at skabe grundig ro om Landmandsbanken, hvorved han ikke lagde skjul på, at han så utroligt det end lyder — navnlig ønskede Glückstadt fritaget for straf! I et interview med “Social-Demokraten” erklærede han ord til andet, at han “ønskede at få sagen om

501

Landmandsbanken hævet op over partierne og gjort til genstand for en forhandling mellem ministeriet, partierne og repræsentanter for præferencekapitalen”. Endvidere erklærede han i det i “Social-Demokraten” den 22. december 1922 offentliggjorte interview, som senere ifølge bladets opgivelse blev godkendt af ham selv som fuldt korrekt, følgende:

“Landmandsbanken lider ved den stadige uro, der skabes om banken, så længe kommissionen sidder, og uroen kan ikke fjernes, før kommissionen har endt sit arbejde. Da ikke alene bankens, men hele landets prestige og økonomiske liv tager ubodelig skade deraf, må kommissionens arbejde snarest muligt bringes til ende. Det, Bankkommissionen først og fremmest bør gøre, er at undersøge de virkelige tabs størrelse, da det er det eneste, der har betydning for fremtiden; derimod bør man i det omfang, der lader sig gøre, uden at den offentlige retsbevidsthed krænkes, lade fortiden hvile. Skyldspørgsmålet skydes altså tilbage i anden række, idet der hævdes, at en storvask for åben tæppe vil nedbryde tilliden til dansk erhvervsliv i udlandet. Den mand, som den danske regering har brugt til sin officielle udsending i vigtige hverv, kan man ikke nu som forbryder slæbe for en domstol … Man er dog samtidigt klar over, at der må ryddes op i råddenskaben, men de mænd, det vil komme til at gå ud over, skal på en eller anden måde fjernes i stilhed, således at det bliver synligt for alle, at de har forbrudt sig. Dermed skal deres regnskab være gjort op og det danske folks retsbevidsthed ske fyldest. — Formerne for kommissionens fremtidige virke og den måde, hvorpå afstraffelsen skulle finde sted, er en sag, som den samlede danske rigsdag skulle afgøre”.*

Således så altså etatsraad H. N. Andersen på sagen, og til disse anskuelser fandt han i første omgang tilslutning i flere blade af forskellig partifarve. Han gik derefter kraftigt videre. I kontroversen om disse spørgsmål, som satte ind i slutningen af juni 1923, blev …

*) Ejendommeligvis erklærer H. N. Andersen i en erklæring af 12. juli 1923, at han “aldrig har virket for eller forsøgt at påvirke nogen til at standse sagen mod Landmandsbanken”. Denne påstand er falsk! Endog dr. Brandes har udtrykkelig fastslået i “Fyns Venstreblad” den 8. juli 1924, at H. N. Andersen før sin henvendelse til Neergaard henvendte sig til ham og bad ham “yde støtte til et forsøg på at begrænse eller helt at standse undersøgelsen”.

502

… bl.a. yderligere bekendt, at H. N. Andersen allerede den 5. december 1922 havde haft en samtale med den socialdemokratiske folketingsmand C. N. Hauge, idet sammenkomsten var blevet formidlet af direktør Kr. Riis-Hansen. Hauge havde straks efter samtalen nedskrevet et udførligt referat om det skete og dernæst den 7. december meddelt samtalens indhold til Socialdemokratiets formand, i hvilken anledning han pointerede, at han havde indtaget en absolut afvisende holdning overfor Andersens forligsforsøg, en holdning, som Stauning i et og alt havde billiget. Senere vendte H. N. Andersen sig med det i interviewet i “Social-Demokraten” bekendtgjorte program til statsminister Neergaard, som stillede sig velvilligt til tanken, men udtalte, at “der ville blive store vanskeligheder ved at få Rigsdagens partier til at enes om en sådan ordning”. Selve fremstødet måtte derefter indstilles, da det viste sig, at rigsadvokat Topsøe-Jensen, så snart han blev bekendt med disse bestræbelser, med al tænkelig skarphed afviste forligsforsøget. “Social-Demokraten” oplyser hertil endvidere den 17. juli 1923: “Vi har gennem vore efterforskninger i de sidste dage fra absolut pålidelig kilde fået oplyst, at Rigsadvokaten i sin samtale med Rytter truede med demission efter at have erfaret om de bestræbelser, etatsraad H. N. Andersen udfoldede, bistået af landstingsmand Edvard Brandes og direktør Riis-Hansen, og hvis første offentlige føler fremkom i “Børsen” den 8. december”. Det viste sig altså, at Rigsadvokaten kun kunne gennemtrumfe videreførelsen af kommissions-undersøgelserne i december 1922 — retsforhandlingerne var jo endnu ikke begyndt — ved at true ministrene Neergaard og Rytter med sin demission!

Efter at dette var blevet bekendt, så den tidligere indenrigsminister Krag sig i sommeren 1923 foranlediget til at drage i leding mod de formastelige socialdemokrater, som på så hensynsløs måde havde afsløret hans ministerkolleger. Den 6. juli 1923 antyder han på et partimøde i Orehave ved

503

Nakskov, og den 14. s.m. udtaler han klart og tydeligt i en offentlig erklæring, at den socialdemokratiske folketingsmand C. N. Hauge kort før juli 1922 henvendte sig til ham og indtrængende bad ham

“anvende al min indflydelse til fremme af det nævnte formål (dvs. begrænsning eller standsning af undersøgelsen mod Landmandsbanken!), idet han udtalte, at som denne sag formede sig, ville den ikke blot blive til ulykke for personer, som var en bedre skæbne værd, og som det danske samfund dårligt havde råd til at miste, men den ville virke i høj grad skadeligt for landet, både indadtil og udadtil”. Hauge havde tilføjet ordret: “Det er ikke blot personer og partier, men hele det danske samfund, der lider tabet, og spørgsmålet er: Har vi råd dertil?”

Indenrigsminister Krag fortsatte i sin offentlige erklæring:

“Jeg svarede hr. Hauge, at jeg for så vidt var enig med ham i hans betragtning af den virkning, som denne sag ifølge hele dens karakter ville få, men tilføjede, at udenom var der nu ingen vej, og at Regeringens opfattelse uforandret var denne, at sagen måtte gennemføres til bunds.”

Derefter bemærker Krag, at han selvfølgelig ikke kunne foretage sig noget alene på grundlag af en privat henvendelse, men at der på den ene eller anden måde måtte stilles et andragende fra partierne, hvis der skulle foretages noget i den omtalte retning. Da dette blev bekendt, indrømmede Hauge, at han fortroligt havde meddelt dr. Krag de bestræbelser, H. N. Andersen havde udfoldet, men at han aldrig havde anmodet om at få Landmandsbank-sagen standset, medens Krag heroverfor fastholdt rigtigheden af sin fremstilling. Det kraftige mundhuggeri, der ledsagede hele denne kontrovers, efterlod i øvrigt det indtryk, at såvel socialdemokraten C. N. Hauge som indenrigsministeren og Venstre-manden Oluf Krag for en stund havde været enige om at få Landmandsbank-sagen standset. Krag oplyste tillige, at Hauges henvendelse var sket på et tidspunkt, som lå forud for fremkomsten af Rigsadvokatens anklageskrift. Og han gentager:

504

“Hr. Hauge søgte mig ikke om dette, men under en samtale udtrykte han det ønskelige i, at Landmandsbank-sagen kunne standses.” “Berlingske Tidende” bemærker hertil den 19. juli 1923, at Hauge næppe kan have tilsigtet en standsning af undersøgelsen, men at han vel havde tænkt sig andre muligheder for en lempelse af fremgangsmåden og sikkert ikke ville have modsat sig et regeringsinitiativ i det øjemed at ændre bankundersøgelsens måde og form.

At undersøgelserne ikke standsedes var altså udelukkende rigsadvokat Topsøe-Jensens fortjeneste. Og hele dette forhold måtte Rigsadvokaten selv drage frem i offentligheden, da højesteretssagfører C. L. David, Glückstadts forsvarer, i det første møde ved Østre Landsret den 14. juni 1923 tillod sig at karakterisere Bankkommissionens nedsættelse som justitsminister Rytters store dumhed, som “det uklogeste, man kunne gøre i den foreliggende situation”, idet “man gennem al den skandalisering og mistænkeliggørelse, som en sådan undersøgelse måtte føre med sig, kun ville tjene de mindre gode instinkter i folket og ville skade samfundets anseelse indadtil og udadtil. Hrs. David ønskede selvfølgelig ikke, at hans kære racefælle, for hvilken han nævnte dag ikke kunne finde lovord nok, og hvem han ligefrem forherligede som landets ædleste og mest fremragende personlighed, skulle sættes under anklage for sådanne bagateller som bedrageri for nogle millioner kroner. Nedsættelsen af kommissionen var, siger han, set på basis af Glückstadts fortid, en utaknemmelighed og ubillighed [urimelighed]. C. L. David retter samtidig en underfundig kritik mod sammensætningen af kommissionen, navnlig mod prof. L. V. Birck, hvis “kvalifikationer var, at han hverken var jurist eller bankmand eller overhovedet belemret med nogen praktisk uddannelse, men en udmærket teoretiker og dertil absolut diskret”. I tilsvarende rent personlige udtalelser mente denne kapitalismens advokat at måtte gå i rette med dommerne og med repræsentanten for den offentlige anklagemyndighed, og overfor sådanne ubeføjede angreb er det, at

505

rigsadvokat Topsøe-Jensen ser sig nødsaget til at give klar besked og navnlig at hæve sløret med hensyn til de bestræbelser, uansvarlige og anonyme kræfter havde udfoldet for at standse processen allerede i opløbet. Han udtalte under forhandlingerne i Landsretten den 14. juni 1923 følgende til eget forsvar:

“Det er lovgivningsmagten, som har krævet denne sag frem. Den er lagt i hænderne på domstolene. Begge angribes nu for deres utaknemmelighed og ubillighed; det hele er et led i en forfølgelse mod en mand, som er kreditor overfor det danske samfund, og som kan kræve, at ligegyldigt, hvad man så gør, vil man se gennem fingre med det. Der har under sagens forberedelse været tidspunkter, hvor man ville have denne sag standset, hvor man ville forsøge at sætte en stopper for den, og henviste både til de tjenester, Glückstadt havde vist Danmark, til hans position i udlandet, og til, at Danmark ikke kunne tåle at en sådan sag kom frem, så ville vor stilling mellem samfundene være ødelagt. Disse bestræbelser tog stærk fart i slutningen af forrige år. Jeg erkender, at jeg har, da jeg på det tidspunkt var klar over, hvorledes sagen forelå, på det bestemteste modsat mig, at sagen blev stoppet, og jeg ville ikke fortsætte i den stilling, jeg er i, hvis sagen blev stoppet. For så vidt lægger man også på mig ansvaret for utaknemmelighed og ubillighed mod den mand, som samfundet skylder så meget. Men det er ét, hvad man kan undskylde, og hvad man kan se gennem fingre med, når der er tale om en mand, som har påtaget sig mangt og som man har anmodet om at hjælpe udadtil på mange måder. Men en anden ting er, at der er en vis lighed for loven, som jeg i alt fald ikke vil se bort fra i den stilling, jeg står i.

Højesteretssagfører David kom mod slutningen ind på forskellig kritik af sagens behandling. Jeg kan med hensyn til den henholde mig til retsformandens udtalelser. Den mening, som er fremsat af hr. David, hyldes ikke af det store brede, danske folk. Det store og brede, ærlige danske folk har gennem lovgivningsmagten forlangt denne sag frem. Og der har efter mit skøn ikke været vist nogen som helst partiskhed overfor Glückstadt; tværtimod, der har været vist ham hensyn, som ikke vises alle. Hvad spørgsmålet om arrestationen angår, er det afgjort af denne ret og kan ikke debatteres for denne ret. ville man mene, at det var urigtigt, måtte man henvende sig til den højeste domstol her i landet. Det har man ikke villet, og da man ikke har villet bruge denne rekurs, har man jo måttet akkviescere [slå sig til tåls med] ved den både af Undersøgelsesretten og senere af Landsretten trufne afgørelse. Det er på mit ansvar,

506

at Emil Glückstadt sidder som arrestant i Vestre Fængsel. Jeg har over for højesteretssagfører David flere gange forklaret, at det er et tungt ansvar, som for så vidt hviler på mig — ligesom hele denne sag hviler tungt på mig — fordi han er en syg mand; men han har så god hjælp der, som man kan få, og jeg mener, at han ikke kan løslades, under hensyn til de ting, som jeg mener, det er bevist, at han har gjort, og derfor må han sidde.” (Fremhævelser af forf.)

Det var synd at sige, at disse betragtninger vakte bifald i de borgerlige hovedstadsblade. Man følte sig stærkt benovet ved denne mandige tale, følte sig åbenbart særlig ubehageligt berørt ved Rigsadvokatens krav om lighed for loven og ved sin påberåbelse af “det store, brede og ærlige danske folk”, der ikke havde nogen forståelse for de rabulistiske argumenter, som en mand ved navn David tillod sig at fremføre til forsvar for en mand ved navn Glückstadt. Rigsadvokaten havde udtrykkelig hævdet, at den tankegang, som her kom til orde, var fremmed for det jævne danske folk. De nævnte hovedstadsblade følte sig nærmest oprørt over denne dristige tale, der ikke respekterede jødernes tabu og røbede en retsfølelse, som var i skarpeste modstrid med den sociale overklasses klassefordomme. Men nu da dette var sket, anså man det dog for klogest at dysse sagen ned i stedet for at polemisere alt for stærkt mod Topsøe-Jensen. Det var jo ikke nødvendigt at gøre folket opmærksomt på, hvorledes Rigsadvokaten havde måttet kæmpe for, at undersøgelsen gennemførtes således som oprindelig efter loven fastsat. Det skulle derefter forbeholdes fru Laura Glückstadt med rasende fanatisme at forhåne den rigsadvokat, som end ikke nøjedes med at tie, men som komplimenterede “det store og brede, ærlige danske folk”.

Dog — Det tredie Tings formående mænd indskrænkede sig ikke til det skildrede muldvarpearbejde, de gik ved lejlighed også mere åbent til værks. Således tog forfatteren, apoteker og fabriksejer Otto Benzon — en mand, som på forskellige måde havde slægtsforbindelse med jøder, og som

507

efter hele sin stilling hørte med til kapitalmagtens inderkreds — kraftigt til orde til fordel for Emil Glückstadt i en artikel, som kort efter de ovenfor nævnte april-forhør over Glückstadt offentliggjordes i “Berlingske Tidende” under overskriften: “Et pinligt skuespil”. Benzon er klar over, at det ikke mere er klogt at tale den jødiske finansmagts sag alt for frimodigt — folkets retsbevidsthed er på vagt — og han søger derfor først at bevise, at han ikke på nogen måde føler sig personlig knyttet til den anklagede; han har, siger han, “ikke stået i noget venskabsforhold til Emil Glückstadt, aldrig fået tips eller indbringende råd af ham … og har endelig både direkte og indirekte tabt meget ved bankens sammenbrud”. Dette mente han at måtte fremføre for ikke at blive betragtet som inhabil. Og så tillader han sig, opfordret, som han siger, ved såret retsfølelse, at kritisere de mægtige, som nu sidder til doms over den så hårdt ramte bankdirektør. Dette forsøg på at præsentere sig som en aldeles uhildet og objektiv tilskuer kunne hr. Otto Benzon passende have sparet sig, da han som allerede nævnt stod i alt for nær kontakt med den inderkreds, der virkeligt var de mægtige i landet. Han havde jo ikke behov at gå videre end til sin broder for at komme i forbindelse med en mand, der aldeles ikke stod Landmandsbankens direktør fjern, Alfred Benzon var bl.a. medlem af bestyrelsen for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker, i hvilket Glückstadt var formand, og den til 120 dags fængsel dømte H. P. Prior mente i sit forsvar i Landsretten, ved lejlighed endog at kunne påberåbe sig Alfred Benzons tilslutning til en af sine mindre heldige dispositioner. Otto Benzon, som i øvrigt ej heller havde grund til at klage over sine tab ved Landmandsbanken, når han selv dog var aktiespekulant, kunne herefter så sandelig ikke anses for at være den aldeles upartiske iagttager.

