Et kontrolleret retsvæsen

Overtagelsen

O-D-I-N.NET, En OBSERVATION FRA SØNDERBORG, 25. jun 2019.

 

Nedenfor finder du et billede af “Retten i Sønderborg”, som den formelt kaldes.
Vi viser byretten, der ledes af en byretspræsident (en af byretsdommerne). I den modsatte ende af samme barak huses “Vestre Landsret”, fastlandets modstykke til Østre Landsret. Landsretten tager sig af alvorlige sager og appelsager. Vi har ikke på nuværende tidspunkt overblik over tendensen i Landsretten og Højesteret, men vi kan med statsgaranti skrive, at hvis disse instanser også overvejende er betjent af jødiske dommere og domsmænd og i det daglige administreres af jøder, som det er tilfældet med byretten i Sønderborg (og givetvis flere underretter i Danmark), vil Landsretten og Højesteret være tilsvarende kompromitteret og lige så korrupte.

Bemærk jødernes forkærlighed for klassisk kommunistrød skiltning

Det er ikke for meget sagt, at byretten i Sønderborg administreres korrupt. Det viser adskillige såkaldte småsager, der behandles summarisk, overfladisk og tendentiøst, samt ikke mindst en enkelt fogedsag, som vi har fået detaljeret kendskab til, hvori den jødiske fogeddommer Søren Rune Boytang Schrøder arrogant fejede Lejeloven og en gældende lejekontrakt til side og satte en lejer ud af et lejemål begrundet i ubetalt “pligtig pengeydelse”, selv om lejeren kunne dokumentere, at han havde fulgt sin lejekontrakten til punkt og prikke, at udlejer løj i retten og begik kontraktbrud, og at det var ham, der havde penge til gode hos udlejer. Behøver vi at fortælle, at udlejeren i den sag tilhører samme jødiske broderskab som dommeren, og at lejeren er oprindelig dansker. Der er således tale om et oplagt tilfælde af et retsligt overgreb mod en hvid europæer, en dansker. Tilfældet er dermed samtidig en overtrædelse af Straffelovens racismeparagraf, 266b.

Søren Rune Boytang Schrøder. Dansk dommer …?

Typen er kendt fra såkaldt “italiensk mafia”, “irsk mafia”, “russisk mafia” osv., som i essensen aldrig har været hverken italiensk, irsk, russisk eller noget andet europæisk eller amerikansk. Der er tale om et internationalt syndikat af kriminelle, som i samtlige tilfælde har været og fortsat er jødisk!
Vi har fejlagtigt opfattet disse mafiaer som isolerede nationale forbryderorganisationer, fordi et stort antal film fra det jødiske Hollywood har indoktrineret os med et bestemt nationalt tilhørsforhold. Forbryderne i filmene udfolder sig altid med særligt italienske, irske, russiske eller “newyork’ske” … jargoner. Samtidig dækker medlemmerne meget bevidst deres sande oprindelse bag nationale navne (læs om kryptojøder her).
Søren Schrøder” lyder jo meget tilforladeligt i Danmark, ikke? Kun den depraverede tankegang bag de specielle perversiteter, som mafiaen traditionelt har stået for, afslører den jødiske oprindelse.
Derfor stemmer udseendet af denne “dommer”, der for tiden korrumperer restssystemet i Danmark, så perfekt med vores indoktrinerede forestillinger om en mafioso. 
Men tag ikke fejl, der findes et betydeligt antal lignende jødiske tilfælde alle steder i danskernes offentlige administration, hvor udseendet ikke på samme måde afslører oprindelse og sammenhæng.  

Vi vil ikke påstå, at den jødiske byretspræsident i Sønderborg, Karen Thegen, også er korrupt. Det har andre allerede ment og gjort gældende. Vi kan blot med det følgende yderst illustrative eksempel dokumentere, at hun uden tøven og til skade for specielt danskerne i området (alle hvide europæere) har gjort, hvad hun kunne for at beskytte mindst en korrupt jødisk dommer og en lige så kriminel jødisk forretningsdrivende i området, kort sagt – den lokale jødiske mafia.
I disse politiske sager agerer hun næppe på egen hånd, men modtager vejledning fra en eller anden loge. Og mod omverdenen dækkes hun komfortabelt op af et uforholdsmæssigt stort antal jødiske medarbejdere i denne subkulturelle tilsidesættelse af ukrænkelige danske og europæiske retsprincipper. I det videre overlader vi til læseren at bedømme denne byretspræsidents accept af en typisk jødejustits i Sønderborg, en del at det eskalerende tyranni mod danskerne og vores veludviklede retsbevidsthed.

