Det tredie Ting (2. del) – 5. Kapitel

Sand Historie

5. PARLAMENTARISMENS FALLITERKLÆRING

a) Lemvigh-Müller-episoden i Folketinget i oktober 1921.

Det var et konservativt folketingsmedlem, fabrikant og grosserer V. A. B. Lemvigh-Müller, som rettede det første alvorlige angreb mod Landmandsbankens forrykte bankpolitik, som Emil Glückstadt i første række havde ansvaret for. Det skete den 21. oktober 1921 i Folketinget, i den periode, da det må formodes, at forhandlingerne med Nationalbanken vedrørende belåningen af Landmandsbankens aktier lige var bleven indledt. Rygterne omkring banken havde allerede for længe siden sat uro i gemytterne, og navnlig havde Ballins selvmord i april s.å. og den stigende mistillid til Det Transatlantiske Kompagni vakt opmærksomhed. Men der var dog aldrig fra ansvarlig side sagt et alvorsord om forholdene, og navnlig forholdt pressen sig bomstille over for den truende katastrofe. På dette område herskede ensretning i renkultur; i et land, hvor Det tredie Ting og hvor jøderne regerede, måtte en åben drøftelse af kapitalmagtens fejlgreb og overgreb selvfølgelig være udelukket. Desto større indtryk gjorde det, at en konservativ folketingsmand tog mod til sig og i en rigsdagstale eftertrykkeligt pegede på visse, navnlig for Landmandsbanken, ubehagelige forhold, uden dog straks at nævne tingene alt for kraftigt ved det rigtige navn og uden at røbe, hvem han særligt ville ramme eller tænkte på med sin kritik.

10

Idet handelsminister Tyge Rothe på dette tidspunkt havde erklæret på et møde i Fredericia, at den herskende økonomiske krise var en følge af kredittens sammenbrud, bemærkede Lemvigh-Müller heroverfor i sin rigsdagstale, at det var påkrævet at fremhæve den fare, som truede erhvervslivet fra bankvældets side. Det var nødvendigt, klart og uforbeholdent at erklære, “at landets finansielle ledelse, den tidligere regering, og ikke mindst de ledende pengeinstitutter har været, for at bruge et meget mildt udtryk, i allerhøjeste grad uheldige”. De ledende banker med en særlig stor bank i spidsen havde på ingen måde forstået at varetage deres spareres og indlåneres, aktionærernes og erhvervenes interesser, fordi de i særlig grad i deres bankpolitik havde søgt at fremme bestemte personlige interesser på hele samfundets bekostning. Også lovgivningsmagten havde svigtet over for disse forhold. Som begrundelse for disse anskuelser fremhævede L.-M.: “Der er nemlig ingen tvivl om, at adskillige banker gennem den forhåndsviden, de uvilkårligt må komme i besiddelse af, under de opadgående konjunkturer har forstået at varetage andre end sparernes og aktionærernes interesser. Det er således ikke ubekendt, at der navnlig i årene 1916–18 blev dannet en uhyre mængde nye aktieselskaber, handelsselskaber og industriselskaber, i hvis bestyrelser man så at sige aldrig savnede en af de offentlige pengeinstitutters ledende mænd. Når der skulle dannes et sådant aktieselskab, gjaldt det først og fremmest om at få en bank interesseret, og det fik man lettest, når en af bankdirektionens medlemmer fik tildelt et mandat som medlem af aktieselskabets bestyrelse, og i tillid til de stadig opadgående konjunkturer og den som følge deraf i udsigt stillede betydelige tantieme førtes man ind på opstart af det ene handels- og industriselskab efter det andet. Og disse startedes ikke efter almindelige samfundshensyn, men som regel dengang efter bankernes egen interesse og i mange tilfælde lige stik imod bankens egne kunders interesse. Vi har således set, at en af landets største banker

11

har oprettet sit eget forsikringsselskab; nogle banker har oprettet egne handelsselskaber, og enkelte af bankerne har i fællesskab oprettet deres eget revisionsinstitut.”

Lemvigh-Müller påpegede endvidere det uheldige i, at banker så ofte kritikløst havde belånt varepartier, ikke alene for københavnske næringsdrivende, men også i høj grad for en mængde udenlandske handlende, som i krigsårene oversvømmede landet. I reglen var belåningen sket mod en forholdsvis lille indbetalingsmargin, og tabene ved denne kreditgivning havde derfor været store. De udenlandske varespekulanter, som på denne måde havde kunnet udnytte storbankernes rundhåndethed, havde, efter at der var konstateret store tab, ganske simpelt rømmet landet. Taleren fortsatte: de danske næringsdrivende, som har foretaget dispositioner i tillid til, at der kunne åbnes en stor eksport til de Østersø’iske provinser — hvad der også mislykkedes, til dels på grund af den tidligere regerings uheldige foranstaltninger, de kunne hverken få varerne indført eller få dem udført —, har også været nødt til at konstatere store tab.” Bankerne havde derved til tider måttet overtage varer og havde ikke undslået sig for selv direkte at kaste disse ud på markedet, ja endog direkte solgt til forbrugerne. Derved påførte bankerne ofte deres egne kunder en pågående konkurrence, medens de på den anden side ikke var i stand til at give dem den absolut nødvendige driftskredit på rimelige vilkår, ja i visse tilfælde forlangtes der ved långivning ikke blot rente, men også andel i kundernes avance.

Med klare, utvetydige ord skildres derefter de særegne forhold, som var opstået på aktiespekulationens område. Her ramte Lemvigh-Müller hårdest. Han fremhævede navnlig, at de herrer bankdirektører havde foretaget spekulationer, idet de havde benyttet sig af den forhåndsviden, de ofte havde, og derved personlig tjente uhyre summer. Herunder havde disse direktører i reglen ikke ladet deres egen bank foretage aktieindkøbene, men ladet dem udføre af vekselerere

12

og bankierer og derved selv været medvirkende til den umådelige opgang, der fandt sted i børspapirerne, en udvikling, som selvfølgelig i længden måtte være uholdbar. Lemvigh-Müller tilføjede: “Dengang katastrofen indtraf med det pludselige fald i kurserne, forstod de vel også igen med den forhåndsviden, de var i besiddelse af, at klare sig selv ud af skærene; men det blev uvilkårligt til skade for de mange, som i tillid til det store udbytte, der dengang blev givet, og til de noterede kurser havde indkøbt aktierne til de høje priser. Og dengang, katastrofen indtrådte, var der kunder, som ikke var i stand til at dække deres tab, hvilket medførte, at adskillige vekselererfirmaer, der som alle bekendt har været særlig langt ude og har givet for store kreditter til deres kunder, er kommet i betydelige vanskeligheder, og det er jo ikke ukendt, at en ganske enkelt bankier er kommet ud i sådanne forhold, at han er sat fuldstændig under administration med en fast gage af 100.000 kr. årlig for at fortsætte forretningen uden konkurs, idet det, hvis en sådan skulle indtræffe, ville medføre en hel del næringsdrivendes fald og yderligere ville medføre, at den bank, som står bag ved det pågældende vekselererfirma, måtte dokumentere offentlig det uhyre tab, den har haft.”

Til slut gav Lemvigh-Müller udtryk for ønsket om, at der nu endelig måtte indføres lovbestemmelser, der kunne stoppe aktiespekulationens udskejelser, at der navnlig måtte anordnes, at bankdirektører og direktionsmedlemmer i offentlige pengeinstitutter ikke må have sæde i aktieselskabers bestyrelser eller drive forretning for egen regning; de burde beskæres i deres bierhverv, ligesom det nu var planlagt med hensyn til embedsmændene. Og endelig henstilledes til finansminister Neergaard, “om det ikke var muligt, at han kunne formå den direktør, der ved forskellige lejligheder er blevet benyttet af udenlandske magter til at give råd og Vejledning med hensyn til andre landes økonomiske forhold, til at blive her i landet og gøre sin indsigt og dygtighed gældende i sit

13

eget land”. Derved var rigtignok — erklærede taleren — ikke tænkt på at foreslå, at denne mand skulle indsættes i et eventuelt finansråd; nej, det skulle tværtimod frarådes. Men denne direktør skulle anmodes om her i landet at passe sin dont.

Det er selvfølgeligt, at disse betragtninger fremkaldte forfærdelse inden for bankverdenen, og at navnlig Landmandsbankens direktion og bestyrelse opskræmtes. Det var jo ligefrem ufatteligt, at kortene sådan lagdes på bordet. Derfor så direktør Emil Glückstadt sig nødsaget til i bestyrelsesmødet onsdag den 26. oktober 1921 udførligt at tage stilling til den af folketingsmand Lemvigh-Müller fremsatte kritik.* Glückstadt pointerede her indledende, at folketingsmanden jo havde rettet flere af sine beskyldninger med tydelig adresse til Landmandsbanken, lagt ansvaret for kredittens sammenbrud på bankerne og bl.a. også bebrejdet disse, at de havde medvirket til start af aktieselskaber, navnlig forsikrings- og revisionsselskaber. Glückstadt mente, at disse beskyldninger ikke var berettigede, da i det mindste Landsmandsbanken havde strakt sig så vidt som muligt med hensyn til kreditydelsen. Ved oprettelsen af søforsikringsselskabet “Baltica”** havde det kun forfulgt det gavnlige formål at udelukke udenlandsk konkurrence, idet det var stiftet for at overtage forsikringer, der tidligere hovedsagelig var tegnet i Tyskland. Med de to store rederier Ø.K. og D.F.D.S. var det lykkedes at samle interessenter om selskabet for at få disse forretninger draget til Danmark. Han tilføjede, at de bestående danske selskaber ikke havde vist tilstrækkelig bøjelighed til at imødekomme de store forretningers krav. I øvrigt støttede de nye af

*) Ekstrakt-udskriften af forhandlingsprotokollen er offentliggjort i Bankkommissionens beretning, bilag, s. 97 flg.
**) Indehavere var som nævnt Max Lester og Valdemar Glückstadt; jvf. 1. del, s. 219 flg. Af selve sagsfremstillingen dér fremgår det ligeledes, hvor bund falsk Glückstadts her ovenfor i teksten citerede forklaring var.

14

Landmandsbanken startede selskaber sig almindeligvis på bestående forretninger, som allerede i lang tid havde hørt til bankens kundekreds. Kritikken med hensyn til varelånene og lån i faste ejendomme kunne ej heller ramme banken; bl.a. var der ikke givet lån til udenlandske personer.

Derefter meddelte Glückstadt ifølge forhandlingsprotokollen følgende: “Den i talen omtalte vekselerer, der skulle være sat på fast gage, var chefen for J. M. Levin & Co. Dette firma var i øjeblikket ikke i stand til at svare til sine forpligtelser. Det havde lidt en del tab, særlig ved direktørerne for Ballin, der havde belånt Ballin-aktier, indkøbt til høje priser og ved et herværende juvelerfirma. J. M. Levin & Co. havde en stor obligo [forpligtelse] i banken, men det var den adm. direktørs mening, at når kurserne atter kom til at stå i forhold til den virkelige værdi, ville firmaet komme på fode igen. At chefen skulle være sat på fast gage, var ganske urigtigt. Banken havde foranlediget, at han indskrænkede sit forbrug.

I øvrigt var hans forretning af den art, at han i 1ste halvår 1921 havde haft en indtægt af 350.000 kr. Lemvigh-Müller havde sluttet omtalen af Levins forhold med at insinuere, at banken holdt ham oppe for at undgå ved årsopgørelsen at konstatere tabet. Det var en selvfølge, at banken ved regnskabsafslutningen ville tage fuldt hensyn til lidte tab. Den sidste del af talen, der angik den administrerende direktørs egen person, skulle han ganske lade ligge.” Han nævnte derefter nogle eksempler på det misforhold, der i øjeblikket bestod mellem enkelte skibspapirers børskurser og disse papirers reelle værdi og sluttede med en henvisning til, at banken selv var inde på at støtte sine egne aktier, og at de rygter, der gik om banken, havde fået ny næring ved Lemvigh-Müllers rigsdagstale og foranlediget nye udbud.

Det kan nok være, at denne redegørelse affødte en livlig diskussion. Hver følgende sætning i forhandlingsprotokollen lader erkende, hvor stor opstandelsen har været. Direktør Heilbuth forespurgte, om det var meningen at foretage skridt

15

for på kompetente steder at give oplysninger af samme art, som de her fremsatte, til imødegåelse af folketingsmand Lemvigh-Müllers tale. Han mente, at dette var ønskeligt for at berolige opinionen. Grosserer Collstrop sluttede sig hertil. Overformynder Friis fandt det vanskeligt at foretage sådanne skridt, idet insinuationerne var holdt i en vis almindelighed, uden — formelt set i alt fald — at nævne bestemte banker, og idet desuden Lemvigh-Müllers partifæller, der mente, at han havde optrådt forkert, havde foranlediget, at han ikke ville fortsætte. Et svar nu ville let opfordre til en fortsættelse fra Lemvigh-Müllers side. Admiral Richelieu meddelte, at han havde talt med de konservative ledere på Rigsdagen og forlangt en desavouering af Lemvigh-Müller. Partiet overvejede nu sagen. Det påtænktes at lade partiformanden udtale, at talen stod for Lemvigh-Müllers egen regning. Overformynder Friis mente, at yderligere udtalelser let ville gøre det umuligt at stoppe sagen, og at der blot ville skabes yderligere panik. Direktør Heilbuth mente, at oplysningerne blot skulle stilles til rådighed for ministeren og Finansudvalget. Overformynderen (Friis) kunne måske slutte sig hertil. Direktør Riis-Hansen mente at turde gå ud fra, at handelsministeren, når han fik ordet, ville udtale sig om sagen på en sådan måde, at der ikke ville blive anledning til en fortsættelse, og det var desuden sandsynligst, at man fra konservativ side ville antage en hertil svarende holdning, idet partiet antagelig ville indskrænke sig til at hindre yderligere udtalelser af Lemvigh-Müller. Denne linje mente han ikke burde krydses. Man burde ikke fournere [forstrække (fortsætte)] med oplysninger og ønsker, idet man da ej længere var herre over, hvad det hele ville føre til. Det gjaldt om at bringe sagen ned i det niveau, hvor den hørte hjemme. Overformynder Friis henstillede, efter at have hørt direktør Riis-Hansens udtalelser, at man så tiden an. Direktør Heilbuth gjorde gældende, at Lemvigh-Müllers tale ikke var det vigtigste i dette forhold, men derimod de mange rygter, der gik om banken. Rigsdagstalen var en god anledning til at

16

give oplysninger. Direktør Reimer mente ligeledes, at det ikke ville være muligt at slå angrebene ned uden at stille materiale til rådighed. Admiral Richelieu bemærkede, at det var ham bekendt, at det var det konservative partis mening, at bankerne havde støttet erhvervene godt under krigen, hvorfor Lemvigh-Müllers udtalelser stod for hans egen regning. Men han tvivlede på, at det ville være rigtigt at give handelsministeren (dvs. Tyge Rothe) oplysninger. Denne måtte hellere udtale sig i al almindelighed. Heldigere ville det måske være, om finansministeren, dvs. Neergaard, på hvis opfordring den adm. direktør gentagne gange havde foretaget rejser til landets gavn, tog ordet. — det vedtoges indtil videre at se tiden an.

Hele denne lidenskabelige diskussion lader til fulde erkende et: at man ikke kunne modbevise de påstande, Lemvigh-Müller havde fremsat i Folketinget, og at man under ingen omstændigheder ville rykke ud med materiale til ministeriet, så at det kunne orientere sig om bankens virkelige stilling. Man var åbenbart interesseret i at dække over disse forhold, man ikke rigtig ville være ved, kort sagt, man vidste, at banken var ude for alvorlige vanskeligheder og erfarede tilmed direkte, at navnlig J. M. Levin & Co. Havde en stor obligo i banken. Glückstadt gav udtryk for sin forargelse over, at Lemvigh-Müller — som han siger — havde insinueret, at banken holdt det nævnte vekselererfirma oppe for at undgå ved årsopgøret at konstatere tabet, omendskønt det jo få måneder senere viste sig, at Glückstadt netop så sig foranlediget til at forelægge et manipuleret årsregnskab for 1921. Han undlod netop det, Lemvigh-Müller havde forudsagt, nemlig: at tage fuldt hensyn til lidte tab! og sikrede sig just på grundlag af sådanne urigtige oplysninger om bankens stilling støtte både fra Nationalbanken og fra Regeringen! Men det interessanteste i hele denne kontrovers er, hvorledes de herrer inden for Landmandsbankens bestyrelse mener at kunne hindre den frie meningsytring og den åbne kritik i

17

Rigsdagen, idet de bl.a. anser det for en selvfølge, at det konservative parti under alle omstændigheder vil lystre de direktiver, der måtte blive givet fra Landmandsbankens side. Såvel direktør Riis-Hansen som admiral Richelieu lader tydeligt forstå, at de har magten til at lukke munden på Lemvigh-Müller, og at de vil benytte sig af deres indflydelse på de Konservative for at forhindre yderligere drøftelse. På denne måde håbede man at kunne standse enhver diskussion, da de andre rigsdagspartier fra Socialdemokratiet til Venstre jo alligevel var enige om, under ingen omstændigheder at træde Glückstadts interesser for nær. Finansminister Neergaard ansås endog for særlig egnet til at salvere [frelse] Landmandsbanken over for offentligheden, under henvisning til Glückstadts omfattende virksomhed på Statens og Regeringens vegne.

De herrer bestyrelsesmedlemmers forventninger til Richelieus og Riis-Hansens forestillinger slog faktisk til. Regeringen overholdt nøjagtig den rollefordeling, der blev den foreskrevet. Lydig og med dybeste ærbødighed tog finansminister Neergaard (der jo samtidig var landets statsminister!) sig af Glückstadts forsvar i sin finanslovstale den 12. november 1921, i hvilken han omtalte Lemvigh-Müllers betragtninger. Ordret erklærede han: “Det ærede medlem hr. Lemvigh-Müller — hvis betragtninger over bankerne jeg i øvrigt mener må omtales nærmere af handelsministeren, når han får ordet — anbefalede finansministeren at søge afholdt en enkelt bestemt bankdirektør — jeg kan godt nævne navnet, det var ganske tydeligt, at det var etatsraad Glückstadt — fra at foretage så mange rejser. Nu må jeg sige, at den, der bestemmer etatsraad Glückstadts rejser, er ham selv og ikke mig, men i et par tilfælde kan jeg ganske vist ikke sige mig helt uskyldig i hans rejser. Det var, da han rejste for at forhandle om ordningen af erstatningen for overtagelsen af Sønderjylland, og da han rejste til finanskonferencen i Bryssel. I disse to tilfælde var etatsraad Glückstadt Regeringens delegerede, og jeg skylder ham at sige, at han ikke gjorde vor tillid til

18

skamme, men udførte dette hverv på en omsigtsfuld [indsigts- og omsorgsfuld] og udmærket måde, som jeg synes, vi alle skylder ham tak for.

Jeg må sige, jeg forstår ikke, at man over for denne virksomhed vil fremkomme med en udtalelse som den, hvortil jeg sigter.” Det var alt, hvad Neergaard i denne omgang havde at sige til sagen! Bestilt arbejde, prompte udført. Der manglede blot et: signeret Richelieu. Men taleren var statsministeren! For en ordens skyld bemærkede han i øvrigt endnu — troligt holdende sig til det foreskrevne program — at Lemvigh-Müllers betragtninger ville blive omtalt af handelsministeren.

Så fulgte lige så lydig og Glückstadt-hengiven handelsminister Tyge Rothe, tre dage senere, den 15. november, i stats- og finansministerens spor. Han var mere udførlig, men han ydede selvfølgelig ligeledes den jødiske finansmagnat Glückstadt sin allerærbødigste reverens ved at indlede sine bemærkninger til Lemvigh-Müller med at sige, at denne i sine hentydninger til en ledende bankdirektørs virksomhed i udlandet som tillidsmand for fremmede regeringer efter hans mening havde været “langt ude over, hvad der kan anses for passende at fremføre i denne sal”. Handelsminister Tyge Rothe bebrejdede endvidere Lemvigh-Müller, at han på adskillige punkter ikke alene havde været stærkt ensidig, men også havde givet sine bemærkninger en unødvendigt personlig karakter, “således f.eks., da han kom ind på en omtale af enkelte vekselererfirmaers stilling og disses forhold til banker”. Sådant noget kunne naturligvis ikke være genstand for offentlig debat! Dristigt tilføjede handelsministeren følgende til forsvar for dette firma J. M. Levin & Co., der senere forvoldte Landmandsbanken, og dermed skatteyderne, hen imod de 30 millioner kroners tab: “En banks kunder må have ret til at forlange, at deres forhold til banken ikke bliver gjort til genstand for en offentlig kritik; der dog næppe kan hvile på fuldt pålidelige oplysninger eller på et upartisk skøn over forholdet.” Handelsministeren fastholdt altså endnu det standpunkt, at banksvindel og deslige skulle have

19

lov til at trives i det skjulte, og kom i dette øjeblik endnu slet ikke på den tanke, at her kunne der måske findes et særligt passende virkefelt for den ved Bankloven af 4. oktober 1919 nyskabte bankinspektion. Han revsede kun den formastelige folketingsmand, der havde tilladt sig at råbe vagt i gevær over for kapitalmagtens samfundsskadelige udskejelser, talte i en anmassende og overlegen tone om sit særlige kendskab til Banklovens finesser og tillod sig i øvrigt de mest affejende bemærkninger til modparten. Han sparede sig intet og proklamerede: “Jeg må i denne forbindelse i det hele taget have lov til at advare det ærede medlem og eventuelt andre ærede medlemmer mod fra denne talerstol at udså mistillid til bankerne.” Han ønsker altså ingen kritik. Og — fortsætter han: “Selv hvor denne kritik i og for sig er berettiget, kunne den måske med nok så megen vægt være fremsat andetsteds og på anden måde.” Vær så god! Desværre glemte handelsministeren at give oplysning om, hvornår man så måtte sætte sig til værge mod svindel og bedrag fra finansvældets side, og hvor kritikken skulle fremsættes. Ganske i tråd med disse betragtninger faldt derefter handelsministerens afvisning af forslaget om at forbyde bankdirektører og direktionsmedlemmer i offentlige pengeinstitutter at have sæde i aktieselskabers bestyrelser eller at drive forretning for egen regning. Nej, sådanne “vidtgående foranstaltninger” kunne selvfølgelig hverken han selv eller Regeringen gå med til. Også kravet om regler for rentebegrænsning osv. forekom ham at være absurd.

Da folketingsmand V. A. B. Lemvigh-Müller til slut den 18. november 1921 får lejlighed til at tage stilling til disse ministerudtalelser, røber hver en sætning, at han ikke har ændret noget som helst i sit syn på sagen. Han understreger, at virkningen af hans tale den 18. oktober havde bekræftet hans opfattelse, at de af ham behandlede spørgsmål i virkeligheden krævede en undersøgelse og i alle tilfælde Regeringens allerstørste opmærksomhed. Det kunne han altså

20

yderligere fremføre. Ja, hans parti havde endda givet ham lov til højtideligt at erklære: “Den kritik, jeg har rettet mod bankerne, er fuldkommen berettiget, og jeg fastholder hvert eneste punkt.” Han pointerede derefter på ny, at der dog, som alle måtte indrømme, havde fundet sådanne spekulationer sted, der havde kostet landet umådelige summer, og at man uden tvivl kunne lægge skylden for disse forhold over på de mænd, der havde stået for det økonomiske styre i landet. Men i øvrigt tilføjer han, da han er inde på en drøftelse af Banklovens § 12, som omhandler belåning af egne aktier: jeg vil ikke sigte nogen som helst; det skal man være varsom med efter handelsministerens udtalelser.” Han var nu altså dog nødsaget til at lægge en dæmper på sine ord, og hans kritik indeholdt ej heller- mere noget angreb mod Landmandsbanken og Emil Glückstadt. Og det konservative parti sørgede derefter for, at deres partimedlem ikke mere fik lejlighed til at gå ind på dette spørgsmål. Afsløringen ophørte altså, da Landmandsbanken greb ind. Først da katastrofen var indtrådt, så man sig også fra konservativ side foranlediget til at beskæftige sig alvorligt med de forhold, Lemvigh-Müller havde bragt på tale allerede den 21. oktober 1921. Men da var det rigtignok for sent.

Lemvigh-Müller måtte selvfølgelig også senere bøde for sit angreb mod kapitalmagten. Som modstander af den jødiske højfinans kunne Det konservative Folkeparti naturligvis ikke bruge ham, lige så lidt som partiet kunne holde på mænd som prof. L. V. Birck og Asger Karstensen. L.-M. Måtte endda ikke blot lide den tort at afholde sig fra yderligere kritik i Rigsdagen, men endog ifølge “Social-Demokraten” (18. januar 1924) lade et rygte, ifølge hvilket hans tale havde været en personlig hævnakt, fordi banken havde nægtet ham kredit”, upåtalt. I den grad, siger bladet, var partityranniet håndhævet i højre, og i den grad var partiet i lommen på højfinansen. Bladet fortsætter:

21

“Blandt alle de afslørede politiske skandaler er det en af de uhyggeligste, at højre kvalte en partifælles ytringsfrihed på et bud fra banken uden i mindste måde at forlange, at banken skulle afkræfte hans angreb eller imødegå hans kritik. Og Regeringen leverede ros på kommando — “i almindelighed”, fordi det var bedst “ingen oplysninger at give handelsministeren”.”

Den 21. februar: 1924 kunne “Social-Demokraten” endelig meddele, at Lemvigh-Müller, hvis vælgere i Københavns vestre storkreds havde anset hans genopstilling til folketingsvalget for en selvfølgelighed, af sit parti var bleven tvunget til at trække sig ud af det politiske liv. L.-M. Måtte under stærkeste pres trække sit kandidatur tilbage. Han havde altså ikke ustraffet forsøgt at trodse højfinansens magt.

b) Nationalbankens støtteopkøb af Landmandsbank-aktier fra november 1921 til september 1922.

Af gode grunde havde Landmandsbankens ledelse i oktober 1921 sat alt ind på at få diskussionen om bankens forhold i Folketinget standset; det måtte selvfølgelig vække forfærdelse, at den konservative folketingsmand Lemvigh-Müller havde talt så åbent om korruptionen på aktiespekulationens område og om de truende vanskeligheder netop på et tidspunkt, hvor banken selv var nødsaget til at anmode Nationalbanken om hjælp til støtteopkøb. Man forstår også, at Landsmandsbankens bestyrelsesmedlemmer i det store og hele var enige om, at der ikke skulle udleveres materiale til Regeringen til belysningen af bankens forhold, medens man rigtignok mindre forstår, at ministrene lod sig nøje med nogle korte instruktioner og ordrer fra Landmandsbankens side og derefter følte sig beføjet til at føre et ihærdigt forsvar i Rigsdagen for Emil Glückstadt og hans medansvarlige i

22

bankstyrelsen. Dog, det er en kendsgerning, at Ministeriet Neergaard ganske kritikløst lystrede Landmandsbankens paroler på denne måde.

Lige så kritikløst og letfærdigt handlede imidlertid også Nationalbanken. Det er ovenfor blevet vist i nogle citater fra retsforhandlingen mod Glückstadt den 5. februar 1923, hvorledes han mente at kunne forsvare sit andragende til Nationalbanken om en kapital på 30 millioner kroner til brug for foretagelse af støtteopkøb af sin banks aktier; han hævdede navnlig, at han havde været overbevist om, at bankens aktier havde været den af ham foreslåede opkøbspris værd, og at han også virkelig mente at kunne regne med, at en stabilisering af aktiekursen ville blive opnået, så snart et beløb på ca. 30 mil. kr. var taget ud af markedet. Han mente derfor ikke at have erklæret mere, end han kunne stå ved. Hvad han i øvrigt havde fremført af argumenter over for Nationalbankens direktion, huskede han ganske vist ikke mere, han kunne end ikke huske, om det var ham eller Ringberg eller en tredje person, der oprindeligt var kommet på den idé at anmode Nationalbanken om hjælp. Kun mente han at erindre, at han havde talt om en truende landskatastrofe, hvis den ønskede støtte ikke ville blive ydet. Også med hensyn til sagen vedrørende sikkerhedsmarginen, som Landmandsbanken havde tilbudt, følte han sig aldeles sagesløs; han mente, at det dog måtte være Nationalbanken aldeles ligegyldigt, om de indbetalte 10 mil. kr. var private midler eller kun for halvdelen bestod deraf, medens de øvrige 5 mil. kr. hidrørte fra bankens skjulte reserver.*

Heroverfor gjorde nationalbankdirektør dr. C. Ussing senere gældende, at han var gået med til denne støtteaktion under falske forudsætninger. I og for sig havde han selvfølgelig ikke næret nogen betænkelighed ved denne sag, idet Landmandsbankens stilling i 1921 på ingen måde kunne siges at

*) Jvf. hertil 1. del, s. 466 fig.

23

være ugunstig. Der var ingen grund til foruroligelse, eftersom denne bank endnu midt i året 1921 kun skyldte Nationalbanken knapt 3 mil. kr., mod 6 millioner på samme tid året i forvejen. Derfor var man også gået med til en foreløbig sterilisering af de aktier, som det åbne marked under de forhåndenværende omstændigheder ikke kunne optage. Hvorfor skulle man dog ikke? Man havde jo ubetinget tillid til etatsraad Glückstadt. I øvrigt erfarede dr. C. Ussing først efter, at kommissionens arbejde var begyndt, at Landmandsbanken indskød de 5 millioner kr. til sikkerhedsmarginen, og at denne bank selv hæftede med dette beløb forud for de private indskydere. Han pointerede udtrykkeligt i forhøret den 6. februar 1923, at Nationalbanken først erfarede dette, “efter at denne ret var begyndt”. Han bemærkede ved samme lejlighed, at de første 10 millioner kr. Landmandsbank-aktier kom straks efter, at overenskomsten var truffet, og at det var kun gennem dem, de første 10 millioner kontant blev indbetalt. Og han tilføjede: “I den henseende var vi noget skuffede, fordi vi havde troet, at der var 30 millioner til at købe op. Vi fik altså at vide, at der var 10 millioner allerede, men vi tænkte, at det var syndikatets medlemmer, der havde Landmandsbank-aktier, som de så satte i depot.” Dog samtidig indrømmer nationalbankdirektøren, at man ikke spurgte om, hvorfra disse 10 millioner kom, da man fra begyndelsen af gik ud fra, at det var syndikatet, som ejede disse aktier, og at man forstod, at der ikke blev nævnt navne på syndikatets medlemmer, da disse mennesker selvfølgelig ikke havde lyst til at fortælle, hvor mange penge de således satte fast.

Nationalbankdirektør, dr.jur. Carl Ussing føler sig selvfølgelig ikke særlig veltilpas ved denne fremgangsmåde og ser sig derfor foranlediget til, i sin 1926 udgivne bog bl.a. også indgående at behandle det her omhandlede forhold: støtteaktionen for Landmandsbankens aktier ved hjælp af syndikatet af 10. november 1921. Det er et højst ejendommeligt forsvar, han her fører. Han forsøger at undskylde sig med,

24

at denne aktion blev indledt under svigtende forudsætninger. Han understreger samtidig, at det efter hans opfattelse måtte være Nationalbankens pligt at gribe ind til fordel for Landmandsbanken, da Nationalbanken ikke blot havde den opgave at varetage seddelbeskyttelsen — NB! dvs. sikring af faste valutakurser, en opgave, som Nationalbanken forsømte i en ligefrem forfærdende grad — men også så vidt muligt at gennemføre produktionsbeskyttelsen. Nationalbanken havde des mere pligt til at gribe ind i så henseende, da den under højkonjunkturen havde samlet store midler netop med det formål for øje at kunne yde nødstedte banker hjælp i nedgangstider. Det var derfor også en selvfølge, at Nationalbanken i november måned 1921 gik med til at stille de 30 mil. kr. til rådighed til støttesyndikatet. Intet tydede på, at Landmandsbanken var i større fare end andre banker også var, og betingelserne for den trufne ordning syntes fra begyndelsen af at måtte udelukke alvorlig risiko, da Landmandsbanken særlig nærstående personer stillede en sikkerhedsmargin på 10 mil. kr. til rådighed, så banken først kunne komme til at lide tab, når aktieværdien kom under 70 pct. Dertil kom, at Landmandsbankens aktiekurser i det tidsrum, da hjælpen ydedes, stod på godt 120, og at først overførslen til 1921, fortjenesten for året 1921, reservefond, dispositionsfond og en 30 mil. kr. af aktiekapitalen, dvs. i alt ca. 100 mil. kr. måtte gå tabt, før Nationalbanken kunne komme i knibe med sine egne midler. Nej, postulerer dr. Ussing, den af Nationalbanken godkendte ordning var, set ud fra de forhold, som i belåningsøjeblikket var ham bekendt, aldeles forsvarlig. Han kunne dog, mener han, ikke ane, at han blev ført bag lyset af etatsraad Glückstadt.

Til bevis for, at hans bank var gået med til den her omhandlede støtteaktion i god tro, citerer han derefter følgende af Nationalbankens direktionsprotokol for november 1921:

“Efter forskellige forhandlinger med Landmandsbankens direktør, etatsraad Glückstadt, der under de nuværende meget trykkende forhold

25

på aktiebørsen måtte anse det for sandsynligt, at Landmandsbank-aktier af mangel på købere ville synke i kurs, og at der derved kunne opstå unødig ængstelse hos bankens indlånere, hvilket kunne bevirke et almindeligt run fra disses side, ikke alene på Landmandsbanken men også på de andre banker, gik Nationalbanken ind på at belåne indtil 30 mil. kr. Landmandsbank-aktier med 105 pct. af paribeløbet for et syndikat, der som margin indbetaler 10 mil. kr. Herved skulle opnås, at aktierne kunne holdes omkring den nuværende kurs 120 pct. Når Nationalbankens direktion gik med til denne ordning, skyldes det, at den fandt etatsraad Glückstadts frygt for følgerne af en stærk kursnedgang i aktierne begrundet i den nuværende meget trykkede situation og måtte anse det for dens pligt at hindre, at den frygtede unødige ængstelse opstod hos indskyderne.”

Dr. Ussing har ret, når han herefter resumerer, at Nationalbanken ved den trufne foranstaltning havde til hensigt at afværge et indlånsrun, men det er meningsløst derpå at påstå, at “det var altså ikke nogen som helst interesse for aktiekursen”, som bevægede Nationalbanken til at gribe ind; idet jo netop hensynet til aktiekursen måtte være det primære, conditio sine qua non [ufravigelig betingelse], for afværgelsen af det frygtede run.

