Folkelæreren Gerhard Ittner

Sand Historie

O-D-I-N.NET, The Barnes Review, 21. oktober 2013 (opdateret 9. april 2018).

 

Vi ønsker at forny læsernes kendskab til Gerhard Ittner med denne artikel fra 2013. Han er indfødt tysker og et forbillede i den tyske frihedsbevægelse for national selvstændighed i kampen mod den jødiske besættelsesmagt i Tyskland. I 2018 er han fri efter afsoning af fængselsstraf i Holocaust Land for tankekriminalitet, og han er aktiv som aldrig før. Gerhard Ittner er en af det hvide Europas sande frihedskæmpere.

Frihedskæmper og folkelærer Gerhard Ittner. Foto: Internettet

I september 2012 blev Gerhard Ittner udleveret fra Portugal til Tyskland, hvor han påbegynde 33 måneders afsoning (idømt in absentia) for “bagvaskelse”, “racehad” og andre forseelser begået i Tyskland – essentielt holdningsforbrydelser i spørgsmål om jødernes påståede Holocaust i løbet af Anden Verdenskrig.
Vi har oversat følgende interview, der er optaget af Henrik Holappa fra Finland til en artikel i The Barnes Review’s magasin. Samtalen er fra kort før Ittner blev sat bag lås og slå. Den omfatter interessante detaljer fra Ittners kamp mod det internationale holdningspoliti, der som aldrig før præger de regerende autoriteter i Tyskland.
 
TBR: Hr. Gerhard Ittner. Vil du kort introducere dig for vores læsere?
 
ITTNER: Jeg er fra 1958, født i den lille by Zirndorf i nærheden af Nürnberg. Zirndorf var scenen for et af de største slag under Trediveårskrigen. Det var “Slaget om Den gamle fæstning”. Det stod den 3. september 1632, præcis 307 år før englænderne og fransk-mændene erklærede Tyskland krig og startede Anden Verdenskrig. Den gamle fæstning, der allerede lå i ruiner i 1632, står tilbage som en lille borg på et højdedrag ovenfor Zirndorf.
 
Albrecht von Wallenstein [1] havde sit hovedkvarter der. Den svenske konge, Gustav II Adolf [2] og hans tropper slog lejr cirka 3 km derfra på sletterne ved floden Redniz. Slaget mellem disse to herskere havde ingen vinder, men én stor taber: Zirndorf. Som det skete for mange andre små tyske byer under denne nådesløse religionskrig, lå Zirndorf udbrændt og udplyndret tilbage, da hærene drog bort.
Som børn legede vi i skyttegravene fra Trediveårskrigen. De ligger stadig omkring Den gamle borg og er overgroet med skov. Dengang tænkte vi ikke over det, men nu virker det lidt specielt at have leget røvere og soldater i de virkelige skyttegrave fra Trediveårskrigen.
 
I 1958, da jeg kom til verden, var mange af de mænd, der i lighed med Adolf Hitler havde kæmpet i Første Verdenskrig, endnu i live. Der var naturligvis også overlevende fra Anden Verdenskrig. Den berømte jagerpilot Erich Hartmann [3] var dengang en yngre mand på 36. 
En erindring fra min barndom, der har hæftet sig dybt, skyldes de deprimerende sort-hvide sørgerammer, der hang i næsten enhver bygning og bolig i Tyskland. De indeholdt billeder af soldater, de fleste af dem alt for unge – sønner og ægtemænd, der var faldet i krigen. I det lille køkken hos min favorittante, Gretel, hang der på væggen et sådant billede af hendes eneste søn, Karl, der var faldet i slaget mod russerne i Karelien, hvor han kæmpede sammen med vores finske allierede.
 
Trods Trediveårskrigens ødelæggelser udviklede Zirndorf sig gennem det 19. og 20. århundrede til en fremgangsrig lille by præget af stor foretagsomhed og mange industrielle virksomheder, hvoraf en del fremstillede forskelligt legetøj. Nogle af produkterne blev berømte, som for eksempel PlayMobil. Jeg blev født ind i denne atmosfære af industri og virkelyst som søn af forældre fra arbejderklassen. Ingen i min familie havde gået på en videregående skole. Min far og farfar var håndværkere, mest tømrere og snedkere. Som 15-årig begyndte jeg at arbejde inden for grafisk design, og jeg fik svendebrev som 18-årig. Da jeg var 20, besluttede jeg at gå på universitetet. Jeg læste zoologi, indologi [4], sanskrit og arkæologi i de år.
 