Karen Thegen, en villig marionet.

Når jøden infiltrerer vores europæiske institutioner, og det gælder desværre i skræmmende omfang for danskernes retssystem, er det på grundlag af en manglende europæisk opdragelse. Jøder udvikler ikke en normal retsbevidsthed baseret på sunde normer for retfærdighed og sandhed. “Sandheden er ikke et argument,” udtaler såvel jødiske dommere som anklagere i den mishandlede tidligere retsstat Tyskland lige syd for grænsen, når anklagede hvide europæere peger på historiske beviser for, at det jødepromoverede holocaust aldrig har fundet sted i virkeligheden. Retfærdighed bliver med det jødiske sindelag prompte afskaffet og erstattet med hensynet til, hvad der er gavnligt for den jødiske besættelsesmagt og dens mange mafiaagtige filialer i det danske samfund. Jøderetten risikerer ikke at afsige en retfærdig dom, hvis den betyder, at en jødisk logebror eller -søster – fx ejeren af et udlejningsfirma – stilles ringere i forhold til en hvid europæisk lejer (en traditionel dansker).

Her følger den skræmmende beretning om, hvordan udlejningsselskabet Bodil & Co. I/S, hjemmehørende i Aabenraa i Sønderjylland, i samarbejde med Byretten i Sønderborg i praksis demonstrerede, hvordan jødisk organiseret kriminalitet (mafiavirksomhed) fungerer i Sønderborg. Rapporteringen er et uddrag af en lejers observationer fra juni 2016 indtil 19. december 2018, da han i en grotesk proces i fogedretten blev sat ud af sit lejemål.
Nogle af elementerne i udsættelsen var følgende: dommeren tilsidesatte Lejeloven, dommeren tilsidesatte ensidigt den gældende lejekontrakt, dommeren tilsidesatte lejerens bevisførelse og endelig, dommeren tilsidesatte med byrettens efterfølgende velsignelse normal retspraksis for de tilfælde, hvor lejeren ikke står i gæld til udlejer.

Vores lejer fortæller (citat):

Da jeg mødte Bodil Phillipsen første gang i foråret 2016 i Sønderjylland for at kigge på en lejlighed, begyndte hun uopfordret at tale om, at hendes mand p.t. var optaget af det årlige forbrugs- og acontoregnskab. Jeg gjorde gældende, at jeg kun var indstillet på at betale så meget aconto, som mit forventelige forbrug ville medføre. Bodil Phillipsen svarede, at spørgsmålet normalt ikke førte til problemer. Hun er den klassiske Cadillac-sælger, vældigt charmerende i salgsfasen. Men når lejekontrakten først er underskrevet, prisgives lejeren den usympatiske ægtefælle Ole Andersen, medejer af såvel Bodil & Co. I/S som klargøringsselskabet BOOL ApS.

Samtalen medførte imidlertid, at Bodil & Co. I/S under § 11 i min lejekontrakt tilføjede et afsnit om, at acontoopkrævningen for varme og vand skulle reguleres årligt. Denne passus findes kun i enkelte kontrakter i øvrigt for boligkomplekset, og den burde være overflødig. Årlig regulering af acontobetaling er utvetydigt påbudt i Lejelovens § 42, stk. 3, som det fremgår af det følgende.

Allerede under indflytningssynet med Bodil Phillipsen og Ole Andersen gik det op for mig, hvilken nedladende, nærig og pengefikseret person Ole Andersen er. Der er i den sammenhæng ingen grund til at frede Bodil Phillipsen. Hvis man spørger hende, om hun er klar over, i hvilket omfang hendes mand snyder og bedrager lejerne, og det spørgsmål stillede jeg hende personligt senere på grundlag af mit kendskab til ægtefællens konkrete forsøg på bedrageri og underslæb, skifter hun øjeblikkeligt karakter og viser ansigtet af en led heks! Jeg har indtryk af, at Ole Andersens ekstraordinære inddrivelse af ulovlige gevinster fra lejerne er fuldt ud accepteret af Bodil Phillipsen (der i øvrigt er lægdommer i Boligretten i Sønderborg). Samarbejdet ligner det anæmiske forhold mellem en kvindelig Dracula og hendes fordærvede hjælper, der går sin undergang i møde, tvunget til at tjene, så længe solen står på himlen. Det driver åbenbart Ole Andersen ud i hasarderet kriminel tænkning, der alligevel – med de rigtige forbindelser – lykkes i overraskende omfang.

