Hvem konspirerer i Kontroversen om Zion?

Overtagelsen

O-D-I-N.org, Henry Makow (rense.com, august 2013), 2013-08-25.

 

Med denne artikel beskriver dr. Henry Makow, hvem parterne i “kontroversen”, der indgår i titlen på Douglas Reeds bog The Controversy of Zion, kan være. Makow er jøde og opdeler sit folk i to grupper med modsatrettede ideologier, en med vilje til fredelig sameksistens og en med det modsatte. Artiklen er tilsyneladende skrevet lige inden angrebet på Irak i 1990.

Desværre for menneskeheden er den enkelte jødes tilhørsforhold i relation til de to grupperinger usynlig det meste af tiden, da hverken sindelag eller graden af loyalitet, opportunisme eller evnen til at agere på skrømt (en sanktioneret dyd inden for jødedommen) kan aflæses på overfladen af den enkelte jøde. Ikke-jødiske mennesker levnes dermed få muligheder for at skelne. Skulle der blandt jøderne findes en mere sympatisk gruppe, der ærligt ønsker et fællesskab med den øvrige menneskehed, må den del overbevisende gøre op med den generelle verdensødelæggende jødiske adfærd, der har domineret alt for længe. Indtil da må Josephs Hus opfattes på linje med Levitternes, dvs. som en i praksis forenet gruppe, der udgør en betydelig risiko for den ikke-jødiske del af menneskeheden.

Bemærk om forfatteren til denne artikel, doktor i engelsk litteratur, Henry Makow (f. 1949 i Schweiz), at han er jøde og bosiddende i Toronto, Canada. Hans artikler giver udseende af, at han er historierevisionist, og som sådan omtales han i den jødiske presse. Men ofte indeholder artiklerne synspunkter eller referater, der midt i hans egen revision går stik imod sikker revisionistisk viden. Vi mener, at han måske frygter at blive behandlet som en ny David Cole af sine egne. Vi gengiver nogle af hans artikler her trods de påfaldende garderinger, men indskyder korrigerende redaktionelle kommentarer [i kantparenteser] eller som grå noter, når det er nødvendigt for verdenshistorien.

Hvem konspirerer i Kontroversen om Zion?

Jeg blev stillet spørgsmålet engang i et amerikansk patriotisk samtaleshow. Forventningen var vel, at jeg som jøde kunne besvare det. Efter at have læst The Controversy of Zion af Douglas Reed, vover jeg et svar.

Jeg vil begynde med at forklare mit eget ståsted. For nylig lånte jeg på biblioteket en video om jødedommen. Jeg var ikke sikker på, hvad jøder egentlig tror på. Jeg mener, at jeg er ret typisk på det punkt. Videoen viste, hvordan jøder blev udstødt fra Egypten, og hvordan Gud straffede egypterne. Efter få minutter afbrød jeg videoen. Det lod til, at det jødiske folks religion var det jødiske folk. Intet under, at så mange jøder søger en religiøs mening uden for jødedommen.

Mine forældre var polakker, der overlevede krigen ved at udgive sig for katolikker. Efter at være emigreret til Canada ønskede de kun at assimilere sig. De gav deres børn engelske navne. Min far flirtede med unitarerne. Mor fremsagde bønner på sabbatten og besøgte synagogen to gange om året. Det var det hele.

Religionen er vores forbindelse med evigheden. At vokse op uden er som at vokse op i et vakuum. Først opfattede jeg min “identitet” i forhold til fællesskabet.

Jeg blev canadisk nationalist; så zionist. I 1972, i en alder af 22, forsøgte jeg at forrette “aliya” (praktisere indvandring til Israel), men den oplevelse fik mig til at indse, at jeg ikke kunne ofre min personlige frihed til fordel for “fællesskabet”.

For eksempel var jeg i gang med at plukke appelsiner i en kibbutz. Min radio stod på jorden og var tunet til BBC. En eller anden kom forbi, skiftede station og gik videre.

Jeg forlod kibbutzen og tog til Jerusalem, men indstillingen dér var den samme. Israel syntes at fortære sine borgere. Landet havde mange vindende kvaliteter, men jeg kunne ikke finde det åndelige broderskab i hverdagens liv. Der var endda endnu mere “alles kamp mod alle” over det end i Canada. Jeg vendte hjem, men betragtede stadig mig selv som zionist.

