Det tredie Ting (2. del) – 7. Kapitel

Sand Historie

7. KØBENHAVN SOM DE JØDISKE AGITATORERS OG CONSPIRATORERS CENTRAL

I deres kamp om verdensherredømmet følte jøderne sig aldrig nærmere målet end under den første verdenskrig. Derfor kunne en Louis Levy i denne tid tale om sin races verdenshistoriske mission i Jøden som Fredsstifter”, derfor kunne den jødiske højfinans for åbent tæppe dirigere landets handel, bankvæsen og politik, derfor kunne også de værste jødiske elementer fra udenlandske ghettoer og kommunistreder under krigen samles i København for herfra at revolutionere, eller, som Parvus siger, at demokratisere de forskellige samfund. Det var herfra, en retning blandt den internationale jødedom under og efter verdenskrigen knyttede trådene til bolsjeviseringen af de europæiske lande, en anden retning organiserede bestræbelserne for virkeliggørelsen af de zionistiske mål. Og endelig var det her, den hjemlige jødiske kapitalmagt forfulgte gigantiske planer for at sikre sine finansielle interesser ud over hele jordkloden og for derved at lave København til et kommercielt verdenscentrum.

Jøderne vejrede en ny tids morgenrøde. Hvilken vej, de så end valgte til opnåelsen af de sidste og højeste mål, i et var de enige: deri, at de ville danne den kommende verden i deres billede. Ved et ejendommeligt skæbnens træf blev det Danmarks hovedstad, der for en vis periode skulle være udgangspunktet for de mangfoldige bestræbelser, jøderne udfoldede for at nå frem til verdensmagten.

211

a) Parvus’ politiske skribentvirksomhed i København.

Da diskussionen om Parvus’ mystiske forbindelse med den socialdemokratiske brændselsforretning var på sit højeste, lod han som nævnt i et indlæg i “Social-Demokraten” bekendtgøre, at han nu ville vise, hvem han var, og hvad han i virkeligheden tilstræbte, ved publikation af sine skrifter på dansk. Han mente, at når dette var sket, måtte også al mistænkeliggørelse af hans virksomhed standse. At han ved denne nye form for propaganda tilsigtede noget helt andet, nemlig revolutioneringen af det danske folk, røbede han selvfølgelig ikke i sin erklæring af 26. december 1917.

I og for sig havde det ikke været nødvendigt, at Parvus på så højtidelig en måde meddelte den danske offentlighed, at han agtede at udgive nogle af sine skrifter på dansk, da han allerede i den første periode af sit ophold her i landet havde lagt godt for med dette arbejde. Thi så tidligt som 1915 udkom hans pjece: “Socialdemokratiet og Parlamentarismen”. Noget andet var, at han sidenhen havde indskrænket sig til i det store og hele at virke i det skjulte; endog hans Selskab for Forskning af Krigens sociale Følger havde næppe bidraget til, at hans navn blev videre kendt i offentligheden her i landet.* Selve “Social-Demokraten” så sig først i december 1917, da “København” havde indledt sine angreb mod Brændselsforretningen, foranlediget til at nævne Parvus.

Allerede i det skrift om “Socialdemokratiet og Parlamentarismen”, Socialdemokratisk Ungdomsforbund udgiver i 1915, prædikes klassekampens parole og vises, hvordan proletariatet gennem klassekamp skal virkeliggøre den sociale revolution. I forordet karakteriseres forfatteren som en af det internationale socialdemokratis dygtigste teoretikere”, og skriftet som et arbejde, der i de forskellige lande har vundet stor udbredelse, bl.a. også i Sverige og Norge. Parvus udreder heri efter de …

*) For den taktik, Parvus anvendte for at vinde fodfæste her i landet, er denne skjulte virksomhed særligt karakteristisk. Omendskønt han allerede fra 1915 var bosiddende i landet, introduceres han for første gang over for offentligheden i juli 1917 — som filantrop! Da er det “Politiken”, som meddeler, at der den 19. s.m. om aftenen var ankommet et par hundrede tyske børn, ledsaget af tre lærerinder, “som på bekostning af en herboende tysker, dr. Helphand, skal anbringes i Hulerød Hotel”. Oberstløjtnant Jenssen-Tusch beskæftiger sig indgående med denne sag i “Vort Land” (29. 7. 1917) og beklager, at “landet oversvømmes af tyskere, at derpå hotellerne, caféerne, badestederne, på handelskontorerne, bag diskene i butikkerne, i jernbaner og sporvogne, overalt snakkes tysk”. Han har selvfølgelig ikke lagt mærke til, at disse (fortsættes …)

212

… velkendte marxistiske principper bl.a., at det udelukkende må være proletariatets sag at føre kampen om arbejdsløn og arbejdstid mod arbejdsgivervældet, dog at denne kamp foreløbig må føres i samarbejde med bourgeoisiet, så længe dette også ville forsøge at bryde herremandsregimentet og det reaktionære styre. Denne kamp ville, når den engang var begyndt, med indre nødvendighed blive radikaliseret, og proletariatet ville derefter, i erkendelsen af, at der ved siden af politisk ulighed også bestod en økonomisk ulighed, i sidste instans se sig nødsaget til at overtage produktionsmidlerne. Denne kamp måtte udkæmpes under modsætningen: arbejderklassen mod kapitalistklassen. Det er Karl Marx’ ideer om igen, når Parvus bemærker: “Jo mere kapitalistklassens spidser hæver sig i deres sociale stilling over det folk, som den økonomisk behersker, desto mere forvandler proletariatet alle love, alle den kapitalistiske produktionsudviklings foreteelser til midler, ved hvis hjælp det bekæmper det kapitalistiske herrevælde. Industrielt opsving eller industriel tilbagegang, agrarkriser eller dyrtid, høje priser eller lave, kapitalistisk koncentration såvel som bedrifters sønderdeling, f.eks. i husindustrien, børserne såvel som håndværket, frihandel eller beskyttelsestold, krig eller fred, republik eller monarki — overalt og i alt efterforsker proletariatet den kapitalistiske særinteresse, plukker den ud, holder den frem i parlamenterne, i kommunerne, i bladene, på offentlige møder, i lukkede forsamlinger, på hvert værksted, i hvert hus — slynger hele den kapitalistiske virkelighed som en endeløs, vældig, dag for dag stigende anklage mod kapitalistklassen!” Sådan ser Parvus på udviklingen.

Medens han indledende i sit skrift går ud fra, at proletariatet til en begyndelse må gå sammen med bourgeoisiet i sin politiske kamp, at man må forsøge at nå frem til magten ved parlamentariske midler, og at netop Socialdemokratiet havde erkendt nødvendigheden af denne kampmetode, erklærer han, til slut åbent og klart, at målet uanset …

(… fortsat) tysktalende mennesker oftest er jøder, og at de ligeså selvfølgeligt må virke generende inden for samfundet på grund af deres særlige forretningsærinder. Med hensyn til børneholdet, der skal til rekreation til Hulerød, spørger Jenssen-Tusch dernæst, om hele denne aktion måske ikke betales af tyske statspenge. Og han knytter hertil den ikke så helt uberettigede betragtning, at “når hr. Helphand virkelig tjener så meget guld her i landet, at han har råd til at betale en 4–500 kr. om dagen for disse børn, og når der er andre tyskere, der er blevne eller bliver velhavende hos os”, så måtte også tanken være nærliggende, at disse herrer i første række anmodedes om at yde en rigelig skærv til understøttelse af de sømandsfamilier, der har tabt deres forsørgere ved skibstorpederinger.

213

… denne taktik må være, efterhånden at dæmme op for bourgeoisiets indflydelse, så proletariatet til sidst er i stand til at sætte en selvstændig politik og en selvstændig idéverden mod det borgerlige samfund. Den derved indledte omformningsproces måtte fremkalde en fremadskridende skærpelse af den nøgne interessekamp, som nu i hovedsagen udkæmpedes af de store kapitalistiske grupperinger uden for parlamenterne, og dermed ville det endelig blive proletariatet muliggjort at besætte den ene position efter den anden inden for samfundene. Parlamenternes afmagt ville blive åbenbar for alle og enhver, dets politiske tomhed og hele utilstrækkelighed ville grine et sejrende proletariat i møde. Parvus mener til slut, at nu var tiden inde, da man måtte forsøge at gennemtrumfe den endelige revolution med de i den politiske kamp prøvede midler. “Fagforeninger, Socialdemokratiet, revolutionær kamp, parlamentarisk virksomhed, klassekampens selvstændighed og samvirke med andre for at kunne gennemdrive arbejderkrav, politisk demokrati for at udvikle klassekampen, dagspolitik og kraftkoncentration i kampen om endemålet — alt dette er ting, — som vi nu skal være på det rene med. Nu står kun et tilbage: Vi må lære samtidig at kunne bruge alt og flere kampmidler. Tiden for de små skærmydsler, for de lokale kampe, om også tilfældigt i større omfang, snart med fagforeningerne, snart i parlamentet eller i politikken i videste forstand er forbi; i det 20. århundrede fører proletariatet sine største kampe med kombinerede våben”.

Således prædiker den fra Rusland emigrerede jøde revolutionen i sit i 1915 udgivne skrift og opfordrer til kamp mod parlamentarismen, til indførelse af proletariatets diktatur. Og det er de selvsamme tanker, der uddybes i de i december 1917 bebudede skrifter, navnlig i det store værk fra 1918: “Proletariatets klassekamp” (oversat af C. L. Skjoldbo) og det af K. O. Vedel-Petersen oversatte “Socialdemokratiet og Krigen” (ligeledes Kbh. 1918).

I en af de afhandlinger, som det sidstnævnte skrift indeholder, behandles kapitalismens og imperialismens indflydelse på den første verdenskrigs udvikling og forløb. Parvus hævder her, at det er den kapitalistiske industri, som i de enkelte lande har avlet rivninger og konflikter med hele verden, da hvert lands industri nu engang stræbte efter at erobre verdensmarkedet. Denne udvikling var i de senere år blevet yderligere accentueret ved de imperialistiske bestræbelser, der prægede de to førende verdensmagters, Tysklands og Englands, politik. Det var disse forhold, der havde gjort verdenskrigen uundgåelig; de formelle omstændigheder, der havde ført til krigsudbruddet, var heroverfor kun af ringe betydning. Dertil kom, at den vældige koncentration af den industrielle og finansielle kapital havde trængt bourgeoisiet ud af dets selvstændige rolle i foretagenderne og kastet det i armene på Børsen.

214

Bourgeoisiet var således bleven forledt til at tage del i spil og hasard og havde derved sat sin hævdvundne soliditet over styr. Dermed var tillige forudsætningen skabt for denne klasses deltagelse i det politiske hasardspil. Han fortsætter: “Den borgerlige parlamentarisme, som allerede tidligere prisgav sine idealer, udartede fuldkomment til demagogi og klikespil under indflydelse af Børsen og imperialismen. Korruptionen blev netop værst der, hvor parlamentarismen var stærkest. Pressebøller, børsjobbere, storfinansens og det parlamentariske livs kliker ødelagde Staten, korrumperede den offentlige mening, bekæmpede indbyrdes hinanden og slog sig stadig sammen i skriget efter magtudvidelse, verdensherredømme og imperialisme”. Dertil knyttes en bemærkning om, at socialisterne meget ofte var blevet forrådt af deres ledere, som havde sluttet sig til dette kapitalistiske eventyrerpak. Og i disse betragtninger, som blev nedskrevet i 1914, konkluderer Parvus derefter: “Kapitalismen, der under sit historiske forløb allerede har ført hele samfundsklasser ud i ødelæggelse, har i dette øjeblik stukket Europa i brand på alle kanter, stukket det i brand ved sammenstødet mellem de konkurrerende kræfter i de forskellige lande på det økonomiske, politiske og militære område, de kræfter, den selv har bragt til udvikling, i forbindelse med opløsningen af den samfundsmæssige moral, med korruption og degeneration. Den ødelægger nu med det uhyre værktøj, den har skabt sig i våbenteknik og sine hærorganisationer, den industri i Europa, som er resultatet af videnskabens og de civiliserede nationers arbejde gennem generationer, den ødelægger den rigdom og den formelle civilisation, den stedse har påberåbt sig som den sidste og afgørende retfærdiggørelse af sin grænseløse udbytning af folkemasserne, ja, den tilintetgør endog den ejendomsret, hvis ukrænkelighed den har prædiket og forsvaret med alle statsmagtens midler …”

Ufatteligt, at en mand, der fælder en sådan dom over kapitalismens udskejelser, selv kunne finde på at drive en kulforretning i samarbejde med Socialdemokratiet her og der, som “ved grænseløs udbytning af folkemasserne” sikrede de i handelen umiddelbart interesserede parter en fortjeneste, der må have ligget alt i alt mellem de 30–40 mil. kroner, hvoraf han selv forstod at sikre sig broderparten. Ubegribeligt, at et så amoralsk og asocialt individ som Parvus kunne tolke medfølelse med de små i samfundet ved talrige andre lejligheder, tale om, at den retfærdighed, man forlangte af bourgeoisiet, skulle man først og fremmest selv udøve, og at det drejede sig om at give proletaren hans menneskeglæde og -lykke.

Kravet om den hensynsløse klassekamp, om proletariatets fuldkomne sejr, opgives først af denne forkæmper for verdensrevolutionen i det

215

øjeblik, da han ikke ser sine personlige ærgerrige håb opfyldt, og ikke ved hjælp af sine bolsjevikiske venner, som Lenin, Trotzky, Fürstenberg og Radek, er nået frem til magtens tinder. Thi da forventningerne herom slår klik, retter Parvus i sit 1919 udgivne skrift: “Verdensrevolutionen. Breve til Arbejderne om Socialismen og Verdensrevolutionen” sit hårdeste skyts mod bolsjevismen. I det andet brev i denne samling gør han op med dette styre, som efter hans opfattelse nu ikke er andet end et enestående, gigantisk forræderi mod socialismen, et system nemlig, der glat havde sat sig ud over det, Marx og Engels havde lært i “Det kommunistiske Manifest” om bourgeoisiets historiske mission og revolutionære rolle. Den hensynsløse undertrykkelse af enhver opposition i Rusland havde ikke gjort det af med kapitalismen, men derimod ført den tilbage til dens mest primitive form: rov og åger. Det hele var mundet ud i brandskatning, almindelig demoralisation, vilkårlighed, usikkerhed. Herom siges der: “I stedet for den tidligere slave-eksistens er der trådt en snyltertilværelse. Det russiske proletariat er ikke mere den arbejdende klasse, på hvilken socialismen bygger; den er forvandlet til en romersk pøbel, der råber på brød og forlystelser”. Katastrofen lå efter Parvus’ opfattelse navnlig i, at proletariatets diktatur her var blevet til enkelte personers herskermagt, og at den almene interesse var blevet trængt tilbage af alle slags særinteresser, også der, hvor den almene interesse alene burde være repræsenteret, som f.eks. i retsplejen, undervisningen osv.

Han mener derfor nu, at der så sandelig ikke er nogen grund til at anbefale at efterligne dette russiske rådsrepublik-system. Thi — spørger han: “Har Europa arbejdet sig kulturelt frem til det elektriske lys, for til sidst at æde moskovitiske tællelys?” Han kommer endelig til det resultat, at bolsjevismen vil betyde en varig fare for socialismen, som den diskrediterer og desorganiserer, for derved i virkeligheden at hjælpe kapitalismen til en ny glans.

I sit første brev om kapitalismens økonomiske besejring i bogen om “verdensrevolutionen” dvæler Parvus navnlig ved spørgsmålet om en socialisering af statsvirksomhederne og fremhæver i tilslutning hertil, hvilken betydning det måtte have, hvis Staten overtog alle samfærdselsmidler, al bjergværksdrift samt jernindustrien: han erklærer kort og godt, at “når Staten har jernbanerne, kullene og jernet i sin hånd, behersker den landets hele økonomiske liv”. Der kan ikke næres tvivl om, Parvus bestræbte sig for så vidt muligt at få monopol på kulimporten til Danmark og samtidig sikre det danske socialdemokrati en førende stilling på kulhandelens område også ud fra denne art teoretiske overvejelser. At Socialdemokratiet også knyttede vidtgående politiske forventninger til denne ordning, har ikke mindst Fr. Borgbjerg ladet

216

forstå i sine artikler til forsvar for Brændselsforretningen. Også her kombineredes altså forretningsmæssige interesser med de politiske.* Ja, sandelig udfoldede Parvus et kraftigt initiativ i de forskelligste retninger.