Ingen af de 15-20 punkter, jeg havde anket over ved indflytningssynet, blev nogen sinde udbedret. Et ankepunkt bestod i, at en af grupperne på el-måleren leverede strøm til udlejers arbejdsbygning, der ligger i nærheden. Konfronteret med dette lovede Ole Andersen straks at opsætte en bimåler i arbejdshuset, så hans forbrug dér kunne modregnes i min el-regning. Det var den billigste løsning for ham, og jeg accepterede besværet for at være imødekommende. Bedre havde det naturligvis været straks at installere en certificeret el-måler, men det passede ikke Ole Andersen. Og hvem ved, måske betaler den nye lejer fra 2019 igen for udlejers elektricitet til arbejdsbygningen. Under kompleksets tidligere ejer, Sønderborg Kommune, var det ligegyldigt, hvilken måler, der sendte strøm til denne bygning, og derfor valgte man den nærmeste.

Efter to uger havde Ole Andersen endnu ikke opsat en bimåler. Derefter fik han en måneds yderligere frist til løsning af problemet (mens jeg betalte hans forbrug) samt varsel om lukning for strømmen til arbejdsbygningen, hvis aftalen ikke blev overholdt inden for fristen. Måneden gik, uden at en løsning indtraf, så jeg afbrød min levering af elektricitet til udlejer.
Ole Andersen reagerede, som om jeg havde stjålet fra ham og afbrød al praktisk kommunikation. Han havde tilmed forsøgt at bilde mig ind, at han var uvidende om, at de tidligere lejere havde betalt for hans strømforbrug siden 2008. Den gode vicevært, der holdt til i arbejdsbygningen, blev forsynet med en dieseldrevet el-generator, som forstyrrede både ham og de nærmeste lejere, når den kørte. Dermed var stilen fra udlejers side lagt i forhold til mig.

Det blev rigtig galt, da lejerne modtog forbrugsregnskabet for 2016 med en betydelig udokumenteret prisstigning for varme. Jeg og andre protesterede, og det endte med, at Ole Andersen over for huslejenævnet indrømmede en “fejl” i regnskabet, og han udsendte måneder senere en “Omberegning”. Men først efter at have stævnet 5 lejere for ikke at betale som først forlangt, et typisk eksempel på hans praksis med at chikanere informerede lejere.
I retten i Sønderborg forklarede vi dommerne, at disse stævninger udelukkende havde til formål at chikanere de fem lejere, der havde gjort indsigelse. En del af kravene i Ole Andersens påstande bestod i at angive lejerens tilgodehavende hos ham med modsat fortegn, dvs. som om lejeren havde gæld til udlejer! En ganske horribel fremgangsmåde set fra et strafferetsligt synspunkt.
Denne praksis passerede imidlertid i flere tilfælde uanfægtet gennem behandlingen i byretten i Sønderborg, efter at udlejer sent i processen endte med at indrømme en ny “fejl”. Jeg opfordrede i en af sagerne dommeren, byretspræsident Karen Thegen, til at stoppe Ole Andersens ganske åbenbart bedrageriske oplysninger og misbrug af retten som terrorredskab. Det ikke helt uventede svar fra Karen Thegen var:
“Det kan vi jo ikke …”.
Hvorfor ikke? må man spørge. Er der en særlig relation her, der forhindrer at loven gælder alle? (ja, åbenbart, som det fremgår af det følgende …)

Huslejenævnet i Sønderborg pålagde udlejer at betale tilbage i de tilfælde fra 2016-regnskabet, hvor den for høje takst (ca. 20 kroner for meget pr. kubikmeter fjernvarmevand) allerede var indbetalt til udlejers konto. Bodil & Co. I/S har endnu ikke betalt lejerne deres ekstrabetaling tilbage som følge af udlejers “fejl”. Jeg havde såvel før som efter Ole Andersens “Omberegning” penge til gode fra 2016-regnskabet, først lidt over 30 kroner, dernæst, da “fejlen” var rettet, flere hundrede kroner, som med renter er blevet til mere end 1000 kroner, der endnu ikke er tilbagebetalt. Mine indsigelser til udlejer og efterfølgende klager til Huslejenævnet og nævnets tydelige beslutninger i den anledning har haft bekymrende ringe effekt på udlejers lyst til at rette for sig.

