Efter Auschwitz-løgnen

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. Thies Christophersen, The Journal of Historical Review, 1986, 11. sept. 2013.

 

Thies Christophersen (f. 1918 i Kiel, d. 1997)


Thies Christophersen. Foto: Internettet

 

skrev denne artikel på et tidspunkt mellem 1985 og 1990 (inden Tysklands genforening). Den er en rapportering af reaktionerne, han havde mødt, fra det tyske retssystem efter udgivelsen i 1973 i Tyskland af bogen Ich war in Auschwitz / Die Auschwitz-Lüge (læs den her, inden du læser denne artikel færdig). Han blev chikaneret af det tyske retssystem i årevis. Bogen indeholder hans øjenvidneberetning om livet i Auschwitz i tidsrummet fra 15. januar 1944 til december 1944, mens han fungerede som arbejdsleder i Raisko, en satellitlejr til Auschwitz-hovedlejren.
Thies Christophersen gør gældende, at der ikke blev begået folkemord i Auschwitz-lejren under hans tilstedeværelse der, så ville han have set det. Og ingen har til dato hævdet, at det hele skulle have foregået inden 1944, for så pludselig at ophøre.

Netop med henvisning til året 1944 fremfører Simon Wiesenthal i sin bog Morderne iblandt os fra 1967 følgende kategoriske påstand om afslutningen for Europas sigøjnere: “Det endelige slag blev rettet mod sigøjnerne i 1944 i gaskamrene i Auschwitz.” (dansk udg. s. 221)

Hvem refererer virkeligheden? Den overbeviste tyske nationalsocialist Thies Christophersen, der kunne fortælle detaljeret for retten, hvad han ved personlig tilstedeværelse havde bevidnet, netop i 1944 – eller den jødiske nazijæger, Simon Wiesenthal, der af sine egne berømmes for (altid med skandalepressen i ryggen) at have opsporet tyske civile og militære personer efter Anden Verdenskrig med det formål at stille dem for retten, så de kunne dømmes for overgreb mod jøder. Enkelte blev dømt til døden på grundlag af skrupelløse anklager og fantastiske vidneforklaringer. Til sidste måtte Wiesenthal selv indrømme over for retten i Frankfurt, at han havde løjet om sin tilstedeværelse i Auschwitz-lejren under krigen.

Samme manipulerende Simon Wiesenthal udtalte i statens sag mod Thies Christophersen, at tiltaltes påstand om ikke eksisterende henrettelses-gaskamre i Auschwitz måtte tilskrives “mental retardering” og insinuerede som en mulighed, at tiltalte nok blev belønnet af nogen for at vidne falsk. Det gamle mundheld tyv tror hver mand stjæler har evig gyldighed.
[Når de tyske SS-grader her er erstattet med engelske gradsbetegnelser, er det den engelske oversætters valg.]

Thies Christophersen, 1986

Min bog Jeg var i Auschwitz / Auschwitz-løgnen er blevet en “undergrunds”-bestseller. Den er (foruden på tysk) udkommet på fransk, spansk, hollandsk, dansk og endda på ungarsk, såvel som i forskellige engelsksprogede udgaver.

Egentlig er der intet specielt bemærkelsesværdigt ved Auschwitz-løgnen bortset fra, at den er skrevet af en, som befandt sig i Auschwitz og har noteret sig oplevelser og erindringer. Ofte vil folk helst læse sensationelle beretninger, men min bog befinder sig ikke i den genre.

I Martin Luthers ånd forsøger jeg at skrive positivt og påvirke tingene til det bedste. Selv med dette udgangspunkt har jeg ikke undgået at blive anklaget for at ophidse offentligheden (“Volksverhetzung”). Jeg har tilbragt et år i fængsel, selv om tiltalen for at ophidse folk til sidst blev frafaldet. Imidlertid blev en anden anklage for “foragt for staten og krænkelse af jøder” (jøderne nyder særlig beskyttelse under den gældende retstilstand) ikke frafaldet. Jeg blev også beskyldt for at have krænket mindet om de døde. I den anledning optrådte grev Schenk von Stauffenbergs søn som medsagsøger mod mig, idet jeg havde kaldt hans far en forræder. Nuvel, jeg ville heller ikke synes om, hvis min egen far var blevet fornærmet, så jeg tog mig ikke videre af, at Stauffenberg junior forsøgte at rehabilitere sin fars omdømme. Men når det kom til stykket, var en kriminalsag overflødig. Han kunne blot have sendt mig et brev indeholdende forsvaret af hans fars handlinger, så ville jeg bestemt have udgivet hele den komplicerede tekst i mit blad. Naturligvis ville jeg også have kommenteret indholdet, som jeg altid gør med kritiske breve fra læserne.