Men han følte sig altså trods alt kaldet til at forsvare Glückstadt, rigtignok ikke til at klage over processen i og for sig, men over måden, på hvilken domstolen behandlede den

508

tiltalte. Han harmes over, at retten mener at måtte tage hensyn til folkets retsbevidsthed — hvad rager dog denne proces folket! Han harmes over, at denne bankkatastrofe, der forvoldte landet tab på den bagatel på et par hundrede millioner kroner, overhovedet drøftes i offentligheden og bemærker hertil bl.a.:

“At dette finder sted ved en ekstraordinær og opsigtvækkende kommission, bærer regering og rigsdag ansvaret for, og det hele har da også en politisk bismag. “Folket” ville se blod, og folkets vilje ske. Men landet har man ikke gavnet ved den opreklamerede storvask. Afset fra, hvad den koster direkte, koster den indirekte landet enormt. Den styrker ikke vor kredit. Også andre lande har haft lignende katastrofer, men de har ikke lavet sensation ud deraf …”

Således argumenterer Otto Benzon! Det er altså ikke Glückstadt og hans vennekreds, der er skyld i, at landets kredit udadtil er blevet svækket, men det er folket, der bidrager til at svække landets kredit, fordi det følger den efter hans opfattelse absurde idé, at retten skal ske fyldest overfor kapitalmagtens mænd. Han hader og foragter folket ligeså godt som en racebevidst jøde kan gøre det, og han pointerer næsten ligeså kraftigt som H. N. Andersen, at en mand som Glückstadt måtte stå over retten. Han anser også særdomstolen for absolut uegnet til at behandle en sag som den foreliggende og er ligesom fru Laura Glückstadt af den opfattelse, at Sø- og Handelsretten havde været det rette forum. Han mener, at jurister, der nu var sat til at holde rettergang over Glückstadt, ikke sjældent gjorde indtryk af at bevæge sig på et område, hvor de ikke hørte hjemme, og han mener, at “der burde dog måske tilrådes dem en vis forsigtighed i deres bevægelser”. Med et dybt hjertesuk resumerer han, at hele den retslige forfølgelse mod den syge Glückstadt nærmest

509

virkede, som “om man eksekverede en langsom og torturlignende dødsstraf på en mand, som endnu ikke er dømt”. Således vovede denne kapitalismens talsmand at vække medlidenhed hos ubefæstede sjæle, medens han selvfølgelig ikke røber nogen som helst medlidenhed med de mennesker, der tabte deres sidste spareskillinger ved Landmandsbankens sammenbrud, ej heller så noget betænkeligt ved, at statsborgerne skulle betale de af banken forvoldte milliontab osv.

Denne anmassende kritiker holdt sig endog til slut for berettiget til at tale folket til rette, idet han mindede det om nogle alvorsord, han i januar 1923 havde offentliggjort i “Berlingske Tidende”. De lød: “Der holdes for tiden hovedrengøring i Danmarks hus. Smudset afdækkes, der skrubbes og skures og luftes ud, og der udtages syndebukke, som jages ud i ørkenen, skønt de næppe bærer på grimmere synder end mange af dem, der bliver tilbage og vender øjnene mod himlen. Her lugter, som når man tømmer en septiktank, og Dannerfolket holder sig for næsen. Men Dannerfolket skulle lidt tidligere have mobiliseret sin lugtesans og sin indignationsevne. For det er ikke nu, da folket mister deres penge, at de lugter, værst; de lugtede som regel værre, da de annammede dem. Men dengang måbede menigheden i beundring og misundelse, blændede af den metalliske glans, der stod over spillere, spekulanter og mæcener på kredit, dengang tog man med udspilede næsebor, logrende hale og fremstrakt pote tips af de samme, som man nu hvæser ad”. Det er et meget livfuldt billede, Otto Benzon her giver af spekulationens overdrev, og man kan have godt af at læse denne lille markante skildring to og flere gange, men det ændrer ikke noget ved den kendsgerning, at han også her tager så syndigt fejl af forholdene. Den vilde hasard blev forbeholdt den inderkreds af mænd, han selv tilhørte; folket blev uberørt deraf, selvom det så sig nødsaget til på alle mulige måder at gardere sig mod spilledjævelens raseri og den af den forrykte spekulation fremkaldte stigning i prisniveauet. Dannerfolket, dvs.

510

den jævne arbejder og håndværker, bonden og husmanden, eller som Benzon siger, “menigheden” havde så sandt andre interesser end at tage del i børsspekulationen og havde hverken råd eller trang til at modtage tips fra samfundets rovgriske mæcener. Og når Benzon bebrejder Dannerfolket, at det glemte at mobilisere forargelsen i tide, så rammer også denne beskyldning ved siden af. Folket anede ikke, at det skulle anstrenge sin lugtesans, da det takket være dets ukendskab til den jødiske højfinans’ svig og bedrag ikke kunne vide noget om den grænseløse korruption, der bredte sig inden for den sociale overklasse i København, og fordi jødemagten nok skulle sørge for, at sandheden ikke kom frem. Løgnen var jo princip, og pressen var underkøbt og skulle nok vare sig at røbe alt for meget om Glückstadt’ske, Plum’ske, Heilbuth’ske og Ballin’ske transaktioner. Tages alt dette i betragtning, føles Otto Benzons kritik rigtignok som en grænseløs anmasselse. Når han bebrejder folket, at det ikke i tide slog alarm, trænger sig umiddelbart den tanke på, hvorfor han da ikke selv med sit nøje kendskab til forholdene, rettidigt advarede godtfolk mod sine staldbrødres svindel og bedrag. Det var så sandelig ikke folket, der svigtede, men det var, alt vel overvejet, dog vel snarere ham, der forsømte sin pligt.

Efter Otto Benzon tog jøderne selv med deres nærmeste venner fat på sagen.

Da forhandlingerne ved Østre Landsret stod på, publicerede industriforeningens to ærespræsidenter, ingeniør Alex. Foss og porcelænsfabrikant Harald Bing endnu fem dage før Glückstadt døde et forsvar for den anklagede direktør H. P. Prior, et forsvar, som indirekte skulle tjene Glückstadts sag. Det viste sig altså på ny, at uansvarlige kredse udefra — midt under retsforfølgningen — forsøgte at indvirke på domstolen. Kapitalmagtens indflydelsesrige mænd lod så sandelig intet middel uforsøgt for at redde deres egne, og ved denne lejlighed griber også jøden (Bing) umiddelbart ind for at

511

komme sin nødstedte racefælle til hjælp. Forsvaret førtes i form af en skriftlig henvendelse til Industriforeningens medlemmer, men da det samtidig — den 19. juni 1923 — offentliggjordes på fremtrædende plads i “Berlingske Tidende”, var hensigten jo klar. Henvendelsen til medlemmerne var i realiteten en henvendelse til domstolen om at tage sig i vare: finansmagten krævede at blive hørt!

Tendensen i de to industrimænds indlæg fremgår med tilstrækkelig tydelighed af de indledende ord: “Om få dage vil en af industriens bedste mænd, H. P. Prior, stå for rettens skranke, anklaget for med forsæt at have tilvendt sig uretmæssig vinding. Det kan ikke være andet end, at denne anklage har gjort et dybt og smerteligt indtryk på alle, som i en årrække har kunnet følge hans færd — den offentlige som den private — og lært ham at kende som hædersmand, retsindig, åben og loyal i sin handlemåde både i forretningslivet og som leder af vor standsorganisation”.* Med hensyn til de forhold, som dannede grundlaget for tiltalen mod Prior, erklæres det derefter af de to underskrivere til det ene forhold bl.a., “at det er os umuligt at se, at der er noget som helst at bebrejde direktør Prior i den anledning”, med hensyn til et andet forhold, at transaktionen forekommer dem rimelig og velbegrundet. Da Prior efter en vis transaktion på …

*) H. P. Prior var formand for Industriforeningen 1910–11; i april–maj 1920 som nævnt handelsminister i Ministeriet Friis. Han hørte allerede siden halvfemserne til den Glückstadt’ske inderkreds, idet han 1893 trådte i forretningsforbindelse med Hermann Raffel, Emil Glückstadts morbroder. Det var Raffel, som kom på den idé at oprette en hjemlig trådindustri, og som til gennemførelsen af planen satte sig i forbindelse med Prior, der 1891 havde anlagt Nordisk Kabelfabrik. Det lykkedes også disse to mænd langt om længe at gennemføre oprettelsen af det senere så betydelige aktieselskab: Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. I stiftelsesmødet i Hermann Raffels kontor i Bredgade 33 den 5. februar 1898 deltog foruden Hermann Raffel broderen Emil Raffel og svogeren Isaac Glückstadt, desuden kompagnon’en Johannes Jørgensen, H. P. Prior, grosserer Oskar Ekmann og direktør for Orlogsværftet I. C. Tuxen (fortsættes …)

512

… uretmæssig måde havde ladet sig kreditere 200.000 kr. i Landmandsbanken, bemærker de herrer Foss og Bing — efter at have konstateret, at nogle mener, at Prior uden betænkelighed kunne disponere som sket var, andre, at han straks burde have givet afkald på den ham godskrevne overkurs — følgende: “Kyndige forretningsmænd vil undres over, at Prior ikke straks fik øje herpå (dvs. på nødvendigheden af at træffe en ordning med sin bank om at refundere beløbet), da han foretog overdragelsen af aktierne, men forklaringen er den, at direktør Prior vel er en på sit område fremragende industridrivende, en dygtig tekniker, en talentfuld organisator, han har den skabende evne, der fører til de store resultater, men regnskabs- og bogholderisager har for ham måttet træde i anden række. Her har han været vant til at støtte sig til andre, ikke mindst til mændene i den bank, ved hvis hjælp han grundlagde sin virksomhed, og som var ham en trofast støtte under dens store udvikling. Det kan ej heller efter vort skøn — og vi tør dog antage at have nogen ret til at udtale os om et sådant forretningsmæssigt forhold — siges, at banken ikke også ved denne lejlighed har ordnet sagen på en for alle parter rimelig måde”.

Det havde unægtelig været sømmeligere, hvis industriforeningens ærespræsidenter havde holdt disse betragtninger tilbage til efter domfældelsen, navnlig eftersom henstillingen …

(… fortsat) H. P. Prior blev ved denne lejlighed det nye selskabs direktør, og samtidig fik Hermann Raffel monopol på afsætningen af aktieselskabets fabrikater for et tidsrum af 10 år. Denne ret til eneforhandling blev senere fornyet indtil 1918. Den 20. december 1906 var H. P. Prior sammen med Emil og Alfred Raffel, sønnerne af ovennævnte Hermann Raffel og dermed Emil Glückstadts fætre, medvirkende ved starten af Dansk Staalbeholderfabrik. (Jvf. Th. Hauch-Fausbøll, Hermann Raffel 1869–1919, Kbh. 1919). Når man véd dette, er det mere forståeligt, at jøderne satte alt ind på at få processen mod den dem så nærstående forretningsven standset. Prior hørte jo med til finanskliken, der styrede landet, og måtte som sådan efter denne klikes opfattelse selvfølgelig stå uden for landets almindelige love.

513

… i de sidste ord ikke blot indeholdt et forsvar for Prior, men også for Glückstadt. Nu, da de havde afgivet deres votum overfor offentligheden, var det et åbent forsøg på at indvirke på domstolene, og anderledes blev denne henvendelse heller ikke bedømt i offentligheden. Resultatet var jo også, at Prior blev ikendt en latterlig lille bøde på 800 kr., medens Højesteret som nævnt senere dømte Prior til fængselsstraf. Fru Laura Glückstadt vurderer også netop denne sag som særlig betydningsfuld for den dom, der eventuelt ville være overgået hendes mand, idet hun atter, polemiserende mod de såkaldte folkelige krav, bemærker: “Nu blev der dog i Priors 120 dages sædvanlig fangekost, der vistnok ikke i synderligt mål har angrebet hans personlige anseelse eller svækket vidnesbyrdene fra Alex. Foss og Bing, en efterklang af alle de bedrageriernes krigstoner, som skulle følge min mand til graven”.

Det kraftigste fremstød for at forebygge en offentlig drøftelse af afsløringerne, som man vidste ville fremkomme i Bankkommissionens beretning, foretoges imidlertid i begyndelsen af december 1923. Da rettede nemlig erhvervenes ledende mænd en indtrængende appel til befolkningen om nu ikke mere at tale om gamle skader, men kun om at rette blikket fremad. Efter at det var lykkedes finanskliken at gennemtrumfe, at Harald Plum kun blev dømt til en mindre bøde, og at Regeringen frafaldt appel, skulle nu også så vidt muligt forhindres, at den så frygtede officielle beretning om Landmandsbank-svindelen gav anledning til yderligere diskussion. Af denne grund offentliggjordes i næsten alle borgerlige blade den 7. december følgende:

“Der er i de senere år, såvel fra offentlig som privat side gjort et energisk arbejde for at bringe dansk erhvervsliv ud af de vanskelige og uheldige forhold, som krigen har medført for vort land, og efter at der i tilslutning hertil nu af statsmagten og hovedbankerne er truffet foranstaltninger til at

514

stabilisere vor valuta og hæve den op til dens naturlige leje for derved atter at skabe fuld tillid til Danmarks økonomiske stilling, retter undertegnede erhvervsorganisationer en indtrængende henstilling til befolkningen som helhed om at yde nævnte bestræbelser støtte ved endrægtigt og forsonligt samarbejde og til pressen om at medvirke hertil.

Det vil herunder være af afgørende betydning, at enhver offentlig drøftelse af erhvervsforhold sker på en saglig, underbygget måde og ikke benyttes til personlige angreb eller til fremme af partipolitiske formål, da dette ville være en nødvendig forudsætning for, at den for landet og de bærende erhverv fornødne arbejdsro vil kunne opnås.

 For Dansk Damskibsrederiforening:
Chr.Sass.
 
 For Grosserer-Societets Komite:
Ernst Meyer.
 
 For Industriraadet
B. Dessau
For Landbrugsraadet
P. P. Pinstrup."
 

Det mest ejendommelige ved denne proklamation var den alliance, Venstre-manden P. P. Pinstrup her havde indgået med højfinansens jødiske repræsentanter Ernst Meyer og Benny Dessau. Nu ønskede man altså for alvor, at glemselens slør skulle lægges over finansmagtens forbryderiske transaktioner. Og landbrugets ledende mand var sammen med de erhvervsgrupper, som havde været førende i den vilde dans om guldkalven, enig i, at nu skulle der være ro om alle disse ting! Nu skulle man påbegynde “endrægtigt og forsonligt samarbejde”, for at højfinansen i ro og mag kunne indlede sit nye røvertogt mod det arbejdende folk ved at fremskynde deflationen, ved at få den såkaldte “ærlige krone” indført. Dog, frem for alt ønskede man tavshed om Landmandsbank-sagen! ganske åbent erklærede “Nationaltidende” den 7. 12.

515

(aften), at denne henstilling “falder i god tråd med de anskuelser, vi ofte har gjort gældende”, og “Politiken” mente, “at man deri, at henvendelsen er holdt i så stor almindelighed, vil se et udtryk for tidens alvor”. Dog, den 8. 12. 1923 røbede “Nationaltidende” med rene ord opråbets hensigt, idet bladet bemærkede:

“Rimeligvis vil kommissionens betænkning blive afgivet i løbet af den kommende uge og vil naturligvis afføde en del offentlig debat; man regner dog med, at denne vil blive dæmpet af den forleden offentliggjorte opfordring fra erhvervslivets hovedorganisationer om at vise forsigtighed i omtalen af erhvervspolitiske forhold “.

Hvilken rædsel må Det tredie Tings mænd dog have følt, at de på denne måde mente at måtte mane folket til forsigtighed og at undlade unødig kritik. Endog en Benny Dessau, som senere viste sig at være en af de særlig kompromitterede personer, undser sig ikke for at underskrive en sådan proklamation!

Jo, Det tredie Tings mænd sparede sig intet for at forhindre rettens gang. De hvilede heller ikke i foråret 1924, da Kommissionsberetningens offentliggørelse gav stødet til offentlig diskussion. Da var det overretssagfører Ludvig Bing (overretssagfører Laurits Heines kompagnon!), som i anledning af rigsdagsdebatten om denne beretning den 3. februar 1924 i “Politiken” rettede en indtrængende henstilling til folketingsmand Ove Rode om dog ikke mere at drøfte Landmandsbank-sagen. Han bønfalder: “Lad os nu — hvilket parti vi end tilhører — holde op med den vilde jagt på personerne. Hvert parti har haft sine døde og sårede i disse år. Lad os samle alle gode kræfter i Danmark om det, der er langt vigtigere end at stille nogle flere mænd og kvinder i gabestokken, nemlig — uden hensyn til øjeblikkelig partipolitisk fordel — at søge at finde midlerne mod de vanskelige økonomiske forhold i landet”.

Og han henstiller til Rode ikke at kræve yderligere oplysninger om navnene på andre “favørkonti” i Landmandsbanken.

