Hvad hændte Rudolf Hess?

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. The Barnes Review, maj–juni 2013.

 

Bogen Rudolf Hess: His Betrayal & Murder (… Hans besvigelse & mord) af Abdallah Melaouhi, der var Hess’ sygehjælper, ven og nære fortrolige i fængslet, og et primært øjenvidne til “selvmords”-sceneriet.*


Reichm. Rudolf Hess,
o. 1939.

 

Rudolf Hess (f. 1894 i Egypten, d. 1987) var Reichminister og Adolf Hitlers stedfortræder i Tysklands nationalsocialistiske parti. Hess var med i partiet fra begyndelsen, og det var under en fælles protestmarch, at de begge blev anholdt og fængslet, fra 1923–1924. I fængslet dikterede Hitler Mein Kampf til Hess, der på det tidspunkt fungerede som hans politiske sekretær. Hess blev af mange opfattet som Hitlers mest loyale medarbejder.

Hess havde som Hitler kæmpet i Første Verdenskrig, Hess i en enhed fra Bayern, bl.a. i slaget ved Ypres, inden han tilsluttede sig det nyoprettede tyske flyvevåben. Efter Første Verdenskrig studerede han på universitetet i München og mødte Hitler i en forsamling, der interesserede sig for nordisk mytologi og nordiske legender.
I 1920 blev han Hitlers politiske sekretær.

De fleste mener, at de kender historien om Rudolf Hess, Hitler’s højre hånd, og om hans hemmelige flyvning til England (maj 1941). Hans fly blev, som vi ved, ødelagt under landingen i Skotland, og Hess blev krigsfange hos De Allierede. Derefter blev Hess i realiteten holdt isoleret fra omverdenen resten af sine dage. Men det er kun én lille del af historien om Rudolf Hess’ liv. Han var De Allieredes krigsfange i 46 lange år, indtil han blev myrdet i en alder af 93 i Spandau-fængslet.** Formålet med hans mission – og hans ophold i Spandau – blev hemmeligholdt. Hvilke sandheder om krigen gemte Hess på, som var af så stor betydning for De Allierede?

Men alt dette er ændret med udgivelsen af bogen Rudolf Hess: His Betrayal & Murder af Abdallah Melaouhi.

Melaouhi tilbragte fem år sammen med Hess i funktionen som Hess’ sygehjælper i De Allieredes militære fængsel i Spandau, helt frem til Hess’ mærkelige død. Melaouhi kom til at kende Hess som mere end “fangen Hess” – de blev venner.

Den dag Hess døde, var Melaouhi blevet kaldt til fængslet. Han nåede frem til et sommerhus i fængselsgården og blev underrettet om, at der var sket “en ulykke”. Da han trådte ind, var sceneriet kaotisk. Hess’ livløse krop lå på gulvet, og der var vendt op og ned på rummet. Melaouhi undersøgte Hess. Tæt på hans lig stod to US hærsoldater. En soldat, som Melaouhi genkendte, stod tæt ved Hess og sagde: “Svinet er færdig; du behøver ikke at arbejde på nathold længere.”
En undersøgelse af sporene viste med smertelig tydelighed, at Hess var blevet myrdet; det var ikke “selvmord”, som de ansvarlige erklærede. Men da Melaouhi fremførte sine indvendinger, blev han truet med ødelæggelse på sit erhverv – eller det, der var værre.

I årevis har han forholdt sig tavs. Men nu, i denne udgivelse på engelsk, eksklusivt for The Barnes Review, giver Abdallah Melaouhi os hele den ufortalte historie om Hess’ tid i Spandau, om det brutale mord på ham og om det bestående komplot, der skal dække over mordet, samt om bestræbelserne på at undertrykke udgivelsen af Melaouhis bog.

Sådan skriver Abdallah Melaouhi om sine observationer på “ulykkesstedet”

Jeg arbejdede som mandlig sygehjælper og tog mig af Rudolf Hess fra 1. august 1982 og indtil hans mord den 17. august 1987 i De Allieredes militære fængsel Spandau. Den dag hr. Hess døde, udførte jeg mine sædvanlige opgaver, som indebar, at jeg tog mig af min patient, sædvanligvis fra omkring kl. 6.45. Jeg hjalp ham med brusebad og påklædning og var til stede, da han spiste kl. 10.30. På intet tidspunkt indikerede hans opførsel, at han skulle være mentalt uligevægtig eller ekstraordinært nedtrykt. Kort efter måltidet bad han mig tage til byen Spandau, ikke langt væk, for at købe en keramisk potte som erstatning for en lignende, der var gået i stykker. Hr. Hess ville ikke have bedt mig om dette blot for at sikre mit fravær, eftersom jeg under alle omstændigheder var væk fra middagstid under min frokostpause.

Kl. 14 blev jeg kaldt til fængslet, mens jeg opholdt mig i min lejlighed, der lå uden for – men i nabolaget af – Spandau-fængslet. Efter nogen forsinkelse nåede jeg sommerhuset i fængselsgården og fik at vide, at der var sket en “ulykke”. Den lille dør i sommerhusets facade var lukket.

