Det tredie Ting (2. del) – 9. Kapitel

Sand Historie

9. PROFESSOR L. V. BIRCKS KAMP MOD JØDEVÆLDET

På baggrund af al den slaphed og usseldom, der karakteriserer så mange højtstående og ansete mænds handlen og færden i Landmandsbank-perioden, virker L. V. Bircks mandige optræden i kampen for bevarelsen af offentlig moral også i økonomiske forhold forfriskende og befriende. Birck var i næsten en menneskealder den mand, som finansmagten frygtede mest. Hans styrke lå ikke blot deri, at han havde sine meningers mod, men at han var i besiddelse af en ualmindelig intelligens og som nationaløkonom havde et overmåde grundigt kendskab til erhvervslivets love. Han var og er uden tvivl vor tids mest fremragende danske nationaløkonom. Han var i mange henseender genial, og hans anseelse rakte langt ud over landets grænser. Men hvor stor end hans betydning som videnskabsmand har været — hans særlige betydning vil sikkert engang erkendes at ligge deri, at det var ham, som i tide påviste de farer, der truede samfundet fra finansmagtens side og som i kampen mod jødernes hensynsløse tyveri-politik eftertrykkeligt lod forstå, at han stadig havde sin racebevidsthed i behold. Han kendte dette folkefærd fra sine talrige rejser, og han havde navnlig under sit ophold i sine unge år i U.S.A. lært at forstå, hvad det betød at være en hvid mand.* på rejser i Østeuropa efter …

*) Prof. Birck var kendt for sine drastiske talemåder. Det fortælles, at han som en reminiscens fra opholdet i de forenede stater yndede at minde om en af Amerikanernes talemåder: ” You must not kill a man; (fortsættes …)

322

… århundredskiftet havde han ydermere haft anledning til specielt også at beskæftige sig med jødespørgsmålet. Han var som journalist en særligt opmærksom iagttager, som videnskabsmand en fremragende teoretiker, og han havde i sjælden grad common sense.

Til de vigtigste resultater i hans videnskabelige forskning hører behandlingen af kapitalproblemet. Her skelner Birck mellem den sociale realkapital, ved hjælp af hvilken nye værdier produceres og arbejdet holdes i gang, og den private kapital, der udelukkende har til formål at sikre og forøge den arbejdsfrie indtægt. Problemet om kapital som produktiv faktor og kapital som indtægtskilde, behandler han ved forskellige lejligheder, således i den allerede nævnte tyske afhandling “Realkapital contra Privatkapital” (Jvf. ovenfor i, s. 192, fodnote) og i det 1927–28 udgivne hovedværk

(… fortsat) but if you kill a Jew, even God will forgive you “. Nu skal man ikke tage den slags bonmots [rammende eller vittig bemærkning] friere, end de er. Mordlysten var Birck ikke, heller ikke, da han ved anden lejlighed erklærede, at han ikke kunne udstå gamle mænd, at det ville være bedst, om mænd, der kom op i tresserne, blev slået ihjel. Men han elskede det pointerede og måtte vel også, for at kunne sætte sig ud over hverdagslivets urimeligheder og tossetheder, blive en paradoksmager. Han udtalte også engang som den udprægede antikapitalist han var, at “Det ville være en af de skønneste dage i mit liv, når jeg kan være med til at hænge de københavnske bankdirektører, en del vekselerere og en skok [forholdsvis stort, ubestemt antal] aktieselskabsdirektører i træerne på børsrampen”. Sandelig, han skånede ikke sin modpart, når det kom til stykket. Den blodige ironi tonede også frem, da han i en tale i et studentersamfundsmøde, der fandt sted på hotel “Kongen af Danmark”, udstrakte begge arme med udråbet: “Jeg hænger som Christus mellem to røvere”. Den, der kender hotellets beliggenhed midt imellem Landmandsbanken og Ø.K.s hus, kunne ikke være i tvivl om hentydningen til de to røvere. Bemærkningen kunne næsten opfattes som blasfemi, og var det dog ikke; dertil var Birck for oprigtigt religiøs. Men således reddede han sig bedst ud over verdens dårskab, ved bidende spydighed, rammende ordsnært. Han mente jo også ved lejlighed, at såsom verden var blevet et galehus, måtte fornuftige folk jo indrette sig på at leve blandt de gale. Indrette sig, det er sagen.

323

“Den økonomiske Virksomhed”, I–II. Det var dette problem, som åbenbart interesserede ham mest. Men netop disse undersøgelser havde også deres specielle forudsætninger i den årelange kamp, han havde måttet føre mod den jødisk-danske højfinans’ udbytningsmetoder, og de havde deres specielle mål, nemlig beskyttelsen af arbejderen og bonden mod udmarvning og udplyndring af den passive kapital. Således forenes teori og praksis i hans livsgerning. Alt, hvad han ydede, er gennemglødet af hans stærke retsindighed, der gjorde hans indsats på det her omhandlede område til en indre nødvendighed for ham, og som forhindrede, at han i sin ydre virken nogen sinde gik på akkord med uretten. Lad gå, at han var en enspændernatur, med særegne vaner, at han koketterede med sine små bohemetilbøjeligheder, at hans nag til den, han en gang havde fordømt, kunne udarte til forfølgelse, ligesom han også krævede at kunne frifinde efter egen overbevisning: Det ændrer ikke ved den kendsgerning, at han var sin tids mest fremragende nationaløkonom her i landet, og at han var mere end det — en helstøbt karakter, et sjældent fænomen i det Danmark, der oplevede Det tredie Tings dristige og forbryderiske færd i et helt årti, uden at der ved siden af ham, Laurits Vilhelm Birck, fandtes blot så meget som en eneste mand, der ligesom han kæmpede for befrielsen af de produktive erhverv og deres udøvere i landbrug, håndværk og industri fra privatkapitalismens kvælertag. I denne kamp ydede han det uhørte og enestående. Hvor dybt det danske folk var sunket i den her omhandlede periode, da parlamentarismen afslørede sig som et udpræget mindremandsstyre og som den demokratiske råddenskabs domæne, kan næppe påvises tydeligere end deri, at prof. L. V. Birck i det store og hele stod ene i sin kamp, sjældent blev rigtigt forstået af de brede lag i by og på land, hvis sag han tjente som ene mand og bedre end nogen mand ellers, og at han på tinge nærmest virkede som en udfordring, eller, om man vil, som en fejltagelse.

324

Over for de lovgivende forsamlinger, Folke- og Landsting, havde den hemmelige overregering, Det tredie Ting, jødernes fint spundne forbindelsessystem inden for samfundets centrer, let spil. Thi trods den danske folkekulturs storhed manglede parlamentet, taget som helhed, dog den indre kraft, den ansvarsbevidsthed, sandhedskærlighed og viljestyrke, som kunne have gjort det stærkt nok til at modstå jødernes påtrængende magtbegær og samvittighedsløse gangstermoral. Kun Birck lod sig ikke bluffe. Han var for fast i sin i en vis religiøsitet bundende moral og for dybt gennemglødet af pligten til personlig sandhed og retfærdighed til at lade sig skræmme. Derfor forblev L. V. Birck også den absolut sikre, den stærke og den overlegne over for jøderne.

Hans styrke lå i, at han kun kendte den lige vej, hans storhed i, at han troede på det gode i menneskelivet og udmøntede denne tro i gerning. Derfor interesserer denne side af hans livsgerning os her. Og for at give et samlet overblik over denne hans livskamp, skal ikke blot hans indsats i den i skriftet omhandlede periode 1914–24 behandles, men også enkelte episoder, som ligger forud henholdsvis efter denne periode. Det vil da vise sig, at det til stadighed var de samme sociale grundideer, den samme moral, der bestemte Bircks holdning over for finansmagten og dens fornemste komponent: den internationale jøde. 

a) Birck contra Alberti.

Sin første indsats i kampen mod korruptionen i det offentlige liv ydede Birck allerede i perioden 1906–08, da den forcerede bankdannelse skabte al slags usundhed i det økonomiske liv ved overkapitaliseringer og navnlig gav stødet til en omfattende byggesvindel. I sammenhæng med denne kritik, som han førte både i dagbladet “Vort Land” og i Folketinget som konservativ folketingsmand, så han sig også

325

foranlediget til, i samlingen 1907-08 at beskæftige sig med den såkaldte Alberti-affære. At han derved rettede sine angreb mod en mand, der havde jødeblod i årerne*, har formodentlig ikke været ham bevidst, selvom han allerede dengang, 36 år gammel, havde gjort sig fortrolig med racespørgsmålet på sine omfattende rejser og bl.a. ved lejlighed havde offentliggjort interessante betragtninger om det østrigske jødeproblems stilling.

I rigsdagsdebatterne 1907–08 vedrørende daværende justitsminister Adler Alberti drejede det sig i første omgang om afsløringen af en gemen svindler, hvis forbryderiske virksomhed rigtignok til en ikke ringe grad blev muliggjort ved det herskende middelmådighedernes styre. Birck stod dengang ikke ene i sin kamp. Han støttedes bl.a. i Folketinget af socialdemokraten F. Borgbjerg og de radikale Venstremænd Ove Rode og Herman Trier. Men medens angrebene mod Alberti fra de sidstnævnte mænds side kun var et led i den parlamentariske interessekamps tovtrækkeri, og kun havde til formål at opnå partipolitiske fordele**, var det for Birck ene og alene sagen om at gøre. Han tilbød derfor også i sine indlæg i Alberti-sagen at stå inde med sin person for sine anklager, …

*) Albertis bedstemoder på mødrene side, Sophie Magdalene Nyeborg, var halvjødinde, datter af Marcus Salomonsen, der efter dåben den 18. 10. 1769 i Holmens Kirke førte navnet Ludvig Jørgen Nyeborg og 1774 blev gift med Frederikke Aagaard. Han selv var altså ottendedels-jøde, fætter til nationaløkonomen, prof. dr.polit. jur. Harald Westergaard, som på samme måde havde en lille dråbe jødeblod i årerne. Jvf. stamtavlen Salomonsen, s. 121.** Særligt typisk for dette forhold er de betragtninger, som den Radikale Venstre-mand Bransager knyttede til jøden, folketingsmand Hermann Triers angreb på Alberti i Folketinget den 30. 10. 1907 i sit organ “Venstres Folkeblad” i Ringsted. Bransager bemærkede bl.a.: “Den kamp, som nu indledes med det formål at fjerne den nuværende justitsminister fra vort offentlige liv, — det er en stor og betydningsfuld kamp om, hvorvidt typen Herman Trier eller typen Alberti skal være den herskende i landets politik”. Der tilføjes: “Det er kampen om, hvorvidt det (fortsættes …)

326

… tilbød de af ham angrebne mænd, foruden Alberti også hrs. Winther, at gentage sine beskyldninger også uden for tinget for at give dem lejlighed til retorsion.

De meget omfattende debatter vedrørende Alberti-sagen i rigsdagssamlingen 1907–08 behandlede imidlertid kun spørgsmål, som lå i periferien af Albertis samfundsskadelige virksomhed. Der fremdroges talrige beviser for, at justitsministeren havde gjort sig skyldig i embedsmisbrug, der ymtedes også noget om, at han kunne have gjort sig skyldig i bedrageri, men han sigtedes endnu ikke direkte for at have begået forbryderiske handlinger. Borgbjerg spørger f.eks. i Folketinget den 23. oktober 1907, om der ikke skulle eksistere nogle breve om det store Alberti’ske byggekrak ude i Jægersborggade, hvor den Sjællandske Bondestands Sparekasse havde mange penge stående. Han bemærker endvidere: “Senere endte det, i efteråret 1905, med et stort krak; ejendommene måtte sælges af indehaverne, nemlig den højtærede justitsminister, Cloëtta og murermester Schioldan, med ganske overordentlige tab; man anslog dengang, og vist med rette, det samlede tab for disse 3 mænd til over 1 million, altså ret betydelige tab for hver enkelt af dem …” Anledning til de omfattende rigsdags-debatter gav i første række Albertis anmodning til “Morgenposten”s redaktør Johannes Hansen om ikke at behandle hans afdøde ven, etatsraad Otto Köhlers fallit, ved hvilken der var opstået et underskud på 1 mil. kr. Denne henstilling vakte røre og tilskyndede navnlig Birck til at sætte sig grundigt ind i de Köhler’ske forretninger.

(… fortsat) politiske liv hos os skal være et operationsfelt for magt- og vindesyge spekulanter eller en arbejdsmark for mænd af retskaffenhed og fast overbevisning”. Den sidstnævnte front — hvis fremtrædende mænd altså var af typen Herman Trier og Edvard Brandes — sejrede kort derefter. Det Radikale Venstre kom til magten. Men til I. C. Christensens ære skal siges, at hans regering med hensyn til at skabe et “operationsfelt for magt- og vindesyge spekulanter” dog var de rene sinker sammenlignet med Regeringen C. Th. Zahle og dens fornemme jødiske koryfæer.

327

Mandag den 28. oktober 1907 giver derefter det konservative folketingsmedlem prof. L. V. Birck en omfattende redegørelse om forudsætningerne for det store krak i de Köhler’ske foretagender, hvor imidlertid kritikken endnu ikke rettes mod Alberti, men mod kammerraad Winther, som efter talerens opfattelse havde et hovedansvar for aktieselskabet “Oscar Köhler”s sammenbrud ved som bestyrelsesformand at lægge navn til dets regnskaber. Kammerrådens forseelse lå ifølge Bircks fremstilling i, at han havde sat sit navn under regnskaber, der var skikkede til at vække urigtige forestillinger hos tredjemand til skade for denne. Netop i dette tilfælde havde det vist sig, hvor nødvendigt det var, hurtigst muligt at skabe en aktielov, ikke for at beskytte aktionærernes interesser, men for at sikre kreditorernes interesser. Da tilsyneladende hverken kammerråd, højesteretssagfører Winther eller justitsminister Alberti havde forståelse for dette synspunkt, fremsatte Birck dernæst bl.a. følgende betragtninger til begrundelse for sine synspunkter:

“Jeg skal give et eksempel. Hvis jeg personlig gør gæld, hæfter jeg med alt, hvad jeg ejer og ejendes vorder, med mit navn, min ære, formue og samvittighed. Et aktieselskab derimod har ingen sjæl, som kan fordømmes, intet navn, som kan besudles, og intet legeme, som kan kastes i fængsel. Alt det, som gør, at man eventuelt kan give mig kredit, er ikke til stede hos aktieselskabet. Der må være noget andet, der må være kredittens basis, og hvad er det? Det er selskabets formue, aktiekapitalen. Man kan i tillid til mit navn og min eventuelle hæderlighed give mig kredit, men et selskab kan man kun give kredit i tillid til selskabsformuen, for hvis tilstedeværelse bestyrelsen hæfter, den og ingen anden. Jeg kan ikke vide, om et selskab ejer selskabsformue. Det ved bestyrelsen, og den alene ved det. Det er også kun derfor, at man i bestyrelsen vil have så mange gode navne, eksministre, excellencer, kammeradvokater, alt, hvad der er smukt og godt i dette land. Man gør det ikke for det arbejdes skyld, de kunne præstere, men netop fordi det er navnene, man har tillid til, idet selskabet på grund af disse navne kan få kredit. Der knytter sig tillid til disse navne. Selvom alle aktierne er på en eller to hænder, vil man forstå, at status må være rigtig og pålidelig. Alene i kraft af status er det jo muligt at bedømme, om man kan give et selskab kredit”.

328

Lidt senere bemærkede han i sin tale vedrørende bestyrelsesmedlemmerne: “De herrer sidde der ikke for at sikre sig tantiemer … De sidde der som garanter over for publikum, over for kreditorerne, over for aktionærerne. Det er derfor, de herrer får deres løn, ikke af anden grund. Så kunne de herrer sige: Vi ønske ikke at sidde i bestyrelserne. Men da må jeg svare, at ulykken ikke er så stor. Vi se rundt omkring mænd, som sidde i 14, 15, 16, 17 bestyrelser, hvor de ikke kunne have tid til noget som helst. Det, jeg forlanger, er, at bestyrelsernes medlemmer i hvert fald deres formænd, skulle forstå deres ansvar, at når jeg har med et selskab at gøre, er det i tillid til, at selskabets formue virkelig er til stede, og at dets regnskab er rigtigt, og den tillid får jeg i kraft af det fine, det bærende navn: Stå ved deres navn, mine herrer! Det er det eneste, jeg forlanger”.

Prof. Birck søgte derefter i en indgående dokumentation at føre bevis for, at kammerraad Winthers navn stod i et omtvisteligt forhold til det her omhandlede selskabs regnskaber og derved på aldeles utilstedelig måde havde vildledt selskabets kreditorer. Forholdene lå herefter i det enkelte som følger: 1. januar 1906 til helt ind i 1907 havde kammerraad Winther garanteret, at der var 125 pct. til aktionærerne og 110 pct. til kreditorerne, i juni 1907 garanterede han 40 pct. til aktionærerne, men stadig 100 pct. til kreditorerne, i september 1907 garanterede han 12 pct. til aktionærerne og 100 pct. til kreditorerne, men det faktiske forhold måtte nu være: Intet til aktionærerne og 12 pct. til kreditorerne! Mere end én million kroner var gået tabt. Sådanne forhold kunne ikke tolereres, også i økonomiske sager havde en offentlig moral sin betydning. Han sluttede med at erklære, at han stadig ville være rede til at tage konsekvensen af sine angreb, som han vidste var en vægtig og alvorlig anklage mod en mand, der indtog en smuk og stor stilling inden for samfundet. Han mente, at “når denne anklage bliver bevist, kan denne mand ikke indehave en offentlig stilling, hvis der er ære i landet”. Og han sluttede:

“Jeg må nu sige, at når jeg har talt om denne og andre affærer fra forretningslivet, må det stå fuldstændig for min

329

egen regning, jeg føler mig ikke dækket af min rigsdagsukrænkelighed og ikke dækket af mit parti. Jeg alene må tage ansvaret, og jeg tager konsekvensen deraf, den konsekvens, at hvis jeg har uret, hvis mine beviser er falske eller uforståede, må jeg som mand af ære nedlægge mit mandat … ; thi for mig gælder det i hvert fald: En mand er en mand”.

Birck presser derefter på med hensyn til sine saglige krav, forelægger bl.a. den 29. oktober, efter at have hørt, at der blev forberedt en aktielov, et forslag til lov om autoriserede revisorer, en institution, som efter hans opfattelse måtte skabes straks, såfremt en aktielov skulle være effektiv. Allerede på dette tidspunkt er han altså meget stærkt inde på tanken om en skærpet kontrol af aktieselskaber, grundet hovedsagelig i den omfattende byggesvindel, der havde sat ind 1906 med den begyndende spekulationsperiode. Han advarer navnlig også bankerne mod alt for letsindige kapitaldispositioner, således som de i 1907 var blevet afsløret ved den Warburg’ske fallit, hvor “alle banker havde indladt sig på at give kredit til det samme firma i meget stort omfang, uden at underrette hinanden derom”. (Tale holdt den 19. oktober 1907).

Ved 3. behandling af Finansloven den 14. marts 1908 retter prof. L. V. Birck sit angreb direkte mod Alberti, idet han henholder sig til, at justitsministeren havde forsøgt at fremme sin private jordspekulation ved at give koncession til foreningen “Den Ædle Hesteavl” til anlæg af en væddeløbsbane ude ved Ordrup Krat. Det areal, som foreningen havde købt til dette formål — efter at sagen havde affødt mangehånde konflikter og intriger inden for foreningen — omfattede et stykke af Christiansholms jorder, et lille hjørne af Ordrup Krat, som havde tilhørt justitsministeren og dr. Mollerup, og 10½ tønder statsskov, som Finansudvalget havde givet tilladelse til at bruge. Da imidlertid “Den Ædle Hesteavl” var betænkelig ved selv at ofre alt for store beløb på det nævnte areal, havde Justitsministeriet givet koncession på et Landbrugslotteri, som skulle udgive lodsedler til et beløb på i alt

330

3 mil. kr., hvorved der gaves mulighed for at indtjene et overskud af ½ mil. kr. Den ene halvdel af dette overskud skulle derefter stilles til rådighed for foreningen til anlæg af væddeløbsbanen, den anden halvdel skulle tjene til fremme af det lille landbrug. Birck påpeger ved sin omtale af denne sag, at de 250.000 kr. i virkeligheden ikke var et tilskud til Den Ædle Hesteavl, men til Væddeløbskonsortiet, og at bevillingen i og for sig var i afgjort modstrid med Lotteriloven af 1869, bortset fra, at den også blev gennemført uden landbrugsorganisationernes og Landbrugsministeriets billigelse. Men justitsministeren havde altså alligevel givet koncession til oprettelsen af Landbrugslotteriet den 26. maj 1907, og derefter indledt videre foranstaltninger, idet han selv samtidigt sammen med sin svoger og kompagnon dr. Mollerup havde købt nogle grundstykker beliggende ved siden af væddeløbsbanen i Ordrup, således at han var personlig interesseret i den grundværdistigning, som måtte fremkaldes i forbindelse med det af ham selv koncessionerede lotteri. Grundværdistigningen for de jorders vedkommende, der tilhørte justitsministeren, var yderligere bleven øget ved, at vejanlægget ved Klampenborgs Væddeløbsbane var anlagt over Holmegaards jorder, og ved at sporvejslinjen nu førtes op til justitsministerens egen grund. Slutteligt kunne prof. L. V. Birck endnu pege på, at aktieselskabet, der skulle have den 1/4 million kroner udbetalt af Landbrugslotteriet, straks havde pantsat denne andel i Landbrugslotteriet og for lånet havde udstedt en hovedobligation til Københavns Grundejerbank på 625.000 kr., dvs. at koncessionen, det kgl. regale [særrettighed, monopol], straks var blevet gjort til kreditmiddel! Det var den rene farce, siger han. Og han fortsætter: “Jeg taler om farce, ikke om indignation, det sidste venter jeg mig ikke hos det danske folk på disse punkter … Det, der er sket her, er af en sådan art, at den højtærede justitsminister måske i Danmark, men i hvert fald ikke i kongeriget Preussen kunne vedblive at være minister”. Alberti beskyldes altså ikke alene for at have benyttet sin bevillingsmagt til at

331

fremkalde værdiskabende foretagender, som han selv drager fordel af, men også for indirekte at sikre sig fordele gennem vejanlæg osv. Og Birck harmes over, at indignationen — desværre — er en sjælden vare i Danmark, og at Københavnerne er for tilbøjelige til grinet og til “at le himmelhøjt” i stedet for at klargøre sig det ansvar, der bør gøres gældende over for en sådan korruption.

Men da han således er klar over, at han ikke på det sted, hvor han står, vil finde nogen forståelse for sine krav om bevarelse af offentlig moral, retter han en indtrængende appel til de sunde kræfter i folket om at være på vagt over for svindel og bedrag i det offentlige liv. Han retter følgende appel til den danske bondestand:

“Når vi da se tilbage på alle de affærer, der have været, når vi se tilbage på alt det, hvad der er sket her i landet i den tid, den højtærede justitsminister har siddet, ja, så skammer man sig uvilkårligt, skammer sig over sit land, skammer sig over sit folk, over, at der alligevel ikke er en eneste, der siger, at der dog er grænser for, hvad man kan byde dette folk — grænser er der ikke. Men de, mine herrer, som tilhører det danske demokrati, de, mine herrer af den danske bondestand, som have kæmpet længe for at komme til at regere dette land, de, som have kæmpet en hård kamp — og jeg vil sige, at det er heldigt, at de have kæmpet denne kamp, thi i den modnedes den danske bonde; havde Estrup ikke været, havde de fået magten for tidligt, nu modnedes de, idet de blev tvungen til at vokse ude i befolkningen, og skabe dem et adelsbrev, i kraft af hvilket det er sket, at en dansk bonde sidder i kronens råd —: De, mine herrer, skulle passe på, at man ikke med rette kunne sige til dem: I have forstået at sejre, I have forstået at få magten, men have I også forstået at bruge magten? De, mine herrer, skulle sørge for, at når historien engang skrives om, hvortil den danske bonde brugte den magt, som han forstod at vinde og fortjente at vinde, der så ikke bliver skrevet: I den højtærede justitsministers person er svaret. De, mine herrer, skulle ikke rive en flænge i det adelsbrev, de selv have skrevet”.

Der var alvor bag Bircks ord, dybeste alvor, mere alvor, end demokratiets mænd, specielt de gæve Venstre-bønder, åbenbart kunne fatte.

332

Birck selv forstod også denne gang at drage konsekvensen af sine angreb, idet han sluttede med kravet om justitsministerens afskedigelse. Hans salut var til slut:

“Jeg spørger: Kan det ske — bør det ske, når næste samling kommer, at det højtærede medlem for Køge (Alberti) vedblivende er medlem af Hans Majestæt Kongens råd, vedblivende repræsenterer kronens purpur her i landet?”

Således talte prof. L. V. Birck den 14. marts 1908 i Rigsdagen. Da det samme spørgsmål få dage senere, den 24. marts, behandledes i Landstinget, fremhæver bl.a. Højre-manden Ludvig Bramsen de beskyldninger, Birck havde rettet mod justitsministeren som de vægtigste, der var blevet fremført i Folketinget. Han havde ønsket, at justitsministeren midlertidigt ville overdrage sit embede til en anden, så længe det ikke var modbevist, at han havde misbrugt sin høje stilling til at sikre sig økonomisk fordel. Også Edvard Brandes rettede (den 25. marts) hårde angreb mod justitsministeren og behandlede hans mangesidede virksomhed som bladudgiver, sparekassedirektør, smørhandler, teglværksejer, grundspekulant og sluttelig som sagfører. Når man havde så mange jern i ilden, måtte der nødvendigvis ved lejlighed opstå interessekollisioner. Brandes lod nu også skinne igennem, at man ikke nærede rigtig tillid til ministerens pengetransaktioner; således var det blevet konstateret, at ministeren i Privatbanken havde et lån på 3 millioner kroner, en bank, i hvilken finansminister Vilhelm Lassen af Statens midler havde indsat et beløb på 4 mil. kr. Det måtte — erklærede Brandes — anses for meget uheldigt, at landets justitsminister gjorde milliongæld i det samme pengeinstitut, hvori finansministeren anbragte Statens penge. Da Alberti senere i Landstingets forhandlinger havde erklæret, at det måtte være prof. Bircks opgave at gentage sine angreb uden for Rigsdagen, hvert

333

ord, og uden en tøddels forandring, svarer Brandes, at han betragtede dette slet og ret som et sagførerræsonnement, et sagførerforslag, og ikke som noget ministerforslag, da Alberti åbenbart blot ønskede at gennemføre en injurieproces. Overfor de ret skarpe angreb, som Alberti ser sig udsat for i Landstinget, foruden fra Bramsens og Brandes’ side også fra det konservative medlem grev Frijs’ side indskrænkede den angrebne sig til at afvise påstanden som sladder og løse rygter.

Men kort tid derefter brast sæbeboblen. Da Bondestandens Sparekasse den 30. maj 1908 havde holdt sin generalforsamling, på hvilken der forgæves stilledes spørgsmålet til formanden, justitsminister Alberti, om sparekassens obligationer nu også virkelig var, hvor de skulle være, greb mistanken først rigtigt om sig. Og uhyggen voksede, da bl.a. Ove Rode rettede stadigt heftigere angreb mod ministeren i “Politiken”. Den 24. juli meldte bladene, at Alberti var trådt tilbage; officielt begrundedes det med hans svigtende helbred. Samtidig udnævntes han til gehejmekonferensraad.

Den 8. september 1908 meldte Alberti sig endelig i opdagelsespolitiets vagtlokale i Domhuset — for falsk og bedrageri. Ikke mindre end ca. 15 millioner kroner havde han tilvendt sig, både fra sparekassens og smøreksportforeningens midler, og svindlerierne havde været i svang helt siden 1894! —

Det var ikke Birck alene, der fældede Alberti, men han ydede det afgørende bidrag til at fremme afsløringen. Hans uvisnelige fortjeneste blev, at han gennemskuede justitsministerens uredelighed og i nøje overvejede og vel begrundede angreb førte bevis for, at Alberti havde gjort sig skyldig i embedsmisbrug. Hans rigsdagstaler i anledning af Alberti-sagen fik i øvrigt særlig betydning også derved, at han mere eftertrykkeligt end nogen anden ved denne lejlighed stillede krav om indførelse af en aktielov og derved fremførte argumenter, som han ofte nok — alt for ofte — fik anledning til at gentage i de følgende 15–20 år.

334

b) Bircks kamp for bank- og børskontrol før verdenskrigen [den første].

Mandsmod til at sige sin mening viste L. V. Birck også, da han 1910–14 i nogle artikler i Harald Nielsens tidsskrift “Ugens Tilskuer” beskæftigede sig med forskellige børsmanøvrer, som efter hans opfattelse måtte være betænkelige for erhvervslivet. Her er han atter inde på problemet: realkapital contra privatkapital. I en mod vekselerer Eduard Rée rettet kritik betitlet “I Strid med sig selv” (U. T., 18. november 1910) behandler Birck i denne sammenhæng for første gang de børsmanipulationer, der var bleven foretaget med sukkerfabrikkernes aktier. 1907, fortæller han, var der udstedt for 10 mil. sukkeraktier til kurs 180, således at aktiekapitalen dengang nominelt var 18 mil. kr. værd. Siden var der udstedt yderligere 5 mil. kr., og kursen var, takket være opkøbene fra vekselererfirmaet Ed. Rées side, bleven jobbet op til en kurs på 250 til 265. Den indbetalte kapital på 15 mil. kr. var dermed presset op til en værdi på i alt ca. 38 mil. kr., og androg dermed — når den gældende kurs på 250 tages som grundlag for beregningen — 23 mil. kr. mere end indbetalt.

Dr. L. V. Birck fremhæver ved denne lejlighed meget eftertrykkeligt den ejendommelige og meget betænkelige stilling, vekselerer Ed. Rée indtager. For ham som chef for det førende spekulationskonsortium i sukker måtte det i realiteten kun være magtpåliggende at sikre aktionærernes interesse af rent egoistiske hensyn. At denne interesse også var alt overvejende, havde vist sig bl.a., da Rée stillede krav om, at der skulle udstedes for 5 mil. kr. friaktier, og da han kun frafaldt dette krav, efter at direktør Gammeltoft havde truet med at træde tilbage, hvis det blev gennemført. Nu måtte det selvfølgelig også være den selvsamme mand om at gøre, at kursen holdtes, for ved denne kunstige udvanding af aktiekapitalen at trække så mange millioner ud af publikums lommer som muligt. Disse penge skulle imidlertid ikke anvendes til fremme …


Direktør Eduard Rée.

Født 6. 9. 1867 Kbh., død 13. 6. 1918 s.st.
Formand for direktionen i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne siden 1913.
Svigerfader til både Emil og Valdemar Glückstadt.

 "Social-Demokraten"s karikaturer. 
 


G. M. Rée

Karikaturen tv. publiceredes i anledning af, at hrs. G. M. Rée i en forhandling ved Sø- og Handelsretten i januar 1918 forsvarede rederiet "Grønlandsk Minedrift A/S", som 1916–17 havde sendt skrueskibet "Danmark" på en polarekspedition uden at hverken skibet eller besætningen var udrustet dertil. Ifølge underskriften til tegningen erklærer hrs. Rée: — Det er ingenting at tale om at mangle tøj og mad i 30 graders kulde!

 
 

Karikaturen th. bragtes, da det konservative landstingsmedlem, børskommissær Jul. Schovelin, trådte i skranken for kronebaissisterne og navnlig for Theo. Kliatschko. (Jvf. s. 301 flg.) Bladets ironiker Pipperup bemærker, at Schovelin var helt bedrøvet ved nu ikke mere at kunne beholde "en så sjælden fremmed rovfugl" og at han alt for gerne ville "bekoste et bur på Børsen, hvor denne sjældne fremmede rovfugl kunne sidde fredet og spekulere i valuta".


Theo. Kliatschko

 

335

… af selve sukkerindustrien, men derimod til henlæggelse i konsortiets private pengeskabe. Uheldigvis, fortsætter Birck, er selvsamme Ed. Rée også medlem af bestyrelsen for sukkerfabrikkerne. I denne egenskab burde han jo være forpligtet til at sørge for, “at produktionen står på et højt og hæderligt standpunkt”. Her måtte Eduard Rée “komme i strid med sig selv”. Thi han kunne selvfølgelig ikke samtidig varetage på den ene side aktionærernes, på den anden side publikums og arbejdernes interesser. Resultatet var, at fabrikkerne under de givne forhold måtte forrente 15 millioner kroners overkapital — hvilket beløb var stigningen siden 1907 og at der dertil måtte anvendes 900.000 kr. årlig.

“Ville det”, spørger Birck derefter — “for aktionærerne, der har eller skal købe konsortiets beholdning, ikke have været billigere, om de på kontoret havde haft en à to uærlige Eschricht’er* end det le gitimt og efter gængs fonds-børsmoral handlende konsortium repræsenteret inden for ledelsen? Thi den skade, der kan gøres ved såkaldt legitim spekulation, er til tider større end den, uærlighed påfører samfundet. Men hvad siger handelsstanden til den bank (NB: Landmandsbanken!), som på en tid, hvor dansk erhvervsliv trods bedre konjunkturer sukker under mangel på penge, binder millioner i spekulative værdier?”

Efter at sukkerfabrikkernes aktier ved systematiske manipulationer fra Rée-konsortiet i længere tid var gjort til genstand for uforsvarlig spekulation og derved i stigende grad havde fremkaldt offentlig kritik i den grad, at endog socialdemokraterne for alvor drøftede spørgsmålet om en socialisering af fabrikkerne, så L. V. Birck sig i januar 1912 på ny foranlediget til, i en artikel om “justum pretium”, —

*) Der tænkes her på J. F. Eschricht, kontorchef og hovedkasserer i Østifternes Kreditforening, som arresteredes for bedrageri den 24. september 1910. Det viste sig, at han havde bedraget sit firma for 80.000 kr., havde begået falsk og oven i købet var Albertis direkte medskyldige og medhjælper i millionbedragerierne.

336

den rimelige, retfærdige pris, at undersøge denne aktiespekulation. Eftertrykkeligt understreger han her, at den måde, på hvilken sukkertrusten misbrugte sin magt, naturligvis måtte afføde en kraftig reaktion i befolkningen, da den ved den gældende ordning “gennem sukkerpriserne betaler en afgift til fabrikkerne, som, hvis den blev pålagt som skat, ville koste finansministeren både hoved og taburet”. Sukkerringen havde, konstateres der, udnyttet sit monopol uden sentimentale svinkeærinder. Atter fremhæves, at denne ordning navnlig virkede på konsumenternes og på arbejdernes bekostning, at fabrikkerne under hensyn til direktør Rées hensynsløse kursjobberi nu måtte “udpresse monopolet både over for konsumenterne og over for arbejderne til yderste dråbe”. Han fortsætter: “Fabrikkerne har da ikke blot tvunget et stort udbytte årligt ud af befolkningens lommer, men også én gang for alle gennem en vældig kursavance suget millioner ud af mellemkapitalisternes hænder, ene til fordel for en bestemt familieklike med børsagtigt præg, og muligvis også for en eller flere journalister, der enten i uvidenhed eller i egne venners interesse bruger familieklikens organ til at gøre propaganda for de papirer, hvori kliken p.t. er interesseret enten det så er dampmølle-, sukker-, tekstil- eller muligvis også øl-aktier”. Birck harmes over, at der nu i al evighed skal skattes til dem, der har afkøbt hr. Rées klike deres aktier, dog ikke således at køberne fik udbyttet, idet det nu én gang for alle var gået til kliken. “Nu har vi” bemærker han afsluttende til dette kapitel “intet mod at skatte til en teknisk og produktiv dygtighed; men den blotte jobberagtige snuhed, et formelt kendskab til børsmanipulationens teknik og slægtskab til et bankinstitut, der traditionsmæssigt udstrækker det fjerde bud til descendens- og sidelinier, er ikke tilstrækkelig adkomst til at kræve afgift af folket”.

Samtidig vender L. V. Birck sig i artiklen om “Justum pretium” mod forhøjelsen af ølprisen, som begrundedes med, at den egentlige arbejdsløn var steget med 3 øre pr. pot øl.

337

Med bidende ironi spørger han, hvorfor “Politiken”, hvis ene redaktør ellers var så bekymret for folkets forbrug, nu ikke vendte sig indigneret mod hr. Dessaus ølbeskatning. Dog nej tilføjer han “bladets små børsprofeter som kandidat Koppel og ridder Horwitz eller hvem anden fandt det var all right”. Men her som ved så mange andre lejligheder sattes dermed den forsvarlige pris, justum pretium — fair price — ud af kurs , den pris, der lod sælger leve vel, og som ikke forurettede køber eller gjorde den nominelle arbejdsløn utilstrækkelig. En sådan udvikling var imidlertid i det lange løb utålelig. Og derfor måtte det kræves, at trustdannelsen, der ved sådan en prispolitik rider samfundet som en mare, sættes under kraftig statskontrol. Birck resumerer:

Hvad herhjemme er sket i de ledende industrier i de senere år, er ikke et isoleret faktum; det er et symptomatisk udslag af en verdensbevægelse. Mænd som Rée og Dessau har åndsbeslægtede over den ganske verden. Mod deres “lad os tage, hvad vi kan få fair or foul” må Staten stille princippet: Justum pretium — fair price.

Det er forbavsende, hvorledes Birck allerede før verdenskrigen er trængt til bunds i de her omhandlede spørgsmål. Men mere anerkendelse værd er det, at han havde mod til så kraftigt, som sket er, at kritisere disse “Rée, Dessau og åndsbeslægtede”, som allerede på denne tid ydede deres store indsats til at forvandle børshandelen til det rene spil og hasard ved spekulation og andre manipulationer. Ingen har som han gennemskuet det uredelige spil, børsherrerne mente at kunne tillade sig med samfundets værdier. Hensynsløs er han i sine angreb, hvor han mener, at samfundets vel kræver det. Det viser sig bl.a. igen, da han kritiserer den børsreform sønder og sammen, Kursnoteringens Børsudvalg havde udarbejdet (jvf. U. T., 27. 5. 1914). Eller da han allerede 1910

338

offentliggør en udførlig analyse af forslaget til en aktielov og derved fremhæver, hvor nødvendigt det er, at der snarest muligt skaffes faste regler for en offentlig kontrol med aktieselskaber, uanset modstanden mod den i “la haute finance”, som ifølge Bircks mening “er lige så sej og udholdende som indignationen over svindel plejer at være stærk og kortvarende”. Punkt for punkt undersøger han lovforslagets enkelte bestemmelser, påpeger navnlig de forhold, som gør den skarpeste statskontrol bydende nødvendig og anbefaler til slut kontrol med og offentlighed i andelsselskaber. Under hensyn til, at Andelsbevægelsens mænd selv på uforsvarlig måde satte sig imod den foreslåede kontrol af andelsselskaberne, bemærker han til slut bittert: “Alberti kunne ikke med større iver have modsat sig reglen om et mindretals ret til at tilkalde kyndige revisorer eller bestemmelsen om regnskabets klarhed og offentliggørelse, end direktør Jørgensen har gjort det. D’herrer Sørensen og Jørgensen kan tilskrive sig “æren”, hvis Aktieloven strander, thi denne lovs modstandere f.eks. Brødrene Dessau kan med samme ret frabede sig offentlighed og kontrol som andelsdirektøren”.

Det skrev prof. L. V. Birck i “Ugens Tilskuer”, den 20. og 27. januar 1910. Aktieloven blev selvfølgelig ikke til noget. Når jøderne var imod, var der intet at udrette. Hvordan det så gik senere med aktieselskabslovgivningen, er ovenfor vist.

Først da katastrofen var indtrådt, blev også d’herrer rigsdagsmænd klar over, at der måtte foretages noget. Men heller ikke før! Bircks formaninger brød de sig naturligvis fejl om.

Der var i øvrigt også andre punkter, hvor L. V. Birck sagde advarende ord i tide, men som desværre faldt i dårlig jord. Således protesterede han i “Ugens Tilskuer” for 29. marts 1912 mod sammenslutningen af den 1842 stiftede Lollands Spare- og Lånebank med Landmandsbanken, ved hvilken den sidstnævnte kunne suge over 30 mil. kr. i indlånsmidler til sig. Eftertrykkeligt bemærkede Birck herom, at det altid er uheldigt for egnen, at et dygtigt virkende, selvejende

339

spareinstitut ombyttes med en egoistisk, profithungrende bank. Og han slutter med følgende alvorsord:

“Vort råd til de mænd fra Lolland og Falster er: Vogter Eders øers økonomiske selvstændighed, Eders hjems og slægts velvære og fremtid. Thi I behøver ikke at lade Eder sælge. Men bortset fra det uheldige i en koncentration af kapitalen, der suger midlerne fra det flade land, hvortil de hører, til hovedstadens banker, er der tillige grund til at andre betænkeligheder: råder Landmandsbanken i sin ledelse over den almensans, over den dygtighed, den koldblodighed uden hjerteløshed, den fantasi uden spillelyst, som man kan kræve af et bankinstitut, der vil lægge det ganske land, hele Danmarks økonomi under sig?”

Tænk, disse ord offentliggjordes den 29. marts 1912! Hvilket næsten profetisk fremsyn! Og hvilket ansvar følte ikke den mand, der med sådanne indtrængende ord forsøgte at advare danske bønder, jævne provinsboere, om ikke at begå økonomisk selvmord ved at begive sig ind under den jødiske kapitalmagts kontrol.

c) Birck contra Ballin.

(Sammenstødet den 6. august 1918.)

Verdenskrigstidens hæmningsløse og vilde spil, som allerede 1916 udartede til det utrolige, gav selvfølgelig prof. L. V. Birck mere end anledning nok til at rette sit søgelys mod de steder, hvor aktiespekulationen drev de vildeste orgier. Det var ganske selvfølgeligt, at han navnlig beskæftigede sig med denne tids største trustdannelse, sammenslutningen af de store garveri- og skotøjsfabrikker i Ballin-koncernen. Den konflikt, som derved opstod med lederen af dette mægtige foretagende, den meget indflydelsesrige direktør Max Ballin, er allerede i hovedsagen bleven behandlet ovenfor i afsnit 3-f. Her skal imidlertid endnu to af de væsentlige episoder i denne kontrovers behandles: Bircks angreb på koncernen i november 1916 samt det endelige opgør med direktør Max Ballin

340

den 6. august 1918 i Prisreguleringskommissionen. I begge episoder viste Birck sig atter som den klartskuende, ansvarsbevidste stridsmand, der ikke kendte til hensyn, når det gjaldt om at beskytte folket mod den grådige jødiske kapitalmagts udplyndringsmanøvrer.

