Det tredie Ting (2. del) – 6. Kapitel

Sand Historie

6. KØBENHAVN SOM DE JØDISKE STORSPEKULANTERS ELDORADO

Når den danske hovedstad skal skildres som et af de jødiske spekulanters og konspiratorers fornemste tilholdssteder under og efter Den Første Verdenskrig, er det nødvendigt i første række udførligt at skildre Parvus’ bedrifter i denne periode såvel på det økonomiske som det politiske område. Parvus er forfatternavn for dr. Alexander Helphand (Parvus, latinsk ord = liden, ringe, ubetydelig). Tre år igennem havde denne mand fast bopæl i København og virkede her som den gyldne og den røde internationales repræsentant, og hvad han udrettede, grænser til det utrolige.

a) Alexander Helphand’s, alias Parvus’ levned.

Der hviler en ejendommelig mystik over denne mands skæbne og virke. Født august måned 1867 i Beresin i Rusland som søn af jødiske forældre, der tilhørte middelstanden — bourgeoisiet, som han selv siger — tilbragte han sin barndom i det kubanske område og sin ungdom i Odessa. Tidligt sluttede han sig i sit hjemland til socialismen; selv fortæller han – i sit 1918 udgivne skrift: “l Kamp for Sandheden” — at den ukrainske national- og frihedsdigter Schwetschenko var den første, der bibragte ham klassekampens idé, og at han begejstredes for den rejsning af bønder, kosakker og småborgere i det 18. århundrede, kaldet Haidamaki, der navnlig var rettet mod det polske herredømme og i høj grad støttedes af munke; hans åndelige udvikling bestemtes på afgørende måde af fremtrædende radikale samfundsreformatorer, som Michailowski og Schtschedrin. Snart blev han medlem af datidens revolutionære bevægelse i Rusland, det såkaldte “Narodnaje Wolja”

142

(folkeviljen). Han beretter endvidere, at han besluttede at lære et håndværk og til det formål sammen med en revolutionær af samme slags, Schargaridski, der senere forvistes til Jakutsk, “ca. et år vandrede gennem smede- og maskinværksteder”. Sådan gik det til i hans læretid. For at vinde klarhed over sine politiske formål drog han endelig i en alder af 19 år udenlands. 1886 kom han til Schweiz, hvor han i Zürich ivrigt studerede den russiske illegale presse siden Alexander Herzens dage og i Basel besøgte statsvidenskabelige forelæsninger hos den ansete professor Karl Bücher, kendt bl.a. som forfatter af: “Die Aufstände der unfreien Arbeiter 143–129 v. Chr.” [vor, før Christus] – Hele hans interesse samlede sig derefter om proletariatets kamp. Marx og Lassalle blev hans læremestre, de yderliggående revolutionære i Tyskland, næsten alle sammen jøder som han selv, hans nærmeste omgangskreds.

Da han i sin agitation for Socialdemokratiet var udsat for forfølgelser fra politiets side, henvendte han sig 1891 til Wilhelm Liebknecht med bøn om at forskaffe ham tysk borgerret. Som udlænding kunne han ikke, som han ønskede det, uhindret kæmpe for sine ideer. Kynisk bemærker han i skrivelsen til Liebknecht: “Jeg søger et fædreland; hvor er der til at få et fædreland for en billig penge?” Dog så let var et “fædreland” alligevel ikke til fals i disse tider; der forløb mange år, inden han fik et sådant, for så vidt der overhovedet kan være tale om, at han nogensinde har besiddet det hellige gode, andre mennesker forstår ved fædreland. Selv trøster han sig også med, at han fandt sit åndelige hjemsted i det tyske socialdemokrati. Udtrykkeligt erklærer han i sit ovennævnte skrift: “Det tyske socialdemokrati blev mit nye fædreland.” Han fortsætter: “I mere end et kvart århundrede var hele min åndelige virksomhed, mine drømme og forhåbninger flettet sammen med det tyske socialdemokratis virke: sammen med dette blev jeg begejstret, og sammen med dette oplevede jeg skuffelser. Der var stridigheder og meningsforskelligheder imellem os, jeg havde ret, og jeg havde til tider også uret, jeg var fortørnet og indigneret, jeg kritiserede, og jeg vil vedblive at kritisere, kun et er jeg ikke i stand til, nemlig at stille mig udenfor Socialdemokratiet.”

Dog var det ikke blot de tyske socialister, han fandt tilknytning til. Ligeså intime var stadig hans forbindelser med de russiske revolutionære, og også med talrige socialdemokrater i andre lande, bl.a. også veteranen i den danske arbejderbevægelse, forretningsføreren for “Socialdemokratisk Forbund”, P. Knudsen. Dog var og blev Parvus’ særlige interesse vendt mod Rusland. 1892 publicerede han bl.a. nogle artikler om hungersnøden i dette mægtige rige, i hvilke han samtidigt forudsagde en fremadskridende rationalisering af industrien og en tilsvarende tiltagen af den revolutionære bevægelse i landet. I samme tidsrum deltog han

143

i grundlæggelsen af “Det russiske Socialdemokratis Forbund”, til hvilken de allerførste spirer allerede var lagt i 1880’erne. Organisationen blev oprettet 1893, dens arbejde stod imidlertid i stampe i de følgende år. 1896 var Parvus medlem af den russiske delegation på den internationale socialistkongres i London, og 1899 tog han med sin ven Karl Lehmann længere tid ophold i Rusland for at besøge hungerdistrikterne. For at undgå csardømmets politi rejste han under navnet August Pen og foregav at være tjekke; turen gik gennem guvernementerne Kasan, Wjatka, Ufa, Samara og Simbiask. Da Lenin, som ved århundredskiftet fattede planen om at udgive et radikalt socialistorgan på russisk, til dette formål søgte kontakt med de i emigration levende revolutionære som P. B. Axelrod, Plechanow og Vera Sasulitsj, skete der også henvendelse til Parvus. Denne regner sig det, — i sit foran nævnte kampskrift, — særligt til fortjeneste, at det var ham, som foranledigede Lenin, Martow og Potressow til at dette radikale socialistiske tidsskrift, der fik navnet “Iskra” (gnisten), blev udgivet i München. N. K. Krupskaja, Lenins hustru, blev sekretær for bladet. Parvus fremhæver bl.a. også, at tidsskriftets sidste numre sluttede med hans artikler, i hvilke det navnlig understregedes, at intelligensen nu havde udspillet sin rolle i den russiske arbejderbevægelse, men samtidig rigtignok også havde opfyldt sin mission.

Store dage oplevede disse russiske konspiratorer i München i den tid, da meddelelsen om de talrige terrorakter i Rusland indløb, da f.eks. indenrigsministeren, Dmitrij Sergejewitsch Sipjagin den 15.4.1903 blev skudt af studenten Bolmaschow, da den næste minister i embedet Wjatschelaw Konstantinowitsch Plehwe den 28.7.1904 i Petersburg ryddedes bort ved et bombeattentat, eller da den revolutionære Kaljajew den 17.2.1905 i Moskva beredte storfyrst Sergius Alexandrowitsch samme skæbne. Efter disse sammensvornes opfattelse nærmede sig nu tiden for opgøret med det forhadte tsaristiske styre, det styre, som havde drevet dem ud af landet. Da brændte den store nihilist Parvus’ hjerte af begejstring. Og da efterretningerne om attentater på ministre, generaler, politikere osv. fulgte hinanden i stadigt stigende tempo, kunne konspiratorerne selvfølgelig ikke holde sig tilbage i München. Da drog nogle af de mest forvovne atter tilbage til Rusland. Helphand-Parvus blev 1905, ved den første russiske revolution, leder af arbejderrådet i Petersburg og var i Moskva sammen med sin racefælle Leo Trotzki chefredaktør af arbejderoprørernes organ “Natchalo”. På massemøder prædikede Parvus den blodige revolution. Men oprøret blev endnu engang slået ned, og disse marxismens to bannerførere havnede i Peter-Pauls-fæstningen, medens Rosa Luxemburg på samme tid arresteredes i Warschau. I august 1906 kan “Leipziger Volkszeitung” meddele,

144

at kammeraterne Alexander Helphand og Leo Deutsch er bleven hentet ud af fæstningen i Petersborg og deporteret til Sibirien. I et lille hul af en landsby ved navn Turuschansk, beliggende ved floden Jenissei i nærheden af polarkredsen og i nogle hundrede kilometers omkreds omgivet af steppe, trøstesløs udørken, sne, sne og atter sne, fik den revolutionære Helphand anvist sig bosted.

Dog snart vendte han atter tilbage til Europa, frigivet ved kejserens amnesti. Nogen tid senere møder han igen op i Berlin, afmagret, udslidt, men alligevel ved godt mod. Straks stilles han også her over for nye vanskeligheder. Da han nogle år i forvejen af Rosa Luxemburg var bleven kaldet til at redigere: “Die Sächsische Arbeiterstimme”, for fra dette forum bl.a. at rette sin kritik mod Bernstein og revisionisterne, var han for sine aggressive artiklers skyld blevet jaget ud af Sachsen og senere blevet udvist af Berlin for siden at falde nogenlunde til ro i München. Nu, i 1907, gentager dette sig; Berlin sætter ikke pris på at huse en udlænding, der har været førstemand i den russiske revolution, og Parvus må derfor på politiets foranledning flytte til Wien, hvor Trotzki sammen med A. Joffe udgiver et socialistisk organ “Prawda” og nådigt antager ham som medarbejder. “Prawda” bringer nu ofte småstykker af Alexander Helphand under pseudonymet Parvus (den lille, uanselige, beskedne). Hele to år bliver revolutionsmanden her, men han keder sig forfærdeligt i det af ubekymret livsglæde prægede Wien. Det passer ham heller ikke at måtte slide hårdt for blot at skaffe et kummerligt udkomme for sig, kone og børn. Han higer efter andre og større opgaver, bryder sig fejl om en hæderlig, borgerlig tilværelse; han vil se brand. Men det syngende og dansende Wien var så sandelig ikke stedet til at fremkalde omvæltning, attentater og blodige optøjer. Her var alt for fredsommeligt.

Derfor drager den erfarne revolutionære i 1910 videre til Tyrkiet, hvor han ikke blot påtager sig et omfattende journalistisk arbejde i Ungtyrkernes tjeneste, men nu samtidigt påbegynder de storstilede finansielle transaktioner, der på kort tid gør ham til multimillionær. Takket være sin virksomhed som handelsredaktør ved bladet “Jeune Turque” får han adgang til alle officielle institutioner, til diplomatiske kredse, han knytter forbindelser med banker, forretningsmænd, videnskabelige kredse osv., han får informationer fra alle mulige sider vedrørende politiske foreteelser og økonomiske forhold. I øvrigt orienterer han sig selv ved talrige rejser i landet, hvor han møder op på markeder, træffer aftaler med købmænd, indhenter oplysninger over forrådene i korn og levnedsmidler og meget andet. Og han begynder selv at handle, hvorved hans samarbejde med racefæller, der hører til de mest driftige forretningsmænd, kommer ham særligt til gode. Han køber ladninger

145

af varer ind og forstår glimrende ved bestikkelser og andre kneb at sikre sig særlige fordele. Han kender jo ikke til skrupler, når det gælder om at udnytte en situation. Hvor det er fornødent, lader han Bakhschisch’en [drikkepengene] springe. Og alt er spekulation, alle opkøb af levnedsmidler, klædestoffer osv. sker i forventning om at kunne udnytte de indtjeningsmuligheder, der vil opstå, så snart der atter udbryder en krig. Det er leverancer til den tyrkiske værnemagt, der skal sikre ham de store fortjenester. Timen er inde, da Balkan-krigene bryder ud i oktober 1912, henholdsvis juli 1913. Krigsspekulationen har lønnet sig; fantastiske formuer indtjentes. Selv forsvarer Parvus i sit førnævnte forsvarsskrift sin fremgangsmåde med, at han har forstået at udnytte sine videnskabelige forskningsresultater til at drage nytte af de kapitalistiske udbytningsmetoder; det var hans analyse af finansforholdene, der viste ham vej til at blive storkapitalist.

Parvus argumenterer her bl.a. sålydende: “I Konstantinopel fandt jeg netop det, jeg havde ventet: diplomatiske forbindelser og krogveje, kombinationer af bankgrupper og imperialistiske intriger lå næsten utilhyllet for den videnskabeligt forberedte iagttagers blik.”. Han fortsætter, at det netop drejede sig om at erkende de objektive berigelsesmuligheder, der skabes ved industriens kapitalistiske udvikling. I Tyrkiet havde disse muligheder åbnet sig for ham. Alligevel havde det været vanskeligt for ham at gøre brug af disse muligheder, så længe han ingen egen kapital besad og ikke havde handelsforbindelser. Men med tiden havde han så erhvervet sig såvel kapital som forbindelser.

En fransk forfatter, der har gjort sig grundigt fortrolig med Parvus’ forretningsmetoder, J. la Meilleray, giver i “Paris Soir” af 29. 3. 1936 følgende uden tvivl mere rammende karakteristik: “Den Tyrkisk-Balkanske krig bryder ud. Ingen er forberedt derpå, undtagen Alexander Helphand. Han har besøgt markederne, i tide afsluttet kontrakter, oplagret store varemængder. Han har alt til rådighed, fårehjorde, metalbeholdninger, enorme mængder af textilvarer. Han handler i korn og levnedsmidler, er karavanebesidder, transithandler, befragter. Det viser sig, at udrustningen af de tyrkiske hære i virkeligheden er afhængig af hans gode tjenester, som kun tilstås mod højeste tarif. I alle lande er den slags forretninger lukrative. I Orienten bliver deres udbytte i forrygende fart fabelagtigt. I de tyske banker stiger doktor Helphand’s tilgodehavender — rigtignok udenfor de tyrkiske autoriteters kontrol — i et ligefrem forrykt tempo og i ligefrem forbløffende dimensioner. Knap nok er det sidste kanonskud døet hen, da Alexander Helphand, bebyrdet med et imponerende antal af millioner, skynder sig at rejse bort med første tog. Men han standser ikke i Wien for at se til sin kone og sit barn. Parvus — den lille, den beskedne, den svage — marxisten Parvus, de

146

undertryktes forsvarer, rejser direkte til Berlin. Han lugter et nyt blodbad. Han vil profitere deraf.”

Nu kom først rigtig Parvus’ store tid, hans glansperiode som den formående kapitalist, den hensynsløse og drevne konspirator, der havde alle tråde i sine hænder, og som, på trods af alle de angreb, der rettedes mod ham hele verden over, kunne gennemføre nye millionforretninger i sin specielle rolle som “tysk socialdemokrat” og til tider holdt nationers skæbne i sin hånd. Da han i 1914 vendte tilbage til Berlin, mærkede han straks omslaget i stemningen imod ham. Nu var han persona grata, med de allerfineste forbindelser. Han, den forhenværende radikale socialist, der i ledtog med Rosa Luxemburg og Karl Kautsky havde kæmpet mod revisionisterne, stillede sig nu på de moderate socialdemokraters side, blev Scheidemanns intime ven, kom efter krigsudbruddet hurtigt i intim forbindelse med de regeringskontorer, som havde med ordningen af den udenlandske handel at gøre og i langt overvejende grad stod under jødisk ledelse. alle vegne blev han vel modtaget. Han, der før var bleven jaget af politiet, blev nu forsynet med særlige pas og kunne allerede på et tidligt tidspunkt af krigen forlægge sin virksomhed til København, ikke blot som det tyske socialdemokratis, men som den tyske regerings tillidsmand.

Kort tid i forvejen havde han løst endnu en specialopgave på Balkan. Her fandt han for en tid sit virkefelt i Athen og Sofia. Tre måneder efter, at han var vendt hjem fra denne tur, sluttede Bulgarien sig til Tyskland og Østrig-Ungarn. Så snart Tyrkiet den 6. september 1914 havde afstået Maricadalen til Bulgarien, indgik denne stat ligeledes et forbund og en militærkonvention med centralmagterne. Den drevne konspirator var ikke forgæves bleven sendt til Balkan. “Neues Wiener Journal” bemærker hertil: “Parvus har bearbejdet Bulgarien, indtil det besluttede sig til at skride ind mod Rusland.”

Hvad Parvus nu under verdenskrigen udrettede under sit langvarige ophold i København, vil i de følgende afsnit blive udførligt behandlet. Her skal kun, som afslutning på levnedsbeskrivelsen, de sidste år af hans liv kortelig behandles.

Da Tysklands stilling i løbet af 1918 viste sig at blive betænkelig, rejste Parvus til Schweiz, hvor han havde erhvervet sig den gamle ærværdige ridderborg Alt-Wädenswyl i Kanton Zürich, herligt beliggende ved Züricher See.* Slottet lod han overdådigt indrette og residerede her …

*) Byen Wädenswyl, med hen imod 10.000 reformerte indbyggere, ligger på venstre bred af Züricher-søen, ruinerne af borgen Alt-Wädenswyl 2 km sydøst for byen.

147

… i nogen tid med pomp og pragt. Dag for dag modtog han under sit ophold mægtige kufferter, omhyggeligt forseglede kasser, plomberede tasker osv., alt beskyttet som kurerpost. Også om disse forhold giver den franske forfatter J. la Meilleray en fængslende skildring. “Wädenswyl, Wädenswyl, Wädenswyl”, skriver han, “stadig Wädenswyl. Postmesteren kan knap nok magte at udsortere sagerne. Hver dag indløber bunker af breve, anvisninger, pakker, en uoverskuelig post til godset Wädenswyl ved zürich, hvor hr. dr. Alexander Helphand for nogen tid har taget fast bopæl. Og hvilken mængde af besøgende, hvilken ødselhed og vellevned! En sværm af tjenere. En hær af gartnere. En veritabel bilpark. Overalt taler man om disse ting. Det må dog være en meget mægtig herre, denne nye slotsherre. I alle kantoner er hele færdselen strengt reglementeret siden krigens begyndelse; trafikken er begrænset til nogle timer om dagen. Kun kongen af Grækenland, som bor i eksil i Schweiz, er berettiget til at benytte bil og så — hr. dr. Helphand.” Hvad betyder alt dette, spørger den ene den anden. Ingen ved det. End ikke politiet, finansdepartementet, ja ej heller Forbundsrådet kan forklare sig dette. Imens stiger mængden af pakker osv., jo mere rigets opløsning bliver åbenbar. Umuligt, at alt dette, der kommer til Wädenswyl, kan være Helphand’s ejendele; bankernes bokser og pengeskabe er fyldt til sidste tomme, og på selve slottet er de store loftskamre stoppet med alle slags varer helt ud i de yderste kroge og hjørner, stoppet med ting som herskabeligt indbo fra de store perioder, kunstmalerier, guld- og sølvvarer, ædelstene osv. osv. Hvad er her på færde? I månedsvis går denne trafik videre. Da springer bomben. Da viser det sig, at her drejer det sig om intet andet og mindre end en velorganiseret og storstilet kapital- og vareflugt fra Tyskland. “Stykke for stykke og million efter million lader Helphand overflytte fra Tyskland”, konstaterer la Meilleray. Rigmændene er blevet bange for deres værdier, og nu sender de alt det, de formår, til deres gode ven i Schweiz. To bankmænd, milliardærer, Erzberger, Scheidemann og talrige andre store mænd fra novemberdagene søger på denne måde at redde så meget som muligt. Af de 50 milliarder værdier, som skaffedes ud af Tyskland alene til Schweiz, menes Parvus at have besørget hovedparten. Da det Schweiziske politi til slut begynder at interessere sig for manden, efterdi han får så mange besøg af mistænkelige udenlandske politikere og ikke blot af det tyske socialdemokratis førstemænd, må han frigives efter indtrængende henstillinger fra den i Schweiz akkrediterede tyske gesandt.