Jeg har lyst til at fortælle om mine oplevelser og iagttagelser fra efter udgivelsen af min øjenvidneberetning fra Auschwitz. Da bogen udkom, blev den kritiseret med argumenter som – selv om jeg befandt mig i lejren og ikke havde set noget til massegasninger, var det ikke ensbetydende med, at de ikke havde fundet sted. Men den indvending er kun rigtig, hvis jeg havde været uopmærksom. Det var jeg ikke, og jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke fandt massemord ved gasning sted i Auschwitz, mens jeg var til stede. [Thies Christophersen befandt sig det meste af et år i Auschwitz, netop i et tidsrum, hvor gasning af jøder, efter den ortodokse holocaust-udlægning, skulle have foregået for fuld kraft.]

Jeg skriver ikke under pseudonym. Jeg har tilmed oplyst min adresse og mit telefonnummer. Derfor har jeg modtaget tusindvis af breve og opringninger. Mange af de mennesker, der har kontaktet mig, bekræfter, hvad jeg har skrevet, men er bange for at stå frem offentligt. Nogle af dem er SS-folk, der allerede én gang er blevet brutalt behandlet og nogle endda tortureret i allieret fangenskab.

Jeg kontaktede omgående dem, der mente at kende mere til massegasninger. Mine oplevelser med disse vidner var sammenfaldende med dem, som den franske professor Paul Rassinier havde haft med sine vidner.
Jeg har ikke oplevet en eneste troværdig øjenvidneforklaring. I stedet fortalte folk, at de kendte en, der kendte en anden, som havde fortalt om dit eller dat. I de fleste tilfælde var de formodede øjenvidner døde. Andre erklærede øjenvidner begyndte hurtigt at stamme og hakke, når jeg stillede præciserende spørgsmål. Selv Simon Wiesenthal måtte til sidst erkende for distriktsretten i Frankfurt, at han aldrig havde været i Auschwitz under krigen. Alle de vidneforklaringer, jeg har lyttet til, modsiger hinanden. Alle synes at fortælle en forskellig historie om de påståede gaskamre. Man har end ikke kunnet blive enige om placeringen af de omtalte henrettelses-gaskamre.
Det samme gør sig i øvrigt gældende for den såkaldte undervisningslitteratur; den er fuld af selvmodsigelser. Men forfatterne mener at vide mere om emnet, end jeg gør.

Det er nemt at forestille sig, hvordan falske historier opstår. Når jeg fortæller eventyr for mine børnebørn, foregiver jeg at deltage i historierne selv, og straks tror børnene at de er virkelige. Mange mennesker lægger lidt til, inden de fortæller en historie videre. Nogle finder det ligefrem spændende at overbevise andre om deres egne fantasifostre. Endelig er der lokumsrygterne (die Latrinenparolen), hvis betydning ikke må undervurderes. Enhver soldat kender til dem, og også indsatte har en forkærlighed for at lytte og sende dem videre i omløb. [En yderligere oplagt kilde var organiseret jødisk propaganda, der kunne smugles ind i lejren på mange måder.]

Historien om afbrænding af mennesker på åbne ildsteder i Auschwitz [videregivet i en morderisk version af bl.a. Elie Wiesel] bygger på den slags rygter, der indeholder et gran af sandhed, men udvikler sig til ren fantasi. Alverdens rygter verserede, mens jeg var i Auschwitz. Min hushjælp Olga havde engang fortalt min mor, der var på besøg hos mig i Auschwitz, om en stor brand, hvor rygtet gik, at det var mennesker, der blev brændt. Jeg spurgte Olga, hvad det handlede om? Hun vidste intet med sikkerhed, men fortalte, at der var blevet observeret en brand, som altid var synlig i retning mod Bielitz. Jeg kørte i den retning, men fandt kun et stort industrielt anlæg, hvor arbejdsstyrken også bestod af internerede. Jeg gennemgik hele lejren og undersøgte alle ildsteder og rygende skorstene. Jeg fandt intet mistænkeligt. Jeg spurgte mine kollegaer, om de havde hørt om noget, men de svarede med et skuldertræk og sagde, at jeg skulle holde op med at spilde tiden på lokumsrygter.

