Det tredie Ting (2. del) – Afsluttende betragtninger

Sand Historie

AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER

Når man nu retter et tilbageblik på hele den udvikling, som ovenfor er skildret, er det indlysende, at der melder sig en lang række spørgsmål af principiel betydning, man gerne vil have nærmere rede på. Man vil f.eks. spørge, om den inderkreds af mænd, som ifølge den ovenfor givne fremstilling dannede Det tredie Ting og derved udøvede en afgørende indflydelse på Regeringens og Rigsdagens beslutninger, ja havde sine forbindelser på allerhøjeste steder, nu også var jøder i hvert fald for den væsentlige del? Om det nu også netop var jøder, der havde magten og dermed ansvaret for al den svindel og bedrag, der præger erhvervsforholdene og det offentlige liv i årene 1914–1924. Og om det også er rigtigt, at jøderne, som af Levy skildret, med velberådet hu havde sat sig fast i samfundets nervecentrer. Der kan spørges, om der da ikke også fandtes gode, anstændige jøder, der satte sig op imod al den svindel og bedrag og redeligt bekæmpede kapitalmagtens overgreb ud fra et sindelag, som forfatteren til dette skrift åbenbart ikke har ment at kunne forudsætte hos den fremmede race. Ja, hvorfor skulle der dog ikke findes også sådanne retsindige jøder? Det er ganske givet, at man i et så jødevenligt, for ikke at sige forjødet folk som det danske — hvorved der navnlig tænkes på den så stærkt af jødedommen prægede sociale overklasse i København og på dens dominerende indflydelse på alle offentlige forhold i landet — netop vil møde en sådan indvending. Inden for disse kredse

476

kender man jo kun gode, intelligente jøder, og man ønsker almindeligvis, at der tales mindst muligt om jødernes mindre heldige egenskaber. — Der kan endvidere spørges, om der da virkelig kan være tale om, at jøderne trods alle indre modsætninger må anses for at danne en fælles front, og der vil her bl.a. ganske konkret kunne spørges, hvilke forbindelseslinjer der da er påviselige fra det jødiske plutokrati (Emil Glückstadt — Brandes — Ballin — Theo. Kliatschko osv.) til den jødiske marxisme (Parvus — Svend Trier — Arnold Glückstadt osv.) og videre til zionismen (Henri Nathansen — Joseph Davidsohn — Louis Levy osv.) Spørgsmålet er derpå simpelthen: Hvilket fælles mål har alle disse retninger, eller om man vil, grupper, inden for jødedommen?

Men der melder sig også spørgsmål af en anden art. Hvorledes — vil man uvilkårligt spørge — var det muligt, at denne mægtige svindel, dette fantastiske spil om samfundets værdier, som satte ind allerede i de første krigsår, kunne rase år igennem, 1915, 1916, 1917, 1918, til krigens ende, og derudover 1919, 1920, 1921 og 1922, uden at man fik klarhed over disse forhold? Selve skandalen om Landmandsbanken, blev jo først åbenbar i september 1922 og da også kun i meget tågede omrids. Rigtigt oplyst blev årsagerne til katastrofen egentlig først halvandet år senere, i 1924, i Bankkommissionens beretning. Da blev endelig alle de samfundsskadelige og forbryderiske transaktioner, der stod i forbindelse med Landmandsbank-katastrofen, grundigt belyst, uden at man dog kan sige, at det problem, som her interesserer mest, nemlig det jødiske plutokratis uhyrlige folkebedrag, derved blev udtømmende behandlet. Når man dernæst konstaterer, med hvilken bitterhed jødedommens forsvarere tager på vej, så snart der på et for dem ubelejligt tidspunkt røbes noget om disse ting, kan man atter spørge, hvad der muliggjorde jøderne at drive deres forargelige spil med samfundets interesser i næsten et helt årti under de højeste øvrigheders beskyttelse.

Thi de var jo tabu!

477

Nogle eksempler skal her gentages for at vise, hvor farligt det var at røre ved disse forhold, hvorledes de højeste instanser sattes i bevægelse, så snart der var nogen, som turde røre ved de herhen hørende spørgsmål og vovede at sige sandheden om de ting, der foregik.

Her tænkes for det første på de radikale forholdsregler, Regeringen og Rigsdagen, dog navnlig det konservative parti, indledte mod folketingsmand Lemvigh-Müller på anmodning af Landmandsbankens bankråd, da han fremsatte sin kritik mod Emil Glückstadt og Johan Levins samfundsskadelige spekulationer i Folketinget den 21. oktober 1921. For det andet tænkes på det raseri, justitsminister Rytter udløste hos de daværende oppositionspartier, da han i februar 1924 tillod sig at oplæse Edvard Brandes’ brev til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens 50-årsjubilæum i oktober 1921, uden forud at indhente Rigsdagens sanktion dertil. Da Undersøgelseskommissionen blev nedsat i september 1922, blev det rigtignok fra alle partier krævet, at alle forhold, der havde ført til Landmandsbankens sammenbrud, skulle undersøges til bunds, og at der intet måtte stikkes under stolen; men da det så kom til stykket, var alle partier enige om, at det af justitsminister Rytter oplæste brev, omendskønt det hørte til Landmandsbankens akter og var bleven stillet til rådighed for ministeren af et af kommissionsmedlemmerne, prof. L. V. Birck, aldrig burde være gjort tilgængeligt for offentligheden.

Oppositionspartierne, de radikale og socialdemokraterne, mente endog i denne anledning at måtte kræve Regeringens demission! Når nu denne i og for sig, ret ubetydelige episode med Brandes-brevet ansås for egnet til at indlede en sådan hof- og statsaktion”, er der skellig grund til at spørge, hvor meget der så alligevel — trods de i forhandlingerne om Bankkommissionens nedsættelse opstillede og af alle partier godkendte principper — er blevet stukket under stolen. Det kan jo have været ikke så lidt endda! Til yderligere belysning af disse spørgsmål skal det for det tredje fremhæves, at den store korrespondance, Birck havde samlet til belysning af Plums og Glückstadts bestræbelser for at redde Det Transatlantiske Kompagnis interesser i Rusland, ikke kom med i det officielle materiale, at Socialdemokratiets krav om offentliggørelse af de navne, der nød Ballin-koncernens bevågenhed, ved fordelingen af nye aktier i oktober 1916, aldrig blev opfyldt. osv. Men mange andre spørgsmål er også siden forblevet uopklaret, således spørgsmålet om, efter hvilke principper Landmandsbanken har foretaget sine afskrivninger, og hvorledes Landmandsbanken i det enkelte har ordnet sig med debitorerne efter 1922. Hvor lidet man kunne tåle sandheden viste sig også, da prof. Thorkild Rovsing i “Tilskueren” 1926 fortalte nærmere om de specielle forhold, der førte til regeringsnydannelserne i Påskekrisen 1920. Som ovenfor vist løb både Ove Rode og F. Borgbjerg amok,

478

så snart nogen blot vovede at røre ved disse ting. Endelig skal her for det fjerde henvises til den forbitrelse, førende socialdemokrater såsom Stauning og Borgbjerg lagde for dagen, da der fandtes blade her i landet, som afslørede den gigantiske kapitaludbytning, der knyttede sig til navnet Parvus og det socialdemokratiske kulkontor og andre meget alvorlige ting vedrørende Parvus’ politiske intriger og komplotter.

Jovist: sandheden var (og er) i disse forhold ilde hørt i Danmark. Så snart forhold, der stod i forbindelse med jøders forbryderiske transaktioner, stilledes til diskussion, — lad så mænd som Glückstadt og konsorter eller også som Parvus og konsorter være — de hovedansvarlige — viste det sig altid, at alle systemets mænd, inden for rigsdag og regering og alle mulige andre instanser, ikke mindst også inden for partierne og deres blade, styrtede sig over den formastelige, som havde mod nok at tale åbent om disse ting og sige sandheden om dem. Man tænke her blot på, hvad mænd som L. V. Birck og rigsadvokat Topsøe-Jensen har været udsat for — i forbindelse med Landmandsbank-processen — fra højesteretssagfører Davids og fru Laura Glückstadts side. Hvad er der dog ikke alt foretaget for at afholde disse mænd fra at opfylde deres pligt!!!

Dog, der melder sig endnu alvorligere spørgsmål, spørgsmål, som rører ved det dybeste og alvorligste problem, vor tids Danmark har at gøre med. Der kan og bør nemlig spørges, hvilke særlige forhold det er, som har kunnet medføre, at nogle af Danmarks bedste og betydeligste mænd, mænd som nationalbankdirektør Carl Ussing, statsminister Niels Neergaard og admiral Richelieu, at rigsdag og regering med deres ministre af god dansk fødsel, såsom de forskellige ministeriers handelsministre — Hassing Jørgensen, Tyge Rothe og M. N. Slebsager — har kunnet lade sig bruge og misbruge af jødevældets ledere? Hvor ligger grunden til denne forfærdende kendsgerning? Lad gå, at der blandt den kreds af fremtrædende danske ariske mænd, som hørte til Landmandsbankens inderkreds, fandtes nogle, som efter deres mentalitet var mere eller mindre disponeret til at være aktive deltagere i Landmandsbank-kredsens spekulation og spil, såsom Harald Plum og Ove Ringberg, eller H. P. Prior, C. M. T. Cold, etatsraad Johan Hansen osv., lad gå, at der fandtes andre,

479

som af mere eller mindre personlige grunde følte sig særligt nær knyttet til Glückstadt, som f.eks. Riis-Hansen og — desværre: H. N. Andersen — hvorfor skulle så mænd som Ussing og Neergaard, der dog oprindeligt stod frit og efter hele deres indstilling og karakter måtte have særlige forudsætninger for at kunne hævde en selvstændig stilling over for jødevældet, dog i sidste instans alligevel ligge under over for jødisk indflydelse? Hvorledes vil man kunne forklare, at også disse mænd lod sig bringe i en så nedværdigende afhængighed af Glückstadt og derved gjorde sig til medansvarlige for den millionbyrde, der efterhånden blev påbyrdet statsborgerne ved de af dem fremtvungne foranstaltninger? Ja, hvorfor dog alt dette?

Uvilkårligt spørger man sig også, hvorledes det kan forklares, at jødiske finansmænd så dristigt disponerer over millioner til egen fordel og åbenbart ikke kender grænser for deres pengegriskhed.

Og man kan til sidst spørge: Hvad er det for en brist i dansk mentalitet, der er skyld i, at denne grænseløse svindel og det bedrag var mulige, eller — når spørgsmålet formuleres nøjere —: hvilke forhold bestod der og måtte der bestå, for at Glückstadt og konsorter, Parvus og konsorter fik chancen? Og ligeså ubønhørligt trænger det spørgsmål sig på: Er disse chancer for, at jøden kan regere og misregere samfundet, da endnu til stede? Eksisterer jødemagten da endnu den dag i dag? Og har den de samme mål den dag i dag?

Nogle af disse spørgsmål skal, for så vidt de ikke allerede er bleven udtømmende behandlet ovenfor i denne bog, her endnu finde en afsluttende behandling.

Først nogle betragtninger vedrørende de i Landmandsbank-sagen særligt fremtrædende mænds racemæssige forhold; spørgsmålet lyder her kort og præcist: Var da Landmandsbank-skandalens topfigurer alle jøder? Svaret lyder:

480

Ja! De danner endog nærmest en familie, som den følgende fremstilling vil vise.

I Josef Fischers stamtavle om slægten Salomonsen (Kbh. 1927), der giver et overblik over stamfaderen Salmen Schlaumau (alias Salomon Salomonsen, født ca. 1695 i Nyborg) og hans efterkommere, får man nærmere oplysninger om familieforbindelserne for en række personer, som ofte er nævnt i dette skrift. I første række findes her Glückstadt’erne. Blandt gehejmeetatsraad Isaac Glückstadts og Juliette Raffels børn og børnebørn nævnes her bl.a. 1) generalkonsul Valdemar Glückstadt (1868–1942), hvis søn Erik Glückstadt var underdirektør i New York i 1927; 2) Rosa Glückstadt (født 1872), gift med fætteren Max Lester, en søn af bankier i Hamburg George Isaac Levig og hustru Rose f. Glückstadt; 3) etatsraad Emil Raffael Glückstadt (1875–1923). — Isaac Glückstadts søster Rose Glückstadt var, som lige nævnt, gift med bankier Isaac Levig, hvis ene søn var den lige nævnte Max Lester, den anden den også fra kommissionsberetningen kendte bankier John Levig i Paris. En anden søster, Betty Glückstadt, var gift med grosserer Elias Raffel, som var medlem af bestyrelsen for Grønlandsk Grafit Compagni A/S.* — I Salomonsen-stamtavlen findes endvidere vekselerer Johan Levin, søn af grosserer Siegfried Levin og hustru Bona f. Philipson, …

*) En broder til gehejmeetatsraad Isaac Glückstadt var Joseph Glückstadt, hvis søn, herreekviperingshandler Arnold V. Glückstadt — dvs. Emil Glückstadts fætter — var fanatisk kommunist. Om hans færden vidner den af ham i 1918 udgivne pjece: “Hvem er Forbryderen?”, som indeholder forbitrede angreb på det københavnske politi. Selv samme Arnold Glückstadt blev også kendt fra en æresfornærmelsesproces, han indledte mod redaktør F. Borgbjerg ved “Social-Demokraten”, en proces, i hvilken der faldt dom ved Højesteret den 11. december 1922. En nevø af Emil Glückstadt, den i 1885 fødte direktør Wilhelm Glückstadt, begyndte i efteråret 1916 udgivelsen af et organ: “Københavns Børstidende”, som tilsyneladende har været til stor gene for bankdirektøren. I det mindste bemærker et af hovedstadsbladene herom: (fortsættes …)

481

… og nevø af medindehaveren i firmaet J. M. Levin & Co., Martin J. Levin. Beslægtet med denne på forskellig måde var grosserer Sophus Levin, der var gift med Emil Glückstadts niece Esther Glückstadt. — Emil Glückstadts fætter var Frederik Moritz Salomonsen, søn af grosserer Moritz Salomonsen, der var gift med Rebekka Raffel, en søster til Emil Glückstadts moder Juliette Raffel, begge døtre af raadmand, grosserer i Ålborg Albert Raffel. Endvidere skal fremhæves, at Emil og Valdemar Glückstadt var gift med to søstre, døtre af direktøren i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne og vekselmægler, Eduard Rée, førstnævnte med Laura, sidstnævnte med Julie Rée. — Lederen af den store skotøjskoncern Max Ballin, der var født i Hamburg af fattige jødiske forældre, adopteredes af garveriejer Jacob Ludvig Ballin, der var broder til den i Salomonsen-stamtavlen nævnte Hendrik Ballin. — I stamtavlen er desuden som medlemmer af Salmen Schlaumaus efterslægt opført Dessau’erne: bl.a. Benny Dessau, søn af tobaksfabrikant, senere mægler Salomon Dessau og hustru Flora Meyer i Horsens, dernæst dennes nevøer; nemlig broderen grosserer Hartvig Dessaus søn, direktør Aage Louis Dessau i Paris samt broderen, fabrikant Harry Dessaus sønner fra Odense, Poul Michael Salomon Dessau og Villy Martin Dessau. Alle de her fremhævede personer var med i den spekulation, som knytter sig til Landmandsbanksagen.