Snart ændrer billedet sig imidlertid. Da Parvus snuser efter nye omvæltninger, forsvinder han pludseligt. Den 7. november, før våbenstilstandstraktaten er underskrevet, har Kurt Eisner sammen med de mest yderliggående røde tilranet sig magten i München. Dog, Regeringen

148

dannes i første omgang af såvel socialdemokrater — Paryus’ mænd — som af de såkaldte uafhængige, de mest radikale marxister. Ved at udgive forfalskede akter vedrørende årsagerne til verdenskrigens udbrud, som efter hans mening skulle bidrage til at skabe en for Tyskland gunstig verdensopinion, kom Eisner imidlertid i modsætning til Udenrigsministeriet i Berlin, og resultatet var, at Eisner derefter blev separatist og proklamerede Bayerns løsrivelse fra riget. Der kan gås ud fra, at Parvus ved udbruddet af denne november-revolution havde en hånd med i spillet og var en af hovedmændene, men at han senere så sig foranlediget til at gå imod den radikalisering af de politiske forhold, ministerpræsidenten tilsigtede. Da Kurt Eisner den 21. 2. 1919 falder for den unge greve Arco Valleys kugler, den deputerede Osel skydes i parlamentet og Raadsrepublikken udråbes, forsvinder Parvus lige så pludseligt, som han var kommet. Fra München vender han tilbage til Wädenswyl. Langt om længe ser de Schweiziske myndigheder sig dog foranlediget til at sætte den ubudne gæst en frist til atter og for stedse at forlade landet. Terminen sættes til den 11. februar 1920. Parvus indvilliger. Og han hævner sig over for sin værtsstat ved senere i nummer 48 af sit tidsskrift “Die Glocke” at udgyde al den hån og foragt, han mener at kunne byde de edsvornes republik. Han siger sit “farvel, Schweiz, du spidsborgernes republik!”; det var takken for den asylret landet havde ydet en forløben hebræer.

På øen Schwanenwerder, et herskabeligt sæde nær Berlin, slog han sit nye paulun [tilholdssted] op, sit sidste. Her fejredes endnu nogle år de vildeste orgier med rigets “store” mænd, november-heltene Scheidemann, Wels, Hänisch, Ebert osv. Herfra gav Parvus som den mægtigste mand sine direktiver til Regeringen. Thi Scheidemann var nu ikke mere som i Wädenswyl blot Parvus’ ven, men her sad han, som J. la Meilleraye så træffende bemærker, “på dennes knæ”. Endog Noske lystrede jøden og anså sig bl.a. for forpligtet til på Parvus’ ordre at sende stabler af antibolsjevikiske kalendere østpå under militær bevogtning; de nåede rigtignok aldrig bestemmelsesstedet, men blev liggende i Kowno.

Den førnævnte franske forfatter giver yderligere skildringer af denne politiske eventyrers sidste bedrifter. Han fortæller bl.a.: “Parvus overtager mægtige opgaver, leder dristigt hundreder af finansoperationer og styrter sig ind i fornøjelserne. Mellem en børsordre og et galant stævnemøde, en audiens hos en minister eller deltagelse i en folkeforsamling redigerer han sit tidsskrift “Die Glocke” og skriver en revolutionær afhandling for at forklare, hvordan man kan slå mellemstanden i stykker, ekspropriere produktionsmidlerne, koncentrere og socialisere en nations økonomiske værdier, og på hvilken måde man

149

kan fremskynde det øjeblik, i hvilket kapitalisterne selv beder om socialiseringen af deres foretagender for at undgå deres fuldstændige ruin.”

Dagen vies på denne måde de revolutionære opgaver, natten lystens, sansernes hæmningsløse udskejelser. Nu ødsles de penge bort, som denne mand med det ejendommelige dobbeltvæsen, — selv storkapitalist og samtidig efter sin påstand kapitalismens svorne modstander — har tjent i de mest forrykte og samvittighedsløse spekulationer. Nu håner han pengemagten, søger han at bilde sig og andre ind, at pengene i så stor grad fandt vejen til ham, fordi han foragtede dem. Og i folkeforsamlinger, fortæller la Meilleray, udfordrer han skæbnen med kyniske pralerier. Da råber han op: “Siden våbenstilstanden er der i Tyskland begået 376 politiske forbrydelser. Man har myrdet Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, Erzberger og Rathenau. Man har forsøgt at dræbe Scheidemann og Maximilian Harden. Men jeg, jeg lever endnu!” Og derved slog han sig på sit brede bryst. Men praleriet var snart endt. I efteråret 1924 blev Alexander Helphand, kaldet Parvus, syg, hans åndedræt blev svagt. Da han i den yderste time befordres til en klinik for at underkastes lægens behandling, kan han kun stakåndet hviske nogle få ord: “jeg har … sluppet … stormen … løs. Efter mig … vil der komme …” man ved ikke, hvordan han ville afslutte sætningen; han døde, uden nogensinde at have givet løsningen til sin livsgåde. Dog samtidig med hans død var også hans formue hensmuldret. Et testamente fandtes ikke, kun en konvolut med 10.000 mark, som ikke på nogen måde var tilstrækkelig til at dække den mægtige gæld, han efterlod sig. Hvad hans mægtige formue i det enkelte er medgået til, er aldrig bleven opklaret.

Dermed var Parvus’ saga endt. 

b) Hvad Parvus i samarbejde med sine racefæller foretog sig 1915 og 1916.

Der hviler, som allerede nævnt, en ejendommelig mystik over Parvus’ levned og dette gælder ikke mindst for den periode, han opholdt sig i København. Mangt og meget berettes om manden, men alt hvad der fortælles er såre omstridt, så det har sine meget store vanskeligheder at trænge til bunds i Parvus’ virksomhed i de nævnte år. Han var jo de skjulte gerningers mand, både på det økonomiske og det politiske

150

område. Og det, han fortæller om sig selv, må almindeligvis tages med alt muligt forbehold. Som hele hans liv var et komediespil, en evig skiften i rollen snart som proletar, snart som kapitalist, således var også hans optræden i den politiske kamps offentlige debat som oftest rent og skært komediespil.

Alligevel kan der dog fremskaffes nogenlunde tilforladelige oplysninger om det, han foretog sig under verdenskrigen. Hvad han specielt udrettede under sit ophold i København, er meget udførligt bleven behandlet i en lang række artikler, dagbladet “København” publicerede i løbet af vinteren 1917 – 18, første gang den 24. 11. 1917. Materialet til disse artikler stammede, som Parvus selv meddeler i sin pjece: “I Kamp for Sandheden”, for største delen fra de russiske korrespondenter i København, “de herrer Wugmann, Karo, Leitis, Trotzki (ikke socialisten, men en anden)”. Der tilføjes: “Disse navne må nævnes, for at deres bærere kan komme i gabestokken — på deres jagt efter sensation og bladhonorar har de kolporteret [omdelt] notorisk falske meddelelser, skønt de måtte vide, at de derved bragte snese af Ruslands bedste mænd i nærheden af galgen”. Parvus fortæller endvidere: “København” offentliggjorde over et halvt hundrede artikler mod mig, der var ligefrem struttende fulde af ordgyderi, bagvaskelse, insinuation, løgn og simpelt vrøvl. De almindeligste velkendte fakta er fordrejede, og alt er flettet sammen med de mest meningsløse absurditeter. Det hele gør indtryk af et fantasmagori [synsbedrag, blændværk] i smag med den bekendte betragtning: månen bliver lavet i Hamborg, og det er en lam bødker, der laver den. De fleste af disse forrykte artikler blev så samlet i en brochure, der uddeltes gratis over hele Danmark.”

Denne skarpe afvisning af de i “København” af redaktør Harald Witzansky publicerede (og af redaktør Anders Vigen forfattede) beretninger betyder intet, da de i bladet offentliggjorte kendsgerninger — trods al modsigelse også fra andre i sagerne implicerede personer — har vist sig at være

151

rigtige. Blot er bladet i bedømmelsen af forudsætningerne og tendensen i Parvus’ handlemåde kommet til delvis fejlagtige slutninger. Artiklerne er skrevet ud fra en udpræget tysk-fjendtlighed. Derved overses, at det her drejer sig om en jøde, der først og fremmest har sat sig til mål at fremme sine og sin races formål. Derfor støttede han snart det ene, snart det andet parti. Således undså han sig ikke for først at forsyne tsarismens hære med medicinalvarer osv. i en lang periode under krigen for simpel vindings skyld, medens han senere håbede ved bolsjeviseringen af Rusland at nå frem til magtens højeste tinde sammen med sine racefæller Trotzki, Radek, Joffe osv. Parvus var gennemglødet af et vildt, hæmningsløst magtbegær, således som kun en jøde kan føle det og udøve det. Dette faktum, som dog er af væsentlig betydning ved bedømmelsen af hele denne mands adfærd, tilsløres omhyggeligt i “København”, ligesom det i de talrige artikler, som under og efter verdenskrigen publiceredes om Parvus i andre danske blade, aldrig nævnedes, at han var jøde. “København” selv er blot i den allerførste artikel i sagen (publiceret 24. 11. 1917) inde på dette punkt, idet der bemærkes: “Hans statsborgerlige oprindelse er uklar. Rimeligvis er han russisk jøde. Selv kalder han sig tysk socialdemokrat”. Rimeligvis, siges der. Altså med et vist forbehold. Men jøde var han alligevel, og som sådan nævnes han bl.a. i “Jüdisches Lexikon”.

Hvornår Parvus kom til København er ikke helt klart. Formodentlig allerede mod slutningen af året 1914, da det er blevet konstateret, at han allerede i den første krigsvinter (dvs. 1914–15) har haft mulighed for at gennemføre kulleverancer til Danmark. “København” (5. 12. 1917) bemærker desangående: “Med den viden vi nu besidder, stiller sagen sig således: arbejdernes brændselsforsyning begyndte virkelig i den første krigsvinter som et jævnt dansk filantropisk foretagende; men i sin nuværende skikkelse er det Parvus’ værk.” Altså — kulspekulationen, som behandles særskilt i næste

152

afsnit — begyndte allerede i begyndelsen af 1915. Samme år påtog Parvus sig — bortset fra sin afstikker til Balkan — imidlertid også andre store ting i den danske hovedstad.

Forretninger var selvfølgelig det første, han tog fat på. Det var ham, der satte penge i “Københavns Plakatsøjler”, og som fik koncession den 9. juli 1915. Sammen med racefællen Fürstenberg-Ganetski påbegyndte han samtidig opbygningen af nye handelsforbindelser, til hvilket formål der på Østergade indrettedes et af ham finansieret import- og eksportkontor. Ifølge de informationer, “København” (28. 11.) havde fået, har Parvus under sit første ophold også været inde på tanken om at oprette en egen bank, der skulle finansiere forretninger på Rusland. Han planlagde også, i nærmeste samarbejde med Fürstenberg og en russisk polak Koslovski, udgivelsen af et dansk (tysk)-russisk handelsblad. Denne plan måtte opgives, men derimod grundlagdes et transport- og dampskibsselskab, der senere fik en meget stor betydning, da de store tyske kulleverancer til Danmark satte ind. Her var, så vidt der er fremkommet oplysninger om sagen, Georg Sklarz sammen med Parvus hovedmanden.

Bortset herfra begyndte Parvus også 1915 sit propagandaarbejde, idet han oprettede “Selskabet til Forskning af Krigens sociale Følger”. I dette selskabs statutter bestemtes bl.a. i punkt 3: “Hele styrelsen af selskabet beror hos et styrelsesråd”. Punkt 4 lød: “Styrelsesrådet sammensættes på følgende måde: selskabets videnskabelige medarbejdere vælger af deres midte 2 medlemmer på 6. måneder, og de udgør sammen med stifteren styrelsesrådet.” Endelig blev i punkt 5 fastsat, at alle styrelsesrådets beslutninger skulle være enstemmige, og i punkt 7, at styrelsesrådet kunne udnævne repræsentanter for selskabet i forskellige lande og overdrage dem at repræsentere selskabet. Hvilket arbejde dette selskab, som udelukkende finansieredes af Parvus, har udrettet, er ikke kendt; dog påstår Parvus i sit ofte nævnte forsvarsskrift, at selskabet “i København har samlet et bibliotek, som er tilgængeligt for

153

enhver, der vil arbejde videnskabeligt”, og at “selskabets videnskabelige arbejder har skabt det international anseelse”, således at dets publikationer skal være blevet citeret af autoritative tidsskrifter i alle de krigsførende lande, såsom England, Rusland, Tyskland, Østrig, osv.

Mere interesse fortjener imidlertid den omfattende transithandel, Parvus i nærmeste samarbejde med Fürstenberg-Ganetski gennemførte fra Tyskland til Rusland, hvorunder jøder benyttede deres tyske forretningsforbindelser til at forsyne en over for Tyskland fjendtlig stat med livsvigtige varer.

Herom bragte “København” (8. 12.) interessante oplysninger, idet der bl.a. bemærkedes, at Fürstenberg — som i mellemtiden på grund af sine lovstridige transaktioner var bleven sat i fængsel og senere udvist — ifølge autentiske meddelelser ligefrem gageredes [lønnedes] af Parvus for at drive visse forretninger, til hvilke Parvus stillede den fornødne kapital til rådighed. Disse forretninger havde for en væsentlig del bestået i udsmugling af medicinalvarer og lign. af tysk oprindelse via Danmark og Sverige til Rusland. Bladet kommenterer disse oplysninger med følgende ironiske bemærkninger: “Man kan sige derom, hvad man vil, der var dog, ikke sandt, et forsonende patriotisk skær over denne risikable forretning! Thi det russiske røde kors trængte hårdt til disse lægemidler osv. Og de herrer Parvus og Fürstenberg rakte det en hjælpende hånd. Jamen de gjorde det ikke gratis! Hr. Fürstenberg forlangte de blodigste ågerpriser, priser, som selv det nødstedte russiske røde kors vægrede sig ved at betale. Og han tjente store summer til Parvus.” Bladet fortsatte: “Forretningen blev opdaget ved, at nogle kufferter med forbudte varer blev beslaglagt i Frederikshavn, hvorfra de skulle sendes til Gøteborg. Det var først umuligt at finde afsenderen; men på grundlag af en gisning og et fjernt indicium, lykkedes det retfærdigheden at få fat i hr. Fürstenberg, som også langt om længe tilstod og tillige indrømmede, at han blev lønnet af Parvus og arbejdede med dennes penge. Der var imidlertid ikke

154

tilstrækkelig grund til at skride ind mod Parvus selv, da Fürstenberg hårdnakket fastholdt, at hans herre ikke havde været vidende om forretningens art! Hr. Fürstenberg fik en stor bøde og blev udvist, medens det betydedes hr. Parvus, at han ville få samme skæbne, hvis hans navn oftere blev truffet i forbindelse med illegitime forretninger.”

“København” oplyste endvidere, at Socialdemokratiets ledelse i tide fra rette vedkommende var bleven underrettet om disse forhold, men at man rigtignok samtidig kunne afvise påstanden om, at ministrene Stauning og Borgbjerg skulle have virket for og opnået en lempelig ordning af hr. Fürstenbergs mellemværende med Straffeloven. Denne oprindelig i russiske blade fremsatte påstand havde dog vist sig at være urigtig: — “ret skal være ret”, fortsættes der, “disse rygter er misvisende overdrivelser. Fürstenbergs bedrifter var desuden så oplagte, at det første tilløb til en intervention stoppede op ved den første meddelelse om resultaterne af den retslig undersøgelse.”

At disse meddelelser var rigtige, har senere til fulde vist sig i undersøgelserne mod Georg Sklarz, som gennemførtes i Berlin. Derved konstateredes, at vældige varemængder under krigen var bleven udsmuglet af riget, og at ved siden af Fürstenberg-Hanutzki (Ganetski) andre “ærbare” købmænd som Mendelssohn, Gurewicz, Lwowicz, Adler, Cohn, Kleymann, Zitron, Senefelder, Mühlhausen, samt en forretningsmand ved navn Henk, selve Scheidemanns svigersøn, var deltagere idenne transithandel. Sendingerne gik over Frederikshavn-Gøteborg. Ifølge optegnelserne i Sklarz-akterne blev der bl.a. ad denne vej sendt ud af Tyskland med Rusland som bestemmelsesland: 

14.04.1916:Undertøj; 
18.04.1916:25.000 tons fiskekonserves; 
10.06.1916:20.000 sække Santos kaffe; 
15.06.1916:80.000 sække Santos kaffe; 

155

01.07.1916:50.000 sække Santos kaffe; 
05.07.1916:Melton, serges, velour og andre stoffer; 
07.07.1916:Skrivepenne; 
08.08.1916:Damestrømper: 
01.11.1916:Kakao og kaffe; 
20.11.1916:Thermometre; 
01.12. 1916:327.000 kg tysk værktøjsstaal; 
05.01.1917:Laboratorieapparater og -materialer; 
01.04.1917:Azitum Salyzilikum, Antipyrin, Salol samt andre medikamenter i store mængder. 

Men der kan gives yderligere oplysninger om disse smarte forretningsfolks transaktioner. 1915 oprettedes som nævnt Handels- og Eksportkompagniet A/S, som 1917 havde en aktiekapital på 80.000 kr. I bestyrelsen sad østjøden Fürstenberg som formand, desuden grossererne V. P. A. Lemche og Chaim Witkin. Fürstenberg var tillige prokurist i foretagendet. Forretningslokalerne lå 1917 Nørrevoldgade 15; telegramadressen var Kopenester. Navnlig dette firma besørgede de krigsvigtige leverancer til Rusland. Da det tyske folk i sommeren 1916 måtte nøjes med at spise kålrabi, sendte Kopenester 80 millioner stk. bouillon, hvis analyse udviste en høj fedtprocent, fra Tyskland til Rusland. Juni 1916 var store mængder skosøm gået samme vej, og i august s.å. fulgte to vognladninger saltsyre. I en periode, hvor klædemangelen allerede gjorde sig meget stærkt gældende i Tyskland, sendtes — alt endnu i året 1916 — masser af strømper og handsker, klædnings-, kåbe- og buksestoffer til Rusland. Derfor gav Kopenester i en telegrafisk ordre udtrykkelig anvisning om at forsyne sendingen med en neutral stats påskrift: “Ohne deutsche Aufschrift; neutral verpackt”, men i en ordre bemærkedes udtrykkeligt, at partiet var solgt til Petersburg. Alt taler for, at ved denne transithandel også andre lande end Rusland er blevet forsynet med varer, som har været af

156

livsvigtig betydning for det tyske folks ernæring og underhold. Allerede i november 1915 begyndte det nævnte firma desuden med eksporten af medicinalvarer og artikler til sygebehandling, hvorved alt kunne gå med ind i omsætningen, lige fra fluefangere og hårklipningsmaskiner til det smertedulmende morfin. Da Kopenester 1916 meddelte sine forretningsforbindelser, at man var villig til at købe alt, hvad der kunne bruges i Rusland, blev alle mulige varer leveret, deriblandt endog dieselmotorer!