516

Man forstår så godt, at nationalbankdirektør H. Green — den fhv. bankinspektør — i sine nytårsbetragtninger til året 1923 under hensyn til disse idelige indgreb udtalte ønsket om, at Det tredie Ting snart måtte træde tilbage i den ubemærkethed, hvorunder det uden tvivl fungerede bedst. Det varede rigtignok endnu nogen tid, inden dette ønske blev opfyldt.

f) Hvordan Laura Glückstadt, født Rée, forsvarede sin mands sag.

Fuldstændig klarhed over de transaktioner, der førte til Landmandsbank-katastrofen, blev aldrig opnået, ligesom de to hovedskyldige i sammenbruddet ej heller kom til at lide straf for deres forbryderiske spil med betroede bankmidler. Skæbnen ville det anderledes. Ove Ringberg døde den 14. april 1922, kort tid før det for alvor trak op til uro om banken, medens Glückstadt afgik ved døden den 24. juni 1923, midt i den periode, da domsforhandlingen ved Østre Landsret stod på. Ingen af disse to fik altså deres dom, kun blev Glückstadts bo tilpligtet at udrede en større del af sagsomkostningerne for de af sagens punkter, der var blevet endelig behandlet.

Under hensyn hertil har fru Laura Glückstadt anset det for klogt, at udgive et skrift under titlen: “Emil Glückstadt. En redegørelse.” nogle år efter at processen var endt, nemlig i året 1929*. Her forsøger hun at skildre sit syn på sagen …

*) Den redegørelse, fru Laura Glückstadts giver i sit i dette afsnit omhandlede skrift, fortjener ikke blot opmærksomhed som et indlæg til forsvar for hendes mand, men nok så meget, fordi hun selv uden tvivl spiller en ikke ubetydelig aktiv rolle i Landmandsbank-tragedien. Hun er af Rée-slægten, datter af storspekulanten i sukker-aktier Eduard Rée, og selv besjælet af grænseløs pengegriskhed og ærgerrighed. Det er sikkert rigtigt, alt hvad det socialdemokratiske blad “Klokken 5” (fortsættes …)

 

Fru kammerherreinde Laura Bernhoft, enke efter etatsraad Emil Glückstadt, sammen med sin mand, fhv. direktør i Udenrigsministeriet, gesandt i Vichy og Paris H. A. Bernhoft, ved Prinsesse Aages Basar for de katolske søstre i Danmark.
(Billed-Bladet, 17. 11. 1942.)

H_P_Prior_370xy
Direktør H. P. Prior.

 

Født 25. 2. 1866 Kbh., død 27. 9. 1936 s.st. Direktør for A/S Nordiske Kabel- og Traadfabrikker 1897–1923. Handelsminister i Ministeriet Friis under Påskekrisen 1920.

517

… under påberåbelse af, at fuldstændig klaring af forholdene aldrig opnåedes på grund af de to hovedanklagedes tidlige død, og at navnlig Ringberg havde efterladt sig en række uløselige gåder, hvis opklaring måtte have tjent til hendes mands rehabilitering. Hun kommer derved til det resultat, at hendes mand simpelthen er blevet offer for et justitsmord. Bogen, som i stor udstrækning støtter sig til de argumenter, højesteretssagfører C. L. David og overretssagfører Chr. F. Brorson benyttede under deres defensorat, skal efter forfatterindens hensigt tjene til at udslette det bedrageriets stempel, som i processen blev sat på mandens minde. At målet ikke nås, er en selvfølge. For den sags skyld kunne man se helt bort fra dette indlæg. Når det alligevel skal behandles her, er det, fordi den fare, der truer samfundet fra jødedommen, her på ny har fået et særligt prægnant udtryk, ikke just derved, at forfatterinden mener at kunne forsvare sin mands sag — det ville man endda kunne forstå — men navnlig fordi hun under dette forsøg viser sig fuldkommen blind for de …

(fortsat …) beretter om disse forhold den 25. september 1922, hvorved bl.a. meddeltes, at Glückstadt blev drevet frem af sin kone, der tørstede efter fyrsteligt og adeligt selskab. Der bemærkes endvidere: “Hr. Glückstadt viser sig ikke mere sammen med almindelige overklassemænd. Hans slotte vokser i tal, og de udstyres med vanvittig luksus i alle henseender. Med vild energi trænger han sig ind hos hoffet, og det blev hans og hustruens lykkeligste øjeblikke, når prinser og prinsesser sammen med adelen samledes i hans overdådige slot i Klampenborg.” Når dette tages i betragtning forstår man bedre, at fru Glückstadt mener at kunne forsvare mandens fantastiske svindlerier, og at desuden denne trang til at færdes i de fornemme kredse har holdt sig hos hende indtil vore dage. Hun indgik i øvrigt den 31. oktober 1942 andet ægteskab med den overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister, kammerherre H. A. Bernhoft (Storkors i diamanter osv.), fhv. direktør i Udenrigsministeriet og nuværende kst. gesandt i Paris henholdsvis Vichy, og har derved atter fundet nær tilknytning til hoffet.

Når man endvidere erfarer, at Glückstadt gik ind og ud ved hoffet og var dus med adelen, forstår man også, at der findes så talrige fyrstelige og højadelige navne på Februar-kontoen!

518

… ulykker, Landmandsbank-katastrofen påførte samfundet, idet hun retter en fuldkommen uhjemlet kritik mod de ansvarlige instanser i procesførelsen og endda forsøger at stille mænd, der havde hørt til bankens specielle venner — som navnlig direktørerne for Østasiatisk Kompagni — i et for dem uheldigt lys. At hun derunder argumenterer dristigt og kynisk på tværs af sandheden, så det forslår noget, gør ikke hendes indlæg i sagen mindre tiltrækkende. Når man nemlig læser, hvad hun skriver, da ved man først, hvad jøden er, hvordan den fremmede races repræsentanter her i landet også i vore dage mener at kunne sætte sig ud over godtfolks moral, takt og retsfølelse.

Det er en anmassende og dristig overlegenhed, som karakteriserer fru Glückstadts skrift fra først til sidst.

Allerede det, at hun på den mest hensynsløse måde retter bebrejdelser mod Undersøgelseskommissionen og selve formen for domsforhandlingen, er symptomatisk for denne overspændte selvbevidsthed. Fru Glückstadt begriber ikke, at hendes mand overhovedet kunne sættes under anklage. Hvorfor dog det? Er jøden da ikke tabu? Var man da ikke almindeligvis inden for dette land, der regeredes efter demokratiets og marxismens principper, blevet enige om, at det at være modstander af jødedommen var ikke andet end udtryk for et kulturfjendsk og bornert sindelag? Var det jødiske finansherredømme da ikke mere anerkendt, Emil Glückstadt ikke mere denne magts mest indflydelsesrige og formående repræsentant? Hvorledes kunne man da risikere at indlede undersøgelse mod ham, at anklage ham, hvorledes bl.a. forlange, at han skulle vige sin plads som administrerende direktør, forlange at han skulle lide straf? Lad gå, at der ved hans mangel på kontrol med banken, ved hans hæmningsløse trang til den mest løsslupne spekulation, ved hans brændende ærgerrighed og hans ustyrlige begærlighed efter at spille en mægtig rolle inden for verdenshandelen og verdenspolitikken påførtes landet en finanskatastrofe af fantastisk format: Hvad rager det

519

folket, hvad rager det regering og rigsdag? Jøden er dog tabu! skulle man virkelig have glemt det?

Ja, fru Glückstadts argumentation er helt igennem gennemsyret af denne forbløffende og fantastiske tankegang. Først og fremmest harmes hun over, at der overhovedet ved lov blev anordnet en særlig kommissionsundersøgelse. Loven nr. 412 af 21. september 1922 analyseres i alle retninger. Hun mener, at der efter Juli-ordningen af 1922 ikke på nogen måde var anledning til at anordne en ekstraordinær ret, eftersom Retsplejeloven af 11. april 1916 kun foreskrev at lade en sådan ret udnævne, når et fallitbo “befindes at være af en ganske særegen vidtløftig og indviklet beskaffenhed”, eller når en bank eller sparekasse kom under konkursbehandling. Fru Glückstadt er endnu 1929 af den mening at Landmandsbankens forhold ikke kunne anses for en sag af en ganske særegen vidtløftig betydning osv., omendskønt det efterhånden dog havde vist sig at de ved sammenbruddet forvoldte tab androg flere hundrede millioner kroner. Dette forhold imponerer selvfølgelig ikke en dame af slægten Rée. Hun undser sig derfor heller ikke for at konstatere, at 1922-loven havde gjort en ekstra-undtagelse for en bank, der ikke var under konkursbehandling, skønt hun hellere burde have overvejet, at det så sandelig ikke var hendes mands fortjeneste, når konkursbehandlingen blev undgået. Hun anser bestemmelsen om, at Undersøgelseskommissionen skal anordnes som ekstraordinær ret uanset bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste stykke, for absolut forkastelig, omendskønt hun som ikke helt uinteresseret part egentlig skulle have gjort sig klart, at det må være rigsdag og regering forbeholdt at træffe afgørelsen om, hvad der skal være lov og ret. I sin iver for at diskreditere Undersøgelseskommissionen tillader hun sig derefter den enestående frækhed at hævde, at “der er mindelser af lettres de cachet i denne afvigelse fra § 43’s tydelige bestemmelse”. Dette er en utvetydig påstand om, at vilkårlighed og partiskhed skal have været afgørende i den mod Landmandsbankens

520

mænd indledte undersøgelse! fru Glückstadt ønsker, at kun personer, der havde dommerkvalifikationer, burde kunne være medlemmer af Undersøgelseskommissionen, da det er hende en vederstyggelighed, at mænd som bankinspektør Green og prof. L. V. Birck, der hver på sin måde havde særlige forudsætninger for at trænge til bunds i Landmandsbank-katastrofens årsager og udvikling, fik det hverv at foretage de nødvendige undersøgelser.

Den jødiske kvindes afsindige raseri mod de mænd, der ikke ville respektere jødernes tabu og havde moralsk mod til at gå i rette med den jødiske højfinans, finder derefter kraftigt udtryk i det angreb, hun (s. 24) retter mod Undersøgelseskommissionens medlemmer.

Man høre: “Hvad lovgivningsmagten havde begyndt den 21. september 1922, fuldførte Regeringen. Ved loven var den fritaget fra at vælge dommerne iblandt de fagligt kvalificerede. Skulle nogen garanti for deres habilitet blive tilbage, måtte de da være aldeles uimplicerede i den forestående sag og overfor dens mulige ansvarshavende; ikke frembyde noget som helst, “som er egnet til at vække tvivl om deres fuldstændige upartiskhed”; ikke lade befrygte, “at parterne ej kan have fuld tillid til dem” (Retsplejelovens § 62) — være mere upartiske end søskendebørn eller tidligere vidner i sagen, end en i udfaldet interesseret, en forurettet, en offentlig anklager osv. Hvorefter Regeringen under formandskab af daværende landsdommer Rump — hvis ord og gerninger snart og ofte vil komme til at “tale for sig selv” — beskikkede bankinspektør Green, der havde været “sagkyndigt vidne” imod Landmandsbankens tidligere ledelse under bankdramaets næstsidste akt, samt professor dr. polit. L. V. Birck, der offentlig havde bekæmpet min mand så godt som nogen “offentlig anklager”.” —

Sådan en kritik mener altså en storbedragers hustru at kunne tillade sig overfor de autoriteter, som efter lovens bud røgtede deres hverv i Undersøgelseskommissionen med den mest udprægede retssans og den strengeste objektivitet, der tænkes kan. Dog det bliver værre. Thi ikke mindst må den offentlige anklager i processen, rigsadvokat Topsøe-Jensen, stå for skud. Vedrørende ham bemærker fru Glückstadt:

521

“Til “særlig anklager” efter loven 1922 § 2, valgtes en rigsadvokat, der udstyredes med et særlig udrustet revisions-og-anklage-hjælpekorps til at granske, sortere og sammenvæve for lukkede døre ethvert mistænkeligt spor, ethvert anfægteligt indicium. Vi vil se ham tage protokollater som første-vidnesbyrd under det højeste politisegl og opbygge anklageteori og materiale i uransagelig vekselvirkning ex officio med kommissionen, for derefter — til sidst — da alle undersøgelsens apparater var justerede, at åbne offentlighedens døre for de intetanende sigtede og deres forsvarere og lade den deraf opståede forvirring stenografere.”

Mindre kunne ikke gøre det. Andre vil sagtens mene, at denne form for polemik mod en undersøgelseskommission går langt ud over sømmelighedens grænser. Men den jødiske forfatterinde tænker åbenbart anderledes og fortsætter med sine betragtninger i den samme dur, taler dristigt om “kriminaljustits” (s. 37), om hvilken hun mener, at den i intet andet land ville være blevet tålt sådan som her er sket. Hun kan ikke himle nok op om den brutale adfærd, Rigsadvokaten skal have tilladt sig overfor hendes dødssyge mand. Side op og side ned fortæller hun om den forfærdelige behandling, hendes (ak) så ærekære mand var blevet udsat for, ligesom hun selvfølgelig føler det som en himmelråbende uretfærdighed, at man overhovedet vovede at rette bedragerisigtelse imod ham, ja, at den offentlige anklager oven i købet lod ham arrestere! Hvor kunne man dog risikere at behandle ham — den jødiske pengemagnat Emil Glückstadt, den med Storkorset af Dannebrogsordenen dekorerede stormægtige etatsraad, multimillionæren og den danske regerings mest betroede finansmand -, ja, hvor kunne man dog risikere at behandle ham ligesom enhver anden misdæder, der er kommet i strid med loven. Sandelig, fru Glückstadt er forfærdet over, at jøden ikke mere er tabu, at end ikke hendes mand står uden for loven. Men når det endelig skulle være, og undersøgelsen gennemførtes, så vil hun i det mindste vise, at hun ikke bøjer sig for

522

det, som er kendt for ret! Derfor de rasende angreb. Derfor også forsøget på at påvise, at Rigsadvokaten havde bestilt og instrueret sine vidner i behandlingen af anklagepunktet vedrørende Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab — at spørgsmålene var blevet afpasset efter anklagens behov, at de rigsadvokatoriske vidner skulle til deres eget bedste, men ikke til gavn for sagens oplysning, kun repetere tidligere udenretslige forklaringer, i forhandlingen for Østre Landsret den 14. april 1923 “! (s. 82.) Alvorligere beskyldning kan dog vel ikke rettes mod en offentlig anklager. Men fru Glückstadt har selvfølgelig frit slag. Vi er jo i Danmark, og hun er jøde. Også i anden sammenhæng påstår hun (s. 57), at Rigsadvokatens vidner “var godt forberedt på spørgsmål og svar”, hun betegner anklageren og hans hjælpere som inkompetente (s. 65), hun taler om den justitsulykke, der var ved at trække op under Undersøgelseskommissionens arbejde.

Toppunktet for de hadefulde angreb nås imidlertid i behandlingen af den såkaldte Kabelsag, hvor fru Glückstadt vil gøre gældende, at endogså Højesteret har ladet sig intimidere af den offentlige mening. Da Højesteret i nævnte sag idømmer direktør — tilligemed bankrådsmedlem og fhv. handelsminister — H. P. Prior 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost for bedrageri, og ved denne dom giver grundlag for en formodning om, at den hovedanklagede, hvis han havde levet, ville være blevet ikendt en væsentlig strengere frihedsstraf, mener fru Glückstadt at måtte bemærke: “Nuvel — man har vel føje til med al ærefrygt for Højesteret at spørge, om ikke Landsrettens uappellerede dom med de mange “antagelser” af millionmæssige bedragerier eller “tyverier” kastede sit lod i vægtskålen, da Kabelsagen blev pådømt. Måske ville det være overmenneskeligt, om det ikke var så — men hvilken skade i øvrigt, at Højesteret ikke voterede offentligt i 1923.”

Dette er altså formen for den irettesættelse, storspekulantens

523

hustru mener at kunne tillade sig overfor Undersøgelseskommissionen og domstolene.

Fru Glückstadt tager derefter de enkelte anklagepunkter op til nærmere prøvelse. På hvilken måde er allerede lejlighedsvis blevet vist, bl.a. ved drøftelsen af sagen frk. Raffel.* Andre af de omhandlede spørgsmål skal her behandles, for så vidt de er egnet til at karakterisere hele den fru Glückstadt’ske bevismetode. Med hensyn til selve grundlaget for de enkelte anklager henvises til dommen og dens præmisser, som foran refereret.

