Det tredie Ting (2. del) – 8. Kapitel

Sand Historie

8. HVOR SPILLET GIK — UDEN FOR LANDMANDSBANKEN

a) Tragikomedien omkring Harald Plum.

Da denne mand, som ved sit nære samarbejde med Emil Glückstadt forvoldte samfundet de største kapitaltab, også efter Landmandsbankens sammenbrud fik mulighed for at fortsætte med sine spekulationer, trods den ham overgåede dom, indtil han for anden gang fremkaldte en kæmpeskandale, kan det være på sin plads at gøre nærmere rede for hans ejendommelige levned og jammerlige endeligt.

Det er karakteristisk for denne hasardspiller, at han altid følte sig inderligt knyttet til jøderne. Hans “Dagbogsblade” (bd. 1, 1925; bd. 2, 1927) giver mangfoldige vidnesbyrd derom. Selv fortæller han bl.a., at allerede moderen i sine unge dage ved de årlige ophold i København i vintermånederne havde haft sin nærmeste omgangskreds i jødiske hjem. Han skriver herom (bd. 1, s. 6): “Blandt de familier, som hun derved kom til at stå nær, kan nævnes Carl Plougs højt ansete hjem og de toneangivende Melchiors, af hvilke særlig etatsraad Moritz Melchiors hjem nu er velkendt på grund af H. C. Andersens tilknytning dertil.”

Da Plum senere begynder sine egne forretninger, står han stadig i samarbejde med jøder. Emissionen af The Crown Butter Export Co.’s aktier 1907 skulle efter den oprindelige plan foretages af Grundejerbanken med støtte af D. B. Adler & Co., hvis seniorchef var bankier Valdemar Goldschmidt. I bestyrelsen for hans foretagender sidder fra begyndelsen af Glückstadt som førstemand, og det er jo også Glückstadt, der overtager finansieringen af Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige datterselskaber og bliver formand for kompagniets bestyrelse.

Da Plum i 1912 opgiver sin sagførerforretning, sælger han den til sin fuldmægtig, overretssagfører Poul G. Cohn. Moses Melchior — som han karakteriserer som “en af landets største og kyndigste storhandelsmænd” — var den, der efter hans egen fremstilling tilskyndede ham til at påbegynde handelen med Rusland. I sine Dagbogsblades II. bind, s. 108,

269

beretter han endvidere om sine oplevelser i Hamborg, hvor han allerede før verdenskrigen var stærkt interesseret i Brasilien-firmaet Siegl & Schlodtmann, et firma, som 1913 ved hans medvirkning blev rekonstrueret og fik firmanavnet Schlodtmann & Co., således at hovedsædet blev flyttet til København, og Yding blev foretagendets europæiske, Schlodtmann dets brasilianske direktør. I denne sammenhæng taler Plum om “Ballins Hamborg, Amerika-Liniens stifters, kejserens dusbroders”, og fortæller bl.a.: “Hyppigst og helst mindes jeg køre- og spadsereture ud gennem staden med den gamle, fine jurist dr. Goldfeld, formand for Schlodtmann & Co.; han var medlem af rådet i Hamburg og viste mig med stolthed alt, hvad der var udrettet i løbet af de sidste få år, lige fra opførelsen af de smukke villabyer i de ydre bydele til de brede pragtfulde anlæg ned mod Alsteren inde i byens hjerte.”

Adskillige jøder — men dog forholdsvis få — fandt senere deres opgaver i Det Transatlantiske Kompagni. Bl.a. beretter Harald Plum, hvorledes Aage L. Dessau — gift med en datter af borgmester Drechsel i Århus og som sådan svoger til Eskil Yding — blev direktør for Continental & Oversea Trading & Co. i Paris, efter at der for dette firmas vedkommende var opstået mangfoldige komplikationer under krigen. Endvidere var to af Odense-konsulen fabrikant Harry Dessaus sønner, fætre til Aage L. Dessau, ledende mænd inden for enkelte af det transatlantiske koncerns selskaber, nemlig den i 1893 fødte Poul Dessau, der havde været direktør for firmaet P. W. Heyman i Melbourne og 1917 blev den meget smarte direktør for Dansk Italiensk Export Co. i Genua, samt den i 1895 fødte Willy Dessau. Om Poul Dessaus særlige meriter ved likvideringen af de brasilianske selskaber er der foran berettet nærmere. Som direktør for Det Transatlantiske Kompagni virkede i Lissabon cand.jur. Poul Rée, søn af højesteretssagfører Gerhard Müller Rée og svoger til den senere formand for Grosserersocietetet Holger Laage-Petersen. Endelig må fremhæves, at Martin A. Abrahamson, som på grund af, at han var født i London, af Plum betegnes som “englænder af fødsel”, fra 1917 var et særligt fremtrædende medlem inden for Det Transatlantiske Kompagni’s bestyrelse. Abrahamson spillede ved forskellige lejligheder en betydelig rolle; således havde han at gøre med organisationen af hjemsendelsen af englændere og franskmænd fra tysk krigsfangenskab, for så vidt denne foregik over København. I den anledning kom Abrahamson i selve revolutionsmånederne ofte til Berlin, og Plum fortæller den 1. januar 1919, at han nede i Tyskland “naturligvis havde haft lejlighed til at konferere med alle regeringsmedlemmer og partiførere, så vi vel i øjeblikket ved bedre besked om alt end nogen anden herhjemme” (bd. II, s. 186). Abrahamson var også i 1920 hovedmanden fra dansk side i forhandlingerne med Krassin og Litwinow.

270

Blandt jødiske forretningsvenner skal endvidere Valdemar Glückstadt nævnes, som sad i bestyrelserne for Continental & Oversea Trading Co. og Dansk-Italiensk Handelskompagni. Endelig skal bemærkes, at det russiske frøselskab “Trifolium”, Holten & Bondarzewski, som havde kontorer og pakhuse i Riga og Kiew og i 1917 omdannedes til et aktieselskab, hvorved det overtoges af Russisk Handelskompagni og det danske frøselskab “Trifolium”, som direktør havde Bent August Holten von Mauchenheim, kaldet von Bechtolsheim, gift med heljødinden Elna Ingeborg Levison. Er det måske ikke mere end et tilfælde, at denne direktørs broder, højesteretssagfører Viggo Holten-Bechtolsheim, var Harald Plums forsvarer i processen vedrørende Det Transatlantiske Kompagni i 1923 og Eskil Ydings forsvarer i straffeprocessen mod de anklagede i Harald Plum-sagen 1930?* Last not least skal nævnes, at generalkonsul Valdemar Glückstadt var medlem af bestyrelsen i Dansk-Italiensk Eksport-Kompagni.

I hvilken grad Harald Plum som leder af Det Transatlantiske Kompagni kunne få fremtrædende og højt ansete personligheder til at træde ind i bestyrelserne for de af ham ledede selskaber, er allerede bleven omtalt. Her skal blot gengives de vigtigste navne, der gik igen i de forskellige selskabers bestyrelser som Tordenskjolds soldater, ikke for at tage medansvar for disse selskabers solide drift, men for at skabe en tillidens atmosfære om disses ledende direktører og navnlig for på en let og behagelig måde at tjene de store tantiemer. Denne inderkreds, som frem for noget kunne regnes til Glückstadts tafelrunde, viste sig jo også stærk nok til i det afgørende øjeblik at forhindre en forsvarlig afstraffelse af Harald Plum og i et og alt at gøre sig Regeringen og Rigsdagens borgerlige partier følgagtige. Her er navnene på nogle af disse mænd, som allerede inden for den transatlantiske koncern skabte glans om de Plum’ske selskaber:

Højesteretssagfører Fritz Bülow,
kaptajn Oluf Aarestrup,
godsejer A. P. Lassen — Høvdingsgaard pr. Mern,
direktør Kay Reinhard, …

*) Hrs. Holten-Bechtolsheim så sig efter offentliggørelsen af Bankkommissionens betænkning beføjet til at beklage sig over, at den ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til landsretsdommen i Plum-sagen, og at kommissionen endog tillod sig at udtale en opfattelse, som var i strid med dommens resultater. Den endelige dom burde have været den endelige afgørelse! (“Social-Demokraten”, 1. 2. 1924.) 271 …

ingeniør Martin A. Abrahamson,
højesteretssagfører Emil Harboe,
overretssagfører V. De Coninck Smith,
konsul Frederik Hey, Billeshave Hovedgaard,
købmand Aage Berlème,
kommandør Henri Konow,
højesteretssagfører J. F. Fenger,
direktør K. F. Knudsen, London,
disponent N. O. Joung Fearnley, Kristiania,
grev Emil Krag-Juel-Vind-Frijs.

I enkelte selskabers bestyrelse sad desuden bl.a. bryggeridirektør Vagn Jacobsen, kontorchef Hertel Wulff, kammerjunker V. Brinckmann, daværende fuldmægtig i Undervisningsministeriet (nuværende chef for det Kgl. Teater og Kapel) cand.jur. Cai Hegermann-Lindencrone, overretssagfører Holger Zahle, byretsdommer F. Troels Lund, fabrikant Th. B. Thrige, generalløjtnant Christian Lütken, overretssagfører Just Lund, ingeniør N. M. Plum, grev F. Moltke og af selve Landmandsbankens ledende mænd foruden Glückstadt og grosserer Andreas Collstrop, der sad i forskellige selskabers bestyrelser, desuden i selskabet “Dansk Staalindustri” direktør Emil Rasmussen og vicedirektør Philip Mik-Meyer.

Over koncernens virksomhed er der allerede blevet berettet udførligt i de foregående afsnit. Her skal blot tilføjes, at de voldsomme tab, som påførtes Landmandsbanken og de enkelte selskabers aktionærer fra denne koncerns side, gav stødet til, at Bankkommissionen foretog særlige undersøgelser med hensyn til disse selskaber, og at direktør Plum tiltaltes for bedrageri, svigagtigt forhold og urigtig regnskabsaflæggelse. Tiltalen i anklageskriftet af 21. juli 1923 gik bl.a. ud på, at Plum havde ladet Det Transatlantiske Kompagnis regnskab for året 1919 udvise et overskud på 5.018.317 kr. og i medfør heraf indstillet, at der skulle udbetales et årsudbytte på 15 pct. af aktiekapitalen lig 3 mil. kr., omendskønt han vidste, at dette regnskab indeholdt imaginære indtægter og heller ikke tog hensyn til lidte tab, som specielt var opstået i Brasilien, ved Nordisk Oversøisk Handelsselskab, A/S Fabriksanlæg osv., ligesom der heller ikke var foretaget de fornødne nedskrivninger. Han tiltaltes endvidere for at have ladet sig — eller “H. Plums legatstiftelse” — uberettiget udbetale 252.522 kr. 97 øre af overskuddet for året 1919. Tilsvarende falsk regnskabsaflæggelse tiltaltes han for med hensyn til en række datterselskaber som A/S Bech van Siclen & Comp. i New York, A/S Union Trading Co. i Buenos Aires, A/S Brandt & Co. i Kairo, A/S Winkel & Gedde i Kobe osv. Omendskønt der i anklageskriftet krævedes straf efter Straffelovens strengeste bedrageriparagraf, § 21, blev denne tiltale under

272

domsforhandlingen fra anklagemyndighedens side frafaldet, og anklagen omfattede derefter kun den tiltaltes forhold ved regnskabsafslutningen for året 1919 i Det Transatlantiske Kompagni samt ved regnskabsafslutningen i A/S Bech van Siclen & Comp. for årene 1919 og 1920. Uanset det derefter i retsforhandlingerne, hvis stenografiske beretning foreligger, blev godtgjort, at koncernens organisation havde været overmåde mangelfuld, at de af Harald Plum ansatte direktører ofte var aldeles uegnede til deres hverv, og at dilettantisme og helt igennem spekulative engagementer havde haft afgørende indflydelse på koncernens sammenbrud, og uanset det endvidere både for anklagemyndigheden og for kommissionen stod klart, at der for Harald Plums vedkommende forelå groft bedrageri i flere tilfælde, kom dommen dog blot til at lyde på — en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55.

Denne kendelse, som faldt ved Østre Landsret den 10. november 1923 og nærmest måtte opfattes som en frifindelse, vakte selvfølgelig stor opmærksomhed i offentligheden. For menigmand måtte det simpelthen være ufatteligt, at der ikke var fundet grundlag for en skarpere dom. Større blev forbavselsen, da det, få dage efter at dommen var faldet, blev bekendt, at Rigsadvokaturen havde frafaldet appel til Højesteret, og bedre blev det selvfølgelig ikke, da den fungerende rigsadvokat, Statsadvokat Bohn-Rasmussen, til begrundelse herfor afgav en højst besynderlig erklæring til “Politiken”, lydende således: “Den foreliggende dom statuerer, at direktør Plum har gjort sig skyldig i bevidst urigtig regnskabsaflæggelse, og selvom denne dom ikke falder sammen med anklagemyndighedens opfattelse af domfældtes forhold, er man dog veget tilbage for at indbringe sagen for Højesteret på grund af dens kolossale omfang og bevismaterialets uhåndterlighed”. Altså: fordi svindlerierne var af et så ualmindeligt omfang og så utroligt forviklede, mente man fra straffemyndighedens side at måtte afstå fra en gennemgribende undersøgelse af Det Transatlantiske Kompagnis forhold og at lade Harald Plum slippe så billigt som muligt.

Endog den konservative folketingsmand Christmas Møller, som principielt var enig med anklagemyndigheden i, at der nu ikke skulle rodes mere op i de med Landmandsbank-katastrofen sammenhængende sager, var klar over, at den af Statsadvokat Bohn-Rasmussen afgivne erklæring var meget uheldig og så sig derfor foranlediget til at fremsætte en dagsorden i Folketinget for at berolige den offentlige mening. Dagsordenen stilledes den 30. november 1923 og kom til forhandling den 14. december s.å. Herunder indrømmede justitsminister Rytter, at Statsadvokatens erklæring rigtignok “ikke var tilstrækkelig gennemtænkt”, og at der selvfølgelig burde have været givet en mere udtømmende forklaring, for så vidt anklagemyndigheden overhovedet kunne føle sig forpligtet til over for

273

offentligheden at gøre rede for, hvorfor appel frafaldtes. Justitsministeren understregede derefter, at sagen var ikke blevet videreført, “da der, således som sagen forelå, ikke var sandsynlighed for en så væsentlig skærpelse af straffen, at der var grund til at appellere”. Med denne erklæring var Christmas Møller straks fuldkommen tilfredsstillet! Mod selve dommen havde han — selvfølgelig! — intet som helst at indvende; det havde kun været ham om at gøre, at der rammedes en pæl gennem den givne motivering, som intet havde med realiteterne at gøre. Venstre-manden, redaktør J. A. Hansen, kunne naturligvis på sit partis vegne ligeledes give sin uforbeholdne tilslutning til justitsministerens erklæring, og det hele ville således være endt i det rene idyl, hvis ikke det socialdemokratiske partis ledende mænd havde givet stødet til en mere indgående drøftelse af al den svindel, der knyttede sig til Det Transatlantiske Kompagni.