Man bør her lægge mærke til, at denne trafik med udsmugling af varer fra Tyskland påbegyndtes allerede i efteråret 1915, og at det ved denne transithandel til dels drejede sig om meget store vareforsendelser, hvis transport må have gjort indsættelse af hele vognstammer fornøden. Når det så endvidere kan slås fast, at alle disse varer er blevet solgt til ågerpriser, kan man forestille sig, at alene denne gren af Parvus’ talrige foretagender må have afkastet mægtige avancer.*

Helt uden myndighedernes indgriben kunne denne transithandel dog ikke gennemføres. Adskillige af disse pågående handelsmænd måtte stifte bekendtskab med assessor Thorups særdomstol for klausulbrydere, kædehandlere osv. Allerede i januar 1917 ramtes Jacob Fürstenberg af Nemesis, idet han for udsmugling af morfinsprøjter, Salvarsan og deslige fik en bøde på 10.000 kr. og blev udvist af landet. Samtidig blev to andre russiske opkøbere dømt for samme art forseelser: Stanislaus Zarnowski til 10.000 kr. og SuszKiewitz til …

*) Jvf. grosserer Joh. P. Sørensens livserindringer i sit 1937 udgivne skrift: “30 År til Lands”, hvor han beretter om følgende oplevelse fra de første krigsår: “I Lüdenscheid kom jeg i forbindelse med et stort metalværk, og det førte til en betydelig transithandel med Rusland. Russerne ville gerne købe, og tyskerne ville gerne sælge, selvom det var til fjenden. Jeg må her dog sige, at det var jøden på begge sider, som drev denne forretning, nogen ren tysker, eller som det nu hedder arier, gjorde det ikke”.

157

… 1000 kr. i bøde, og begge udvistes. I den store klausulsag mod apotekerne J. V. Trojel og Victor Hans Meyer fra Det kongelige Vajsenhus’ tidligere tilhørende apotek, i hvilken medicinalvarer, som var behæftet med tysk klausul, gennem mellemmænd, grossererne Eschricht, Bäncke og Menck, var bleven solgt videre til udenlandske opkøbere, spillede også visse jøder en større rolle. Således fandtes blandt de russiske opkøbere mænd som Auerbach, George Cohn og Ginsbury. Dommen i sagen faldt den 10. marts 1917. Ginsbury (alias læge Gänsburg) var i øvrigt 1916–17 så at sige Fürstenbergs afløser og stod ved udsmuglingen af medicinalvarer i samarbejde med grosserer Egelund, som af Thorup 1917 blev idømt en bøde på 15.000 kr. og 1919 forgæves forsøgte at opnå en ændring af dommen.*

Den 5. 12. 1917 gjorde “København” desuden opmærksom på den særlige interesse, Parvus viste for opkøbet af russiske Rubler. Dette opkøb foretoges i samarbejde ikke blot med danske, men også med udenlandske personer; når papirrublen til tider var blevet så stærkt jobbet op, kunne det måske forklares ved, at der fandt et stort forbrug af russiske pengemidler sted i egnene bagved den tyske østfront, hvor de af tyskerne (som ifølge denne fremstilling fik de russiske pengemidler tilført gennem jødiske mellemmænd) blev afsat til pari. Udbuddet af denne valuta bestemtes i øvrigt uden tvivl også ved, at Rubler ikke mere kunne udføres over den russiske grænse på legitim vis. Bladet gjorde endvidere gældende, at andre fremgangsmåder rigtignok også lod sig anvende, navnlig ved den finske grænse, og at det på denne måde kunne forklares, at der fandtes så mange Rubler i København. Hvortil bemærkes: “Blandt opkøberne er et vekselererfirma, med hvis chef “Parvus” stadig har stået i nær forbindelse, og hvis socialistiske referencer er af fineste slags”.

Herved tænktes på den meget fremtrædende

*) Jvf. “København”, 6. april 1919.

158

socialdemokratiske borgerrepræsentant, heljøden Aron F. Lamm, indehaver af vekselererfirmaet M. H. Cohen & Lamm, som ganske rigtigt var Parvus’ nærmeste bankforbindelse. Afsluttende konstateres det så endnu engang, “at disse opkøb foretages for tysk regning eller med salg i Tyskland som formål, at man finder notoriske Rubel-opkøbere blandt “Parvus” nærmeste forbindelser, og at disse forbindelser har en udpræget socialistisk partifarve”.

Transithandelen og spekulationen i russiske Rubler lå altså under krigen hovedsagelig i polske og russiske jøders hænder. Disse smarte forretningsmænd havde en slags central i Paladshotellets vestibule, som af denne grund også af L. V. Birck i hans rigsdagstale den 17. 6. 1919 betegnedes som Helvedes forgård.* Det var det værste udskud af galiciske [tidl. Østrig-Ungarsk, tidvis polsk provins, nu Buchach i Ukraine] ghettojøder, som var deltagere i dette spil om varer og valutaer, og det var dette rakkerpak, der for en tid satte præg på hovedstadens gadeliv omkring Rådhuspladsen.** En lille nydelig skildring af disse samfundets snyltere, som således hørte til Parvus’, Fürstenberg-Ganetskis, Lamms og konsorters nærmeste forretningsvenner, gives i “E. H. Magazinet”s december-nummer 1916, hvor Jens Locher bl.a. fortæller følgende om “Københavnske Krigsprofiler”:

“Jøden fra Lodz. Spionen. Den internationale dame. Det er de tre skarpe profiler, vi atter og atter møder blandt de nye, fremmede ansigter, der er dukket op på strøget og i cafeerne siden den skæbnesvangre 1. august 1914.

Da V. Mackensen stod 25 km fra den gode polske by Lodz, og de tyske granater allerede begyndte deres påtrængende illumination af horisonten, sagde Moses og Aron og Jacob adieu til vekselerer-boden, guldsmedeforretningen og lagret med de færdige herreklæder og drog med sin tro hustru og sit frugtbare afkom til den fjerne by København, om hvilken sære tidender var nået til Lodz. Det hed sig, at byen flød med …

*) Jvf. nedenfor s. 375.
**) Jvf. de vedføjede karikaturer.


Københavnske Krigsprofiler.
Satire efter E. H. Magazinet, Decbr. 1916.

 


Fridthjof Nansen opdager — Polen!
Satire efter “Svikmøllen 1915”.

 

159

… mælk og honning, og at kurser og priser steg og steg evindeligt på en gylden Jacobsstige helt op i den syvende himmel.

Og hverken Moses, Aron eller Jacob er blevet skuffede. Se på dem, når de hver dag præcis klokken 12 mødes med de andre Lodz’ere på Rådhuspladsen. De fiffige ansigter med de pompøse skæg glinser af tilfredshed med tilværelsen. Som et særligt udtryk for deres inderlige glæde har de iført sig det mest højrøstede tøj, byen overhovedet ejer.

Skrigende farver af alle kalibre. Cremefarvede velourhatte, knaldrøde slips, blommefarvede ulstre, græsgrønne habitter og lynende lakstøvler med kanelbrune gamacher. Og glem så ikke at lægge mærke til den lille udvækst i farvepragten — der hvor tegnebogen skal sidde. Hvordan de har skaffet sig al denne pragt? Spørg mig ikke — krigen ejer ikke en chance [mulighed]: gullasch, hausse, valuta-spekulation og import inklusive, som de glade Lodz’ere ikke har fæstet deres grådige munde på og suget ud til sidste gyldne dråbe. Og d’hrr. har meget fine næser. Det sker aldrig, at de sætter munden over en tom åre.

Er det da så underligt, at de er glade, og at de ikke agter at forlade Det Forjættede Land, så længe krigen endnu giver solskin til en eneste drue på spekulationens grønne stok? De har opslået deres pauluner her — de og deres frugtbare afkom, og de er kloge nok til ikke at kny, når de københavnske værter skærer små strimler af deres velnærede hud. De ønsker ikke at abonnere på de kommunale klasseværelser og barakker. Det lader de de indfødte om.

Lodz-kolonien gør ingen røverkule af sit hjerte. Dens medlemmer flokkes dristigt på Rådhuspladsen og lægger utvungent og absolut ikke stiltiende beslag på store brøkdele af vore mondæne cafeer. Jøden fra Lodz, viser os sin profil i fuld belysning.”*

*) Det er meget karakteristisk, at disse sarkastiske betragtninger kom frem i et af de store københavnske forretningshuses magasiner, som ellers udmærket forstod at snobbe for den hjemmefødte højfinans. 1916 og 1917 bragtes her måned for måned virak og ros til landets store mænd, med gode billeder, bl.a. af Cold, H. P. Prior, Heilbuth, Ballin, H. N. Andersen, C. C. Clausen, Edvard Brandes osv. Næsten alle sammen Landmandsbankens mænd. Dog mangler heller ikke mænd som Prins Aage, borgmester J. Jensen, udenrigsminister Erik Scavenius og vekselmægler Just Cohen. Når E. H. Magazinet således rakker de galiciske jøder ned, må disse spekulanters konkurrence vel have været meget generende for Landmandsbankens inderkreds. Det var jo også disse fremmede forretningsmænds transithandel, der til dels gav stødet til, at Det Transatlantiske Kompagni oprettedes.

160

I forsvarsskriftet, i hvilket Parvus behandler alle mulige angreb, som rettedes mod ham, og i hvilket han går voldsomt i rette med sine modstandere, ikke mindst med bladet “København”, nævnes ikke med et eneste ord hverken de ovenomtalte smugleraffærer eller Rubel-spekulationen, en spekulation, der senere viste sig at have forvoldt landet mægtige milliontab.* Der var altså alligevel ting, den ellers så dristige mand helst ikke ville drøfte.

Så ubehagelige de ovenfor behandlede spørgsmål nu var for Parvus, var det dog værst, at sagen vedrørende det socialdemokratiske kulkontors forretninger blev sat på dagsordenen af Witzanskys “København”. Thi det var denne sag, der vakte allerstørst opmærksomhed i den danske offentlighed, ikke mindst i provinsen, og fremkaldte en diskussion, hvis efterdønninger strakte sig til langt ind i efterkrigstiden. Thi specielt i denne sag ydede Parvus sit mesterstykke i kapitalistisk udbytning og viste, hvordan politiske forbindelser kunne udnyttes til varetagelse af rent egoistiske formål og — i politiske øjemed. Her viste han sine særlige evner i at lave sort til hvidt, og i at misbruge sine medmenneskers godtroenhed til en ligefrem djævelsk kapitalplyndring, medens hans medhjælpere selvfølgelig satte alt ind på at bortdisputere de mest forvorpne spekulationer og transaktioner og at give dem udseende af at være beviser på ædel social dåd. Parvus siger selv etsteds i sit forsvarsskrift: “Da verdenskrigen begyndte, lå vejen til kapitalistisk ophobning pludselig vidt åben for mig.” Herved tænkte han naturligvis i første række på de talrige guldmillioner, han tjente ved sine leverancer af kul til det socialdemokratiske kulkontor i København. Men skam få den, som tror, at de danske socialdemokrater nogensinde selv har indrømmet denne sags sande sammenhæng.

*) Jvf. Bircks beregninger nedenfor s. 414.

161

c) Det socialdemokratiske Kulkontors millionforretninger.

I “Registrerings Tidende for Aktieselskaber”, udgivet på foranstaltning af Handelsministeriet, årg. 1918, står på s. 238 følgende:

Register-nummer 746:. Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, aktieselskab, hvis formål er handel en gros og en detail med kul, koks og briketter samt andet brændselsmateriale, o.l. virksomhed. Selskabet har hovedkontor i København; dets vedtægter er af 13. juni 1916 med ændringer, senest af 27. december 1917. Den tegnede aktiekapital udgør 25.000 kr., fordelt i aktier på 100 kr. Aktietegningen er ophørt; aktiekapitalen er fuldt indbetalt. Hver aktie giver 1 stemme, dog kan ingen aktionær afgive mere end 5 stemmer. aktierne skal lyde på navn og skal noteres. Aktionærer kan ifølge nærmere i vedtægternes § 5 indeholdte regler kun sådanne arbejdsorganisationer være, der er medlemmer af Arbejdernes Fællesorganisation i København eller som har erholdt samtykke dertil fra repræsentantskabet. Ophører nogen organisation at tilhøre Arbejdernes Fællesorganisation i København eller sker der udlæg i eller rettes anden retsforfølgning mod en aktie, kan repræsentantskabet fordre indløsning af aktien mod udbetaling af dens pålydende. Transport og anden overgang af retten til en aktie kan kun ske med repræsentantskabets samtykke. Bekendtgørelse til aktionærer sker i “Social-Demokraten”. Bestyrelse: Formand Karl Frederik Madsen, Elmegade 2, direktør Karl Johan-Kristian Kiefer, Stefansgade 14, hovedkasserer Anton Emanuel Svendsen, Jens Juelsgade 14 og bestyrer Valdemar Georg Alexander Walther, Hillerødgade 30, alle af København. Direktør: nævnte K. J. Kiefer. Selskabet tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening, ved afhændelse og pantsætning af fast ejendom af den samlede bestyrelse. Prokura er meddelt direktøren i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer. (Selskabet var tidligere meldt til Handelsregistret i København.)

Så uskyldigt ser altså foretagendet ud, når man slår efter i Aktieselskabsregistret. Men historien viser, at det her i realiteten drejer sig om en forretning af særegen beskaffenhed, ikke blot, fordi rent socialdemokratisk prægede fagforeninger stod som dets indehavere, men navnlig fordi det kunne sikre sine interessenter uhyrlige millionoverskud, uden at det derved

162

nogensinde, over for vide befolkningskredse, mistede udseendet af at være et udpræget socialt, om ikke rent filantropisk foretagende.

Den socialdemokratiske brændselsforretnings historie begyndte med, at Parvus, omendskønt han selv aldrig havde haft med kulhandel at gøre og ikke havde gnist af sagkundskab på dette område, så vidt vides allerede i begyndelsen af 1915 fik lov til at eksportere tyske kul til Danmark. Dette skete trods skarpeste modstand fra det tyske kulsyndikats side, hvis monopol i dette ene tilfælde blev brudt til gunst for Alexander Helphand Parvus, formentlig under tilskyndelse, i det mindste med billigelse, af det tyske erhvervslivs daværende diktator Walther Rathenau. Parvus har altså — under forhold, som endnu ikke er klarlagt — allerede i krigens første periode tiltvunget sig en særrettighed, som han siden forstod kraftigt at udnytte, således at han til sidst overtog ikke mindre end godt to tredjedele af de tyske, kulleverancer til Danmark. Og Parvus kunne på samme måde gennemtrumfe, at hans politiske meningsfæller i Danmark, dvs. Socialdemokratiet og fagforeningerne, fik aftagermonopolet på de af ham leverede kul. At han i disse bestræbelser tillige fik sine racefællers og deres nærmeste venners særlige understøttelse må vel anses som en selvfølge. Daværende statsminister Zahle gik ved given lejlighed med lidenskab ind for det af Socialdemokratiet med Parvus trufne arrangement, finansministeren Edvard Brandes fremmede det, og hovedmanden for finansieringen af denne mægtige import var selvfølgelig atter en jøde, direktør Aron Frederik Lamm, dengang formand for Revisionsbankens bankråd.

Det socialdemokratiske kulforetagende var født i dølgsmål, og det skulle dø i skam. Det var også straks fra starten af et alvorligt stridens emne, den stadige forargelsens kilde. Da kampen om Arbejdernes Kulkontor stod på det højeste, forsøgte statsminister C. Th. Zahle i en valgtale, som han den 10. februar 1918 holdt i Ringsted, at påvise, at det var det

163

tyske kulsyndikat, der i begyndelsen selv var interesseret i at sikre sig en forsvarlig fordeling af eksportvaren i Danmark og af denne grund så sig foranlediget til at fravige den gængse ordning af eksporten. Ordret erklærede han, at det var “også af økonomiske og ikke af politiske grunde, at en del af kultilførslen overdroges til Arbejdernes Brændselsforretning. De tyske eksportører savnede nemlig fordelingsagenter for deres varer i Danmark, og de måtte bestræbe sig for at overvinde denne vanskelighed. De tyske eksportører kunne ikke henvende sig til de almindelige kulhandlere, da disse var forhindrede i at forhandle tyske kul.” På denne måde mente Zahle altså at kunne forklare, hvorfor de tyske eksportører var bleven udelukket fra at levere til Arbejdernes Brændselsforretning, medens han ikke med en stavelse forklarer, hvorfor Parvus skulle være så meget bedre egnet til at skaffe de fornødne fordelingsagenter i Danmark og i denne henseende have bedre forudsætninger end landets erfarne kulimportører. Ja, Zahle nævner end ikke Parvus med så meget som blot et eneste ord. At argumentationen i øvrigt var i bund og grund forløjet, kunne “København” straks påvise, idet det fremhævedes, at kulforretningen ifølge den redegørelse, “Social-Demokraten” publicerede den 19. december 1917, oprindelig fik sin direkte udførselstilladelse annulleret, fordi danske og tyske kapitalister i forening krævede, at importen skulle gå gennem en dansk kulimportør, til hvilken kulforretningen skulle svare en lille afgift. Nej, erklærer det socialdemokratiske hovedorgan, denne ordning kunne de herrer importører naturligvis ikke gå med til, og bringer hertil følgende begrundelse: “Da der ikke var spor af mening i en sådan komedie, og da arbejderne ikke har grund eller råd til at øve godgørenhed over for kulimportørerne, afsluttedes den oprindelige virksomhed, regnskab aflagdes for fællesorganisationen og i juni 1916 besluttedes oprettelsen af et handelsselskab, der var en nødvendighed for at undgå udredelsen af tribut til danske kulfirmaer … arbejdernes brændselsforretning

164

optog forhandlinger såvel med kulgrubernes forretningsledere som med de tyske regerings-myndigheder og overvandt heldigt de kapitalistiske intriger, som allerede dengang var særdeles tydelige.” I fortsættelse hertil bemærkede “Social-Demokraten” af 20. december 1917, at dr. Helphand “som den indflydelsesrige partifælle, han er, medvirkede til, at de tyske fagforeninger brugte deres indflydelse til at overvinde tyske kapitalisters og autoriteters uvilje mod at sælge til et dansk arbejderselskab”. Kraftigere kunne statsministerens påstande sandelig ikke føres ad absurdum. Men allerede selve denne kontrovers viste tillige, at der var noget råddent i sagen. I anledning af statsminister Zahles tale stilledes tillige det spørgsmål til diskussion, hvorvidt politiske momenter kunne have været bestemmende for den trufne ordning. Også herom gav “Social-Demokraten” (dvs. Folketingsmand Borgbjerg) allerede den 19. december en forklaring, som ikke var til at misforstå, idet der bemærkedes: “At de tyske myndigheder også tillagde en sådan virksomhed (Brændselsforretningen), til hvilken de altså bidrog, politisk betydning, er muligt, men hovedsagen for det danske folk var at få brændsel …”

Hvoraf kan sluttes, at Parvus uden tvivl har benyttet sig af politiske argumenter over for tyske myndigheder for at få overdraget særretten til at levere kul til det socialdemokratiske kulkontor i København udenom de ellers berettigede tyske eksportører. For jøden gik altså i denne sag politik og gesjæft hånd i hånd.

I selve statutterne for Arbejdernes Brændselsforretning var der, som den ovenfor gengivne meddelelse i Registrerings Tidende viser, draget grundig omsorg for, at foretagendet under alle omstændigheder forblev under partiets kontrol, og at det i foretagendet opnåede overskud kun kom specielle partiformål til gode. I bestyrelsen blev kun gode mænd af Arbejdernes Fællesorganisations bestyrelse valgt, således formanden for De samvirkende Fagforbund Carl F. Madsen,

165

sekretæren i fællesorganisationen Karl Kiefer, forretningsføreren for socialdemokratisk forbund Thorvald Stauning, hovedkassereren for de samvirkende fagforeninger E. Svendsen osv. Det blev senere bekendt, at 150–200 københavnske fagforeninger, som stod i fællesorganisationen, var aktionærer i foretagendet. “København” kunne imidlertid den 15. 12. 1917 meddele, at en enkelt mindre københavnsk fagforening ejede aktier for 1.000 kr., altså 1/25 af aktiekapitalen, og at der kun var bleven 10.000 kr. indbetalt, hvorefter det gennemsnitlige bidrag af fagforeningerne kun beløb sig til omkring 50 kr. Med en sådan ringe aktiekapital klarede man en forretning, der i løbet af et årstid havde en omsætning på mangfoldige og en fortjeneste af adskillige millioner kroner. Ejendommeligt ved dette selskab var det også, at den engang dannede kreds af interessenter ifølge statutternes bestemmelser var ubrydelig, medens der på den anden side ikke fandtes nogen bestemmelse, som hindrede at aktierne ejedes af privatmænd. Selv om det nu hævdedes, at ingen private personer havde aktier, kunne der dog — mente bladet “København” — næres tvivl i så henseende, da der i denne sag jo allerede var bleven påstået ét og andet, som siden havde vist sig ikke at være rigtigt. Således stod der i “Social-Demokraten” af 16. juni 1917 at læse om minister Stauning:

“Han har ikke under nogen som helst form fået en eneste øre af den omtalte brændselsforretning, hverken som løn, udbytte eller tantieme, og han skal heller ikke senere have nogen udbetaling. Han er næstformand for Arbejdernes Fællesorganisation, men Brændselsforretningen som sådan er et selvstændigt selskab, i hvis bestyrelse Stauning ikke har sæde og heller ikke har haft sæde.”