Prof. Bircks kritik af den storstilede aktiespekulation, som fremkom samtidigt med dannelsen af Ballin-koncernen i efteråret 1916, kunne selvfølgelig ikke finde optagelse i de af jøderne underkøbte hovedstadsblade. Artiklen om dette spørgsmål offentliggjordes derfor den 2. november 1916 i “Jyllands-Posten” under overskriften: “Er Målet fuldt?” Her skildredes indledende de farer, der efter Bircks opfattelse måtte knytte sig til den nye aktieudstedelse på 9 mil. kr. Birck anså det navnlig for betænkeligt, at det var to af landets største garverier, som nu igennem trustdannelsen kontrollerede de sammensluttede fabrikker og bestemte deres arbejdsvilkår. Prof. Birck erklærede, at han i og for sig ikke ville have noget imod, at publikum kom til at betale en trust-præmie under hensyn til den ved sammenslutningen opnåede rationalisering af produktionen, men at han var betænkelig ved det i anledning af aktieudvidelsen udsendte prospekt, som endog forsmår det tilslørende hykleri, der er lastens kompliment til dyden, og som ville have været umuligt, hvis vi havde haft en aktielov”.

Prospektet udbød 9 mil. kr. aktier uden at give nærmere oplysninger om, hvorvidt denne nye kapital var nødvendig, og hvilket formål den skulle tjene. Efter egne undersøgelser kommer Birck her til det resultat, at en tilsvarende stigning i aktivernes værdi ikke kunne påvises, selvom Hertz’ garverier og Ballin skulle ligge med relativt store, på et tidligere tidspunkt billigt indkøbte beholdninger af huder. Des ejendommeligere var kapitalforøgelsen, da det ej heller kunne antages, at d’hrr. Ballin, Hertz eller Seligmann, Müller eller Nathan var blinde for deres aktivers værdi. Og hensynsløst åben erklærer Birck, at prospektet tydeligt lod erkende, at

341

det her drejede sig om en aktion til fremme af ren og skær aktiespekulation, at hovedinteressen ved aktieudstedelsen knyttede sig ikke til den fremtidige drift og dennes resultat, men til forventningen om en kursavance. Ved straks at oplyse i prospektet, at hensigten var at søge selskabets aktier optaget til notering på Børsen og ved at lade en indflydelsesrig vekselerer som Johan Levin underskrive prospektet var der givet et slags løfte om notering, som måtte stimulere interessen for aktierne. Efterspørgselen måtte yderligere piskes op ved den så besynderlige bemærkning i prospektet, at Landmandsbanken ville forbeholde sig ret til at reducere det af publikum tegnede beløb efter sin egen bestemmelse”. Birck harmes over dette forbryderiske spil, anser prospektet for lidet sømmeligt, og han tilføjer, at “man har ret til at forundre sig over, at en af “det sidste hold af mænd”, de Radikales første handelsminister, formanden for Store Nordiske, fhv. generalkonsul Weimann har kunnet glemme, hvad han både over for indland og udland skylder sin stilling, og stå som første mand under dette prospekt.”

Dog, fortsætter Birck, så skandaløs end sagen er, spekulationen er lykkedes: “I stedet for de 2 tegnedes der 200 millioner af folk, der ville sikre sig og derfor, når de kun kunne betale ti tusinde, abonnerede på mindst hundrede tusinde. Tilstrømningen har allerede virket, og kyndige herrer har spået, at det skal lykkes at drive aktierne op til 300 — en kurs, som ville give de 7 mil., Hertz og Ballin i selskabet har fået for deres aktiva [aktiver, kontrollerbare ressourcer], en værdi af en snes runde millioner, selvom denne kurs ikke kan forrentes.” Og nøgternt knytter Birck hertil en bemærkning om, at der måske blandt alle de personer, der tegnede aktier, ikke var en, for hvem ønsket var en fornuftig og varig pengeanbringelse, men at det var kursavancen, løftet, der blev givet i prospektet, der lokkede. Han forfærdes ved denne hæmningsløse pengebegærlighed, dette infame gøgl, finansherrerne tillader sig over for godtroende medborgere, og han harmes over disse samtidige, der lader

342

sig forlede til de mest ubesindige kapitaldispositioner. Han spørger: “Er Målet fuldt?” Skal det da nu ikke endelig være slut? Er der da ingen, der forstår tidens alvor og under hensyn hertil afslår at gå med til dette galmandsværk? Sandelig: det er bitre ord, en rystende anklage, der går til hjertet, når han bemærker:

“… har vi danske måske ikke forstand eller hjerte nok til at ane krigens ulykke for de andre, skulle vi dog have fantasi nok til at forstå, at også vi skal betale vor skærv på ulykkens alter. Europa er fattigt, også vi: størstedelen af vor nyerhvervede rigdom er løgn og blændværk, et oppustet papirbjerg, som skal falde sammen. Og dog vover nu, i krigens sidste fase, hvor sulten også skal banke på de neutrales vinduer, såkaldte ansete mænd at skabe endnu flere imaginære værdier, at kalde på publikums begærlighed, som skøger efter drukne matroser. Hvor længe. Quousque tandem! (Hvor længe endnu? Kilde: Den Store Danske) skal jeg minde disse rige mænd om en fattig juridisk professor, der med sit liv mente at måtte bøde for, hvad vitterligt var en ubesindighed i et prospekt?* Nej, hvorfor minde om en sygelig ømfindtlig æresfølelse, når et jævnt æresbegreb er tilstrækkeligt …”

Professor Birck udtaler håbet om, at Grosserersocietetets komité vil afvise, at Ballin-koncernens papirer optages til notering, og at det “på Københavns, Tietgens, børs, ikke bliver Landmandsbankens venneklike, der bestemmer, hvilke papirer der skal optages til notering”. Dog han nærer vel selv tvivl om, hvorvidt fornuften på Børsen vil sejre, og under indtrykket af denne håbløse forsumpning, som nu har grebet om sig alle vegne i erhvervslivet, dog navnlig der, hvor de orientalske snyltere er på spil, udbryder han i følgende forbitrede udråb: …

*) Der hentydes her til professor L. A. Grundtvigs tragiske død den 28. april 1913. Som formand for filmselskabet “Danmark” foranledigede han, at der i selskabets love indføjedes en bestemmelse om, at aktionærerne ved udvidelsen af aktiebeløbet skulle forbeholdes retten til at tage en del af de nye aktier til pari, omendskønt han vidste, at denne bestemmelse var angribelig. Den hårde kritik, han i denne anledning var udsat for, tog han sig så nær, at han besluttede frivilligt at gå i døden.

343

… “Svindelperioden har nu nået sit maximum: alt i Danmark er lavet til kurser, som står uden forbindelse med de faktiske forhold; fra den kreds af mænd, der samler sig om Landmandsbanken, er der udgået en værdioppustning, som i øjeblikket truer landets hele økonomiske liv med en krise, hvis omfang vi ikke har haft 100 år samtidig med, at den har forrykket godtfolks hoveder, så Danmark gør indtrykket af at være et galehus.”

Disse ord offentliggjorde prof. L. V. Birck den 2. november 1916 i “Jyllands-Posten”! han kunne dengang ikke ane, i hvilken grad den senere udvikling ville give ham ret; dog han fik jo ret, i en forfærdende grad.

Max Ballin reagerede i øvrigt meget hurtigt på dette Birck’ske angreb, idet han allerede den 3. november tilbød Birck adgang til alle aktstykker vedrørende dannelsen af De Forenede Skotøjsfabrikker. Birck accepterede dette tilbud ved en skrivelse af 6. november, i hvilken han imidlertid gjorde opmærksom på, at der i Ballins svar kun var taget stilling til et af de i hans artikel i “Jyllands-Posten” behandlede punkter, nemlig påstanden, at prospektets oplysninger havde været ufyldestgørende og utilstrækkelig til at være basis for en bedømmelse af værdien af de overtagne aktivers virkelige værdi. Der var intet svaret på de andre to væsentlige punkter, nemlig 1) at prospektet til aktietegningen som særligt lokkemiddel henviste til, at aktierne ville blive søgt noterede på Børsen, og 2) at Landmandsbanken havde forbeholdt sig ret til at fordele aktierne efter eget skøn blandt aktionærerne.

På disse bemærkninger gav Ballin den 8. november 1916 et meget overlegent svar, som selvfølgelig straks fandt plads i “Berlingske Tidende”. Direktøren for den store skotøjskoncern tillod sig heri henvendt til dr. L. V. Birck, bl.a. indledende at konstatere, “at De vel har fundet tid til i ganske ubeherskede udtryk at angribe hæderlige folk, men ikke kan finde tid til at overbevise dem om, hvorvidt de påstande, på hvilke De bygger deres i de stærkeste ord holdte beskyldninger, er rigtige eller ikke rigtige”. Og han fortsatte: “Skønt nu hele deres impulsive art og deres ubestridelige evne til at finde og bruge kraftudtryk har noget krav på overbærenhed, forekommer det mig dog, at de her sætter overbærenheden på en vel hård prøve.” Ballin behandlede derefter i det

344

enkelte vilkårene for sammenslutningen og mente derefter at kunne hævde, at de fusionerede fabrikker var overtaget til den almindelige handelspris, og at der ved overtagelsen ikke kunne være tale om, at der var betalt en overpris. Direktøren mente endvidere, at der ikke kunne indvendes noget imod, at de tidligere ejere af A/S Ballin & Hertz havde overtaget 4,6 mil. kr. aktier af de nye aktier til emissionskurs, da de ved overtagelsen havde forpligtet sig til ikke at sælge dem i de første 35 år. Og endelig gjorde han gældende, at bemærkningen i prospektet om, at aktierne senerehen ville blive noteret på Børsen, ikke kunne anses for at være noget særligt “lokkende”, da aktierne i næsten alle store og betydelige selskaber udstedtes i denne form. “Og” — fortsætter den selvgode børsmagnat — “jeg tør påstå, at børsnoteringen i dag ikke omfatter noget papir, der er fremgået af en honettere og solidere start.” Det var derfor efter hans opfattelse heller ikke forbavsende, “at der allerede længe før emissionen i Landmandsbanken forelå flere tusinde skriftlige og telegrafiske anmodninger om tegning fra hele landet, ligesom jo tilstrømningen i København var ganske overvældende”.

Birck er ikke særlig imponeret af disse indvendinger og anmoder Ballin om at vente med yderligere konstateringer, indtil undersøgelsen er foretaget. Med den ham særegne ironi bemærker han endvidere, at han skal forberede sig til denne dybtgående og fuldstændige undersøgelse af trustens forhold, “ikke blot for at vurdere de fakta, som De i den rette belysning vil stille til min disposition, men også for at værne mig mod deres fra alle sider så beundrede charmerende egenskaber”. Han tilføjer: “Jeg gyser på forhånd ved at forestille mig, hvorledes de på overbevisende elskværdig vis vil kunne godtgøre for mig, at hvidt er sort og sort er hvidt. Thi jeg går ud fra, at det bliver dem selv i egen høje person og f.eks. ikke deres prokurist, der over for mig vil afgive garantierklæringer angående trustens finansiering.” Der indvendes til slut bl.a., at den af de tidligere aktionærer overtagne forpligtelse til ikke at sælge i 35 år ikke er nævnt i prospektet, ikke er bindende over for offentligheden, men kun mellem de kontraherende parter indbyrdes; og altså kan ophæves af disse.

Det afsluttende ord til sagen sagde prof. L. V. Birck efter den foretagne undersøgelse i en omfattende redegørelse, som publiceredes i “Jyllands-Posten” den 23. december 1916. Nu viste det sig alligevel, at der var et svælg mellem de to modstridende parters bedømmelse af skotøjskoncernens kapitalforhold. Bl.a. konstaterede Birck indledende i sin redegørelse, at Ballin fastholdt sine beregningers rigtighed, men dog nu ville indrømme, at den kurs, til hvilken aktierne handledes før og efter emissionen (mellem 250 og 300), ikke havde nogen støtte i hans rentabilitetsberegninger. “Jeg derimod,” erklærer Birck, “fastholder ikke

345

alene, at det høje kursniveau er rent ud vanvittigt, men også, at selve aktiebeløbet, 9 mil. kr., er for stort, og at de 6 mil. kr., der gives for de 10 enkeltforetagender, er mere end rigeligt.” I indgående beregninger kommer han derefter bl.a. til det resultat, at 2,4 mil. kr. ville have været en passende kapital for de 10 sammensluttede fabrikker, men at de 9 mil. kr. ikke var andet end en uforsvarlig kraftig overkapitalisering, som man aldrig ville kunne forrente selv kun nogenlunde tilfredsstillende. Endnu mindre ville det være muligt at betale store dividender svarende til den gældende abnorme overkurs. Til begrundelse for denne opfattelse beregner Birck det netto-udbytte pr. arbejder, som skal opnås årligt for at kunne tilfredsstille aktionærernes forventninger. Herom bemærker han bl.a.: “I Hertz var skotøjsforretningens kapital i 1913 3.000 kr. pr. arbejder. Med 10 pct.’s forrentning af aktiekapitalen — hvad disse selskaber i øvrigt sikkert ikke har givet i gennemsnit — skulle Hertz til sin aktiekapital indtjene et årligt netto-udbytte pr. arbejder af lidt over 300 kr. — men i det nye selskab skal dette beløb blive op imod 1.000 kr. Ja, hvis en kurs af 250 à 270 skal hævdes, da mindst 1.800 kr. pr. arbejder!” Et sådant udbytte kunne naturlig kun betales ved urimeligt høje fodtøjspriser og når Staten gik med til en højere skotøjstold, en told, der allerede nu var ligeså stor som arbejdslønnen. Til slut begrunder prof. Birck udførligt sin anke, at der ved emissionen forelå en kursopskruning af uberettiget omfang og understreger, at “et vanvittigt kursniveau, enten det er i læder- eller skotøjsbranchen, vil føre til en panikskabende deroute”. Og i denne artikel, publiceret den 23. december 1916, kan han allerede hertil knytte ordene: “De sidste 3 ugers begivenheder på Københavns Børs har givet mig tilstrækkelig ret.” Han henstiller endelig til Max Ballin “at forelægge offentligheden sin rentabilitets-beregning, så at denne kan dømme om det punkt, hvorom vi er uenige”.

Herpå blev Ballin ham svar skyldig.

I et lille efterspil i januar 1917 gik Birck derefter kraftigt i rette med skotøjsfabrikant E. F. Jacob. I en artikel “Om Maksimal- og en anden god Støvle” (Nationaltidende, 20. januar 1917) behandler Birck prisudviklingen for læder og huder og påviser, hvorledes såvel Ballin som Jacob er ivrige for at skrue priserne i vejret. Vanskelighederne på skotøjsmarkedet var blevet væsentlig forøget derigennem, at der i 1915 var blevet eksporteret alt for mange færdigfabrikata, ca. 600.000 par, og at tillige eksporten af levende dyr var blevet tilladt. Hvis det sidste ikke var sket, kunne man i større grad have sikret garverierne det nødvendige antal huder. Han bemærker hertil bl.a.: “Hvis Regeringen ikke har taget forholdsregler, som sikrer læderprisernes forholdsmæssige fald, vil

346

det gå som så ofte før, at landbrugerens gevinst blot overføres på garverierne, uden at publikum mærker det. Og meget taler for, at garverierne vil bruge deres stærke stilling til at hævde lædermarkedet.” Birck omtaler derefter ironisk den forjættede Maksimalstøvle, som nu nogen tid havde spøget mand og mand imellem. Han skildrer, hvorledes rigsdagsmænd og blade var sat i bevægelse for at skabe stemning for sagen osv. Denne støvles holdbarhed skulle herefter afhænge af, med hvilken omhu Ballin ville anvende sine hestehuder, som han skulle sælge under dagsprisen. Til yderligere oplysning bemærker Birck bl.a.: “Angående udstyret, da erklærer hr. Ballin til “Social-Demokraten”, at den er uden luksus; men til “Politiken” siger han, at den ikke helt er blottet for luksus — altså ligesom Aslaug [Kraka] nøgen og dog ikke uden klæder.” I øvrigt revser han fabrikant Jacobs spilfægteri ved fra tid til anden i bitre ord at optræde som Ballins modstander, medens han samtidig står i kartelaftale med Ballin og Hertz, og i sidste instans altid gør fælles sag med disse mænd. “Når vi”, slutter han, “erindre dette og tilmed ved, at flertallet af skotøjsfabrikanternes bestyrelse sidder i den Ballinske skotøjstrust, så får denne drosselduet mellem herrerne Ballin og Jacob, hvori denne repræsenterer grumheden og hin mildheden, en bitone.”

Harmfyldt giver fabrikant E. F. Jacob svar i en artikel: “Videnskaben, Skotøjet og Læderet.” (Nationaltidende, 22. januar 1917). Han mener ikke at kunne optrævle hele dette væv af forvrængede fremstillinger osv. i Bircks artikel, men vil dog “anholde nogle af de mest usandfærdige påstande”. Og så hævder han bl.a., at skotøjsfabrikkerne fuldt ud er upåklagelige, dansk overlæder endog meget fortrinlig, at de om skotøjseksporten givne oplysninger er fejlagtige osv. Til sidst giver Jacob udtryk for sin forbavselse over, at en af lederne for konservatismen, altså for et parti, som man i industrielle kredse havde betragtet som sig venligt stemt, kunne tillade sig på denne måde at mistænkeliggøre en industrigren. Heller ikke denne gang lader svaret vente længe på sig. I en artikel: “Røsten er Jacobs, men skindet Ballins”. (Nationaltidende, 23. januar 1917) replicerer L. V. Birck, at han fastholder rigtigheden af alle de af ham fremførte påstande, og han dokumenterer dem. Han understreger derved på ny det utilstedelige i den art kispus, Ballin og Jacob tillader sig, idet han bl.a. siger: “Denne form, hvor de herrer udadtil står som modstandere og indadtil arbejder hinanden spillet i hænderne, er både over for Regeringen og over for publikum ganske unfair.” Noget senere tilføjes: “Her kommer vi til den ejendommelige form for et forargeligt dobbeltspil. Hr. Ballin holder skotøjsmændene til ilden og lover offentligheden en billig støvle. Hr. Jacob henviser til, at hr. Ballin er så dyr med sine løg, og derfor kan støvlen ikke blive billig. Da hr. Ballin faktisk har købt store råvarelagre op og læderpriserne derefter

347

siden trustens dannelse er kørt i vejret i en rasende hast, så må jeg have lov at sige, at hr. Ballin både kunne levere sit chevreaux, sit sålelæder og sine garvede hestehuder til priser, der tillod skomagerne at levere maksimalstøvler til fair pris. Thi skindet (som sindet) er i mere end en henseende Ballins.” Han slutter denne polemik med følgende ord:

“Jeg har været ude for ret meget, når jeg har søgt at tvinge enkelte medborgere til ikke at misbruge en økonomisk magtstilling, men jeg vil tilstå, at det er nogle år siden, at jeg har set en polemik, som består i benægtelser af kendsgerninger, i dristige påstande, i fremhævelse af ligegyldige småfejl for at tilsløre hovedspørgsmålet, i underfundigheder, uartigheder og morsomheder, som da f.eks. Ballin i tilsvar til en undersøgelse af hele hans industris forhold fortæller, at han vil ikke forære mig en pibe. Denne form for polemik, som jeg sidste gang var offer for, da jeg stod over for Alberti, gør, at jeg efter denne påvisning vil foretrække, at d’hrr. lægger sag an imod mig, frem for at tvinge mig ind i en debat, hvori jeg føler mig stillet som magisteren over for tateren i Strindbergs Tschandala.”

Nu blev Jacob ham svar skyldig. Og sagsanlægget udeblev.

Den umiddelbare virkning af denne kontrovers var naturligvis, at de jødiske finansmænd mødte Birck med stigende mistillid og bekæmpede ham, hvor lejlighed bød sig. Navnlig Ballin-koncernens mænd søgte at isolere ham så stærkt som muligt. Men for koncernen var han jo også i virkeligheden en farlig mand, da han som medlem af Prisreguleringskommissionen havde et ord med i laget, hvor der var tale om skotøjs-trustens prispolitik. Derfor måtte det også langt om længe komme til åben konflikt med denne trusts leder, Max Ballin, en konflikt, hvis enkelte faser allerede er bleven behandlet ovenfor (afsnit 3-f). Her skal endnu blot afslutningen af denne kamp skildres, som fandt sit højdepunkt i det store opgør, Birck havde med jødedommens repræsentanter, Max Ballin og Benny Dessau, den 6. august 1918, i et dramatisk optrin af ligefrem historisk rang.

Angående det sammenstød, som nævnte dag fandt sted i Den overordentlige Kommission, blev der i de første dage i september 1918 udgivet et lille skrift: “Birck-Ballin”, af

348

K. J. Østrin, som nøje gør rede for Max Ballins — formodentlig også for Industriraadets — syn på tildragelserne i Prisreguleringskommissionen. Pjecen blev udgivet til forsvar for Ballin. Når forfatteren indledende erklærer, at det af ham offentliggjorte materiale skal tjene “til fuld belysning af en episode, der kan virke beskæmmende for en mand, der er Danmarks betroede mellemled ved vareudvekslingsforhandlingerne med udlandet”, uden at den i virkeligheden er det, gives jo straks tilkende, i hvilket øjemed skriftet er affattet. Hånden er Østrins, men røsten Ballins, og publikationen er ganske tydeligt anlagt på at godtgøre, at det var Birck, der havde gjort sig skyldig i en meget grov forløbelse.

Til trods for denne tendens giver skriftet gode holdepunkter til bedømmelsen af det, der skete hin 6. august 1918. ­

Efter Østrins skrift var anledningen til striden for det første Bircks mod Ballin rettede beskyldning, at han havde leveret læder til skomagerne for en pris af 10½ kr., der af kvalitet var rent ud slet, omendskønt han havde lovet ministeriet, at læderet skulle blive af særlig god kvalitet. Ballin beskyldtes altså for at have brudt sit ord. Herover forsøger Østrin på grund af skrivelser, som enkelte forhandlere af læder havde sendt til foreningen af danske læderfabrikanter, henholdsvis direktør Max Ballin direkte, at påvise, at påstanden var uholdbar, grebet ud af luften. For det andet havde Birck ifølge skriftet i særlig grad bidraget til en skærpelse af konflikten derved, at han over for “Dagblad for Industri og Håndværk” i et interview, som publiceredes den 19. juli, erklærede, at han ville vende sig imod oprettelsen af den planlagte Hudecentral, da en sådan kun ville gavne garverierne og landmændene, men aldrig være til fordel for forbrugerne. I denne sammenhæng skulle han tillige have bemærket: “For øvrigt mener jeg, at en tilfredsstillende ordning først kan træffes, når Fællesforeningen (af Danmarks brugsforeninger) har overtaget garveriindustrien.” Det var navnlig denne sidste erklæring, der havde medført, at Ballin-koncernens

349

ledere var uvillige til at give nærmere oplysninger om deres fabrikkers produktion, priser osv. til et udvalg, i hvilket Birck var medlem.

Så vidt Østrins fremstilling af de umiddelbare årsager til konflikten. I virkeligheden måtte grundene til fabriksherrernes og da navnlig Ballins, obstruktion søges et helt andet sted.

I juli 1918 havde skotøjsforhandlerne ved bekendtgørelse fået fastsat de maksimalavancer, de måtte beregne sig i detailhandelen med fodtøj. Efter denne ordning gjorde der sig overalt det ønske gældende, at nu også skotøjsfabrikanterne og garverierne måtte blive underkastet tilsvarende bestemmelser for at standse klagerne over den alt for høje prisstigning af sko og deslige Dette gav stødet til, at trustkontrollen, i hvilken prof. L. V. Birck var medvirkende, allerede i juli måned 1918 udsendte spørgeskemaer, hvori den udbad sig oplysninger om priser og produktion inden for de i betragtning kommende virksomheder. Skemaerne sendtes også til de til Ballin-koncernen hørende fabrikker, men blev kun besvaret af en enkelt fabrik, Hertz’ Garveri og Skotøjsfabrik. 11 fabrikker svarede ikke. Det viste sig, altså, at fabrikanterne ikke var villige til at give de fornødne oplysninger til en forsvarlig prisregulering, og det var dette, der gav anledning til konflikten. Thi for at finde støtte for denne modstand anmodede Ballin — hvad Østrin rigtignok ikke fortæller — Industriraadet, af hvilket han selv var medlem, om at tage affære i denne sag. At dette er rigtigt, fremgår til fulde af det referat, “Politiken”, den 11. august giver af sammenstødet mellem Birck og Ballin, idet der herom bl.a. berettes følgende:

“Man husker, at Industriraadet for nogle dage siden indsendte en skriftlig protest til Prisreguleringskommissionen i anledning af, at denne havde afæsket skotøjsfabrikanterne visse oplysninger om deres drift. Industriraadet, til hvilket skotøjsfabrikanterne havde klaget, mente ikke, at det var tilstrækkeligt (men er sikkert: tilladeligt) at kræve sådanne

350

oplysninger, som sædvanligvis hemmeligholdes, og for at give protesten eftertryk var det, at Industriraadet in pleno indfandt sig i Prisreguleringskommissionen”.

Den 6. august 1918 var nu sagen til behandling i Den overordentlige Kommission. Ballin var inviteret, og samtidig mødte de andre medlemmer af Industriraadet frem, dog med undtagelse af formanden Alex. Foss. Et over forhandlingen ført stenografisk referat gengives nu her efter Østrins ovennævnte skrift:*  

Referat:

Formanden for Den overordentlige Kommission, overformynder Friis, åbnede forhandlingerne, idet han redegjorde for grunden til, at man var samlet, og hvad der skulle forhandles.

Derefter tog direktør Dessau ordet og redegjorde for Industriraadets stilling til den foreliggende sag, idet han særlig gjorde opmærksom på, at de oplysninger, der forlangtes, var det aldeles umuligt at give, dels ville det berede mange vanskeligheder og lang tid at fremskaffe dem. Man var endvidere ikke på det rene med, hvortil oplysningerne om et så langt tilbageliggende år som 1910 skulle tjene. Endelig udtalte han, at Industriraadet var betænkelig ved at give oplysninger, når man var udsat for, at de kunne benyttes, som tilfældet havde været med professor Birck, der i avisartikler havde udtalt, at man ikke kunne stole på de svar, der af industridrivende var givet, på forespørgsler fra kommissionen, og at det ikke blev godt for befolkningen, før industrien gik over til andelsfabrikkerne. En del af de ønskede oplysninger var af en sådan art, at man ved at give dem ville røbe fabrikationshemmeligheder, som det ville være skæbnesvangert at udlevere.

Det er alle disse betænkeligheder, der har medført, at man har sendt Den overordentlige Kommission skrivelsen af 2. august d.å., i hvilken …

*) Desværre er det ikke oplyst, hvilken part, der har foranlediget, at forhandlingerne blev refereret. Da der imidlertid næppe er grund til at antage, at Den overordentlige Kommission har overladt sine tilførsler til protokollen til Ballins afbenyttelse, må man gå ud fra, at d’hrr. Ballin og Dessau ved egen stenograf har ladet forhandlingernes forløb nedskrive. Dette ville så være et yderligere bevis på, hvor nøje herrerne i Industriraadet havde tilrettelagt hele denne aktion mod Birck.

351

… man anmodede om at få en forhandling med kommissionen. Man er imidlertid beredt til at give enhver rimelig oplysning, der måtte ønskes.

Overformynder Friis svarede herpå, at det dels drejede sig om oplysninger angående produktionen, der i forvejen gives til det statistiske departement og nu i de fleste tilfælde forelå trykt, dels om oplysninger vedrørende regnskaberne. At man ønskede oplysninger så langt tilbage som fra 1910, var, fordi man gerne ville vide, hvorledes forholdene lå normalt. Vi forlanger imidlertid ikke det umulige, og skulle det vise sig, at enkelte fabrikker ikke kan give oplysninger til kommissionen, der ligger så langt tilbage i tiden, må man naturligvis finde sig deri; vi fordrer ingen egentlige forretningshemmeligheder. Det er en selvfølge, at oplysninger ikke vil blive stillet til rådighed for nogen som helst uvedkommende, såsom andelsforetagender, og at rette kritik mod udtalelser, fremsat af et enkelt medlem af kommissionen, hører formentlig ikke hjemme under denne forhandling. Hvis der fra industriens side vil blive øvet obstruktion med hensyn til udleveringen af oplysninger, ville man komme i en meget prekær situation.

Direktør Dessau præciserede, at man ikke havde udtalt sig mod at give oplysninger, men måtte holde på, at man forinden sådanne fremkommer, måtte sikres mod, at oplysningerne kunne anvendes til skade for industrien. Vi er villige til at give oplysninger, også fortrolige oplysninger, men vi må have garanti for, at disse ikke misbruges.

Professor Birck afbryder: De vil altså ingen oplysninger give?

Direktør Dessau: Jo, enhver rimelig oplysning, når den ikke misbruges.

Direktør Ballin: De oplysninger, der kræves, falder i tre grupper. For det første ønskes oplysninger om regnskaberne, og her er man næppe gået for langt i sine krav, således at man fra industriens side ikke nærer betænkeligheder ved at give de ønskede oplysninger. Dernæst ønsker man oplysninger om produktionsforholdene; herom vil jeg sige, at man kan give alle de oplysninger, man hidtil har givet statistisk departement, idet vi dog må forbeholde os ikke at skulle gå så langt tilbage som til 1910, bl.a. fordi skemaerne, der besvares til statistisk departement, først blev indført i 1913 og 1914; der kan således ikke gives oplysninger fra tidligere år. Han gjorde udtrykkelig rede for, hvorledes forholdene lå hos hans selskab og udtalte, at det ville være umuligt at skelne den producerede varemængde fra den solgte, med andre ord, at skelne handelsvirksomhed fra fabriksomkostningerne. Omkostningerne blev opførte under et, og det ville bero på et vilkårligt skøn, hvorledes man skulle fordele disse. Pålidelige oplysninger kan derfor ikke gives herom.

Professor Birck: Dette er urigtigt!

352

Direktør Ballin: Jeg gør endvidere opmærksom på, at det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at opgive en bestemt dagspris gældende for et eller andet tidspunkt, idet der ofte afsluttedes om vareleveringer for en længere periode; således er forholdet i mit selskab. Det, der kan være tale om at give, vil være en gennemsnitspris for en bestemt vareklasse over et længere tidsrum. Man kan således give oplysninger om f.eks. prisen på huder og garvestoffer og arbejdsløn, men at udlevere de rent tekniske oplysninger vedrørende sammensætning af materialer, vægt og måludbytte ved de forskellige processer osv. vil være umuligt under hensyn til industriens interesser og navnlig også, når man er udsat for, at sådanne oplysninger bringes til uvedkommendes kundskab og gøres til genstand for angreb i bladene, således som det er sket.

Han kom derefter ind på de angreb, der er rettet på ham, og udtalte: Jeg har ikke noget imod at blive angrebet. Når man står i skyttegravene, må man jo finde sig i, at der bliver skudt på en, men der må dog være grænser for alt, når man står som repræsentant for læderindustrien og i spidsen for en stor koncern og tillige repræsenterer Industriraadet såvel indadtil som ved forhandlingerne udadtil med fremmede magter, kan man ikke vedblivende finde sig i de fuldkommen løse beskyldninger og udtalelser, som et medlem af kommissionen, hr. prof. Birck, fremkommer med i pressen og andre steder. Professor Birck har således ikke undset sig for at beskylde mig for, at jeg havde brudt mit ord, og han bygger sine angreb på det mest løse grundlag. Jeg tillægger mig selv lige så megen samfundsfølelse, som professor Birck tillægger sig. Når jeg skal give oplysninger, må jeg kræve at blive troet på mit ord.

Professor Birck afbryder: Det sagde Alberti også!

Direktør Ballin: Efter denne udtalelse kan vi ikke længere fortsætte forhandlingerne, det vil ikke være muligt for Industriraadets medlemmer at forhandle videre her.

(Der fandt nu en ordveksling sted, som det var umuligt at referere).

Professor Birck til Ballin. Jeg har jo opfordret dem til at møde mig ved en offentlig forhandling eller at anlægge sag imod mig for mine artikler.

Direktør Ballin. Jeg gider ikke anlægge sag mod professor Birck for hans beskidte kæft.

Overformynder Friis greb nu ind og udtalte en bestemt misbilligelse af professor Bircks angreb på direktør Ballin. Han håbede, at det ikke måtte føre til, at man afbrød forhandlingerne uden at være nået til et resultat. Måske er det rigtigt, at en del af de oplysninger, vi har krævet, ikke kan gives. Direktør Ballins udtalelser angående dette forhold synes for mig i så henseende at være vægtige. Det ville være en fordel

353

for alle parter, om vi når til et resultat, idet det er i industriens interesse, om der i befolkningen bliver skabt den fornødne tillid til den.*

Direktør Ballin: Professor Bircks angreb kan kun forårsage uro og forstyrrelse, og over for det, professoren i dag har sagt her, er jeg glad ved i så mange gode mænds påhør, og hvad jeg længe har ønsket (sic!!), at stemple ham som en gemen løgner og æreskænder.**

Professor Birck farer ophidset op og styrter hen imod direktør Ballin. Idet han griber en stol for at slynge den imod ham, råber han:

“Jeg er en hvid mand, Du er en jøde, og en professor ved Københavns Universitet kan ikke finde sig i den slags beskyldninger fra dig!”

Direktør Ballin: Professor Birck viser ved denne udtalelse, at han foruden at være professor ved universitetet altså også er en gadedreng.

Professor Birck: De er en ringe mand!

Direktør Ballin: Jeg gentager, at De opfører Dem som en gadedreng.

Professor Birck: Nu skal Du passe på, om lidt får Du en lussing.

Kaptajn Rambusch træder nu imellem professoren og direktør Ballin, og departementschefen (F. C. Martensen-Larsen) holder på professoren og søger at berolige ham, medens overformynder Friis forgæves forsøger at få forhandlingerne genoptaget, idet han på ny udtaler en misbilligelse af professor Bircks adfærd.***

Efter at professor Birck igen er bragt hen på sin plads, udtaler

Direktør Ballin: Man vil antagelig erkende, at det er ganske umuligt for Industriraadets medlemmer at lade sig behandle på denne måde. Professoren sammenligner mig med Alberti og påberåber sig over for mig at være hvid. Jeg ved ikke, hvorvidt Industriraadet herefter skal henvende sig til Regeringen, men forhandle videre kan vi ikke. Hvad professor Birck …

*) Der skal her lægges mærke til, at Friis ikke misbilliger Ballins frække ord om professor Bircks “beskidte kæft”, men kun misbilliger Bircks hentydning til Alberti. Havde Friis gjort Industriraadets herrer og specielt Ballin opmærksom på, at man måtte frabede sig usømmelige angreb på et af kommissionens medlemmer, ville den videre disput formodentlig være undgået. Men formanden Friis’ holdningsløse optræden opmuntrede jøden Ballin til nu først rigtig at slå løs!
**) Ballin giver altså åbent til kende, at han selv er kommet til mødet for at provokere, og får alligevel ingen irettesættelse!
***) Friis forbigår altså atter jøden Ballins utrolige frækhed i tavshed!

354

… angår, har han for mit vedkommende sat sig udenfor, jeg regner ikke mere med ham, og for mig er han en død mand. Jeg kan godt nære respekt for professor Birck som videnskabsmand, men som menneske regner jeg ham for intet.

Direktør Dessau: Efter det, der her er passeret, kan Industriraadet ikke fortsætte disse forhandlinger.

Professor Birck, henvendt til direktør Dessau: Det gælder ikke Dem denne gang!

Direktør Rambusch* erklærer sin tilslutning til det af direktør Ballin og direktør Dessau tagne standpunkt og måtte også holde på, at det var umuligt for Industriraadet at forhandle videre efter det skete.

Samtlige mødets deltagere rejste sig her for at bryde op fra mødet.

Direktør Heilbuth: Jeg kan godt forstå direktør Ballins følelser, men jeg mener, at det ville være meget uheldigt, om vi på grund af en personlig strid afbrød forhandlingerne om et sagligt spørgsmål. Vi må sagtens kunne forhandle disse sager færdige. Jeg var glad ved at høre direktør Dessau udtale, at Industriraadet er villig til at give oplysninger, således at vi dog kan komme til et resultat i den nærmeste fremtid.

Fabrikant Jarl**: Jeg er enig med direktør Ballin i, at en forhandling med professor Birck er umulig. Optages forhandlingerne, hvad vi er villige til, må vi fra Industriraadets side fordre, at professor Birck ikke er med i det udvalg, som Industriraadet kommer til at forhandle med.

Professor Birck: Ja, hr. Jarl, jeg er villig til ikke at være til stede sammen med direktør Ballin, og jeg ønsker at udtale, at det ville se mærkeligt ud, om fabrikanterne, der har været rådgivende ved forhandlingerne om detailhandelens ordning, nu da turen kommer til dem, ikke vil afgive de ønskede oplysninger. For at slippe fri herfor ønsker man at benytte striden med mig til at vælte det hele. Denne stilling er ikke holdbar; og jeg skal gøre befolkningen bekendt med, at direktør Ballin benytter denne anledning til fremdeles at udplyndre befolkningen.

Direktør Ballin: Min opgave her i dag var at fremkomme med …

*) Generalkonsul F. H. J. Rambusch var administrerende direktør i firmaet A/S Nielsen & Winther fra 1905. Det var ham, der i foråret 1919 kom i konflikt med formanden for sit firmas bestyrelse, direktør i Diskontobanken Sundberg, og derefter foranledigede, at forbindelsen med Diskontobanken blev brudt og at i stedet for Landmandsbanken overtog finansieringen af selskabet. Samtidig blev jøden Wilhelm Weimann formand for bestyrelsen i stedet for Sundberg. Jvf. Ovenfor 4 a.
**) Bl.a. medlem af bestyrelsen for A/S M. J. Ballins Sønner og Hertz’ Garverier og Skotøjsfabrikker. Som sådan selvfølgelig også stærkt interesseret i den Ballin’ske koncerns aktiekurser!

355

… udtalelser, på hvilke der kunne bygges videre; jeg har sagt, at der ikke kan gives rent tekniske oplysninger af to grunde, for det første fordi oplysningerne kan blive misbrugte, og for det andet, fordi de kun kan forelægges et sådant forum, der har den fornødne sagkundskab til at bedømme dem. Vi må søge at forhindre, at oplysningerne bliver misbrugte, vi mener, at vore interesser er truede, og derfor har vi i dag søgt at værne dem. Jeg kan ikke tro, at nogen fra Industriraadets side herefter vil forhandle med professor Birck.

Overformynder Friis tilbød nu Industriraadets repræsentanter en privat samtale med sig næste dags eftermiddag, men på forslag af direktør Rambusch kom denne samtale til at finde sted straks.

Ved samtalen mellem Industriraadets repræsentanter og overformynder Friis gentog denne den under mødet fremsatte levende beklagelse af, at professor Birck havde forløbet sig i så høj grad og gjorde på kommissionens vegne en uforbeholden undskyldning herfor. Han erklærede, at han den følgende dag selv ville gøre indenrigsministeren bekendt med sagen, og derefter igen sætte sig i forbindelse med Industriraadets repræsentanter for at søge opnået et grundlag for en videre forhandling.

Et til kl. 12 fastsat møde med repræsentanter for skotøjsindustrien udsattes efter henstilling fra Industriraadets repræsentanter indtil videre under hensyn til, at såvel direktør Ballin som professor Birck skulle have deltaget i mødet.

———

Så vidt det af forhandlingerne optagne referat om sammenstødet, som K. J. Østrin har fået lejlighed til at offentliggøre i Ballins favør.

Skildringen viser til fulde, at de to ordførere for Industriraadets repræsentanter, d’hrr. Benny Dessau og Max Ballin, fra begyndelsen af har søgt et påskud for at unddrage sig den af Prisreguleringsraadet tilsigtede kontrol. Målet skulle opnås derved, at Birck blev fjernet. At de selv ved en racefælle som direktør Heilbuth var repræsenteret i Den overordentlige Kommission, var dem ikke nok, de ønskede den mand, der havde vist sig som skarp modstander af trustdannelser og oven i købet havde ytret ønske om, at brugsforeningerne eventuelt måtte tage del i fabrikationen af læder og skotøj, udelukket fra forhandlinger med dem, for på denne måde at kunne blive fritaget for at give nøjere oplysninger om deres

356

prispolitik osv. Dette var den reelle hensigt. Men dertil kom, at disse to formuende og formående finansmænd følte sig som den stærkere part, der kunne tillade sig at diktere den af Staten indsatte Prisreguleringskommission sine krav. Det var d’herrer fra Industriraadet, der mente at kunne foreskrive, hvilke medlemmer af Prisreguleringskommissionen, der måtte forhandle med dem, det var direktørerne Dessau og Ballin, der ved deres aggressivitet udæskede Birck, for derved at skabe et grundlag for deres yderligtgående krav. At Ballin ikke kunne tåle at høre navnet Alberti, er en sag for sig, men det kunne jo rigtignok ikke berettige ham til at overfuse prof. L v. Birck med de mest uforskammede grovheder.

Bircks svar var derfor det eneste rigtige. Og Bircks faste og selvbevidste holdning over for Ballin finder sin naturlige forklaring i, at han gennemskuede det i bund og grund uredelige spil, modstanderen havde indledt ved sin koncerndannelse og den dermed forbundne forbryderiske udvanding af aktiekapitalen. Han havde for længst erkendt, at det for skotøjstrustens førstemand var en livsbetingelse så længe som muligt at holde sine transaktioners rækkevidde skjult over for offentligheden for ikke at blive afsløret som den gemene og samvittighedsløse storspekulant i varer og aktier, han i virkeligheden var. Birck var også klar over, at når en målbevidst prisregulering blev gennemført over for Ballins koncern, ville det uundgåeligt have de alvorligste konsekvenser for foretagendet, og at han derfor også måtte møde erklæringer fra den mands side, der havde ansvaret for den hæmningsløse kapitaludvanding i Ballin & Hertz-koncernen, med den dybeste mistillid. Han havde så sandelig ingen grund til skånsomhed.

Dog, det viste sig, at L. V. Birck i første omgang ikke fandt særlig forståelse for sin holdning inden for den kreds af mænd, der tog del i mødet den 6. august 1918. Overformynder Friis — som få uger senere blev forsvaret af Birck mod den af den socialdemokratiske nationaløkonom

357

Jak. Kr. Lindberg ytrede mistanke, at han i sin gerning som formand for Prisreguleringskommissionen skulle føle sig bundet ved sit medlemskab i Landmandsbankens repræsentantskab — foretager sig intet.* Heilbuth tager selvfølgelig sine racefællers parti. De øvrige repræsentanter for Industriraadet, Rambusch og Jarl, lystrer jødernes direktiver og støtter kravet om at blive fri for forhandlinger med Birck.

Selve sammenstødet føltes naturligvis af forhandlingsdeltagerne som overordentlig pinligt. Man forsøgte derfor også først at holde sagen skjult over for offentligheden. Men den 11. 8. kunne “Politiken” bringe en autentisk beretning om de “Skandaløse Scener i Prisreguleringskommissionen”, da “professor Birck fornærmede Ballin og ville kyle en stol i hovedet på ham”. To dage senere (den 13.) bringer “Dagens Nyheder” et interview med prof. Birck, ifølge hvilket denne erklærede, at han ikke nærede nogen som helst betænkelighed ved at give en skildring af det passerede. Bladet beretter derefter i det væsentlige følgende om tildragelserne:

“Hr. Ballin og hr. Dessau brugte under forhandlingerne meget stærke ord om hr. Birck, som at han havde en beskidt kæft, at han misbrugte de oplysninger, han fik i kommissionen, at han havde en løs mund, og det tilføjedes, at Ballins oplysninger stod til troende og ikke behøvede nærmere bekræftelse.

