Det tredie Ting (1. del) – Forfatterens forord

Sand Historie

FORFATTERENS FORORD

Det er selvfølgelig forfatteren af dette skrift bekendt, at der findes vide kredse i landet, ikke mindst i København, som anser det for usømmeligt og uforsvarligt at tale om et jødespørgsmål i Danmark. Sådant spørgsmål eksisterer efter deres opfattelse ikke. Jøderne skal være tabu, man skal ikke træde dem for nær ved at omtale deres gerninger og bestræbelser. Ja, man skal helst ikke nævne dem ved navn. Endnu i 1813 indgav jøderne andragende til kongen om, at det måtte forbydes ved lov at bruge navnet “jøde” som betegnelse for personer, der tilhørte det mosaiske trossamfund. Dette andragende kunne naturligvis ikke tages til følge, da dets gennemførelse måtte føre til aldeles uoverskuelige konsekvenser, bl.a. til en ændring af navnets brug i selve Biblen. Det gik altså ikke. Men jøderne opnåede dog, at de i love og i officielle skrivelser ikke mere måtte betegnes efter deres racemæssige tilhørsforhold, og sidenhen har det også almindeligvis været sådan, at man skulle være varsom med alt for tydeligt at karakterisere en mosaisk troende som jøde. Dog: Navnet blev bestående, og langt om længe har også de fremmede indvandrere affundet sig med at blive anset for det, de er. De kunne tåle det, da de efter eman­cipa­tions­lov­giv­ningen, og navnlig efter Grundloven af 1849, alligevel opnåede en sådan magtstilling inden for samfundet, at de ikke mere kunne føle sig foruroliget ved at blive kaldt for jøder. Folke- eller, om man vil, racebevidstheden slappedes inden for den statsdannende danske nation, og det vidste jøderne at drage

10

sig til nytte. Jøderne var ligeberettigede statsborgere, føltes inden for vide kredse ikke som fremmede, og hensynsfuldt søgte man i videst muligt omfang at lade racemærket upåagtet. De nævntes faktisk ikke mere ved navn. I alle rigsdagsforhandlinger, i processen og i undersøgelserne vedrørende Land­mands­bank-sa­gen vil man desårsag ej heller finde blot den mindste antydning af det særlige ansvar, jøderne her havde; det ville jo have været rystende, hvis nogen havde tyet til racebetegnelsen. I Bankkommissionens meget omfattende beretning bruges betegnelsen kun én eneste gang, idet der i bilaget s. 168 siges, at en russisk jøde med det aldeles urussiske navn Lourié havde været mellemmand ved ordningen af Rekylriffel-sagen. C’est tout. Altså: Jøden er tabu. Karakteristisk for dette forhold er også en bemærkning i rabbiner Marcus Melchiors bog (med titlen) “Man siger, at jøderne — “. Her fortælles nemlig, at det jo netop var en ikke-jøde, den fhv. formand for Folketingets konservative gruppe, hr. Christmas Møller, der havde sagt det væsentligste om jøderne i Danmark, da han under valgkampen til folketingsvalgene i 1935, udfordret af nationalsocialistiske modstandere, sagde sin mening om tingene i følgende ord: “De danske jøder har hjemstavnsret i Danmark så godt som alle andre.”

Sikkert har Christmas Møller sagt noget væsentligt med disse ord, væsentligt rigtignok i anden forstand end af rabbiner Melchior ment, nemlig sådan, at han dermed karakteri­serede den inden for systempartierne gængse opfattelse. For disse kredse er en jøde nu en gang en Dansker og ikke blot en, der har lige ret med alle andre i landet, men som også gerne må indtage en privilegeret stilling. Denne forrettighed kunne (eller kan) jøden udnytte sådan, at han i den periode, som dette skrift omhandler, ganske åbenlyst regerede og styrede landet som afgørende faktor inden for dets højfinans, og at han indtil i vore dage formår at gøre sig gældende som den mere eller mindre skjulte magt, der af “klog selvopholdelsesdrift — for at bruge Louis Levys ord — er trængt ind

11

i “nationens helligdomme” og derfra leder og regerer samfundet. Christmas Møller havde også netop på det tidspunkt, da han udtalte de ovenfor citerede ord, det sørgelige mod på et politisk møde i Sdr. Bjert syd for Kolding i en lidenskabelig diskussion med forf. af nærværende skrift at hævde, at der aldrig har eksisteret noget jødespørgsmål i Danmark, og at den, som tillod sig at rette angreb mod jøderne — dengang specielt mod direktøren for valutacentralen Georg Cohn — var “en gemen og sjofel person”.