Den store Revolutionære publicerede endvidere i 1917 pjecen: “Krigens sociale balance”, desuden i 1918 to udprægede kampskrifter, nemlig den danske udgave af “Mit Svar til Kerenski & Co.” med særlig indledning, og “I Kamp for Sandheden”. Indholdet af disse to skrifter behandles mere udførligt oven- og nedenfor. Også her viser det sig, at verdensrevolutionen for ham er det højeste mål. Selvom han i sine teoretiske undersøgelser til tider virker tør og nøgtern, bryder dog altid den vilde fanatisme, det orientalske had igennem. Han gav sig måske den bedste selvkarakteristik, da han i sit 1907 i Dresden udgivne skrift: “In der russischen Bastille während der russischen Revolution” bemærkede: “Vi revolutionære af profession er meget gunstigere stillet end de, som først rives med af revolutionens malstrøm. Vi ved fra først af, hvad vi må …

*) Denne radikale revolutionære tendens, som præger hele Parvus’ færden, satte også sine ejendommelige spor i den her omhandlede tids indre politik. Fr. Borgbjergs søn, jødeætlingen Hjarne Borgbjerg (hvis moder, Harriet Doloris Meyer var halvjødinde) var den 1. maj 1917 med i spidsen for de unges maj-tog, i hvilket der bl.a. udfoldedes et banner: “Bryd Kronen, styrt Kirken, knæk Sablen”. Det var altså en udfordrende demonstration mod kongehuset og mod kirken, en tendens, som på samme måde fandt udtryk på bannere med inskriptionen: “Leve den sociale Republik” eller “Ned med Lærlingeloven. Kronprinsen har 4.000 Kr. om Maaneden, en Lærling har kun 16 Kr.”. Ved denne lejlighed kom det til en kraftig indskriden fra politiets side, hvorved navnlig togets leder, den unge Borgbjerg, blev slemt forslået.

Kulproblemet var i øvrigt i krigens år gået mange mennesker på hjernen, deriblandt endog Georg Brandes, som i “Pressens Magasin” (juli 1917) i en artikel om “Kong Kul” fremsatte følgende ord: “Det rigmandsvælde, som samtiden kender, er opført på undermineret grund.

Det hviler ikke på granit, men på gruber. Det lever og ånder i lyset, fordi det har tusinder elendige under sig i mørket. Det lever og ånder i en frihed, som det er stolt af, fordi det har tusinder af slaver under sig, for hvis trældom denne frihed er købt”. “Social-Demokraten” er selvfølgelig begejstret for disse ord, og bladet beder om, at man vil lægge mærke til, at det er masserne, der er underst. De undertrykte er de mange. Men de er også de stærkeste. Brandes’ ord kunne derfor sikkert ikke forstås anderledes, end at masserne opfordredes til at slutte sig sammen og til at tage magten. Tag magten! lyder parolen.

217

… indrette os på og er rustet mod alle skæbnens prøvelser. Det stærke omslag mellem glæde og lidelse er vort livselement. Vi elsker livets høje bølgegang”. “Social-Demokraten” af 21. januar 1918 bringer i øvrigt et større afsnit af denne bog under titlen “Parvus og Trotzki i den russiske Bastille” og knytter dertil en bemærkning om, at Parvus’ håb ved overførelsen til Peter og Paul-fæstningen i året 1907 om snart atter at mødes igen med Trotzki og at grundlægge en ny æra i socialismens historie ikke gik i opfyldelse. Der tilføjes: “Først nu, 10 år efter, har de kunnet træffe hinanden som revolutionens’ førstemænd på ruinerne af det tsardømme, der troede at kunne knuse dem og deres idéer”. Her lægges der altså ikke skjul på, at Parvus har ydet en fremragende indsats til Lenin-ismens sejr, og at den gode socialdemokrat Parvus, Borgbjergs nære ven, tillige var yderliggående bolsjevik. 

b) Parvus’ og hans klikes medvirkning ved Ruslands bolsjevisering.

1917 og 1918 var den mest djævelske periode i Parvus’ levned. Det var i disse år, han først søgte at hjælpe Lenin til sejren i Rusland, og dernæst var medvirkende til at stifte revolution i Tyskland.

Som en første begyndelse til denne uhyggelige konspiration mod to kejserriger, hvis arnested var København, må uden tvivl den institution betragtes, som Parvus allerede 1915 oprettede på Østerbro med det foregivne formål at fremme forskningen over krigens sociale følger. Sekretær for dette foretagende var cand.mag. Svend Trier*, en mand, der selv hørte til de særligt yderliggående marxister og som sådan bl.a. tilstræbte kongedømmets afskaffelse her i landet. Desuden beskæftigedes en række af Parvus’ revolutionære landsmænd i den nævnte institution. “København” kunne hertil den 28. november 1917 bl.a. meddele, at Parvus til selskabet for forskning af krigens sociale følger ikke blot knyttede danskere som medarbejdere, men også “russiske emigranter, som

*) Heljøde, 1920–26 og 1928–31 socialdemokratisk folketingsmand.

218

tilkaldtes fra Schweiz, og som han vidste at skaffe gennemrejse gennem Tyskland”.

Før Marts-revolutionen 1917 var navnlig tre russiske emigranter, der efter Lenins sejr indtog fremtrædende stillinger inden for bolsjevikstyret, godt kendt i København: nemlig fru Kollontay, der ved bolsjevismens gennembrud i efteråret 1917 blev understatssekretær i det sovjetiske socialministerium, Vladimir Spiro, der blev understatssekretær i Post- og Telegrafvæsenet, og Uritzky, der blev understatssekretær i Udenrigsministeriet, og 1918 var leder af Petrograds Tcheka [Tjeka: sovjetstyrets første hemmelige sikkerhedspoliti], indtil han myrdedes ved attentat den 30. august s.å. Alle tre hørte ligesom Fürstenberg-Ganetski, Koslowsky osv. til Parvus nærmeste medarbejderkreds og havde formodentlig i det nævnte institut det samlende midtpunkt. Aleksandra Michailovna Kollontay var 1916 blevet udvist fra Sverige, fordi hun der stod i forbindelse med ungsocialisterne og drev propaganda for de socialrevolutionære ideer. Fra Sverige drog hun til København, hvorfra hun efter et halvt års ophold rejste til Amerika for at samle penge til revolutionære fonds. Michail Solomonovitsj Uritzky, som tilhørte den såkaldte Zimmervald-bevægelse, kom allerede ved krigens udbrud til København og boede Lykkeholms Allé 5 A. Han var her korrespondent for Maximilam Gorkis tidsskrift Ljetopis og for Novoja Shisn i Petrograd. Ved udbruddet af den første russiske revolution vendte han tilbage til Rusland; bortrejsen skete den 14. marts 1916. “Politiken” (20. 11. 1917) beretter, at Uritzky — ligesom Parvus og Trotzky — 1905 havde deltaget i den første russiske revolution, og ved denne lejlighed var blevet forvist til Sibirien, men blev senere ligesom de andre benådet. Også Wladimir (alias William) Spiro var ved krigens begyndelse kommet til landet. Han ejede en villa på Sommervej i Charlottenlund og havde ansættelse som prokurist i Sø- og Transportforsikringsselskabet Volga, Vestre Boulevard 33. Den 10. juni 1917 drog han efter telegrafisk ordre fra Sovjet-regeringen til Petrograd, hvor han bl.a. blev departementschef i

219

indenrigsministeriet og delegeret i Central-Arbejder- og Soldaterrådet. Alle tre var fanatiske bolsjevikker, Uritzky og Spiro desuden heljøder.

Det var formodentlig også i sammenhæng med det ovenfor nævnte kulturpolitiske arbejde i selskabet for social forskning, at Parvus ved forhandling med den tyske øverste hærledelse opnåede Ludendorffs tilladelse til at bolsjevikkernes førere, deriblandt Lenin-Uljanoff og dennes hustru, kaldet Krupskaja, Karl Radek, Gregor Sinowjew* og andre revolutionære i begyndelsen af april 1917 måtte rejse gennem Tyskland i plomberet vogn, på deres berømte tur fra eksilet i Schweiz hjem til Petrograd, til Rusland.** Formålet med at skaffe Lenin og hans nærmeste kampfæller til Rusland var i første række at fremme den defaitistiske bevægelse og hurtigst muligt at foranledige de russiske hære til at nedlægge våbnene. Parvus var af den opfattelse, at proletariatets sejr kun ville blive opnået ad denne vej, og Lenin var af samme mening. Derfor kunne de for en stund stå sammen i kampen mod Kerenskis styre, som jo ville undgå nederlaget i håb om, senere ad evolutionens vej at kunne føre socialismen til sejr. Hvad Parvus tilsigtede, siges tydeligt nok i det mod Kerenski rettede kampskrift “Mit Svar til Kerenski & Co.” (udgivet på dansk i slutningen af december 1917), i hvilket forfatteren åbent vedkender sig sin nære forbindelse med bolsjevikkerne. Han erklærede, at han ikke har givet Lenin …

*) Han hed ifølge “Jüdisches Lexikon” egentlig Gerson Radomyslski og nævnes ifølge samme kilde fejlagtigt oftere Apfelbaum.
**) Ludendorff bemærker hertil i “Meine Kriegserinnerungen” (Berlin 1919), s. 407: “Gennem Lenins forsendelse til Rusland havde vor regering pådraget sig et særligt ansvar. Militært set var rejsen forsvarlig, Rusland måtte falde. Men vor regering måtte også passe på, at vi ikke selv faldt.” Andetsteds, s. 327, fortæller han, hvor stærkt lettet han i foråret 1917 følte sig, da revolutionen brød ud i Rusland. At den også senere skulle underminere Tysklands egen kraft, kunne han dengang ikke ane.

220

… og konsorter penge. “Men”, fortsatte han, “jeg har givet dem noget andet og værre end penge og dynamit. Jeg er en af dem, der har givet de russiske proletarers revolutionære vilje åndelig næring.”

Parvus viger ikke tilbage for her at røbe sit sinds inderste tanker. Han peger på sin indsats i den første russiske revolution i året 1905, da bl.a. Miljukoff — som 1917 blev udenrigsminister i Kerenskis første regering — havde rettet de hårdeste bebrejdelser mod Arbejder- og Soldaterrådet, fordi dette havde ladet sig forlede til at anvende den af Parvus foreslåede revolutionære taktik. Ud fra de samme grundsynspunkter krævede Parvus også nu anvendelsen af en hensynsløs revolutionær taktik, en taktik, der imidlertid kun ville kunne blive virkeliggjort, når det lykkedes at få de russiske hære besejret. Som følge heraf måtte Tysklands sejr over Rusland være en ufravigelig betingelse for marxismens gennembrud og proletariatets frigørelse i det russiske folk. Til begrundelse for denne opfattelse bemærkede Parvus bl.a.: “Lykkedes Kerenskis offensiv, så ville patriotismen i Rusland leve op igen; derved ville også de borgerlige elementer kunne gøre sig mere gældende, de ville genoptage deres politiske planer, Miljukoff ville komme op igen, og snart ville det russiske bourgeoisi skubbe stråmanden Kerenski og hans medhjælpere, af hvem de foreløbig har måttet betjene sig, til side og tage sagen i deres egen hånd. Men de russiske hære har atter hentet sig et nederlag (i Galizien) — derfor tager den russiske revolution et andet forløb. De tyske sejre har skabt den russiske revolution, og den må stadig hjælpes videre ved militære midler. Jo mere fuldstændigt Ruslands militære nederlag bliver, desto større den russiske revolutions demokratiske virkninger. Ethvert militært held for Rusland eller for Ententen fører derimod til et politisk tilbageslag. “Som værdig repræsentant for sit “fædreland”, det tyske socialdemokrati — man huske altid, at partiet var hans adoptiv-fædreland — tilføjede han: “Det er de kendsgerninger, der

221

åbenbarer sig for os (dvs. de tyske højresocialister). Nu har vi det historiske bevis for, at vi havde styrtet riget (d.e. Tyskland) og Europas demokrati i afgrunden, hvis vi havde fulgt Karl Liebknechts og de russiske revolutionæres råd og bekæmpet de russiske hære ikke med væbnet magt, men derved, at vi slap en revolution løs i vort eget land.”

Parvus var herefter militarist i Tyskland og bolsjevik i Rusland. Efter at det var lykkedes ham at få de førende revolutionære mænd med Lenin i spidsen til Petrograd, var det ham meget magtpåliggende at komme i direkte forbindelse med de revolutionære, som på dette tidspunkt endnu samledes i Arbejder- og Soldaterrådet dér. Til opnåelse af dette formål sendte han straks i slutningen af april 1917, det danske socialdemokratis ledende pennefører, folketingsmand og redaktør Frederik Borgbjerg, af sted. Borgbjerg sendtes til Petrograd i hemmelig mission, medens det udadtil hævdedes, at han tog til Ruslands hovedstad for at orientere sig over forholdene i landet. Parvus havde lagt hele rejseplanen til rette; enkelthederne for fremgangsmåden var forud blevet drøftet sammen med Scheidemann, som under sit ophold i København havde boet i Parvus’ villa på Vodroffsvej. Overfor den svenske socialistfører Hjalmar Branting havde Borgbjerg under rejsen nordpå hævdet, at han ville til Rusland i rent studieøjemed, og til fremme af dette formål havde Branting ydet ham hjælp. Kort efter viste det sig imidlertid, at Borgbjerg bl.a. havde overbragt bolsjevikkerne indbydelsen, til en socialistisk fredskonference i Stockholm.

Borgbjerg

selv berettede herom i et telegram til sit blad “Social-Demokraten” (offentliggjort den 11. 5.1 917; jvf. også numrene af 9. og 10. s.m.) bl.a. følgende: “Efter at den politiske krise af 3. og 4. maj var overvundet, kom min opfordring til russerne om deltagelse i den internationale socialistiske fredskonference til behandling i Arbejder- og Soldaterrådet den 6. maj. Jeg havde inden afrejsen fra Danmark fået underretning om, på hvilket program det tyske

222

socialdemokratis flertal og fagforeningerne ville møde på konferencen. Mine oplysninger om situationen i Europa spredte mange af den borgerlige presses tendensefterretninger. Rådet bragte mig sin tak. Udførligt referat af forhandlingerne fremkommer i “Isvestia”. Det fra Petrograd udsendte resumé er ikke helt korrekt. Den 8. maj fortsatte rådet forhandlingerne og vedtog enstemmigt at bifalde tanken om fredskonferencen. For at sikre tilslutning fra alle lande og alle fraktioner inden for arbejderbevægelsen tager rådet, der omfatter alle fraktioner, sagen i sin hånd og udsender indbydelser. Man venter da sikkert, at også franskmænd og englændere møder.” I dette telegram bemærkede Borgbjerg endvidere indledende, at han var kommet til Petrograd den 27. april, dagen efter var blevet modtaget og hilst velkommen af Arbejder- og Soldaterrådet; at han havde forhandlet bl.a. med Tscheidze og Skobelew og den 1. maj havde en lang samtale med Kerenski.*

Men herefter forbeholdt russerne sig altså selv at foretage …

*) Jvf. Borgbjergs beretning om sin rejse til Petrograd i “Social-Demokraten”, den 15. maj 1917.