Men også i anden henseende kan nationalbankdirektør Ussings argumentation ikke stå for en nærmere prøvelse. Han indleder sine betragtninger over sagen med en omtale af en engelsk bankaffære, i hvilken det viste sig, at de engelske aviser et årstid efter den periode, som her behandles, dvs. i efteråret 1922, “strømmede over af stolthed, fordi det af en verserende retssag fremgik, at et mundtligt ord mellem London’ske finansmænd var nok, selv om det indebar millionforpligtelser”. Sådan var det nu én gang mellem bankmænd, mener han, og hvorfor skulle man så fæste mindre lid til Glückstadts ord end til en London’sk bankmands ord. Dernæst understreger dr. Ussing Glückstadts store anseelse og indflydelse. Han forsvarer sig derved med de selvsamme argumenter, som statsminister Neergaard benyttede sig af over for oppositionspartierne. Han bemærker bl.a.: “Hvem var Glückstadt? det var ingen paria. Hans mundtlige ord i

26

forhandlingerne mellem banklederne gjaldt som de andres, og som bankledernes i London. Ja, han ansås som en særlig fremragende bankleder. Begge de to regeringer, som delte 10-året mellem sig, anvendte ham som landets finansielle repræsentant ved internationale kongresser o.l.” han taler dernæst om Glückstadts medvirken som finansiel forhandler i Nordslesvig-sagen, om udmærkelsen med Storkors, om Brandes’ forgudelse af den store bankmand osv., alt gammelkendte udflugter. Men alt dette forklarer dog ikke, hvorfor han ikke forud for Nationalbankens støtte-beslutning lod undersøge, hvorvidt de saglige forudsætninger for kreditydelsen var til stede. Lad gå, at han med rette klager over uforsvarlig vildledning af Nationalbanken, når han erklærer, at banken ved overenskomsten måtte gå ud fra, at opkøbssyndikatet kun bestod af privatmænd, og at alle 10 mil. kr. var private midler, der indbetaltes kontant som sikkerhed, i stedet for kun halvdelen deraf, lad gå, at han med rette klager over uforsvarlig vildledning også med hensyn til Glückstadts erklæring om, at aktierne svarede til deres kurs — derfor kan de ansvarlige mænd i Nationalbanken, og i første række han selv og meddirektørerne, deriblandt Rubin, alligevel ikke frikendes for den beskyldning, at de også selv svigtede deres hverv som de ansvarlige ledere af Statens seddelbank. Bekendelsen om, at man følte sig stående i dyb ærbødighedsgæld over for en mand som Glückstadt, frigør en ikke for ansvar, og den stærke understregning af den helt igennem ukritiske hengivenhed kan her ikke tages som andet end vidnesbyrd om den aldeles utilstedelige og samfundsskadelige afhængighed af den jødiske finansmagnat, som også kendetegner statsministrene Zahles og Neergaards og deres regeringers færd.

Ussings fortvivlende ubehjælpsomhed over for Glückstadt viser sig også på anden måde i det, han fremfører til sit forsvar, ikke mindst i hans begrundelse for, hvorfor

27

Glückstadt såvel fra Regeringens som fra Nationalbankens side nød en præferencestilling ved forhandlinger om udenlandske kreditter, indenlandske stats- og kommunelån, valutaspørgsmål osv. Alle forklaringer herpå tjener kun som bevis for, at Nationalbanken var helt i lommen på Glückstadt, og at højesteretssagfører Bülow efter bedste evne bidrog til, at dette forhold opretholdtes i sin dobbeltstilling som formand for Nationalbankens repræsentantskab og som den samtidigt særligt betroede juridiske rådgiver for Landmandsbanken. Bevidstheden om denne afhængighed førte endog dr. Ussing så vidt på afveje, at han til forsvar for sin holdningsløshed gør sig skyldig i absolut misvisende påstande ved skildringen af resultaterne af Nationalbankens støtteaktion. Han mener nemlig at kunne afvise den fra visse aktionærkredse mod Nationalbanken rettede bebrejdelse, at den trufne ordning havde favoriseret en vis del af aktionærerne på den øvrige dels bekostning, på følgende højst besynderlige måde (s.st. s. 218 flg.):

“Begivenhederne har ganske vist vist, at de, som har fået solgt de 30 millioner aktier til støttekonsortiet, på Nationalbankens bekostning har fået en uberettiget fortjeneste, siden aktierne senere viste sig at være værdiløse. De øvrige 70 millioners aktionærer, som måtte mene, at ved faldende — ikke opretholdte — aktiekurser ville de have kunnet skille sig af med aktierne, altså kunnet kaste tabet over på andre, synes mig ikke forurettede ved, at denne uberettigede fordel er gået fra dem — hvis de overhovedet havde kunnet skaffe sig den fordel; thi hvis de 70 millioner under faldende kurser var kommet på markedet, var sammenbruddet jo sket, og aktierne havde været værdiløse. Det eneste betænkelige hensyn er til dem, der måtte have købt til den støttede kurs. Når kursstøtte foretages er det imidlertid som regel, fordi andre købere holder sig borte, og der er så vidt vides ikke oplyst over for Landmandsbank-aktiers vedkommende, at der har været andre købere end opkøbssyndikatet — fraregnet forholdet ved de banksammenslutninger med Landmandsbanken, som har fundet sted.” (Fremhævelser af forf.).

28

Denne bevisførelse er på to punkter aldeles urigtig. For det første er det galt, når der tales om de 70 millioners aktionærer, som ikke nåede at skille sig af med deres papirer til den ved Nationalbankens støtteaktion forbedrede kurs. Så længe opkøbssyndikatet var i aktion, blev der købt for mindst 60 mil. kr. aktier til en kurs over pari! og dem, der profiterede ved denne ordning, var naturligvis de kredse, som havde deres forbindelse i orden til den indviede jødiske børs- og bankverden, der jo allerede siden efteråret 1921 var vel orienteret over Landmandsbankens virkelige stilling. For disse kredses skyld pådrog Nationalbanken sig et tab på 21 mil. kr., og Staten måtte senere dække resten af de tab, der opstod ved opkøbet indtil den 16. september 1922! men da havde de jødiske interessenter sikkert også i det store og hele klaret rent bord; listerne over de indtil nævnte dato ved støtteaktionen overtagne aktier kunne sikkert give interessante oplysninger herom.

Når dr. Ussing endvidere påstår, at der ikke har været købere, der købte til støttekursen, er det også vitterlig urigtigt. Det amerikanske bankfirma Hallgarten & Co. havde f.eks. gjort det og fik i denne anledning senere tilkendt en erstatning på ca. 1½ million kroner. Også danske købere fandtes, men en proces, som læge S. Deuntzer, Fredensborg, indledte for ligeledes at få erstatning for aktiekøb, han havde foretaget i tillid til årsregnskabet 1921, tabtes. Deuntzer havde den 1. juni købt 2.000 kr. aktier til kurs 112½ med tillæg af provision og stempel, i alt 2.256 kr. 41 øre. Han krævede efter bankens sammenbrud refundering af dette beløb med renter mod aktiernes tilbagelevering med den begrundelse, at Landmandsbanken havde handlet svigagtigt over for ham ved aktiekøbet, da aktierne på købets tid var værdiløse, og da bankens ledelse fuldt ud var på det rene med regnskabets urigtighed og aktiernes værdiløshed. Bankens kunder havde ved bedømmelsen af aktiernes værdi kun at holde sig til årsregnskabet og de månedlige balancer og

29

måtte selvfølgelig ved deres dispositioner kunne stole på dem. Sagen tabtes såvel ved Østre Landsret som ved Højesteret. Ifølge højesteretsdommen af 24. december 1924 statueredes, at retten ikke kunne anse det for godtgjort, at det nævnte regnskab havde været bestemmende for sagsøgerens køb af de ommeldte aktier, hvilket køb fandt sted flere måneder efter regnskabets offentliggørelse, og endmindre, at det havde været kendeligt for banken, at sagsøgeren bestemte sig til købet på grund af regnskabet. Højesteret anså det endvidere for relevant, at Landmandsbanken i dette tilfælde kun var optrådt som kommissionær og også som sådan måtte anses for ikke at have pådraget sig noget ansvar over for sagsøgeren. Højesteretsdommen gik derfor ud på, at Landmandsbankens frifindelsespåstand måtte tages til følge. Bortset fra, at den af retten givne domsbegrundelse ikke virker overbevisende, kan det herved altså konstateres, at indenlandske købere i dette forhold ikke kunne opnå samme retsbeskyttelse over for bankledelsens svigagtige handlemåde som udenlandske. Ejendommeligt, at nationalbankdirektør Ussing slet ikke har haft sin opmærksomhed henvendt på dette forhold, men tværtimod drister sig til at påstå, at der efter bekendtgørelsen af årsregnskabet for 1921 ikke har været andre købere af aktier end opkøbssyndikatet.

Også i en omfattende redegørelse, direktørerne W. Stephensen og C. Ussing i efteråret 1922 forelagde Nationalbankens repræsentantskab, forsvares lånetilsagnet med de selvsamme argumenter som ovenfor behandlet. Her meddeles endvidere, at direktør Glückstadt allerede i begyndelsen af november 1921 anmodede om et sådant tilsagn under henvisning til, at et syndikat af bankens velyndere eventuelt var villig til på passende måde at støtte Landmandsbankens vigende aktiekurser. Da det så senere viste sig, at der kunne stilles en sikkerhedsmargin på 10 mil. kr. til rådighed, havde Nationalbanken erklæret sig rede til at belåne bankens aktier med kurs 105, omendskønt den efter gældende regler

30

kun havde kunnet yde lån til 75 pct. af bankaktiernes køberkurs, dvs. til kurs ca. 90, idet køberkursen på nævnte tidspunkt androg ca. 120 pct. Man ville ikke løbe den risiko at lade Landmandsbanken blive udsat for et indkøbsrun; derfor havde man grebet ind.

1. september 1922 havde Nationalbanken i alt opkøbt 29.989.800 kr. Landmandsbank-aktier for lånte 31.221.776 kr., og desuden sad banken med 10 millioner Landmandsbank-aktier kontant. Støtten blev altså udnyttet til sidste hvid!

Glückstadts trick lykkedes. Der kan ikke være tvivl om, at han — trods den til stadighed viste optimisme udadtil — var klar over Landmandsbankens virkelige stilling og ud fra denne erkendelse allerede siden efteråret 1921 var fast besluttet på at redde sine egne og sine racefællers interesser ved først at påbyrde Nationalbanken en større risiko for den truende katastrofe. Var det første skridt taget, måtte det andet følge af sig selv. Og Glückstadt vidste, at han ved klog taktik ville vinde spillet, dvs. i sidste instans ville kunne påbyrde skatteborgerne de tab, hans bank havde lidt. Han havde jo Nationalbanken og Regeringen i sin hånd.

Nu, det første kup var gjort, kunne Glückstadt dristigt skride videre ad den vej, han var slået ind på. Målet stod klart! At han nøjagtigt vidste, hvad han ville, skulle Juli-affæren 1923 til fulde afsløre. 

c) Hvorledes Landmandsbankens første rekonstruktion indledtes under falske forudsætninger.

(Erklæringen af 9. juli 1922).

Hvis de forhandlinger, som førtes i juli 1922 vedrørende bankens rekonstruktion, og som åbnede vejen til den mere generelle statsgaranti for alle under spekulationen fremkaldte tab, ikke var så dybt alvorlige i deres tendens og

31

konsekvenser, kunne man næsten fristes til med beundring at skrive om den drevne taktik, med hvilken Glückstadt gennemtrumfede alle sine krav over for Nationalbanken og Regeringen og derved endog foranledige både den førstnævnte banks direktører som enkelte af Regeringens medlemmer til at vildlede det danske folk på en måde, som man aldrig før har set magen til. Når man vil nævne de ting, der skete i juli-dagene 1922, ved det rigtige navn, er der ikke andet, man kan kalde dem, end løgn og opspind fra først til sidst. Det var et grænseløst frivolt og ansvarsløst spil, mænd som dr. Ussing, statsminister Neergaard og handelsminister Tyge Rothe under den aldeles dominerende indflydelse af storspilleren og storsvindleren Emil Glückstadt tillod sig over for folket, et spil, der til slut havde til resultat, at skatteborgerne måtte skaffe dækning for et par hundreder millioner kroners tab, — blot for at den passive kapital — og det vil her i første række sige jødernes kapitalmagt — kunne bevare sin magtposition inden for samfundet. Dr. Ussing og Neergaard har som de hovedansvarlige for denne ordning i omfattende indlæg forsøgt at fri sig for det tunge ansvar, de har pådraget sig ved Juli-affæren 1922, men der er intet som helst, som kan tjene til undskyldning for deres handlemåde, allermindst den ligefrem tåbelige påberåbelse af, at de var bleven ført bag lyset af Glückstadt, og at de af samfundshensyn havde set sig foranlediget til at lade Staten overtage risikoen for Landmandsbank-katastrofen.

Det er en skandale, svindel og bedrag uden lige, der foregår i den her omhandlede periode.

Handelsminister Tyge Rothe, der i oktober 1921 i Folketinget så fanatisk havde forsvaret aktiespekulanternes sag mod Lemvigh-Müller og efter ordre af Glückstadt bl.a. havde fastholdt kravet om, at bankdirektører burde have lov til at beklæde bestyrelsesposter inden for de selskaber, der finansieredes ved deres bank osv., havde dog langt om længe erkendt nødvendigheden af, at bankinspektøren foretog en

32

undersøgelse af Landmandsbankens forhold. Det varede dog nogle kostbare måneder, inden han nåede til denne erkendelse. Bankinspektøren tog på Handelsministeriets foranledning fat på revisionsarbejdet kort efter, at årsregnskabet for 1921 var offentliggjort og kunne i de første dage af juli 1922 forelægge tabsopgørelsen pr. 31. maj s.å. Hovedkontiene på denne opstilling var som følger:

 Mil. kr. 
Store engagementer, deriblandt Transatlantisk Kompagni og Ballin90½ 
Bankforretninger11½ 
Børsforretninger34 
Beholdning af obligationer og aktier3 
Egne aktier5 
 ----- 
I alt144 

Denne opgørelse fandt altså sted pr. 31. maj 1922. Undersøgelserne gennemførtes i dybeste hemmelighed. For Guds skyld måtte der ikke sive noget ud om dette arbejde, da der jo nu skulle lægges et dristigt kup til rette over for rigsdag og regering. End ikke Nationalbanken fik noget som helst at vide om denne undersøgelse, bankinspektøren havde foretaget, omendskønt man skulle antage, at Nationalbanken var nærmest til at få besked herom, eftersom den havde særligt store finansielle interesser at varetage i anledning af den i november 1921 indledte støtteaktion. Men den fik altså ingen oplysninger. Det finder endog nationalbankdirektør dr. Ussing ejendommeligt, idet han i sit ovennævnte skrift s. 234 ff. Bemærker, at han så sent som først i juli 1922 havde en samtale med Glückstadt, uden at denne røbede noget som helst om undersøgelsen. Let bebrejdende siger han: “Under denne samtale sad Gl. inde med kendskab til en ting, som var skjult for os, men som vi ikke burde være holdt i uvidenhed om,

33

nemlig at bankinspektøren i løbet af de sidste måneder havde underkastet banken en hemmelig undersøgelse, som nu nærmede sig sin fuldendelse.” da nationalbankdirektøren 1926 skriver sin bog, harmes han altså ikke over, at han sådan blev ført bag lyset. Han føler vel en vis utilfredshed over denne sag, men har i øvrigt en undskyldning for Glückstadts tavshed på rede hånd, idet han tilføjer, at denne sikkert handlede ud fra den bedste mening. Han havde dog også i samtalen givet en lille antydning om, “at der om få dage ville ske noget, som på en glædelig måde ville overbevise Nationalbanken om urigtigheden af verserende ilde børsrygter om Landmandsbanken”. Ussing erklærer hertil i sin påtagne naivitet, at han vanskeligt kunne tro andet, end at Glückstadt imødeså undersøgelsens resultat med de bedste forventninger. Ja, såmænd!

Resultatet var imidlertid anderledes. Lørdag den 8. juli 1922 begyndte spillet.

Denne dag overleverede bankinspektøren sin afsluttende redegørelse til handelsministeren og samme dag indledtes forhandlingerne med Nationalbankens direktion, repræsentantskabets formand (og Landmandsbankens fast ansatte juridiske konsulent) hrs. Frits Bülow, bankinspektøren, statsministeren og handelsministeren. Efter behov blev Landmandsbankens direktører tilkaldt. Bankinspektørens opgørelse viste, at ikke blot alle bankens reserver samt årsoverskuddet var tabt, men også 70 pct. af aktiekapitalen. Og spørgsmålet var nu i første række, om Banklovens § 16 skulle træde i kraft, bestemmelsen om, at aktionærerne “uopholdelig” skulle indkaldes til generalforsamling, så snart der i et bankregnskab var konstateret tab udover halvdelen af aktiekapitalen. § 16 indeholdt endvidere den forskrift, at det manglende beløb senest skulle tilvejebringes i generalforsamlingen, og at banken skulle træde i likvidation, hvis denne forskrift ikke kunne opfyldes. Ifølge Banklovens bestemmelser måtte der altså straks indledes skridt til likvidation af banken.

34

Nationalbankens direktion og de to nævnte ministre anså det imidlertid for rigtigere at sætte sig ud over lovens bestemmelser.

Der er senere bleven spildt meget blæk på at forsvare denne handlemåde. Navnlig har nationalbankdirektør dr. Ussing beskæftiget sig indgående med de herhen hørende problemer både i den repræsentantskabet i efteråret 1922, efter september-rekonstruktionen, forelagte og af ham selv og direktør Stephensen underskrevne betænkning og i sit 1926 udgivne værk om Nationalbanken. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Banklovens § 16 under de givne forhold skulle træde i virksomhed, bemærkes i det førstnævnte memorandum:

“Vi svarede med følgende spørgsmål til bankinspektøren:

Mellem dem og Landmandsbanken er navnlig uenighed om tre aktivposter, som de sætter til 0 og som Landmandsbanken sætter til henholdsvis 34, 19 og 14,4 millioner. Er stillingen denne, at det efter deres mening ikke er godtgjort at de er mere værd end nul, eller mener de endog, at det er godtgjort at de ikke er mere værd end nul?

Bankinspektørens mening viste sig at være den førstnævnte; det var ikke bevist, at værdierne var mere end nul; men muligheden kunne ikke udelukkes.

Vi bad derefter Landmandsbanken forklare, hvilke muligheder man håbede på, og efter denne udredning fandt vi, at mulighederne ikke var sådan hen i vejret. De kunne ikke forkastes som mundsvejr, ja de lød endog troværdige, og vi mente derfor ikke, at Staten, som sagen i øjeblikket stod, havde ret til at gå frem efter paragraf 16. Landmandsbank-bestyrelsens pligt til efter paragraf 16 at skaffe sig aktiekapital var endnu ikke bevist; den krævede nøjere undersøgelse, når banken selv bestred. At tvinge bestyrelsen til “uopholdelig at indkalde generalforsamlingen” på grundlag af bankinspektørens af banken bestridte opgørelse, med andre ord at tvinge banken til at hidføre en katastrofe, som uvægerlig ville følge med et sådant skridt — hvilket ansvar for Staten!

Bankinspektøren nyder med rette almindelig anerkendelse for varsomhed og forståelse i sin gerning, men da undersøgelsens resultat var bestridt af den anden part, og det ikke drejede sig om uafvendelige, bevislig lidte tab, men om tabsmuligheder — så kræver enhver juridisk

35

retfærdighed, at under tvivl må afgørelsen falde til den anklagedes gunst.

Handelsministeren erklærede, at han tog ansvaret for denne opfattelse, og efter vort skøn kunne han slet ikke tage ansvaret eller pådrage Staten ansvaret for det modsatte.” (Fremhævelserne som i betænkningen.)

Denne erklæring af Nationalbankens direktører til bankens repræsentantskab lader tydeligt erkende, at seddelbankens ledelse ønskede, at Landmandsbanken skulle reddes, hvilke midler man så end skulle benytte sig af for at nå målet. Til forsvar for dette standpunkt manipulerede man med begreberne om konstaterede og kalkulerede tab, anså Glückstadts påstande for mere tilforladelige end bankinspektørens beregninger og resumerede, at det nu måtte være samfundets opgave at sikre Landmandsbankens eksistens. Handelsminister Tyge Rothe, som altid havde været lydig over for Glückstadts ordrer, erklærede sig rede til at tage ansvaret. Og Neergaard støttede selvfølgelig Rothes opfattelse.

Men hvad skulle herefter ske med bankinspektørens undersøgelse?

Også her vidste de herrer, der var mødt til hemmelig rådslagning, at finde udveje. Nationalbankens standpunkt var, at bankinspektørens opstilling ikke skulle holdes hemmelig, såfremt handelsministeren ville påtage sig ansvaret for at gå frem efter Banklovens bestemmelser; så måtte altså størrelsen af de af ham udfundne tab bekendtgøres. Men hvis handelsministeren ikke ville gå frem efter Bankloven, havde han — siges der bl.a. i det ovenfor omtalte referat til repræsentantskabet — “ikke ret til at bringe hemmeligheden videre til nogen som helst — til ingen verdens nytte og kun til fare for, at hemmeligheden siver ud, til foruroligelse for offentligheden og til fordel for dem, der indvies; og på de andres bekostning”. Overvejelserne førte altså til, at man blev enige om, at bankinspektørens tabsopgørelse under ingen omstændigheder måtte frem i offentligheden. Man mente ikke at

36

kunne give ren besked, så længe det endnu var givet, at der ville blive indledt alvorlige skridt for at holde banken oven vande. Efter at man således var blevet klar over, hvilke særlige forholdsregler man ville tage for at gennemføre rekonstruktionen af banken, måtte der tages fat på spørgsmålet om, hvad der nu umiddelbart skulle gøres.

Emil Glückstadt havde naturligvis lørdag den 8. juli 1922, da de første forhandlinger fandt sted i anledning af bankinspektørens tabsberegning, sine planer fuldt udarbejdede hos sig. Han var godt forberedt og vidste nøjagtigt, hvad han ville opnå. Efter at handelsministeren havde tilkendegivet, at han ville tage ansvaret for tilsidesættelsen af Banklovens § 16, kunne Glückstadt uden betænkelighed lægge yderligere pres på. Gl. fortalte altså, at banken befandt sig i en meget truende situation, at aktiekursen var stærkt faldende, og at indlånene også var begyndt at sive ud. Der måtte derfor efter hans skøn straks indledes en gennemgribende hjælpeaktion, der kunne forhindre panik. Han anmodede derfor Nationalbanken om straks at yde en reservefond på 30 mil. kr. til betryggelse både for aktionærerne og indskyderne. Dog, Nationalbanken ville i første omgang ikke gå med til en sådan ordning. Derved opstod der en meget vanskelig situation, da ej heller Staten kunne hjælpe. De to ministre, som var deltagere i forhandlingerne, kunne selvfølgelig ikke træffe nogen afgørelse udenom ministeriet og uafhængigt af Rigsdagen. At det var ganske klart, måtte også anerkendes af Glückstadt. Men alligevel ønskede sidstnævnte, at der straks blev truffet en afgørelse. Forhandlingerne førte imidlertid trods alle indtrængende henstillinger fra Glückstadts side ikke til noget resultat denne dag. Blot om ét punkt opnåedes som nævnt absolut enighed: der burde bevares absolut tavshed om bankinspektørens opgørelse! Ussing argumenterer herom i sit skrift om Nationalbanken som følger: “Da denne ikke blev effektiv, da handelsministeren havde lagt andre vurderingssynspunkter til grund, så tilhørte bankinspektørens rapport

37

ministeriets arkiv, og enhver omtale af den fra de indviedes side ville være for Landmandsbanken katastrofal og for de pågældende en efter Banklovens § 18 og Straffelovens § 139 strafbar indiskretion.” (Fremhævelser som i Ussings bog.) forhandlingerne sluttede med, at Landmandsbankens direktion fik en indtrængende henstilling om at disponere forsigtigt og kun at lukke banken i tilfælde af et uimodståeligt run. Nationalbanken var endvidere fast besluttet på så hurtigt som muligt at nå til forståelse med Staten vedrørende de fremtidige hjælpeforanstaltninger til gunst for banken.

Dog, hermed ville Glückstadt ikke give sig tilfreds, og med benyttelsen af den af ham særlig yndede chok-taktik mødte han allerede den følgende dag, søndag den 9. juli 1922, frem med nye krav. Hverken Nationalbanken eller Regeringen var forberedt på, at de så hurtigt skulle sammenkaldes på ny, men lystre måtte de. Indkaldelsen kom så overraskende for Nationalbankens ledelse, at en af direktørerne, som havde deltaget i lørdagsforhandlingerne, var taget bort fra byen om søndagen og derfor ikke kunne give møde. Indbydelsen kom fra handelsministeren!

I søndagsmødet fremsatte direktør Emil Glückstadt først de kraftigste trusler. Han erklærede, at der trods alle forsigtighedsforanstaltninger var sivet adskilligt ud om de dagen i forvejen afholdte forhandlinger, at talrige opringninger til banken havde ladet erkende, at der var fare på færde, og at man af denne grund sikkert ville være tvunget til at lukke banken næste dag, hvis der ikke forud var bleven truffet en ordning, der garanterede bankens opretholdelse og ro til fremtidigt arbejde. Glückstadt mente, at panik var umiddelbart forestående.

Det hjalp. Neergaard og Rothe fastholdt rigtignok det standpunkt, at de ikke uden videre kunne forpligte Staten til at yde den fornødne støtte. Men da de anså det for absolut påkrævet, at lukning af banken blev undgået, anmodede de nu Nationalbanken, som dog havde den specielle opgave

38

at sikre stabile pengeforhold og ro på kapitalmarkedet, om at sætte alt ind på at redde Landmandsbanken. Hjælpen skulle herefter ydes ved supplering af Landmandsbankens reservefond med 30 millioner kroner. Men også denne gang sagde Nationalbanken nej, under påberåbelse af, at man ikke kunne indse, at bankens forhold kunne have forværret sig i den grad fra den ene dag til den anden, eller at et sådant jag ved hjælpeforanstaltningerne var påkrævet i det foreliggende tilfælde. Forhandlingerne trak ud til langt hen på natten. Ministrene ville ikke påtage sig bindende forpligtelser, men erklærede dog, at de ville støtte et andragende om statsgaranti for et eventuelt af Nationalbanken ydet reservefond.

Dir. Carl Ussing meddeler derefter i sit ofte nævnte skrift, at han sammen med sin ene meddirektør — formodentlig Stephensen — der var deltager i disse søndagsforhandlinger i de sene nattetimer til mandagen besluttede, at Nationalbanken skulle afgive et betinget løfte om en fremtidig støtte, som skulle afgives i forventning om Statens garanti. Et sådant tilsagn blev derefter givet, hvorved der fuldstændig blev set bort fra Nationalbankens støtteopkøb, som under de givne forhold ikke mere kunne drøftes. Nationalbanken mente at kunne gå med til en sådan ordning, da man gik ud fra, at “hvis det viste sig, at banken kunne føre sin virksomhed igennem til årets slutning blot ved et løfte om støtte til den tid, blot ved et sådant tegn på, at man ikke ville lade den bank falde, så var meget vundet.” (Fremhævelser som hos Ussing.)

Derefter fortæller nationalbankdirektør Ussing på s. 243 i sin bog følgende:

“Det var nu bleven meget sent, og alle trængte til hvile efter den bevægede dag, men Gl. mente det nødvendigt allerede samme nat om det skete støttetilsagn at give pressen en meddelelse. For at banken kunne åbnes næste morgen uden at blive stormet af run, måtte morgenbladene indeholde en erklæring om det skete, og han fremtog derom et udkast, som

39

forud var udarbejdet, men som indeholdt to ting, vi efter mødets resultat måtte have ændret. Udkastet var udarbejdet med det for øje, at Nationalbanken ville gå ind på straks og uden betingelser at sætte ind i banken 30 millioner som reservefond, hvad vi altså ikke ville. Og det angav det kalkulerede tab til 30 millioner, altså mindre end det beløb, som Landmandsbanken under møderne selv havde erkendt, hvad vi altså protesterede imod. I disse to henseender blev der derfor foretaget rettelser; Gl. fik sit papir tilbage, og dermed skiltes vi”. (Fremhævelser af forf.).

Disse sætninger viser særlig indtrængende, at alt var et tilrettelagt spil, hvorved Regeringens medlemmer åbenbart havde fået den rolle tildelt at tvinge Nationalbanken ind i en stærkere risiko over for Landmandsbanken for derved at skabe grundlaget for en senere indgriben fra Statens side. Det udkast, Glückstadt forelagde, lod tydelig erkende, hvad han ville opnå. Helt faldt Nationalbankens direktører imidlertid ikke tilføje; de strittede imod, men Glückstadt vurderede dog ikke deres moral og viljestyrke højere, end at han troede, de ville gå med til at acceptere en vitterlig falsk erklæring. Helt slog disse forventninger dog ikke til, og Glückstadt har sikkert nok været noget skuffet. Men han kunne dog alligevel være tilfreds: thi stat og nationalbank var nu bundet over for Landmandsbanken; de første betingelser for senere statshjælp var skabt. Statsgarantien vinkede i det fjerne.

Resultatet at disse to dages højtspændte forhandlinger var den ominøse [skæbne-varslende] meddelelse til offentligheden, som offentliggjordes i landets blade næstfølgende mandag, den 10. juli 1922. Kommunikeet, dateret fra 9. juli, lød som følger:

“Fra Landmandsbanken udgik i nat følgende meddelelse:

Trods de betydelige afskrivninger, som Landmandsbanken foretog ved afslutningen af forrige regnskabsår, er banken blevet klar over, at der som følge af de fortsat herskende konjunkturer også i

40

de kommende år måtte regnes med yderligere afskrivninger til imødegåelse af indtrædende tab.

Efter en af banken for kort tid siden sket vurdering, viste det sig, at bankens egen kapital, såfremt der ud over de alt konstaterede tab også skulle tages hensyn til, hvad der lod sig forudse som sandsynlige, ville blive nedbragt til, hvad der svarer til aktiernes nuværende omtrentlige kursværdi, og man har da også som følge deraf været indstillet på, at der ved afslutningen af indeværende års regnskab måtte tages hensyn hertil.

Da imidlertid en af bankinspektøren foretagen gennemgang af Landmandsbankens engagementer nu er afsluttet, har man efter samråd med handelsministeren og Nationalbanken ment det rigtigt allerede på nærværende tidspunkt at fastlægge den linje, der bør følges, og give offentligheden fornøden meddelelse herom.

Det er i overensstemmelse hermed Landmandsbankens hensigt ved afslutningen af indeværende regnskabsår ekstraordinært af foretage afskrivninger til et samlet beløb af 55 3/4 millioner kroner, hvorved bankens reserver, herunder overførslen fra forrige år, nedbringes til godt 5 millioner kroner.

For imidlertid under de nuværende vanskelige konjunkturer at tilføre banken al fornøden styrke, har Nationalbanken påtaget sig forpligtelsen til, når den ovennævnte ekstraordinære afskrivning ved regnskabsårets afslutning har fundet sted, at indskyde en ny reservekapital på 30 millioner kroner. Den af Nationalbanken tegnede reservekapital tilbagebetales efterhånden som der på sædvanlig måde og i overensstemmelse med bankens statutter oparbejdes nye reserver til dens afløsning.

41

Ved regnskabsårets afslutning vil bankens aktiekapital og reserver herefter udgøre 135 millioner kroner”.

Det kan nok være, at denne højtidelige meddelelse, som skulle tjene til offentlighedens beroligelse, senere gav anledning til vidtløftige kommentarer og voldsomme diskussioner.

At den var egnet til at vildlede befolkningen har også de mest lidenskabelige forsvarere af erklæringen, dr. Ussing og statsminister Neergaard, ikke helt kunnet bestride. Men den var også anlagt på at vildlede. Den indeholdt allerede i selve begrundelsen for hjælpeaktionen en dundrende usandhed, idet der hævdedes, at det var de “fortsat herskende konjunkturer”, der var skyld i de opståede vanskeligheder. Jødens grænseløse løgnagtighed træder netop i denne udtalelse særlig grelt frem, da Emil Glückstadt selv var klar over, at hans egne fantastiske aktiespekulationer havde påført banken tab til flere millioner kroner, og at der var opstået tab i Det Transatlantiske Kompagni ifølge en helt igennem evne- og samvittighedsløs ledelse, som af Carl J. Michaelsen var takseret til 110 mil. kr.; han kendte endvidere de mægtige milliontab, jødefirmaer som J. M. Levin & Co., Ballin-koncernen, Max Levig & Co., Levin & Salomonsen osv. osv. havde forvoldt; men denne mand, som i årevis havde ført sit bankråd bag lyset ved blandt andet at holde Februar-kontoen fra 1917 skjult, og som til sidst havde ladet aflægge falsk regnskab for året 1921 for på ny at vildlede offentligheden med hensyn til bankens sande stilling, denne mand taler nu om de “fortsat herskende konjunkturer” som den egentlige årsag til bankens vanskeligheder! Og mænd som dir. Carl Ussing, statsminister Neergaard, handelsminister Tyge Rothe går med til at godkende denne formulering!! De gjorde det, omendskønt de bedre end nogen anden vidste, at Landmandsbanken i årevis havde været centret for den mest løsslupne svindel og spekulation,

42

og at bankens tab netop var forvoldt ved denne tøjlesløse spekulation og den vilde hasard. De godkendte altså formuleringen mod bedre vidende. De lystrede diktatet!

Også på de andre punkter var erklæringen således affattet, at den under alle omstændigheder måtte føre til en fuldkommen fejlagtig vurdering af Landmandsbankens forhold. Den fremkaldte for det første det indtryk, at der med den i meddelelsen bebudede ordning ville være gennemført en sanering til bunds, for det andet det indtryk, at de afskrivninger, som foretoges, svarede til den tabsopgørelse, der var udarbejdet af bankinspektøren, og for det tredje det indtryk, at de mænd, der bar det egentlige ansvar for Juli-erklæringen — d’hrr. nationalbankdirektører, der deltog i forhandlingerne, samt ministrene Neergaard og Rothe — stolede på, at den trufne ordning ville være tilstrækkelig til at forhindre katastrofen. I alle tre henseender var erklæringen aldeles misvisende. Vel var den med ægte jødisk snilde affattet således, at den ikke indeholdt noget urigtigt i selve de materielle påstande. Men begrundelsen var falsk, et typisk udtryk for den sociale løgns systematisering: påstandene taget hver for sig var rigtige, men taget i sammenhængen var de falske, falske i den grad, at de mest passende kunne betegnes som infamt løgnagtige. Derfor må også nationalbankdirektør Ussings opfattelse, at erklæringen af den 9. juli intet urigtigt indeholder, blot man forstår at læse, på det kraftigste tilbagevises. At han i øvrigt selv har forståelse for, at der er noget muggent i denne sag, kan man slutte sig til af det højst karakteristiske faktum, at han både i sit skrift om Nationalbanken og i sin 1922 afgivne betænkning til Nationalbankens repræsentantskab bringer erklæringen i to afsnit, idet andet afsnit begynder med ordene: “Det er i overensstemmelse med …” det er kun en bagatel, som kunne synes at være uden nogen som helst betydning, men som alligevel her betyder overmåde meget, hvad man uden videre vil erkende ved en gennemlæsning af teksten. Netop dette viser imidlertid også viljen til

43

at føre folk bag lyset. Alle dagblade bragte erklæringen således som ovenfor gengivet i seks afsnit! Når dr. Ussing herefter har valgt en anden inddeling, er der god grund til at formode, at det er sket med velberådet hu, da forståelsen af erklæringen allerede derved til en vis grad utydeliggør det væsentlige punkt i selve den trufne overenskomst.