Fru Glückstadt behandler spørgsmålene vedrørende Det Russisk-Østasiatiske Kompagni, den såkaldte “Februar-konto” samt Dansk Søfartskompagni i de afsnit, der er tænkt og anlagt som et opgør med direktionen for Ø.K.

Hvad angår det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og dets udløbere “Ø.K.’s Opkøbs-konto A.” samt “Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen”, søger forfatterinden at fastslå, at spekulationerne på disse konti blev gennemført i privat øjemed, og at de opnåede spekulationsgevinster derfor måtte tilkomme deltagerne som privatmænd og ikke de institutioner, i hvis tjeneste de stod, altså Ø.K. henholdsvis Landmandsbanken. Det omtalte dampskibsselskab var blevet oprettet 1915 til overtagelse af 6 dampere, som man agtede at sætte ind i en rute Hamborg-Amerika. De for skibene udstedte aktier overtoges af et tredjedels-selskab, i hvilket Landmandsbanken, Ø.K. og et af privatpersoner bestående konsortium, over hvis sammensætning der ikke består klarhed ud over, at formanden for Landmandsbankens bestyrelse admiral Richelieu var et af medlemmerne, participerede med lige dele. Udviklingen førte med sig, at skibsfarten bragte store fortjenester, efter at de indtrådte vanskeligheder

*) Jvf. ovenfor 3 b, s. 237 flg.

524

ved den uindskrænkede undervandsbådsblokade var overvundet, hvorefter det ønskedes, at privatmandsgruppen skulle sættes ud. Dette skete på det tidspunkt, da denne sag skulle afvikles — juli 1917 — beløb kursavancen sig til 4,8 mil. kr., af hvilke der blev udbetalt konsortiet 1,6 mil. kr. og Landmandsbanken (inklusive en yderligere i mellemtiden ved kursbedring frigjort garantipost) 2.196.000 kr. Ø.K. fik godtgjort 1 mil. kr., som indbetaltes på den Ø.K. tilhørende Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der i begyndelsen af februar samme år var blevet debiteret med 2.196.000 kr. til kredit for Landmandsbankens konto “Konsortiet af 1. Februar 1917”.

Denne million kroner, som overførtes til Soya-kontoen, beregnedes nemlig som differencen mellem de 3,2 mil. kursavance, som Landmandsbanken og Ø.K. i fællesskab havde til gode fra Russer-kontoen, minus det beløb på 2,2 mil. kr., der af Soya-kontoen var blevet overført til Februar-kontoen. Hvordan der imidlertid herefter kan være tale om en ligelig fordeling af den på Russer-kontoen opnåede kursavance, er et spørgsmål for sig; endog fru Glückstadt er opmærksom på denne ejendommelige fordeling af avancer, idet hun mere fordunklende end oplysende bemærker: “Det kunne altså se ud, som om Ø.K. har fået ca. 600.000 kr. for lidt, og banken ca. 600.000 kr. for meget — men det er vistnok kun tilsyneladende.”

Kort og godt: Af Russer-kontoen udbetales juli 1917 den indtil da opnåede forøgelse af kursværdien, og aktierne overtages derefter af et nyt konsortium bestående af Ø.K. og Landmandsbanken alene, af hvilke førstnævnte participerer med tre og sidstnævnte med to femtedele. Dette anpartsforhold betegnes på en af Ringberg skrevet kladde ved ordene: “Det ny syndikat D.Ø.K. 3/5 og Lmb. 2/5 ejer …” Efter Glückstadts mening, som også forsvares af hans hustru, betød nu denne formulering, at participanterne på den ene side var tre direktører af Ø.K. og på den anden side to Landmandsbank-direktører, nemlig ham selv og Ringberg. Som følge heraf blev

525

senere, 1921, da “syndikatet i Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab” (R.Ø.D.) afvikledes, udbyttet heraf udbetalt til direktørerne personlig for så vidt Landmandsbankens 2/5 angik. På dette tidspunkt købte Ø.K. derhos de 6 skibe for et beløb på 28 mil. kr., hvormed først kontoens debetpost på 13.207.307 kr. udlignedes og overskuddet derefter fordeltes. På hver anpart faldt herefter hen imod 973.000 kr. som overskud ifølge beregningen, der blev foretaget af bogholderichefen i Ø.K., direktør H. Schiødt.

Om udbetalingen af denne post bemærker nu fru Glückstadt: “Den 12. januar 1921 får min mand fra Ø.K. en ganske uofficiel opgørelse over, hvad der ifølge H. N. Andersens beslutning og Schiødts udregning skal tilkomme ham og Ringberg — anklagen mener naturligvis med sin konsekvens: Landmandsbanken — nu ved syndikatets opløsning. Beløbet er sat til 972.721 kroner 31 øre; endvidere angiver opgørelsen, at der fra kompagniets side vil blive erlagt 374.400 for en speciel aktiepost på 65.000 Rubler, som i banken dækkede en konsortial-konto på 171.000 kroner. Disse to summer: 972.721 kr. 30 øre + 374.400 kr., altså tilsammen 1.347.121 kroner 30 øre, oversender kompagniet til min mand den 14. januar ved en kvitteret check til egen ordre.” Og dertil knytter den prægtige forfatterinde følgende bemærkning: “Allerede denne opgørelses- og betalingsform peger med alt muligt eftertryk på, at de ca. 1.350.000 kr. ikke skal gå fra kompagniet til banken; thi kontoens 10 gange så store debetsaldo, over 13 mil. kr., udlignes ved bogpostering samtidigt; hvorfor så ikke også disse ca. 10%, dersom kreditor var den samme?”

Man forbavses unægtelig, når man læser denne forklaring og sammenligner den med den forklaring, direktør Schiødt fra Ø.K. afgav i domhusforhøret den 14. april 1923. Af den fremgår det nemlig aldeles tydeligt, at Ø.K. til stadighed er gået ud fra, at de 2/5 dele anpart skulle tilfalde selve banken, ligesom de 3/5 dele anpart tilfaldt Ø.K. Replikskiftet

526

om denne sag faldt i det nævnte forhør som følger (fremhævelserne foretaget af forf.):

Rigsadvokaten: Så kommer Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Det bliver så afsluttet, afregnet og gjort op i januar 1921.

Schiødt: Ja.

Rigsadv.: Og der udbetales der? Hvad var anpartsforholdet der?

Schiødt: Det var tre femtedele til Ø.K. og to femtedele til Landmandsbanken.

Rigsadv.: Og så får Landsmandsbanken udbetalt sin avance?

Schiødt: Som er 972.000 kr., samtidig med at kompagniet køber de 65.000 Rubler i aktier, som banken ejer, for 374.000 kr., således at der udbetales 1.347.000 kr.

Rigsadv.: Og det er udbetalt i en check?

Schiødt: Det er udbetalt i en check.

Rigsadv.: Til egen ordre?

Schiødt: Ja.

Rigsadv.: Var det i og for sig ikke underligt at udbetale i en check? Plejer kompagniet og Landmandsbanken ikke at afregne på anden måde?

Schiødt: Jo, som regel går det jo i mellemregning, men det er sket ifølge en speciel anmodning i dette tilfælde.

Rigsadv.: Hvem har anmodet om det?

Schiødt: Det har etatsraad Glückstadt.

Rigsadv.: Har han anmodet Dem? Ringede han til Dem?

Schiødt: Ja, han telefonerede til mig og bad om, at han måtte få det på den måde.

Rigsadv.: Ringede Glückstadt til Dem og bad om at få det i check?

Schiødt: Ja.

Rigsadv.: Udstedt til Landmandsbanken?

Schiødt: Nej.

Rigsadv.: Hvad da?

Schiødt: Udstedt til kompagniets ordre, endosseret.

Rigsadv.: Gav han nogen forklaring på, hvorfor han ville have det på den måde?

Schiødt: Nej.”

Derefter rettede højesteretssagfører David nogle spørgsmål til Schiødt, som bl.a. besvaredes med, at Glückstadt havde anerkendt den ham i sagen tilsendte afregning i et brev af 19. januar 1921 lydende således: “Vi tillade os herved at meddele, at vi have debiteret Deres indenbys kontokurant med kr. 13.427.307,20 kr. 1. ds. Hermed er kontoen for syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskabs aktier udlignet, og vi bringe Dem vor bedste tak for den trufne ordning … Med højagtelse! Den danske Landmandsbank, sign. E. Glückstadt.”

527

På forespørgsel stadfæstede direktør Schiødt derefter udtrykkelig, at det beløb, der ikke gik over mellemregning og tilfaldt den side, som ikke var repræsenteret ved Landmandsbanken, gik til Ø.K., direkte i kompagniets kasse.

Omendskønt fru Laura Glückstadt i sine undersøgelser særligt indgående dvæler netop ved forhandlingerne den 14. april 1923, nævner hun ikke med et ord disse af Schiødt afgivne erklæringer, men søger tværtimod ved at fortie dem at fremkalde det indtryk, at også kompagniet gik ud fra, at kursavancen rettelig tilkom direktør Glückstadt. Hun viger altså ikke tilbage for at komme på kant med sandheden, men det gælder jo rigtignok også her om at forsvare en transaktion, ved hvilken Glückstadt tilegnede sig ca. 1,35 mil. kr. på bankens bekostning. Også spørgsmålet vedrørende Ø.K.’s køb af 65.000 Rubler i aktier strejfes i det ovenfor citerede replikskifte, hvorved Schiødt pointerer, at det er banken, som ejer dem. Også udbyttet af dette salg, 374.400 kr., er ikke kommet banken til gode; hvem der i sidste instans har fået pengene, kan fru Glückstadt ikke oplyse. Dog under retsforhandlingerne blev, som det nedenfor (s. 538) vises, også dette punkt opklaret.

Hvorledes det i øvrigt forholdt sig med disse aktier til 65.000 Rubler fremgår ligeledes af den ovenfor nævnte skrivelse, som Glückstadt den 19. januar 1921 sendte til Ø.K. Her fandtes nemlig også følgende passus: “Samtidig har vi i vore bøger noteret, at de hos Banque de L’Azov Don deponerede Ro.* 65.000 aktier i Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab fremtidig henligger for Deres regning og risiko.”

Denne passus findes i bankens skrivelse; det drejer sig om en erklæring, der afgives af Glückstadt i hans egenskab af bankens direktør. På samme måde siges i en bemærkning, som bankens sekretær, direktør Emil Glückstadts nevø Erik Glückstadt, den 10. februar s.å. sendte til lånefaget i banken, at “ligeledes er Ro. 65.000 R.Ø.D.s aktier (bankens

*) Ro. = Rubel.

528

beholdning) overgået til Ø.K.” (I en note, der var vedføjet en skrivelse fra underdirektør Nicolaysen.) Med hensyn til denne transaktion bemærkede rigsadvokat Topsøe-Jensen i domsforhandlingen den 16. juni 1923, at tilegnelsen af betalingen for de 65.000 Ro.-aktier fra direktør Glückstadts side måtte betegnes som “oplagt bedragerisk”, at “der ikke kan være nogen som helst tvivl om, at her foreligger et rent og skært bedrageri”. “Der kan” — fortsætter han — “ikke være nogen tvivl om, at disse 65.000 Ro.-aktier er bankens aktier. Og det har Gl. heller ikke kunnet modsige, eller villet modsige.”

Til Russer-kontoen knytter sig endnu den besynderlige historie om de 27 bundter 500 kr.-sedler, der forsvandt, og om de kraftige selvmodsigelser, Glückstadt gjorde sig skyldig i under retsforhandlingerne, da han skulle gøre rede for dette forhold. Det viste sig, at den tiltalte den 19. januar 1921 havde ladet kompagniets check hæve kontant. De enkelte omstændigheder, der knyttede sig til denne sag, blev nøje oplyst i forhørene den 10. april 1923. Det var hovedkassereren, Kongstad, som havde modtaget ordren til at udbetale checken. Han forklarede, at han den 19. januar havde fået ordre af direktør Rothe til at fremskaffe pengene, og at han, da han ikke havde tilstrækkeligt i kassen, havde måttet tage dem hjem fra Nationalbanken. Pengene, i alt 27 bundter 500 kr.-sedler med 50.000 kr. i hver bundt, var derefter ved 11-tiden i en lille kasse blevet bragt op i direktør Glückstadts kontor, for — ifølge sidstnævntes forklaring — at blive stillet ind i Ringbergs pengeskab. Kongstad oplyste videre, at hele beløbet havde været nationalbanksedler, og at banken kun havde haft 300–400.000 kr. i sådanne sedler. Samme dag om eftermiddagen havde han fra fonds-kassen fået 800.000 kr. i de samme bundter. Kasserer Lyhne-Thomsen oplyste derefter, at han havde modtaget de 2 x 400.000 eller 800.000 kr., der skulle indsættes på Max Lesters og Valdemar Glückstadts navn, om eftermiddagen ved 2½-tiden. Det var Erik Glückstadt —

529

Emil Glückstadts nevø — der kom ned med dem selv. Beløbet blev ført i mellemregning, da kasserer L.-Th. samtidig fik besked om, at pengene først skulle gå over den næste dag.

Hvorfor pengene var hævet kontant, kunne Glückstadt i første omgang ikke huske, blot vidste han, at han ikke havde disponeret over disse midler. (Jvf. ovenfor s. 479) Han ville ikke nægte, at der selvsamme dag var blevet indbetalt 400.000 kr. på broderen Valdemar Glückstadts og svogeren Max Lesters konto, men han erklærede med bestemthed, at disse 800.000 kr. stammede fra en avance, han havde haft på et syndikat i rågummi, og som ikke havde noget som helst med den såkaldte Russer-konto at gøre. Nogle replikker fra forhandlingen den 10. april 1923 er i så henseende overmåde karakteristiske.

Rigsadvokaten: Det tyder på, at det er de samme penge, der kommer igen, de 2 x 400.000 kr., som indsættes på Lesters og Valdemar Glückstadts konti?

Glückstadt: Ja, jeg har ingen erindring ud over, hvad jeg har sagt. Jeg kan med bestemthed sige, at de penge, der er indsat på d’herrers, ikke er kommet fra Russisk-Østasiatisk Kompagni.

Glückstadt gentager senere to gange, efter forhøret af hovedkasserer Kongstad, at “de to ting ikke kan sættes i forbindelse med hinanden og at “de to ting ikke kan føres sammen”, hvortil dommeren bemærker, at interessen vel kun var den, “at få pengene ud kontant for den check, så ingen kunne se, hvor pengene (til indbetalingen ved fonds-kassen) kom fra”. Dertil svarede

Glückstadt: Jeg kan ikke sige mere, end jeg har sagt, men jeg håber at kunne komme med en forklaring senere, hvis min hukommelse ikke bliver endnu mere ødelagt, end den er blevet nu. I øjeblikket kan jeg ikke give anden forklaring.

Efter kasserer Lyhne-Thomsens forklaringer spurgtes Glückstadt af

Dommeren: Har De noget at bemærke til disse vidneforklaringer?

Glückstadt: Jeg er ganske ukendt med de forhold.

Rigsadv.: Kan De huske, at Erik Glückstadt havde noget med det at gøre?

Glückstadt: Jeg tror, Erik Glückstadt ordnede de to indbetalinger, men derudover ved jeg intet.

530

Først senere ændrede Glückstadt sin forklaring på dette punkt, et forhold, som ganske er undgået fru Glückstadts opmærksomhed. Hun fremstiller sagen, som om Glückstadt fra begyndelsen af har indrømmet, at udbetalingerne på de to gange 400.000 kr. var sket fra kontoen “Russisk-Østasiatisk Dampskibssdskab”, til stadighed havde fastholdt denne påstand og samtidig havde hævdet berettigelsen af denne transaktion. Også i dette punkt gør hun sig altså skyldig i en dristig fordrejelse af sandheden! — Glückstadts oprindelige ovenfor citerede forklaring, som han senere frafaldt, kunne i øvrigt heller ikke opretholdes, da den led af den væsentlige mangel, at gummiavancen på ½ mil. kr. udbetaltes på hans konto 5. januar 1921, og det eneste naturlige ville da have været at foretage en almindelig bogholderimæssig overførsel. Men indbetalingen af de 800.000 kr. på de to konti skete som nævnt først 14 dage senere, da Glückstadt hæver checken på 1,3 mil. kr., og han betaler med kontanter, med de samme 500 krone-sedler, som han et par timer i forvejen har ladet bringe op til sig.