Stauning ironiserede i forhandlingerne den 14. december 1923 over Christmas Møllers forespørgsel, der åbenbart kun havde haft til hensigt “at bibringe vælgerne den tro, at der virkelig også i konservative kredse var interesse for opklaring og retfærdig domfældelse”. Hvad meningen var, havde justitsministeren jo selv røbet ved at fremhæve, at det her kun drejede sig om det rent formelle, og ikke om en realitetsbehandling. Men befolkningen ville næppe give sig tilfreds “med dette lille aftalte intermezzo i dag”. Han mente, at netop fordi sagen havde et så kolossalt omfang, trængte den så meget mere til opklaring, grundig undersøgelse og fuld belysning, end om det var en lille, sølle sag, det var let at overse. Det var jo ikke nogen bagatelsag, det her drejede sig om, eftersom Det Transatlantiske Kompagni havde “formøblet til skade for Landmandsbanken, hvad der i hvert fald til en vis grad vil sige det samme som til skade for Staten, 100 eller 150 mil. kr.”. Hvordan nu end forhandlingernes gang ved Landsretten havde været, havde det jo vist sig, at Statsadvokaten selv åbenbart ikke havde vist sig særligt befaren i anklagematerialet, så endog dommerne måtte erklære, at den fremstilling, Statsadvokaten havde givet, var “sådan, at de ikke kunne følge den”. Stauning fortsatte: “Her er jo ikke blot tale om et selskab, der har drevet transaktioner af en besynderlig art til skade for den bank, der finansierede kompagniet — dette er i sig selv en i høj grad alvorlig affære —, men vi har også netop i dette selskab et af de kapitalistiske systems mest karakteristiske eksempler, et udslag af den moderne og stadig mere, om jeg så må sige, fremskredne kapitalisme, som det er af samfundsmæssig værdi at få belyst. I Transatlantisk Kompagni var det jo store, vidtspændende planer, man søgte at bringe til udførelse, både kommercielle og storpolitiske. Der blev rejst store fantasislotte på Transatlantisk Kompagnis foranledning, der blev indledt vilde spekulationer, der blev planlagt en kæmpemæssig handelsvirksomhed, kædet sammen med

274

en omfattende verdenspolitik. Der var jo utvivlsomt meget at lære i denne sag. Men kapitalismens justitsminister afværgede, at det skarpe lys faldt over denne sag; det var nok med den uforståelige, også for dommerne uforståelige redegørelse, som Statsadvokaten leverede for Landsretten”. Stauning stillede derefter flere nærgående spørgsmål, spurgte f.eks., om justitsministeren billigede den fungerende rigsadvokats afgørelse, spurgte, hvorfor kun Det Transatlantiske Kompagnis regnskab for 1919 var taget som grundlag for tiltalen, ikke også regnskaberne for 1920 og 1921, på hvilke kædehandelens virkninger ville være meget mere fremtrædende. Man kunne dog ønske oplyst, “om man ville være fri for at have med de nye mænd at gøre, som i 1920 eller 1921 satte deres navne under regnskabet”.* Endelig efterlyste det socialdemokratiske partis formand Bankkommissionens betænkning, som dog nu forhåbentlig snart ville være afsluttet. Han gjorde gældende, at Ministeriet Neergaard havde “medansvar for de kolossale tab, som Transatlantisk Kompagni led ved de varebeholdninger, som opgjordes til meget store summer, og som henlå i Rusland og ikke kunne blive passet af selskabets repræsentanter på grund af, at man ikke fik overenskomsten fra 1920 i stand, som, da det nuværende ministerium overtog magten, havde al mulig udsigt til gennemførelse”. Også traktatforhandlingerne med Rusland i 1921, som kunne have ført til et positivt resultat, blev ifølge Staunings opfattelse på ministeriets ansvar afbrudt af daværende udenrigsminister Harald Scavenius. Til slut foreslog Stauning at slutte sagen med følgende påstand på overgang til dagsordenen: “Idet Folketinget beklager, at Østre Landsrets dom over direktør Harald Plum ikke blev appelleret til Højesteret, og at sagens fulde opklaring således blev forhindret, går tinget over til næste sag på dagsordenen”.

Denne dagsorden bragte alvorlig forstyrrelse ind i forhandlingerne, da de to borgerlige regeringspartier var gået ud fra, at — som det bemærkedes af Stauning — hele sagen ville være afgjort på 5 minutter. Venstre-manden, redaktør J. A. Hansen tog til orde og mente, at det ikke hørte til Rigsdagens kompetence at blande sig i domsmyndighedernes afgørelse og foreslog som egen dagsorden: “Idet Folketinget tager justitsministerens udtalelser til efterretning, går tinget over til dagsordenen”. Derefter rykkede Christmas Møller frem med en tredje dagsorden: …

*) I begyndelsen af 1920 var der bleven aftalt, at kontorchef i Udenrigsministeriet Knud Sthyr skulle indtræde i direktionen for Det Transatlantiske Kompagni som Landmandsbankens repræsentant. Han tiltrådte denne post hen på året, men senere blev Carl Johan Michaelsen som kommitteret for selskabets bestyrelse den reelt administrerende direktør i kompagniet.

275

… Folketinget udtaler sin tilfredshed med, at justitsministeren ikke billiger den i et interview offentlig fremsatte motivering af at undlade appel i sagen mod direktør Harald Plum, går tinget over til dagsordenen”.

Men nu så den Radikale Venstremand, overretssagfører Niels Petersen, sig tilskyndet til at rette alvorlige bebrejdelser mod justitsministeren. Hvis denne virkelig havde erkendt, at den af Statsadvokaten fremsatte begrundelse var betænkelig, var det højst besynderligt, at han ikke for længe siden havde taget til orde herimod.

Anklagemyndighedens motivering havde rørt ved selve grundprincippet: ens ret for store og små, og nærmede sig i en betænkelig grad en ren falliterklæring. Thi: “Det, der blev fremhævet, var, at landsretsdommen ikke faldt sammen med anklagemyndighedens opfattelse; man skønnede, at direktør Harald Plum havde gjort sig fortjent til en strengere dom, og dog veg man tilbage for at gå til Højesteret”. Hvorfor havde justitsministeren da ladet denne motivering stå uanfægtet dag efter dag og uge efter uge? Og når den forblev uimodsagt, hvorledes skulle da offentligheden erkende, at der var andre og vigtigere motiver? Bortset herfra gjorde ovrs. Niels Petersen opmærksom på, at Socialdemokratiets dagsorden ikke betød noget skridt udover tingets kompetence, da den endelige afgørelse jo netop hvilede hos den over for Rigsdagen ansvarlige justitsminister. Da justitsminister Rytter over for disse erklæringer søgte at frigøre sig for ansvaret, læste ovrs. Niels Petersen retsplejelovens §§ 712 og 714 op, der udtrykkeligt siger, at justitsministeren har den endelige afgørelse. Overfor denne påvisning havde ministeren kun den ynkelige udflugt, at han jo dog nu ikke mere kunne gribe ind, da fristen for appel var udløbet.* Stauning tog imidlertid ordet og fastholdt debattens kærnepunkt, hvorved han navnlig pointerede, “at komedien mellem d’herrer ved debattens begyndelse var arrangeret”. Han mente også, at sagen jo kunne blive endnu værre end den allerede var, hvis det skulle være rigtigt, at justitsministeren havde undladt at lade sig denne sag forelægge, før det var afgjort, om der skulle appelleres eller ikke. “det er”, bemærkede han, “jo ikke en isoleret lille sag om en direktør, der har beriget sig eller ikke beriget sig. Det er et led i den store, landsfarlige, landsskadelige Landmandsbanksag. Det er et led i den sag, for hvilken Staten har måttet påtage sig en garanti for 1000–1200 mil. kr. Det er i sidste instans Staten, der skal betale det tab, som Transatlantisk Kompagni har påført Landmandsbanken. Skulle det ikke være en sag, der vel egnede sig til, at den fulgtes med interesse …

*) Hertil kunne og burde der passende have været svaret, at ifølge gængs praxis giver Justitsministeriet jo netop ofte appelbevillinger til private, efter at lovens ordinære appelfrist er udløbet — så meget nemmere da til anklagemyndigheden!

276

… også af landets justitsminister?” Lige så hårdt tog grev Bent Holstein fat, idet han også gjorde gældende, at sømmelighedshensynet både over for lovgivningsmagten og over for den almindelige retsbevidsthed burde have foranlediget, at landsrettens dom var bleven indanket. Uvilkårligt rejste sig her på ny spørgsmålet, om det atter var de skjulte kræfter, Det tredie Ting, der havde forhindret sagens appel til Højesteret. “Er der nemlig”, bemærkede han, “nogen sag, hvori Det tredie Ting er interesseret, og hvori Det tredie Ting er delagtigt, så er det spørgsmålet om Transatlantisk Kompagni. Under forhørene i Landmandsbanken har det gang på gang vist sig, at så snart der var tale om Transatlantisk Kompagnis forhold, Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og Østasiatisk Kompagni, blev tæppet rullet ned; så blev der ikke undersøgt videre, så gik man udenom”. Det var kraftige anklager — men der var ingen i Rigsdagen, der havde mod til at imødegå dem.

Konservative mænd som grev Bent Holstein og grosserer Lemvigh-Müller stemte for den socialdemokratiske dagsorden, som imidlertid forkastedes med 67 mod 61 stemmer. Venstres dagsorden forkastedes ligeledes, medens det konservative partis vedtoges med 23 stemmer, hvorved 113 rigsdagsmedlemmer tilkendegav, at de hverken ønskede at stemme for eller imod. Omendskønt regeringspartiet Venstres dagsorden var bleven forkastet, drog Regeringen ikke den nærliggende konsekvens, i det mindste at lade justitsministeren falde. Den bevarede hellere sine taburetter. Og Harald Plums sag var reddet. Plum havde fundet sine våbendragere i Rigsdagen: i Venstre-regeringens medlemmer og  navnlig i Christmas Møller!

Harald Plum, der sammen med sin fætter, Erik Plum, overværede Folketingets forhandlinger, modtog selvfølgelig denne udgang af forhandlingerne som en særlig oprejsning. Når domstolene kom til en i realiteten fuldkommen frifindelse, og Rigsdagen så eftertrykkelig som skildret gav udtryk for, at de af ham begåede forseelser mod lovens bestemmelser var tilstrækkelig sonet med en bødestraf på 4.000 kr., var der selvfølgelig ikke noget at sige til, at han følte sig som et fuldt rehabiliteret medlem af det danske samfund, der nu kunne begynde forfra med sine så vel estimerede forretningsmetoder. Han behøvede i øvrigt på det tidspunkt slet ikke nogen særlig tilskyndelse til at fortsætte, da han allerede den dag, han blev dømt, var langt inde i nye millionbedragerier!

Som leder af Det Transatlantiske Kompagni havde han altid holdt The Crown Butter Export Co. udenfor. Desuden The Scandinavian Preserved Butter Company (Busck jun. & Co.), som var det foretagende, der først, allerede i året 1874, havde begyndt med eksport af smør til de oversøiske pladser, men i efteråret 1915 indledte et samarbejde med

277

The Crown Butter Export Co. og derved fra 1. januar 1916 stod under Harald Plums ledelse. I 1918 blev han endvidere indehaver af firmaet p. F. Esbensen. Med hjælp af kreditter, som Plum, efter at Landmandsbank­krakket var overstået, fik hos folkebanken, Privatbanken og udenlandske forbindelser, lykkedes det ham nu, efter 1923, ved siden af de nævnte selskaber at udbygge de ældre og at trænge ind i nye foretagender, i hvis bestyrelser der atter figurerede et stort antal gode og fine navne. Da Harald Plum 1929 var ude for en ny katastrofe, var han igen ledende mand inden for flere aktieselskaber, hvoraf skal nævnes:

The Crown Butter Export Co. I bestyrelsesrådet sad 1929 bl.a. oberstløjtnant Torben Grut, ovrs. E. Falk Jensen, prof. Heinr. Wenck, højesteretssagfører Martensen-Larsen og viceadmiral Henri Konow. Direktionen dannedes af Harald Plum, Eskil Yding og N. C. Mikkelsen (1928 aktiekapital: 1½ mil. kr.). Mælke-Eksport-Kompagniet med d’hrr. Hrs. Martensen-Larsen, Harald Plum og N. C. Mikkelsen i bestyrelsen (aktiekapital: 500.000 kr.). The Scandinavian Preserved Butter Company (Busck jun. & Co.). Bestyrelsesrådet bestod 1929 af ing. N. M. Plum, professor Hans Brix og oberstløjtnant Torben Grut. Direktør var Harald Plum (aktiekapital: 300.000 kr.). The United Danish Butter Preserving Co. Ltd. Medlemmer af bestyrelsesrådet var borgmester Ernst Drechsel, Århus, kommandør V. C. L. Schlüter og kaptajn Georg Schack, direktører var Harald Plum og Yding (aktiekapital: 175.000 kr.).

Desuden havde han fået stærk indflydelse på talrige andre selskaber såsom:

A/S l. E. Bruun, eksportforretning, hvor højesteretssagfører Viggo Holten-Bechtolsheim, direktør Percy Ibsen, generalløjtnant Gørtz, generalkonsul Norstrand, ovrs. Krarup, den chilenske minister Wessel og godsejer Tranberg sad i bestyrelsen (aktiekapital: 3 mil. kr.). A/S Det Forenede Danske Mælke Eksport Co., i hvilket bestyrelsen dannedes af de lige nævnte hrs. Martensen-Larsen, direktør Percy lbsen og generalkonsul Franz Norstrand (aktiekapital: 2 mil. kr.). Dette selskab startedes 1925 for at redde den eksportvirksomhed, som var brudt sammen for andelsmejeriernes sammenslutning. A/SDet Nordiske Trust Co. (The Northern Trust Co., Ltd.), i hvis

278

bestyrelse vekselerer A. de Conninck Smith sad som delegeret, som medlemmer desuden ovrs. V. de Conninck Smith, grev Frederik Otto Moltke, baron Axel Blixen Fineke, Sevedøgaard, grosserer H. N. Hansen, Hestkøbgaard og 4 herrer i New York, deriblandt en bankier H. C. Schwab (aktiekapital: 4 mil. kr.). A/S Christian Wulff & Co., i hvis bestyrelsesråd overretssagfører Carl Plum sad som formand, samt ingeniør Niels Munk Plum, greve Emil Juel-Vind-Frijs, Malmø, og ovrs. V. de Conninck Smith. Direktør var Vilh. Meyer (aktiekapital: 1 mil. kr.). A/S Vitamin Mælkekompagniet. Bestyrelsen bestod af direktørerne N. C. Mikkelsen, R. Aistrup, Eskil Yding, hrs. Martensen-Larsen, grosserer S. Burmeister, vekselerer Erik Heiberg og kammerherre Fred. Tesdorpf.

Det sidstnævnte selskab, som i virkeligheden lededes af Harald Plum, havde brugsret til udnyttelse af mælketørringsmetoden “Niro” og stod i nærmeste tilknytning til Vitaminfoder-Kompagniet, det tyske Vitamin-Kunstmælk Co. og Vitamin-Foderforretningen i Malmø. I alt var Harald Plum i 1928 atter interesseret i hen imod 20 selskaber, igennem Nordisk Trust bl.a. også endnu i Dansk Rekylriffel-Syndikat, desuden i maskinfabrikken og jernstøberiet “Vølund”, De forenede Jernstøberier og i Skandinavisk Vaaben- og Ammunitions-Kompagni.*

En mægtig ring af store foretagender var altså på ny opbygget under Plums lederskab, og fremragende mænd havde ikke undset sig for atter med deres gode navne at dække over forretninger, der senere afsløredes som ren svindel og bedrag. Alt dette var så meget mere uforståeligt, som Harald Plum under den første proces om Landmandsbankens krav havde afstået hele den Plum’ske legatstiftelse og sin egen formue, der tilsammen var vurderet til 635.000 kr., hvor udover Plum forpligtede sig til straks at betale 200.000 kr. og derefter 400.000 kr. i løbet af 6 år. Plum havde ikke holdt ord, men de personer, der senere stillede sig til hans rådighed, burde dog have vidst, at han i virkeligheden havde afstået alt, hvad han ejede, og at det derfor i det mindste var ejendommeligt, at han til trods herfor disponerede over store midler. Men den mistanke opstod altså ikke. Tværtimod: Harald Plum skulle atter blive en af landets mægtigste og mest ansete forretningsmænd. Han kunne atter få alle de lån, han ønskede, kunne udvide sine gamle interesser i smør- og mælkeeksporten, kunne oprette en ny mælketørringsindustri, atter leve sig ind i rollen som den formående og formuende handelsfyrste, …

*) Jvf. artiklen: Mændene omkring Harald Plum, i “Politiken”, 26. 10. 1929.