Da jeg kom ind i sommerhuset, lignede det et sted, hvor en brydekamp havde fundet sted; alt derinde var i uorden. Den mønsterflettede stråmåtte, der dækkede gulvet var forrykket, selv om jeg så sent som dagen forinden havde gjort gulvet rent og havde efterladt måtten omhyggeligt arrangeret på sin vante plads. En standerlampe var væltet omkuld, men jeg husker tydeligt, at lampens ledning endnu var forbundet med stikkontakten. Det var denne ledning, som myndighederne senere sagde, at den svagelige hr. Hess – 93 år gammel og forkrøblet af leddegigt (i hænderne) – havde brugt til at hænge sig i.
Et rundt bord og hr. Hess’ lænestol var også væltet om. I det hele taget var intet af møblementet eller inventaret på dets vante pladser, og der hersker ingen tvivl i mit sind om, at en kamp havde fundet sted i sommerhuset.

Hr. Hess’ lå på sommerhusets gulv, tilsyneladende livløs. Tæt ved ham stod to soldater iført US hæruniformer. Jeg havde aldrig set nogen af dem tidligere. Der var også en amerikansk vagt til stede, som jeg kendte under navnet Tony Jordan. Der var ingen elektrisk ledning noget sted i nærheden af hr. Hess krop; som tidligere nævnt, den eneste ledning sad i den væltede lampe, der endnu var tilsluttet i væggen.

Jeg begyndte med det samme at undersøge hr. Hess. Jeg kunne ikke konstatere noget åndedræt, puls eller hjerteslag. Jeg vurderede, at døden var indtruffet omkring 40 minutter tidligere.

Den vagt, som jeg kendte som Jordan, stod tæt ved hr. Hess fødder, og han virkede oprevet. Han svedte voldsomt, så hans skjorte var gennemblødt af sved, og han bar ikke slips. Jeg sagde til Jordan: “Hvad har I gjort ved ham?” Han svarede: “Svinet er færdig; du behøver ikke at arbejde på nathold længere.”

Gennem de fem år, hvor jeg dagligt tog mig af hr. Hess, var jeg i stand til at danne mig en klar og præcis opfattelse af hans fysiske virkefelt. Når det tages i betragtning, anser jeg det ikke for muligt for hr. Hess at have begået selvmord ved hængning, som det senere blev publiceret af de allierede styrker. Efter min opfattelse er det åbenbart, at han blev dræbt af en anden person ved strangulering.

Men da jeg udtrykte mine indvendinger, blev jeg truet på min profession, at blive ruineret – eller det, der var værre. Jeg holdt mund i mange år. Men nu har jeg fortalt hele min historie fra tiden med min ven Rudolf Hess, en mand med betydelige visioner, intelligent og medfølende – i en ny bog, som jeg har kaldt Rudolf Hess: His Betrayal and Murder.

The Barnes Review er det eneste forlag, der har haft mod nok til at udgive bogen. Mange af de store mainstreamudgivere i Europa lod os løbe i ring, idet de først lovede at udgive bogen, men bakkede ud i sidste minut.

Hvad er det, der er så farligt ved denne forbrydelse og denne bog, at den afskrækker selv de store forlæggere? Det overlader jeg til læseren af min bog at afgøre. Jeg har inkluderet mange billeder fra mine egne arkiver, tillige med reproduktioner af dusinvis af eksempler fra hr. Hess’ egen korrespondance. Det meste har aldrig tidligere været oversat til engelsk.

Jeg håber, at du vil sætte pris på bogen og værdsætte tiden, arbejdet og udgifterne, som The Barnes Review har investeret i at kunne bringe den.

Jeg står inde for, at hvert eneste ord i bogen er den komplette sandhed om det, der overgik hr. Hess, og hvad jeg lærte om ham som menneske.

Bogen er på 291 sider, med mange reproduktioner af dokumenter – fra Hess’ egen hånd – som han smuglede ud fra Spandau (oversat til engelsk), sjældne fotos, tre appendikser fra TBR. I Nordamerika koster bogen 25 $. Ved forsendelse til Europa er prisen desværre næsten den dobbelte. Bestil bogen fra The Barnes Review.

Redaktionelle noter

*) Wikipedia, 2013: “Den 8. juli 1986 blev Hess ført fra Spandau-fængslet i Vestberlin til et engelsk militærhospital. Han var blevet ramt af et hjerteanfald, men kunne få dage efter vende tilbage til Spandau-fængslet. Han var stærkt svækket mentalt og døde 93 år gammel efter selvmord ved hængning efter 46 års fængsling.”

“… selvmord ved hængning …” !

**) Spandau-fængslet blev bygget i 1876 i en forstad til Berlin. Efter delingen af Tyskland efter Anden Verdenskrig, blev Spandau omfattet af den britiske sektor, og fængslet blev brugt til indespærring af tyske nationalsocialister, der var idømt lange fængselsstraffe – for det meste fængsel på livstid – under Nürnberg-skueprocesserne.
Det drejede sig om Rudolf Hess, Walther Funk, Erich Raeder, Albert Speer, Baldur von Schirach, Konstantin von Neurath og Karl Dönitz.

Wikipedia, 2013: “I 1987 blev fængslet revet ned, primært for at forhindre at det skulle blive et nynazistisk valfartssted efter Rudolf Hess’ død. Han sad alene i 20 år, efter at Albert Speer og von Schirach blev løsladt i 1966. For at sikre fængslets endelige fjernelse blev der lavet parkeringspladser og Britannia Centre Spandau på tomten.
Alle bygningsrester endte i Nordsøen.”

Stedet blev “udslettet”, som det foreskrives i Det Gamle Testamente, når jødernes fjenders byer skal lægges øde.
Det ville være mere på sin plads, om Auschwitz-museets “rekonstruerede” gaskamre blev droppet i Det Døde Hav, så myten om ombragte jøder ved gasning endte i den kultur, hvor den er skabt.