En tidligere Auschwitz-fange erklærer:
Elie Wiesel er en svindler

Sand Historie

O-D-I-N.org, Henry Makow (marts 2009), 11. oktober 2013, opdateret august 2016 af Hugo Ravn.

 

[Denne artikel opstod, da ungareren og tidligere koncentrationslejrfange Miklós Grüner for nogle dage siden (pr. marts 2009) henvendte sig personligt på en redaktion i Budapest for at foreslå et åbent interview. Grüner var ledsaget af en ungarsk doktor i medicin. Læs også artiklen: Vidner til jødernes Holocaust.]

Bemærk om forfatteren til denne artikel, doktor i engelsk litteratur, Henry Makow (f. 1949 i Schweiz), at han er jøde og bosiddende i Toronto, Canada. Hans artikler giver udseende af, at han er historierevisionist, og som sådan omtales han i den jødiske presse. Men ofte indeholder artiklerne synspunkter eller referater, der midt i hans egen revision går stik imod sikker revisionistisk viden. Vi mener, at han måske frygter at blive behandlet som en ny David Cole af sine egne. Vi gengiver nogle af hans artikler her trods de påfaldende garderinger, men indskyder korrigerende redaktionelle kommentarer [i kantparenteser] eller som grå noter, når det er nødvendigt for verdenshistorien.


[Holocaust-illusionisten Elie Wiesel.]
Foto: henrymakow.com

 

I maj 1944, da Miklós Grüner var 15, blev han deporteret fra Ungarn til Auschwitz-Birkenau sammen med sin mor og far, samt en yngre og ældre broder. Han fortæller, at hans mor og hans yngre bror blev sendt i gaskammer* umiddelbart efter deres ankomst til lejren. Han selv, hans ældre bror og hans far fik tatoveret et fangenummer på armen og sat til at udføre hårdt arbejde i en fabrik, der fremstillede syntetisk brændstof under IG Farben. Her døde hans far seks måneder senere. Derefter blev hans ældre bror sendt til Mauthausen, og da den unge Miklós nu var alene, tog to ældre jødiske indsatte, som også var ungarere og venner af hans afdøde far, ham under deres beskyttelse. Disse to protektorer for den unge Miklós var brødrene Lazar- og Abraham Wiesel.

[ *) Ingen blev sendt i gaskammer i Auschwitz-Birkenau eller nogen anden koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Her flyder jøden Miklós Grüner med på den gængse bølge af jødiske myter (den mindre bevidste udgave af overlagt historieforfalskning – jøderne har selv været ofre for propagandamagernes løgne). Det er sandsynligt, at hans mor og lillebror blev ført til et kvindeafsnit eller en satellitlejr, hvor der var mulighed for at beskæftige eller underholde kvinder med børn, og de kan være omkommet af tyfus eller af underernæring i krigens sidste måneder – eller, de har overlevet, men været ude af stand til at finde sammen efter krigen, da såvel Lazar som hans ældre bror befandt sig i fjernere lande.
Den tyske nationalsocialist Thies Christophersen har rapporteret detaljeret og overbevisende om sit ophold som arbejdsleder i Auschwitz-Birkenau fra den 15. januar 1944 til december 1944. Han har under vidneansvar i retten i Toronto afvist, at der kunne finde massemord sted ved gasning eller på nogen anden måde, mens han var til stede i lejren. Ingen af de jødiske øjenvidner har nogen sinde kunnet enes om, hvor de påståede udryddelses-gaskamre skulle have ligget. Indtrykket af, at gasning af indsatte fandt sted, blev skabt ved De Allieredes (herunder sovjetiske styrkers) nedkastning af løbesedler med denne påstand. Den ortodokse myte om henrettelses-gaskamre er effektivt imødegået gennem videnskabeligt grundige undersøgelser, udført af den amerikanske ekspert i nutidige henrettelses-gaskamre, Fred Leuchter, i tidsrummet fra 1988 til 1991. Disse undersøgelser blev ufrivilligt bekræftet af et retsmedicinsk institut i Polen, hvilket nærmere fremgår af artiklen om Leuchters undersøgelser.]