279

… og selvfølelsen hos manden voksede sig atter stærk. 1926 blev for ham det store år, da han kunne spejle sig i sin genvundne anseelse og til minde om sig selv på øen Thorø udenfor Assens, som han allerede havde erhvervet 1917, oprette sine mindesmærker samt mausoleet for sig selv og sine hunde, for også udadtil at bevidne, at han atter var blevet hersker i sit eget rige. Thorø skulle være hans domæne, skulle være hans hvilested. I sine dagbogsoptegnelser fortæller han allerede den 3. december 1919, at han har haft et udkast til sit gravsted på Thorø under overvejelse. Han fortæller, at det har oplivet ham i høj grad, omendskønt der sandelig ikke skulle så lidt til at kvikke ham op. Og så trøster han sig med, at han dog i sit “forholdsvis begivenhedsrige liv vil have op­nået på et eneste punkt at udrette noget varigt og værdifuldt til fordel for sig selv”. Snart tog han fat på planen. Endnu før processen i sagen om Det Transatlantiske Kompagni var endt, var gravmonumentet, hvis rejsning kostede 100.000 kr., oprettet. Også gravstederne for hundene kostede adskillige tusind kroner. Den 3. juli 1926 indviedes på øen Carl Bonnesens mægtige bronzegruppe “Thors Kamp med Jætterne”, på hvilken den bageste jætte, der angriber bagfra, efter Plums ønske bar H. N. Andersens ansigtstræk. Ved afsløringen holdt prof. Hans Brix festtalen, i hvilken han fejrede tordenguden og jættedræberen Thor, således som han dyrkedes i oldtiden, og som han i det nittende århundrede var genskabt af digtere og kunstnere. Nu bares Thor atter højt af sin ø i det fri bælt, og vide skulle han ses fra Thorø af søfarende mænd fra alle verdens egne; når de på deres skibe styrede ned gennem bæltet; her ville Thor nu stå “som et billede på den ånd, der har rådet, og som i fremtiden skal råde i Danmark”.* Der var fest på øen og fest i byen Assens i anledning af denne begivenhed. Selvsamme dag om formiddagen lod Plum også afsløre et monument til minde om den engelske ubåd “E 13”, som løb på land ved Saltholmen og derefter blev sammenskudt af tyske torpedobåde. På monumentet fandtes undervandsbådens anker. Ved middagen i Skovpavillonen fejredes slægten Plum bl.a. af billedhugger Bonnesen og statshovedrevisor Hertel Wulff, og Plum fejrede i anledning af det sidstnævnte monuments afsløring Englands nation som det danske folks ideal til lands og til søs, hvorefter en engelsk presserepræsentant, mr. Calvar, holdt takketalen. Endelig afsløredes den 30. november s.å. på øen Thorø en mindesten for Rolf Krake. Til alt dette var der penge til rådighed, men aldrig faldt det den nye bestyrelse for Landmandsbanken ind at kræve Plum for betalingen af det tab, han havde påført banken, end ikke legatstiftelsens midler blev ham …

*) Jvf. professor Hans Brix’ tale på Thorø, kronik i “Assens Amts Dagblad”, den 2. og 3. august 1926.

280

… afkrævet. I stedet for kunne Plum hos gode venner i Landmandsbanken købe 200.000 kr. aktier i Rekylriffel-Syndikatet og på disse låne 300.000 kr. hos andre banker. Og låne kunne han, så meget han ville, hovedsageligt hos Folkebanken for København og Frederiksberg, hvor hans fætter, F. C. Bretteville Plum, var en af direktørerne.

Men i oktober 1929 brast sæbeboblen.

Atter, som i 1920, var det etatsraad H. N. Andersen, der førte det dræbende slag. Han foranledigede, at Privatbanken sagde en millionkredit i Crown Butter Co. op, krævede, at der skulle føres en undersøgelse til bunds i dette firma, og at Plum omgående skulle fjernes. Dermed kom lavinen i skred. Folkebankens aktier faldt den 23. oktober 1929 fra 105½ til 89, og samme dag måtte bankens direktion i forhandlinger i Nationalbanken bede om de andre storbankers hjælp til rekonstruktion af banken. Det havde vist sig, at banken havde lidt tab ved engagementer i aktieselskaberne Crown Butter & Co., E. L. Bruun og de dermed for­bundne selskaber, og at disse tab var opstået på grund af besvigelse og falsk bogføring inden for selskaberne, foretaget af Harald Plum. Engagementerne beløb sig til i alt 5 mil. kr. Den følgende dag måtte det Plum’ske finansieringsselskab Christian Wulff & Co. standse sine betalinger, og bestyrelserne for Crown Butter & Co. og A/S E. L. Bruun besluttede deres selskabers likvidation, mens det Nordiske Trust Co. midlertidig standsede sin betalinger.

Samtidig begik Harald Plum selvmord på sin gård på Thorø. Også i sine sidste levedage spillede han imidlertid komedie. To gange skød han sig. Indimellem skriftede han sine synder over for sin nære ven højesteretssagfører Martensen-Larsen, som han havde tilkaldt fra København. Selve tildragelserne på Thorø var meget mystiske og er til stadighed bleven omgivet af et tæt slør. Den 28. oktober besluttede rigtignok rigsadvokat Goll, at Plums selvmord skulle gøres til genstand for en retslig undersøgelse, men den 25. december s.å. meddeltes der, at der ikke ville blive yderligere foretaget i denne sag!

Allerede den 24. oktober blev det bekendt, at justitsministeren ville lade den nye bedragerisag undersøge ved en særlig kommissionsdomstol. En uge senere arresteredes Eskil Yding, og i foråret foretoges omfattende kommissions-undersøgelser. Ved den endelige opgørelse af tabene inden for de forskellige selskaber, som havde tilhørt den nye Plum’ske ring, viste det sig, at disse beløb sig til i alt 36 mil. kr., hvoraf tabene ved Harald Plums bedragerier androg ikke mindre end 15 mil. kroner. Der blev indledt straffeproces mod syv af Plums nærmeste medarbejdere, og den 16. december 1930 faldt der dom. Direktør A. de Conninck Smith, som var tiltalt for bedrageri efter Straffelovens § 251 ved at have formået Folkebanken til at stå i bankforbindelse med Nordisk Trust, blev dømt

281

til 3½ års forbedringshus og revisor Henning Rothe til ét års forbedringshus efter paragrafferne 251 og 257 for at have udarbejdet en urigtig status og tillige for i strid med sandheden at have erklæret, at Harald Plum ikke stod som debitor i Nordisk Trust. Chr. Wulff fik samme straf som Rothe. Eskil Yding blev kendt skyldig i bedrageri og dømt til 2 års forbedringshus, medens prokurist Starup blev dømt til 40 dages fængsel på sædvanlig fangekost efter § 253 jævnfør § 58, 1. stk.

Endelig — i foråret 1931 — indledtes også undersøgelse mod be­styrelsesmedlemmerne i del Plum’ske selskaber for overtrædelse af Aktieselskabsloven. Mod disse faldt dommen den 13. marts s.å. Alle tiltalte blev ikendt bøder, nemlig:

Hrs. Martensen-Larsen og direktør Vilhelm Meyer hver 4.000 kr.,

ingeniør Niels Munk Plum 3.000 kr.,

kontorchef Carl Plum, ovrs. V. de Conninck Smith, greve Emil Juel-Vind-Frijs, direktør Niels Chr. Mikkelsen, revisor Marius Smith, direktør Albert Jørgensen og fhv. direktør Andreas Grut hver 2.000 kr.,

grev Frederik Otto Moltke 1.500 kr.,

viceadmiral Henri Konow, generalmajor Torben Grut Hansen, professor Heinrick Wenck, ovrs. Ejnar Falk Jensen, pens. overintendant baron Carl August Blixen Fineke hver 1.000 kr.

Tre af de anklagede appellerede byretsdommen, så sagen til dels kom til behandling ved Østre Landsret. Denne ret stadfæstede den 3. juli 1931 byretsdommen for viceadmiral Konows vedkommende, medens bøderne for højesteretssagfører Martensen-Larsens og N. M. Plums vedkommende nedsattes til 3.000 kr. De erkendtes for strafskyldige efter Aktielovens § 56.

Dermed var sidste akt i Harald Plum-affæren udspillet. Den kunne være undgået, hvis regering og rigsdag i 1923 havde draget grundig omsorg for afstraffelsen af de personer, der havde drevet deres forbryderiske spil med samfundets værdier, og hvis de navnlig havde sørget for, at Harald Plums og Eskil Ydings tilbøjeligheder til svindel og bedrag var bleven stillet ikraftig offentlig belysning. Men en sådan retshåndhævelse lå åbenbart ikke i de borgerlige partiers interesse, og kapitalmagten var som nævnt stærk nok til at forhindre den.

Med hensyn til dommen over Plum havde L. V. Birck givet udtryk for sin dybe skuffelse over for “Jyllandsposten” (11. 11. 1923), idet han erklærede:

282

“Dommen viser i hvert fald, at der i mange tilfælde sker de mest skadeliggørende handlinger på den mest skadeliggørende måde, som loven ikke kan eller vil ramme, og hvor det undertiden kan være tilladeligt at tage en bondedom af samme art, som Christian Den Anden tog over Peder Oxe. Jeg tror, Plum skal være tilfreds med, at en nævningedomstol af købmænd med almindelige købmandsideer ikke har afsagt dommen. Jeg er altså ikke jurist. Men jeg kan ikke glemme tabet af 150 mil. kr.”

Lige så skarp en kritik havde han rettet mod Eskild Yding, idet han bl.a. engang erklærede, at man ikke kunne sidde til bords med ham uden derved at tabe sin kaste.* Offentligheden var altså advaret. Også politikerne var blevet tilstrækkelig oplyst. Men alligevel slap Plum så billigt fra det, at grever, baroner, officerer, sagførere og en håndfuld direktører anså det for aldeles ubetænkeligt igen at flokkes om ham, at hrs. Martensen-Larsen i retsforhandlingerne i 1931 endog mente at kunne anføre til sit forsvar, at han havde næret ubegrænset tillid til Plum og ligefrem havde oplevet et chok, da han opdagede, at denne mand var svindler i stort format. Et held i øvrigt for disse bestyrelsesmedlemmer, at den nye aktieselskabslov endnu ikke var trådt …

*) Da skandalen indtrådte i 1929, gav Birck atter på forskellig måde luft for sin harme over den mangel på karakter og ansvar, som landets ansete mænd havde vist. Det berettes f.eks., at han den solklare eftermiddag, da det nye krak kom, dukkede op blandt journalisterne, som ventede uden for et af dagens vigtige møder, og gav sin opfattelse af situationen til kende ved at erklære: “Jeg havde først ventet krakket til foråret. Nu må man blot håbe, at det er amerikanerne, det er gået ud over. Det må dog være en Gud velbehagelig gerning at snyde det rak i disse tider!” Det andet Plum-krak betød i virkeligheden en oprejsning for ham, som 1923 havde ønsket, at undersøgelsen måtte blive gennemført til bunds, og Plum afsløret som den bedrager han var. Det lyder derfor også meget troværdigt, når “Politiken” (4. 2. 1933) fortæller, at Birck den nat, da Plum brød sammen, sad ovre i sit værelse i hotel “Kongen af Danmark”s stueetage, hvor han bag et vindue spændt fulgte bankmændenes kommen og gåen til mødet i Nationalbanken ved siden af. Da bilerne kørte frem og tilbage, bemærkede han: “De holder blodbryllup derinde”. Og da en lysbombe i det samme øjeblik sprang, tilføjede han: “Der skulle hellere være kastet en rigtig menneskebombe derind. Det er så sjældent, vi har dem alle på et bræt.”

283

… i kraft på det tidspunkt, da processen blev indledt; de ville ellers have fået en væsentligt hårdere og dermed efter almindeligt omdømme også en retfærdigere straf. Den mangeårige medarbejder ved “Social-Demokraten”, jøden Marius Wulff, har i en pjece “Sandheden om Plum” (Kbh. 1929), villet give en psykologisk forklaring på denne mands fantastiske svindelaffærer og hans egentlig ubegribelige indflydelse på en række medmennesker. Han erklærer, at det var visse sygelige tilbøjeligheder, der havde ført Plum, Glückstadt og Yding sammen. Han hævder, at Plum var homoseksuel, og at Glückstadt og andre ligeledes var det og af denne grund var fuldstændigt underkastet Plums indflydelse. “Det er”, siger Wulff, “denne homoseksuelle tafelrunde, der beherskede Danmarks økonomiske og politiske liv under krigen og som en væskende kræftskade åd sig ind i det danske samfundslegeme.” Man kunne lægge en sådan påstand stiltiende til side, hvis den ikke fandt nogen støtte i nogle ejendommelige bemærkninger, højesteretssagfører V. Holten Bechtolsheim fremsatte som forsvar i domsforhandlingen mod Yding den 28. april. 1930 ved Østre Landsret. I en nærmere redegørelse for forholdet mellem Plum og Yding bemærkede højesteretssagføreren nemlig, at “Yding i sin ungdom havde sluttet et venskab af ideel natur med Plum, hvorved de havde drøftet alt mellem himmel og jord”. Med hensyn til den skandaløse dom fra november 1923 hævder Wulff, at “hvis sandheden om, hvorledes han frelste Plum fra en vanærende dom, kom frem, ville det afføde en skandale uden lige”. Det lyder meget troværdigt, selvom Wulffs på­stand om, at det hovedsageligt var Plums homoseksuelle forbindelser i den højeste embedsstand, der gjorde udslaget, i hvert fald er over­dreven.

Helt ved siden af er det, når den nævnte jødiske skribent søger at frikende sin racefælle Glückstadt for al skyld og alt ansvar i Landmandsbank-katastrofen under henvisning til, at Glückstadt under de givne forhold skal have været et viljeløst redskab i Plums hånd. Det er uden tvivl fri fantasi. Emil Glückstadts magt, som jo strakte sig meget, meget videre end til Det Transatlantiske Kompagni, havde større formål, til hvis opnåelse alle, der var med i spillet, og ikke mindst mænd som Harald Plum og Ove Ringberg, blot var objekt, mens Glückstadt selv var den drivende kraft. Det var Glückstadt, der skabte grundlaget for den vilde spekulation. Men den hasarderede spilleånd, han skabte til landets og folkets uendelige fordærv, fandt sin sidste betydelige udløber i Harald Plum-affæren. Derfor må sagen også ses i denne sammenhæng. Jøderne var ikke selv med i dette sidste afsnit af gøglespillet, men det var jødisk ånd, som allerede havde givet forretningsmetoderne

284

i den transatlantiske koncern sit præg, og derfor også var bestemmende for den svindel og det bedrag, der kom til udfoldelse i de Plum’ske selskaber efter 1923.

b) Da overretssagfører Laurits Heine og departementschef Busck-Nielsen blev kompromitterede.

Til de særligt fremtrædende mænd inden for dansk konser­vatisme hørte i sin tid — foruden talrige af de mænd, som hørte til Landmandsbankens inderkreds — også overretssagfører Laurits Heine, heljøde, søn af overretssagfører Nathan Heine og hustru F. Trier. Om denne mand siger dr. H. J. Hansen i sin 1923 udgivne pjece: “Jødespørgsmålet” s. 44 følgende:

“Ifølge Kraks “Blå Bog” fra 1922 var den jødiske overretssagfører L. Heine formand for den konservative vælgerforening i København 1913–18, medlem af højres repræsentantskab fra 1908, formand for højres aktionsudvalg fra 1913, for Det konservative Folkepartis forretningsudvalg fra 1915, og min smule kendskab til den mand hjælper mig noget til at forstå slapheden i det konservative parti og særligt i den københavnske konservatisme med presse igennem de sidste 10 år! Stakkels konservatisme, stakkels Danmark.”