Udlejer sender ikke, som det er foreskrevet, lejernes indsigelser videre til huslejenævnet, og huslejenævnet “straffer” kun udlejer ved at fritage lejeren for ekstraopkrævningen i den foreliggende opgørelse. De kriminelt opskrevne tal, der i praksis inddrager hele lejerens acontobetaling, bliver ikke anfægtet med den praksis.

I 2017 havde Bodil & Co. I/S intet gjort for at regulere acontobetalingerne for mit lejemål. Der blev stadig generelt opkrævet de initielle beløb pr. måned, og det gjaldt hele komplekset.
I løbet af 2017 skrev jeg til Ole Andersen og gjorde opmærksom på, at jeg forventede, at Bodil & Co. I/S med forbrugsåret 2018 begyndte at respektere Lejelovens § 42, stk. 3, og min lejekontrakts § 11 ved at regulere acontobeløbene ned, så de svarede til det forventede forbrug. Fra 2018 ville jeg kunne dokumentere et sammenhængende årsforbrug for 2017.
Månedlige måleraflæsninger viste, at acontobetalingen svarede til to gange mit årsforbrug.
Alt i alt opkræver Bodil & Co. I/S på den måde pr. år mindst 3/4 million kroner mere fra samtlige 350 lejere, end selskabet er berettiget til, og mere end 100.000 kroner i det boligkompleks, jeg boede i. Det er gratis lån fra lejerne til en nærig udlejer. Der er ikke blot tale om opportunisme fra udlejers side, men om en forsætlig overtrædelse af Lejeloven gennem årtier. Udlejer er efter Lejelovens § 42, stk. 3, forpligtet til at regulere/kontrollere acontobeløbene fra år til år, så de svarer til de forventede forbrug. Men det gør denne udlejer ikke, og myndighederne anfægter ham ikke!

Da udlejer efter en ny opfordring heller ikke regulerede beløbene i 2018, standsede jeg mine acontobetalinger, da jeg i løbet af 2018 havde betalt, hvad der svarede til mit forbrug i 2017. Jeg stod altså ikke på noget tidspunkt i gæld til udlejer.
Dermed efterlevede jeg Lejeloven i praksis. Acontobetalingen skal rette sig efter det sidst kendte årsforbrug. Det må opkræves med 1/12 aconto hver måned. “Acontobetaling” betyder i sig selv, at lejerne forudbetaler for et forbrug, der endnu ikke er indtruffet, så der er ingen grund til at give ved dørene ved også at overbetale forud.
Med udgangen af juni måned (pr. 1. juli 2018) havde jeg betalt vand og varme for hele resten af 2018 (bedømt efter 2017 forbruget), og jeg betalte derefter udelukkende huslejen fra juli til december. (Det viste sig, da forbrugsregnskabet for 2018 blev opgjort i april 2019, at jeg med de 6 måneders acontobetaling stadig skulle have o. 500 kroner tilbagebetalt fra udlejer.)

Men tilbage i august 2018 begyndte Ole Andersen igen at kommunikere. Det skete i form af velkendte trusler om ophævelse af lejekontrakten, stævning for fogedretten og udsættelse, hvis jeg ikke betalte, hvad han forlangte. Det var ret ubehageligt, og jeg skrev til fogedretten i Sønderborg med et par måneders mellemrum og forklarede sammenhængen. Første gang nævnte jeg, at det specielt var mig, der havde penge til gode hos udlejer – også når året var omme. Anden gang vedlagde jeg en udførlig oversigt over bankens transaktioner for alle mine betalinger til Bodil & Co. I/S i løbet af 2018, og jeg dokumenterede dermed, at det netto var mig, der havde penge til gode hos udlejer. I ingen af tilfældene svarede fogedretten. Det kunne være udtryk for en kolossal arrogance, men i lyset af, hvad der senere skete, ligner det mere en forloren hævdelse af neutralitet på vejen mod et forudbestemt resultat. Kun fantasien sætter grænser for vanrøgten af danskernes retssystem med de nuværende administratorer og dommere.