Dog til den såkaldte Russer-konto knytter sig endnu andre højst ejendommelige transaktioner. Den 5. juli 1917, da opløsningen af det gamle syndikat (D.Ø.K.) finder sted, efter at privatmandsgruppen er trængt ud af sagen, overføres ca. 3,7 millioner kroner af det ny konsortiums tilgodehavende på kontoen til en konto, som hedder “Ø.K.’s Opkøbskonto A”, en nødlidende konto, på hvilket der skyldtes ca. 8½ mil. kr. på indkøbte 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier, der efter dagskursen kun havde en værdi på ca. 6 3/4 mil. kr. Ved overførelsen af de 3,7 mil. kr. skaffedes der rigelig dækning for det opståede tab. Aktierne på denne konto nedbragtes derved til en kunstigt lav kurs af 400 og D.F.D.S.-aktier, som forud havde ligget på denne opkøbskonto, kunne derefter henlægges under et nyt konsortial-foretagende med navnet “Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen”. Alt dette skete på selvsamme dag, den 5. juli 1917, og indbragte

531

participanterne, blandt hvilke atter Ringberg og Glückstadt befandt sig, en fortjeneste på små to millioner kroner. Så vidt det nu ses, har etatsraad Andersen ejendommeligvis ikke fået oplysninger om denne transaktion på dette tidspunkt til trods for, at det var hans firma og ham selv, der måtte lægge navn til. Hvor egenmægtigt direktørerne ved Landmandsbanken er gået frem i denne sag viste sig atter i Bankkommissionens retsforhandlinger i et replikskifte, der fandt sted den 14. april 1923 mellem højesteretssagfører David og etatsraad Andersen. Vi citerer:

David: Må jeg spørge excellencen, om De erindrer en konto: Ø.K.-Opkøbskonto A, på hvilken der efterhånden lå for 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier? Det ligger så langt tilbage som i første halvdel af 1917.*

Andersen: Jeg erindrer noget om det, men ikke detaljerne.

David: Den konto blev afløst af en anden konto: Syndikatet i Ø.K.-aktier ved Dem.

Andersen: Det har jeg aldrig givet mit samtykke til, og jeg vil gerne, hvis jeg tør det her, nedlægge en bestemt protest imod, at mit navn er blevet brugt på den måde. Jeg har aldrig vidst, før kommissionen meddelte mig det, at mit navn er blevet brugt på en sådan måde i banken.

David: Var der ikke sendt kontokurant til kompagniet vedrørende den konto?

Andersen: Senere har man akkviesceret derved. Det er en konto, man senere har fået at vide, et år efter, ved et privat brev til direktør Schiødt fra direktør Ringberg, og så er spørgsmålet blevet taget op til behandling mellem begge direktioner. Vi har akkviesceret, under forudsætning af at kontoen hurtigst muligt blev afviklet. Det er sket, der er ikke foretaget køb mere, det er afviklet. Og jeg skal yderligere oplyse, at der …

*) I “Bemærkninger i anledning af etatsraadinde Glückstadts bog”, ved højesterets-sagførerne F. Bülow og I. F. Fenger (1930) stadfæstes, at det nævnte opkøbskonto, på hvilket der den 5. juli 1917 indførtes 1,2 mil. kr. Ø.K.-aktier, var kompagniet ubekendt. Først ved brev af 1. 3. 1918 fra direktør Ringberg til direktør Schiødt — der var skrevet mere som et privat brev end som et forretningsbrev — fik Ø.K. anelse om indkøbene. Kompagniet fik imidlertid først i marts 1923 en kontokurant over denne konto tilsendt, altså først længe efter Landmandsbankens sammenbrud. Det gentages her, at den på kontoen opnåede fortjeneste kun er kommet kompagniet til gode.

532

… er fremkommet en avance — direktør Schiødt har meddelt, hvor stor den avance er. Den er ikke kommet direktionen til gode, men er gået over til kompagniet.

David: På et vist tidspunkt blev den konto krediteret for 3,7 millioner, som overførtes fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskabets syndikats konto. Denne kreditering må dog formentlig have fundet sted efter ordre fra kompagniets side.

Andersen: Nej.

David: Banken var dog ikke herre over dette syndikats konto.

Andersen: Jo, det er en postering, banken egenmægtigt har foretaget. Der er aldrig sket henvendelse til mig om, hvad postering man ville foretage inden for banken. Jeg kender ikke noget til bankens regnskabsvæsen. Der er aldrig sket henvendelse til mig om de enkelte forhold. Sædvanlig er det kommet langt senere. Det er jo almindelig kutyme over hele verden, at når man aftaler en forretning om millioner, så bekræfter man det bagefter, enten ved brev, eller muligvis ved en overenskomst. Det har sikkert ikke fundet sted her.

David: Men der er aldrig af kompagniet rejst protest imod den kreditering.

Andersen: Jo, den er blevet rejst, i det øjeblik man får den at vide, i det øjeblik der bliver forelagt mig et privat brev — hvad jeg også finder underligt — fra direktør Ringberg til direktør Schiødt, hvor det spørgsmål bliver taget op.”

Disse tilsnigelser fra Glückstadts og Ringbergs side, som afsløres i dette dramatiske ordskifte, nævnes selvfølgelig ikke heller af fru Glückstadt, ligesom hun ikke nævner, at etatsraad Andersen udtrykkelig fremhæver, at kompagniet i mange tilfælde, hvor Landmandsbanken havde anmodet det om at gå med til en eller anden ting, havde måttet give afslag. Nej, sådanne bemærkninger fortier hun, fordi de ikke pynter på Glückstadts sag. Dog indrømmer forfatterinden uden omsvøb, at de to bankdirektører var privat engageret i såvel Opkøbskonto A samt i “Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen” med partsfordelingen 425/1200. Og så hævder hun frækt og dristigt, at for den øvrige parts vedkommende på 775/1200 var d’herrer direktører fra Ø.K. privat interesseret ligesom hendes mand og Ringberg — under påberåbelse af en deklaration af direktørerne i Ø.K. af 23. august 1921,

533

der netop beviser, at de ikke vil være private deltagere i foretagendet. — Hun påstår det modsatte til trods for de ovenfor citerede utvetydige erklæringer af etatsraad Andersen i retsforhandlingerne! Hun insinuerer, at Ø.K.’s direktører oprindeligt i denne sag havde været reelle medspekulanter, men så vel senere var blevet betænkelige ved sagen og hun formulerer denne sin tankegang i ordene: “Hertil har Rigsadvokaten vel tænkt: Ja-a, den deklaration kunne man se endnu den 23. august 1921; men hvad så man i juli 1917? Denne indvending er selvfølgelig hen i vejret, idet man af etatsraad Andersens forklaring ved, at han først på et senere tidspunkt fik nys om sagen, og at han straks efter at have erfaret om Landmandsbank-direktørernes besynderlige foranstaltninger med misbrug af hans og hans firmas navn, havde sørget for en hurtig afvikling af den ominøse konto og — at han i øvrigt i mange tilfælde ikke havde haft rigtig forståelse for d’herrer Glückstadts og Ringbergs forretningsmetoder.

Afviklingen af “Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen”, som etatsraaden hurtigst muligt ønskede gennemført, bragte som nævnt en betydelig avance, takket være det tilskud på 3,7 mil. kr., som var overført til Opkøbskonto A. fra den såkaldte Russer-konto og som muliggjorde, at førstnævnte kontos aktier kunne overføres til en uforholdsmæssig lav kurs til det hovedsagelig på Glückstadts og Ringbergs initiativ oprettede “Syndikat i Ø.K.-Aktier”. Det er uden tvivl ikke nemt at finde sig til rette i denne labyrint af konsortier, som jo oven i købet står i nærmeste forbindelse med Februar-kontoen og Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, hvilke er en slags forløbere for de ovennævnte tre konsortier. Men her er det tilstrækkeligt først at fastholde i sin hukommelse, at det indledende nævnte “Syndikat i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen”, der af bankdirektørerne indrettes uden etatsraad Andersens vidende, af bankdirektørerne udnyttes til privat fordel, medens Ø.K.-direktørerne, så snart de får anledning

534

til at beskæftige sig alvorligt med sagen, lader udbyttet tilflyde kompagniet og radikalt afviser tanken om, at det herved skulle dreje sig om et privatmandskonsortium. Og det må dernæst fastholdes, at de store avancer, der udbetaltes ved afviklingen af “Syndikatet i Ø.K.-Aktier”, ene og alene opnåedes på grund af de 3,7 mil. kr. tilskud, der stammede fra en Landmandsbanken og Ø.K. tilhørende konto. Derfor bemærker Rigsadvokaten også under domsforhandlingen den 16. juni, at man skulle antage, det ville være Landmandsbanken og Ø.K., der under de givne forhold måtte profitere ved de opnåede kursavancer. Men det var altså langtfra tilfældet. De kom ifølge Rigsadvokatens redegørelse, i det mindste så vidt der var tale om Landmandsbanken, i større eller mindre udstrækning Glückstadt eller Ringberg personlig til gode. Til belysning heraf fremfører Rigsadvokaten i sit aktorat følgende: “Der udbetales første gang pr. 1. marts 1918 lidt over 1 mil. kr. avance på salget af 600.000 kr. aktier; Ø.K.’s anpart er 685.000 kr., Landmandsbankens anpart 375.000 kr. Den 8. marts er der efter bilag, som Gl. selv har skrevet, indsat 400.000 kr. på hans indenbys kontokurant-konto. Den næste udbetaling sker den 11. juli 1918 med 1,4 mil. kr.; Landmandsbankens anpart er 524.000 kr. Dagen efter får Gl. indsat på sin egen konto 375.000 kr., hvilket i øvrigt svarer til 1/4 af den samlede avance. Den sidste udbetaling finder sted den 16. september 1918 med 792.000 kr.; Landmandsbankens anpart er 280.000 kr. To dage efter er der indsat på Ringbergs konto 50.000 kr., og den 24. september på Gl.’s konto 300.000 kr.”

Så vidt om de transaktioner, der knyttede sig til den såkaldte Russer-konto og dennes udløbere. Fru Glückstadt mener heroverfor i enhver henseende at kunne gøre gældende, at hendes mand aldrig har forset sig og i de forhold, hvor der trods alt ikke var handlet helt forsvarligt, måtte skylden alene lægges på Ringberg, der i hendes mands fraværelse uden tvivl havde truffet mangehånde betænkelige

535

dispositioner. Men for så vidt skylden virkelig måtte lægges på Ringberg, var det også uberettiget at gøre hendes mand medansvarlig, selvom han var den administrerende direktør. Hun fastholder selvfølgelig også påstanden om, at direktørerne ved Østasiatisk Kompagni oprindelig var deltagere som privatmænd i de den 5. juli 1917 oprettede spekulationskonti og henviser som begrundelse for denne opfattelse til den ovenfor nævnte, den 23. august 1921 af fem Ø.K.-direktører underskrevne deklaration, ifølge hvilken der blev truffet afgørelse vedrørende anvendelsen af det opnåede overskud ved de ovennævnte støttekonsortier for Ø.K. og Ø.P.-papirer. Der bestemtes herved, at overskuddet skulle benyttes “for velgørende formål og for formål, som måtte være i det Østasiatiske Kompagnis interesse”. Heraf mener fru Glückstadt at kunne slutte, at direktørerne ved Ø.K. først på et senere tidspunkt var blevet enige om ikke at udnytte de her omhandlede transaktioner til egen fordel.

Hvorom alting er: Glückstadt tjente tykt på alle de her omhandlede transaktioner. I begyndelsen af 1921 er det særligt store beløb, der tilflyder ham. Den 5. januar d.å. fik han à conto (fra) Gummisyndikat udbetalt, 633.000 kr., godt en uge senere, den 14. januar, det ovenfor nævnte beløb på 1.347.121 kr. 30. øre. Alt i alt får han altså i løbet af godt en uges tid hen imod 2 millioner kroner udbetalt. Og alligevel bemærker fru Glückstadt — føler han sig ikke vel tilpas ved situationen. Pengemæssigt set lever han i overflod, men i øvrigt har han netop nu, i dette tidspunkt, sine største bekymringer: Det er jo Ringberg, der har foretaget så mange uheldige dispositioner, som nu på det alvorligste truer bankens eksistens. Fru Glückstadt mener at kunne påstå, at hendes mand “på det alvorligste har foreholdt Ringberg uforsvarligheden af hans børsdispositioner — over privatkonti, også hans broders og svogers, der uden nogen som helst føje, for hans familiemedlemmers vedkommende endog mod

536

deres protest, er belastede ved nye køb eller nægtede salg”.

Ringberg har altså skylden. Også med hensyn til Det Transatlantiske Kompagni, mener fru Glückstadt at måtte konstatere, at der efter hendes mands opfattelse “var disponeret mere end voveligt, og ganske imod principperne for dens forhold til banken”. Atter er Ringberg den, der får skylden.

Således skæmmes død mands minde fra en side, der var mindst berettiget til at gå i rette med den angrebne. Endelig henviser forfatterinden til, at Glückstadt den 12. januar 1921 overfor bankens bestyrelse havde afgivet en forklaring vedrørende de tabsvoldende placeringer og de store underskudskonti hos vekselererne, hvorunder der for en gangs skyld ikke tales om Ringbergs skyld, et argument, der unægtelig også her havde været i særlig grad uheldigt, eftersom direktør Glückstadt jo selv var med i et meget stort antal af de spekulationsforretninger, der for hans og Ringbergs regning gennemførtes hos banken nærtstående vekselererfirmaer.

Dernæst fører fru Laura Glückstadt det sidste afgørende forsvar for sin mand i denne sag, idet hun giver specielle oplysninger om anvendelsen af den kursavance på ca. 1.350.000 kr., som Glückstadt fik udbetalt den 14. januar 1921. Thi netop her viste sig — efter fru Glückstadts opfattelse — det ædle sindelag, den stærke offervilje, som manden havde været besjælet af.

Først ydede han nemlig et indskud på to gange 400.000 kr. til fordel for sin svoger Max Lester og sin broder Valdemar Glückstadt for at nedbringe disses gæld til banken med tilsvarende beløb. Dernæst indbetalte han — som fru Glückstadt antager, efter Ringbergs særlige anmodning — 130.000 kr. til dækning af Ringbergs nyligt afdøde broders skyld til banken. Denne råden over 930.000 kr. anser fru Glückstadt ikke blot for uangribelig, men for anerkendelsesværdig! Thi denne ordning, mener hun, kom “kun

537

bankens stilling til gode”, hvorved hun desværre ser bort fra, at de ærede familiemedlemmer dog af hensyn til deres stilling måtte være mindst ligeså stærkt interesseret i denne ordning som banken og navnlig også Emil Glückstadt qua bankdirektør, da han vel måtte føle sig medansvarlig for den overmåde letsindige og uforsvarlige kreditgivning til direktørernes nærmeste pårørende.

Dog: over et beløb på 930.000 kr. var der disponeret på den skildrede måde. Hvor blev så restbeløbet, de ca. 417.000 kr. af? Ja, det kan heller ikke fru Glückstadt gøre rede for, blot véd hun, at hendes mand ikke har tilegnet sig dem på uretmæssig måde. Fantastisk, hvad hendes hjerne udpønser af udflugter og undskyldninger herfor. Højtideligt retter hun sin kritik mod Rigsadvokaten: “Ved han noget som helst om, hvor de af min mand ikke disponerede ca. 417.000 kroner — der måske netop lå i kontanter, fordi han ikke vidste at disponere over dem — er blevet af? Véd han, om de ikke er lagt i Ringbergs skab, til hans beholdning, eller indskudte på sparekassebogen nr. 90019 til hans ordre, for at de kunne finde netop den rette anvendelse, hvorom min mand intet som helst kunne vide uden speciel instruktion, så snart Ringberg selv kom hjem og kunne tage sig af det? Vi véd endnu ikke i dag, om der tilkom banken 171.000 kr. eller 374.100 kr. — eller slet intet. Men Ringberg vidste det. Er der da foregået noget, til fortræd for banken, ved at spørgsmålet med rigeligt vedlagte penge afventer hans disposition, om hvis redelighed min mand intet øjeblik — hverken dengang eller senere — har tvivlet?” Ja, således forsvarer fru Glückstadt sin mand, og derefter formaner hun Rigsadvokaten — som hun så ofte gør det i skriftet — til at holde sig princippet “in dubio pro reo” efterrettelig, dvs. at bøje sig for den grundsætning, at enhver tvivl med hensyn til skyldbeviset kommer den sigtede til gode. Dette princip måtte selvfølgelig for

538

fru Glückstadt være et frelsens evangelium, eftersom hun, ligesom sin mands forsvarere jo i alle anklagepunkter påberåbte sig den omstændighed, at fuld klarhed ikke kunne skaffes og tvivl måtte blive bestående, da Ringberg, hovedvidnet, var død uden at efterlade sig de til opklaring af tvivlsspørgsmålene fornødne oplysninger, samt at Ringberg jo havde disponeret selvstændigt i alle forhold og alene vidste nøje besked med Glückstadts pengeforhold, bedre end Glückstadt selv, og at derfor enhver erklæring, der blev afgivet af Glückstadt, måtte stå til troende. In dubio pro reo!

