Faldskærmstropper

Sand Historie

O-D-I-N.org, pres. magister Harald Nielsen (april 1943), 10. oktober 2013.

 

Således indledtes mit bekendtskab med et interessant spøgelse fra den nyere Danmarkshistorie: kritikeren, tænkeren og digteren Harald Nielsen (f. 1879, d. 1957). Når jeg ikke blev bange for spøgelset, skyldtes det, at det til at begynde med slet ikke faldt mig ind at opfatte Harald Nielsen som et spøgelse. Dertil forekom han mig alt for levende og nærværende. Efterhånden erfarede jeg, at det ikke hører til god tone at opfatte ham så fordomsfrit. Skønt Harald Nielsen er en af de mærkeligste og betydeligste skikkelser i den danske litteratur, kendes han i dag kun af såre få. Endnu færre vil kendes ved ham. Nævner man hans navn for folk, der kan mere end deres klassikere bliver der underligt stille omkring én, som om man har begået en indiskretion ved at hentyde til familiens sorte får. Fra bibliotekerne er størsteparten af hans værker fjernet og puttet ned i kælderen eller ført til et fjernlager i den anden ende af byen, og falder man en sjælden gang over hans navn på tryk, står det konsekvent anført i en bleg bisætning. Tyst som et spøgelse glider Harald Nielsen ind på sin plads i en og anden sammenhæng, hvor en forfatter har set sig nødsaget til at nævne ham en passant; lynhurtigt glider han ud igen. Var der nogen, der mærkede noget? Næppe! Han er så gennemsigtig, at han går i et med tapetet.
Grunden til at Harald Nielsen lever dette besynderlige skyggeliv som det trykte ords persona non grata, angives officielt at være hans skriverier under Besættelsen, hvormed han brød landsmandskabets uskrevne love – som Henning Fenger skrev i “Danmark under Besættelsen”: “Han var fra da af en død mand i vort offentlige liv.”

Fra “Manden, der overlevede sin skæbne” af Nina Bjørneboe, Vanløse 1981.

 

Harald Nielsens beskrivelse fra 1943 om “faldskærmstroppernes” frie spil er brændende aktuel.

Særtryk af DEN DANSKE TILSKUER 15. april 1943.

STRATEGI:
Nuvel, i de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler: Børser, banker, ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder.
— Louis Levy: Jøden som Fredsstifter, København 1918.

Engang i sommeren 1941 bragte et af hovedstadsbladene billedet af en elegant ung jøde set i halvprofil bagfra. På ryggen af hans velsiddende dress sad en plakat fastsyet. Underskriften var følgende: “Som i Polen skal nu også det nye kongerige Kroatiens jøder bære et særligt kendetegn – både på brystet og på ryggen. Billedet viser en jøde fra Agram med det nye mærke.”

Bladet vidste særdeles vel, hvad det gjorde, da det bragte dette billede. Intet kunne være mere korrekt og intet var samtidig – her hjemme i hvert fald – mere egnet til at skaffe jøderne sympati. For dette var dog for galt. En hvilket som helst læser, der så dette billede gøs ved tanken om, at man kunne behandle pæne mennesker på denne måde. Med forfærdelse tænkte man på, hvorledes Det kgl. teaters parket ville komme til at se ud, hvis man herhjemme fandt på noget lignende eller hvilken ravage, det ville afstedkomme i selskabslivet – for slet ikke at tale om aktieselskabsbestyrelser osv.

Uden at have behøvet at sige blot ét ord eller at have røbet sit standpunkt havde bladet mobiliseret alle de følelser, der rejser sig som en mur af sympati omkring de stakkels mishandlede jøder og som en mur af antipati mod de barbarer, der udsætter dem for denne skændige umenneskelige behandling.