Det første, som tilstræbtes med denne meddelelse om betinget støtte til Landmandsbanken, som imidlertid ikke i erklæringen fremhæves som betinget, var, kraftigt at imødegå de såkaldte ilde børsrygter og at skabe ro om banken. Ro for enhver pris, for at give Glückstadt chancen til at opretholde aktiekursen endnu for en stund og at udnytte de af Nationalbanken i november 1921 til rådighed stillede midler til det sidste. Der var vel nok endnu nogle jøder, der var i knibe med deres aktier, og som skulle reddes, eller nøjere sagt, der var det famøse opkøbssyndikat “Ergor” (Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg), som var interesseret i at udnytte Nationalbankens støtteopkøb til egen fordel. Det er endog et forhold, den radikale folketingsmand og verdenskrigstidens indenrigsminister Ove Rode har været opmærksom på, idet han i sin tale om loven angående en reorganisation af den danske Landmandsbank m.m. den 19. september 1922 i Folketinget bl.a., bemærkede:

“Jeg siger om denne udtalelse, at den er affattet således, som den skriver, der ikke vil sige noget positivt usandt, men som vil skjule den positive sandhed. Jeg siger endvidere, at befolkningen har haft den allerbedste grund til at tro, at en sådan måde at skrive på ville nationalbankdirektør Ussing ikke anerkende. Enhver, som erindrer, hvad bankdirektør Ussing har sagt om sådanne forhold, må give mig ret heri.*

*) Rode sigter her til Carl Ussings 1909 i anledning af Alberti-affæren udgivne pjece: “Offentlig Moral”, i hvilken han gjorde grundigt op med visse skavanker i det offentlige liv, idet han hævdede som grundprincip, at alle samfundsforhold måtte hvile på tillidsmoralen. Der, hvor denne moral manglede, truede opløsning og fordærv. Kampen rettedes navnlig mod benvæsenet [bengnaveriet] og de såkaldte dobbeltstillinger, der (fortsættes …)

44

Jeg siger så videre: hvad kom så denne erklæring til at betyde? Ja, på dens autoritet, således som den uden modsigelse blev læst, skete det, at indskuddene bevaredes, aktier købtes — måske det ikke har været i noget stort omfang — af folk, der købte dem, fordi de troede derigennem at få en værdi. Der skete fremdeles det, at der over for aktieejerne fremkom en forskel i behandlingen, idet enhver, der var i stand til at se igennem denne erklæring, fordi han måske havde en viden stammende fra et eller andet sted, i denne tid har kunnet sælge sine aktier og få fra 110 ned til 73 pct., medens de, der har stolet på denne erklærings autoritet, nu får deres aktier nedskrevet formelt måske til 20 pct.*, og enhver vil kunne se, hvad denne formalitet betyder. Derfor er det urigtigt, hvad nationalbankdirektør Ussing siger, at børsjobberne er blevet narret og ingen andre. Nej ikke en eneste af børsjobberne er blevet narret; thi der er ingen børsjobber, der har købt Landmandsbank-aktier i den tro, de ville stige. Andre er derimod blevet narret, og da først og fremmest alle sådanne småfolk, der sidder, således som andre ordførere har udtalt, med disse aktier, købte i god tro for at have et papir liggende, eller arvede; de er blevet narret, og det er for dem kun en ringe trøst, at man nu kan sige: hvis man havde ladet være med at udstede den erklæring dengang og gennemført en ordning straks, da ville deres aktier ingen værd have haft allerede den dag, således som de nu i dag ingen har. Sådanne distinktioner kan man ikke få folk til at gå ind på, de ville holde sig til dette: landets højeste autoriteter, handelsministeren, Regeringen, Nationalbanken, sagde om aktierne, at de var 110 pct. Værd”. (Fremhævelserne af forf.).

Mere skandaløst var det imidlertid, at erklæringen intet som helst antydede om, at der til grund for denne lå to tabsvurderinger, bankdirektørens på 55 3/4 mil. kr. og bankinspektørens på 144 mil. kr. Endog søgte man i den oprindeligt af Glückstadt (eller Riis-Hansen) udarbejdede og af en af nationalbankdirektørerne til dels omredigerede meddelelse ved anordningen af teksten at fremkalde det indtryk,

(… fortsat) medførte muligheder for interessekonflikter. Pjecen vakte uhyre opsigt, men førte ikke til noget som helst positivt resultat, bortset fra nedsættelsen af “Benkommissionen”, hvis virksomhed ikke fandt nogen særlig forståelse i befolkningen. (Jvf. også C. Ussing, Nationalbanken 1914-1924, s. 223).

*) I virkeligheden tabte de så godt som alt.

45

at bankinspektørens tabsopgørelse havde været bestemmende for den i julidagene trufne ordning:

Tredje afsnit lød: “Da imidlertid en af bankinspektøren foretagen gennemgang af Landmandsbankens engagementer nu er afsluttet, har man efter samråd med handelsministeren og Nationalbanken ment det rigtigt, allerede på nærværende tidspunkt at fastlægge den linje, der bør følges, og give offentligheden fornøden meddelelse herom”.

Og i fjerde afsnit fortsættes: “Det er i overensstemmelse hermed Landmandsbankens hensigt ved afslutningen af indeværende regnskabsår ekstraordinært at foretage afskrivninger til et samlet beløb at 55 3/4 millioner kroner, hvorved bankens reserver, herunder overførelsen fra forrige år, nedbringes til godt 5 millioner kroner.

Det grænser til det fantastiske, hvad nationalbankdirektør dir. Carl Ussing har ment at måtte fremføre for at forsvare denne formulering. Overlegent bemærker han bl.a. i sin bog om Nationalbanken, at der ikke stod noget galt i denne meddelelse, men at det dog viste sig senere, at der var nogle folk, der havde fået det forkert i halsen. Han går ud fra, at folket slet ikke havde krav på at få sandheden at vide, specielt ikke at få nys om den tabsregning, bankinspektøren havde foretaget. Det var, siger han, deltagernes pligt at tie.

Han begrunder det med ordene: “Angående den tabsberegning, som ikke gøres effektiv, er hemmeligholdelse en juridisk embedspligt, når de interesserede forlanger det”. Men når dr. Ussing endelig nærede denne opfattelse, er det uforståeligt, hvorfor man da overhovedet røber noget om bankinspektørens undersøgelser i erklæringen. Hvorfor gav man da antydninger herom? ja, det skete naturligvis til beroligelse for offentligheden, men det skete åbenbart også, fordi

46

folket ikke mere fæstede lid til Emil Glückstadts forsikringer, og derfor skulle beroliges derved, at landets fornemste autoriteter sagde god for erklæringens sandhed. At også disse autoriteter var upålidelige, kunne folket dengang ikke ane, og derfor gælder dr. Ussings ord også ad hekkenfeldt til, når han til sit forsvar bemærker: “Det er forståeligt, om flygtige læsende ved disse dels manglende, dels forkerte forudsætninger har læst meddelelsen forkert, men hvad det er mig umuligt at forstå, er, at man virkelig har villet tillægge de mænd, der hin aften var forsamlede til mødet, imod deres benægtelse, den hensigt at vildlede”. Der skal mere end blot — ja, lad os sige dristighed — til her at benægte viljen til at vildlede, der skal et moralsk forkvaklet sind til at gå med til at argumentere på så urimelig en måde.

Bedre bliver sagen ikke ved, at nationalbankdirektør Ussing i beretningen til sin banks repræsentantskab udtrykkeligt fremhæver, at man under hensyn til bankinspektørens redegørelse var betænkelig ved at gå ind for Glückstadts tabsberegning. Ordret erklæres her:

“Nationalbanken har altid, når henvendelser derom fremkommer, afslået at give offentlige beroligelseserklæringer om andre bankers forhold, selv om vedkommende bank er nok så sikker. Det ansvar påtager vi os ikke. Vi ville derfor heller ikke finde på at underskrive nogen beroligelseserklæring for Landmandsbanken. Men i nærværende tilfælde ville vi endog gå videre end blot passivitet. Selve det forbehold, vi tog, var jo netop et udtryk for, at vi turde ikke sige god for Landmandsbankens opgørelse. Vi troede på den, men vi kunne ikke have førstehåndskendskab til den.”

På et så usikkert grundlag gik altså Nationalbanken med til at give Landmandsbanken tilsagn om at yde den en

47

ny reservefond på 30 mil. kr., ud over de 30 mil. kr., der allerede var stillet til rådighed til støtteopkøb! På et så usikkert grundlag gav Neergaard tilsagn om at fremskaffe statsgaranti! Under sådanne forhold gik de nævnte instanser med til i meddelelsen af 9. juli 1922 at sige god for en beroligelseserklæring over for offentligheden, omendskønt nationalbankdirektør Ussing ved at sætte tingene fuldstændig hovedet drister sig til at hævde, at hans bank ved sin adfærd, i det foreliggende tilfælde ikke blot havde indskrænket sig til “blot passivitet”, men netop ved sit forbehold (som man vil lede forgæves efter i hele erklæringen) havde givet udtryk for, at man ikke kunne sige god for Landmandsbankens opgørelse. Hvor står det? Hvor ymtes der noget om, at Nationalbanken ikke kunne sige god for Landmandsbankens, dvs. Glückstadts opgørelse? Kunne man i øvrigt sige kraftigere god for denne opgørelse end ved at give tilsagn om 30 mil. kr. Reservefond, endog med rang bag aktiekapitalen!! Man skulle egentlig forsværge, at så megen jødisk rabulistik [ordkløveri, -forvridning] kunne fødes i et kristent menneskes hjerne. Når i øvrigt nationalbankdirektørerne ikke mente selv at kunne sige god for Glückstadts beregninger, skulle det vel også kunne anses for en statsforbrydelse af rang, at nationalbank og regering til trods herfor indledte hjælpeaktionen i henhold til netop disse beregninger, medens embedsmandens, bankinspektør Greens opgørelse, forblev upåagtet!

Dir. Carl Ussing sparer sig overhovedet intet med hensyn til uvederhæftig bevisførelse. Bl.a. er han i sit skrift om Landmandsbanken (s. 250) inde på, at pressen jo almindeligvis havde forstået, hvad det i virkeligheden drejede sig om ved erklæringen! Det var jo først senere, i september, da den offentlige diskussion for alvor satte ind, at man betegnede meddelelsen som vildledende, og det skulle så være tidsafstanden, der begunstigede denne påstand. Hvis pressen — mener Ussing — oprindelig havde misforstået det hele, ville det sikkert være kommet til udtryk i børskommentarerne, og så

48

“ville vi”, (dvs. Nationalbanken!), “uagtet der ikke på den tid var synderlig tid i banken til at studere aviser, vistnok være gjort opmærksom på en sådan fejltagelse — og derved fået anledning til at retlede den”. Dette hævder altså Ussing, og han tilføjer endog: “Men det blev vi ikke, og det vides heller ikke, at man, da angrebene i september begyndte, havde presseudtalelser at vise hen til som bevis på, at der var læst forkert”. At han turde påstå sådan noget! Selvfølgelig var pressen meget forbeholden i sin omtale af Juli-erklæringen, thi den jødekøbte presse skulle selvfølgelig nok hytte sig for på nogen måde at træde kapitalmagtens og da navnlig Glückstadts, interesser for nær. Alle blade var derfor enige om, at det jo her drejede sig om en med tilslutning af de højeste myndigheder gennemført redningsaktion; om en hjælpeforanstaltning, som dækkedes af både regering og nationalbank! Alt åndede tilfredshed! Selve regeringsorganet “København” nævnede end ikke, at redegørelsen var udsendt fra Landmandsbanken, beretter tværtimod, at det drejede sig om en “officiel meddelelse”, der gik ud på, at “Nationalbanken har givet tilsagn om at forøge Landmandsbankens reserver med 30 millioner kroner”; at “dette beløb ikke tegnes i aktier, men rykkes tilbage efter aktionærers og kreditorers interesser” og at “Handelsministeriet, har godkendt dette arrangement, der er truffet, efter at bankinspektøren har gennemgået Landmandsbankens engagements”. Det havde altså selve regeringsorganet forstået af sagen. De her gengivne citater bringes i fedt i overskriften; det er beklageligt, at Neergaard ikke straks har foranlediget, at disse, på baggrund af dr. Ussings påstande, ligefrem uhyggelige fejltagelser, omgående blev korrigeret. Her nævnes intet som helst om Landmandsbankens initiativ, konstateres tværtimod kort og godt følgende: “Med tilfredshed er man vidne til, at Landmandsbanken og Nationalbanken har set situationen som den var, og været enige i beslutningen om straks at gøre rent bord i stedet for at trække afskrivningerne ud i årevis”. Når Ussing herefter påstår,

49

at der ikke var kommet nogen “urigtig læsning” frem i pressens børskommentarer, viste det sig allerede ved meddelelsen i regeringsorganet, at denne fremstilling ikke holdt stik.

Nationalbankdirektør dr. Ussings kraftige forsvar for 9. Juli-erklæringen og specielt hans påstand om, at erklæringen ikke var bleven misforstået i bladene, virker dog end mere uforståelig, når der tages hensyn til, at en af Landmandsbankens skarpeste modstandere, grev Bent Holstein, allerede 1923 i en artikelrække i “Aarhus Stiftstidende” (13. januar og følgende dage) særlig indgående havde påvist, hvorledes alle dagblade i hele landet, med undtagelse af Venstres organer og et enkelt hovedstadsblad, på det afgørende punkt var kommet til en fuldkommen fejlagtig bedømmelse af erklæringens mening, idet der regelmæssigt var gået ud fra, at det i erklæringen nævnte tab på 55 3/4 mil. kr. svarede til bankinspektørens opgørelse og idet der ikke regnedes med — ej heller kunne regnes med — at der forelå to stærkt divergerende tabsberegninger. Det påvistes her, at alle aviser, som ikke — såsom Venstres blade og “Berlingske Tidende”* — havde fået særlige instruktioner under hånden, havde gjort sig skyldig i selvsamme fejltagelse, og som følge deraf også var nået til uholdbare konklusioner i deres kommentarer. Højst besynderligt, at dr. Ussing endnu i 1926 ikke er klar over dette forhold, omendskønt han jo umuligt i sommeren 1922 har kunnet overse alle de vildledende presseudtalelser og i det mindste meget nøje kendte den sammenfattende redegørelse, grev Holstein bragte i “Aarhus Stiftstidende” den 24. januar 1923 om temaet: “Hvorledes offentligheden blev ført bag lyset.”

Efter denne artikel bringes her nogle af de mest karakteristiske presseudtalelser i anledning af 9. Juli-erklæringen.

*) Grev Holstein bemærker, at der er ingen grund til at antage, at “Berlingske Tidende” havde søgt orientering hos Regeringen angående erklæringen af 9. juli. Thi — fortsætter han: “Dette blad havde i sin bestyrelse så absolut første klasses kilder til at opnå underretning om Landmandsbankens forhold, at en henvendelse til hr. Neergaard eller hr. Tyge Rothe var upåkrævet. Når — foruden selve erklæringens forfatter, direktør i Landmandsbanken Riis-Hansen — også overformynder M. P. Friis (næstformand i Landmandsbankens bankråd), og højesteretssagfører Bülow (Landmandsbankens juridiske konsulent) indtog betydningsfulde pladser i bladets udgiverkreds, så behøvede “Berlingske Tidende” ikke nogen ministers Vejledning hverken i læsning eller skrivning.”

50

Der peges først hen på de kommentarer, som fremkom i den specielt sagkyndige presse, i “Finanstidende” og i “Børsen”. Redaktør Carl Thalbitzer skrev i “Finanstidende” den 12. juli 1922 bl.a.: “Den nu udsendte erklæring fra Landmandsbanken bygger på en af bankinspektøren foretagen undersøgelse. Hvor megen vægt man tør tillægge den, skal vi lade være usagt. Med al respekt for hr. Green kan man ikke undlade at tænke på hans svenske kollegas erklæring vedrørende “Sydbanken” og at rejse det spørgsmål, om noget menneske virkelig tør udtale nogen mening om, hvorledes en bankstatus vil se ud et halvt år frem i tiden.”

Thalbitzer går altså ganske tydeligt ud fra, at det er bankinspektøren, der har opgjort tabet, og han regner ganske åbenbart med, at det af bankinspektøren beregnede tab er opført i erklæringen, og herefter andrager 55 3/4 mil. kr. Også “Børsen” mener, at Landmandsbankens stilling nu er ført til en endelig klaring, “gennem en af bankinspektøren foretagen undersøgelse og et i tilslutning dertil med Nationalbanken truffet arrangement”.*

I øvrigt skal i denne sammenhæng fremhæves, at “Børsen”, som havde bragt så ovenud rosende betragtninger over Landmandsbankens årsregnskab i begyndelsen af februar 1922 (jvf. 1. del, s. 423), dog nu følte sig temmelig skuffet og under henvisning til den foreslåede afskrivning på 55 3/4 mil. kr. bemærkede: “Efter regnskabsaflæggelsen for nogle måneder siden og de i forbindelse dermed fremkomne oplysninger kan det jo ikke nægtes, at denne meget betydelige ekstraordinære afskrivning kommer noget overraskende. Man måtte gå ud fra, at man virkelig ved årsopgørelsen havde søgt i højere grad til bunds end det nu viser sig at være tilfældet, og at de skader, der yderligere kunne melde sig, ville være forholdsvis begrænsede. Dette er altså en misforståelse. Først ved den nu foretagne opgørelse har man gjort helt op med de konstaterede tab og desuden taget hensyn til de tab, der “lader sig forudse som sandsynlige”. Dette bemærker “Børsen”, som altså nu på ny lod sig føre bag lyset. Thi selvfølgelig anede det ikke noget som helst om, at bankinspektørens tabsvurdering lå væsentlig højere end den afskrivningssum, der nævntes i erklæringen.

Dernæst bringer grev Holstein en række citater efter hovedstadsbladene.

“Nationaltidende”

bemærkede ifølge hans redegørelse i aftenudgaven den 10. juli: “Når Landmandsbanken nu, efter bankinspektørens opgørelse, må afskrive yderligere 55 3/4 mil., undgår man ikke det …

*) Om det så var prof. L. V. Birck, som jo ellers formåede at se til bunds i hele det højfinansielle rænkespil, viste det sig, at også han lod sig dupere. Jvf. nedenfor s. 405 f.

51

… spørgsmål, om februar-regnskabet har været fuldt forsvarligt opstillet. Skulle to tredjedele af Landmandsbankens tab virkelig falde på regnskabsåret 1922? ——— herfra går nu de nye afskrivninger på 55 3/4 mil. kr., og tilbage bliver ca. 5 mil., hvortil kommer Nationalbankens 30 og aktiekapitalens 100 millioner, altså en reserve på 135 millioner. Mere end på disse reserver lægger vi imidlertid vægt på, at den nye ordning er truffet efter bankinspektørens opgørelse og med Nationalbankens og Regeringens billigelse. Det forekommer os, at man deri har den bedste opnåelige garanti for, at man nu er nået til bunds i Landmandsbankens engagementer.” I “Nationaltidende”s morgenudgave den 11. juli uddybes denne tankegang, hvorved det navnlig fremhæves, at nu havde det vist sig, hvilken betydning det nydannede bankinspektørembede havde med hensyn til gennemførelsen af en virksom bankkontrol.

På samme måde fastslog “Social-Demokraten” den 11. juli 1922: “De 80 millioner, som dels er afskrevet og dels skal afskrives i dette indeværende regnskabsår, betegner altså bankens eget tab, og da det nu ikke længere blot er banken, der påstår, at bunden er nået, men dette garanteres af bankinspektøren, af Handelsministeriet og Nationalbanken, kan offentligheden sikkert føle sig forvisset om, at det virkelig er tilfældet, og at der ingen anledning er til panik.”

Og endelig lod også “Politiken” føre sig grundigt bag lyset. I dette blads ledende artikel sagdes den 10. juli 1922 bl.a.: “… Hvorved også er at bemærke, at Nationalbanken næppe havde valgt den vej, at gøre et indskud i Reservefonden, hvis ikke denne banks ledelse på grundlag af bankinspektørens indberetning og i fuld overensstemmelse med handelsministeren var kommet til den overbevisning, at Landmandsbanken rummer sådanne værdier, at et sådant indskud fra alle sider set er forsvarligt”. Godt to måneder senere erkender bladet, at det er blevet offer for et infamt bluffmageri, og da giver forargelsen over dette bedrag sig kraftigt udtryk i forskellige betragtninger. Således bemærkede “Politiken” den 19. september: “Landmandsbankens erklæring måtte fornuftigvis forstås således, at bankinspektørens undersøgelse havde givet til resultat, at når 55½ mil. blev afskrevet, ville alle mulige skader være bortopereret. Umuligt at tænke sig, at de 55½ mil. kr. beroede på bankens egen vurdering, og at bankinspektøren havde afgivet en helt anden og langt mere pessimistisk beretning. Hele offentligheden blev faktisk narret af meddelelsen ——” Og den følgende dag (20. september) bringer bladet en endnu skarpere kommentar, idet det bl.a. Skriver: “At Landmandsbanken søndag den 9. juli om aftenen udsendte en vildledende erklæring kan ikke bestrides. Heller ikke, at meningen var, at den skulle virke vildledende. To ministre kendte den og tre nationalbankdirektører. Hr. Rothe undskyldte sig i går med, at

52

der ikke stod et eneste usandt ord i den. Hvad nytter det, når den faktisk med hensigt bibragte læseren et urigtigt indtryk? —— For at bedømme det, der skete den 9. juli, denne sammensværgelse mellem Landmandsbanken, de to ministre og de tre nationalbankdirektører om at skjule sandheden, må man se at gøre sig klart, hvorfor det skete ——.” Således skrev altså hovedstadsbladene.

Grev Bent Holstein kan dernæst i sin omfattende dokumentation påpege, at også provinsbladene i almindelighed har fået en fuldstændig fejlagtig forestilling om situationen. I de blade, som lod sig forsyne med materiale fra den konservative generalkorrespondance, bragtes således en orienterende artikel, i hvilken man — ejendommeligvis — beklagede, at man fra ledende sted alt for længe havde vendt det døve øre til den af professor Birck og folketingsmand Lemvigh-Müller mod Landmandsbanken rejste kritik. (Besynderligt virker disse betragtninger, når man mindes, at disse to mænd, som altså nu atter skulle gælde som gode konservative mænd, var sat ud af spillet af den jødiske kapitalmagts lejesvende i den konservative rigsdagsfraktion og ikke mere tåltes som konservatismens repræsentanter på tinge, netop fordi de havde rettet kritik mod Landmandsbanken og mod højfinansens forrykte og samfundsskadelige udskejelser. Det mente man vel nu at kunne se bort fra!) I generalkorrespondancens artikel hed det endvidere: “Man vil muligvis indvende, at man ikke har sikkerhed for, at den foretagne operation virkelig fjerner alt, hvad der er sygeligt; man har muligvis kun fjernet det helrådne. Over for en sådan indvending må man have lov til at henvise til Nationalbankens garanti, bankinspektørens revision og samrådet med handelsministeren. Der er handlet klogt ved at sige sandheden og, som vi må formode, den fulde sandhed.”

med hensyn til den socialdemokratiske provinspresse citerer grev Holstein kommentaren i “Demokraten” i Århus, i hvilken der den 12. juli 1922 bemærkedes: “Foruden de godt 25 mil. kr. fra sidste år har banken nu ved bankinspektørens lygte fundet værdipapirer og tilgodehavender til et beløb af 55 3/4 mil. kr., som faktisk er værdiløse og må slettes af bøgerne. — Og da det nu ikke længere blot er banken, der påstår, at bunden er nået, men da dette garanteres af bankinspektøren, af handelsministeren og Nationalbanken, kan offentligheden sikkert føle sig forvisset om, at det virkelig er tilfældet, og at der ingen anledning er til panik.

Og endelig kommer de samme tanker frem i hele den radikale provinspresse, hvis førende blad, “Fyns Venstreblad”, i en ledende artikel gav udtryk for, at der nu uden tvivl var gjort rent bord. Thi — fortsatte bladet: “man har gravet ned for at finde den faste grund, hvorpå der med sikkerhed kunne bygges, og at man har gravet dybt nok, derfor

53

står bankinspektøren og Nationalbanken som garanter: Bankinspektøren har foretaget en kritisk gennemgang af samtlige bankens engagementer og man tør vel gå ud fra, at når Nationalbanken er trådt støttende til, så har den også foretaget en nøje undersøgelse. ——— Det vil sikkert også nu fra forskellige sider blive påstået, at man ikke er nået til bunds, men deroverfor må det være tilstrækkelig at henvise til bankinspektørens og Nationalbankens garanti; den må være fuldt betryggende.”

Således var altså bedømmelsen af 9. Juli-erklæringen i den ikke instruerede danske presse. Bedømmelsen er absolut ensartet. Den går ud på:

1) Erklæringer, som udstedes af Landmandsbankens direktion og bestyrelse, er upålidelige, men

2) en erklæring, som udstedes med bankinspektørens og Nationalbankens garanti, må formodes at sige den fulde sandhed.

3) Den foreliggende erklæring fastslår, at bankinspektørens tabsvurdering på 55¾ mil. kr. danner grundlaget for den ny foretagne rekonstruktion og

4) at man, da rekonstruktionen er foretaget efter bankinspektørens opgørelse med Nationalbankens og Regeringens billigelse, må gå ud fra, at der dermed også er gennemført en ordning til bunds, en ordning, der holder!

Over for alt dette tillader nu som nævnt nationalbankdirektør dr.jur. Carl Ussing sig, i sin 1926 udgivne bog om den af ham ledede bank dristigt at påstå, at ingen steder var erklæringen bleven misforstået, ingen steder var der røbet nogen formodning om, at de nævnte 55 3/4 mil. kr. skulle støtte sig til bankinspektørens opgørelse osv. Erklæringen af 9. juli havde på ingen måde virket vildledende, og pressen havde også forstået den rigtig. Hvis det ikke havde været tilfældet, ville det dog efter hans mening have været “sandsynligt, at den urigtige læsning var kommen frem i pressens børskommentarer”. Men sådan en fejllæsning har han ikke lagt mærke til. Slet ikke!! Dr. Ussings ord om dette problem skal her gentages. Han erklærer kort og godt, at hvis kommentarerne i bladene havde vist, at publikum ikke havde fattet sandheden, havde misforstået sagen,

“så ville vi (dvs. Nationalbanken), uagtet der ikke på den tid var synderlig tid i banken til at studere aviser, vistnok være gjort opmærksom på en sådan fejltagelse — og derved fået anledning til at retlede den”.

54

Han hævder endvidere, at man ej heller i september var bleven gjort opmærksom på, at Juli-erklæringen var bleven læst forkert. Så dristigt — lyver denne i øvrigt så hæderlige og uangribelige mand. Så stærkt er han ved berøringen med Landmandsbankens svindlerklike indoptaget i jødisk ånd, at han ikke mere kan skelne mellem sandhed og løgn, ej heller føler pligt, end ikke har evnen til at sige sandhed!

Nationalbankdirektøren finder i sit forsvar på talrige andre tåbeligheder. Dr. Ussing bebrejder bl.a. prof. Axel Nielsen, at denne i første bind af sin Bankpolitik (s. 375) om de 55 millioners tab urigtigt bemærkede, at “en d. 9. juli udsendt erklæring meddelte, at bankinspektøren havde opgjort tabet hertil”. Harmfyldt spørger nationalbankdirektøren, hvorfor det ikke meddeles til de unges belæring, hvem der havde afgivet erklæringen, hvorfor det ikke omtales, “at de, der havde set erklæringen, før Landmandsbanken udsendte den, nemlig to ministre, bankinspektøren, Nationalbankens to direktører og repræsentantskabets formand ikke har læst erklæringen på den måde, som professoren refererer den”. Også her overser dr. Ussing, at det ikke er afgørende, hvorledes deltagerne i forhandlingen så på sagen, da de jo kendte de to tabsopgørelser, men derimod, at disse herrer lod en erklæring komme frem i offentligheden, som læst i sammenhæng måtte føre til en urigtig bedømmelse af situationen og altså måtte betegnes som bevidst vildledende.

Når Ussing så endelig taler om, at han jo kun havde det formål med foranstaltningerne at redde tusinder af sine medborgere fra ruin, må heller ikke sådanne fraser tages alt for højtideligt, når hele aktionen lader erkende, at alt kun var anlagt på, med list og lempe at lede Regeringen ind i hjælpeforanstaltninger, der skulle sikre den særligt i Landmandsbanken interesserede jødiske kapitalmagt mod tab på skatteborgernes bekostning. Og en topmålt skandale er det, at den udvikling, der indledtes med den famøse Juli-erklæring, til sidst kostede samfundet flere hundrede millioner

55

kroner, og middelbart forvoldte uendelige andre vanskeligheder af økonomisk art.

Hele den holdning, nationalbankdirektør Ussing viste i den her omhandlede sag, virker overhovedet komplet meningsløs og inkonsekvent. Det er absurd, at en mand, som før verdenskrigen kæmpede for moral og sømmelighed i det offentlige liv, senere skulle svigte sine egne idealer. Mere ejendommeligt er det, at han beklager at have måttet erfare, at han ikke kunne stole på Glückstadts ord, idet han derved som nævnt pointerede, at det jo netop hørte til bankmænds ære at vise streng ordholdenhed. Han synes her at have glemt, at han selv var — bankdirektør, endog den ansvarlige leder af landets fornemste bank. Erklæringen af 9. juli 1922 viste kun alt for tydeligt, at hans ord ikke gjaldt mere end Glückstadts, thi de var begge lige enige om at føre folket bag lyset. Men Glückstadt undlod dog at pynte på sin handlemåde, medens nationalbankdirektør, dr.juris Carl Ussing i sin betænkning til sin banks repræsentantskab ikke undså sig for højtideligt at erklære, at den foreliggende sag kun kunne blive et spørgsmål om lovfortolkning, men ikke om moral. Thi:

“Fortolkningen kan være gal eller rigtig; men ingen kan laste folks moral, fordi de mener, at der i et forhold er hemmeligholdelsespligt, og fordi de samvittighedsfuldt søger at efterkomme denne pligt. At køre op med leveregler som “åbenhed”, “ærlighed”, “offentlighed i alle forhold”, det falder for de moralkrænkede så let, når det går ud over andres ære, indtil deres egne interesser bliver gået for nær ved ulovlige indiskretioner.”

Disse fraser havde overretsassessor Carl Ussing ikke ved hånden i 1909; ellers var hans i 19.000 eksemplarer udgivne pjece “Offentlig Moral” næppe blevet til. Men fraserne kunne selvfølgelig være gode nok for nationalbankdirektøren, selv om man herefter ikke rigtigt vil kunne indse, med hvilken

56

ret han er moralsk forarget over Glückstadts adfærd. Mest besynderligt er det imidlertid, at hr. Carl Ussing, som ifølge sit eget skrift følte sig skuffet over Glückstadt allerede i november 1921, da sikkerhedsmarginen fra opkøbssyndikatet indbetaltes i aktier i stedet for kontant, dog uden videre senere hen, i juli 1922, da næsten alle 30 mil. kr. mod forventning var gået med til støtteaktionen, stoler på Glückstadts tabsberegning og vrager bankinspektørens, og på dette grundlag giver fast tilsagn om yderligere 30 mil. kr. som reservefond. Man fristes nærmest til heroverfor at konstatere i overensstemmelse med grev Bent Holstein, at sådan noget kan kun en intellektuel og moralsk analfabet præstere.

Noget ærligere er derimod stats- og finansminister Niels Neergaard, som den 19. september 1922 i Folketinget fremsatte følgende for en parlamentariker særlig karakteristiske betragtninger:

“… nu siger man, at det var et vildledende — ja, der er endogså nogle, der har været så langt ude, at de har antydet, at der var et bevidst vildledende kommuniké. Dette kommuniké er jo Landmandsbankens, men det blev forelagt Nationalbanken og de to tilstedeværende ministre, og den form, det gik ud i, gjorde vi ikke skridt for at forhindre. (Munterhed.) Nej, det har jeg erkendt fra først til sidst, og det er vi for så vidt også medansvarlige for, skønt vi ikke har affattet det. Men der står ikke noget urigtigt deri. (En stemme: jo!) … Nej, det gør der ikke, når man læser det rigtigt. (Afbrydelse.) Bemærk blot det: når man læser det rigtigt, står der ikke noget deri, som ikke er i overensstemmelse med de virkelige forhold. (Afbrydelse.) Men man bebrejder altså, at dette kommuniké ikke gav fuld besked. Nej, thi hvis man skulle have givet fuld besked, så havde det hele været slået i stykker i samme øjeblik. Når Nationalbanken besluttede sig til denne hjælpeaktion, var det en nødvendig betingelse for, at den kunne lykkes, at man ikke vidste, at der var to vurderinger, der stred mod hinanden. Men hvad der ikke er sagt i kommunikeet er det, at det er bygget på bankinspektørens erklæring. Det står intetsteds deri, og det er aldeles ikke en følge af en logisk analyse af erklæringen …. en betingelse for, at arrangementet kunne gennemføres den gang, var, at ingen udenfor den kreds, der var samlet i Nationalbanken, fik kundskab om sagen, det vil sige fik kundskab om bankinspektørens

57

afvigende erklæring. Og dette afgav vi løfte om. Følgen deraf var, at jeg ikke forelagde mine kolleger i ministeriet bankinspektørens erklæring, og det forhold, som hang sammen med den, men nøjedes med at forklare, hvad der var sket og på hvilket grundlag der var sket en vurdering, således den, som Nationalbankens hjælpeaktion var baseret på. Og denne bevarelse af bankinspektørerklæringens absolutte hemmeligholdelse måtte opretholdes, lige indtil Nationalbankens hjælpeaktion var strandet. Som følge deraf har ingen af ministrene vidst noget derom, før dette er indtrådt for få dage siden. Dette gælder også justitsministeren. Nu er det klart, at under sådanne forhold er det absolut kun handelsministeren og mig, der har ansvaret — jeg vil endda slet ikke hænge mig i, at kun handelsministerens navn står under kommunikeet, jeg stiller mig fuldt ud ved handelsministerens side og deler fuldt ud ansvaret med ham, fordi jeg den aften var enig i det der blev gjort. Men mine øvrige kolleger har intet som helst ansvar for, hvad der dengang skete. Derfor er det ganske naturligt, at der i ministeriet er afvigende meninger om rigtigheden af, hvad der skete, og at der er dem af mine kolleger, som mener, at det var urigtigt, og at man hellere skulle være gået en anden vej. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det samme er tilfældet for flere inden for mit parti.”

Statsministerens ord er tvetydighedens tale. Han erklærer, at der ikke er noget vildledende i erklæringen, endsige bevidst vildledende, men indrømmer samtidigt, at kommunikeet ikke giver fuld besked og at det navnlig ikke indeholdt noget om bankinspektørens afvigende beregning. Hvordan disse to ting kan forliges med hinanden, vil til alle tider blive ministerens hemmelighed, men åben og redelig mands tale er det ikke. Det hævdedes i meddelelsen, at Landmandsbanken skønnede, at bankens egen kapital måtte have en værdi på ca. 105 mil. kr., der måtte desuden ifølge meddelelsen gås ud fra, at der bestod overensstemmelse mellem bankdirektørens og bankinspektørens tabsberegning, eftersom der ikke antydedes nogen dissens, at altså bankinspektørens opgørelse dannede grundlaget for hjælpeaktionen osv. — og alt dette stemte i virkeligheden ikke. Til trods herfor påstod Neergaard, at der fandtes ikke noget urigtigt i kommunikeet, hvis man — ja, hvis man da forstod at læse det rigtigt.

58

Nå, der var desværre kun få, der evnede at sætte sig ind i den rabulistiske tankegang, statsministeren så ihærdigt forsvarede, og derfor måtte han selvfølgelig ligesom dr. Ussing se sig udsat for de hårdeste angreb. Dem var han først ude for i den overordentlige rigsdagssamling i september 1922, senere i pressen. I bladene gik bl.a. grev Bent Holstein grundigt i rette med dr. Ussing og de to ministre i den allerede foran nævnte artikelrække i “Aarhus Stiftstidende” (13. januar 1923 og følgende dage, genoptrykt i pjecen: “Landmandsbankens dødskamp og livlægernes bulletiner -“, Kbh. 1926), i hvilken bl.a. endnu fremhævedes, at kommunikeet alle vegne var blevet opfattet som en embedserklæring, der rigtignok manglede underskrift, men dog gav udtryk for et arrangement, der var tilvejebragt efter en officiel, embedsmæssig undersøgelse og som sådan var af absolut forpligtende karakter.