(… fortsat) “Først og fremmest har bladet kun til opgave, at lokke uvidende mennesker til at spekulere på Børsen, formodentlig for at gavne en bande outsider-vekselerere. Bladets dårlige og barnagtigt skrevne artikler viser tydeligt, at ingen virkeligt kyndig børsmand skriver dem. For det andet skiltes der på lumpen vis med en “direktør” Vilh. Glückstadt som redaktør — selvfølgelig med det formål, at tankeløse læsere skal bilde sig ind, at bladet har forbindelse med Landmandsbankens bekendte leder. Altså et groft misbrug af et andet navn”.

Af Joseph Fischers stamtavle over slægten Levin-Fridericia fremgår det endvidere, af Johan Levin samt Emil og Valdemar Glückstadt er oldebørn af the- og porcelænshandler, senere schächter, Marcus Joseph Levin i Fredericia (1772–1861).

482

Men ved siden af de nævnte personer findes der i Salomonsen-stamtavlen også en række andre, som i denne sammenhæng fortjener særlig opmærksomhed, selvom de ikke var deltagere i spekulationen. Her må i første række nævnes Edvard Brandes, finansminister i ministeriet Zahle, som var gift med Harriet Salomonsen. Dernæst nationalbankdirektør Marcus Rubin. Også administratoren ved “Berlingske Tidende” Louis Henius, som var gift med Esther Salomonsen, hvis broder, læge og direktør Einar Salomonsen igen var svoger til Johan Levin. Blandt Louis Henius fætre befinder sig endvidere ifølge stamtavlen bl.a. direktør Carl Salomonsen fra De danske Cichoriefabriker (selvmord efter skattesvig m.m. i december 1942), som er svigersøn til den fra Landmandsbank-affæren særligt kendte grosserer Elias Louis Weimann (født i Flensborg), fra firmaet E. L. Weimann & Co. Til de værdige efterkommere af Salmen Schlaumau hørte også justitsminister Adler Alberti, som rigtignok kun var ottendedelsjøde. Desuden forfatteren Louis Levy, søn af korpslæge Adolph Levy og Petra Wulff; også han hører med til slægten, da hans tiptipoldemoder var Zipora Mate Salomonsen, hvis datter Relche blev gift med forfatterens tipoldefader købmand Joseph Levy i Fredericia. Endelig nævnes i stamtavlen bl.a. mænd som overretssagfører Arthur Henriques, vekselerer C. O. Henriques samt flere Bing’er, deriblandt overretssagfører Otto Bing og redaktør Bertel Bing. Desuden cand.polyt. Karl Lachmann, nuværende formand i bestyrelsen for porcelænsfabrikkerne Bing & Grøndal og Norden samt for Akts. D. B. Adler, afdøde grosserer Johan Melchior, fhv. indehaver af firmaet Ludvig Melchior, brødrene kgl. hof-manufakturhandler Louis Bendix og grossererne Georg S. Bendix og William Bendix (begge medindehavere af Maskinforretningen Brødr. Bendix) fhv. vekselmægler William Heckscher osv. Hvilke nære slægtsforbindelser inden for de jødiske storborgeres kredse i København!

I øvrigt kan det fastslås, at de ellers i Landmandsbank-skandalen særligt

483

fremtrædende personer som Herman og Julius Heilbuth, Berthold Nathansohn, Konrad Levysohn, A. F. Lamm, Alfred Hertz, E. F. Jacob, Aage Trier, Nikolaj Abrahamsen, prof. Karl Meyer, H. Lotinga, P. Seligmann, L. Nathan osv. osv. alle var heljøder, og at der dertil kom et vist antal personer med mere eller mindre jødisk islæt, blandt hvilke må nævnes halvjøden, generalkonsul Wilhelm Weimann. Enkelte af de særlig drevne spekulanter kom udefra: således beretter Kraks Blå Bog om danske mænd og kvinder, årgang 1917, at direktør Theophil Kliatschko var født i Wilna som søn af borgmester Scheffel Kliatschko og hustru Sarah F. Jochelsohn, og i årgang 1920 meddeles om direktør Hugo Rothenberg, at han er født i Kreuznach som søn af købmand D. Rothenberg og hustru Jeanette f. Marx. Næsten alle selskaber, som finansieredes af Landmandsbanken, stod mere eller mindre under ledelse af personer, der enten var jøder eller dog i slægt med jøder. Endog Østasiatisk Kompagni stod i så henseende ikke helt fri, idet direktør Schiødt var kvartjøde (en af bedstemødrene var heljødinden Alma Koppel), direktør Christian Schmiegelow var heljøden, grosserer Philip Ferdinand Meyers svigersøn. (Ligesom også det senere bestyrelsesmedlem i Ø. P. generalkonsul De Holck og “Social-Demokraten”s redaktør F. Borgbjerg var Ferd. Meyers svigersønner.) I øvrigt var Chr. Schmiegelows søster Olivia Elisabeth gift med grosserer Johan Peter Moritz Frigast, hvis sønner E. P. L. og Poul Frigast og svigersøn Ove Ringberg forvoldte Landmandsbanken flere millioner kroners tab.* Det skal endnu tilføjes, at den så overmåde virksomme og forretningsdygtige højesteretssagfører Frits Bülow også fra barnsben af havde fået sin opdragelse i et jødisk hjem, idet han fra han var 3 år gammel blev opdraget i sin stedfaders, tobaksfabrikant Martin Jacob Cohns hjem i Hjørring.

*) Jvf. bl.a. 1. del, s. 243 flg. Desuden Jul. Bidstrup: “Stamtavler over Familierne Hauberg og Arboe, Kbh. 1911”, s. 56.

484

Undersøger man på denne måde alle de mænds afstamning, der har været delagtig i Landmandsbank-svindelen, viser det sig, at det var jøder, jøder og atter jøder, der var de hovedansvarlige.

Men man kan gå et skridt videre og hævde, at også de såkaldte anstændige, gode jøder viste en besynderlig, om man ikke vil sige karakteristisk tilbageholdenhed over for det storstilede folkebedrag, Glückstadt, Ballin, Heilbuth og konsorter satte i scene. En mand som Benny Dessau kunne selvfølgelig som førende mand inden for lndustriraadet have grebet ind mod den overkapitalisering af de store fabriksvirksomheder, som senere påførte banken de store tab. Han kunne have fremmet industrikontrollen osv., men han foretog sig intet i denne retning. Han var jo selv Ballins spillebroder og viste sit sindelag bedst den 6. august 1918, da han sammen med Ballin som Industriraadets repræsentant satte alt ind på at få prof. Birck sat ud af Priskontrolkommissionen. Herman Heilbuth ansås jo i den her omhandlede periode også almindeligvis for at høre til de særligt respektable jøder; han havde en meget stor indflydelse på Den overordentlige Kommissions afgørelser, for hvilken overformynder Friis var formand. Også han kunne gennem sin stilling have bidraget ganske væsentligt til at hindre det vilde spil; men han gjorde det ikke, thi han var jo selv en af de værste spillebrødre. I Nationalbanken sad som direktør Marcus Rubin, næst efter dir. Carl Ussing den mest indflydelsesrige mand inden for denne institution. Han ansås også for at være ikke blot en overmåde intelligent, men tillige en karakterfuld jøde. Men hvad foretog han sig mod sine racefællers forbryderiske transaktioner, hvad gjorde han for at forhindre Glückstadts svindlerier? Han måtte jo vide besked og kunne have grebet ind mange gange. Men også han forholdt sig passiv, i en sådan grad, at endda “Finanstidende” ved hans død den 6. marts 1923 bemærker, at han “ikke blev i stand til at hævde en sådan autoritet inden for den danske finansverden, som forholdene krævede”, omendskønt han,

485

til trods for sit ukendskab til praktisk bankvirksomhed, kom til at stå som nationalbankdirektionens egentlige leder. Endog dette finansorgan bebrejder Marcus Rubin, at “han nærede en for stor beundring for de mænd, som netop brillerede ved initiativ og dristige planer”. Det var altså ikke netop ham, der skulle forvolde mænd som Glückstadt, Ballin osv. vanskeligheder.

For så vidt det drejede sig om aktiespekulationen, navnlig i sammenhæng med nyemissioner, kunne Kursnoteringsudvalget have grebet ind. En af de jødiske finansmænd, som altid inden for brede befolkningskredse har nydt anseelse for at være en særlig ansvarsbevidst samfundsborger og som ofte rettede sine angreb mod den overhåndtagende spekulation under og efter krigen*, nemlig vekselerer Alfred Horwitz, beskæftigede sig i en nytårsartikel “børsbetragtninger” (“Politiken”, 3. 1. 1917) indgående med virkningerne af højkonjunkturen i året 1916 på børsvæsenets område. Han erkendte skavankerne og påtalte den letsindige bortødslen af formuer, som nu havde sat ind, men mente dog, at der under hensyn til de mægtige indtægter, 1916 bragte, — som ved anden lejlighed takseredes til ca. 1.000 mil. kr., — ikke var gået alt for meget tabt. “Thi selv”, siger han, “om vi skulle have sløset måske både 50–100 millioner bort til ingen verdens nytte, kan selv så mægtige tal kun betyde en ringe procentdel af de summer, som der i det hele har været tale om”. Han tillagde Fondsbørsen et væsentligt ansvar for de stærke kurssvingninger, som havde stimuleret spekulationen, og navnlig havde forledt småfolk til at disponere letsindigt. På den anden side skulle så Børsen rigtignok efter Horwitz opfattelse have bidraget til at sprede de store fortjenester. Børsen skulle herved have virket som den ægte demokrat, der sørgede for, at de store, menige masser blev delagtige i overfloden, som — “hvis vi ikke havde haft aktieselskabsformen, ville være blevet forbeholdt nogle få “udvalgte”.” Sådanne fraser fremsatte denne børskronikør, til trods for, at han selvfølgelig ligeså godt som Birck så til bunds i sagen og vidste, at aktieselskabsformen netop blev misbrugt af de store industriherrer og aktiespekulanter til ved ligefrem svindleragtige transaktioner at ribbe godtfolk for deres spareskillinger i en målestok, …

*) Jvf. Alfred Horwitz, Pengeoverflodens Udskejelser i Fortid og Nutid. Kbh. 1917; samme, Smaa Penge, store Priser, Kbh. 1921; samme, Minut-Millionærer. Økonomiske Tidsbilleder fra Krigs- og Efterkrigsaarene. Kbh. 1922.

486

… som aldrig før set i landets historie. Helt blind var Horwitz rigtignok heller ikke for dette forhold, idet han raillerer over “den hærskare af aktietegnere”, som med jubel og begejstring kastede sig over alle disse nyemissioner og senere blev siddende med den sure svie. Hertil gjorde han gældende, at der burde have været gennemført strengere kontrol, og at Kursnoteringsudvalget i så henseende havde forsømt sin opgave. Dette udvalg — mente han bl.a. — burde fra første færd have givet påbud om, at ingen ny aktieværdi måtte omsættes af de noteringsberettigede deltagere “inden for snoren”, førend det udsendte prospekt var blevet forelagt udvalget og godkendt af samme. Og han hævdede som sin opfattelse, at det burde være alle noteringsberettigede deltagere forbudt at gøre forretning for egen regning. Hverken direkte eller indirekte måtte de deltage i forretninger.

Udgangspunktet for disse overvejelser var selvfølgelig i første række Ballin-koncernens aktieemission, selvom det ikke udtrykkeligt siges. Og i og for sig var forslagene aldeles bemærkelsesværdige. Men Horwitz var meget dæmpet i sit angreb. Det gjaldt jo om ikke at træde de store finansmagnater alt for nær. Dertil kom, at Kursnoteringsudvalget, som han mente at måtte give gode råd, jo selv var stærkt jødepræget og endog blandt sine medlemmer havde nogle, der stod forrest i det store spil, som Landmandsbankens direktører havde indledt. En af Kursnoteringsudvalgets næstformænd var i 1917 Johan Levin, og medlem var bl.a. vekselerer A. F. Lamm. Desuden var de fra bankkatastrofen kendte vekselerere A. Lunn fra firmaet Aug. Lunn & Co. E. Lehn-Schiøler fra firmaet Th. Schiøler medlemmer, firmaer, som senere begge krakkede med store beløb og aldrig blev rekonstruerede. Medlemmer i noteringsudvalget, som stod uden for Landmandsbank-kredsen, var dels formanden vekselerer C Reimann, som under krigen ikke drev nogen forretning, dels jøderne vekselerer Andreas Simonsen og vekselmægler W. Heckscher, brøkjøden I. M. Rée (der sammen med Johan Levin var næstformand), og vekselerer August Øster. Det var altså til dette kursnoteringsudvalg, ledet dels af jøder, dels af Landmandsbankens mænd, at Alfred Horwitz rettede sin henvendelse om at gribe ind over for den forrykte emissionsepidemi og dens virkninger. At en sådan henstilling var forgæves, var indlysende. Alfred Horwitz opnåede imidlertid at gøre sig bemærket ved sine skrivelser, og dette må formodes at have været hovedmotivet for hans gøglespil.

Til de få jøder, der ved forskellige lejligheder rettede deres kritik mod spekulation, kædehandel og samfundsskadelig udførsel af livsvigtige fornødenheder, hørte også nogen tid Aage Lotinga (dengang ortodoks jøde, senere katolik), som i sin skribentvirksomhed fik mulighed for ikke blot at offentliggøre sine indlæg i “Mosaisk Samfund”, men samtidigt i

487

konservative blade såsom “Vort Land” og “Kolding Avis”, tillige i kristelige dagblade og i “Politiken”. Han havde altså mangeartede forbindelser til pressen. Den 6. november 1917 angreb han i Erik Hansens blad i Kolding visse kredse inden for højfinansen, deriblandt formanden for Dispensationsudvalget Max Ballin. Her meddelte han bl.a. “Det er tidligere blevet fremhævet, hvorledes det dispensationsudvalg, hvis leder er en af Regeringens intime venner og rådgivere, har hjulpet storspekulanter i eksport af klædestoffer til at eksportere rask væk til Finland og Sverige, medens befolkningen herhjemme knap nok kunne få klæder på kroppen. Den dyrebare tonnage blev gang på gang stillet til disposition for disse storgrossister, og trods fortvivlede protester fra forbrugernes side er det ikke helt lykkedes at få bugt med dette onde. Et forsøg på at få et saltmonopol sikret for en snæver kreds af storkapitalister blev kun forhindret i yderste øjeblik gennem en energisk indskriden fra indflydelsesrige landbrugskredse …” Det er jo helt artige oplysninger, der her gives.