Der fandtes absolut et krematorium i Auschwitz. Der boede i alt 200.000 mennesker på området, og enhver by har et krematorium. Folk døde også i Auschwitz, og ikke kun de indsatte. SS-oberstløjtnant Caesars kone var en af dem, der døde af tyfus i lejren.
Jeg stillede mig dengang tilfreds med de svar, jeg havde fundet om branden.

I dag ved jeg meget mere om den omtalte brand. I starten blev de døde i Auschwitz begravet i ukremeret tilstand. Men på grund af det højtstående grundvandsspejl (o. 1 meter) i dette område mellem Vistula og Sola floderne, kunne traditionelle begravelser ikke fortsætte [af hensyn til drikkevandet]. Et arbejdshold under ledelse af SS-stabssergent Moll (som stod i spidsen for planteskolen i Raisko) blev tildelt opgaven med at grave alle døde op og brænde ligene. Det blev gjort på ildsteder i det fri. Der er kommet de mest utrolige historier ud af den foranstaltning. Tysk fjernsyn har endog vist en film, der skulle forestille at være optaget i hemmelighed af en SS-mand.

En anden faktor har spillet en uheldig rolle i rygterne om dette. Forsvarsadvokaterne for de såkaldt tyske krigsforbrydere er ikke uden skyld. Ethvert forsvar ønsker at få sin klient frikendt, og for at opnå dette bekræftede advokaterne til tider, at folk, som allerede var døde, havde været skyldige i de påståede forbrydelser. SS-sergent Moll blev dræbt i kamp i de sidste dage af krigen.

Jeg er også blevet kontaktet af tidligere Auschwitz-kommandant Rudolf Höss’ svoger. Han lever i Flensborg ikke langt fra min bopæl. Hans erklæring bekræfter i alt væsentligt, hvad jeg selv har beskrevet. Under krigen blev dødsdomme afsagt, og gidsler blev skudt. Det er en kendsgerning. Det har jeg også nævnt i min bog. Men sådanne henrettelser fandt ikke sted i Auschwitz; så ville de have kunnet høres.

Auschwitz var i mine øjne ikke en koncentrationslejr i dette ords negative betydning. Den var rettelig en interneringslejr, hvor de internerede blev sat i arbejde. Internering af statsfjendtlige grupperinger har været et almindeligt fænomen. Statens fjender interneres i krigstid i stedet for at blive udvist. Det gør man for at forhindre, at de vender tilbage i fjendtlig tjeneste. Det kunne diskuteres, om jøderne var en del af en fjendtlig nation. Israel blev jo ikke etableret før efter krigen. Ikke desto mindre havde jøderne [jødernes organisationer] erklæret Tyskland krig allerede i 1933, som det blev bekendtgjort i London Daily Express den 24. marts samme år. Alene på det grundlag ville en internering af jøderne i Tyskland have været berettiget allerede fra det tidspunkt. Men de blev ikke interneret, ikke før krigen brød ud i september 1939, og slet ikke på én gang.

Jeg er nok en af de få, der endnu er i stand til at beskrive virkeligheden i Auschwitz-lejren, og det har jeg gjort. Hvad har det haft af konsekvenser for mig? To år i eksil og ét år i fængsel. Det var vældig smart af retssystemet ikke at nævne min særlige adkomst til at vide noget om disse forhold i domsudskriftet. Man fængslede mig, fordi jeg havde skrevet Auschwitz-løgnen, men jeg blev dømt for “foragt for staten”. Der findes ingen parallel til en sådan dom i noget andet vestligt land, end ikke i de mest reaktionære monarkier.

Jeg boede i Belgien i to år, og selv om jeg ikke var klassificeret som politisk flygtning, var jeg dog i besiddelse af en officiel opholdstilladelse. De belgiske myndigheder vidste, at jeg var efterlyst i Forbundsrepublikken anklaget for “foragt for staten”.
Jeg blev udleveret på anmodning fra det tyske retssystem. Jeg anlagde erstatningssag mod den belgiske regering for skader svarende til en million belgiske franc, eller 50.000 tyske mark. Hvordan reagerede de belgiske myndigheder på det? De begyndte at undersøge, om jeg kunne have overtrådt belgisk lov. Min lejlighed i Belgien blev ransaget, mens jeg var væk. Mange af mine papirer blev konfiskeret. Det skete for to år siden. Man fandt frem til, at jeg engang havde overnattet i et hotel i Antwerpen, hvor jeg havde brugt navnet Tetje Paulsen. Værelset var blevet reserveret til mig af en ven, der kun kendte mig under dette pseudonym. En belgisk dommer belærte mig om, at det var utugtigt at overnatte anonymt på et hotel med en fremmed kvinde, og disse omstændighederne gjorde mig suspekt. Det ændrede intet, at kvinden, jeg tilbragte natten med, var min egen kone.