Og hvem vil bestride, at det virker barbarisk. Alt, hvad ikke-jøder er nødt til at foretage sig over for jøder for at værge sig imod dem virker barbarisk, medens jøderne ikke behøver at foretage sig noget som helst, der tager sig ud som barbarisk for at nå deres mål: en personligheds totale udslettelse, en nations erobring, et erhvervs bemægtigelse. Dræber de en mand, sker det med en vindbøsse, medens det giver et brutalt knald, hvis en ikke-jøde prøver at gøre gengæld. Intet under derfor, at verden, der som bekendt vil bedrages, opfatter den ene part som mere human end den anden, skønt de begge kun gør, hvad de er nødt til: værger deres liv – af “selvopholdelsesdrift” som Louis Levy siger.

Den suggestive kraft, der udgår fra et sådant billede er imidlertid så overvældende, at den hos de fleste knapt nok levner plads for omtanke af nogen art. Man skal være så nøgtern som man måske kun bliver det, når man selv har været underkastet jødernes behandling, selv har erfaret, hvad det vil sige at være “mærket” af dem, for i det hele taget at turde vove at tænke, hvor det kun er følelserne, der har ordet.

Man kan derfor roligt gå ud fra, at det ikke er faldet mange af bladets læsere ind, at vende spørgsmålet om. Man har været indigneret over, at sådanne metoder kunne anvendes, men man har næppe spurgt sig selv om, hvorledes det kunne gå til, at man anvendte dem, hvorledes det kunne forklares, at man gjorde brug af dem, skønt de uvægerligt måtte stille ofrene i et sympatisk lys, og dem, der anvendte dem i et tilsvarende ugunstigt. Man har næppe engang spurgt sig om, hvorfor repræsentanten for den “forfulgte” race er så ung, så elegant, så pæn – så sympativækkende, eller reflekteret over, om hvorvidt alle hans racefæller er det, eller om det har sin specielle hensigt, at han er det. Endnu mindre har man tænkt over, hvad denne undertrykte mand selv repræsenterer af undertrykkelse. Hans og hans racefællers ofre er jo heller ikke blevet “brændemærkede”; de er blot blevet kvalt i stilhed, berøvet deres livsmuligheder, viet til undergang, men da der ikke var nogen pressefotograf til stede, da det skete, har der ikke været grund til at blive indigneret over det. Hvad øjet ikke ser, har hjertet som bekendt ikke ondt af. Og navnlig har man ikke tænkt over, hvad ikke-jøden må præstere af arbejde, af argumenter, af anstrengelser for at opveje dette ene billede, eller på, hvor fordelagtigt det er at have billedet, og alle de følelser, det vækker på sin side i stedet for argumenterne.

Hvad er nemlig meningen med at rimpe en gul lap på et ellers velsyet sæt tøj? Er det alene den at tilføje tilsyneladende sagesløse medborgere unødvendige lidelser? Næppe! Det ville kunne gøres på anden og mindre ostentativ måde. Hensigten må være den at særmærke vedkommende person således, at alle i samme nu de ser ham véd, at de har med en jøde at gøre, og tænker over, hvad dette betyder. Men hvorfor dog det, vil man spørge! Kender vi ikke alle sammen en jøde, når vi ser ham? Jo, i reglen, men vi tænker ikke alle sammen over, hvad det betyder, at han er det, eller på, om det i det hele taget betyder noget. Det er netop overfor denne tankeløshed, denne ligegyldighed, det gule mærke er ment som et “vagt i gevær”: Her er en jøde! Her er et problem! Pas på!

Men, hvilket problem, og hvori består det? Ja, rent ydre set er jødeproblemets konturer ikke vanskelige at få øje på. Racemodsætningen er altid til stede latent, og udseendet som oftest ikke til at tage fejl af. Indflydelsen vil mange ikke kunne undgå at støde på og – støde sig på. Det hænder selv i stærkt radikale kredse, at der kommer skjulte suk over de forbistrede jøder*),
*) Om det så er Hørup, synes han til tider at have kunnet få nok af dem, hvis man kan tro, hvad xylograf Hendriksen skriver i “Mennesker og Oplevelser”, ny revideret udgave 1932, pag. 294:

“Forresten er der næppe tvivl om, at Hørup inderst inde ikke var nogen beundrer af den iltre form, som ofte er samfundsinteresserede jøder egen. Hans dannelse, udvikling og overbevisning bragte ham i parti og på lige fod i politisk og journalistisk arbejde med særligt dygtige jøder, men den anden slags, tror jeg, han yndede at have tre skridt fra livet. Glimtvis er også dette blevet følt, og faldne udtalelser har vist, at Hørup blev således forstået. Dog det stærke politiske fællesskab og bladets opadgående betydning holdt slige dulgte uoverensstemmelser nede, og man klarede sig fra begge sider med en forsigtig omgangstone.”