Som lovet igangsatte Bodil & Co. I/S ophævelsesproceduren for en lejer, der ikke betaler “pligtig pengeydelse”, som det hedder i Lejelovens § 93, punkt a), jf. stk. 2.
Af princip sparer jeg ikke op på andres konti, og jeg havde (og har endnu!) loven på min side.
Pligtige ydelser, der i strid med Lejeloven er større, end de må være, er ulovlige og i sagens natur ikke “pligtige pengeydelser”. Det er nødvendigt, at vi lejere holder fast i en fornuftig sondring for at forhindre at reglerne, som de står sort på hvidt i Lejeloven, forplumres. Ellers vil bl.a. Lejeloven mere og mere blive udlagt til fordel for de større skatteydere, udlejerne! Det vil ske ved, at sort på hvidt langsomt gøres til gråt gennem en korrupt “retspraksis”. Man må være indstillet på, at retssystemet i dag er befolket af mennesker med usædvanligt “formidlede” universitetseksaminer. Disse mennesker giver fanden i højtidelige principper for den hvide mands europæiske normer og retstradition og fokuserer kun på, hvad universiteterne og retsvæsenet kan gøre for “eliten”, som de kalder sig. Det hele drejer sig om penge og magt, og magt korrumperer som bekendt.
Lyder det som en ond cirkel?

Den 15. september 2018 indgav jeg en klage til Huslejenævnet i Sønderborg over Bodil & Co. I/S’ manglende regulering af mine acontoydelser. Jeg henviste udelukkende til Lejelovens § 42, stk. 3, ikke til udlejers tilføjelse under § 11 i min lejekontrakt, da denne passus ikke findes i lejekontrakterne generelt og principielt burde være overflødig.
I klagen dokumenterede jeg vha. 8 andre (anonyme) taleksempler fra boligkomplekset, at vi gennemsnitligt betalte 33 procent for meget aconto i forhold til vores reelle forbrug. Desuden, at Ole Andersen havde for vane at “inddrage” overskydende acontobetaling, hvis han fandt ubehag i en lejer.
Når der klages over en udlejer til Huslejenævnet, sender nævnet som første handling en kopi til udlejeren, så Bodil & Co. I/S modtog i september 2018 en officiel meddelelse om, at jeg havde indgivet klagen. Huslejenævnet oplyste, at klagen ville blive behandlet i december 2018. Ingen grund til at overanstrenge de diætforbrugende hhv. lønnede nævnsmedlemmer, der i øvrigt er udpeget af Sønderborgs politikere.
Såvel Bodil Phillipsen som Ole Andersen løj senere under strafansvar i fogedretten, idet de begge afviste at kende til min verserede klage i huslejenævnet, og dommeren valgte forventeligt at ignorere min bevisførelse. Det ville have kostet en telefonopringning at berigtige den verserende klage i huslejenævnet.

Omkring 11. december 2018 afleverede stævningsmanden en indkaldelse fra fogedretten om, at jeg skulle møde den 19. december 2018 kl. 11.00 i lokale H i retten i Sønderborg. Ole Andersen havde demonstreret frustration over, at fogedretten ikke havde berammet mødet tidligere med risiko for, at året ville rinde ud, og hans krav om ekstrabetaling for månederne juli-december ville fremstå som meningsløst. Med min oplevelse af det senere forløb i fogedretten, er det vanskeligt at frigøre sig fra mistanken om, at der længe blev forhandlet om et bestemt resultat i fogedretten.
Det har været hårdt for Ole Andersen, der er kendt for at kunne skrælle en appelsin i lommen for at undgå at dele. Måske blev han ligefrem tvunget til at kysse en lokal broderlig ring og betale til logekassen for at få medhold i retten?