Særligt aggressiv var Lotinga dernæst også i en artikel: “Dansen om Guldkalven” i “Mosaisk Samfund” af 2. oktober 1920, idet han gav sin tilslutning til Walther Rathenaus betragtninger gående ud på, at det må ligge i samfundets interesse så vidt som muligt at tilintetgøre de under krigen sammenskrabede krigsformuer, der som regel var ganske uden rimeligt forhold til deres besidderes værdi som mennesker og samfundsborgere. Denne regel, mente Lotinga, var god og måtte også gælde for Danmark. Thi — fortsatte han: “Dyrkelse af Guldkalven er herhjemme udartet til næsten dæmonisk besættelse, pengegriskheden er steget til en epidemisk sindssyge, der bogstavelig talt hærger det hele land. Og jøderne giver ikke deres kristne medborgere noget efter. Samfundslivet former sig efterhånden som en desperat alles kamp imod alle. At udnytte og udplyndre sin næste, synes tilværelsens eneste formål … Og denne ubændige pengegriskhed har yderligere til følge, at handelsmoralen undergraves. Danmark kan vistnok rose sig af at være ved at sætte en rekord på dette område; det er tvivlsomt, om noget andet civiliseret samfund kan præstere en mere gennemrådden handelsmoral. Vi taler både om jøder og ikke-jøder. Ikke alene de obskure elementer indlader sig på de smudsigste handlinger for at berige sig, men også den “finere” portion af handelsstanden har efterhånden skabt sig en moralsk kodex, der måske svarer fortrinligt til dens eget behov, men ikke tåler for stærk udsættelse for det klare dagslys …” Aage Lotinga var aldeles ikke blind for, at det var en rædsom svindel, der havde grebet om sig, men han forsøgte dog at fremkalde det indtryk, at jøder og kristne var lige gode om det og dulgte det særlige ansvar, hans racefæller havde. Og endnu mindre råbte han op til kamp. Han skulle nok tage sig i vare.

488

Det er i øvrigt så uhyre karakteristisk for den her omhandlede periode, at jøden, der ved en sjælden, en meget sjælden lejlighed ytrede betænkeligheder ved spekulanternes galmandsværk, aldrig om så blot med et eneste ord rettede kritik mod selve Glückstadt. Denne var, som det engang blev sagt, “en mand på afstand”. Han var tabu, urørlig, og det var aldeles udelukket, at hans transaktioner nogen sinde gjordes til genstand for offentlig omtale. Hele hovedstadspressen dyrkede ham nærmest som en afgud, som et enestående finansgeni, hvis mage næppe fandtes andetsteds i verden. “Politiken” gik i spidsen ved til stadighed i de år, da spekulationen kulminerede, at overøse Glückstadt med næsegrus ros og smiger, bl.a. den 10. december 1920 at berømme ham for at have skaffet sig “en sådan universel anseelse og indflydelse, som kun de allerstørste finansmænd kan glæde sig ved”. Sådan gik spillet videre, helt indtil efteråret 1922. Men da så dette spilfægteri ikke kunne føres videre, da svindelen afsløredes, da var også de såkaldte anstændige, gode jøder meget hurtigt enige om sig imellem, at nu skulle kritikken så vidt muligt holdes nede. Det (såkaldte) tredie Ting, landets hemmelige overregering, trådte omgående i aktion. Nu sattes, som det allerede er vist, straks alt ind på at få processen og undersøgelsen vedrørende forholdene i Landmandsbanken standset. Nu var det netop igen nogle af de gode jøder, mænd i førende stillinger, som ikke var direkte impliceret i Landmandsbanksvindelen, der — sammen med H. N. Andersen — søgte at redde Glückstadt og hans spillebrødre fra forsmædelsen og fri dem for rettens straf. Der skal her blot mindes om Edvard Brandes’ ejendommelige skrivelse til Glückstadt af 9. august 1922, om den højtidelige erklæring, som de to ærespræsidenter i Industriraadet, Alex. Foss og Harald Bing, afgav til fordel for H. P. Prior, for derved indirekte at forhindre Emil Glückstadts domfældelse, der skal mindes om det opråb, mænd som Benny Dessau og Ernst Meyer udstedte sammen med Sass og Pinstrup, efter at Harald Plum var blevet dømt, der skal

489

mindes om overretssagfører Otto Bings henvendelse til Ove Rode, da der var fare for, at Bankkommissionens beretning ville give anledning til drøftelser i Rigsdagen.* Disse protester, — som utvivlsomt har været ledsaget af andre tilsvarende aktioner, der har unddraget sig offentlighedens kontrol — lader erkende, at alle jøder, hvad enten de regnes til de gode eller mindre gode, til de ortodokse, til de kristelige eller fritænkeriske, dog i sidste instans følte sig som en fælles front, og at det var finansjøden, kapitalmagten, der i den her omhandlede periode i alle tilfælde udøvede en næsten uindskrænket magt over samfundet, på trods af såkaldte gode jøders — som f.eks. Horwitz’ og Lotingas spagfærdige kritik.

Ja, når man undersøger jødernes stilling til Landmandsbank-skandalen noget nøjere, kommer man endogså til det resultat, at jøder fra de politiske partiers Venstre fløj har givet deres solidaritet med kapitalisten Glückstadt til kende på meget uforbeholden måde. Til dem hører bl.a. den afdøde landstingsmand Herman Trier, som siden 1905 stod i valggruppe med det Radikale Venstre og indtog en meget fremtrædende stilling på Rigsdagen. Han, der selv var millionær, støttede naturligvis ligesom sin parti- og racefælle Edvard Brandes den jødiske kapitalmagts interesser til enhver tid og var i så henseende et værdigt medlem af sit parti, et parti om hvilket endog storkapitalismens ihærdige talsmand, den konservative Julius Schovelin, erklærede i landstingsforhandlingerne den 21. september 1922, at det i ordets egentligste forstand havde knyttet til sig “hele den klike, der stod om det Glückstadt’ske regime”. Trier var en af de ledende i forhandlingerne hin nat fra påskelørdag til -søndag 1920 på Amalienborg, da det til sidst vedtoges, at overformynder Friis skulle danne ny regering, og dermed grundlaget skabtes for dannelsen af netop det ministerium, … 

*) Jvf. 1. del, s. 510 flg.
**) Jvf. 1. del, s. 149 flg.

490

… Glückstadt ønskede sig.*

Senere har en anden jøde, socialdemokraten Marius Wulff, givet udtryk for sin særlige samfølelse med Emil Glückstadt ved i sin 1929 udgivne pjece om Harald Plum at forsøge at skubbe al skyld for Landmandsbankens sammenbrud fra Glückstadt over på Plum.* Men mest påfaldende er det dog, at kommunisternes organ “Arbejderbladet” til stadighed har været særlig ivrig for at vælte hele ansvaret over på en helt tredje, nemlig H. N. Andersen, og i forskellige artikler har forsøgt at underbygge dette postulat. Her er det halvjøden, cand.polit. Otto Melchior, som er den egentlige pennefører og som i en 1928 udgivet pjece: “Landmandsbankkorruptionen” særlig beskæftiger sig med kampen mellem Glückstadt og H. N. Andersen. Det er uden tvivl samme Melchior, som i “Arbejderbladet” for 9. maj 1930 under mærket M. på ny behandler dette problem og derved mere eftertrykkeligt end ellers søger at pålægge Ø.K.’s direktør hele ansvaret. Dette sker ved bl.a. kort og godt at fastslå, at det er denne mand, der “har pådraget dette land et tab på en halv milliard kroner, da han knuste Landmandsbanken”, og at det var den uforsonlige kamp mellem ham og Glückstadt, der måtte anses for at være “hovedgrunden til Landmandsbankens sammenbrud og afsløringen af Glückstadts svindlerier”. M. beretter i denne anledning endvidere, at disse forhold skulle have været afsløret i fru Laura Glückstadts forsvarsskrift, men at dette skrift, før trykningen blev censureret af H. N. Andersens folk. Om H. N. Andersens taktik bemærkes i øvrigt: “Medens Glückstadt var i udlandet, lykkedes det Andersen herhjemme at få gjort hans meddirektør i Landmandsbanken, Ringberg, umulig, og da han først var trængt ud og begik selvmord, var vejen videre fri”. Således forsvarede kommunisten Otto Melchior Emil Glückstadts sag! —

Her viser det sig atter, at jøderne hytter deres egne, ud over alle partimodsætninger. Det var ikke blot Det tredie Tings

*) Jvf. ovenfor s. 283.

491

store mænd, pengejøderne, der viste ubrydelig solidaritet, hvor kapitalmagtens interesser var i fare, men det var tillige jøderne i de mere eller mindre marxistiske partier, — om man vil: proletarjøderne —, der sluttede op og søgte at skærme Glückstadt! sådan manifesterer racens sammenhold, racens solidaritet sig.

Det mest harmelige — og for den jævne mand i folket uden tvivl også det mest uforståelige — var imidlertid den ubekymrethed og den hensynsløshed, med hvilken de jødiske kapitalister, nært knyttet til den københavnske storborgerklike, disponerede over millioner af kroner til foretagelse af deres egne spekulationer og derved bortødslede flere hundrede millioner kroner af nationens formue. Sådan noget er ikke let at forstå for den jævne mand i folket, for arbejderen, bonden og håndværkeren, der må regne med de små midler og må slide i det for at tjene til det daglige brød. Hvor meningmand regner med beskedne summer i redeligt og anstændigt tjente penge, der regner storkapitalisten og spekulanten med tusinder eller hundredtusinder, ja med millioner af kroner. Hvor meningmand regner med løn, med den regulære arbejdsindtægt, regner finansmanden med kursgevinsten, med tantieme, honorarer og deslige, med den arbejdsløse indkomst, som et middel til udplyndring og udpining af det brede, arbejdende folk. Her skiller verdener!

Hvorledes skulle den jævne mand — for blot endnu engang at fremhæve et bestemt eksempel — kunne begribe, at en mand som Glückstadt engang kunne modtage et beløb på 1,3 mil. kr. uden at gøre sig tanker om, hvilken retshjemmel han havde til at modtage dem. Hvorledes forstå, at Glückstadt disponerede over pengene, som om det var hans egen kapital, uden at fundere over, hvorledes dette beløb var blevet indtjent. Hvorledes forstå, at denne rigmand kunne disponere over så stor en ekstrafortjeneste, uden senere i retsforhandlingerne at kunne gøre rede for, hvordan og hvorfor han modtog disse penge, udbetalt kontant i 500-kronesedler, og hvordan han disponerede over et sådant beløb, der så at sige var kommet dumpende ned til ham. Dog, der kunne nævnes flere andre tildragelser, som virker ligeså ufattelige og fantastiske. Og derved er det end ikke nødvendigt at holde sig til den personkreds, som flokkedes omkring Landmandsbanken. Også andre banker var med i spillet, såsom Revisionsbanken, der en tid finansierede Parvus, Privatbanken, der var stærkt finansielt interesseret bl.a. i Svovlsyrefabrikkerne og i Nordisk-Oversøisk Handelsselskab, Folkebanken for København og

492

Frederiksberg og senere ikke mindst Arbejderbanken. Og altid var der jøder med i spillet, altid sattes millioner over styr.

Om det samvittighedsløse spil, der blev drevet med bankmidler under krigen, skal endnu kun fremhæves en enkelt episode fra Landmandsbanksagen, som ikke er bleven behandlet af den officielle undersøgelseskommission, men som alligevel uden tvivl må anses for at være sandfærdig og atter giver et interessant bidrag til Glückstadts mentalitet, til karakterisering af hans spillerånd og hans bestræbelser for at tilkøbe sig gunst og anseelse hos højtstående personer, som måtte anses for at være en vennetjeneste værd. Det var historien om en fremmed gesandts besynderlige aktiespekulationer, og det var “Landmandstidende”, som bragte historien den 16. januar 1924, dagen efter at Landmandsbank-kommissionens beretning var bleven offentliggjort.

“Landmandstidende” berettede her, at en Danmark venlig sindet gesandt en skønne dag hen på sommeren 1915, da D.F.D.S.’s aktier stod i kurs ca. 150, besøgte Glückstadt for at anmode ham om hjælp. Han ville gerne spekulere, men han havde ingen midler til at gøre det for. Da ansøgeren nu var en meget anset mand inden for diplomatiet, vidste Glückstadt naturligvis straks råd. Intet lettere end det. Glückstadt lod simpelthen straks overføre en million D.F.D.S.-aktier på gesandtens konto, og da kurserne i løbet af året, indtil sommeren 1916, steg til 250, havde den fornemme diplomat tjent en million kroner. “Landmandstidende” sluttede fortællingen om denne vellykkede aktiespekulation med følgende bemærkninger: “Så takkede gesandten “så meget”. Nu ville han ikke mere. Thi han agtede at trække sig tilbage til privatlivets fred. Og nu skriver han memoirer herfra. Men forinden skaffede han sig dog en meget høj orden fra sit hjemland!”

Sandelig: at sådan noget var muligt, kan vanskeligt forstås af den jævne mand, der skal tjene sit brød ved redeligt slid og arbejde.

Men endnu mere uforståeligt er det dog vel, at de parlamentariske partier, som dog skal varetage folkets interesser, ikke efter at krakket var indtrådt sørgede for at råde grundigt bod på disse skandaløse forhold ved at drage de kredse, som havde været mest fremtrædende i Landmandsbank-svindelen, til ansvar også på den måde, at de måtte hæfte med hele deres formue for de samfundet påførte tab. Det er en gang sagt, og det skal gentages her, at det ikke blot var den lempelige behandling, spekulanterne fandt for domstolene, der vakte forargelse, men nok så meget den lempelige ordning, disse henholdsvis deres ægtefæller har fået indrømmet ved afviklingen af deres forpligtelser.* Fru Laura Glückstadt beholdt en millionformue ubeskåren, en mand som

*) Jvf. 1. del, s. 450 flg. og ovenfor s. 131.