Selve angrebene gav statsminister Neergaard anledning til to gange at indlede fornærmelsesproces mod de personer, der beskyldte ham for usandfærdig tale. I det første tilfælde sagsøgte han formanden for Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, fhv. sognepræst Carl Moe, fordi denne i et møde i Harboøre Kirke den 5. november 1922 (ifølge referat i “Ringkøbing Amts Dagblad”) bl.a. Havde sagt, at statsministeren havde gjort sig skyldig i bevidst løgn. Præstens ord havde været: “Djævlens væsen er løgn, og han er løgnens fader. Og ude i verden ophøjes løgnen; hvor er denne verden gennemtrukket og gennemsivet af løgn. Vi møder løgnen hos Statens styrere, konger, fyrster, ministre, Rigsdagen — hele regeringsmaskineriet er gennemtrængt af løgn. De lyver, når det passer dem og dementerer bagefter. Vi har nylig haft et eksempel med den danske Landmandsbank, hvor Regeringens chef gjorde sig skyldig i bevidst løgn; men alligevel sidder han stadig på sin høje ærespost, uagtet han vitterlig har løjet. Det er forfærdeligt, at det kan ske.” I retsmødet

59

i Odense vægrede den gamle 74-årige præst sig ved at indgå forlig, idet han gjorde gældende, at han ikke havde nævnt statsministeren ved navn, men havde talt om Regeringens chef og i øvrigt blot havde villet revse tiden uden at fornærme statsministeren. Det havde navnlig været ham om at gøre at få konstateret, om statsministeren virkelig havde gjort sig skyldig i bevidst løgn. En fornærmelse kunne ikke foreligge, når det, han havde sagt, beroede på sandhed. Dommen faldt den 23. december. Den lød på mortifikation [at de var krænkende] af de to mod statsministeren benyttede udtryk “skyldig i bevidst løgn” og “vitterligt har løjet”, endvidere på en bøde på 400 kr. til statskassen. I domspræmisserne gaves der imidlertid præsten ret i det afgørende punkt, idet der udtaltes, at der måtte gives pastor Moe medhold i, “at erklæringen var affattet således, at publikum i almindelighed måtte forstå den, som om der ingen uoverensstemmelse var mellem bankens og bankinspektørens vurdering af bankens tab”. Da imidlertid Neergaard nægtede, at der var noget urigtigt eller vildledende i erklæringen og pastor Moe ikke mentes at have godtgjort, at han havde føje til at sigte Neergaard for bevidst løgn, faldt der dom efter Straffelovens § 216. (Jf. Politiken, 24. 12. 1922.) Også i den senere afgivne landsretsdom tales om “den uklarhed i meddelelsen (dvs. Juli-erklæringen), der kunne give og har givet anledning til urigtig opfattelse af de i meddelelsen omhandlede forhold”. Også grev Bent Holstein blev dømt for fornærmelse af statsministeren, fordi han i en artikel om den politiske situation i “Nationaltidende”, den 1. december 1922 havde udtalt, at Neergaard havde gjort sig skyldig i løgn, ligesom før ham Edvard Brandes i forhandlingerne om de vestindiske øer; ganske vist ikke direkte, men på en finere måde”. Til begrundelse for denne opfattelse tilføjedes: “Den berygtede bankerklæring har ikke hans underskrift, for den var overhovedet ikke underskrevet, men han kendte den dog og havde givet den sit samtykke. Der stod heller ikke en positiv løgn i den, men den var dog affattet

60

således, at den for almindelige medborgere skulle skjule den uhyggelige sandhed.” Også i dette tilfælde faldt der dom, omendskønt retten anerkendte, at erklæringen af 9. juli var objektivt falsk og vildledende.

Særligt graverende var det endelig, at den så omstridte erklæring bidrog til at fremkalde det indtryk, at de for den trufne ordning ansvarlige personer var sikre på, at ordningen ville holde. Også heri forelå en skæbnesvanger vildførelse af den offentlige mening. Thi nationalbankdirektør Ussing har selv måttet indrømme, at han ikke rigtigt stolede på Glückstadts beregninger, og blandt ministrene var der i det mindste én, som ikke kunne underkende bankinspektørens skøn, nemlig handelsministeren. Han kunne ikke fæste lid til det af banken vurderede tab på 55 3/4 mil. kr., når bankinspektørens lå 90 mil. kr. højere, og han måtte fra begyndelsen af være klar over, at ordningen aldrig ville føre til det ønskede resultat, så snart man måtte gå ud fra, at der endnu udover det i kommunikeet nævnte tab måtte regnes med den formidable difference på 90 mil. kr. Derfor resumerer grev Bent Holstein med rette i sin ovennævnte pjece:

“Konsekvensen af 9. Juli-ordningen måtte være et af to. Enten bankinspektørens afskedigelse, eller en officiel, om end diskret billigelse af, at Landmandsbanken i en række år skulle fortsætte med at afgive urigtige regnskaber, indtil differencen mellem de to forskellige vurderinger var udlignet.”

Handelsminister Tyge Rothe havde et særlig tungt ansvar for den udvikling, der førte til juli-forhandlingerne. Han var i tide bleven advaret mod den truende katastrofe. Han burde straks efter at den konservative folketingsmand Lemvigh-Müller i oktober 1921 kraftigt havde påtalt

61

spekulationens udskejelser og samtidig havde påvist nødvendigheden af en energisk bankkontrol, have foranlediget bankinspektøren til at undersøge Landmandsbankens forhold. Det gjorde han ikke. Hvis han havde opfyldt sin embedsmæssige pligt, ville den falske regnskabsaflæggelse for 1921 være blevet forhindret, og det ville også have været muligt i tide at stoppe Nationalbankens støtteaktion. Neergaard ville næppe have haft mulighed for at gennemføre sit Dollar-lån i december 1921 med Glückstadts hjælp, hvis bankinspektøren i tide havde fået ordre til at indlede revisionen. Denne forsømmelse, der i øvrigt også muliggjorde videreførelsen af omfattende aktiespekulationer fra Landmandsbankens side, kom samfundet dyrt at stå og dannede navnlig forudsætningen for Juli-ordningen, hvorved begyndelsen blev gjort til overførslen af risikoen ved banksammenbruddet fra bankens kunder og aktionærer til samfundet. Som forholdene i dag er oplyst, ligger det klart for dagens lys, at netop dette blev tilstræbt, og at handelsministeren derved blot udførte de ordrer, han modtog fra Glückstadt, henholdsvis den jødiske kapitalmagt, men dette gør ikke ansvaret mindre, snarere større. Hvilket komediespil handelsministeren drev, viste sig også netop i julidagene deri, at han kendte bankinspektørens opgørelse flere dage, før han berammede forhandlingerne til lørdag den 8. juli, og at han også på Glückstadts henstilling pressede Nationalbanken til at gå med til yderligere forhandlinger søndag den 9. juli. Han var højfinansens mand, talte om nødvendigheden af et grundigt tilsyn med bankerne, om bekæmpelse af aktiespekulationen osv., men undlod at respektere sine egne love over for Landmandsbanken. Også herom fremsatte Bent Holstein nogle grundlæggende betragtninger i sin ovennævnte pjece, idet han bl.a. Bemærkede:

“Men i hvilken bank havde aktiespekulationen sit fornemste rygstød? I Landmandsbanken. Og i hvilken bank trivedes den mest hårdhændede og hasarderede dividendepolitik? I Landmandsbanken. Hvilken bank flottede sig med de mest ekstravagante vekselererforbindelser?

62

Landmandsbanken. Og i hvilken bank støttede man mest systematisk sine egne aktiers kurs? I Landmandsbanken.

Hr. Tyge Rothe var taktfuld. I syv måneder efter at hr. Lemvigh-Müller i Folketinget havde opfordret ham til at mobilisere Bankinspektoratet, holdt hr. Rothe sig beskedent tilbage, han ville ikke forstyrre den mægtige etatsraad Glückstadts cirkler. Og hr. Glückstadt spillede videre, fik Den private Laanebank i sine garn (imod bankinspektørens protest, men med sanktion fra de herrer Neergaard og Rothe) og klædte igennem det berømte konsortium “Ergor” Nationalbanken af for en snes millioner, hvor det lykkedes at holde Landmandsbankens aktier 10-12 procent over pari (!) lige indtil katastrofen kom den 9. juli.

Da afsluttede de herrer Neergaard og Rothe den taktfulde periode med en sidste cadeau til hr. Glückstadt. De godkendte en officiel erklæring, som angav Landmandsbank-aktiens kursværdi til cirka 110. Den var cirka 0.” —

Tyge Rothe måtte til sidst tage konsekvensen af sin handlemåde. Efter at han i september-dagene havde været udsat for kraftige angreb i tingene, måtte han den 9. oktober 1922 træde tilbage fra sin post som handelsminister.

Under forhandlingerne natten mellem 9. og 10. juli havde statsminister Neergaard lovet at arbejde hen imod, at Staten overtog garantien for den af Nationalbanken bevilligede reservefond. Senere viste det sig, at ministeren ikke rigtigt ville være ved, at han havde lovet at hjælpe i denne retning. Stemningen i folket var jo endnu ikke rigtig forberedt. Med hensyn til statsgarantien fremsattes derfor i den officielle redegørelse, direktørerne W. Stephensen og C. Ussing aflagde til repræsentantskabet efter september-rekonstruktionen, 1922 følgende meget oplysende betragtninger:

“Hvad angår den os ved nævnte lejlighed af Staten stillede udsigt til statsgaranti, vil repræsentantskabet erindre, at Regeringen viste sig villig til at forelægge forslaget for Rigsdagen allerede i juli, og mente da at kunne få det vedtaget, dog ikke uden stærke rivninger, og mange udfald mod Landmandsbanken, hvorimod man ikke kunne love, at garantien ville kunne gennemføres i næste rigsdagssamling. Af hensyn

63

til den for Landmandsbanken nødvendige ro gav Nationalbanken afkald på statsgarantien. Det var at ønske, om pressen også kunne vise resignation.”

Nationalbanken havde altså forbigående givet afkald på statsgarantien. I mellemtiden havde forholdene også ført med sig, at de 30 mil. kr., som var bleven stillet i udsigt i juli-deklarationen, klart måtte erkendes som tabt, da forhandlingerne om rekonstruktionen i september 1922 indledtes. For at sikre Nationalbankens interesser, gik Regeringen derfor også først med til, at de som reservefond bevilligede 30 millioner kroner skulle omlægges og indgå i den nytegnede præference-aktiekapital.

Men dermed havde også hele transaktionen fra juli-dagene opfyldt sit mål. Hensigten var, som Neergaard også fremhævede i september-forhandlingerne i Rigsdagen, at præparere stemningen i folket for den planlagte ordning, at gøre folket fortroligt med, at samfundet overtog risikoen ved den truende katastrofe, at forberede skatteborgerne på, at de i dette tilfælde måtte bringe store ofre for at forebygge en landskatastrofe. Det skulle, som børskommissær Julius Schovelin så drastisk forklarede i sin tale i Landstinget den 21. september 1922, gå trip, trap, træsko. Schovelin udtrykte derved håbet om, at det nu måtte blive ved trap, og at der ikke måtte komme nogen træsko! Ak, håbet var forfængeligt. Der kom ikke blot træsko, der kom tre gange træsko, 1923, 1926 og 1928, og katastrofen blev af et omfang, der oversteg langt de uhyggeligste forventninger.

Den rekonstruktion, som senere vedtoges af Rigsdagen, blev gennemført under forudsætning af, at både Landmandsbankens direktion og bankråd ville træde tilbage. Dette krav blev opfyldt, dog forvoldte det Nationalbanken store vanskeligheder også at få bankdirektør Emil Glückstadt til at nedlægge sit hverv. Dr. Ussing beretter i sin bog om Nationalbanken, at hans banks direktion efter juli-begivenhederne

64

“orienterede sig hos de andre hovedbanker, hos statsministeren og ledende forretningsmænd og overalt fik den mening tilbage, at Gl. måtte anses som den eneste, der kunne føre banken igennem”! Klogere var de altså ikke. Ejendommeligt er det imidlertid, at også Nationalbankens ledende mænd, i modsætning til dr. Ussings fremstilling, skal have modsat sig Glückstadts afsættelse. Det fortæller i det mindste Glückstadt selv (jvf. fru Laura Glückstadts skrift s. 156). Her fortæller Glückstadt bl.a., at “stærke kræfter, der ville mig til livs, fandt ordningen af 8.-9. juli alt for gunstig for Landmandsbanken og derfor ikke kunne helme, før den var stødt omkuld.” “De sigtede” — fortsætter han, “på mig, og de ramte både mig og banken.” De kunne nemt have nået det tilstræbte mål; thi han havde — erklærer han — ikke klamret sig til banken. Han havde straks efter ordningen af 9. juli såvel over for bankrådets formand som over for Nationalbankens direktion tilbudt sin demission, men ingen ville høre tale derom. Og Glückstadt tilføjer: “Da nu angrebene imod mig forstærkedes, henvendte jeg mig på ny til bankrådets formand, som til dets viceformand og anmodede atter om min afsked. De henvendte sig i Nationalbanken for at høre dens mening. Jeg modtog samme dag det svar, at man absolut modsatte sig et sådant skridt fra min side. Det var tværtimod min pligt trods angrebene at fortsætte arbejdet.”

Her står erklæring mod erklæring. Hvem der har ret af disse to upålidelige mænd, kan ikke afgøres. Kun kan bl.a. konstateres, at Nationalbanken allerede den 13. juli 1922 meddelte Landmandsbankens direktion, at man ønskede at føre nøjere kontrol med bankens dispositioner, bl.a. med den daglige handel med Landmandsbankens aktier, vedrørende de formentlig nødvendige nedsættelser i bankens administrationsudgifter, større låneaktioner i ind- og udland, årsregnskabets udarbejdelse osv. Og skrivelsen sluttede: “Uagtet vi ikke er i tvivl om, at den ærede bank er enig i ovenstående, ville vi sætte pris på en udtalelse desangående ved

65

påtegning på nærværende skrivelse, der bedes tilbagesendt.”

Glückstadt kviede sig ved at gå med til en sådan ordning, og der gik nogle dage, inden han bekvemmede sig til sammen med en af de andre direktører at underskrive. Samtidig gik han sine egne veje, på trods af Nationalbankens ønsker, navnlig ved at dirigere syndikatets daglige opkøbstaktik efter eget forgodtbefindende. Han købte stadigvæk ind til en højere kurs end det passede Nationalbanken, da han — ifølge Ussing, “med støtte af samtlige børskyndige medarbejdere i banken frygtede en katastrofe ved at gå hurtigere end sket ned i kursen og satte denne opfattelse igennem”. Da opkøbene standsede, var kursen endnu omkring 80! Disse og andre vanskeligheder, som opstod i samarbejdet mellem Nationalbanken og Landmandsbanken, lader formode, at Ussing har ret i sin påstand. På den anden side kan henvises til, at Glückstadt endnu efter udnævnelsen af grosserer Ernst Meyer til meddirektør i Landmandsbanken lod meddele i “Politiken”, at han til stadighed var den administrerende direktør og vedblivende ville være det, mens direktør Meyer måtte betragtes som direktør Harhoffs efterfølger og ville virke som bankdirektør nr. 2. Ej heller dette borger for rigtigheden af Glückstadts påstand om, at han selv havde tilbudt sin demission. Hvis den skulle være rigtig, bliver i øvrigt også Ernst Meyers forbehold uforståeligt. Denne havde nemlig — ifølge den redegørelse, fru Glückstadt giver i sit tit nævnte skrift s. 177 — kun taget imod opfordringen til at overtage direktørstillingen “på den udtrykkelige betingelse og efter modtaget forsikring fra Nationalbanken om, at min mand ville forblive i sin stilling som Landmandsbankens administrerende direktør”. Dette forbehold havde jo været unødvendigt, hvis Glückstadt alligevel ville gå.

Meyers tiltrædelse skete omkring den 1. september. Den 4. september tog Glückstadt sammen med sin frue ud af landet, til England og Frankrig. Ussing taler i denne sammenhæng om Gl.’s “frivillige” rejse. Opholdet i udlandet varede fra

66

4. til 17. september. Den 18. s.m. nedlagde Glückstadt sin post som direktør, og umiddelbart derefter drog han atter udenlands, til Paris, for dog nogen tid senere at stille sig til rådighed for den ifølge lov af 21. september nedsatte bankkommission.

Alt imens havde dr. Ussing haft nok at gøre med at overbevise personer, der stod Glückstadt nær, om nødvendigheden af, at denne måtte vige sin stilling. Racefællen Ernst Meyer ønskede som lige nævnt Glückstadts forbliven, Edvard Brandes havde endnu den 9. august 1922 i en skrivelse til Gl. udtalt håbet om, at denne ikke måtte lade sig påvirke af ondsindede bestræbelser, der kunne rettes mod ham, og det lykkedes først Ussing efter indgående forhandlinger at foranledige Brandes og bankens snævrere bestyrelse til at se anderledes på sagen. Endelig, den 17. september 1922, kunne det meddeles offentligheden, at alle de medlemmer af direktionen såvel som af bankrådet, der havde underskrevet det misvisende regnskab, som udsendtes for året 1921, ville gå af.

Som “fremragende” personligheder, der ville komme i betragtning for nybesættelsen af direktion og bankråd, nævntes samtidig bl.a. direktør Cold, generalkonsul Wilhelm Weimann og direktør Hassing Jørgensen. Altså: to af Glückstadts intimeste spillebrødre og den mand, som senere vandt “navn” som direktør for Revisions- og Diskontobanken, blev først nævnt som emner for ledende poster i banken! Den 21. september var der tale om, at to af bankens underdirektører, Mik-Meyer og Oluf Nielsen, skulle forfremmes til direktører. Oluf Nielsen blev det sammen med den jødiske grosserer og formand for Grosserersocietetet Ernst Sally Meyer. I det nydannede bankråd blev jødernes håndgangne mand, kammeradvokat Vagn Aagesen formand, medens kvartjøden, grosserer Emil C. Hertz, fandtes blandt medlemmerne. Af hensyn til sin formandspost i Grosserersocietetet trådte Ernst Meyer den 1. april 1923 tilbage fra direktørposten; han byttede ved denne lejlighed gårde med Emil Hertz, idet han selv blev

67

bankrådsmedlem, medens Hertz indtog stillingen som ledende direktør i den rekonstruerede bank. 

d) Den anden og tredje rekonstruktion af Landmandsbanken den 22. september 1922 henholdsvis den 5. februar 1923.

Juli-arrangementet kunne selvfølgelig ikke holde. Det har uden tvivl alle deltagere i forhandlingerne været klar over, også de to medansvarlige ministre. Heller ikke ude i folket stolede man helt på de oplysninger, der blev givet i kommunikeet. Pressen tav. Dog inden for de indviede kredse havde man tydeligt på fornemmelsen, at tabene var væsentlig større end 55 3/4 mil. kr. Schovelin berettede i Landstinget den 21. september 1922: “Man sagde mand og mand imellem — Gud ved, hvor mange gange jeg har hørt det på Københavns Børs —: ja, der må vel lægges mindst 50 mil. kr. til.” Han pointerede endvidere, at de herrer ministre burde have vidst, at bankdirektørens opgørelse var fuldkommen forkert, fordi de havde den rigtige opgørelse liggende for sig. Glückstadt burde her have været den sidste til at give råd, da han selv sad på anklagebænken.

De medvirkende til juli-arrangementet var senere også ude for anden kritik, navnlig som skildret i Rigsdagens forhandlinger i september. Det bebrejdedes dem bl.a., at de ikke straks i juli havde indledt alvorlige skridt til rekonstruktionen. Denne anskuelse imødegås udførligt af dr. Ussing i det ofte omtalte memorandum til Nationalbankens repræsentantskab. Der er flere grunde, han fremfører til sit forsvar. I første række fremhæver han Glückstadts trussel om bankens lukning. Han mener heroverfor, at det i og for sig måtte være ret ligegyldigt, hvor megen vægt man mente at burde lægge herpå; for forhandlingsdeltagerne måtte det være afgørende, om Glückstadt på grund af truende run blev nødt

68

til at lukke, og en sådan fare var nu engang til stede. I september havde man derimod tid til at forberede de fornødne foranstaltninger, da henstilling til nationalbank og regering om yderligere hjælp allerede skete den 9. september. I juli måtte man også holde sig til Glückstadts tabsberegning, som ikke gjorde yderligere skridt end de allerede foretagne fornødne og først senere måtte man erkende, at bankinspektørens skøn var det rigtige. Man måtte endvidere også i juli tage hensyn til, at Regeringens og Rigsdagens stilling ikke var afklaret og folkeopinionen ikke forberedt. Hertil gives følgende yderst interessante oplysninger i beretningen til repræsentantskabet:

3. I juli kendte vi ganske vist statsministerens og handelsministerens opfattelse af det nødvendige i at holde banken oppe ved statshjælp. Men ingenlunde det øvrige ministeriums opfattelse, hvad også under forhandlingerne blev fremhævet. Og endnu mindre Rigsdagens opfattelse. Ét fik vi i hvert fald tydelig at vide, dette at forhandlingerne på Rigsdagen ville ikke gå glat, men under meget stærke gnidninger, og altså efter al sandsynlighed tage skæbnesvanger lang tid.

De to ministre gik altså ud fra, at de handlede stik imod deres regeringskollegers og Rigsdagens ønsker, men de satte sig glat ud over det parlamentariske livs krav for at varetage den jødiske kapitalmagts interesser. Og bagefter var de for feje til at stå inde for deres forræderi mod deres politiske principper ved straks at fremskaffe det statslige garantitilsagn, de havde lovet Nationalbanken. Men sagen var endnu værre. Thi næste punkt i beretningen lyder:

4. Fremdeles havde Nationalbankens hjælpeløfte i juli hos mange skabt den overbevisning, at det offentlige ikke ville lade banken falde, og på grundlag af denne overbevisning, som pressen bidrog til at befæste, kunne de offentlige forhandlinger i september foregå uden katastrofe.

Her slap det ud! Her røbes, hvad der var den egentlige hensigt med juli-arrangementet. Man accepterede Glückstadts

69

synspunkter for at vinde tid til at præparere stemningen, for at lave Landmandsbankens rekonstruktion til et statsanliggende. De jødiske aktionærers interesser var jo allerede reddet ved Nationalbankens opkøbsaktion siden november 1921, nu skulle de jødiske indskyderes (og dermed selvfølgelig også andre indskyderes, som imidlertid i forhold til jødiske kapitalisters interesser sikkert har været relativt ringe) sikres ved statshjælp. Dette var målet, og den jødekøbte presse får i punkt 4 ros for at have ydet en god indsats i dette “oplysningsarbejde”.

Så kunne man altså i september i Rigsdagen tage fat på den anden rekonstruktion. Ca. 12 dage fandt i al hemmelighed og i ro og mag forhandlinger sted mellem Regeringen, Landmandsbanken, Nationalbanken, Ø.K. og det Store nordiske Telegrafselskab, og efter at disse var afsluttet, blev Rigsdagen indkaldt for, med pistolen på brystet, inden 24 timer at godkende den ordning, Regeringen ønskede gennemført. Overfor Rigsdagen skulle sagen piskes igennem i en forrygende fart. Da Ove Rode den første forhandlingsdag hen på aftenen spørger statsministeren, “om det er rigtigt, at statsministeren har erklæret, at denne sag må være færdig i Rigsdagen inden i morgen tidlig”, svarer Neergaard: “Ja!” Men helt sådan ville Rigsdagen dog ikke lade sig diktere. Det besluttedes, at lovforslaget om Landmandsbankens rekonstruktion skulle gå i udvalg, og den 20. fortsattes forhandlingerne i Folketinget, den 21. i Landstinget. Neergaard havde altså ikke helt så meget held med sin chok-taktik den 19. september Som Glückstadt den 9. juli 1922.

Folket erfarede for første gang om de nye forhandlinger gennem en officiel redegørelse, som udsendtes den 17. september 1922 om aftenen. Heraf citeres:

“Angående rekonstruktionen af Landmandsbanken meddeles følgende:

Da det har vist sig, at den i juli måned i år af Nationalbanken

70

tilsagte støtte til Landmandsbanken ikke har skabt den nødvendige ro og tillid til banken, har der i de seneste dage været ført indgående forhandlinger mellem Regeringen, Nationalbanken, Østasiatisk Kompagni, Store nordiske Telegrafselskab og andre institutioner samt bankinspektøren. Som resultat af disse overvejelser er det bestemt, at Landmandsbankens finansielle grundlag skal yderligere styrkes, ligesom bankens ledelse bør undergå en gennemgribende rekonstruktion.

For at udelukke enhver tvivl om bankens soliditet er der tegnet en præferencekapital på 100 mil. kr., der overtages af Staten, Østasiatisk Kompagni, Store Nordiske og Nationalbanken, som i stedet for de tidligere tilsagte 30 mil. kr. reservekapital tegner 35 mil. kr. præferencekapital.

Til godkendelse af Statens andel, som udgør 40 mil. kr., samt af nedennævnte garantitilsagn, hvilket er betingelserne for ordningen, vil Rigsdagen blive indkaldt til førstkommende tirsdag.

Af Staten garanteres i det omfang, som finansministeren måtte finde forsvarligt, Nationalbanken de lånetilskud, som denne må anse det for fornødent at yde Landmandsbanken i anledning af eventuelle vanskeligheder i overgangstiden … Indtil den vedtagne ordning er endelig fastslået gennem Rigsdagens godkendelse, begrænses bankens udbetalinger således, at der på hver enkelt indlånskonto eller kontokurent-konto kun kan hæves indtil 1.000 kr.”

Også begrundelsen i denne officielle redegørelse er selvfølgelig falsk. Hvis man ville have sagt sandheden, burde man have meddelt offentligheden, at den af Glückstadt foretagne tabsregning, der dannede grundlaget for juli-arrangementet, havde svigtet, og at man derfor nu måtte indlede mere omfattende hjælpeforanstaltninger. Men en sådan kritik ville man naturligvis ikke tillade sig over for den jødiske storbedrager. I øvrigt kunne Glückstadt selv være tilfreds med den nu indledte ordning, da Staten nu var bundet til Landmandsbankens skæbne! Dermed var alt nået. I denne første omgang gik Staten ind i sagen med 40 mil. kr. samt en begrænset statsgaranti, over hvis omfang finansministeren senere skulle træffe nærmere bestemmelse. I redegørelsen meddeltes endvidere, at der ville blive indkaldt en ekstraordinær generalforsamling i Landmandsbanken, hvor der skulle tages beslutning vedrørende nedskrivningen af den nuværende

71

aktiekapital, og at H. N. Andersen havde lovet at indtræde i det nye bestyrelsesråd.

Tirsdag den 19. september Måtte Regeringen endelig også give Folketingets finansudvalg ren besked. Her erklæredes bl.a., at man havde fortiet de forhandlinger, der havde fundet sted i juli måned for ikke at skabe uro på et tidspunkt, hvor man endnu ikke havde klarhed over forholdene. Det oplystes endvidere, at bankinspektør Green på det tidspunkt havde opgivet tabet til 144 mil. kr. Disse erklæringer affødte selvfølgelig en lang række forespørgsler i Finansudvalget, og gav derefter anledning til en indgående debat i begge ting, en debat, som navnlig drejede sig om juli-ordningens betimelighed og om det ansvar, der påhvilede deltagerne i disse forhandlinger, fordi de var gået med til at give offentligheden en fuldkommen vildledende fremstilling af Landmandsbankens stilling. Episoder fra denne diskussion er gengivet foran. Det siger sig selv, at kritikken navnlig satte ind fra Socialdemokratiets og de Radikales side, som ikke kunne føle sig direkte medansvarlige for den nu opståede situation. Socialdemokraten Hauge pegede bl.a. hen på, hvorledes et menigt medlem af tinget (Lemvigh-Müller) nogle måneder i forvejen “spagfærdigt stod op på denne talerstol og prøvede at øve kritik og sige et advarende ord — Den høje regering var der straks med en lovprisning af den mand, der satte Landmandsbankens eksistens på spil”. Det var — mente den socialdemokratiske folketingsmand — de frie kræfters spil, der havde fremkaldt katastrofen, og netop deri viste det sig, hvor nødvendigt det var, at statsmagten øvede strengere kontrol. Og moralen havde lidt skade. De ledende mænd i samfundet havde boltret sig i overdådig luksus, fabelagtig flothed i deres optræden osv., og dette slette eksempel havde smittet nedadtil. Han fortsatte: “De ledende mænd tjente ikke 10.000, 100.000, de skulle tjene millioner; de skulle jo bruge dem for ret at vise sig, ofte på den mest udfordrende, for ikke at sige på den mest skamløse vis. Og det kunne de gøre i

72

kraft af det spil, der blændede så mange, det spil, som man animerede til, det spil, som man satte så højt i modsætning til samfundskontrol, samfundsindseende med virksomhederne. Og hvad var så det meste af spillet, hvad var det andet end svindel, svindel, svindel?” Men nu måtte det være slut hermed, nu måtte det også undersøges, om disse mænd havde handlet forbryderisk i juridisk henseende. Hauge krævede derefter, at det nu endelig måtte forbydes ved lov, at bankdirektører måtte tage sæde i alle mulige bestyrelser. Det konservative medlem Pitzner var nu ligeledes nået til erkendelsen af, at det var rigtigt at indføre en sådan bestemmelse, og i øvrigt forlangte de konservative nu på det bestemteste, “at alle underskrivere af det falske regnskab fjernes, enten de sidder i direktionen eller i bankrådet”. Og alle partier var nu enige om, at en sådan omdannelse af bankledelsen var fornøden, og at der skulle gennemføres en undersøgelse til bunds.

Samtidig lagdes spiren til en debat af principiel betydning, nemlig debatten om, hvilken regering der er ansvarlig for Landmandsbankens sammenbrud. Da Ove Rode gav en lille antydning af, at det var den store indførsel til spekulation og luksus, som havde ødelagt alt, replicerede Neergaard prompte, at “denne store indførsel til spekulation og luksus foregik netop i langt det største omfang i den tid, der gik forud for denne regerings dannelse”. Neergaard havde jo ret. Men han skulle ikke have sagt det; thi det var et farligt tema, han her rørte ved. Her blev jo netop ledemotivet anslået for de vidtspændende forhandlinger om skyldspørgsmålet i januar-februar 1923 og navnlig i første halvdel af februar 1924.

At Neergaard selv var klar over de farlige konsekvenser, en alvorlig drøftelse af skyldsspørgsmålet nødvendigvis måtte have for det parlamentariske styres anseelse, fremgik med al ønskelig tydelighed af den erklæring, han sammen med Venstres daværende formand, S. Brorsen, udsendte den

73

21. september gennem Ritzaus Bureau umiddelbart efter rigsdagsforhandlingerne. Den havde følgende ordlyd:

“På dertil given foranledning ønsker vi i overensstemmelse med vore udtalelser i Folketinget at udtale, at vi meget må advare imod, at man fra nogen side lægger ansvaret for den store landsulykke, som er hændt, på dette eller hint politiske parti. Politik bør holdes ude fra denne sag; ellers vil det blive umuligt fra alle sider at mødes i samarbejde for på bedste måde at råde bod på ulykken.”

Den af Rigsdagen vedtagne lov, som nu tog bankinspektør Greens beregning af tabet til grundlag for forhandlingerne, svarede i det store og hele til det forslag, der var udarbejdet af Regeringen. Dog blev det bestemt, at ikke alle 100 mil. kr. skulle tegnes som præferenceaktier, men kun 70 mil. kr., medens 30 mil. kr. skulle overføres til bankens reservefond efter nedskrivning af den gamle aktiekapital. Af de 70 mil. kr. skulle ifølge loven Staten overtage 40 mil. kr., Østasiatisk Kompagni 20 mil. kr., Nationalbanken 5 mil. kr. og Store nordiske Telegrafselskab 5 mil. kr. De 30 mil. kr. til reservefond skulle indskydes af Nationalbanken. Med hensyn til sidstnævnte beløb udtaltes i Folketingets udvalgsbetænkning, at man under hensyn til juli-arrangementet anså det for rigtigt, at kapitaltilskuddet skete på den måde. Grev Bent Holstein, som i og for sig anså hele ordningen for betænkelig, og som rettede en sønderlemmende kritik mod ministrene Neergaard og Rothe, var den eneste af medlemmerne, der undlod at stemme. Bortset herfra stemte alle rigsdagsmænd i begge ting for loven. Det samtidigt forelagte lovforslag om oprettelse af en undersøgelseskommission fandt enstemmig tilslutning.

I lov om Statens medvirken til en reorganisation af den danske Landmandsbank af 21. september 1922 bestemtes det

74

endvidere, at der af bankens regnskabsmæssige årsoverskud forlods skulle tillægges præferencekapitalen 5 pct. udbytte. Den nydannede, af Nationalbanken til rådighed stillede reservefond på 30 mil. kr., som først skulle indbetales, efter at de gamle aktier var nedskrevet til 10 pct., skulle dernæst forrentes med 5 pct. Til indskyderen. Der indførtes endvidere i loven, at det af Staten indskudte aktiebeløb skulle holdes udenfor udtrækningen, indtil de af andre tegnede præferenceaktier var udtrukket. Efter at der så var fastsat nærmere regler vedrørende bankens ledelse, indføjedes i § 3’s sidste afsnit følgende ligefrem revolutionerende bestemmelser:

“Ingen af bankens direktører kan være medlemmer af erhvervsdrivende selskabers bestyrelse eller direktion eller være deltagere direkte eller indirekte i forretninger. Ingen statstjenestemand må have sæde i bankrådet som repræsentant for private interesser”.

Siden tiden før verdenskrigen havde spørgsmålet om indførelsen af sådanne bestemmelser været til debat, men altid var de bleven afvist. I krigstiden syltedes sagen hen af ministeriet Zahle, og senere var det Ministeriet Neergaard, der hævdede det standpunkt, at man ville træde kapitalisternes og bengnavernes interesser alt for nær, hvis man gennemførte sådanne “vidtgående foranstaltninger”; jævnfør handelsminister Rothes overlegne og skarpe afvisning af dette krav endnu den 15. november 1921. Nu måtte de herrer parlamentarikere altså gå til biddet. Men nu var skaden også sket.

Rigsdagen selv gik kun meget modstræbende med til den af Regeringen foreslåede ordning; også inden for Venstre var modstanden ikke ringe. Men man føjede sig imidlertid, da udviklingen nu var ført så langt, at man ikke mere mente at kunne trække sig tilbage. Forholdet karakteriseredes her træffende i de Radikales betænkning, hvori der bl.a. sagdes: “Hele reorganisationen er på en sådan måde foregrebet dels

75

ved det den 9. juli af to ministre og Nationalbanken uden Rigsdagens vidende og medvirkning iværksatte hjælpeforsøg, dels ved de forud for regeringsforslaget førte forhandlinger, hvori Rigsdagen heller ingen del har haft, at enhver tanke om at tilvejebringe en anden ordning til sikring af landets erhvervsliv mod de uoverskuelige følger af bankens sammenbrud har været udelukket”. I skarpeste modstrid med det parlamentariske livs regler blev altså denne den alvorligste sag, Rigsdagen nogensinde havde stået over for, gennemført. Og så overskuede man endda stadig ikke konsekvenserne af den trufne ordning, idet finansminister Neergaard i Finansudvalgets møde udtrykkelig havde erklæret, at det i øjeblikket var umuligt at sige noget bestemt om, hvorvidt bunden var nået, men at der var grund til at antage, at bunden var nået.