Her afbrød Birck med den replik: “Det samme sagde også Alberti til mig i sin tid.”

Hr. Ballin for nu op og erklærede, at hr. Birck var en løgnhals, en æreskænder og en gadedreng.

Professoren fandt — som han udtrykte sig — at dette var en “grov fornærmelse imod en embedsmand i funktion” og gik hen til Ballin, …

*) I en af Birck og det socialdemokratiske medlem i Prisreguleringskommissionen C. N. Hauge affattet erklæring hedder det vedr. Friis: “Efter vor opfattelse har formandens evne som forhandlingsleder, hans tålmod og hans vilje til at gøre ret og skel været til uvurderlig nytte for kommissionens arbejde. Vi må derfor gribe lejligheden til også her at advare mod at gøre snart det ene snart det andet af kommissionens medlemmer inhabil”. (Jvf. “Social-Demokraten”, 3. 9. 1918).

358

… lagde hånden på hans skulder og sagde noget lignende som “Jeg er en hvid mand, hvem en person som De ikke må tale således til”.

Birck karakteriserede Ballins personlighed med et udtryk, han ikke ønsker gengivet, da det dels var brugt i hidsighed og dels kunne kaste skygge på andre. Birck tilføjede, at hvis Ballin gentog sine ord, ville han få en lussing.

Derpå erklærede d’hrr. Dessau og Ballin, at de ikke kunne være i stue sammen med Birck og gik ud, fulgt af de andre to medlemmer af Industriraadet, d’hrr. Rambusch og Jarl.

Birck erklærede, at han havde på fornemmelsen, at d’hrr. ønskede ham spændt ud af hele den store læderundersøgelse og sluttede med at udtale, at han personligt intet havde imod Ballin og heller ikke imod Dessau: Al strid med disse herrer havde altid bundet i spørgsmålet om priser eller børskurser. Han tilføjede: “Samme dag hr. Ballin giver os en god læderordning, og han bevæger sin fætter hr. Jacob til at give os en god “støvleordning”, vil hr. Ballin få absolut fred for mig — men før heller ikke!”

Den 11. s.m. havde ligeledes “Social-Demokraten” bragt et interview med prof. L. V. Birck, i hvilket de samme begivenheder ved sammenstødet drøftes. Her bemærker Birck bl.a., at han, kort før Jarl og Hammerich var gået, havde tilbudt dem at forlade kommissionen, hvis direktør Jak. Kr. Lindberg kunne træde i hans sted, og hvis de så ville aflevere regnskaberne til udvalget. Men — fortsætter Birck — det var der ikke tale om. Fabrikanterne ville i det hele taget ikke på nogen måde ud med regnskaberne. Han konkluderer: “Efter min mening bør de tvinges til at udlevere regnskaberne. Det er dog for galt, at vi skal finde os i den magt, de tror at sidde inde med.”

Med den fremstilling, prof. Birck gav af sammenstødet, var d’hrr. repræsentanter for Industriraadet ikke tilfreds. Derfor fremkom de den 12. august med en erklæring, hvilken de bemærkede: 1) at forhandlingerne den 6. august slet ikke havde drejet sig om læder- og skotøjsindustrien, men om skemaer, der var sendt ud til forskellige industrier, 2) at direktør Friis havde udtalt sin uforbeholdne undskyldning i anledning af, at Birck var gået langt ud over grænserne for

359

sømmelig optræden og at 3) grundlaget for fælles forhandlinger mellem Industriraadet og Prisreguleringskommissionen endnu var til stede, rigtignok under forudsætning af, at Birck ikke deltog i sådanne forhandlinger.

Dermed korrigeredes i og for sig intet i den af Birck givne fremstilling, men det kunne derved dog over for offentligheden konstateres, at den af Ballin (og måske også af hans fætter) tilstræbte plan med forhandlingen, at sætte Birck ud af spillet ved provokatorisk optræden, til dels var lykkedes. At det blev en Pyrrhussejr, var en anden sag.

Interessant er pressens stilling til kontroversen Birck-Ballin. “Politiken” beretter den 14. august, at Prisreguleringskommissionen nu skulle have et nyt møde med Industriraadets medlemmer og at der nu uden vanskelighed ville blive opnået enighed, eftersom “den hvide mand” ikke ville være til stede. Benny Dessau og Max Ballin havde altid indtaget det standpunkt, at selvfølgelig skulle kommissionen have alle de oplysninger, den havde brug for, når blot man ville se bort fra at strække undersøgelserne alt for langt, da udfyldningerne i de fremsendte skemaer jo dog voldte en del ulejlighed og bryderi. Industrien måtte selvfølgelig også kræve, at man gav afkald på visse oplysninger af teknisk art, og at man endelig kunne stole trygt på at være beskyttet mod prof. Bircks indiskretioner. Den 15. august tager “Politiken” derpå rigtig fat på kritikken mod den formastelige, som havde vovet at nævne jøden med navn. Bladet ligefrem fnyser af harme. Det erklærer, at det ikke vil beskæftige sig stort med dr. Bircks skældsord og bemærker desangående: “Han valgte i sin ophidselse gloser, hvormed han ville vinde tilslutning fra de mest pøbelagtige instinkter i folket, og hvis denne tilslutning er ham en tilfredsstillelse, er den ham vel undt.” “Politiken” mener dernæst at kunne påvise, at prof. Birck på forskellige punkter havde forsyndet sig mod sandhedens og ærlighedens krav, bl.a. ved i sine interviews at undlade at omtale de mest graverende skældsord, ved at påstå, at fabrikanterne havde

360

nægtet at give de begærede oplysninger og ved sluttelig at hævde, at han af Prisreguleringskommissionen enstemmig var bleven opfordret til at fortsætte som medlem. Dette sidste var dog ikke sket, mente bladet, ellers havde man også “måttet undre sig over Prisreguleringskommissionens tilsyneladende holdningsløse optræden”.

Derefter slutter bladet med følgende meget sigende overvejelser: “Prof. Birck påberåbte sig under ordskiftet med direktør Ballin sine to kvalifikationer, dels som hvid mand, dels som universitetsprofessor. Vi ved ikke, om der er nogen særlig grund til at lykønske enten i almindelighed den hvide race eller mere specielt Københavns universitet. Af en hvid mand at være fremtræder prof. Birck, efter hvad der nu er oplyst, i temmelig grumset skikkelse, og hvorvidt han qua universitetsprofessor ved denne lejlighed har givet udtryk for den højeste akademiske dannelse — ja, det overlader vi fakulteterne at dømme om.” Det viser sig altså her, at bladet ikke blot mener at kunne udtale sig om, hvem der optræder “i temmelig grumset skikkelse”, men at det endog forventer, at selve universitetet tager affære mod Birck! Med hensyn til Prisreguleringskommissionens holdning fremhæver det, at dens formand havde gjort Ballin en undskyldning for prof. Bircks optræden, og at den på sidstnævntes forespørgsel, om man ønskede hans udtræden, havde svaret, “at man nu ikke ønskede mere uro om kommissionens arbejde og helst så, at han blev”.

Den fremstilling, “Politiken” her havde givet, blev ikke uimodsagt. I et indlæg, som overformynder Friis den 15, august sendte bladet, erklæredes følgende:

“Redaktionen af Politiken.

I Deres ledende artikel i dag udtaler De, at Den overordentlige Kommission på professor Bircks forespørgsel, om man ønskede hans udtræden af kommissionens skotøjs- og læderudvalg, svarede, at man nu ikke ønskede mere uro om kommissionens arbejde og helst så at han blev.

361

Måtte det være mig tilladt at oplyse, at denne version gør både kommissionen og professor Birck uret.

Samtlige kommissionens medlemmer ønskede professor Bircks forblivende af grunde, som jeg formulerede således:

1) At professor Birck er en betydende arbejdskraft, og at han på forhånd har gjort et stort arbejde for at trænge ind i de emner, hvormed det pågældende udvalg beskæftiger sig.

2) At det ville være principielt urigtigt, om sammensætningen at kommissionens udvalg med større eller mindre ret kunne siges at blive bestemt ved indflydelser udefra.

3) At resultatet af kommissionens arbejde på dette område, uanset hvorledes det bliver, — og i forhøjet grad jo mere det lykkes at gennemføre det i samstemning med industrien — vil kunne mistænkeliggøres, når den mand, der i den offentlige mening står som industriens skrappeste kritiker, er bortelimineret fra deltagelse i arbejdet.

Disse bemærkninger mener jeg at skylde kommissionen, professor Birck og sandheden. Og da det tillige er en af min stillings vigtigste pligter at give enhver sit og at søge at stifte fred og skaffe arbejdsro, og da freden og arbejdsroen kun kan blive brøstholden, dersom der finder fortsat strid sted i pressen om den ominøse episode den 6. august, vil jeg gerne benytte lejligheden til at nævne, endnu et punkt, der for professor Birck må være af en vis betydning. Den beklagelige antisemitiske ytring, som professor Birck i heftighed fremsatte, har han, selv om den savnedes i referatet i et af de blade, der interviewede ham, ikke lagt dølgsmål på over for offentligheden. Den vedkendes af ham i hans meddelelse til Dagens Nyheder, idet han samtidig beklagede den. Forholdet er jo overhovedet det, at der blandt professor Bircks fejl ikke er den at være bange.

Kjøbenhavn, den 15. August 1918.

Friis

Over for denne argumentation — som selvfølgelig ikke nævnes i Østrins skrift, omendskønt der ellers berettes udførligt om kontroversens efterdønninger — anser “Politiken” det for klogt at trække sig skønsomt tilbage; det vil ikke, som det siger, optage nogen diskussion med overformynder Friis, men mener dog at måtte bemærke, at det af ham omtalte punkt ikke forekom bladet at være affærens væsentligste. For bladet var selvfølgelig det væsentligste, at jødernes tabu var blevet krænket, og at dette havde fortjent strengeste straf, Bircks

362

udelukkelse af kommissionen osv. Dette håb blev altså ikke opfyldt. Ja, “Politiken” oplevede endog en endnu større skuffelse. Det måtte nemlig yderligere lide den tort, at Friis’ betragtninger fandt tilslutning hos “Kristeligt Dagblad”, som — i en ledende artikel den 17. august s.å. — anså det “for fuldkommen meningsløst, at det anerkendt mest sagkyndige medlem af kommissionen udelukkes fra vigtige forhandlinger blot til ære for en hr. Ballin” og i øvrigt advarede Prisreguleringskommissionens formand mod at være alt for lunken i sagen, som han havde været det i forhandlingerne den 6. august, da “sagen ellers let kunne tilspidses til et valg mellem Birck og Friis”. Det var mere, end “Politiken” kunne tage, og her kunne det dog tillade sig at sige sin uforbeholdne mening.

Jødebladet anbefalede desårsag modparten dog at overlade det til prof. Birck selv at forsvare sin sag, da han sikkert kunne gøre det meget bedre “end Kristeligt Dagblad, der fumler rundt, ikke ved besked om noget og ikke har mere intelligens end en træsko”. (Pol., 18. 8. 1918.)

“Berlingske Tidende” og “Nationaltidende” tager ikke stilling til episoden i Prisreguleringsudvalget. Derimod er “Social-Demokraten” forfærdet over, at prof. Bircks “ganske fjollede antisemitisme” har forledt ham til en sådan “ualmindelig grov forløbelse”. Bladet erklærer, at man ligefrem får kuldefornemmelser i rygraden ved at se en universitetsprofessor i 1918 på denne måde “stille sig på samme åndelige standpunkt som gadens bærme for et århundrede siden”. Man docerer endvidere, at hr. Birck formodentlig ikke var klar over sine handlingers rækkevidde, da hans udråb sagtens kunne udnyttes af demagoger, som søgte at vække racehadet og andre lave instinkter i kapitalismens interesse. Birck havde gjort den sag, for hvilken han ydede sin indsats, en meget dårlig tjeneste, da det ved prisreguleringen ikke kunne dreje sig om at ramme de jødiske udbyttere, men det kapitalistiske system som helhed. Vi skal, erklærer bladet, ikke have historien med Gedalia om igen, “ikke have overklassen og

363

bærmen til i forening at fremkalde et jødehad, som kan blive skalkeskjul for en Foss og andre “kristne” storkapitalister”.

Ude i provinsen øgedes Bircks popularitet naturligvis ved det kraftige fremstød, han havde foretaget mod Ballin-koncernen. Den 14. august blev han i Hudeudvalget inden for Prisreguleringskommissionen valgt til formand. Og han førte kampen videre. I en tale, han den 22. august holdt i folkets hus på Enghavevej, meddeler han, at både han og Lindberg regnede med, at Prisreguleringskommissionens arbejde også efter krigen ville blive videreført som Trustkommission efter Amerikansk mønster. Ejendomsretten måtte begrænses efter almenvellet. Kraftigt vendte han sig mod trusterne. Stillingen måtte nødvendigvis være en anden over for den enkelte fabrikant end over for et aktieselskab, “Thi det er sagt, at et aktieselskab har ingen sjæl, der kan gå til helvede, intet legeme, der kan straffes og intet navn, der kan brændemærkes”. Trusterne var en samfundsfare; ikke blot Det tredie Ting, men en anden konge. Med hensyn til sit sammenstød med Ballin bemærkede han, at dette ikke skulle tages som udtryk for antisemitisme. Han havde haft lige så hårde sammenstød med andre mænd, f.eks. med Peschcke Køedt, som ikke var jøde — i hvert fald ikke af fødsel.* Men han var rigtignok en uforsonlig modstander af overkapitaliseringen af industrien, …

*) Peschcke Køedt beskæftiger sig indgående med disse betragtninger i to kronikker: “Professor Birck på Enghavevej” og “Professor Birck på Krigsstien” i “Nationaltidende” af 28. og 29. august 1918. Han hæfter sig navnlig ved Bircks påstand om, at de store erhvervsvirksomheders ledere var meget klogere end embedsmændene og klogere end politikerne og mener derefter, at også de to videnskabsmænd, der var medlemmer af Prisreguleringskommissionen, passende kunne vise mere forståelse for de fra erfarne grossister fremførte argumenter. Hvem der ikke i praktisk gerning havde erhvervet sig forudsætninger for sagkyndig vurdering, skulle afholde sig fra at udfolde dømmende og straffende myndighed på det her omhandlede område. Prof. Bircks kompetence sætter Peschcke Køedt ikke særlig højt, eftersom han bl.a. erklærer: “Ved at gennemgå samtlige poster blandt mit personale finder jeg kun (fortsættes …)

364

… af børsmanøvrer og deslige Han bemærkede i sin tale bl.a.: “For at forrente Ballins overkapitalisering skal hver arbejder tjene 5 gange så meget ind til driftsherrerne som arbejderne hos Hertz.”*

I hvilken grad Birck havde ret i sit skarpe fremstød mod Ballin viste sig senere, da repræsentanterne for denne koncern, de herrer Hertz og Jacob, havde godkendt, at fabrikanternes samlede årlige nettoavance ikke måtte overstige 10 pct. af varernes samlede salgssum inden for regnskabsåret.

Denne ordning blev (jvf. ovenfor 3-f) vedtaget den 4. september 1918, men Ballin forsøgte, til trods for, at hans koncerns officielle repræsentanter havde accepteret den, endnu i sidste øjeblik at få den kuldkastet. Atter mobiliserede han Industriraadet; men denne gang helt uden resultat. Ved bekendtgørelse af 18. september blev bestemmelsen om 10 pct.’s nettoavance ophøjet til lov. De Ballin’ske fabrikkers regnskaber var …

(… fortsat) en eneste betroet stilling, en mand som prof. Birck eventuelt ville kunne udfylde på tilfredsstillende måde. Det er posten som bankbud. Her ville hans absolutte ærlighed tale i den lærde mands favør. Men hvis han på vejen til eller fra banken med en fyldt portefølje under armen tilfældigvis mødte en medborger med en mørkere hudfarve, ville naturen let gå over optugtelsen og porteføljen blive glemt. Selv til denne beskedne merkantile tillidspost ville professoren ved nærmere eftertanke ikke egne sig.” Efter et forsvar for jøderne omtaler forf. med forfærdelse Bircks forslag om at opretholde en trustkommission efter krigen. Han mener, at de 2 lærde herrer (hvormed han mente prof. Birck og docent Lindberg) dermed overvurderer deres ordensskabende evne og deres priskontrollerende myndigheds varighed.

Hvilken skæbnens ironi, at netop denne storkøbmand, Peschcke Køedt, der siden 1917 ud fra sit praktiske købmandssind forsvarede bl.a. kædehandel og med lidenskab bekæmpede enhver statskontrol med prisforholdene, senere selv blev idømt en bøde på 200.000 kr. for overtrædelse af kædehandelsforordningen af 19. maj 1917, og at det navnlig var hans konflikt med Herman Heilbuth, der gav stødet til den mod ham indledte proces.
*) Jvf. Bircks undersøgelser i “Jyllands-Posten” den 23. 12. 1916 gengivet ovenfor s. 344 f.

365

… endnu på dette tidspunkt ikke blevet afgivet til Prisreguleringskommissionen, så “Social-Demokraten” (d. 15. 9. 1918) med rette kunne hævde, at det var en ganske utrolig komedie, der her blev udspillet. Rædslen for kontrollen var øjensynlig den væsentlige årsag, og bladet havde mere ret end det dengang selv kunne ane, da det i sin kommentar bemærkede: “Hvis industriens regnskaber — og her er ikke alene tale om skotøjsindustrien — lå fuldt oplyste til almindelig beskuelse, da ville der utvivlsomt rejse sig en uendelig stærk harme mod de mænd, der benyttede de onde år til at brandskatte befolkningen.”

Så vidt om kontroversen mellem Birck og Ballin.

d) Bircks gæstespil som konservativ folketingsmand 1918–1920.

Stor opstandelse fremkaldte det i den radikale og socialdemokratiske presse, da den konservative vælgerforening i Ålborg i december 1917 besluttede at tilbyde prof. Birck et kandidatur inden for begge denne jydske bys vælgerkredse. Man forstod ikke, at de Konservative kunne være tjent med sådan en mand, der dog i politiske spørgsmål helt gik sine egne veje, erklærede sig for stats-konservativ, i anledning af diskussionen om indførelsen af tobaksmonopolet havde ytret, at statsmonopoler aldeles ikke stred mod god konservativ opfattelse, og som oven i købet havde ladet forstå, at han brød sig fejl om partiprogrammet. Sine meningsfæller i Ålborg havde han meddelt, at han, i fald han skulle blive valgt, ville føle sig som “Kronens og samfundets tjener”, men ikke som den, der skulle “repræsentere vælgerne i deres lokale, økonomiske eller sociale særinteresser”. Han mente på denne måde at være “bedre egnet til at føre landet gennem krigens og revolutionens kriser end mænd, der stiller sig snævert som repræsentanter for klasser og interesser”. Han satte altså

366

Statens, samfundets vel, højere end den enkeltes vel, og han var desuden udpræget socialistisk i sin tankegang, konservativ af navn, men socialist af gavn; han interesserede sig bl.a. for arbejdsløshedskassernes virksomhed, han ønskede lønarbejdernes rettigheder beskyttet og at hele befolkningen skulle kunne leve, han nærede dyb mistillid både til penge- og til åndsaristokratiet, som ikke havde nogen forståelse for kravet om social retfærdighed, han var radikal modstander af trustdannelser osv. Helt uberettiget var betænkelighederne i oppositionspressen mod denne kandidatur altså ikke; man ville virkelig kun vanskelig kunne forstå, hvorledes Birck ville kunne gå i spand med middelstandspolitikeren Asger Karstensen og højkonservative mænd som admiral Richelieu og Theodor Jensen. Men — alligevel. Ålborgenserne fastholdt hans kandidatur.

Alt imens stod der selvfølgelig atter gny om navnet Birck. En episode fra denne valgkampagne fortjener særlig omtale.

Da syndikalisternes stormløb mod Børsen fandt sted den 11. februar 1918, påstod bladet “Solidaritet”, at prof. Birck ikke var helt fri for ansvar for dette opløb. Han skulle nemlig have sagt: “Dersom nogen iblandt jer har en pårørende, en ven, der spiller på Børsen, ja, selvom det er jeres egen broder, så slå ham ned som en hund.” Skønt Birck tænkeligt kunne have sagt sådanne ord, eller dog tænkt sådanne tanker i sin forbitrede kamp mod kræftskaden i denne tids økonomi, den vilde aktiespekulation, protesterede han dog over for “Nationaltidende” telegrafisk mod “Solidaritet”s påstand, idet han hævdede, “at han ikke havde sagt noget ondt om børsspekulanter, højst havde opfordret til vold mod socialdemokratiske journalister, der spekulerede”. Til nærmere oplysning udtalte Birck endvidere, at hans særlige hensigt havde været at sige: “Kender De en socialistisk journalist, som spiller på Børsen, så slå ham ned, thi han har ikke selv penge til at spille for og er derfor købt af og afhængig af vekselereren i det han skriver, og mod Dem er han en forræder.” Han vidste

367

I øvrigt, at der var mange kapitalistiske journalister, der havde tjent formuer på Børsen.

Der synes på dette tidspunkt at have ligget et mellemværende i luften mellem “Social-Demokraten”s vel bestaltede medarbejder, den sensationslystne hebræer Marius Wulff og prof. Birck. Og da folketingsvalget er nært forestående, insinuerer Marius Wulff i sit blad den 16. 2. 1918 i anledning af Bircks bemærkning, at Birck ved et sådant angreb åbenbart vil indbyde syndikalisterne i Ålborg, hvor han er opstillet som konservativ kandidat, til valgalliance. Hvorefter han i ubehersket rasen kaster et depraveret sinds perfidier ud over den forhadte modstander. Han afslutter angrebet med disse ord: “Det er almindelig bekendt, at ret alvorlige sindsformørkelser af og til sætter dr. Bircks aldrig stærkt udviklede selvkritik ud af funktion. Alle hans bekendte ved bl.a., at han lider af et fanatisk had til jøder. Han vælter sig over enhver jøde uden hensyn til, om det er en læderhandler eller en journalist. I denne forvirrede valgkandidat legemliggøres højres og syndikalisternes alliance mod Socialdemokratiet.” Få måneder i forvejen havde “Social-Demokraten” rettet sit hårdeste skyts mod sko- og lædertrustens førstemand, navnlig under påberåbelse af Bircks kritik; nu erklærede dette blads redaktør Marius Wulff sig solidarisk med Max Ballin — qua racefælle!

l øvrigt kan man vel gå ud fra, at dette angreb tillige var Wulffs og Borgbjergs kvittering for nogle betragtninger, som Birck et år i forvejen, i maj–juni-hæftet af “Nationaløkonomisk Tidsskrift”, havde offentliggjort vedrørende dansk presses stilling. Her erklærede han bl.a.:

“Aviserne er virkemidler i en umoralsk kapitalismes tjeneste … idealiteten har forladt journalisten … Det er annoncedirektøren, der regerer det moderne blad … Den moderne udgiver er i en lykkelig grad blottet for overbevisning … Det ene blad kommer til at ligne det andet … De socialdemokratiske blade danner for så vidt ingen undtagelse, de

368

bæres af deres annoncer og har den samme stab af journalister som de kapitalistiske blade …

Prof. L. V. Birck var af “Social-Demokraten” bleven stemplet som idiot. Trods alt blev han valgt. Det lykkedes de konservative i Ålborg, på valgdagen den 22. april 1918 at få ham ind i Rigsdagen på tillægsmandat.

Fra Bircks rigsdagsvirksomhed i årene 1918 til 1920 fortjener tre episoder, i hvilke han på den ene eller anden måde fandt anledning til at hævde sit standpunkt over for jødemagten, særligt at blive fremhævet. Der tænkes her på finanslovstalen den 25. oktober 1918, Bircks kontrovers med den “jødiske dansker” Ivar Berendsen den 19. juni 1919 og på hans tale vedrørende lovforslaget om afholdelse af fondsbørs den 28. august 1919.

Finanslovtalen er et mesterstykke for sig. Den røber mangt og meget om de vanskeligheder, Birck må kæmpe med inden for sit eget parti, men den lader også tilstrækkeligt erkende, at det ikke er lykkedes partiet helt at kue ham, selv om han under partiets pres har måttet anse det for tilrådeligt at trække noget i land i enkelte forhold for des mere eftertrykkeligt at kunne gøre sine anskuelser gældende i andre henseender. Talen blev ret beset en fortsættelse af den polemik, han allerede havde måttet føre under valgkampen. Han bemærker også, at han navnlig synes at måtte forsvare sig mod angreb, som var bleven rettet mod ham fra storindustriens side forud for rigsdagssamlingen, mens han havde opholdt sig i Norge. “Jeg fik,” bemærker han, “tilsendt 100 udklip, hvori man angreb mig på usandfærdig måde, ofte på punkter, som jeg mener angik min ære. Det var hele den ejendommelige kollektion, dette rædselskabinet af nuværende og forhenværende sekretærer, som står omkring industrien, særlig omkring en

369

bestemt person*; disse personer, synes jeg, gik udenfor grænsen for den måde, hvorpå man må angribe en mand.” Han mener, at der dog måtte være grænser for, hvor langt modkritikken har lov at sætte ind på ting, man gør som kongelig embedsmand, men han erklærer samtidig, at han uanset alle disse angreb vil fortsætte sin kamp.

Birck føler det som en pligt at kæmpe for sandhed og ret, og han påviser berettigelsen og nødvendigheden af denne kamp ved bl.a. at anføre følgende: “De herrer vil kunne huske, hvorledes under bankkrisen, da amtmand Brun, den daværende finansminister, ville gøre mig til medlem af Den overordentlige Bankkommission, afdøde geheimeraad Glückstadt erklærede, at så ville de sprænge Bankkommissionen, og de herrer har vel senere set de sammenstød, jeg havde med vekselererne om kursskæring og grove provisioner på udenlandske papirer; jeg havde ret, og jeg angreb ikke en eneste mand, som ikke senere er blevet dømt eller har måtte betale for at slippe væk fra hr. Rump. Jeg ønsker nu at sige en gang for alle, at de angreb, jeg har rettet, hverken har været rettet mod klasse eller race, men har været rettet mod misbrug af den økonomiske magt; og så længe jeg lever, vil jeg vedblive dermed; trods alle forsætter kan jeg, hver gang jeg ser det, ikke holde mig tilbage.” Her afviser Birck altså beskyldningen for at være antisemit. Det samme gjorde han — uden tvivl ligeledes under det pres, det af jødiske bagmænd ledede og beherskede Konservative folkeparti har udøvet på ham — da han omtaler sammenstødet med Ballin den 6. august 1918. Herom siger han bl.a.: “Der forefaldt et intermezzo, som jeg ikke skal omtale nærmere, men hvor jeg i anledning af, at jeg var blevet …

*) Formodentlig er her tænkt på de angreb, Birck var udsat for i den af Alex. Foss finansierede pressekorrespondance “Riget”. Dog er det også muligt, at Birck her vender sig mod det af Max Ballin finansierede “Erhvervenes Pressetjeneste”.

370

… kaldt med meget fornærmende invektiver [fornærmende angreb i ord], reagerede med meget uforsigtige udtryk*, og der blev gjort forsøg, også inden for kommissionen, formentlig i nervøsitet, på at få mig ud af forhandlingerne; senere forsøgte lndustriraadet at spænde mig ud ved at prøve på at boykotte mig og nægte at forhandle med mig.

Jeg antager, det også var lykkedes de herrer at gennemføre deres plan, hvis ikke to medlemmer af dette ting havde trådt til, nemlig det ærede medlem fra Bjerre (Jørgen Jensen) og det ærede medlem fra Sæby (Pinstrup), hvem jeg gerne vil takke; thi det er første gang i mit liv, når jeg har stået i en kampstilling, at jeg ikke har frygtet at få en dolk i ryggen. Det er en sjælden følelse, og jeg vil have lov til at være taknemmelig.” Dette erklærer Birck i Folketinget den 25. oktober 1918, og det kan vel næppe nægtes, at disse ord karakteriserer ikke blot den hensynsløshed, med hvilken finansmagten, i dette tilfælde specielt Industriraadet, rettede deres angreb mod Birck, men tillige den holdningsløshed, rigsdag og Prisreguleringskommissionen — trods alt — viste over for højfinansens magtstræb.

Så bestemt Birck nu her frasiger sig antisemitiske anskuelser, så eftertrykkeligt understreger han, at han ikke vil lystre højfinansens paroler. Han fremfører som sin opfattelse, at kompensationsprincippet vil være afgørende for den fremtidige udenrigshandel, at den frie handel altså ikke mere vil vende tilbage, og det af denne grund også ville være nødvendigt, “at vi herhjemme i lang tid vedblivende vil komme til at lægge megen myndighed i Udenrigsministeriets, i Industriraadets og Grosserersocietetets hånd”. Og han konstaterer i denne anledning; “at den myndighed, som har været lagt hos disse institutioner under krigen, har været overordentlig stor i virkeligheden langt større end den, som f.eks. Den overordentlige Kommission på noget punkt har haft, eller som …

*) Der gås ud fra, at Birck også med denne bemærkning har villet fralægge sig antisemitiske synspunkter.

371

… den almindelige embedsmand har haft”. Han mener også at kunne nære visse betænkeligheder ved, at en ganske lille kreds af store forretningsdrivende får en sådan magt over udenrigshandelen, selvom han må indrømme, at større angreb på de mindre købmænd ikke kan påvises. Men dernæst vender han sig lidenskabeligt mod kravet om, at også partierne skal føje sig efter industrimagnaternes anvisninger, og det er i denne sammenhæng, at han vedkender sig sin såkaldte “statskonservative” samfundsopfattelse for derved at pointere, at han “ikke på noget punkt vil være organ for en enkelt klasse eller organ for besiddelsen”. “Derfor,” fortsatte han, “vil jeg også, hvis der er bestræbelser fremme — heldigvis tror jeg, de er meget svage her i landet — for at få de Konservative til at danse efter bankernes pibe eller efter sværindustriens pibe — og disse fordringer høres ikke blot fra konservativ side, men i fuldt så høj grad fra radikal-kapitalistisk side, i den retning er der ikke stor forskel — have lov til at sige, at det vil jeg aldrig gå med til … I dette forhold skal Staten hævde sin magt over for erhvervene, skal den gøre sig fri for sværindustriens og protektionismens politik; thi “al politik må være statslig samfundsomfattende”. Også arbejderne og bønderne hører med til samfundet, og hvor kravet om ejendomsrettens uangribelighed stilles, burde det altid fastholdes, at “min forventning om at kunne leve af lønnen er lige så berettiget som de andres forventning om at bruge deres ejendom”.

I drøftelserne vedrørende prisreguleringen behandler prof. Birck også de konflikter, han navnlig har været ude for i forhandlingerne med skotøjstrusten. Han fremhæver det meningsløse i den vanvittige prisopskruning for fodtøj, Ballin havde ment at kunne tillade sig, og peger på de farer, der måtte følge af et alt for højt prisniveau, da der efter krigen måtte regnes med et kraftigt prisfald, som efter al sandsynlighed navnlig ville gøre sig gældende i 1920. I rigsdagstalen den 25. oktober 1918 erklærer han desangående, at “hele det

372

forrykkede prisniveau, som er skabt ved statsgæld, ved offentlig hjælp, ved seddeludstedelse, ved kreditudvidelse, vil falde sammen, og jeg tager næppe fejl, når jeg siger, at allerede i 1920 vil priserne være det halve af, hvad de er i dag”.

Gang for gang dvæler Birck ved jødernes færden, uden naturligvis at betegne disse mennesker efter deres racemæssige tilhørsforhold. Han advarer bl.a. mod den gruppe af snyltere, som boltrer sig i kædehandelen og mener, at der ikke føres tilstrækkelig kontrol med dem, og at denne fremmedindvandring endda ikke medtages i den officielle statistik, da de ved stadig at flytte frem og tilbage mellem Malmø og København eller på anden måde unddrog sig tællingen. Herom bemærker han: “Jeg skal nævne nogle navne fra en stor kædehandelssag, det vil være tilstrækkelig talende: Hirom, Klotech, Wolf, Garfunkel, Eickenskik, Rubinstein, Polarsky og Alter Katz! Jeg tror, at det er ikke ønskeligt at have denne samling handelsborgere i landet, og at både Grosserer-societetet og Regeringen har den opgave at hindre den slags folk fra let at få adgang til næring. En stor del af de handlende af den art, som er kommet her til landet, har været både smuglere og kædehandlere, det er et folkeelement, som det er meget lidt ønskeligt at have i landet. Jeg tror, at vi har lov at passe på, at København ikke bliver en hansestad i en gal betydning, vi har lov at sige, at hele agenthandelen bør vedblive at være på danske hænder, og der er fare for, at denne handel allerede i stort omfang drages fra de danske.” Birck gør derefter udførligt rede for forskellige kædehandelssager og bemærker, at det værste ved disse kædehandeler er, at mellemleddene ikke altid er danske.

I øvrigt retter han den skarpeste kritik mod bankvældet, aktiespekulationen og trustdannelserne ud fra den overvejelse, at den fortjeneste, der ikke beror på samfundstjeneste, må skæres væk. Overfor Julius Schovelins påstand om, at der ikke eksisterede truster i Danmark, og at landet derfor heller ikke behøvede nogen trustlovgivning, påviser Birck, at

373

en stor del af de betydeligste danske industriforetagender — såsom De forenede Bryggerier, Kastrup Glasværk, cikoriefabrikkerne, læder- og skotøjsfabrikkerne, spritfabrikkerne, sukkerfabrikkerne og papirfabrikkerne er opstået ved sammensmeltning, at cementfabrikkerne, teglværkerne og svovlsyrefabrikkerne er rene karteldannelser, og at bl.a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker samt Schiønning & Arvé’s Gummifabrikker er blevet truster. Og han tilføjer, at det sandelig var fornødent at forhindre disse truster i at opnå en økonomisk magtstilling, der satte dem i stand til at slå ned både på deres konkurrenter og på publikum. Samtidig fremhæver han, at landet ikke blot har sine truster, men tillige sin inderkreds af finansmænd, der styrer det hele. “Også her,” siger han, “har vi det begreb, som Amerikanerne kalder interlocking directorates , dvs. jeg sidder i deres direktion, og de sidder i min, viklet ind som et nøgle garn. Hvis jeg nævner de herrer, som sidder i over 10 selskabers bestyrelse: C. C. Clausen, Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack-Eyber, overretssagfører Olesen osv. Eller for at tage den, som har sat rekorden, bankdirektør Glückstadt, som har sæde i hen imod 40 selskaber, forstår man, at det er de samme mænd, vi møder overalt — i forskellig iklædning, men med samme sindelag.” Birck beklager derved bl.a., at Privatbanken under C. C. Clausens styre mere og mere er kommet under Landmandsbankens indflydelse, og at Landmandsbanken derved har fået en aldeles overmægtig stilling, således at denne bank, der i 1900 af de københavnske bankers aktiekapital på 85 mil. kr., kun havde haft de 25 pct., (men) nu af de 250 mil. kr. repræsenterede over 50 pct.!

Derefter retter L. V. Birck i sin tale fra oktober 1918 en sønderlemmende kritik mod Landmandsbanken, en kritik, som ligefrem kan tages som optakt til den storm, der få år senere brød løs. Nogle betragtninger vil vise, hvor fremsynet taleren var, og hvor klart han tillige erkendte de farer, der truede landets økonomi fra bankvældets side. Han bemærker

374

bl.a.: “Det er i sig selv farligt at give en enkelt bank en sådan magt, og særlig da for så vidt banken fører en politik, som ikke altid er til gavn for landet; Landmandsbanken fremmer i høj grad vekselerernes belåning af aktier, den låner vekselererne og derigennem spekulanterne de midler, hvorved de holder spekulationen gående; og denne spekulation har jo ret få og ret simple midler. I øjeblikket er det jo en manipulering gennem få konsortier af Børsen, der sker. Bladene skriver åbent om, hvilke konsortier der nu er ude for at kurspåvirke den og den aktie. Ligeledes ser vi den politik, Landmandsbanken fører ved de gentagne emissioner af aktier …” derefter fortæller Birck enkeltheder om den lille og store skotøjstrusts kursmanipulationer, skildrer, hvorledes bladene — ved “en ualmindelig smuk-reklame” forledte godtfolk til at hoppe på limpinden og at sætte deres sparepenge i Ballin-aktier, og hvorledes man forstod ved hjælp af rygter og andre ringe og tarvelige midler at franarre medmenneskene deres penge. Han harmes på ny over Landmandsbankens opkøb af provinsbankerne og er i dette punkt enig med prof. Axel Nielsen i, at disse opkøb ikke sker for at få fat i den lille bankkapital, der kan være tale om, men for at få det brede lands indskud. Han drager heraf følgende slutning: “Med andre ord, landets indskud, provinsbyernes indskud og sparemidler trækkes fra landet, hvor de virker befrugtende, herind og bruges i spekulationen, og hvis landet vil have dem igen, kommer de tilbage til højere renter. Det er Københavneri i dårligste forstand, at ødelægge vore spareinstitutter på denne måde.”

Således afslører prof. L. V. Birck med hensynsløs åbenhed de metoder, som kapitalmagten benytter for at tilrane sig magten inden for samfundet. Mangt og meget siges der endnu, som fortjente at blive nævnt. Således fremhæver han, hvorledes det ved industrireguleringen har haft sine vanskeligheder at fremskaffe rigtige kalkuler, og hvorledes bl.a. med hensyn til kalkulen over et meget lille margarinekvantum arbejdslønnen var sat til 2.400 kr., men

375

handelsomkostningerne til 10.000 kr. Med den ham særegne ironi knytter han hertil følgende betragtninger: “Om disse kalkuler er der en gang sagt, at der er noget, som i positiv hedder usandhed, i komparativ hedder det løgn, i superlativ: statistik, og i oversuperlativ: indleveret overslagskalkule.” Birck skildrer, hvorledes den organiserede kapital behersker pressen, betegner ironisk det af Alex. Foss støttede organ “København” som ” Fossische Zeitung “, og bemærker, at “Her i København viser det sig, at en vis storkapital kan købe blade og desforuden har indflydelsen på andre blade — gennem venneforbindelse — både i den konservative og i den radikale lejr.” endelig udtaler han åbent, at “vor papir-økonomi er humbug”. Jo, sandelig taler han åbent om tidens skrøbeligheder, påpeger eftertrykkeligt den fare, som han anser for det betydeligste faktum i det økonomiske liv — faren, som truer fra den passive kapital, personificeret ved jøderne og deres slæng.

Det er selvfølgeligt, at jøderne var forbitrede over disse idelige angreb. Det er derfor også forståeligt, at Birck kalder en mand som Ivar Berendsen frem til kraftig imødegåelse, efter at han i rigsdagstalen den 17. 6. 1919 atter havde angrebet finansmagten. Denne 17. juni behandlede Birck forslaget til ændring i Nationalbankens oktroj [bevilling, officiel tilladelse] i en udførlig tale og bebrejdede derved bl.a. Nationalbanken, at den havde svigtet sin opgave ved ikke eftertrykkeligt nok at kontrollere bankernes kreditgivning og ved ikke at hæmme valutaspekulationen osv. Om Rubel-spekulationen fortalte han her bl.a.: “Rublerne kommer stadig her til landet, de må ikke komme her til landet, men de kommer alligevel, de kommer i kurerpost, de kommer i pengebreve, på mange smukke måder, og jeg vil gerne have lov til at sige, at der var her i landet, hvad de herrer ved, en art børs her for en måneds tid siden — jeg har ikke undersøgt det i den sidste måned — hvor Rublerne blev omsat, nemlig i den Helvedes forgård, hvortil Paladshotellet under krigen er blevet. Det er de mest underlige

376

mennesker, der lever der og under hele krigen har levet der, og de handler bl.a. med Rubler og østrigske kroner. De kan også se det udenfor B.T., kort sagt, der er kommet en hel del mærkelige firmaer, der fører denne Rubel-forretning her i landet, og den er farlig for os” I anledning af sin omtale af et falskmøntneri i Kolding ytrer han mistanke om, at den russisk-bolsjevikiske regering vil følge Napoleons politik ved ikke blot at arbejde med sit eget lands sedler, men også med andre landes sedler og eventuelt at efterlave dem. Han håber, at Regeringen ikke vil lade Danmark blive dumping ground for mere eller mindre falske penge, som måske her fra landet sendtes til Holland, eller til England, eller til Amerika. Og han knytter hertil følgende karakteristiske betragtninger: “Jeg tror, man må passe på den samling polske, tyske og russiske jøder, som fører en meget lyssky pengehandel. Jeg vil håbe, at Regeringen på dette punkt navnlig lægger mærke til alle de bankfirmaer, der er oprettede siden 1914, og hvoraf mange har nogle mærkelige navne. Jeg skal minde om en tid, da den engelske Sterling stod i en pris af 16 kr., da kostede her i landet en papir-Sterling 20-21 kr., og på et tidspunkt, da Dollaren stod i kr. 3,40, skulle man, hvis man ville have en pengeseddel, give over 4 kr. for den. Det var nemlig et ganske bestemt firma, som dengang opkøbte de engelske og amerikanske sedler, som var her i Danmark. De gik herfra til Sverige og derfra til Tyskland, og fra Tyskland udsmugledes de til Amerika for at hjælpe de syndikalistiske ” Worldworkers “, og til Irland for at hjælpe oprøret der. Det vil altså sige, at der har været og er en pengehandel her i landet, som ikke er legitim, og mod hvilken jeg mener, Regeringen må bruge hvilke midler, den vil og kan.”

Da Ivar Berendsen, rasende over denne kritik mod racefællerne og de øvrige af Birck bragte afsløringer om fremmede jøders illegitime valutahandel, den 19. 6. 1919 har ordet, søger han med meget affejende bemærkninger at afvise modpartens betragtninger. Han mener overlegent, at

377

professoren ikke skulle kede sine kolleger med vidtløftige teoretiske undersøgelser, da tinget nu engang havde en bestemt fornemmelse af at være en politisk forsamlingssal og ikke en foredragssal. Den belastning, som han tillod sig at underkaste rigsdagsmændenes tålmodighed, skulle han ikke have lov til at skyde over på en mangel på agtelse for teoretisk viden. Birck kunne have sparet sig meget af sine “overfladiske og periferiske betragtninger om ting, som slet ikke ligger for“. Men — påstår Ivar Berendsen — Birck generede sig sandelig ikke, heller ikke ved første behandling af Finansloven.

Birck blev ikke svar skyldig. Da han kort derefter fik lejlighed til at imødegå Berendsen, bebrejdede han denne hans forfærdende uoprigtighed i anskuelserne, noget, der svarede til det, tyskerne kalder for gesinnungslosigkeit . Da han håbede, at denne uoprigtighed også udstrakte sig til de uelskværdige mod ham rettede bemærkninger, ville han lade disse passere. Til slut replicerede Birck, at når Berendsen havde ment, at han havde lagt en alt for stor belastningsprøve på tinget, så troede han, at modparten havde været en lille smule uretfærdig imod Folketinget. Hvortil føjedes en maliciøs bemærkning om, at det jo var en kendt sag, at hvis man belaster en kæde over dens bæreevne, så springer det skøreste led først.