493

Harald Plum mere end en halv million kroner. Plum havde som nævnt efter den ham i december 1923 overgåede dom forpligtet sig til at stille sin formue, der blev opgjort til 635.000 kr., til rådighed for banken. Men den nye bankledelse glemte at kræve pengene hos ham, og også rigsdag og regering brød sig fejl om, om Plum betalte, omendskønt de jo af hensyn til statsgarantien måtte være særlig interesseret i, at de 635.000 kr. krævedes betalt hurtigst muligt! Om Heilbuth fortælles det, at han følte sig stærkt forfordelt af Landmandsbanken, fordi der var så mange, som før ham opnåede saldokvittering under særlig gunstige vilkår. Men senere slap jo også Heilbuth meget nådigt fra det. At den nye Landmandsbank-ledelse overhovedet var meget medgørlig, når det blot drejede sig om at støtte pengearistokratiets koryfæer, skulle bl.a. også Max Lesters hustru Rosa — søster til Emil og Valdemar Glückstadt — erfare. Da Max Lester nemlig sammen med sin svoger, generalkonsul Valdemar Glückstadt måtte standse assurancevirksomheden “Baltica”, fordi de skyldte banken 6½ mili. kr., stillede Max Lester, efter at selskabets ledelse var overgået til andre personer, sine særlige krav til banken.

Hr. Lester — eller, som han oprindelig hed: Levig — fordrede nemlig, for at overlade kreditor sin part af det insolvente bo, at banken skulle forpligte sig til at give hans fraskilte hustru, født Glückstadt, tolv tusinde kr. årligt! Og banken sagde ja! Og på samme storslåede måde ordnedes Wilhelm Weimanns gæld. Weimann kom som nævnt til at skylde banken 3 mil. kr., endda han havde ladet sit selskab, Store Nordiske, indbetale 5 mil. kr. til bankens garantikapital, et beløb, der senere måtte afskrives i fuldt omfang. Weimann foreslog — ifølge den redegørelse, “Landmandstidende” bringer den 22. januar 1924 — Neergaard at skaffe ham saldokvittering for sine 3 mil. kr. mod at betale 35.000 kr. i 5 år, dvs. 175.000 kr. i alt. Derved anmodede han samtidig sit selskabs bestyrelse om at få sin egen løn forhøjet fra 30 til 60.000 kr. årligt, for med den således opnåede merindtægt at kunne betale sin gæld til Landmandsbanken. Forslaget accepteredes af bestyrelsen. Statsminister Neergaard forlod rigtignok mødet, da Weimann fremsatte forslaget, sigende, at han ville overlade det til den øvrige bestyrelse at træffe afgørelsen. Forslaget vedtoges derefter under den forudsætning, at disse 30.000 kroners årlige løntillæg tillige med 5.000 kr. af “grundlønnen” skulle bruges til afbetaling på de 3 millioners gæld til Landmandsbanken. Og “Landmandstidende” resumerer: “Summa summarum: Direktør W. betaler i 5 år 5.000 kr., i alt 25.000 kr., mod at få saldokvittering på 3 mil. kr.! Ja, sådan ligger landet altså m.h.t. Weimanns saldokvittering”.

Andre jøder blev hjulpet på lignende måde. I “Social-Demokraten” af 26. januar 1928 berettede en indsender, at en af krigstidens meget

494

smarte herrer, der havde fået en gæld på over 1 million kroner, havde fået den kvitteret imod at betale 60.000 kroner en gang for alle. Det skulle være gået således til, at en stor virksomhed ville ansætte den pågældende, men dog kun hvis han var gældfri. Han sagde så til banken, at han kunne skaffe 60.000 kroner, og hvis man ikke ville tage dem og give saldokvittering, kunne han ingen stilling få, og så kunne han slet ingenting betale. Da slog banken til. Det nævnte blad beretter ved samme lejlighed, at udgiveren af den Ferslew’ske presse, Carl Levin, skyldte Landmandsbanken så mange penge, at man fandt det for rigtigst at hjælpe ham til at købe “Nationaltidende”. Herom meddelte “Social-Demokraten” endvidere, at hr. Levin i den anledning blev sat på en gage, der varierede mellem 75 og 150.000 kr. om året, og at han senere fik en slags pension bevilliget. “I og for sig”, siges der herom, “er det jo noget mærkværdigt, at en havareret bank er stærkt engageret i et bladforetagende af udpræget partipolitisk farve, men forholdet bliver endnu grellere, når man betænker, at den pågældende bank faktisk er Statens.”

Det er ellers gængs moral, at debitor skal svare enhver sit og betale den gæld han stiftede. En arbejdsmand, der får kommunelån på socialkontoret, om det så kun drejer sig om 10 kroner, skal nok få lov til at betale lånet tilbage, når indtægtsforholdene bedres. Med en bonde eller en håndværker, der ikke kan klare sine forpligtelser, f.eks. under deflationen ikke kunne forrente sin gæld i værdiopskreven mønt, haves der ingen medlidenhed; sådant godtfolk jages og piskes ubønhørligt af kreditinstitutteme. Men en jøde eller jødelakaj, der er tilstrækkelig kapitalstærk og hører til finansmagtens inderkreds, kan få lov til at arrangere sig. Han holdes i salveten, selv om han bærer ansvaret for millioner af kroners tab, og derved hverken bøder med sin formue eller lider skår i sin anseelse. Tænk, at selv de 120 dages fængsel, direktør H. P. Prior fik, ikke gjorde ham uværdig til senere atter at figurere som en af Danmarks bedste mænd og som sådan at blive opført i den Blå Bog indtil sin død!

Således er nu engang den mere eller mindre jødisk prægede storborgerklikes stilling inden for et demokratisk samfund.

Guderne må vide, at den jævne mand i folket, ikke har nogen som helst forståelse for sådanne forhold.

Hvorledes skulle også godtfolk kunne forstå, at enken efter storsvindleren Glückstadt, nuværende kammerherreinde Bernhoft, som ufortrødent har ment at kunne forsvare sin mands forbrydelser, den dag i dag kan færdes i hofkredse, og at den Blå Bog for året 1942 endnu indeholder Wilhelm Weimanns og Heilbuths navne. Hvem kan forstå, at Weimann, som var bestyrelsesformand i to af de firmaer,

495

som forvoldte Landmandsbanken nogle af de største tab — såvel i Ballin-koncernen som i firmaet Nielsen & Winther, hvor der måtte foretages afskrivninger til alt i alt mere end 40 mil. kroner, og hvor selve de banken forvoldte tab i Bankkommissionens beretning opgjordes til mellem 15 og 20 mil. kr. henholdsvis 3½ mil. kr. — også efter Landmandsbank-krakket kunne bevare betroede stillinger inden for andre store erhvervsforetagender. Men sådan var det jo! Wilhelm Weimann, som var en af Glückstadts og Ballins intimeste spillebrødre, som havde medansvar for, at to mægtige millionforetagender kørtes i sænk, bevarede også senerehen sin stærke position inden for dansk industri. Således var han fra 1916–1938 — med de skiftende regeringers velsignelse — formand i bestyrelsen for det Store Nordiske Telegraf-Selskab, og fra 1923–37 tillige formand i bestyrelsen for De forenede Papirfabrikker! Jo, han forblev visselig en mægtig mand.

Det samme var, som hvermand ved, tilfældet med talrige andre mænd, der hørte til Landmandsbankens inderkreds. De blev på ingen måde slået ud ved banksammenbruddet. Man fristes nærmest til at sige: Tværtimod! Benny Dessau, som selv var med i Ballin-svindelen, blev senere den mest fremtrædende personlighed i dansk erhvervsliv, blev endog umiddelbart efter at Bankkommissionens beretning havde afsløret hans aktiespekulation, valgt til Industriraadets formand. Store industrimænd, der havde disponeret galt, forblev trods alt på deres poster, såsom Frederik Salomonsen, Alfred Hertz, brødrene Raffel osv. Særlig karakteristisk er det også, at en mand som kvartjøden højesteretssagfører C. L. David, der har medansvar for, at de af ham ledede selskaber i tidens løb har lidt tab op til i alt ca. 44 mil. kr., den dag i dag er en af de mest fremtrædende skikkelser inden for dansk industri og endnu kontrollerer ca. 20 større eller mindre selskaber, deriblandt som bestyrelsesmedlem i Den Kgl. Porcelainsfabrik og C. Schous fabrikker, som bestyrelsesformand i Aarhus Oliefabrik, Accumulatorfabrikken, De forenede Vagtselskaber osv.

Se, det er forhold, godtfolk nu engang ikke kan fatte. Enkelte ansvarsbevidste mænd som prof. L. V. Birck og grev Holstein har kritiseret disse skandaløse forhold, — i nøjeste overensstemmelse med de brede befolkningslags retsbevidsthed, — og kæmpet mod al denne råddenskab, kort sagt mod det hegemoni, som en lille af jødiske finansmænd dirigeret kreds af storborgere — Det tredie Tings mænd — har kunnet skabe sig, men disse enkeltrøster formåede, som udviklingen har vist, kun at udrette såre lidt. Højfinansen bevarede sin position, kun kapitalmagtens store navne er undergået en forandring. Denne slags jødisk kontrol og beherskelse af erhvervslivet hører jo nu engang til i det

496

demokratisk-marxistiske styre — det nuværende såkaldte folkestyre!

Trods al den kritik, der her rettes mod jødedommen, vil man imidlertid altid til en vis grad kunne finde et undskyldende moment i, at jøder jo i deres handlen og gøren kun lystrer den natur, der er dem medfødt. De skal jo handle og sjakre, svindle og bedrage. Det ligger dem i blodet. Netop fordi de til alle tider har været således, var de jo også til alle tider folkenes forbandelse. Også den frihed, de her i landet bosiddende jøder har kunnet nyde siden emancipationen i året 1814, har jo ikke ført med sig, at disse israelitter opgav deres profitbegær og sjakreånd, deres forkærlighed for pengehandel og spekulation, og at de blev som vi andre. Jøderne blev derved naturligvis ikke til arbejdere og bønder. Men de findes den dag i dag også her i landet, ganske væsentligt kun der, hvor der handles med penge og varer, de har sat sig fast i samfundets nervecentrer og misbruger den magt, de har, til fremme af egen tarv, til fremme af racens formål. De blev kapitalister, højfinansens store mænd og dermed samfundets regerere. Det forfærdelige økonomiske tryk, danske arbejdere og bønder har måttet lide under siden inflationens og deflationens heksedans i de første efterkrigsår, vidner jo netop om den hensynsløshed, med hvilken den jødiske kapitalmagt har søgt at udpine og udplyndre samfundet. Men hvorom alting er: det er ikke blot jøderne, der må gøres ansvarlige for disse forhold. Thi man burde jo nu snart vide, at de er kapitalismens foregangsmænd, at de — som Sombart siger — har skabt den kapitalistiske kultur, som sikrer dem en dominerende stilling inden for de forskellige samfunds økonomi. Når man ved dette, har man jo også mulighed for at indrette sig derefter og at træffe sine modforanstaltninger. for så vidt synes jødernes færden altså til en vis grad at være undskyldelig.

Men des hårdere må kritikken ramme den regering, som

497

ikke tager ved lære af dette forhold eller sætter alt ind på at forhindre, at jøderne trænger ind i samfundets nøglestillinger, at de ved kapitalåger tilraner sig de produktive erhvervs udbytte, at de udplyndrer og udsuger folket eller ved svindel og bedrag bortøder nationens formue. Og en sådan uforsvarlig handlemåde har de regeringer, som stod for landets styre i tiden fra 1914 til 1924, i en ganske utrolig grad gjort sig skyldig i. Regeringerne svigtede, og Rigsdagen, folkets kårne mænd, med. Utrolig er den mangel på ansvarsbevidsthed, den holdningsløshed, som de førende mænd lagde for dagen, når afgørelserne skulle falde. Da under og efter krigen galskaben rasede, så enhver fornuftig mand kunne se, at der var fare på færde, fandtes der oprindelig kun en eneste blandt rigsdagsmændene, der turde påtale disse forhold — nemlig prof. L. V. Birck, som derfor heller ikke passede ind i nogen partibås. Først da landet stod over for katastrofen, fik mændene på Christiansborg munden på gled, først da blev de seende, virkeligt seende, først da følte de et ansvar, de desværre i årevis ikke havde kendt. Men nu gjaldt det jo også først og fremmest om at bevise deres egen sagesløshed, et bevis, som disse parlamentarismens værdige repræsentanter naturligvis ikke kunne føre. Thi alle disse partier havde jo nu deres sårede og faldne i det store finansielle sammenbrud — alle, alle! Da det slutteligt i februar 1924 kom til det store opgør i Folketinget, viste det sig mere end tilstrækkeligt, at partierne intet skulle have hinanden sagt, fordi de alle på lige fod var medskyldige i den store landskatastrofe. Da viste det sig i sandhed, at parlamentarismen havde spillet fallit.

Men heraf drog det styre, som havde vist sig ryggesløst nok til at lade de orientalske spekulanter og tyveknægte ødelægge samfundets økonomi, desværre ikke konsekvensen. Tværtimod! Det havde været rimeligt, om alle de personer, som på den ene eller anden måde havde gjort sig medskyldige i Landmandsbank-katastrofen og dennes følger, droges til

498

ansvar, også strafferetsligt. Det havde været rimeligt, om Glückstadts tafelrunde, rigmændene, som havde det største ansvar for de ved Landmandsbanken forvoldte tab, også var blevet forpligtet til at hæfte med hele deres formue for disse tab. Men sådan noget skete ikke. Efter at Bankkommissionens beretning var blevet offentliggjort, havde der bl.a. været al mulig anledning til bl.a. at indlede kriminal undersøgelse mod mænd som Hugo Rothenberg og Theo. Kliatschko. Det skete ikke. Der havde været grund til at undersøge, hvorvidt bestyrelsesmedlemmerne i Ballin-koncernen havde røgtet deres hverv på forsvarlig måde. Det skete ikke. Det havde været på sin plads, straks efter at de første angreb var bleven rettet mod Landmandsbanken i oktober 1921, at foranledige Bankinspektoratet til at indlede en grundig undersøgelse af bankens forhold. Det skete ikke. Der var senere særlig anledning til at kræve streng straf for de hovedansvarlige i Landmandsbank-krakket, navnlig for Glückstadt og Plum, og dog viste det sig, at man inden for rigsdag og regering til tider var mere betænkt på at få både undersøgelsen og processen mod disse mænd standset. De domme, som faldt først mod bankrådets medlemmer, senere mod Plum ved Østre Landsret, var skandaløse, og de var det, fordi regering og rigsdag var for feje og svage til at stække Det tredie Tings skæbnesvangre indflydelse. Selve debatten om Christmas Møllers dagsorden (s. 272 flg.) viste til fulde, hvor stærkt navnlig de borgerlige partier var bleven indviklet i det jødiske rænkespil.

Men næsten værre end alt dette er rekonstruktionens historie og den rolle, statsminister Neergaard og nationalbankdirektør Ussing her spillede.