“København” konstaterer hertil, at denne fremstilling i det mindste for det sidste punkts vedkommende indeholdt en dundrende løgn, da det af den anmeldelsen til Firmaregistret vedlagte udskrift af selskabets forhandlingsprotokol fremgik, at Stauning var bleven valgt ind i bestyrelsen.

166

Hvad nu angår finansieringen af det socialdemokratiske forretningsforetagende, har vekselerer A. F. Lamm i sit i 1928 udgivne skrift “Erindringer og Tanker” givet nogle meget værdifulde oplysninger. Han fortæller, at det var ham, der som formand for Revisionsbankens bankråd fik lejlighed til på afgørende måde at støtte det af fagforeningerne oprettede importforetagende. Den første tilskyndelse i sagen havde han en skønne dag fået af Karl Kiefer, som havde afsluttet store kontrakter om leverancer af tyske kul og koks på meget fordelagtige betingelser og nu ønskede, at Revisionsbanken skulle finansiere denne sag. Lamm var for sit vedkommende gerne rede til at støtte forretningen. Han erklærer, at brændselsmaterialet ifølge de af Kiefer givne oplysninger kunne leveres langt billigere til aftagerne i København, end andre kunne købe det i Tyskland, for ikke at tale om de stigende priser på Englands kulleverancer. Kiefers tanke var herefter, “at købe kul og koks, der dengang ville komme til at koste her på pladsen 3 kr. pr. hektoliter koks og derefter sælge igen til befolkningen, vel i første række til arbejderorganisationernes medlemmer til en pris af 2 3/4 kroner, idet Københavns kommune som en dyrtidsforanstaltning skulle betale differencen 25 øre pr. hl.” Lamm bemærker derefter, at Revisionsbanken overtog finansieringen af den omhandlede import, efter at de socialdemokratiske kommunalrepræsentanter Chr. Christiansen og Carl Becker havde lovet at støtte den Kiefer’ske plan. Disse forhandlinger må have fundet sted før juni 1916, da det i sammenhæng hermed konstateres, at arbejderorganisationerne nu overtog hele det nydannede selskab “Arbejdernes Brændselsforretning”s aktiekapital på 25.000 kroner, og at importen derefter kom i gang på sædvanlig forretningsmæssig måde. Lamm skal først senere have erfaret, at “den mand, der havde fået Kiefer ind på planen og også senere interesserede sig derfor var dr. Helphand, en rigmand, der vistnok (!) var kommunist og måske (!) virkede for politiske interesser” og bemærker …

 


Dr. Alexander Helphand (Parvus).
Født 1867 i Beresin (Rusland), død 1924 i Berlin.

 

 
 To af Socialdemokratiets mænd. 
 


A.F. Lamm.
Vekselerer.
Født 3.5.1856 Kbh.,
død 7.4.1928 s.st.

 


Svend Trier
Socialøkonom.
Født 8.6.1877 Kbh.,
død 27.11.1931 s.st.

 

 

 

 


Arbejdernes Brændselsforretnings lagerplads med kæmpekran.

 

 

167

… derefter, at “denne dr. Helphand dog ydede landet en meget betydelig tjeneste, som man herhjemme ingen som helst grund havde til at beklage sig over”. Lamm skal i øvrigt kun én gang være truffet sammen med denne landets velgører. Når han herved søger at fremkalde det indtryk, at han ikke kendte nærmere til denne fremmede konspirators politiske bestræbelser, lyder det unægtelig ejendommeligt, når man ved, at Parvus ikke mindst var bleven kendt i landet ved sine politiske skrifter og havde drevet en propaganda, der næppe kan være blevet en så fremtrædende socialdemokrat og så ivrig tilhænger af Karl Marx og Ferdinand Lassalles ideer som, A. F. Lamm ubekendt.

Lamm beretter ydermere om en anden episode i Brændselsforretningens historie, som fortjener nærmere undersøgelse.

Han fortæller, at Arbejdernes Kulkontor efter blokade-erklæringen af 31. januar 1917 praktisk talt var i stand til at importere så store mængder kul, som det ønskede, når blot pengene til indkøbet kunne skaffes. Derfor havde han selv også glædet mange privatpersoner med i den værste tid at skaffe dem kul og koks og bl.a. foranlediget Frederiksholms Tegl- og Kalkværkers direktør til at hjælpe sig på denne måde. Endelig var også trafikminister Hassing Jørgensen bragt til den erkendelse, at det var hensigtsmæssigt at sikre statsbanerne kul på denne måde, og derved kom en stor handel med Staten i stand! Staten købte ikke mindre end 90.000 tons brændselsmateriale. Men gennemførelsen af denne forretning stødte på særlig store vanskeligheder. Således havde England i løbet af 1916 rørt på sig. Man truede f.eks. bykommunerne, som viste sig villige til at aftage tyske kul, med en fuldstændig standsning af de engelske leverancer og tillige forsøgte man på alle mulige andre måder at forhindre forbruget af tyske kul. Skibene, der sejlede på England, kunne kun under særligt strenge betingelser få engelsk bunkerkul. Forså vidt de brugte tyske kul, truedes der med beslaglæggelse af deres kulforråd. Under disse forhold var Revisionsbanken

168

betænkelig ved at stille 1 mil. kr. til rådighed til opkøb af 90.000 tons til Staten, så længe Finansministeriets udbetalingsordre til Nationalbanken ikke var i orden, til trods for, at ikke blot trafikministeren, men også finansminister Brandes og udenrigsminister Munch havde givet tilsagn om, at ordren ville blive effektueret. Brændselsforretningen kom derved i en ikke ringe forlegenhed, og det er formodentlig ved denne lejlighed, at Parvus for nogle dage måtte springe ind med en kredit på 1 mil. kr. for at forhindre, at denne import gik i stå. Men til sidst blev knuden løst. Lamm fortæller, at han til slut, da den endelige afgørelse havde ladet vente på sig i måneder, og da kalamiteten var på sit højeste, selv besøgte departementschefen i Finansministeriet og efter adskillige forhandlinger med forskellige embedsmænd opnåede, at udbetalingsordren udgik, inden han forlod ministerialbygningen.

Hvor vanskelig stillingen for den socialdemokratiske importforretning i perioden før blokadeerklæringen var, fremgår af Parvus’ skrift: “I Kamp for Sandheden”, hvor han bl.a. beretter, at i oktober og november 1916, under den engelske boykot, der kraftigt støttedes af de danske private kulimportører samt det danske arbejdsgiverforbund, var Københavns red overfyldt af dampere, som havde bragt kul til fagforeningerne og nu ventede på deres losning. “Lagerpladserne i København var fyldt til randen med kul, medens det i provinsen var umuligt for fagforeningernes kulkontor at få lagerpladser. Der måtte betales hundredtusinder i konventionalbøder for overskridelse af dampernes losningsfrist. Man kunne ikke få solgt kullene og måtte indskrænke sig til at aftage halvdelen. Fagforeningerne havde 200.000 tons på lager, så at bladene kunne gøre sig lystige over Københavns “sorte bjerge”. Situationen var overordentlig kritisk.” Værre blev det deraf, at Kulkontoret netop i dette øjeblik var ude for, at det ikke kunne få bankkredit. I denne situation opnåedes der imidlertid, at A. F. Lamm som ovenfor skildret

169

rakte de nødstedte socialdemokratiske storspekulanter og sin formående racefælle Helphand en hjælpende hånd. Et held også, at Tyskland den 31. januar 1917 erklærede den uindskrænkede undervandsbådskrig, da Brændselsforretningen ellers simpelthen ville være brændt inde med de opstablede varer og derved ganske eftertrykkelig ville have brændt fingrene.

Efter at bladet “København” næsten dag for dag i et par uger havde beskæftiget sig med Parvus’ mystiske politiske konspirationer og gang på gang havde peget på den ejendommelige stilling, det danske socialdemokratis ledende mænd indtog over for den russiske bolsjevismes blodregimente, satte kritikken endelig i de første decemberdage i 1917 ind mod selve Arbejdernes Brændselsforretning A/S. “Social-Demokraten” tav. Ikke med en stavelse gik bladet ind på de hårde angreb, der rettedes mod partiet, ej heller efter at “Vort Land”, redaktør Erik Hansens “Kolding Avis” og andre provinsblade havde begyndt at stille nærgående spørgsmål. “Social-Demokraten” bevarede hårdnakket tavshed i ugevis. Og navnet Parvus blev aldrig nævnt.

Men omsider så man sig dog fra socialdemokratisk side nødsaget til at give svar. Det skete på den højst ejendommelige måde, at der i huj og hast, med blot en dags varsel, blev indkaldt en såkaldt “generalforsamling” i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning til den 10. december 1917. I referatet om dette fællesmøde, til hvilket bestyrelserne for fagforeningerne var indbudt, bemærker “Social-Demokraten” dagen efter mødet, at fællesorganisationens sekretær Karl Kiefer havde aflagt beretning om Kulkontorets virksomhed, dens fremgang osv., hvorved understregedes, at de indførte kul, koks og briketter fordeltes til de forskellige virksomheder efter anvisning af Statens Kulfordelingsudvalg. Til befolkningens forbrug skete fordelingen gennem kommunerne, der ved hjælp af Dyrtidsloven kunne sælge under indkøbsprisen.

170

Det var alt, hvad mødets deltagere fik at vide. Regnskab blev ikke aflagt. Derimod blev det i den påfølgende diskussion skarpt fordømt, at den såkaldte chauvinistpresse havde rejst en kamp “mod dette landsgavnlige arbejderforetagende, der har frelst tusinder af arbejdere fra arbejdsløshed og holdt mangfoldige virksomheder i gang, som ellers for længst ville være standsede.” “Dette er”, fortsætter bladet, “nået i kraft af de danske arbejderes gode internationale forbindelser, solide organisationer og en dygtig administration”. Man søgte derefter at forklare de angreb, der blev rettet mod Kulkontoret, på den ene side med den utilfredshed, der herskede inden for de danske importørers og grossereres kredse, som så deres hidtidige monopolstilling truet, på den anden side med utilfredshed hos de tilsvarende udenlandske interessenter, som gerne ville have hele kulimporten til Danmark i deres hånd, for på denne måde at kunne opnå indflydelse på landets politik og derved hindre Danmark i at bevare sin handelsmæssige og politiske neutralitet. I sammenhæng hermed tilkendegav forsamlingen, at Socialdemokratiet nu — uden tvivl efter Parvus’ tilskyndelse — ønskede yderligere indflydelse på ordningen af eksport- og importforholdene, efter at man fra chauvinistisk side “var kommet til at afsløre, at de danske erhvervs forhandlere med udlandet har benyttet lejligheden til at opfordre Tyskland til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, mod til gengæld at være villig til at byde Tyskland indrømmelser dansk erhvervslivs bekostning”. I erkendelsen af, at angrebet var den bedste parade, krævede fagforeningernes bestyrelsers fællesmøde dernæst, at man ville have nærmere indseende med alle Statens forhandlinger vedrørende handelsaftaler, så de ikke mere udelukkende lå i storkapitalisters som Foss’ og Ballins hånd, at der skulle sættes alt ind på at dæmme op for den overhåndtagende tendens til monopoldannelser — ringe, karteller og truster — og at storkapitalismen navnlig skulle hindres i “at konspirere med en fremmed stat og dens kapitalister

171

til skade for den danske arbejderklasse og hele det danske folk”.

(Alle de fremhævede perioder trykte med fedt i “Social-Demokraten”.)

Denne diskussion mundede ud i en resolution med følgende ordlyd:

“Idet fællesmødet udtaler sin anerkendelse af repræsentantskabets virksomhed og tilsiger sin støtte til den kommende tids arbejde og kamp, opfordres arbejderpartiets faglige og politiske ledelse til at sætte al kraft ind på, at den danske arbejderstand gennem dens faglige og økonomiske organisationer kommer til at deltage i de forhandlinger, der føres med udlandet om Danmarks erhvervsinteresser under krigen.”

Derhos bemærkes, at denne resolution straks vil blive behandlet i De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg og i Socialdemokratiets rigsdagsgruppe, og at der derpå vil ske en henvendelse til Regeringen om sagens gennemførelse. Der står nu — bemærkes der til slut — direkte repræsentanter for 100.000 danske arbejdere bag dette krav. Husmændenes foreninger havde stadig været med i landbrugets forhandlinger. Nu ville arbejdernes organisationer kræve at komme med i de forhandlinger, industrien, handelen og skibsfarten førte med den danske regering og udlandet. Derefter fører det socialdemokratiske organ (den 12. december 1917) endnu et drabeligt forsvar for fagforeningernes importforretning i artiklen: “Kapitalismens sidste Selvafsløring”, i hvilket der bl.a. gøres gældende, at det så lidenskabeligt omstridte kooperative foretagende jo ikke havde andet formål end at sikre folkets, ikke blot arbejdernes, men også middelstandens interesser mod kapitalistklikens udbytningsmetoder. Modstandernes forargelse, ja raseri, kunne blot forklares ved, at arbejderne her havde forsøgt at trænge ind i det moderne

172

samfunds livsnerve, kullene, og derved overtog et nyt og overordentlig betydeligt felt inden for produktion og omsætning. Thi selvfølgelig måtte de erkende, at den dag, da arbejdet og dets administration og organisation var i arbejdernes egne hænder, da ville socialismen være virkeliggjort. “Da”, erklærer “Social-Demokraten”, “kommer verden — efter vore begreber — på ret køl.” Dette politiske formål svarede i øvrigt også nøje til den politik, bolsjevismen var inde på, den politik, der i første række havde til formål at sikre arbejderne kontrol med industri og handel; det var ikke hele socialismen, men dog et stykke af vejen derhen. Og så lader bladet med rene ord forstå, hvad der er tilsigtet, idet der bemærkes:

“Det er for Ruslands vedkommende et ideal, der alene ved sin opstilling virker begejstrende og samlende og derigennem fremmaner sin egen virkeliggørelse, men hvis praktiske gennemførelse forudsætter en velorganiseret, vel oplyst, moden og dygtig arbejderklasse. Gennem 30–40 års fagligt, kooperativt og politisk arbejde er vi her i Danmark nået dertil, at arbejderne har en vis kontrol, en vis medbestemmelsesret i industrien. Men vi skal videre ad denne vej, og nu har arbejderne på fællesorganisationens generalforsamling i forgårs vedtaget, at de også vil have hånd i hanke med de internationale forhandlinger, der føres på industriens vegne. Danske kapitalisters sidste skandaløse forsøg på sammensværgelse med tyske kapitalister og tysk statsmagt imod danske arbejder- og samfundsinteresser har bragt arbejderne til klar bevidsthed om, at de må have foden inden for overalt, hvor det er muligt.”

Det var Parvus’ paroler fra først til sidst. Ja, Borgbjerg er jo netop inde på de betragtninger, Parvus gang på gang havde udviklet i sine teoretiske undersøgelser over marxismen,

173

og når der her fra Socialdemokratiets side kræves større indflydelse på landets handel og industri, sker det denne gang ikke blot til fremme af partiets og hr. Parvus’ forretningsmæssige interesser, men samtidigt til fremme af de revolutionære formål, Parvus i sine talrige skrifter på tysk og dansk havde prædiket for det tyske og det danske socialdemokrati. Her går “Social-Demokraten” endog så vidt i sin lydighed over for Parvus, at det for en stund på godt og ondt sværger til selve bolsjevismens paroler og først opgiver denne holdning, da Parvus siger sig løs fordi Lenin ikke ville lade ham vende tilbage til Rusland. Parvus forfulgte, som det her viser sig, ganske åbenlyst den plan med det af ham skabte socialdemokratiske kulforetagende at gribe ind i Danmarks indre forhold og at fremme socialiseringen ved at hjælpe Socialdemokratiet til at få foden inden for overalt, hvor det var muligt!

Dog disse bestræbelser stødte i denne omgang på en meget kraftig modstand. Omgående gav først Erhvervenes Fællesudvalg gennem Ritzaus Bureau et meget eftertrykkeligt gensvar, idet der erklæredes:

“I anledning af det i Socialdemokraten for den 11. ds. fremkomne referat fra generalforsamlingen i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, ifølge hvilken “de danske erhvervs forhandlere med udlandet har benyttet lejligheden til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, til gengæld var man villig til at byde Tyskland indrømmelser på dansk erhvervslivs bekostning!”, skal Erhvervenes Fællesudvalg herved erklære den således fremsatte påstand at være i fuldkommen modstrid med sandheden. Naturligvis kan erhvervene og da ganske særligt industrien ikke med glæde se en ordning, der har tilladt og fremdeles tillader arbejderorganisationerne at indkassere en endog meget betydelig fortjeneste på leveringen af et af industriens vigtigste råstoffer, men således som forholdene har været med hensyn til kulforsyningen, har man fra dansk industris side under de nuværende ganske abnorme forhold måttet mene det nødvendigt at acquiescere ved [affinde sig med] den ordning, som de danske socialdemokratiske arbejderorganisationer på et tidligt tidspunkt af krigen har afsluttet med de pågældende tyske myndigheder.

Under forhandlingerne om Danmarks tilførsler af kul fra Tyskland

174

har i Tyskland flere gange tanken været fremme at tilbyde de danske industriorganisationer en lignende særstilling som arbejdernes, men denne tanke er stedse bestemt afvist fra de danske forhandleres side, da man ikke ønskede at skaffe industrien nogen økonomisk fordel på andre danske kulforbrugeres bekostning.

Erhvervenes Fællesudvalg skal til slut opfordre Socialdemokraten til såvel at optage nærværende berigtigelse som at erkende det fuldkommen ubegrundede i det mod de danske delegerede rettede angreb.”

“Social-Demokraten” måtte erkende berettigelsen af denne tilbagevisning, men mente, at erklæringen var præget af klasseånd, og at Erhvervenes Fællesudvalg ikke kunne anses for at være kompetent til uden videre at optræde som erhvervenes repræsentanter, da ingen arbejder var medlem af udvalget, og at man endelig ikke kunne undslå sig for at tage stilling til kravet om at også arbejderne blev repræsenterede ved erhvervenes internationale forhandlinger. Bestræbelserne for at bryde industriherre-monopolet ville blive videreført. På samme måde forsvarede folketingsmand C. Hauge sit partis fremgangsmåde, idet han bl.a. gjorde gældende, at det jo navnlig var tyske millionforetagenders filialer i Danmark, der var bleven ramt ved den trufne ordning, og at den så udpræget tyskfjendtlige presse som “København” og andre blade så sandelig ikke havde nogen grund til “at give alene det tyske millionærfirma Hugo Stinnes og andre af tilsvarende karakter fortjenester ved at sælge kul til Danmark!”