Jeg var nu endnu ret fortrøstningsfuld ved det faktum, at jeg havde Lejeloven på min side. Samtidig var det Bodil & Co. I/S, der netto skyldte mig mere end tusinde kroner helt tilbage fra 2016.
For at undgå at blive sat ud straks den 19. december af udlejer med fogeden og politiet på flankerne (en mulighed, der nidkært udmales i fogedrettens vejledning), havde jeg allerede rømmet min lejlighed og opmagasineret mit indbo.
I virkeligheden var jeg en smule bekymret ved udsigten til at skulle fortsætte som donor for vampyren Bodil & Co. I/S, så udfaldet i fogedretten var mere af principiel betydning. Jeg havde sikret mit forsatte ophold, hvis dommen skulle gå mig imod. Min lejlighed havde stort set været røgfri. Den var rengjort, fliserne afkalket, vinduerne pudset, gulvene vasket, alt var klar til en ny lejer. Men mest tilfredsstillende var det, at skulle jeg blive smidt ud, stod det sidste halve års øremærkede overbetaling sikkert på min konto.

Ole Andersen reagerede som forventet mht. fraflytningsopgørelsen ved at forsøge at stjæle mit indskud på lidt over 13.000 kroner – endda ned til sidste øre! Kriminelt kreativt. Det er ikke den første opgørelse, jeg har set af slagsen. Den opfylder Straffelovens bestemmelse for forsøg på underslæb. Dermed verserer en ny klage i Huslejenævnet.
(Den 1. juli 2019 besluttede Huslejenævnet i Sønderborg at totalt underkende udlejers fraflytningsopgørelse og begrænse hans udgift til nødvendig klargøring af lejligheden. Forskellen repræsenterer 13.000 kroner i min favør. Pengene er endnu ikke modtager fra Bodil & Co. I/S.)

Forbrugsopgørelsen for 2018, der udsendtes den 21. april 2019, viste, at jeg, trods min tilbageholdelse af den ulovligt opkrævede acontobetaling fra juli til december, stadig skulle have o. 500 kroner tilbage fra udlejer.
Bodil & Co. I/S’ forbrugsopgørelser krænkede som sædvanligt Lejelovens bestemmelser i mindst tre tilfælde, og det nødsagede mig og andre lejere med sans for lov og orden til at indgive nye indsigelser til huslejenævnet i Sønderborg.

Retsbygningen i Sønderborg ligger, som vi lokale ved, på Stationsvej 10. Går man ind ad den centrale indgang fra Stationsvej, dvs. nærmest Informationen og drejer til venstre (mod syd) ad bygningens midtergang, findes lokalerne fra A til L i alfabetisk orden på venstre side i gåretningen. Alle har vinduer ud mod parkeringspladsen og Stationsvej. Lokalerne er parvis forbundet med en mellemdør. Dermed har upopulære dommere en alternativ flugtmulighed fra klienterne, der gennemgående opfattes som “elitens” fjender. Det skyldes, at jøderne kender sammenhængen, mens sædvanlige danskere stadig opfører sig naivt godtroende. Midtergangen slutter i den sydlige ende med en glasadskillelse og en gennemgang til den sydlige del af retsbygningen, hvor Vestre Landsret holder hus.

Jeg mødte som bisidder for en stævnet i en af sagerne fra 2016 samme dag, den 19. december 2018, kl. 9.45 i lokale K, som min fogedsag skulle foregå kl. 11 i lokale H. Retten var ikke vidende om, at jeg ville optræde i retsbygningen tidligere end kl. 11. Af uforklaret årsag blev vi af den kvindelige dommer, der skulle tage sig af denne sag i K, guidet ind i J (idet et andet møde var i gang i K eller L, K og L har fælles mellemdør).
Til vores officielle møde i K meddelte den kvindelige dommer lidt overraskende, at: “Ole Andersen er udeblevet.” (hvordan vidste hun det allerede? – det afgøres som regel først i starten af mødet, når dommeren forsøger at ringe telefondeltagere op). Hun forsøgte derefter på skrømt at ringe ham op.
Det viste sig lidt senere, at Ole Andersen i høj grad havde været til stede i retsbygningen fra kl. 9.45, endda sammen med Bodil Phillipsen, men ikke for at mødes med os, der var mødt i K i medfør af rettens officielle bookning for denne sagsøgte vs. Ole Andersen:

Begge udlejere (Bodil & Co. I/S) deltog fysisk i et uofficielt møde indtil kl. 10.50 i et af de sidste lokaler på gangen, K eller L, og efter mine og andres observationer sammen med ingen anden end den dommer, der kort efter skulle føre Bodil & Co. I/S’ fogedsag mod mig i lokale H.

Man kan undre sig over, hvordan sagsøgeren kan være udebliver til et booket retsmøde og samtidig deltage i et andet møde i retten uden om bookingsystemet, medmindre det andet møde med overlæg blev holdt ude af bookingsystemet, så det ikke efterlod et elektronisk spor.