Men alligevel er der ikke nogen større tilbøjelighed til at give sig i kast med spørgsmålet. Tværtimod, der er hos mange – ja vel hos de fleste – en uovervindelig modvilje mod det. Fører man denne uvilje tilbage til dens kilder, finder man forskellige grunde til den. Først og fremmest trøster man sig med, at jødespørgsmålet ikke betyder noget, bl.a. fordi jøderne jo kun er et mindretal, skønt ikke mindst den nyeste historie viser, at et fast sammenknyttet og målbevidst mindretal kan få overordentlig stor betydning. Men samtidig med, at man officielt forsikrer, at de intet betyder, har man en meget levende fornemmelse af, at det ikke er ufarligt at lægge sig ud med dem, og at man derfor også af den grund gør klogest i ikke at tillægge sagen betydning. Maximilian Hardens kynisk åbenhjertige ord, at “enhver, der lægger antisemitisme for dagen må være forberedt på at blive erklæret for fuglefri” [fritstillet, udstødt eller genstand for fri jagt] viser jo, at denne frygt ikke er ubegrundet; der skal nemlig ikke meget til for at blive stemplet som antisemit. Men dertil kommer, og det er i virkeligheden den allerstærkeste hæmsko, at man har en fornemmelse af, at det er helligbrøde, man står i begreb med at begå, at man ved at rejse jødespørgsmålet forgriber sig på humanitetens og frihedens helligste principper. Det siger i hver fald jøderne selv, og det siger også andre end jøderne i god tro og ud af den bedste overbevisning.

Kort sagt, det er et helt spind, sammensat som det, der bandt Fenrisulven af mange højst mærkelige bestanddele – også kvindetårer – der lammer og standser enhver aktion mod jøderne, hvad enten den går ud på teoretisk at klare begreberne eller på ved den ene eller anden slags forholdsregler at ordne forholdet mellem dem og ikke-jøderne. For da tanken er handlingens fader, søger man allerede at kvæle denne, og det er af mange grunde ikke så svært, da jøderne, takket være den stilling de indtager i samfundet er i stand til det uden at ikke-jøderne lægger mærke til, hvad de foretager sig.

Men for at forstå, hvilken faktisk fordelagtig stilling jøderne indtager må man klare sig sine begreber om menneskehed, race, nationalitet, folk, liberalisme, humanitet osv. Til daglig løber de sammen i en pærevælling. Man underskyder og forveksler således, at rigtige slutninger hviler på forkerte forudsætninger og omvendt. Man siger, at vi jo alle er mennesker; man går ud fra, at humanitetens love gælder også ud over nationalitetens grænser; man protesterer mod at føre krig mod fredelige mennesker, mennesker, der ikke gør nogen noget osv. osv., en lang række fornuftige og humane betragtninger, der blot ikke passer på den situation, der foreligger mellem jøder og ikke-jøder.

Hvilket man let vil se, så snart man gør sig forholdet klart mellem nationalitet og humanitet og sammenligner det jødiske nationalitetsproblem med andre nationalitetsproblemer. Det er nemlig rigtigt nok, at humanitetens love omfatter alle mennesker, men ikke således, at de gør enhver forskel imellem dem betydningsløs. En human krigsførelse betyder ikke en ublodig krigsførelse, for humanitetens love byder ganske vist selv i krig at skåne modstanderen for unødvendige lidelser, men de byder ikke at åbne portene for ham, de byder ikke at overgive sig til ham på nåde og unåde, de medfører ikke nogen forpligtelse til at fraternisere med ham, og de hindrer ikke, at man dræber ham, hvis det er nødvendigt.