Denne form for forsvar kunne selvfølgelig med lethed imødegås. Navnlig gav bemærkningen om, at danske kapitalister havde gjort et skandaløst forsøg “på sammensværgelse med tyske kapitalister og mod den tyske statsmagt”, anledning til nogle for Socialdemokratiet meget kompromitterende betragtninger. Således kunne der med føje peges hen på, at det ikke var de såkaldte kapitalister, men Socialdemokratiet, som allerede på et tidligt tidspunkt — dvs. i begyndelsen af krigen — havde søgt forbindelse med tyske myndigheder og ved hjælp af den berømmelige dr. Helphand havde opnået

175

en særoverenskomst vedrørende kulleverancerne, som siden hen trods al modstand fra kulgrossisternes side var bleven opretholdt. I denne sag havde Socialdemokratiet handlet ganske på egen hånd, udenom Regeringen! Medens erhvervenes delegerede faktisk stadig havde forhandlet på Regeringens vegne, under dens kontrol og med forbehold af dens godkendelse, havde de socialistiske partiledere forlods sikret sig denne overenskomst. Her kunne der altså være tale om en sammensværgelse, men også kun her.

“Man betænke”, bemærker “København” (den 12. 12. 1917), “hvilke forhandlinger de selv (dvs. de mænd, der nu beskylder kulgrossisterne osv. for konspiration) har ført, hvorledes de gennem Parvus er trådt i forbindelse med det tyske gesandtskab, den tyske regering, de tyske kul-kapitalister. Kapital havde de ikke, sagkundskab endnu mindre. De havde intet, som fra et dansk synspunkt kunne give garantier. Men netop derfor forstod Tyskland, hvilket fund Parvus havde gjort i dem. At indfange dem betød simpelthen at grunde et tysk monopol i Danmark, og ansætte et stort politisk partis førere som dets fuldkommen afhængige funktionærer … Hævet over enhver tvivl er det, at det danske socialdemokrati med sin nuværende ledelse er et under fremmed indflydelse stående, ved fremmed gunst bundet, under fremmed kontrol virkende, i bund og grund afhængigt parti, hvis afhængighed både direkte og indirekte kan medføre de alvorligste følger for landet.” Og dagen derpå, den 13.12. Bemærker det samme blad: “Takket være det store danske arbejderpartis ledelse har en fremmed magt bragt et vigtigt område af dansk marked og samtidig dansk offentlig mening, for så vidt den beherskes af Socialdemokratiet, under sin direkte kontrol. Metoden er så velkendt, som den er farlig og frygtet. Den medfører ikke blot umiddelbart afhængighed; endnu langt værre er det, at den både forudsætter og avler korruption i det offentlige liv.”

På samme måde afvistes Socialdemokratiets krav om at blive stærkere repræsenteret ved erhvervsmæssige forhandlinger med udlandet. Partiet som sådant kunne allerede ved den bestående ordning på fuldt betryggende måde varetage sine interesser. Det havde et medlem i begge de af ministeriet nedsatte kulnævn; således sad I. A. Hansen — hvis særlige forretninger sammen med hr. Parvus behandles nedenfor —

176

i nævnet vedrørende de tyske kul og kunne der erfare alt, hvad han ønskede. I øvrigt måtte man vel gå ud fra, at fagforeningerne som indehaverne af Arbejdernes Fællesforenings Brændselsforretning A/S havde deres grossererborgerskab i orden, derved eo ipso [i sig selv] var medlem af Grosserersocietetet og også allerede herved kunne få tilstrækkelig indseende med “de internationale forhandlinger, der førtes på industriens vegne”!

Men kritikken rykker det socialdemokratiske foretagende endnu nærmere på livet. Det påpeges, at denne institution på ingen måde kunne gøre krav på den anerkendelse, at det havde skaffet mere kul til landet, end man ved en anden ordning kunne have indført. Thi det samlede import-kvantum var nemlig fastsat ved en dansk-tysk, af Regeringen godkendt og på kompensation hvilende overenskomst. De tyske kul måtte betales med danske varer, hvorved det imidlertid viste sig at kulpriserne var steget relativ meget stærkere end priserne for de danske eksportvarer. Denne prisstigning lå for kullenes vedkommende cirka tre gange højere end for de danske levnedsmidlers vedkommende. Dertil kom, at indkøbspriserne for de tyske kul også lå væsentligt højere end for de engelske kul, og at disse højere priser måtte betales, omendskønt transportomkostningerne for de tyske kul almindeligvis var væsentlig lavere end for de engelske. engelske kul fordyredes netop så umådeligt ved fragterne og ved torpederingerne. Når man endelig ville gøre gældende, at fagforeningerne overtog kulimporten fra Tyskland i så stor udstrækning som sket var for at hjælpe den nødstedte danske arbejderbefolkning, skulle man — mente “København” og andre borgerlige blade — i det mindste have sørget for, at priserne for de af dem indførte kul og koks holdtes nede på et rimeligt niveau. Men i stedet for var man gået med til at jobbe priserne opefter, så deres overskud nåede ligefrem fantastiske højder. Ja, denne socialdemokratiske brændselsforretning havde endog ved “konspiration” med tyske statsmyndigheder

177

sikret sig en lavere indkøbspris end de andre danske importfirmaer, uden imidlertid af denne grund at levere brændselsmaterialet billigere til sine aftagere her i landet!

Disse og talrige andre bebrejdelser rettes mod Staunings, Borgbjergs og Kiefers importforetagende. Men hårdest rammer dog påstanden om, at Socialdemokratiet ved disse transaktioner måtte have opnået fortjenester til flere millioner kroner, der for en stor del skulle tjene til fremme af politiske formål. Der blev nævnt tal op til 22 millioner kroner. Venstre-folketingsmanden Jensen-Flø hævdede i et møde den 10. december 1917, at overskuddet havde andraget mellem 15 og 22 mil. kr., og at han kunne bevise det. Atter andre fandt, at 8 mil. kr. måtte komme sandheden nærmere. Jensen-flø havde behandlet spørgsmålet for at forsvare sit parti mod den beskyldning, at krigens og dyrtidens venner skulle findes i det. Nej, mente han, i denne henseende måtte Socialdemokratiet gribe i sin egen barm, navnlig under hensyn til, at det var gået med til oprettelsen af Brændselsforretningen, der, selv om overskuddet kun skulle andrage 15 mil. kr., dog havde opnået en kolossal fortjeneste. “Jeg ved ikke”, fortsatte folketingsmanden, “om aktieselskabet har skaffet billig brændsel, men jeg véd, at det indvundne beløb i forhold til aktiekapitalen er så enormt stort, procentudbyttet så højt, at papirer, der er knyttet til foretagender, som i den offentlige debat kendetegnes ved navnene Max Ballin og Heilbuth, ikke nær når op i procentudbytte med disse …”

Over for sådanne beregninger så endog “Finanstidende” sig foranlediget til at gå alvorligt i rette med Socialdemokratiet, idet det pointerede, at 10 pct. ville have været en passende avance for et kapitalforetagende, og at det derfor ved en aktiekapital på 25.000 kr. måtte have været tilstrækkeligt, hvis overskuddet havde andraget 2.500 kr. Men at tjene millioner på den omhandlede måde var uforsvarlig. Skulle fortjenesten også kun beløbe sig til 8 mil. kr., så ville det svare til en dividende af 32.000 pct. “Selv i disse gullash-tider”,

178

siger “Finanstidende”, “er dette en rekord, og selvom merindtægtsskattens 35 pct. drages fra, en pæn dagløn for de lykkelige indehavere af aktierne”. Dette finansorgan understregede samtidigt, at det socialdemokratiske foretagende var baseret på et monopol af mere udpræget karakter end f.eks. det, Standard Oil indehavede før krigen, og at det desuden umiskendeligt havde sin politiske side. Derfor var det under de givne forhold rimeligt at henstille til Parvus, af egen drift at vise de danske myndigheder det hensyn snarest muligt at forlade landet. Fagforeningerne advaredes endvidere på grund af deres kulmonopol mod at stille alt for yderliggående krav vedrørende medvirken ved handelsmæssige forhandlinger og anmodedes om i tide at overveje en forsvarlig fordeling af overskuddet, og i øvrigt at lægge kortene på bordet, “så at den grimme beskyldning, der klæber ved dette aktieselskab for, at det udnytter befolkningen til egen fordel, kan blive aftvættet”.

Da der således faldt slag på slag og hug på hug, da de såkaldte antikapitalistiske marxister i stigende grad var udsat for de hårdeste angreb, og hr. Borgbjerg var ude for særlig nærgående bemærkninger — således i “København”, der hævdede, at sidstnævnte, hvad lugten angik, ikke var til at kende fra det stinkdyr, med hvis væsker han var vaccineret — måtte forsvaret for Kulkontoret tage rigtig fat.

Den første, der tog ordet, var Smede- og Maskinarbejderforbundets formand J. A. Hansen. Han fremsatte, som den uhildede og uinteresserede mand han mente at være, sine meninger om sagen i et interview, som publiceredes i “Politiken” den 17. december 1917. Han måtte først indrømme Parvus’ forbindelse med foretagendet, men hævdede samtidigt, at Brændselsforretningen fra begyndelsen af var tænkt som en rent social foranstaltning. Derved var hr. I. A. Hansen i forskellig henseende noget uheldig med sine erklæringer. Ifølge interviewet sagde han bl.a.:

179

“Hvad Helphand’s (Parvus’) udenrigspolitiske virksomhed angår, kan jeg blot sige, at ham må Tyskland tage på sin kappe. Han — den tidligere fattige socialdemokratiske litterat — indtager en indflydelsesrig stilling i kraft af sine forbindelser med officielle tyske kredse.”

Der slap det ud. Socialdemokratiet kendte altså til denne russiske emigrants politiske konspirationer, og det blev erkendt, at han ikke blot var det tyske socialdemokratis, men selv “officielle tyske kredses” repræsentant. Det var selvfølgelig ubehændigt af Jakob Andreas Hansen sådan at buse ud med sandheden. “Politiken” måtte derfor også den 19. december bringe følgende højst besynderlige berigtigelse:

“I et interview med mig har deres medarbejder spurgt mig om dr. Helphand (Parvus), men ikke opfattet mit svar helt rigtigt. Hvad jeg har ønsket at sige er, at den fattige socialdemokratiske journalist havde vist sig i besiddelse af så stor dygtighed og politisk forståelse, at han nu har fået megen indflydelse blandt partifæller og derved på almindelig tysk politik.”

Det kan ikke forbavse, at “København” hertil knytter nogle ironiske bemærkninger, mener, at når J. A. Hansen retter, retter han, så det klodser, og i øvrigt spørger, hvorfra da denne fattige socialdemokratiske journalist havde de kapitaler, han stillede til rådighed for Brændselsforretningen, da den var i bekneb. Men bladet kan endvidere fremhæve, at Hansen gør sig skyldig i en dundrende usandhed, da han jo selv var med i et privatkapitalistisk foretagende, “Dansk Handels- og Industri A/S”, som arbejdede med en aktiekapital på 250.000 kr., fuldt indbetalt, og uden tvivl indbetalt af dr. Parvus’ midler.

Hvad J. A. Hansen ellers meddelte i sit interview til “Politiken”, var ligeså tåbeligt og selvmodsigende. Åbent indrømmede han bl.a., at det danske socialdemokrati havde været

180

i stand til at få sit eget kulfirma, fordi det tyske socialdemokrati ville være behjælpelig ved denne sag, med en tilføjelse om, at “de tyske socialdemokrater for tiden er trumfen blandt de politiske partier”. Det var altså så at sige det internationale proletariats solidaritet, der havde været afgørende for, at det “antikapitalistiske” parti, Socialdemokratiet, havde fået sit eget storkapitalistiske foretagende. Hansen understregede denne tanke ved yderligere at fremhæve, at de tyske arbejderrepræsentanter havde “haft både viljen og evnen til at hjælpe de danske arbejdere på en tid, da det så ud til, at tilførslerne af kul og koks ville svigte.” Men også denne gang indvikledes han i selvmodsigelser, idet han lidt senere udtaler: “Foretagendet (d.e. Brændselsforretningen) begyndte under små former og under ringe opmærksomhed på et tidspunkt, da købelysten efter tysk kul og koks var aldeles minimal.”

Netop heroverfor kunne der med rette fra modstandernes side peges hen på, at det socialdemokratiske kulkontor var ude for en meget kritisk periode navnlig i tiden mellem stiftelsen (juni 1916) og blokade-erklæringen af 31. januar 1917, da det ikke kunne slippe af med de store mængder af tyske kul, det havde indført. Det var jo også ved denne lejlighed, at Parvus måtte træde hjælpende til, og endog Hansen mindes denne episode ved at oplyse, at han “var ikke bange for at vove den nødvendige sum for at holde foretagendet oppe”. Hertil bemærker så “København” (den 19. 12. 1917) meget træffende:

“Nej, for Parvus vidste, at den uindskrænkede undervandskrig ville komme. Og hr. J. A. Hansens udtalelser skaber en stærk formodning om, at hele kulforetagendet fra første færd var en spekulation med denne viden som forudsætning.”

I sit forsvar for Brændselsforretningen bemærker Hansen endelig i sit interview til “Politiken”, at der kun er opstået “en rimelig, jævn fortjeneste” og at denne fortjeneste var

181

legaliseret af de højeste autoriteter. Derved sås imidlertid bort fra, at legaliseringen først blev gennemført efter det tidspunkt, da forretningen under udnyttelse af de ved den skærpede undervandskrig skabte konjunkturer kunne afkaste ligefrem fantastiske avancer til fordel for de socialdemokratiske kulimportører samt — for de jødiske leverandører, der måtte anses for at være de virkelige kontrahenter over for Arbejdernes Brændselsforretning. Hansen sluttede med at konstatere, at Brændselsforretningen havde været den første, der havde erkendt betydningen af det tyske marked, og at den derfor, “på trods af mange og ihærdige bestræbelser og intrigespil fra private forretningsmænds side — både tyske og danske —” var blevet et stort og godt foretagende.

Da kritikken ikke lod sig standse og ved forskellige lejligheder også Regeringen blev anmodet om at tage stilling til sagen, så udenrigsminister Erik Scavenius sig nødsaget til, onsdag den 19. december 1917, at aflægge beretning om Brændselsforretningen i et lukket møde i Rigsdagen. Enkeltheder om dette mødes forløb kom ikke frem i offentligheden, blot erfarede man, at ministerens udtalelser ikke havde fremkaldt nogen debat. Regeringen Zahle havde altså ikke haft noget at erindre mod Socialdemokratiets storspekulation og kapitalistiske udbytningsmetoder.

Da en mand ved navn Andr. Pallesen den 18. s.m. bragte et indlæg i “København”, måtte også minister Stauning frem med en erklæring. Pallesen påstod bl.a., at han, nærmest af vanvare, havde haft lejlighed til at se Brændselsforretningens regnskab, og at han herved havde konstateret, at indtægten var imellem 11 og 22 mil. kr. Med hensyn til enkelte lønninger kunne han meddele, at direktør Kiefer fik en gage på 16.000 kr. årlig. Hvad Stauning med flere af spidserne havde tjent, kunne han ikke opgive på 500 kr. nær, og derfor ville han ikke i så henseende nævne tal for ikke at være udsat for redaktør Borgbjergs “dementerende og dokumenterende” nægtelse, men han kunne dog sige,

182

“at hr. Stauning, takket være kullene, nu kan lægge sit hoved til “Elverhøj” ved Køge uden fremtidige næringssorger”. Derpå svarede Stauning omgående:

“Dagbladet København indeholder i dag en med navnet Andr. Pallesen underskrevet artikel, hvori der fremsættes den påstand, at jeg har modtaget endog meget betydelige beløb som betaling eller udbytte af Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning. Denne påstand er en før afvist usandhed. Jeg har ikke under nogen som helst form modtaget noget som helst, hverken som løn, tantieme, udbytte eller noget andet af nævnte selskab eller af nogen, som står i forbindelse dermed, ligesom jeg heller ikke har krav på noget som helst. Den fremsatte grove usandhed tilbagevises på ny ved nærværende.

København, 18. december 1917.

Th. Stauning.”

Hertil bemærker “København”, at Stauning, da han nu engang var medlem af bestyrelsen, jo ganske naturligt måtte modtage noget i vederlag for dette sit hverv. En arbejder var dog vel sin løn værd. “Eller” — spørger bladet — “mener hr. Stauning, at man bør arbejde gratis og tjene sine penge til villaer og andre statsborgerlige bekvemmeligheder som aktionær og spekulant? Hvortil ellers dette kolossale dementi?” Desuden ville det have været nok så rart, hvis Stauning havde givet nærmere oplysninger om Parvus-komplottet og kulfilialen. “Hvornår”, spørger bladet ironisk, “havde de sidste gang den fornøjelse at hilse på Fürstenberg-Ganetzki, hr. Minister?”

I denne sammenhæng skal nævnes, at det nye højres organ “Vort Land” gang på gang fremhævede det urimelige i, at Socialdemokratiet skulle have lejlighed til at udnytte kompensationsordningen mellem Danmark og Tyskland til fremme af egne partipolitiske formål. Her lå efter bladets opfattelse sagens kærne, der sammen med den kendsgerning, at partiet ved denne do ut des-politik (romerretlig regel, hvorefter en kontraktpart kun er bundet, såfremt den anden part også erlægger sin ydelse. Kilde: Den Store Danske) bragte sig i et skandaløst …

 


Europakortet ordnes ...
"Svikmøllen 1917".

 

 

 

 


Audiens ved Parvus-hoffet i Waedenswyl.
"Hovedstaden", 8.1.1920.

 

 

 

 


En trio i "Vort Land", 7. Jan. 1918.

 

 

Hr. Parvus har fået dannet en overordentlig godt sammenspillet trio, der navnlig udfører melodierne “Uneutrale Kredse” og “Brændselsforeningen leve!” med stor færdighed.

 

183

… afhængighedsforhold til Tyskland, fortjente særlig opmærksomhed. De danske landbrugere — siger bladet bl.a. den 19. december 1917 — burde vide, at når de udførte deres produkter til Tyskland, skaffede de millioner i Socialdemokratiets kasse, millioner, som anvendtes til at bekæmpe landbruget og dets mænd. “og” — fortsættes der — “industrien er stillet på lignende måde. Ved at købe kul hos d’hrr. Kiefer & Co. Er de med til at skaffe millioner til brug for dem, der vil bekæmpe den frie og selvstændige danske industri!” Der spørges i denne anledning, hvorfor Staten ikke selv har overtaget importen af kullene, når den endelig mente, at der skulle foretages en nyordning med hensyn til importen fra Tyskland. Og hvorfor har socialdemokraterne ikke selv krævet, at Staten skulle tage dette job, da de jo ellers ønskede, at Staten alle vegne skulle socialisere? Dog hertil gives svaret straks, idet det bemærkes, at det såkaldte antikapitalistiske socialdemokrati her åbenbart selv ønskede at benytte sig af de kapitalistiske udbytningsmetoder for på denne måde selv at indtjene mægtige beløb til partiformål. “Social-Demokraten” havde jo selv fortalt, at fortjenesten “bliver i Danmark, og arbejdernes organisationer styrkes derved i kampen mod kapitalismen.”

Samtidig understreges, i hvilken forfærdende grad løgnen benyttes for at dække over det, der er foregået med hr. Parvus som mellemmand. Den konservative splittelsesgruppes organ “Vort Land” retter i denne anledning tillige en skarp kritik mod de store borgerlige hovedstadsblade, navnlig “Nationaltidende”, som dølger sandheden i denne sag og åbenbart er meget betænkelig ved at stille sig på tværs af “hr. Scheidemanns venner”, specielt hr. Parvus. Mest eftertrykkeligt tilbagevises imidlertid Det konservative Folkepartis faktiske leder, folketingsmand Asger Karstensen, som i sit organ “Frederiksborg Amtstidende” erklærede, at han anså det for klogest ikke offentligt at tale om ting, der var skikkede til at ophidse både i England og Tyskland.