Man kan også overveje, om en dommer, der afholder et sådant uofficielt formøde med kun den ene part i en fogedsag, indtil ti minutter før han skal bedømme modpartens bevisførelse i samme sag, stadig kan være neutral (habil)?

Måske vil nogen spørge: Hvordan ved jeg, at denne jødiske dommer Søren Rune Boytang Schrøder deltog i et uofficielt møde med Ole Andersen og jøden Bodil Phillipsen på det tidspunkt?

Det ved jeg, fordi min bisidder og jeg samt en tidligt ankommet 3. person var til stede på gangen, da et interessant forløb indtraf.

Den 3. person ankom kl. 10.20 for at opleve Ole Andersen in natura og som backup for min bisidder.
Efter mødet i lokale J, forlod den stævnede og jeg retsbygningen omkring kl. 10.05. Jeg og min bisidder i den tilstundende fogedsag var i retsbygningen igen fra kl. 10.30. Endnu kl. 10.50 havde ingen af os set Ole Andersen eller Bodil Phillipsen på gangen. Vi kendte endnu ikke Boytang Schrøder af udseende. Men på det tidspunkt åbnedes døren inde fra lokale K (eller L), og Bodil Phillipsen trådte ud. Der er 15 til 19 meter mellem lokale H og K (hhv. L), og på grund af 5-8 uniformerede politifolk, der cirkulerede på gangen imellem os, observerede hun mig ikke straks. Jeg stod med front mod hende udfor lokale H. Da det gik op for hende, at jeg havde set hende forlade lokale K (eller L), blev hun ildrød i ansigtet og sendte en verbal advarsel i retning af døren til lokalet: Han er herude …!, kunne beskeden have været.

Derefter forløb 1-2 minutter, hvor Bodil Phillipsen ikke rørte sig, men var i lavmælt dialog med en eller flere personer i lokalet, stadig klædeligt forlegen. Derefter stak Ole Andersen næsen ud bag karmen og kiggede straks i min retning, inden han besluttede at træde ud på gangen og stille sig ved siden af Bodil Phillipsen.
Det var påfaldende, at ingen andre end Bodil & Co. kom ud fra lokalet, og der kunne ikke have foregået retshandlinger i lokalet med døren åben de næste 3-5 minutter. Parrets forlegenhed bekræftede det usædvanlige ved, at ingen andre kom til syne fra lokalet de næste fem minutter.
Parret var ganske åbenbart sat til at vente, hvor de stod.

Som den del af retsbygningen er indrettet, er det muligt at forlade lokale K (eller L) og indfinde sig i lokale H uden at benytte de samme lokalers døre mod midtergangen.
Efter yderligere 5 minutter trådte dommer Søren Rune Boytang Schrøder ud fra mødelokale H og sagde henvendt til hvem som helst: “Der går lige et øjeblik …” Blikket var fast rettet væk fra Bodil & Co. Derefter bakkede han stift ind i lokalet og lukkede døren efter sig. Denne handling var tydeligvis signal til Ole Andersen og Bodil Phillipsen, der i langsomt tempo begyndte at bevæge sig tilbage ad gangen mod lokale H.
Det var som at overvære en dilettantforestilling.

Hvad der derefter skete i fogedretten i lokale H bar umiskendeligt præg af aftalt spil.
Det er samme fremmedkultur, der i alle forhold perverterer vores normer og traditioner. Den farceagtige retshandling kan bekræftes af min bisidder. Argumenterne i min bevisførelse blev fejet til side med fornærmelige bortforklaringer, sagsøgerne løj under strafansvar, og sagen blev efter passende skriverier på dommerens laptop afsluttet efter planen. En ganske pinlig forestilling for os, der “lider af” sund retsbevidsthed.
Ved dette åbenlyse og i ironisk forstand bekræftende spilfægteri mellem to jødiske medlemmer af samme mafia – blev jeg sat ud af min bolig.
Drømmer jeg om min barndoms ufordærvede Danmark? … Absolut.