Dette sagde altså en mand, der selv var søn af medindehaveren af et kendt Københavnsk, men ikke netop rent arisk vekselererfirma, nemlig søn af vekselerer H. Chr. Møller i firmaet Møller & Rée. Han kendte ikke noget til et jødespørgsmål, og meget lignende står det til med talrige andre personer, navnlig inden for den sociale overklasse, som enten af hensyn til forretnings- eller familieforbindelser eller af andre grunde ikke vil være ved, at jøderne er en magtfaktor i landet og i mange henseender virker til folkets og landets fordærv; — Israel-missionens mænd mener f.eks. at måtte forsvare jøderne på godt og ondt af religiøse grunde. At jøderne herunder selv bestræber sig ivrigt for at fremstille sig som trofaste, dygtige og redelige borgere, og som de mest ansvarsbevidste patrioter, er forståeligt, ligesom det ikke forbavser, at formanden for Det Mosaiske Trossamfund i København, højesteretssagfører C. B. Henriques, så sent som den 10. januar 1934 på sit trossamfunds re­præ­sen­tant­skabs­møde højtideligt kunne erklære, at “herhjemme er der jo heldigvis intet jødespørgsmål”. Ja, hvor skulle dog denne mand, som selv er den mest fremtrædende personlighed inden for de rettroende hebræeres kreds og selv bl.a. på allernærmeste hold har fulgt med i den grænseløse svindel inden for Ballin-koncernen, selv var en af forsvarerne for de tiltalte i Landmandsbankprocessen, ja — hvor skulle han vel kunne opdage, at der er et jødespørgsmål i Danmark!

Nuvel! Om så mænd som Christmas Møller og

12

C. B. Henriques, som jødeætlingen Holger Rørdam eller prof. Aage Friis eller utallige andre ikke kan opdage, at jøderne er en magt, og at der truer en alvorlig fare fra jødernes side — så udelukker det jo ikke, at andre, der nok så meget føler sig ansvarlige over for sandheds- og retsprincippet, kan opdage dette problem i Danmark, ja endog erkender, at der her foreligger et alt andet overskyggende problem, som nu mere end nogensinde trænger til at blive grundigt belyst.

Da jeg for år tilbage, i anledning af mit skrift “Nordslesvig venter —”, så mig foranlediget til at efterspore de hemmelige kræfter, der havde bidraget til at ødelægge landsdelens økonomi og bl.a. var skyld i den skandaløse ordning af markopskrivningsspørgsmålet såvel som landbrugets overprioritering og derfor havde det direkte ansvar for den stadige økonomiske forfølgelse af mit hjemlands bondebefolkning, der som bekendt førte så langt, at Københavnsk Politi blev sat ind i grænselandet i 1932 for at prygle løs på bønder, der demonstrerede mod tvangsauktionen over en gammel slægtsgård i Stenderup — ja, da jeg søgte at komme til klarhed over de dybeste årsager til hele denne tragedie, da fandt jeg for første gang vejen til granskning af jødespørgsmålet. Siden har jeg til stadighed beskæftiget mig med dette problem, ikke mindst i mit politiske arbejde, og altid stod det klarere for mig, at jøderne her ligesom i andre lande stræbte efter at nå den finansielle magt for at kunne udsuge de producerende erhverv, de brede befolkningslag, bonden, håndværkeren og arbejderen, og at det ligger i selve det liberalistisk — marxistiske system at skaffe særligt gunstige vilkår for denne jødiske udbytningspolitik.