TBR: Du bliver i øjeblikket holdt i varetægt i Portugal efter at have været eftersøgt for “tankeforbrydelser” i Tyskland. Kan du forklare det nærmere?
 
ITTNER: Den 11. april 2012 blev jeg anholdt i byen Montemor-o-Novo, der ligger i regionen Alentejo i Portugal. Det var på basis af en EU-anholdelsesbeslutning udstedt af Der Föderaler Staat (Forbundsrepublikken). Anholdelsesgrundlaget henviser til “tankeforbrydelser” og “ytringsforbrydelser”. Dette anholdelsesgrundlag kan opfattes som en tilsidesættelse af menneskerettighedernes bestemmelser om retten til at tænke og tale frit og repræsenterer derfor i sig selv et lovbrud.
 
Der er en mulighed for at appellere beslutningen efter portugisisk lov, og bliver det nødvendigt, må jeg gå videre til de overordnede europæiske retsinstanser, måske i yderste konsekvens til Menneskeretsdomstolen under FN. Jeg har ventet i eksil i syv år på den mulighed.
 
TBR: Lykkedes det dig at undvige “loven” i syv år. De fleste flygtninge klarer et år eller seks måneder, ofte mindre. Hvordan har det føltes at være på flugt?
 
ITTNER: De ville ikke have kunnet fange mig i løbet af hundrede år. Jeg lod mig anholde for at få undersøgt mulighederne ved de europæiske og internationale retsinstanser. Inden for grænserne af Tyskland har vores kammerater ikke en chance i retten. Der er ingen retfærdighed i Forbundstyskland i sager om frie ytringer. Retfærdighed er erstattet af korruption og særregler udstedt af den zionistokkuperede regering [5].
 
I 2005, da jeg endnu var i eksil, var tiden ikke moden til at gøre det, jeg forsøger nu. Der indtraf desuden det i juni 2011, at jeg blev overrasket af et voldsomt tordenvejr og ramt af et lyn. Det føltes som at blive flået i tusinde stykker. Det er et mirakel, at jeg overlevede uden mén, og jeg valgte at forstå det som et tegn på, at jeg skulle genoptage mit politiske arbejde. 
Jeg begyndte at skrive artikler under nom de plume [pseudonym] vel vidende, at før eller siden ville jeg blive opdaget og være nødt til at bekæmpe de tyranniske love i Tyskland. Kampen for ytringsfrihed kan ikke udkæmpes inden for grænserne af det tyske diktatur; det skal gøres udefra.
Jeg glemte næsten at nævne, at jeg alligevel var tæt på at blive fanget i Oulu i Finland af det finske specialpoliti (SUPO), men det lykkedes mig at flygte under stor dramatik, men det er en anden historie.
 
TBR: Du kender til NSU [Nationalsozialistischer Untergrund, Nationalsocialistisk Undergrund] [6], en “terrororganisation”, der opererer i Tyskland. Mange er af den opfattelse, at NSU ikke er det, den giver sig ud for, at den i virkeligheden kan være fabrikeret af regeringen.
 
ITTNER: Man skal være naiv for ikke at opfatte NSU som et blufnummer [styret opposition]. Det er et falskneri, som regeringen står bag, en parallel til 9-11. Formålet med angrebet den 11. september 2001 i USA var dels at etablere et grundlag for at indlede krigen i Afghanistan dels at fratage det amerikanske folk dets civile rettigheder – Man er i gang med at gøre De forenede stater til en Orwell’sk stat, bestående af vasaller, der skal tjene et nyfeudalt styre. Formålet med “NSU” er det samme: at begrænse borgernes civile rettigheder. Især fratager man mennesker ordet, der har noget at sige og som ønsker at opretholde de nationale rettigheder for deres land og dets folk.
 
Den falske “terrortrussel fra NSU” bruges til at stemple nationalisterne som “højreekstremister” og “nynazister”, så man kan fjerne deres rettigheder. Efter nye antiterrorlove kan man i Forbundsrepublikken anholdes på den blotte mistanke for “nationalisme”. Nationalistiske sympatier kan være tilstrækkelig grund til, at ens lejlighed ransages af politiet. Under en sådan ransagning fjerner politiet effekter efter skøn, CD’er, DVD’er og bøger. Du behøver ikke at have udtrykt en “tankeforbrydelse” for at blive sat i fængsel, mistanken er nok. Jeg overdriver ikke: fædrelandskærlighed er nu en forbrydelse i Tyskland. Det er præcis som under heksejagterne århundreder tilbage. Det regime, der har besat Tyskland siden Anden Verdenskrig, afleder opmærksomheden fra sin egen galskab ved at fabrikere illusioner, så forbundsregeringen langsomt forvandles til et diktatorisk bolsjevikisk styre.
 