Også i dette tilfælde kører fru Glückstadt imidlertid galt i byen. Hun vil give det udseende af, at hun ikke vidste, hvordan der var blevet disponeret over det nævnte restbeløb på 417.000 kr. Dette er atter — lad os sige — et mindre velovervejet påskud, thi hun kender jo procesforhandlingernes akter bedre end nogen anden og må derfor også være kendt med, hvad hendes mands forsvarer, overretssagfører Brorson, oplyste angående denne sag i landsretsforhandlingen den 16. juni 1923. I nøje overensstemmelser med de synspunkter, der også fremføres af fru Glückstadt, gjorde forsvareren her gældende, at Glückstadt med dette beløb foretog sig det eneste fornuftige, han kunne gøre, idet han indsatte det på sparekassebog nr. 90019, så Ringberg kunne disponere over det, så snart han vendte hjem den 18. februar. Brorson fortsatte ifølge den trykte protokol: “Gl. kan ikke fordele selv, for han kender ikke partsforholdene. Ringberg har skabt dette syndikat i 1917 og har sikkert også informeret Gl. i januar 1921 om, at Landmandsbankens 65.000 Rubel-aktier skulle afskrives. Gl. har i 3–4 år næppe hørt om syndikatet og lægger altså pengene og afregningen, hvis den er fulgt med, til side til Ringbergs hjemkomst. Sparekassebogen nr. 90019 benytter derefter Ringberg. Den 30. marts indskyder han på denne sparekassebog hele restgummibeløbet, de 440.000. kr., og nogle uger efter, den 18. maj, hæver han hele saldoen, kr. 964.184,58 til dækning af et konsortium i Ballin, hvori han

539

havde engageret sig og Gl. Denne afregning var indtil for nylig Gl. ubekendt og er ikke helt forståelig, men eksemplet med denne sparekassebog, der også indeholder Ringberg’ske midler, viser bedst, hvor ringe oplysning Gl. kunne vente af at studere sine egne konti”.

Besynderligt, at fru Glückstadt ikke husker disse betragtninger, og mere besynderligt, at hendes mand slet ikke skal have anet noget om de for hans personlige regning foretagne dispositioner. Sådan noget skulle man ellers anse for at være uværdigt for en bankmand. I øvrigt kan dette forhold nok give anledning til, at man gør sig sine tanker om, hvor let sådan en finansmand dog kom til sine millioner, når det konstateres, at de store beløb, han indtjente i januar 1921, kom ham til gode, uden at han også blot på allermindste måde havde bidraget til de dispositioner, der senere forskaffede ham denne kolossale indtægt. Sandelig, Gl. har vel grund til at føle sig i taknemmelighedsgæld til Ringberg, thi disse penge var vel nok let tjent. De kostede her så at sige kun den møje at indløse Ø.K.’s kvitterede check på egen ordre i banken; ikke mere end det!

Så vidt om kapitlet vedrørende syndikatet i Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og dets udløbere. Fru Glückstadt behandler selve dette spørgsmål særlig udførligt, fordi hun anser det for kardinalsagen, der betød hendes mands fald. Hendes partiskhed forleder hende rigtignok samtidig til at hævde, at selve sagens udfald førte til et uopretteligt nederlag for Statsadvokaten, eftersom den af forsvaret indbragte deklaration fra Ø.K.-direktørerne af 23. august 1921 havde kuldkastet hele grundlaget for anklagen i dette hovedpunkt. Sådan tænker — eller skriver i alt fald denne jødinde -, hun burde ved det ovenstående nu være blevet overbevist om, med hensyn til forskellige punkter at have argumenteret på en måde, der ikke er i overensstemmelse med sandheden.

540

I det næste store kapitel i bogen om Emil Glückstadt behandles temaet “Februar-kontoen”.

Medens det i de hidtil omhandlede spørgsmål drejede sig om dispositioner over kursgevinster, der var opnået på spekulationskonti, drejer det sig ved den såkaldte Februar-konto om dispositioner over tabsposter på spekulationskonti, som blev overført til “Konsortiet af 1. Februar 1917” for at lade banken overtage risikoen for fejlslagne spekulationer, henholdsvis dække de opståede tab. Så sikkert som Glückstadt og Ringberg gladelig strøg gevinsten ind, hvor den kunne hentes, så sikkert var de indstillet på at lade banken springe ind, når deres eller deres slægtninges og venners private spekulation mislykkedes. I sådanne tilfælde reddede disse ubekymrede storspekulanter sig ved at lade de afsvækkede børseffekter overføre til en hemmelig, banken tilhørende konto, hvor de ved vigende kurser opståede tab kunne afvikles, uden at spekulanterne (inkl. de to bankdirektører) selv led tab.

Blandt de konti, der tjente dette ædle formål, fik “Konsortiet af 1. Februar 1917” størst betydning. Om denne kontos virkemåde er der allerede i det foregående blevet sagt adskilligt.

Her skal blot gås ind på de betragtninger, fru Glückstadt fremfører med hensyn til Februar-kontoen.

For det første var det omstridt, hvorvidt etatsraad H. N. Andersen 1917 havde givet sit minde [billigelse] til, at Dansk Soyakagefabriks Separatkonto debiteredes med 2.196.000 kr. til gunst for Februar-kontoen, hvilket beløb skulle tjene til sikkerhed for øjeblikkets risiko på 31 i banken beroende konti, hvis indehavere hørte til bankens privilegerede kundekreds. Glückstadt hævdede, at Andersen havde givet sit samtykke til den omtalte overførsel og havde været orienteret om, at det navnlig drejede sig om en støtteaktion for personers vedkommende, der sad inde med aktier i de H. N. Andersen’ske selskaber, Ø.K., Ø.P. og Orient. Fru Glückstadt forsvarer også her sin mands sag, idet hun navnlig hæfter sig ved, at det, som forholdene lå

541

efter erklæringen af den uindskrænkede undervandsblokade, måtte være etatsraad H. N. Andersen selv magtpåliggende, at den her omhandlede ordning gennemførtes, og at ordningen jo i 1917 i realiteten heller ikke havde påført banken tab, men derimod endog givet banken en gevinst på 650.000 kr. I dette tilfælde er fru Glückstadt, der i kapitlet vedrørende det Russiske-Østasiatiske Dampskibsselskab var særlig aggressiv, mere tilbageholdende, men det er alligevel ikke så lidt dristigt også i denne sammenhæng at tale om H. N. Andersens samtykke til ordningen, efter at han i retsforhandlingen så eftertrykkeligt som muligt havde afvist Glückstadts påstand om, at der var truffet en aftale om bevillingen af et ekstraordinært tilskud fra Soya-kontoen.

H. N. Andersens udsagn er absolut præcise og ikke til at misforstå. I sin forklaring den 14. april 1923 bemærker han: “Jeg har aldrig kendt den konto eller de personer, hvis tab dækkes under den, og som logisk følge deraf kan jeg heller ikke have givet noget tilsagn i den retning”. Og til Rigsadvokatens spørgsmål, om etatsraaden da ikke havde givet noget tilsagn om ekstraordinær avance for at redde visse personer ud af de tab, de havde fået, gentager han “Nej, for jeg har aldrig kendt de personer, har ikke vidst, hvem de var, har ikke kendt noget til en sådan konto. Det har aldrig været meddelt mig, at der var nogle personer, som var i nød og skulle hjælpes. Dengang drejede det sig ikke om personer, det var landet, det drejede sig om”. Tydeligere kunne de Glückstadt’ske påstande jo ikke afvises, og man forstår derfor, at fru Glückstadt ikke går nærmere ind på denne side af sagen.

Fru Glückstadt hævder for det andet, at Ringberg havde været berettiget til at overføre nødlidende spekulationskonti, der tilhørte nogle af bankens bedste venner, til Februar-kontoen. Han ville jo blot deres fordel og gik stadig ud fra, at det derved kun ville dreje sig om en forbigående foranstaltning, da han regnede med en stigning på kurserne, som

542

ville forhindre tab. Hans beregning i så henseende havde heller ikke slået klik. Forfatterinden argumenterer meget spidsfindigt, at “Glückstadt måtte skønne, at disse (nødlidende) konti — om ikke formelt, så reelt ved den kompetente direktørs beslutninger — var blevet bankens på diverse tidligere tidspunkter” og derfor — sådan må man resumere — ved positivt udbytte måtte komme kunderne til gode, ved negativ udgang måtte falde banken til last. Nota bene, naturligvis kun, for så vidt kunderne hørte til bankdirektørernes nærmeste slægt og venner! Intet er derfor, efter fru Glückstadts opfattelse mere rimeligt end at Glückstadts broder og svoger senere på Februar-kontoen får en meget stor godskrivning for bankens regning; de havde, siger fru Gl., et gyldigt krav derpå, “fordi Ringberg på deres konti vitterligt havde handlet enevældig, idet han ikke blot forbød dem at sælge, men endog købte imod deres ordre”; hvoraf atter må resumeres, at fordelene ved en bankdirektørs dispositioner på det her drøftede område må komme kunderne til gode, medens tabene må bæres af banken, atter rigtignok med det forbehold, at der her er tale om slægt og venners privilegerede konti. En herlig moral, der ganske vis ikke fandt medhold hverken hos Rigsadvokaten eller dommeren. (Her ses der endda bort fra, at hovedmændene i spekulationen jo var d’herrer Glückstadt, og Ringberg selv!)

Efter fru Glückstadts mening var det endvidere fuldt forsvarligt, at hendes mand hverken vedrørende dispositionerne i 1917 eller i 1921 gav bestyrelsen fuld besked, fordi der blot var blevet skabt uro om banken, hvis han i bestyrelsesmøderne den 7. februar 1917 henholdsvis den 12. januar 1921 havde gjort nærmere rede for forholdene. Hun indrømmer, at det begge gange drejede sig om relativt store øjebliksrisici — 1917 godt 2 mil. kr., 1921 ca. 4,6 mil. kr.; men alligevel, mangehånde grunde måtte gøre det ønskeligt, at bestyrelsen ikke erfarede nærmere om de foretagne transaktioners rækkevidde, 1) fordi bankbestyrelsen jo alligevel måtte

543

sanktionere, at juridisk og moralsk ugyldige krav på privatpersoner frafaldtes af banken, 2) fordi en desavouering af Ringberg på den ene eller anden måde netop på de nævnte tidspunkter kunne være blevet skæbnesvanger for banken og 3) fordi en bestyrelse ikke var et passende forum for fremlæggelse af navnelisten på de personer, bankdirektørerne havde anset for særlig værdige til at blive beskyttet mod tab. Dette mener altså fru Glückstadt.

Den 14. april 1923 var formanden for bankbestyrelsen, admiral Richelieu, i forhandlingerne ved Østre Landsret blevet spurgt om nøjagtig de samme ting og havde rigtignok fremsat et helt andet syn på sagen. Rigsadvokaten gjorde her opmærksom på, at direktør Glückstadt ifølge egen erklæring havde givet fyldestgørende oplysninger vedr. oprettelsen af den såkaldte Februar-konto i delegationsmødet den 7. februar 1917, og at det var ganske utænkeligt, at bestyrelsen ikke skulle have fået besked om, at det drejede sig om differencer på 2 mil. kr. osv.

Richelieu svarer: Nej, efter min bedste viden har bestyrelsen ikke fået meddelelse om det.

Rigsadv.: Hvis nu bestyrelsen har fået meddelelse om, at det drejede sig om aktieopkøb på det tidspunkt, da Børsen skulle lukke, da der var panik, på 12 mil. kr., og at man skulle dække differencen på 2 mil. kr., tror De så, bestyrelsen ville have sanktioneret det?

Richelieu: Nej, så tror jeg, det var blevet underkastet en overvejelse, ubetinget, hvis det var blevet nævnt.

På samme måde spørger Rigsadvokaten om det indtryk, Richelieu havde fået af de oplysninger, Gl. gav i mødet den 12. januar 1921. Også her viser det sig, at bestyrelsens formand ikke anede noget om Februar-kontoens eksistens, og at overhovedet intet bestyrelsesmedlem havde anet noget om de foretagne transaktioners omfang og rækkevidde, hvorfor de heller ikke havde forlangt nærmere oplysninger. Vedrørende direktør Glückstadts erklæring om, at banken havde bragt en del mindre konti, der udviste underskud, ud af verden, bemærker

Richelieu: Det ligger nærmere. Men det blev nævnt som noget, der var ganske uden betydning, for man mente nærmest, det var noget, der var bragt ud af verden af banken, allerede før det blev nævnt på mødet,

544

og som derfor ikke havde nogen interesse som andet end en meddelelse, og så vidt jeg husker, blev der heller ikke stillet noget spørgsmål angående denne sag. Man tog det som en meddelelse om en sag, der var, for at bruge dette udtryk, bragt ud af verden.

Rigsadv.: Det bringes ud af verden ved, at banken betaler 4,6 mil. kr.

Richelieu: Ja, men det vidste vi ikke denne gang, hr. Rigsadvokat.

Rigsadv.: Nej, men det undrer mig, at De ikke spurgte om det dér, for den meddelelse, der gives, kunne jo nok trænge til nogle supplerende oplysninger.

Richelieu: Ja, men der var jo så mange ting på møderne, der blev talt om, så man mente, det var en meddelelse; meget var jo meddelelse om ting, som var passeret siden sidste møde; efter ordningen, jeg tror af 13. november 1919, skulle direktionen frembringe for bestyrelsen alt, hvad der var passeret af vigtige sager siden sidste møde.

Rigsadv.: Hvad ville De have gjort, hvis De havde hørt sandheden?

Richelieu: Jeg ville have spurgt, hvorledes det var kommet frem, og set at komme til bunds i sagen, og hvorledes det hang sammen.

Rigsadv.: Ville De have ladet banken overtage det, 4,6 mil., for private spekulanter?

Richelieu: Nej, det ville jeg ikke have gjort, hr. Rigsadvokat.

Formanden: Men De har altså hverken ved overførselen i 1917 eller i 1921 eller nogen af de andre overførsler haft forestilling om, at det var bankens midler, der blev benyttet til dækning af underskud?

Richelieu: Nej, hr. Landsdommer, det har jeg ikke haft. Jeg har aldrig hørt om det før i juli, (1922), og jeg har aldrig hørt om overførslerne før efter, at den højtærede bankkommission var nedsat.

Hrs. David: Men hvis midler skulle det være, man benyttede til at dække disse underskud?

Richelieu: Jeg vidste ikke, der var noget underskud at dække.

Hrs. David: Jo, det blev nævnt i bestyrelsesmødet, at der var visse underskud; det ene sted siges der: Differencer, som er bragt ud af verden, det andet ligefrem: lånekonti, som udviste underskud.

Richelieu: Mindre konti, som udviste underskud, var bragt ud af verden.

Hrs. David: Ja, men gik De, hr. Admiral, ud fra, at disse lånekonti, som udviste underskud, var bragt ud af verden af andre end banken?

Richelieu: At de papirer, som jeg antog måtte ligge til grund for dem, var blevet overført til andre, og jeg synes, det var meget rimeligt, at

545

banken kunne afsætte disse papirer i 1917, da papirerne jo stod højt og alle mennesker jo vidste, at det var store udbytter, der ville falde på D.F.D.S. og Ø.K. og Orient; det viste sig også kort efter, at D.F.D.S. betalte 35 pct., Ø.K. 45 pct., og Orient 65 pct., hvis jeg husker rigtigt. Vi ved da også, at alle vekselererne kendte de indre værdier af papirerne, De vidste, at Ø.K.’s og Orients skibe sejlede meget lidt i farezonen, de færdedes mest i andre verdensdele, hvor krigsforholdene ingenting havde at sige. De vidste også, at D.F.D.S. kunne dække sig for den risiko, selskabet var nødt til at være ude for for at vedligeholde forbindelsen med England, ved assurance, og den forhøjede assurancepræmie kunne man dække sig for ved at sætte fragten op. Det var det synspunkt, der gjorde sig gældende hos os, der sad med alle de vanskelige forhold i den tid både i D.F.D.S., hvor jeg var formand, og i Ø.K., hvor vi diskuterede det spørgsmål, og jeg ser ingen grund til, at der skulle være nogen som helst risiko ved at overtage disse papirer, der var taget til den værdi, de havde på Børsen, da den blev lukket. —

… Så vidt behandlede admiral Richelieu situationen i året 1917. — Da hrs. David senere spørger, om admiralen også var gået ud fra, at de i 1921 opståede underskud var bragt ud af verden uden bankens økonomiske hjælp, svarer

Richelieu: Ja, jeg kunne ikke tænke mig, at man ville sige, de var bragt ud af verden uden at influere på bankens overskud, hvis de ikke var bragt over på andre hænder, jeg kunne ikke tænke mig, at de var bragt ud af verden på den måde, at de var sat over på en anden konto; det har jeg aldrig tænkt mig, før jeg så det.