Det skrev dr. Hansen 1923, i en periode, da han formentlig ikke har vidst noget om overretssagfører Heines samarbejde med racefællerne, vekselerer Carl O. Meyer og direktør James Meyer i “Dansk Produkt”, og endnu ikke kunne vide noget om denne jødes ansvarsløse holdning som formand i bestyrelsen for “Internationalt Assurance-Kompagni”. Dengang var Heine endnu ikke politisk set en død mand. I den sidstnævnte affære var han i øvrigt ikke den eneste højremand, som blev kompromitteret. Foruden ham hørte nemlig også højres hovedkasserer, landstingsmand Th. Jensen til det nævnte kompagnis forretningsudvalg. Desuden departementschef i Handelsministeriet Gunni Busck-Nielsen, hvis hustru, født Küster,

285

fra mødrene side nedstammer fra den Odense’anske jødeslægt Weimann, og som selv hørte til Wilhelm Weimanns nærmeste vennekreds. Laurits Heine havde sine særlige meriter som foregangsmand på det økonomiske område. Han var således under krigen medlem af repræsentantskabet for “Private Laanebank”, som i februar 1922 rekonstrueredes ved sammenslutning med Landmandsbanken. Heine var repræsentantskabsmedlem både på den tid, da Stuhrs Værft i Ålborg ved transaktioner, som senere viste sig at være Kriminelle, havde påført banken milliontab, og på den tid, da denne banks hovedkulds fusion med Landmandsbanken fandt sted. Han var desuden medlem af bestyrelsen for Nordeuropæisk Reassurancekompagni sammen med nedennævnte direktør Wiingaard fra det Internationale Assurance-Kompagni og fhv. borgmester Carl Lehmann. Det førstnævnte forsikringsselskab, der arbejdede med en aktiekapital på 3 mil. kr., hørte med til dem, der hurtigt gik nedenom og hjem. Hele aktiekapitalen, og mere end det, gik tabt.

Dog Heines stilling karakteriseres bedst ved to andre forhold, som mere indgående skal behandles i det følgende.

Til en ren farce blev sammenbruddet af A/S F. F. Olsen & Co., Dansk Produktforretning, København, i hvilket ovrs. Laurits Heine var formand for bestyrelsen. Firmaet var blevet stiftet 1. maj 1913 under navnet A/S Dansk Produktforretning og havde den 1. august 1916 overtaget firmaet J. Meyers Hude-, Skind- samt Garverstof-Forretning. Ved generalforsamlingens beslutning af 30. 6. 1917 blev dernæst også firmaet F. F. Olsen overtaget. Firmaet handlede navnlig med affaldsprodukter. I bestyrelsen sad under krigen foruden Heine trafikinspektør Arne Jensen, direktør Ivar B. Goldschmidt, vekselerer A. F. Lamm, fhv. borgmester Carl Lehmann, og administrerende direktører var indtil januar 1918 M. Samson og James Meyer, en nær slægtning til Carl O. Meyer. Det drejede

286

sig altså om et meget udpræget jødisk foretagende. “Dansk Produkt” havde før krigen kun arbejdet med en aktiekapital på 400.000 kr., en kapital, som imidlertid senere successive udvidedes, indtil den i 1917 kom op på 2,5 mil. Yderligere udvidelse var planlagt, men måtte opgives. Firmaet havde gode overskud indtil 1917/18, da det beløb sig til hen imod 1 mil. kr. 1918/19 opstod imidlertid et mægtigt underskud på ikke mindre end 2.072.200 kr. 37 øre. Udbyttet androg: 

[table id=27 /]

Aktierne noteredes 10. januar 1918 til kurs 184½%, 2. januar 1919 til 213%.

På aktieselskabets generalforsamling i juni 1918 havde formanden meddelt, at foretagendet var i en “udvikling, som varslede godt for den fremtid, man kan vente den dag, normale forhold indtræder”. Omkring årsskiftet 1918/19, da aktierne endnu stod i omtrent 200 pct., søgte Dansk Produktforretnings bestyrelse generalforsamlingens bemyndigelse til udvidelse af aktiekapitalen med 3 millioner kroner! Til begrundelse for dette andragende udtalte formanden, ovrs. Laurits Heine bl.a. følgende:

“Jeg kan i den anledning meddele, at den første halvdel af indeværende regnskabsår — regnskabsåret løber som bekendt fra 1. maj til 30. april — er forløbet særdeles godt for selskabet, idet vi har været fuldt beskæftiget på alle områder, og salget af vore råprodukter i dette tidsrum når tilnærmelsesvis op til forretningens omsætning i hele det forrige regnskabsår. De os nærstående virksomheder har ligeledes arbejdet særdeles tilfredsstillende, således at vi for disse 6 måneders vedkommende kan regne med et passende resultat. Den i den sidste tid indtrufne forandring på hele verdensmarkedet har selvfølgelig også haft indflydelse på vor forretning, men forholdene er dog ikke

287

anderledes, end at vi uden ængstelse på noget punkt kan imødese den kom­mende tid”.

Det mente altså hr. Heine at kunne fortælle på general­forsamlingen i december 1918. Kort tid senere, den 22. januar 1919, kunne “Børsen” meddele, at direktør James Meyer havde besluttet at trække sig tilbage fra direktørstillingen. Dertil knyttede bladet en bemærkning om, at “som forholdene har udviklet sig herhjemme, hvor Regeringens indgriben på så godt som alle områder træder i vejen for ethvert initiativ og hindrer den enkelte i hans købmandsmæssige dispositioner, vil det ikke virke overraskende, om en god mand som James Meyer … finder tidspunktet egnet til at trække sig ud af forretningsvirksomheden og se tiden og forholdene an”. Nå ja, helt sådan lå sagen nu alligevel ikke, da direktør James Meyer i virkeligheden efterlod sig et fuldkomment falleret selskab, og da hans fratræden ikke netop skete på grundlag af en såkaldt “venskabelig overenskomst”.

Sagen var den, at James Meyer sammen med vekselerer Carl O. Meyer netop i slutningen af 1918 og i begyndelsen af 1919 havde været med til at udsprede rygter om, hvilket stort udbytte “Dansk Produkt” ville give for året 1919 og derved havde drevet kurserne på dette elendige papir op i ligefrem fabelagtige højder. I januar 1919 stod aktierne således i kurs ca. 190 og holdt sig et stykke ind i februar i kurs godt 100. Da var det navnlig Carl O. Meyer, som drev udstrakt handel med selskabets aktier og aktiekuponer; en mængde købere hoppede på og led store tab, medens hr. Meyer skummede profitten. Imidlertid anede Børsen uråd, og aktierne faldt derefter, handledes ultimo 1919 til 26½. Det viste sig da også, at resultatet for “Dansk Produkt” trods ovrs. Laurits Heines lyse profetier blev til et underskud på mere end 2 mil. kr. Kurserne var udelukkende blevet holdt oppe af børsjobbere og rygtesmedene med vekselerer Carl O. Meyer som førende mand.

288

Skandalen var stor! jovist! Men den kunne selvfølgelig ikke skade Laurits Heines anseelse som en af konservatismens faste støtter.

Dog værre blev det, da også Heines andet domæne, det Internationale Assurance-Kompagni, brød sammen.

Her drejede det sig om et forsikringsselskab, der ligesom så mange andre selskaber i samme branche var blevet til i krigstidens gyldne Gründer-periode. Næst efter det fra Landmandsbank-sagen kendte forsikringsselskab “Baltica” (direktører: Vald. Glückstadt og Max Lester; aktiekapital 17 mil. kr.) var det det største blandt de 13 forsikringsselskaber, som oprettedes i årene 1915–16. Internationalt assurance-kompagni (I.A.C.) stiftedes i juni 1916 med en aktiekapital på 10 mil. kr. Forretningsudvalget bestod 1918 af L. Heine (fmd.), grosserer Theodor Jensen og den administrerende direktør Aage Wiingaard. I selskabets bestyrelse sad bl.a. Grev W. Ahlefeldt Laurvig fra Møllerup, kammerherre G. Krag, dampskibsreder Carl Drost, fhv. Borgmester Carl Lehmann, professor ved Polyteknisk Læreanstalt Edouard Suenson, vekselerer Johan Levin og den kendte socialdemokratiske politiker Emil Marott. Store forventninger knyttedes til dette foretagende, ikke mindst med hensyn til dets virksomhed i udlandet.

Stillingen for dette forsikringsselskab var imidlertid allerede fra det første regnskabsår ikke særlig gunstig og blev for alvor vanskelig i 1921. På generalforsamlingen den 29. juni 1921 meddeltes det derfor aktionærerne, at der måtte regnes med en indkaldelse på den ikke fuldt indbetalte aktie­kapital, og en sådan, på 20 pct. af den tegnede kapital, blev den 23. september s.å. vedtaget. Efter en fornyet undersøgelse af selskabets forhold fra sagkyndiges side tilbød en koncern af forsikringsselskaberne Skandinavia, Absalon og Rossia at stå delvis delcredere [som kautionister] for en kredit på 3½ mil. kr., som Kjøbenhavns Handelsbank og Diskonto- og Revisionsbanken

289

ville tilstede det nødstedte selskab. Denne hjælp blev ydet sidst i januar 1922, efter at selskabets forhold var blevet grundigt undersøgt fra sagkyndige assurandørers side, hvor­ved det konstateredes, at navnlig genforsikringsselskaberne havde forvoldt det så store tab, at det ikke kunne fortsætte ved egne kræfter. Efter at der derpå var disponeret over en del af de nye, til rådighed stillede midler, erkendtes det imidlertid, at også denne midlertidige ordning ikke kunne holde, navnlig fordi visse udenlandske fordringer ikke indgik i det omfang, som man havde ment at kunne regne med, og resultatet var, at der blev indkaldt til en ny ekstraordinær generalforsamling den 27. maj 1922, i hvilken selskabets opløsning vedtoges.

På denne generalforsamling oplyste bestyrelsens formand, fhv. borgmester Lehmann, bl.a., at årsagen til van­skelighederne i første række måtte søges i at debitorerne svigtede i stedse stigende grad på grund af de mange sammenbrud, der i den sidste tid havde fundet sted i forsikringsverdenen. Men fejlen var også, at virksomheden fra begyndelsen af havde været slået for stort op, hvilket bl.a. forårsagede, at de aldeles uventede store skader blev overvældende for selskabet. Hertil bemærkede kontroludvalgets formand, hrs. Winther, at det nu havde vist sig, at den administrerende direktør Wiingaard havde været aldeles uegnet til sin post,* og at han havde afsluttet 997 kontrakter, af hvilke de fleste var slette. Som eksempel på hans dispositioner oplyste taleren, at udvalget var gået ud fra, at en bestemt …

*) Prof. Westergaard havde engang erklæret, at Danmark havde to fremragende kapaciteter på forsikringsvæsenets område, nemlig konferensråd V. Falbe-Hansen og — direktør Wiingaard. Hvad lå da nærmere, end at I.A.C. sikrede sig netop konferensrådens søn, der var forsikringsmand og oven i købet Laurits Heines svoger, som medarbejder. Desværre havde forsikringsmanden Falbe-Hansen ikke de samme evner som faderen; i retsforhandlingerne fremhævedes tværtimod gang på gang hans fantastiske evneløshed.

290

… engelsk kontrakt var udløbet, og man gjorde derfor regning på frigørelse af et depot på 13.000 £, men det viste sig, at kontrakten formentlig ved en middag på Hotel d’ Angleterre var fornyet af direktøren, og i stedet for at eje et depot skyldte selskabet 10.000 £. Ved en rent foreløbig kalkulatorisk status havde man konstateret, at af aktiekapitalen på 10 mil. kr. var de 7 mil. kr. tabt.

I aktionærernes kritik fremkom naturligvis den gammelkendte anke mod bestyrelsens medlemmer, om hvem man var gået ud fra, at de med deres gode navne måtte indestå for, at alt var i orden. En dr. Jacobsen ønskede, at der måtte vedtages et mistillidsvotum til selskabets ledelse; han havde, erklærede han, ikke kendt ledelsen, men i tillid til de gode navne, der fandtes i bestyrelsen, navne, der moralsk kaverede for en god ledelse, havde han tegnet sine aktier. På samme måde udtalte overretssagfører Bentzen fra Ålborg på sine mandanters vegne, at man i Ålborg havde tegnet aktier dels på grundlag af bestyrelsens navne, dels fordi virksomheden omfattede universalforsikring, men bestyrelsen havde ikke holdt sit program, som den burde, og ikke i de gode år begrænset sine tantiemer. Heroverfor hævdede ovrs. Laurits Heine, at det måtte bestrides, at bestyrelsen ikke havde holdt sine løfter. Der var ført et effektivt tilsyn med direktionen, og da man ikke fik forståelige oplysninger, havde man henvendt sig til første klasses forsikringsteknikere. Heller ikke løftet om universalforsikringer var tilsidesat. Men samtidigt måtte han dog indrømme, at Wiingaard ikke havde vist sig som tilstrækkelig ekspert, ligesom bogholderiet heller ikke havde holdt regnskabet a jour.

Det viste sig senerehen, at hele aktiekapitalen var gået tabt og langt mere end det; tabet opgjordes i juni 1924 til i alt 21 millioner kroner.

I juli 1922 rejste aktionærudvalget kravet om, at der måtte indledes kriminalundersøgelse mod selskabets ledelse, og den socialdemokratiske folketingsmand Niels Andreasen

291

stillede under finanslovdebatten den 20. november 1922 i Folketinget et tilsvarende krav. Andreasen henviste til, at den mand, der havde ledet likvidationen, hrs. Bache, selv havde udtalt, at regnskabet var misvisende, og Andreasen pointerede selv, at det var meget misvisende, navnlig da:

“de mellemeuropæiske valutaer, Reichsmark, østrigske kroner [østrig-ungarsk Koruna] osv., er opført til pari. Altså: Selskabets tilgodehavende i Østrig på et tidspunkt, da en østrigsk hundredekroneseddel ikke er det papir værd, den er trykt på, opføres til pari, tyske mark ligeså, når talen er om selskabets tilgodehavender. Og gælden til Sverige, til Amerika, til England, landene med den høje valuta — den er også opført til pari. Jeg betegner det som oplagt bedrageri”.

Andreasen erklærede, at sådanne regnestykker kun kunne finde sted, når man ønskede at putte de folk, der har betroet selskabet deres spareskillinger, blår i øjnene, og han resumerede, at der over for ledelsen nu måtte gøres strafansvar gældende efter Aktieselskabslovens §§ 54 og 55. Handelsminister Jørgen Christensen forsvarede imidlertid endnu den 23. november de ledende mænd inden for Internationalt Assurance-Kompagni og hævdede, at der ikke fandtes noget grundlag for en kriminalundersøgelse. Men da så senere direktør Wiingaards arrestation og direktør Kiersings selvmord fulgte, kunne den offentlige undersøgelse ikke mere undgås. “Social-Demokraten” gør herom gældende (13. 12. 1923), at hvis der var skredet ind i foråret 1922, da endnu kun 25 pct. af aktiekapitalen var tabt, ville tabet kun være blevet 3 mil. kr. Handelsministeren ville senere, da denne sag på ny kom på tale i Finansudvalget, ikke rent ud forsvare sin fremgangsmåde, men undskyldte sig med, at det feberhede forretningsliv i sin tid havde forhindret ham i at se til bunds i sagen. Den 12. december 1923 måtte handelsministeren tage yderligere konsekvenser af sagens forløb ved at suspendere departementschef Gunni Busck-Nielsen i henhold til tjenestemandsloven, efter at denne havde pådraget sig begrundet mistanke

292

om et forhold, der betog ham den tillid, som tjenestestillingen krævede. I den meget omfattende forundersøgelse var det da blevet konstateret, at departementschef Gunni Busck-Nielsen som bestyrelsesmedlem havde beregnet sig provision af aktietegning hos sig selv, at han trods advarsler undlod at skride ind mod den bedrageriske direktør, og at han sammen med andre bestyrelsesmedlemmer havde tilbageholdt 200.000 kr. Af den uberettiget oppebårne tantieme for at opnå en mindelig ordning.