Douglas Reeds bog The Controversy of Zion (blev færdig i 1956, men først udgivet i 1978) har hjulpet mig til at forstå min ambivalente reaktion på både jødedommen og Israel. Gennem 1930’erne var Reed krigskorrespondent for The Times i London, udstationeret i Berlin, Wien og Budapest. Han ledsagede Anthony Eden til Moskva i 1935. Da hans advarsler om Hitlers krigsintensioner blev overhørt, droppede han avisen for at finde den skjulte agenda. (Reed, s. 308)

[Redaktionel kommentar: Faktisk havde Reed indtil da kun observeret Hitlers reaktion på Versailles-traktatens tyranni. Hitler bestræbte sig på at kompensere for tab, der var påført Tyskland som konsekvens af denne traktat. Hitler havde intet ønske om at angribe England. Men økonomisk stærke og manipulerende kræfter søgte at oppiske en krigsstemning mod Hitler, helt sikkert også blandt krigskorrespondenterne i Wien. Disse jødiske kræfter erklærede krig mod Tyskland allerede i 1933 og tvang senere England til at gøre det samme. Det lykkedes som bekendt i september 1939. Efter vores opfattelse var den egentlige årsag til Reeds afgang fra de bonede gulve, at hans bøger blev mere og mere kritiske over for jødernes negative indflydelse på politikken i Europa og USA. Efter udgivelsen af The Controversy of Zion blev han svigtet af alle forlag, også dem, der tidligere entusiastisk havde modtaget og publiceret hans bøger som de bestsellere de var.]

Titlen på Reeds bog refererer til en ældgammel “kontrovers” mellem de jøder, der tror på en kærlig gud, og dem der nærer billedet af en straffende og tyrannisk gud.

Ifølge Reed var der på den ene side “Josephs Hus” der troede på et himmelsk princip om kærlighed og universelt broderskab. Disse jøder var indstillet på at gøre fælles sag med deres ikke-jødiske naboer og at bruge deres energi på menneskehedens fælles bedste.

På den anden side var der “Levitterne”, der hyldede visionen om en lunefuld, hævnende gud (“Moloch”), som befalede sine tilhængere at skille sig ud (som “det udvalgte folk”) og sværge troskab til en uanfægtelig lov.


Jødisk kultur. Ill. O-D-I-N.org

 

At adlyde guden og tilkæmpe sig herredømme over ikke-jøder var én og samme sag. Hvis levitterne ikke adlød, ville de blive udslettet. Hvis de adlød, skulle de udslette alle ikke-jøder og regere Jorden. Forfølgelse, hævn og ødelæggelse var en del af deres identitet.

Reed citerer Det Gamle Testamente som eksempel:

“Herren talte til mig og sagde … På denne dag vil jeg begynde at sætte rædsel for jer og frygt for jer i nationerne, som er under hele himlen; de skal høre rygter om jer og skal skælve og være angste på grund af jer. … Og når Herren jeres Gud bringer dem til jer, skal I ramme dem hårdt og fuldstændig udslette dem; I skal ikke indgå nogen pagt med dem eller vise dem nåde; ej heller skal I indgå giftermål med dem … For Herren jeres Gud har udvalgt jer til et særligt folk for ham over alle andre folkeslag på Jorden …”

Ifølge Reed: “På den måde lykkedes det et omvandrende præsteskab at vende ét lille, tilfangetaget folk bort fra den fremvindende forestilling om en fælles gud for alle mennesker, for at befæste en blodtørstig stammegud og en racelov, og de sendte tilhængerne af denne trosbekendelse frem gennem århundrederne på en destruktiv mission …
Kulminationen skulle være den triumferende overtagelse af Jerusalem, når verdensriget blev etableret på ruinerne af alle hedninge og deres kongedømmer.”

Det Gamle Testamente indeholder både det hadefulde og det kærlige billede af Gud, hvilket er meget forvirrende. Jesus hyldede det kærlige billede og bebrejdede præsterne at hævde arbitrære love i en tyrannisk guds navn.

Lad os springe 2500 år frem. Jøderne fra Josephs Hus var tilfredse med at assimilere sig. Levitterne, der var koncentreret i Rusland, var ikke. Reed mener, at omkring 1850 havde levitterne bemægtiget sig “Illuminati konspirationen”, der sluttelig kom til at kontrollere kommunismen (og muligvis zionismen).

[Redaktionel kommentar: Reed opfattede kommunismen og zionismen som to sider af samme sag. Og med god grund, da jøderne står fadder til begge ideologier. Det var jøder, der som ideologer og kommissærer udbredte kommunismen i Rusland, og det er jøder, der som bosættere udfolder zionismen i Palæstina i dag, i begge tilfælde med den oprindelige befolknings undergang og død som konsekvens. Den seneste jødiske ideologi vil, som de tidligere bevægelser har gjort det, bane vejen for næste verdenskrig. Den kaldes “neokonservatisme” og har udspring i Israel og det jødisk kontrollerede USA. Denne ideologi har på skrømt lovet at udbrede demokratiet til alle “slyngelstater” i verden, om nødvendigt med magt. Det egentlige formål er at destabilisere så stor en del af verden som muligt. Det slutter med en fuldbyrdet Tredje Verdenskrig. Den vil medføre et generelt kollaps af strukturer verden over. Der vil opstå så megen tumult og forvirring, at jøderne kan oprette deres verdensregering på ruinerne. Det er denne ideologi, der for tiden dominerer USA, Israel, EU og Nato. Den har indtil videre kun bragt død, lemlæstelse og tragedier med sig for den ikke-jødiske del af menneskeheden og enorme profitter for den jødiske.]