Denne min erkendelse er — så vidt jeg ser — blevet eftertrykkelig bekræftet ved den her foreliggende undersøgelse, som netop viser, at jøderne i årene under og efter Den første verdenskrig troede at kunne nå målet: samfundsmagten — som vej til verdensmagten. Netop i hele den fantastiske Land­mands­bank-svin­del troede de at kunne koncentrere

13

guldets magt i deres hænder, så de ved hjælp af denne “tryllering af guld” (L. Levy) kunne beherske samfundet indadtil og udadtil. Denne erkendelse blev end mere bekræftet derved, at der denne gang også fandtes digtere inden for jødernes kreds, som åbent og med religiøs inderlighed gav udtryk for disse den jødiske sjæls dybeste længsler og højeste mål. Ja, i disse år beherskede den jødiske finansmagt i sandhed landet; da formåede jøderne at gøre sig rigsdag og regering, Nationalbanken, de centrale økonomiske institutioner som Industriraadet og Grosserersocietetet, ja de højeste og allerhøjeste steder følgagtige, så begrebet om Det tredie Ting ikke blot var en agitationsfrase, men en højst håndgribelig realitet. Det foreliggende skrift har til opgave at fremføre gyldige beviser navnlig på dette punkt.

Når C. B. Henriques i sin ovennævnte indledningstale på det jødiske re­præ­sen­tant­skabs­møde den 10. januar 1934 klager med ægte jødisk farisæisme over, at jøder til alle tider har været udsat for uret og forfølgelse, skabt af økonomiske kriser og konkurrencehad og retfærdiggjort ved raceteorier osv., da skal sådanne påstande karakteriseres som det, de er: tomt skvalder! — Sandheden er, at forfølgelserne var altid selvforskyldte, da det i reglen netop var jøder, der ved deres utæmmelige pengebegær skabte økonomisk nød og krise. Også vor tids historie giver mangfoldige beviser herfor; deri ligger jo netop jødedommens ufattelige tragedie, ikke mindst i vore dage, begrundet. Selv en C. B. Henriques ville vel ikke have mod til at bestride, at al den svindel og bedrag, løgn og anden lumpenhed, som fulgte i Land­mands­bank-kata­stro­fens kølvand, var jødernes værk, ene og alene jødernes værk. Alle de jødelakajer, der dengang var med i spillet, var jo kun nikkedukker i de kapitalstærke israelitters hænder. I dette meget nærliggende tilfælde tager han altså grundig fejl. Men som udgangspunktet, det afgørende, i Henriques’ betragtninger er falsk, således også udviklingen i hans slutningsord, hvor han under henvisning til, at “alle de store

14

politiske partier og deres fremtrædende personer her i landet havde taget afstand fra de nationalsocialistiske metoder”, fremsætter den mening, at disse nye ideer “sikkert kun vil få rent forbigående betydning”. Disse nye ideer har dog indtil dags dato vist nogen livskraft, så hrs. Henriques også på dette punkt nu må anerkende at have taget fejl.

Den foreliggende bog er tænkt som et bidrag til belysning af jødernes stilling i Danmark i vore dage og gør krav på at være absolut objektiv i sin bevisførelse. Den har en bestemt tendens, men denne tendens har selvfølgelig aldrig kunnet foranledige forfatteren til på nogen måde at fravige sandhedens og redelighedens bud i udredningen af de forskellige historiske tildragelser. Og bogen er ikke dikteret af had. Det er desværre nødvendigt, at sligt udtrykkeligt pointeres, eftersom forf. ofte nok har været udsat for at få tillagt mindre hæderlige motiver i sin stillingtagen overfor jødespørgsmålet. Som eksempel skal her blot peges på en polemik med jødeætlingen, stabslæge Holger Rørdam, fra efteråret 1933, hvor han indleder en artikel om “Jøderne og Sønderjylland” (først offentliggjort i “Hejmdal”, senere i december-hæftet 1933 af “Jødisk Familieblad”) med ordene: “Den lokale nazistfører, læge Frits Clausen i Bovrup og den tyske dr. Lorenz Christensen har i længere tid ved deres møder i Sønderjylland prædiket had mod jøderne.” Prædiket had? Aldrig! Men sagt sandheden om jøderne, om deres indflydelse på landets økonomi, om deres ansvar for den evige udbytning af arbejdsmand og bonde, som er en nødvendig konsekvens af kapitalmagtens overhåndtagende og utålelige rentekrav, ja, om alt dette blev der sikkert allerede dengang sagt mangt et alvorsord. At der herved faldt hvasse ord i kampen for hjemstavn og ret, er ligeledes utvivlsomt, men ledemotivet var ikke hadet mod jøderne, derimod kærlighed til landsmænd, som led ilde, og en indre forpligtelse overfor den odels­ret, en jordgroet [vokset af jorden] befolkning har til sin slægtsarv, til hjem og jord. Det er den samme ansvarsfølelse overfor de værdier,