Ved lejlighed får man i øvrigt i pressen nærmere besked om Borgbjergs russiske forbindelser under verdenskrigen. Således fortæller Borgbjerg selv i sit ovennævnte referat om oplevelserne i Petrograd i april-maj 1917, at han dér mødte fru Kollontay, som han før Marts-revolutionen havde lært at kende i København. I juli 1917 kom en skønne dag den russisk-jødiske marxist Chasanovitch, der var medlem af den til Stockholm sendte russiske fredsdelegation, til København for at forhandle med Stauning samt med Borgbjerg, med hvilken han stod i venskabsforhold. Her blev den ubudne gæst imidlertid arresteret ved ankomsten og den følgende dag udvist. “Mosaisk Samfund” er forfærdet over denne udvisning og meddeler, at det havde haft en samtale med nogle af Chasanovitch’ i København boende venner, som udtrykte deres forbavselse over det skete og mente, at Borgbjerg kun havde slået hånden af Chasanovitch, fordi denne var temmelig tyskfjendtlig og frem for alt en hader af den tyske kapitalisme. “Mosaisk Samfund” (4. 8. 1917) ønsker nærmere oplysning, navnlig fordi de herrer Borgbjerg og Stauning har et så intimt forhold til “renegaten Parvus”, hvem den (fortsættes …)

223

… de fornødne skridt til indbydelserne til en fredskonference. Få dage senere kunne bladene meddele fra Petrograd, at “… konferencen (bolsjevikkerne) besluttede at udtale, at Borgbjerg direkte eller skjult er agent for de tyske imperialister …” af denne grund mente konferencen i princippet ikke at kunne deltage i forhandlinger om freden, i hvilke Borgbjerg og Scheidemann deltog. De russiske revolutionære erklærede, at deres opgave ikke var at sammenslutte de imperialistiske regeringers agenter, men de arbejdere i alle lande, som allerede under krigen havde ført en revolutionær kamp mod deres imperialistiske regeringer. Til trods for de her opståede vanskeligheder førte den senere udvikling med sig, at den alrussiske arbejder- og soldaterkongres sammen med den Hollandsk-skandinaviske komité for Internationale enedes om, at der skulle indkaldes til en international socialistkonference i Stockholm i midten af august s.å.* For de talrige forberedende møder osv. til denne konference er det særligt karakteristisk, at det atter for en stor del var jøder, der fremtrådte som de …

(… fortsat) russiske koloni i byen netop havde beskyldt for “at have tjent ikke mindre end en enorm formue på ca. 10 millioner kroner i provision på sin virksomhed som agent for de tyske kul her i Skandinavien.” Dette lod de herrer socialdemokrater glat passere, medens de, som “Mosaisk Trossamfund” påtaler, “ignorerer en henvendelse fra en russisk jødisk meningsfælle, der stadig er forbleven sit fædreland tro, som her er tilfældet med Chasanovitch”. Og jødeorganet slutter: “De russiske jøder er — derom kan der roligt forsikres — det nye frie Rusland hengivne med liv og sjæl. Dets fjender er deres fjender … og det har også vist sig, at antisemitismen i det nye Ruslands ledere har fået uforsonlige fjender.” To år senere, i juni 1919, har den samme jøde, dr. Chasanovitsch, nu leder af den zionistiske bevægelse “Paole Zion”, igen opholdt sig nogle dage i København, på gennemrejsen fra Amsterdam til Stockholm. Doktoren synes nu atter at være taget til nåde hos Borgbjerg, eftersom “Social-Demokraten” (den 11. 6. 1919) bringer et interview med ham, i hvilket der gives udførlige rædselsberetninger om pogromerne i Polen, navnlig om blodbadet i Pinsk.

*) Jvf. Herman Müller: Det russiske Initiativ og Stockholmer Konferencen. “Social-Demokraten”, 23. juli 1917.

224

… socialistiske partiers repræsentanter. Når man blot hører navnene på de delegerede, som her og der bliver nævnt fra Tyskland bl.a. dr. David, Bernstein, Kautsky, fra Østrig bl.a. dr. Renner og dr. Ellenbogen, fra Rusland Goldenberg, Ehrlich osv. da véd man besked.

Modsætningen mellem Kerenski og Lenin uddybedes nu meget hurtigt og førte allerede i de første majdage til blodige optøjer i Petrograd. Alexander f. Kerenski gør udførlig rede for denne konflikt i sin i 1927 i London udgivne bog: “The Catastrophe. Kerensky’s own story of the Russian revolution”. Han fortæller her bl.a., at han i de kritiske måneder i sommeren 1917 kun én gang mødte Lenin, nemlig på den alrussiske sovjetkongres den 15. juni 1917, hvor sidstnævnte var til stede med nogle af sine nærmeste medarbejdere, såsom Kamenew, Sinowjew, Lunatscharski og Trotzki. Lenin havde ikke sagt noget særligt på dette møde, men i hovedsagen indskrænket sig til at kræve, at “et hundrede af de mest velhavende kapitalister måtte blive arresteret”. På selve kongressen havde han altså ikke udrettet noget, men des mere opnåede han udenfor kongressen, hvor han ved hæmningsløs agitation, ved stadig at opægge det “klassebevidste proletariat” til demonstrationer, skabte stigende uro og en fremadskridende radikalisering af masserne. Da det langt om længe også viste sig, at bolsjevikkerne under Lenins førerskab satte sig højere mål og ganske åbenlyst søgte at underminere de russiske hæres modstandsevne, så Kerenski sig til sidst foranlediget til at gribe kraftigere ind.

Kerenski gør gældende, at planerne til Lenins oprørsbevægelse var fastlagt i overensstemmelse med den tyske øverste hærledelse, og at det i disse kritiske dage havde været Fürstenberg-Ganetskis mission at skaffe de til gennemførelse af revolutionen udarbejdede planer til Petrograd. Han bemærker imidlertid, at det aldrig lykkedes at fremskaffe de afgørende beviser for dette forhold, da denne Lenins tillidsmand ved sin tilbagevenden fra Tyskland over Sverige ikke nåede

225

ind over den finsk-russiske grænse. Der regnedes med hans ankomst omkring den 17. – 18. juli, og alt var tilrettelagt for hans arrestation, så snart han passerede grænsen. Men aktionen glippede. Uventet tog Fürstenberg fra Finland tilbage til Stockholm og “med ham gik det afgørende anklagemateriale tilbage, om hvilket vi vidste, at han førte det hos sig” (s. 240).

Uheldigvis havde justitsminister Pereverzew allerede i forvejen ladet tilgå pressen nærmere oplysninger om de fortrolige informationer, han havde fået vedrørende Fürstenbergs mission, og den forhastede meddelelse af disse forhold i bladene allerede den 18. juli havde haft til følge, at Fürstenberg i tide undveg, og at Lenin og Sinowjew straks ved flugt til Finland unddrog sig den arrestation, som netop var bleven beordret i anledning af disse informationer.

Til disse foreteelser knytter Alexander F. Kerenski endvidere følgende meget interessante kommentar: “Til forsvar for justitsministerens aktion kan kun siges, at han ikke vidste noget om forberedelserne til Ganetskis arrestation, som ville have beseglet bolsjevikkernes skæbne. Men — selv bortset fra disse omstændigheder — var frigivelsen af så uhyre vigtigt materiale som det foreliggende til offentliggørelse uden den provisoriske regerings tilladelse absolut utilgivelig. Efter en meget livlig samtale om dette spørgsmål så justitsminister Pereverzew sig derfor nødsaget til at træde tilbage fra sin post. Det står uden for enhver tvivl, at de senere begivenheder i sommeren 1917, ja Ruslands historie i almindelighed, ville have taget et helt andet forløb, hvis Terestschenko havde magtet sin vanskelige opgave at afsløre Lenin, og hvis det som følge heraf havde været muligt i retten på absolut uangribelig måde at bevise, at Lenin havde gjort sig skyldig i den mest uhyrlige forbrydelse: landsforræderi.”

Kerenski beretter dernæst, at han den 19. juli indledte yderligere foranstaltninger mod bolsjevismens ledere, idet han den nævnte dag udstedte arrestordre mod en række personer, der blev sigtet for landsforræderi, nemlig Lenin,

226

Sinowjew, Koslowsky, mme. Sumenson, Fürstenberg-Ganetski, Alexander Helphand (Parvus), Alexandra Kollontay og oprørets militære ledere løjtnant Iljin (Raskonlinkoff), Roschal og underløjtnant Semaschko. Alle disse personer blev også arresterede med undtagelse af Lenin og Sinowjew, som unddrog sig anholdelsen ved flugt, og af Parvus og Ganetski, der opholdt sig i udlandet. Få dage senere blev også Trotzki og Lunatscharski anholdt. (s. 243).

Det er denne indgriben fra Kerenskis side, som foranlediger Parvus til hans ovennævnte “Svar til Kerenski & Co.”, hvori han gør den skarpeste indsigelse mod den mod ham rettede beskyldning om at have været delagtig i forsøg på “med væbnet magt at omstyrte statsmagten”. Han sparer sig derved intet i sine angreb på den, som han siger, “halvt forstyrrede nar Kerenski” og skælder den provisoriske regerings mænd ud for hyklere og bedragere og for selv at være høj- og landsforrædere. Han raser. Intet under! Thi det var jo personer, der før Marts-revolutionen hørte til hans allernærmeste omgangskreds i København, som nu blev arresteret i disse julidage sammen med Trotzki og andre, f.eks. Polakken Koslowsky, der ansås for at være en af hovedpersonerne i komplottet mod den russiske stat, Surabov, der netop skulle udnævnes til borgmester i Tiflis, og Perasitsch, der havde været sekretær i Arbejder- og Soldaterrådets afdeling for udenlandske anliggender. Af disse personer havde Koslowsky under sit ophold i København ifølge bladet “København” været Parvus’ juridiske konsulent og befuldmægtigede tillidsmand! I anklageskriftet mod de sidstnævnte 3 personer, som offentliggjordes i Petrograd i august 1917, blev det nævnt, at de uomtvisteligt var tyske agenter, at de havde samarbejdet intimt, i fællesskab havde foretaget rejser mellem København og Berlin, at deres korrespondance tilsyneladende havde drejet sig om forretningsanliggender, men efter alt at dømme dog havde været skalkeskjul for spionage. De skulle også have sendt store Rubel-beløb til Rusland, en dag 800.000, en anden

227

250.000 Rubler. Det var altså en meget alvorlig mistanke, der rettedes mod Parvus og nogle af hans allernærmeste medarbejdere. Og det viste sig navnlig, at Fürstenberg-Ganetski som hans særligt betroede kurér beskyldtes for det gemeneste landsforræderi.

Hvorom alting er: Retssagen mod de anklagede blev aldrig ført igennem*, og bolsjevismen sejrede få måneder senere ved November-revolutionen. Herunder havde også Parvus — trods sit personlige modsætningsforhold til Lenin — til stadighed bevaret et intimt samarbejde med bolsjevikkerne, et samarbejde, som førte til vidtrækkende politiske konsekvenser, da bolsjevikkerne efter magtovertagelsen erkendte, at de nu ikke havde nogen anden udvej end hurtigst muligt at slutte særfred med Tyskland. I oktober 1917 fandt der i Paladshotellet i København forhandlinger sted mellem Scheidemann, Parvus, Fürstenberg (som kom til landet igen, til trods for at han i januar samme år var bleven udvist) og et par andre herrer, og her blev selvfølgelig de skridt drøftet, som måtte foretages, så snart det af bolsjevikkerne planlagte statskup var gennemført. Man kan gå ud fra, at Parvus var nøje orienteret om alt det, Lenin og hans mænd ville foretage sig, og at han i virkeligheden 1917 var den mand, der udefra ydede den største indsats til gennemførelsen af den bolsjevikiske revolution.

Da Kerenski i natten mellem den 6. og den 7. november, måtte flygte fra Petrograd, og da det godt en uge senere stod klart, at den provisoriske regerings forsøg på atter at nå frem til magten var definitivt strandet, kunne bolsjevikkerne indlede yderligere skridt til sikring af deres stilling udadtil.

Det var i denne situation, at Parvus på de tyske flertalssocialisters vegne optog sine forhandlinger med …

*) “Berliner Tageblatt” af 5. august 1917 meddeler rigtignok, at Parvus på grund af sin bolsjevikiske virksomhed var bleven dømt til døden af Kerenski.

228

… Lening-regeringens repræsentanter i Stockholm. Den 19. november var han i Stockholm for at overbringe det tyske socialdemokratis lykønskninger til bolsjevismens sejr. Allerede den følgende dag, den 20. november 1917, kunne “Vorwärts” meddele, at Radek-Sobelsohn og Fürstenberg-Ganetski med særtog var taget fra Stockholm over Torneaa til Petrograd for der “efter sigende at forhandle i en mission vedrørende fredsforhandlingerne”. Da havde de deres instrukser med fra Parvus. Derefter indledte minister Stauning forhandlinger vedrørende en socialistisk særfredskonference i Stockholm, i hvilken anledning udenrigsminister Erik Scavenius anmodedes om at gøre skridt til en neutral fredsmægling. Ministeriet afviste henvendelsen. At i øvrigt denne aktion fra Staunings side var i overensstemmelse med den russiske regerings ønsker, kunne man erkende deraf, at udenrigsminister Trotzki på samme tidspunkt ligeledes anmodede om neutral fredsmægling i en henvendelse til de neutrale magters gesandter i Petrograd.

I hvilken grad Thorvald Stauning i disse novemberdage 1917 var interesseret i at få en særfredskonference i stand, fremgik tydeligt af en skrivelse, han i denne anledning sendte til den Hollandske socialist Troelstra, og i hvilken han bl.a. skrev følgende:

“De seneste begivenheder i Rusland synes mig at være af en sådan karakter, at man nu må forsøge at afholde en international sammenkomst og gennemføre denne i det omfang, som partierne i de forskellige lande selv ønsker … Det forekommer mig …, at denne mulighed (om en fredsslutning på Østfronten), om hvis tilstedeværelse jeg har modtaget underretning, og som måske også er nærliggende, gør en optræden fra Socialdemokratiets side meget ønskelig. I det mindste kan der ventes repræsentanter fra Rusland, Finland, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rumænien og Serbien, fra de neutrale lande og sandsynligvis også fra Italien … Hvor beklagelsesværdigt det end ville være, om vore partivenner i England, Frankrig og Belgien blev borte, forekommer det mig, at vi under de foreliggende omstændigheder må finde os i denne situation for ikke at afskære os fra alle muligheder. En frugtbringende overvejelse ville sikkert kunne finde sted, og den ville måske også øve indflydelse i de ikke-repræsenterede lande.”

229

Så sikkert det er, at den aktion, Stauning her indledte, ikke blot lå i Ruslands, men også i Tysklands interesse, er den dog særligt udtryk for de specielle bestræbelser, Parvus udfoldede, bestræbelser, som i sidste instans sikkert ikke helt faldt sammen med de endemål, Stauning tilstræbte. Staunings højeste ønske var uden tvivl en genskabelse af verdensfreden, samtidig med at han håbede, at arbejderne ville opnå en uhørt magt inden for samfundene, når det lykkedes dem at skabe forståelse og fred mellem folkene. For Parvus og hans jødiske racefæller, der nu havde sikret sig afgørende indflydelse på Ruslands skæbne, drejede det sig imidlertid i første række om at benytte marxismens kamp som et led i den jødiske verdensplan.

Lenin og Sinowjew havde åbent givet udtryk for den opfattelse, at bolsjevismens sejr i Rusland ville være indledningen til verdensrevolutionen og inden et halvt år også føre til proletariatets magtovertagelse i alle vesteuropæiske lande. Revolutionens brand skulle altså tændes over hele Europa. Stauning, Borgbjerg osv. var med i dette store spil om nationernes skæbne og lystrede derved jødens, Parvus’ paroler, og fremmede Lenin-ismen. Og H. Witzansky havde atter ret, mere end ret, når han i denne anledning kraftigt går imod Socialdemokratiets førere, der, som han træffende bemærkede i sit blad “København” den 1. december 1917, “skamløst optræder som socialistiske pionerer for den fredspolitik, der officielt er knyttet til navnene Helphand — Uljanow (d.e. Lenin) — Brunstein (d.e. Trotzki) — Aron Abram.” Og Witzansky havde ret, når han under disse omstændigheder anså det for at ligge i landets interesse at befri det danske socialdemokrati for konspiratoren Parvus, som i hele sin færd kun bragte forbandelse og fordærv over alle nationer.

I januar 1918 fik det danske socialdemokratis samarbejde med Parvus et vist udenrigspolitisk efterspil. Adskillige Entente-blade som “Le Temps”, “Matin”, men navnlig “Echo de Paris”, “Gazette de Lausanne” og “Daily Mail” havde

230

allerede siden sommeren 1917 beskæftiget sig ret indgående med Parvus’ politiske manøvrer, uden imidlertid at trænge til bunds i de med denne virksomhed forbundne mysterier. Men i begyndelsen af 1918 beretter de udførligere om Brændselsforretningen osv. Og “Daily Mail” bringer (ifølge “Social-Demokraten” af 25. januar 1918) en artikel om Scheidemanns venner, som ifølge bladets fremstilling “omfatter i Danmark den socialistiske minister Stauning, socialistføreren Borgbjerg og russerne Parvus, Koslowski og Sklarz”. Det engelske blad påstod endvidere, at denne gruppe af mænd havde arrangeret fredsforhandlinger med Lenin til gengæld for politiske kompensationer. Scheidemann skaffede de ovennævnte personer en enorm mængde kul, og de solgte til ublu priser. Den samme gruppe havde dannet et andet syndikat til salg af motorvogne, der var røvede i Belgien, Frankrig og Rusland.