I de følgende måneder blev Miklós Grüner og Wiesel-brødrene gode venner. Lazar Wiesel var 31 år gammel i 1944 [Elie Wiesel er født i 1928 og ville have været 16-17 år gammel. Denne aldersforskel er et afgørende bevis for, at Elie Wiesels senere påstand er falsk. Det er umuligt at forveksle en 31-årig med en 17-årig, ligesom det er umuligt at glemme sit modersmål.]
Miklós har aldrig glemt det fangenummer, som Lazar havde tatoveret på armen: A-7713.
I januar 1945, da Den røde hær nærmede sig, blev de indsatte overført til Buchenwald. I de ti dage denne overførsel foregik, dels til fods, dels med tog, døde mere end halvdelen** af de indsatte, og blandt dem Abraham, Lazar Wiesels ældre bror.

[ **) Det er sandsynligt, at en del døde på grund af afkræftelse og sygdom, men dødsraten var ikke i nærheden af 5o procent, selv om det kan se sådan ud, hvis tilfældene er koncentreret omkring iagttageren. Det historisk vigtige i denne sammenhæng er det faktum, at de indsatte inden evakueringen havde fået valget mellem at blive i Auschwitz og lade sig “befri” af sovjetiske styrker – eller følge med lejrpersonalet vestpå mod Buchenwald. Dette er endog bekræftet af jøder, der har været fanger i Auschwitz.]

Den 8. april 1945 befriede US-enheder Buchenwald. Miklós og Lazar var blandt de overlevende i lejren. Da Miklós havde pådraget sig tuberkulose, blev han sendt til en schweizisk klinik og blev dermed adskilt fra Lazar. Efter at være helbredt emigrerede Miklós til Australien, mens hans ældre bror, som også overlevede krigen, etablerede sig i Sverige.

Mange år senere, i 1986, blev Miklós kontaktet af den svenske avis Sydsvenska Dagbladet i Malmø og inviteret til at møde “en gammel ven” ved navn Elie Wiesel. Da Miklós svarede, at han ikke kendte nogen af det navn, fik han oplyst, at Elie Wiesel var den person, som Miklós havde kendt i kz-lejrene under navnet Lazar Wiesel og med samme fangenummer A-7713 … Det nummer huskede Miklós stadig og blev derfor overbevist om, at han skulle møde sin gamle ven Lazar. Han takkede glad ja til invitationen om at møde ham på Savoj Hotel i Stockholm den 14. december 1986. Miklós genkalder sig dette møde:

“Jeg var meget glad for ideen om at møde Lazar, men da jeg stod ansigt til ansigt med denne “Elie Wiesel”, blev jeg lamslået over at se et menneske, som jeg overhovedet ikke kunne genkende. Han talte ikke ungarsk, men engelsk med stærk fransk accent.
Derfor varede mødet kun ca. 10 minutter. Som en afskedsgave gav denne mand mig en bog med titlen “Night”, som han hævdede at være forfatter til. Jeg modtog hans bog, som jeg intet kendte til på det tidspunkt, men jeg fortalte enhver tilstedeværende, at denne mand ikke var den person, han foregav at være!”

Miklós fortæller, at under det mærkelige møde nægtede Elie Wiesel at vise ham det tatoverede nummer på sin arm, idet han undskyldte sig med, at han ikke ønskede at udstille sin krop [en ret meningsløs undskyldning, hvis man virkelig sidder over for en tidligere lidelsesfælle, der blot vil bortvejre enhver tvivl]. Miklós tilføjer, at Elie Wiesel senere viste sit tatoverede nummer til en israelsk journalist, som Miklós senere mødte, og denne journalist fortalte, at han ikke havde haft tid til at hæfte sig ved nummeret, men han var overbevist om, at der ikke var tale om en rigtig tatovering. Miklós fortæller:

– Efter dette møde med Elie Wiesel beskæftigede jeg mig de næste 20 år med at undersøge den mand, der kalder sig Elie Wiesel, og jeg fandt ud af, at han næppe nogen sinde har opholdt sig i en tysk koncentrationslejr, eftersom han ikke findes i nogen officiel liste over internerede.
Miklós fandt også ud af, at bogen, han havde modtaget af Elie Wiesel i 1986 og skulle forestille at være skrevet af Wiesel selv, i virkeligheden blev skrevet af Miklós gamle ven Lazar Wiesel i Ungarn i 1955 og udgivet i Paris under titlen “Un di Velt hot Geshvign” (jiddish), der kan oversættes med “Og verden forholdt sig tavs”. Bogen blev afkortet og omskrevet på fransk og engelsk for at blive publiceret med Elie Wiesel som forfatter og med den franske titel “La Nuit” og på engelsk “Night”. Ti millioner kopier af bogen blev solgt verden over af Elie Wiesel, og den medvirkede endda til hans Nobelpris i 1986. Den virkelige forfatter, Lazar Wiesel, var på mystisk vis ikke til at finde.

– Elie Wiesel ønskede aldrig at mødes med mig igen, siger Miklós. Han fik enorm succes; han tager 25.000 dollars for et 45 minutters foredrag om Holocaust. Jeg har officielt indgivet en rapport til FBI i Los Angeles. Jeg har også klaget til regeringen og medierne i USA og Sverige, men uden resultat.

Jeg har modtaget anonyme opringninger, hvor jeg blev gjort opmærksom på, at jeg kunne blive skudt, hvis jeg ikke holdt mund. Men jeg er ikke længere bange for døden. Jeg har deponeret hele sagen i fire forskellige lande, så hvis jeg dør pludseligt, vil de blive offentliggjort. Verden skal vide, at Elie Wiesel er en svindler, og jeg er i gang med at publicere den sandhed i bogen, jeg kalder “Den stjålne identitet A-7713”.

Kilde: henrymakow.com

[Bogen kan hentes fra Internettet, hvis man er interesseret. Vi vil ikke linke til den, da den overvejende beskriver den ortodokse holocaust-påstand med alle de udokumenterede myter om mord på jøder. Beretningen om Elie Wiesel er imidlertid interessant, da det stikker under, at han ikke blot har påtaget sig en falsk jødisk identitet, men måske ligefrem er mindre jøde, end det tillades i de kredse.]

[Redaktionel opdatering 2016-08-28:

Elie Wiesel døde den 2. juli 2016, 87 år gammel. Det må have været en lettelse for ham selv og for store dele af den organisation, der har holdt ham i live som “holocaust-overlever”. Hans plattenslageri i forsøget på at tvinge substans ind i den monumentale løgn om holocaust må have været en belastning for selv hans stammefæller. Men til det sidste blev han fejret af sine egne som “Holocaust-overlever og nobelpristager”. Vorherre bevares. På billedet herunder ser vi løgneren og falskneren Elie Wiesel – som sædvanligt – fortræffeligt agerende i rollen som ydmygt sandhedsvidne:


Løgnen er sat i system af jøderne. Foto: Internettet

 

Denne mand har medvirket til at udbrede og forsvare løgnen om Holocaust. Det er en så afskyelig og skadelig form for løgn, at han og andre ansvarlige aldrig må tilgives. Han har løjet om alt, hvad jøder efter påstanden døde af i et antal på 6. mio. under Anden Verdenskrig. Han har skadet Europas oprindelige befolkninger i et omfang, så det er vanskeligt at forestille sig. Og han har vel at mærke gjort det helt bevidst om, at han i den grundliggende substans aldrig kom i nærheden af sandheden! Det hele var opdigtet og konstrueret for at tjene jødestammens drøm om et verdensdiktatur. Disse løgnagtige rotter skulle ikke tillades at dø af alderdom. De burde rammes af en retfærdig fortabelse, inden de kunne høste de økonomiske frugter af deres løgne.

Elie Wiesel – endnu en syg jøde – stepdanser i Helvede, hvis der er retfærdighed til. Night-night, Eli !!

Med denne jødes bortgang er verden igen blevet et lidt bedre sted at opholde sig.]