15

der bunder i germansk racebevidsthed og sandhedstrang, som danner den virkelige forudsætning for den foreliggende undersøgelse.

Det skal endnu bemærkes, at undersøgelsen i enkelte punkter rækker ud over behandlingen af Det (såkaldte) tredie Tings virksomhed. Bl.a. behandles hele den for Socialdemokratiet så kompromitterende Parvus-skandale og i sammenhæng dermed de revolutionære jødiske agitatorers bestræbelser for, med København som arnested og udgangspunkt, at forberede verdensrevolutionen henholdsvis zionismens sejr. København var jo under verdenskrigen [den første] et højst besynderligt samlingssted for alle slags orientalske lykkeriddere og verdens reformatorer fra talrige verdens lande. I deres virksomhed fulgtes politik og gesjæft for det meste hånd i hånd, og denne forbindelse førte ikke sjældent til væsentlig at forringe landets finansielle stilling. Også dette spørgsmål måtte her ikke overses.

Et særligt kapitel vies endelig prof. L. V. Bircks kamp mod jødemagtens udskejelser i stort og småt. Han kendte som ingen anden jødisk mentalitet, erkendte i tide, hvor samfunds­ødelæggende denne fremmede races umættelige pengebegær og ubegrænsede herskelyst måtte blive, og han havde mandsmod nok til at sætte hårdt mod hårdt i kampen mod de farer, der truede fra jødisk side. I fremstillingen af Bircks indsats er der også gået ud over den periode, der ellers danner grundlaget for denne bog — dvs. ud over den egentlige Land­mands­bank-peri­ode — for at give et samlet billede af Bircks kamp mod højfinansen og for navnlig at påvise kontinuiteten i de af ham fremsatte principielle krav om skærpet offentlig kontrol på alle de områder, hvor jøderne havde deres specielle interesser. Hans vej var sandhed, hans mål var ret. Her kan næppe tænkes noget mere opløftende end at sætte sig ind i denne mands higen efter et bedre samfund, hvor den kapitalistiske udbytning er afløst af social retfærdighed, og hvor enhver statsborger, ud fra bevidstheden om at måtte

16 

være tro over for stat og folk, opfylder sin samfundsfunktion som en hellig pligt. Intet var ham højere end folkets vel, og da han gang på gang måtte erkende, hvorledes jøderne i deres færden var blevet dødsens farlige for landets trivsel, derfor trådte han op imod dem som deres bitreste modstander.

———

Dette forord skal ikke sluttes, uden at der rettes en tak til Det Kongelige Bibliotek i København, som til stadighed med største redebonhed har stillet det til behandling af det foreliggende tema fornødne materiale til rådighed. Også i Universitetsbiblioteket i København samt i Weltwirtschaftliches Institut i Kiel har jeg, så vidt jeg der søgte efter materiale, fundet den største imødekommenhed. Men den inderligste tak mener jeg at måtte rette til forfatteren, landsretssagfører Knud Nordentoft, som ud over al forventning har støttet mig i mit arbejde og ved gennemgang af teksten har ydet mig megen værdifuld hjælp.

På samme måde takker jeg forfatterinden fru Olga von Eggers og genealog, stud.mag. Knud Hassing for hjælp ved korrekturlæsningen.

LORENZ CHRISTENSEN.

København, den 28. 10. 1942.

Næste kapitel: 1. Jødisk mål: fra samfundsmagten til verdensmagten

Til Indhold 1. del