Det danske socialdemokratiske hovedorgan proklamerer i denne anledning: “Slå Landsforræderne ned!” (s.st. 27. 1. 1918) og bringer den 28. januar stort opslået en meddelelse om, at der eksisterer et “komplot i København mod Danmarks neutralitet”, et komplot, der nu havde til hensigt ved gratis udbredelse af “København”s Parvus-artikler i en særlig pjece til alle landets 1.400.000 vælgere at tvinge Danmark ud af sin neutralitet. Bladets kritik retter sig denne gang navnlig også mod syndikalisterne, der forsøgte at skabe splittelse inden for arbejderbevægelsen ved angreb på Brændselsforretningen.

Hele kontroversen ender med, at “Times” den 2. februar 1918 retter en meget indtrængende advarsel til det danske socialdemokrati, idet det gør opmærksom på, at magten over råmaterialer, bunkerkul og tonnage også i fremtiden vil forblive på de samme hænder som hidtil, og at Danmark derfor “lige som andre stater i lignende stilling skulle betænke, om dets sande interesser ligger hos de allierede eller deres fjender”. Der tilføjedes: “Afgørelsen skulle ikke være vanskelig”. “Times” mener endvidere at kunne konstatere en stigende

231

indflydelse fra tysk side på den danske presse og hævder, at “tyske agenter som den bekendte Parvus (Helphand), som menes at have været brugt til at intrigere med bolsjevikkerne og nu er optagne af at korrumpere de danske socialister, mødes med overbærenhed”. Og det engelske blad knytter dertil truslen om handelsboykot, idet det ganske nøgternt konstaterer: “Danmark må ikke blive forbavset, hvis ting af denne art fremkalder en vis ændring i de allieredes holdning under de kommercielle forhandlinger. De er ikke af den art, at de vil gøre det lettere at opnå indrømmelser.”

Når “Socialdemokraten,” afviser disse trusler med henvisningen til, at det bekæmpede imperialismen, militarismen, annektionismen, hvad enten den viste sig på tysk eller på de allieredes side, og at det var modstander såvel af den tyske undervandsbådskrig som den engelsk-amerikanske udsultningskrig og netop derved forsøgte at hævde en ligelig neutralitet mod begge parter, havde bladet så afgjort ret. Men fejlen lå jo heller ikke i bladets holdning over for de her omhandlede spørgsmål, men deri, at det danske socialdemokrati under krigen indlod sig i et så uforsvarlig intimt samarbejde med en bestemt gruppe inden for den internationale jødedom og derved lod sig forlede, ikke blot til storstilet krigsspekulation og kapitaludbytning, men desuden til efter evne at støtte aljødiske (in casu bolsjevikiske) planer, der aldrig burde have været tolereret af en nordisk stats arbejderbevægelse.

Da Sklarz-processen indledtes i Berlin i efteråret 1919, og “Berliner Korrespondenz” i novemberdagene bragte en række afsløringer om Parvus’ internationale konspirationer på det tyske socialdemokratis flertals vegne og med førende danske socialdemokrater som mellemmænd, bringer “Berlingske Tidende” et forlydende om, at vestmagterne påtænkte at forlange Parvus udleveret sammen med de øvrige tyske personer, som de allierede havde sikret sig fredstraktatlig ret til at afkræve forklaring med hensyn til verdenskrigen. I denne

232

anledning spørger “København” (27. 11.), hvorledes Danmark mon vil forholde sig over for et sådant krav, da Parvus jo endnu havde bopæl i København og hørte til telefonselskabets faste abonnenter. Man øjnede her en mængde pikante kombinationer og diplomatiske problemer. Faren for Parvus drev imidlertid over. Nu var det i øvrigt den tyske presse, der for alvor beskæftigede sig med denne politiske eventyrers bedrifter. Man ønskede ham sat ud af spillet; endog “Vorwärts” tog til en vis grad afstand fra ham. Scheidemann dementerede bl.a. lørdag den 29. november 1919 den fra Frankrig stammende meddelelse om, at Parvus skulle til København for at forhandle med Litwinow.* Man ville officielt ikke mere have noget at gøre med denne mand. Langt om længe isoleredes han også inden for sin tyske vennekreds, og navnlig gled han langt om længe ud af politikken. Da han døde i december 1924, var hans rolle som konspirator for længe siden udspillet.

c) København som zionismens verdenscentral (Det københavnske Manifest).

København blev under verdenskrigen endvidere et særligt centrum for verdensjødedommen derigennem, at den verdensomspændende “Zionistische Organisation” i februar 1915 oprettede sit hovedsæde her i Hyskenstræde 10. Grunden til overflytningen af bureauet fra Berlin var den, at denne …

*) Det bemærkes, at Litwinow ankom til København den 25. november 1919 kl. 10 om formiddagen med den engelske hjælpekrydser “Princess Margareth”. Formålet var en forhandling med de engelske socialistiske delegerede mr. James o’Grady, mr. R. Nathan og mr. L. K. M. Galt vedrørende den russisk-engelske fangeudveksling. Københavnerne var dengang ikke særligt begejstret for dette besøg; hverken “Terminus” eller “Phønix” ville give Litwinow husly, og kun med nød og næppe lykkedes det ham at få et værelse på Turisthotellet for nogle dage.

233

… organisation her kunne indrette sig i et neutralt land og herfra havde gunstigere forbindelsesmuligheder til alle verdens lande. Organisationen er en sammenslutning af de såkaldte Shekel-betalere, dvs. af jøder, som giver deres samtykke til Basel-Program’et vedrørende oprettelsen af et nationalt hjemsted i Palæstina og som betaler deres bidrag (Shekel) til gennemførelsen af dette program. Zionisterne går ud fra den opfattelse, at de danner en egen nation og ikke alene kan skelnes fra den øvrige verden som en særegen konfession, men at deres væsensart er præget af deres racemæssige herkomst og at deres opgave navnlig ligger i at bevare denne race. De er altså principielle modstandere af assimilation og føler i en ganske særlig grad en i racen grundet solidaritet, som går ud over alle landegrænser.

Dermed er også retningslinjerne givet for den propaganda, “Zionistische Organisation” udfoldede under verdenskrigen. I første række gjaldt det selvfølgelig om netop i en tid, da der viste sig muligheder for oprettelsen af en jødestat i Palæstina, at vække forståelse for en sådan statsdannelse verden over ved den af bureauet udgivne korrespondance “Mitteilungen des Kopenhagener Bureaus der Z.O.”. Denne propaganda gennemførtes også systematisk, navnlig under stadige henvisninger til, at ledende mænd inden for verdensjødedommen som Jacob Schiff, Morgenthau, Lord Reading, Herbert Samuel og andre finansmænd, statsmænd, videnskabsmænd osv., tog positiv stilling til denne sag. Den zionistiske organisations meddelelser af 15. 11. 1918 bringer herom bl.a. et referat af et foredrag, ingeniør S. Kaplansky holdt den 2. s.m. På et møde i det belgiske zionistforbund. Taleren gav ved denne lejlighed udtryk for den ejendommelige, men under hensyn til den jødiske imperialisme ikke netop forbavsende opfattelse, at “Folkeforbundets sæde burde være i det land, hvor tanken om folkenes forbund og om afvæbning blev forkyndt af Jesajas“. Gang på gang kræves, at det må blive

234

Folkeforbundets opgave at sikre jøderne et nationalt hjemsted, samt at jøderne skal respekteres som ligeberettiget nation og som sådan få en egen repræsentation i forbundet.

Et andet hovedemne i det københavnske bureaus meddelelser var jødeforfølgelserne, hvorved der navnlig bragtes omfattende undersøgelser over pogromer i Rusland, Polen, Rumænien osv. Medlidenheden med det arme fortrykte og forfulgte folk skulle vækkes. Med forfærdelse genoptrykker den førnævnte korrespondance i nr. 86 af 15. 12. 1918 antijødiske flyveblade fra Tyskland og betegner dem som kontrarevolutionære. Rædselsslagen er man over, at der deri tales om en jøderepublik, i hvilken tyskerne fremtidigt kun skulle arbejde for jøderne, og hvor mænd som Hirsch, Ledebour, Eisner, Haase, Bernstein, Landsberg, Cohn, Nathan, Simon, Rosenfeld, Schlesiriger, Wurm, Katzenstein, Weyl osv. osv. er det republikanske samfunds førstemænd. Man beskæftiger sig bl.a. indgående med den rumænske Fremmed-Naturaliseringslov (16. 1. 1919), og med de til kolonisationen i Palæstina gennemførte foranstaltninger, bl.a. med grundlæggelsen af det hebræiske universitet i Jerusalem. Den jødiske forfatter Ahad Ha’am knytter de største forventninger til universitetet og erklærer (nr. 77 af 11. 10. 1918), at jødedommen nu står foran en ny periode af dens nationale arbejde i Palæstina og bemærker, at jøderne nu måske snart “vil have med problemer og muligheder af overordentlig rækkevidde at gøre”. I nr. 87 af 20. 12. 1918 berettes om den jødiske hjælpekonferences kongres i København, på hvilken der bl.a. vedtoges en resolution gående ud på, at det måtte være verdensfredskonferencens opgave at sikre jøderne, som har måttet lide mest under krigen og har bragt så store blodofre, erstatning for de lidte tab. Kravene går atter ud på ligeberettigelse som selvstændig nation og oprettelse af et nationalt hjemsted i Palæstina.

Til det københavnske bureaus specielle opgaver hørte også fordelingen af de midler, der indkom til understøttelse for

235

den betrængte jødedom i fremmede lande. I løbet af krigsårene blev der således fra København overført ikke mindre end godt en million kroner til disse formål i udlandet.

Den zionistiske organisations bureau stod fra februar 1915 til 1916 under ledelse af den 1867 i Browary ved Kiew (Rusland) fødte zionistiske politiker Leo Motzkin, som i krigsårene organiserede hjælpeaktioner for jøder i alle krigsområder og senere blev generalsekretær for “Comité des Délégations Juives”. “Jüdisches Lexikon” meddeler, at Motzkin 1908–1914 var redaktør af “Russische Korrespondenz”, som var viet den russiske frihedsbevægelse (hvorunder vel ikke kan forstås noget andet end fremme af de revolutionære anti-tsaristiske bevægelser!) og de russiske jøders kamp om deres retslige emancipation [frigørelse fra undertrykkelse eller afhængighed]. 1910 havde Motzkin endvidere publiceret et 2-bindsværk om jødepogromerne i Rusland. Motzkins efterfølger fra 1916–1920 blev den 1869 i Simferopol (Krim) fødte dr. Viktor Jacobson, der navnlig udøvede en stærk indflydelse på den zionistiske bevægelses udenrigspolitiske anliggender og fra 1925 var den zionistiske eksekutives repræsentant i Paris og ved Folkeforbundet i Geneve. Takket være sin virksomhed i Beirut, Konstantinopel osv. før verdenskrigen havde han særlige forudsætninger for at fremme planerne vedrørende skabelsen af en selvstændig jødestat i Palæstina. Det var også ham, der 1918 affattede det såkaldte

Københavnske Manifest,

den zionistiske bevægelses Magna Charta, som altså har navn efter Danmarks hovedstad og som i oversættelse lyder som følger:

Det jødiske folks krav.

Øjeblikket er rykket nærmere, da fundamenterne for en varig og retfærdig fred skal lægges.

En sådan kan imidlertid kun komme i stand, når alle nationers, såvel de store som de små nationers, krav opfyldes, og når enhver nation får mulighed for, ved udfoldelse af alle sine kræfter og evner, at stille sig i menneskehedens tjeneste.

236

Også det jødiske folk stiller i denne historiske skæbnetime sine krav.

I fredsinstrumentet må der tilsikres denne nation:

1) at Palæstina, inden for de ved den historiske tradition og ved politiske og økonomiske nødvendigheder bestemte grænser, overdrages det jødiske folk som nationalt hjemsted;

2) at jøderne i alle lande opnår fuld og faktisk ligeberettigelse;

3) at der indrømmes national autonomi på det kulturelle, sociale og politiske område, ikke blot til den jødiske befolkning i stater med samlet massekolonisation, men også i alle andre lande, hvis den jødiske befolkning stiller tilsvarende krav.

V opfordrer de zionistiske organisationer inden for alle lande til at fremføre disse det jødiske folks krav over for deres lands regering og over for landets offentlige mening, samt eftertrykkeligt at kræve dem gennemført i fredstraktaten og derigennem virksomt at understøtte fællesorganisationens politiske bestræbelser.

På fredsslutningens dag, da menneskeheden vil nærme sig virkeliggørelsen af det jødiske ideal om en folkeforsoning og en evig fred, må det jødiske folks 2000-årige martyrium, som tynger som en brøde på alle nationers samvittighed, sones og gøres god igen.

Det jødiske folk må indtræde i de frie nationers forbund som et ligeberettiget medlem.

Dette var altså zionisternes officielle og højtideligt bekendtgjorte krav: Ret til at være en nation og til ved uindskrænket national autonomi omfattende ikke blot det kulturelle, men også det sociale og politiske område, at danne en slags stat inden for staterne, og ret til fri udfoldelse af jødisk magtstræb inden for de forskellige samfund ved samtidigt at besidde et eget såkaldt nationalt hjemsted i Palæstina. Desuden fordres soning af det martyrium, jøderne efter egen mening uforskyldt har været udsat for fra alle ikke-jødiske nationers side i utallige generationer, ja i 2000 år! Ja, folkene skal sone, for at jøderne kan triumfere, folkene skal yde dem ligeberettigelse, for at de som fremmedelement inden for samfundene kan udnytte denne ligeberettigelse som forrettighed, som privilegium og blive samfundets “Vogtere af Helligdomme”. zionisterne ønsker kort og godt, at de som tilhørende en fremmed race skal anerkendes som nation … 

Zionismens forkæmpere i Danmark under verdenskrigen.

 


Henri Nathansen


Louis Levy

 

 

 


Leo Motzkin


Victor Jacobson.

 

 

 


De jødiske repræsentanter på Stockholm-Konferencen.
"Social-Demokraten", 2.12.1917

 

237

… inden for de samfund, der har ydet dem gæsteret, dvs. som nation inden for nationerne og ud over dette som en nation over nationerne, med det samlende midtpunkt i Palæstina, i Jerusalem.

I dets propagandavirksomhed udgav det københavnske bureau nogle pjecer, deriblandt Henri Nathansens protest mod de jødiske pogromer, et foredrag, som den nævnte forfatter holdt på et protestmøde i København den 27. november 1918 mod pogromerne i Polen og andre lande. Nævnte pjece publiceredes på flere sprog. I talen hørte man den gamle frase om igen, om de arme fortrykte, forfulgte jøder, som altid var udsat for overlast, når deres værtsfolk blev ramt af en ulykke. Så søgte sådan en stat altid efter en, den kunne hævne sig på, og som regel blev så jøderne den syndebuk, det gik ud over. Således også nu, efter verdenskrigen, i Rusland, Rumænien, og navnlig i Polen. Nathansen føler sig berettiget til at rette en voldsom anklage mod alle ikke-jødiske nationer, spørger, med hvilken ret disse folk klager over egen nød, når de aldrig har villet erkende det jødiske folks ældgamle martyrium. Han spørger bl.a.: “Hvem følte sig forurettet, såret, oprørt i sine menneskelige følelser, når han hørte, hvorledes et folk (dvs. dette mit folk) forfulgtes dag efter dag, år efter år i århundredvis, et folk, som ikke kender til noget nationalt hjemsted, nogen retfærdighed, nogen hjælp, ej heller til venner”. Han mener, at den så højt priste vesteuropæiske kultur viser sig som en modbydelig og frygtelig karikatur i jødernes skæbne. Alt dette tør altså Henri Nathansen fremføre i en periode, da alle europæiske nationer mere eller mindre var blevet et offer for den jødiske races djævelske spil om verdensmagten, det mål, som næppe nogen har vedkendt sig mere åbent og eftertrykkeligt end netop Nathansen selv. Men i øvrigt konstaterer han, at han ikke venter sig noget godt fra Europa, som er smittet af jødehadets afskyelige pest, “hvis broderskabsfølelse kun er et ord, hvis menneskelighed kun er et begreb”.