Den faktiske lovovertrædelse stod det tyske retssystem for. Det frigav en falsk pressemeddelelse om, at jeg var blevet tilbageholdt under forsøg på at rejse ind i Forbundsrepublikken uden gyldigt pas. I virkeligheden blev jeg anholdt af belgisk politi i min lejlighed i Belgien den 26. august 1983 og i håndjern ført til den tyske grænse, hvor jeg blev udleveret til det ventende tyske politi.
Snart fandt jeg ud af, hvordan retssystemet fungerer i tyske fængsler i dag. Jeg kan roligt sige, at de indsatte i Auschwitz nød større frihed. De blev ikke anbragt i isolation. Selv under krigen modtog de indsatte uden begrænsninger de meget eftertragtede “forplejningspakker” via Røde Kors. Ja, der fandtes endda et glædeshus for indsatte i Auschwitz.
I Flensborg måtte jeg end ikke se en præst.

Rundt om i verden, også i Tyskland, protesterer folk mod uretfærdighed, undertrykkelse og forfølgelse af minoriteter. Mest støjende har fordømmelserne og fornægtelserne været i forhold til fejltagelserne under Det Tredje Rige, og der blev bestemt også begået fejltagelser dengang. Jeg har taget på mig at kritisere, når der blev begået fejl, ikke dem i fortiden, men nutidens fejltagelser. Jeg gjorde det samme under Det Tredje Rige, men blev ikke kastet i fængsel af den grund.

Nu for tiden hører vi masser af snak om demokrati og “folkestyre”. Ingen af delene eksisterer i dagens Tyskland. Vi lever stadig med særlig justits for Vesttyskland, og den udøves af besættelsesmagterne. I vort tyske hjemland er der kun plads til de fremmede og deres håndlangere. Der var en tid, hvor mere end 90% af befolkningen i Tyskland gav deres støtte til landets lederskab. Jeg husker meget tydeligt den tid. Der var ingen regeringsstridigheder, ingen arbejdsløshed og ingen frygt for fremtiden. Enhver, der har oplevet den tid, vil altid være bevidst om dette, uanset hvor mange løgne, der er blevet spredt om det nationalsocialistiske Tyskland, løgne som ulykkeligvis bliver taget for gode varer i dag. Retten til national selvbestemmelse var en realitet dengang. Den rettighed er konstant blevet indskrænket efter 1945.

Nationalsocialismen kunne have tjent som model og vejledning for hele verden. Men netop de kræfter, der styrede eller ønskede at undertrykke andre nationer, tolererede ikke den enkelte nations ret til national selvbestemmelse. Selv om de fleste traditionelle imperier er forsvundet, er nationerne i dag underlagt en ny og langt mere afskrækkende afhængighed. Afhængigheden af kapitalismen i USA og dens bagmænd, der synes at have vundet slaget om verdensherredømmet.

[I O-D-I-N kalder vi disse kapitalistiske bagmænd for jøder, og vi mener ikke, at de har vundet andet end materiel magt, guldets indflydelse. Slut dig til O-D-I-N og vær med til at forhindre, at de overtager vores hjerter og sjæle.]

Den generelle overvågning griber mere og mere om sig. Orwell havde ret. Jeg har erfaret det, og jeg mener, at vi alle vil komme til at erkende det. Myndighedsterror er nu en realitet.

Hvad kan vi gøre? – Ingenting? – Skal vi bare tie stille? Skal vi undertrykke indignationen i vore hjerter?
Nej! Vores bøger kan blive bandlyst. Vi kan blive kastet i fængsel. Vores breve kan blive åbnet. Vi kan blive angrebet med ild og bomber. Vores boliger kan blive ransaget. Vi kan blive udelukket fra arbejde. Vi kan blive bagtalt og latterliggjort. Vi kan blive forfulgt, som de først kristne blev det. – Men vi vil overkomme det hele, og vores modstandere vil ende med at opnå præcis det modsatte af det, de stiler imod. Gennem deres handlinger vil de ufrivilligt komme til at vise det rigtige, vi står for.
Jeg tror på sandhed og retfærdighed, og jeg ved, at en dag vil sandheden og retfærdigheden sejre.