Hrs. David: Så var det i og for sig underligt, at man gav meddelelse til bestyrelsen om, at det var bragt ud af verden, hvis det var direktørerne, som privat havde gjort sig den fornøjelse.

Richelieu: Det var vist ingen fornøjelse, men direktørerne skulle meddele bestyrelsen, hvad der var forefaldet af vigtigere sager siden sidste bestyrelsesmøde, og af den grund antager jeg, det var, at etatsraad Glückstadt, direktør Ringberg eller en anden meddelte bestyrelsen dette og pointerede, at det ingen indflydelse havde haft på bankens overskud …

Dette er en hædersmands tale, klare ærlige ord, der vidner om anstændigt sindelag og om ansvarsfølelse, samtidig rigtignok også om slet dulgt harme over det uhyrlige bedrag, bankens direktører har tilladt sig overfor bestyrelsen. Heroverfor står Glückstadts positivt usandfærdige erklæringer og hans hustrus forsøg på at retfærdiggøre den svig og det

546

bedrageri, der er begået overfor bankens mest repræsentative forsamling, bestyrelsen.

Efter at have forsvaret Februar-kontoens oprettelse osv. på den nævnte måde, går fru Glückstadt over til en behandling af specielle forhold, der står i forbindelse med denne konto. Hun strejfer sagen vedrørende Bendixon-kontoen. Denne konto var opstået ved, at Glückstadt under krigen købte forskellige værdigenstande som møbler, malerier og deslige i London, med direktør H. Bendixon ved bank of Northern Commerce i London som mellemmand, for hvilke betalingen foretoges over en i Landmandsbanken indrettet konto: H. Bendixons Syndikat-Konto. De indkøbte kunstgenstande osv. solgtes senere her i landet, men bragte tilsyneladende ikke fuld dækning for indkøbsprisen, så der til sidst resterede en debet-saldo på kontoen på 69.000 kr. Antagelig for at dække dette underskud blev der senere oprettet en spekulationskonto “H. Bendixon, London”, på hvilken der hovedsagelig spekuleredes i Ø.P.-, Ø.K.- og D.F.D.S.-aktier. Af denne konto hævedes der den 3. januar 1920 71.427 kr. 10 øre, hvilket beløb derefter tjente til udligning af debet-saldoen på førstnævnte “H. Beridixons Syndikat-Konto”. Samme dag som denne overførsel fandt sted, udbetaltes der til Glückstadt af kontoen H. Bendixon 50.373 kr. 61 øre, og den 11. februar udbetaltes yderligere 20.000 kr. mod Glückstadts egenhændige kvittering. Glückstadt har angående disse transaktioner erklæret, at spekulationskontoen var oprettet i Bendixons favør, og at han har fået udbetalt de hævede beløb som avance, og at han også var orienteret om, at der førtes en spekulationskonto for ham. Dette benægtedes ganske kategorisk af Bendixon i en skrivelse med følgende ordlyd: “Jeg har aldrig i mit liv haft nogen aktietransaktion eller spekulation med hr. Glückstadt eller hans befuldmægtigede i Landmandsbanken under nogen som helst form. Jeg har aldrig modtaget penge fra hans bank eller fra ham for udviste tjenester. Mine eneste transaktioner med ham angik køb for

547

ham lejlighedsvis af kunstværker til kostpris, ting af helt privat natur.” Dette var rene ord for pengene. Men alligevel mener fru Glückstadt, at der ikke er nogen grund til at antage, at hendes mand har beholdt de af kontoen H. Bendixon hævede penge, men simpelthen havde glemt, på hvilken forsvarlig måde der var blevet disponeret over de 50.000 og de 20.000 kr. Han havde jo intet personligt behov, siger hun, og til egen fordel ville han utvivlsomt ikke have hævet de 50.000 kr. den 3. januar 1920, da han netop denne dag rejste til Paris og derfor slet ikke havde brug for danske kroner. Ja, således ræsonnerer fru Glückstadt. At i øvrigt de på “H. Bendixons Syndikat-Konto” indbragte aktier til sidst overførtes til Februar-kontoen med et tab for banken på 648.000 kr., nævnes selvfølgelig ikke af fru Glückstadt, et faktum, som jo alligevel havde nogen interesse, da Bendixon ifølge sine egne erklæringer aldrig har anet noget om konsortiet, altså heller ikke var deltager, så der er en vis formodning om, at H. Bendixons Syndikat-konto førtes for E. Glückstadts, måske også Ringbergs regning!

Fru Glückstadt behandler derefter nogle andre konti, som står i forbindelse med “Konsortiet af 1. Februar 1917”. Det drejede sig herved om dækning af tab, der var opstået på d’hrr. direktørers egne spekulationskonti og som, da det kom til stykket, ikke overtages af spekulanterne selv, men overførtes til Februar-kontoen. Her er bl.a. tale om “Konsortiet af 24. April 1918 A”, til hvilket der i juni 1920 henlagdes for ca. 3½ mil. kr. aktier, som Glückstadt havde spekuleret med i konsortier hos vekselererfirmaet Aug. Lunn. På dette engagement opstod et tab på ca. 950.000 kr., som dækkedes af banken. Fru Glückstadt påstår, at Ringberg i denne sag har handlet imod hendes mands udtrykkelige ordre, idet Ringberg havde fået bestemt anmodning om at afvikle disse effekter, men så, til stor bestyrtelse for Glückstadt, havde ladet effekterne gå ind på Februar-kontoen. Det påstår altså fru Glückstadt, og så må erklæringen jo stå til troende — thi:

548

In dubio pro reo [enhver tvivl skal komme den tiltalte til gode]. På en “Konto Trio for D.F.D.S.”-aktier og en “Konto Trio for Ø.K.”, der førtes hos firmaet J. M. Levin med de to Landmandsbank-direktører samt vekselererfirmaet (eller også Johan Levin personlig) som tredjedelsdeltagere, opstod på samme måde tab ifølge kursnedgang, som dækkedes på den ofte nævnte måde, idet de på konsortial-kontiene henlagte papirer overførtes til Februar-kontoen. Ved den første af disse konti overtog banken gennem Konsortiet af 1. Februar 1917 et kurstab på 1.076.291 kr. 70 øre, og ved den sidste et kurstab på 85.846 kr. 06 øre, alt i alt altså hen imod 1,2 millioner kroner. Også herom har fru Glückstadt forsvaret på rede hånd, for her mener hun at vide ganske bestemt, at de nævnte konsortial-konti for en gangs skyld førtes for bankens regning, ikke for direktørerne. “Men” — siger hun nemlig ordret — “om denne konto er min mand fuldt vis på, at Ringberg selv har sagt ham, at den var bankens, ikke direktørernes”. Ja, og når manden erklærer det, må det jo atter stå til troende for alle og enhver; thi: in dubio pro reo. Ejendommeligt er det rigtignok, at fru Glückstadt mener her at kunne se bort fra den redegørelse, Bankkommissionens beretning (Kbh. 1924) bringer i bilaget s. 68–70; det fremgår her af de i vekselererfirmaets kopibøger fundne kopier af udfærdigede notaer med tvingende evidens, at d’herrer Glückstadt og Ringberg var deltagere i begge de nævnte trio-konti. Når fru Glückstadt alligevel hævder det modsatte, må det vel tages som bevis på, at der ifølge hendes naturlige anlæg ganske åbenbart fattes hende evnen til at erkende sandheden eller at give udtryk for det, som er sandt. Hun hævder i øvrigt ufortrødent mandens ret til at føre sin bankbestyrelse bag lyset med hensyn til den her omhandlede Februar-konto og vil vel ud fra samme anskuelse kræve ret for sig selv til at føre godtroende, der ikke har forudsætninger for at gennemskue en intelligent jødisk kvindes rabulistiske bevismetoder, bag lyset ved sit forsvarsskrift. Set med hendes øjne, tænkt med hendes sind, har fru Glückstadt,

549

af slægten Rée, sikkert ret. Den, der imidlertid har bevaret sindet rent for jødisk besmittelse af den ene eller anden art, vil dømme anderledes; han vil ikke forvente nogen overvættes [overdreven] stor sandhedskærlighed fra jødens side, men han vil for sig selv kræve retten til at dømme frit og vil kræve straf over dem, der lever på svindel og bedrag.

Hvor fru Glückstadt står, er allerede vist i det foregående. Hvor uretsindig en type hun er, har hun vist ikke blot i sin kritik mod Undersøgelseskommissionen og domstolene, men også i behandlingen af de enkelte anklagepunkters materielle indhold. Også det forsvar, hun fører med hensyn til de øvrige forhold i dommen, som angår mandens bedrageriske handlinger, er af samme skuffe. Historien om “Dansk Søfartsselskab”, henholdsvis “Konsortiet i Gorm aktier”, hvorved der tilfalder Glückstadt en andel af gevinsten på 469.275,68 kr., er ligeledes i mange retninger uklar, fordi Ringbergs vidnesbyrd mangler. Fru Glückstadt gør over for dette forhold bl.a. gældende, at banken ved udbetaling af mere end 2 mil. kr. af spekulationsgevinsten havde fået mere end nok, og at en hæderlig privatmand “næppe havde vovet at gengælde en anseelig velgerning (!) på over 2 mil. kroner med mistanke og mistænkeliggørelse for, at velgøreren ved en løgn havde forholdt ham en lille halv million kroner”. At Glückstadt havde retslig krav på den halve million kroner, han her tilranede sig, kan fru Gl. ikke bevise; men eftersom manden i forhøret den 7. april havde erklæret, at Gorm-konsortiet ikke tilhørte banken, skal man — mener fru Gl. — tro det, ifølge princippet: in dubio pro reo. Den samme melodi igen i sagen vedrørende Gummisyndikatet, hvor Glückstadts fjerdeparts-udbytte beløb sig til 1.711.459 kr. 42 øre. Hertil erklærede en af deltagerne i syndikatet, direktør Madsen-Mygdal fra Ø.K., at det var Landmandsbanken selv, der havde fået tilbuddet om at gå med ind i spekulationen og at kompagniet altid kun havde kendt Landmandsbanken

550

som deltager i dette forhold. Glückstadt påstod imidlertid, at ikke banken, men han selv var parthaver, og — fru Glückstadt kræver selvfølgelig på ny, at man skal tro hendes mand, ikke Madsen-Mygdal. Thi: In dubio pro reo. Da Kabelsagen behandles, i hvilken den medanklagede direktør H. P. Prior bliver ikendt fængselsstraf, fører hun indirekte forsvaret for sin mand ved at skamrose Prior, som en af industriens bedste mænd, for hvilke også Industriforeningens to ærespræsidenter Alexander Foss og Harald Bing havde sagt god.* Alle kneb gælder. Men også i dette tilfælde måtte enhver udenomssnak være ørkesløs, da højesterettens kendelse mod Glückstadts medanklagede Prior på 120 dages fængsel jo til fulde havde vist, hvorledes transaktionen i Kabelsagen rettelig var at bedømme. Hvor betænkelige transaktionerne i denne sag har været, kan man skønne, når man bl.a. erfarer, at den så radikale jødeven apoteker Alfred Benzon, ifølge skrivelse fra hr. Prior til Bankkommissionen af 21. april 1923, havde givet udtryk for, at Prior burde refundere en ubillig kursavance på noget over 200.000 til sit firma Nordiske Kabel- og Traadfabrikker med vedføjende om: “… og forresten synes jeg også, at Glückstadt burde betale”.

Skulle man nu tro, at fru Laura Glückstadt ved den ovenfor behandlede argumentation i tilstrækkelig grad har dokumenteret sin komplette mangel på retsindighed, sandfærdighed og takt, tror man fejl. Hun er jo jødinde, tilhører en fremmed race med fremmede, os fjendtlige moralbegreber, og savner som sådan enhver forståelse for almindelige folks retsopfattelse. Hvilken afgrund der skiller den hæderlige menigmands opfattelse af ret og sandhed fra hendes, det giver sig i endnu stærkere grad til kende dér, hvor hun er inde på en mere almen vurdering af de herhen hørende problemer, altså giver udtryk for sit mere principielle syn på sagerne.

*) Jvf. ovenfor 4 e, s. 510 flg.

551

Man tænke sig bl.a., at hun i absolut kategoriske vendinger bestrider, at hendes mand nogensinde havde været pengebegærlig!

Hun siger f.eks. på s. 10 i sit skrift, at “penge har aldrig spillet nogen rolle for ham, måske fordi han var vant til at have, hvad han skulle bruge, og aldrig brugte mere end han havde”. Udtrykkeligt pointerer hun, at han efter faderens død 1910 arvede så meget, at han var uafhængig stillet i økonomisk henseende og allerede af denne grund kunne bryde sig fejl om pengene. “Forsømte han sine egne penge, kunne han gøre det med let hjerte og uden frygt; for hans to nærmeste var alene de båndlagte arvemidler i overformynderiet betryggelse nok.” (s. 55) Dristigt påstår fru Glückstadt på s. 53, at man jo ikke havde fundet træk af havesyge, selv i det mindste format, hos hendes mand. Og med patetiske ord fortsætter jødinden: “Forstod man da ikke af hans liv, at han aldrig havde kendt pengestræbet; var han ikke — så øjensynlig — besjælet af stærkere handlemotiver, der år efter år holdt ham langt borte fra den daglige gerning med al dens overstrømmende pengemuligheder?” På s. 47 fortæller hun dernæst, med særlige fremhævelser, at “netop den store beskedenhed var et af hans grundtræk” og på s. 44 fremhæver hun ufortrødent, at han kunne tjene penge, så mange han ville. Pengebegærlighed lå ikke for ham; thi “han havde jo i overflod — nok til de allerstørste million-gaver — meget, meget mere end hans helbred og liv forslog til; og han havde den videste adgang til at berige sig på lovlig vis — med tantiemer, så mange han ville.” Og så fortæller hun, hvorledes Glückstadt så ofte havde givet afkald på store beløb til gunst for banken, uden

552

selvfølgelig med et ord at røbe, hvilken fordel det var for ham, at han kunne spekulere med sin egen banks kreditter, både direkte og indirekte, og hvorledes han berigede sig på bankens bekostning ved på bedragerisk vis at tilegne sig bankmidler.

Man skal rigtignok læse sådanne påstande to og flere gange for at kunne tro sine egne øjne. Når en mand, der har en bankdirektørgage på 30.000 kr. i 1920 og 84.000 kr. i 1921, som i alt fra 1914–1921 tjener 294.000 kr. i gage og derudover 1.769.609 kr. i tantieme, ikke kan give sig tilfreds med sådanne indtægter, men samtidig driver de mest hasardiøse børsspekulationer, kan han så sandelig ikke gøre krav på at berømmes for beskedenhed, end mindre frikendes for at være besjælet af havesyge, pengegriskhed osv. Hvad var dog ellers motivet til, at Glückstadt gik med ind i de mere end 200 spekulationskonsortier hos J. M. Levin & Co., i talrige andre konsortier i banken selv og i andre vekselererfirmaer, hvad var da motivet til, at Glückstadt fra tid til anden uden skrupler strøg gevinster ind, ikke i titusinder eller hundredtusinder af kroner, men til tider beløb på mere end en million kroner, og hvorved han i største omfang lod sin egen bank direkte eller indirekte finansiere disse transaktioner; hvad var motivet til, at han søgte at slippe bort fra de opståede tab ved på bedragerisk måde at lade sådanne tabsposter dække af bankens midler, hvad var motivet til at han søgte at forskaffe sig ledende bestyrelsesposter inden for et meget stort antal af storindustrielle foretagender, deriblandt Ø.K. og Transatlantisk Kompagni osv. — hvad var da motivet til alt dette, hvis det ikke var en ubændig trang til at forskaffe sig uendelige rigdomme og i sammenhæng hermed en over alt dominerende pengemagt?

553

Sandelig, man skal være jødinde for under sådanne omstændigheder at ville bestride berigelsesmomentet i Glückstadts gerninger.