238

Nej frigørelsen vil efter hans overbevisning komme fra det yngste af landene, fra det yngste af kulturerne, fra den nye verden mod vest — fra Amerika. Thi, fortsætter han: “Det land er ved gudernes nåde udset til at føre det vildledte Europa ad nye veje mod nye mål. Det land er ved gudernes nåde udset til i spidsen for folkene at føre også vort folk til det rette hjem, efter den lange hjemløshed.”

Dog samtidigt maner Henri Nathansen sine racefæller til at frigøre sig for en alt for udpræget materialisme, at stræbe efter større inderlighed og fordybelse i det egne jeg, at udvikle en dybere idealisme, således som den prægede forfædrenes tænken og færden. Folket måtte nå frem til en større selvagtelse, en alvorligere selvopdragelse og selvfornægtelse. Og målet, det sidste og store mål måtte så være genskabelsen af dets eget nationale hjemsted, virkeliggørelsen af en tusindårig drøm: Racens tilbagevenden til fædrenes land efter en endeløs landflygtighed. Nathansen slutter derefter med følgende apotheose [et menneskes ophøjelse til guddommelighed før eller efter døden]: “Huset må bygges så højt, at verden kan se det, at vi fra dets top kan skue ud over verden. Strømmene fra vort gamle land vil da kunne nå ud til de yderste egne, hvor jøder i verden bygger og boer. Og strømmene derudefra fra nord og syd, og øst og vest, vil da søge ind mod det samlende midtpunkt, centret, for den ledende tanke i vor handel og vandel, i vor stræben og i vort altomfattende broderskabs idé: Det forjættede Land.”

For at komme til bunds i zionismens problematik, har Henri Nathansen dernæst — ligeledes med kraftig tilslutning i det zionistiske bureaus “meddelelser” (nr. 94 af 31. 1. 1919) — forsøgt i en fortælling: “To Breve” (Vor Tid, årg. 1918, s. 813 flg.) at retfærdiggøre zionisternes bestræbelser for at bevare deres races integritet over for den assimilerede jødedom. Han lader repræsentanter for disse to yderpunkter inden for jødedommen drøfte berettigelsen af deres modstridende anskuelser, søger at lade dem begrunde deres meningers indre nødvendighed og deres endelige mål, og giver derved ud fra

239

sin principielle indstilling selvfølgelig den jøde ret, der vil fastholde sin races renhed. Den ene i fortællingen, Karl Marcus, er assimilationsjøde, som hverken ønsker at vende tilbage til ghettoen eller at nå frem til Palæstina. Han er jøde, føler sig som jøde, men vil, — erklærer han — aldrig bringe den samme uforskyldte skæbne over andre. Derfor har han ladet sine børn døbe og han påberåber sig til forsvar for at have valgt denne udvej, ordene: Skik følge eller land fly. Børnene skal, siger assimilationsjøden, ikke fra fødslen være stemplet med et uautoriseret stempel, der gennem hele deres liv stiller dem i et skævt forhold til det almene. Og han forklarer: “Dåb er for mig ikke religion. Den er en attest som kokoppeattest og konfirmationsbevis. En præventiv forholdsregel mod lumske smittestoffer fra en omverden, der er inficeret af overtro og fordom.” Denne assimilerede jøde pointerer lidenskabeligt, at han er dansk, føler sig som dansk, at alt for ham er knyttet til dette land: Slægt, venner, sprog, arbejde, ja hele livet. Han ønskede kun at være et fuldgyldigt medlem af samfundet, og i øvrigt kun fred og stilhed om sit navn som jøde. For ham var det sidste håb, at navnet jøde engang måtte uddø som navn, og han anser selvudslettelsen derigennem, at man slipper sit racemærke, for at være den eneste løsning af jødespørgsmålet.

Herimod vender modparten Gotfred Hirsch sig, den mand, som i fortællingen tolker Henri Nathansens inderligste tanker, som prædiker zionismens sidste og højeste mål. Hirsch hævder nødvendigheden af, at jøden bevarer sin egen folkelighed, da han kun i sin egen races samfund kan finde vejen frem til sjælelig harmoni, til en sindets overbærenhed, en forsonlighedens ånd, en broderskabsfølelse højt hævet over al forstand. Han vedkender sig sit folk, og han gør det så åbent og så redeligt, at man vil møde denne form for bevisførelse med respekt, selv om man forfærdes ved det vrangsyn på vor tids dybeste problemer, som ytrer sig i hans ord. Det er Louis Levys parole om jødens verdensmission om igen, når

240

Nathansen kræver sit folks ret, således som han opfatter den, anerkendt ved at fortælle om sit folks oprindelige ansigt og oprindelige sjæl: “Et folk, der har gennemlevet alt, overlevet alle andre. Et folk, der gennem Moses og Jesus, har givet verden den moralske grund, hvorpå al åndelig udvikling hviler. Et folk, der selv gennem Marx og Lasalle har opbygget socialt, hvad det underbyggede moralsk. Har ikke dette folk bevist sin eksistensberettigelse mellem folkene? Kan den verden, der nu kæmper sin uhyre kamp for nationernes ret, forholde dette folk, når opgørets time slår, dets ældgamle ret til på hjemlig grund at samle sine spredte og splittede kræfter for at udvikle sig i fuld harmoni med omverdenen til en højde som måske aldrig før? Har verden under det store sammenbrud råd til at udmønte de sidste og dyrebareste værdier i den jødiske natur, ret til at udpine denne kraftkilde, der måske endnu en gang fra uanede højder kunne sprede sit forklarende og forsonende lys over landene?”

Ja, således spørger Nathansen, og aner tilsyneladende intet om, at hverken Moses eller talmud, hverken Marx eller den helt igennem jødisk prægede kulturødelæggende bolsjevisme kunne tænkes at foranledige et sundt følende arisk folk til at give den jødiske imperialisme, som også her viser sit ansigt, frit råderum blandt nationerne, men at simpel selvopholdelsesdrift må forbyde ikke-jødiske nationer at give sig den zionistiske bevægelses imperialisme i vold.

Den københavnske zionist-central har til fremme af sin propagandistiske virksomhed udgivet endnu nogle andre pjecer, såsom R. Ottolenghi, appel

Aux amis de la justice international, og S. Bernstein, Der Zionismus, Sein Wesen und seine Organisation. (Kbh. 1918.) Den første leder af bureauet, Leo Motzkin, udgav desuden sammen med Leon Chasanowitsch en dokumentsamling under titlen: “Die Judenfrage der Gegenwart”. (Stockholm 1919.) Bureauets sekretær var 1916–17 den 1894 i København fødte Joseph Davidsohn, som 1923 blev dr.phil. og som bl.a. siden 1928 har holdt forelæsninger i

241

sociologi ved Københavns Universitet. Hans efterfølgere var den i Rusland hjemmehørende dr.phil. S. Bernstein og den i Tyskland hjemmehørende dr.phil. Rosenblüth. “Mosaisk Samfund” (26. maj 1917) betegner de to som russer henholdsvis tysker og knytter dertil den meget karakteristiske bemærkning: “De to herrer føler sig dog ikke som fjender. Tværtimod! De føler sig som hørende til ét folk — det jødiske.”

Det zionistiske centralbureau havde sit sæde i København i 5 år og flyttede derefter i foråret 1920 (ifølge meddelelse i “Mosaisk Samfund” af 6. 3. 1920) herfra til London. 

d) Hvordan det jødiske plutokrati i København søgte at sikre sig sine russiske finansinteresser. [3]

Da alt styrtede sammen i øst efter bolsjevismens sejr i Rusland, og de store dansk-russiske foretagender som f.eks. Russisk Handelskompagni, Dansk Rekylriffel Syndikat og Russisk Asiatisk Kompagni næppe kunne gøre sig håb om at få deres store, i Rusland beroende værdier tilbagegivet ad forhandlingens vej, følte de ledende mænd inden for Russisk Handelskompagni og moderselskabet, Det Transatlantiske Kompagni, sig også for en stund kaldet til at gribe ind i den almindelige verdenspolitiske udvikling. De kunne ikke forestille sig, at den af Lenin indledte nationalisering af al privat ejendom i det lange løb kunne opretholdes, men var tværtimod endnu i 1919 overbevist om, at bolsjevismen let ville kunne blive styrtet igen og satte deres lid til, at de hviderussiske legioner i samarbejde med engelske og franske tropper på kort tid ville kunne gøre op med det nye regime. Vanskelige blev forholdene imidlertid ved, at Entente-magterne tilsyneladende ikke kunne enes om de foranstaltninger, der skulle gennemføres over for det bolsjevikiske styre og at åbenbart krigstrætheden afholdt dem fra at gribe ind med militære midler. Denne tøven førte med sig, at bolsjevismen

[3: Plutokrati: (politisk) magtkoncentration blandt få velhavere.]

242

i Rusland lidt efter lidt erobrede den ene position efter den anden, og at dermed også de forventninger, som næredes af de ledende mænd inden for de dansk-russiske foretagender, brast.

Således viste det sig, at England allerede i slutningen af 1919 så sig foranlediget til at trække sine tropper tilbage fra Murmansk og Archangelsk. Derved svækkedes tillige den hvide-russiske general Koltschaks stilling i Sibirien; hans hær inficeredes nu ligeledes af den bolsjevikiske idé, og følgen blev, at hele hans regering og administration brød sammen i foråret 1920, hvorefter Sibirien og Ural-området kom ind under Lenins styre. Koltschak selv blev taget til fange og skudt i Irkutsk. På samme måde måtte Denikin, der i 1918 havde sluttet sig til Kornilow og Aleksejew og efter disse generalers død overtog overkommandoen, havde holdt Ukraine besat og var trængt frem nordpå ud over Charkow med sine tropper, nu i efteråret 1919 trække sig tilbage, da det var lykkedes Trotzki, at gennembryde Koltschaks front ved Kupjansk ved hjælp af Budjennis tropper. Denikins hær var dermed udsat for at blive omgået. Denikin havde alt imens ved sin hårdhændede fremgangsmåde også tabt befolkningens sympati og så sig tilslut i marts 1920 foranlediget til at overdrage kommandoen over resterne af sin hær til general Wrangel, medens han selv flygtede til England. Wrangel måtte snart vige tilbage til Krim over for den bolsjevikiske overmagt, og da de røde tropper i dagene fra den 7. til den 11. november 1920, brød igennem Perekop-tangen, der skiller Krim fra fastlandet, måtte Wrangel få dage senere sammen med 140.000 flygtninge forlade Sewastopol. Armeens stumper reddede sig til Konstantinopel eller til Serbien. Endelig havde også den hviderussiske general Judenitch oprettet et korps af frivillige, med hvilket han i august 1919 søgte at støde frem fra Reval mod Petersborg. Han blev imidlertid slået af bolsjevikkerne, og da England svigtede ham, fratrådte han den 18. november 1919 kommandoen. Kun Finland lykkedes

243

det, under ledelsen af general Mannerheim, som kraftig blev støttet af grev v. d. Goltz’ frivillige, at befri sig for den røde terror i løbet af fire måneder i foråret 1918.

Det er på denne historiske baggrund, de foranstaltninger må ses, som Harald Plum og fætteren Erik Plum — støttet af Emil Glückstadt — søger at få gennemført i 1919. De ønskede ligeledes, at bolsjevismen skulle udryddes, dog ikke for at bringe det russiske folk friheden, men for at bevare deres store kapitalinteresser i Rusland og Sibirien. Og de regnede med, at navnlig Frankrig under hensyn til dets store finansielle krav på Rusland ville gå med til en kraftig indskriden, men håbede også på, at England ville gribe ind.

Derved følte navnlig Harald Plum sig som den stærke mand, der — omendskønt han ikke havde nogen som helst officiel mission — kunne glæde sig ved meget gode forbindelser, ja, til tider endog kunne foranledige fremtrædende danske embedsmænd som gesandt Harald Scavenius og generalkonsul Haxthausen til i særlig grad at varetage hans kompagnis interesser. I sine “Dagbogsblade”(1. bd., 1925; 2. bd. 1927), hvor han fortæller løst og fast om sine oplevelser, planer og anskuelser, beretter han også ved lejlighed (bd. II, s. 128) om sit bridgeparti med udenrigsminister Erik Scavenius få aftener før dagbogsindførelsen den 15. december 1918. Dog særligt karakteristisk for den indflydelse, selv mænd inden for det fremmede diplomati mener at måtte tillægge ham, er de forhandlinger, Plum i november 1918 har med officerer fra det franske gesandtskab. I sine optegnelser fra 24. november 1918 fortæller han bl.a., at en officer fra den nævnte legation havde henvendt sig til ham “med energisk henstilling om, at jeg definitivt skulle afbryde forbindelsen (!) med bolsjevikkerne i Moskva”; og — fortsætter Harald Plum, “han blandede dette spørgsmål, sandsynligvis dog uden kompetence dertil, sammen med det sønderjydske spørgsmål.” Tre timer forhandledes om sagen, og Plum overvejede allerede herefter, om han skulle optage “en ny konference med Udenrigsministeriet

244

om det russiske spørgsmål”, da den følgende dag en anden officer fra den franske legation blev meldt. Denne gang blev der bedt om hjælp for de endnu i Moskva tilbageværende franskmænd; man kom altså nu fra fransk side med “en anmodning, der var direkte i strid med en hurtig afbrydelse af vore forbindelser i Rusland”. Dertil knytter så Harald Plum følgende bemærkninger: “Jeg forlangte nu en skriftlig opfordring fra den franske gesandt. Denne har jeg modtaget i dag, og dermed er altså den første henstilling indtil videre bortfalden, —— så meget mere som jeg har præciseret, at den sidste henvendelse af os opfattes som en handling af Frankrigs gesandt ikke som privatperson, men som repræsentant for sin nation. Jeg har som følge deraf da videregivet meddelelse derom til Udenrigsministeriet.” Så helt uberettiget synes det herefter ikke at være, når Plum i denne sammenhæng mener, at det også hos sejrherrerne skorter på sund sans, og at den sidste rest af logik er forsvundet hos dem.

Men hvorom alting er: Plum’erne og den kapitalmagt, de repræsenterer på godt og ondt, går ud fra, at de nu, efter at den diplomatiske forbindelse med sovjetstaten er fuldstændig afbrudt, er berettiget til, med alle midler at varetage deres interesser mod øst, om det så skulle være med militære foranstaltninger. I prof. L. V. Bircks redegørelse over de i så henseende fulgte planer, som af udenrigspolitiske hensyn ikke blev offentliggjort i Bankkommissionens officielle beretning, men ad omveje faldt uvedkommende i hænderne og derefter publiceredes af Aage M. I. C. Jensen i Kristiania under titlen “Bankkommissionens hemmelige Beretninger”, gives der vigtige oplysninger herom. Dog også Erik Plum selv fortæller i sit i 1923 udgivne skrift om det russiske handelskompagni et og andet, bl.a. Bemærker han på s. 97: “Unddraget offentlighedens lys blev der imidlertid arbejdet på forskellige planer, og med kendskab til, hvor usikkert fodfæste sovjetregeringen på det tidspunkt havde i Rusland, navnlig i militær henseende, måtte man den gang tro, at en

245

eller anden af planerne måtte føre til en ny omvæltning i Rusland.” Erik Plum lægger heller ikke skjul på, at “der opstod planer om at danne en international organisation, der skulle være parat til at søge at beskytte og på mest effektiv vis varetage de udenlandske interesser i Rusland og Sibirien”, og at Transatlantisk Kompagni ganske selvfølgelig måtte være særlig interesseret i sådanne planer. Derfor var det også ganske selvfølgeligt, at den engelske højkommissær, general Gough, efter sit ophold i de baltiske lande og i Finland ved tilbagerejsen tog ophold i København for at forhandle med Harald Plum og fremsatte forslag om, at kompagniet måtte stille sin personalestab til rådighed, så snart den planlagte engelske aktion måtte have fremkaldt en ny omvæltning i Rusland, dvs. måtte have slået bolsjevismen ud. Erik Plum stadfæster udtrykkeligt, at “Sagen blev drøftet med generalen og hans folk i nogle møder; men løfte om samarbejde erholdt general Gough dog ikke”. Og han fortsætter:

“Hans planer om en militær aktion direkte mod Petrograd syntes straks at vinde bifald i London og Paris, men hans afskedsord om, at han om 14 dage ville være igen her i København for at konferere videre, blev aldrig opfyldt. Så vidt jeg kan bedømme, strandede hans planer dels på arbejderpartiets modstand, dels på at det engelske konservative parti ikke ville acceptere, at de baltiske randstater, fik “de jure” anerkendelse. Dette var vistnok forudsætningen for deres støtte af aktionen, og denne støtte var af principal betydning, da opmarchen mod Petrograd efter general Gough’s plan skulle ske derfra. Sporløse blev dog general Gough’s planer ikke, idet det var dem, der gav anledning til, at den engelske regering støttede den russiske general Judenitch’s mislykkede forsøg på med nogle få tusinde mand fra Narva at marchere mod Petrograd …”

At Harald Plum og hans nærmeste medarbejdere fra efteråret 1918 efter evne har støttet alle slags planer om militærinterventioner mod Rusland kan der herefter ikke være tvivl om. De står også hele året 1919 i nærmeste kontakt med de hviderussiske generaler Judenitch, Koltschak og Wrangel,

246

desuden med Mannerheim. Da interventionsplanerne måtte opgives, slog de samme kredse ligeså pludselig om på en anden bov, og i 1920 var de medvirkende ved oprettelsen af en international komité, der under navnet “

The International Relief and Reconstruction Committee” skulle støtte og fremme det russiske riges genoprejsning ved økonomiske hjælpeforanstaltninger.