Bladene beretter, at Folketinget efter denne, bemærkning var dånefærdig af jubel. “Rigsdagstidende” har rigtignok ikke lagt mærke til denne jubel og indskrænker sig til ordene: “Hermed sluttede Forhandlingen”.

Det kraftigste og alvorligste opgør med finansverdenen foretog prof. L. V. Birck imidlertid i sin tale i Folketinget den 28. 8. 1919, da han beskæftigede sig med lovforslaget om afholdelsen af en fondsbørs. Denne tale er fuld af historiske reminiscenser, viser i talrige enkeltheder, hvorledes Birck i årevis havde kæmpet for at få ordnede og forsvarlige forhold på børsomsætningens område, men hvorledes alle hans

378

bestræbelser for at råde bod på al slags børssvindel var strandede på Rigsdagens og Regeringens modstand. Han påpeger bl.a. indledende, at børsordningen af 1914 ikke var andet og mere end et jammerligt makværk, at handelsminister Hassing Jørgensen her havde forrådt den gode købmandskabs princip, og at både statsmagten og Grosserersocietetet i denne sag på uforsvarlig måde havde givet op over for Børsens mægtige mænd. Thi hvad var det, der skete? Spørger han. Og han svarer selv: “Det var, at indtil 1914 havde de kursnoteringsberettigede vekselerere udviklet sig til et sluttet laug, og fra et laug havde de udviklet sig til en klike, og fra en klike til en sammensværgelse.” Birck karakteriserer i denne sammenhæng baggrunden for den ordning, der gennemførtes 1914.

Forud havde Kursnoteringsudvalget udøvet så at sige hals- og håndsret over vekselererstanden. De gennemførte bl.a. kollegiale regler, så det faktisk gjordes umuligt for en vekselerer at bryde ud, hvis han ville gøre op med det misbrug, der havde indsneget sig. Situationen karakteriseres bl.a. På følgende måde: “De havde gennemført regler om, at de havde lov til at låne aktier, der lå hos dem, til baissister, de havde gennemført selvindtrædelsesreglen, det vil sige, at en vekselerer, der var ens fuldmægtig, havde lov til uden varsel at være ens modpart, uden at man endda fik det at vide, og endelig havde de gennemført en manipulation af Børsen på alle mulige måder; en sådan er i virkeligheden gennemført så stærkt her i landet, at selv Wall Street, New Yorks børs, som i sin tid har været anset for at være en af de værste, er en ret tam affære ved siden af den københavnske.” Så kom de store skandaleaffærer, processerne mod “Bendix & Steen” og firmaet Monies, samt mod vekselerer Philipson, og forudsætningerne for en kraftig nyordning af børsvæsenet var dermed givet. Men alligevel blev den ikke til noget, da Socialdemokratiets mand, den jødiske vekselerer A. F. Lamm, ville noget andet, og resultatet var — ifølge Birck — at “denne børsreform var i virkeligheden det rene humbug”.

379

79 københavnske grosserere havde protesteret mod denne på velanstændighedens vegne, de konservative hovedstadsblade havde gjort kraftige indsigelser gældende, men alt var forgæves. Birck beklagede, at “Social-Demokraten” ikke var blandt dem, som angreb den. Men — siger han: “Grunden var den, at vekselerer Lamm var fader til denne børsordning. Lamm var jo ikke en almindelig vekselerer, han var en meget fin mand, var Borgerrepræsentationens formand, var partiets hofgænger, den, der repræsenterede det ved hoffet, kort sagt, han var en ideolog på mange områder. I det hele taget blev der ikke fra den radikale fløj rejst nogen kritik.”

I sine bebrejdelser mod Børsreformen af 1914 fremhæver Birck endvidere bl.a., at vekselererne bevarede deres ret til at bestemme, hvem de ville optage som medlem, og at de uden at angive grunde kunne afslå at optage en mand. Tillige fik vekselererne deres kurtage forhøjet. De fik ret til selvindtræden, ret til kompensation, ret til udlån af aktier. Mangt og meget var nu ændret og forbedret i det nye lovforslag, dog var bestemmelsen om forhøjelsen af kurtagen bibeholdt omendskønt dens uheldige virkninger navnlig med hensyn til outsidernes virksomhed var trådt klart frem i dagens lys. Birck beklager også, at der ikke blev taget klare forholdsregler mod kursskæringen og karakteriserer denne som en forbrydelse. For at gøre menigmand dette spil med børskundernes værdier forståelig, fortæller han nøjere, hvorfor han er en afgjort modstander af, at vekselerere får ret til selvindtræden og til kursskæring. Han bemærker: “De vil forstå det af følgende: Hvis De sender deres avlskarl hen at købe en ko og han giver — lad os tage en sum, der passer i vore dage, — 500 eller 600 kr. for den ko, og han siger til dem, at den har kostet 650, så er De ikke i tvivl om, at den mand er bedrager. Eller omvendt, hvis han sælger koen under den pris, han opgiver til dem. Nu sker det således, som ærede medlemmer ved, at på Københavns Børs noteres i løbet af de få timer, Børsen holdes, det samme papir adskillige gange,

380

idet kutymen er, at der sælges 400 kr. aktier ad gangen. I øjeblikket kan der være 2 – 3 – 4 – 5 pct. forskel mellem den kurs, hvortil en post af et papir er solgt, og den, hvortil en anden post af samme papir er solgt. Hvis vi nu siger, at omsætningerne har ligget mellem 117 og 122 pct., vil vekselereren være tilbøjelig til at sige til den kunde, der har købt papiret: Jeg har givet 122, og til den, der har solgt papiret: Jeg har fået 117, og hvor der er ret til kompensation — det vil sige, at vekselereren slet ikke udfører handelen, men afgør den i sine bøger ved en art salg og køb —, bærer han sig ad på samme måde, og derigennem får han en umådelig stor indtægt.” I denne sammenhæng fremhæver Birck, at disse transaktioner stadig havde været på tale i vekselerer-processerne, som behandledes i Rump-kommissionen, at det først var blevet bestridt, at sådan illoyal kursskæring var sket, men at vekselerer Lamm til syvende og sidst, da han blev presset, havde indrømmet, “at dette irregulære forhold at afregne kunderne ugunstigere kurs end opnået ikke blot har været anvendt af vekselererne i enkelte tilfælde og for spekulationsforretninger, men overhovedet har været anvendt af de allerfleste vekselerere — som almindelig skik og brug”. Og vekselererne Reimann og Trier havde senere i et protokollat erklæret, at vekselererne ved udførelsen af kommissionsordrer på Børsen som regel burde afregne med kunderne til de virkelig opnåede kurser, men at “det er deres overbevisning, at de fleste vekselerere i en lang årrække i adskillige tilfælde har afregnet til kurser, der var noget fordelagtigere for dem”! Birck polemiserede endvidere mod den høje kurtage, der beregnedes ved spekulation i udenlandske aktier og berettede om sit sammenstød med Philipson i anledning af dennes misbrug af kurtageretten mod en svensk konsul. Birck havde i en artikel i “Nationaltidende” betegnet Philipson som ågerkarl og anmodet denne om at anlægge sag mod sig. Det gjorde Philipson dog ikke, men han havde i stedet for besøgt ham og bedt om at standse angrebene, da det var synd at rette sådanne beskyldninger mod ham.

381

Birck fremhæver derefter det meningsløse i, at en vekselerer samtidig kan være kundens modpart i spekulationen, at bl.a. “en mand, der efterhånden er blevet en af vore største vekselerere i omsætningen, Johan Levin, en mand, der i sin tid af en af vore blades børsmeddelere blev kaldt for “Børsens Napoleon”, mindre kunne ikke gøre det, en mand, der faktisk kan manipulationens kunst på Børsen, som forstår at holde et papir eller slå det ned, denne mand er samtidig andres befuldmægtigede, uagtet han selv har en mængde interesser”. Han nævner endelig, at en outsider-vekselerer, kendt under navnet Massage-Levin, anså det som fremtidens ideal, at enhver husmand engang ville have lært at spekulere i majs osv.

Birck mente, at meget ville blive bedre ved den nu omhandlede børsreform, men at der dog endnu måtte foretages yderligere for at lede børshandelen ind i en sund udvikling, og at der bl.a. også burde udstedes et forbud mod handel med kuponer. Og han fortsatte med at fastslå, at Europas børser i almindelighed er blevet spillebuler, og at efter hans mening “Københavns Børs er blevet fuldt så slem som nogen anden”. Børserne var blevet det sted, hvor man så at sige skabte den falske kapital, der er i verden, hvor udbyttet lavedes om til aktiekurser og til aktier, og hvor enhver fordel kapitaliseredes, og der således skabtes en mængde papirformue. Men derved lod sig desværre intet ændre, dette lå nu én gang, kunne man fristes til at sige, i sagens natur. Børsloven her måtte indskrænke sig til at holde god købmandsmoral i hævd. Slette vaner måtte ikke få alderstids hævd, blive berettigede interesser, så det blev umuligt at røre ved dem. “Jeg tror” bemærkede Birck til slut, “det er et farligt system at komme ind på, at når fanden bliver gammel, får han hvide whiskers, bliver ærværdig og er hellig og ukrænkelig.”

Helt upåtalt gik professor Bircks angreb mod vekselerer Lamm ikke hen. Den socialdemokratiske folketingsmand Hans Nielsen ønskede nærmere beviser. Birck replicerede atter på

382

sin maner: “Jeg bebrejdede ingenlunde hverken Lamm eller socialdemokraterne, at Lamm gik til hoffet. Jeg udtalte kun, at den mand, de sendte til hoffet som Borgerrepræsentationens formand, havde en så udmærket stilling inden for Socialdemokratiet, at hvad han gjorde, var i virkeligheden Socialdemokratiet medansvarlig for. Det var ikke det, jeg angreb Lamm for, jeg angreb ham for den sørgelige ting, at socialdemokraternes Lamm i virkeligheden afslørede sig som en meget kapitalistisk ulv ved hele den måde, hvorpå han optrådte i Børsudvalget”.

I april 1919 rygtedes det i bladene, at prof. Birck havde udarbejdet en Trustlov, et arbejde, som formodedes at være fremskyndet af den mand, der i 1915 tog initiativet til grundlæggelsen af Det konservative Folkeparti, dvs. af middelstandspolitikeren, folketingsmand Asger Karstensen. Mod månedens slutning bebudede også Birck selv, at forslaget var på trapperne. “Det kommer!” erklærede han i et interview. “straks efter Påske bliver det forelagt i et partimøde, og jeg venter derefter, at det skal blive forelagt (ment er: i Rigsdagen!) en gang i maj.” Dog disse forventninger brast, og selve det Birck’ske trustforslags bestemmelser er aldrig kommet til offentlighedens kendskab. Selve planen strandede på industrimagnaternes beslutsomme og kraftige modstand.

Hvorledes højfinansens repræsentanter og specielt Industriraadets mænd stillede sig til prof. Bircks lovforslag, fremgår meget tydeligt af den beske og hånende medfart, de giver deres statskonservative kollega i bladet “København”, der netop i denne periode var overtaget af landstingsmand Alex. Foss og folketingsmand Theodor Jensen. Her er det cand.polit. Ivar Moe, som i en utrolig perfid artikel: “Professor Birck bliver Interviewet” (offentliggjort den 28. 4. 1919) raillerer over professorens formentlig overdrevne selvfølelse og over Den overordentlige Kommission, hvis virksomhed efter forfatterens opfattelse skal have forvoldt samfundet

383

umådelig stor skade ved medlemmernes enestående evneløshed og forhandlingsmetodernes sendrægtighed og vidtløftighed og kun havde haft den virkning at pumpe statskassen tom. Det er Industriraadets forbitrelse mod den Prisreguleringskommission, som ikke ville sætte Birck ud af spillet, der her kommer til orde. Da Birck i særlig grad holder på professorembedets værdighed, taler Moe spottende om denne “troskyldige selvfølelse, som vidner om, at der i hans (dvs. Bircks) sjæls kamre endnu findes et stille rum, som videnskaben har skånet, og hvor lille Laurids rider til hest på bedstefaders knæ med sabel og trekantet hat”. Denne spydighed vil man kunne tage let. Men værre er det — og for situationen i april 1919 overordentlig karakteristisk — at Ivar Moe, ligesom samtidigt den konservative folketingsmand Julius Schovelin – pure benægter nødvendigheden af en trustlov ved simpelthen at påstå, at Danmark ejer ingen truster. Sådant hævdes af industriens bestaltede mand, få måneder efter at Prisreguleringskommissionen med Birck i spidsen har haft de voldsomme sammenstød med skotøjstrusten, i et tidsrum, da trusternes førende mænd som Max Ballin og Benny Dessau åbent stiller krav om alene at måtte beherske landets erhvervsliv og at dirigere hele udenrigshandelen! Thi således lå landet jo i virkeligheden. Endnu den 30. 4. 1919 udtalte “København”, at det ville være klogt, “at statsmagten snarest muligt bliver trukket ud af handelen med vore udførselsvarer”, da erhvervene ifølge Foss’ opfattelse selv “er i besiddelse af langt større smidighed til at rette sig efter markedet”. I et øjeblik, altså, da trustmagnaterne føler sig som landets herrer, tør Moe bestride eksistensen af truster i Danmark ved at udtale ønsket om, at professor Birck i motiverne til sit forslag måtte bringe en fortegnelse over de danske truster eller i alt fald dokumentere, at den danske rigsdag agter at føre en toldpolitik, som vil muliggøre dannelsen af indenlandske truster til befolkningens plyndring. Nej — Industriraadets presselakaj kender ikke noget til storindustrielle

384

sammenslutninger, og Alex. Foss’ blad ønsker også blot, at Den overordentlige Kommission snarest muligt måtte forsvinde, selvom Birck skulle have det ønske her at “skabe sig et fast laboratorium for sine studier over menneskenes umedgørlighed”. Moe havde altså ingen respekt for problemet “den danske trust”.

Samtidig med at dette angreb rettedes mod prof. Birck i den såkaldte “Fossische Zeitung”, behandledes hans udkast til en trustlov i et partimøde. Den 30. april kunne det samme blad, “København”, meddele om denne forhandling, at det “ville vistnok være at omgås sandheden noget letsindigt”, når man ville påstå, at forslaget “havde nogen glimrende succes hos Det konservative Folkepartis medlemmer”. Og bladet tilføjede: “Tværtimod skal man i partimødet have vist megen kølighed mod professorens hjertebarn, som foreløbig henvistes til et udvalg, hvorfra det næppe vil se dagens lys — således forsikres der os. Vinteren er gået, og vår vil gå med, måske næste sommer med, før Folketinget bliver delagtig i den nydelse, det altid er, når professor Birck fremsætter lovforslag i tinget”.

Større hån kunne bladet vel ikke tillade sig over for et af partiets medlemmer. Men selvfølgelig! Når de storindustrielle, de storhandlende og storkapitalisterne rørte på sig, måtte Birck naturligvis hurtigt blive den lille, og — Asger Karstensen med.

Karstensen gav rigtignok i første omgang den brovtende og anmassende finansklike, der ville foreskrive de konservative, hvad de måtte tro og tænke om monopolerne, det glatte lag i sit organ “Frederiksborg Amtstidende”. I nummeret for 1. maj 1919 advarer han storindustrien og storhandelen, der nylig gennem de konservative, ingeniør Alex. Foss og grosserer Theodor Jensen, har erhvervet aktiemajoriteten i “København”, mod at fremsætte alt for urigtige meddelelser om folkepartiets stilling til trusterne. De storindustrielle specialister ville, hvis de ikke var forsigtige, ellers også denne gang

385

“få samme kranke skæbne, som da de søgte at dække hr. Max Ballin ved en politisk offensiv” (det vil vel sige ved fremstødet mod prof. Birck i Den overordentlige Kommission). Derefter siges nogle borgerlige ord om det danske folks stilling til kapitalmagtens hegemonibestræbelser, som i og for sig kunne være ideelle nok for et folkepartis vedkommende, men som rigtignok over for kapitalistpartiet, kaldet “Det konservative Folkeparti”, ramte helt ved siden af.

Asger Karstensen skrev nemlig:

“Det er overhovedet umuligt for den lille kreds af storindustrielle at få anden offentlig og politisk støtte her i landet og på Rigsdagen end den, hvortil den kan forhandle sig. Det skulle man tro, at den lille kreds af storindustrielle måtte kunne sige sig selv. Danmark er ikke og bliver, gudskelov, aldrig et storindustrielt præget land, det er og bliver de jævne befolkningsklassers, landbostandens, håndværkernes, de handlendes og arbejdernes Danmark.

Dette Danmark rummer afgjort modstandere af al storvirksomhed på enkeltmandshænder. Langt den overvejende del af den danske vælgerbefolkning hører til disse modstandere. Resten erkender, at der også bør gives plads for storinitiativet, men, vel at mærke, som et led i helheden — ingenlunde førende eller dominerende — og med samfundets indseende, hvor storvirksomheden bliver en sådan, at den prismæssigt dominerer samfundet. Kravet om dette indseende med den monopoliserede storbedrift er landbostandens, den almindelige forretningsverdens og alle forbrugeres naturlige krav. Det er vel det stærkeste krav i hele landet! Skal det overhovedet lykkes at hævde storinitiativets berettigede interesser gennem forhandling mod de retninger, der står stærkt imod det, må det selvfølgelig ske med respekt for dette krav om, at samfundet har reguleringsret over for monopolet. En politik, der støttede privatmonopolet, ville være intet mindre end den farligste for selve privatejendomsretten”.

Den 6. maj 1919 beskæftiger Asger Karstensen sig endnu engang i en artikel: “Trust-politikken og Partierne” med det her omhandlede spørgsmål og fremhæver som det grundlæggende princip for en sund mellemstandspolitik, at det fri initiativ skal have lov til at udfolde sig i handel og håndværk, agerbrug og industri, men at samfundet skal have indseende

386

der, hvor kapitalsammenslutninger ved ringdannelser og truster dræber al konkurrence og dikterer markedet sine priser. Her ønskes kontrol. “Der findes ganske vist”, fortsætter forfatteren, “i folkepartiet som hos de Radikale som for øvrigt også andre steder visse storvirksomhedsindehavere, der vil søge at indvirke på partiernes politik i den slags spørgsmål. Men de har ingen ret og vil ingen ret få til at dreje politikken bort fra dens klart afstukne baner”.

Asger Karstensen, som før i tiden havde vist en ejendommelig iver i at støtte Parvus’ interesser, repræsenterede her for en gangs skyld et udpræget antikapitalistisk synspunkt. Men i øvrigt tog han grundig fejl, når han troede at kunne sætte den storindustrielle og højmerkantile fløj inden for sit parti til vægs. Det tredie Tings mænd, børsmatadorerne, var stærkere end han, og han synes heller ikke at have set helt til bunds i det intrigespil, som netop jøderne tillod sig inden for hans eget parti. Det viser sig allerede deri, at han i sin pjece “Et Opgør”, der udkom 1921, og i hvilken der gøres rede for de forhold, der foranledigede hans udtrædelse af partiet i sommeren 1920, stiller sig aldeles ukritisk over for Laurits Heine, formanden for det konservative partis forretningsudvalg. Om ham bemærker han, at Heine som medlem af en anset københavnsk patricierslægt og “ifølge fødsel, omgivelser og natur” stod ham fjernt, da han selv så udpræget foretrak et menneske af folket frem for et overklassefænomen, når man skulle vælge type. Men han havde fattet sympati for Heine, der hurtigt havde vist sig “at være en loyal kampfælle, en forstående mand og, bag en facil [elskværdig] optræden, en fast og trofast karakter”. At Heine selv var foregangsmand i den forrykteste spekulation og topfigur i en række foretagender, der senere afsluttede deres virksomhed med milliontab*, at han var den mest udprægede kapitalisttype, som tænkes kan, var tilsyneladende ikke gået op for Karstensen. Denne retter

*) Jvf. ovenfor afsnit 8 b,. s. 284 flg.

387

også skarpe angreb mod redaktør Erik Hansen i Kolding for hans jødefjendtlige indstilling. Derimod anerkender han Bircks indsats og fremhæver, at hans egen strid med partiet havde sit udgangspunkt netop i hans stilling til Birck, der jo efter storkapitalisternes opfattelse “havde fortrinsvis den fejl, at han opfattede arbejderne som mennesker og ikke som maskiner.” Asger Karstensen fortæller endvidere, at Alex. Foss allerede i efteråret 1918 havde indledt et stormløb mod Birck i anledning af Ballin-affæren i Prisreguleringskommissionen, hvilket imidlertid blev “afpareret ved en af mig foreslået dagsorden”. Det var denne episode, der gav stødet til, at storindustrien oprettede korrespondancebureauet “Riget”, med hensyn til hvilket Karstensen fastslår, at det “blev ledet uden hensyn til almindelige regler for pressevirksomhed, alene i kraft af og ved hjælp af penge”.

Den sidste erkendelse, Asger Karstensen måtte drage i denne sin politiske kamp, var, at hans parti var bukket under for finansmagtens kvælertag og havde udleveret sig til den vildeste og brutaleste kapitalisme. De konservative havde derfor ikke mere ret til at kalde sig et folkeparti. Han anmoder derfor sine forhenværende partifæller om at fjerne denne titel og at benævne partiet ved et ærligt navn. Med kynisk foragt havde det såkaldte folkeparti brudt med et af hovedpunkterne i programmet, det, som tilsagde det forbrugende folk indseende med monopolagtige virksomheder; samtidig havde det atter sat den gamle forstøvede højretradition, “snobberiet, nådigherredyrkelsen, den tankeløse løben i flok omkring en af nationens stormænd”, i system. Dette forræderi mod konservatismen ville Karstensen ikke godkende. Han drog konsekvensen. Han gik.

Prof. Birck nåede som nævnt aldrig så vidt som at få sit eget forslag til en trustlov frem i Rigsdagen. Dertil havde det, ifølge en bemærkning i det af Alex. Foss finansierede “Kolding Avis”, en alt for “socialistisk tendens”, var det i alt for udpræget grad “en videre udbygning af prisreguleringssystemet”.

388

Den gik ikke. Men dermed var denne sag ikke taget helt af dagsordenen. Thi allerede den 27. august 1918 havde Regeringen fremsat et i det store og hele af Den overordentlige Kommission udarbejdet udkast til “Lov om offentligt Tilsyn med visse Virksomheder”, ifølge hvilket sådanne enkelte eller sammensluttede virksomheder af monopolagtig karakter inden for produktion og omsætning, derunder indbefattet transport, som var i stand til at udøve en bestemmende indflydelse på pris- og omsætningsforhold i det indenlandske marked eller en betydende del deraf, skulle stilles under offentlig kontrol. I rigsdagssamlingen 1918/19 nåede man blot så vidt som til at fremme sagen til udvalgsbehandling, men i den følgende samling skulle netop dette forslag give anledning til meget vidtløftige diskussioner, hvori folketingsflertallet — deriblandt også enkelte medlemmer af Det konservative Folkeparti! — var absolut positivt indstillet over for lovforslagets bestemmelser, men hvor det så alligevel til sidst lykkedes de hemmelige kræfter at få sagen standset. Forslaget havnede, efter at det var blevet vedtaget i Folketingets tre behandlinger, i et landstingsudvalg, og her syltedes det endeligt!

I diskussionen om denne trustlov var konservatismens repræsentant, jøden Arnold Fraenkel, den eneste, der åbent talte imod. Han havde i og for sig ikke noget imod, at der indførtes foranstaltninger, som kunne begrænse de såkaldte “koncentrerede bedrifter”s uhyre sociale magtstilling, den overmægtige indflydelse, som lederne af disse storbedrifter sad inde med, så længe de rådede over de mægtige kapitaler og en stærk koncentrering af produktionsmidler og af mennesker. Men Fraenkel ønskede ikke indgreb i trusternes prispolitik, fordi han, som han erklærede i første behandling af lovforslaget den 9. september 1919, nu engang ikke var modstander af den private kapitalopsamling, og idet et sundt samfund netop trængte til rigmænd, der kunne bane produktionen nye veje. Den private kapitalopsamling — mente han — var “ganske nødvendig for at føre erhvervslivet, produktionen, det, som

389

til syvende og sidst det hele beror på både for de enkelte medlemmer af samfundet og for Staten, igennem på en sådan måde, at samfundet kan eksistere”. I øvrigt erklærede A. Fraenkel, at det efter hans mening var yderst uheldigt at fremsætte forslag til en trustlov netop i et øjeblik, da alt måtte sættes ind på at fremme, i stedet for at hæmme produktionen. Da sagen igen stod på dagsordenen den 25. februar 1920, havde Fraenkel atter mange slags indvendinger, bl.a. den besynderlige, at kontrol af monopolerne strengt taget var alt for kompliceret til at gennemføres af et enkelt udvalg. Sammen med et fraktionsmedlem fremsatte han flere ændringsforslag, bl.a., at kun virksomheder, “hvis indflydelse på varepris og omsætningsforhold er tilstrækkelig til at ophæve virkninger af konkurrencen både for ind- og udlån”, skulle indbefattes under lovens bestemmelser. Den skulle herefter udelukkende gælde for virkelige monopoler og ikke for storbedrifter uden udpræget monopolagtig karakter.

Heroverfor gik prof. Birck energisk i brechen for Regeringens lovforslag, hvis definitioner efter hans opfattelse var vel gennemtænkt, og hvis kontrolbestemmelser han anså for nødvendige i det foreslåede omfang. Ikke blot monopolerne i egentlig forstand, men ligeledes karteller, truster, fusioner og deslige skulle kontrolleres. Disse sammenslutninger skulle være forpligtet til at fremlægge virkeligt regnskab til erhvervenes tilsynsråd; thi når “et koncern er således, at det har overtaget leveringen af en bestemt vare i et land og er ret enerådende på det område, er dette koncern ikke at betragte som en privat institution, men så er det en social, en offentlig institution med pligter over for det øvrige samfund”. På samme måde skulle der skabes muligheder for at overvåge koncernernes finansiering, da det jo almindeligvis var deres overkapitalisering, som ødelagde dem hele verden over. Kapitalens udvanding skulle under kontrol, og der skulle drages omsorg for, at disse store virksomheder vænnede sig til en fair optræden over for de mindre virksomheder og til at

390

afholde sig fra en unfair konkurrence. Birck viste på grundlag af talrige eksempler, hvorledes storvirksomhederne i så henseende forstod at misbruge deres magtstilling. Og han påviste på ny trusternes udvikling her i landet, som allerede havde været godt i gang før krigen og havde været i stærk udvikling under og efter krigen. “Trusterne er stærke,” sagde han. Og han fortsatte: “og her i Danmark er de dobbelt stærke af den grund, … at det danske folk, så udmærket det end er, holder mest af at gå i flok, og det moralske mod, der hører til for at stå op og slås for sig selv og sin idé, ikke er den enkelte mands mod. Så meget fysisk mod, det danske folk end har, dets moralske mod tror jeg er ikke så stærkt …”

Bircks meningsfælle Asger Karstensen troede i denne rigsdagsforhandling endnu at kunne lempe sig til rette, han anså det for forsvarligt at godkende de fra hans parti (A. Fraenkel og Korsgaard) fremsatte ændringsforslag og troede, at storindustriens mænd, som endnu regnede med at kunne kuske med folket som det passede dem bedst, nu havde lidt et afgjort nederlag. Han præciserede igen som sit hovedsynspunkt til sagen, at det drejede sig om at værne samfundet mod en ensidig kapitalkoncentrations eneherredømme på visse afgørende økonomiske områder, og at “det ville være nødvendigt, hvis man over for socialismens og radikalismens over for det frie næringsliv fjendtligsindede politik skulle kunne hævde mellemstandens, det frie erhvervs naturlige stilling, da resolut at slå fra der, hvor det frie erhverv slår over i sin modsætning, går bort fra den frie konkurrence over til monopolet, der betyder udelukkelse af enhver konkurrence”. Hvad Birck og Karstensen her fremførte, vidnede om redelig vilje til at beskytte folket mod trusternes udplyndringsmanøvrer, men Borgbjerg kunne allerede under drøftelsen den 27. 2. 1920 gøre opmærksom på, at disse to mænds betragtninger jo ikke var bindende for Det konservative Folkeparti; men at derimod dr. Arnold Fraenkel måtte betragtes som de konservatives ordfører. Ja, og denne højrepartiets ordfører sparede sig så

391

sandelig intet i fremførelsen af indvendinger mod trustloven — og i uforskammet anmassende og personligt nedsættende bemærkninger mod sin egen partifælle Birck, hvis helt igennem saglige og grundige bevisførelse han bl.a. affejende betegnede som “en bunke hø og hakkelse”. Men denne gang giver Birck atter råt for usødet i en form, som selv jøden Fraenkel ikke har kunnet misforstå. Han pointerede, at hans modstander aldrig ville få lejlighed til at undgå ham. Kampen ville blive videreført: harmfyldt, bidende ironisk, men også i bevidstheden om at kæmpe for en retfærdig sag, afsluttede Birck kontroversen med følgende ord:

“Her i Danmark undgår man ikke folk, ikke engang det værste bæst kan man blive af med. I det offentlige liv vedbliver jeg at være under en eller anden form, så længe jeg lever, jeg er uundgåelig. Derfor skulle det ærede medlem se at vænne sig til mig, til at tåle mig. Det var sundt for ham, og det var sundt for partiet. Jeg vil gerne hjælpe det ærede medlem. Kunne det hjælpe noget, at jeg forærede ham mit fotografi til at stille op på sit skrivebord, så han på den måde kunne blive vant til at tåle at se mit ydre?”

Jøden Fraenkel blev svar skyldig over for denne mandige afvisning.

Ligesom Asger Karstensen måtte dog også. Prof L. V. Birck til sidst tage konsekvenserne af sit partis stadige obstruktion mod kravet om en offentlig kontrol med truster, karteller og deslige. Det blev des mere uomgængeligt, idet han også kom i skarpeste modstrid med sit parti på et andet punkt, nemlig med hensyn til bedømmelsen af den grænsepolitiske ordning i Nordslesvig. Birck havde i denne sag til stadighed fastholdt den anskuelse, at retsprincippet skulle være afgørende for løsningen af Nordslesvig-spørgsmålet, og havde bl.a. den 25. 10. 1918 i Folketinget udtalt, at målet for freden også i det, som angik Danmark, var, at uret skal slettes og ikke flyttes. Da de konservative i modsætning hertil i de kritiske martsdage 1920 krævede en internationalisering af Mellemslesvig osv., var bruddet med Birck uundgåeligt.

392

Efter at han fra partiets to formænd var bleven anmodet om at udtræde af partiet, foretog han sin udmeldelse i en skrivelse til partiets formand af 20. marts 1920, i hvilken han bl.a. Bemærkede:

“Idet jeg indser, at mit syn på, hvad der kræves for at sikre samfundet indadtil (dvs. værn mod storkapitalens sammenslutninger) såvel som min overbevisning om, at den regering, der vil modtage Flensborg på trods af selvbestemmelsesretten vil bringe Danmarks sikkerhed og selvstændighed i fare, kan jeg forudse, at jeg ikke vil være i stand til altid at bøje mig for flertalsbeslutninger inden for partiet.”

Partiets modstand mod offentlig kontrol med trusterne var altså det primære, det i første række afgørende for Birck’s beslutning. Da partiet ikke ville gå med til at indsnævre kapitalmagtens indflydelse på samfundslivet, måtte han gå. Han opgav dermed rigtignok ikke sin plads i Rigsdagen. Men hans umiddelbare indvirkning på den politiske udvikling tabte dog for nogen tid i betydning. Også i dette tilfælde viste det sig altså, hvor uhyggelig en magt Det tredie Ting sad inde med. 

e) Bircks indsats i kampen mod Landmandsbank-korruptionen. (Birck contra Glückstadt.)

Længe før der var gået hul på bylden, nærede prof. L. V. Birck mistillid over for Landmandsbanken. Derfor advarede han bl.a. i sin rigsdagstale den 25. oktober 1918 mod at yde de store finansmagnater, som nu forherligedes i nogle ugeblade som “Verden og Vi” og “Ugens Tilskuer”, alt for megen ros og tog derved navnlig sigte på Glückstadt, Herm. Heilbuth, H. P. Prior, Ballin osv. Da han den 17. juni 1919

393

i Folketinget behandler lovforslaget om ændring i Nationalbankens oktroj, øver han atter en meget åben kritik mod Landmandsbankens forretningsmetoder, bl.a. Ved at henstille til Nationalbankens direktion at holde strengere kontrol med de private bankers regnskaber og med aktiespekulationens udvikling. Han anbefaler i særdeleshed at have opmærksomheden henvendt på de københavnske bankers månedsbalance, hvorved man bl.a. ville se, “at der er en gryde, hvori man putter alt muligt — den hedder diverse debitorer”. Kontoen var, forklarer han, steget fra 136 mil. kr. før krigen til 600 mil. kr. hos disse banker. Det indeholder en slet dulgt mistanke om, at Landmandsbanken ikke disponerer særlig heldigt over indskudsmidlerne, når Birck i denne anledning hævder, at denne såkaldte “gryde” for en bestemt banks vedkommende tjener til at skjule de virkelige forhold for befolkningen, og derefter siger: “Handelsbanken har en konto diverse debitorer på kun 1/4 million på en balance af 612 millioner kroner. Privatbanken har 22 mil. kr. på en lignende balance, men Landmandsbanken har 380 millioner på en balance af 1200 millioner.” Man kan herefter også forstå, at Birck kræver ensartede regler for alle bankregnskaber, så man virkelig kan se, hvorledes pengene er anbragt, og hvem banken skylder pengene til.

Birck rettede også i de følgende år jævnligt kritik mod Landmandsbankens virksomhed og vakte særlig opmærksomhed, da han den 11. marts 1922 på den ekstraordinære generalforsamling i Kjøbenhavns private Lånebank tog stilling til den tidligere omtalte plan om sammenslutning af denne bank med Landmandsbanken.* Generalforsamlingen forløb nogenlunde roligt, omendskønt der fra aktionærside rejstes adskillig kritik mod den holdning, bankledelsen havde vist i de kritiske dage. Forskellige aktionærer talte mod sammenslutningen, deriblandt også prof. L. V. Birck. Han hævdede, at situationen

*) Jvf. 1. del, s. 421 flg.

394

var meget vanskelig for aktionærerne, thi de solgte deres aktier, “men de fik en kat i en sæk ved at modtage Landmandsbankens aktier. Vel vidste de, at det var en gammel og stor bank, der havde haft et godt år efter regnskabet at dømme. Der var afskrevet 25 mil. kr., som var en stor sum, men det var kun en lille afskrivning, hvis der var disponeret forkert. Ingen kunne vide, hvad Landmandsbankens aktier var værd i 1923.” Det skulle alt for hurtigt vise sig, hvor uendelig berettiget denne skepsis var. Dog Birck regnede dengang endnu ikke med et totalt sammenbrud, og når han her henviser til årsregnskabet for 1921, fremgår heraf tydeligt, at han dog endnu troede at kunne fæste nogen lid til Glückstadts ord. Men han var forberedt på, at der ville opstå store vanskeligheder, og han advarede også i den følgende tid mod at være alt for optimistisk med hensyn til Landmandsbankens evne til at lede landets politik. Det stod ham klart, at nu var situationen ved at tilspidse sig. Nu blev det alvor.

Det er under disse meget usikre og uklare forhold, umiddelbart før det store banksammenbrud toner frem, at Birck skriver sit vidunderligt ironiske bidrag om de forskellige kategorier af bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer aktieselskaberne udadtil og som, uden at have eller at føle noget som helst ansvar, lader sig deres, — for erhvervslivet dels skadelige og dels aldeles intetsigende repræsentation, — betale i dyre domme. Det er den kreds af medborgere, som figurerer i selskabernes ledelse for tantiemernes skyld, det går ud over i Bircks såkaldte zoologisk-finansielle studie: “Om Pengegrise”, som “Politiken” første gang offentliggjorde den 24. maj 1922 og genoptrykte efter Harald Plums selvmord den 27. oktober 1929.

Karakteristikken indledes med følgende fornøjelige, men samtidig dog såre sarkastiske betragtninger:

“Mest yndefuld blandt gnaverne er det kaninagtige marsvin — på engelsk Guinea-pig — graciøs, blød af skind, lydløst springende, med lille baghoved, gode bideredskaber, sværmavet, alt i alt harmløs, næsten elskelig. Når den ligger i solen, tyggende, fordøjende, afbidende sin føde med hurtige og sky ryk, kigger den sig omkring med store, forskræmte øjne, hvori naturlig fejhed, uansvarlighed og samtidig en lav

395

snuhed giver sig udtryk. Men næppe opfanger dens lange øren bondens tråd, før den sætter af i et langt spring, løber hen ad marken og skjuler sig bag en jordhøj, men den kommer frem igen, når alt er roligt, og fortsætter fræk som en vandregræshoppe sit afbrudte måltid. Optræder den enkeltvis, er den uskadelig, nærmest dekorativ; men kolonivis er den en landeplage, som man rettest behandler på samme måde, som de australske bønder dens frænder kaninerne, driver dem sammen i et indelukke og knuser deres rygrad med tykke stokke.

Dom i gnaververdenen har vi også i menneskeverdenen en varietet, der kaldes Guinea-grise; i England var det reglen, at bestyrelsesmedlemmerne i aktieselskaber fik 21 shillings — en Guinea — for hvert bestyrelsesmøde, de overværede; folkevittigheden og derefter sproget betegnede dem som Giunea-pigs, Guinea-grise. Hr. Schovelin har, inden han selv gik ind i aktieselskaber, oversat ordet på dansk for en snes år siden, da han kaldte dem pengegrise med en veludviklet revne i ryggen. I Danmark nøjedes Pengegrisene ikke med 21 shillings pr. møde, deres honorar går op i tusinder; det vakte i sin tid jubel på Dannebrogs generalforsamling, da en urimelig aktionær forlangte, at intet bestyrelsesmedlem måtte få mere end 20.000 i tantieme; men Pengegrisen kan også tage mindre, og vi ser da også, at små selskaber kan få agtede navne, uagtet tantiemen og lønnen ikke når 1.000 kr.”

Birck anslår antallet af disse “pengegrise” til 10.000, revisorer og direktører iberegnet. Trangen til at få et bestyrelsesben skal efter hans fremstilling selv hos meget agtbare og velhavende mænd gøre sig gældende i ligefrem forfærdende grad. Men der er, bemærker han, jo heldigvis ej heller så få sinecure-poster [mageligt hverv] at løbe efter. Han fortæller, at en af de større banker, der kom i nød, havde 29, en anden 24 bestyrelsesmedlemmer. Lidet smigrende analyserer han denne mennesketypes karakteranlæg: “Pengegrisen er absolut parasitær, den sætter sig i stilhed på en dygtig forretningsmand, smigrer ham, roser ham, går hans ærinder, og navnlig lukker øjnene på rette sted; dens hovedkarakter er ligesom dens dyriske genparts, harmløshed; den bør ikke straffes, thi den ved ikke, hvad den gør (det gør nu ikke så meget, thi den gør ingenting), men den forstår heller ikke, hvad andre gør, og det er slemt, thi den skal kontrollere og indestå med et agtet navn. Pengegrisen skal helst være en god og agtet borger, der hverken har været konkurs eller straffet. Man venter af den diskretion og absolut tavshed, også i bestyrelsesmøderne. Både af træning og af mangel på begavelse forundrer den sig ikke. Pengegrisen stiller ikke generende spørgsmål, den spiser af hånden … Den danske pengegris holder af god mad, er vennesæl, dunker på maven, klapper på skulderen og har, når tantiemen udbetales, et uimodståeligt smil, som med held konkurrerer med

396

Mary Pickford og Ernst Rolf, og som kunne gøre den anvendelig som Odol-reklame.” [“Odol, absolut bestes Mundwasser der Welt ” (1893)] – Ja, sandelig, det er blodig ironi, som her rammer de ansvarsløse og pengebegærlige personer, der lægger navn til selv de vildeste spekulationsforetagender, når de derved blot på nem måde kan opnå en særlig profit. Birck afslutter disse betragtninger med at konstatere, at det højeste antal selskaber, en enkelt mand her i landet skræver over, er 50, at reglen for et bedre navn er 10 à 15, og at bl.a. “de direktører, der fik deres afsked fra Låne- og Diskontobanken, fordi de ikke havde passet på der, sad hver og drog tantieme fra et dusin selskaber”.

Den maliciøse iagttager sondrer derpå nøjere mellem forskellige variationer af formående mænd, som har fået deres ben under bordet i de forskellige selskabers bestyrelse. Der nævnes først en gruppe, omfattende bankdirektører og konsortialledere samt spekulanter, som til tider disponerer over betydelige aktieposter og ene og alene er interesseret i kursernes udvikling; men ikke i selskabets stabilisering over det lange løb. Den næste gruppe er ringen af de store aktiedirektører, som belønner hinanden gensidigt ved at sidde i hinandens selskaber efter recepten: Du får 10.000 hos mig, så skal jeg have 12.000 hos dig.

Birck regner med, at denne gruppe råder over 1.000 “ben”, fordelt over 50 personer. Som tredje gruppe opføres vekselererne, der for et konsortiums eller en banks regning jobber i vedkommende selskabs aktier og dernæst — som fjerde variation — korporationssagføreren, “en mundstærk, formalistisk og af egen værdighed gennemtrængt højesteretssagfører, der ved påpasselighed, gode albuer, trofasthed og villighed, varetager dette selskabs rettigheder og får lov til at skrive dets skøder og dokumenter”. Det er videnskabsmanden Birck, der i denne anledning harmes over, at det danske erhvervslivs repræsentanter i almindelighed har en almueagtig foragt for videnskab og teori, medens de har en ligeså almueagtig overtro på højesteretssagføreren, der kan redde dem i en klemme, hvor det kan dreje sig om 100.000 kr.

Og derefter er der i Bircks lille studie tale om en femte gruppe, nemlig alle de højadelige herrer, høje embedsmænd, universitetsprofessorer osv., der pynter godt på bestyrelseslisten og som netop i hele deres færden svarer til den som indledning givne skildring. Om denne variant i bestyrelsernes flor bemærker han: “Endelig er der en stor gruppe af gode borgere, agtværdige nulliteter, som har et godt navn, uden nogen kan sige hvorfor, og en god bankkonto, om hvis oprindelse ingen spørger. De hører til ja-brødrenes fagforening, og målestokken for deres succes og livsfremgang er markeret med de datoer, hvor de kom ind i et nyt selskab. De er stolte af deres stillinger, de får dem opført i den Blå Bog på samme vis, som Stærkodder indridsede sine sejre på en karvestok; men går det galt, er de forsvundet, som storken om efteråret

397

eller som haren og marsvinet på såmarken, når bonden viser sig. Ved dette års generalforsamlinger stod mange stole ledige, der var reserveret bestyrelses- og repræsentantskabsmedlemmer; men gudskelov! de er gemte, men ikke glemte. Når stormen er ovre, stikker de deres små, rosenrøde snuder frem igen, hvæsser deres fortænder og bliver atter indvalgt i bestyrelser. Nogle har ikke tålmod at vente så længe; i hr. Wiingaards assuranceselskaber* så vi de samme bestyrelsesmedlemmer, der kontrollerede selskabet i hundene, på ny træde frem som kontrolkomité ved reorganisationen, eller for at tage Nielsen & Winther, efter at hr. Rambusch havde kørt sit selskab i sænk og derfor var gået, bliver han virkelig forleden dag igen indvalgt i bestyrelsen. Nej! Visselig deres orm dør ikke — hverken deres ærgerrigheds orm eller deres begærligheds ild.”