Primo januar præsenterede jeg i et brev den samme dommer for den bizarre retshandling med en række spørgsmål. Min henvendelse er endnu ubesvaret. Primo februar sendte jeg spørgsmålene videre som bilag i en uddybende klage til byretspræsidenten, Karen Thegen.
Tre gange måtte jeg rykke for svar, frem til slutningen af marts 2019. Det var naturligvis ikke muligt for denne jødiske byretspræsident at bekræfte, at en af hendes fætre i 5. led havde handlet kriminelt. Så hun tyede til den velkendte undvigemanøvre uden om ansvarspådragende forhold og returnerede en vejledning om, hvordan klienter kan kære til Landsretten. Absolut patetisk, men typisk for en dommerstand, der er nødt til at forsvare middelmådigheden og den subkulturelle adfærd (hvoraf kriminalitet følger naturligt) og dermed konstant krænker det danske folks traditioner for lov og ret.

Efter at have kontaktet en håndfuld advokater opgav jeg mit oprindelige kæremål. Som forventet ville ingen privat advokat med sunde overlevelsesinstinkter forsvare en ikke-jøde i Sønderborg landsret til ugunst for et medlem af det jødiske netværk, i dette tilfælde jøden Bodil Phillipsen.

Huslejenævnet i Sønderborg afgjorde den 12. december 2018 min klage af 15. september samme år over uregulerede acontobeløb, men afgørelsen blev – selv med Jul og Nytår imellem – meddelt usædvanlig sent, først den 20. januar 2019 – mere end en måned efter afgørelsen. Det var den afgørelse jeg kunne have brugt i fogedretten 5 dage senere, og da jeg derefter forsøgte at finde en advokat, der ville påtage sig at føre mit kæremål i Landsretten.
Men afgørelsen var dog et lyspunkt! Den slog fast, at taksterne i min lejekontrakt for varme og vand skulle sættes ned med 30 procent. Reduktionen skulle iværksættes fra 2019 og gælde “indtil videre”, i praksis indtil mit årsforbrug ændrede sig mere end 10 procent til en af siderne.
Lejelovens § 42, stk. 3, fandt nåde i Huslejenævnet lidt for sent til at få betydning for min boligs ukrænkelighed. Men det var et skridt på vejen. Beslutningen i huslejenævnet i Sønderborg bekræfter, at Lejeloven ikke kan tilsidesættes som en formalitet.

I medfør af Lejeloven skal acontobetalingen for forbrug reguleres årligt, så i den praktiske udgave ville en årlig regulering blive meddelt af udlejer sammen med udsendelsen af årsopgørelsen. De nye acontobeløb skal tage udgangspunkt i det sidst kendte årsforbrug, enten ens eget eller den foregående lejers.
Det er ret kendetegnende for Bodil & Co. I/S, at hverken denne beslutning eller følgende beslutninger i huslejenævnet er blevet respekteret.

Med venlig hilsen

(vores lejer)

Citat slut.

Afslutningsvis kan vi oplyse, at vores lejer skrev til Retten i Sønderborg for at få indsigt i data fra bookingsystemet, så det dermed kunne afgøres, hvem der fra retten havde deltaget i møder i lokalerne K og L den 19. december 2018 fra åbningstid og indtil kl. 11. Det ville være en ret overkommelig opgave for enhver serviceminded offentlig tjeneste. Men det kunne (ville) Retten i Sønderborg ikke oplyse. Vores lejer skrev derefter att. byretspræsident Karen Thegen og forklarede, at denne oplysning havde betydning for hans beslutning om et evt. nyt kæremål. Spørgsmålet blev ikke besvaret. Vores lejer har opgivet at kære yderligere, idet han føler, at retssystemet i Sønderborg er så betændt, at han i Landsretten kun vil opnå en stadfæstelse af det kriminelle forløb i fogedretten.

Vi appellerer til alle nationalt sindede danskere om ikke at lade sig skræmme af denne jødiske mafia. Det er nødvendigt at udfordre subkulturen ved gang på gang at lade den demonstrere nye eksempler af korruption og derefter straks udstille det særlige jødiske håndelag, som vi har gjort det med dette eksempel.

Vi arbejder på en artikel om Verdens værste værter, Bodil & Co. I/S, Aabenraa.
Forbered dig på et hårrejsende tilfælde af bedragerisk, jødisk virksomhed, kære læser.
På forhånd må vi bringe denne advarsel: Uanset hvor desperat du har brug for en bolig, så undgå boligudlejerne Bodil & Co. I/S, hjemmehørende i Aabenraa.