Enkelte episoder af denne udvikling skal her skildres på grundlag af det materiale, der foreligger i Bankkommissionens såkaldte hemmelige beretninger.

Ifølge denne publikation gav Harald Plum i et brev til direktør Johannes Larsen i Bech van Siclen & Comp. i New York i begyndelsen af 1919 udtryk for sin sorg over, at R.H.K. fuldstændig har måttet standse forretningerne i Rusland. Men han trøster sig med, at en hurtig omvæltning snart må følge og bemærker desangående: “Forhåbentlig sker interventionen i Rusland så hurtigt som muligt. I sammenligning med verdenskrigen er kampen mod bolsjevikkerne kun en lille batalje. Vi har varetaget de allieredes interesser, specielt franskmændenes, i Rusland”. I en skrivelse af 27. 2. 1919, som adresseres til Glückstadt i Paris, giver Plum en oversigt over de bestræbelser, der er rettet mod oprettelsen af internationale hjælpekomitéer og mener i sammenhæng hermed, at “det kan tænkes, at levnedsmiddelspørgsmålet vil rykke i forgrunden, det militære spørgsmål mere tilbage.” Deraf fremgår, at Glückstadt var orienteret om interventionsplanerne, og at han må have samtykket i Harald Plums foranstaltninger. I det opråb, der tilsendtes Glückstadt, gives der med beklagelse udtryk for, at Paris’er-konferencen muligvis vil lade Rusland hjælpe sig selv, idet dog verdenskrigen ikke kunne betragtes som afsluttet, “før Rusland er frelst ud af den rædsel osv.” I opråbet, der er stilet “Til alle Borgere”, hed det endvidere:

247

“Rusland må … have kraftig støtte udefra i form at frivillige soldater til en international russisk hær, der kan tilintetgøre morderne og røverne.

Den internationale russiske liga er stiftet med et repræsentantskab og en direktion i hvert land, bestående af praktiske forretningsfolk og mindst en militær. Ligaens formål er: Oprettelse af en folkevalgt national russisk regering, hvervning af en hær, tilvejebringelse af pengemidler til udrustning og underhold til denne.

til chef for hæren, som forventes meget hurtigt at kunne samle tusinder af soldateruddannede russere udenfor Rusland, så snart der er sikret udrustning og supplering af frivillige internationale officerer og soldater, er valgt den russiske general … og en stab internationale hærførere, hvoriblandt …”

Opråbet slutter med, at der skal være ½ million passive medlemmer, og at folk skal melde sig til den internationale russiske hær, som samles ved Ruslands grænser for at foretage den opmarch, som i løbet af kort tid vil befri Europa for bolsjevikkerne.

Harald Plum er i øvrigt også selv i sine Dagbogsblade inde på de planer, han i foråret 1919 søger gennemført for at styrte det russiske bolsjevikstyre. Han beretter den 18. februar, at general Mannerheim er kommet til byen og er kongens gæst, og at han virkelig vil være den befrier, der kan frelse Finland fra de Rødes bøddelregimente og ikke blot for sit eget land, men for hele Skandinavien kan skabe et bolværk mod bolsjevismen. Han tilføjer: “Jeg har i dag sendt Mannerheim en anden officer. Det gælder nu en større sag en Finlands velfærd, det gælder Ruslands befrielse. Mannerheim bifalder planerne, men afgørelsen hviler hos de allierede magter, der for tiden er samlet til verdensfreds-konference i Paris”. I andre notitser fra februar måned giver Plum udtryk for den uro, han nærer med hensyn til afgørelserne i Paris og for det håb, at mænd som Wilson og Clemenceau måtte træffe deres afgørelse i tide. Den 22. februar 1919 bemærker han, at han dog har fået et svar på det forslag, han fire dage i forvejen havde overbragt Mannerheim, idet han havde fået et telegram fra Paris — privat,

248

men underskrevet af den danske militærattache i Paris — i hvilket meddeles: “

H. communique, qu’il est bien reçu par autorités compétents, Général Américain, Churchill très content de sa visite et d’écouter nouvelles de colonel S. Affaires vont bien, on peut attendre résultats dans dix jours environ“.* Plum er forbitret over denne ventetid.

Af et brev, Plum nogen tid senere sender til Glückstadt, fremgår det, at generalkonsul Haxthausen er nøje inde i sagen og også står i nær kontakt med Harald Plum. Haxthausen har overladt sidstnævnte sin dagbog, hvoraf udskrift sendes til Glückstadt med bøn om at tilintetgøre den, så snart den er læst. Plum tilføjer: “De vil se, at marskal Foch har accepteret forslaget, men det er formentlig for sent. Noget må der gøres. Når de kommer til Paris, tilkald Dessau (ment er: direktør Aage L. Dessau fra D.T.K.’s [Det Transatlantiske Kompagnis] datterselskab Continental & Oversea Trading Co.) og nævn, hvad der er sket i de sidste dage, idet Ungarn nu endelig har sat fart i spørgsmålet i Paris”. Hvor stærkt Plum er optaget af militærinterventionsplanerne i denne periode, fremgår også af et brev, der på den her omhandlede tid blev sendt til direktør Kay Reinhardt, bankrådsmedlem i Landmandsbanken.

Reinhardt modtog ligeledes et eksemplar af opråbet, om hvilket bemærkes, at det: “I princippet er vedtaget af danske og udenlandske militære og civile autoriteter”; endvidere udskrift af generalkonsul Haxthausens dagbog samt endelig afskrift af et brev fra oberstløjtnant With angående et anti-bolsjevikisk kontor, som Plum havde oprettet efter aftale med Justitsministeriet. (justitsminister var på dette tidspunkt statsminister Zahle!)

Den 10. april 1919, da Harald Plum må have opholdt sig …

*) Meddelelsen lyder i oversættelse: “H. meddeler, at han er blevet vel modtaget af de kompetente autoriteter, af den amerikanske general (meningen er ikke helt klar. Forf.), Churchill er meget tilfreds med sit ophold her og med at spørge nyt fra oberst S. Sagerne står godt, og man kan vente resultater om cirka ti dage”.

249

… udenbys, sender han telegram til Det Transatlantiske Kompagni i København, i hvilket han anmoder om, at det meddeles fætteren Erik Plum, at den russiske ligas kontor er trådt i funktion med en leder, der skal træne agitatorer, og får den opgave rundt omkring i landet at etablere lokale komiteer for at skaffe medlemmer. Erik Plum skal samtidig opfordres til at søge en konference med Frithjof Nansen for også at få denne mands tilsagn om støtte. Af to telegrammer, der afsendtes nogen tid senere, formodentlig rettet til Harald Plum, fremgår det, at Nansen ikke har villet gå med til militære ekspeditioner, men kun har erklæret sig rede til at støtte hjælpeforanstaltninger uden politiske bihensigter. I telegrammet af 18. april tilføjes, at de allierede har accepteret Nansens plan. Af en udateret rundskrivelse, der tilsyneladende er udgivet omkring april 1919, fremgår det endvidere, at det danske repræsentantskab for den internationale russiske liga er dannet med højesteretssagfører Martensen-Larsen som formand, og at man regner med, at de aktive medlemmer (hæren) til en begyndelse må udgøre 200.000 mand.

Også efter at Frithjof Nansen havde afvist tanken om en militær intervention, fortsatte Harald Plum med yderste energi i sine bestræbelser for at sætte en kontrarevolutionær bevægelse i gang. Han har mange jern i ilden, sætter dog navnlig sin lid til, at generalkonsul Haxthausen og gesandt Harald Scavenius kan udrette noget. I maj 1919 meddeler Plum direktør Aarestrup: “Erik Plum har været i London og Paris for at tale med Mannerheim, og det hele er kolossalt vanskeligt”. På den anden side ytres fra Stockholm ønsket om, at Plum skulle vinde Branting og Marcus Wallenberg for sagen, hvorhos der i en skrivelse fra direktør Weidel i Stockholm gives udtryk for den formodning, at “den i Paris’er-atmosfæren påvirkede Branting, muligvis kan vindes”.

Om Harald Scavenius’ virksomhed meddeles der nærmere i et telegram, som kaptajn Aarestrup — formodentlig i juli 1919 — sender til firmaet Beck van Siclen & Co. i New York.

250

Deri berettes bl.a., at Scavenius er vendt tilbage fra Helsingfors og fra Mannerheim har fået tilsagn om fuld støtte, “når definitivt arrangement mellem Koltschak og Finland foreligger”. Scavenius har endvidere meddelt, at det er umuligt at samarbejde med de mænd, som Judenitch vil have indsat som ministre. Kaptajn Aarestrup havde derfor, som han selv meddeler i telegrammet, fået ordre til hurtigst muligt at få en konference med Koltschak, hvorfor sidstnævntes fætter, Pozokoff, skulle hjælpe ham til en hurtig passage fra Vladivostok til Koltschaks hovedkvarter. Udførligt beretter derefter Harald Plum om dette forhold i en skrivelse af 1. juli 1919 til direktør Aarestrup:

“Kammerherre Scavenius tog i sidste uge til Helsingfors for på ligaens vegne at konferere dels med Mannerheim, dels for at slutte endelig aftale med Judenitch, Koltschaks repræsentant på denne front. Forhandlingerne med Finland er tilfredsstillende. Med betydelig styrke vil Mannerheim understøtte Koltschak på denne front, når de er blevet enige om det russisk-finske mellemværende; det kan ordnes, når Mannerheim har en dygtig mellemmand, og hertil vil han gerne have Scavenius, men vi mener, at De (Aarestrup) er den rette mand. De skal få telegraferet Mannerheims betingelser. De folk, der har dannet det så­kaldte ministerium omkring Judenitch, er en broget forsamling; de har i den sidste tid fået trængt de personer ud, hvorpå vort samarbejde er baseret; det er ikke russiske “patrioter”. Der er kun én russer til­bage blandt ministrene, resten er armeniere og jøder, folk, der kun vil mele deres egen kage. Foreløbig må vi anse alt samarbejde for håbløst og forudse muligheden af, at vi og Mannerheim må forlange, at Koltschak stiller den betingelse, at Judenitch i stedet for at sidde i Helsingfors og politisere overtager ledelsen personlig over nordarméen og overgiver alle ikke militære spørgsmål til Koltschaks delegerede, der igen må være vore medarbejdere. Det er nødvendigt, at de er ligaens repræsentant hos Koltschak, indtil Rusland er befriet! jeg håber, at de for den civiliserede verdens skyld vil påtage dem denne opgave. Som det er for hele Europa, således er det også for vore firmaer afgørende, at det bliver civilisationen og ikke bolsjevismen, der sejrer. Først og fremmest sætter vi vore kræfter ind derpå, alt andet er bagateller”.

Man kan vel nok sige, at Harald Plum ville have hånd i hanke med ordningen af de russiske forhold, og at han

251

forstår at tale i pluralis majestatis. Den selvbevidsthed, som har præget ham fra barnsben op, giver sig her ligefrem voldsomt udslag. Han kender ikke mere til nogen begrænsning for sin egenrådighed. Han vil herske og mener tilsyneladende at holde den russiske nations skæbne i sin hånd. Ud fra en sådan overdreven selvfølelse kunne han også den 19. juli 1919 tilskrive den kontrollerende direktør for samtlige D.T.K.’s brasilianske virksomheder, hr. Aage Paulli, følgende: “Jeg tror, at vi ved hjælp af ligaen begynder at nærme os målet; så kan hr. Lenin forsvinde”.

I de følgende breve til kaptajn Aarestrup — af 24. juni, 21. og 29. august 1919 — berettede Plum om de fortsatte bestræbelser for at få en kraftig aktion mod bolsjevikkerne i gang. Rodianko, nordvestarmeens general, skal herefter slå løs med 60.000 mand, Mannerheim mener, at Finland kan stille 100.000 mand til disposition. Plum trøster sig her med, at Det Transatlantiske Kompagni havde sine kapitaler udenfor og derfor ville stå langt fordelagtigere end andre, “hvis Europa ramler sammen økonomisk”. Det var tåbelig snak, så sandt som kompagniet var brændt inde med en mægtig kapital i Rusland og også i europæiske havne havde mægtige varelagre liggende, for hvilke der ikke kunne findes afsætning. oven i købet havde kompagniet også lidt store tab ved de oversøiske firmaer, navnlig i Brasilien. Men alligevel mente Plum altså i yderste nød at kunne redde sig ved hjælp af den udenfor Europa investerede kapital. Også andre overvejelser finder udtryk i brevene. Der går ikke så godt for Koltschak, meddeler han. Den engelske general Gough har været i København lørdag og søndag den 23. og 24. august, havde lovet meget, men samarbejdet var alligevel ikke bragt i et fast leje. Til slut — den 19. 9. 1919 — må Plum meddele sin gode ven Aarestrup, at planerne om en militær aktion må lægges hen; til trods for, at han af en af sine venner, “den ledende general Gough” havde fået meddelelse om, at nu kunne aktionens foretagelse anses for sikret, havde han dog allerede dagen

252

efter fået besked fra Paris, at man der på konferencen var kommet til det resultat, at nu måtte alt stilles i bero.

De kredse, der var interesseret i den kapitalistiske udbytning af Rusland, og som ifølge Erik Plums’ meddelelse til Asbjørn Thon i Kristiania havde organisationen i København, London, Paris og New York i orden, måtte altså til slut dog give op. Men før det havde endog Morgan og Vanderbilt i forhandlinger med Eskild Yding, givet tilsagn om at følge med i foretagendet, hvis de danske finansmænd gik med (hvem anden havde mon formidlet disse samtaler end Emil Glückstadt med hans fremragende internationale forbindelser!), og Harald Plum var i sine forberedelser til reorganisationen af det russiske rige endog nået så vidt, at han den 20. august 1919 kunne sende Emil Glückstadt sit udkast til ordning af den nye russiske nationalbank til gennemsyn!

Da kampagnen føres videre i året 1920, sker det på et helt nyt grundlag. Nu havde de Nansen’ske ideer slået igennem, nu ville man indskrænke sig til at yde sovjetstaterne økonomisk hjælp. Nu oprettedes det såkaldte “

International Russian Reconstruction & Relief Committee” med professor Troels-Lund som ærespræsident og højesteretssagfører Martensen-Larsen somformand. Som medlemmer af denne komité nævnes endvidere to jøder, ingeniør Martin A. Abrahamson og rådsformand Gustav Philipsen, endvidere: generalkonsul C. F. Haxthausen, borgmester Ernst Drechsel, direktør H. P. Prior, direktør grev Harald Holstein, prof. dr.jur. Frantz Dahl, højesteretssagfører Harboe, overretssagfører de Coninck Smith, grosserer Carl Holbek og direktør, fhv. Godsejer A. F. I. C. Lassen. Som man ser, drejede det sig her for en stor del om mænd, der hørte til Landmandsbankens inderkreds. Den 13. februar 1920 telegraferede Glückstadt til “National City Bank” i New York, Rockefeller-banken, hvor han selv havde stået i lære, at disse komitémedlemmer var alle “of high standing”, og den 17. februar takkede Plum Glückstadt for dette telegram, idet han vedføjede en ham af Udenrigsministeriet

253

tilsendt skrivelse, som indeholdt et telegram fra New York, der skulle vise, at Glückstadts indsats havde vakt opmærksomhed i Amerika.