Humanisme, internationalisme, kosmopolitisme, forskelsløshed er nemlig ikke det samme. Tværtimod, sand humanisme forudsætter forskellene. De humane værdier – enten det er de religiøse, de moralske eller de kunstneriske – bliver alle sammen til indenfor bestemte racer og nationer og må for at kunne afgive deres fælles humane indhold til andre racer og nationer først tilegnes og omdannes af disse. Abstrakte åndsværdier findes der ligeså lidt som abstrakte mennesker – heri har den jødisk-amerikanske kritiker Ludwig Lewisohn fuldkommen ret.

Det har derfor ikke hidtil været betragtet som nogen krænkelse af humaniteten at forsvare den nation, man tilhørte, det har tværtimod været en forudsætning for den. Det var jo netop gennem dette forsvar og hele den anspændelse af kræfterne, det medførte, at de humane værdier skabtes og opretholdtes.

De opretholdtes f.eks. ikke ved, at Europa passivt lod sig overvinde af Østens horder. Det ville næppe have opretholdt eller skabt nogen humanisme. De opretholdtes heller ikke ved, at europæiske stater gav afkald på deres egenart. De opretholdtes netop kun ved, at man udsondrede forskellene, inden man dvælede ved lighederne.

Hele denne proces, hvorved samtidig nationaliteten værges og humaniteten skabes foregår naturligvis under former og i en kreds, hvor den store brede befolkning ikke får øje på det. Den synger nok sine fædrelandssange, den råber hurra, når der er lejlighed dertil, for national kultur osv., den er også villig fil at kæmpe for sit land, men hvad national kultur egentlig er, og hvilken årvågenhed og hvilke ofre den kræver – det har den ikke tilstrækkelig forståelse af – det viser bedre end noget andet jødespørgsmålet og den holdning, man indtager til det.

Hvad kommer det nemlig an på, hvis en nation værger sig mod en anden? Hvor langt kan man uden fare strække sig overfor en national modstander? Hvor begynder det, der adskiller, og hvad kan betragtes som uvæsentligt?

Man behøver blot at lægge mærke til, hvorledes et folk forholder sig til disse spørgsmål under en krig for at have en målestok for, hvor langt man kan regne med, dets forståelse rækker, og hvor den glipper. I første omgang vil dets instinkter reagere rent umiddelbart overfor modstanderen. Han er fjenden og derfor udstyret med allehånde grusomme og nederdrægtige egenskaber. At bedømme ham objektivt og dog bekæmpe ham er kun mindretallets sag. Det store flertal kender kun sort eller hvidt, det handler ud fra sine følelser, og hvis disse falder til ro vil det have svært ved at handle. Derfor må krigspropagandaen sørge for, at de ikke falder til ro, og derfor må strenge straffebestemmelser afholde befolkningen fra at fraternisere med krigsfangerne, da disse så længe krigen varer ikke er privatpersoner. Men dette kan den almindelige mand ikke forstå. Så snart soldaten er afvæbnet bliver han i hans øjne en beklagelsesværdig, ja sympatisk person, som han ikke har noget imod at træde i venligt forhold til, eventuelt optage i familien. Dette kan en krigsledelse imidlertid ikke tolerere. Hvis den gjorde det, ville efterhånden følelsen af, hvad der står på spil udviskes. Den enkelte soldat er jo nemlig ikke fjende på grund af sine personligt frastødende egenskaber, men han er det uanset sine bedste egenskaber, fordi han er del af en helhed, som man selv som en anden helhed står i modsætning til.

Hvis man tænkte sig en almindelig fraternisering mellem de ofte talrige krigsfanger og den hjemmeværende befolkning, ville instinkterne meget hurtigt blive usikre, viljen blive svækket, opfattelsen af, hvad det gjaldt, forsvinde. Hvorfor, når man kunne komme så udmærket ud af det med disse fortræffelige mennesker, nære fjendtlige følelser overfor dem og slå deres landsmænd ihjel ude ved fronten? Det hele ville ende med at tage sig meningsløst ud.