Dog fremhæver Birck herefter tillige, at der gives personer, der står uden for de her omhandlede grupper, og som virker enten i god eller — hvis det er muligt — i en endnu mere udpræget skadelig retning. Der findes, siger han, ved lejlighed samvittighedsfulde og hæderlige personer, mænd, besjælet af den gamle købmandsånd, som søger at røgte deres hverv inden for selskabsbestyrelserne på forsvarlig måde og som skammer sig ved de forhold, der har fået råderum på dette område. Det er disse personer, som efterhånden trækker sig tilbage og i voksende grad giver afkald på både æren og fordelen. Og endelig haves der — siger Birck — et underlag af mere eller mindre velstillet bourgeoisi, som finder sin tilfredsstillelse i at være repræsenteret i ledelsen af anden eller tredje rangs selskaber og derved blive ofre for de mest raffinerede og groteske svindlerier. Det drejer sig her nærmest om selskaber, “hvis bestyrelse virker som figurerne i en Offenbachs operette”.

Det “zoologisk-finansielle studie” slutter med følgende snertende analyse af Pengegrisens tilværelsesform; “I modsætning til den rigtige Guinea-pig, der har to køn og føder levende unger, er den varietet af den species (art), der har frækhed nok til at kalde sig homo sapiens, nemlig Pengegrisen, kun hankønnet; den formerer sig ved knopskydning — og i Danmark i et rasende tempo. Den vil helst ind i etablerede selskaber, men er der ingen, så danner man nye selskaber, hvoraf der er mange, som med en varieté-soubrette [køn, bramfri, frivol ung pige] har det tilfælles, at deres eksistensberettigelse ene ligger i, at de er udstyret med gode ben.”

På denne måde går prof. L. V. Birck i rette med de kredse, som havde bidraget ganske væsentlig til, at den forrykte

*) Jvf. ovenfor afsnit 8 b, s. 288 flg.

398

dans om guldkalven var udartet til det næsten ubeskrivelige og groteske alene derved, at de dækkede al slags råddenskab og vildskab med deres fine gode navne.* Hans betragtninger havde deres store berettigelse allerede i maj 1922, altså forud for Landmandsbankens sammenbrud, men fandt dog deres særlige bekræftelse få måneder senere, da denne store skandales hele rækkevidde blev bekendt og — på ny godt syv år senere, da det viste sig, at der stadigvæk fandtes agtværdige mænd i Danmark, der ikke undså sig ved at støtte svindelforetagender for tantiemernes skyld og således havde været med til at give Harald Plum den sidste chance.**

Snart skulle han få lejlighed til at give sine angreb en mere direkte adresse.

Emil Glückstadts systematiske vildførelse af offentligheden var ude for en særlig hård belastningsprøve på Det Transatlantiske Kompagnis generalforsamling den 10. juni 1922. Det var den dag, Landmandsbankdirektøren endnu engang forsøgte at sikre dette mægtige foretagendes videreførelse, ved at camouflere dets sande stilling. Glückstadt kendte de

*) L. V. Birck var som ingen anden berettiget til at udøve kritik mod det herskende bestyrelses-uvæsen, allerede af den grund, at han selv aldrig havde ladet sig forlede til at modtage noget “ben”. På muligheder i så henseende havde det ikke manglet. Selv fortæller han: “Heide (konferensraad Axel Heide, direktør for Privatbanken efter århundredskiftet) kom en dag op til mig, der var død en mand, og et par bestyrelsesben var blevet ledige. Jeg så et øjeblik på dem; det var mere end en professorgage, der kunne tjenes uden noget arbejde. Og så sagde jeg: Det er forfærdeligt pænt af Dem at tænke på mig, men jeg kan ikke tage imod det, jeg føler mig ikke dygtig nok til at sidde i de bestyrelser.” En anden gang sagde Birck: “Jeg har kun én gang siddet i en bestyrelse, men sprang fra efter en måned eller to, fordi jeg opdagede, at jeg ikke kunne stole på mine medbestyrelsesmedlemmer. Og jeg har altid ment, at den, der skriver under på et regnskab, også har ansvaret for det.”
**) Jvf. ovenfor afsnit 8 a, s. 276 flg.

399

Beregninger, som direktør Knud Styhr og kommitteret Carl Michaelsen forud havde foretaget om kompagniets finansielle stilling; han vidste, at den tabsregning, som Michaelsen havde sendt ham den 13. januar s.å., gik ud på, at der måtte regnes med tab på ca. 120 mil. kr., og han vidste, at direktør Riis-Hansens opgørelse anslog tabet til 75 mil. kr. Uden at tage hensyn til disse opgørelser meddelte Glückstadt imidlertid på generalforsamlingen, at der i året 1921 var tabt ca. 33 mil. kr., nemlig aktiekapitalen på 30 mil. kr. og yderligere 3 mil. kr. Han beklagede det sørgelige resultat dybt og bemærkede, at grunden hertil var den i 1920 påbegyndte og gennem 1921 fortsatte depression på verdensmarkedet, som nødvendigvis måtte forvolde store vanskeligheder. De mange forskellige udenlandske selskaber, i hvilke kompagniet var interesseret, havde haft betydelige tab på deres lagre osv. Han meddelte endvidere, at direktør Harald Plum og hans meddirektør Eskild Yding var trådt tilbage, og at de ikke havde nogen forbindelse mere med kompagniet. Det var desværre klart, at en likvidation ikke ville udbringe noget som helst til aktionærerne, og bestyrelsen stillede derfor forslag om at overdrage hele kompagniets forretningsvirksomhed til et nyt selskab “Externa”, hvis kapital bestyrelsen ville fremskaffe. Dette selskab skulle overtage kompagniets aktiver og passiver og altså udrede hele underskuddet og herudover yde kompagniet et så stort beløb, at aktionærerne fik 15 pct. af deres aktier.

Overretssagfører Mortensen gik alvorligt i rette med Glückstadt, fordi han året i forvejen på generalforsamlingen havde meddelt, at 75 pct. af aktiekapitalen (dvs. ca. 22½ mil. kr.) på dette tidspunkt endnu var i behold. Nu var hele aktiekapitalen tabt og ud over denne mil. kr. Mortensen var bitter i sine bemærkninger, mente bl.a., at etatsraad Glückstadt som Danmarks konsulent og repræsentant i udlandet havde handlet moralsk forkasteligt, at, “når fanden tog fårene, kunne han ligeså godt tage bukkene med”,

400

og opfordrede de gamle aktionærer til at forære selskabet de 15 pct. Dog hårdest tog prof. L. V. Birck fat. Han var ikke til sinds at tage jødens forklaringer for gode varer, nu da den stigende mistillid til finansmagtens transaktioner havde skærpet hans opmærksomhed. Atter sagde han ord, der ramte og atter hævdede han, som den stærke personlighed han var, sine anskuelser åbent og frimodigt; han viste på ny, at han formåede at se igennem det gøglespil, Landmandsbankens direktør igen tillod sig over for godtroende og intetanende aktionærer. Sandt nok; disse aktionærer havde lidt tab, de følte sig dybt forurettet, men der var alligevel ingen af dem, der søgte at trænge til bunds i denne affære eller havde mands mod til at sige sandheden. Atter var Birck ene mand om at udkæmpe striden mod en overmægtig privatkapitals svindel og bedrag.

L. V. Birck gjorde i sin tale* indledende opmærksom på, at de af Glückstadt foretagne beregninger sikkert ikke var rigtige; herved anede han selvfølgelig ikke noget om Michaelsens og Riis-Hansens tabsberegninger, men han mente på grund af egne overvejelser at kunne gå ud fra, at underskuddet måtte andrage mindst 8½ mil. kr. Han mente, at det højeste beløb, der kunne tabes på koncernen, ville være ca. 100 mil. kr., og at tabet næppe kunne beløbe sig til de fantastiske beløb, der ellers havde været tale om. Han havde selv undersøgt forholdene nærmere for de 6 største datterselskabers vedkommende — af i alt ca. 40 datterselskaber — og var derved kommet til det resultat, at passiverne — når forholdstallene for disse 6 selskabers vedkommende overførtes på alle datterselskaber — i alt måtte ansættes til mindst 25 — 30 mil. kr. bankgæld, samt 23 mil. kr. gæld til Transatlantisk Kompagni og 50 mil. kr., der udgjorde anden, …

*) Offentliggjort i “Jyllands Posten”, nr. 135 af 13. juni 1922. De københavnske blade skulle sandelig nok vogte sig for at bringe så kraftigt et angreb mod finansmagnaten Emil Glückstadt.

401

… væsentligst indbyrdes gæld. Dertil kom en aktiekapital på 42 mil. kr. hos datterselskaberne. Når alle versurposter [regnskabspost, der ophæver el. korrigerer en tidligere] holdtes udenfor, måtte de regulære passiver udgøre ca. 100 mil. kr. Ved en kritisk gennemgang af de enkelte selskabers aktiver kom Birck til det resultat, at United Export Company efter al sandsynlighed ville berede de største skuffelser. Det var i øvrigt vanskeligt at trænge til bunds i forholdene, da æskesystemet gjorde alting uoverskueligt, navnlig ved at give anledning til enorme versurposter. Også regnskabsopstillingen var umulig. Nu var — fortsatte Birck det mirakel sket, at man tilbød at købe et underskud på mil. kr. ud over aktiekapitalen for 4½ mil. kr. Det så ud til at være en samaritergerning, men ædelheden viste sig hurtigt ikke at være så stor, når man mindedes, at den ædle køber på samme tid var hovedkreditor og hovedaktionær, enten han nu ejede eller havde belånt aktierne. For Landmandsbanken drejede det sig altså kun om en ompostering fra den ene bukselomme til den anden, fra dennes kreditor- til dennes aktiekonto. Der skulle jo også kun udbetales en femtedel à en fjerdedel til de udenforstående aktionærer. Og: Paris er vel en messe værd. Man betaler gerne 3/4 mil. for at se glade aktionæransigter og for at få det, som etatsraad Glückstadt sætter mest pris på i denne verden: udsættelse.

Dernæst gjorde prof. L. V. Birck rede for de årsager, der havde fremkaldt krakket inden for Det Transatlantiske Kompagni. Det føles nu bagefter, som om der med denne hans redegørelse blev sat et punktum bag den spillets og spekulationens periode, for hvilken dommedag nu var kommet. I fem punkter undersøges årsagerne til sammenbruddet med hensynsløs saglighed, men også med en dyb ansvarsbevidsthed, som man ellers i dette af den jødiske højfinans mænd så fuldkomment underkuede Danmark skulle have anset for en umulighed. Dog Birck sagde her netop det, det kom an på, og sagde det så kraftigt og med de for ham særegne drastiske vendinger, at Glückstadt heroverfor måtte give fuldkommen

402

fortabt. De fremsatte argumenter var simpelthen sønderlemmende.

Birck gav følgende forklaring på krakket:

“1) Bestyrelsens formand siger: “Konjunkturerne”. I de gode år hed det: Ledelsens dygtighed. I de dårlige år får Vorherre skylden. Men man behøver hverken at være en økonom eller en historiker for at vide, hvorledes verden ser ud efter en højkonjunktur eller en krig; der er gudskelov i Danmark mange konservative købmænd, hæderlige og fornuftige, der i 1919 afviklede deres engagementer, og når hr. Glückstadt har opkastet sig til vort erhvervslivs leder, må han ikke gerne være blandt de tåbeligste eller mest optimistiske. Jeg giver en margin både for uheld og for dumheder; når etatsraad Glückstadt henviser til d’hrr. Yding og Plum og om den enes karakter og den andens forstand burde der ikke være tvivl , så har hr. Glückstadt ikke vist sig at have haft den menneskekundskab i valget af sine medarbejdere, som man kunne vente af Landmandsbankens direktør.

2) Værre er det, at tabet ikke er blevet mødt i tide. Hr. Glückstadt har fået advarsler både fra en kyndig mand udefra og fra et medlem af et af datterselskabernes bestyrelse; men hr. Glückstadts optimisme og uvilje mod i tide at anerkende fejl gjorde, at man ikke solgte ultimo 1919, men fortsatte, til det var for sent. Følgen af at holde læk skude på pumperne er, at svikmøllen fortsattes, og det kostbare administrationsapparat holdtes i gang, og at renter og rentes renter akkumuleredes, øgede gælden for debitor og mængden af tvivlsomme fordringer for kreditorer.

3) En tredje grund er administrationens slethed og kostbarhed, hvorom man har byen fuld af morsomme historier. Når det kan hænde, at to søsterselskaber under Transatlantisk Kompagni har deres forhold således, at det ene, da det indkræver en halv million kr. hos det andet, opdager, at det ikke er kreditor, men selv skylder over 1 million, så er der en svigtende forbindelse mellem direktion og bogholderi og så har folk nogen grund til at vægre sig ved at tro på regnskabernes absolutte rigtighed. Og til uorden og udygtighed føjer sig dyrhed: I United Export er gagekontoen for sidste år stegen med 33 pct., og også omkostningskontoen er stegen trods mindre handel. Her kommer kræftskaden ved æskesystemet: 1.000 kr. er kun 1.000 kr. i økonomisk virkning, selvom jeg lader moderselskabet tage aktier for dem i selskabet B., som igen bruger den til at tage aktier i selskabet C; det er kun papir. Men på et punkt har det konsekvens: for hvert nyt selskab er der en ny bestyrelse, direktion, kontorhold og bygning, der alt skal

403

betales, og hver gang en optjent profit går fra det ene selskab til det andet, afgiver det tantieme. Når hovedselskabet i årene 1917–20 har udbetalt 1 million i tantieme, er der i datterselskaberne mindst en anden million i tantieme på den oprindelig samme profit til selskabernes bestyrelsesmedlemmer, der er de samme, om end i forskellig rækkefølge; den reelle fortjeneste er kun en, men tantiemen for den er flere gange.

4) Værst er handelens art. Der foreligger en ren kædehandel; idet varen går fra det ene selskab til det andet, afsætter den hver gang (på papiret) fortjeneste eller kommission, men set fra hovedselskabets stade, der ejer alle selskaberne, er der intet tjent, selv om varen skifter pakhus eller ligger for en andens regning. Jeg kan se det af regnskabet, hvis jeg ikke allerede vidste det. I 1919 har United Export en varebeholdning for 31 millioner, der forsvinder de to følgende år, men giver plads for fordringer på søsterselskaberne. (Jeg må sige, at jeg tror, at United Export vil vise sig at være deres største skuffelse). De 15 millioner, som Transatlantisk Kompagni har indtjent i de fire år 1917–20, har da ikke alt sammen været virkelig indtægt ved salg udadtil, men en delvis posterings-indtægt.

5) Jeg kommer nu til den værste fejl, for hvilken etatsraad Glückstadt alene bærer skylden, nemlig selskabets finansiering.

Transatlantisk Kompagnis kapital er fra 4 millioner vokset til 30 millioner. Først har man købt de forretninger, hvorpå man byggede datterselskaberne, meget dyrt, således at de 30 millioner aktier næppe svarer til 30 millioner i gode aktiver. Yderligere har Transatlantisk Kompagnis aktier været børsmanipulerede af de berømte konsortier, og aktierne har været drevet op til over 200. For at skaffe forretninger for den så store kapital tilmed kursopskruet måtte man fra en sund forretning gå over til spekulation. Det, der var muligt, var at erobre nogle kommissionsforretninger fra Hamburg; men en sådan gøres kun med små procenter; kapitalen var for stor til, at man kunne nøjes med små procenter, og man gik derfor hen og købte for egen regning; men efter den vilde varespekulation viste det sig, at der ikke var kapital nok; thi ellers måtte koncernen ikke have behøvet at optage de store banklån på ca. 50–60 mil. kr. Denne finansiering forværredes ved æskesystemet, der tillod og fristede til at overføre både varer, fordringer og gæld fra det ene selskab til det andet, så at hoveddirektionen ved at skabe en tåge til slut blændede ikke blot publikum, men også sig selv.

Det er ikke mod etatsraad Glückstadt personlig, at jeg optræder, men mod hans ulykkelige finanssystem, som for at skaffe forrentning til den store kapitalisation tvinger den ene industri efter den anden ud i

404

forretninger, som må ødelægge dem. Denne finansiering er en snylteplante på dansk erhvervsliv, og når dertil slutter sig mangel på vilje til i tide at trække i land, så bliver resultatet, som vi har set, at hvor etatsraad Glückstadt har trådt med sin finansierings-kunst, der vokser der aldrig græs mere.

De, hr. etatsraad Glückstadt, er en stor mand efter den københavnske presses enstemmige udtalelser i 5 år af dimensioner, som næsten sprænger vort stakkels lille lands økonomi. De har magt og forbindelse, og dog dér ligger dansk erhvervsliv, der ligger dansk industri, svækket og ødelagt på grund af deres finanspolitik og deres uvilje mod at tage den endelige opgørelse. At sunde og nye foretagender ikke kan få den nødvendige kapital, fordi denne skal bruges til at holde værdier oppe, der for længst er forsvundne, derfor har de æren og ansvaret. Jo, visselig er de en stor mand!

Nu ender de med dette fyrværkeri: for 4½ million kr. Køb af et underskud, der angives til 30 million, men efter mit skøn er 80. Det er en ganske net afslutning for aktionærerne, men for selve det transatlantiske eventyr, for koncernen og måske for dem selv er det ikke en afslutning, men en udsættelse — en frist.”

Dette opgør med direktør Glückstadt var optakten til den store indsats, Birck skulle yde ved udredningen af de mangehånde indfiltrede og komplicerede forhold, der nu skulle føre til landets største finansskandale, Landmandsbankens sammenbrud. Han havde klart givet til kende, at Glückstadt kun regnede med at kunne redde sig fra katastrofen ved hjælp af udsættelse og udsættelse, men han lod også forstå, at han selv ikke troede på, at finansmanden ville være hjulpet dermed.

Fra nu af så Birck sig ifølge forholdenes udvikling nødsaget til i stigende grad at beskæftige sig med Landmandsbankens forhold. Da 9. Juli-erklæringen offentliggjordes, var det selvfølgeligt, at offentligheden i særlig grad havde opmærksomheden henvendt på netop hans bedømmelse af

405

situationen. Da viste det sig imidlertid, at han endnu ikke havde nogen rigtig forestilling om den store katastrofe, der var i anmarch. I et interview til “Klokken 5” (den 11. juli 1922) erklærede han bl.a.: “Om selve afskrivningens nødvendighed eller tilstrækkelighed er jeg ikke i stand til at sige noget som helst. Bankinspektør Green, Nationalbankens direktører og hr. Bülow må dele æren og ansvaret.” Han går altså, ligesom hele den øvrige presse, der kun kunne holde sig til erklæringens ordlyd, endnu ud fra, at det er bankinspektørens skøn om bankens stilling, der har afgivet grundlaget for den ved 9. Juli-ordningen trufne rekonstruktion, og han havde selvfølgelig ikke i sine vildeste drømme regnet med, at nationalbankdirektør dr. Ussing, statsminister Neergaard og handelsminister Tyge Rothe var gået med til at sige god for en erklæring, der intet havde med virkeligheden at gøre, oven i købet havde ladet sig true til at gøre det ved en regulær afpresningsmanøvre. Men i øvrigt røber Bircks korte bemærkning nok om den skepsis, han nærede, og også de øvrige udtalelser i interviewet viser til fulde, at han ikke har ladet sig dupere.

Han understregede her i første række Emil Glückstadts ansvar på valuta- og aktiespekulationens område samt for overkapitaliseringen af den danske industri. Til belysning af dette pointerede han, at det ikke blot var verdenskrisen, der havde fremkaldt vanskelighederne i landets økonomi, men at det specielt var fire ting, som havde forstærket verdensprisfaldets virkninger i Danmark, nemlig:

“1) Vor forbindelse med den tyske Mark, hvoraf vi, da marken stod i 10, vel havde 1.500 millioner. Halvdelen indkøbte til 30 – 40, og halvdelen til 12 – 14, gennemsnitlig måske omkring 20;

2) at vi havde overkapitaliseret næsten hele vort erhvervsliv ved for høj vurdering af overtagne og ejede værdier, ved friaktier o.l.

3) at disse overkapitaliserede værdier ved børsmanøvrer

406

var skruet yderligere i vejret (som eksempel nævnes her atter Ballin-koncernens aktiespekulation); og

4) i 1918 – 19 købte vi ind i udlandet som forrykte uden at tænke på, at krigens følger ret snart måtte vise sig.”

Og L. V. Birck resumerede: “For alle fire punkter i denne politik bærer Landmandsbankens direktør hovedansvaret.”

Det var ikke Johan Levin, man måtte gøre ansvarlig for katastrofen, men Glückstadt, som først gav Levin mulighed for de hasarderede børsmanøvrer ved hjælp af den belåningspolitik, Landmandsbanken førte med hensyn til belåning af aktier. Birck bebrejdede på ny Landmandsbanken, at den havde overtaget så mange provinsbanker og var navnlig forarget over, at den ved forelæggelsen af årsregnskabet 1921 foretagne nedskrivning havde vist sig ikke at kunne holde. Om den nu foretagne yderligere nedskrivning på 55 mil. kr. ved han ikke, om den kan anses for at være tilstrækkelig, men han ytrer formodning om, “at bankinspektør Green jo må have undersøgt bankens tab ved Transatlantisk og Ballin, begge steder både aktier og gæld, på dens vekselerer og på den aktietegning, banken selv har indladt sig på.” Meget forundret er han imidlertid over, at Nationalbanken, hvis aktiekapital er 27 mil. kr., nu ved Juli-ordningen har skudt 30 mil. kr. ind og — “hvad der aldrig før er sket, er gået bagud efter aktionærerne, dvs. at Nationalbanken i givet tilfælde påtager sig første tab, ikke aktionærerne.”

Hertil knytter han følgende meget sigende oplysninger: “Det ville Nationalbanken aldrig have gjort, hvis aktierne lå ude hos publikum. Da ikke en eneste Landmandsbankaktie det sidste år er kommen til anbringelse af privatfolk, og da omsætningen har været særdeles stor, særlig efter kl. 4 eftermiddag, idet de folk, der opkøbte Landmandsbankens aktier, ønskede levering efter den officielle noterings slutning, for at omsætningen ikke skulle komme i statistikken, må jeg gå ud fra, at det er et konsortium, der opkøber Landmandsbankens aktier,

407

et korps, der direkte eller indirekte er garanteret af Landmandsbanken selv. for så vidt forstår man, at Nationalbanken har set sig nødsaget til også at dække aktionærerne.” Herved siges med rene ord, at Nationalbankens støtteaktion i første række havde til formål at sikre storkapitalisternes interesser, specielt at hjælpe de finansmænd ud af kniben, der hørte til Landmandsbankens inderkreds.

Endelig så Birck sig foranlediget til at skære igennem al den tågesnak, der bragtes i det officielle kommunike og i de københavnske blade om årsagerne til bankens vanskeligheder, idet han kort og klart konstaterer, at det ikke var konjunkturerne, ej heller de såkaldte rygter om banken, der var skyld i fadæsen, men i alt overvejende direktør Glückstadts og hans medsammensvornes forrykte dispositioner, deriblandt ikke mindst landstingsmand, højesteretssagfører Bülows forargelige spil ved samtidigt at være rådgiver for Venstre i økonomiske forhold, Landmandsbankens ledende sagfører i juridiske forhold og formand for Nationalbankens repræsentantskab, som i realiteten ikke var andet end “en ret enestående tjenen Gud og fanden på samme tid”.

Disse Birck’ske betragtninger affødte naturligvis adskillig diskussion. Bl.a. så oberstløjtnant Hedeman sig foranlediget til privat at indkalde Nationalbankens aktionærer til en særlig forhandling, da han gik ud fra, at disse aktionærer måtte have krav på nogle oplysninger fra deres bank, efter at det var bleven bekendt, at “hele Nationalbankens kapital var flyttet over i Landmandsbanken”. Han havde også, som meddelt i bladene, rettet en skriftlig forespørgsel til Nationalbanken om sagen, men fra direktionen fået det svar, “at det, der var foretaget, var forretningshemmeligheder”. Oberstløjtnant Hedeman giver derved Birck medhold i, at der må foretages en generaludrensning, at det nu viste sig, at Birck havde ret, men at han alligevel ikke tåltes i det gode selskab.

Interessant var det, at den internationale kapitalmagts repræsentanter i London og Paris så sig foranlediget til at afgive

408

beroligende erklæringer i anledning af 9. Juli-erklæringen, at bl.a. direktøren for Hambros bank i London, Sir Eric Hambro, udtalte, at Landmandsbanken nu stod så godt som nogensinde, idet det nye arrangement ikke på nogen måde berørte bankens uafhængighed. Også “Times” mente at måtte afgive tilsvarende beroligende erklæringer, medens Franz von Jessen på kapitalmagtens vegne afgav forsikringer fra Paris om, at alt nu måtte anses for at være ordnet på bedste måde. Når sådanne internationale — og sikkert meget vel instruerede kilder — sagde god for Juli-ordningen, hvad betød så vel denne bagatel af en afskrivning på nu i alt 81 mil. kr., og hvad betød da navnlig prof. Bircks pågående kritik? Når den internationale finansmagt følte sig beroliget, kunne vel også godtfolk i Danmark være tilfredse!

Prof. Bircks kritik medførte foreløbig, at højesteretssagfører Bülow kom til at ligge på sine gerninger. Angrebet mod Bülow uddybedes i et interview til “Klokken 5” af 20. 7. 1922, hvor Birck navnlig pointerede, at Nationalbanken, som forvaltede Statens møntvæsen, burde være uafhængig ikke blot af de skiftende finansministre, men også af private interesser.

for så vidt var det uheldigt, når enkelte af direktionens medlemmer — som f.eks. hr. Winther — var parthavere i private interessekonflikter. Men det samme måtte gælde for hrs. Bülow, hvis virksomhed som bestyrelsesmedlem i et af Det Transatlantiske Kompagnis datterselskaber samt medvirkning ved stiftelsen af de udenlandske kommunelån og ikke mindst ved ordningen af Statens forhold til spritfabrikken “Fortuna” — hvorved Staten på uretmæssig måde skulle unddrages et beløb på 2½ mil. kr. — var af en sådan art, at den stred “mod den værdighed og ubestikkelighed, som måtte forudsættes hos repræsentantskabets formand i vor seddelbank”. Disse angreb førtes videre og havde til resultat, at Bülow langt om længe måtte tage konsekvensen og træde tilbage fra formandsposten. Efter at Bankkommissionens beretning forelå, måtte han — den 14. februar 1924 — også vige sit sæde

409

som landstingsmand. Dr. Carl Ussing har senere i sin ofte omtalte bog om Nationalbanken forgæves forsøgt at forklejne det ansvar, Bülow og han selv med havde for de komplikationer, der opstod i forholdet mellem Nationalbanken og Landmandsbanken, og N. Neergaard har anset det for rigtigt, i sit bidrag om Frits Bülow til Dansk Biografisk Leksikon, med nænsom hånd at gå hen over den ejendommelige dobbeltstilling, dette geskæftige partimedlem indtog under hele Landmandsbankens forbryderiske spil med samfundsværdierne. Men alt dette har naturligvis ikke kunnet ændre noget ved den knusende dom, der er overgået Bülow i den offentlige mening, hvortil dog må bemærkes, at det er forståeligt, når netop fhv. statsminister Neergaard søgte at pynte på Bülows anseelse, da han jo selv var alt for stærkt impliceret i Landmandsbank-sagen og oven i købet derved forsvarede en mand, der 1910–13 havde været justitsminister i Venstre-ministeriet Berntsen.

I al denne første hurlumhej om Landmandsbanken havde Birck lejlighed til at gøre sit regnskab op med finansmagtens mænd på et af de sjællandske husmænd arrangeret møde, som fandt sted den 22. juli 1922. Talen var atter spækket med mange vittige og paradoksale betragtninger, men samtidig præget af videnskabelige, sagligt vel afvejede overvejelser og ikke mindst båret af den dybe moralske ansvarsfølelse, som altid var ledende i Bircks bedømmelse af de samfundsøkonomiske problemer. Af hans foredrag skal her gengives et lille afsnit, i hvilket han gjorde rede for årsagerne til krisen. Han bemærkede hertil bl.a.:

“Nu er besværlighederne der. Hver lørdag nat træder bankdirektørerne, ministrene og departementscheferne sammen og holder hemmelige møder, medens i det fjerne hele orkestret spiller: Det er nat, det er nat, nu ta’r bankerne fat! Og næste morgen takker og tysser den københavnske presse. En lang række generalforsamlinger har vi set. Hvert eneste selskab var fallit. Men altid blev der sagt, at det dog ikke var så slemt; men hvert eneste regnskab var falsk. Havde vi haft en engelsk

410

lovgivning, var samtlige underskrivere af aktieselskabsregnskaberne blevet sat i fængsel. Men gudskelov, vi ikke har en engelsk lovgivning, thi vi har ikke råd til at bygge alle de fængsler.

Der gøres alt for at skjule de virkelige tilstande, fortsatte Birck. Der råbes på ro, der uddeles store og fine ordner. En konge kan give en mand kommandørkorset, men ikke ære. Et ministerium kan give en mand en stilling, stor og fin, men ikke give ham forstand. Og hvor meget man råber på ro, hvor meget man end lyver, kendsgerningerne bliver stående. Sandheden bliver den samme. Hvorfor da ikke se kendsgerningerne i øjnene og se sandheden, som den er?”

Han vidste til slut ikke at give husmændene bedre råd end at sige: “Jeg beder dem nu gå hjem og have i minde, at det er deres opgave at arbejde og slide, at arbejde hårdt. Tænk blot på, at de har et København, der kan bruge, hvad de tjener.”

Da det den 19. september rygtes, at Landmandsbanken, trods Juli-ordningen, på ny står foran sammenbrud, udtaler Birck over for “Klokken 5” bl.a., at nu måtte der hurtigst muligt ryddes op i Nationalbanken, og i første række måtte d’hrr. Stephensen og Winther, som han mente havde hovedæren for at Landmandsbanken var kommet så langt ned, gå.* Den ledelse af seddelbanken, der var gået med til …

*) Bircks kamp mod bankvældet førte selvfølgelig oftere med sig, at bankdirektørerne måtte stå for skud. Til nationalbankdirektør J. P. Winther havde han meget ringe tillid, navnlig fordi han var konferensraad Heides elev. I sin rigsdagstale den 19. oktober 1907 henstillede han til Winther, der dengang lige var bleven kongevalgt direktør i Nationalbanken, at han måtte “lære mere af Nationalbankens tradition end af sin tidligere velgører og mester”; det at være Heides elev kunne være fortræffeligt til mange ting, “f.eks. tilstrækkeligt til at få et abe- og biografteater”; men, fortsatte han: “Om det just er den bedste adkomst til at være bankdirektør, det er jeg aldeles ikke sikker på”. Derfor ville det være bedst om Winther ville holde sig til Nationalbankens tradition, som var den at hjælpe de solide firmaer ved vekseldiskonteringer og sparekasserne og solide folk i det hele, “men ikke at indlade sig på noget, som kan kompromittere banken selv”. Winther fik altså så at sige straks ved starten råd, som var værd at lægge mærke til.

I januar 1917 havde Birck atter anledning til at beskæftige sig med nationalbankdirektør Winther. Da havde direktøren nemlig offentlig (fortsættes …)

411

… uden forudgående undersøgelse at yde Landmandsbanken et lån på 30 mil. kr., fortjente ikke nogen tillid. Ligeså uheldigt var det, at de ledende embedsmænd inden for de ministerier, …

(… fortsat) påstået, at grunden til den danske krones synken i Sverige måtte søges i, at Sverige havde en forholdsvis stor udførsel til Danmark, medens udførslen i den modsatte retning var relativ ringe. Dertil bemærkede Birck i “Ekstrabladet” den 9. januar 1917: “Hvis en nationalbankdirektør i ethvert som helst andet land var fremkommet med en sådan udtalelse som den, der tillægges hr. Winther, ville han øjeblikkelig blive afskediget. Den viser, at hr. Winther ikke har begrebet et muk af det hele.” Birck påpegede derefter, at grunden til den danske krones værdiforringelse i forhold til den svenske måtte søges deri, at Danmark stadig fastholdt at holde de tyske Mark og den russiske Rubel i en højere kurs end den, der betaltes i Sverige, således at svenskerne lod den nævnte valuta omveksle i København, hvor de på denne måde kunne opnå en lille ekstraindtægt. Her betaltes for tiden 61 kr. for 100 Mark mod 57 kr. i Sverige. Konsekvensen heraf var, at svenske eksportører så vidt muligt lod deres tyske og russiske tilgodehavender omveksle i København i dansk mønt, og at der samtidig strømmede alt for store mængder af danske penge og veksler til Sverige, som svenskerne nu værgede sig imod ved at tage agio [det beløb som kursværdien på en valuta eller et værdipapir overstiger den pålydende værdi med] af dansk mønt.

I den samme periode retter han ifølge “Ekstrabladet” (1. februar 1917) også et kraftigt angreb mod direktør Ove Ringberg i Landmandsbanken, i anledning af, at banken i stærkeste grad havde fremmet hausse-spekulationen. En sådan handlemåde var uforsvarlig, så længe banken endnu modtog sparekasseindskud. Birck rettede her følgende meget karakteristiske kritik mod Ringberg: “I en måneds tid har baissen regeret på Københavns børs. Den er hverken værre eller bedre end haussen. Når rygterne har udpeget direktør Ringberg som baisse-spekulant, er dette ikke værre, end hvis rygterne havde tillagt ham hausse-spekulation. Han benægter at være baissist. Man bør egentlig tro ham. Men når han i et interview tilføjer, at dette må være hans private sag, så må jeg sige, at en bankdirektør har ikke lov at spekulere. Han har for let adgang til at lade sin vekselerer låne i banken: papirer til baissen og penge til haussen. En tro- og love-erklæring fra Ringberg om, at han ikke hører og ikke har hørt til noget af de mystiske konsortier, som optræder på Børsen, ville nu alligevel gøre mægtigt godt.” Tænk, det erklærede Birck i et interview i slutningen af januar 1917!

Ringberg blev selvfølgelig svar skyldig. Han havde så sandelig også grund til at tie.

412

… der nu ville få med ordningen af Landmandsbank-sagen at gøre — departementschef Busck-Nielsen i Handelsministeriet og departementschef, statsgældsdirektør P. O. A. Andersen i Finansministeriet — var kompromitterede ved deres medlemskab i bestyrelsen af krakkede aktieselskaber. Også her måtte der ryddes op; thi, spørger Birck: “Hvilken tillid kan man have til disse to mænds bedømmelse?” Og endelig, mener han, at hr. Bülows rolle som Nationalbankens og Regeringens rådgiver nu endelig måtte være udspillet.

På samme tid, den 18. september, offentliggør bladet “København” et grundlæggende bidrag af L. V. Birck under titlen: “Hr. Emil Glückstadt som Bankleder”. Her behandles de dybere årsager til banksammenbruddet, og der gives navnlig en indgående skildring af Glückstadts karakter og kvalifikationer. Om den gamle direktør Isaac Glückstadt siger Birck, at han ikke manglede vovemod, som hans forhold til Ø.K. havde bevist, men hvilket også viste sig deri, at han i kritiske perioder altid søgte at holde længst muligt på svækkede foretagender og ikke kappede af i tide. Den sidstnævnte tradition blev til overmål videreført under sønnen Emil Glückstadt — og havde derved de mest skæbnesvangre følger.

Den unge direktør havde fået en god bankteknisk uddannelse, til dels i udenlandske europæiske og amerikanske banker, havde derved knyttet personlige forbindelser med de mænd, der senere blev direktører ved udlandets førende banker og havde på denne måde skabt sig en bemærkelsesværdig position inden for den internationale bankverden. Men han manglede skoling i økonomisk tænkning, evnen til at forstå den økonomiske sammenhæng, som nu engang var absolut nødvendig for ledelsen af en storbank: “Denne viden”, erklærede Birck, “kunne undværes hos et geni som Tietgen og kunne erstattes hos et talent som gamle Glückstadt, men var uerstatteligt hos et dusinmenneske som Emil Glückstadt”. Med Bircks egne ord lyder personkarakteristikken således: “Hans aktiver var foruden en arvet privatformue og et bankteknisk

413

kendskab også bekendtskab til jævnaldrende bankmænd i udlandet, gode forbindelser i den tyske bankverden, arvet fra faderen og forstærket ved, at firmaer som Bleichroeder og Frankfurter-Rothschilderne var store aktionærer i Landmandsbanken, anlæg for at tale fremmede sprog samt en personlig elskværdighed, hvor denne var nødvendig. Hans passiver var hans mangel på økonomisk kundskab og hans fuldstændige almindelighed”.

Til de uheldige foranstaltninger, Glückstadt indledte, regner Birck i første række hans systematiske opkøb af småbanker og sparekasser, som ikke skete for aktiekapitalens skyld, men for at få magt over indskuddene. Derved var Landmandsbanken blevet det store sugerør, der drog provinsens kapital, som skulle have befrugtet erhvervslivet på åstedet, ind til København. Dernæst havde det vist sig som skæbnesvangert, at Glückstadt havde særlige tilbøjeligheder til at fremme den mest løsslupne aktiespekulation; sådanne tendenser havde allerede vist sig før verdenskrigen i Landmandsbankens forhold til adskillige fripostige vekselerere såsom den berygtede Paul Philipson og den til hasardspil hengivne Johan M. Levin, som i faldets dage i august 1914 selv havde ment, at han var fallit, men derefter reddedes ved moratoriet [midlertidig standsning af en aktivitet, fx i kraft af et forbud] og ved den senere ved krigskonjunkturerne fremkaldte almindelige kursstigning. Landmandsbanken var til stadighed gået foran i den i lang tid berettigede optimisme, men også langt ud over denne periode, og derved var endog bankdirektørerne højst personlig gået med ind i spillet. Kurslotteriet blev forceret, fordi Landmandsbanken lombarderede [tog pant for et lombardlån, dvs. for et kortfristet lån der ydes mod pant i letomsættelige værdipapirer] de af Børsens papirer, som folk var interesserede i, til en meget høj procent. Derved havde det vist sig som særlig betænkeligt, at Landmandsbanken kunne strække sin indflydelse så vidt ud over landet gennem de overtagne banker, så derved “provinsernes købmænd, embedsmænd og mange proprietærer kom med i heksedansen”. Birck bebrejder dernæst Nationalbanken, at den ikke havde forsøgt at holde kurserne i ave ved en kraftig

414

diskonto-opskrivning og bemærker kort og fyndigt om den omfattende aktiespekulation: “Konsortialdannelsen var allerede uforsvarlig, dobbelt uforsvarlig, fordi bankens direktion selv deltog i den, og tredobbelt uforsvarlig, fordi det faktisk var bankens penge, de spillede med”. Og han fremhæver herom, at værdien af de på Københavns Børs dag- og torsdagsnoterede aktier i 1913 havde en værdi af ca. 800 millioner, på højdepunktet under krigskonjunkturerne vel ca. 3.200 mil., som imidlertid ved årsskiftet 1922 atter var faldet til ca. 800 mil., og han spørger: “Hvem har tabt de over 2.000 millioner, her er tale om?”

Glückstadts virksomhed blev efter Bircks opfattelse samfundet til fordærv, fordi denne bankmands interesser ikke var realiteterne, men børspapirerne; og fordi han ikke kendte til det redelige købmandskab. Derfor kunne han også få sig til at støtte en mand som Kliatschko, da denne forsøgte at bestemme hvedepriserne i Chicago. Han vidste intet om markedsforholdene, havde kun forståelse for, at en Grunder-virksomhed under højkonjunktur fylder godt i kassen, når man trøstigt pisker overkapitaliseringen fremad, og derfor disponerede han galt. Bagslaget blev derved uundgåeligt; jo letsindigere, der var disponeret, desto større måtte katastrofen blive. Birck resumerer: “Glückstadt havde tabt ligevægten. De gode tider havde udviklet hans optimisme og hans spillelidenskab. Både derfor, og også for at holde sine selskabers aktier i vejret, hvilket nu for ham var det afgørende, finansierede han den varetilførsel til landet i 1918 – 19, som skulle blive så ruinerende. Endnu på et punkt vil fremtiden dømme ham: hans store medskyld for Danmarks oversvømmelse med fremmed valuta, som vel har kostet landet 1.000 mil. kroner.* der var ingen holden igen, da marken stod højt. …

*) Dette beløb er sikkert grebet for højt. Da Birck den 11. oktober 1923 taler i Danmarks kristelige studenterforbund om valutaspørgsmålet, oplyser han selv, at Danmark efter hans mening har tabt 5-700 mil. kr. på russiske Rubler og tyske Mark.

415

… Måske ligger fejlen heri, at han efter sine nedarvede bankforbindelser holdt på den gale hest og troede på Tysklands sejr. For så vidt vil han bære sin del af ansvaret for den forbindelse mellem vor krone og marken, som kunne have været katastrofal”.

Birck slutter med at tegne et billede af Glückstadts natur og viser, hvordan heldet, publikumstækket havde ægget hans selvovervurdering “ud over den sunde sans’ grænse”. Hans forfængelighed kendte ingen grænser, og den fandt næring navnlig deri, at de skiftende regeringer stadig havde valgt ham som deres fornemste rådgiver. Hans længslers mål havde imidlertid dog ikke fundet den fuldkomne tilfredsstillelse. Trods sine gode forbindelser i udlandet var det bl.a. ikke lykkedes ham at opnå det af ham så stærkt attråede medlemskab i den eksklusive St. James klub i London, endda han var anbefalet af den daværende danske gesandt i London, greve Henrik Grevenkop-Castenskiold. Hans forfængelighed var også bleven styrket ved den uafladelige overrosning i pressen. Han var jo i den offentlige mening virkelig en stor, ja en meget stor mand.

“Han stod”, siger Birck, “ved den maskine, der malede guld. Han emitterede de aktier, man vidste, skulle stige, og han manipulerede vore børspapirer til stigning eller fald ved sine suveræne opkøb og belåningsregler for aktierne. Han kunne give tips, der var værd at følge. At blive inviteret til hans daglige frokostbord i Landmandsbanken var et privilegium, landets indflydelsesrige mænd ikke kunne lade gå fra sig. At komme med i hans konsortier, var vejen til formue. Som Kong Midas skabte han om ikke guld, så papirværdier, og han forstod som ingen anden at skaffe sig publicitet … Omkring sig skabte han et hof af palladiner [eventyrere]. Flertallet af vore selskabers aktier var i afgørende øjeblikke belånte i hans bank. Vor industris ledere, høje embedsmænd, store købmænd flokkedes om ham, som kunne bestemme, hvem der skulle sidde i aktieselskaber. Personligt udfoldede han ligesom Johan Levin en lidt vulgær pragt, som blændede et folk, hvis bourgeoisi alligevel er meget jævne mennesker. Han var gæstfri og hjælpsom. Som mange af den slags mænd, der hensynsløst opererer med andres penge, hjalp han dem, der kom ham

416

for øje og undertiden gik ham under øjne. Dette vil forklare, at så mange mennesker trods alt har holdt på Glückstadt så længe …”

Det var det sidste direkte opgør, Birck havde med Landmandsbank-direktør Glückstadt. Få dage efter offentliggørelsen af den her omhandlede artikel blev han under trykket af den offentlige mening udnævnt til medlem af Bankkommissionen — omendskønt Regeringen kun gik modstræbende med til det — og derefter afholdt han sig fra enhver deltagelse i den offentlige debat om selve Glückstadt. Hans arbejde var nu godt et års tid hovedsagelig viet udarbejdelsen af kommissionsberetningen.