Winston Churchill beskrev konspirationen i A Struggle for the Soul of the Jewish People, (1920). Han skelnede mellem “nationale” (fra Josephs Hus) og “internationale” (levitiske) jøder: “Denne bevægelse bestående af [internationale] jøder er ikke ny. Fra [Illuminatis grundlægger] Spartacus-Weishaupt til Karl Marx og videre til Trotsky (i Rusland), Bea Kun (i Ungarn), Rosa Luxembourg (i Tyskland) og Emma Goldman (i USA) har denne verdensomspændende konspiration, der går ud på at løbe civilisationer over ende og erstatte dem med en samfundskonstruktion, baseret på hæmmet udvikling, misundelsens ondskab og en umulig ligestilling, vundet støt frem.”

Reed beskriver, hvordan zionismen og “the New World Order” tog kontrol med England under Første Verdenskrig. Verdens zionistleder Chaim Weizmann lobbyede premierminister Herbert Asquith og hærchefen Sir William Robertson til at omdirigere tropper fra vestfronten til erobring af Palæstina. Da de britiske ledere gjorde indsigelser, brugte Weizmann penge og sin kontrol med pressen til at installere Lloyd George og Sir henry Wilson i deres sted.

Mere end én million mand blev omdirigeret til Mellemøsten. Palæstina blev erobret og i et brev til Lord Rothchild i november 1917 givet som et forjættet land til zionisterne (Balfour-erklæringen). Inden for samme uge tog bolsjevikkerne magten i Moskva. Amerikanske soldater erstattede de britiske tropper, der manglede på vestfronten. Konspirationen kørte for fuld kraft på alle cylindre.

De andre folk i Lloyd Georges prozionistiske regering – Lord Milner, Philip Kerr (senere Lord Lothian), Robert Cecil – var alle medlemmer af “the Round Table”, Cecil Rhodes hemmelige selskab, der var dedikeret en verdensregering.

Hør her, hvad Weizmann siger (i sin biografi Trial and Error) om Robert Cecil: “For ham er genskabelsen af et jødisk hjemland i Palæstina og organiseringen af verden i en stor federation komplementære træk i det næste skridt mod at bringe orden i menneskelige forhold …” (Reed, s. 249).

Hvordan gør zionisterne fælles sag med britiske aristokrater?

Disse aristokrater var aktieejere i Bank of England sammen med Rothschilds. Ledende bankfolk ønskede, at “the New World Order” (NWO) skulle beskytte det monopol, der tillader dem at forlange billioner i rente for penge, som de skaber ud af den blå luft.

Bankfolkene og deres samarbejdende allierede konsoliderer et globalt system af privilegier og undertrykkelse. De narrede ateistiske jøder, produktet af den nøgne primitive levitiske tradition, med løfter om en egalitetens “fagre nye verden” eller “et nationalt hjem”. Reed fremlægger beviser fra dagbøger og biografier for, at internationale bankfolk og deres allierede har brugt kommunister og zionister (både jøder og ikke-jøder) til at kontrollere britisk, amerikansk og verdens politik siden Første Verdenskrig.

Vi springer frem til det projekterede angreb på Irak.

I Douglas Reeds perspektiv er det sandsynligt, at Israel spiller en hemmelig rolle i bankfolkenes bizarre NWO. Israel vil blive sæde for verdensregeringen og religionen og vil være behjælpelig med at “konvertere” muslimer til “moderne” forhold.

Amerikanere og israelere, ja i virkelig hele verden er gidsler hos fanatikerne, der tilbeder Moloch og er ved at skabe et Orwellsk tyranni baseret på “Jehovas udvalgte”.

Er denne konspiration jødisk? Mange vildledte og opportunistiske jøder tager del i det. Det gør også mange ikke-jøder. Ejerne af de centrale banker og allierede korporationer er både jødiske og ikke-jødiske.*

Den sande jødedoms tradition, ligesom kristendommen og islam, tror på, at Gud er synonymet for kærlighed, sandhed og retfærdighed. Som for mit eget vedkommende identificerer de fleste jøder sig med menneskeheden.

Gud er den eneste virkelighed. Ingen verdslig kraft vil nogen sinde ændre det.

* Redaktionel note: Men den grundliggende idé er i bund og grund jødisk og vil ultimativt blive promoveret af jøder, uanset hvor mange ikke-jøder, der frem mod den planlagte fuldbyrdelse vil fungere som godtroende idioter. Derefter vil enhver ikke-jødisk medvirkende (i vores terminologi: “jødelakaj”) få tildelt den status, der fremgår af Levitternes trosbekendelse, nemlig rollen som slave for det udvalgte folk.