Da man i humanitetens navn strøg alle skranker mellem jøder og ikke-jøder og optog dem som fuldt ligeberettigede borgere i de forskellige lande, hvor de tilfældigt opholdt sig, skabte man for deres vedkommende en sådan uklar situation. Skønt jøderne i højeste grad repræsenterer en særlig national interesse og er besjælet af en særlig national vilje, hvad de ikke selv lægger skjul på, forstår man ikke i de folk, blandt hvilke de opholder sig, at der er tale om en front. Hvor er den blodige kamp, der hører til en sådan? Hvad man ser er, at jøderne går rundt iblandt os og opfører sig som alle andre: spiser, drikker, gifter sig, sætter børn i verden, ligger på landet, går i teatret osv. osv. At de sidder på første plads i teatret og ejer de bedst beliggende villaer kan være en smule påfaldende, men forklares let ved deres noksom bekendte større dygtighed. Hovedsagen er, at de ikke i vaner og opførsel adskiller sig væsentligt fra den omgivende befolkning. Maden og påklædningen kan måske være lidt forskellige, men deres daglige tanker og følelser drejer sig om samme interesser, om livets daglige ophold, og kom det an på disse, eksisterede der for så vidt ingen national modsætning. På dette felt – det daglige livs – ville de og det folk, de opholder sig iblandt, uden vanskelighed kunne forstå hinanden, og på dette område vil de også i vid udstrækning kunne erstatte hinanden. En jødisk læge kan erstatte en dansk læge, som en kinesisk arbejder sikkert i mange tilfælde vil kunne erstatte en dansk arbejder.

Men, hvor er så forskellen vil man spørge, hvor er det særlige, der gør jøder uskikkede til at være vejledere for danske og omvendt. Hvor er det, der gør de resultater, der kommer ud af en jødisk races virksomhed eller af en dansk-jødisk races forskellige fra dem, der kommer ud af en ren dansk befolknings? Er der, når alt kommer til alt ikke blot tale om en indbildning, en fordom? Vi er jo alle mennesker, nogle gode og nogle onde, nogle kloge og nogle dumme – hvorfor så gøre ophævelser over, hvad der intet betyder?

Nej, på kort sigt betyder det ingenting det er rigtigt nok – men på lang sigt! Og er det ikke netop det, der er grund til at regne med i denne forbindelse? Hvis man sejler i et farvand, hvor der er landkending til begge sider, f.eks. Øresund, er det selvfølgelig ikke strengt nødvendigt at have kompas ombord – og det daglige livs trivialiteter er et sådant farvand, hvor forskellen mellem jøde og ikke-jøde ikke spiller nogen rolle og ikke kommer til at gøre sig gældende, men på de store have kan kompasset ikke undværes og det nationale liv gennem århundreder er et sådant ocean, hvorover en nation ikke kan styre med sikkerhed, hvis den ikke ledes af sit eget kompas, af sine egne instinkter, af sin egen natur.

Humanitet eller ikke – på en baggrund som denne tager spørgsmålet sig noget anderledes ud end når det bedømmes under det oprørende indtryk af et billede. Set i sin sammenhæng bliver det spørgsmålet om, hvorvidt det er humant at kræve faldskærmsjægere uniformerede, og om det er inhumant, at skyde dem, hvis de ikke er det. Jøderne er jo nemlig taktisk set ikke andet end faldskærmstropper strøet ud blandt befolkningen i de lande, hvor de opholder sig og nydende alle de fordele, der er forbundet med at kunne færdes i den uforstyrret og upåagtet. Tænkte man sig en hvilket som helst anden magt være ligeså begunstiget, ville heller ikke den behøve at løsne et skud for at erobre det område, den havde besat. Hvorfor gribe til voldsomheder, hvis man i fred og ro med de indfødtes bistand kan besætte alle centrale poster, tilegne sig alle magtmidler og afbryde alle for ens planer generende forbindelser?

Det er dette, de jødiske faldskærmstropper har opnået at kunne ikke blot uforstyrret af de intetanende indfødte, men under deres beskyttelse. For lad en eller flere af disse ane uråd og gøre anskrig, så vil det vise sig, at deres landsmænd besjælet af de ædleste følelser vil slå mur omkring de uskyldigt anklagede. Det vil ikke være disse, der udsætter sig for at blive lynchede, men de slette mennesker, der vover at mistænkeliggøre udmærkede og højt ansete landsmænd.