184

Karstensen havde hævdet, at intet var bevist, og at det var bedst at lade hele denne sag behandle i fortrolighed og under ansvar i regering og rigsdag. Indrepolitiske sympatier og antipatier burde her ikke spille nogen rolle. Parvus’ kampagne ansås for farlig, da den var en udæskning mod syd, men også mod vest, for så vidt den kunne bibringe vestmagterne den tro, at Danmark var en slags konspirationscentral for russisk-tyske intriger. “Vort Land” tilbageviser denne opfattelse og betegner derved højremanden Asger Karstensen som et værdigt medlem af den nationalt og moralsk holdningsløse Borgbjerg-Parvus-Rode-klike og som en tro discipel af den radikal-socialistiske lære. Bladet bemærker, at “hele hans frygt for at støde nogen, hans manen til hellere at tie om korruption og geschæft falder fuldstændig i tråd med ministeriets hele optræden under krigen”. Dog var det uværdigt på denne måde at dølge sandheden og at tillade, at et politisk parti lod sig indrullere som rent og skært forretningsforetagende, der tjente millioner for til gengæld at yde forretningsvennerne på den anden side gode tjenester. Det var dette, man kaldte for korruption.

Efter at Venstre-manden Jensen-Flø på et offentligt møde i Fredericia havde påstået, at Brændselsforretningen i de første to regnskabsår havde haft en fortjeneste på 15 mil. kr., røg nu også Socialdemokratiets anden stormand, redaktør F. Borgbjerg, i harnisk. Han fandt afløb for sit raseri ved i “Social-Demokraten” af 20. 12. 1917 i en artikel betitlet “Føj for —” grundigt at gøre op med alle de kredse, der tillod sig at kritisere hans partis og fagforeningernes importforretning. Han påstod her mangt og meget uden at bevise noget som helst, hævdede bl.a., at regnskabet for 1917 jo ikke var kendt endnu, og at der derfor slet ikke kunne siges noget om den opnåede fortjeneste, at denne højst kunne anslås til en femtedel af Jensen-Fløs tal, at Parvus på ingen måde var finansielt interesseret i foretagendet, og at arbejderne ved oprettelsen af Brændselsforretningen jo kun havde grebet til

185

selvhjælp for at forebygge alt for hensynsløs udsugning fra kulimportørernes side osv. osv. Blandt de mere end letkøbte argumenter i hans redegørelse skal blot nævnes, at fortjenesten ifølge Borgbjergs fremstilling for hen ved halvdelens vedkommende ville gå med til skat, en yderligere del af årsoverskuddet til krananlæg og kajplads, og resten skulle så gå “til de organisationer med deres 100.000 medlemmer, som danner selskabet, til anvendelse efter deres bestemmelse — vi antager, bl.a. til brændsel for arbejdsløse”. Senere fortæller Borgbjerg, at tyske og danske kapitalister havde været enige om, at den danske kulimportør, der fik importbevilling for tyske kul, skulle “have 1 kr. pr. ton; uden arbejde, uden risiko!” Da der havde været tale om import af 90.000 tons, skulle vedkommende altså tjene 90.000 kr., og det ville Socialdemokratiet ikke gå med til. Derfor havde man sat alt ind på at komme i direkte forbindelse med de tyske leverandører, og det var — takket være dr. Helphand’s dygtige bistand — også lykkedes. Selvfølgelig nævner hr. Borgbjerg derved ikke noget om, at den fortjeneste, fagforeningerne sikrede sig, lå langt højere end 1 kr. pr. ton, at de interesserede organisationer derved faktisk opnåede millionfortjenester, bortset fra, at Parvus som tysk eksportør havde en fortjeneste, der ifølge tyske oplysninger androg 32 millioner guldmark og som sådan omregnet pr. ton, har måttet ligge endnu væsentlig højere end Brændselsforretningens krigsgevinst.

Borgbjerg mente endvidere at kunne give sit svar til de blade, som havde beskæftiget sig med det socialdemokratiske kulforetagende, særlig vægt ved at fastslå den kendsgerning, at på ansvarligt sted, i Rigsdagen eller over for Regeringen, har ingen vovet at deltage i bagvaskelsesfelttoget, thi der kender man sandheden, og der vil løgnerne og bagvaskerne straks blive naglet til skampælen.” Dér havde Jensen-Flø ikke talt. Og den gæve stridsmand tilføjede, at hvis man ville have rigtig besked, kunne man jo f. eks. spørge kontrolminister I. C. Christensen, thi — fortsætter han —:

186

“han kender nøje Brændselsforretningens forhold til Tyskland. Han har selv været med til at købe kul til Staten af Arbejdernes Brændselsforretning. Han ved, at Staten fik dem til den pris, hvori de stod Brændselsforretningen, og at Staten, dvs. alle danske skatteydere, derved — da kullets markedspris i den følgende tid stadig steg — tjente 1 million kroner.”

Med et sådant argument burde Borgbjerg aldrig være mødt frem. Thi han blev grundig desavoueret af l. C. Christensen, som den 21. december over for offentligheden afgav en erklæring, i hvilken han pure afviste Borgbjergs påstand. Han bemærkede her bl.a., at han ikke kendte noget til, om Staten netop fik kullene nøjagtig til den pris, “hvori de stod Brændselsforretningen”, så at Staten derved tjente 1 mil. kr., og at han heller ikke kendte forretningens forhold til Tyskland i henseende til, hvorledes aftalerne om kul fra Tyskland til forretningen var kommet i stand, hvem der havde truffet disse aftaler, og hvad de gik ud på i alle enkeltheder. Han erklærede endvidere: “Jeg kender ikke hr. Parvus, eller hans medvirken ved aftalerne. Jeg kender ikke, om danske socialdemokrater har lovet gentjenester over for deres partifæller eller andre i Tyskland. Man kan derfor ikke sige, at jeg “nøje kender Brændselsforretningens forhold til Tyskland”. Jeg afventer lige som offentligheden oplysninger om adskillige spørgsmål denne forretning vedrørende.”

Dette gensvar var pinligt. Mere ubehageligt var det imidlertid, at Borgbjerg også med hensyn til en anden påstand kørte grundigt fast. Han havde nemlig under henvisning til de kort forinden afsluttede forhandlinger mellem danske og tyske delegerede om vareudvekslingen med Tyskland hævdet, “at agrarerne under forhandlingerne med Tyskland forlangte og fastholdt en så voldsom pris som 4 kr. pr. pund smør, og for at opnå denne pris gik ind på, at Tyskland fik mere for kullene, end det ellers ville have taget”. Hertil erklærede Industriraadets formand Alex. Foss kort og fyndigt, at

187

meddelelsen var “i åbenbar modstrid med sandheden og i absolut modsætning til de eneste autentiske meddelelser, hvorigennem folketingsmand Borgbjerg kan have hentet kendskab til det omtalte forhold”.

Sådan gik diskussionen videre. “Social-Demokraten” fastholdt berettigelsen af, at arbejderorganisationerne nu selv var gået over til at regulere indførslen af et af de betydeligste importartikler, kullene, og drog heraf på ny vidtgående politiske konsekvenser. Her havde kooperationen vist, at den kunne ramme det privatkapitalistiske samfund i hjertet, at den kunne udfolde initiativ og dygtighed uden profit som forudsætning; derved viste det sig bedst, at kapitalistklassen var overflødig i et ordnet socialistisk samfund. Den radikale presse var lige så ivrig efter at forsvare Brændselsforretningen; også det Radikale Venstre kunne ikke se noget betænkeligt i, at de københavnske fagforeninger og socialdemokratisk forbund var interessenter i kulimporten. Tværtimod! Alle Radikale blade erklærede i dagene efter julen 1917 enstemmigt, at denne import kun havde haft gunstige virkninger, fordi “Københavns Kul- og Koks-Kompagni”, der var et tysk foretagende, derved var bleven trængt tilbage, fordi endvidere de billige tyske priser — takket være den trufne ordning — opretholdtes og påvirkede hele prisniveauet herhjemme og fordi landet derved i den for tilførslerne allermest kritiske periode havde fået flere tyske kul end det ellers ville have fået. alt sammen påstande, der i de afgørende punkter stod i skarpeste modstrid med sandheden. Endelig så også direktøren for det socialdemokratiske kulkontor Karl Kiefer sig foranlediget til at ytre sig om sagen. I et interview med en korrespondent til det svenske “Social-Demokraten” roste han den store indsats, der her var ydet til fordel for arbejderbefolkningen, idet han navnlig fremhævede, at virksomheden havde fået det store omfang på grund af “den kraftige bistand, som vi har fået af vore tyske partifæller dr. A. Helphand (den i hele

188

Internationale bekendte Parvus), Scheidemann, Ebert m.fl.”*

Men oplysninger, som de altså også efterlystes af I. C. Christensen, blev ikke givet. Man erfarede ikke, hvor mange millioner Socialdemokratiet og fagforeningerne tjente på de af Parvus leverede kul, man erfarede selvfølgelig heller ikke, i hvilken fantastisk grad Parvus kunne berige sig selv på denne konto, hvorledes han under sin virksomhed i København uge for uge kunne indbetale mægtige beløb i fremmed valuta bl.a. På Berner Volksbank, hvorledes det var ham, der på denne måde blev multimillionær, medens danske kulimportfirmaer holdtes udenfor. Der blev ikke meddelt offentligheden noget om, hvorledes det socialdemokratiske forretningsforetagende disponerede over de indtjente midler, kun viste det sig senerehen, at Brændselsforretningen havde givet stødet til oprettelsen af Arbejdernes Landsbank og af Internationalt Eksportkompagni, og det ansås for givet, at overskuddet til dels var kommet Arbejdernes Oplysningsforbund og partipolitiske formål til gode osv. Borgbjerg har anset det for klogest aldrig at tage stilling til denne side af sagen, og som han tav alle de andre, der var indviet i sagen. Dog kunne det 1921 udgivne festskrift: “Det danske Socialdemokratis Historie fra 1871 – 1921” oplyse, at omsætningen i Brændselsforretningen i 1918 havde andraget ca. 69 mil. kr., og i 1919 ca. 41 mil. kr. og at “det kooperative foretagende anvendte sit overskud, der efter den uhyre omsætning måtte blive …

*) Det kan være på sin plads, her at pege på en bemærkning af den kendte chefredaktør for “Vossische Zeitung” Georg Bernhard, som — ifølge Sigilla Veri (“Sandheden Segl”, tysk leksikon om jødiske forhold. Kilde: Metapedia) — bragte en meddelelse om, at Wilhelm Jansson havde afsluttet en stor millionkredit med de nordiske (der menes danske) fagforeninger, men derved imidlertid desværre havde undladt at fremhæve det nære samarbejde, der bestod mellem ham, den dygtige tyske fagforeningsmand Jansson, og dr. Helphand. Herefter skulle altså endog de danske fagforeninger være blevet finansielt understøttet fra de tyske fagforeningers side!

189

meget stort, til konsolidering med fremtidens opgaver for øje”.

Mere koncise var de oplysninger, der kom frem i den nedenfor omhandlede fornærmelsesproces, som Stauning indledte mod redaktør Erik Hansen ved “Kolding Avis”. Her oplystes det af højesteretssagfører C. B. Henriques i retsforhandlingen den 23. januar 1920, at Brændselsforretningen havde givet et overskud på over 7 mil. kr. Dertil svarede ifølge “Kolding Avis”, d. 26. januar 1920 højesteretssagfører Fich: “På et år har Brændselsforretningen givet et overskud på 8 mil. kroner. Aktionærerne, de københavnske fagforeningsmedlemmer har fået 1500 kr., 6%, men man må ikke glemme de 5 mil. kr. henlagt til fonds og til brug for partiet.”*

Det kan under disse omstændigheder ikke undre, at fællesorganisationens brændselsforretning på den den 27. december 1917 afholdte generalforsamling indskrænkede sig til en diskussion om nye love og vedtagelsen af en højtidelig protest mod den bagvaskelseskampagne, kapitalisterne havde indledt mod det ak så velsignelsesrige kooperative foretagende. Der tales om, at forbitrelsen kun skal have sin grund i de interesserede kredses misundelse samt i “chauvinisternes vrede over, at arbejdernes kulindførsel på et kritisk tidspunkt har lettet opretholdelsen af Danmarks ligelige, til alle sider uafhængige neutralitet også i handelspolitisk henseende”. …

*) Hvorledes socialdemokraterne forstod at benytte deres kulforretning til valgformål, skildrer “Kolding Avis” af 24. 4., 3. og 15. 5. 1917. Den 13. marts var der valg til Borgerrepræsentationen i København. Forud for denne valgdag solgte Staunings kul- og koksforretning såkaldte koks, der var rigelig med smuld og snavs i, for ca. 1,50 kr. pr. hektoliter, og som leveredes i portioner på ikke over ½ hektoliter. Da kunne småfolk få om ikke særlig godt, så dog billigt, brændsel. Men på dagen efter valget var fællesorganisationens koksvogne forsvundet fra storbyens fattigkvarterer. Da solgtes kun hele tyske koks for en pris af (fortsættes …)

190

… Da endelig frk. Henriette Crone på en stor socialdemokratisk fredsdemonstration den 23. december roser den udmærkede dr. Helphand, som havde viet sit liv til proletariatets sociale frigørelse, i højen sky, bemærkede “København” ironisk, at denne så højtbetroede tyske diplomatiske agent om forladelse: “denne bramfri bibliotekar fra Østerbro” jo egentlig var den mand, som var en af de hovedansvarlige for de uhyrlige blodofre, krigen havde krævet, da han jo anså det for sin mission at frigøre Rusland ved hjælp af Tysklands hærmagt. Man kunne ikke have tillid til en mand, der drev propaganda for verdensrevolutionen, samtidig med, at han i …

(… fortsat) 4 kr. pr. hektoliter. Nu kunne de mere velhavende købe, og de kunne oven i købet få indtil 6 hektoliter leveret. Der blev tjent formuer på denne forretning, som også gav firmaet mulighed for at flytte kontorerne fra Kompagnistræde til Frederiksberggade 16 i nærheden af Rådhuspladsen. Når redaktør Erik Hansen i anledning af denne affære så eftertrykkeligt krævede oplysning om, hvem der var aktionærer i forretningen og derved ytrede en formodning om, at det var Socialdemokratiets overklasse, der klippede kuponerne, har dette sikkert væsentligt bidraget til, at “Social-Demokraten” nogle måneder senere måtte give nogle oplysninger, bortset fra, at Stauning — så sent som i januar 1918 — kom til det resultat, at disse måneder gamle artikler var fornærmelige mod ham.

I en artikel i sit blad den 1. september 1917 mener redaktør Erik Hansen, at de 150–200 fagforeninger til trods for anmeldelsen til Handelsregistret — ikke kan være ejere af forretningen alene. Han fortæller bl.a., at A/S Ballin købte to skibsladninger på tilsammen 1.000 tons, der var afskibede fra tysk havn til 55 kr. pr. ton. Disse kul blev først faktureret til Z. E. G.’s repræsentant Emil Henius, Bernstorffsgade 21, som modtog varen for 86½ og fakturerede den videre til Ballin for 125. Der tilføjes: “På denne vis går papirerne gennem grosserer Henius, der for sin part får fortjenesten på adskillige tusind tons om måneden og igen gør afregning med Tyskland, som således er direkte parthaver i A/S Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning.” Den rolle, Henius spillede ved omfaktureringen af ordrer, er aldrig bleven opklaret, ligesom det ej heller er oplyst, hvorvidt Arbejdernes Brændselsforretning har fået hele forskellen mellem kullenes indkøbspris og den pris, kullenes endelige aftagere har betalt.

191

… samarbejde med Socialdemokratiet besørgede sine egne forretninger.

Det sidste ord i denne kontrovers tog Alexander Helphand-Parvus selv! Samtidig med, at “Social-Demokraten” i juledagene 1917 publicerede store uddrag af Parvus’ skrifter, bragte bladet den 26. december 1917 et billede af Parvus og følgende højtidelige erklæring fra denne åndshøvding i marxismens rige:

Ærede redaktion!

Et herværende blad “København” kaster sig i en række artikler over mig med bagvaskelser og smædeord i anledning af min politiske virksomhed. Det betjener sig derved af forfalskede citater og også andre større falsknerier.

Mit svar på disse angreb er simpelt og ligetil: jeg lader mine skrifter om krigen oversætte og udgiver dem på det danske sprog. Den omstændighed, at min politiske virksomhed er foregået uden for Danmark, og at man derfor ikke kender mine hensigter, har ene og alene skabt muligheden for, at man kan diske op med tåbelige eventyr om min person.

Jeg betror mig til det danske folks åbenhed og retskaffenhed, idet jeg forelægger mine skrifter.

Man vil af disse se, at jeg bekæmper imperialismen i begge former, den tyske såvel som den engelske overhovedet hvor den fremtræder.

Fra en side forekaster man mig, at jeg er militarist, fra en anden side bekæmper man mig samtidig, fordi jeg gerne vil hidføre freden.

Denne modsigelse viser klart, at det hele kun er bestilt arbejde i de folks tjeneste, der vil forhindre freden. Men det hjælper ikke. Freden er i anmarch og kan ikke mere holdes tilbage. Skulle også jeg for

192

min del kunne bidrage noget dertil, så vil jeg ganske sikkert ikke ved sådanne midler lade mig afholde derfra.

Med højagtelse

dr. A. Helphand.

Lad os altså — mener Parvus ikke mere tale forretninger, lad os nu tale politik. Jeg er verdensrevolutionens bannerfører, og jeg vil nu derigennem, at jeg publicerer mine bøger på dansk, bidrage til, at den jødiske marxisme også her i landet vinder sejr. Men sandheden om sig selv, sandheden om sine kapitalistiske udplyndringsmanøvrer, sin umættelige trang efter at sætte en verden i brand, den grænseløse korruption, der prægede hele hans færd og gjorde ham til en af de mest samvittighedsløse politiske eventyrere, Europa lærte at kende under den første verdenskrig ja, alt dette skulle han nok vare sig for at røbe noget om. Og det danske socialdemokrati skulle nok hytte sig for at fortælle noget om disse ting. Dertil tjente det for godt på de ved Parvus’ hjælp indledte forretninger. 

d) Parvus udvider sin virksomhed.

Den socialdemokratiske brændselsforretnings oprettelse var hr. Alexander Helphand’s mesterstykke. Men han havde jo stadig mange jern i ilden, kunne heller ikke nøjes med handelsforetagender som Handels- og Eksportkompagniet A/S og Dansk-Svensk Import A/S, som han finansierede, men måtte tage fat på stadig nye opgaver. På initiativ i denne retning manglede det aldrig. A. F. Lamm fortæller bl.a. i sine erindringer, at Helphand en skønne dag, kort forinden den store hausse i kul satte ind det må altså have været tidligt i foråret 1917 mødte frem i Revisionsbanken for at foreslå oprettelsen af et konsortium til indkøb af kul, hvori

193

også banken skulle være parthaver. Arbejdernes Brændselsforretning ville dog ikke gå med til denne ordning, da den ikke ønskede at få privatpersoner interesserede i foretagendet.