Bunden var ikke nået, og skandalen blev større fra år til år.

Allerede ved 2.-behandling af forslaget til finanslov for 1923-24 i januar 1923 satte diskussionen for alvor ind ved drøftelserne om Justitsministeriets etat. Det var den såkaldte Cold-sag, der gav anledning hertil. Oppositionspartiernes ordførere samt grev Holstein rettede alvorlige bebrejdelser imod Regeringen, fordi den ikke ville forelægge de dokumenter, der kunne tjene til belysning af spørgsmålet, hvorvidt udenrigsminister Cold i sin tid selv havde været med i spekulationen i sit eget selskabs aktier osv. Han sigtedes her navnlig for ved en erklæring af 11. juli 1916 at have forsøgt at influere på sit eget selskabs aktiekurs og at have udnyttet den ved erklæringen fremkaldte baisse i papiret til egen fordel. Han skulle have været med til nogle dage umiddelbart før 11. juli 1916 at sælge og umiddelbart efter igen med til at købe tilbage. Denne sigtelse viste sig hurtigt at være uberettiget, men angrebene standsede ikke alligevel. Thi nu konstateredes det, at Cold til andre tider havde været med i omfattende

76

konsortial-spekulationer sammen med Glückstadt, Richelieu osv. Et par måneder havde denne sag været fremme i den offentlige diskussion, for dernæst at blive bragt på tale i Folketinget den 19. januar 1921. Den kom således til at danne grundlaget for en endeløs debat, medens selvfølgelig den egentlige spekulation og svindel, der prægede hele Landmandsbank-sagen, ikke kom til behandling; undersøgelserne på dette område var dengang endnu langt fra afsluttet og kunne derfor ej heller drøftes allerede på dette tidspunkt.

Men alligevel kom det til heftige kontroverser, fordi Regeringen principielt havde afvist kravet om at fremlægge materiale fra Undersøgelseskommissionen, så længe undersøgelsen endnu stod på. Navnlig var grev Bent Holstein i sin tale den 23. januar 1923 meget aggressiv, da han mente, at kommissionen ikke bød den fornødne garanti for en undersøgelse til bunds, bl.a. fordi et af medlemmerne, bankinspektør H. Green, selv var part i sagen og når som helst kunne kræves afhørt i anledning af, at han ikke i tide tilrådede undersøgelsen af bankens forhold i henhold til instruksen af. 29. juni 1921. Det måtte også — mente Holstein — undersøges, hvorvidt bankinspektørens overordnede, handelsministeren og finansministeren, havde gjort deres embedsmæssige pligt. Og under henvisning til rigsretsprocessen mod ministrene J. C. Christensen og Sigurd Berg tilføjede han, at “det er udenfor enhver tvivl, at den højtærede statsminister (Neergaard) og hr. Tyge Rothe er mindst lige så modne til Rigsretten efter deres gerninger og forsømmelser … Grev Holstein krævede endvidere undersøgt, hvorvidt de oplysninger, bankerne skulle tilstille bankinspektøren samtidig med deres månedsbalancer, for Landmandsbankens vedkommende havde været i overensstemmelse med handelsministerens cirkulære for bankerne af 21. september 1921, og om de ikke havde afgivet noget grundlag til påtale. Han fortsatte: “Endelig påhviler det Bankkommissionen at redegøre for 9. juli. Ordningen — naturligvis … hele Juli-ordningen stod og faldt med de 4

77

svigefulde linjer i kommunikeet om bankinspektørens vurdering”. Dertil knyttedes den yderst sigende bemærkning, at den provinsbankdirektør, som eventuelt på samme måde havde benyttet sig af bankinspektørens navn til en vildledende fremstilling af forholdene som i 9. Juli-erklæringen, efter al sandsynlighed ville være blevet tiltalt for svig efter Straffelovens § 257. Den omstændighed, at nationalbankdirektører og ministre havde været med i transaktionerne, gjorde dem selvsagt ikke bedre. Grev Holstein pointerede fra først til sidst, at folket krævede en undersøgelse til bunds, og at også Rigsdagen ved forhandlingerne om nedsættelsen af en undersøgelseskommission i tilstrækkelig grad havde ladet forstå, at man ikke ville slå sig til tåls med en Etatsraad-kommission, men at der skulle tages hårdt fat. Han citerer hertil forskellige taleres betragtninger og fremhæver også socialdemokraten Hauges ord: “Den høje regering kan jo dog ikke mene, at rigsdagsmænd er en flok får, der kan gennes sammen i en fold for at bræge, så at sige på befaling fra oven”. Nu skulle alt sættes ind på at vinde folkets tillid igen, nu burde man våge over, “at den harske og ildelugtende olieplet, der fra de hidtil toneangivende Landmandsbank-kredse har bredt sig så beskæmmende i vort lille samfund, ikke også får lov til at sætte en plet på dansk retspleje”.

Det er betegnende for Ministeriet Neergaards indstilling, at disse betragtninger blev kraftigt tilbagevist. Nej, man ønskede ingen diskussion, så længe undersøgelsen stod på, og man ønskede at bestemme over, hvilke forhold der skulle gøres til genstand for undersøgelse. Man søgte, som grev Holstein ganske rigtigt bemærkede, at strø sand på det meste af skandalen. “Forsøget”, siger han, “mislykkedes i sin direkte form, fordi den offentlige mening var imod det, men måske lykkes det nu i den indirekte form, den gode vilje mangler det åbenbart ikke på, hverken fra Regeringens eller fra Det tredie Tings side”. Det konservative partis ordfører, generalauditør Victor Pürschel, som i forhandlingerne gjorde sit

78

bedste for at dysse sagen ned og utvivlsomt også savnede enhver forståelse for denne sags rette sammenhæng, mente meget overlegent, at “over for den art angreb, der her var tale om, har den sigtede ingen forpligtelse til at rense sig”, og han beklagede, at justitsministeren ved sin tale “selv har båret ved til det bål, der skal brænde her i dag under svingning af tomahavker og afdansning af krigsdanse”. Større ansvar følte altså Pürschel ikke over for den landsulykke, Landmandsbankens sammenbrud havde påført samfundet, end at han troede med sådanne tåbelige bemærkninger at kunne unddrage sig og tinget ubehagelige kontroverser. Men det var jo den samme mand, som allerede den 8. december 1922 i Studenterforeningens konservative forening havde givet udtryk for den opfattelse, at Bankkommissionens mandat var meget begrænset, og at man stærkt skulle fastholde denne begrænsning. Han endte her med at udtale ønsket om en skærpet injurielovgivning for at forhindre afsløringen. Han ønskede altså ikke mere en undersøgelse til bunds, og hans tanker faldt dermed godt i tråd med Regeringens, eftersom justitsminister Rytter nogle dage senere, den 11. december, i “Politiken” udtalte, at Kommissionsdomstolen naturligvis ikke var stillet som domstole i almindelighed, der kunne inddrage, hvad den ville i undersøgelsen; det kunne den ikke. Den måtte holde sig til, hvad der var fastsat i loven.

Det var netop denne obstruktion over for en grundig undersøgelse, som fremkaldte mistillid og dermed gav stødet til disse endeløse diskussioner. Meget positivt kom der ikke frem. Dog gav socialdemokraten Borgbjerg den 25. januar 1923 i anledning af den flere dage varende debat om Colds interview fra 1916 en nøjere skildring af de med dette interview forbundne spekulationer. Deraf fremgik bl.a., at den så hårdt omstridte erklæring havde ligget hos “Berlingske Tidende” nogle dage, før den kom frem i offentligheden den 11. juli 1916, og at der allerede om eftermiddagen den 10. juli var rygter fremme om den på Børsen, således som det blev bevidnet af grosserer Ernst Meyer, der nu var ledende direktør af Landmandsbanken. At interviewets indhold var blevet bekendt inden for en vis inderkreds, kunne, som Borgbjerg … 

 Konservative mænd. 
 

Højfinansens modstandere, som sattes ud af Rigsdagen.

 
 


Lemvigh-Müller,
f. 1881.


Asger Karstensen,
f. 1874.

 
 

Storkapitalens mænd.

 
 


Arnold Fraenkel,
f. 1851.


Laurits Heine,
f. 1867.

 

 

 


Direktør C. M. T. Cold.

 

Født 10. 6. 1863 Kbh., død 7. 12. 1934 s.st. Direktør for D.F.D.S. 1908–21. Udenrigsminister i Venstre-regeringen 1922–24.

79

… dokumenterede, ene og alene skyldes Cold! Borgbjerg påviste endvidere, at “Berlingske Tidende”s børsmedarbejder, overretssagfører Ejnar Christensen, havde hausset D.F.D.S.-aktierne fra februar til marts 1916, haussede, “indtil pæren anses for moden, indtil springet, det store spring på 10½ pct., sker fra 15. til 16. marts. De herrer Glückstadt og Cold realiserer deres aktiebeholdning og stryger den vældige gevinst ind, og det er fra dette øjeblik, at overretssagfører Ejnar Christensen, “Berlingske Tidende”s børsmedarbejder, begynder at baisse, modarbejder haussen; det kan følges dag for dag i “Berlingske Tidende”. Den 11. juli sælger overretssagfører Ejnar Christensen, “Berlingske Tidende”s børsmedarbejder, og tjener en formue derpå, på grund af sin viden om, at dette interview ville fremkomme”. Omsætningen på Børsen denne berømte eller berygtede 11. juli i D.F.D.S.-aktier beløb sig til ikke mindre end 2 1/3 mil. kr. Borgbjerg knyttede dertil følgende afsluttende betragtning: “Der er sikkert dem, der heraf kunne slutte — jeg drager ikke denne slutning med det kendskab, jeg har til sagen, — men der er sikkert dem, der kunne drage den slutning, at overretssagfører Christensen, “Berlingske Tidende”s medarbejder, var en presseattaché for Det forenede Dampskibsselskabs direktør; han følger nøjagtig direktørens bevægelser, han hausser, hvor det er direktøren belejligt, at han hausser; han baisser, hvor det er direktøren belejligt, at der baisses; han får i forvejen at vide, hvad ingen anden kan have røbet end selve direktøren for Det forenede Dampskibsselskab, og han bruger denne sin viden sådan, at han derved tjener en formue.” (Jvf. Folketingets forhandlinger 1922–23, sp. 3353–3367).

Stormløbet mod udenrigsministeren førte ikke til noget resultat. Det blev derimod tale om parlamentarismens fallit. Bl.a. Erklærede justitsminister Rytter, torsdag den 25. januar til slut, at, “Hvis vi bliver ved på den måde, vi her er begyndt med, så tror jeg, det vil blive parlamentarismens fallit”. Jødepressen er aldeles rasende over, at man på tinge i den grad holder storvask for åbent tæppe. Mest karakteristisk er måske den forbitrelse, der kommer til orde i “Finanstidende”, hvor det bl.a. bemærkedes (31. 1. 1923): “Ingen polsk rigsdag har kunnet afgive et mere beskæmmende billede af forvirring, intet Balkan-parlament afsondre en atmosfære mere depraveret. Man bruger ikke i den danske rigsdag at levere korporlige slag med blækhuse og pulte, men man

80

har i forrige uge drevet det til at sænke taleniveauet så lavt, at adskillige ville have foretrukket korporlighederne. Det, (som er sket), er i hvert fald for parlamentarismen et sammenbrud, der i nogen grad minder om Landmandsbankens”. —

Dog, dermed var spillet ikke endt.

Kun godt en uge senere brød stormen atter løs, og denne gang med særlig voldsomhed.

Lørdag den 3. februar så handelsminister Jørgen Christensen sig nødsaget til at fremsætte ændringsforslag til septemberloven vedrørende Landmandsbankens rekonstruktion, ifølge hvilken der søgtes hjemmel til,

“at den garanti, som Staten i henhold til bestemmelsen i Lov nr. 411 af 21. september 1922 § 1, 2. stykke har påtaget sig for de lån, Nationalbanken finder det påkrævet at yde Landmandsbanken i den ved reorganisationen skabte overgangstid, bliver ændret til en direkte garanti over for samtlige Landmandsbankens kreditorer samt derhos bliver gjort bindende for Staten i et vist åremål”.

I bankrådets skrivelse, som begrunder dette andragende om ubegrænset statsgaranti, bemærkedes, at netto-overskuddet for 1922 ville beløbe sig til 10,6 mil. kr., som foresloges til afskrivning. Men bankrådet skønnede det nu fornødent at foretage afskrivninger til et samlet beløb af 232 mil. kr., medens det til afskrivninger nødvendige beløb i september 1922 blev anslået til 184 mil. kr. og i juli 1922 til 144 mil. kr. (Glückstadt anslog det som bekendt kun til 55 3/4 mil. kr.!) Efter denne afskrivning, manglede der regnskabsmæssig dækning for Reservefondens 30 mil. kr. og for ca. 31½ mil. kr. af den i september skabte præferencekapital 70 mil. kr. Dernæst siger bankrådet god for den nye tabsberegning, idet det dog på enkelte punkter tager forbehold (de russiske

81

fordringer og aktierne i Rekyl-syndikatet), fordi værdiansættelserne her kun var skønsmæssige. Men bankrådet mener, at såfremt den nu fornødne støtte ydes, vil banken kunne fortsætte sin virksomhed på et sundt grundlag. Også bankinspektøren siger god for sagen, idet han i en skriftlig erklæring af 2. februar bemærker, “at den foreliggende opgørelse dels er så omfattende og dels er så kritisk, at den som samlet helhed må siges at give et virkeligt billede af bankens nuværende stilling”. En antydning af forbehold findes dog altså i bankinspektørens erklæring. Mest uforbeholden og selvsikker ytrer imidlertid handelsminister, købmand Jørgen Christensen fra Vejle sig, idet han i sin fremlæggelsestale i Folketinget fremsatte følgende beroligende ord:

“Under forudsætning af normal udvikling vil denne garantiforpligtelse ikke bringe Staten tab, det er endogså sandsynligt, at aktiekapitalen i løbet af en årrække atter kan indtjenes, idet Landmandsbankens normale forretning er god og indbringende”.

Ministeren erklærede samtidig, at banken naturligvis måtte træde i likvidation, hvis Staten ikke som foreslået ville træde til.

Dette var optakten til den mest storstilede afpresningsmanøvre, den danske regering nogensinde har været ude for, men den lå rigtignok ganske på linje med de gangstermetoder, Emil Glückstadt i første omgang med så stort held havde bragt i anvendelse. Denne gang var det statsminister Neergaard, der lagde sagen således til rette, at tingene måtte træffe afgørelsen under tvang. Også denne gang krævede han hurtig vedtagelse, godkendelse inden halvandet døgn; en lørdag middag kl. 2 blev lovforslaget forelagt, og inden den følgende mandag morgen skulle det være vedtaget! Resultatet var, at denne tredje rekonstruktion beskæftigede Folketinget hele søndagen til langt ud over midnat, og at Landstinget derefter kunne begynde med drøftelserne af ændringsforslaget

82

kl. 2 nat og i 3. behandling afsluttede sagen kl. 4,55 mandag morgen. — og banken behøvede altså ikke at lukke.

Hovedstykket i Regeringens forslag gik ud på at affatte § 1, 2. stykke i September-loven som følger:

“Staten overtager med bindende virkning indtil 1. januar 1930 fuld garanti for alle retsgyldige fordringer på Landmandsbanken såvel fra indskydere som fra andre kreditorer, for så vidt disse fordringer ikke kan dækkes af bankens aktiekapital, reservefond og øvrige midler”.

De øvrige bestemmelser var af administrativ art. Ved afstemningen blev to ændringsforslag, som stilledes fra det konservative parti, vedtaget. Herefter blev tiden for statsgarantien begrænset til 1. april 1928, og samtidig vedtoges nedsættelse af et nævn, der skulle søge at sikre landets øvrige bankvirksomhed mod den statsgaranterede banks eventuelle overlegenhed i konkurrencen om indlånsmidler.

I forhandlingerne rettedes selvfølgelig meget hårde angreb mod Regeringen, og navnlig spurgtes fra oppositionens side, hvilke de forhold var, som havde gjort det nødvendigt, at man atter så pludselig kom til Rigsdagen med nye krav. Hvorfor en sådan usædvanlig indgriben? Hvorfor skulle der nu straks ydes statsgaranti helt og fuldt ud over for Landmandsbanken, under trussel af, at banken ellers gik sin undergang i møde? Disse spørgsmål blev naturligvis ubesvaret. Socialdemokraten Hauge fandt det uhørt, at man fem måneder efter, at der var tilvejebragt en ny aktiekapital og en ny reservefond, stod over for den situation, at også dette uhyre beløb var formøblet. “Hvor kan”, spørger han, “Regeringen dog mene, at den nu kan komme og få Rigsdagens tilslutning en gang til? Det er mig ufatteligt, at nogen i denne sal eller i befolkningen kan have tillid til den i dette spørgsmål. Men denne regering er jo i besiddelse af en overordentlig stor

83

selvsikkerhed”. Zahle beretter om de ejendommelige krumspring, handelsminister Christensen havde tilladt sig over for det rigsdagsudvalg, som skulle holde kontrol med Landmandsbanken. Dette udvalg havde konstateret, at de 40 mil. kr., banken havde lånt hos Nationalbanken, var bleven tilbagebetalt, efter at de 100 mil. kr. præferencekapital plus reservefond var bleven indbetalt; Staten hæftede altså ikke mere for noget lån. Men så erfarede man nu pludseligt, at Landmandsbanken på ny havde optaget lån, fredag den 2. februar 25 mil. kr. og lørdag den 3. februar — selve forhandlingsdagen — yderligere 16 mil. kr., i alt 41 mil. kr. til de 40 mil. kr., som var i forvejen! “således” — fortsætter Zahle (sp. 3678) — “at Staten nu er engageret i Landmandsbanken med 81 mil. kr.” (NB.: At Nationalbanken ud over dette havde udlånt 164 mil. kr. til Landmandsbanken mod sikkerhed i veksler og andre værdipapirer, har tilsyneladende ved denne lejlighed ikke været Zahle bekendt.) Stauning gør gældende, at man allerede på et tidligere tidspunkt havde ment at måtte konstatere, at tabene ville blive væsentlig større. Han bemærker, at Ruslands-overenskomstens stranding havde kostet mange af de tabte millioner, andre tab skyldtes svindel og spekulation eller forfejlede investeringer i industrielle virksomheder. Som sådanne foretagender, der var afhængige af Landmandsbanken, nævnede han: porcelænsfabrikker, papirfabrikker, skotøjsfabrikker, metalvarefabrikker, gummifabrikker, tobaksfabrikker, hattefabrikker, beklædningsindustrien, møbelfabrikker og så fremdeles. Det er Stauning, der retter det spørgsmål til ministeriet, hvilke politiske konsekvenser det agter at tage, hvorpå Neergaard udtalte, “at Regeringen har fremsat et forslag af rent saglig art, som den ønsker sagligt behandlet, og som den ikke agter at drage politiske konsekvenser af”. Særlig skarp er den kritik, grev Bent Holstein fremfører, som i øvrigt eftertrykkeligt pointerede, at også den nu forelagte tabsberegning uden tvivl ikke ville holde, og at han ligesom Zahle mente snarere at måtte regne “med et

84

tab på omkring 300 mil. kr.” Kort og knapt bemærkede Holstein endvidere: “Hvis de sunde og lægende kræfter i vort samfund og i vort folk fik lov til at virke frit, ville noget af det første, der skete, være, at Ministeriet Neergaard blev fjernet.” Det konservative medlem Lemvigh-Müller måtte endnu fremsætte den for systemet så karakteristiske beklagelse, at “disse forhandlinger, som er af så overordentlig betydning for hele vort danske samfund, foregår for så at sige tomme ministerbænke”. Når handelsministeren endelig over for grev Holstein bemærkede, at de af denne fremsatte udtalelser ikke gik ham til hjertet, da der nu engang var alt for stor en forskel mellem deres opfattelser, var dette også aldeles forståeligt, idet Venstre-regeringen nu ved flere foranstaltninger havde vist, hvor magtpåliggende det var den, under alle omstændigheder at lægge de svære byrder, der var forbundne med Landmandsbankens rekonstruktion, på skatteborgernes skuldre, for på denne måde at tjene den jødiske kapitalmagts interesser.

I tredje behandling understregede, grev Holstein endnu en gang, at Landmandsbanken efter hans opfattelse var pilrådden, og at han fandt det både sørgeligt og beskæmmende, at den ansvarlige danske regering anså det for nødvendigt nu for tredje gang at rekonstruere og for anden gang, nu med udvidet statsgaranti, at sikre en sådan institutions opretholdelse og bevarelse. Det konservative medlem dr. Frænkel var betænkelig ved at stemme for lovforslaget, da man ikke kunne overse dets konsekvenser, og da man atter skulle tage den største beslutning, som også Holstein havde sagt “med pistolen for brystet”. Men han var også betænkelig ved at godkende Regeringens forslag, da man nu endelig måtte være opmærksom på, “hvorledes der ligesom begynder at oparbejde sig en stemning imod parlamentarismen, og jeg tilstår, at jeg frygter denne stemning noget, fordi den arbejder meget stille og meget roligt, og fordi jeg ikke ved, hvad man skulle sætte i stedet, når man overhovedet ville folkestyre”.

85

Det Radikale partis ordfører udtalte, at det sagligt ville være aldeles uforsvarligt at pådrage Staten en kautionsforpligtelse på ca. 1200 mil. kr. Eller et lignende beløb; og at partiet derfor ville stemme imod. Regeringen mente trods alle de fremsatte betænkeligheder at måtte fastholde forslaget.

Dog lykkedes det denne gang ikke ministeriet at få så stor en tilslutning som ved september-ordningen. Da den afsluttende afstemning skulle finde sted efter udvalgsbehandling og langvarige forhandlinger, blev lovforslaget vedtaget:

i Folketinget med 73 stemmer (Venstre og de fleste Konservative) mod 18 (de Radikale og Holstein), medens 48 medlemmer (socialdemokraterne, Frænkel, fru Hauschultz og Lemvigh-Müller af de Konservative, samt det Frisindede Landsparti) svarede: stemmer ikke; 10 var fraværende;

i Landstinget med 37 stemmer mod 8 (de Radikale); socialdemokraterne stemte ikke.

Socialdemokratiet ville have stemt for statsgarantien, hvis Venstre-regeringen var trådt tilbage; de gjorde altså sagen til et kabinetsspørgsmål, og da de ikke opnåede en regeringsændring, afholdt de sig fra stemmeafgivning. At også de radikale gik imod virker højst besynderlig, når man holder i erindring, hvorledes de under verdenskrigen bidrog til forøgelsen af statsgælden og statsudgifterne. Alene de sidstnævnte steg i finansårene 1914/15 til 1918/19 fra 111,4 mil. kr. op til 615,8 mil. kr. Nu ville de altså være sparsommelige! Men det var jo alt kun det sædvanlige parlamentariske spilfægteri. Alle de bundrådne parlamentariske partier, ønskede faktisk endnu denne gang, at ordningen skulle gennemføres, men idet socialdemokraterne og de Radikale var sikre på, at Regeringen fik flertal for sit forslag, ønskede de at manøvrere sig frem imod det næste valg ved formelt at stemme imod!

Kort og godt: den ubegrænsede statsgaranti for

86

Landmandsbanken blev givet. Skatteborgerne hæftede med ubegrænset ansvar for alle de tab, banken havde haft, og som den måtte udsættes for i den kommende femårige periode. Alt i alt androg tabene, efter som stillingen nu var, i det femår, der gik forud for rekonstruktionen i 1923, ikke mindre end 326 mil. kr. Ydermere havde hjælperne allerede siden november 1922 lidt umådelige tab, Nationalbanken 55 mil. kr., Østasiatisk Kompagni 20 mil. kr., Store Nordiske 5 mil. kr. og Staten i hvert fald 40 mil. kr. Situationen ved rekonstruktionen karakteriseredes endelig derved, at Landmandsbanken i dette øjeblik stod med en gæld til Nationalbanken på mindst 235 mil. kr. Hvorvidt disse beløb var dækket gennem aktiver, kunne dengang ikke oplyses. Men at gældsforholdet endnu langt fra var afklaret måtte erkendes af alle og enhver, der ville se sandheden i øjnene; givet var det også, at forrentnings-forpligtelserne under disse omstændigheder måtte være enorme.

Skæbnesvangert for bankens fremtidige trivsel måtte det selvfølgelig blive, at også det nye hold Landmandsbank-ledere havde samme samfundsopfattelse som dem, der gik forud, de var mænd, som navnlig var behersket af den opfattelse, at det måtte være statskassen, skatteborgerne, der skulle betale. I så henseende var der slet intet ændret. Hovedledelsen lå fremdeles i en jødes hånd, og formanden for bankrådet, kammeradvokat Vagn Aagesen, var en mand, der efter hele sin indstilling følte sig inderlig knyttet til jødedommen.* Den nye bankstyrelse veg heller ikke tilbage for, straks fra begyndelsen af systematisk at vildlede offentligheden med hensyn til bankens virkelige stilling. Hvorfor skulle man dog sige sandheden, når man havde set, hvorledes Glückstadt med sin gangstermoral havde gennemtrumfet sine krav og i første omgang havde bundet Nationalbanken og de kompetente mænd inden for Regeringen til bankens skæbne. Hvorfor skulle man

*) Jvf. ovenfor 4 c, 1. del, s. 439 flg.

87

dog ikke spille videre i samme dur! Når man listede sig varsomt og forsigtigt frem, ville man jo — som erfaringen til fulde viste — nå meget videre, og derfor fastholdt den nye bankledelse også den uvederhæftighedens og tvetydighedens politik, som havde været bestemmende allerede for den gamle bankledelse.

Da “Berlingske Tidende” anmodede kammeradvokat Aagesen om oplysninger vedrørende bankens udvikling efter september-rekonstruktionen den 18. november 1922, da der gennem talrige rygter atter var opstået røre om banken, og der navnlig var tale om en påviselig aftagen i forretningerne, svarede denne: “Det er mit bestemte indtryk, at der er nu ved at falde ro over banken, og at man nærmer sig normale forhold.” Med hensyn til udnyttelsen af statsgarantien fremsatte bankrådets formand dernæst følgende fortrøstningsfulde ord: “Finansministeren har med rigsdagsudvalgets billigelse tilskrevet Nationalbanken, at Staten uden begrænsning af beløbets størrelse garanterede for de af Nationalbanken ydede forstrækninger, men heldigvis ligger situationen således, at Landmandsbanken ikke har brug for yderligere midler og derfor slet ikke benytter denne kredit.”. Til yderligere beroligelse tilføjedes endvidere, at bankbogsindskuddene (Aagesen taler om sparekasseindskud) i løbet af første halvdel af november måned var bleven forøget med ca. 2 millioner kroner.

Altså var der slet ingen grund til foruroligelse. At Landmandsbanken allerede på dette tidspunkt havde begyndt at låne i Nationalbanken mod depositum af veksler og værdipapirer, røbes der selvfølgelig intet om. Men denne gæld var, som nævnt, indtil begyndelsen af februar 1924 steget til i alt 235 mil. kr., af hvilke 110 millioner var optaget mod depositum i veksler, 54 millioner mod depositum af værdipapirer og 71 millioner mod Finansministeriets kaution. De sidstnævnte penge optoges umiddelbart før rekonstruktionen indledtes. Situationen var altså katastrofal, i den grad katastrofal, at det nye bankråd, hvis formand var den ligenævnte hr. Vagn Aagesen,

88

truede med at lukke banken mandag den 5. februar, hvis Staten ikke indtil dette tidspunkt havde ydet ubegrænset statsgaranti. Det var altså denne udvikling, om hvilken denne hr. Vagn Aagesen havde påstået den 18. november 1922, at den nærmede sig normale forhold. Man må herefter atter konstatere, at grev Bent Holstein havde ret, mere end ret, når han i denne anledning hævdede den opfattelse, “at den 3. februar 1923 for hr. Vagn Aagesen blev en dommens dag, som burde have sat punktum for hans virksomhed som bankrådsformand”. Selvfølgelig fandt Holstein ikke medhold i sådanne anskuelser hos regering og rigsdag. Jøderne vidste, hvor god en mand de havde i hr. Aagesen, der gennem sin fremragende indsats i administrationen for den mosaiske ungdoms anbringelse til kunst og håndværk osv. Havde vist, at han fortjente deres tillid, og når jøderne holdt ham, var det selvfølgeligt, at han også var Regeringens mand.

Og komediespillet fra denne kant førtes videre. Der var jo endnu så mange jødefirmaer, der skulle holdes oven vande så længe som muligt, og derfor var det nødvendigt at holde skjult over for offentligheden længst muligt, hvor fortvivlede forholdene var. At der ved denne udskyden af en virkelig gennemgribende ordning påførtes Staten stadig stigende tab, kunne selvfølgelig ikke forurolige disse kredse, da det for dem nu engang var en uomstødelig grundsætning, at den jødiske finansmagts reorganisation måtte ligge i samfundets interesser og at Landmandsbanken til opnåelse af dette mål måtte kunne stille ubegrænsede krav til Staten.

I efteråret 1923 var det atter galt fat. Da tillod grev Bent Holstein sig i rigsdagsforhandlingerne angående oprettelsen af en kursegaliseringsfond den 15. november at påstå, at statsministeren nu i flere forhold havde handlet ud fra falske forudsætninger til ubodelig skade for landet, og at han nu atter var i færd med at gå på afveje. Thi, fortsatte han, “Vi har set den højtærede statsminister 3 gange forudsætte, at en rekonstruktion af Landmandsbanken ville være

89

tilstrækkelig; og nu har han beredt sindene på den fjerde og måske største og mest skæbnesvangre rekonstruktion af Landmandsbanken, idet det vistnok kan forudsættes, at den ordning, vi nu har, ikke vil kunne holde til 1928″.

Hvad svarede finansminister Niels Neergaard herpå? Ja, han replicerer som følger:

“Jeg må dog blot gøre en enkelt bemærkning til det ærede medlem hr. Holstein. Der er mig intet som helst bekendt om, at den nuværende ordning af Landmandsbankens forhold ikke skulle kunne holde til 1928, ja, udtalelser er mig tilmed bekendt fra dem, der har med denne ledelse at gøre, og dem, der har tilsyn dermed, som går ud på, at rygter, som har været fremme i den henseende, er ganske grundløse og tilmed meget skadelige.”

Og kammeradvokat Vagn Aagesen, hvis ord så sandelig dog måtte have det samme upålidelighedens præg som finansministerens ord, dristede sig til i “Berlingske Tidende” for 17. november, at fremsætte følgende anmassende erklæring:

“Grev Holstein har gjort sig til talsmand for løse og uholdbare forlydender, som jeg allerede tidligere har stemplet som forrykte. Jeg forstår ikke, hvordan en rigsdagsmand på så upålideligt et grundlag kan fremsætte offentlige udtalelser af denne art og derved bidrage til at skade landet.

I øvrigt er det umuligt, hver gang banken bliver angrebet, at tage til genmæle derimod. Man må vente, indtil årsopgørelsen foreligger, så meget mere, som dette kun vil vare 3-4 måneder. Måske kan resultatet allerede være opgjort i midten af februar.

Det, som er det vigtigste, det, som det først og fremmest kommer an på, er, at banken er sund og levedygtig. Når dette tages i betragtning, er det mindre væsentligt, om den kommende opgørelse vil udvise, at stillingen er nogle få millioner ringere end det resultat, man tidligere er nået til, og mere kan jeg aldeles ikke tænke mig, at det drejer sig om. Selvom det bliver tilfældet, forekommer det mig at være af ret underordnet betydning for Statens garanti, sammenlignet med den omstændighed, at den daglige virksomhed er så god, som man kan forlange, således at banken på sin store gamle forretning er i stand til at indtjene et passende overskud.”

90

Grev Bent Holstein blev ikke svar skyldig, hverken over for kammeradvokaten, som allerede kort tid forinden på tilsvarende måde havde imødegået rygter i “Fyns Venstreblad”, eller over for finansminister Neergaard. Begge fik kraftigt svar på tiltale i en artikel: “Landmandsbankens 4. Rekonstruktion under opsejling”, som offentliggjordes i “Nationaltidende” og i “Aarhus Stiftstidende” den 23. november 1923. Og finansministeren (alias statsministeren) blev desforuden allerede i forhandlingen den 15. november gjort opmærksom på, at han næppe havde kompetence til at give irettesættelser i det spørgsmål efter de tre rekonstruktioner, han havde foretaget, hvorved Holstein pegede hen på, at han selv allerede om begge de første havde forudsagt, at de ikke kunne holde. Og han knyttede til denne tilbagevisning en bemærkning om, at det forekom ham parodisk, at det var netop statsministeren, der aller ivrigst gjorde sig til talsmand for, at erhvervslivet skulle sanere sig selv. Hvorledes, spørger han, skal herefter til eksempel alle de insolvente debitorer i Landmandsbanken, som opretholdes alene ved Landmandsbankens statsgaranterede kredit, sanere sig? Og han kunne for den sags skyld ligeså godt have spurgt, hvorfor Neergaard så ikke fra begyndelsen af havde krævet, at Landmandsbanken ligesom alle de andre danske banker, der var kommet i vanskeligheder, skulle sanere sig selv eller også likvidere. Og hvorfor krævede Neergaard det ikke nu?! —

Det kom, som grev Bent Holstein og andre med ham havde forudsagt. Det kom, som Julius Schovelin allerede formodede i forhandlingerne i februar 1923, til den fjerde og femte rekonstruktion. Dog lykkedes det det socialdemokratiske ministerium, som tiltrådte i april 1924, at udskyde den næste afgørelse til foråret 1926. Slutstenen i reorganisationsarbejdet sattes derefter i 1927-28 af ministeriet Madsen-Mygdal. Og systempartierne, som i september 1922 havde rakt Fanden den lille finger, måtte langt om længe give hele hånden; havde man sagt a, måtte man også sige b, og de nåede også,

91

som Bent Holstein engang ironisk bemærker, at sige c og d og at komme hele alfabetet igennem, indtil æ, ø og å.

e) Landmandsbank-debatten i Folketinget 1.–15. februar 1924.

Da Rigsdagen i september-dagene 1922 vedtog nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af Landmandsbankens forhold, bestod der enighed ikke blot om, at der fra de sagkyndiges side skulle udarbejdes en grundig og udtømmende redegørelse over bankkatastrofens årsager, men også om, at undersøgelsesresultaterne til sin tid skulle gøres til genstand for forhandlinger i Rigsdagen. Da Bankkommissionens beretning i januar 1924 forelå, svigtede imidlertid modet hos Regeringen, og ligesom de borgerlige partier allerede kort tid i forvejen efter dommen over Harald Plum havde vist betænkeligheder ved at lade det komme til en indgående drøftelse og en kritisk vurdering af de med Landmandsbank-svindelen sammenhængende problemer*, således søgte Regeringen nu efter offentliggørelsen af kommissionsberetningen at afværge en debat. Der kan ikke være tvivl om, at også det radikale Venstre helst ville have undgået en diskussion. Men betænkelighederne inden for dette parti måtte vige navnlig af hensyn til, at koalitionspartiet, Socialdemokratiet, var forhippet på at få et agitationsgrundlag for de tilstundende valg, som skulle bringe det (eller dem begge) sejren og magten. Og da man nu fra denne side trængte på, måtte Venstre-regeringen til sidst give adgang til en rigsdagsdebat. Storvasken skulle altså finde sted, storvasken for åbent tæppe.