Kun i sommeren 1923, efter at dommen i Landmandsbank-processen var afsagt, så han sig for en gangs skyld tilskyndet til at give en skildring af det indtryk, han havde fået af landets førende mænd på erhvervslivets område under sit arbejde i Bankkommissionen. Det skete den 21. juli i et interview med “Aftenbladet”. Her erklærede han igen kort og fyndigt, at disse danske stormænd kun havde vist sig at være af lommeformat. I et lille land som Danmark fremvoksede der kun en gang hvert tyvende år en Tietgen. “Men”, fortsatte Birck, “under krigen blev Danmark ligefrem hjemsøgt af stormænd i skokkevis. Medlemmerne af industriråd, Grosserersocietet, højesteretssagførere, vekselerere og bankdirektører, blev alle udnævnt til elefanter med de mest pragtfulde stødtænder”. Alle følte sig store, og endog en mand som den rare Pitzner (bagermester og konservativ folketingsmand) havde ladet sig forlede til storhedsvanvid og udtalte “sin ubegribelige mening om verdenssituationen, for ikke at tale om H. P. Prior og Dessau, der med sonor stemme oplæste den statistik, som Povl Drachmann m.fl. havde samlet”. Ironisk bemærker Birck, at disse mennesker troede, at de bestilte noget, fordi de sad i hinandens selskaber. I virkeligheden havde det været forargeligt nu at konstatere, “hvorledes de har kunnet ødelægge danske industrier efter det system at gå ind i hinandens selskaber og bebyrde disse med pensioner og med løfte om et kontrollerende arbejde, som aldrig blev udført”. Industrien havde kun spillet op til højfinansen, hvis interesser kun var kursavance og ikke industriens trivsel.

Erhvervenes ledere havde, erklærede Birck endvidere, ladet sig lede af alt for megen følelse af egen storhed, af det, som grækerne kaldte megalomani. Alle burde nu igen ned på det jævne; ikke i deres bestræbelser og i deres dom over andre mennesker, men i dommen over sig selv.

417

Og de store mænd burde ikke mere tage deres formue, deres antal af bestyrelsespladser osv., eller evnen til “at købe sig en grevelig svigersøn”*, som målestok for deres værd, men ene og alene den arbejdsindsats, de ydede til gavn for det land, de tilhørte.

Det varede 16 måneder, inden den ved lov af 21. september 1922 indsatte undersøgelseskommission kunne forelægge resultatet af sit arbejde i et vægtigt værk betitlet: “Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypotek- og Vekselbank m.m.”. Bogen blev omkring den 12. januar 1924 udleveret til justitsminister Rytter i 2.000 eksemplarer og den 15. s.m. gjort tilgængelig for offentligheden, efter at Rigsdagens medlemmer og pressen havde fået deres eksemplarer. Oplaget var holdt tilpas lavt, så betænkningen ikke kunne finde alt for stor udbredelse. Selve beretningen bestod af to dele; den indeholdt i første del en almindelig redegørelse over årsagerne til bankens sammenbrud på 318 sider, i anden del bilag på i alt 421 sider. Hovedberetningen var underskrevet af de tre kommissionsmedlemmer Rump, Green og Birck. Selvom processerne i Landmandsbank- og Transatlantik-sagen, der gik forud for offentliggørelsen af beretningen, havde bragt talrige oplysninger om de forhold, der førte til bankens sammenbrud, viste det sig nu, at kommissionen med hensyn til udforskningen af bankkatastrofens årsager var nået betydeligt videre frem. Her forelå en virkelig i alle enkeltheder dokumenteret beretning over de forhold, der voldte, at banken måtte møde sin skæbne. På denne måde blev værket tillige en sønderlemmende anklage mod landets højfinans, der under ledelse af de mænd, om hvis racemæssige præg og anlæg der efter de i beretningen givne oplysninger ikke mere kunne tvistes, havde ført landet mod afgrundens rand ved forbryderiske transaktioner, ved spil og hasard.

Det kan uden betænkning fastslås, at

*) Valdemar Glückstadts datter Ella var den 3. 6. 1920 bleven gift i Hørsholm med fhv. premierløjtnant af flåden, grev Erik Moltke.

418

… Kommissionsberetningen i første række er prof. L. V. Bircks værk. Efter de oplysninger, som kom frem i pressen ved udgivelsen af beretningen, har han navnlig gennemgået Ballins og Det Transatlantiske Kompagnis virksomhed, som findes i værkets bilag. Det meddeles endvidere, at Birck helt siden kommissionens oprettelse overhovedet ikke har beskæftiget sig med andet end med betænkningen. Der gås samtidig ud fra, at nationalbankdirektør Green hovedsageligt har bidraget til at lægge materialet til rette til den civile undersøgelse, medens landsdommer Rump havde gennemarbejdet hele stoffet ud fra et kriminaliserende synspunkt og desuden forberedte og ledede alle offentlige retsforhandlinger såvel i Landmandsbanksagen som i forhøret om Det Transatlantiske Kompagni. Birck giver i et interview til “Politiken” (17. januar 1924) yderligere oplysninger om den betydelige og værdifulde indsats, den til kommissionen knyttede medarbejderstab har ydet og lod den vederfares fuld anerkendelse ved på den ham særegne måde at bemærke, at samarbejdet med hans sekretærer havde lært ham, at “Vorherre hellere må give en embedsmand en god sekretær end en god forstand”. Birck nævner her bl.a. cand.polit. Holger Koed, der lagde materialet til rette til nogle af de betydeligste afsnit (iflg. “Politiken” af 19. 1. navnlig til afsnittene Ballin, Svovlsyre, Nordisk Oversøisk, Fortuna, statslånene) og til den almindelige økonomiske oversigt. Han beretter endvidere, at cand.polit. T. B. Riber nærmest indtog stillingen som kommissionens kontorchef og desuden hjalp med den beskrivende del af søfarten og de Ballin’ske spekulationer. Om cand.phil. W. Juul siges, at denne hovedsagelig beskæftigede sig med afsnittet om D.F.D.S. og da navnlig med de transaktioner, der foretoges gennem Søfartsselskabet, desuden med det 140 underselskaber omfattende holding company: Det Transatlantiske Kompagni. Birck knytter til denne oplysning en bemærkning om, at han antager “at Juul er den eneste her i landet, der virkelig har rede på koncernen — bedre end Plum!” Endelig bemærkes, at cand.polit. E. Kaufmann, som dengang

419

sammen med Riber var ansat i Banktilsynet, specielt havde med bankens indre forhold at gøre og navnlig havde støttet revisionsarbejdet. Derved var han tillige med revisor Torner fra Revisions- og Forvaltnings-Instituttet blevet til uvurderlig hjælp for Rigsadvokaten.

Med hensyn til undersøgelsernes resultat mente Birck i interviewet til “Politiken” den 17. januar 1924 at måtte fastslå, at man i det store og hele var nået til bunds i alle forhold. Inden for kommissionen havde man selvfølgelig ikke altid været enig i bedømmelsen af de enkelte forhold, da de tre medlemmer ifølge deres forskelligartede uddannelse, arbejdsmetode og orientering måtte se forskelligt på sagerne, men at den fælles vilje til enighed dog havde gjort det muligt uden vanskelighed at skabe enstemmighed om den afgivne beretning.

I øvrigt fremhæver professor Birck, at det ved undersøgelserne havde vist sig påfaldende, hvor jødehengivne så mange fremtrædende mænd inden for samfundet havde vist sig. I de breve, som var skrevet til Glückstadt af hundreder af mennesker, deriblandt af meget højtstillede borgere, havde tiltalen ofte været præget af “en slaves groveste smiger”. “Dernæst”, fortsætter han, “er de breve og telegrammer, der er vekslet imellem Landmandsbankens direktører indbyrdes og hvis stil er mere end drengeagtig, fulde af øgenavne og slangudtryk, ofte uforståelige. Disse breve røber i virkeligheden, at Ringbergs og Glückstadts uddannelse og dannelsestrin var, skal vi sige en ung vekselerers”. Med hensyn til det almindelige resultat mener Birck, at det havde været forbavsende at konstatere, af hvor ringe format mange af de mennesker karaktermæssigt og intellektuelt var, der stod frem som erhvervslivets ledere. Og han henstiller i denne anledning indtrængende til offentligheden: “Hold op med at persondyrke industriselskabernes og bankernes ledere. De kan ikke tåle det, de er ikke store nok. Danmark er et lille land. Vi har haft en Tietgen og en H. N. Andersen, resten er i almindeligt lommeformat.

420

I økonomiske spørgsmål er den offentlige kritik, navnlig gennem pressen, mere vigtig end i politiske spørgsmål, thi samfundsmagten ligger uden for Rigsdagen”.

Det, som efter offentliggørelsen af Landmandsbank-kommissionens beretning i særlig grad beskæftigede pressen, var bl.a. Februar-kontoen, Bülows, Colds og Heilbuths stilling inden for Landmandsbank-skandalen, og specielt den forrykte, af Landmandsbanken forcerede, spekulation i skibspapirer, Fortuna-sagen osv.* Det vakte interesse, hvorledes de Forenedes kasse i løbet af få år var bleven tømt for 144 mil. kr. ved Glückstadts underfundige arbejdsmetoder. Bladenes kommentarer stiller ofte de i kommissionsberetningen offentliggjorte og saglige detaljer i en skarpere belysning. Således karakteriserer “Politiken” (16. januar 1924) særlig eftertrykkeligt Bülows mere end uheldige rolle. Bladet pointerer bl.a., at kommissionen åbenbart ikke har accepteret hrs. Bülows forklaring om, at det for 1921 udbetalte ekstrahonorar på 50.000 kr. skulle tilskrives hans medvirkning ved overtagelsen af Svendborg-Banken, men tværtimod mente, at han havde fået dette honorar “for den omhyggelige tilrettelæggelse af Opkøbssyndikatet af 10. November 1921, derunder tilsikring af Nationalbankens uundværlige bistand ved aktiernes belåning!” Tjenesten ved overtagelsen af Svendborg-Banken kunne næppe anslås til at være så stor, da Bülow selv ved vurderingen af bankens status havde anslået de fornødne afskrivninger til 700.000 kr., medens tabene senere androg 6.875.000 kr.! Også Bülows medvirkning ved ordningen af København Kommunes Dollar-lån af 1919 havde været mindre heldig, bl.a. fordi kommunen ved denne lejlighed måtte betale provision til banken to gange, direkte 16.200 Dollars og indirekte 22.600 Dollars og dobbelt sagførersalær, nemlig 23.000 kr. …

*) Jvf. hertil bl.a.: “Da Bülow og Glückstadt søgte at unddrage Staten 2½ Mill. Kr.” i “Social-Demokraten” (25. 1. 1924) og artiklen: “Heilbuths Garant” i “Børsen” (19. 1. 1924).

421

… til hr. Bülow og 10.000 Dollars til Brown Brothers sagfører i New York. Bülow kræves fjernet fra det offentlige liv efter det nu oplyste om hans uforsvarlige handlemåde. Også Cold måtte atter stå for skud. Dog mest harmes man — som allerede før fremhævet* — i Radikale og socialdemokratiske kredse over, at Kommissionsberetningen ikke bringer udtømmende oplysninger om Kontoen af 1. Februar 1907, men indskrænker sig til at behandle enkelte forhold under betegnelser som direktør R., frk. B. J., fru O., hr. A. N., konto B. T. osv. og dermed giver frit spillerum til alle slags gisninger.

Over for sådanne angreb ser Birck sig foranlediget til at forsvare kommissionens fremgangsmåde. Vedrørende hemmeligholdelsen af navnene på Februar-kontoen bemærkede han bl.a. i “Social-Demokraten” den 18. januar 1924, at det dog formentlig ville være uret, i et værk, der senere hen ville blive benyttet som en art officielt kildeskrift, at opføre en mængde navne, hvis forhold ikke var specificeret, og som til dels helt uforskyldt var kommet med på listen. Hvis disse navne kom frem, kunne derved også de allerede indledte forhandlinger om tilbagebetaling af de på kontoen opståede tab muligvis blive forstyrret. Udtrykkeligt understreger han til forsvar for sit standpunkt, at “nogle slet ikke ved af, at de er kommet på kontoen, og mange ved ikke noget om tabet”. Det socialdemokratiske organ mener herimod, at denne oplysning på ingen måde kan betragtes som tilfredsstillende, men at forklaringen på Bircks ejendommelige holdning formodentlig måtte søges i, at han ikke havde haft med Februar-kontoen at gøre. Den havde hørt til hr. Greens undersøgelsesområde, og da hr. Green som bekendt var overordentlig diskret, navnlig når det gjaldt rangspersoner, var det selvfølgeligt, at kontoens navne var blevet hemmeligholdt. Da Birck i øvrigt havde henvist til, at det var Rigsdagens og Regeringens sag at tage stilling til denne sag, drager “Social-Demokraten”

*) Jvf. bl.a. ovenfor s. 75 og 78 flg.

422

deraf den slutning, at han dermed selv havde villet give Rigsdagen anvisning på at forlange kundskab om, hvem den er garant for. En sådan anvisning måtte man selvfølgelig ikke sidde overhørig.

I denne sammenhæng giver Birck endvidere særlig interessante oplysninger med hensyn til den i beretningen offentliggjorte liste over bankens tab, opgjort per ultimo 1922, idet han udtrykkelig siger, at “denne kun er foreløbig og for så vidt ikke udtømmende, som der på en del personer, på hvilke der til dato er tabt meget, ikke er afskrevet tab, idet deres samlede, anslåede tab blot dækkes af en konto i henlæggelser”. Dette skulle være sket, fordi man først ville se, hvorledes overenskomsten om akkord med dem ville holde stik. Altså også på dette punkt var efter Bircks egne åbne indrømmelse den i beretningen givne oversigt ikke udtømmende. Ja, opstillingen var end ikke ført helt à jour.*

Endelig så Birck sig ejendommeligvis også foranlediget til at tage Cold i forsvar i et stort indlæg i “Social-Demokraten” den 30. januar 1924 (art. “Et brev fra dr. Birck om Cold”). Borgbjerg blev ikke svar skyldig og havde derved let, alt for let spil. Og “Landmandstidende”, som ligeledes behandler denne sag særligt indgående, giver i denne anledning udtryk for den dybeste skuffelse over Bircks holdning ved bl.a. at bemærke: “Hr. udenrigsminister Cold har fået en forsvarer, hvor man mindst skulle vente det. Professor Birck har dog hidtil ikke lagt fingrene imellem, når det drejede sig om revselsen af krigsspekulationens bajaderer. Men en spekulant er åbenbart ikke det samme som en spekulant — i hvert fald ikke, når han er udenrigsminister”. “Landmandstidende” fastslår derefter som kendsgerning, at Cold har spekuleret i egne aktier, derved har tjent mange penge og at det på ingen måde er bevist, at hans så meget omstridte interview fra 11. juli 1916 ikke skulle tjene egne formål, og at Bankkommissionen

*) Jvf. 1. del, s. 450 flg. og fodnoten ovenfor s. 131.

423

endog i dette ene tilfælde ikke stod i den heldigste belysning ved gennem erklæringen af 1. december 1922 over for offentligheden at hævde, at Cold ikke havde spekuleret efter den 11. juli 1916, ligesom det ikke talte til gunst for hr. Cold, at denne “mod bedre vidende har ladet Regeringen fremsætte denne positive løgn”.

Birck unddrog sig yderligere drøftelse af disse spørgsmål, tog straks efter denne kontrovers for længere tid til udlandet og har senere aldrig set sig tilskyndet til atter at beskæftige sig med de her omhandlede spørgsmål. Den mod ham rettede kritik, så berettiget den åbenbart har været, kunne selvfølgelig heller ikke ændre noget som helst ved den kendsgerning, at det var ham, der havde ydet den betydeligste indsats ved opklaringen af årsagerne til Landmandsbankens sammenbrud og af det ansvar, den jødiske kapitalmagt havde for denne kæmpemæssige svindel. Muligt, at Birck havde sagt mere om forholdene, hvis han havde stået mere frit, end han gjorde.

Det afgørende faktum er, at han har fremsat et absolut pålideligt, uomstødeligt, fasttømret materiale vedrørende svindleriske transaktioner, der, uanset de mangeartede økonomiske og politiske konsekvenser, kostede landet direkte mere end en halv milliard kroner, og at dette arbejde bygger på sandhed, på den klippe, som ingen rokker.

Selvfølgelig er den københavnske højrepresse forfærdet over disse afsløringer: “Berlingske Tidende” mener, at den dom, Birck herefter fældede over kapitalmagtens koryfæer ved at betegne dem som mænd af almindeligt lommeformat, dog gik alt for vidt, og “Nationaltidende” er utilfreds med, at kommissionen ikke koncentrerede sit arbejde om udredelsen af de rent økonomiske årsager til sammenbruddet. Dette blad er for ramme alvor forarget over, at navnene på svindlerne og spekulanterne er offentliggjort i kommissionens beretning og anfører som begrundelse bl.a.: “Vigtigere end at nagle de pågældende personer til skampælen eller sætte Kriminalretten i virksomhed over for dem er det at få belyst de erhvervsmæssige

424

forsyndelser, vi har begået herhjemme. (sic!) Det må til enhver tid være ikke så meget personerne som systemet, man må se at komme til livs. Og man kunne have ventet, at kommissionsberetningen i højere grad havde været sig denne retningslinje bevidst”. (Nat.tid., 15. 1. 1924). Nej, selvfølgelig, efter disse blades opfattelse var og vedblev mænd som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Weimann, Dessau osv. at være store mænd, betydelige mænd, og ligesådan alle disse jøders lydhøre lakajer i det højeste bourgeoisi — sandelig var de ikke middelmådigheder — og lige så sikkert måtte der fra denne kant naturligvis advares mod uværdig politisk blodhævn, personlig skandalisering og deslige, der efter disse blades mening kun ville være egnet til at skade Danmarks renommé i udlandet. Dette var kravet om, at jødernes tabu skulle respekteres, om igen, et krav, som altså opretholdes selv på det tidspunkt, da hele den jødiske kapitalmagts forbryderiske færden var afsløret i næsten alle dens enkeltheder, og da man for landets og folkets skyld burde have krævet, at denne finansklike fjernedes radikalt. Sandelig: “Landmandstidende” havde ret, når det skrev: “Hvilken uretfærdighed og hvilket vidnesbyrd om tidens og ledelsens demoralisation, at disse spillere endnu skal have lov at færdes blandt os, som om intet var sket, ja endog vedblive med at indtage ledende stillinger i samfundet”.

Men hvilken lykke for landet, at det dog havde en mand i landets skæbnetime, der havde mod til at sige sandheden og evnen til at finde sig til rette i dette fantastiske væv af svindel og korruption, de jødiske spilleuhyrer havde spredt over landet. Man fristes til at spørge: hvad havde vi vel vidst i dag om alle disse forhold, hvis prof. Laurits Vilhelm Birck ikke havde været til? Næppe særlig meget ud over det, at landet under og efter den første verdenskrig ved spekulation og spil tabte mere end en milliard kroner. Nu ved vi dog også i det store og hele, hvordan og hvorfor disse penge gik tabt.

425

f) Bircks kamp for en sund valuta- og kreditpolitik.

Efter Landmandsbank-krakkets efterdønninger i det store og hele var overstået, meldte sig spørgsmålet om, hvorledes man ville forholde sig over for landets valuta, for alvor for landets finansstyre. De stadige kurssvingninger, som allerede 1919 og 1920 havde været diskuterede i offentlige undersøgelseskommissioner, foranledigede endelig i sensommeren 1923 Nationalbanken til at indkalde erhvervslivets repræsentanter til den såkaldte Valutakonference, som trådte sammen i august måned og dernæst i 15 møder indtil slutningen af oktober behandlede de herhen hørende problemer. Det var her, kampen stod om deflation, kroneopskrivning, eller devaluering, dvs. stabiliseringen af kronens værdi til en tilpas nedskreven værdi. Også spørgsmålet om årsagerne til valuta-miseren og om midlerne til at genskabe stabile pengeforhold stod naturligvis til drøftelse, men hovedproblemet var, om kronen skulle tilbageføres til sin oprindelige guldværdi eller ej.*

Nationalbankdirektør dir. Carl Ussing antydede allerede i sin indledningstale i valutakonferencens første møde den 16. august 1923, at man i forhandlingerne formodentlig ikke burde blive stående ved kravet om at standse kronens kursfald, men at man derudover måtte overveje, om det ikke også var hensigtsmæssigt at arbejde på dens opgang. Som om stikordet dermed var givet, erklærede formanden for Grosserersocietetet, jøden Ernst Meyer, at set fra et handelssynspunkt var en kunstig indgriben af en hvilken som helst art absolut af det dårlige, at man i øvrigt “fra handelsstandens side ganske kunne slutte sig til det hovedsynspunkt, at målet er en stabilisering af kronen og derefter en successiv langsom forbedring”. Landbrugets repræsentant folketingsmand P. P. Pinstrup bemærkede derefter, at han helst så, at kronen blev …

*) Jvf. til det følgende: Valutakonferencens forhandlinger august–oktober 1923. Kbh. 1923.

426

… tilbageført til pari, men opgangen skulle gå så langsomt, at der kunne gå 20 30 år, inden målet var nået.

Dog, professor L. V. Birck vidste også i dette tilfælde straks, hvad målet måtte være, og sagde det så fyndigt og så indtrængende, at modsatte anskuelser i dette møde slet ikke vovede sig frem. Han erklærede bl.a.:

“Jeg vil gerne gøre direktør Ernst Meyer, som siger, at kunstig indgriben ikke er nødvendig, opmærksom på, at vi i øjeblikket har en meget afgørende kunstig indgriben i form af suspension af sedlernes indløselighed.

Der bliver sagt, at man ikke vil have kronen længere ned, men jeg tror, de herrer skal formulere det noget tydeligere: det er ikke blot det, at man ikke vil have kronen længere ned, men man vil være fri for de store svingninger, med andre ord: Målet må blive en stabilisering, en fastlægning af kronen i modsætning til de nuværende svingninger fra måned til måned. Det synes jeg bliver det første mål.

Jeg agter ikke nu at argumentere, men skal kun sige, at mit ønske er ikke at nå pari, og navnlig ikke at nå det i løbet af 30 år, thi Danmarks økonomiske historie synes at vise, at hvis galt skal være, må vi hellere tage den depression i erhvervene, der fører til en øjeblikkelig ruin, og derefter lade nye mennesker komme til; dette i 30 år langsomt fra dag til dag at lade priserne falde vil være fuldkommen ruinerende for dansk handel og industri på en måde, som de herrer ikke er klar over. Derfor tror jeg, at stabilisering er det første mål, og jeg tilstår, at jeg ikke ønsker kronen stabiliseret højere end ved 75.” (Fremhævelser af forf.)

Socialdemokraten, direktør J. Kr. Lindberg, gav straks sin tilslutning til prof. Bircks betragtninger, idet det også efter

427

hans opfattelse måtte være det højeste mål at gøre kronen indløselig med guld, og at kronens stabilisering gennemførtes hurtigst muligt — “naturligvis ikke ved pari, men ved en lavere kurs”, for på denne måde at bevare det bestående indtægts- og prisniveau. På samme måde gav børskommissær Julius Schovelin til kende, at han var betænkelig ved at anbefale indførelsen af den gamle guldparitet. “Jeg kan,” sagde han, “så lidt som professor Birck — ikke ret forestille mig, at det danske erhvervssamfund virkelig vil udsætte sig for et sådant stadigt pres på priserne og derigennem på hele erhvervslivet, som en gennemført deflation vil sige. Derfor mener jeg, man må forsone sig med den tanke at få kronen skrevet ned til en værdiparitet med guld, som ligger omkring det nuværende niveau.”

I det andet møde den 21. august løb nationalbankdirektør dir. Carl Ussing straks storm mod devalueringskravet, mod tanken om at “nedskære kronen”. Han mente, at en sådan ordning måtte afvises af juridiske, moralske og praktiske grunde og gav i tilknytning hertil en nærmere begrundelse for denne opfattelse. Bl.a. gjorde han gældende, at dette “at nedsætte Nationalbankens og alle debitorers betalingspligt sådan uden videre, det ville være en ekspropriation til fordel for debitorklassen og til skade for kreditorklassen; ja ikke engang ekspropriation, for det ville jo ske uden erstatning”. Kreditorerne måtte selvfølgelig sætte sig imod den endelige nedskæring af deres krav, og et kaos af juridiske forviklinger måtte blive følgen. Navnlig måtte der opstå vanskeligheder med udlandet, hvad der ville være des mere betænkeligt, da dette rådede over andre tvangsmidler end netop søgsmål ved domstolene, når det ville gøre krav gældende. Udlandet kunne jo også på anden måde udøve tryk på et lille land. Mest betænkelig måtte dog den moralske virkning være: Danmark ville blive anset for et land, der nedskærer sine forpligtelser. To nationaløkonomiske professorer, Westergaard og Axel Nielsen, spillede i Valutakonferencen samme melodi.

428

Efter førstnævntes fremstilling ville Danmark komme til at stå som et deklasseret land, hvis kronen nedskreves; det ville “komme til at stå i klasse med nye lande, som endnu ikke er kommet rigtig i gang, eller hvor lovgivningen er i uorden”, og man ville atter ymte om, at der er noget råddent i Danmark. Prof. Axel Nielsen konstaterer kort og godt: “En nedskæring af kronen vil udadtil virke som at stryge flaget og vil kun vække pinlig opsigt.”

Derefter meldte den passive kapitals repræsentanter, vekselerer C. O. Henriques og grosserer Ernst Meyer, sig og afviste begge eftertrykkeligt forslaget om en devaluering, en nedskæring af kronens værdi. At de derved varetog deres egne finansielle interesser, at de dermed søgte at gennemtrumfe et gigantisk kapitalrov over for de producerende erhverv, røbede de naturligvis ikke. De forstod tværtimod ganske udmærket at skjule deres sande hensigt ved at fremsætte de mest tåbelige fraser. Henriques mente bl.a., at det jo i og for sig var aldeles forståeligt, når udenlandske nationaløkonomer anbefalede Danmark at nedskære kronen, noget, der bedst kunne gennemføres i valutaødelagte lande, da disse udenlandske eksperter naturligvis meget gerne ville have fat på den danske krone for at få en god forsøgskanin ind på laboratoriet”! Men det kunne man dog ikke gå med til. Han begreb ikke, at så udmærkede nationaløkonomer som de, der er gået i spidsen i dette devalueringsspørgsmål, vil være med til at gøre den danske krone til invalid for livstid, før de har forsøgt de fornuftige og mere blide kure, som den danske krone skulle bruge for den forstoppelse, den lider af, og som efter min mening er opstået ved befolkningens uheldige dispositioner gennem krigsårene, vor høje levestandard og den omstændighed, at befolkningen bruger alt for meget”. På samme måde erklærede Ernst Meyer: “… Vi må bestemt modsætte os en nedskrivning af kronen til en bestemt lavere paritet. Jeg tror, en sådan nedskrivning vil virke til skade for landet. Den vil svække tilliden til Danmarks erhvervsliv og gøre det

429

fuldstændig umuligt for handelen at arbejde med udlandet. Handelen kan jo ikke arbejde med udlandet uden at nyde udlandets tillid og kredit, og begge dele ville blive i høj grad svækkede, hvis man gik til at nedskrive kronen, oven i købet som det eneste land, der endnu har gjort noget sådant. Det er muligt, at hvis vi ville gøre det herhjemme, ville andre blive nødt til at følge med, men jeg synes, det ville være sørgeligt, om Danmark skulle være det land, der gik i brechen med hensyn til at søge akkord, og det er dog faktisk en akkord.”

Prof. Birck skar atter hensynsløs igennem al denne tågesnak, idet han spurgte som Pilatus: Hvad er her moral, hvad er sandhed. Hvis personlige interesser skulle varetages, måtte han gå ind for en deflation, da han jo selv hørte til de passive kapitalister. Dog fortsætter han:

“… Jeg må spørge mig selv: Hvem skal hænges, den aktive kapitalist eller den passive kapitalist? Og jeg vil tilstå, at min sympati er og altid har været hos den aktive kapitalist”.

Disse indvendinger gjorde selvfølgelig intet indtryk på modparten. Bankdirektørerne, repræsentanterne for industri og handel og naturligvis også landbrugets repræsentanter var enig med jøderne i, at guldpariteten måtte nås ved en stille og rolig deflation; blot var man ikke helt enig om, hvorvidt prof. Axel Nielsens opfattelse, at det bedste middel til opnåelsen af målet var en kraftig diskontopolitik, kunne godkendes. Hurtigt enedes man imidlertid om, at der skulle oprettes et stabiliseringsfond.

Diskussionen om årsagerne til de vanskelige valutaforhold efter krigen osv. beskæftigede konferencens medlemmer i flere møder, hvorved der navnlig i det 10. møde den 21. september 1923 blev fremført mange interessante ting om krigs- og efterkrigstidens forrykte spekulationer inden for industrien. I mødet den 7. september 1923 beskæftigede direktør C. C. Clausen fra Privatbanken sig med bankernes kreditgivning og indrømmede,

430

at bankerne uden tvivl havde været medvirkende til at fremkalde og opretholde inflationen, men at de ikke havde kunnet unddrage sig at give store kreditter svarende til det i krigsårene abnormt høje prisniveau. Da dette prisniveau ikke havde forandret sig før krisen indtrådte, havde man ikke kunnet begrænse kreditterne, og Privatbanken havde til dato ikke indskrænket kreditten for en eneste af sine kunder. I øvrigt gjorde direktør C. C. Clausen gældende, at hovedstadsbankerne i det store og hele indtil udgangen af 1919 havde været ude af stand til at kontrollere de industrielle foretagender, da de indtil da havde haft allerstørste besvær med at anbringe penge på lønnende måde og med fuld sikkerhed; kunderne havde disponeret over tilstrækkelige midler uden bankernes hjælp og havde derfor ikke grund til at følge bankernes direktiver. Med lignende argumenter forsvarede C. C. Clausen derefter også Nationalbankens passive holdning over for bankerne; Nationalbanken havde efter hans opfattelse gjort alt det, den kunne, for at opretholde nogenlunde sunde valuta- og kreditforhold. På denne måde mente han i det hele taget at kunne afvise påstanden om, at inflationen var resultatet af en fejlagtig bankpolitik.

Julius Schovelin spurgte straks i anledning af Clausens redegørelse, hvem der da ellers skulle gøres ansvarlig for inflationen; om ikke bankerne, som til stadighed havde hævdet nødvendigheden af at opretholde det bestående prisniveau for at holde produktionen i gang og for navnlig ikke at ødelægge eksportindustrien, der skulle forbedre landets handelsbalance. Og Birck knytter dertil følgende nøgterne overvejelser:

“Hvis vi havde et samfund, der var reguleret ovenfra, ville der være et departement, som skulle udregne, hvorledes kapitalen skulle fordeles blandt de forskellige erhverv. I et borgerligt liberalt samfund som vort påhviler denne opgave bankerne. Det er bankerne og bankdirektørerne, særlig de 4 eller 5 ledende direktører, der skal sige: der er brug for så og så megen kapital til skibsbygning, så og så meget til

431

forsikringsvæsenet osv., men det er en opgave, vore banker har forsømt under krigen. Ellers ville vi ikke have så mange skibsværfter, at vi ved hjælp af dem kan forny vor flåde hvert 3. år”.

Ejendommelige intermezzi oplevede Valutakonferencen med den fra Ballin-koncernen kendte skotøjsfabrikant E. F. Jacob. Denne jødiske industrimand anså det selvfølgelig ligesom sine racefæller Henriques og Meyer for nødvendigt, “at kronen atter går op mod pari, hvis vi skal have sunde økonomiske forhold her i landet” (s. 248). I mødet den 13. september 1923 beskæftigede samme Jacob sig mere indgående med de internationale handelsforhold og bemærkede herom, at det vist var i 1920, at der blev indført for 3 milliarder kr. varer til landet, og at der næppe kan være tvivl om, “at det også var i høj grad skadeligt derved, at disse varer ikke var 3 milliarder kroner værd”, så C. C. Clausen sikkert med rette havde påstået, at de rimeligvis var solgt for en brøkdel af det, de blev indført for. Da Jacob under disse bemærkninger talte, som om dette forhold ikke umiddelbart berørte hans egen virksomhed, bremsede prof. Birck ham med tilråbet: “Deres egen industri indførte også, det var ikke alene handelsimporten”. Dertil svarede så hr. Jacob lidt lavmælt: “Ja, det siger jeg ikke noget som helst til. Jeg kender meget godt de synder, vi selv har gjort os skyldig i, men vi søger at lære af dem og ikke at gentage dem”. Værre gik det denne stormand på industriens område, da han forsøgte at beskylde håndværket for prisåger. I mødet den 16. oktober berettede han fra sin medvirkning i Erhvervenes Priskontrolkomité, at det var gruopvækkende, hvad han der havde erfaret. Han erklærede bl.a.: “Man troede, at når man gik ind i en butik, kunne man handle, men nej, der var prisaftaler. Det grelleste var bagerne, hvor oldermanden bestemte, hvilke priser bagerne skulle tage.” Da repræsentanten for fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk, folketingsmand J. Pitzner, senere blev gjort opmærksom på denne fremstilling, erklærede

432

han kort og godt: “Det, som direktør Jacob der har sagt, er for at bruge et udtryk, som nu er blevet parlamentarisk bundløgnagtigt”. Da mødets leder, direktør dr. Ussing, hertil bemærkede, at det måtte være andre steder sligt kunne siges, men ikke i Nationalbanken, replicerede Pitzner: “Ja, så er jeg glad ved, at jeg har fået det sagt alligevel”.

L. V. Birck førte i alle disse forhandlinger en stadig kamp for sit nedskrivningskrav; han ville have kronen nedskåret til kurs 75. Husmandsføreren folketingsmand Niels Frederiksen viser nogen forståelse for dette forslag, da han også kan indse, at “det er farligt for landbruget at forpligte sig til i fremtiden at betale en ko tilbage med to, fordi man lånte den ene ko på et tidspunkt, da den var meget mere værd, end man kan regne med, den bliver, når man skal betale den tilbage”. Men da han anser det for nødvendigt, at prisniveauet sænkes kraftigt, mener han til slut, at landbruget vil være bedst tjent med at få den redelige krone tilbage: Thi “selv om det vil gå ud over enkelte, som i de senere år har disponeret ret stærkt, vil efter min opfattelse de fordele, som kan ventes, i rigt mål opveje dette, og i hvert fald vil det senere medføre mindre farlige forhold for landbruget”. Birck ironiserede derefter over, at man “af sentimentale, moralske og skandinaviske grunde” vil have pari-kronen genindført. I øvrigt ønskede han, at kronen snarest muligt atter bindes til guldet, og at guldindløseligheden atter etableres for at fritage Nationalbanken for det besvær at ordne valutaforholdene og at lede landets økonomiske liv. I dette spørgsmål havde Nationalbanken grundigt svigtet sin opgave og, sluttede Birck, “jeg foretrækker en automatisk bremse frem for en konduktør, jeg ikke er sikker på”.

Til de mænd, som særlig hårdnakket kæmpede for gennemførelsen af en radikal deflation sammen med de jødiske repræsentanter, hørte endvidere direktør Hassing Jørgensen, det forhenværende medlem af den Radikale regering. Det var

433

i denne anledning, Birck gjorde grundigt op med denne modstander. Det skete, da Birck i Valutakonferencens sidste møde kritiserede, at den foreslåede stabiliseringsplan, ifølge hvilken kronekursen skulle stabiliseres ved hjælp af en med 100 millioner kroner udstyret egaliseringsfond, “i virkeligheden giver en antydning af, at kronen skal op på sit tidligere niveau”. Han konstaterer, at det ikke siges direkte, hvad der dog havde været bedre end at sige en uærlighed dulgt. Derefter fortsatte diskussionen ifølge beretningen om forhandlingerne videre som følger:

“Birck: Faktum er, at her (dvs. i selve møderne) er der ikke tanke om at bringe kronen op på dens gamle niveau. Tanken er faktisk at stabilisere ved en kurs omkring 65. Jeg synes, at det skal siges til befolkningen, at det er de herrers aspiration, højere ønsker de ikke at gå. I øvrigt anser jeg det personlig for galt at blive stående ved 65, fordi prisniveauet efter min mening ligger ved 75. Det har i henhold til det sidste pristal endnu ikke indhentet den sidste stigning i Sterling- og Dollar-kursen. Jeg ønsker vedblivende, at vi får kronen lagt fast, ikke ved 65, men ved ca. 75, for der ligger prisniveauet i dette øjeblik. Men det er ikke det, vi gør her. Vi lader den blive liggende ved 65 med stort besvær og meget maskineri, og antyder så for befolkningen, når konferencen nu hører op, at den hæderlige krone har sejret; de halunker [kæltringer, slyngler], der ville ødelægge vor kredit, er sejrrigt blevet slået tilbage af de gode patrioter, den hæderlige krone er reddet, og vi har gjort en god mands gerning, medens sandheden dog er den, at kronen ligger ved 65.

Bankdirektør Hassing Jørgensen talte om dette påfund, vi havde haft. Jeg tror, det er et påfund, som er meget gammelt. Hvis hr. Hassing Jørgensen ved siden af sin udmærkede bankuddannelse havde anvendt nogen tid på at skaffe sig teoretisk uddannelse, hvad en bankmand ikke har skade af at have, havde han undgået denne bemærkning. Fordi han ikke har forstået hele denne sag, behøver den ikke at være særlig dybsindig.

Ussing: Jeg tror, at professor Birck skulle afholde sig fra personligheder.

Birck: Ja, men hr. Hassing Jørgensens optræden var, som ikke så sjældent, udtryk for hr. Hassing Jørgensens had til bøger og folk, der læser bøger, noget, som gentagne gange har ført ham på vildspor. Så må man have lov til at værge sig …”

434

At Valutakonferencens udgang har været en bitter skuffelse for L. V. Birck, der af hensyn til det arbejdende folk, til de såkaldte aktive kapitalister, søgte at forhindre en deflation, fremgår med tilstrækkelig tydelighed af denne sidste kontrovers. Men dermed havde jo jøderne også vundet sejr. De vidste nu, at der ville blive indledt statslige foranstaltninger til stabilisering af kronen, og at tidspunktet dermed var inde til atter at lænse statskassen tom ved snedigt tilrettelagte valutaspekulationer. Syn for sagen giver først de ovenfor omhandlede baisse-spekulationer, Theo. Kliatschko er inde på i januar-februar 1924, og godt et år senere Erik Glückstadts og konsorters hausse-spekulation. (Jvf. afsnit 8-c). Det kom netop (til at gå) således, som prof. L. V. Birck forudsagde i Valutakonferencens møde den 28. august 1923, da han ganske tydeligt forklarede, hvad der ville ske, når man straks genindførte pari-kronen. “Jeg vil”, erklærede han, “have lov til at sige, at hvis vi virkelig fik kronen op til 27 cents i morgen, ville Nationalbanken blive drænet, fordi der er så megen fortjeneste for de udlændinge, der har danske kroner eller danske obligationer eller overhovedet danske kronefordringer, at de straks kan realisere den gevinst, idet de har fået dem til 20 cents, og når man kan bringe 7 cents hjem af hver krone lige straks, antager jeg, at de fleste vil gøre det”. Nå, sådan spekulerede jøderne også. Nu satte først en mægtig kapitalflugt ind, og da så tiden var inde, i sommeren 1925, piskede en forceret efterspørgsel efter kronen fra de internationale finans-hyæners side som nævnt kronen op imod pari i løbet af 3 til 4 uger (fra en guldværdi på ca. 60 ved årets begyndelse og ca. 70 i slutningen af juni til en guldværdi på godt 90 i slutningen af juli 1925) — og dermed var forretningen gjort.

Diskussionen om pari-kronen førtes i øvrigt naturligvis også videre efter, at Valutakonferencen var endt. De stadigt vedvarende kurssvingninger og de dermed i sammenhæng stående valutaspekulationer gav mere end nok anledning dertil. F. eks. drøftedes spørgsmålet meget indgående

435

på de jydske landboforeningers delegeretmøde i Århus den 10. november 1923, hvor lægmanden, seminarieforstander Jens Byskov og den sagkyndige prof. L. V. Birck tog en tørn om dette så hårdt omstridte problem. Her krævede Jens Byskov, at guldindløseligheden atter måtte indføres, men at det ikke mere måtte være storbankerne, der skulle have bestemmelsesret over pengeforholdene. Han ville ikke have kronen “nedskrevet”, thi: “Det vil i virkeligheden sige, at vi må gå fallit. Så skulle vi jo tro, at det var Nationalbanken, der var insolvent; men den har jo indtil nu betalt det sædvanlige udbytte, og den har nylig udsendt en erklæring om, at den godt kunne indløse alle sedlerne mod guld. Skal Staten da gå fallit og nedskrive sine obligationer? Men Valutakommissionen siger jo, at Staten sidder godt nok i det, og hvis den så kun betaler 60 pct. af sin gæld, er der intet andet navn herfor end svigagtig fallit. Hvad privatfolk angår, må de virkelig betale deres gæld med de samme guldkroner, som de stiftede den med … (inflationsgæld lader den moralske Jens Byskov naturligvis fuldkomment ude af betragtning! forf.). Der sker ingen uret ved at give kronen dens guldværdi igen; men der sker blodig uret mod de virkelige sparere ved ikke at gøre det”.

Byskov blev her imødegået af prof. L. V. Birck, som atter gjorde gældende, at valutaspørgsmålet kun måtte betragtes ud fra rent økonomiske synspunkter, og at man måtte spørge, hvilken ordning der ville gavne erhvervslivet bedst. Han tvivlede ikke om, at det danske folk forlangte en ærlig valuta, men man måtte være klar over, at den kunne også opnås ved at stabilisere kronen på et nedskrevet kursniveau. I øvrigt ville det, erklærede Birck, ikke være tilstrækkeligt, hvis man kun forsøgte at nå frem ad devise-politikkens vej; den måtte følges af en målbevidst diskontopolitik og en regulering af udenrigshandelen. Betænkeligt ville det være at åbne for guldet, da det næppe kunne antages, at det danske folk straks kunne tage et prisfald på 30 pct. “Det er”, fortsatte Birck, “et offer, man skal erklære sig villig til at bringe, og her gælder ingen snak om hæderlighed i almindelighed; thi prisfaldet er en realitet, som man må tage stilling til”. Og han resumerer: “Der vil vist være overvejende enighed om, at vi ikke kan åbne for guldet til pari-kurs”. Han uddybede denne tankegang ved senere i diskussionen at tilføje: “Jeg mener, at man i løbet af 2–3 år vil få et lavere prisniveau for landbrugsprodukter. Men kan landbruget så tåle det 30 pct.’s fald, som vil blive følgen af stabilisering til pari nu?”