Den 25. januar 1917 mødtes ifølge Firmaregistret fabriksbestyreren dr. Phil. Alexander Helphand, det daværende medlem af bestyrelsen for Arbejdernes Fællesorganisation og for Brændselsforretningen V. G. A. Walther og Smede- og Maskinarbejderforbundets formand Jakob Anton Hansen hos en københavnsk overretssagfører for at oprette et aktieselskab, som kunne drive forretning med og fabrikation af maskiner og andre industrielle artikler, eventuelt overtage herværende fabrikker eller industrielle anlæg. De herrer J. A. Hansen og Walther tegnede på dette tidspunkt for et mindre aktieselskab “Aurora”, der arbejdede med en aktiekapital på 12.000 kr, og var startet af Smede- og Maskinarbejderforbundet. Selskabets værksteder lå Hillerødgade 30. Nu gik disse to mænd sammen med Parvus ind i et nyt firma, som den 19. februar 1917 indregistreredes under navnet “Dansk Handels- & Industri A/S” med domicil sammesteds som firmaet “Aurora”, dvs. Hillerødgade 30. Her havde den nævenyttige storkapitalist Parvus altså på ny gjort et arbejderforetagende til genstand for sine spekulationer. Ved grundlæggelsen af Handels- & Industri A/S bestemtes det, at firmaet foreløbig skulle arbejde med en kapital på 50.000 kr., af hvilken en af herrerne “København” går ud fra, at det herved kun har kunnet dreje sig om Parvus straks tegnede 40.000 kr. Selskabets formål ændredes i en generalforsamling den 20. oktober 1917 til, at der kun skulle drives handel en gros. Men samtidig udvidedes selskabskapitalen med 200.000 kr., og hele beløbet indbetaltes kontant. Med hensyn til udvidelsen af aktiekapitalen oplystes det, at forskellige af foretagendets långivere “var villige til at overtage aktier for deres tilgodehavender”. Endelig oplystes, at også direktør Kiefer fra Brændselsforretningen den 17. august s.å. var bleven indvalgt i det nye foretagendes bestyrelse, og samtidig blev det bekendt,

194

at dette selskabs generalforsamlinger afholdtes i Brændselsforretningens lokaler i Kompagnistræde 14. Foretagendet havde i øvrigt ved starten den specielle opgave at drive forretning med defekte russiske, Italienske, engelske og franske automobiler, som var bleven indkøbt i Tyskland. Det drejede sig altså om en ren spekulation i tysk krigsbytte og oven i købet om et rent kapitalistisk foretagende, da aktierne udstedtes med et pålydende på 1.000 kr. og overtoges af privatpersoner. Her drejede det sig så sandelig ikke om et kooperativt foretagende! Desuden lå det klart, at denne forretning ene og alene var muliggjort ved, at Parvus her på en ny måde forsøgte at udnytte sine gode internationale forbindelser til varetagelse af egne, egoistiske interesser.*

Det er ikke bekendt, hvilke fortjenester Parvus har opnået sammen med sine socialdemokratiske forretningsvenner i dette foretagende.

Lige så lidt har offentligheden erfaret enkeltheder om de forretninger, det som udløber af Brændselsforretningen oprettede “Internationalt Eksportkompagni A/S” har været inde i, …

*) Disse oplysninger om indførsel af tysk krigsbytte i “København” dementeres på den højst besynderlige måde, at “Berlingske Tidende” den 30. januar 1918 meddeler, at “efter hvad vi erfarer fra pålidelig kilde, foreligger der ikke for danske autoriteter noget som helst holdepunkt for rigtigheden af en sådan beskyldning”. Dementiet bragtes i anledning af tilsvarende meddelelser i franske og engelske blade. Muligvis har autoriteterne i denne sag, hvor jødiske krigsspekulanters interesser stod på spil, været ligeså desorienterede som i sagen om Kopenesters omfattende transithandel, som gik over Danmark, og hvis rækkevidde først afsløredes i Sklarz-processen i Berlin 1920. Den 27. 11. 1919 meddelte “Berlingske Tidende” endvidere i et telegram fra Berlin, at der i anledning af afsløringerne af alle de fabelagtige svindlerier, der knyttede sig til Parvus’ og Georg Sklarz’ navne, også var fremkommet oplysninger om, “at kumpanerne af Helphand-konsortiet foruden de hundredtusinder månedlig indbringende kulforretninger med de danske socialister tillige drev handel med automobiler, tilsyneladende begunstigede af visse højerestående militærpersoner”. (Jvf. også Berl. Tid. af 26. 11. 1919). “Social-Demokraten” forholdt sig aldeles tavs over for de opsigtvækkende oplysninger, som fremkom i slutningen af november 1919!

I øvrigt skal der hertil bemærkes, at Karl Kiefer endnu i en vidneforklaring, som han måtte afgive i Sø- og Handelsretten den 2. februar 1924 i anledning af en proces, som dr. Helphand havde indledt mod firmaet Louis Wolf i Lübeck, havde mod nok til at erklære, at Helphand-Parvus “aldrig har ejet en ton kul selv og derfor ikke tjente noget på Brændselsforretningen”. Men han havde rigtignok sammen med Brændselsforretningen været medvirkende ved oprettelsen af befragtningsselskabet, i hvilket også tyske aktionærer var interesseret, og han håbede, at Parvus havde tjent noget ved dette selskab. Brændselsforretningen havde han ydet tjenester kun af moralsk og politisk interesse. Da retsformanden spurgte, om Parvus havde haft kul på lager i Tyskland, forhindrede ovrs. Kalko vidnet Kiefer i at udtale sig om denne sag. Jvf. “Arbejderbladet” af 8. februar 1924, som også bringer udførlige oplysninger om Brændselsforretningens søsterselskaber.

195

… omendskønt der næppe kan være tvivl om, at Parvus også her har haft en finger med i spillet. Dette selskab stiftedes i juni 1919 med en aktiekapital på 500.000 kr. Formålet skulle være handel en gros, derunder import- og eksporthandel, og forretningen skulle drives som et rent privatkapitalistisk foretagende. Heller ikke her drejede det sig altså om nogen kooperation. aktierne kom til at lyde på ihændehaveren og kunne transporteres til navn og noteres. Stifterne var den socialdemokratiske folketingsmand Sigvard Olsen (fmd.), direktør Kiefer, bankdirektør Frederik Kier fra Arbejdernes Landsbank, den socialdemokratiske borgerrepræsentant E. Svendsen samt bestyrer Walther, til dels gammelkendte navne fra Brændselsforretningen. Under 5. oktober 1920 meddeltes det ifølge Registrerings Tidende til Handelsministeriet, at aktiekapitalen var udvidet til 1 million kroner, fuldt indbetalt. Da folketingsmand Olsen i mellemtiden var afgået ved døden, blev Karl Kiefer nu ansat som direktør, og samtidig meddeltes der ham prokura. Nu forstod socialdemokraterne at udnytte de chancer, den formående storkapitalist Parvus havde budt dem, efter rent privatkapitalistiske principper.

196

At Parvus ligeledes har forstået her at mele sin egen kage, kan der sikkert ikke være tvivl om.

Alle disse foretagender led senere en krank skæbne. Værst gik det ud over Arbejdernes Brændselsforretning, som i august 1925 var kørt fuldkommen fast. Den forudgående milde vinter havde ført med sig, at forretningen blev siddende med store kullagre, for hvilke der ikke kunne skaffes afsætning. Hos en enkelt kunde måtte der afskrives 350.000 kr. Da den endelige opgørelse fandt sted, viste det sig, at reservebeholdningen på ca. 2 mil. kr. var tabt, og at Brændselsforretningen oven i købet skyldte Arbejdernes Landsbank 5½ mil. kroner. For at undgå likvidation, måtte det stolte fagforeningsforetagende nu føres over i privatkapitalistiske hænder og træffe overenskomst med et engelsk firma. I sammenhæng med det socialdemokratiske kulkontors sammenbrud måtte banken, som havde stillet de store lån til rådighed, rekonstrueres. Den 17. juni 1927 kunne “Nationaltidende” meddele, at de samvirkende fagforeninger havde lånt banken 1,2 mil. kr. af deres strejkemidler og udbetalt pengene på stedet. Af de under den forudgående storlockout indsamlede store midler — der var blevet udbetalt til de strejkende 21 mil. kr. i understøttelser, hvoraf 4 3/4 mil. kr. var kommet fra udlandet — tilførtes der altså nu Arbejdernes Landsbank en større andel til dækning af tab, forvoldt af det efter rent kapitalistiske principper ledede eksportkompagni foruden af Brændselsforretningen. Pengene skulle oprindelig have været uddelt til organisationerne, men måtte altså nu stilles til rådighed til afskrivninger i Landsbanken. Brændselsforretningens gæld til banken androg på det nævnte tidspunkt endnu 5 mil. kr.

Det er i denne sag senere blevet bekendt, at der i oktober 1927 tilstræbtes en formindskelse af denne gæld ved at overføre den del af bankens aktiekapital, som Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning havde indskudt ved oprettelsen af Landsbanken, til fagorganisationerne. En sådan ordning

197

blev den 28. oktober 1927 vedtaget i fællesorganisationen. Der overførtes 1,2 mil. kr. aktier.

Som det her havde udviklet sig, drejede det sig atter om en bankskandale, der i mange henseender lå på linie med selve Landmandsbank-affæren. I den offentlige diskussion påvistes forskellige mislige forhold, som klart lod erkende, at der her havde været tilstrækkeligt grundlag til en kraftig indgriben fra Bankinspektoratets side, noget, som desværre udeblev. Bl.a. konstateredes det, at det engagement på 5½ mil. kr., Arbejdernes Landsbank havde i Brændselsforretningen, svarede til en sjettedel af bankens balance, og at Brændselsforretningen og Arbejdernes Landsbank i vid udstrækning havde fælles ledelse, forhold, som var i strid med den gældende banklov. Det viste sig også, at banken i anledning af den store gæld i stor udstrækning havde taget sikkerhed i egne aktier, idet bankens beholdning af aktier og obligationer i foråret 1925, i alt 1.830.000 kr., for en væsentlig del bestod af Brændselsforretningens anselige anpart i Landsbankens aktiekapital. Da bankinspektøren anmodedes om at skaffe klarhed vedrørende dette forhold, afgav han et undvigende svar. Nogen tid senere blev bankinspektør Hald afskediget på gråt papir i anledning af denne affære.

En kendsgerning er, at forholdene inden for Brændselsforretningen, Københavns Befragtnings- & Transportkompagni, Dansk Handels- & Industri-aktieselskab, Internationalt Eksportkompagni og Arbejdernes Landsbank, dvs. alle disse de ledende socialdemokraters kapitalistiske foretagender (hvortil vel også det i Brændselsforeningens lokaler indrettede Arbejdernes Bogførings- og Revisionsinstitut må medregnes), aldrig er blevet belyst til bunds, men at man kun ved, at Parvus ved sine storstilede transaktioner bidrog afgørende til oprettelsen af disse foretagender. Det var kommunistorganet “Arbejderbladet”, der bragte de første afsløringer om “Arbejderkul”s milliontab og om de vanskeligheder, som derved var opstået for Landsbanken. Da afsløringerne var blevet bekendte, viste

198

det sig hurtigt, at bladet havde ret. Da “Social-Demokraten” senere erklærede, at arbejdernes repræsentanter havde fået nøjagtige og aldeles tilforladelige oplysninger om bankens forhold, stillede “Arbejderbladet” (14. 8. 1925) endnu nogle meget pinlige spørgsmål. Bladet spurgte bl.a.:

“Er der da givet fuld og klar besked om forholdet mellem Arbejderkul og Befragtningskompagniet? Er der givet udtømmende og tilfredsstillende meddelelser om de skibskøb, der blev foretaget gennem overretssagfører Faurschou og Utzon Buchs rederi “Østersøen”, hvorpå d’herrer åbenbart stak betydelige beløb i form af returprovision (det drejede sig herved om en lovstridig returkommission på 125.000 kr.) i deres egne lommer? Er der givet fuld og klar besked på, i hvilket omfang disse transaktioner har påført bank- og brændselsforretning tab? Er der givet arbejdernes repræsentanter fuldstændige oplysninger om forholdet til Internationalt Eksportkompagni, og hvilke tab dette har påført arbejdernes foretagender? Kender repræsentanterne dette selskabs forretninger og transaktioner med Berlins magistrat? Ligger hr. Kiefers transaktioner og forhold til Barmat-koncernen fuldt belyst for arbejdernes repræsentanter?”*

Disse spørgsmål blev aldrig besvaret.

e) Hvorledes Stauning forsøgte at bevise sin sagesløshed i Parvus-sagen ved dom­sto­lene.

Ved siden af “København” var det navnlig “Kolding Avis” (redaktør Erik Hansen), der allerede fra foråret 1917 rettede utrættelige angreb mod Stauning for det nære samarbejdes skyld, han havde med Parvus. Og Erik Hansen, der var renlivet antisemit og desuden fanatisk nationalist, lagde ikke fingrene imellem, når han slog løs på modstanderen. Da Stauning derfor senere indledte fornærmelsesproces mod den aggressive pressemand i Kolding, var der nok af kraftige beskyldninger at vælge imellem, men de havde imidlertid den

*) Jvf. hertil også det samme blads artikel: “Kul-Kiefer og Konsorter”. (8. 2. 1924).

199

for Stauning ubehagelige egenskab, at de i det store og hele var bevislige og derfor ikke særlig godt egnede sig til at afgive grundlag for en fornærmelsesproces. Dertil kom, at angrebene for størstedelen var af ren politisk karakter og som sådan rettet ikke mod privatmanden Thorvald Stauning, men mod partilederen, henholdsvis Socialdemokratiets førere i almindelighed, og som sådan ikke kunne ramme Stauning personlig på hans ære. Forså vidt Stauning derfor regnede med, at processen måtte kunne bidrage til at rehabilitere partiet og navnlig til at standse kritikken mod Arbejdernes Brændselsforretning, måtte han selvfølgelig blive skuffet; i så henseende kunne der nu engang heller ikke gives oprejsning ad rettens vej, sådan som forholdene lå.

Blandt de særligt indklagede vendinger i redaktør Hansens artikler skal enkelte gengives. I en artikel med titlen: “Dansk Minister som Tysklands Bydreng” bemærkedes, at Stauning havde “kompromitteret den danske regering (og os alle!)”, i en anden taltes der om, “hvor lumpent det tyske socialdemokratis danskfødte filialbestyrer” havde ført de danske arbejdere. En artikel blev bragt under titlen: “Hvem trækker i Trådene?” og her taltes der om “den tyskinspirerede agitation blandt de tysk-jødisk ledede russiske arbejdermasser — den agitation, ved hvilken den danske minister Stauning har været mellemmand —”. Erik Hansen nævnte endvidere bl.a., at franske blade i artikler om Stockholmer-konferencen, for hvilken også Stauning havde været virksom, havde talt om, “en bande betalte udsendinge”. Dog værst var Kolding-redaktørens kritik gået ud over Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i hvilken det stadige omkvæd var: “Hvem ejer aktierne?”, bl.a. havde Erik Hansen i denne sag stillet spørgsmål som: Hvem sidder i bestyrelsen, hvem får provisionen fra Tyskland, tantiemerne og renterne? … Hvorfra stammer den tyske velvilje? Hvor kan det være, at hr. Staunings aktieselskab kan få 60 procent af den tyske tilførsel, og alle andre handlende må slås om resten? …

200

Det er vel ikke minister Stauning og den øvrige partiledelse, der ligger inde med alle aktierne? osv. Der var i de artikler tale om “Hr. Staunings dansk-tyske Kulforretning”, der spurgtes om, “hvilke betingelser tyskerne stillede politikeren Stauning for at indlade sig med kulgrossereren Stauning”, hvorhos redaktør Ingvald Kieler i sit organ “Fædrelandet” engang bemærkede om disse angreb: “… Erik Hansens afsløringer har vist os hele den privat- eller partiøkonomiske forudsætning for og underbygning af Socialdemokratiets tyskerkurspolitik. D’hrr. synes at være godt lønnet for deres forræderi mod vor neutralitet og vor nationale fremtid.” I anklagen ansås det for graverende, at Erik Hansen havde bragt denne sidste sætning i sit blad uden at tage afstand derfra. Gang på gang rettedes der dernæst bebrejdelser mod Stauning og Borgbjerg på grund af “deres judasgerning”, “deres maskepi” med den ene part af de krigsførende magter; i hvilken sammenhæng det ved lejlighed erklæredes, at det var Scheidemann, der havde engageret de “danske” partifæller Borgbjerg og minister Stauning som håndlangere.

I “Kolding Avis” nr. 133 af 13. juni 1917 havde endvidere en anonym forfatter, som underskrev sit indlæg med: “En gl. Socialist” — og som ifølge de oplysninger, højesteretssagfører Fich gav i retsforhandlingerne, havde dokumenteret, at han havde været medlem af det socialdemokratiske parti i 35 år og medlem af partiets hovedbestyrelse i 5 år — rettet følgende kraftige salut mod Stauning: “Det er mig bekendt, at i tre år har det danske socialdemokratis overklasse beriget sig i ly af krigen, ikke mindst gennem den i “Kolding Avis” omtalte kulforretning på Tyskland ——. Jeg vil bemærke til partifælle Borgbjerg, at tilbage står først og fremmest den danske kapitalisme, således som den i sin tid blev startet af hr. Borgbjergs forgænger i Københavns femte kreds, skræddermester P. Holm, og således som det nu blomstrer giftigt i det socialdemokratiske partis overklasse gennem denne overklasses forbindelse med børsspekulationer og tyske

201

spekulationer —— hvis nemlig minister Stauning ejer blot en eneste aktie i dette enestående kapitalistforetagende, da er jeg villig til med navns underskrift at stemple ham som en politisk ———, uværdig til at sidde i kongens råd, endnu mere end han viste sig uværdig til at sidde i Folketingets formandsstol. — Svarer ministeren ikke, da bør han have at vide, at han indtil videre går med sort stempel på sig.”

Hof- og Stadsretten i København idømte den 13. januar 1919 redaktør Erik Hansen 800 kr. i bøde for enkelte sætninger, deriblandt den sidst citerede indsender-artikel, og mortificerede et mindretal af de brugte udtryk. I præmisserne hed det, at minister Stauning ikke med føje kunne føle sig personlig ærekrænket ved indholdet af artikler, der indeholdt angreb mod selve partiet og dets førere, selvom han var partiets repræsentant i Regeringen og indtog en ledende stilling inden for partiet. Da der fremkom et forlydende om, at Erik Hansen agtede at appellere dommen, giver “Social-Demokraten” udtryk for det håb, at han må gøre alvor af udtalelsen, “så det i Højesterets skranke kan blive dokumenteret, at hele den smudsige og forbryderiske kampagne kun var ren svindel, opdigtet af d’hrr. Witzansky og Erik Hansen, bistået af udenlandske spioner og lejede banditter”. — Dommen blev derpå appelleret af Stauning!

Til domsforhandlingen i Højesteret, som fandt sted den 22. og 23. januar 1920, havde Stauning som forsvarer engageret den jødiske højesteretssagfører C. B. Henriques, som i sit forsvar for Stauning gik ud fra, at det her ikke drejede sig om en kamp mellem politiske partier, men udelukkende om bagvaskelser over for en bestemt person. Bagvaskeren havde, hævdede Henriques, beskyldt minister Stauning for at have handlet uneutralt og for at have gjort det af grunde, der stammede fra pekuniære interesser. Værre tankegang lod sig næppe tænke over for ens eget lands minister. Beskyldningerne var så meget mere uforsvarlige, som det socialdemokratiske

202

parti efter hele sin oprindelse og opgave havde et internationalt præg. Under krigen havde det fået den opgave at knytte de sprængte tråde. Alt dette måtte selvfølgelig gøre partiformanden Staunings stilling særlig vanskelig. Der var blevet lagt gift, og gennem sigtelserne skabt grundlag for udenlandsk mistanke. Erik Hansens virksomhed kunne være blevet skadelig for landet; den havde været og var skadelig for Stauning. Ved gennemgangen af brændselsforsyningens regnskab for 1916–17 udtalte C. B. Henriques sin beundring for den forudseenhed og dygtighed, med hvilken foretagendet var blevet ledet. Han tilføjede, at overskuddet var blevet fordelt på højst anerkendelsesværdig og forbilledlig måde. Endvidere bemærkede han: “Med hensyn til den russisk-tyske politiker og eventyrer Parvus, har Stauning kun talt en gang med den mand og har i øvrigt intet haft med ham at gøre. Der findes endvidere intet om løfter eller lignende fra danske socialdemokraters side.” Når tyskerne havde støttet leverancerne til brændselsforsyningen, var det kun sket, fordi de var interesseret i at få modydelser fra Danmark. C. B. Henriques krævede til slut Erik Hansen dømt for “forhånelse, injurier og grove sigtelser” og nedlagde påstand på den indankede doms skærpelse, Straffelovens strengeste straf, altså fængsel.