Den voldsomme og næsten endeløse kontrovers fandt sted i sammenhæng med 1. behandling af forslag til Lov om Tillægsbevilling for Finansåret 1923-24. Det var sandelig ikke

*) Jvf. nedenfor afsnit 8 a, s. 272 flg.

92

småting, de herrer rigsdagsmænd i denne omgang skulle have hinanden sagt. Dog: så bunduenige de i mange punkter vedrørende Landmandsbanken var, i et var de selvfølgelig helt igennem enige, nemlig deri, at der aldrig måtte være tale om jødernes ansvar. På dette punkt var det betegnende nok Socialdemokratiets førstemand Thorvald Stauning, som mente at måtte give udtryk for en vis utilfredshed med undersøgelsens resultater. Han syntes nemlig, at beretningen måske nok havde nået at få alle jøder trukket frem, men at man sikkert havde glemt at stille de hvide mænd, der var med i spillet, i den rette belysning. Stauning var som god marxist særligt omsorgsfuld over for de fremmede og håbede vel, ved denne manøvre at kunne lede offentlighedens opmærksomhed bort fra det specielle ansvar, de jødiske finansmænd havde.

Men i øvrigt lagde Stauning sandelig ikke fingrene imellem i sin tale den 1. februar 1924 i Folketinget, i hvilken han lagde alt an på at tvinge Regeringen til at gå med til en realitetsbehandling af Bankkommissionens beretning.

I denne tale bemærkede han bl.a. indledende, at det ikke så særlig godt ud, at ministeriet søgte at hindre en sådan forhandling. Han understregede fra først af, at der så sandt ikke kunne være tale om “affære-politik”, og at den borgerlige presse ikke havde grund til at bebude en “skandaledebat”, da det ikke var dem, som ønskede en debat om sagen, der gjorde sig skyldig i skandale, men at det vel var nok så rigtigt “at rette bebrejdelsen mod dem, der har lavet skandalerne, lavet det, der har givet anledning til debatten herom, til … kapitalismens kæmpeskandale i Danmark i de senere år”. Han pointerede, at det er “dette kapitalistiske selskab, som har regeret her i landet og regerede den dag i dag, regerer i kraft af deres penge, dette kapitalistiske selskab, som støttes, værnes og beskyttes af de nuværende magthavere, der har lavet skandalen”. Og han fortsatte: “Hvis der er nogen skandale at tale om, så ret bebrejdelsen derhen, hvor svindelen er foregået, og hvor i øvrigt en række mislige affærer har fundet

93

sted.” Efter denne optakt foretog Stauning — som eneste rigsdagsmand! — i sin 3 timer lange tale en indgående undersøgelse af de i beretningen fremførte kendsgerninger, og gav derved i mange henseender en rammende karakteristik af det kapitalistiske systems udskejelser. Navnlig var det børsjobberiet, der gjordes til genstand for en sønderlemmende kritik.

Et større afsnit skal vise, hvortil Stauning sigtede med sine angreb. Efter at have konstateret, at billede for billede i Bankkommissionens beretning afslørede misbrug og storstilet svindel og vidtforgrenede spilleselskaber med milliontab, der sluttelig måtte bæres af det hele samfund, bemærkede han bl.a.: (sp. 3437):

“Men der findes ikke blot tab i denne bog; der er også konstateret gevinst for de mest beregnende, for de forsigtigste spillebrødre, men død og ødelæggelse for hasardspillerne. Den fortæller også om den danske industris sørgelige skæbne, om højfinansens herredømme over industri og handel på den måde, at industrien og handelen blev indsats i et vildt forkasteligt spil. Det drejede sig slet ikke om at fremme en industri; det interesserede spillebrødrene uendelig lidt, hvorledes det gik med industrien, om det gik den godt eller dårligt, om den gav stort eller lille overskud; i alt fald i en vis periode var det ganske underordnet.

Det var et spil om aktier, en spekulation i egne aktier, udøvet af direktørerne og deres medspillere, de såkaldte konsortier, og det synes at have været hovedsagen for dem, der sad som de officielle ledere af den danske handel og industri. Om konsolidering af de industrielle bedrifter, om konsolidering af skibsfart, handel og industri var der slet ikke tale; hvis man opsamlede penge i en periode, var det for at få tilstrækkelig mange til en skønne dag at kunne foretage en fordeling til den vennekreds, som i forvejen havde bemægtiget sig alle aktierne. Der var aldrig eller sjældent tale om, at 20 mil. kr., som var opsamlet, skulle anvendes til nye industrielle fremskridt, gavnlige maskiner eller indretninger i den industrielle bedrift; nej, når der lå 20 mil. kr. i kassen, var man sikker på at se 100 eller 200 aktionærer halse frem for at få fat i disse 20 mil. kr. Vi ser bankens ledere — lederne af denne store Landmandsbank, som i sig selv var et kæmpeforetagende, og hvor lederne fornuftigvis, når de skulle lede en sådan bank på en for samfundet betryggende måde, havde fuldt op at gøre med at lede denne bank —

94

vi ser dem som selvstændige ledere af talrige selskaber, skotøjsselskaber, handelsselskaber, kabel- og trådfabrikker og meget andet, dampskibsselskaber osv. Rundt om i disse selskaber, der var ledet i en stor svindelperiode med spil rundt om, ser vi lederne af Landmandsbanken gå igen som ledere af disse industrielle foretagender, der atter finansieredes af den bank, der i grunden var leder af dem. At dette forhold i tider som dem, vi har oplevet, måtte blive skæbnesvangert, er jo selvfølgeligt. At bankens ledere sidder og bevilger kapital til en række selskaber, hvis topfigurer de selv er, kan ikke være betryggende. Det viser, hvilken mangel der har været ved den hidtil bestående aktie- og banklovgivning; al kontrol og sund bedømmelse af disse mange foretagender, der skulle finansieres, var jo udelukket; det drejede sig for dem, der sad ved ledelsen i alle disse selskaber, om at holde møllen gående det længst mulige for at skaffe tantieme og penge til uddeling, om at skaffe avancer til spekulation i aktier og om at skaffe nye aktieemissioner, etableret med salg af nye aktier til mægtige kurser tilsyneladende, men vel at mærke uddelt til en snæver vennekreds til en lav kurs med det formål, at de dagen efter kunne skaffe sig en mægtig fortjeneste. Således har livet været for industrien og erhvervsvirksomheden under kapitalmagtens herredømme. Der var jo mange, der lod sig blænde af disse spekulanter, mange godtroende, som, når de så spekulanterne kaste sig ind i dristige opkøb af aktier til vanvittige priser, fulgte efter og tænkte: Gud bevares, det må være guldrandede papirer — var det ikke det, man kaldte papirerne med de mægtige udbytter og høje kurser? — godtroende folk kastede sig, følgende det slette eksempel, over disse spekulationer, og de led altid tab, fordi de manglede kendskab til de virkelige love for denne landsskadelige, landsfarlige spekulation, som foregik i de tider.”

Det kan ikke nægtes, at der her gives en ligefrem glimrende fremstilling af det kapitalistiske systems samvittighedsløse børsjobberi, blot forstår man ikke, at netop Stauning, som indtrådte i Regeringen Zahle den 30. september 1916 og dermed selv var minister i det tidsrum, da den mest løsslupne spekulation og svindel hærgede landet, skulle være kaldet til at udøve en sådan kritik. Men han gør det, og han fortsætter ufortrødent med sådanne anklager. Han beskæftiger sig bl.a. med emissionen af Ballin-aktierne i efteråret 1916, citerer Bircks betragtninger om sagen i beretningens bilag s. 309 og hæfter sig navnlig ved bemærkningen om, at der blandt dem,

95

som stræbte efter at få fat i nogle af de nye aktier, fandtes mange smukke navne, “som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd”, og at det over for sådanne forhold ville have været halsløs gerning at kritisere aktieemissionen. Han beklager, at disse navne på finansmændenes særlige, nærstående venner, som ansøgte om en nådegave, en foræring af Ballin, ikke var bleven offentliggjort. Men i forvisningen om, at han om føje tid selv vil være landets statsminister — det var også et fjerdingår senere tilfældet — trøster han sig med, at denne mangel engang vil blive afhjulpet. Offentliggørelsen ville så nok vække adskillig forundring, sådan som Februar-kontoens bekendtgørelse i netop dette øjeblik havde gjort det. Selvsikkert bemærker han: “De kommer nok frem engang, det nærer jeg ingen tvivl om.” Han kræver fuld klarhed over Glückstadts vennekreds og forlanger derfor, at også navnene på de andre konti, som svarede til Februar-kontoen, skulle blive gjort tilgængelige for offentligheden, og han henstiller til Regeringen Neergaard at foretage det fornødne. Thi, siger han: “Ellers tvinger de jo os, som har en eller anden viden, til før eller senere at bruge den på trods af bestræbelserne for at holde den skjult.”*

Efter at have beskæftiget sig med højfinansens forskelligartede bestræbelser for at udøve indflydelse på rigsdag og regering gik det socialdemokratiske partis ordfører til slut over til en mere indgående behandling af den stilling, Landstingets formand, højesteretssagfører Bülow, samt finansministeren (Neergaard) og udenrigsministeren (Cold) kom til at indtage efter Kommissionsberetningens offentliggørelse. Stauning gjorde gældende, at alle tre mænd gennem de nu foreliggende oplysninger var bleven kompromitteret i den grad, at det …

*) Jvf. ovenfor 3 f, 1. del, s. 378. Det skal her gentages, at Stauning hverken i den ene eller anden retning skaffede yderligere klarhed, efter at han selv var kommet til magten. Alle disse forsikringer, som fandt kraftig genlyd i “Social-Demokraten”, var bluff, det rene bluff!

96

… næppe mere kunne forsvares, at de bevarede deres stillinger i det offentlige liv. Beretningen havde påvist, at Bülow ofte havde bidraget til at fremskaffe tvivlsomme resultater ved sine aktioner til fordel for Landmandsbanken, og at hans sammenblanding af interesser ved lejlighed havde forvoldt mere skade end gavn. Ved utallige lejligheder havde det vist sig, hvor betænkeligt det var, at han indtog en dobbeltstilling som Nationalbankens formand, som sagfører og rådgiver for Landmandsbanken og oven i købet som Landstingets formand, bortset fra, at han havde ladet sig honorere fra Landmandsbankens side på en måde, der åbenbart måtte virke anstødelig i kredse, der endnu holdt på offentlig moral. Særligt indgående dvælede Stauning derefter ved Colds transaktioner. Selvom det blev påstået — endog af prof. Birck — at Cold på ingen måde havde forset sig, måtte det fastholdes, at Cold siden 1912 havde været medlem af et konsortium — i hvilket bl.a. Også Richelieu og Glückstadt var medlemmer — for at opkøbe sit eget selskabs, — D.F.D.S.’ — aktier, for så vidt de endnu befandt sig på tyske hænder. Disse transaktioner skulle vidne om patriotisk virksomhed, men de indebar ikke desto mindre handlinger, som i en række lande ansås for så skadelige, at de var strafbare. Stauning beskæftigede sig også med Cold-interviewet af 11. juli 1916, samt med D.F.D.S.’ opkøb af Gorm-aktier for 54 mil. kr., dvs. til en pris, der efter Bankkommissionens [oplysninger] måtte have ligget 24 mil. kr. over den reelle værdi. Stauning bemærkede endvidere, at Cold ved sit samarbejde med Glückstadt i de omhandlede transaktioner, så vidt det i det enkelte lod sig påvise, gennem tre år havde haft en fortjeneste på 434.000 kr. I øvrigt gjorde han gældende, at stats- og finansminister Neergaard altid havde været afhængig af Glückstadt, og at navnlig stiftelsen af de fire Dollar-lån havde vist, “i hvilken grad Glückstadt havde en finger med i spillet”. Bankkommissionens beretning lod klart erkende, “at det var ved disse lån ikke finansministeren (Neergaard), men Glückstadt, der

97

ledede på en ganske anderledes måde, end man fik indtrykket af, da finansministeren for nogle måneder siden gjorde rede for sagen her”.

Dog den alvorligste anklage rettede den socialdemokratiske partifører mod Venstre og de konservative, idet han påpegede, at Staten var gået med til en omfattende statsgaranti for den rekonstruerede Landmandsbank, uden at Staten samtidig sikrede sig den fornødne indflydelse og kontrollerende myndighed. Han mente herom, at netop derved, at man i realiteten havde givet den private bank “statskassen til anvendelse uden virkelig kontrol”, havde man sammen med alt det andet givet “fældende vidnesbyrd om Regeringens privatkapitalistiske karakter og om dens interesse for højfinansens redning”. De borgerlige partier havde aldrig villet rejse hindringer for spekulantmuligheder.

“Jeg minder,” fortsatte han, “i den henseende om, behandlingen af den sidst vedtagne lov om banker, ved hvilken man positivt modsatte sig foranstaltninger, som forbud mod spekulation i egne aktier og forbud mod, at bankers ledelse deltog i ledelsen, af industrielle selskaber osv., forslag, som blev fremsat fra socialdemokratisk side, og som, hvis de var blevet vedtaget, ville have forskånet samfundet for i alt fald en del af de ulykker, som Landmandsbank-korruptionen nu har ført med sig.”

Stauning resumerer, at Regeringen skulle tage konsekvenserne af de nævnte ministres fejlgreb og lette sig besværet ved at få nye valg udskrevet snarest muligt.

I Folketingets forhandlinger den 5. februar 1924 forsøgte landsdommer Victor Pürschel at beskytte sit parti, de Konservative, mod den beskyldning, at det ikke havde foretaget sig noget effektivt for at stække højfinansens magtvilje. Pürschel mente, at Lemvigh-Müllers fremstød i oktober 1921 dog

98

var et bevis på, at partiet i tide havde erkendt den fare, Landmandsbanken som følge af de Glückstadt’ske spekulationer var stedt i. Pürschel vovede at fremsætte en sådan påstand, uden naturligvis på nogen måde at kunne afkræfte den mod partiet rettede beskyldning, at det fra højfinansens side havde fået mundkurv på, og at man senere “intet hørte fra det konservative parti, før alle vidste besked”.

Den Radikale Venstre-mand Ove Rode, som i selve spekulationsperioden som landets indenrigsminister havde udøvet en aldeles afgørende indflydelse på samfundets økonomiske og sociale forhold, kom i anledning af Thorvald Staunings fremstød i den for ham selv og hans parti mindre behagelige situation nu også at måtte slå følge. Han havde allerede i forhandlingen den 1. februar 1924 i nøje overensstemmelse med Stauning stillet det formelle andragende, at der ikke blot måtte gives “en fuldstændig udskrift af kontoen for Konsortiet af 1. Februar 1917, men også af kontoerne British Bank of Northern Commerce, de forskellige konsortier af 24. april 1918, Østasiatisk Kompagnis opkøbskonto A og de andre af bankens konti, hvorpå der til forskellige tider optoges de i Bankkommissionens beretning omtalte “særlige kunder”, for hvilke banken direkte eller indirekte spekulerede, og som derfor ifølge beretningen nød særlige begunstigelser”. Da Rode derefter i sin store tale den 5. februar 1924 forsøgte at vælte hovedskylden for de ved Landmandsbankens sammenbrud forvoldte store tab over på Venstre-ministeriet Neergaard, bluedes han ikke over ved dristige påstande at frigøre Zahle-ministeriet for alt ansvar. Bl.a. hævdede han, at landets samfundsøkonomiske tilstand og Statens finansielle tilstand var usædvanlig god, da det sidstnævnte ministerium, som han selv tilhørte, fratrådte i slutningen af april 1920. I skarpeste modstrid med sandheden erklærede han, at “samfundsøkonomisk var landets tilstand den, at medens vi før krigen havde haft en mægtig gæld til udlandet, var denne nu fuldkommen afviklet, et tilgodehavende på 1.000 mil. opnået, og dette

99

var anvendt til at fylde de tømte lagre, til at genoprette besætningerne og forbedre virksomhederne.” Han påstod endvidere, hvad måske ikke var helt urigtigt, at landets driftsvirksomheder ved slutningen af krigen i virkeligheden var i langt bedre teknisk stand end før krigen. Men i øvrigt kunne den førstnævnte påstand selvfølgelig aldrig holde stik, tværtimod gjorde den fhv. indenrigsminister sig her skyldig i en uvederhæftig argumentation, man længe skal søge magen til. Thi en kendsgerning var det, at dette nettotilgodehavende over for udlandet på ca. 1.000 mil. kr. var til stede ultimo 1918, men at finansminister Edvard Brandes allerede i foråret 1919 i Rigsdagen varslede den truende finanskatastrofe, og at de mægtigste tab blev påført samfundet netop gennem den store importspekulation, der blev påbegyndt under krigen, og som nåede sit højdepunkt 1919, samt gennem børssvindelen, der havde så rige udfoldelsesmuligheder netop under det Radikale ministerium. Når de rene spekulationstab, som er opstået efter krigen, ifølge det statistiske udvalgs beretning til Valutakommissionen må opgøres til godt 1 milliard kroner (godt 500 mil. kr. ved Landmandsbanken, samt 600 mil. kr., som på anden måde har unddraget sig den regnskabsmæssige opgørelse) står det uden for enhver tvivl, at hoveddelen af disse formidable tab falder under Zahle-ministeriets ansvar. Allerede ultimo 1920 beløb Danmarks nettogæld over for udlandet sig til 800 mil. kroner! På samme måde gør Rode sig skyldig i en helt igennem uforsvarlig bevisførelse, når han søger at gøre Venstre-regeringen ansvarlig for inflationen og den derved fremkaldte dyrtid. Inflationen satte ligeledes ind, da Zahle-ministeriet endnu sad ved styret; ultimo 1918 stod kronen endnu i pari, men dennes guldværdi var sidenhen for nedadgående, og Kronens købeevne var allerede under krigen bleven kraftigt forringet og sank — når detailprisniveauet for 1914 sættes lig 100 — i 1915 til 86 pct., i 1916 til 74, 1917 til 65, 1918 til 55, 1919 til 47, 1920 til 38! Forså vidt Rode i sin tale polemiserede

100

mod de såkaldte Madsen-Mygdal’ske fejlagtige valuta-teorier, der gik ud på, at en faldende valuta ville give fordelagtige afsætningsbetingelser for de indkøbte lagre, burde han have taget hensyn til, at det var hans eget ministerium, Zahle-ministeriet, der påførte samfundet inflationen med velberådet hu, fordi det gik ud fra, på denne måde bedst at kunne tjene højfinansens interesser. Dette vidste Rode selvfølgelig bedre end nogen anden; desto dristigere er det, at han den 4. februar 1924 rettede bebrejdelser af den her omhandlede art mod Venstre-regeringen for den inflation, for hvilken hans eget ministerium i første række havde ansvaret.

I øvrigt afholdt Rode sig fra en alt for indgående omtale af selve spekulationen, således som den skildres i Bankkommissionens beretning; han indskrænkede sig nærmest til at konstatere, at bankens sammenbrud i det væsentlige var en følge af, at den blev organiseret som spekulationsbank, og at den samlede alt for meget af bankens kapital på visse enkelte, store grupper. Om sammensætningen af disse grupper røbes selvfølgelig intet som helst. Rode mener at måtte hæfte sig ved nogle uklarheder og uoverensstemmelser i beretningen, beskæftiger sig med bankens særlige kunder, hvorved han navnlig retter en ondskabsfuld kritik mod de personer, der nævnes på Februar-kontoen og mod den kreds, hvori Glückstadt færdedes, adelige damer, hoffet, prinser og tillige andre, som Glückstadt mente at kunne have nytte af. Han fortsætter: “Der nævnes ofte spekulationer af damer, som synes foretaget uden deres mænds vidende, bag disses ryg. Jeg må sige, jeg tror nu ikke så overmåde meget på denne spekulation af en hustru bag mandens ryg. Derimod véd jeg, at Eva er let at friste, og at når slangen henvender sig til Eva, og Eva byder Adam æblet frem, så nyder Adam deraf, navnlig når han kan æde æblet uset”. Rode beskæftigede sig endvidere med de specielle kunders retslige stilling over for banken og behandlede særligt indgående emissionen af Ballin-aktierne i efteråret 1916 og den dermed forbundne skandaløse

101

spekulation, henholdsvis favorisering af bestemte spekulantkredse, som ganske tydeligt i beretningen, bilag s. 339, karakteriseredes som bestikkelse. “Hvad nytte er det for samfundet”, spurgte det Radikale Venstres ordfører, “at 3 mænd sidder med kendskab til denne liste og måske den minister, under hvem kommissionen har sorteret”. Nej, her måtte navnene frem for offentligheden for at få undersøgt, om sigtelsen for bestikkelse var rigtig og for at forhindre, at det store værk skulle blive et nyt arnested for mistillid, tvivl og mistænkeliggørelse. Rode søger altså krampagtigt at bevare skinnet, hykler harme over råddenskab i offentlige forhold, en harme, han ikke følte, så længe han selv var ansvarlig minister. Sit egentlige sindelag røber han imidlertid, når han forarget vender sig mod prof. L. V. Birck, fordi denne havde tilladt sig at offentliggøre undersøgelser ud over det, der allerede var bekendtgjort i beretningen. Dristigt beskylder han Birck for partiskhed. “Jeg har”, siger han, “det indtryk, at professor Bircks mening er denne, at han vejer menneskene, undersøger, hvad der efter hans skøn har betydet noget, noget godt eller dårligt; og hvis han så efter sit skøn får et minus ud, falder der en hård hånd, men hvis han efter sit skøn får et plus ud, glider der en let hånd henover vedkommende”. Ved anden lejlighed bemærkede Rode, at han nærede megen sympati for Birck, men at han, dog havde det indtryk, at han til syvende og sidst løftede sløret for noget for derefter at sænke det over noget andet, han ikke rigtigt ville være med til at fordømme (hvorved Rode navnlig tænkte på Cold-sagen), og at han derved søgte at undgå hensynsløst at blotte det, således som det ellers var hans opgave. Og da Rode hertil knyttede en lille fortolkning af den opfattelse, Birck selv måtte have haft om sit hverv, med disse ord: “— jeg kan måske sige: således som han har gjort det til sit livs opgave”, replicerede det konservative medlem af jødisk æt Arnold Fraenkel på meget karakteristisk måde med ordene: “Ok Gud, han er såmænd ikke så indviklet”. —

102

Det centrale i hele det Rode’ske indlæg var imidlertid angrebet mod ministrene Cold og Neergaard. Her slog han hårdt til, og selvom dette fremstød skulle tjene til at bortlede opmærksomheden fra den ansvarsløse politik, Zahle-ministeriet havde på sin samvittighed, kan det ikke hævdes, at de i denne sammenhæng fremsatte anklager savnede berettigelse. Tværtimod! Lad gå, at Cold, som Birck hævdede, ikke havde forset sig i særlig grad, en kendsgerning blev det, at han havde spekuleret i sit eget selskabs aktier — også efter den periode, da denne spekulation efter foregivende skulle have tjent patriotiske formål — en kendsgerning var det, at han var en af Glückstadts spillebrødre (ikke mindst som medaktionær i det famøse Nordisk Oversøisk Handelsselskab, hvor termins-spekulanterne Theo. Kliatschko og Mayer Katz høstede deres store triumfer!); en kendsgerning var det endvidere, at Cold-interviewet af 11. juli 1916 efter omstændighederne måtte give — og også gav — anledning til al slags mistænksomhed. Rode mener ikke, at Cold gav dette interview i spekulationsøjemed, thi en sådan handling kunne man ikke tiltro ham. Han havde snarere handlet sådan, som det dengang var almindeligt gængs, idet det jo endnu ikke ansås for forkasteligt, at mænd spekulerede i deres eget selskabs aktier og derved udnyttede “den sikre viden, man havde om selskabet, som noget, man havde lov til”. Men det måtte bebrejdes ham, at han havde handlet uforsvarligt, og at interviewet havde givet anledning til misbrug. Og Rode spørger desuden med rette: “Hvad vil den mand sige, som i tillid til denne erklæring har skilt sig af med sine aktier, når han senere ser, at direktøren — han, som vidste besked — selv har solgt disse aktier tidligere til 50 pct. over den værdi, som han siger, at de virkelig har, og senere atter har købt ind til en langt, langt højere pris? Med hvilken moralsk ret kan en direktør, der selv har været inde i en spekulation med sit eget selskabs aktier, træde sådan frem?” Ove Rode slutter heraf, at Cold aldrig burde have modtaget statsministerens tilbud

103

om at lade sig udnævne til udenrigsminister. Ligeså bestemt vedkender han sig den opfattelse, at Neergaard manglede alle kvalifikationer som finansminister, eftersom han havde vist sig som et viljeløst redskab i Glückstadts hånd. Bankkommissionens beretning havde godtgjort, at Glückstadt havde presset de udenlandske lån igennem, da han navnlig ville benytte sig af den fremmede valuta for at forhale sin egen banks sammenbrud. Rigsadvokatens mærkelige ord, hvorefter Glückstadt havde ladet Staten optage Dollar-lånene, var nu fuldt opklaret, thi nu vidste man, at disse dyre lån var bleven stiftet på Glückstadts foranledning. Til slut påpegede Rode, at Neergaard også i efteråret 1921 havde fulgt Landmandsbankens direktiver dengang, han den 12. november 1921 tog ordet i Folketinget for at imødegå Lemvigh-Müllers kritik mod Landmandsbanken og firmaet l. M. Levin & co. og for derved at sikre Glückstadt mod Statens indgreb.

Dog, hårdest ramte Rode udenrigsminister Cold, da han henviste til, at det netop var ham, der havde talt mod indførelsen af den af Regeringen foreslåede fragtskat, som havde kunnet udnytte en del af de kolossale fragtstigninger til fordel for samfundet, til sikring nemlig af midler til en senere genopbygning af handelsflåden. Cold havde i bevægede ord protesteret mod denne fragtskat og selvfølgelig fundet støtte hos de borgerlige partier, idet han bl.a. havde hævdet, at man ville fratage hans selskab ikke mindre end to skibe af Frederik VIII’s størrelse, hvis man ophøjede skatteforslaget til lov. Derved ville man berøve selskabet muligheden for konsolidering og udvikling. Alt sattes ind på at skræmme Regeringen fra indførelsen af en fragtskat — og derefter satte D.F.D.S. hele formuen til ved vanvittige spillekøb om andre skibe, hvorved der bl.a. betaltes 24 mil. kr. for meget for enkelte skibe, som købtes af Søfartsselskabet, dampskibsselskaberne Gorm, Viking osv. Hvor lykkeligt ville landet ikke have været stillet, hvis den vanvittige stigning i skibspapirer, som dannede det egentlige grundlag for det fantastiske

104

børsjobberi, var bleven forhindret ved indførelsen af en klækkelig skibsfragtskat? Men, føjer Rode til:

“Det er ikke blot for at sige dette, men også for at sige, at underligt virker det at vide nu, at den 1. februar 1916, da direktør Cold kom i Rigsdagens udvalg for at holde denne tale, var hans spekulationer i Landmandsbanken, i Det Forenede Dampskibs-Selskabs egne aktier i rivende udvikling. Det er just dette tidspunkt, da spekulationen finder sted. Det er herom, der står i Bankkommissionens beretning: “I året 1915 blev der spekuleret livligt hos vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. i D.F.D.S.-aktier, således at direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg deltog i disse spekulationer, der som regel finansieredes fuldstændigt af Landmandsbanken. Spekulationerne angik hyppigt samme store papirposter, der gik fra konsortium til konsortium, således at deltagernes kreds udvidedes eller indsnævredes, efter som forholdene opfordrede dertil. Det må antages, at direktør Cold har deltaget i nogle af disse konsortier, idet der i tiden fra 13. september 1915 til 17. marts 1916 er krediteret hans konto i banken i alt ca. 180.000 kr. hidrørende derfra”. Altså, den 1. februar, da kampen om fragtskatten havde taget den højde, at direktør Cold indfandt sig i udvalget, var disse spekulationer i gang; man havde foretaget nogle udbetalinger, og der forestod nogle endnu. Jeg skal gøre opmærksom på, at da jeg mødte direktør Cold i Landstinget ved en tale, som jeg holdt den 17. marts til imødegåelse af udtalelser af ham andetsteds, fremhævede jeg, at i den korte tid, i de 3 måneder, lovforslaget havde været til behandling i Rigsdagen, var aktierne steget 54 pct. Denne dag, den 17. marts, da jeg konstaterede dette, var netop den sidste dag, da direktør Cold spekulerede, den dag, da hans spekulationer slutter”.

Der kan næppe være tvivl om, at disse betragtninger ramte særlig hårdt, og det er forståeligt, at disse hårde angreb, rettet såvel af Stauning som af Rode mod Regeringens medlemmer, og sandelig rammende et ømt sted, måtte afføde en heftig reaktion fra modpartens side.

Ikke mindre end fire ministre tog ordet til imødegåelse af angrebene: stats- og finansminister Neergaard og udenrigsminister Cold den 6. februar, justitsminister Rytter og indenrigsminister Krag den 7. februar 1924.

Statsminister Niels Neergaard imødegik straks påstanden om, at Glückstadt på nogen måde skulle have tilskyndet til

105

optagelsen af de udenlandske lån; ej heller Bankkommissionens beretning gav noget holdepunkt for rigtigheden af en sådan formodning. Det første lån af 1920 var af alle bleven anset for en ubetinget nødvendighed, og spørgsmålet havde kun været, om det skulle være et indenlandsk eller et udenlandsk lån. Med hensyn hertil havde han desuden holdt sig til det standpunkt, som også Nationalbanken og Valutakommissionen havde indtaget, det standpunkt, at det ville være umuligt at fremskaffe de til overtagelsen af Nordslesvig fornødne midler på det indenlandske pengemarked, og at man derfor var henvist til Amerikansk kapital.* Udenrigsminister Cold anså sig for ligeså uangribelig. Han påstod ligesom Neergaard med hensyn til sin stilling til Glückstadt, at han aldrig havde hørt til denne mands tafelrunde, at han tværtimod stod bankdirektøren personlig fuldkommen fjern.

Sine spekulative transaktioner anså han aldeles ikke for betænkelige, ligesom han mente, at opkøbene af skibene fra “Søfarten” og “Gorm” var aldeles upåklagelige, da den pris, der betaltes, lå omkring halvdelen af den dengang gældende markedspris; medens han rigtignok aldrig burde have købt selskabet “Viking”. Selve de kendsgerninger, som dannede grundlaget for de mod ham rettede angreb, afkræftedes imidlertid ikke ved denne hans redegørelse.

Da endelig ministrene Rytter og Krag tog ordet den 7. februar, kom det til et kraftigt opgør mellem de to stridende parter. Justitsminister Svenning Rytter forsvarede over for Rode den undersøgelsesmetode, der var bleven anvendt, og gjorde derefter en — rigtignok mislykket — indsigelse mod Rodes påstand om, at bankinspektørens undersøgelse af Landmandsbankens forhold i juni 1922 var “udefra foranlediget”. Rytter postulerede hårdnakket, men Rode protesterede ligeså hårdnakket. Om ordskiftet beretter Rigsdagstidende: “Rytter: Det er offentligt sagt, at bankinspektøren greb ind,

*) Jvf. ovenfor 2 d, 1. del, s, 167 flg.

106

fordi det medlem af ministeriet, der har med bankvæsenet at gøre, foranledigede det. (Rode: På foranledning af en anden!) Rytter: Altså fordi det medlem havde foranlediget det. (Rode: På foranledning af en anden!) Rytter: Altså var det ikke udefra foranlediget. (Rode: Udefra foranlediget!)” Efter at Folketingets formand derefter havde gjort Rode opmærksom på, at han ikke måtte diskutere fra sin plads, bemærkede justitsministeren: “Det er ministeren, der har ansvaret, og ministeren greb altså ind i juni 1922”. — hvorefter det altså, hvis man ellers kan vurdere sammenhængen, må konstateres, at Rodes erklæring i dette tilfælde må stå til troende, og at det ikke var daværende handelsminister Tyge Rothe, men en anden instans, der gav stødet til undersøgelsen.

Dog var Rytter heldigere med sit forsvar, da han senere gjorde opmærksom på, at de Radikale selv i 1921 sandelig ikke var interesserede i en almindelig undersøgelse af Landmandsbanken, og at deres finansminister jo følte sig nærmere knyttet til Emil Glückstadt end nogen som helst anden minister. Og derefter foretog Rytter sig noget, der nærmest virkede, som om der blev kastet en bombe, idet han nemlig citerede et brev, som Brandes så sent som oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens jubilæum. Af Rytters tale, med Rodes afbrydelser, citeres hertil følgende:

“Hvad skrev da den daværende finansminister, den minister, som det ærede medlem hr. Rode har sluttet sig til i en længere årrække? Han skrev: “Jeg iler med at lykønske banken til, at der i spidsen for den står en personlighed, hvis lige dansk bankvæsen ingen sinde har kendt i evnerigdom, viljesikkerhed og verdenskendt indsigt og vidsyn”. Og den tidligere minister slutter med en udtalelse om, at landets økonomiske trivsel nu er knyttet til bankens virksomhed.

107

Således var ordene. (Rode: Hvad er det for et dokument, de læser op?) Jeg har nu anført, hvad den tidligere radikale finansminister … (Rode: Hvorfra har de det?”) … Dr. Brandes har udtalt ved Landmandsbankens jubilæum. Det var hans ord. Jeg mener derfor, at når det ærede medlem hr. Rode udtalte, at der blev grebet ind udefra, så er det forkert”.