TBR: Jeg har hørt, at du har forbindelse med “terrorgruppen” NSU. Jeg finder nu selv påstanden absurd. Men kan du fortælle nærmere om, hvad dine politiske aktiviteter gik ud på, inden du blev dømt?
 
ITTNER: Disse løgnere gør alt hvad de kan for at knytte mig til NSU. Inden de fandt på eventyret om “hjemlig terrorisme”* i Tyskland, kendte jeg intet til navnene på de NSU-medlemmer, som jeg angiveligt skulle have gjort fælles sag med. Bladet Der Spiegel skrev, at jeg fra begyndelsen af 1990’erne havde været involveret i nynazistiske aktiviteter i Thüringen. Hvor har de den slags historier fra? Det har intet med ærlig journalistik at gøre. Det er grundløs bagvaskelse.
 
I begyndelsen af 1990’erne var jeg ikke interesseret i politik. Det var helt andre interesser, der optog mig på det tidspunkt, og de var langt fra politiske. Jeg havde læst på universitetet, og jeg havde min egen kunstudstilling op gennem 90’erne. Første gang jeg kom til Thüringen for at holde en politisk tale var i juli 2001. Fra 2002 begyndte jeg mere regelmæssigt at holde taler om politiske begivenheder. Disse taler blev holdt, efter at “terroristerne”, som jeg var blevet associeret med, var sporløst forsvundet – mennesker, som jeg aldrig havde kendt.
 
Jeg har nok været den mest overvågede “nazist” på det tidspunkt og kunne ikke foretage mig det mindste uden at blive kontrolleret. Hver eneste telefonopkald, alle mails, hver eneste brev, jeg modtog eller sendte, blev undersøgt. Derfor ved myndighederne udmærket, at jeg aldrig har haft kontakt med de påståede terrorister. Som jeg tidligere har sagt: NSU er en kulisse, opfundet af systemet selv i 2011. Det forestiller en terroristgruppering, som jeg og andre kan “sammenkædes” med. Formålet er at sværte dissidenter af systemet, så de senere kan dømmes for terrorisme.
 
Det nævnte anholdelsesgrundlag taler udelukkende om tanke- og ytringsforbrydelser, intet andet. Og vigtigst, min politiske kamp har kun været ikke-voldelig. Jeg har udtrykt mine holdninger og synspunkter om historie og politik i artikler og taler, dvs. verbalt. Jeg er ikke terrorist.
 
TBR: Vores opponenter frygter at den sande information skal vinde tilhørere. Du besidder den information. Hvad vil du sige til vores modstandere og til offentligheden, som kan overbevise om, at den nuværende tyske regering har indført en kriminel retstilstand?
 
ITTNER: Godt – man kan stille spørgsmålet: Vil der stadig findes en forbundsrepublik om nogle få år – og i så fald, vil den være struktureret som nu? Måske vil den fortsætte. Jeg er usikker på det punkt. 
Retshandlingerne i min sag er allerede overstået, og jeg er idømt 33 måneders fængsel til afsoning i Nürnberg, og i tilgift 8 måneders fængsel i Gotha [by i Thüringen] – det hele for at “benægte Holocaust”. Anholdelsesgrundlaget taler om “kriminelle ytringer”, og da hele sagen i sig selv er en krænkelse af min ret til at ytre mig frit, vil vi appellere til de europæiske retsinstanser.
 
Mens vi gør det, vil vi fremlægge beviser for en anden af forbundsrepublikkens forbrydelser. Den 20. juli 2002 i Gotha (det var ved en anden lejlighed end den, jeg blev idømt otte måneders fængsel for), rev politiet mig uden noget lovligt grundlag væk fra mikrofonen og ned fra scenen. Jeg havde intet “illegalt” ytret endnu. Delstatens anklager udtalte senere, at jeg ikke havde udtalt mig ulovligt. Men selv om jeg havde sagt noget såkaldt ulovligt, havde politiet ingen ret til at behandle mig brutalt. De kunne have begrænset sig til at indgive en rapport. I stedet anholdt de mig, lagde mig i håndjern og førte mig således lænket bort fra mit publikum.
Denne ulovlige anholdelse og frihedsberøvelse er en overtrædelse af Artikel 5 i den europæiske konvention om menneskerettigheder, som giver mig ret til kompensation.
 