Så vidt om de divergerende meninger på det store landbomøde i Århus.

Regeringen gik naturligvis sine egne veje og fulgte atter højfinansens paroler.

436

Egaliseringsfonden blev en katastrofe, men dermed blev planen om at stabilisere og samtidigt kursforbedre kronen ikke opgivet. Tværtimod! umiddelbart før Jul 1924 gennemførtes en ny lov om valutaforanstaltninger på Rigsdagen, ifølge hvilken det atter blev fastslået, at Staten med alle midler ville gennemtvinge en deflation. Det bestemtes her bl.a., at Staten skulle medvirke ved tilvejebringelsen af en kredit for Nationalbanken på indtil 40 mil. kr. U.S.A.-Dollars og yde statsgaranti for dette beløb, og at Nationalbanken derefter ved hjælp af Dollar-kreditten skulle “opretholde en sådan kurs for U.S.A.-Dollars, at kursen på Københavns Børs ikke overstiger i tiden indtil 1. juli 1925 5,74, i halvåret indtil 1. januar 1926 5,60, i halvåret indtil 1. juli 1926 5,46 og i halvåret 1927 5,32”. Det var klar besked. For i øvrigt også på anden måde at demonstrere, at man var fast besluttet på at gennemføre deflationen, tog seminarieforstander Jens Byskov (senere undervisningsminister i Ministeriet Madsen-Mygdal) nu på ny fat, idet han i foråret 1924 i Horsens udgav sit ominøse skrift: “En ærlig Krone”, i hvilket han forsøgte — for at benytte hans egne udtryksmåder — som Svend Due — “at tænke selv, så godt som vi forstår”* og derved rigtignok også dummede sig så godt som nogen kunne gøre det.

Byskov dømte selv ikke så fejl endda, for så vidt han forsøgte at tegne et billede af den herskende finansielle situation. Da er det ligefrem forbløffende, så klart han ser. Ganske nøgternt indrømmer han, at landet strengt taget ikke har noget Rigsdags-styre, snarere et Finansudvalg-styre. Men dog heller ikke dette. Nej, erklærer han ganske frimodigt: “Det ville være rigtigere at sige, at vi styres og regeres af højfinansen”,

*) Her er tænkt på helten Sven Duva i Runebergs ” Fänrik Ståls sägner “, om hvilken der siges i digtet, at han ” tog till at tänka själv, så gott han det forstod “.

437

hvorved han rigtignok trøster sig med, at dette forhold såmænd også hersker “i de fleste andre lande, der har den lykke at styres parlamentarisk”. Altså: Parlamentarisme og højfinansdiktatur hører sammen — og så betegnes det oven i købet som en lykke, at landet styres parlamentarisk. Byskov bemærker endog:

“Højfinansen er i alt fald en magt i vore samfund, som vi skulle se at få øje på; det er på høje tid, at det sker. Det har været os et dyrt styre; og det bliver meget dyrere endnu; vi har ikke mere end lige begyndt at se de regninger strømme ind, som det styre har skaffet os at betale”.

Dette siger altså Venstre-manden Byskov med rene ord, taler åbent om denne magt i Staten og om dens infame afpresningsmetoder, således som de anvendtes af Glückstadt i forhandlingerne med Neergaard osv. Og derefter ofrer selvsamme forfatter 40 sider i sin pjece på 1) at bevise at han ikke forstår det bitterste om valutaspørgsmålet og 2) til trods herfor at give gode råd til løsning af dette problem ikke ud fra nøgterne økonomiske synspunkter, men under hensyn til et etisk imperativ. Og resultatet bliver, at han — just som den jødiske højfinans — krævede den “ærlige” den “hæderlige”, den “redelige” krone — eller hvad barnet ellers skulle hedde — genindført, og at han, — i nøje overensstemmelse med de af d’herrer Henriques, Meyer, Jacob osv. i Valutakonferencen fremsatte anskuelser — taler om, at det må være en æressag for gamle Danmark, at kronen atter bliver den gamle Ærlige Krone. Hvad skidt, om derved de hundrede og atter hundrede millioner kroner, der er stiftet som gæld i inflationsårene, skal betales tilbage i guldmønt — det gør intet; thi selvom det også blot kan gavne den passive kapital — højfinansen, der regerer landet — så må man tage det med i købet, når blot landets ære reddes. Jens Byskov postulerer bl.a., at landbruget må kunne bære det, og hvis ikke — ja, “hvis det virkelig var således, hvis vort

438

landbrug kun kan bestå på den betingelse, at vi kører med uærlige penge, altså skal holdes oppe ved kunstige midler, så skal man da lade være med at kalde det vort bærende erhverv”. Ikke sandt: det var dog en ligefrem genial indvending. Hvad duer landbruget vel til, hvis det ikke kan forrente og afbetale en klatskilling på flere hundrede millioner kroner svindelgæld!? Også katastrofen i industrien vil, mener Byskov, blive overkommelig, selvom den også i stor udstrækning arbejder med inflationsgæld. Og han holder sig i bedømmelsen af denne sag til — “Finanstidende”! Dette organ havde nemlig sagt: “Opgaven, som hele nationen skælver for, og som vore ledende finanskredse famlende tøver over for, er ikke hekseri. Faren ligger mest i den tøvende frygt. Tager man handlekraftigt på ondet, da lader det sig udrydde som et giftigt kryb”. Se, det er betragtninger, Byskov kunne godkende, efter at han havde taget beslutning om at efterleve Sven Duvas leveregel, at “tænke selv så godt han det forstod”. Og Byskov fremmaner til slut al verdens ulykker over det syndige danske folk, hvis det ikke efterkommer højfinansens paroler og støtter kravet om genindførelsen af den såkaldte Ærlige Krone. “Vi går til bunds”, siger han, “uden nogen som helst undskyldning, og kommer vel derfor også blandt folkene til at bære på den foragt, som vi i fuldeste mål har gjort os fortjente til”.

Med sådanne betragtninger vakte Byskov i den grad opmærksomhed hos jævne folk, at han straks anerkendtes for at være en særlig ekspert på valutaspørgsmålets område og nogen tid senere blev valgt ind på Rigsdagen!

Nå: landet fik jo den “ærlige” krone. Ikke fordi lovgivningsmagten ønskede at gennemføre en langsom og lempelig deflation, indtil guldpariteten var nået, men fordi højfinansen gennemtrumfede den efter de retningslinjer, den anså for rigtige. Det var udenlandske kræfter, der ved storstilede valutatransaktioner pressede kronens kurs opad og derved indtjente fantastiske millionbeløb, og det var den indenlandske

439

kapitalmagt, som ved genindførelsen, af pari-kronen atter havde konsolideret sin stilling og nu mere effektiv end nogensinde før kunne videreføre sin udplyndringspolitik over for de producerende erhverv, landbrug og industri.

“Finanstidende”, det udprægede talerør for finansmagtens interesser — et organ, som i denne periode i første række støttedes af vekselererfirmaerne R. Henriques jr., I. S. Hahn’s enke og brødrene Trier — kendte selvfølgelig i hele denne sag intet større mål end en fortsat højnelse af kronens værdi. Gang på gang hævdes dette krav. Bladet er derfor også glad for valutaloven af december 1924, i hvilken der efter dets opfattelse endelig var bleven lagt en fast retningslinje for landets valutapolitik, og det jubler, da kronen i sommeren 1925 ryger i vejret med rasende fart, trods Regeringens gode ønsker om blot at nå langsomt frem til målet. Glædestrålende konstaterede dette finansorgan i løbet af foråret 1925, at den engelske valuta var godt på vej hen imod pari-værdien; så måtte jo vel også den danske krone følge efter. Der viste sig også snart antydninger af en forholdsvis hastig deflation; den 16. april 1925 peges bl.a. hen på, at den danske valuta godt et år i forvejen havde stået 11 à 12 øre lavere end nu, idet dens internationale værdi var steget fra 57 øre til 68 øre. Den 20. 5. fremhæves, at det internationale prisfald er i færd med at øve et stærkt tryk på erhvervslivet, og at valutastigningen kan gøre trykket utåleligt. Men alligevel erklærer “Finanstidende”: “Vi fastholder i hvert fald, at kronen bør med alle midler søges tilbageført til sin guldparitet”. Og så kommer den herlige, den dejlige tid, da den internationale højfinans bemægtiger sig kronen, da Erik Glückstadt derovre i New York trækker i snorene,* og da kronens internationale værdi stiger fra uge til uge, i forhold til Dollaren fra …

*) Jvf. ovenfor afsnit 8 c, s. 309 flg.

440

DatoKurs 
22. juni521 
29. juni507 
  6. juli485 
18. juli488,75 
20. juli469 
27. juli439,50 
24. august416 
31. august, medens ...401 

 … 373,15 var parikurs. Usigelig og ubeskrivelig den glæde, kapitalens vogtere oplevede i disse dage!

Og hvem var det så, der fremtvang denne hurtige stigning i den danske krones værdi?! Ja, det er bedst, at finansmagtens eget organ, “Finanstidende”, selv fortæller det, da det er særlig godt inde i sagen og for en gangs skyld giver temmelig god besked. Dette ugeblad meddeler den 8. juli 1925 i en artikel: “Kronestigningen”, bl.a. følgende:

“Hvor mange reelle forhold der endnu kan anføres som medvirkende årsager til den stigning i kursen på danske kroner, som den sidste tid har bragt — man har således og sikkert med rette henvist til bankernes kreditstramningspolitik, forbrugsindskrænkningen under lockouten, de gode høstudsigter m.v. — tør det dog betragtes som givet, at udviklingen aldrig ville have antaget en så voldsom, ja man kunne fristes til at sige katastrofal karakter, om der ikke havde været udenlandsk og da i særlig grad Amerikansk spekulation med i spillet. Man behøver blot at se på bankernes månedsbalancer, der bærer vidne om en så rigelig tilstrømning af udenlandske kapitaler, at privatbankerne i vidt omfang har set sig i stand til at nedbringe deres rediskontering hos Nationalbanken, eller på obligationsmarkedet, hvis dag for dag stigende kurser taler et ikke mindre tydeligt sprog. Og som en yderligere bekræftelse på, at det for en stor del er udefra kommende kræfter, der gør sig gældende, kan man henvise til den mærkelige parallelitet, der i den senere tid har præget danske og norske kroners bevægelser.

Hvad er det da for forhold, der har bevirket, at man i den sidste tid fra Amerikansk side har næret en så påfaldende interesse for vor ellers lidet påagtede valuta? Ja, først og fremmest er årsagen naturligvis den, at der er et overskud af kapital på det amerikanske pengemarked.

Oven på den aktivitet, som prægede erhvervslivet i årets første måneder,

441

er der nu indtrådt en vis stagnation, der måske ikke helt lader sig forklare ved begrebet sommerstilhed alene, og dette har ganske naturligt haft til følge, at betydelige kapitaler, som under andre forhold ville være blevet anbragt i råvarer o.l., nu har fundet vej til pengemarkedet …”

Artiklens forfatter gør derefter rede for forholdene på det amerikanske obligationsmarked og fremhæver, at den stærke stigning i obligationskurserne, der i løbet af det sidste år har medført, at den effektive rente, som kan opnås ved købet af sådanne obligationer, ikke er overvældende stor. Og dernæst fortsætter han: “Det er derfor kun, hvad man måtte vente, at de, der ligger inde med likvide midler og er parat til at tage chancen, hvor den måtte melde sig, i den senere tid i voksende grad har rettet blikket mod de forhåndenværende udenlandske investeringsmuligheder. Så længe den engelske valuta endnu manglede et stykke i at have nået pari, var det ganske naturligt først og fremmest denne, der tiltrak sig Amerikanernes opmærksomhed. Men efter at yderligere gevinstchancer nu er udelukket her, har man set sig om efter andre valutaer, der kunne give håb om en lignende kursavance. Og her har man da forklaringen på, at efterspørgslen efterhånden særlig har rettet sig mod danske og norske kroner samt spanske Pesetas, de eneste ustabile valutaer, der har mulighed for engang at nå pari. Hvorvidt denne mulighed nogensinde vil blive realiseret, er en sag for sig, men hidtil står alle tre lande i hvert fald officielt på det standpunkt, at de ønsker valutaen hævet, og fra Amerikansk side har man derfor fået den opfattelse, at her var der noget at gøre”.

Finansorganet giver altså ganske åbent til kende, at kronen er blevet til et spekulationsobjekt for den internationale kapital, og at det navnlig er amerikanske kredse, der i tillid til den danske statsledelses gentagne forsikringer om, at man ville genskabe den såkaldte Ærlige Krone, i tide begyndte med at hausse kronen. Denne udvikling strakte sig imidlertid over flere måneder, idet bevægelserne på Nationalbankens vekselportefølje allerede fra efteråret 1924 tydeligt lod erkende, at kronestigningen var på vej. I hvilken grad kapitalen udefra atter var begyndt at strømme ind, viste sig som nævnt i første række deri, at Nationalbankens vekselportefølje forringedes. Den sank fra ultimo august 1924 til ultimo august 1925 med ikke mindre end 200 mil. kr. På “Veksler med Indlandet” indestod ult. august 1924 endnu 277,3 mil. kr.

442

Den var sunket pr. 29. 11. 1924 til 230,9 og pr. 31. 12. s.å. Til 186,9 mil. kr. Den 30. 4. 1925 udviste denne post rigtignok 197,6 mil. kr., men derefter gik det atter strygende nedad, den 30. 5. til 181,8, den 30. 6. til 111,2, den 31. 7. til 80,2 og den 31. 8. 1925 til 75,6 mil. kr. Dertil må bemærkes, at denne udvikling var godt forberedt, da der allerede siden efteråret 1923 var blevet klaget over stigende kapitalflugt, et fænomen, som er af allerstørste betydning, men som tilsyneladende er undgået “Finanstidende”s opmærksomhed. I virkeligheden lå sagen jo sådan, at de penge, som før i tiden var blevet brugt til at hausse fremmed mønt, nu vendte tilbage. I øvrigt pointerer finansorganet endnu udtrykkeligt, at det ikke var den socialdemokratiske regerings fortjeneste, ej heller Nationalbankens, at kronekursen atter var nået op imod pari, ligesom det fremhæver, at Nationalbankens så stærkt attråede kreditindskrænkning ikke var opnået ved egen hjælp, men at den, takket være kronestigningen, var kommet “som en tyv om natten”.

Da nu deflationen var så godt i gang, var det naturligvis til sidst “Finanstidende” meget om at gøre at få kronen op til guldpariteten så hurtigt som muligt. Den måtte for Guds skyld ikke mere nedskrives. Da Valutaraadet hen imod slutningen af juli 1925 genoptog forhandlingerne om kronens stabilisering, advarede bladet indtrængende mod at genoptage planen om en stabilisering ved 80. Det erklærede herom bl.a.: “En sådan pengereduktion svarer, om ikke til en statsbankerot, så til en akkord, som ikke lader sig vedtage uden kreditorernes samtykke eller ifølge en lov. Men endvidere vil en sådan konfiskation af privat ejendom stride mod grundlovens § 80 og derfor til sin gennemførelse kræve en grundlovsændring”. (Sp. 960). Sådanne kraftige varselsord mente dette kapitalmagtens organ at måtte rette til Valutaraadet for at skræmme det bort fra nedskæringsprojektet. Nu var inflationen selvfølgelig grundlovsstridig, lig en statsbankerot osv., men da inflationen i årene 1916–23 gennemførtes i

443

kapitalmagtens favør, var der naturligvis ikke tale om sådanne ting. Nu havde de internationale jødiske børsjobbere tjent tykt ved hausse-spekulationen i danske kroner; da ville det selvfølgelig være en skandale, hvis man berøvede dem en del af spekulationsgevinsten ved at stabilisere kroneværdien f.eks. i 80. Derfor halløjet! Rigtignok er man nu klar over, at prisniveauet under de nye forhold må sænkes hurtigst muligt, helst i løbet af 3 måneder; “Finanstidende” mener, at “når valutaen stiger 10 pct., skulle løn, husleje, skatter, renter etc. automatisk reduceres med 10 pct.”. Men nedskæring af kroneværdien måtte under alle omstændigheder undgås.

Det nævnes i denne sammenhæng i “Finanstidende”, at de sjællandske husmænd havde krævet kurs 80, et år i forvejen på prof. Bircks foranledning endog kurs 70; men “Finanstidende” siger hertil nej, nej og atter nej. Og herefter retter det en bidende hån mod landbruget, som nu tuder, fordi dens indtægter går ned, omendskønt landboerne, ja hele folket i lange baner havde “brølet” på Nationalbanken for at få den til at redde kronen fra undergang” og netop nu havde fået deres ønske opfyldt. Da socialdemokraterne kræver en formueskat indført, bemærker dette vekselerernes standsorgan, at kravet lyder meget besnærende, eftersom kreditorerne i landet jo nu havde tjent op til 30 pct., når kronen skulle gå i pari, og hvorfor skulle de så ikke aflevere noget deraf til deres medborgere, som bærer tabet. Men så afviser det alligevel denne tanke med en flot håndbevægelse, idet det hævder, at “rent principielt betyder kronens tilbageføring til pari kun, at kreditor får sin retmæssige ejendom tilbage”. Det var fuldkommen urigtigt, da finansbladet selvfølgelig godt vidste, at en meget betydelig del af den bestående gæld var stiftet i inflationskroner, og at man jo nu også krævede hele denne gæld forrentet og tilbagebetalt i kroner med en væsentlig forbedret købeevne. (F.eks. var grænselandet Nordslesvig to gange bleven bogstaveligt snydt og

444

bedraget, ved først at få det ved Mark-inflationen opståede formuetab på ca. 300 mil. kr. erstattet med en femtedel ved valutaudligningen, 60 mil. kr., udbetalt i inflationspenge, og dernæst ved at være tvunget til at stifte kronegæld ganske udelukkende i inflationskroner. En Ærlig Krone blev jo dengang for landsdelen et fuldkommen ubekendt begreb!)

Hvorom alting er: Finansmagtens håb og forventninger med hensyn til valutaforholdenes udvikling gik fuldkomment i opfyldelse; også i 1926 steg kronekursen jævnt og støt, og fra 1. januar 1927 havde landet atter en lovfæstet guldparitet.

At dette resultat måtte have en gennemgribende forskydning i velstandsforholdene til følge, var forudset, og navnlig havde prof. L. V. Birck fremhævet denne konsekvens og advaret mod følgerne af en sådan pengepolitik. Spørgsmålet bliver herefter, hvad de indenlandske kreditorer, kapitalmagten, har kunnet tjene ved den forskydning i kronens købeevne, som var en nødvendig følge af genskabelsen af guldpariteten. Med hensyn til fondsejerne lader denne fortjeneste sig nogenlunde beregne. Det viser sig nemlig, at

den samlede prioritetsbehæftelse i årene 1919 til 1926 er steget med mere end 3 milliarder kroner. Ifølge “Statistisk Aarbog” beløb den samlede sum af indtegnede behæftelser i de nævnte år sig til i alt 7.593.293.000 kr., og den samlede sum af udslettede behæftelser til 4.399.465.000 kr. Tilgangen i prioritetsbehæftelsen androg herefter i denne inflationsperiode ikke mindre end 3.193.828.000 kr. Heraf faldt i årene 1921–26*:

 Kr. 
På København og Frederiksberg515.168.000 
På provinsbyerne461.584.000 
På landdistrikterne1.317.807.000 

*) For årene 1919–20 giver “Statistisk Aarbog” ikke særskilte oplysninger vedrørende fordelingen af prioritetsgælden.

445

Hovedparten af de ny indtegnede behæftelser var kreditforeningslån, idet de i kredit- og hypotekforeningerne optagne nye lån i årene 1919–26 beløb sig til i alt 2.032.956.000 (inkl. 96.045.000 kr. hos Kreditforeningen af Kommuner i Danmark). Da der over for de godt 2 milliarder kroner nye lån stod ca. 350 mil. kr. indfriede lån, androg forøgelsen af kredit- og hypotekforeningsgælden alene i denne periode netto ca. 1.7 milliarder kroner.

Når der nu kan gås ud fra, at kreditorerne for den i inflationsårene stiftede prioritetsgæld ved indførelsen af guldpariteten, som “Finanstidende” ganske rigtigt oplyser, har tjent ca. 30 pct., vil det sige, at kreditorerne til prioritetsgælden, hvis stigning udgjorde 3 milliarder kroner, ved deflationen tjente ca. 900 mil. kr. I virkeligheden kan denne fortjeneste imidlertid sættes væsentlig højere, da der her ses bort fra debitorernes tab som følge af de lave obligationskurser i overgangsårene efter krigen. Men dertil kommer den forbedring af velstandsforholdene for besidderne af den passive kapital, som opnåedes derved, at også statsobligationerne, som udstedtes i de første efterkrigsår, steg tilsvarende i værdi. Herved tænkes på de i denne periode optagne indenlandske statslån, som beløb sig til yderligere 350 mil. kr. Tages således alt i betragtning, kan det uden betænkning fastslås, at den formuetilvækst, den passive kapital, finansmagten opnåede ved deflationen, i virkeligheden har andraget mere end en milliard guldkroner! (alene Nordslesvigs gældsbyrde over for kapitalmagten uden for landsdelen lå, ifølge cand.polit. Johan Paulsens beregninger, målt i realgoder ca. 200 mil. kr. højere end de overtagne forpligtelser!)*

*) Jvf. Lorenz Christensen, Nordslesvig venter —. Kbh. 1935, s. 292.

446

Det var denne gave, forkæmperne for den Ærlige Krone, hvad enten de tilhørte finanskliken eller også var systempartiernes håndgangne mænd som Jens Byskov, Thorvald Stauning, Christmas Møller osv., mente at måtte forære de såkaldte passive kapitalister, specielt jødemagten.* Denne transaktion var jo strengt taget ikke andet end en kæmpemæssig ekspropriation af de brede befolkningslag, af den såkaldte aktive (arbejdende) kapital, til fordel for højfinansen. Når man holder sig denne kæmpemæssige formuekonfiskation i erindring, væmmes man ved den helt igennem uredelige parole om den “redelige” krone, ved de forlorne fraser om den “ærlige” krone, som desværre i ganske væsentlig grad …

*) Det kan ikke fremhæves stærkt nok, at det var kapitalmagten, der gav stødet til, at Rigsdagen gik ind for genindførelsen af pari-kronen, og at det var jødiske finansmænd her i landet og på det internationale kapitalmarked, der gennemtrumfede deflationen. Og det er bundløgnagtigt, når man vil gøre andre kredse end netop den jødiske finansverden ansvarlig for denne udvikling. Til trods herfor forsøger de herskende systemkredse selvfølgelig nu gang efter gang at forplumre disse kendsgerninger og at frikende højfinansen, som i så utrolig grad profiterede ved genindførelsen af pari-kronen, for ethvert ansvar. I denne henseende præsterede “Politiken” noget ganske enestående, ved for ganske kort tid siden at give fhv. statsminister Madsen-Mygdal hele skylden for deflationen. Dette blad bemærkede nemlig i anledning af hans død den 23. februar 1943: “Det var Madsen-Mygdal, der som formand for Landstinget valutaudvalg i 1925 fik gennemført en valutaordning, der i løbet af få uger jagede kronen i pari, og fra denne pariføring stammer en meget væsentlig del af de vanskeligheder, som det gældbundne landbrug i lange tider derefter måtte slås med”. Det lyder meget pænt, men det er ikke sandt. Thi agitationen for kroneopskrivningen var som ovenfor påvist indledt allerede 1923, altså længe før Madsen-Mygdal blev formand for Landstingets Valutaudvalg, og det var ikke hans værk, men Regeringens og Rigsdagens værk i det hele, at forudsætningerne for den forrykte kronedeflation skabtes. Det var jøder, der stod bagved, jøder og nok engang jøder, der fremtvang den rapide stigning af kroneværdien og derved opnåede millionfortjenester, medens erhvervslivet samtidig udsattes for de alvorligste rystelser. Sådan ligger landet. Men “Politiken” anser det altså for klogt at fremstille sagen, som om Madsen-Mygdal af egen drift (fortsættes …)

447

… skulle bidrage til at vække folkestemningen for en hurtigst mulig deflation. Det er ikke gjort med at karakterisere Byskovs kummerlige åndsprodukt som “bænkevælling” — således som det skete i “Nationaløkonomisk Tidsskrift”, men pjecen er ikke mindre end en på tryk udført statsforbrydelse, og forbrydelsen består ikke, som dir. Carl Ussing søger at give udseende af i sin bog om “Nationalbanken 1914–1924”, deri, at Byskov krævede guldindløseligheden indført, men deri, at han krævede pari-kronen genindført. Guldindløseligheden kunne, som af Birck allerede påvist i Valutakonferencens forhandlinger, også have været indført ved stabiliseringen af en nedskreven krone. Byskov skrålede op: “Vi går til bunds!” …

(… fortsat) skabte den situation, der i sommeren 1925 skulle invitere den internationale spekulationskapital til at styrte sig over den danske krone. Derved røbes der selvfølgelig intet om, hvorledes de københavnske storkapitalister har forstået at få tag i landets ledende politikere og at tvinge dem ind i den for samfundet så skæbnesvangre deflationspolitik. Det havde været interessantere, hvis bladet havde gjort rede for denne side af sagen og havde givet oplysning om, hvem der i dette tilfælde gav mænd som Stauning, Madsen-Mygdal osv. de fornødne direktiver, omendskønt det jo i og for sig ikke er vanskeligt at få øje på de forbindelser, Statens ledende mænd også i den her omhandlede periode havde med kapitalmagtens forgrundsfigurer, med Ø.K.’s direktører (deriblandt statsminister Madsen-Mygdal’s broder), med store jødiske industrimænd som Benny Dessau, Ernst Meyer osv.

Når i øvrigt “Politiken” i anledning af Madsen-Mygdals død bemærker, at denne i udpræget grad havde evnen til at forme slagord og derved tillægger ham æren for at have skabt udtrykkene: “Den Ærlige Krone” og “kræfternes frie spil”, så er dette selvfølgelig også ved siden af. “Den Ærlige Krone” er efter al sandsynlighed Jens Byskovs opfindelse; i det mindste er det seminarieforstander og Venstres undervisningsminister Byskov, som igennem sin forvirrede pjece om: “En ærlig Krone” skabte sangbund for dette slagord i de brede befolkningslag. Og talen om “kræfternes frie spil” er jo liberalismens grundidé og har sin oprindelse langt tilbage i tiden. Dette udtryk opstod allerede i sidste halvdel af det 18. århundrede, da det brugtes meget i diskussionen mellem Adam Smith og fysiokraterne (en række især franske tænkere og naturretsfilosoffer fra sidste halvdel af 1700-tallet. Deres idéer kan ses som en reaktion på den merkantilistiske politik, som var blevet ført siden 1600-tallet, og som indebar, at staten søgte at fremme byerhvervene, især industrien, ved dannelse af offentlige monopoler og ved indgreb i udenrigshandelen. Kilde: Den Store Danske.) Det er derfor næsten alt for megen ære for Madsen-Mygdal, når han nu skal gøres til ophavsmand også for denne parole.

448

… og kommer til at bære alverdens foragt, hvis vi ikke genindfører guldpariteten — men han glemte at tilføje, at den formueforskydning, han dermed tilsigtede, skulle beløbe sig til en milliard kroner og mere end det og at det i første række ville blive den jødiske højfinans her og i udlandet, der skulle få denne — lad os sige: klatskilling — foræret. At han i øvrigt ved denne ordning også ville fremkalde landbrugets ruin, kunne selvfølgelig være ham som Venstremand og hr. Neergaards værdige partifælle revnende ligegyldigt.

Hvis man nu tror, at Byskov og overhovedet de parlamentariske partier har fået tak fra kapitalmagtens side for den milliardgave, den fik, tager man grundigt fejl. Da systempartierne erkendte virkningerne af deflationen, bragtes naturligvis nu i den første rædsel den tanke igen på tale, om man ikke nu kunne bremse kronens hurtige stigning og alligevel foretage en vis kronenedskrivning. Dette problem drøftes bl.a. også i Valutaudvalget den 16. – 19. februar 1926. “Finanstidende” beretter imidlertid, at nedskæringstilhængerne nu var slået fuldkommen ud, i den grad, at endog den Radikale Venstre-mand Niels Frederiksen havde opgivet ævred og var blevet tilhænger af pari-kronen. Og dernæst giver “Finanstidende” (den 24. februar 1926) følgende ikke særligt smigrende skildring af de parlamentariske partiers evneløshed, letsindighed, og rådvildhed:

“I deres nød greb de romantiske politikere i lommeformat til den store gestus; på deres foranledning var Valutaudvalget bleven indkaldt, nu gjaldt det om at bringe forfjamskelse i situationen, en taktik, disse herrer altid har været mestre i, og som også altid har en mulighed for at føre til resultat i et land, hvor øllebrød og kompromisser er nationalretter. De Radikale gik så vidt som til at indbringe et forslag om kronens stabilisering i 5 år — var det i 5 år? — før man højnede den yderligere. Således forsøgte de at holde på skillingen og lade kronen gå. Venstre stod i en slem kattepine; for ikke længe siden var dette parti ude af sig selv af raseri over den usle nationalbank, der havde ruineret landets mønt og bar eneansvaret for finanskatastrofen.

Venstre havde det smukkeste program udarbejdet om guldindløsning

449

samtidigt med, at det overfusede banken med injurier. Og nu, da Socialdemokratiets ministerium var ved at komme i pari med laurbærkrans og palmedekorationer, nu viste de smukke Venstre-idéer sig kun at være store ord og fedt flæsk i halsen. Venstre turde hverken sige bu eller bæ, og på denne platform fik hr. statsminister Stauning den taknemmelige rolle at optræde som pari-kronens frelsermand, uden ængstelse for at sætte ministeriets eksistens ind på dette standpunkt.”

Således hoverer vekselerernes hoforgan nu, da kuppet i det store og hele er lykkedes. Og Socialdemokratiet nyder den ære at være i kridthuset hos storkapitalisterne, idet “Finanstidende” til slut anerkender, “at Regeringen er optrådt med fasthed i denne forkvaklede politik” og at den — “støttet af Nationalbanken og hele den offentlige mening inklusive det meste af den Radikale og Venstre-pressen uforbeholdent er gået ind for pari-kronen med guldindløsning før årets udgang”. Højfinansens direktiver vil altså fremdeles blive fulgt, som før under Zahle og Neergaard, således nu også under Stauning. Om de Konservative er her ikke tale. Om deres mening kunne der jo ikke være tvivl, så længe det blot var storkapitalisterne, der lavede profitten.

Før årets udgang var som foreskrevet guldindløsningen genindført.

Da deflationen var afsluttet, foreslog prof. L. V. Birck at foretage en generel nedskrivning af pålydendet på alle obligationer, både på kredit- og hypotekforeningsobligationer samt på statsobligationer, med 10 pct. Han blev imidlertid fra rette hold kraftigt afvist og beskyldtes for med sådant forslag at gøre sig til talsmand for krav, man ellers kun ville høre fremsat på en syndikalistisk talerstol. Omendskønt “Finanstidende” selv i juli 1925 havde anset et sådant krav for rimeligt, måtte der nu altså ikke mere være tale om en sådan ordning. Nu havde kapitalen jo sit på det tørre. Og herefter kunne det naturligvis ene og alene dreje sig om at frembringe en sænkning af det almindelige prisniveau, og navnlig at få arbejdslønnen reduceret.

450

Men renterne — helst også skatterne — skulle der sandelig ikke røres ved.

Da Danmark nogle år senere, 1931, under indflydelse af Sterling-kursens udvikling atter måtte forlade guldpariteten, gik prof. L. V. Birck med den konsekvens, der før havde præget hele hans stilling til valutaspørgsmålet, ind for shilling-kronen. Da der i marts 1932 forbigående var tale om, at Sterling muligvis ville blive tilbageført til pariværdien, mente han, at kronen i et sådant tilfælde ikke burde følge helt med, men fastlægges ved 90. Den 9. april 1932 erklærede han imidlertid, at han ønskede kronen guldstabiliseret ved 75. Også denne gang var han selvfølgelig udsat for alle slags angreb fra højfinansens side. Kapitalmagten er forfærdet over, at landbruget nu muligvis ville opnå en betydelig indtægtsforøgelse; “Berlingske Tidende” (4. 2. 1933) regner i en artikel “Valuta-deprecieringen og Landbruget” med, at stigningen i landbrugernes indtægter for året 1933 måtte komme til at ligge ca. 173 mil. kr. højere end året forud og gav til kende, at denne merindtægt måtte udredes af den øvrige befolkning nøjagtigt i samme grad, som de var forbrugere af landbrugsvarer og importerede varer. Bladet mente samtidigt i en nekrolog over L. V. Birck, at denne havde selv følt den senere udvikling af valutaforholdene, hvorved kronen var gledet ned under shilling-kronen, som et nederlag, omendskønt det var ham, “der selv havde været med til at berede sig den lod at komme for sent, selv havde ryddet vejen frem til den shilling-krone, mod hvilken det agrariske gennembrud uvægerligt ville blive rettet”. Alle disse bekymringer var aldeles malplacerede, da shilling-kronen i det lange løb opretholdtes, og da nedsættelsen af kronens guldværdi jo ikke indebar nogen deflation, dvs. forringelse i kronens købeevne, højfinansen derfor ej heller tabte noget af den, realkapitalmæssig set, mægtige formuetilvækst, den kunne glæde sig ved siden 1925.

451

g) Birck contra C. L. David.

Til de efter krigen i særlig grad overkapitaliserede bedrifter hørte også Aarhus Oliemølle, i hvis bestyrelse kvartjøden, højesteretssagfører C. L. David, sad som medlem fra 1918, som formand fra 1923. Foretagendet (hvis historie går tilbage til 1871, da det stiftedes af firmaet Adler, Wulff og Meyer under navnet Aarhus Palmekærnefabrik) ejedes oprindeligt af en snæver kreds af Århus-borgere og overtoges 1915 af det engelske Maypole Dairy Company, som i marts 1918, efter at tilførsel af alle råmaterialer var standset, solgte det til et dansk konsortium til en vanvittig overpris på ca. 18 mil. kr. Dette konsortium dannede straks et nyt aktieselskab til overtagelse af virksomheden. For ved denne lejlighed at kunne sikre sig en lille gevinst, “omvurderedes” fabriksanlæggene til et beløb af 12 mil. kr. og varebeholdningerne til 9 mil. kr. Konsortiet kunne således fordele en fortjeneste på 3 mil. kr. og skal oven i købet have beholdt reserver på flere millioner kroner, som det oprindelige selskab havde haft. Da det under kontroversen mellem Birck og David i 1928 navnlig fremhævedes, at David allerede i 1918 indtrådte i selskabets bestyrelse, kan man sikkert også gå ud fra, at hrs. David har været medvirkende ved den lige nævnte ordning, som i det mindste ikke skjuler, at det i første række har været spekulationsmæssige interesser, der var afgørende for det danske konsortiums overtagelse af foretagendet. Bestyrelsen kom i øvrigt nu til at bestå af direktør i Aarhuus Privatbank D. A. Andersen, ovrs. P. Stampe i Århus, direktør for Korn- og Foderstof-Kompagniet i Århus Chr. G. Hansen, direktør i Privatbanken i København Peter Reyn, hrs. David og fabrikant C. F. Jarl, de sidste bosiddende i København. Det nye selskabs aktiekapital fastsattes til 15 mil. kr., hvoraf stifterne overtog 3½ mil. kr. — 7½ mil. kr. afsattes efterhånden, og 4 mil. blev udbudt offentligt til kurs 108 og overtegnedes flere gange. Nu gik der spekulation i foretagendet.

452

September 1918 var kursen steget op til 228. Rammerne for oliemøllens virksomhed udvidedes, nye anlæg opførtes, og efter at man endnu 1918 under hensyn til den stærke kursstigning havde forøget aktiekapitalen med 1 mil. kr., forøgedes den allerede 1919 yderligere med 8 mil. kr., således at man var oppe på 24 mil. kr. eller 6 gange meget som ved krigens udbrud. 1920 gav driften imidlertid et underskud på 9 mil. kr. og i 1921 på 21 mil. kr. Resultatet heraf var naturligvis en voldsom nedgang af kurserne, som i foråret 1923 lå mellem 10 og 15.

Da det ikke var muligt at bringe de store tab ud af verden på normal vis, måtte der i maj 1923 gennemføres en rekonstruktion. Aktiekapitalen i Aarhus Oliefabrik A/S blev ved denne lejlighed nedskrevet fra 24 mil. til 6 mil. kr. Samtidig konverterede Privatbanken i København og Aarhus Privatbank en del af deres tilgodehavende til 8 mil. kr. præferenceaktier; disse ejede på dette tidspunkt ca. 10 mil. kr., som de havde overtaget efter de oprindelige, tidligere engelske ejere af oliemøllen for 72½ pct. mod pant i oliemøllen for det hertil svarende beløb. Da rekonstruktionen gennemførtes, opnåede selskabet tillige lettelser i en overordentlig tyngende kontrakt angående befragtning*, som den på en temmelig letsindig måde var indgået med det af i Privatbanken finansierede “Oversøisk Kompagni”. På det nævnte grundlag lykkedes det at føre selskabet videre.

*) Jvf. hertil processen, som Ø.K. anlagde mod “Jyllandsposten” i anledning af, at dette blad havde sigtet Ø.K. for hemmeligt at have ydet fhv. Direktør Ørum-Pedersen ved Aarhus Oliefabrik en kaution på 600.000 kr. Processen giver et indtryk af den konkurrence, som bestod mellem Ø.K. og Oversøisk Kompagni vedrørende befragtningsforholdene. Kassekreditten ydedes ifølge direktør Schmiegelows erklæring af hensyn til, at Ø.K. i krigsårene havde gjort nogen forretning med Ørum-Pedersen, og at man ikke havde tænkt sig mulighed af, at Oliefabrikken ville ophøre med at benytte Ø.K.’s skibe. Jvf. bl.a. “Politiken”, 12. maj 1923.

453

Om årsagerne til de vanskeligheder, den her omhandlede virksomhed kom ud for, udtalte den administrerende direktør for Privatbanken, der ved rekonstruktionen i 1923 måtte tage det største tab, sig meget uforbeholdent i valutakonferencen den 21. september 1923. Her udtalte direktør C. C. Clausen nemlig bl.a. følgende om foretagender, der havde været særligt uheldige i deres dispositioner:

“Jeg vil da sige, at institutioner som Aarhus Oliefabrik og svovlsyrefabrikkerne er gamle foretagender, som havde det uheld at tjene for mange penge i de gode år, således at de slap bort fra enhver kontrol fra bankernes side. Deres direktører blev, kan man vistnok med rette sige, grebne af noget storhedsvanvid, og derfor satte de størstedelen af de penge, som de havde tjent, til på foretagender, som de aldeles ikke skulle have noget med at gøre, ganske eksotiske foretagender uden for landets grænser, uden nogen som helst forbindelse med landet, og da så tilbageslaget kom i deres egen virksomhed, gik det ud over deres aktiekapital. Dette gælder dem begge to …” I forhandlingernes forløb kom direktør C. C. Clausen endnu engang tilbage til denne sag og bemærkede: “Jeg vil så nødig ind på en nærmere diskussion angående olieindustrien; så kunne jeg måske komme til at sige ting, jeg helst ville lade være at sige. Men ved disse store selskaber var der den skavank, at deres direktører blev grebet af storhedsvanvid; de ville vist alle sammen være Storkors(riddere) af Dannebrog for at blive hængt op på Frederiksborg slot til evig erindring, og derfor traf de dispositioner og indlod sig på forretninger, som ikke kom deres egentlige virksomhed ved; derved tabte de deres penge, og som følge deraf måtte de ophøre med virksomheden. Men f.eks. Aarhus Oliefabrik eksisterer jo vedblivende i sit fulde omfang. Den har ikke likvideret eller indskrænket sig i nogen som helst retning; den er, hvad selve fabrikken angår, stadig den samme som før. Det, der er likvideret, er virksomheden ude i Østen og Amerika, hvor de har handlet med gummi …
(Himmelstrup:
og copra), [tørret frøhvide fra kokosnød, der bl.a. bruges til presning af kokosolie] … ja, måske også med copra, men i hvert fald har de vistnok i hovedsagen sat pengene til i gummi og andre virksomheder af den art, og da så nedgangen kom for det lager, de lå med af egne varer, gik det ud over deres aktiekapital. Men fabrikken går videre …”

Ja, foretagendet førtes videre, fra 1923 med højesteretssagfører C. L. David som formand i bestyrelsen. Men få år senere, 1928, var det galt fat igen. Atter måtte der gennemføres

454

en rekonstruktion, ved hvilken Privatbanken i København kvitterede 8 mil. kr. af sit tilgodehavende. Denne bank måtte samtidigt sammen med Aarhuus Privatbank gå med til at stille beholdningen af præferenceaktier (ca. 7.700.000 kr.) til rådighed for selskabet; resten blev nedskrevet til 5 pct. og senere indløst. Hrs. David meddelte på “Aarhus Oliefabrik”s generalforsamling den 13. oktober 1928, at det samlede tab måtte sættes til 16,5 mil. kr., og at dermed hele aktiekapitalen (15 mil. kr.) måtte afskrives.

Med de her opståede vanskeligheder stod tillige Privatbanken i København, landets ældste private storbank, Tietgens Bank, til hvilken der knyttede sig særligt stærke traditioner, over for sammenbruddet. Den 28. september Kl. 5:40 meddelte privatbankdirektør Eigtved pressen, at banken havde standset sine betalinger, og samme dag om eftermiddagen kl. 2½ meddeltes, at handelsminister Slebsager havde indgivet sin demissionsbegæring, da den af ham foreslåede plan til reorganisation af banken ikke var bleven godkendt af Regeringen. Det viste sig senere, at Slebsager i forhandlinger bl.a. med formanden for Landmandsbankens bestyrelse, skibsreder A. P. Møller, havde bundet sig til planerne om en bankrekonstruktion på basis af overflytningen af Privatbankens tunge engagementer til Landmandsbankens afviklingskasse. Denne plan blev blankt afvist af statsminister Madsen-Mygdal; Venstre-regeringen ville dog ikke endnu engang gå med til at holde storkapitalen skadesløs på skatteborgernes bekostning! Derefter indledtes genrejsningsbestræbelserne med nogle af bankens venner, med direktør A. O. Andersen og direktør Benny Dessau i spidsen, og rekonstruktionen blev derefter gennemført på det grundlag, at der fremskaffedes en ny aktiekapital på 28 mil. kr., at den gamle aktiekapital blev nedskrevet til 20 pct., dvs. fra 60 til 12 mil. kr., og at der desuden tegnedes en ansvarlig indskudskapital på 15 mil. kr. Det sidstnævnte beløb stilledes til rådighed af et konsortium, bestående af Nationalbanken, Handelsbanken og Landmandsbanken samt af Stockholms

455

Enskilda Bank, Hambros Bank i London og Guarantee Trust Comp. i New York. Den i gullasch-perioden så stærkt fremtrædende direktør C. C. Clausen, som var en af de mest ivrige deltagere i de mægtige spekulationsforetagender, og direktør P. Reyn, der sammen med C. L. David havde siddet i Aarhus Oliefabriks bestyrelse allerede fra 1918, måtte nu fratræde som bankens direktører. Dog, denne ordning gennemførtes under den betingelse, at oliefabrikken i Århus nu fuldkommen udsondredes som bankens kunde; her var der altså nu gået penge nok tabt. På bankens generalforsamling den 10. oktober 1928 i den store Børs-sal mente en af kritikerne, magister Harald Nielsen, at bankens direktion havde været alt for lempelig i sin behandling af det store foretagende i Århus, som man bl.a. havde skænket 8 mil. kr. partial-obligationer uden at spørge aktionærerne. Oliefabrikkens aktier noteredes også efter rekonstruktionen stadig til 200! Harald Nielsen mente endvidere, at ekspropriationen over for de gamle aktionærer var alt for hårdhændet. Han ønskede, at den nye kapital ikke burde vente andet udbytte, end hvad der stod i forbindelse med det, som Banktilsynet havde regnet med, og bemærkede dernæst: “Magten alene bør ikke alene råde; vi skulle nødigt ind i den ånd, at i Danmark kan man gøre, hvad man vil, blot man gør det”. Også arbejdsdirektør Vater stillede krav om en større hensyntagen til de gamle aktionærers interesser. Men her var intet mere at redde. Magister Harald Nielsen erklærede til slut i Privatbankens generalforsamling den 13. oktober, at “Den trufne ordning er ufuldkommen, og af hensyn til hele det miljø, fra hvilket den er udgået, bør den ikke være endelig”.