Justitsminister Rytter var også i anden henseende meget ubehagelig over for de Radikale, specielt over for hr. Rode. Han spurgte, hvorfra dog de personer, som så drabeligt kæmpede for at få Ballins aktier i efteråret 1916, skulle vide, at de i virkeligheden modtog bestikkelser, eftersom dog Ballin dengang “i stor udstrækning var Regeringens tillidsmand” og dens rådgiver på store områder. De folk, som her tog aktier, beholdt dem dog kun i tillid til, at de befandt sig i godt selskab, og hvorledes kunne de også tro anderledes. Thi, fortsatte justitsministeren:

“De vidste om hr. Ballin, at han var Regeringens rådgiver og tillidsmand, som jeg har sagt. De vidste yderligere, at det ærede medlem hr. Rode havde sagt god for vedkommende. Den 29. oktober 1917 sagde det ærede medlem hr. Rode god for Ballin her i Rigsdagen. Det ærede medlem drog andre medlemmer frem, der havde kritiseret, at man benyttede hr. Ballin og hr. Heilbuth så stærkt som man gjorde, og sagde til disse medlemmer: Vil De ikke sige mig, hvorfor De kritiserer dette? Og det ærede medlem optrådte meget kraftigt derimod. Hvordan skulle så folk egentlig tro, at de ikke kunne have tillid til det selskab? Foruden det ærede medlem hr. Rodes udtalelser var der også udtalelser af den tidligere radikale minister hr. Weimann, som ved en generalforsamling i juni 1918 udtalte følgende, som jeg med den højtærede formands tilladelse skal oplæse: “Selv under den nuværende væsentlig på privat initiativ baserede samfundsorden kan hovedvægten imidlertid ikke ligge på, at aktionærernes økonomiske interesser fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet må være at fremme og betrygge dansk arbejde”. Og senere: “Når så mange mennesker tillidsfuldt lægger deres midler i deres, hr. direktør Ballins, hånd, så er det ikke styverfængere [profitjægere], der kommer for at stryge rigsorterne [rigsort: ubestemt pengebetegnelse, tidl. for 24 skilling]; vi er “godtfolk”, som mener, at vi, samtidig med at varetage vor egeninteresse, bærer sten til en

108

samfundsmæssig bygning”. Når så gode folk som de herrer Rode og Weimann har sagt god for hr. Ballin, hvorledes skulle så de, der tegnede aktier, egentlig vide, at det var at modtage bestikkelser? …”

Dog, dermed var den bitre kalk endnu ikke tømt. Der var endnu mangen besk dråbe, justitsminister Rytter lod flyde i bægeret, og det var så sandelig ikke blot de alt for begærlige aktionærer i Ballins selskaber, som tages så kraftigt i forsvar. Svenning Rytter følte sig åbenbart særlig forpligtet til at varetage de personers interesser, som på den ene eller anden måde havde kunnet nyde godt af konsortial-godgørenhedens foræringer, og han ønskede, at når endelig de mennesker, der havde fået gaver hos Ballin, Glückstadt, Ringberg osv., skulle stilles i gabestokken, så skulle også andre med, også de, der hørte til den radikale front! Men da måtte der også en gang spørges, hvor man ville sætte grænsen med hensyn til refundering af modtagne gaver; Rytter spurgte:

“Hvor skal man så sige stop? Skal vi så også til at undersøge, om de er juridisk eller moralsk forpligtede i sådanne tilfælde? Skal vi også til at undersøge det? Jeg tænker her på en mand, der på et vist tidspunkt var kommet til at skylde Landmandsbanken 16 millioner. Han stod samtidig som Regeringens rådgiver, man kaldte ham endog “Rigsforstanderen” her i landet. Han skyldte på et vist tidspunkt 16 mil. kr. til Landmandsbanken. Det var en særlig begunstigelse, der blev ydet ham. Han kunne igen yde særlige begunstigelser til andre. Han kunne opholde en del bladforetagender rundt omkring. Vil nu også det ærede medlem have rodet op i dette? Skal vi nu også her til at se på: Er det juridisk eller moralsk rigtigt, at han har gjort det? Kan han muligvis ikke betale flere penge tilbage, idet disse bladforetagender selvfølgelig vil sige: Vi har tilføjet ham et tab på et vist tidspunkt, men vi er moralsk forpligtet til at betale

109

det tilbage. Jeg synes, det ville være forkert, om man i den grad fortsatte, men jeg ser ikke, hvordan vi, når det ærede medlem vil have alt frem for offentligheden, overhovedet skal komme til en begrænsning … Det ærede medlem siger så tit rundt om ved møder til folk: I må være stolte og vigtige af, at i er kautionister for den fine Landmandsbank! Jeg synes, at det ærede medlem skulle føje til: I må være stolte af, at i nu har betalt en gæld for den tidligere såkaldte Rigsforstander, en stor gæld, hvoraf måske en hel del penge er anvendt i almene øjemed: Til underholdning af den radikale presse osv. Det må det ærede medlem også samtidig med det andet”.

Det var jo ikke særlig elskværdige betragtninger, justitsministeren fremsatte, og selvom han var så hensynsfuld over for modstanderen ikke ligefrem at nævne Herman Heilbuth ved navn, var angrebet dog ikke til at misforstå. Derimod lyder det dog virkelig ejendommeligt, at landets justitsminister hævder denne netop for hans stilling så besynderlige idé, at man dog ikke bør spørge alt for indtrængende om juridiske og moralske forpligtelser! Og endnu mere besynderligt virker det, når justitsministeren advarer en mod spekulation, som skulle være hæsligere end de afskyelige spekulationer i Landmandsbanken, nemlig mod det, han kalder spekulation i skændsel. Som om det at kræve alle svindlerier, bedragerier, alle forbryderiske transaktioner, der havde forvoldt samfundet tab på utallige millioner kroner, belyst til bunds, havde noget som helst med spekulation i skændsel at gøre!

Dog — indrømmes må det — Rytters angreb virkede. Det var imidlertid ikke bemærkningerne vedrørende Glückstadt, Ballin og Heilbuth, der fremkaldte stormende protest, men citatet af det brev, Edvard Brandes i oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens jubilæum. Rasende krævede Ove Rode oplysning om, hvorfra

110

justitsministeren havde det brev, der var bleven oplæst. Rode kendte det, men han ville vide, hvem der havde udleveret det til justitsministeren. Og da ministeren erklærede, at han havde det fra sagens akter, at Birck havde givet ham det med tilladelse til at bringe det i Rigsdagen, fandt forbitrelsen ingen ende. Brevet sagde jo ikke noget nyt, det illustrerede kun et forhold, som allerede var blevet belyst i anden sammenhæng; men alligevel var de Radikale, socialdemokraterne og de Konservative fuldt enige om, at der her forelå et skandaløst diskretionsbrud, en enestående statsforbrydelse, og i stedet for at gå videre i en realitetsbehandling, anså de radikale nu øjeblikket for kommet, til at indlede en generalaktion mod Regeringen. Nu skulle ministeriet styrtes! Brevet skulle give grundlaget for et sådant krav, nu skulle det være slut med Venstre-styret. Der skulle handles straks! Og straks erklærede Socialdemokratiet sig villig til at marchere med. Men inden der stilledes nye dagsordener, fik dog også indenrigsminister Krag ordet, og hvad han sagde, tjente så sandelig ikke til at berolige gemytterne.

også indenrigsminister Oluf Krag var inde på en række spørgsmål, oppositionen ikke gerne så drøftet i offentligheden. Han hånede det, Brandes træffende havde betegnet som stemmeskraldet, karakteriserede Stauning som den mand, der nu engang var tingets store leverandør af teatertorden, tomt bulder, og Ove Rode som den mand, der leverede de giftige våben, med hvilke man ville snigmyrde modstanderen. Krag var særlig nærgående i sine spørgsmål til Ove Rode, navnlig om Max Ballin og Herman Heilbuth, og mente at det virkede fuldkommen komisk og parodisk, at Rode påberåbte sig samfundshensyn, når man blot tænkte på den højst anstødelige forbindelse, i hvilken Zahle-ministeriet havde stået til mænd som disse to. Rode havde den 29. oktober 1917, da han måtte forsvare Heilbuth i Folketinget, gjort gældende, at denne ikke havde været aktiv forretningsmand siden 1913, omendskønt han burde have vidst bedre besked.

111

Thi “Ingen havde i stærkere grad end det radikale Venstres ledende mænd lejlighed til at konstatere dybden og bredden af den guldstrøm, som fra dette centrum flød ud til den radikale presse over det hele land”. Og Krag spørger videre: “Hvorfra troede man, at midlerne til indkøbet af malerisamlingen hidrørte? Hvorfra fik man midlerne til festerne på landstedet, hvoraf der gik landsry i sin tid? … Jeg spørger ham (Rode), om han ikke nu får en vammel smag i munden ved at mindes den svundne tid og de lovsange, han har sunget over et par af hans mest kompromitterede mænd, om han ikke kan se, at hans aktion i disse dage må tage sig noget mærkelig ud på den baggrund, som han ved sine egne udtalelser, ved sin egen mangel på evne til at bedømme personer, og forhold har skabt”. Overfor Stauning peger indenrigsministeren endelig hen på, hvorledes Socialdemokratiet 1920 under udnyttelse af generalstrejken søgte at danne et nyt ministerium med — Landmandsbankens mænd! — en bemærkning, der fik Borgbjerg til at skråle op om “majestætsfornærmelse”. Der gjordes også opmærksom på den særligt rosende omtale, Landmandsbankens regnskab for året 1921 fandt i “Social-Demokraten” endnu den 7. februar 1922, i hvilken det bl.a. pointeredes, at Landmandsbanken var en aldeles solid pengeinstitution, som følte sig stærk i sin stilling, og “at de fantastiske rygter intet har med virkeligheden at gøre”. Til regnskabet, som senere viste sig at være falsk, havde det socialdemokratiske hovedorgan endog knyttet den bemærkning: “Det er da heller ikke alle værdier, der er gået nedad. Landmandsbanken er blevet et kæmpeforetagende, det største i sin art i Skandinavien”.

Endelig henviste indenrigsminister Krag til at Socialdemokratiet endnu i december 1921 ved selve Stauning var repræsenteret i forhandlingerne med Landmandsbanken vedrørende boligproblemets løsning med denne bank som finansiel basis.

Nej: de Radikale og socialdemokraterne havde så sandelig ikke nogen grund til over for regeringspartierne at fremstille sig som de seende og forudseende, der i tide havde taget

112

afstand fra børsjobberne og havde rettet deres kamp mod det økonomiske anarki, der var blevet fremkaldt ved kræfternes frie spil på aktiespekulationens område. Endelig retter også dr. Krag ligesom før ham Stauning — men rigtignok med anden adresse — sit skyts mod de kredse, der var med i den utilbørlige udbyttejagt, de utilbørlige børsmanøvrer, mod den vilde spekulation, der havde kunnet trives i ly af og trods den gældende lovgivning. Og da rammer han særlig hårdt. Da er det jødedommens særlig hengivne drabanter, som må stå for skud, og ord siges, som ellers aldrig hørtes i Rigsdagen. Krag bemærkede her bl.a.:

“Men jeg spørger: Under hvilket styre er det, de frie kræfters spil har udformet sig som utilbørlige spekulationer? Under hvilket styre har denne vildskab taget en sådan fart som i ingen anden tid og i sit følge haft et forbrug af værdier, som man kun i indbildningen besad? Gennem hvilken periode var det, at dansen om guldkalven fandt sted, at en tåbelig byggen på fremtidens fatamorgana tog fart som ingen sinde før med diskontering af veksler på fremtiden, som det var vanvittigt at tro, denne nogen sinde skulle kunne indfri? Og jeg spørger: Under hvis styre har alt dette floreret, blomstret? Det ærede medlem hr. Stauning talte for nogen tid siden her i tinget om kapitalismens giftblomst. Jeg spørger: Under hvis styre er det, at denne har udfoldet sig i en hidtil uset pragt? Ja, ærede medlemmer véd det, det var under de ærede medlemmer hr. Staunings, hr. Zahles og hr. Rodes styre. Ser vi — og det kan vi få oplysninger om gennem Bankkommissionens beretning — på børsomsætningen gennem syv år, ja, så vil man finde, at den 1916 androg 5,4 milliarder, i 1917 3,5 milliarder, i 1918 7,9 milliarder, i 1919 3,4 milliarder; medens den tilsvarende omsætning i det

113

nuværende ministeriums tid har andraget ca. 2 milliarder. Når man nu sammenholder disse tal fra de to perioder, tror jeg, man vil få et ganske levende billede af den utilbørlige spekulation i fiktive værdier, som gennem hele den periode udfoldede sig.

Og når så det ærede medlem hr. Stauning siger, at man må spørge sig selv, om der virkelig fra en god, jævn samfundsborgers moralske synspunkter overhovedet findes nogen undskyldning for at deltage i børsspil — ja, så kan det være ganske naturligt, at man spørger således, men jeg spørger, om det ærede medlem hr. Stauning virkelig mener, at han er den rette til at stille det spørgsmål. Thi aldrig har jo Børsen genlydt af skrig og skrål fra de af spillelidenskaben ophidsede mennesker som netop i denne periode. Hvis man en sommereftermiddag passerede ned igennem Slotholmsgade, bølgede jo larmen ud ad Børsens åbentstående vinduer, så man skulle tro, at det gamle, smukke hus var forvandlet til et galehus. Lyden af dette vanvids udfoldelse har i det ærede medlem hr. Staunings ministertid slået imod hans kontorvinduer. Den daværende stats- og justitsminister, hr. Zahle, har fra sine kontorvinduer år ud og år ind i denne periode, kunnet følge, hele denne heksedans. Men intet, intet som helst foretog man sig. Kræfternes frie spil lod man ganske simpelt foregå, vildskaben lod man rase …” (Fremhævelser af forf.).

Det var drøje sandheder, indenrigsminister Krag her fik sagt over for oppositionspartierne, og bedre blev det ikke, da Zahle blev spurgt direkte, om det nu også var aldeles sikkert, at ingen Radikal minister havde stået i forbindelse med spekulationen gennem Landmandsbanken. Krag afviste tillige kraftigt Staunings angreb, idet han gjorde gældende, at Socialdemokratiets fører så sandelig “på baggrund af

114

tolereringen af disse svindelens højkonjunkturår og af den tillid til kredsen af Landmandsbankens mænd, som man tilkendegav i påskedagene 1920, og som fandt sit udtryk i taksigelser til, ja, lobhudling [overdreven ros] af selve sjælen i det hele, det midtpunkt, hvori alle svindelens og spillets tråde samlede sig, Glückstadt, på baggrund af alt dette”

havde god anledning til at afholde sig fra en alt for nærgående kritik af regeringspartierne.

Da rigsdagspartierne langt om længe blev klar over, at denne storvask for åbent tæppe i det lange løb kunne blive farlig for alle partier, fandt Ove Rode det for belejligt at aflede opmærksomheden fra det centrale i sagen ved at gøre justitsministerens oplæsning af Brandes’ brev til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens jubilæum i oktober 1921 til basis for et mistillidsvotum. Først burde Regeringen give et udtømmende svar på, hvorvidt justitsministeren havde været berettiget til at offentliggøre dette brev, som Rode mente at måtte betegne som privat. Thi, erklærer Rode i Folketinget den 8. februar, denne handling havde vist, at “justitsministeren var ude af stand til at forstå sit embedes værdighed og de pligter, som naturligt påhviler ham som indehaver af dette”; han kunne nu engang ikke disponere over en af undersøgelsens aktstykker som sket var. Rode insinuerede i denne sammenhæng, at prof. Birck måske også på anden måde havde forsynet justitsministeren med afskrifter af dokumenter og deslige Han fremsatte derefter følgende påstand på overgang til dagsordenen:

“Idet Folketinget misbilliger, at justitsministeren i Folketingets møde i går oplæste et privat brev med den tilføjelse, at han havde modtaget en afskrift af brevet af et medlem af Bankkommissionen med tilladelse til at anvende det, beslutter tinget at henvise det forelagte lovforslag til et udvalg på 15 medlemmer”.

I den senere forhandling udtalte justitsminister Rytter sin beklagelse over, at han havde brugt brevet, og undskyldte sig med, at det var sket af indignation, af bitterhed over

115

modpartens mistænkeliggørelse, som havde til formål på uretmæssig måde at støde to af hans ministerkolleger ud af det politiske liv. Denne undskyldning fremsattes, omendskønt Rytter indledende pointerede, at der selvfølgelig ikke var noget ulovligt ved, at han havde oplæst et faktisk eksisterende brev, skrevet af landstingsmand Brandes til Glückstadt, et brev, som efter hans opfattelse ikke var et privatbrev, men en lykønskningsskrivelse til banken i anledning af dennes jubilæum, hvilket også fremgik af brevets indledning. Ja, og så var han også forbitret over, at man ville mistænkeliggøre de personer, som så kraftigt havde stræbt efter at få fat i Ballin-aktier i efteråret 1916 (hvorved jo også et medlem af Regeringen, Cold, ramtes, der havde tegnet 20.000 kr. aktier i De Forenede Skotøjsfabrikker, men rigtignok, som Cold selv meddelte i forhandlingen den 6. februar, ikke havde kunnet afhænde dem med profit.) Endelig afviste justitsminister Rytter formodningen om, at han havde modtaget yderligere materiale af prof. Birck.

Der fulgte nu en omfattende dagsordens-debat. Statsminister Neergaard erklærede, at et mistillidsvotum til justitsministeren ville blive betragtet som et mistillidsvotum til hele Regeringen. Socialdemokratiet var selvfølgelig straks rede til at støtte de Radikales dagsorden, og Stauning, erklærede, at man ønskede hele Regeringens fald, tilbagetræden af et ministerium, som stod “i den mest afgjorte afhængighed af højfinans og storagrarer”. Stauning ønskede valg, hellere i morgen end i overmorgen. Pürschel som de konservatives ordfører beklagede oplæsningen af Brandes’ brev, men ønskede ikke valg og foreslog derfor en egen dagsorden med følgende ordlyd:

“Idet Folketinget slutter sig til statsministerens udtalelse i tinget den 6. d.m., hvori statsministeren fremhævede: Forholdet er jo blevet sådan, at jo mere de politiske argumenter brister, des mere anvender man Landmandsbank-sagen til snigende mistænkeliggørelse over for politiske modstandere. Hertil hører også de evige forlangender om nye oplysninger, og idet

116

Folketinget udtaler, at denne henstilling bør påagtes fra alle sider — idet tinget afviser ethvert forsøg på partipolitisk udnyttelse af Landmandsbanksagen — og udtaler, at tiden er inde til positivt arbejde for landets økonomiske stilling, går tinget over til videre behandling af den foreliggende sag”.

Ove Rode var meget utilfreds med denne dagsorden og mente, at de konservative måtte tage yderligere konsekvenser, da det jo ikke var bleven skjult, “hvilken oprørt tilstand Det konservative Folkeparti var i i går efter justitsministerens optræden”. Han mente også fremdeles, at udenrigsminister Colds forhold ikke var upåklagelige, navnlig efter at det nu også var kommet frem for offentligheden, at denne mand havde været blandt dem, som ved udstedelsen af Ballin-aktierne i efteråret 1916 favoriseredes med 20.000 kr. aktier. Bankkommissionens bemærkninger til denne sag trængte i øvrigt til nøjere oplysning, efter at der var fremsat en utilsløret sigtelse for bestikkelse mod de mænd, der ved overtagelsen af aktier havde taget mod en foræring på næsten det tredobbelte af det tegnede, f.eks. pr. 10.000 kr. tegnede aktier havde haft en ren fortjeneste på 19.000 kr. Tildelingen var sket til folk, der nok var en vennetjeneste værd, og som sådan havde Cold modtaget den post, som ifølge Bankkommissionens beretning blev forbeholdt de store ledere, finansmænd og sådanne. Ja, en sådan undtagelse var altså udenrigsministeren, siger Rode. Og han fortsatte: “Deri er der intet mærkeligt. Når man sidder i den stilling, som udenrigsministeren dengang gjorde, er der intet mærkeligt i, at han, når han tegner sig for Ballin-Hertz aktier, bliver foretrukket, thi sådan er ordningen, at de store selskaber begunstiger hinandens ledere på den måde, at når man laver en emission, der udbydes til 110, skønt man ved, at aktierne dagen efter er 300 værd, fordeler man dem ved aktietegningen på den måde, at de tilfalder sådanne mænd, ja, som f.eks. Daværende direktør Cold. Sådan foregår det, og det er der formentlig ikke noget

117

at sige til, så længe man tilhører den kreds, som man den gang tilhørte, for sådan gjorde de alle. Men det danner ikke basis for at være udenrigsminister i en tid, hvor man undersøger disse sager, at have tilhørt denne kreds og have nydt de særlige fordele, som knytter sig dertil”. At Rode i øvrigt ligeså lidt som Neergaard mente at måtte fælde nogen dom over storsvindleren Emil Glückstadt, som tværtimod alligevel fandt sympati, kan man slutte sig til af Rodes noget besynderlige bemærkning, at man kunne have ønsket, “at den ulykkelige mand, der døde i vestre fængsel, havde fået lejlighed til at høre den storslåede tale, som statsministeren nu har holdt”.

Og endelig gjorde Rode grundigt op med Venstre-partiet, specielt justitsminister Rytter, som ved oplæsning af Brandes’ hyldestskrivelse til Glückstadt havde forsøgt at yde sit bidrag til den så harmfuldt afviste, snigende mistænkeliggørelse af politiske modstandere. Lad gå, mente han, at Brandes aldrig har svigtet sin gamle ven og intime medarbejder, hvad gjorde da de andre partiers mænd på samme tidspunkt? Hvor stod de henne? Ville de mon ikke, da jubilæumsfesten fandt sted, være med blandt gratulanterne? Lad os se, siger Rode. Og så giver han efter samme recept som den af Krag så virkningsfuldt benyttede de ærede medlemmer fra regeringssiden det glatte lag, idet han triumferende beretter enkeltheder om denne festdags interna [indvortes medicin]:

“Jeg har”, bemærkede han, “set efter i referatet i “Berlingske Tidende” fra 5. oktober 1921 for at se, hvorledes denne festdag forløb. Det skildrer festligheden i det hele taget, de visitter, besøg, deputationer og gratulationer, som kom, og siger følgende: “Blandt de besøgende nævner vi statsminister Neergaard, handelsminister Rothe, etatsraad H. N. Andersen, nationalbankdirektør Rubin, bankinspektør Green, børskommissær Schovelin, højesteretssagfører Bülow,

118

departementschef Busck-Nielsen …” — det er de første af den række fremtrædende navne, som findes på denne liste. Da den højtærede justitsminister ikke var til stede, har han formodentlig ikke nogen afskrift af de veltalende ord, hvormed statsminister Neergaard overbragte ministeriets lykønskning til hr. Glückstadt ved denne lejlighed. Jeg ved ikke, om den højtærede statsminister endnu selv skulle have i erindring eller have nedskrevet, med hvilke udtryk for beundring over for Glückstadt han dengang bragte sin lykønskning. Endvidere mødte af direktørerne for Østasiatisk Kompagni Schmiegelow, Schiøtt og Madsen-Mygdal, fra arbejdsgiverforeningen bogtrykker Langkjær og for Det forenede Dampskibsselskab — ikke direktør Cold, som jo dengang ikke var der mere, fra sparekassen for København og omegn overretssagfører Axel Bang osv. Og så tilføjes der, hvordan “kl. 11 modtages admiral Richelieu og etatsraad Glückstadt i audiens hos Hans Majestæt Kongen. Bankrådets formand og den administrerende direktør overrakte Hans Majestæt ved denne lejlighed bankens medalje i guld og et pragtfuldt indbundet eksemplar af Jubilæumsskriftet”. Når det således var en medalje af guld, der blev overrakt, og den ikke kunne gengældes ved denne lejlighed med en udmærkelse, var det af den simple grund, at den 19. december 1920 havde man foranlediget fra ministeriets side, at Glückstadt fik Storkors af Dannebrog”.

Da dagsorden-debatten var sluttet, blev den Konservative dagsorden med 71 stemmer mod 60 vedtaget, og ministeriets levetid sikret for yderligere to måneder.*

*) Ministrenes Rytters og Neergaards angreb skaber selvfølgelig voldsomt røre i pressen. Den borgerlige presse beklager, at Rytter har (fortsættes …)

119

Den 12. februar fortsattes diskussionen. Nu var det den udenfor partierne stående folketingsmand grev Bent Holstein, der tog ordet, men som i øvrigt ikke beskæftigede sig særligt indgående med selve bankkommissionsbetænkningens resultater, derimod med de af Ministeriet Neergaard foretagne rekonstruktionsforsøg. Han bebrejdede kommissionen, at den ikke havde undersøgt 9. juli-rekonstruktionen. Til trods for den varme anerkendelse, han yder beretningen — om hvilken han bl.a. siger med Goethe, at her havde professor Birck rakt folket digtningens slør af sandhedens hånd: “Aus Morgenduft gewebt und Sonnenklarheit, der Dichtung Schleier aus der Hand der Wahrheit” — beklager han, at disse juli-begivenheder, som uvægerligt hørte med til sagen, og i hvilke statsministeren, handelsminister Tyge Rothe (der rigtignok havde måttet tage konsekvenserne deraf), Nationalbanken og …

(… fortsat) fremdraget Brandes’ personlige brev til Glückstadt, da han i anden sammenhæng havde set sig foranlediget til at tilbageholde navnene fra Ballin-materialet for at undgå en alt for vidtgående personlig skandalisering. Prof. Bircks handlemåde betegnes som usømmelig. Flere blade synes rørende enige om, at det nu måtte være sidste gang, Birck havde været medlem af en undersøgelseskommission. Rædsomt var det efter pressens opfattelse også, at “Heilbuths ministerielle krigsmiddage” kom på tale. “Berlingske Tidende” mener, at Krags hensynsløse polemik kun skyldes Venstre-ministerens trang til at tækkes provinsen, “hvor en automatisk indstillet presse betjener ham”, men at man nok om føje tid skulle erkende, at stemningen i hovedstaden inden for alle kredse, fra intelligensen til de bredeste lag, ikke kan begejstres ved denne slags hovedjagter. Bladet mener, at denne spionagens, angiveriets og nervøsitetens atmosfære ikke er til at ånde i og understreger, at partiernes mænd ikke kan fordeles mellem anklagebænken og dommersædet efter partilinjer, men at pladserne begge steder tilfalder alle partier i flæng. Det var så sandt som det var sagt. At et organ som “Ekstrabladet” særlig harmes over Krags form for polemik, der skulle være ensbetydende med en sænkning af niveauet, krænkende for en rigsdags værdighed osv., kan næppe undre. “Finanstidende” resumerer: “har ikke snart de politiske partier fået nok af legen. Intet af dem er dog gået fri af smudset”. Og det tilføjer: “Hvilket billede af politisk forsumpning”. Alt såre rigtigt. Men det var jo også parlamentarismens høvdinge, der holdt hovedrengøring.

120

… Glückstadt havde prøvet deres sidste kompromitterende hasardtræk, ikke var belyst. Fire alvorlige forsømmelser havde det siddende ministerium gjort sig skyldigt i. Det havde for det første ikke i tide lyttet til de advarsler, som tydeligt nok fremsattes mod de i forbindelse med Landmandsbanken stående transaktioner, bl.a. Mod Det Transatlantiske Kompagnis forhold allerede i første halvdel af 1921, og mod bankens børsengagementer osv. i anden halvdel af samme år. Folketingsmand Lemvigh-Müllers velgrundede forespørgsler var bleven afvist med utilstedelige reprimander. Statsminister Neergaard havde for det andet begået “den utrolige embedsmæssige skødesløshed” at tage Glückstadts henstillinger om optagelse af udenlandske statslån for gode varer og havde til begrundelse af dette forhold fremført en række argumenter, som ikke kunne bestå over for en nærmere prøvelse. Ministeriet havde endvidere ladet det mangle på den fornødne agtpågivenhed ved forhandlingerne om Landmandsbankens overtagelse af den sammenbrudte diskontobank, som ganske vist ikke blev til noget, og ved den påfølgende sammenslutning af Den private Laanebank med Landmandsbanken og endelig ved sidstnævnte banks årsregnskab for året 1921. Dog, den sidste og værste forsømmelse var udstedelsen af den objektivt urigtige og vildledende 9. Juli-erklæring, som havde bundet Staten over for Landmandsbanken og senere havde haft den konsekvens, at Staten måtte overtage ubegrænset garanti for de af banken forvoldte tab. Hele denne ordning beroede dermed på et uredeligt og uforsvarligt grundlag. Med henblik på statsminister Neergaards uheldige stilling i denne sag bemærkede grev Holstein med bidende ironi, at dersom man her havde overset en paragraf i Straffeloven, nemlig § 134, der lyder således: “Har nogen i embedes medfør forsætlig undladt i attest eller forklaring at oplyse omstændighederne, der må anses væsentligt at høre til den omhandlede sag, straffes han med embedsfortabelse, simpelt fængsel eller under formildende omstændigheder med bøde”, måtte det vel betragtes som

121

hændelig uagtsomhed. Grev Holstein udtalte til slut håbet om, at man nu endelig måtte få rigtige regnskaber forelagt; thi “tre gange, ja, hvis vi tager årsregnskabet fra den gamle direktion med, fire gange er offentligheden ført bag lyset, femte gang skulle regnskabet gerne være sandfærdigt og redeligt i overensstemmelse med Banklovens og Aktielovens forskrifter”. Det er altså sådanne formaninger, som rettes til Regeringen, og som viser sig at være nødvendige! Endelig henstiller grev Bent Holstein til Regeringen, at man ved nybesættelsen af bestyrelsesmedlemsposterne i de ved hjælp af statsmidler rekonstruerede selskaber måtte udelukke sådanne personer, som har været med til at køre disse selskaber i grøften. Også en sådan henstilling var altså nødvendig! Greven hentydede hermed til selskabet Ballin & Sønner, i hvis bestyrelse også efter rekonstruktionen mænd som overretssagfører Konrad Levysohn, direktør Justus Nathanson og højesteretssagfører Otto Bang var blevet siddende, endog som valgte af selve statsbanken Landmandsbanken, omendskønt der ikke kunne være tvivl om, “at dersom disse bestyrelsesmedlemmer og ledere af Ballin & Sønner blev set efter i sømmene, ville det vise sig, at de var skyldige ganske analogt med Landmandsbankens gamle direktører”.

Det konservative medlem ingeniør P. Korsgaard harmedes over, at listen over de personer, som stod opført på 1. Februar-kontoen, var bleven offentliggjort, og beklagede, at Finansudvalgets modstand mod denne offentliggørelse ikke var blevet tilstrækkeligt fremhævet i den borgerlige presse. Han og hans partifæller havde været aldeles enige om, at Finansudvalget, som ikke var kaldet til at udøve politimyndighed, måske nok af økonomiske grunde kunne have rimelig anledning til at få konstateret, hvilke personer der havde påført Landmandsbanken de tab, der siden måtte overtages af Staten, men at disse oplysninger ikke burde interessere offentligheden. Desforuden kunne en sådan offentliggørelse jo også skade bankens fremtidige drift ved at virke afskrækkende på

122

aktiespekulationen. Korsgaard erklærede endvidere, at han slet ikke kunne indse, med hvilken ret der i sammenhæng med Ballin-aktiernes fordeling kunne være tale om bestikkelse og henholdt sig her til Otto Benzons “dybsindige” ord: “Bestikke! jeg kender mange mennesker, og jeg kender ingen, som lader sig bestikke, men jeg kender heller ingen, man ikke kan arrangere sig med”. Korsgaard synes vældig godt om denne betragtning, da den var så velegnet til at forflygtige begrebet “bestikkelse” og at give de favoriserede i den så ofte omtalte Ballin-sag et hæderlighedens præg. Stauning understregede endnu engang, at det var saglig nødvendigt at fremkalde en diskussion om Bankkommissionens beretning, omendskønt korruptionen jo heri langtfra var udtømmende behandlet. Uforståeligt var det, når netop Venstres ministre var så ivrige efter at citere de rosende breve, finansminister Edvard Brandes havde sendt til etatsraad Glückstadt, eftersom Neergaard havde ydet Glückstadt det største tillidsbevis ved at lade ham sidde som Landmandsbankens direktør også efter 9. Juli-erklæringen og oven i købet nu havde forherliget ham i Rigsdagen, så Glückstadt blev ligefrem kanoniseret, blev stillet op som en hel helgen, der havde gjort uhyre meget godt; “jeg ventede” slutter Stauning ironisk, at “han (statsministeren) havde sluttet med at foreslå en offentlig subskription til et mindesmærke for den afdøde etatsraad”.

De vidtløftige forhandlinger om Bankkommissionens beretning fortsattes endnu den 13., 14. og 15. februar, hvorunder navnlig udenrigsminister Colds holdning var genstand for indgående diskussion. Bent Holstein og Ove Rode fortsatte deres angreb mod statsminister Neergaard og beklagede navnlig, at Bankkommissionen ikke havde videreført undersøgelserne indtil det tidspunkt, da Landmandsbankens sammenbrud i september 1922 blev endeligt konstateret. Rode fastholdt kravet om, at navnene på de 400 personer, der var blevet favoriseret i Ballin-sagen, skulle bekendtgøres.

123

Endelig gav Ove Rode en kort, kronologisk oversigt over de fejlgreb og forseelser, Neergaard i sin ministertid havde gjort sig skyldig i. Da denne redegørelse indeholder hovedpunkterne i knappeste form, skal den her gengives som afslutning på fremstillingen af debatten om selve Landmandsbankskandalen. Rode erklærede i sin store tale den 13. 2. 1924 derom følgende:

“I oktober 1920 optog Glückstadt et statslån på 25 mil. Dollars, i december udnævntes Glückstadt til Storkors, i januar 1921 optog han et kommunelån på 15 mil. Dollars, om hvilket det oplyses, at indenrigsminister Berg pressede kommunerne til at modtage det. Den 28. juni 1921 udsendte Glückstadt en serie på 10 mil. kr. i kommune-obligationer for at skaffe sig likvide midler: dette fik han indenrigsministerens tilladelse til, skønt måden, hvorpå dette skete, efter Bankkommissionens beretning er uberettiget. Den 21. oktober gik der endelig hul på den byld af rygter, som opfyldte landet, ved en tale af det ærede medlem hr. Lemvigh-Müller her i salen. Den 11. november 1921 holdt statsministeren sin takketale til etatsraad Glückstadt. I december optog Glückstadt et statslån på 30 mil. Dollars, som statsministeren maskerede ved at påstå, at det var bankerne i fællesskab, som havde optaget det. I december 1921 overdrog Landmandsbanken 7 mil. kr. telefon-aktier, som lå hos den for Statens regning, til Nationalbanken, og senere betalte finansministeren disse penge af de penge, han havde fået gennem det amerikanske lån; i Finansudvalget har han sagt, at han fandt det rigtigt at betale Landmandsbanken tilbage. Han vidste altså, at Landmandsbanken var sådan i bekneb for midler, at den havde overdraget disse aktier til Nationalbanken.

I februar 1922 overtog Landmandsbanken Lånebanken, mod bankinspektørens indsigelse og trods bebudelsen af en skriftlig redegørelse, i henhold til en tilladelse fra handelsministeren … Den 6. juni optoges der gennem Landmandsbanken et kommunelån på 2 mil. Pund Sterling, om hvilket det er oplyst i kommissionsberetningen, at købstadsforeningen ved den lejlighed nærede stor bekymring for, om det blev anvendt på rette måde, og gav dette udtryk over for ministeriet. Endelig den 9. juli kom så rekonstruktionen, efter at bankinspektørens opgørelse var afgivet, og denne opgørelse blev holdt hemmelig og en vildledende erklæring udstedt. Dette er — erklærede Rode til slut — skildringen af det angreb, jeg har rettet på finansministeren: at han efterhånden indfiltres således i Glückstadts transaktioner for at redde banken, at han ikke længere tør sige folket og Rigsdagen sandheden”.

124

Alt dette kom altså frem for offentligheden i opgøret mellem rigsdagsmændene i dagene fra den 1. – 15. februar 1924.

Selve diskussionen med dette utal af gensidige beskyldninger og voldsomme angreb er et mønster på parlamentarisk ansvarsløshed. Alene det, at hele debatten var anlagt som ren og skær valgpropaganda, lader erkende, hvor lidet disse folketingsmænd forstod betydningen af den landskatastrofe, der var påført samfundet ved højfinansens forbryderiske spil under og efter verdenskrigen. Men værre var det, at disse rigsdagsmænd altid talte om de andres skyld, aldrig erkendte deres egne fejlgreb. Ville man tage ved lære af de undersøgelsesresultater, Bankkommissionen var nået til, burde rigsdagsmedlemmerne i allerførste række være gået ind på en realitetsbehandling, således som den blev planlagt ved nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen i september 1922. Og når det ved en sådan realitetsbehandling måtte erkendes, hvilket ansvar der påhvilede dem selv, burde den enkelte, der havde et ansvar, have taget konsekvensen og være gået. I så henseende var henstillingen til udenrigsminister Cold, der havde været spillebroder sammen med Glückstadt, aldeles berettiget, ligeledes til Neergaard, der som stats- og finansminister altid havde været et viljeløst redskab i Glückstadts hænder. Men på den anden side var mænd som Stauning og Rode sandelig ikke de rette til at stille et sådant forlangende, eftersom de selv ved justitsministerens og indenrigsministerens fyndige taler blev overbevist om, at højfinansens vildeste orgier udfoldede sig netop i den periode, da de selv sad på taburetterne.