Komiteens program var fastlagt i 3 punkter. Dens opgave var herefter udelukkende at bringe det russiske folk hjælp, hvorved den ville holde sig udenfor al politik. Punkt 2 lød: “Komiteen har kun til hensigt at hjælpe de distrikter, hvor der er mulighed for en sund og demokratisk udvikling af tingenes tilstand”. Endvidere ville komiteen bidrage til, at der atter skabtes forudsætninger for genoptagelsen af handelssamkvemmet på en sund og legitim basis. Medlem af komiteen var oprindelig også kommandør Maegaard på grund af sin stilling som medlem af Ø.K., men han måtte senere på etatsraad H. N. Andersens forlangende, som det nedenfor vil blive nærmere omtalt, træde tilbage. Kammerherre Harald Scavenius var medlem som uofficiel repræsentant for Udenrigsministeriet. Tilsvarende organisationer oprettedes også i London og i Paris, og ifølge Erik Plums redegørelse stod ligeledes den amerikanske højfinans positivt til sagen, idet den dog lagde vægt på følgende principielle punkter: “Privat initiativ, international organisation, Tyskland skal med.”

Nu havde piben altså fået en anden lyd, nu var der ikke mere tale om militære foranstaltninger. Nu ville man, i fortsættelse af de forhandlinger om fangespørgsmålet og handelsforholdene, der var optaget mellem den engelske arbejderfører O’Grady og sovjetkommissæren Finkelstein-Litwinow, støtte foranstaltninger, der kunne hjælpe det økonomiske liv i Rusland på fode igen. I denne sammenhæng gør også “Politiken” den 26. januar 1920 opmærksom på, at en Magnus Svensson havde opholdt sig i København for at organisere Amerikas levnedsmiddelhjælp, og at en mr. Hapgoods havde forsøgt at skabe forståelse for den særlige opgave, de russiske kooperativer havde fået overdraget efter bolsjevismens sejr.

Bladet tilføjer: “Fælles for alle disse bestræbelser var, at

254

trådene krydsedes her i København, hvor England og Amerika oprettede deres centraler for støtte af enhver art til Østersølandene. Adskillige danske har deltaget i arbejdet, thi få nationer har så godt indblik i russiske forhold som vi igennem vore hjemvendte repræsentanter.” Ved denne lejlighed får så også landets store autoritet på dette område, Harald Plum, lejlighed til at fremsætte sine synspunkter, og her må man sige, at Plum, om end hans bedømmelse af bolsjevismens rædselsfulde virkninger er den samme, dog nu regner med, at omvæltningen i sovjetriget må nås ad andre veje. Koltschaks, Denikins og Judenitch’s nederlag i året 1919 har altså dog gjort indtryk på ham. Harald Plum giver nu udtryk for den opfattelse, at kommunismen altid på mangfoldige punkter har haft stor betydning i Rusland, for samtidig at pointere, at det fuldstændige sammenbrud af det russiske samfund, er fremkaldt ved bolsjevikiske eksperimenter. Han mener ikke, at ophævelsen af blokaden vil kunne bidrage noget væsentligt til atter at skabe ordnede forhold i landet, og at der heller ikke dermed er skabt betingelser for at genoptage handelen med Rusland. Sine nye anskuelser præciserer han på følgende måde: “Dette ved sin størrelse enestående sammenbrud kan ikke bekæmpes ved krudt og kugler, hvad enten de er røde eller hvide, det kan kun hjælpes op ved et gigantisk organisationsarbejde, der forudsætter assistance fra alle de magter i verden, der endnu besidder kræfter til at hjælpe, og dette arbejde må tillige være under tilstrækkelig beskyttelse overalt, hvor arbejdet sker.” Denne understøttelse, mener han, må ydes efter fuldstændigt upolitiske linjer, da man kun på dette grundlag ville kunne genskabe den tillid, der måtte være forudsætning for genoptagelsen af handelen. Endelig giver Plum også udtryk for, at handelen, efter som forholdene lå, først og fremmest måtte opbygges i samarbejde “med de store gamle organisationer i Rusland, zemstvoerne [lokale regeringer] og kooperativerne”. Ud fra sådanne overvejelser var også den danske hjælpekomité bleven dannet.

255

Dog: også hele denne aktion lider en brat ende. Få måneder senere viser det sig, at arbejdet med denne hjælpekomité er opgivet, og at man nu i forhandlinger med repræsentanter for den russiske regering er inde på den plan at oprette et Clearing House i København til regulering af den dansk-russiske handel. Den 6. april 1920 kan Harald Plum meddele sin ven Yding, at Krassin kommer til København og har interesse for oprettelsen af et Clearing House, og at Erik Plum har meddelt fra Amerika, at de amerikanske delegerede vil blive udnævnt i april. I virkeligheden var Krassin allerede i slutningen af marts s.å. kommet til København for at deltage i de delegationsforhandlinger vedrørende udvekslingen af krigsfanger, som allerede nogen tid havde stået på mellem den af Litwinow ledede sovjetdelegation og repræsentanter for den engelske regering under ledelse af arbejderføreren O’Grady. Krassin var leder af sovjetregeringens handelskommissariat i Moskva og repræsenterede samtidig “Centrosojus”, den mægtige sammenslutning af de russiske kooperativer.

Efter få ugers forhandlinger mellem Krassin (samt Litwinow og andre repræsentanter for Centrosojus) på den ene side og ingeniør M. A. Abrahamson (medlem af Det Transatlantiske Kompagnis bestyrelse) og Carl Holbek (som særlig repræsentant for de russiske handelsinteresser, der støttedes fra Handelsbankens side) på den anden side blev der den 23. april 1920 afsluttet en overenskomst om oprettelse af et Clearing House i København, hvis bestemmelser i det enkelte dog havde en mere vidtrækkende betydning end kun at gavne den dansk-russiske handel. Der blev mellem de nævnte parter oprettet hele tre dokumenter, hvis engelske tekst gengives i Erik Plums i 1923 udgivne skrift om “Russisk Handelskompagni A/S”, s. 103 ff.

Ifølge det første Agreement forpligtede Abrahamson og Holbek sig til at sætte alt ind på, at handelssamkvemmet mellem Danmark og Rusland genopbyggedes snarest muligt og at få et Clearing House oprettet,

256

som skulle fremme importen og eksporten mellem de nævnte lande. En repræsentant for de russiske kooperativ-kompagnier og for den russiske udenrigshandel skulle være berettiget til at føre en effektiv kontrol med dette Clearing House. Krassin og de danske repræsentanter forpligtede sig endvidere til, fra hver sin side at arbejde hen imod, at erstatningsspørgsmålet toges op til forhandling snarest muligt, således at de danske firmaer i Rusland, der havde lidt tab eller på anden måde var bleven krænket i deres interesser, kunne få deres krav ordnet, få “

a satisfactory and fair adjustment with a view of facilitating the resumption of business and commercial relations“. Alt skulle altså lægges til rette for atter at kunne opbygge handelssamkvemmet. Krassin forpligtede sig endog til efter evne at bidrage til, at der skabtes et tillidsforhold mellem de af ham repræsenterede kooperativer og den danske handelsverden, og at der sikredes danske firmaer og kompagnier passende godtgørelser ved fremtidige konfiskationer og deslige

på grund af det andet Agreement erklærede de danske repræsentanter sig rede til at træffe forberedelser til en international konference, der skulle indkaldes i København den 20. maj. Til denne konference skulle repræsentanter for de interesserede lande indbydes for at drøfte de nærmere detaljer vedrørende overenskomstens gennemførelse og for at skabe sikkerhed for, at der ikke udefra ville opstå vanskeligheder, der kunne skade den praktiske gennemførelse af den vedtagne plan. De danske repræsentanter forpligtede sig til at træffe de til indkaldelsen af den internationale konference fornødne foranstaltninger så betids, at forhandlingerne kunne begynde den 20. maj. Viste det sig, at den internationale konference ikke kunne komme i stand til nævnte tidspunkt, skulle overenskomsterne være bortfalden.

Endelig bestemtes der i “hovedprincipperne for oprettelsen af et Clearing House”, at denne institution skulle have sit sæde i København, og at den skulle tjene til understøttelse af vareomsætningen mellem Sovjetrusland og de fremmede lande. Den skulle imidlertid, for så vidt den rådede over tilstrækkelig kapital, også være berettiget til at finansiere vareomsætningen mellem lande udenom Rusland. Dette skulle imidlertid forstås således, at handelen med Rusland skulle nyde en fortrinsstilling, idet den kredit, der ydedes Rusland, måtte andrage indtil det firedobbelte beløb af den værdi i guld, som Rusland ville deponere til fordel for Clearing House. Aktiekapitalen skulle andrage mindst 10 millioner £, men måtte ikke overstige 100 millioner £; af kapitalen måtte højst 5 pct. Tjene som driftskapital, medens de øvrige 95 pct. udelukkende skulle tjene til finansiering af forretningerne.

Endelig skulle det planlagte Clearing House kun være berettiget til at finansiere mellem parter, hvor køber og sælger var henholdsvis en

257

regering eller en handelsorganisation, som var i stand til at yde regeringsgarantier; for så vidt havde Rusland altså sat igennem, at også modparten ved fremtidige handelsaftaler ville lade kommunistiske principper være gældende, og at handelen med rent private foretagender skulle være udelukket. Ved bevilling af lån skulle debitor ifølge denne tredje overenskomst principielt være forpligtet til at stille 25 pct.’s sikkerhed for lånet i guld. Dividenden måtte højst ligge 2 pct. højere end den almindelige rentefod; alt yderligere overskud skulle indbetales til Reservefonden osv. Endelig krævedes det fra russisk side, at russiske repræsentanter, som allerede fastsat i det første Agreement’s første paragraf, skulle være berettiget til at føre en effektiv kontrol med det internationale Clearing House, som efter planen skulle oprettes i København.

Her drejede det sig altså om en aftale af overordentlig vidtrækkende betydning, som også måtte få særlig vægt ved, at Krassin på alle stadier i forhandlingen havde handlet efter de direktiver, han modtog fra Moskva-regeringen. Her var der skabt en chance for, at de store værdier, danske firmaer og kompagnier endnu havde i Rusland, kunne reddes.

At der også i andre lande var stemning for, at planen gennemførtes, kunne meget hurtigt konstateres. Endog Tyskland ytrede interesse for sagen. Erik Plum beretter endvidere i sit ofte nævnte skrift, at hans fætter Harald Plum, der var ophavsmanden til disse planer, “under forhandlingerne gennem herr Abrahamson holdt sig i nøje føling med en sagkyndig i russiske spørgsmål, som den engelske regering havde sendt til København, og denne havde ikke blot godkendt, men endog redigeret hovedafsnittet i punktet om de internationale erstatningsregler”. Erik Plum tilføjer: “Harald Plum blev tillige gennem Udenrigsministeriet holdt nøje a jour med de daværende politiske meninger i verden om Rusland og havde selv gennem sine venner og repræsentanter rundt om i verden nøje kontakt med de forskellige opfattelser. Han mente endvidere gennem de mange repræsentanter for den danske handel, industri og finansverden, der var indtrådt i relief-komiteen, at kunne regne med fuld støtte her i landet.”

Forventningerne, som knyttedes til denne ordning, var

258

meget store. Pressen, som ved en indiskretion fik nys om aftalen, stod aldeles positiv til sagen. Navnlig var “Social-Demokraten” begejstret, ordene: “I disse dage skrives der verdenshistorie i København”, som indledte dette organs ledende artikel den 30. april 1920, viste det til fulde. I et interview med folkekommissær Nogin, der bl.a. var formand for de russiske arbejderes kooperative råd og leder af sovjetstatens tekstil-departement, og som sådan et af den russiske delegations befuldmægtigede medlemmer, fik bladet oplyst, at denne delegation nu stod i forhandlinger med Sverige, Norge, Amerika, Spanien, Italien og Østrig, og at det her drejede sig “om levering af varer så store, at verden næppe har set noget tilsvarende”. For at kunne bevare overblikket over denne kæmpemæssige omsætning, var det nødvendigt at skabe en fast institution, hvorigennem alle forretninger mellem Sovjetrusland og det øvrige Europa kunne føres. Fra russisk side var man straks rede til at tage fat, og fra denne side ville institutionen enten blive ledet af det russiske handelsministerium eller af Centrosojus, de russiske kooperative foreninger. Krassin erklærede senere, i marts 1923, til et af Moskva-bladene netop med henblik på de her omhandlede forhandlinger: “I 1920 var Danmark det eneste land, gennem hvilket Rusland kunne være trådt i handelsforbindelse med verden.” Når endog russiske delegationsmedlemmer så så lyst på det, kan man forstå, at også visse danske handelskredse regnede med store muligheder, så snart København var blevet centret for Ruslands handelsforbindelser med den øvrige verden, og at man håbede, at denne ordning ikke blot ville komme de umiddelbart interesserede kredse, men hele landet til gode.

Alligevel blev det hele kuldkastet.

Modstanden kom fra de officielle institutioner, Industriraadet og Grosserersocietetet, og modstanden kom navnlig fra Ø.K.’s direktør H. N. Andersen og Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt! For de nævnte erhvervsorganisationer var sagen åbenbart et rent og skært prestigespørgsmål.

259

De havde under krigen opnået, at de alene havde afgørelsen i alle handelspolitiske aftaler, og at Regeringen lystrede de af dem givne anordninger. Derfor brød de sig også her fejl om Udenrigsministeriets gentagne henstillinger om at tage stilling til de trufne aftaler og om at gå med ind i forhandlingerne. De forblev afvisende. Grunden hertil skal i øvrigt også have været, at man gik ud fra, at Harald Plum kun var interesseret i at mele sin egen kage, omendskønt det ved en saglig vurdering af sagen må erkendes, at overenskomsterne af 23. april 1920, sådan som de var udarbejdet, ikke gav noget som helst holdepunkt for en sådan formodning. Hvor afvisende de nævnte institutioners holdning har været, fremgår bl.a. af, at et brev, som Krassin endnu den 19. maj 1920 sendte til Industriraadet under sin rejse til London med henstilling om dog hurtigst muligt at træffe en afgørelse, blev først besvaret den 6. oktober, ifølge de af kammerherre Harald Scavenius givne oplysninger!

Med hensyn til d’herrer H. N. Andersens og Emil Glückstadts stilling til de den 23. april 1920 trufne aftaler giver to breve, som offentliggøres i “Bankkommissionens hemmelige Beretninger”, de bedste oplysninger. Disse breve taler for sig selv.

Etatsraad H. N. Andersen skriver den 3. maj 1920 til Glückstadt følgende:

“Lørdag eftermiddag (1. maj) meddelte kommandør Maegaard mig, at han (var til stede)* på et afsluttende møde, hvor man havde vedtaget at oprette et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande; og efter anmodning af de andre deltagere i mødet overgav kommandør Maegaard mig et på engelsk affattet Agreement. Af kommandørens udtalelser udledte jeg, at det projekterede Clearing House var Det Transatlantiske Kompagnis værk, og at kaptajn Aarestrup, medens jeg var ved rivieraen, havde anmodet …

*) Her mangler åbenbart en eftersætning. Der skal formodentlig stå: “… meddelte kommandør Maegaard mig at han var til stede på et afsluttende møde …” (Forf.)

260

… kommandør Maegaard om at medvirke til planens realisation. Da kommandør Maegaard udtrykte betænkeligheder, fordi han ikke kendte min stilling til et sådant projekt, havde kaptajn Aarestrup svaret, at han vidste, at sagen havde min sympati. Jeg skal her indskyde, at jeg ikke har kendt noget til disse planer, før jeg for nylig læste derom i bladene. Jeg sagde til kommandør Maegaard, at hvis det var qua medlem af nævnte foretagende, og hans navn som sådant skulle benyttes, måtte jeg bestemt protestere såvel imod hans delagtighed deri som mod den valgte fremgangsmåde. Med henblik på Ø.K.’s hele karakter ønskede jeg at henvise til den fare, det på forskellig vis kan rumme, at et medlem af kompagniets bestyrelsesråd qua sådan udenom ledelsen (direktionen) optræder som repræsentant for kompagniet. Af bladene for i går fremgår med al tydelighed, at var kommandør Maegaard ikke trådt tilbage, havde kompagniet figureret som medstifter af Clearing House.