Dr. Ussing burde ganske selvfølgelig aldrig være gået med til belåningen af Landmandsbankens aktier i november 1921 uden forud at forskaffe sig nøje orientering over bankens stilling. Ja, han burde have krævet en undersøgelse fra bankinspektoratets side, efter at mistilliden var kommet til orde i Folketingets forhandlinger i oktober 1921. Han burde senere

499

ved Juli-ordningen 1922 sammen med Neergaard pure have afvist Emil Glückstadts afpresningsmanøvrer, og Rigsdagen burde under hensyn til de anvendte gangstermetoder aldrig have ydet en øre til Landmandsbankens rekonstruktion. Der skulle navnlig være gjort rent bord i det øjeblik Rigsdagen erkendte, at 9. Juli-ordningen ikke kunne holde, og at den erklæring, som ministrene Neergaard og Tyge Rothe havde sagt god for, var upålidelig. Det vil sige: I stedet for at lystre finansmagtens direktiver burde rigsdag og regering straks have besluttet Landmandsbankens likvidation. Men enhver lejlighed til at gennemføre en hæderlig og for samfundets velfærd gavnlig løsning blev forsømt.

Det er allerede i anden sammenhæng blevet påpeget, at de jødiske aktionærer i Landmandsbanken, som havde deres forbindelser til børskredse i orden, uden tvivl har kunnet undgå tab ved i tide at indfri deres aktier hos Landmandsbanken henholdsvis det famøse opkøbsselskab Ergor. De vidste besked og lod sig — som det også eftertrykkeligt fremhævedes af Ove Rode i Folketingets forhandlinger den 19. september 1922 — ikke narre af erklæringen af 9. juli 1922 (jvf. ovenfor s. 43 flg.). Børsjobberne lod sig ikke føre bag lyset og solgte løs, så længe Nationalbankens støtteaktion endnu var virksom. Dette pointeredes også af børskommissær Julius Schovelin, idet han bl.a. i landstingsforhandlingerne den 21. 9. 1922 bemærkede, at “hr. Rode i Folketinget rigtigt har gjort opmærksom på, at Børsens jobbere lykkedes det ikke nationalbankdirektøren af få narret — de gik ikke i baissen”. Der kan herefter gås ud fra, at jødiske aktionærer i det store og hele har fået deres aktier indløst til omkring pari. Men de ikke-jødiske aktionærer kunne, som forholdene lå, ikke på tilsvarende måde bjærge sig. Thi de anede jo for det meste ikke, hvad der foregik, havde ikke de samme gode forbindelser som børsjobberne. Efter at Staten dernæst overtog den almindelige garanti over for bankens indskudsmidler, var også de jødiske indskydere reddet sammen med de jødiske aktionærer, noget

500

som i denne sammenhæng måtte være af allerstørste betydning, da det jo i ganske særlig grad var jødiske kapitalinteresser, der var knyttet til Landmandsbanken. Naturligvis nød også de andre, ikke-jødiske, indskydere på samme måde beskyttelse; men det ændrer intet ved den kendsgerning, at ordningen i første række var til gavn for den jødiske højfinans, og situationen karakteriseres jo netop ved, at det ene og alene var den bank, i hvilken jødiske interesser var særligt stærkt repræsenteret, som opnåede ikke blot en begrænset statshjælp, men generel statsgaranti. Hvad det kom til at betyde for Landmandsbankens jødiske indskydere kan ikke opgøres i tal, men hvis der kan gås ud fra, at indskudsmidlerne i Landmandsbankens hovedsæde for tredje- eller fjerdedelens vedkommende — dvs. for 3–400 mil. kroners vedkommende — tilhørte jøderne, vil det sige, at denne formue blev bevaret ubeskåret for den jødiske finansmagt på skatteborgernes bekostning. (Hvorvidt den andel, som jøderne har haft i Landmandsbankens folio-, indlån- og kontokurantindskud — som f.eks. ultimo 1920 androg 1244 mil. kr. — har andraget en tredje- eller blot en fjerdedel, eller også noget helt andet, kan der her ikke udtales noget om. Men eftersom Landmandsbankens hovedsæde havde udlånt mere end halvdelen af debet-kontienes samlede beløb til udpræget jødiske foretagender, er det aldeles ikke usandsynligt, at jøderne selv hos deres bank har haft stående mellem 300 til 400 millioner kroner på kredit-kontiene).

At der ved ordningen af Landmandsbank-sagen har gjort sig særlige tendenser gældende, viser sig tydeligt, når man derpå undersøger, hvorledes Staten forholdt sig over for de andre i samme tidsrum havarerede banker og sparekasser. Der krakkede jo cirka 30 pengeinstitutter, og i alle tilfælde gik det ud over sagesløse sparere og indlånere.

Spørgsmålet om hjælp også til disse mindre institutioner kom naturligvis oftere på tale siden efteråret 1922.

Bl.a. blev i Folketingets forhandlinger den 19. september

501

1922 om Regeringens forslag vedrørende reorganisation af Landmandsbanken fra rigsdagsmedlemmers side foreslået, at der også skulle ydes tilsvarende hjælp til andre banker, som var kommet i lignende vanskeligheder som Landmandsbanken. Her anbefalede det konservative medlem Pitzner, at man også under den ene eller anden form måtte træde hjælpende til fra Statens eller storbankernes side over for krakkede småbanker, og han erklærede på sit partis vegne, at han ikke så rettere, end at det var Statens pligt at træde til og hjælpe, hvor sparere uden egen skyld var kommet i nød. Endnu ved denne lejlighed erklærede statsminister Neergaard, at sådanne overvejelser naturligvis var på sin plads. Og han tilføjede: “Jeg har aldrig ment, at dette var noget, om hvilket der absolut ikke kunne forhandles”. Dermed skulle blot ikke være sagt, at Rigsdagen herefter med konsekvensens magt skulle være nødt til at gå ind på den art forslag. Dog til en forhandling om sådan en hjælp ville Regeringen altså dog ifølge Neergaards erklæringer i september 1922 altid være villig, og specielt skulle der så bl.a. drøftes, hvorvidt der kunne ydes støtte til sparerne i Hellerup Banken eller andre, som uforskyldt var kommet i vanskeligheder. Her viste altså Regeringen viljen til at støtte andre nødlidende bankers indlånere, og denne principielle indstilling syntes rigsdag og regering at fastholde, så længe der endnu måtte forhandles om Landmandsbankens reorganisation, mens altså jødekapitalen endnu var i knibe. Men så snart denne kapital var uden for fare, og den generelle garanti for Landmandsbankens indskudsmidler var blevet effektiv, fik piben en anden lyd. Da var der ikke mere tale om, at Staten også skulle hjælpe andre bankers indlånere. Det manglede da bare. Da var det, at “Finanstidende” gav klar besked, hvordan man inden for den jødiske finansverden så på dette forhold, idet det i nr. 18 af 4. februar 1925 tog stilling til sagen.

“Finanstidende” meddelte ved denne lejlighed, at sparerne i de sammenbrudte provinsbanker gennem det af den nedsatte

502

udvalg på ny havde henvendt sig til lovgivningsmagten om støtte i overensstemmelse med de velvillige udtalelser angående denne sag, som fra forskellig side var blevet fremsat under behandlingen af lovforslagene om Landmandsbankens rekonstruktion. For dette organ stod det nu klart, at sådan hjælp ikke måtte ydes, og at rigsdag og regering gjorde sig skyldig i en meget stor fejl ved ikke eftertrykkelig at afvise sådanne henstillinger. Nu skulle det være slut med statshjælp. Landmandsbankens sparere havde jo nu reddet deres kapital — og det måtte vel anses for tilstrækkeligt. Med en kynisme, der næppe kunne overtræffes, knyttede finansorganet hertil følgende meget åbenhjertede betragtninger: 

“At Staten er kommen i en højst uheldig situation derved, at den for at afværge en panik på pengemarkedet under en kritisk situation har påtaget sig den absolutte garanti for en enkelt banks kreditorer — en garanti, hvis berettigelse i øvrigt i høj grad kan omtvistes (sic!) — skal ikke benægtes, men dette berettiger på ingen måde til skabelse af et almindeligt præcedens for, at Staten er moralsk forpligtet til at gribe ind, hver gang en bank går i stykker. (!!) Vi mener tværtimod, det er på høje tid, det bliver endelig fastslået, at den slags skader er statskassen ganske uvedkommende”. (Indføjelser og fremhævelser af forf.).

Dermed havde den jødiske kapitalmagt givet til kende, hvorledes man nu — i februar 1925 — så på spørgsmålet om statshjælp til havarerede banker. Nu ønskede man ikke mere af denne skuffe, nu, da jødekapitalen var reddet. Men i 1922 – 23 så man rigtignok anderledes på sagen, da var der så sandelig ikke i “Finanstidende” tale om, at statsgarantiens berettigelse for Landmandsbankens kreditorer “i høj grad” kunne omtvistes.

Selve udviklingen af forhandlingerne om bankens rekonstruktion i sommeren 1922 viste også på så mange andre måder, hvor stærkt det var rigsdag og regering magtpåliggende frem for alt netop at redde Landmandsbanken, Glückstadts bank.

503

Det er allerede foran skildret, hvordan ministrene Niels Neergaard og Tyge Rothe fra første færd regnede med en stærk modstand i den offentlige mening mod den af dem trufne 9. Juli-ordning, og at de derfor anså det for klogt for en tid at holde de mere eller mindre forpligtende tilsagn, de havde givet, skjult for Rigsdagen. De ville lempe sig til rette, eller — for at sige det klarere — luske sig frem til målet. Til forsvar for denne taktik forklarede de senere, at de havde håbet, derved at kunne udskyde landskatastrofen. Men på denne måde føjedes led til led for at gennemtvinge den ordning, Glückstadt ønskede, ved først at binde Nationalbanken til Landmandsbankens skæbne, dernæst Staten, til en begyndelse med et begrænset millionbeløb, og derefter med den generelle statsgaranti. Man tog skridt for skridt for at påføre folket risikoen ved bankens rekonstruktion, og planen om på denne måde atter at stabilisere jødernes finansmagt lykkedes således alt for godt.

I Rigsdagens forhandlinger i september 1922 blev overrumplingen gennemført; ene og alene grev Bent Holstein undlod at stemme for Regeringens forslag om, at Staten skulle indskyde 40 mil. kr. som præferencekapital. Da forpligtelserne over for banken senere udvidedes, sprang det Radikale Venstre fra, 1926 gik socialdemokraterne med til yderligere bevillinger, 1927 stemte de imod et forslag om en endelig ordning af Landmandsbankens forhold. I forhandlingerne i 1928 om en endelig ordning af Statens forhold stemte 12 konservative mod regeringsforslaget. Det viser sig altså, at partiernes holdning over for rekonstruktionen har været meget vaklende. Konsekvent i deres stilling var kun på den ene side grev Holstein, der til stadighed forlangte en forsvarlig likvidation, på den anden side Venstre — det parti, som man skulle antage havde mindst interesse i at støtte denne sag. Venstre satte som eneste rigsdagsparti fra først til sidst alt ind på at gennemtrumfe kapitalmagtens krav! Den slaviske lydighed, som statsminister Neergaard i hele sin regeringstid

504

havde vist over for Glückstadt, var bestemmende for partiets holdning over for rekonstruktionsspørgsmålet indtil det sidste.

Ofte nok var det på tale at banken burde likvidere. Grev Holstein havde bl.a. den 3. februar 1923 i Folketinget foreslået “en lempelig likvidation i den form, at man skyder ud, hvad der må betragtes som usunde og uholdbare foretagender og aktiver og at man tager de aktiver, der kan betragtes som levedygtige og sunde, og af dem danner en kærne, hvoraf der kan skabes en ny og mindre bank, og at Staten så garanterer Landmandsbankens kreditorer og indskydere den dividende, de nu måtte kunne få ved en likvidation af banken”. Ja, endog Edvard Brandes havde i en kronik i “Politiken” den 30. april 1923 givet udtryk for den opfattelse, at man burde have valgt en anden udvej ved at rejse statshjælp til en helt ny bank, hvorved afviklingen af de usikre engagementer skulle have været holdt uden for den nyrejste bygning. Det havde været det bedste. Men, fortsætter Brandes: “Man valgte imidlertid den form, der i øjeblikket var bekvemmest og hurtigst. Man gemte alting ned i samme last uden smålig skelen mellem dårligt og godt, satte statsseglet for skudens læk og lod den sejle ud igen på det åbne hav. For sejladsens udfald tog ingen ansvaret — undtagen fremtiden, og hos den kan man søge håb, men ingen dækning.”

Hvorom alting er: Dr. Ussing og Neergaard besluttede at rekonstruere banken ved statshjælp, hvorved Ussing gjorde sig skyldig i et radikalt brud med sine egne principper. Når han nemlig i sin i 1926 udgivne bog om Nationalbanken hævder, at hans bank aldrig var gået med til at erstatte kreditortab hos sådanne banker, som ikke blot havde tabt aktiekapital og reserver, men heller ikke havde aktiver nok til at dække indskydernes penge, så stemmer det ikke. Overfor Landmandsbanken blev dette princip ikke fulgt. Dr. Ussing er meget kategorisk i sine erklæringer, når han bl.a. på s. 230 flg. i nævnte skrift bemærker:

505 

“Til dens (Nationalbankens) opgave hører ikke den at give gaver, og erstatningsprincippet ville være fordærveligt i sine konsekvenser. Der er altid risiko forbunden med at besidde penge, hvad enten de ligger på kistebund, er indsat i banker eller anbragt i “kongelige obligationer”. Den pengeanbringelse, som anses for den sikreste, nemlig i stats-, kommunal- og kreditforenings-obligationer, bliver til tab, når disse institutioner vedbliver at pumpe ud i markedet nye obligationer, så kursen synker; men ingen ville falde på, at sparerne skulle have dette kurstab erstattet, og hvad banker angår, har Staten gjort sin pligt ved at indrette bankforhold på bedste måde; den kan ikke uden at udsætte sin egen økonomiske stilling assurere med privatpersoners vanrøgt af pengene eller uundgåelige kriser.”

Det er tydelige ord! Men sådanne gode principper gjaldt altså, som erfaringen viser, ikke, når en jødebank kom i fare. Og i øvrigt har direktøren tillige vist sig rede til ved sammenbrud af en jødebank at skaffe dækning ikke blot for tab, der var opstået ved obligationskursers nedgang, men oven i købet også for sådanne, som var fremkaldt ved forbryderisk aktiespekulation og ved svindleragtige kapitalinvesteringer. Men dette hørte måske også med til varetagelsen af den “offentlige moral”, direktøren så ivrigt kæmpede for — før verdenskrigen.