Og hvad den påståede “store beskedenhed” vedrører, da havde Rigsadvokat Topsøe-Jensen så sandelig ret, når han gjorde gældende, at Glückstadt “efterhånden førtes til et efter danske forhold meget luksuriøst liv med palæet i Amaliegade, Schimmelmanns Sølyst, Æbelø og palæet i Paris”. Alt dette, mener Rigsadvokaten, med tilhørende opkøb af kostbare malerier og bohaver, juveler og andre kostbarheder har kostet ham umådelige summer. Man skal vel være jødinde for ikke at kunne forstå berettigelsen af sådanne betragtninger, men alligevel at kunne tale om Glückstadts “store beskedenhed” som grundtrækket i hans væsen.

Man tænke sig endvidere, at fru Glückstadt gang på gang taler om sin mands ubetingede sandfærdighed og redelighed.

Hun hævder bl.a. på s. 122 i sit skrift, at hendes mand “aldrig har talt nogen bevidst usandhed”. Det stærkeste forsvar for hendes mand i denne henseende er i øvrigt efter hendes opfattelse givet i overretssagfører Brorsons ord, som hun citerer udførligt på s. 42. Disse ord fra defensionens side fortjener her at blive gengivet, fordi de viser, hvor blind man har kunnet stirre sig på Glückstadts forlorne autoritet.

Her siges: “Tilbage står at nævne Glückstadts egenskaber på det moralske område, hans retsindighed i betydning af at bøje sig for andres ret, og respekten for sandheden. I første henseende har jeg aldrig hørt, at han er faldet for den fristelse, der ligger for så mange ledende og bankledende personligheder: at fragå eller bortforklare et givet mundtligt tilsagn. Jeg har tværtimod vidnesbyrd nok og giver mit eget med for, at man kunne stole på ham. Det vil også

554

de betydende mænd sige, der i ind- og udland har stået ham nær og har bevaret ham deres fulde tillid og sympati i hans ulykke, og som har kendt ham nøje … Hans uanfægtelige sandhedskærlighed træder jeg også i skranken for. Det har ganske vist behaget dommeren i forhøret den 9. april at bestride den, men ikke hverken på stedet eller senere at argumentere derfor.”

Mindre kunne vel ikke gøre det. Men hvor lidet troværdig denne fremstilling er, derom vidner ikke blot den komedie, Glückstadt sammen med sin kollega Ringberg spiller inden for banken — for at skjule for personalet, i hvilket omfang og med hvilke metoder de driver den vildeste børsspekulation, derom vidner ikke blot de fingerede kontis historie, den systematiske og infame vildledelse af bankbestyrelsen med hensyn til Februar-kontoens indretning og virkemåde osv., men derom vidner også de talrige under undersøgelsen og domsforhandlingerne fremskaffede oplysninger, der stod i skarpeste modsætning til Glückstadts erklæringer; her skal, for blot at nævne et særlig karakteristisk eksempel, henvises til Bendixons ovenfor citerede erklæring om de under hans navn førte spekulationskonti i Landmandsbanken. Kun et i grund og bund uredeligt menneske kunne handle som Glückstadt gjorde det, og kun en person af samme race som han, der er gennemsyret af Talmud-moral, kan forsvare denne storbedragers gerninger. At fru Glückstadt ikke kan se brist og mangler i sin ægtemands karakter, kan måske ikke forbavse; hun er eo ipso [derigennem, netop derfor] gennem sit slægtskabsforhold forhindret i at dømme objektivt. Vigtigt er selvfølgelig også, at hun dømmer som jødinde og selvfølgelig aldrig vil desavouere sin egen race. Men når hun endelig forsvarer en så bundrådden og skandaløs sag som den,

555

hendes mand må gøres ansvarlig for, finder det selvfølgelig sin dybeste forklaring i, at hun selv er konstitutionelt forløjet og derfor ikke formår at erkende, endsige anerkende, modpartens ret. Ligeså lidt som man kan forlange af en blind, at han skal skelne mellem farverne, ligeså lidt kan man forvente af en kvindetype som fru Glückstadt, at hun skal kunne skelne mellem sandt og usandt, mellem ret og uret: Hun bliver jo, hvad hun er, og hun argumenterer selvfølgelig således, som det svarer til hendes naturel.

Fru Glückstadts forsvarsskrift vidner endnu i et og andet om overspændt selvfølelse. Hun er i så henseende den mest renlivede repræsentant for pengearistokratiet, der føler sig højt hævet over det jævne folk og kræver for sig og sine en særstilling inden for samfundet. Hun føler racehadet, hadet mod de foragtede goyim. Hele hendes bevisførelse bygger som nævnt bl.a. på den opfattelse, at der aldrig burde være rettet anklage mod hendes mand. Derved gør hun ved lejlighed endog gældende, at der ikke fandtes dommere i Danmark, der havde forudsætninger for at kunne dømme i en proces mod Glückstadt, da de ifølge deres, i sammenligning med dennes millionindtægt ubetydelige indkomster, slet ikke kunne skønne rigtigt om en formuende bankdirektørs dispositioner.

I en (s. 46) mod dommeren rettet polemik bemærker hun desangående:

“Hvis hr. Rump ræsonnerede dybere over de mange uretfærdigheder i verden, ville han træffe denne, at en bankdirektør kan have en årsindtægt, der er 6 eller flere gange større, end hele Højesteret koster Staten. Hr. Rump vil ikke kunne på embedes vegne kalde dette en uretfærdighed; men han må ifølge dette misforhold i indtægter se anderledes på “luksus og lignende” end bankdirektøren, som nok kan samle på adskillige luksuøse værdier, hvis han ikke vil samle på sparekassebøger.”

Altså, dommeren — og i øvrigt også Rigsadvokaten — burde efter fru Glückstadts opfattelse have afholdt sig fra at tale med om disse ting. Millionærer har deres opfattelse om luksus og deslige og kan naturligvis ikke tillade, at nogle småtskårne og mindre velbeslåede jurister gør opstandelse, fordi de rige på den ene eller anden måde bortøder deres midler, som det passer dem bedst. Ja, fru Glückstadt er i det hele taget meget forarget over, at man har bebrejdet hende og hendes mand, at de havde gjort sig skyldig i udfordrende luksus, og at pressen navnlig på dette punkt havde opagiteret en så aggressiv stemning mod dem. Hvor uforsvarlig måtte dog ikke sådan en kritik være,

556

navnlig da den vakte misundelse og bitterhed i de brede befolkningslag og over for den påståede Glückstadt’ske luksus “holdt stemningen i kog og satte ondt blod”. Hvad skulle millionærerne gøre med deres penge, hvis de ikke skulle flotte sig lidt for dem? Samle på sparekassebøger? spørger fru Glückstadt. Vi er da vel ikke — mener hun underforstået — pøbel, der sparer — hører da vel ikke med til rakket, der må holde på skillingen?

Den samme anmassende selvfølelse ytrer sig, hvor fru Glückstadt taler om krisen i efteråret 1922. Hun begriber ikke, at hendes mand i denne september-måned måtte opgive sin direktørpost, og at offentligheden fik lejlighed til at beskæftige sig med mislighederne i Landmandsbanken. Dristigt påstår hun, at katastrofen i virkeligheden ikke fremkaldtes ved bankdirektørernes letsindige dispositioner, ved aktiespekulationer og deslige; absolut ikke! Nej — fortæller hun s. 179:

“De skridt, der førte til ødelæggelsen, var sagens inddragning under og offentlige behandling på Rigsdagen, med offentliggørelsen bl.a. af bankinspektørens beretning; September-rekonstruktionen med afskedigelsen af min mand og den gamle direktion; og udnævnelsen af den nye direktion, samt nedsættelsen af “Undersøgelses-Kommissionen”.”

Altså: Ikke Glückstadt er skyld i Landmandsbank-katastrofen, men Rigsdagen, fordi den lod sagen offentlig behandle; lod bankinspektørens opgørelse komme frem, osv. Ja, det siger hun! Fru Glückstadt går derved yderligere stærkt i rette med parlamentarikerne, som havde benyttet sig af forhandlingerne om bankrekonstruktionen til at fremkalde en regeringskrise, og påberåber sig herved dr. Ussings betragtninger, ifølge hvilke den i virkeligheden golde uenighed inden for Venstre-ministeriet vedrørende hjælp til Landmandsbanken havde bidraget til at øge spændingen på Rigsdagen og at fremkalde den voldsomme kritik mod Nationalbanken og Regeringen. Hånende knytter hun hertil følgende bemærkninger:

“Under disse forhold og med sådanne “ledende” mænd er det vel næppe underligt, at de svigtede over for gadens og pressens råb på min mands hoved. Nu gjaldt det kun “sauve qui peut” [enhver for sig selv] og tagen længst mulig afstand fra min mand.”

Således søger fru Glückstadt at vælte ansvaret for Landmandsbankens sammenbrud over på Rigsdagen, der efter hendes mening havde anset det for rigtigt at lefle for de brede befolkningslags hævngerrighed. Havde Rigsdagen holdt sig i skindet og afstået fra at give offentligheden nærmere oplysninger vedrørende katastrofens omfang, havde man endvidere ladet Glückstadt beholde sin stilling som den mægtige bankdirektør, ville efter fru Glückstadts opfattelse alt være gået i orden. Thi udadtil, hos den internationale kapitalmagt, havde hendes mand jo

557

ikke tabt i anseelse og indflydelse. Hvad det betød, havde også dr. Ussing erkendt, da han i sit ofte omtalte værk om Nationalbanken s. 259 flg. bl.a. ytrede tvivl om, om Landmandsbanken overhovedet kunne undvære Glückstadts indsigt og udenlandske forbindelser. Ja, dette spørgsmål har også fru Glückstadt stillet sig selv, og hun kommer selvfølgelig til det resultat, at hendes mand netop af hensyn til den udenlandske bankverden — dvs. den internationale højfinans! — nødvendigvis måtte blive på sin post. De internationale finansmænd holdt selvfølgelig til stadighed på hendes mand. Det havde fortæller hun, også til fulde vist sig, da hun i septemberdagene 1922 drog med sin mand udenlands. Der troede man ikke på hendes mands uduelighed og uhæderlighed. Udtrykkelig bemærker hun: “Under vort ophold i England og Frankrig i tiden fra 4. til 17. september blev der overalt fra de ledende kredse vist min mand den største tillid.” Og hun fortæller ydermere, at efter hjemkomsten havde direktør Marcus Wallenberg fra Stockholms Enskilda Bank på hendes mands opfordring hele den 17. september 1922 været sammen med ham i banken for at bistå ham med råd og dåd, men der havde desværre ingen haft bud denne dag hverken efter hendes mand eller vennen Wallenberg fra Stockholm.

Havde man altså lystret den internationale kapitalmagts paroler også i dette tilfælde, ville efter fru Laura Glückstadts uforgribelige mening endnu alting være gået godt. Så kunne man også have sparet sig det, hun kalder “Undersøgelses-Kommissionen” — i gåseøjne osv. osv. Bedre véd hun ikke!

Hvor uforstående hun står overfor Landmandsbank-katastrofens egentlige årsager fremgår endelig bl.a. af, at hun atter og atter forsøger at påvise, at det er indflydelser udefra, der har fremkaldt sammenbruddet, og at det navnlig var rygterne, der skabte uroen om banken og umuliggjorde rekonstruktionen i tide. Bankens uforsvarlige finansieringsmetoder og bankdirektørernes direkte og indirekte medvirken ved den forrykteste og for så vidt helt igennem forbryderiske børsspekulation mener hun altså at kunne se bort fra som årsag til krakket. Ligeså mener hun, at selve processen kun var et resultat af, at folket ville have nogen at hævne sig på, da gullasch-periodens skæbnesvangre følger viste sig. Hun kender selvfølgelig Moselovens ord i 3. bog, 16,15 om “syndofferets buk, som er for folket” og mener, at den

558

offentlige mening slog ned på Glückstadt, fordi fangsten her var såre let, og valget af syndebuk i 1922 i så henseende slet ikke var svært. Hun antyder også flere gange, at domstolene trådte i aktion blot for at give efter for folkets stemning, den “vulgære ånd”, denne “massesuggestion”, som krævede sit offer. Ja, hun mener endog at måtte antyde, at det vel også “måtte være overmenneskeligt” for Højesteret ikke at følge med i kølvandet og føre den lønkammerjustits videre, der var påbegyndt i Landsretten. Hun vender sig derfor — som hun udtrykkeligt betoner i slutningen af sit skrift — imod “syndebuk-sindelaget” i det “letbevægelige danske sind”. Hun vender sig med frække ironiske betragtninger mod Rigsadvokaten, der ikke blot tillod, at “lynchjustitsen” mod hendes mand blev fremmet, ikke blot forholdt sig tavs overfor den i offentligheden fremkomne kritik mod pengefyrsten, men oven i købet komplimenterede “det store og brede, ærlige danske folk”. Godt forresten, at hun også nåede at få dette sagt, for derved at dokumentere al den foragt og alt det had hun nærede overfor det brede, ærlige danske folk, der ikke ville føje sig under højfinansens pisk. Hvem kunne vel vente andet.

Det mest rabiate angreb mod dette så foragtede folk retter fru Glückstadt imidlertid i et af indledningskapitlerne, hvor hun påberåber sig nogle af den norske fhv. statsminister Chr. Michelsen fremsatte ord for at klargøre, at alle var skyld i krigsårenes spekulation, og at alle havde ladet sig påvirke af børsspillets farlige tillokkelser. Ordret gentager hun efter Michelsen følgende betragtninger:

“Alle har vi ligget under for et alt for optimistisk syn på krigsværdierne. Alle har vi syndet, og vort folk har næppe vist sig den opgave synderlig voksen, som det blev stillet overfor. At bevare balancen viste sig ikke at være vor stærke side. Så længe vi kunne opretholde vor neutralitet, havde vi alle betingelser for at komme gennem krigen som det folk, der havde tjent mest og tabt mindst på den. Dog er intet folk

559

gået så ribbet ud af krigen som vi. Det kommer af, at vi har forsømt at koncentrere os om vore naturlige erhvervsgrene og kastet os ind i: ikke spekulation, men spil, den rene og vilde hasard. Vi har udvist en vanvittig optimisme. Dette er folkets forhold.”

Lad gå, at disse ord kan stemme for Norge, for Danmark gælder de ikke, og når fru Glückstadt drister sig til at argumentere med Michelsens ord, gør hun sig skyldig i en utrolig vildfarelse, ja, det som er værre: et forsøg på vildledelse af den offentlige mening. Thi det var ikke folket, der kastede sig ind i spekulationer, men det var landets af jødedommen beherskede højfinans og dens lydige redskaber i rigsdag og regering, der fremkaldte den vilde spekulation, det var mænd som Edvard Brandes, Max Ballin, Ove Ringberg, Herman Heilbuth, Frederik Salomonsen, Johan Levin, Eduard Rée, Harald Plum, Hugo Rothenberg osv. osv., som havde ansvaret for de forrykteste kapitaldispositioner og var med til at øde landets formue bort. Men forrest i denne dans om den gyldne kalv gik Emil Glückstadt, finansminister Edvard Brandes mest betroede finansielle rådgiver og landets største hasardeur! Dette spil satte ind i København, inden for de sammenspistes klub, og bredte sig herfra som en smitte inden for vide kredse af folket. Men her at tale om nostra culpa [ved vores skyld]; at prædike “alle har vi syndet”, er latterligt, thi hvis jøderne i København ikke ved en tåbelig valuta- og kreditpolitik ligefrem havde pisket folket til at spekulere, ville det vilde spil om børspapirerne, den vanvittige forøgelse af papirværdier, overprioriteringen inden for landbrug og industri osv. under og efter verdenskrigen aldrig være blevet til virkelighed. Her kan der derfor aldrig være tale om nostra culpa, men vel havde fru Laura Glückstadt haft grund til at tale om mea culpa, min skyld, jødens skyld, hun havde haft grund til at tale netop om jøden, der var samvittighedsløs nok til ved spil, den rene og vilde hasard, at føre landet ud på ruinens rand. Dette var jødens forhold.

560

Når der publiceres et skrift om Emil Glückstadt kunne der endelig også have været sagt et og andet om den landsulykke, der opstod ved Landmandsbankens sammenbrud, om den fortvivlelse og nød, der fulgte i dette sammenbruds kølvand for utallige hæderlige mennesker, der havde ladet sig forlede til hasard og spil. Dog ikke et ord siges om disse ting. Hvad gælder vel folk og land, når jødiske kapitalinteresser står på spil.
Fru Glückstadts bog giver svaret: Intet som helst!

TRINITATISTRYKKERIET, KBH.

Næste: Det tredie Ting – 2. del

Det tredie Ting – 1. del