For samtidig med at have erobret magtmidlerne og indflydelsen, vil de også have erobret afgørelsen af hvem, der skal anses for gode borgere og gode patrioter. Som i et gammeldags forvandlingsstykke vil rollerne være fuldstændig byttet om. Det vil være dem, der mest føler sig som tilhørende sit folk og medansvarlig for dets fremtid, der vil blive sat udenfor og gjort landflygtige i deres eget land, medens det vil blive dem, der hverken har historie eller natur tilfælles med det, der vil tale på dets vegne. Sidder de måske ikke også i de mest ansete stillinger, er de ikke allerede svigersønner og venner, arbejdsgivere og kompagnoner? Hvorledes da tænke sig at anfægte deres ret dertil? Og hvad kan det endelig nytte at ville prøve på det? Hvis der hos deres landsmænd skulde dæmre en anelse om, at det måske alligevel kunne være dem, der råber alarm, der har ret, vil man derfor søge at skyde erkendelsen fra sig under alle mulige påskud. Enhver landsmand vil blive forræder mod sin egen nationalitet for at tækkes dem, der indefra har erobret den hellere end at udsætte sig for deres vrede. Øjne, der viger til siden og forlegne smil og skuldertræk vil møde den, der vover at gøre sit folks gerning, og røbe, at man meget godt véd, at han har ret, men at man foretrækker at lade uvidende derom. Man har jo altid humaniteten at falde tilbage på, hvis alle andre påskud skulle svigte, og man er om fornødent rede til at værne om denne “humanitet” ved uden skånsel at ofre dem, der er formastelige nok til at gennemskue dens sande beskaffenhed og oplyse om, til fordel for hvem den mobiliseres. Landsmænd vil i jødernes tjeneste blive rakkerknægte overfor landsmænd.

Nationaliteten, om hvilken man ideligt taler vil mere og mere blive en kastebold for jødernes interesser og gradvis miste sit indhold. For hvis det er ligegyldigt, om det er en orientalsk eller en nordisk race, der har det afgørende ord mht. folkets fremtid, og hvis det er ligegyldigt, om det er jødisk eller ikke-jødisk smag, der bestemmer dets kultur, er der ikke megen grund til at tage noget mht. dets eksistens højtideligt, og da man har bragt sig selv i den situation, at man ikke kan værge sine dyreste interesser uden at stille sig i et ugunstigt lys, som man ikke tør udsætte sig for, vil der derfor i et sådant folk ikke være andet tilbage end at konstatere kendsgerningerne, udrede forløbet og påpege konsekvenserne.

Kilde: Dronten

Redaktionel kommentar

Forfatteren Harald Nielsen var en agtet ikke-jødisk kulturpersonlighed i Danmark, inden han modigt begyndte at skrive om det jødiske angreb på “samfundets kirtler”. Han blev efter Anden Verdenskrig gjort til en “ikke-person” i sit eget land – af en aggressiv minoritet – fuldstændig som det foregik i Sovjetunionen, hvor dissidenter blev udrenset helt frem til 1960’erne af samme type jøder. Ofrene blev forhindret i at arbejde, blev svinet til i pressen, men først og sidst – de blev frataget muligheden for nogen sinde at komme til orde.

I dag har den langvarige infektionen af Danmarks “kirtler” udviklet sig til en galoperende kræftsygdom, der har forvandlet den objektive information, der kunne forventes fra nationale medier, til zionistisk propaganda og har overtaget kontrollen med store dele af statsapparatet, alle medier, forlag, trykkerivirksomheder, distributions-virksomheder, boghandler, bladhandler supermarkeder m.v., så det jødiske meningstyranni uforstyrret kan orkestrere nationens videre afvikling.

Denne tilstand kan kun vedligeholdes gennem værtsbefolkningens mest absolutte servilitet. Dette er det samme som at føje henstillingen: Ti og arbejd, slavefolk!

Det er nødvendigt, at vi begynder kampen for at generhverve national frihed. Men vi er nødt til at løfte i flok.

Slut dig til O-D-I-N