Ministeriet Neergaard kunne i øvrigt ved spørgsmålet om ordningen af Landmandsbankens forhold have overvejet, om det ikke også havde været passende her at anvende de “sociale” synspunkter, der få år i forvejen havde været bestemmende for opskrivningen af de Mark-tilgodehavender, den Nordslesvigske befolkning havde indestående hos banker og sparekasser ved afståelsen af grænselandet til Danmark. Ved denne lejlighed drejede det sig jo om at give indskyderne erstatning for store tab, der på ingen måde kunne tilregnes dem, nemlig for de tab, der var forvoldt ved Mark-inflationen. I denne anledning blev det bestemt, at tilgodehavender skulle

506

Udlignes ved statsmidler efter en glidende skala, således, at der betaltes erstatning for indskudte midler: 

Indtil 5.000 Mark efter parikurs,
fra 5.000–10.000 – – kurs 45,
fra 10.000–15.000 – – kurs 40,

og så fremdeles, efter en af Udligningskassens Forvaltningsraad fastsat markkurs, der formindskedes med 5 for hvert 10.000 Mark, hvortil formuen beløb sig. Dog kunne en formue ved erstatning ikke bringes op over 25.000 kr. Med hensyn til den nordslesvigske befolkning ansås det altså for en selvfølgelighed, at indskyderne måtte tage deres andel af tabene, medens sparerne og indlånerne hos Landmandsbanken dækkedes for ethvert tab. Overfor finansmagten, over for den jødisk-danske kapital mente rigsdag og regering at måtte yde fuld statsgaranti, medens man søgte at affinde et nødstedt grænsefolk med en sølle såkaldt social foranstaltning, der i selve gennemførelsen, taget som helhed, kun gav erstatning for en fjerdedel af de lidte tab!

Der melder sig endelig det spørgsmål, hvorfor rigsdag og regering ikke har været opmærksom på, at der eventuelt kunne blive gjort straffeansvar gældende mod de to ministre Neergaard og Tyge Rothe, fordi de ikke pligtmæssigt i tide i efteråret 1921 havde foranlediget, at bankinspektøren foretog en revision af banken, og fordi de ikke pligtmæssigt havde henvendt sig til Rigsdagen, efter at de havde forpligtet lovgivningsmagten til at støtte den ved 9. Juli-ordningen indledte rekonstruktion. I begge tilfælde drejede det sig om grov embedsforsømmelse. Ejendommeligt, at partierne forholder sig aldeles passive over for dette forhold, og at det alene var grev Bent Holstein, der også på dette punkt fremsatte principielt vigtige synspunkter. Således erklærede grev Holstein i Folketinget den 23. januar 1923 — til stor forargelse for tinget — følgende: “Sigurd Berg, den afdøde Venstrefører, blev dømt ved Rigsretten efter Straffelovens § 143 for grov

507

embedsforsømmelse, fordi han ikke havde ladet sparekasseinspektøren undersøge Bondestandens Sparekasses forhold i de nærmest foregående år før krakket. Det er udenfor tvivl, at den højtærede statsminister og hr. Tyge Rothe er mindst lige så modne til Rigsretten efter deres gerninger og forsømmelser …” Her blev taleren straks bremset i sine betragtninger, idet formanden gjorde gældende, at det lå udenfor folketingsmandens kompetence at tale om disse forhold! To dage senere, den 25. januar 1923, gør grev Holstein i sin artikelrække i “Aarhus Stiftstidende” om “Ministeriet Neergaard og Landmandsbankens Krak” opmærksom på, at ministrenes holdning i anledning af 9. Juli-erklæringen også havde sin retslige side. Her drejede det sig, selvom erklæringen ikke havde nogen underskrift, uden tvivl om et dokument, der fremtrådte med den ydre virkning, som om det var en embedserklæring. Den var også almindeligvis bleven opfattet som en embedserklæring, under hensyn til, at ordningen refererede til bankinspektørens undersøgelser og fremkaldte det indtryk, at det var bankinspektørens tabsberegning, der dannede grundlaget for den vedtagne rekonstruktion. Holstein påpeger i den anledning, at der om forsætlig urigtige embedserklæringer bestemmes følgende i Straffelovens § 134 i afsnittet om “Forbrydelser i Embedsforhold”: 

“Har nogen foretaget nogen af de i § 133 ommeldte handlinger (dvs. forfalskning, forvanskning eller tilintetgørelse af embedsprotokoller, dokumenter, m.m.) uden at gerningen kan henføres under samme, eller i øvrigt i embedsmedfør afgivet en falsk attest eller forklaring, eller forsætlig undladt i attesten eller forklaringen at oplyse omstændigheder, der må anses væsentlig at henhøre til den omhandlede sag, straffes han med embedsfortabelse, simpelt fængsel, ikke under 1 måned, eller under formildende omstændigheder med bøder”.

Når man tager hensyn til, at de to ministre begik de her omhandlede forsømmelser under brud på alle parlamentariske regler ved hverken at give oplysninger til ministerkollegerne,

508

til partiformændene eller til partierne, ved overhovedet at holde Rigsdagen udenfor, samt at der faktisk forelå meget alvorlige strafbare handlinger, er det uforståeligt, at ikke ét af partierne så sig foranlediget til i det mindste at kræve retslig undersøgelse foretaget. Lad gå, at man var led og ked af bankskandalen og derfor mente at måtte afse fra en konsekvent retsforfølgelse mod de i selve skandalen implicerede personer — her havde der ikke været nogen vej udenom. Her burde der være grebet ind fra Rigsdagens side, ligesom det skete i 1908 i anledning af Alberti-affæren. Men her viste sig igen den allerede under rigsretssagen mod I. C. Christensen og Chr. Berg påtalte tilbøjelighed hos partierne til at dække over “mislykkede medlemmer af partiet”. Og grunden til, at det her ikke blot var selve partiet, Venstre, men hele Rigsdagen — med undtagelse altså af det ene medlem grev Holstein — som søgte at holde ministrene udenfor det strafferetslige ansvar, må her selvfølgelig atter søges i de skjulte kræfters indflydelse på Rigsdagens og Regeringens afgørelser. Da Neergaard og Rothe, når det kom til stykket, blot havde tilsigtet at varetage finansmagtens interesser ved deres handlemåde, var det selvfølgeligt, at Det tredie Ting også sørgede for, at de ikke blev udsat for en mere vidtgående forfølgelse fra Rigsdagens, endsige domstolenes side.

At retsforfølgelse mod Neergaard i anledning af 9. Juli-erklæringen havde været på sin plads, opdager også “Social-Demokraten”, — rigtignok først så sent som i januar 1924, da der skal gives en passende optakt til de forestående folketingsforhandlinger om Bankkommissionens beretning og da samtidig propagandaen til det kommende valg skal indledes. — Da stiller bladet (22. januar s.å.) i en ledende artikel spørgsmålet: “Bør Neergaard stilles for Rigsretten?” En lang række anklagepunkter mod den daværende statsminister fremføres, hvorved der navnlig dvæles ved den stilling, Neergaard indtog ved udstedelsen af 9. Juli-erklæringen og i september 1922. Det pointeres, at såfremt han ved den førstnævnte

509

erklæring havde haft samme viden som nationalbankdirektør dr. Ussing, burde han stilles for en rigsret. Afgørelsen måtte ifølge bladets formening gøres afhængig af, hvorledes spørgsmål som f.eks. de følgende måtte besvares: “Vidste hr. Neergaard (i juli 1922), at Landmandsbankens udlån lå på ganske få hænder, og at banken altså i virkeligheden ikke havde den store naturlige basis, der stadig blev fremhævet? Vidste han, at Nationalbanken i sommeren 1922 havde 150 mil. til gode hos Landmandsbanken foruden 20 millioner i klemme i “Ergor”-syndikatet, og at hjælpen til Landmandsbanken i virkeligheden var selvhjælp til Nationalbanken? Og vidste hr. Neergaard, at Nationalbanken i september, da banken blev rekonstrueret anden gang, havde en kvart milliard til gode i Landmandsbanken foruden et tab på 20 millioner på “Ergor”-syndikatet?” Hvis sådanne spørgsmål altså måtte besvares bekræftende, måtte Neergaard anses for at være strafskyldig. Dernæst fastslår bladet, at Neergaard ligesom Nationalbankens direktører burde have vidst besked og dermed også have erkendt, at Statens garanti jo ikke blot sikrede Landmandsbankens eksistens, men tillige var redningsplanken for Nationalbanken og frem for alt “en garanti for den samlede højfinans, en ordning, hvorved Statens midler stilledes til højfinansens uindskrænkede rådighed”. Hvis Regeringen havde fået ren besked, ville banken — erklærer “Social-Demokraten” endvidere — aldrig være blevet rekonstrueret, men likvideret, en ny bank oprettet og Nationalbanken rekonstrueret under en for Staten betryggende form.

Også Socialdemokratiets hovedorgan har altså været opmærksom på, at der her var grundlag for en rigsretsanklage. Men vel i erkendelsen af, at alle partier, og det selv med, skulle gå varsomt med dørene, når Landmandsbank-svindelen kom på tale, indskrænkede bladet sig til at fremsætte disse rent retoriske spørgsmål på så sent et tidspunkt, at en virkelig indskriden mod statsministeren måtte anses for udelukket.

510

Neergaard — og med ham Tyge Rothe — slap jo også for tiltale.

På samme måde var regering og rigsdag få år senere eftergivende over for fru Laura Glückstadt. Hendes ofte omtalte i 1929 udgivne “Forsvarsskrift”, hvis fuldstændig uvederhæftige og uforsvarlige argumentation indeholdt de mest fornærmelige angreb mod domsmyndighederne, kunne have givet anledning til alvorlig forfølgelse. Men der skete intet. Undladelsen heraf blev derved et nyt vidnesbyrd om den hele eller halve korruption, der stadig herskede i det danske samfund, også efter Glückstadt-affærens afsløring. Havde det drejet sig om en anden end en prominent jødinde, er det formentlig givet, at der var blevet rejst tiltale efter den daværende Straffelovs (10. 2. 1886) § 101, som siger, at: “Den som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder en embedsmand osv. … under udførelse af deres embede eller bestilling eller i anledning af samme, straffes med fængsel eller bøde”. Nu affødte fru Glückstadts skandskrift [skam- eller skændselsskrift] mod den danske retspleje foruden nogle uvæsentlige bladkommentarer (jvf. bl.a. artiklen “En Redegørelse” i “Børsen” af 14. december 1929 og artiklen “Det tredie Ting” i “Social-Demokraten” af 30. december 1929) ikke andet end et yderst spagfærdigt lille modskrift fra højesteretssagførerne Bülow og Fenger, trykt som manuskript og privat udsendt til et fåtal af mennesker. Større opstandelse var der ikke i denne anledning.

Det blev ovenfor konstateret, at der kan regnes med, at de jødiske kapitalister ikke led større tab ved Landmandsbankens sammenbrud. Alligevel var de ikke tilfredse. De stillede større krav. Så snart derfor de første efterdønninger af krakket var overstået, havde finansmagten straks de nye paroler parate, der skulle bidrage til at konsolidere dens stilling inden for samfundet: nu krævedes der først en egaliseringsfond oprettet, derefter genindførelsen af den såkaldte “Ærlige Krone”.

511

Selvfølgelig lykkedes også disse planer og dermed virkeliggørelsen af det mest infame folkebedrag, højfinansen i efterkrigsårene har tilladt sig over for folket. Egaliseringsfonden skulle bidrage til at stabilisere kronekursen. Da ca. 100 mil. kr. var sat over styr ved denne aktion, måtte den opgives. Deflationen, genskabelsen af pari-kronen, fandt sted under Ministeriet Stauning. Dermed fik finansmagten den største cadeau fra statsmagtens side, den nogen sinde har opnået i noget som helst land. Thi intet land havde tilladt en så radikal deflation som Danmark, hvortil det endog kan siges, at intet land var blevet mere indtrængende advaret mod genindførelsen af pari-kronen fra de hjemlige og de internationale finanseksperters side end netop Danmark* (dvs. af prof. L. V. Birck og den senere nationalbankdirektør Jak. Chr. Lindberg, englænderen J. M. Keynes, svenskeren prof. Gustav Cassel og hollænderen Gerard Vissering). Deflationen, dvs. tilbageførelsen af kronen til førkrigsværdien, betød jo intet andet end en gennemgribende omplacering af formuerne inden for samfundet: hvad man tog fra realkapitalen, blev overført til privatkapitalen, spekulationskapitalen, hvad man tog fra de produktive erhverv, kom den passive kapital til gode. Denne ordning gennemførtes på finansmagtens ordre under den helt igennem forløjede parole, at Danmarks anseelse i udlandet gjorde indførelsen af “den Ærlige Krone” fornøden. Den gennemførtes ikke blot med tilslutning af finansmagtens særlige forkæmpere på Rigsdagen, dvs. det Radikale Venstre og De konservative, men også med Venstres og socialdemokraternes støtte, omendskønt det fra begyndelsen stod klart, at den måtte blive ruinerende både for landbrug og industri. Stauning blev pari-kronens frelsermand. Et sådant forræderi begik det parlamentariske styre over for folket.

Følgerne af denne gigantiske tyveri-politik, som i

*) Lorenz Christensen, Nordslesvig venter —. Kbh, 1935, s. 26–28.

512

realiteten førte til en overflytning af mere end en milliard guldkroner fra de produktive erhverv, det arbejdende folk, til den passive kapital,* udeblev ikke. Resultaterne var:

1) Finansmagten stod stærkere end nogen sinde før. Kronens købeevne fordobledes næsten. De jødiske finansmænd, som havde reddet deres kapital nogenlunde ubeskåret ud af krisen, specielt Landmandsbank-katastrofen, kunne nu indrette sig på en endnu mere systematisk og gennemgribende kapitaludbytning, end de før havde haft mulighed for. Rentebyrdernes forøgelse blev derved den væsentlige forudsætning for den fremadskridende akkumulation af kapitalen. Et vist holdepunkt til bedømmelse af denne udviklings resultater er givet i formuestatistikken, af hvilken det fremgår, at hovedstadens andel i formuerne steg fra 28,4 pct. i 1921–22 til 39,7 pct. i 1933–34, for derefter at synke til 35,6 pct. i 1941–42, medens de tilsvarende procenttal for provinsbyernes vedkommende androg 16,1, 19,7 og 20,3 pct. Og for landdistrikternes vedkommende 55,5, 40,6 og 44,1 pct.