Erik Hansens sagfører, hrs. Oskar Fich, udtrykte sin forundring over, at minister Stauning, som ved Hof- og Stadsretten havde fået dom over den sagsøgte, ville appellere og absolut have sine gamle skader drøftet i Højesteret. Hr. Fich kunne — ifølge “Politiken”s beretning — ikke se, at der var nogen grund til at ønske Erik Hansen strengere straffet. Det, redaktør Hansen havde gjort, var at kritisere den virksomhed, Stauning havde øvet udadtil, og som i flere tilfælde havde forekommet ham og adskillige andre uneutral. Endvidere havde Erik Hansen angrebet de socialdemokratiske ledere, fordi Arbejdernes Brændselsforretning blev drevet i forbindelse med Tyskland, og fordi driften ikke havde hvilet på socialistiske principper. Ministeren havde ved arbejdet i anledning af

203

Stockholmer-konferencen været udenfor den ligelige neutralitets grænse, hvilket var så meget farligere, som hans handlemåde kunne opfattes som stemmende med Regeringens opfattelse og faktisk blev angrebet som kompromitterende for Danmark over for Ententen. Heller ikke ministeriets besørgelse af det tyske socialdemokratis lykønskningstelegram til den russiske bolsjevik-regering i anledning af revolutionen var i overensstemmelse med den ligelige neutralitets krav. Staunings navn stod under telegrammet. I dette tilfælde havde han ikke handlet som forretningsfører for det danske socialdemokrati, men som dansk minister; og en sådan handling havde intet med neutralitet at gøre … med hensyn til Brændselsforretningen var det ikke en smule for meget at sige, at de danske socialister havde været godt lønnede af den tyske regering for deres tjenester; derfor behøvede man ikke at mene, at de havde forpligtet sig. Her var ikke tale om bestikkelse, men om nydelse af en fordel, der kunne skabe afhængighed. Og den mystik, der havde hvilet over Brændselsforretningen, havde været egnet til at skabe mistanke. Hrs. Fich sluttede med at konstatere, at “Stauning ikke én, men flere gange havde talt med Parvus”, behandlede indgående enkelte udtryk i Erik Hansens artikler og krævede underretsdommen stadfæstet.

Dommen blev et alvorligt nederlag for minister Stauning. Hof- og Stadsrettens dom stadfæstedes; Højesteret ville altså ikke gå med til en skærpelse af dommen, således som af Stauning krævet. Kun fremhævede Højesteret udtrykkeligt, at det måtte anses for ubestridt, at minister Stauning ikke havde været aktionær i det i den indankede dom nævnte selskab, og at han overhovedet ikke havde oppebåret nogen fortjeneste af selskabet.* “Kolding Avis” kunne den 13. august 1925 …

*) Jvf. dommen i “Højesteretstidende”, årg. 1919, s. 968–972. Højesteretssagfører Fichs forsvarstale bringes udførligt i “Hovedstaden” af 24. 1. 1920.

204

… meddele, at Stauning desuden ved Højesteret blev idømt en bøde for unødig trætte og bemærker endvidere, at han ikke fik “afkræftet vore oplysninger om forbindelse med agent Parvus og denne persons karakter som agent”.

Samtidig med processen mod Erik Hansen anlagde minister Stauning sag mod redaktør H. Witzansky som ansvarlig redaktør for bladet “København” i anledning af artikler, som her var blevet publiceret i december 1917 og januar 1918. Også i denne sag faldt dom ved Hof- og Stadsretten den 13. januar 1919, en dom, der ligeledes blev en dundrende fiasko for sagsøgeren. Den del af artiklerne, som angik Brændselsforretningen, fandtes også i dette tilfælde overhovedet ikke at være ærefornærmende. Ej heller bemærkningen om, at selskabet i løbet af ca. 1½ år havde haft en indtægt af ca. 8 mil. kr., mortificeredes. Endvidere bemærkedes det i præmisserne, at det heller ikke kunne anses for ærefornærmende mod Stauning, at han sagdes at have indbringende fortjeneste af sin stilling som bestyrelsesmedlem og aktionær i selskabet, idet ingen af de pågældende artikler kunne anses for at indeholde nogen sigtelse mod ham for på uhæderlig vis at oppebære fortjeneste gennem det nævnte selskab. (Denne gang bestrider ej heller “Social-Demokraten”, at Stauning var bestyrelsesmedlem, men bladet hævder igen, at han ikke havde modtaget en øre fra Brændselsforretningen). Derimod ansås bl.a. følgende udtryk i Witzanskys artikler for fornærmelige: at Socialdemokratiets førere har optrådt “skamløst”, at de er grebet på fersk gerning i den “lumskeste” uneutralitet, — “Parvus-komplottet” —, at “citanten [1] optrådte som Parvus’ udsending i Fürstenbergs sag”, nemlig i sagen mod sidstnævnte ved Københavns Kriminalret for grove smuglerier og klausulbrud, der havde den tiltaltes udvisning i januar 1917 til følge.

Redaktør Witzansky blev ligesom redaktør Hansen fra Kolding dømt til 800 kr. i bøde den 13. januar 1919. Også denne dom appellerede Stauning til Højesteret, hvor …

[1: Citant, lat., af citare kalde for retten, stævne; altså sagsøgeren. Kilde: Den Store Danske.]

205

… indstævnte efter samråd med sagsøgeren lod sagen behandle skriftligt. Dog, da Stauning i januar 1920 led så skamfuld et nederlag ved højeste instans i sagen mod Kolding-redaktøren og endda blev ikendt bøde for unødig trætte, tabte han humøret. Han frafaldt derfor appellen mod Witzansky.

f) Et alvorligt memento: Sems fjende lurer!

[2]

Der går frasagn om den sybarittilværelse [vellevned. Red], Parvus og hans medspekulanter og spillebrødre førte, her i landet i København, efter krigen i Wädenswyl i Schweiz og på halvøen Schwanenwerder. J. la Meilleraye har i sin ovenfor citerede levnedsbeskrivelse allerede givet nogle hovedtræk af Parvus’ udsvævelser, af et orientalsk kraftmenneskes hæmningsløse, ordinære og gudsforladte nydelsessyge. Parvus raser gennem tilværelsen, han øder formuer bort i svir og sold, han misbruger kvinder, alt imens han inden for sit “fædreland”, kaldet Socialdemokratiet — det tyske og det danske med — anses for at være en af de mest fremragende forkæmpere for proletariatets frigørelse, banebryderen for et nyt jordisk paradis, hvor arbejderbefolkningen skal opbygge et lykkeligt samfund i frihedens, lighedens og broderskabets navn. Han er en svindler- og bedragernatur, en politisk gøgler, som sætter en verden i brand og søger hen overalt, hvor han lugter blod.

I sine kampskrifter retter han bandstrålen mod sine modstandere og fjender verden over. I første række mod dem i Rusland, der ikke vil makke ret, mod Kerenski, Alexinski, Burtzew, den mand, som beskyldes for at have anvendt “den umotiverede mistænkeliggørelses-metode, den mest modbydelige af alle, den forhenværende tsaristiske Ochranas [sikkerhedspoliti] metoder”, endvidere mod Semenow, mennesket “med et hestehoved og en fårehjerne” osv. Dernæst mod de tyske partifæller, revisionisterne, mod dem, som kræver, at der skal være overensstemmelse mellem tanke og handling og mener, at et asocialt menneske ikke kan udrette social gerning, at et menneske, som hæmningsløst udfolder sine dyriske instinkter og sanselige lyster, ikke kan prædike moral eller fortjener tillid som politisk fører. Parvus farer hensynsløst frem mod dette utal af “bagvaskere”, som angriber ham i den russiske, den bulgarske, den rumænske, den chauvinistiske Italienske presse og den franske ditto, han protesterer forbitret mod denne bladkampagne, der bliver “kastet fra land til land, svulmende stadig mere op og antagende større dimensioner, indtil der fremstod en uhyre blodpolyp, der omfattede den halve verden, var …

[2: Læs om bl.a. jødernes stamfader Sem, af hvilket navn også betegnelsen semit og begrebet antisemitisme er afledt.]

206

… formløs og uoverskuelig og lod alle udgangs- og endepunkter forsvinde i sig selv”.

Det er ikke et menneske, det er en djævel, som raser, da Parvus tager det sidste opgør med sine modstandere og fjender i skriftet, der bærer den for hans færden og handlen så højst besynderlige titel: “I Kamp for Sandheden” (Kbh. 1918). Som om han nogen sinde har vidst, hvad sandhed var. Han skriver her:

“Menneskehedens kulturelle fremskridtsbevægelse kræver skånselsløst og ufølsomt tankearbejde. Det er det område, som jeg stedse er parat til at møde jer på. Her kan i vise, hvad i er værd.

Når jeg ser tilbage på det småkravl, der kryber rundt dernede og søger at kaste snavs på mig, føler jeg, at der ligger hele kulturtrin imellem mig og dette publikum.

Ved at tillægge mig lave motiver har de røbet den lave tankegang, der besjæler dem selv.

Denne åndelige pøbel, dette rendestenssnavs!

Tankens renegater, som slæber deres for længst sønderrevne, pjaltede socialistiske kappe efter sig for at tilhylle deres åndelige nøgenhed med den. Journalistisk kramvare, skrammel, vandedderkopper, der svirrer rundt på overfladen af den offentlige mening, frække tiggere, der skal have trynen i alt, og som også er trængt ind i den videnskabelige socialismes forstue, men ikke længere, fuskere, hvis åndelige elendighed jeg engang lejlighedsvis har betegnet som socialismens lakajstue og lakajstuens socialisme.

Middelmådigheder, civilisationens spild, tankens pøbel, sjuskere!

De bedste af dem er kun i stand til at hæve sig over hverdagslivet ved hjælp af et reb, der allerede er fastspændt af en anden.

Når der er flere sammen, udgør de en hob; de bliver ikke klogere derved, men blot frækkere.

Deres dyd er pyntet som en rig købmandskone og påtrængende som en tigger. Den holder sig kun så længe, som den føler fremmede øjne hvile på sig; overlades den til sig selv, brister den som en boble, af hvilken der kun fremkommer snavs og værdiløst slam.

At karakterisere dem er det samme som at slutte af med dem.

De kravler omkring som muldvarpe, ligger i et evigt klammeri og fylder atmosfæren med deres rådne dunster. Den menneskelige nederdrægtigheds afskyeligste skumspil. Bedst er det ikke at blive stående derved. “Se og gå forbi”, som Dante siger.

Jeg går videre ad min vej — til nye, til gamle opgaver”.

— Således afslører Parvus sig selv. I en skældsordenes kavalkade, som man længe skal søge magen til. Sådan præsenterer han sig som den mand, der rager op over alt folket i intelligens og dygtighed,

207

i ædelmodighed, snilde og ansvarsfølelse, —— og var derved dog ikke andet end en pjalt og — en folkenes fordærver.

Hvorledes kredsen omkring Parvus levede sine glade dage i København, kredsen af hebræiske snyltere fra verdens forskellige lande, navnlig fra Tyskland og Rusland, også det er noget, som den foran nævnte franske forfatter J. la Meilleraye har fået indblik i. Han bringer spisekortet fra et af de festlige lag, hvor sviren og sværmen var trumf. Gildet holdes hos en professor Philipp, som opholder sig i landet på falsk pas, og som ikke er nogen anden end Parvus’ medspekulant i kulforretningen, hans intime spillebroder Georg Sklarz. Parvus har selv ved lejlighed givet udtryk for, hvor intimt han følte sig knyttet til denne fra øst indvandrede racefælle.

Menuen lyder på:

Consommé de tortue verte en tasse
Homard à l’américaine
Lièvre à la crème
Salade mimosa
Mandarines givRées au marasquin
Cliquot brut à flots.

Altså: skildpadde-bouillon, hummer, haresteg i flødesauce, og som dessert salat mimosa og appelsiner i Maraschino-likør, og endelig fineste fransk champagne.

Gode retter, herlige retter. Ikke særligt beskedne, når man betænker, at det er krigstid, hvor også et neutralt land som Danmark har måttet foretage restriktioner på næringslivets område. Dog, man forstår at indrette sig. Den forbudte transithandel med klausulbehæftede varer, kædehandelen, kullene bringer jo penge, mange penge til de driftige hebræere. Hvorfor skulle de så ikke nyde tilværelsen?

Om denne professor Philipp fortæller den franske skribent, at han har briternes distingverede optræden, er den lette underholdnings charmerende mester, overordentlig elskværdig, og særligt modtagelig for det svage køn. Han giver den ene diner efter den anden. De yndigste skandinaviske kunstnerinder og danserinder danner den nydelige ramme om svirelagene, og invitationerne fører et taknemmeligt publikum sammen. “Hele København” — siger la Meilleray, som i sin fremstilling, støtter sig til et dokumenteret materiale — “hele København berømmer denne galante husherre for hans charme og hans overdådige gæstfrihed”. Er han englænder, spørges der? Thi han taler engelsk som en indfødt, et rent og

208

absolut upåklageligt engelsk. Ingen kan formode, at han er russer. Og dog er han det. Tysk agent, siger franskmanden. Og Parvus’ højre hånd, med hvem han har oprettet “Københavns Befragtnings- og Transport-Kompagni”, et mægtigt kommercielt foretagende, som står i nærmeste kontakt med “Dansk og Svensk Import A/S”, og som sikrer de to driftige forretningsmænd indtægter på millioner og atter millioner. Men alt imens forretningen florerer, og dansen går, spioneres der, og trådene lægges til rette til den store revolution, der skal komme, der skal rende Rusland over ende, så vel som Tyskland, Østrig-Ungarn osv., og Danmark med. Jo, sandelig har denne kreds omkring dr. Helphand og prof. Philipp, dvs. Omkring Parvus og Georg Sklarz og Fürstenberg-Ganetski osv. det travlt. De har mange jern i ilden, så mange, at det næsten kunne tage vejret fra en. Det går heller ikke altid så glat. Hårdt rammes disse kredse allerede i januar 1917, da Fürstenberg stedes for dommer Thorup, og da det også gik ud over andre såkaldte “russiske” opkøbere. 1918 ramtes Kopenesters driftige kommissionærer, endog selve hr. Sklarz. Men spillet går trods alt videre. Spillet på handelens, på politikkens, på selskabelighedens område. Spillet, det vanvittige gøgl — og det i en alvorstid, hvor millioner og atter millioner af mennesker ved fronterne kæmper og gløder for en sag, der er dem hellig, hvor millioner af mennesker lider nød, ubeskrivelig, forfærdende nød.

Da spiller og danser jøden!

Det er ejendommeligvis en tysk jøde, der mest indtrængende har advaret Parvus og konsorter om ikke at overdrive spillet, ikke at fremmane katastrofen over deres egen race og i denne sammenhæng skrev det manende ord: “Sems Fjende lurer!” Og denne mand var Maximilian Harden, alias Isidor Witkowsky, udgiveren af det i systemets Tyskland berømte og berygtede tidsskrift “Die Zukunft”. I en række angreb, som han i årene 1919–21 retter mod november-socialisterne, Scheidemann, Hänisch, Lensch, Noske osv., som havde indladt sig på et alt for intimt samarbejde med de værste bisser inden for den rod- og holdningsløse jødiske spekulantverden, går han også kraftigt i rette med snyltere som brødrene Sklarz, Parvus og deslige kanutter. Han revser disse mænd hårdt, blotter dem hensynsløst i sit knudrede, kunstlede sprog, sit “desperanto”, og han rammer forbistret hårdt.

Harden fortæller bl.a. (1919, s. 278), hvorledes Parvus i det af ham udgivne og finansierede, af Konrad Hänisch (den tyske kultusminister) redigerede månedsblad “Die Glocke”, under krigen agerede tysk-patriotisk, og hvorledes han opnåede store statstilskud for sit fornemt indrettede “Verlag für Soziale Wissenschaften” i Regentstrasse i Berlin. Og så fortsætter Harden: “Hans kompagnon blev Georg Sklarz, også en

209

fra øst indvandret israelit, som efterfulgtes af tre brødre; han blev gode venner med d’herrer Ebert og Scheidemann, som af mistillid først havde afvist ham. Han har i København, med umådelige omkostninger, indrettet et “Institut til Forskning af Krigens sociale Følger”, gennem billig kulimport har han forpligtet de danske fagforeninger til taknemmelighed; også (alt i G.m.b.H. [Gesellschaft mit beschränkter Haftung, dansk: selskab med begrænset ansvar] med hr. Sklarz, som samtidig skal have stået i den tyske efterretningstjeneste) skaffet biler til Danmark; og endelig, i overensstemmelse med den øverste hærledelse, have muliggjort de herrer Lenins, Trotzkis og andre bolsjevikkers rejse fra Schweiz til Rusland … Parvus piloterede dem i plomberet vogn gennem Tyskland og Skandinavien”. Idet han kraftigt polemiserer mod ministeren for videnskab, kunst og undervisning, Konrad Hänisch, spørger Harden bl.a. denne, som ikke mener at måtte tvivle om sin gode vens, Parvus’ personlige og politiske hæderlighed, (1919, s.314): “Har det slet ikke været påfaldende for Dem, at denne gamle ven, der, som russisk revolutionær flere gange blev udvist af Tyskland og i tagkamre levede kummerligt af forlæggeres forskud, siden krigens begyndelse har skovlet millioner ind, fik tysk statsborgerret, erhvervede sig en villa først ved det gyldne horn, dernæst ved Søerne i København, og en tredje i Schweiz, i Berlin boede enten i en egen etage eller i pragtværelserne i “Kaiserhof”, overalt færdedes med excellencer, (henkastede 80.000 M. — for ham en bagatel — til ferierejser for slet ernærede børn) og til den af dem ringede “Glocke” ydede 1400 tusinde mark? De vidste, at han lever som en overdådig nabob [rigmand], en Krøsus, en Marcus Crassus, men De var på det inderligste overbevist om, at personlig redelighed, og politisk idealisme kunne bidrage til at Parvus i en håndevending fik de til sådan ødselhed fornødne midler … Det var Dem ej heller påfaldende, at en anden af deres arbejdsgivere, den fra Galizien indvandrede hr. Sklarz har indrettet sig på samme måde, disponerer over umådelige mængder af levnedsmidler osv. …”

Harden fortæller på denne måde løst og fast om Parvus og konsorter, antyder, at der er mange historier i omløb om denne kreds af mænd, smudsigere, modbydeligere end dem han fremsætter, og han knytter dertil det memento: “Sems fjende lurer. Den, som tøver, ville gøre sig mistænkelig. Og enhver, som frygter Marx’ foragtelige blik, og som kræver, at synderne skal straffes, kan endnu tidligt nok få hævnlysten mættet.” Maximilian Harden ser tydeligt faren, der truer, og han frygter hævnen, på sin races vegne! Frygter den hævn, som navnlig en Parvus’ århundredprægende forsyndelse mod Europas frihed og fremtid engang, når tidens fylde er kommet, må afføde. Og derfor varskoer han: “Sems fjende lytter, han lurer!”

Næste kapitel: 7. København som de jødiske agitatorers og conspiratorers central

Det tredie Ting — 2. del