Jeg behøver næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark — tværtimod. Hvad jeg derimod misbilliger er måden, hvorpå et selskab, for hvilket De ligesom i Ø.K. er formand for bestyrelsesrådet, udenom direktionen forsøger at tage det til indtægt for dette for så vidt uvedkommende planer, som efter Agreement’et at dømme er af international storpolitisk natur. Hvad dette eventuelt kan føre til, kan jeg på grundlag af de under krigen indsamlede erfaringer måske tillade mig at have en forestilling om.”

Når etatsraad Andersen på denne meget rigoristiske måde frasiger sig ethvert samarbejde med Det Transatlantiske Kompagni, er det ikke andet end videreførelsen af en kamp, som allerede år i forvejen var bleven indledt mod et ubekvemt konkurrenceforetagende, som — bortset fra de fantastiske spekulative dispositioner — gjorde sig særlig bemærket ved en overmåde aggressiv udvidelsespolitik. Etatsraadens reaktion synes derfor at være nogenlunde forståelig.* At han var rede til om fornødent med yderste hensynsløshed at …

*) Der kan her henvises til, at Det Transatlantiske Kompagni sammen med dets datterselskaber 1920 rådede over en aktiekapital på mere end 100 mil. kr. og i denne henseende næsten stod på højde med det mægtige Ø.K. Dette kompagnis kapital androg i 1919 50 mil. kr.; dertil kom som betydeligste datterselskaber Ø.P. [Østasiatisk Industri- og Plantage-Selskab] (20 mil. kr.), Orient (10 mil. kr.), Assurance Co. Baltica (17 mil. kr.), Dansk Sojakagefabrik (8 mil. kr.), Nakskov Skibsværft (8 mil. kr.), Fa. Ota (2 mil. kr.) osv. Ø.K. med datterselskaber disponerede tilsammen over ca. 120 mil. kr. aktiekapital.

261

… varetage sit selskabs interesser over for en pågående konkurrence, havde han også vist allerede 1915, da han gjorde indsigelse gældende mod United Export Co.’s forsøg på at begynde egen rederivirksomhed. Nævnte kompagni måtte derefter standse den allerede begyndte egne skibsfart. Ved andre lejligheder blev det både Det Transatlantiske Kompagni og dets datterselskaber ligefrem forbudt at lave forretninger inden for de felter, som Ø.K. krævede anerkendt som sit domæne. Landmandsbanken kom ved sådanne interessekollisioner ofte i en meget prekær stilling. Overfor H. N. Andersens krav bøjede Glückstadt sig regelmæssig; her var han alligevel den lille. Derfor var det også uundgåeligt, at Harald Plum langt om længe måtte vige, så snart vanskelighederne meldte sig, og Glückstadt så sig stillet over for valget, enten at vrage den ene eller den anden part. Men i den foreliggende sag havde Glückstadt des mere grund til nu at lade Plum falde, da han ved en nøjere prøvelse af den ordning, der var blevet vedtaget i forhandlingerne med Krassin og Litwinow, vel måtte erkende, at det påtænkte internationale Clearing House kunne blive en farlig modspiller også for Landmandsbanken og praktisk talt kunne føre til, at banken med hensyn til handelssamkvemmet med Rusland, til hvilket der jo næredes de allerstørste forventninger, blev sat mere eller mindre ud af spillet.

Men endnu mere grund havde Glückstadt til at tage hensyn til de politiske forviklinger, som var opstået en måneds tid i forvejen, og som mere end noget andet havde vist, at den mægtige leder af Ø.K., den mand, som var bankens betydeligste forretningsforbindelse, ikke mere var til sinds at tage med fløjlshandsker på forholdene. Ministeriet Liebe var H. N. Andersens værk! Vel var der otte dage efter dette

262

ministeriums udnævnelse tilvejebragt et kompromis mellem Glückstadt og H. N. Andersen, og han havde selv i samarbejde med de Radikale og socialdemokraterne gennemtrumfet dannelsen af Ministeriet Friis, som han nærmest kunne betragte som en i Landmandsbankens interesse dannet regering.* Men alligevel: Konflikten med H. N. Andersen måtte ikke yderligere tilspidses, og derfor måtte Glückstadt nu lade Harald Plum falde og i sammenhæng hermed sørge for en standsning af de dansk-russiske forhandlinger, selvom det skete på bekostning af det russiske handelskompagni, henholdsvis D.T.K.

Af to onder vælger man nu engang det mindste, navnlig når man må gå ud fra, at det største onde alligevel i det lange løb ville være overmægtigt, uovervindeligt. Også selve dagens indrepolitiske situation måtte gøre det nærliggende for Glückstadt at søge fred med H. N. Andersen. Thi da han modtog Ø.K.-direktørens brev, dateret den 3. maj, var det klart, at de Radikale ikke mere ville komme til at overtage Regeringen. Venstre havde sejret, og Ministeriet Neergaard var på trapperne; den nye regerings udnævnelse skete den 5. maj. Sandelig, nu var det på tide, at Landmandsbankens ledende mand tog reb i sejlene, hvis han ikke helt ville tabe spillet. Thi den nye regering følte sig på det inderligste knyttet til H. N. Andersen, så nært, at den endog på et tidspunkt, i efteråret 1922, var inde på planer om at overdrage ham Landmandsbankens ledelse. Situationen var altså meget alvorlig for etatsraad Glückstadt. Han måtte nu lade Harald Plum falde.

og den drevne jødiske finansmand forstod da med elegance at foretage den politiske koldbøtte, som nu, eftersom forholdene havde artet sig, måtte anses for bydende nødvendig. Der havde allerede i nogen tid bestået principielle uoverensstemmelser mellem ham og direktøren for Det Transatlantiske Kompagni. Der var allerede givet alvorlige varsler

*) Jvf. hertil ovenfor afsnit 2 b, 1. del, s. 142 flg.

263

om den spænding, som nu, få måneder senere, førte til åbent brud mellem de to mænd. Nu, i anledning af etatsraad H. N. Andersens skrivelse af 3. maj 1920, fandt denne spænding på højst besynderlig måde sin udløsning, idet Glückstadt i sin svarskrivelse til Plum (hvis datum desværre ikke nævnes i “Bankkommissionens hemmelige Beretninger”, men som efter al sandsynlighed er bleven affattet og afsendt efter udnævnelsen af Ministeriet Neergaard den 5. maj 1920) kopierer H. N. Andersens tankegang og endog med denne sin store, modspillers egne formuleringer går kraftigt i rette med Harald Plum! Ifølge den nævnte beretning havde Glückstadts kostelige brev følgende ordlyd:

“Af nogle tilsendte memoranda og aviser har jeg set om planerne til oprettelse af et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande.

Uden at skulle komme nærmere ind på, at der sluttes aftaler med en regering, som den danske stat ikke har anerkendt, behøver jeg næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark tværtimod. Jeg vil heller ikke udtale mig om formålstjenligheden af på nærværende tidspunkt at tage denne sag op, navnlig på grund af dens internationale storpolitiske natur, men jeg kan ikke undlade på det skarpeste at misbillige den måde, hvorpå de navne offentliggøres, der har givet sagen støtte. Når f.eks. H. P. Prior nævnes ikke som direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker, men som medlem af Landmandsbankens bankråd, så foreligger her i denne forbindelse i første række et falsum over for offentligheden. Thi den fremgangsmåde, ved de enkelte personers navne at fremføre institutioner, hvortil de er knyttede som bestyrelsesmedlemmer rundt om i et lands erhvervsinstitutioner, uden om vedkommende institutioners direktion, kan bibringe det indtryk, at de pågældende optræder som repræsentanter for institutionen.

For offentligheden ser det nu således ud, at de forskellige institutioner — endskønt de ikke har været hørt — står som medstiftere af det omtalte Clearing House; da dette imidlertid ikke stemmer med de faktiske forhold, og da banken ikke kan tiltræde sagen uden at være sikker på tiltræden fra visse andre sider, ser jeg mig nødt til at nedlægge mit mandat som medlem af bestyrelsen for Transatlantisk, da dette jo ifølge sagens hele natur står som ophavsmand for det pågældende russiske forehavende”. (Fremhævelser af forf.).

264

Nu fulgte tilbageslag på tilbageslag for R.H.K. [Russisk Handelskompagni] – Endnu mens Krassin og Litwinow var i København, blev kravet vedrørende erstatning for de værdier, kompagniet havde liggende i havnene i Murmansk og Archangelsk, forelagt dem. Selve Trotzki’s fætter, en hr. Braunstein, havde foretaget mængdeopgørelsen over varerne og over for kompagniets repræsentanter erklæret, “at Moskva-Regeringen over for udlændinge hverken ville rekvirere eller nationalisere, men ville købe deres lagre til de priser, som man i fællesskab blev enige om”. (Jvf. Erik Plums skrift, s. 110.) Hr. Braunstein udstedte derefter fakturaer for hver enkelt varepost, i alt til et beløb på ca. 5 mil. kr., udstedte kvittering for modtagelsen af varerne og henviste med hensyn til betalingen til d’hrr. Repræsentanter for den russiske regering i København. Her blev derefter Regeringen præsenteret, men de russiske delegerede holdt på, at betalingen først kunne ske, når handelsoverenskomsten var kommet endeligt i stand. Krassin harmedes over, at de officielle danske institutioner for handel og industri ikke traf nogen afgørelse, også over at forberedelserne til den planlagte internationale konference vedrørende oprettelsen af et Clearing House ikke kom videre, og besluttede derefter, allerede før den i aftalen fastsatte frist, den 20. maj, var nået, at rejse videre til London.

I London kom derefter kort tid senere den engelsk-russiske handelsoverenskomst i stand. De med hensyn til erstatningsspørgsmålet opnåede indrømmelser var her væsentlig ugunstigere end dem, der var opnået ved affattelsen af det dansk-russiske Agreement. Danske interesser kom selvfølgelig overhovedet ikke til behandling ved forhandlingerne i London.

Da Clearing House trods alt oprettedes i København, og Rusland lod sende for 3½ mil. kr. guld som sikkerhed for vareindkøb, kom denne ordning kun nogle få danske firmaer til gode. Hoveddelen af det deponerede guldbeløb måtte senere benyttes til betaling af engelsk eksport til Rusland, da Det Transatlantiske Kompagni anså det for betimeligt ikke at

265

indlade sig på forretninger i dette tilfælde, “for at undgå, at der med nogen som helst berettigelse kunne siges, at Clearing House kun var oprettet for dets selskaber”. (Plum, s. 109.) Dertil knytter Erik Plum følgende afsluttende kritik:

“Den chance, som dansk handel, skibsfart og industri gennem kontrakten med Krassin havde haft for at blive det første vigtige mellemled for Ruslands handel med de store magter, var gået tabt, en mægtig indsats, et stort arbejde i den største almene interesse og en betydelig kapital anvendt til forarbejderne var gået til spilde.”

Betragtningerne er ikke helt uberettigede. At der var ofret noget på sagen, viste sig senere, da det af Det Transatlantiske Kompagnis bøger fremgik, at der var debiteret kontoen 749.492,91 kr. i understøttelser og forskud til dem, der havde med sagen at gøre. Blandt de understøttede nævnedes bl.a. General Pozokoff og prinsesse Lwoff. Om sagen nogensinde virkeligt var lykkedes, således som af Plum’erne forventet, må imidlertid betvivles, da netop disse to mænd alt for ofte viste særlig tilbøjelighed til at indlade sig på hasarderede dispositioner og derfor næppe havde forudsætninger for at føre den her omhandlede sunde og rigtige ide ud i livet på fornuftig måde.

At i det mindste Harald Plum var ved at gå over gevind, mens han var optaget at de forhandlinger, der fandt sted med Krassin, lader de optegnelser erkende, som findes i hans “Dagbogsblade”s 3. bind, og som “Politiken” kunne optrykke efter hans død den 3. november 1929.* I sine optegnelser den …

*) “Politiken” beretter ved denne lejlighed, at tredje bind var trykt og udsendt til slægtninge og enkelte venner, samt til de tre landsretsdommere, som dømte i Transatlantisk-sagen. Men i øvrigt var den ikke offentlig tilgængelig. Et eksemplar var henlagt i forseglet tilstand på det Kgl. Bibliotek. I dette tredje bind skal Harald Plum navnlig berette om sine forhandlinger med Judenitch og de andre antibolsjevikiske hærførere. Heri findes også oplysninger om den indflydelse, han mente at kunne tillægge sig ved dannelsen af ministeriet Friis, her berettes endvidere om forhandlinger med meget højtstående personer, deriblandt med dronningen påskelørdagsaften 1920. Jvf. 1. del, s. 149 flg.

266

… 19. april 1920 fortæller han her bl.a., at det er de russiske forhandlinger, som gennem nogen tid har beslaglagt al hans tid både dag og nat. Han beretter derefter, at disse forhandlinger har ført til, “at der i går aftes blev udvekslet dokumenter mellem ingeniør Abrahamson som repræsentant for danske handelsvirksomheder og Krassin som repræsentant for Sovjet-regeringen i Rusland, alias Levin, hvilke dokumenter ikke alene skal danne grundlaget for Danmarks genoptagelse af forbindelsen med Rusland, men tillige for hele den ordning, der tilvejebringes mellem Rusland og den øvrige verden”. Han fortsætter:

“Jeg sidder og venter utålmodigt på, at Abrahamson telefonisk skal meddele mig Krassins holdning over for de afsluttende bemærkninger, som jeg har instrueret ham om at fremføre mundtligt sammen med overbringelsen … Antager han dem, skal overenskomsten telegrafisk forelægges Lenin i Moskva og samtidig Grosserersocietetet og Industriraadet, hvis tilslutning jeg i virkeligheden allerede har sikret mig. Derefter vil de være at underskrive og telegrafere ud over hele verden, for at en international konference i slutningen af maj kan finde sted i København på den derved oprettede basis, og snart efter skulle Ruslands indre opbygning, vistnok det vanskeligste arbejde af den art, der nogen sinde har foreligget, kunne begynde. Hvor det lyder skønt. Ak, alt for herligt til, at jeg selv ret tør fæste lid til, at det kan gennemføres. Lenin er, takket være sit efterretningsvæsen, sikkert på det rene med, at når Abrahamson fører forhandlinger på danske handelsfirmaers vegne, så er det mig, der står bagved. Og han må være klog nok til at se, at hvis vi nedsætter os i Rusland med planmæssig organisation, så betyder det begyndelsen til enden på hans kommunistiske regimente.”

Plum har dog en trøst for Lenin. Hvad Plum har skabt, er et — foreløbigt kompromis på et område “hvor i længden intet kompromis er muligt”. Lenins ideer må praktisk

267

talt udslettes: “Men naturligvis,” tilføjer han, “hvis ikke alt for meget blod klæber ved ham personligt, og dersom han fjerner enhver af sine nuværende venner, med hvem dette er tilfældet, vil han måske kunne bjærge sig personlig.”

Harald Plum tiltror sig altså i ramme alvor både evnen og viljen til at ordne det russiske kaos. Han føler sig som den stærke mand og har ifølge en indførsel i dagbogen endnu den 30. april håb om, at overenskomsten kommer i stand, omendskønt Grosserersocietetet og Industriraadet har besluttet at udsætte afgørelsen. Og han regner med en mægtig propagandistisk virkning af sit fremstød til at genskabe handelssamkvemmet med det mægtige russiske rige. 10.000–20.000 blade verden over vil, mener han, modtage den af ham ydede indsats med et befrielsens suk, da det russiske spørgsmål, som truede verden med undergang, takket være denne vil blive løst. Overfor sådanne fantasterier er det unægtelig forståeligt, at H. N. Andersen gik imod, at Emil Glückstadt blev betænkelig, at Industriraadets mænd, Benny Dessau og Alex. Foss, forholdt sig afventende. Men samtidig må dog fastslås, at denne modaktion på afgørende måde bidrog til, at den danske handelsverden satte al sin kapital i sovjetriget, som dog måske kunne være blevet reddet ved en gennemførelse af de med Krassin trufne aftaler, over styr.

Næste kapitel: 8. Hvor spillet gik – uden for Landmandsbanken

Det tredie Ting — 2. del