2) Landbruget blev slået ud! Det danske bondebrug var allerede under inflationen blevet overprioriteret ved i alt for stor udstrækning at stifte lån i en værdiforringet valuta. Nu, efter indførelsen af pari-kronen, var landbruget ikke mere i stand til at svare til sine forpligtelser. Det kunne ikke bære gældens fordobling, der var fremkaldt ved deflationen, navnlig da samtidig priserne for landbrugsprodukterne halveredes, og skatterne øgedes. Landbruget måtte tære på sin kapital. Det blev fattigt i den grad, at det ifølge den officielle statistik om dets gældsforhold af 15. juli 1937 på dette tidspunkt kun ejede knapt 20 pct. af ejendommenes panteværdi, medens gælden i alt beløb sig til 81,4 pct., deraf pantegælden til 75,7 pct. I Jylland androg gælden endog 90,5 pct. af panteværdien; på småbrugene i Jylland var kun én procent af panteværdien ubehæftet. Landbrugerne var altså nu mere en

*) Jvf. ovenfor s. 444 flg.

513

nogensinde før bleven renteslaver, kapitalens trælle; deres kår var håbløse. Af disse grunde opstod “bevægelserne”, bondens frigørelseskamp over for den overmægtige kapital.

3) Arbejderbefolkningen blev offer for arbejdsløshedens svøbe. Socialdemokratiet havde, ved at støtte finansmagtens interesser ved indførelsen af pari-kronen, selv regnet med at kunne profitere ved denne ordning. Det håbede nemlig, at lønniveauet kunne opretholdes trods et synkende prisniveau. Men en i forvejen overkapitaliseret industri kunne selvfølgelig ikke i det lange løb holde til det gældende lønniveau, efter at guldpariteten var nået. Den store omplacering af samfundsværdierne under deflationen havde således til følge, at lønningerne måtte sænkes, at rationaliseringen af bedrifterne måtte forceres, og at store arbejderstyrker måtte sættes ud. Også det opnåedes altså under socialdemokratisk styre, at arbejdsløsheden blev det stående emne, og at Regeringen aldrig evnede på virksom måde at skabe en aflastning på arbejdsmarkedet. Arbejdsløshedsprocenten, som 1910 – 14 havde ligget under 10 pct. Og i inflationsperioderne 1919 – 20 og 1923 – 24 lå tilsvarende lavt, steg nu voldsomt, androg – for at nævne nogle af de værste år – bl.a. 1926 20,7, 1927 22,5, 1932 og 1933 endog henholdsvis 28,8 og 31,7 pct., sank derefter noget indtil 1936, for derefter atter at stige til 21,9 pct. i 1937 og 23,9 pct. i 1940.*

Jovist: Pari-kronen havde sine konsekvenser. Og så kunne den end ikke opretholdes! 1931 blev kronen atter løst fra guldet. Men da møntens købeevne derved ikke forringedes mærkbart, måtte deflationens virkninger alligevel stadig gøre sig gældende til fordel for den passive kapital og til skade for de produktive erhverv.

*) Den omtrentligt tilsvarende stigning af arbejdsløsheden i en række andre europæiske lande havde jo de samme årsager. Overalt lykkedes det kapitalen under forskellige former at gennemføre en deflation med dens for økonomien så ødelæggende konsekvenser.

514

Således bevaredes altså storkapitalens hegemoni. De Radikales ledende mand, C. Th. Zahle, havde på partiets 19. landsmøde i Vejle den 13. maj 1923 krævet, at nu måtte alt sættes ind på, at højfinansens magt blev brudt. Han havde håbet, at — som han selv siger — “Det tredie Ting”s mænd efter sammenbruddet havde fået nok at gøre med deres eget og derved ikke mere ville gribe forstyrrende ind i landets politik. Men erfaringen havde vist noget andet. des mere grund var der til at råbe vagt i gevær mod den aggressive storkapital. Et år senere erklærede Socialdemokratiets ledende mand, statsminister Thorvald Stauning, på et fynsk arbejderstævne i Bogense den 29. juni 1924, “at overklassen nu må lære, at en ny tid er inde i Danmark; pengemagtens overhøjhed kan ikke ventes opretholdt, en demokratisering må iværksættes”. Den således proklamerede nye tid manifesterede sig kort tid senere i den valutapolitik, som førte kronen tilbage til pari og dermed sikrede netop den overklasse, hvis magt de radikale og socialdemokraterne foregav at ville bryde, en magtstilling, den næppe havde haft tilforn, end ikke i selve Landmandsbank-perioden. Og jøderne forblev, hvad de var: “Vogtere af Helligdomme”, i Louis Levys ånd, medens bonden led under overprioriteringens tryk og arbejderen under arbejdsløshedens snært. Den nye tid, der skulle bringe den sande socialismes sejr, kom ikke.

Til slut endnu nogle betragtninger om jødernes sidste og højeste mål, de mål, som til evig tid har været bestemmende for jødernes handlen og færden og er det den dag i dag.

Når man betragter landets økonomiske og politiske udvikling i årene 1914 – 24, vil det ikke kunne nægtes, at den i et og alt genspejler de idéer og tendenser, som ifølge Zions Vises Protokoller behersker jødernes virksomhed. Når der bl.a. i 1. Protokol, punkt 5 siges, at guldets magt skal afløse de liberale regeringers magt, kan man vel nok påstå, at Danmark i den nævnte periode giver et rystende bevis på

515

denne sætnings rigtighed. Danmark havde vel nok et Ministerium Zahle og et Ministerium Neergaard, men intet af disse ministerier regerede landet, begge var de afløst af guldets magt, af den jødiske finansmagt, som ikke blot bestemte udviklingen af den offentlige gældsstiftelse, ikke blot bestemte lovgivningen på bank- og børspolitikkens område, men også i andre forhold såsom skattepolitik, valuta- og kreditpolitik, jordpolitik, kulturpolitik osv. havde det sidste, afgørende ord. I alle disse forhold gjaldt kun et hensyn: Hensynet til det, inderkredsen om Landmandsbanken ønskede, eller — for at bruge det gængse udtryk: Hensynet til Det tredie Ting. Og for denne kreds var så sandelig princippet i 1. Protokol, 12. punkt, normgivende, hvorefter politik ikke har noget med moral at gøre. Thi den her omhandlede periode beroede først og sidst på den sociale løgns systematisering: her gjaldt ingen moral, ingen sandhed, ingen ret mere, her gjaldt kun den magt, højfinansen havde tilranet sig og de af denne magt godkendte spilleregler. Her tjente alt blot det ene mål: at tilfredsstille kapitalmagtens grænseløse profitbegær. Her kan endog tilføjes, at denne magt, som ellers bedst opererer i det skjulte, under de givne forhold følte sig så sikker på den endelige sejr, at den til sidst i ligefrem forbavsende grad gik åbent til værks, medens den rigtignok under krigen søgte så vidt muligt at være usynlig.

Læser man endvidere i Zions Vises Protokoller første protokols punkt 26, mindes man uvilkårligt alle de svindleriske transaktioner, der knytter sig til navnene Ballin, Heilbuth, Glückstadt, og læser man punkterne 28 og 30, mindes man Parvus og hans medskyldiges forbryderiske færd.* og i dette som i utallige andre forhold vil man finde de idéer, som er udformet i Protokollerne, bekræftet gennem begivenhederne, gennem kendsgerninger, gennem alt det, der skete, da den internationale jødedom i dens forskellige forgreninger havde

*) Jvf. afsnit 1 d i 1. del, s. 55 f.

516

skabt sig en slags verdenscentral i København. Dette er den nøgne sandhed.

Men dermed ledes tanken også hen på det spørgsmål, om det tillige lader sig påvise, at de jøder, som regerede landet, da Zahle henholdsvis Neergaard for et syns skyld beklædte stillinger som landets statsministre og efter evne besørgede finansmagtens interesser, da parlamentarismen viste sig at være et villigt redskab i den jødiske verdensplan, tillige stod i den jødiske imperialismes tjeneste. Også til belysning af dette forhold kan der fremføres vægtige vidnesbyrd.

For at blive stående ved det danske plutokratis bestræbelser, skal her i første række fremhæves, at Emil Glückstadt jo på ingen måde indskrænkede sig til at virke inden for landet, men at hans stræben tydeligt gik ud på at fremme og udbygge plutokratiets verdensherredømme ved guldets magt, på den ene side ved at bringe Danmark i afhængighed af den udenlandske, navnlig den amerikanske kapital, på den anden side ved at knytte handelsforbindelser ud over hele verden. Det var ham ikke nok, at det verdensomspændende Østasiatisk Kompagni, som var blevet til ved hans fader, Isaac Glückstadts støtte, fremdeles havde Landsmandsbanken som bankforbindelse og ham selv som formand for bestyrelsen, men han ville selv bygge et nyt ligeså mægtigt foretagende op, og til dette formål stiftede han Det Transatlantiske Kompagni. I Bankkommissionens retsforhandlinger er det gang på gang blevet fremhævet, hvor stærkt Emil Glückstadt netop var interesseret i det sidstnævnte finansieringsselskab. Da spørgsmålet om belåningen af Landmandsbank-aktierne behandles i retsforhandlingerne den 5. og 6. februar 1923, bemærker dommer Rump ved lejlighed, at Ringberg over for Nationalbanken havde anbefalet at indhente nærmere oplysninger om kompagniets stilling hos Glückstadt med den begrundelse, “at Transatlantisk Kompagni var etatsraadens kælebarn”. På det samme spørgsmål erklærede nationalbankdirektør

517

dr. Carl Ussing ved samme lejlighed, at Ringberg på forespørgsel havde svaret: “Denne sag kender egentlig kun Glückstadt fuldt ud, det er hans hjertebarn og hans stolthed, og han mener, at her har Landmandsbanken skabt det samme, som hans fader skabte med Ø.K.” Når man her mindes, hvorledes der til Det Transatlantiske Kompagni knyttedes forhåbninger om at skabe import- og eksportkombinationer, der skulle strække sig fra nord til syd og fra øst til vest, fra Kobe til Rio de Janeiro, fra Soerabaja til Reykjavik, omspændende hele jordkloden, med den danske hovedstad som et verdenscentrum for denne handel — ja, så bliver den imperialistiske tendens i Glückstadts bestræbelser evident. Der er her mindelser om de højtflyvende tanker i Levys digt, hvor han taler om “Den Tryllering af Guld, der spænder over Kloden”.

Og som hos Glückstadt, således møder vi også i en anden jødisk finansmands planer den samme tendens, nemlig i Max Ballins. Også Ballin ville jo i sin koncern bygge et foretagende op af verdensformat. Forbindelserne rakte allerede fra Amerika over Danmark til Mellemeuropa. Men målet var sat højere, det gik navnlig — i nøje overensstemmelse med Glückstadts forhåbninger — ud på en erobring af det russiske og sibiriske marked. Da Ballin begik selvmord den 12. april 1923, brast denne sæbeboble, og med sorg i sind konstaterede “Berlingske Tidende”, at Ballin greb fejl, at hans guld hvirvledes af hænderne som visne blade. Men dernæst skildrer bladet netop det, der udgjorde den afdødes lønligste tanker. Da bemærkes det i nekrologen om Max Ballin: “Trods al modstræben pressede stormen ham ned fra den tinde, hvor han havde stået og set verdens herlighed, set det vældige Østen brede sig som en arbejdsmark for dansk virkekraft, set mastehave og skorstenshave gro op omkring København, Østersøens hovedstad, der, blandt andre store navne, også havde en Max Ballin, skaberen af en industriel og merkantil koncentration, som, om alt gik vel, ville nå verdensformatet. Højt har Ballin stået, og dristig har han drømt …”

518

Her er altså for en gangs skyld åbent tale om denne verdens herlighed, som jødens sind higede efter, — ikke, som det på skrømt blev hævdet, for at skabe større råderum for dansk virkekraft, men for at bøje verden ind under jødens magt.

Glückstadt og Ballin var ikke ene om at stille sig høje mål; hele den expansive politik, Landmandsbanken under Emil Glückstadts ledelse var inde på, både udadtil og indadtil, vidner i alle enkeltheder om, at tendensen inden for finanskredsen alle vegne var til stede, rådende inden for alle selskaber, der finansieredes af banken, bestemmende for alt, hvad Det tredie Ting’s mænd foretog sig. Og de havde i disse bestræbelser let spil, da forudsætningerne for en sådan udvidelse af den økonomiske magt for længe siden var skabt ved den Brandes’ianske radikalismes muldvarpearbejde år igennem, da de Radikale endnu sad i Regeringen og selve Edvard Brandes var landets finansminister. Nu var jo tiden inde, da høsten skulle bjærges i lade, da man ved en dølgsmålets politik, der holdt det almene folk uden for det hele, skulle sikre sig magtens fuldbyrdelse. Hvis hele det hemmelige diplomati, de jødiske storborgere formåede at udfolde i denne deres glansperiode, ikke var så forfærdende i sine konsekvenser, kunne man fristes til at tale med beundring om dette jødernes mesterlige rænkespil. De styrede landet, de skovlede penge ind, og de spandt deres gyldne væv ud over jordkloden. Derved sørgede de med deres særegne klaninstinkt for, at alle gode racefæller kunne nyde godt af det store kapitalrov. Også i så henseende var alt i bedste orden. Selvom mænd som Glückstadt og Parvus ikke stod i samarbejde med hinanden, selvom mænd som Brandes og Heilbuth ikke kunne goutere hinanden, selvom zionismens foregangsmænd stod uden for plutokratiets ring, dannede de dog et fællesskab. Blodet bandt, og på dette grundlag fandt de hurtigt den modus vivendi, der muliggjorde, at de alle, trods megen indbyrdes misundelse, kunne udnytte deres chance. Et eksempel på denne ejendommelige, men for jødisk mentalitet

519

såre karakteristiske situation er bl.a., at A. F. Lamm, der, til trods for at han var renlivet marxist, hørte til Landmandsbankens inderkreds, tillige var den mand inden for dansk børs- og bankvæsen, der på den mest eftertrykkelige måde skabte forudsætninger for den hasarderede børsspekulation under krigen ved den af ham inspirerede børsordning og samtidigt også var storspekulanten Parvus’ nærmeste medhjælper ved finansieringen af det socialdemokratiske kulforetagende. Et andet interessant eksempel er, at plutokratiets stormand Ballin var den eneste, der 1920 kunne afslutte kontrakt med bolsjevikrepræsentanten Krassin (Levin) og fik sine leverancer betalt af det guld, sovjetregeringen nogen tid senere deponerede til clearingformål i København, og at det var en anden af det danske plutokratis jødiske stormænd, ingeniør M. A. Abrahamson, som var den førende mand ved afslutningen af overenskomsterne med den nævnte bolsjevikrepræsentant den 23. april 1920. Jo, fanden hytter sine.

Men resultatet blev også derefter. Et par hundreder millioner tabt i aktiespekulation, ca. 700 mil. kr. tabt i fremmed valuta, og adskillige hundrede millioner tabt ved fejlagtige dispositioner på den internationale handels område. Danmarks indførselsoverskud i 1919 opgjort til 1.654 mil. kr. og i 1920 til 1.352 mil. kr.! Status over for udlandet forringet fra ultimo 1919 til ultimo 1922 med 2 milliarder kroner! Det var resultatet af den danske jødedoms hegemonibestræbelser.