Efter anholdelsen blev jeg brutalt slået og mishandlet, hvilket medførte flere alvorlige skader på min rygsøjle. Men de var ikke færdige. Efter tærskene benyttede de den samme kvælningstortur, som man udsætter fangerne for i Guantanamo-lejren på Cuba.
Under denne tortur, blev der trykket med stor kraft mod mit strubehoved, så der opstod skader. Selv om den særdeles voldsprægede anholdelse er dokumenteret på video, og der er mange vidner i politirapporten, og til trods for, at omfanget af skaderne er attesteret fra det behandlende hospital, blev min klagesag afvist af forbundsdomstolen.
 
Vi vil genrejse den for de europæiske retsinstanser. Vi har alle nødvendige beviser i form af rapporter og videoer til at kunne bringe sagen op. Forbundsdomstolen vil retsforfølge mig for mine udtalelser, men det er os, der kan bevise, at det er dem, der har overtrådt mine borgerlige rettigheder. Jeg håber, at det vil påvirke forbundsdomstolens omdømme i de europæiske retsinstanser.
 
Jeg ser frem til, at dette interview offentliggøres på flere sprog. Det vil gavne vores fælles sag, hvis læserne i forskellige lande henvender sig til den derværende tyske ambassade og til organisationer for menneskerettigheder og protesterer over krænkelserne af ytringsfriheden i dagens Tyskland, et land som formodes at være frit og demokratisk.
 
Mine rettigheder som menneske er blevet krænket, og hvis Liu Xiaobo i Kina kan tildeles en Nobels fredspris, må jeg og Horst Mahler** også have en. Sagerne mod Liu Xiaobo, mod Horst Mahler og Gerhard Ittner (og mod 8.000–10.000 andre mennesker hvert år) i Forbundsrepublikken Tyskland er af samme natur; vi forfølges alene på grund af vores udtalelser.
 
Det regime, der okkuperer Tyskland i dag, må bringes til ophør, for dets politiske magt er en trussel mod friheden for alle Europas folk. 
 

Noter

* “Terrorgate” var den gennemgående overskrift i september 2013 i USA. Sagen handler om, at regeringen skulle have planlagt fingerede indenlandske terrorhandlinger, der “desværre” blev afsløret i utide, hvorefter man i al hast slettede sporede (læs: myrdede de 3 professionelle teams, der skulle have udført terroren). Formålet skulle have været at fremkalde en situation i USA, så der kunne indføres militær undtagelsestilstand, hvorunder “præsidenten” (og hans rådgivere) ville få diktatoriske beføjelser. Efter “11. september”, som efter alt at dømme blev planlagt at Mossad og CIA, er alt muligt. Efterhånden er magtjødernes foretrukne modus kendt, og det i sig selv er med til at sprede frygt og paranoia i USA.
** Horst Mahler (f. 1936) er tidligere tysk advokat … Han er flere gange blevet dømt for “Volksverhetzung” (ophidselse af offentligheden) samt Holocaust-benægtelse og afsoner i øjeblikket en dom på 12 års fængsel.
Kilde: Engelsk Wikipedia
1 General Albrecht von Wallenstein drev den svenske hær ud af Bayern og Franken, men blev til sidst slået i 1632. I tiltro til sine generalers støtte, indledte han en revolte mod kejseren, men blev henrettet i 1634. 
2 Gustav II Adolf (Gustavus Adolphus) førte Sverige til overherredømme under Trediveårskrigen og bidrog til at afbalancere de politiske og religiøse kræfter i Europa og etablerede et svensk imperium af betydelig styrke. Han er blevet kaldt den moderne krigsførelses fader. 
3 Erich Hartmann: German Fighter Ace (bog i smuk hård indbinding, 296 sider, er til rådighed fra TBR. 
4 Indologi er studiet af indisk historie, litteratur, filosofi og kultur.
5 ZOG er akronym for Zionist Occupation Government.
6 Nationalsozialistischer Untergrund (NSU), der blev “opdaget” af tysk politi i 2011, er blevet beskyldt for bankrøverier og mord på indvandrere og tyske politifolk tilbage til 2000. Ittner mener, at hele “organisationen” er den tyske regerings kreative fabrikation. 
 

Om forfatteren

Henrik Holappa (f. 1985) er finsk forfatter og grundlægger og leder af Suomen Vastarintaliike (Finsk Modstandsbevægelse), der er dedikeret beskyttelsen af Finsk kultur. Kontakt Holappa på heholappa(at)hotmail.com eller via hans hjemmeside, patriootti.com.