Nogen tid senere blev højesteretssagfører C. L. David indvalgt som medlem i den rekonstruerede privatbanks bestyrelse! uanset det var en forudsætning for rekonstruktionen, at Privatbanken trak sig helt og holdent tilbage fra Aarhus Oliefabrik og altså heller ikke måtte have yderligere interesser i foretagendet, tilstod man dette fallitforetagende flere

456

millioner partial-obligationer og valgte oven i købet dette fallitforetagendes hovedmand ind — i bankens egen bestyrelse!

Det var denne udvikling, der gav prof. L. V. Birck anledning til protest.

I “Nationaltidende”s aftenudgave af 15. 12. 1928 rettede han sit første åbne brev til højesteretssagfører cand.jur. C. L. David. Indledende bemærkede han her: “I sin tid kritiserede De mig fordi jeg, uagtet økonomisk teoretiker, som medlem af Landmandsbank-kommissionen undersøgte og fattede domme om forretningsforhold. Min retorsion var et spørgsmål, om det at behandle boer og skrive skøder kunne forlene en mand med særlig praktisk indsigt, som f.eks. kunde gøre ham skikket til at udøve et bestyrelsesmedlems kontrollerende virksomhed i selskaber, hvis succes var afhængig af teknisk og økonomisk forståelse hos de ledende. Senere læste jeg med fornøjelse Deres indlæg til fordel for Emil Glückstadt, som gav mig en stærk overbevisning om, at det er ligeså fordelagtigt at antage Dem som defensor, som det er livsfarligt at sætte Dem ind i et selskabs ledelse, at dømme efter de meninger om en direktørs store rettigheder og små pligter, Deres tale gav udtryk for”.

L. V. Birck udtalte dernæst, at han “med forfærdelse” havde set, at David var indtrådt i Privatbankens bestyrelse, “som repræsentant for den nye ånd”, eftersom det var ham, der var bestyrelsesformand i to selskaber, som havde påført to hovedstadsbanker særligt store tab, nemlig i firmaet Alfred Olsen & Co.”, der “efter Glückstadts død har pådraget sig en milliongæld til Landmandsbanken, hvorpå nettotabet anslås til 5 mil. kr.” og i “Aarhus Oliefabrik”, hvis tab var i friskt minde og havde været mindre, hvis formanden i tide havde gjort sin pligt. Birck pegede her hen på, at rette vedkommende — dvs. Direktør Thomsen — i rette tid havde henledt hrs. Davids opmærksomhed på de afgørende misligheder, hans meddirektør, Tychsen, havde gjort sig skyldig i,

457

men at David havde ladet de store tab, der var forvoldt ved Tychsens kommercielle dispositioner, uænset. Birck sluttede bl.a. med følgende: “Folk er nu engang, desværre, tilbøjelig til at slutte fra fortid til fremtid, fra Deres, i hvert fald ikke for de to nævnte selskaber og de to bagved stående banker, profitable virksomhed som bestyrelsesmedlem, til værdien af Deres fremtidige virksomhed, også i Privatbanken; derfor henstiller jeg til Dem i bankens interesse i hvert fald at udtræde af bankrådet, idet de ihukommer Deres udmærkede bedstefader, som aldrig ville have føjet spot til skade ved at gå ind i ledelsen af en bank, han havde skadet ved en, ganske vist for denne samvittighedsfulde nationaløkonom utænkelige pligtforsømmelse.”

Hrs. David gav straks (Nat.tid. 17. s.m.) et meget overlegent svar, i hvilket han til en begyndelse mente at måtte pointere, at han rigtignok aldrig havde lagt skjul på, “at jeg anså Dem (Birck) for at have sådanne egenskaber, at De burde have været udelukket fra enhver deltagelse i Bankkommissionen”. Denne storbedrageren Glückstadts forsvarer mente endog at måtte tilføje, at han med denne opfattelse “kun gav udtryk for den almindelige mening blandt dem, der havde kendskab til forholdene”, hvormed det altså fastsloges, at folket, som netop i Bircks udnævnelse til kommissionsmedlem så en vis betryggelse for en forsvarlig undersøgelse, savnede sådant kendskab. David afviste dernæst beskyldningerne vedrørende hans virksomhed i “Alfred Olsen & Co.” og “Aarhus Oliefabrik”, og forklarede om det sidstnævnte punkt:

“I Aarhus Oliefabrik trådte jeg til som formand i 1923 på et tidspunkt, hvor virksomheden var overordentlig hårdt ramt som følge af verdenskrisen og fejlslagne dispositioner. På rekonstruktions-generalforsamlingen i juni 1923 gjorde jeg rede for de mørke skygger, som fortiden endnu ville kaste over Aa.O. og dets fremtid. Under mit formandskab har Aa.O. lidt den dybe skuffelse med Teutonia, hvori Aa.O. i 25 år havde været interesseret. Aa.O.’s øvrige tab stammer fra før 1923”. (Fremhævelser af forf.).

458

Hrs. David beskæftigede sig endvidere i sin den 17. 12. 1928 offentliggjorte erklæring med direktør Thomsens oplysninger om direktør Tychsens bedrageriske transaktioner, som nogle dage senere på virksom måde blev imødegået af direktør Thomsen selv. Prof. L. V. Birck replicerede straks meget skarpt (Nat.tid., 18. december, aften), idet han bl.a. i sit gensvar bemærkede:

“Jeg giver Dem ret i, at Deres udtalelse om, at jeg burde have været holdt ude fra Landmandsbank-kommissionen, er udtryk for en mening i en stor kreds af mænd, hvis navne De i øvrigt vil finde i kommissionens beretning. Jeg betragter nemlig et hverv ikke som et ben, men som en pligt — og denne var da at lægge forholdene så klart for dagen, at man kunne foretage de for vort erhvervslivs trivsel så nødvendige personskifter, så sandt som det var vort erhvervsliv og ikke de mange kompromitterede personer, der skulle have været “genrejst”.” Birck fastholdt påstanden om, at firmaet “Alfred Olsen & Co.” havde haft et tab på ca. 5 mil. kr., ja, at dette tab snarest var ansat for lavt, og han påberåbte sig på ny de oplysninger, direktør Thomsen havde givet. Han sluttede derefter med følgende betragtninger:

“De mener, at mit brev i “Nationaltidende” var en tak for sidst. Fra 1916–1923 er jeg både offentlig og privat ærekrænket i så stærke ord, at deres bemærkninger om “teoretikere” ikke kunne gøre indtryk og kun kom i mit minde, da De nu trådte frem som den praktiske og tillidsindgydende mand. Mit brev til Dem havde en bredere basis, nemlig overbevisningen om, at personer, der har kompromitteret vort erhvervsliv, skal holde sig tilbage, og at den omstændighed, at man har været med til at køre et selskab i sænk, ikke er adkomst til at indtræde som redningsmand i det selskab, som det førstes sammenbrud trak …


Hrs C. L. David

To af Birch's modstandere
 


Marius Wulff.
Redaktions-
sekretær ved
"Social-Demokraten".


Ivar Berendsen.
Radikal folketingsmand
1910-20.

 

 

 

H. Bendix karikerer
Birck i "Social-Demokraten",
18. 12. 1928.

 

… med i ulykken. Jeg beklager da at måtte fastholde min bedømmelse og henstiller vedblivende til Dem at træde ud af Privatbankens bankråd. Da de sidder i ca. en snes bestyrelser, hvoraf i hælvten som formand, kan dette, bortset fra at aflaste dem til gavn for de øvrige selskaber, ikke skade dem så meget, som det vil gavne banken”.

Dermed havde Birck for sit vedkommende sagt det sidste ord i denne sag. Men hrs. C. L. David gerådede i anledning af dette angreb i stærkeste forbitrelse og rettede et afsluttende svar til sin modstander, som atter var vel forsynet med grovheder og personligheder. David mente her navnlig at kunne diskvalificere modparten ved at citere den karakteristik, han havde givet af ham i sin forsvarstale for Glückstadt den 14. juni 1923.

Forbitrelsens årsag viste sig derved tydeligt nok: Bircks forsyndelse lå i, at han ikke holdt tæt med de anklager, der kunne rettes mod jødernes kæmpesvindel, og han tillod sig at røbe så meget, bl.a. i Bankkommissionens beretning, som efter hrs. Davids uforgribelige mening aldrig burde være blevet nævnt over for offentligheden. David gør her endogså krav på kun at have tilladt sig en nænsom kritik og drister sig til at påstå, at Birck derimod, når han havde fået noget imod en mand, yndede at kaste sig over ham “med en jesuitisk voldsomhed, der intet småligt hensyn tager til sandheden, men kun har det mål at slå den pågældende ned”. David søgte derefter med vanlig udenomssnak at frigøre sig for alt ansvar og at forplumre kendsgerninger og sluttede — som den mand, der er indlevet i jødisk tanke- og følemåde — med følgende replik: “Jeg ved, at de ikke ynder Det Gamle Testamente og navnlig ikke de mænd, der har tilknytning til dette. Men husker de alligevel ikke en mand ved navn Urias? ville det ikke — også efter deres begreber — være synd,

460

om man bebrejdede Urias, at David (en af mine forfædre, som de ikke har omtalt i deres første artikel) havde sat Urias på en udsat post”.

Hrs. David gik ud fra, at han dermed havde afsluttet diskussionen for sit vedkommende, og at han uden videre kunne beholde sin bankrådsmedlemspost i Privatbanken. Men denne kontrovers skulle dog sætte dybere spor, end C. L. David åbenbart regnede med.

Det viste sig nemlig, at den offentlige mening aldeles afgjort stod på Bircks side. Det var ved Privatbankens rekonstruktion som nævnt bl.a. bleven fremhævet, at det for banken måtte være en bydende nødvendighed fremtidigt at afbryde alle forbindelser med Aarhus Oliefabrik. Nu, da dette krav ikke var sket fyldest, voksede utilfredsheden med Davids valg til bankrådsmedlem, der bl.a. også førte til drøftelse af det spørgsmål, hvor længe en mand som formand i et selskabs bestyrelse kunne sætte sit navn under falske regnskaber uden derved at sætte sin anseelse over styr. David havde påberåbt sig, at tabene i de af ham ledede selskaber var “gamle skader”, men havde ikke desto mindre dog år for år sat sit navn under regnskaber, som ikke gav udtryk for disse tab. Ufatteligt syntes det, at han kunne fri sig for ansvaret for en sådan handlemåde! Men værre blev det, da det til slut opdagedes, at David ikke som af ham selv oplyst kun havde været bestyrelsesmedlem i Aarhus Oliefabrik siden 1923, men allerede siden 1918, og efter at også forskellige indlæg af fhv. direktør T. C. Thomsen fra nævnte fabrik havde vist, at David på uforsvarlig måde havde siddet rettidigt fremsatte klager mod den bedrageriske generaldirektør Tychsen overhørig og i øvrigt i sin polemik mod prof. L. V. Birck havde gjort sig skyldig i absolut uholdbare påstande. (Jvf. “Nationaltidende”, 23. 12. morgen og “Berlingske Tidende”, 25. 12., morgen og 28. 12. morgen).

Den hårdnakkethed, med hvilken C. L. David forsøgte at fastholde sit ben som medlem i Privatbankens bestyrelse trods den alvorlige kritik, der rettedes imod ham, affødte også adskillige andre interessante afsløringer af hans færden. Således kunne “Social-Demokraten” (den 30. 12. 1928) oplyse, at hr. Davids “virksomhed” i dansk erhvervsliv havde kostet samfundet ikke mindre end 44 mil. kr. Han havde således været medlem i bestyrelsen for D/S Oceana, som stiftedes 1916, og som til slut krakkede med et tab på 1.540.000 kr. plus 420.000 kr. til uprivilegerede kreditorer. D/S Rollo, der ligeledes var bleven stiftet 1916, med hrs. David som bestyrelsens formand, havde afsluttet sin mindre heldige virksomhed med et tab på 1.425.000 kr., hvorved David 1920 formåede at sikre sig en særindtægt ved at blive udnævnt til den ene af selskabets

461

likvidatorer. Endelig stiftedes 1916 som det tredje af de David’ske dampskibsselskaber A/S Hamlet, hvor tabet ved likvidationen androg 3.921.688 kr., og hvor David ligeledes sikrede sig en biindtægt som likvidator. Ved “Oceana” og “Hamlet” reddedes intet af aktiekapitalen, ved “Rollo” udbetaltes 30 pct. af aktiekapitalen, dvs. 75.000 kr. Det pointeredes hertil, at det udelukkende var bestyrelsens ansvar, når disse selskaber gik nedenom og hjem. Navnlig havde de ladet bygge skibe til fantasipriser, og David havde desforuden ikke kunnet forhindre, at hans selskabers skibe trådte i indbyrdes konkurrence. I frøavlsfirmaet A/S L. Dæhnfeldt i Odense, der yderligere hørte til Davids domæne, var aktiekapitalen i 1923 blevet nedskrevet fra 2,4 mil. kr. til 240.000 kr., altså reduceret med 2.160.000 kr., og hos Aarhus Oliefabrik samt firmaet “Alfred Olsen & Co.” beløb tabene sig til i alt 35 mil. kroner. Således stod det til med de selskaber, hvor hr. David ydede sin indsats.

“Social-Demokraten” (20. s.m.) oplyste ved anden lejlighed, at hrs. David foruden en klækkelig formandsgage i Aarhus Oliefabrik også havde fået et par hundred tusinde kr. i rekonstruktionssalær såvel 1923 som 1928, samt desuden juridiske honorarer. Da “Berlingske Tidende” derefter spørger, hvorledes det kan rime sig, at en formand for en bestyrelse beregner sig særlige godtgørelser for deltagelse i arbejde af den her omhandlede art, svarer højesteretssagføreren, at “man kan virkelig ikke være juridisk manager for et selskab uden at få en passende kompensation for sit arbejde”. Han bemærkede endvidere, at der heller ikke under ekstraordinære forhold var grund til at arbejde gratis, og at han i øvrigt ikke til nogen tid ønskede at komme i offentlig polemik om sine salærer. Disse betragtninger vakte særlig opmærksomhed, da det som nævnt samtidig oplystes, at David allerede siden 1918 havde siddet i oliefabrikkens bestyrelse og samtidig var direktør Lausens juridiske konsulent. Thi i denne periode havde han, der allerede dengang i virkeligheden var selskabets egentlige leder, udarbejdet og undertegnet “de store tabbringende kontrakter, deriblandt fragtkontrakterne med Oversøisk Compagni, som har bragt oliemøllen mange millioner tab, og af hvilke en del i hr. Davids tid er blevet losset over på Oversøisk Compagni”. (Jvf. Soc.-Dem., 22. s.m.) Først kørte David altså selskabet i sænk ved uheldige fragtkontrakter, dernæst virkede han med ved rekonstruktionen af den af ham ødelagte erhvervsvirksomhed, og til stadighed beregnede han sig ekstra fede honorarer. Efter 1923 kørte han videre med foretagendet i Århus, med dobbelt bestyrelseshonorar og passende juridiske salærer, indtil han for anden gang kørte Aarhus Oliemølle i sænk og i al denne glorværdige virksomhed havde påført Privatbanken alt i alt tab på de 30 mil. kr. Derved havde han gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse ved bl.a. at holde hånden over direktør Tychsen, der senere afsløredes som

462

millionbedrager. Da så alt dette var overstået, og det ved hans hjælp var lykkedes at rekonstruere Århus-foretagendet på ny — til dels på bekostning af de gamle aktionærer i Privatbanken — fandt Privatbankens nye aktionærer på den absurde ide at overdrage ham — et bestyrelsesmandat! Da sagen om hr. Davids ekstra-salær for rekonstruktionsarbejdet blev bekendt, skrev “Nationaltidende” (30. s.m.) resigneret:

“Vi må tilstå, at det først ved denne lejlighed er gået op for os, at der er bestyrelsesmedlemmer, der indtager en sådan kvalificeret stilling, at de under alle omstændigheder er i salveten: leder de selskabet godt, får de tantieme af overskuddet leder de det dårligt, får de salær for rekonstruktionen!”

Hvorom alting var: Spillet var dog i dette tilfælde drevet for vidt. Enkelte blade gav udtryk for, at denne ekspert i ødelæggelse af erhvervsvirksomheder gjorde bedst i at trække sig helt tilbage fra ledelsen i sådanne selskaber. Så vidt kom det ikke. Men den 29. 12. 1928 så hrs. David sig trods alt foranlediget til at tilsende bankrådet en skrivelse med følgende ordlyd:

“Da min indtrædelse i Privatbankens bankråd har givet anledning til kritik fra forskellig side, og da jeg ønsker at gøre mit til, at der gives Privatbanken den størst mulige arbejdsro, tillader jeg mig at meddele, at jeg nedlægger mit mandat som medlem af bankrådet”.

Birck havde altså sejret. Privatbanken havde i øvrigt allerede i forvejen en jøde, Benny Dessau, som medlem i den nye bestyrelse, så det så sandelig ikke var nødvendigt at få yderligere en udpræget repræsentant for jødiske kapitalinteresser som kvartjøden C. L. David med ind i bankledelsen.

h) Bircks behandling af jødeproblemet i sit værk “Den økonomiske Virksomhed”.

I sit 1928 udgivne grundlæggende samfundsøkonomiske værk: “Den økonomiske Virksomhed”, beskæftiger prof.

463

L. V. Birck sig gang på gang med de problemer, som så ofte havde kaldt ham frem til kamp i det politiske liv, og her på et videnskabeligt grundlag. Først og sidst interesserer også her spørgsmålet ham om den stilling, kapitalmagten, henholdsvis jøderne som denne magts bærende element, indtager inden for samfundet. Han fremhæver bl.a., at det er den koncentrerede kapitalbesiddelse, som i øjeblikket er den stærkeste samfundsmagt, at samfundene sådan set er underkastet et fåmandsvælde, styres oligarkisk, navnlig på økonomiens område, medens “Staten er formelt demokratisk”. Meget eftertrykkeligt pointerer Birck at det såkaldte demokrati, folkestyret, almindeligvis slet ikke svarer til sit navn, men at udviklingen viser, at i en konflikt mellem samfundsmagt og statsmagt er det for det meste det kapitalistiske oligarki, som bærer sejren hjem. Herom bemærker Birck således (bd. 1, s. 574):

Denne konflikt fører “også, og det ofte, til, at samfundsmagten får sin vilje og gør sig parlamentarikere og statsembedsmænd følgetro ved på dem at anvende sine overtalelses- og magtmidler, når det da ikke er tilstrækkeligt, at de repræsenterende personer er “grebet” af overklassens miljø. Demokratiet synes med held at have løst den opgave at regere for de få mod folket ved hjælp af folket, dvs. ved de af dette udpegede og af dettes bredeste lag udgåede personer, hvis karakterfejl og manglende indsigt gør, at samfundsinteressen vanskelig bliver deres ledetråd. Parlamentet udpeges af partimaskinen, der igen kontrolleres af kapitalen.” (Fremhævelser af forf.).

Birck resumerer herefter, at den demokratiske stat ikke har fundet den rette styrelsesform; den er blevet afhængig af storkapitalen, ser sig undertiden bl.a. tvunget til at låne sin magt og sin samlingsevne til fremme af de nationale koncerndannelser, for at disse kunne hævde sig i det internationale kappestræb. Den moderne stat ville under disse forhold stedse

464

indtage en svag stilling, da de store sammenslutninger inden for det økonomiske liv havde fået overtaget, og da storkapitalen oven i købet havde bragt Staten i direkte finansiel afhængighed ved den mægtige offentlige gæld. Birck beskæftiger sig dernæst indgående med principperne for den økonomiske magtkoncentration gennem aktieselskaberne, knytter sine ironiske bemærkninger til disse selskabers administration på lignende måde som i sin forhen citerede aviskronik “om pengegrise” (s. 394 flg.), idet han her navnlig understreger, at bestyrelserne er blevet parasitære takket være det system, ved hvilket bestyrelsespladserne var blevet gaver mellem direktørerne indbyrdes. Kortelig fastslår han: “Gennem den sidste forholdsregel, at direktørerne sidder i hinandens selskaber, i forbindelse med at finansgruppen i virkeligheden råder over stemmeretten, på generalforsamlingen, er vi nået til, at ledelsen i vort erhvervsliv er kommet på en klikes hænder, hvis magt — så sandt som magt i erhvervslivet er den afgørende i samfundet — er stærkere end nogen anden samfundsmagt inklusive statsmagten; den udøver denne magt ene i egen snævreste interesse og med det korteste sigt for øje”. (bd. 1, s. 608).

Birck giver dernæst nærmere oplysninger om, hvilke ejendommelige forhold bestyrelses-fællesskabssystemet har ført til specielt i Danmark, på grundlag af nogle uddrag, cand.jur. Robert Mikkelsen havde foretaget af Greens “Fonds og Aktier”; han beretter på s. 441: “Af de danske aktieselskaber, hvis aktie- og obligationskapital er ca. 2½ milliarder kr., har de 100 største halvdelen af kapitalen; disse havde ca. 800 bestyrelsespladser, fordelt blandt 560 personer. Når vi ser bort fra datterselskaber og kun regner med moderselskaber, sad nu afdøde Emil Glückstadt i 1913 i 11 (i 1918 med datterselskaber i mindst 50); i 1925 sad der en anden bankdirektør i 8. De 11 hovedselskaber, Glückstadt sad i, repræsenterede 1/8 af landets aktiekapital. De fire banker (Landmands-, Privat-, Handels- og Nationalbanken) havde bestyrelsesfællesskab i 1913 med selskaber, der repræsenterede 200, i 1925 med selskaber, der repræsenterede en kapital af 570 mil. kr. De 5 herrer, der sidder i de fleste selskaber (målt efter

465

kapitalstørrelse), sad i selskaber, der i 1913 repræsenterede 30, i 1925 40% af landets aktiekapital.* Forholdet er i virkeligheden mere grelt i et lille land end i et stort og magtkoncentrationen mere farlig, fordi der i et stort land er plads til flere tigre i junglen end i det lille, og fordi den enkeltes moralske selvstændighed og økonomiske uafhængighed er og må være svagere i det lille land. Hvad der forundrer i ovennævnte oversigt er, at Nationalbanken, den øverste leder og regulator af valutaen og prisniveauet, den uafhængige vogter af økonomisk sundhed og af investeringens harmoni, har bestyrelsesfællesskab med selskaber, der i 1913 har 36, i 1926 172 mil. kr. kapital. På trods af oktrojens [bevilling el. tilladelse fra en overordnet myndighed] klare forbud mod, at direktørerne driver borgerlig næring (og derved kan blive afhængige af udenforstående interesser) sidder nu flere af denne seddelbanks direktører i andre selskabers bestyrelse, idet man modsætningsfortolker forbuddet mod deltagelse i “noget ansvarligt firma”; dette er vistnok noget, Danmark er ene om”.

Det er i denne sammenhæng, at prof. L. V. Birck i et særligt afsnit også behandler jødernes stilling inden for samfundene som “et særligt element inden for plutokratiet”. Hans egen bedømmelse af spørgsmålet belyses allerede tilstrækkeligt ved det forhold, at han støtter sig til den østrigske socialøkonom Friedrich V. Wiesers bevisførelse i bogen “Das Gesetz der Macht”, der går ud på, at jøderne må betragtes som det ledende fremmedelement inden for samfundene, med vilje til ikke blot at beherske et land, men hele verden”, og at de alle vegne, hvor de samler sig, søger at danne “et jødisk klike-plutokrati, der både socialt og økonomisk tager magten”. Birck selv fremhæver betydningen af det jødiske sammenhold og af racens internationale forbindelser, bemærker bl.a., at “en storkøbmandsfamilie holder sig i alt fald i Danmark ikke over tre generationer; den jødiske bourgeois danner slægt”. Om jødedommens almindelige position verden over i vor tid fremsættes derefter følgende grundlæggende betragtninger: …

*) Det vil altså sige, at disse 5 herrer sad i aktieselskaber, hvis samlede aktiekapital udgjorde en milliard kroner!

466

…”En verden, hvis mål er at skabe papirformue, som er fyldt med et hav af aktier, obligationer og statsgældsbeviser, hvor alle arbejder på kredit, hvor de forgældede stater er på højfinansens nåde, og hvor ihændehaverpapiret har gjort al formue mobil og dermed udstrakt de besiddendes aktionsradius, gør dermed også jøden til et magtcentrum. Han er fører for børs- og bankkapitalismen, leder af valutahandelen, af aktiebørsen, af profitable internationale handelsgrene og af pressen, filmen og fornøjelseslivet og endelig af den begyndende økonomiske imperialisme, som vil skabe en uden for staterne stående international magtgruppe, hvis opgave bliver at gennemføre den internationale industri- og kapitalkoncentration. Hertil medbringer det jødiske element i storstæderne mægtige rigdomme, som det mere end andre folkeelementer har forøget under krigen og inflationen og delvis bevaret under deflationen, bøjeligt som det er i sine kapitalplaceringer; også tallet på jøder i plutokratiet er forøget, ved tilgang neden fra, selv om nogle af disse nye mænd som Castiglioni endte som fallenter; den mellemeuropæiske antisemitismes voldsomhed er i noget mon en reaktion mod “ les nouveaux riches “.

På denne vis synes det jødiske element, at skulle få en indflydelse uden forhold såvel til dets tal som til dets produktive og tekniske indsats”. (bd. 1, s. 445).

Birck advarer altså også i dette sit store videnskabelige værk mod den fare, der truer samfundene fra det jødiske hegemoni og håber, at den fremmede race i fremtiden dog måtte være i stand til at frembringe mænd, “som vil betragte goyim” [5] som brødre og ikke som exploiteringsobjekter” [genstande for udnyttelse].

[5: Goy (flertal: goyim) er et hebraisk ord, med den oprindelige betydning nation eller folkeslag. Ordet optræder 550 gange i jødernes bibel og benyttes i dag både religiøst og sekulært, primært om ikke-jødiske mennesker, i betydningen “de andre”.]

467

Han mener selv at kende ædle skikkelser inden for jødedommen og nævner som sådanne filosofferne Spinoza og Maimonides, samt den fra Københavns Universitet kendte dr. Siesby, men tilføjer, at “endnu findes de fornemt og ædeltænkende jøder væsentlig uden for forretnings- og presseverdenen”. Det jødiske element karakteriseredes til stadighed for det meste ved magtstræb, materialisme og et over for helheden hensynsløst profitbegær.

Også i dette sit hovedværks afsluttende betragtninger giver Birck tydeligt udtryk for de betænkeligheder, han nærer over for den jødiske kapitalmagts aggressive og imperialistiske tendenser. Ud fra den betragtning, at der må sikres staterne sunde og stærke udviklingsmuligheder, påpeges på ny nødvendigheden af, at den navnlig ved jødiske rigmænd repræsenterede overklasse, som almindeligvis er fjendsk og illoyalt indstillet over for Staten, må holdes i stramme tøjler, og at den på en gruppe af internationale finansmænd beroende kapitalmagt, som er blevet både stærk og udenstatslig, på samme måde må holdes i ave. Det selviske individ måtte tvinges til at bøje sig ind under en fællesinteresse. “Målet”, skriver Birck til slut, “synes mig ikke kapitalismens akkvisitive [vækststræbende] egoistiske mammonsdyrker, så lidt som Lenin-ismens mekaniserede tusindbenede kollektivmenneske, men frie og værdifulde individer, rationelt samarbejdende under det etiske imperativ”.

i) Hvem skal nu sige os sandheden?

Intet kan være bedre egnet til at karakterisere jødedommens fremherskende indflydelse på det økonomiske og politiske liv i Danmark under og efter den første verdenskrig end professor L. V. Bircks her foran skildrede utrættelige kamp mod de fremmede elementers magtstræb. Dog, intet er ej heller bedre

468

egnet til at klarlægge det danske folks og dets statslige og politiske organers stilling over for jødemagten.

Bircks kamp havde sine klare forudsætninger og sine klare mål. Han følte det som sin dybeste pligt, som menneske at være sandfærdig og retfærdig, at — som han selv engang siger — “kæmpe for det, man anser for rigtigt”, som statsborger at vise samfundssind ud over alle klassemodsætninger og i al sin gerning at tjene folk og stat efter bedste evne. Og både som menneske og som statsborger viste han sig tro over for sine principper. Ikke blot som videnskabsmand, men lige såvel som politiker, som karakter rakte han langt ud over jævnmål. Dette distancerede ham fra folket, der ikke altid kunne følge med i hans kamp, ikke altid forstod, hvad han tilsigtede, og navnlig ikke begreb, hvilket mandsmod der skulle til for at kæmpe for sandhed og ret på så ubønhørlig en måde. Birck følte sig derfor også ensom. Selv udtaler han beklagende i sin folketingstale den 25. oktober 1918, at han havde på fornemmelsen ikke at være særlig elsket i større befolkningskredse i København, og ved samme lejlighed giver han som ovenfor (afsnit d) nævnt, udtryk i gribende ord for, hvad det betyder for ham at blive svigtet af sine folkefæller. alt for ofte har han måttet sande, at han stod ene, og alt for ofte så han sig udsat for de smudsigste og gemeneste angreb fra kapitalmagtens side. De hensynsløseste modstandere herunder var næsten altid jøder, ikke blot kapitalmagnater som Max Ballin og Benny Dessau, men også som påvist politikere som Ivar Berendsen og Arnold Fraenkel, og ikke mindst den berygtede socialdemokratiske smudsskribent Marius Wulff. Denne kamp forbitrede Bircks tilværelse, men han opgav trods alt ikke kampen, fordi han følte det som et moralsk bud at stå denne kamp igennem, at sige sandheden der, hvor ingen andre havde mod til at sige den, og kræve en retfærdig ordning af samfundsforholdene der, hvor ingen anden turde trænge til bunds i problemerne, ingen anden kunne vise vej, kort sagt at turde sætte hårdt mod hårdt i kampen mod kapitalmagten.

469

Hvor ofte har Birck ikke måttet gøre den bitre erfaring, at netop de befolkningskredse, hvis sag han førte bedre end nogen som helst anden, altid var de første til at falde ham i ryggen. Han var socialist helt igennem, ikke klasseborger, men samfundsborger, folkets mand, og som sådan den radikaleste modstander af et plutokratisk regimente. Og dog stod socialdemokraterne ham altid imod, ligesom den så udprægede konservative mellemstandspolitiker Asger Karstensen ofte gjorde det. Begge disse politiske retninger viste sig ved utallige lejligheder solidariske med Birck i mangt og meget; ja, de kunne simpelthen ikke undvære hans støtte! Men — når det kom til stykket, svigtede de ham, og det, som skilte, var i reglen jødespørgsmålet. Dette erkendtes også af prof. Birck selv. Det var jo netop ud fra denne erkendelse, at han erklærede i sin ovenfor citerede folketingstale af 25. februar 1920, at jøderne var dobbelt stærke her i landet, fordi det danske folk bedst fulgtes i flok og følge, og fordi enkeltmand for det meste savnede mod til at handle efter egen overbevisning og “at slås for sig selv og sin idé”.

Professor L. V. Birck havde sit eget politiske program, der i denne sammenhæng fortjener særlig omtale. Ikke blot, fordi det i virkeligheden gik på tværs af alle systempartiers programmatiske krav og på virksom måde afslørede disses forlorne tendenser, men fordi det giver den dybeste forklaring på hans lidenskabelige kamp mod jødemagten. Han kalder sig selv statskonservativ, gjorde det allerede før verdenskrigen, da han første gang var rigsdagsmedlem som konservativ folketingsmand. Da han dengang den 14. og 15. februar 1910 indgående beskæftiger sig med forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdere, kraftigt fremhæver fagforeningernes betydning for den fremtidige udvikling og fremsætter grundlæggende betragtninger vedrørende tarifpolitikken og voldgiftsordningen til bilæggelse af interessekonflikter, da erklærer han til slut, at han føler sig som statskonservativ, som borger, for hvem “Statens idé er hellig”, og at han ikke kan se konservatismens

470

opgave bestående deri kun “at holde på det bestående, selv de mest faldefærdige lygtepæle”. Det er den samme tankegang, han er inde på i sin rigsdagstale den 25. oktober 1918, hvor han bl.a. erklærer, at “al politik må være statsligt samfundsomfattende”, at “der må være en vis sammenhæng, og det samfund, der forstår den ny tids krav på solidaritet, nu en gang bliver det stærkeste”. Og han anmoder derefter i disse krigens sidste dage landbruget og borgerstanden om ikke at ribbe de brede befolkningslag mere end sket er og at være beskedne i deres fordringer; thi “der er alligevel, når alt kommer til alt, tjent, hvad der skal tjenes”. Også arbejderen, siger han, har ret og har krav på, at hans eksistens sikres. Ejendomsretten, besiddelsen, måtte derfor finde sin naturlige begrænsning i, at den berettigede forventning beskyttes, den forventning, et menneske har med hensyn til sin stilling og økonomi. Forklarende tilføjer Birck: “Men den berettigede forventning omfatter ikke blot dem, der har gods og guld, men også dem, der lever af deres arbejde, af deres løn; med andre ord: min forventning om at kunne leve af lønnen er lige så berettiget som de andres forventning om at kunne bruge deres ejendom”. Birck advarer dernæst mod at være alt for afvisende over for sådanne krav. Thi: “Den tid, vi lever i, er vældig. Men den er også farlig”. Hvor mørke skyer, der truede, havde vist sig i øst, hvor bolsjevismen havde overtaget magten i Rusland, og hvor den røde terror havde hærget og regeret i Finland. Nu måtte man i tide erkende, hvor nødvendigt det var at skabe retfærdige samfundsforhold, ved bl.a. om fornødent at holde befolkningen beskæftiget gennem ekstraordinære arbejder, eller at skabe en relativ omfordeling af indtægterne ved skatter, der kunne neutralisere kapitalens ophobning osv. Ud fra disse principielle betragtninger kommer prof. Birck ganske naturligt til det resultat, at alle statsborgere måtte gælde lige meget, fordi de alle udretter en samfundstjeneste, hvor de end står, og at det afgørende for bedømmelsen

471

af det enkelte menneskes værd måtte være, om han opfylder sin samfundsfunktion. Om det samme bemærkede Birck noget senere i rigsdagstalen den 25. februar 1920 bl.a.: “Det at lave papir, støvler og petroleum er nok så vigtig en samfundsfunktion som det at være lærer for ungdommen, i hvert fald ikke mindre vigtig, og i den funktion har samfundet sin rettighed … vi er samfundets tjenere. Jeg må have lov til at sige, at det er, fordi jeg bygger på dette synspunkt, at jeg ofte ikke forstår de mennesker og de ikke mig”.

Prof. L. V. Birck betegner denne tankegang som statskonservatisme. Man kan ligeså rigtigt betegne den som national socialisme. Politikeren Birck var i dette spørgsmål som i så mange andre langt forud for sin tid.

Sine ønskers højeste mål har han endelig givet den mest indtrængende formulering i slutningsordene i sin ofte nævnte rigsdagstale den 25. oktober 1918. De lød:

“Det er en erfaring, som enhver historiker vil bekræfte, at krigens had går bort til sidst, og det er aldrig krigen, som avler den næste krig, men det er en uretfærdig fredsslutning. Det er mit håb, at mit fædreland altid vil være på retfærdighedens side, både fordi det er rigtigt, og fordi det er klogt, og det er mit håb, at vi i de krav, vi stiller, i den indsats vi gør og kommer til at gøre i den kommende tid, vil være med til at virkeliggøre den retfærdighedens idé, som det er så ophøjet for de store og så klogt for de små at tjene”.

Den mand, som hylder sådanne grundprincipper, måtte med bydende nødvendighed være dødsfjende af det pengearistokrati, det være sig jøder eller jødelakajer, som ved børs- og banksvindel, ved prisåger, kædehandel, valutaspekulation osv. søgte at udplyndre folket og ved guldets magt beherskede rigsdag og regering. Han måtte blive Det tredie Tings

472

dødsfjende, men også — dets banemand. Og han var det, han blev det. Overalt og altid, hvor højfinansen søgte at udbygge sin magtstilling, var Birck på sin post; det viste sig bl.a. i hans utrættelige iver for at få en banklov, en aktieselskabslov, en børslov og en trustlov gennemført efter de af ham som rigtige erkendte principper. Han satte efter hinanden mænd som Alberti, Ballin, Glückstadt, David på plads, han skånede så lidt socialdemokraten Aron F. Lamm som den radikale Venstremand Iver Berendsen eller som den konservative Laurits Heine. Han gav også de radikales store mand Edvard Brandes skudsmål for slet udrettet finansministergerning ved den 21. juli 1923 på de sjællandske husmænds årsmøde at udtale: “Den største rovmorder er ingen ting mod den regering eller nationalbank, som tillader et lands pengevæsen at gå i stykker. At forfalske mønten er den største uret, der kan gøres et folk”.

Hvad ville det ikke have betydet, hvis Bircks krav var bleven opfyldt i tide, hvis der allerede før den første verdenskrig var blevet skabt en forsvarlig lovmæssig ordning for bank-, børs og aktieselskabsvæsen efter de af ham foreslåede principper? Landet kunne have sparet tab på et tusindtals millioner kroner, det kunne have undgået hele Landmandsbank-svindelen med de dertil knyttede virkninger, det kunne have opretholdt stabile valutaforhold, forhindret inflation og deflation, det havde været fri for de sidste årtiers overkapitalisering af landbrug og industri og for den derved fremkaldte arbejdsløshed, det havde undgået den voldsomme stigning i Statens og kommunernes gæld, den stigende afhængighed af den internationale kapitalmagt osv. osv. Alt dette kunne i det store og hele have været undgået, hvis Bircks krav var bleven gennemført; den af Birck anbefalede offentlige kontrol ville for størstedelen have hindret udskejelserne. Men i stedet for lystrede man Glückstadts, Ballins, Brandes’ og Heilbuths, Lamms og Weimanns, og senere i valutakonferencen C. O. Henriques’ og Ernst Meyers paroler; man lod i landets

473

politik løgnen få magt over sindene i den grad, at den enkelte mands sandhedsrøst ikke kunne trænge igennem.

Laurits Vilhelm Birck døde den 4. februar 1933.

i de talrige nekrologer, bladene bragte om ham, fremhævedes som et ganske særligt karaktertræk hos den afdøde hans ubønhørlige og ubetingede sandhedstrang. “Han var et af de mest sanddru mennesker, jeg har kendt”, siges der engang. Julius Schovelin bemærker, at han var al svindels svorne fjende. “Og”, — fortsætter Schovelin — “vist er det, at han havde næse — han kunne vejre svindel på lang afstand, advarede da i tide og har ofte erhvervet sig store fortjenester af sit land.”. Carl Thalbitzer attesterer, at han var en redelig samfundsrevser, og at “bag det arrogante og usoignerede, det impulsive og famlende lå som en urokkelig ballast hans retfærdigheds- og sandhedstrang og hans utrættelige forskerlyst”. En af hans elever, inspektør ved tobaksbeskatningen, cand.polit. Jens Toftegaard, vidner om hans etisk opdragende kraft, idet han erklærer: “Jeg tror, at han hos enhver af sine elever, der har haft et ungt sind, har rejst et alter for sandhed og ret, som årene vel kan pille ved, men som aldrig vil falde sammen”. Ja, endog “Social-Demokraten” bekender: “Han søgte sandheden, og han sagde sandheden. Der var ikke svig i hans mund … Han afslørede samfundets brøst, han var den altid vågne samvittighed, og han var i hele sin færd og stræben en vejviser mod et nyt og bedre samfund, en profet, der varslede om en fremtid, hvor svindel og bedrag var bandlyst”. Og endelig omtales Birck i “Berlingske Tidende” som en oplevelse, der kun kunne times hans landsmænd, som han tilhørte. “Thi”, sluttes der, “hvem føler ikke, at han, når alt kom til alt, var sind af Danmarks sind, en mærkelig dansker, men i fortrin og i fejl til enhver tid med blodets fulde ret danskeren L. V. Birck”.

Sådan var ordene i danske blade, ordene om den mand, der havde ydet den største indsats for at skabe forståelse

474

for den jødiske kapitalmagts forbandelse, som i livet isoleredes, forhånedes for sin ubrydelige troskab over for sin idé, men som man i døden dog ikke havde andet end ros og hæder til overs for.

Da bisættelsen fandt sted den 10. februar, tog endnu en af Bircks elever ordet, nemlig inspektør i Banktilsynet Holger Koed. Atter fremhæves den afdødes kamp for sandhed og ret, hans frygtløse indsats for det, han anså for rigtigt. Her udtaltes også de gribende ord:

“Professor Birck var sit lands årvågne samvittighed. Viden og indsigt var for ham ikke blot et stof for videnskabelig tænkning, men et personligt ansvar. Når han talte, lyttede Danmark. Derfor skal gennem min mund ikke alene lyde en tak for, hvad han betød for hver især af sine nærmeste venner, der her er samlet, men tillige en tak fra de mange rundt om i landet, der siger: Birck er død, hvem skal nu sige os sandheden!”

Der kan ikke være tvivl om, at disse ord giver bedst udtryk for den sorg, den sundt og redeligt tænkende del af det danske folk følte ved Bircks båre. Den var udtryk for sorgen over eneren, den ene sandhedsfanatiker, som landet havde haft i en af sine mest skæbnetunge perioder, og for sorgen over, at landet nu fattedes mænd, som kunne hæve arven efter ham, var rede til at følge i hans spor og med samme ildhu og samme sanddruhed kunne vise vejen frem på den sociale retfærds bane. Hvor berettiget denne sorg var, har også den senere udvikling vist. Thi også efter 1933 har det danske folk ofte nok måtte sande, hvor bittert denne store samfundets revser savnes.

Næste kapitel: Afsluttende betragtninger

Det tredie Ting — 2. del