Endnu skal bemærkes, at striden om Cold affødte adskillige interessante betragtninger. Stauning havde mindet om, at hans parti havde måttet tage konsekvenserne, da Venstre-pressen rettede en endeløs kritik mod en arbejdsmand Oluf Olsen, fordi denne på sukkerfabrikken i Nakskov i et enkelt tilfælde havde leveret mere roeaffald til en af roedyrkerne, end det var berettiget, og derved uretmæssig havde opnået en ringe fordel af vedkommende dyrker, som foruden at være husmand også var,

125

skomager og til gengæld for det noget rigeligt udleverede roeaffald havde udført noget reparationsarbejde for arbejdsmanden. Sidstnævnte blev afskediget af fabrikken, på hvilken han havde været beskæftiget i mange år, og han måtte afskediges som hjælpekasseformand. Stauning mente, at når en arbejdsmand for så ringe en forseelse måtte vige pladsen som hjælpekasseformand, var det rimeligt, at også en minister Cold, ud fra de samme principielle overvejelser, måtte vige sit sæde. Indenrigsminister Krag tordnede derpå i denne anledning løs mod Socialdemokratiet, som om han havde tabt al sund sans, og erklærede, at man selvfølgelig ikke år ud og år ind ville finde sig i, at en person, der var overbevist om bedrageri og falsk, af Socialdemokratiet sattes til at forvalte offentlige midler. Endeløs var debatten om denne sag, som om den overhovedet tålte nogen sammenligning med den kapitalsvindel, jøderne og deres drabanter havde været inde på! Sandelig, her havde den socialdemokratiske borgmester Bresemann i Nakskov mere end ret, når han hævdede, at arbejdsmanden Oluf Olsen havde betalt mere end rigeligt for “de par støvlesåler”, idet han havde tabt sin stilling, var bleven offentligt stemplet som forbryder i et utal af avisartikler og måtte vige sædet som hjælpekasseformand, efter at have forsynet en god ven noget rigeligt med roeaffald, som alligevel leveredes gratis til roedyrkerne, medens han ejendommeligvis endnu efter affæren på sukkerfabrikken var blevet udnævnt til nævning på foranledning af netop den bestyrer, der selv havde foranlediget hans afskedigelse. I diskussionen om denne sag kunne liberalismens tilhængere for en gangs skyld vise deres sande ansigt, idet de anså det for opportunt at rumle løs på denne sag, der i sammenligning med Landmandsbankens vejede mindre end intet, til afværgelse af angrebene mod Cold; men det hører jo også til liberalismens hævdvundne principper, at man gerne lader de store tyve løbe, når de hører til ens egen bås, for des hårdere at slå løs på den lille mand. Her var Stauning uden tvivl stærk i forsvaret for sin partifælle.*

*) For en gangs skyld havde også “Ekstrabladet” ret her, når det hævder, at de Cold’ske børsmanøvrer dog måtte veje mere end arbejdsmand Olsens forseelse. “Der er,” siger bladet, “især den forskel, at hin Olsen er ikke længere bestyrer af en hjælpekasse i Nakskov. Men fhv. Direktør Cold er stadig Danmarks udenrigsminister, han sidder i højheden og regerer over 80 juridiske kandidater og et mindre antal statsvidenskabelige, han er leder af vor største og fineste og dyreste administration med kontorer på et kongeslot i København. Det er dog en vældig forskel!” skulle der virkelig stilles mindre krav angående renlighed og offentlig moral til en minister end til en arbejdsmand? Denne begrebsforvirring var virkelig for stor.

126

Ikke mindre vægtige var Staunings argumenter i angrebet mod Cold, da han pegede på den højst besynderlige kendsgerning, at denne påstod, at han ikke havde kunnet huske sin overtagelse af 20.000 kr. Forenede Skotøjsfabrikkers-aktier i efteråret 1916, før han blev mindet om det af diskussionen, der fandt sted om denne sag i Folketinget i februar 1924. Udenrigsministeren havde altså rent glemt, at han også havde ansøgt om en post af disse papirer, der, som det nu fremgik af Bankkommissionens beretning, havde givet så store indtjeningsmuligheder. Men da han blev mindet om denne sag, havde han jo rigtignok straks konstateret, at denne post aktier, som var bleven henlagt i hans depot i Landmandsbanken den 8. november 1916, betalt med 22.000 kr., senere, den 14. juni 1918, var bleven ombyttet med 14.000 Ballin & Hertz-aktier, som nu lå i depot hos Privatbanken og havde en kursværdi på kun 490 kr. Se, sådan noget kunne altså gå i glemmebogen, ligesom udenrigsministeren heller ikke mere huskede, at han havde spekuleret i sit eget selskabs aktier ikke blot fra 1914 til 1916, men også senere, dvs. at han havde foretaget et aktiekøb i juni 1917 til en kurs på 320, som afvikledes i midten af april 1918, da kursen lå mere end 100 points højere. Hertil knyttede Stauning i sin tale den 12. 2. 1924 følgende træffende bemærkninger: “Helt galt kan det jo ikke stå til for en overklasse, der går og glemmer aktier rundt omkring i boksene. Og ganske naturligt spørger det menige folk, hvorledes det så i grunden forholder sig med denne overklasses opgivelser til skattevæsenet af indkomster og formue. Når man kan glemme poster af en sådan størrelse, får man jo let den mistanke, at de skatteangivelser, der opgives, ikke er udtømmende, at der er en eller anden boks stoppet fuld af værdipapirer, som bliver glemt. Kan det tænkes, at 20.000 kr. ligger hen og bliver glemt, og kan det tænkes, at en spekulationsperiode på et års tid helt glider ud af erindringen, kan der jo glemmes mange ting, så behøver det ikke blot at være 20.000 kr., der glemmes, men mange flere tusinder.” Det kan ikke nægtes, at den socialdemokratiske ordfører her atter havde ret.

I øvrigt viste også denne omfattende diskussion i februar 1924, i hvilken grad alle rigsdagspartier endnu følte sig afhængige af finansmagten og på ingen måde var villige til at gribe ind over for de kredse, der ved deres fantastiske transaktioner så skammeligt havde sat den under krigen indtjente nationalformue over styr. Der var jo aldrig tale om det særlige ansvar, som netop jøderne havde, og man undlod

127

simpelthen i de endeløse debatter, om så kun med en eneste stavelse, at gå ind på dette problem, som dog måtte anses for at være af afgørende betydning for bedømmelsen af hele Landmandsbank-affæren. Kun Stauning nævnte ordet jøde, men ikke for at anklage disse fremmede, men for at forsvare dem, ved des kraftigere at understrege den hvide mands skyld. Og da hele diskussionen for ham kun var et rent og skært valgpropagandanummer, søgte han herved at vælte et ansvar over på udenrigsminister Cold, der ikke skulle være ringere end Glückstadts. To gange var han under forhandlingerne inde på den tanke, at Bankkommissionens beretning ikke havde fordelt lys og skygge ligeligt mellem parterne, idet den hvide mand — for at benytte den af Stauning yndede terminologi — var sluppet alt for billigt fra det i undersøgelserne. Påstanden var urigtig, eftersom beretningen i intet punkt giver holdepunkter for, at man ville skåne jødelakajerne. Men Folketingets forhandlinger lod derimod til fulde erkende, hvor stærkt det var alle partier magtpåliggende at skåne jøderne.

Alene den omtale, Glückstadt fandt, gav det til kende.

Stauning ironiserede over Neergaards forherligelse af Glückstadt, men han havde selvfølgelig ikke noget imod, at det ministerium, han selv tilhørte, havde indledt det nærmeste samarbejde med de jødiske finansmænd som Glückstadt, Heilbuth, Ballin osv., og at hans ministerkollega Edvard Brandes til det sidste bevarede sin hengivenhed for Glückstadt. Der måtte sandelig heller ikke siges hårde ord om dette store finansgeni i den her behandlede debat. Da Venstre-manden gårdejer A. Stengaard-Kirkegaard i sit forsvar for Cold den 15. 2. 1924 bl.a. gør opmærksom på, “at det er det omvendte, der er tilfældet, idet det var Landmandsbanken, der på en slyngelagtig, snedig, og lumsk måde tappede 30 mil. kr. ud af Det Forenede Dampskibs-Selskabs kasse”, griber Folketingets formand ind, fordi udtrykkene forekommer ham for stærke. Thi, siger formanden, “selv om de er anvendt om en mand, som, hvis han havde levet, vel nok var blevet idømt straf, vil

128

jeg dog ønske, at det ærede medlem undlader her i tinget at benytte slige udtryk”. Man bemærke, at Glückstadt efter formandens opfattelse “vel nok” var bleven dømt; han var altså ikke helt sikker på det, selvom domspræmisserne i flere punkter havde fastslået, at der forelå bedrageri i største målestok! Bemærkningen lyder unægteligt ejendommelig, men har naturligvis trods alt sin berettigelse, når man ved, at en mand som Harald Plum på indflydelsesrige kredses foranledning slap med en fantastisk ringe pengebøde for landets største millionsvindel, og når man erfarer, at visse kredse inden for partierne, inklusive Socialdemokratiet, var ivrige efter at få processen mod Glückstadt standset.

Lige så oplysende om de parlamentariske partiers stilling over for den jødiske højfinans var endvidere justitsminister Rytters betragtninger, da han advarede oppositionen mod at gå alt for aggressivt til værks mod Regeringen. Var man, spørger han i forhandlingerne den 7. 2. 1924, da ikke blevet enige om at tilstå Landmandsbankens debitorer en mindelig ordning? Skal vi så bl.a. til at undersøge, hvorvidt en mand som Herman Heilbuth kan være juridisk eller moralsk forpligtet til at godtgøre Staten de penge, som denne har måttet yde som dækning for de ved denne mand forvoldte tab?

Skulle så mon sådanne undersøgelser generelt gennemføres?! Nej, det var man dog vel blevet enig om, ikke måtte ske. Og det skete så heller ikke. Staten overtog tab til mere end to hundrede millioner kroner, men aldrig er der kommet noget frem om, at de jødiske storspekulanter og deres drabanter på forsvarlig måde er blevet holdt til selv at erstatte de tab, de havde påført Landmandsbanken.* alt dette er endnu omgivet af et tæt slør.

Efter de stormfulde dage i februar 1924 er der langsomt faldet ro over gemytterne, omendskønt rigsdag og regering senerehen måtte gå videre på den tunge offergang, som de

*) Jvf. ovenfor 4 d, 1. del, s. 448 flg. og nedenfor s. 492 flg.

129

ved ansvars- og karakterløse statsmænds handlinger blev presset ind på ved arrangementerne af 1922. Hvad der imidlertid i den her omhandlede debat afsløredes af korruption, svindel, bedrag, mangel på offentlig moral og sømmelighed, det kan i sandhed tages som det mest indtrængende vidnesbyrd om den danske parlamentarismes falliterklæring. Værre demaskering kunne næppe tænkes. 

f) Den fjerde og femte (sidste) rekonstruktion af Landmandsbanken i 1926 henholdsvis 1928.

I foråret 1926 måtte der skrides til en ny rekonstruktion. Den 5. marts fremsatte erhvervsministeren (statsminister Stauning) forslag om forlængelse af Statens garanti i fire år, indtil april 1932, under opretholdelse af de herfor gældende bestemmelser, hvorved imidlertid forbeholdet, “for så vidt disse fordringer ikke kan dækkes af bankens aktiekapital og reservefond” skulle falde bort, da der alligevel ikke mere kunne være tale om en sådan dækning. Ved fremsættelsen af lovforslaget erklærede erhvervsministeren, at man under opgørelsen for 1925 havde foretaget en omhyggelig og fornyet gennemgang og nyvurdering af samtlige aktiver, således at de aktiver, der skønnedes at være af mindre solid karakter, var nedskrevet til, hvad man måtte anse for likvidationsværdi. Derved var man nået til det resultat, at der udover det for regnskabsåret 1924 opførte underskud af 88 millioner burde afskrives og hensættes beløb, der tilsammen udgjorde ca. 120 millioner. Heri var de såkaldte Rekyl-interesser, som banken havde medindbefattet, ligesom der for bankens russiske interesser, som beregnedes til 27,3 mil. kr., blev hensat et tilsvarende beløb til imødegåelse af tab. Ved opgørelsen for 1925 måtte herefter foretages afskrivninger eller hensættelser til et samlet beløb af i alt ca. 150 mil. kr. Stauning trøstede sig ved denne lejlighed med, at hans parti allerede

130

i februar 1923 tydeligt havde givet udtryk for, at man regnede med væsentligt større tab end dem, der dengang blev nævnt af Ministeriet Neergaard. Partifællerne havde allerede dengang nævnt, at Staten sikkert ville komme til at stå over for et tab på 300-400 millioner i stedet for de bagateller, som nævntes ved de første rekonstruktioner. “Jeg erindrer godt,” fortsatte ministeren, “at disse store tab blev afvist som umulige. Jeg ser imidlertid, at de af mine partifæller, der har udtalt sig på den måde, har været for optimistiske, thi det er blevet til endog mere, end de dengang spåede.”

Stauning gav samtidig en kort oversigt over udviklingen af de ved Landmandsbanken opståede tab, idet han oplyste følgende: “Der blev i året 1921 afskrevet såkaldte skjulte reserver og afskrevet af overskuddet ifølge regnskab for 1921. Tilsammen udgør de to afskrivninger i 1921 52,3 millioner. Så kom afskrivningen i henhold til den såkaldte julierklæring, som udgjorde 55,7 millioner. Nogen tid efter, i 1922, mente man at have konstateret, at bankinspektørens opgørelse ved juli-erklæringen alligevel var rigtigere, og at der måtte tillægges 77,3 millioner. I september samme år nåede man til at konstatere yderligere tab på 40 millioner og december samme år yderligere 59 millioner. Alene på regnskabet for 1922 nåede man således op til 232 millioner. Af disse var en del dækket gennem gammel aktiekapital, reserver, overførsel fra 1921 og overskud for 1922, i alt 171 millioner, men allerede ved udgangen af 1922 var der et underskud på 61 millioner. Desuden ansås i foråret 1922 7 mil. kr. for at være tabt, men de er senere dækket ved erstatninger, der indgik fra Glückstadts og Ringbergs bo. I 1923 er der afskrevet 36,7 mil. kr. og på regnskabet 1924 14,1 mil. kr. Det vil sige, at der hidtil er afskrevet 324 mil. kr., og nu møder man med en formentlig konstateret nødvendighed af afskrivning af 116,6 mil. kr., plus de såkaldte russiske interesser, 27,3 mil. kr. Ja, det vil sige altså ca. 500 mil. kr., det er det samlede tal.” Det udækkede beløb skulle herefter endnu andrage 115,8 mil. kr.

Ministeren gjorde endvidere opmærksom på, at selvfølgelig kunne den nuværende ledelse af banken ikke gøres ansvarlig for disse tab, da deres oprindelse rakte længere tilbage, og han tilføjede: “Det, der nu er sket, er i virkeligheden det, at nu er man kommet så langt, at man mener det nødvendigt

131

at tage mod til sig og foretage afskrivninger og sige den fulde sandhed om, hvorledes det forholder sig. Så vidt man kan skønne efter de betragtninger, bankinspektøren har anstillet, må jeg gå ud fra, at man nu har skåret så dybt til bunds, at man skulle være forskånet for overraskelser i hvert fald af større omfang i den kommende tid.” Ministeren pointerede i denne sammenhæng, at kun en lille del af de nu foretagne afskrivninger var nødvendiggjort ved deflationen. Når man ville se på de forretningsforbindelser, som banken var inde i fra tiden før 1922, ville man være overrasket ved at konstatere, hvor få af dem der var bleven lukket i tide, og “man vil forstå, at de i virkeligheden kun er blevet aflivet noget langsommere, end de måske burde være”! Mange engagementer havde for længe siden været modne til den nedskæring, som først nu blev etableret!* Til slut bemærkedes, at en endelig ordning af bankens forhold uden statsgaranti havde været under overvejelse, men at man i øjeblikket anså en sådan nyordning for ubelejlig, da dens gennemførelse ville kræve statsmidler i meget betydeligt omfang.

Regeringspartiets ordfører, redaktør N. Andreasen,

*) Jvf. herved afsnit 4 c i 1. del samt professor Bircks oplysninger om sagen, citeret nedenfor s. 422. Der kan her også være anledning til atter at fremhæve, at talrige af Landmandsbankens mere eller mindre tvivlsomme engagementer også under den nye bestyrelse, med Emil C. Hertz som ledende direktør, blev ført videre. Dertil hørte bl.a. det udprægede jødefirma Hermann Raffel A/S, hvis bestyrelse ved likvidationen i januar 1928 bestod af grosserer Alfred Raffel, højesteretssagfører C. L. David og Landmandsbankens egen direktør Philip Mik-Meyer! Firmaet, som arbejdede med en aktiekapital på 2 mil. kr. og drev handel og agentur i jern og metaller, kostede ved likvidationen Landmandsbanken mange penge. Hvor stort tabet talmæssigt har været, er imidlertid aldrig bleven oplyst. I lang tid lå A/S Hermann Raffel inde med aktierne i “Dansk Staalbeholderfabrik”, der væsentlig fabrikerede transportspande. Denne aktiekapital, stor 240.000 kr., blev — iflg. “Social-Demokraten” af 16. 12. 1928 — overtaget af et konsortium, der dannede et nyt firma “Dansk Aluminiumsindustri”, idet Landmandsbankens repræsentanter samtidig trådte ud af bestyrelsen.

132

… bemærkede indledende, man måtte håbe, at den nu foreslåede rekonstruktion måtte blive 3die og sidste akt i Landmandsbank-farce-tragedien. Socialdemokratiet havde i februar 1923 afvist at stemme for den ubegrænsede statsgaranti, men var nu tvunget til at gå frivilligt med. Vel havde man ikke nu som dengang under natteforhandlingerne pistolen for brystet, men dog håbede man at komme til en hurtig afslutning. Vigtigt var det, at rigsdag og regering nu fik mulighed for at få et virkeligt indseende med banken, nu, da den specielle Landmandsbank-skat havde nået en så utrolig højde. Urimeligt var det, at man dag for dag sad i Finansudvalget for at overveje, om man ikke under hensyn til sænkningen af prisniveauet kunne spare på småbevillinger på tusind kroner og mindre, og samtidig stod over for dette, “at Det (såkaldte) tredie Ting kommer og lænser statskassen og befolkningen for hundreder af millioner”. “Det åbner,” tilføjede han, “et perspektiv ud over den kapitalistiske råddenskab, som man vel i grunden ingen sinde troede var forskrækkelig. Når man fra bankforhørene i sin tid erfarer, at et af de selskaber, der i særdeleshed bevirkede, at skuden løb i sænk, det transatlantiske selskab, blev organiseret på en sådan måde, at man engagerede godt tyveårige mennesker til direktører, f.eks. engagerede en nogle og tyveårig købmandssøn fra Lolland og gav ham 90.000 kr. om året i direktørgage — ja, jeg sagde før tragedie, farce-tragedie —, kan man så egentlig undre sig over, at billedet er blevet, som det er?” Andreasen mente til slut, at hvis Nationalbanken under og efter krigen havde magtet sin opgave, at opretholde stabile valutaforhold og sunde pengeforhold, så havde Danmark “sikkert været det land, der havde stået bedst, erhvervsmæssigt og økonomisk set, af alle lande i verden, trods alt hvad krigen ødelagde også for os, og det er for mig i virkeligheden forsmædeligt, at det er kommet dertil, at styret er taget fra lovgivningsmagten, taget af Det tredie Ting, og at Det tredie Ting har været repræsenteret af folk, der brød sig fejl om samfundets interesser.”

133

C. Th. Zahle erklærede, at hans parti ikke ville stemme for forlængelse af den ubegrænsede statsgaranti, som man fra begyndelsen af havde afvist af principielle grunde, fordi man anså det for påkrævet, at den nye bank i forvejen frigjorde sig for indbildte værdier. Han bebrejdede Venstre-regeringen, at den den 9. juli 1922 var gået med til at kautionere for hele den økonomiske misere, som da var til behandling, men nævnte selvfølgelig ikke noget om sit eget ansvar fra den tid, da han selv var statsminister, eller med hensyn til september-ordningen 1922, som jo også var godkendt af ham og hans parti.

Også gennemførelsen af dette lovforslag blev til det rene hastværk. Men ellers forløb diskussionen meget stilfærdig og rolig. Nu havde man jo vænnet sig til tanken, at Staten skulle punge ud, så længe banken meldte nye tab. Dog foretoges små ændringer i regeringsforslaget: tidsfristen for statsgarantien blev fastsat til 1. april 1932, og samtidigt indsattes en bestemmelse i loven om forberedelse af et forslag til afvikling af garantien. Forslaget vedtoges med stort flertal i folketing og landsting. Blot de Radikale afholdt sig fra at stemme.

Efter at ministeriet Madsen-Mygdal var blevet dannet i december 1926, pålagdes det i juli 1927 ministeren for industri, handel og søfart, M. N. Slebsager, inden 15. februar 1928 at forelægge Rigsdagen et forslag til endelig ordning af Landmandsbankens forhold. Forslaget skulle udarbejdes således, at banken, der hidtil havde virket som statsgaranteret privatbank, fremtidigt kunne videreføres som privat aktiebank. Samtidig bemyndigedes finansminister N. Neergaard til om fornødent at tilvejebringe en kassekredit for højst et år på indtil 20 millioner U.S.A.-Dollars. I hovedlinjerne for lovforslaget blev bl.a. fastsat, at Landmandsbankens balance ved nyordningen skulle nedbringes til en passende størrelse, at aktiver, som det på grund af disses karakter måtte anses for ønskeligt at udskille og som burde afvikles, skulle udskilles

134

af bankens aktivmasse og overføres til en afviklingskasse. Og endelig blev som hovedprincipper foreslået, at Staten skulle betale underskuddet, status udviser, efter at denne udskillelse havde fundet sted, og at basis for den fremtidige virksomhed skulle være en ny aktiekapital på ca. 50 mil. kr., tegnet i ind- og udland. Dernæst bemyndigedes erhvervsminister Slebsager til at nedsætte et udvalg på 2 personer til at udarbejde forslag til en endelig ordning af Landmandsbankens forhold.

Dette forslag skulle allerede ved fremsættelsen fremkalde alvorlige brydninger i Rigsdagen. Erhvervsminister Slebsager*, der på samme måde som før ham Neergaard så sin særlige opgave i at varetage højfinansens interesser, satte alt ind på at lade storkapitalisterne få magt over Landmandsbanken på ny. Hans forslag gik derfor bl.a. ud på, at bankens svækkede aktiver, som det på grund af deres karakter måtte …

*) M. N. Slebsager, bondesøn fra Varde-egnen og oprindelig lærer, hører til de liberale politikere, som i ganske særlig grad har været et villigt redskab i den jødiske kapitalmagts hænder. Det viste han ved sin holdning over for både Landmandsbankens og Privatbankens rekonstruktioner. For ham var der aldrig grænser for, hvad samfundet kunne påtage sig af ofre over for kapitalmagten i landet. Han troede jo også — som andetsteds påvist (s. 454) — at han ligesom Neergaard ved private afgørelser kunne forpligte Staten til at sanere en falleret storbank. Hans planer slog fejl, men i al den skuffelse reddede han dog sit “ben”, idet han 1928 blev formand for Københavns Telefon Aktieselskab og siden 1932 virker som dette selskabs kommitterede.

Den solidaritet, Slebsager følte med Det tredie Tings store mænd, har senere fået sit specielle udtryk i, at han gennem sine børn er kommet i nær slægtsforbindelse med flere udprægede jødefamilier: sønnen, landsretssagfører Laust Slebsager, blev 1934 gift med heljødinden Helen Michaelsen, og sønnen, cand.jur. Erik Slebsager, 1940 med Bodil Kierulff, hvis moder Gerda, født Koppel, er mosaisk. Oven i købet er datteren Astrid Slebsager gift med sekretær i Undervisningsministeriet, cand.jur. Henning Rohde, som på sin side gennem moderen Asa, født Zøylner, er i nærmeste familie med særlig fremtrædende jødeslægter. Asa Zøylner er nemlig søster til grosserer Carl Zøylner, gift med heljødinden Jutta Birgitte Meyer, og til Maria Zøylner, gift med Herman Heilbuth. (Jvf. også 1. del, s. 446.)

135

… anses for ønskeligt at skille ud og som burde afvikles, skulle overføres til en særlig afviklingskasse. Afviklingen af disse engagementer skulle så gennemføres ved Statens hjælp.

Når Staten på denne måde havde sørget for dækning af alle ved rekonstruktionen opståede tab, skulle den derved sanerede bank videreføres som rent privat foretagende, enten under det bestående eller under ændret firmanavn. Venstre og konservative stemte for forslaget, efter at der var foretaget nogle ændringsforslag gående ud på: 1) at der hurtigst muligt skulle fremsættes forslag til en endelig ordning af Landmandsbankens forhold, således at Statens garanti for banken kunne afvikles, 2) at Landmandsbankens ledelse ikke måtte benytte Statens garanti til at optage nye lån eller at forny de allerede bestående. De radikale undlod at stemme, medens socialdemokraterne stemte imod det af Venstre-ministeriet fremsatte lovforslag, da de ikke ønskede, at højfinansen atter skulle få magt over banken. I medfør af loven om forberedelse af en nyordning af Landmandsbanken nedsattes der efter den 22. juli det i loven foreskrevne tomandsudvalg. Det kom til at bestå af departementschef Dalhoff som repræsentant for erhvervsministeriet og af nationalbankdirektør Green som repræsentant for Nationalbanken. Erhvervsminister Slebsager forfulgte alt imens underhånden sine bestræbelser til fordel for den kapitalistiske løsning, og derved støttedes han særlig af “Politiken”, som fra tid til anden forsøgte at forberede stemningen for en sådan løsning. “Politiken” anså det herunder den 15. januar 1928 for en umulig tanke, at Staten — som ejendommeligvis af “Børsen” foreslået — skulle indskyde en ny reservekapital på 50 mil. kr. i Landmandsbanken som reservekapital og mente, at det ville være mest rimeligt at lade den private kapital overtage den sunde del af banken mod “en vis betaling” til Staten, efter at denne havde betalt hele underskuddet. Bladet gav derved åbent til kende, at der var stærke kræfter i bevægelse for at opnå denne løsning og pointerede ganske frimodigt, at “de kræfter,

136

der skal føre den nye bank videre, søger ret naturligt at få fat i så meget som muligt til så lav en pris som vel muligt”.

Efter “Politiken”s opfattelse måtte kapitalmagten i denne kappestrid være den absolut stærkeste. Selvfølgelig ville Staten forsøge at holde sig så vidt muligt skadesløs og således “sikre sig et plaster på det sår, den havde fået ved Landmandsbanken”, og selvfølgelig ville Rigsdagen have et ord med at sige i denne sag. “Men,” tilføjer bladet, “på den anden side kan man uden at fornærme nogen hævde, at bankens fremtidige ejere er større finansmænd end de ministre og embedsmænd, som skal udarbejde forslaget. Spillet er ulige, og der er al anledning for Rigsdagen til at vogte nøje over, at Statens interesser ikke trædes for nær.” Spillet er ulige! — erklærer “Politiken”, og med en ligefrem forbløffende selvsikkerhed erklærer bladet, at storkapitalisterne vil være “bankens fremtidige ejere”. Og det allerede nu i 1928! For “Politiken” er det simpelthen en afgjort sag, at de større finansmænd nu også er stærke og overlegne nok til at opnå deres mål. Bladet sætter derved sin lid til, at Venstre-regeringen under alle omstændigheder nu igen vil lystre højfinansens paroler og meddeler triumferende, at nyordningen allerede drøftes i vide kredse, og at der allerede er enighed om visse hovedlinjer.

Men denne gang slog kapitalmagtens højtflyvende forventninger imidlertid ikke til. Det var socialdemokraterne, som strittede imod, og det var dette partis hovedorgan, som den 16. januar 1928 bemærkede, at det dog først “vil se denne kapitalistiske frækhed i lovforslags form” før den ville tro, at forsøget skulle gøres, således som af Slebsager foreslået. Samtidig meddeltes, at den ligeså stærkt som Slebsager til højfinansen hengivne Hassing Jørgensen, fhv. Radikal minister og direktør for Diskonto- og Revisionsbanken, havde regnet ud, at statusunderskuddet, ved Landmandsbanken ud over det forventede beløb ville blive forøget med 45 mil. kr. Dette merbeløb var blevet udregnet for at sikre den spekulationsgruppe, der stod parat til at udnytte statsgarantien ud over alle rimelige grænser, nye millioner på samfundets bekostning. “Social-Demokraten” afviste kraftigt berettigelsen af det af Hassing-Jørgensen afgivne skøn, karakteriserede det som et falskneri, et gætteværk, og pointerede derved ligeledes, at formålet hermed kun kunne være “at presse flere millioner ud af statskassen til fordel for den klike, der bereder sig på at optræde som ejere af den nye bank”.

Socialdemokratiets obstruktion mod højfinansens planer førte denne gang som nævnt til et resultat. Venstre-regeringen søgte ganske vist endnu i januar 1928 at gå kapitalmagtens ærinde, bl.a. ved gennem sin presse at gøre gældende, at Landmandsbankens tab ikke blot som forudset ville andrage 130 mil. kr., men ligge 40 mil. kr. højere. Og Slebsager mente i forhandlingerne i sit partis møder på Rigsdagen den 19. januar, at det var bedst at frigøre Staten for ethvert forhold til banken, og at der blev betalt, hvad der måtte betales ved afviklingen. Slebsager optog til gennemførelsen af sine planer også forhandlinger med det Konservative Folkeparti og fandt her selvfølgelig kraftig tilslutning til sin plan om at tilbageføre Landmandsbanken i de større finansmænds, jødekapitalens, eje, efter at den var blevet saneret med skatteborgernes penge. Men da det kom til stykket, strandede alle disse planer på Socialdemokratiets modstand.

Forhandlingerne om den sidste og afgørende rekonstruktion optoges i Rigsdagen i februar 1928. Det viste sig her bl.a., at der alligevel måtte foretages nye afskrivninger. Bankrådet satte underskuddet i regnskabet for 1927 til ca. 136 mil. kr., medens Tomandsudvalget (Dalhoff og Green) i sin betænkning gik ud fra, at der yderligere måtte afskrives ca. 36 mil. kr. eller, når hensyn toges til det anslåede driftsoverskud, ca. 34 mil. kr. Det var disse forhold, der førte med sig, at den ledende direktør Emil Hertz besluttede at træde tilbage fra sin post. Grundlaget for forhandlingerne i Rigsdagen dannede Tomandsudvalgets “Beretning om en Nyordning af Landmandsbankens Forhold” (offentliggjort som bilag til

138

lovforslaget i Rigsdagstidende 1927–28, tillæg A, sp. 4781 ff.). Til beretningen var vedføjet udkast til lov vedr. nyordning af banken. I det på grundlag af disse undersøgelser udarbejdede lovudkast foresloges en deling af Landmandsbanken i to afdelinger, hvorved alle de engagementer, som fandtes at burde afvikles, skulle henlægges til afviklingskassen, medens de fuldt ud gode engagementer og aktiver tilligemed bankens aktiver og passiver af ikke tilstrækkelig afklaret karakter skulle henlægges til selve banken, som derefter under det gamle firmanavn skulle videreføres som aktiebank. Denne ordning blev også senere vedtaget i Rigsdagen. Ejendomsretten overgik imidlertid til Staten, efter at erhvervsministeren var bleven bemyndiget til sammen med finansministeren at indskyde en aktiekapital på 50 mil. kr. i banken, hvorhos det i loven bestemtes, at det af Staten tegnede aktiebeløb på nærmere af ministeren fastsatte vilkår skulle udbydes underhånden eller ved offentlig emission, til salg til pari eller en sådan højere kurs, som forholdene muliggjorde. Nu viste det sig altså, at muligheden for straks ved nyordningen at omdanne banken til en privat aktiebank ikke var til stede. Statsgarantien skulle herefter bortfalde den 1. april 1932; med henblik herpå blev det i loven fastsat, at bankens midler skulle være at anbringe så likvidt som muligt. For differencen mellem bankens og Tomandsudvalgets opgørelser på ca. 34 mil. kr. skaffedes der dækning ved, at Staten indskød en statsforskrivning på ca. 34 mil. kr. som reservefond.

selve drøftelserne i Rigsdagen forløb denne gang atter i meget urbane former. Regeringen holdt såvel i Landmandsbank-forhandlingerne i 1927 som i 1928 stærkt på, at man ikke fordybede sig i gamle skader, da det altid havde svækket bankens stilling, når sådanne diskussioner havde fundet sted. Partierne var i det store og hele denne henstilling følgagtig. C. Th. Zahle beklagede bl.a., at Nationalbanken ikke havde varetaget erhvervslivets interesser, da Landmandsbanken brød sammen; Staten burde aldrig tilnærmelsesvis i den

139

grad som sket var være blandet ind deri. Retsstatsmanden Axel Dam gjorde gældende, at det var mere storkapitalen end Rigsdagen, der beherskede situationen i det nuværende kapitalistiske samfund, og at det måtte høre med til en forsvarlig løsning af sagen, at folkets øjne åbnedes for dette forhold, som endnu var en lukket bog for mange. Det var nu på tide at trække den rette politiske lære af dyrekøbte erfaringer, i stedet for at forsøge at strø sand over fortiden. Grev Holstein konstaterede, at der i forhandlingerne havde vist sig en “i høj grad tiltalende og anerkendelsesværdig enighed om, at det foreliggende regeringsforslag er lovgivningsmæssigt uforsvarligt, sagligt værdiløst og parlamentarisk uantageligt” og han stillede derefter følgende tilsvarende dagsorden: “da tinget i det foreliggende lovforslag savner behørigt grundlag for en forhandling med ministeriet om Landmandsbank-sagens løsning, henviser tinget forslaget til fornyet bearbejdelse af ministeriet og går hermed over til dagsordenen.” Hans forslag forkastedes imidlertid med 73 stemmer mod 70. Til sidst lykkedes det Regeringen at samle et overvældende flertal om sit forslag til nyordning af banken, efter at nogle mindre væsentlige ændringer var foretaget.

I Folketingets Landmandsbank-udvalg var det yderligere den 27. marts 1928 bleven vedtaget, at finansministeren skulle indkalde tilbud på et udenlandsk lån, der skulle anvendes til denne sidste rekonstruktion af banken. Det skulle derefter forsøges at fremskaffe et lån på 50 – 55 mil. Dollars. Senere blev det i Rigsdagen vedtaget, at finansministeren skulle forelægge et lovforslag angående tilvejebringelse af særlige indtægter til forrentning og afdrag af de statslån, der optoges til dækning af de med loven om nyordningen af Landmandsbanken forbundne udgifter.

Bankrådet reorganiseredes. Den 26. april 1928 udnævnte handelsminister Slebsager skibsreder A. P. Møller til formand og højesteretssagfører Steglich-Petersen til næstformand for Landmandsbanken, medens i øvrigt de tidligere medlemmer,

140

grosserer Ernst Meyer, direktør Vilhelm Nielsen, direktør Poulsen, godsejer Theilmann og konsul Willemoes forblev medlemmer af bestyrelsen. Den 13. juli 1928 udnævntes endvidere kontorchef Poul Ingholt til ny direktør for banken, i stedet for den fratrådte Emil Hertz.* Regeringen var altså nu endelig kommet til erkendelse af, at Landmandsbanken også ville kunne trives, når der ingen jøder sad i direktionen.

*) Jvf. også 1. del, s. 440 flg.

Næste kapitel: 6. København som de jødiske storspekulanters eldorado

Det tredie Ting — 2. del