I forundersøgelsen mod den arresterede direktør Wiingaard i december 1923 fremkom der meget graverende oplysninger om selskabets forhold, hvorved Wiingaard navnlig beskyldte Heine for at have udøvet en uheldig indflydelse på bestyrelsens dispositioner. Derved afsløredes der forskellige fantastiske planer, selskabet havde været inde på. Således havde I.A.C.’s kontorchef ovrs. Aage frost i 1918 været i Petrograd for at sætte sig i forbindelse med det russiske handelsselskab “Rossia”, og året efter havde samme mand været i Sydrusland og frost mente, at der her var indledt et godt samarbejde. På dommerens spørgsmål under retsforhandlingen den 14. december 1923, hvorfor I.A.C. da ikke havde tjent noget på den forbindelse, svarede Frost: “Den direktør, jeg havde hentet, hr. Katz, stillede sig straks uvillig over for I.A.C. Han havde gamle forbindelser i København, og disse må have påvirket ham imod selskabet”. Katz blev senere afløst af Gouda, der kom med i Scott & Co. Forbindelsen med det rus­siske forsikringsselskab “Rossia” var opnået ved en assurandør Lubowitz’ mellemkomst. Det oplystes tillige, at Wiingaard på samme tid efter forhandlinger med Lubowitz havde fået den idé at starte et verdensomspændende assurancefirma, der også blev stiftet og fik navnet “International Reassurance Brokers Company”. Dette selskab skulle skaffe kontrakter til I.A.C. Ovrs. Frost blev forretningsfører også for I.R.B.C., og efter hans forklaring var Wiingaard praktisk talt den eneste aktionær.

293

I forhøret over Wiingaard den 15. december 1923 blev det endvidere oplyst, at Lubowitz oprindeligt havde været medaktionær i I.R.B.C., og desuden I.A.C.’s kontorchefer Lund og Lytting for et syns skyld med en aktie hver. Men Lubowitz flygtede til Amerika, og derefter sad Wiingaard alene med aktierne og med ansvaret; dog erklærede sidstnævnte, at han altid havde betragtet Broker som en afdeling af I.A.C., der da også måtte bære risikoen. Lubowitz havde i øvrigt, før han rejste, fået udbetalt 20.000 kr. i honorar og 15.000 kr. i rejseudgifter for sin medvirkning ved forhandlingerne med “Rossia”. Hvad angik aktiekapitalen i I.R.B.C., konstateredes det endvidere, at den var ansat til 100.000 kr., og at overretssagfører Heine skaffede den i håndværkerbanken, mod at det Internationale Assurance-Kompagni (I.A.C.) kautionerede. Til oprettelsen af forsikringsselskabet “Rossia” havde Wiingaard skaffet 6 mil. kr. i Diskontobanken, af hvilke I.A.C. tegnede 2 mil. kr. I.A.C. garanterede desuden for de 4 mil. kr., medens “Norddeutsche Ree” garanterede for I.A.C.’s 2 millioner.

Da den konservative landstingsmand Theodor Jensen blev afhørt den 18. december, ville han bl.a. ikke rigtigt indrømme, at han i tide havde erfaret, at den i I.A.C. ansatte direktør Kiersing før sin ansættelse havde været straffet for bedrageri. Jensen erklærede, at han i 1920, da der var opstået ebbe i kompagniets kasse, havde talt med direktør Ringberg fra Landmandsbanken, og at han derefter havde standset Wiingaard i starten af store forretninger i Amerika, hvortil der skulle anvendes mange millioner Dollars. Skønt de forretninger, man havde haft med Amerika, viste sig at være de bedste, var hele forholdet ikke rigtigt, idet det ikke drejede sig om forsikring, men om valutahandel. Jensen måtte indrømme, at han for at få 215 aktier tegnet, fik en provision på 4.300 kr., og samtidig for 150 egne aktier en provision på 3.000 kr.! I anledning af, at bestyrelsesmedlemmerne af de af I.A.C. oprettede datterselskaber havde fået 200.000 kr.,

294

erklærede Th. Jensen, at man jo dog var blevet klar over, at man havde fået disse penge uberettiget, efter at man havde set højesteretsdommen i Landmandsbank-sagen. Derefter havde man også tilbagebetalt hele beløbet. “Vi har”, erklærede Jensen, “arbejdet så ærligt, som vi kunne”. I øvrigt havde Jensen glemt mangt og meget, der var ham ubehageligt, og gang på gang påberåbte han sig, at han jo havde haft blind tillid til direktør Wiingaard, som han havde anset for at være ligefrem genial. Han oplyste endvidere, at Wiingaard i Internationalt Assurance-Kompagni havde haft ansvaret for det forsikringstekniske, Heine for det juridiske og han selv for det kommercielle.

Da ovrs. Laurits Heine den 19. december var i forhør, ville han ligeså lidt som Jensen anerkende de protokoltilførsler, de selv havde sat navn under. Heine havde bl.a. konciperet en instruktion til revisorerne, ifølge hvilken der skulle afstås fra kritisk revision. Han havde også selv underskrevet den. Da dommeren fremlægger denne instruktion, erklærede Heine — ligesom dagen i forvejen landstingsmand Jensen — at den kendte han ikke noget til.

Derefter fulgte følgende replikskifte:

Dommer Pihl: De vedstår vel deres egen underskrift?

Heine: Jeg tør ikke fragå den.

Pihl: Den går jo ikke ud på en kritisk revision.

Heine: Nej, det gør den ikke.

Pihl: Synes de ikke, det er underligt?

Heine: Jo-o.

Pihl: Jeg kan forstå, at Wiingaard var interesseret i en lempelig revision. Men hvorledes kunne han få dem og Theodor Jensen til at underskrive dette papir? De var dog interesseret i en skarp revision.

Heine: Jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke huske det. Det ligner min underskrift.

Pihl: Jeg må have klar besked.

Heine: Jeg kan ikke huske det. Jeg ved, at den ikke har været fremlagt.

Pihl: Hvorledes er den da bleven underskrevet?

Heine: Ja, det véd jeg ikke.

295

Også i andre spørgsmål svigtede hukommelsen hos Heine. Således huskede han ikke, om han havde taget provision af egne aktier, og også hans tidligere kompagnon ovrs. Ludvig Bing, som var til stede ved forhørene, huskede intet om dette forhold. Heine havde fået 13.240 kr. udbetalt i provision, men det var ham ikke klart, om der deri var indbefattet provision af egne aktier. Han erklærede, at han havde underskrevet regnskabet ubeset, at han aldrig havde foranlediget, at de opkøb, som Wiingaard havde foretaget af selskabets aktier, var bleven betalt af selskabet selv, samt at Wiingaard herunder havde været stråmand for bestyrelsen. Han bestred at have skaffet sin svoger Falbe-Hansen og Mølbach en fordelagtig kontrakt med I.A.C., omendskønt det fremgik af selskabsprotokollen, at Heine selv havde foreslået at give denne kontrakt. Heine bestred rigtigheden af protokollatet, men kunne ikke bestride, at hans underskrift var ægte nok. Han måtte indrømme, at han ikke selv havde opdaget, at han var indført som forslagsstiller.

Den 21. december var departementschef Busck-Nielsen, den 22. december fhv. borgmester Lehmann i forhør; den første søgte at hjælpe sig ud af forlegenheden med, at han ikke rigtigt havde tænkt over forholdene, eller at han ikke huskede, hvad der var foregået, medens den sidstnævnte ligesom de andre hævdede, at protokollaterne var urigtige eller også, at han ikke rigtigt havde forstået dem, da de blev oplæst. Med hensyn til den provision, han havde modtaget for egne aktier, erklærede Lehmann, at han havde henvendt sig til Johan Levin for at få at vide, om det var sædvane at modtage en sådan provision. Levin havde sagt, at det var sædvane!

Undersøgelserne resulterede i, at der den 12. maj 1924 blev rejst tiltale mod direktør Wiingaard og 4 medlemmer af selskabets forretningsudvalg, nemlig mod ovrs. Heine, departementschef Busck-Nielsen, landstingsmand grosserer Theodor Jensen og fhv. Borgmester Carl Lehmann, medens de to øvrige medlemmer, højskoleforstander, folketingsmand Fr. Nørgaard

296

og den daværende biografdirektør og tidligere socialdemokratiske folketingsmand Emil Marott slap for tiltale. Da tiltalen rejstes, var Th. Jensen endnu medlem af Landstinget; han havde endog få dage i forvejen indtegnet sig som taler til forsikringsloven, men da hans parti kom under vejr med, at alle andre partier havde besluttet at forlade landstingssalen, hvis han besteg talerstolen, måtte han frafalde ordet! Den 12. maj 1924 fremlagdes derefter i tinget en meddelelse fra Justitsministeriet om, at rigsadvokaten udbad sig tingets samtykke til at rejse tiltale mod et af dets medlemmer, en episode, der virkede som en hån, tilføjet tinget af det konservative parti, idet partiet indtil denne dag havde vægret sig ved at lade Jensen nedlægge sit mandat.

Domsforhandlingen fandt sted den 24. – 28. juni 1924. Det oplystes her bl.a., at Wiingaard i sin stilling som direktør for I.A.C. havde haft en samlet indtægt på mere end én million kroner, dvs. en gennemsnitlig månedsindtægt på 100.000 kr. De tiltalte havde i honorar modtaget: Theodor Jensen 145.000 kr., Heine 141.000 kr., Lehmann 90.000 kr. og Busck-Nielsen 75.000, kr. “Dette er”, erklærede politiassessor Stamm, “omtrent ½ million kr., for intet at bestille.” I forsvarstalerne erklærede højesteretssagfører Fich bl.a., at Landmandsbank-sagen og den foreliggende var diametrale modsætninger, da bestyrelsen i førstnævnte sag var vidende om depotet af “egne aktier”, medens bestyrelsen i “Internationale” var uvidende derom. Højesteretssagfører Knutzen, der forsvarede landstingsmand grosserer Jensen, gjorde gældende, at bestyrelsen simpelthen ikke havde mulighed for at forlade deres stillinger, også efter at de havde indset, at de ikke var deres opgave voksen. Forsvareren sagde herom:

“De var lænket på hænder og fødder på de pladser, de havde indtaget. Direktør Ringberg i Landmandsbanken tvang dem til at blive, thi da grosserer Th. Jensen en gang var nede og tale med direktør Ringberg, og der blev tale om, at nogle af bestyrelsesmedlemmerne ville trække sig tilbage, så bemærkede Ringberg, at hvis nogen af

297

“navnene” gik ud, så ville Landmandsbanken opsige sin kredit! De var lænkede til vognen. Nej, de blev som de honette folk de er.”

Den 4. juli faldt dommen. Aage Wiingaard blev dømt for bedrageri til 2½ år i forbedringshuset. Ovrs. Laurits Heine og grosserer Th. Jensen blev hver idømt 2.000 kr. i bøde, Lehmann og Busck-Nielsen hver 1.000 kr. i bøde. For bestyrelsens vedkommende blev tiltale frafaldet efter Aktieselskabslovens § 56 for urigtig regnskabsaflæggelse, medens den blev dømt efter § 55 for at have beregnet sig provision på tegning af egne og venners aktier. I de samme dage, den 28. juni, blev det på I.A.C.’s generalforsamling vedtaget, at bestyrelsen skulle betale 200.000 kr. i erstatning til kreditorerne, hvortil ovrs. Levinsen rigtignok mente, at det var alt for billigt sluppet, eftersom denne sum ikke udgjorde 1 pct. af det samlede tab på i alt 21 mil. kr.

Dommen blev appelleret fra anklagemyndighedens side. Ved Østre Landsret blev alle fire bestyrelsesmedlemmer dømt til at betale en bøde på hver 3.000 kr. For overtrædelse af Aktieselskabslovens §§ 55 og 56. De dømtes efter § 55, fordi de havde undladt at optage de 134.000 kr. egne aktier i regnskabet, og efter § 56 for at have vist grov uagtsomhed ved regnskabsaflæggelsen.

Processen mod “Internationale Assurance-Kompagni”s mænd havde fået sin særlige betydning derigennem, at det her var særligt fremtrædende ledere inden for det konservative parti, som var impliceret: Ovrs. Heine var hovedbestyrelsens formand, grosserer Theodor Jensen hovedbestyrelsens hovedkasserer, og partiet kunne endnu i december 1923 ikke rigtigt affinde sig med at sætte disse mænd ud af partiarbejdet. Først den 14. december meddeltes det, at de to mænd havde besluttet at træde tilbage fra forretningsudvalget og repræsentantskabet.

Denne sag forvoldte stærke brydninger inden for partiet, da konservative kredse ude i provinsen, navnlig i Nørrejylland, krævede, at der nu skulle gøres grundigt rent bord. Det var

298

under hensyn til de således opståede vanskeligheder, at Højres sekretær, folketingsmand Christmas Møller, i samme tidsrum så sig foranlediget til at stille sin forespørgsel i Folketinget vedrørende Plum-sagen, for på denne måde at aflede opmærksomheden fra partiets egne skandaleaffærer og så vidt muligt at fremkalde det indtryk, at de konservative var interesseret i en hensynsløs kamp mod højfinansens svindel og bedrag. Men det konservative organ “Jyllands-Posten”, som til stadighed havde hævdet en selvstændig stilling og var uforsonlig over for den københavnske svindlerklike, der blev så eftertrykkeligt støttet af højres ledelse, tog kraftigt til orde i anledning af de her drøftede forhold.

Dette blad hævdede den 16. december åbent, at som højre selv “sidder i det, kan partiet ikke nære interesse for virkelig udrensning”. Bladet fortsatte:

“Det er forståeligt, at det i vide kredse er småt med tilliden til udrensningen efter krigsårenes udskejelser. Landmandsbank-affærens forløb i de forskellige stadier og hr. Plums bøde på 4.000 kr. for at formøble 150 millioner, er just ikke tillidvækkende. Og det er heller ikke de forhold, der knytter sig til forespørgslen i Folketinget. Man mærkede alt for meget, at forespørgerne generedes af det gamle ord, at man skal feje først for sin egen dør. Den måde, hvorpå den konservative ledelse har taget afsked med d’hrr. Heinø og Th. Jensen, vidner ikke om nogen forargelse på partiets eller samfundets vegne, tværtimod læser man tydeligt forsvaret mellem linjerne. Og specielt hr. Heine er dog ellers bleven slemt kompromitteret under forhørene over fhv. dir. Wiingaard. Herefter hører han ikke hjemme på de poster, hvor der er brug for tillid. Det er i øvrigt ikke første gang, man får indblik i hans jødiske smartness, og da han altid har været ilde lidt af partiets menige, er det ufatteligt, at “kredsen” har holdt på ham så længe. Men klikens interesser må vel have været stærkere end partiets.

Et parti, der bruger den slags folk som vimpel, er i hvert fald ikke skikket til at føre an i den offentlige udrensning. Og jævne, hæderlige mennesker har det indtryk, at sådanne folk fremdeles spiller en stor rolle i de indflydelsesrige cirkler, ikke mindst dem, der virkede bag kulisserne. Derfor kniber det med tilliden til at der bliver renset tilstrækkeligt ud.”