Jøderne tabte spillet, men de reddede dog som påvist samtidig meget af deres kapital. Og som de gode patrioter, de nu engang er, søgte de derefter på deres måde fortrøstning i de kendte af digteren H. P. Holst skrevne ord: 

For hvert et tab igjen erstatning findes:
hvad udad tabes, det må indad vindes.

så snart nemlig Landmandsbank-affæren i sommeren 1923 var afviklet, var de også klar over, hvorledes der skulle findes erstatning for de 2 milliarder kroner, der var tabt udadtil.

520

Da fandt man på at kræve deflationen, indførelsen af den “ærlige” krone, der sikrede den passive kapital en deflationsgevinst på mindst en milliard guldkroner. Det måtte altså folket udrede til fordel for højfinansen. Så kan man endog sige, at landbrug og industri ville være sluppet billigt fra hele denne sag, hvis denne gevinst var blevet overført til kapitalmagten i rede penge. Men det er jo så langt fra tilfældet, da denne deflationsgevinst navnlig opstod for den faste gælds vedkommende og derfor også må udredes efter de forrentnings- og afdragsregler, der almindeligvis gælder for obligationer. Dermed påbyrdes denne gæld nemlig ikke blot den nuværende, men også den næste generation, og afvikles i tidens løb med det 2- til 3-dobbelte af gældens pålydende. Erstatningen for det, der udad tabtes, ydes altså ved en milliardforpligtelse, der påbyrdedes de produktive erhverv inden for samfundet for 1 à 2 generationer, dvs. ved en infam renteåger langt ind i fremtiden.

Sådan ligger landet. Således må folket bøde for de verdenserobringstendenser, der prægede Glückstadts, Ballins og Parvus’ og andre jøders værk.

Jøde er jøde og bliver jøde, hvad enten han er ortodoks som zionisten Henri Nathansen, katolik som Emil Glückstadt blev til sidst eller fritænker som Edvard Brandes var, hvad enten han er rig eller fattig, plutokrat eller proletar, hvad enten han tilhører det ene eller det andet af de parlamentariske partier. Han er allestedsnærværende og forstår at gøre sig gældende alle vegne. Ligeledes tager han alle slags mennesker, “mænd fra alle anskuelser og lærdomme” i sin tjeneste, således som i Zions Vises 9. Protokol i punkterne 5 og 6 skildret. Jøden bliver altid, hvad han er, og hans bestandige håb er, at han, som er uden fædreland og som altid kun vil føle det sande fællesskab i sin races magt, hvad maske han end søger at skjule sig under, en dag vil kunne opleve den jødiske renaissance. Derfor kan det, så ejendommeligt det end lyder, i og

521

for sig være ham ligegyldigt, om det er den røde eller den gyldne internationale, der baner sig vejen frem, da begge tjener hans races mål, og da begge efter hans opfattelse med indre nødvendighed må føre til virkeliggørelsen af den jødiske verdensplan. Plutokratiet er jo efter den marxistiske lære udgangspunktet for proletariatets sejr. Der består sådan set en indre sammenhæng mellem kapitalmagten og proletariatet, da netop modsætningen mellem disse to faktorer er det historiedannende element. For verdensjødedommen drejer det sig herefter ret beset blot om at sørge for en klog rollefordeling mellem faktorerne, og for en sådan var der sørget i den her omhandlede periode i København. Her havde de danske jøder, for så vidt de hørte til de gamle slægter, der havde været bosiddende i landet i generationer, deres faste tilhold i den førende kapitalistiske klike og deres øverste myndighed i Glückstadts tafelrunde, medens det brede lag inden for den københavnske jødedom, navnlig den ny indvandrede ghettotype fra Rusland og Polen hovedsagelig fandt sit tilhold i zionismen. Dog grupperne gjorde ikke hinanden fortræd.

Ej heller bestod der noget større modsætningsforhold mellem de russiske, tyske og danske jøder, der stod i zionismens tjeneste, og Parvus eller Fürstenberg, der stod i verdensrevolutionens tjeneste. Thi også de havde samme politiske mål. Zionismen er efter sin oprindelse revolutionær, og denne bevægelses egentlige grundlægger, “kommunistrabbien” Moses Hess, en forløber for Karl Marx, går ud fra, at jødedommen må betragtes som grundprincippet i al historisk udvikling, hvis endelige mål vil være virkeliggørelsen af det jødiske statsideal. Fra zionismens side er det altid blevet eftertrykkeligt understreget, at der ikke består nogen modsætning mellem socialisme og zionisme. Den kendte zionistfører Max Nordau har netop fremhævet overensstemmelsen mellem disse to strømninger ved bl.a. at bemærke: “Vel har socialismen som det fjerne mål alle menneskers broderskab uden hensyn til

522

afstamning, men nøjagtig det samme mål har zionismen også.” Derfor er det også forståeligt, at zionismens centralorganisation i København under krigen knyttede de største forventninger til omvæltningen i Rusland, og at denne organisations leder dr. Victor Jacobson i anledning af revolutionen udstedte følgende opråb (jvf. “Mosaisk Samfund”, den 14. april 1917): “For zionismen åbner der sig nye uanede perspektiver. Nye uanede kræfter vil opstå. Den frigjorte russiske jødedom råder over uudtømmelige kilder, der vil gyde ny begejstring over den nationale følelse og troskaben mod de overleverede idealer, der uløseligt knytter det jødiske folk til Zion. Den største ghetto, den jødiske historie har kendt, er faldet; det jødiske folk er frit, og i sin rene skikkelse vil zionismens store idé med fornyet kraft virke i vort folks kamp for sit højeste mål: national genfødelse i Israels land.”

Plutokratiet vil erobre verden ved guldets, zionismen ved åndens magt. Jøderne her og jøderne der er besjælet af imperialismens ånd. Målet er i sidste instans det samme. Hvad Glückstadt, Ballin osv. søger at skabe i gerning, ved oprettelse af truster, holding-compagnier, ved at samle verden “i et net, hvis tråde glimtede af elektricitet og guld over verden” (Levy), det søger zionisterne at virkeliggøre ved forkyndelsen af jødedommens idé om oprettelsen af en ny verden på den jødiske renaissances grundlag. Og denne retning er ikke mindre aggressiv, har ikke mindre vidtspændte politiske formål.

Det er zionismens mest fremtrædende repræsentant i Danmark, Henri Nathansen, hvis nære samarbejde med den zionistiske verdensorganisation allerede ovenfor er bleven behandlet, som senere engang, nemlig i februar 1931, i et foredrag om temaet “jødedom” (offentliggjort i “Nationaltidende”, 22. og 24. februar 1931) har udtalt sig om sin races højeste og sidste mål med en ligefrem forbavsende frimodighed. Han fornægter, som allerede ovenfor (s. 239 flg.) vist ikke sin nationalitet, ønsker ikke at blive anset for at være dansker,

523

men at han respekteres som tilhørende den jødiske nationalitet. Men samtidig gør han krav på de fulde statsborgerrettigheder som dansk statsborger, ja, ikke blot det. Han mener nemlig ikke, at jøderne under det demokratiske styre, i det af Socialdemokratiet regerede land, er fuldt ud ligeberettiget med den hjemmefødte befolkning og har samme nationale rettigheder som andre danske statsborgere. Han begrunder denne højst ejendommelige opfattelse ved bl.a. at bemærke: “Hvis vi virkelig var nationalt ligeberettigede, ville jo f.eks. et ministerium af lutter jødiske borgere være logisk tænkeligt. Er det tænkeligt? Eller blot en jødisk statsminister, en jødisk forsvars- eller udenrigsminister. Da vi i sin tid havde en jøde på finansministerens taburet — gav det så ikke modstanderne kærkommen lejlighed til at stemple hele Regeringen som et jødeministerium?” Ja, sådan argumenterer Nathansen. Den fremmede race, som nu gennem nogle generationer nyder gæstfrihed her i landet, men dog kun udgør 3 promille, kan efter denne zionists opfattelse ikke være tjent med de statsborgerlige rettigheder, de nu har. Så længe det ikke er tænkeligt, at landet kan få “et ministerium af lutter jødiske borgere”, har man ikke grund til at være tilfreds.

Tydeligere kunne det dog vel ikke siges, at jøderne ud fra deres racemæssige indstilling mener at kunne gøre krav på at erhverve hele samfundsmagten. Det er dem altså ikke tilstrækkeligt at regere i det skjulte, de vil højere op, op på magtens højeste tinde, hvor de kan skue ud over alt folket, de vil praktisere den åbne og uindskrænkede magt, således som de opnåede den i bolsjevismens Rusland.

Og de vil regere i den marxistiske socialismes ånd. Henri Nathansen vedkender sig også udtrykkeligt dette mål ved bl.a. at sige: “Den næstekærlighed, som altid var jødernes helligste bud, og som gav sig udslag i offervilje overalt, hvor hjælp tiltrænges — i Lassalles og Karl Marx’ kamp for den undertrykte og lidende menneskehed — denne kærlighed til de forurettede og forfulgte, af hvad folk og hvad klasse de

524

end tilhører, den skal være det åndelige og det sjælelige bindeled mellem os og de andre nationer.” At denne kamp skal gennemføres i klassekampens ånd, udrydde de andre racers, andre folks nationalitet, og om det så koster hekatomber af menneskeliv, det røber Nathansen selvfølgelig ikke.

Men han siger dog den sidste og dybeste sandhed om sin races uudslukkelige længsel, utrættelige higen efter verdensherredømmet, og afslører derved det inderligste og fortroligste, der slumrer i en jødes sjæl, og som kun kan fødes i en jødes sind. Det sker, da han fortæller om den jødiske renaissance. Herom prædiker han:

“Dennes grundlag er ikke som ghettolivets et religiøst, ikke som emancipations-epokens et socialt — den jødiske renaissances grundlag er nationalt. Dens veje mod målet kan være forskellige — jiddischisme, zionisme, judaisme — men målet er et: genopbyggelse, genfødelse af det jødiske folk i liv og idé … andre retninger søgte andre veje, men all disse veje var kun midler i målets tjeneste. Den stolte og fribårne idé om en samling i jødedommens navn og dens ånd … Den tid er måske ikke fjern, da samlingstanken har taget fast form, og samlingsråbet lyder, som det før, også fra jødisk side, men med en anden tendens, har lydt: Jøder i alle lande, forener eder! Til den tid vil måske en repræsentation kunne vælges blandt jøder fra alle verdens lande, et folkets forbund med mødested, ikke i Geneve, men i Jerusalem. Et slags folketing af udsendinge fra de spredte skarer til rådslagning om fælles jødiske interesser og ideer, et værn mod uret, vold og forfølgelse, med magt til, uden land, regering eller hær, blot ved sit eksempel, sin indflydelse og om fornødent ved sit absolutte veto at holde andre magter i tømme, der er afhængig af jødisk kapital, jødisk intelligens og jødisk initiativ — afholde dem fra uret, afskrække dem fra vold. Da — og først da — vil det jødiske folk kunne få sin ligestilling mellem folkene — et verdensfolk af statsborgere i alle lande, et fremtidsfolk udenfor afgrænsede

525

territoriale rammer og dog inden for folkenes forbund.” (Fremhævelser af forf.)

To forudsætninger knyttes til denne Nathansen’ske plan om virkeliggørelse af jødedommens sidste store mål: at den gennemføres 1) i Marx’ og Lasalles ånd som et socialrevolutionært foretagende, der muliggør at genskabe samfundene i det fællesskabets og den solidaritetens tegn, som jøderne vil tilstede nationerne, og at den 2) gennemtrumfes ved hjælp af den jødiske kapital, som i samvirke med jødisk intelligens og jødisk initiativ ved absolut veto “skal holde andre magter i tømme”. Altså:

Sammenhængen mellem kapitalmagten og proletarbevægelsen fremhæves som et faktum, som en bydende nødvendighed for gennemførelsen af en jødisk renaissance.

Plutokratiet og marxismen tjener samme mål, et mål, som ligger uden for samfundene og som finder sin begrundelse i “den stolte og fribårne idé om en samling i jødedommens navn og i dens ånd”.

Danmark har under parlamentarismen haft rigelig lejlighed til at skønne om, hvorvidt sådanne bestræbelser, der ikke har nogen som helst tilknytning til den danske nations folkelighed og historiske traditioner, men som søger sine mål uden for samfundet samt at bringe landet i afhængighed af de jødisk-internationale kræfter og gøre det til en provins i det jødiske verdensrige, er til gavn eller skade. Sporene fra Landmandsbank-perioden burde skræmme! I det mindste burde et sundt og i national henseende selvbevidst folk ikke besidde mindre stolthed og ære end jøden og kræve retten til at bevare sit eget helt og ubeskåret. Lad Nathansen så være stolt af sin nation, så meget han vil, og prale af, at han med sine stammefrænder tilhører en nation “der har givet verden dens kulturelle og ideelle indstilling i moral og etos, … der trods forfølgelse og forbandelse har overlevet andre kulturfolk, … hvis mænd som Lasalle, Marx og Einstein har præget fremtidens verdensbillede i liv og idé”. Vi hører det og vi

526

tvivler på, om denne anmassende tale er berettiget. I det mindste har en mand, der håner kristendommen som Nathansen, næppe ret til at tale om jødens indflydelse på menneskehedens etos og moral. Og en mand, som påberåber sig Marx’ klassekamp-prægede ideer, kan ligeså lidt vise vej til en fælles-menneskelig social retfærdighed. Den næstekærlighed, som jøderne her tilbyder menneskeheden, er dødsens farlig. Lad Nathansen derfor holde sig til sin races store navne; det danske folk har dem ikke mindre, i en N. F. S. Grundtvig, en Søren Kierkegaard, en H. C, Andersen og en Ludvig Holberg, i brødrene Ørsted, Rasmus Rask, Tyge Brahe osv. Dansk sind, dansk sprog og dansk kultur har skabt nok så store værdier, som, selv om de ikke gør krav på at have givet den kulturelle og ideelle indstilling i hele verden sit præg, kan stå mål med alt, hvad jøderne har præsteret, ja, mere end det. Og det danske folk har lige så lidt som noget andet vesteuropæisk folk anledning til at bøje sig for Talmud-moral. Derfor burde det vel være på tide, at også det danske folk — efter at det alt for længe har ladet sig føre på vildspor af jødemagten — baner sig vejen ind i en friere, lykkeligere fremtid — udenom jødemagten! 

————

Sidste afsnit: Billedfortegnelse

Det tredie Ting — 2. del