299

Det var sandelig tydelige ord. Men bladet havde også grund til at tage meget energisk fat, da partiets ledelse dagen i forvejen havde ekskluderet Aarhus Konservative Vælgerforening, fordi det støttede valgkredsens konservative folketingsmand grev Bent Holstein og ikke ville lade sig foreskrive fra partiet, hvad det måtte tro og tænke om den endeløse svindel, der bredte sig inden for hovedstadens overklasse. “Det er,” bemærkede “Jyllands-Posten” ved samme lejlighed, “et vidnesbyrd om det uhyggelige omfang af krigsårenes politiske og økonomiske og mange andre slags udskejelser, at man endnu ikke er færdig med udrensningen, endskønt samtlige statsadvokater og adskillige af landets domstole i flere år har fuldt op at gøre med disse sager.” Det var chokerende for partiets ledelse, at et konservativt organ således tog på vej og brød sig fejl om Christmas Møllers og Pürschels direktiver, ja, endog tillod sig simpelthen at putte Pürschels direktiver i papirkurven. Men den jydske konservatismes organer — “Jyllands-Posten” og “Aarhus Stiftstidende” — lod sig altså ikke kue.

En kostelig situation var i øvrigt også skabt derved, at den i ovennævnte sag medskyldige departementschef Gunni Busck-Nielsen som embedsmand havde den specielle opgave at overvåge Aktieselskabslovens overholdelse og oven i købet netop på det her omhandlede tidspunkt havde forberedt udkastet til en ny aktieselskabslov — den samme mand, som var medlem af bestyrelsen i svindelforetagendet “Internationalt Assurance-Kompagni”, som ved grov forsømmelighed ved regnskabsaflæggelsen havde gjort sig strafskyldig og endvidere ved aktietegningen havde sikret sig en uberettiget fordel på de øvrige aktionærers bekostning! Også det var altså muligt. Det forslag til lov om aktieselskaber, som handelsminister Jørgen Christensen fremsatte i Landstinget den 19. december 1923, var affattet under den nævnte embedsmands auspicier. Denne herlighed varede imidlertid ikke længe; allerede den 12. december

300

var Busck-Nielsen som ovenfor nævnt blevet suspenderet, og den 24. juni 1924 blev han af statsminister Stauning indstillet til afsked.

Dog dermed led hans anseelse udadtil selvfølgelig intet afbræk. Også som straffet person — 3.000 kr. bøde — stod han ligesom sine medskyldige, Heine, Theodor Jensen og Carl Lehmann, der var straffet på samme måde, fremdeles i den Blå Bog. Og der findes Busck-Nielsen den dag i dag!

Hvortil der så kun endnu en gang skal bemærkes, at det atter maner til eftertanke, at en mand som Christmas Møller dristigt turde hævde, Danmark intet jødespørgsmål havde. Han, der som vekselerersøn kom fra et miljø, hvor jøderne var særlig fremherskende, og som oven i købet fra 1923 var sekretær for det konservative partis forretningsudvalg, hvis formand var — Laurits Heine! Et sådant gøglespil ville være aldeles ufatteligt, hvis man ikke var klar over, at Christmas Møller netop på denne måde har troet at kunne tjene den jødiske finansmagts interesser bedst. At dette var formålet, viste sig i øvrigt i den her omhandlede periode også deri, at Christmas Møller satte alt ind på at forhindre grev Holsteins valg til folketingsmand i Århus. Han håbede jo derved at kunne fortrænge den mand, som i ganske særlig grad havde gjort op med Landmandsbank-svindelen og nu til sidst i Folketinget havde taget kraftigt til orde mod den skandaløse dom i Plum-sagen, stik mod Christmas Møllers ønsker. Sådan en mand skulle efter kapitalmagtens opfattelse naturligvis sættes hurtigst muligt ud af spillet, og storkapitalismens talsmænd inden for den københavnske konservatisme var selvfølgelig altid rede til at lystre sådanne paroler.

Men de jydske højremænd så alligevel dengang anderledes på sagen, og deres opfattelse fandt kraftigt udtryk i “Jyllands-Posten” den 11. november 1923, hvor der udtaltes ønsket om, at tiden snart måtte være inde, “da regimentet Pürschel-Christmas Møller-Heine har udspillet sin rolle — og en ny ledelse forstår, at Århus-kredsens programtro, trofaste

301

vælgere har mere ret end et rigsdags koteri [klike] til at udpege kredsens folketingsmand”.

c) Da Theo. Kliatschko på Københavns Børs i 1924 baissede – og Erik Glückstadt i 1925 fra New York haussede kronen.

De alvorlige bestræbelser, som fra efteråret 1923 udfoldedes fra Regeringens side for at stabilisere kroneværdien og om muligt at genindføre pariværdien, fulgtes selvfølgelig med største interesse fra den internationale kapitalmagts side, da den her vejrede nye muligheder for ved valutaspekulation at tilvende sig kursgevinster på landets bekostning. Rigsdag og regering inviterede jo ligefrem til en sådan spekulation ved i første omgang mod slutningen af året 1923 at oprette det såkaldte kursegaliseringsfond. Efter at Staten hos Hambros Bank i London (som i denne sag stod i samarbejde med fire andre engelske banker) og hos National City Bank i New York havde fået det fornødne lån på 100 mil. kr. i udenlandsk valuta (2,7 mil. £ og 10 mil. $), kunne livtaget mellem de jødiske spekulanter i ind- og udland på den ene side og egaliseringsfondet på den anden side sætte ind. Fondet trak naturligvis det korte strå. Til trods for de store midler, som nu stod til rådighed for Nationalbanken og Regeringen til stabilisering af kronekursen, satte bl.a. Den 21. januar 1924 et voldsomt valutabegær ind, og dermed brast i første omgang forudsætningerne for valutaegaliseringsfondets heldbringende virksomhed. Landet var nu ude for en prisstigning, der var stærkere end på verdensmarkedet. Børsen måtte tage konsekvensen af denne udvikling ved bl.a. i nogle dage at udsætte noteringen for korn, foderstoffer, mel og klid, Nationalbanken ved at forhøje diskontoen fra 6 til 7 pct. og Regeringen ved i huj og hast at indføre kraftige, midlertidige toldforhøjelser for udenlandske varer som tørrede frugter, figener,

302

dadler, korender, krydderier, visse manufakturvarer osv. og ved at indføre omsætningsafgift af motorkøretøjer. Dog, intet hjalp! Stærke kurssvingninger fortsatte i februar og marts 1924, og kursegaliseringsfondets midler var i løbet af få uger opbrugt. Staten måtte betale gildet med ca. 100 mil. kr., da de fire private hovedbankers andel i et eventuelt tab, ifølge lov af 15. 11. 1923 om oprettelsen af fondet, i alt ikke skulle overstige 3 1/4 mil. kr.

Om årsagerne til den hurtige standsning af kursegaliseringsfondets virksomhed, som efter den oprindelige plan skulle have strakt sig over to år, oplyser “Social-Demokraten” den 27. februar, at den i væsentlig grad, skyldes “kronesnylternes færd”. Der bemærkes endvidere: “I sagkyndige kredse hævder man den opfattelse, at baissisterne simpelthen har organiseret opkøb, af den valuta, som Nationalbanken kastede ud. At Nationalbanken ikke har været opmærksom derpå, og at Regeringen intet har gjort for på et tidligere tidspunkt at komme uvæsenet til livs, står særdeles vel til den passivitet, disse to faktorer er vant til at udvise over for samfundets økonomiske ulykker”. Disse påstande indeholdt en frygtelig anklage mod landets finansielle styre; men bladet havde uden tvivl ret. Katastrofen var de internationale børshyæners værk; det var dem, der spandt trådene fra København til Malmö, til London, Paris, Amsterdam osv. Og de spekulerede i baisse, indtil kursudjævningsfondet var tømt til sidste hvid [Hvid: Middelalderlig dansk sølvmønt]. Sådan lå landet. Men det søgte den borgerlige presse naturligvis at holde skjult; højst kom det til, at der i denne presse taltes om, at de handelsbalanceforbedrende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige. Og dog havde de været mere end nok anledning til eftertrykkelig at pege hen på børsjobbernes djævelske spil netop i denne sag, da baisse-spekulanternes færden jo til dels også kunne iagttages her i landet og gav grundigt syn for sagen. Om egaliseringsfondets sørgelige endeligt meddeltes i “Kristeligt Dagblad” den 28. februar så at sige i forbigående at

303

“så længe det endnu var i virksomhed, dannede det en modvægt mod spekulationerne i fremmed valuta. Nu er i virkeligheden fondets midler brugt således op, at man ikke kan forsvare at anspænde det yderligere, og det spiller derfor for tiden ingen som helst rolle”. NB: Da pengene var opbrugt, standsede også spekulationen! O, sancta simplicitas! [O, hellige enfold] – Neergaards lån på ét hundrede millioner kroner, som den danske stat skulle betale tilbage i 1925, var — borte med blæsten. —

Det mest ejendommelige ved denne sag er, at hverken rigsdag eller regering nogen sinde har krævet regnskab over de mægtige milliontab, som opstod ved de her omhandlede kursudjævningsforanstaltninger. Det var jo ganske åbenlyst, at her havde de anonyme finansgrupper atter været på spil; den internationale jødiske finansmagt, der bestemmer nationernes skæbne. Det var denne magt, der ydede Danmark lånet på de hundrede millioner kroner i engelsk og Amerikansk mønt, som veksel- eller overtrækskredit, og senere ved baissespekulationer borteskamoterede [4] disse penge, tilranede sig dem i løbet af ganske få uger. Men det danske folkestyre så sig altså ikke heraf foranlediget til at undersøge, ved hvilke transaktioner kursegaliseringens midler gik tabt, og man indskrænkede sig til at konstatere faktum! Så skamløst satte parlamentarismen sig ud over skatteborgernes interesser. Kun en enkelt sag, Kliatschko-affæren, blev modstræbende undersøgt; men ellers forstod man at strø sand over det hele!

[4]: Borteskamotere: Lad noget forsvinde ubemærket og behændigt. Kilde: Den Store Danske.

En første antydning om, hvem der havde været med til at baisse kronen her i landet, fremkom den 20. februar 1924 i “Ekstrabladet”, idet der meddeltes, at “Et kapitalstærkt konsortium har en væsentlig skyld i kronens fald”. I artiklen hed det endvidere: “Banden, der består af kendte danske

304

samfundsstøtter, har efter sigende kåret en udlænding med en ikke helt ren fortid til deres leder, og deres operationer foregår dels her i byen, dels i London og dels i andre europæiske hovedstæder”. På spørgsmålet, hvem der er de fem jobbere, kan “Social-Demokraten” allerede den følgende dag meddele, at i det mindste fire af dem, der tilhører “det landsskadelige konsortium, der slår kronen ned”, kan nævnes. Det drejede sig herved om Theo. Kliatschko, Glückstadts forhenværende kornekspert, hvis navn før i tiden navnlig havde været knyttet til det “af Landmandsbanken startede Nordisk Oversøisk Handelsselskab”, desuden grosserer Dethlef Jürgensen og de to outsider-vekselerere Carl O. Meyer og Oscar Siesby. Operationerne udførtes dels i København, dels i London og dels gennem medhjælpere i Malmö. En særlig stor dag havde disse spekulanter haft lørdag den 16. februar 1922, da det lykkedes dem at jobbe Sterlingkursen op til 27,35 mod 27,00 dagen i forvejen, hvorved kursen endda om lørdagen efter Børsens slutning var drevet helt op til 27,55. Den 22. februar 1924 kan “Social-Demokraten” meddele, at også vekselerer Poggensee hører med til den kreds af personer, der havde baisset kronen. I denne anledning blev efterhånden forskellige enkeltheder med hensyn til denne storstilede transaktion bekendt. Det store opkøb i Sterling var blevet indledt den 5. februar. Køberen havde i rent spekulationsøjemed ønsket 200.000 £ og forskaffet sig denne udenlandske valuta gennem enkelte vekselerere i leveringen af 5.000 à 10.000 £. Denne forcerede efterspørgsel på et valutamarked, som allerede i forvejen viste store kurssvingninger, havde en prisstigning på den udenlandske mønt til følge og foranledigede, at nu også andre, der havde brug for Sterling til reelle formål, så sig tilskyndet til hurtigst muligt at dække deres behov i fremmed valuta af frygt for yderligere prisstigning. En bankmand, der gav disse oplysninger til “Social-Demokraten”, tilføjede, at Kliatschko’s manipulationer havde gjort en kapital på muligvis 1 mil. kr.

305

fornøden og bemærker dertil: “Dette er, kort sagt, gangen i denne landsskadelige manipulation. Vedkommende person har lavet en terminspekulation på kort sigt — og er sluppet godt fra det! Han har formentlig tjent ca. 50.000 kr.”. [Ca. 1,4 mil. i nutidskroner.]

Der fandtes hovedstadsblade, der langt om længe i denne anledning kom til det resultat, at den slags spekulation i den danske krones nedgang var landsskadelig, og at der måtte gribes ind fra lovgivningsmagtens side for at forhindre, at kronen baissedes på denne uansvarlige måde. Dog, den bedste forståelse for denne sags uhyggelige alvor viste “Landmandstidende”, som krævede aldeles omgående politiundersøgelse iværksat og eventuelt også en undersøgelse fra Regeringens side. “Og vi ved”, fortsætter bladet, “at dersom det skulle vise sig at være rigtigt, da vil snart sagt ingen straf være hård nok over for en sådan forbrydelse. Det vil ikke være nok, at tage disse forbrydere og landsforrædere ved vingebenet. Thi man bør da være bombesikker på, at de ikke har været ene om det. Vi må da kræve en omgående og indgående undersøgelse, hvori det i løbet af den kortest mulige tid oplyses, hvem der beskæftiger sig med disse uhyggelige forretninger, om det er deres egne midler, de “arbejder” med, hvilken pengeinstitution der eventuelt forstrækker dem med midler, og hvilke midler samfundet har i sin hånd til på den mest hårdhændede måde at uskadeliggøre disse vort samfunds vampyrer. Dette kræver vi — og det skal ske straks. Det er den første betingelse for, at vor krone kan indtage den stilling, der tilkommer den”.

Det konservative landstingsmedlem, børskommissær Julius Schovelin, ser selvfølgelig helt anderledes på sagen. De to gæve jødiske spekulanter Carl O. Meyer og Oscar Siesby henvendte sig straks til ham som deres “naturlige værge”, og Schovelin fører straks et kraftigt forsvar for disse baisse-spekulanter i “Berlingske Tidende”! Denne mand anser sigtelsen mod Siesby for grundløs, erklærer, at han ikke kan tage stilling til Kliatschko’s og Jürgensens dispositioner, og at han

306

endnu ikke kan udtale sig om Meyers transaktioner. Men så fortsætter børskommissæren:

“I mine øren klinger den tale ganske fantastisk om et sligt “landsskadeligt konsortium, der systematisk slår kronen ned”. Det manglede bare, at vi på grundlag af slige løse forlydender skulle have en ny restriktionslovgivning, som ville hæmme den glædelige udvikling, hvori Københavns devisehandel [handel, hvor der betales med fremmed valuta via egen konto i udlandet] befinder sig — København turde være i færd med at blive en vigtig valutaplads i Nordeuropa. Men — hvad kan klodrianer og rygtesmede ikke ødelægge”.

Disse af utrolig storhedsvanvid og ansvarsløshed prægede anskuelser vovede altså Julius Schovelin at fremsætte over for offentligheden i en periode, da netop devisehandelen påførte statskassen, skatteborgerne, et nyt tab på cirka ét hundrede millioner kroner!

Hans betragtninger blev imidlertid ikke upåtalt. Udviklingen viste nemlig meget hurtigt, at det her drejede sig om en utrolig børsskandale, og at de børshyæner, som oprindeligt beskyldtes for at have baisset den danske krone, også havde baisset Franc’en og derved endda var så dristige i en annonce på første side i “Jyliands-Posten” den 9. januar 1924 ganske åbent at meddele at “Baisse-Operationer foretages”. Vilkårene kunne man erfare ved henvendelse under mærket “Baisse” til et københavnsk annoncebureau. Det franske blad “Journal” kunne senere henvise til, at netop to dage efter, at denne annonce var fremkommet, begyndte baissen i den franske valuta.

Her var Theo. Kliatschko ligeledes hovedmanden. Og samtidigt oplystes det, at den samme mand allerede i 1922 sammen med vekselerer Carl O. Meyer havde indledt kæmpemæssige baisse-spekulationer i den czekoslovakiske krone, spekulationer, som det først lykkedes at slå ned, efter at Regeringen i Prag havde grebet kraftigt ind. Da disse nye afsløringer kom, måtte Schovelin også over for “Nationaltidende” lavmælt indrømme, at han dog måske med hensyn til Kliatschkos virksomhed havde taget fejl.

307

Ved nærmere undersøgelse af Kliatschkos forhold fremkom i øvrigt endnu nogle særligt interessante oplysninger. Han var kommet til København i 1903 som repræsentant for korn- og bankfirmaet Louis Dreyfus & Co. i Paris. Hans firma medvirkede i 1910 til optagelse af lån i Frankrig for hr. Neergaard, der da var finansminister i Ministeriet Berntsen. Trods de store tab, Kliatschko senere forvoldte “Nordisk Oversøisk Handelsselskab”, bevarede han selv en betydelig formue og var navnlig under krigen en forgrundsfigur i storstadens natteliv i en kreds af meget tvivlsomme elementer. Uden at være dansk statsborger havde han i 15 år haft dansk grossererborgerskab. Man var gået ud fra, at han havde polsk indfødsret; men da det kom til stykket, og da der nu var planer fremme om at udvise ham, viste det sig, at han savnede beviser for sit polske statsborgerskab; så han var nødsaget til at søge et nyt “fædreland”. “Politiken” nærede af denne grund også betænkeligheder ved at lade ham udvise, da han efter at have forladt landet kun ville begynde på at spekulere i den danske krone andetsteds. Dertil svarede “Social-Demokraten”: “Vi beklager naturligvis, at der savnes lovlig hjemmel til at uskadeliggøre ham i længere tid, men vi tillægger det stor betydning, både at hans operationer besværliggøres ved, at han fjernes fra sine gode forbindelser i København, men navnlig at Københavns Børs befries for at være pladsen for de internationale ådselgribbes sammenkomst. Ry for at være et sådant samlingssted kan gøre Danmark umådelig skade i udlandet”. (24. 2. 1924).

For at berolige offentligheden foranledigede børskommissær Schovelin derefter selv en undersøgelse af baisse-spekulanternes forhold. Denne undersøgelses foreløbige resultat forelå den 9. marts 1924. Deraf fremgik, at hans Poggensee og Oscar Siesby havde drevet større arbitrageforretninger, hvorved førstnævnte som mellemmand for eksportforretninger og importører havde haft både hausse- og baissespekulationer i den danske krone. Poggensee og Carl O. Meyer havde lavet

308

tidsforretninger à la baisse i fremmed valuta, ikke i danske kroner. Hos Theo. Kliatschko havde den samlede omsætning i Paris’er Francs fra 2. januar – 26. februar andraget 41 mil. Francs, og desuden havde hans samlede hausse-engagements (køb) andraget 245.200 pund Sterling og 130.000 Dollars. Da han imidlertid samtidigt havde solgt 230.000 pund Sterling og 120.000 Dollars, kunne der efter Schovelins opfattelse kun med hensyn til differencen (15.000 £ og 10.000 $) være tale om, at de kunne udøve en uheldig indflydelse på kronekursen.

Bankkommissæren mente altså, at sagen slet ikke var så farlig endda! Heroverfor riposteres kraftigt i “Social-Demokraten”, hvor der bl.a. spørges, hvilke penge Kliatschko har benyttet til de store køb, da han jo ifølge undersøgelsen havde foretaget alle spekulationerne for egen regning, endvidere, hvem der har forsynet denne mand med de fornødne penge, og hvorledes man kunne bevise, at det var de samme penge, der benyttedes til både at baisse Franc’en og at hausse Dollar’en og pund Sterling. “En gammel vekselerer”, som af gode grunde ikke kunne nævne sit navn, gjorde endvidere børskommissæren opmærksom på, at hans forklaring var bundfejlagtig, da enhver, der købte udenlandsk valuta uden at have brug derfor, enten til indkøb i udlandet eller til betaling af gæld i udlandet, var regulær nedgangsspekulant i kronen — baissist. Når han, som af Schovelin hævdet, havde solgt, var det jo ganske selvfølgeligt, da han jo måtte sælge for at bjærge fortjenesten. Og han måtte have tjent godt. Havde han f.eks. købt Sterling til kurs 26 kr. pr. stk. og solgt til 26 kr. 50 øre, havde han tjent pr. Sterling 50 øre, på 1.000 Sterling altså 500 kr.

“Social-Demokraten”s angreb mod de navngivne baisse-spekulanter fulgtes af to sagsanlæg, som vekselererne Poggensee og Carl O. Meyer indledte mod redaktør Borgbjerg for fornærmelse. De tre andre angrebne personer tav. Retsforhandlingen fandt sted den 17. marts 1924., Poggensee led et dundrende nederlag. Det påvistes bl.a., at han på få dage

309

tjente 23.000 kr. ved Franc-spekulationerne. Han havde i øvrigt 5 år i forvejen slået sig op med markspekulationer. Det bevistes endvidere, at han på uforsvarlig måde havde jobbet “Atlas”-aktier op. Med hensyn til det af Carl O. Meyer indledte sagsanlæg idømtes Borgbjerg imidlertid en bøde på 800 kr.; desuden tilkendtes Meyer en erstatning på 6.000 kr. Ved Kliatschkos vidneførsel konstateredes, at denne, der knapt nok kunne tale dansk, havde stået i nær forretningsforbindelse med Carl O. Meyer. Kliatscko bestred selvfølgelig også, at han med sin valutahandel havde baisset kronen.

Theophil Kliatschko blev udvist kort efter, at processen var afsluttet. Da han den 24. april 1924 forlod landet, stod han i restance med et skattebeløb på 175.000 kr. Allerede den 15. juli s.å. Vendte han tilbage til Danmark, da der ikke fandtes noget land, som ville give ham tilladelse til varigt ophold. End ikke Polen ville tage imod ham og vægrede sig ved at anerkende hans polske indfødsret. Så forblev han i København til sin død den 28. maj 1939.

Ved årsskiftet 1923–24 ville rigsdag og regering stabilisere kronen. Disse bestræbelser forpurredes imidlertid af den internationale kapitalmagt. Et år senere lå situationen omvendt. Da ønskede Regeringen en langsom gennemførelse af deflationen, indtil den såkaldte “Ærlige Krone” var skabt. Men da højfinansen nu indså, at det kunne tjene ved at købe dansk valuta, som siden februar 1924 havde holdt en kurs fra ca. 57 til ca. 66, sattes fra denne side alt ind på at gennemtvinge en hurtig stigning, og nu røg kronen på nogle få måneder i sommeren 1925 op, hen imod pari, i et tempo, som aldeles ikke svarede til Regeringens eller Nationalbankens ønsker. Og atter var det børsjobberne, som jo gennem dansk lovgivning havde fået forvisning om, at det nu ville være en god forretning at hausse kronen, der tjente de store penge på samfundets bekostning.

Blandt disse børsjobbere befandt sig denne gang den til

310

New York udvandrede Erik Glückstadt, Emil Glückstadts nevø. Fabrikant, tidl. mangeårig fuldmægtig i Landmandsbankens børsafdeling, Kay Thomsen, drager i sin 1932 udgivne pjece “Valutakrisen” til en vis grad sløret fra disse tildragelser, idet han bl.a. Fortæller: “

… Opskrivninger af kronen foregik sommeren 1925, medens hele landet var hærget af lockout, og devisemarkedet således lå stille, idet der ingen aftræk var af fremmede deviser på grund af handelens stagnation. Opskrivningen blev ikke ordnet administrativt, men spekulativt ved arbitrageopkøb af danske kroner, og det var særdeles velorienterede dansk-amerikanske spekulationskoncerner, der udførte transaktionerne med en tidligere meget kendt, ung, dansk bankmand som mellemled mellem noksom kendte danske finansgrupper og hans hjemland”.

Denne mellemmand var Erik Glückstadt, på denne tid underdirektør i en storbank i New York. Han vidste selvfølgelig, at rigsdag og regering ønskede at sætte kronekursen op til pari, og han ydede så sin hjælp til denne af idioti fødte “saneringsproces” ved gennem sine “særdeles velorienterede dansk-amerikanske spekulationskoncerner” at købe kroner til lav kurs, for efter nogen tids forløb atter at kunne sælge dem til en kurs omkring pari. Atter kunne den udenlandske, in specie den amerikanske kapital, leve højt på det danske folks bekostning.

Kay Thomsen fortsætter: “Vi skal ikke her komme for meget ind på detaljer om disse ting, dertil er det for mørkt et kapitel i vor finansielle historie, men alene det faktum, at en samling inden- og udenlandske spekulanter var i stand til, lig en hærgende græshoppesværm, at plyndre og udplyndre landet, uden at nogen lagde dem blot den fjerneste hindring i vejen herfor, skulle man tro var uforeneligt med en regerings — særlig da en socialdemokratisk regerings pligter.

Således gik det i hvert fald, og dette faktum vil sikkert også tage sig mærkeligt ud set med en dansk arbejders øjne.

Sent skal det glemmes, at storbankerne, der fik parolen om kreditindskrænkning over for erhvervene, åbnede i snesevis af

311

spekulations-konti på margin over for spekulanterne, og at denne trafik fik lov til at foregå aldeles uantastet.

Det er autentisk, at skandinaviske borgere, så langt borte som f.eks. i Sydamerika, i Buenos Aires eller Rosario, så at sige alle spekulerede i danske kroner; de forstod det vel sagtens som en slags cadeau til dem, “for alle vidste jo, at kronen skulle i pari” …

Ordningen var i høj grad uretfærdig … Den blev særlig anbefalet af de store monopoliserede aktieselskabers direktører, de hvis formuer ikke var i drift, og disse betydelige passive kapitaler, der for størsteparten var indtjent i papirkroner under krigen, fik i virkeligheden en nettogevinst forærende på indtil 70% af pålydende. De havde vel nok grund til at være “socialministeren” taknemmelig, og har da også siden været det.

Dog var det selv for de monopoliserede direktører af stærke drikke (Anm.: her er selvfølgelig i første række tænkt på Benny Dessau!) ikke for stærk en drik for samfundet, navnlig for “dansk arbejde”, det danske arbejde, som ved denne manøvre sprængtes i stumper og skår!

Sandelig, molbohistorierne har livskraft i Danmark!”

Dette fortæller Kay Thomsen, som har været hele den fantastiske deflationssvindel på nært hold og kan tale med af selvsyn. Og atter spørger man: Hvad foretog den danske regering og den danske rigsdag sig for at forhindre, at de hemmelige internationale finansgrupper, om hvilke der her er tale, ved deres spekulationsmanøvrer udplyndrede landet? Intet som helst.
Erik Glückstadt, som vitterligt har været en af hovedmændene i dette spil om samfundets værdier, har år senere på ny kunnet tage fast ophold i København, uden at der skete ham noget, og Benny Dessau, som måske var deltager i de indenlandske finansgrupper og i hvert fald agiterede for genindførelsen af pari-kronen sammen med grosserer Ernst Meyer og hele det øvrige slæng af finanssjakaler, hørte til stadighed til det danske folkestyres mest betroede finansielle rådgivere. Dette er selvfølgelig også forklaringen på, at hausse-spekulanternes kup i sommeren 1925 blev ligeså lidt undersøgt som baisse-spekulanternes kup ved årsskiftet

312

1923–24; man skulle sandelig nok tage sig i vare for at røre ved disse ting.*

d) Nogle betragtninger vedrørende rabbiner Melchiors nærmeste slægt.

Til de mænd inden for jødedommen, som i det sidste årti har ført en utrættelig kamp mod nationalsocialismen her i landet, og som har gjort alt for at holde hadet glødende mod den bevægelse, der har sat sig til formål endelig at befri Europa for jødekapitalens kvælertag, hører rabbiner, dr.phil. Marcus Melchior.* Måned for måned har han — indtil marts 1940 — offentliggjort sine artikler i “Jødisk Familieblad” og derved givet en grundig anskuelsesundervisning i jødisk tænken og følen. Og hvad han ikke fik sagt i disse stadige hetzartikler mod Talmud-fjenderne, det har han fremført i sit noksom kendte kampskrift, udgivet 1937: “Man siger, at Jøderne—”. På argumenter skorter det selvfølgelig ikke hos denne i rabulistisk bevisførelse så vel bevandrede talmudist.

Han har også endnu sin racestolthed i behold. Da han i februar-nummeret 1936 af nævnte familieblad beskæftigede sig med problemet “dansk mentalitet”, så han et særligt udtryk for denne mentalitet deri, at danskerne viser agtelse for jødisk individualitet. Her dvæler han bl.a. ved en bemærkning, som engang rettedes til ham i en forsamling af kristne mennesker, hvor han havde haft lejlighed til at tale jødedommens sag. En af tilhørerne havde her efter foredraget sagt til ham:

“Det må være en stolt følelse at være jøde”. Disse ord gik rabbineren til hjertet. Og i overstrømmende …

*) Jvf. hertil også nedenfor afsnit 9 f, s. 425 flg.
**) Marcus Melchior var ved nationalsocialismens gennembrud rabbiner i Beuthen i Schlesien, flyttede senere til København og har siden februar 1934 her været fast medarbejder ved “Jødisk Familieblad”.

313

… taknemmelighed for så megen anerkendelse knytter han så følgende betragtninger til disse ord:

“Således har vi jo altid følt det selv: Vi har følt adelsmandens stolthed over sin afstamning, over sin slægts ydelser, over sin evne til at give og gavne, som vor egen. Vi har, fjernt fra alt hovmod, kendt det for stort at være bogens folk, at tilhøre verdens ældste kultursamfund, at spore årtusinders sus gennem vor historie, at give beviser for vor standhaftighed og livsvilje …”

Jo, Marcus Melchior har sin racestolthed i behold og føler sig afgjort som et værdigt medlem af Guds udvalgte folk. Og det er netop ud fra en sådan følelse, der har sin grund i blodet, at han i sine talrige artikler røber et rasende had og den dybeste foragt over for de ariske folk, som efter hans opfattelse kun af ren og skær misundelse rettede så hårde angreb mod hans stammefrænder. Og hvad har han ikke i årenes løb at sige de modstandere på, som ikke kan begribe, at jøderne danner verdens ældste adel og når langt ud over alle de nationer, de beærer med deres nærværelse; i moral og fornemt sindelag, offervilje og retsindighed.

Rabbiner dr. Marcus Melchior skulle ikke være så højt på strå. Den type, han sammen med sådanne kaldsfæller som den for længst afdøde overrabbiner dr. A. A. Wolff eller svigerfaderen, rabbiner dr. Schornstein frembyder, er ikke netop egnet til at vække sympati for jødernes sag. Tværtimod! Men når rabbi Melchior oven i købet tillader sig dristigt at tale om den stolthed, han ligervis som adelsmanden føler over sin afstamning, når han påberåber sig “sin slægts ydelser”, da kan det være på sin plads at gøre opmærksom på, at en sådan påberåbelse netop for hans vedkommende synes at være særlig malplaceret.

Til begrundelse herfor skal blot bemærkes følgende: Rabbiner Marcus Lazarus Melchior (født 1897) er søn af Arnold Melchior og dennes anden hustru, “præste”-datteren

314

Berta Wallach. Faderen, der i halvfemserne bl.a. var vekselerer og fabrikant, nåede i sine gode manddomsår at blive dømt to gange, første gang ved Fredericia købstads ekstraret den 21. april 1897 for offentliggørelse af utugtige skrifter til en bøde på 500 kr. subsidiært 2 måneders fængsel, og senere både ved underretten i Fredericia og ved Viborg landsret i 1899 til 4 måneders fængsel for svigagtig fallit.

Vedrørende dette sidstnævnte havde han i løbet af året 1896 drevet sin kreditgivning til usolide kunder i forening med vekselrytteri så vidt, at vekselgælden i løbet af året steg til ca. 283.000 kr., deraf ca. 132.000 kr. hidrørende fra leverede varer, medens ryttervekslerne udgjorde ca. 151.000 kr. Han drev svindelen videre i største målestok, indtil han senere erklærede sig fallit, hvorved der til konkursboet blev anmeldt og anerkendt fordringer til et beløb af 318.381 kr. 09 øre, medens aktiverne kun udgjorde 33.081 kr. 46 øre. Der manglede altså dækning for mere end en kvart million kroner, et efter halvfemsernes forhold ligefrem forfærdende resultat. Til trods for den mægtige konkurs nedsattes straffen ved Højesteret til 1 måneds fængsel, idet tiltalen efter den daværende Straffelovs § 263 bortfaldt og kun opretholdtes i henhold til Straffelovens § 262, 2det stykke og konkurslovens § 148 (jvf. Højesteretstidende 1899, s. 503-508).

I efteråret 1908 var den samme Arnold Melchior impliceret i skandaleaffæren omkring etatsraad Oscar Køhlers fallit, forløberen for Alberti-sagen. Thi det var ham, der sammen med sin kollega, Thorvald Borre, begge redaktionssekretærer ved Johannes Hansens temmelig berygtede dagblad “Middagsposten”, tilegnede sig det af justitsminister Alberti til redaktør Johannes Hansen rettede brev, der indeholdt anmodninger om at standse offentliggørelsen af afsløringerne vedrørende hans gode ven Oscar Køhlers millionfallit.* Til belysning af de særlige omstændigheder, der førte med sig, at

*) Jvf; nedenfor 9 a, s. 326 flg.

315

Borgbjerg den 18. oktober kunne oplæse dette brev i Folketinget, meddeles i “Middagsposten” den 19. oktober bl.a. følgende:

“Begge disse fyre (dvs. Melchior og Thorvald Borre) kom hertil, ukendte og i laset forfatning. Der gaves dem her virkefelt og rundeligt lønnet livserhverv. De fik her chancer for at skabe sig en position udadtil; at de har ødelagt disse chancer, kan de takke deres egen åndelige defekthed for. Man høre, hvorledes disse to kavalerer har misbrugt den tillid, deres arbejdsgiver har vist dem … Dette blads redaktør overlod, i privat øjemed, og på Arnold Melchiors derom fremsatte indstændige anmodning og “selvfølgelige” forsikring om at ville opføre sig som gentleman, et brev, som justitsministeren privat har tilstillet Johannes Hansen med høflig anmodning om at ophøre med visse “afsløringer”, som Arnold Melchior havde bebudet angående aktieselskabet Oscar Køhler … Så kommer de to slubberters benyttelse af dette den ene af dem privat overladte brev. De lod det først kalkere i flere eksemplarer og foreviste derpå originalen til vidner. Derpå henvendte de sig, skønt de var ansatte ved og havde deres udkomme af “Middagsposten”, til bladet “Kl. 12″s redaktør, hr. Adolph Pederstrup. De tilbød ham for gode ord og betaling brevet! Det er vidnefast, at de har gjort dette tre à fire gange i løbet af to dage.”

“Middagsposten” meddeler derefter, at de to redaktionssekretærer var bleven smidt på porten i denne anledning og derefter havde tilbudt Borgbjerg brevet til offentliggørelse i “Social-Demokraten” og tilføjer: “Dettes politiske redaktør, hr. Borgbjerg, har altså ikke undset sig for at benytte sig af jøden Melchiors judasgerning. Ja, judasgerning, det er ordet. Og den øves endda af en jøde, hvis fader gik under det betegnende tilnavn “Lille Vorherre” … De to kumpaner står ribbede for alle fjer, de to Judas’er har fået forrædernes løn: alle hæderlige folks foragt!”*

Også denne affære var altså mindre pæn. Da endelig “Mosaisk Samfund” den 3. november 1918 klager over, at der desværre endnu altid findes racefæller, hvis navne er knyttede til tvivlsomme foretagender, er Arnold Melchiors bedrifter atter på tale. Denne gang klages der over, at Melchior, hvem …

*) Alberti mente i sin rigsdagstale den 21. oktober 1907, at “Social-Demokraten” havde betalt 200 kr. for brevet, men Borgbjerg bestred rigtigheden af denne påstand.

316

… adgang til Børsen er forment, er udgiver af et organ “Børsreferenten”, som her henregnes til den kategori af børsorganer, “hvis forretningsgang næppe altid tåler at ses nøje efter i sømmene”. Hertil bemærkes endvidere: “Netop på børsspekulationens område fejrer antisemitterne ofte deres vildeste orgier, og dobbelt beklageligt er det derfor, når blade af denne art har intime forbindelser med jøder.”

Som med faderen, således også med vekselererdrengen Ludvig Melchior, rabbiner Marcus Melchiors lillebror, født 1898. Denne fik efter bestået præliminæreksamen i ca. 2 år sin uddannelse hos en vekselerer i Hamborg, var derefter et årstid medarbejder ved sin faders organ “Børsreferenten” og begyndte til slut i foråret 1917 egen vekselerervirksomhed. Da han senere måtte forsvare sine bedragerier for domstolene, oplyste han, at han havde begyndt forretningen med en egenkapital på ca. 15–16.000 kr.; deraf havde imidlertid 7–8.000 kr. været udestående tilgodehavender. Forretningen førtes på et af en fuldmyndig broder (formodentlig halvbroder, da rabbiner Marcus Melchior er den eneste rigtige broder) erhvervet borgerskab, og de ham betroede ordrer udførtes af to noteringsberettigede vekselererfirmaer, hvor han havde konto. Samtidig foretog han større børsspekulationer på sine egne konti, spekulationer, som skal have forvoldt ham tab på ca. 80.000 kr. I øvrigt holdt han sig oven vande ved omfattende besvigelser mod sine kunder, idet han tilegnede sig deres depoter og tilsendte dem fingerede afregninger. Således fik en af kunderne, som havde indbetalt kontant 34.000 kr. som margin for udførelse af børsforretninger, og som havde haft en fortjeneste på ca. 50.000 kr., hvis ordren var bleven rigtig udført, kun 7.500 kr. tilbagebetalt. I et andet tilfælde tilegnede Ludvig Melchior sig svigagtigt børspapirer til kursværdi 19.800 kr. samt kontant 2.500 kr. En mand, som stillede et depot på 11.000 kr., tabte 3.000 kr. plus en fortjeneste på 3.000 kr. En fjerde kunde tabte 11.000 kr.;

317

en femte 16.000 kr. og en sjette 12.000 kr. Blandt kunderne befandt sig også en, der i tiden fra 13. september til 9. oktober indbetalte i alt 55.000 kr. kontant og deponerede børspapirer af pålydende 21.000 kr., men til kursværdi ca. 37.200 kr., hvilke værdier alle skulle tjene som margin ved de børsforretninger, unge Ludvig Melchior skulle forrette efter hans ordrer. Præmisserne konstaterer hertil, at “Arr. har svigagtigt tilegnet sig og forbrugt samtlige disse penge og værdipapirer”. Således røgtede altså denne jødedreng sit hverv, i samarbejde med to noteringsberettigede vekselerere!*

Og alle de ved disse svindleragtige transaktioner erhvervede midler ødsledes bort ved sold og svir. Ludvig Melchiors forbrug androg i det halve år, da han levede flot på sin forretning, 10–15.000 kr. om måneden. “Politiken” fortæller om vekselererdrengens lystige tilværelse bl.a.: “Han var fast gæst hos Wivel. Ved hans bord, der var samlingsstedet for en vis kreds af yngre levemænd, blev der kun drukket champagne. Melchior havde et lille trick, som han gentog adskillige gange hver aften. Han drak et par glas af en flaske champagne og lod så flasken falde ned i køleren med et bump, der hørtes vidt omkring. Umiddelbart derefter slog han til køleren, så den gled ned af bordet, og isstykker og champagne flød hen over det tykke tæppe. Øjeblikkelig sprang tre tjenere til med spand og gulvklude, der var holdt i beredskab, og tørrede op efter den fine mand, og når det var besørget, bragte en fjerde tjener bukkende og smilende en ny flaske til hr. Vekselereren.

Ti minutter efter gik denne flaske samme vej som den forrige under latter og bifaldsråb fra Melchiors yderst oprømte vennekreds … I adskillige måneder boede Melchior samtidig på Paladshotellet og Klampenborg Badehotel og lagde her lige så ødsle vaner for dagen som alle andre steder. Drengebarnet holdt 4 automobiler. Da han i sommer tilfældig lærte en ung dame at kende, sendte han hende næste dag som en lille opmærksomhed – et automobil.”

Dette vilde spil fandt en brat ende. Mod slutningen af december 1917 blev Ludvig Melchior arresteret, januar 1918 blev hans bo taget under konkursbehandling, og den 18. juni

*) Jvf. “Børsen”, 19. juni 1918.

318

1918 faldt Kriminalrettens dom. Til trods for, at man havde gjort sig store anstrengelser for at få ham erklæret for sindssyg, viste det sig ugørligt at fri ham for straf. I en erklæring af overlægen på Kommunehospitalets 6. Afdeling blev bl.a. udtalt, “at meget i hans væsen og opførsel, således som det er oplyst i akterne, kunne passe godt på den antagelse, at arrestanten i al den tid, hvori han har spekuleret, har lidt af en manisk eksaltation, men at disse også kan have været af sekundær natur”. Overlægen erklærede til slut, at Ludvig Melchior trods alt måtte anses som fuldt tilregnelig. Han idømtes derefter en straf på 18 måneders forbedringshusarbejde, hvorhos han skulle udrede forskellige erstatninger.

Efter at have afsonet straffen, rodede den unge driftige mand sig meget hurtigt ind i nye affærer, hvor han atter kun med nød og næppe klarede sig fri for Kriminalrettens klør. Da i dette sidste tilfælde endogså faderen Arnold Melchior måtte lide tab, anså denne det dog for klogt at henstille til sønnen at søge sig et andet fædreland. Det hele endte med, at Ludvig Melchior mod slutningen af oktober 1920 tog afsked med sine talrige venner og soldebrødre og drog udenlands. I bladene meddeltes, at “drengen” afsejlede til Kina.

Dette var altså lillebrors tragedie.

Og så følger endnu et lille kapitel om den højst ærværdige ypperstepræst, Marcus Melchiors svigerfader, dr.phil. Schornstein, som 1907 kom til København og til en begyndelse havde sine meget alvorlige bryderier med overrabbiner, dr. Lewenstein. Denne dr. Schornstein var det mosaiske trossamfunds sjælehyrde helt til 1919, men måtte så af visse grunde meget hurtig tage afsked fra landet. Og hvorfor? Jo, simpelthen, fordi der dengang fandtes en assessor, nuværende højesteretsdommer Thorup, her i landet, som interesserede sig for kædehandelssager, smugleriaffærer og deslige og derved beklageligvis så sig foranlediget til også at undersøge en række mistænkelige jøders adfærd noget nøjere, hvorved han ikke blot afklapsede mænd som morfinsprøjteudsmugleren

319

Fürstenberg-Ganetski og medicinsmugleren Apfelbaum-Sinowjew*, men også dentalgummiudsmugleren Schornstein. Denne sidste sag var temmelig kompliceret. Rabbineren havde sendt sine venner og bekendte i Østrig dentalgummi i talrige breve, men ville over for dommeren ikke rigtigt indrømme, at han havde forset sig mod loven. Sådant gør jo en jøde aldrig, og da allermindst en rabbiner. Men der var dog adskilligt mistænkeligt i denne mands færden, i hans hyppige rejser til Sverige, hvor han hentede varer, og i hans mistænkeligt omfattende udenlandske korrespondance. Sverige-rejserne førte politiet på spor.

Om forhandlingerne i Kommissionsdomstolen berettes, at dr. Schornstein i det første forhør hævdede, at han kun havde sendt 10 breve af sted med dentalgummi.

Det er løgn, sagde assessor Thorup, og slog i bordet.

Siger De, at den mosaiske menigheds overhoved lyver?

Ja, for jeg har beviser for, at de har sendt mindst 1600 breve med dentalgummi ud af landet.

Så måtte overrabbineren tilstå.

Og derefter måtte han rejse og gå.

Og når rabbiner Marcus Melchior, som er gift med sin forgængers datter Meta Schornstein (vielsen fandt sted i Dresden den 23. 8. 1921), derefter endnu hævder, at han altid har følt stolthed over sit racemærke på samme måde som adelsmanden føler stolthed over sin afstamning og sin slægts ydelser, så skal denne stolthed være ham vel undt. Der er intet i denne overspændte jødiske selvbevidsthed, som kan imponere et arisk menneske. Men forbavsende virker det rigtignok, at en rabbiner, der i sin nærmeste familiekreds har eksempler som de påviste på særligt uheldige elementer, kan være så overlegen og oven i købet føler sig kaldet til at belære det danske folk om det, man skal tro og tænke om hans stammefrænder. Det er simpelthen en anmasselse.

*) Jvf. “Folket”, 16. oktober 1920.

320

Dog: Hvorfor skulle Marcus Melchior ikke! Han handler jo netop sådan som jøderne til alle tider har gjort det, og han er jo selv en renlivet repræsentant for sin race, velbefaren i talmudistisk bevisførelse og samvittighedsløs nok til at lave sort til hvidt og hvidt til sort, at fordreje sandheden, så det forslår noget. Det er ham, som også i sin 1938 udgivne bog bl.a. Hævder om antisemitterne (s. 86):

“De har forskanset sig bag den moderne fraseologi om jødernes nedbrydende indflydelse på det samfund, de lever i, om deres fremmedartethed i race og karakter, og om deres evne til at tilrane sig føringen i politik, økonomi, videnskab og presse, som dermed — til skade for land og folk — “forjødes”.”

Som om disse påstande ikke var sande, ord til andet! Som om der ikke med rette kunne tales om jødernes nedbrydende indflydelse. Men det tillader en rabbi sig at bestride, som har en Arnold Melchior til fader, en Ludvig Melchior til broder og en rabbi Schornstein til svigerfader. Fy for f…..! Og en Marcus Melchior tør tillade sig at benægte jødernes indflydelse på alle offentlige forhold, ja tør endda bestride deres fremmedartethed i race og karakter. “Spørg hver gadedreng, han ved bedre besked” — siger Louis Levy. Og Levy fortæller jo også om den lille Cohn, der kender sin adel, “Thi Cohn’erne er jo født til at være ypperstepræster i Jehovahs tempel”, på samme måde som Marcus Melchior selv! Melchior gør sig altså skyldig i en selvmodsigelse. Han anser det endvidere for en fornærmelse mod det danske folk, for en udpræget spekulation i uvidenhed, når der tales om, at jøderne har forstået at tilrane sig føringen i alle grene af det offentlige liv. Også her var Louis Levy ærligere, når han fortæller, at jøderne “af klog selvopholdelsesdrift har sat sig fast i samfundets kirtler, er blevet “vogtere af helligdomme”. Og så viser historien om Det tredie Ting, således som den er bleven skildret i dette værk, til fulde, hvor liden tillid en rabbiner Marcus Melchiors ord også i dette punkt fortjener.

Denne rabbi er i sandhed løgnens apostel!

Næste kapitel: 9. Professor L. V. Bircks kamp mod jødevældet

Det tredie Ting — 2. del