Ikke en eneste jøde mistede livet i gaskammer

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. biskop Richard Williamson, TBR, marts-april 2013.

 

Fjerde tyske skueproces mod biskop Richard Williamson

I 2008 ønskede pave Benedict XVI medlemmerne af St. Pius X’s Selskab (SSPX) velkommen tilbage i Den Katolske Kirke. Gruppen består af traditionalister, der havde afvist resultaterne af Det Andet Vatikanråd, og hvis medlemmer havde været ekskommunikeret fra kirken af pave John Paul II.
Omkring samme tidspunkt – et interessant sammentræf! – sendte medierne et interview med et af selskabets biskopper, Richard Williamson.
I dette interview udtalte han som en sidebemærkning, at han ikke troede på den ortodokse Holocaust-beretning. Det resulterende ramaskrig i medierne førte til en strafferetslig tiltale mod ham i Tyskland for “Holocaust-benægtelse”, og senere til hans bortvisning fra St. Pius X’s Selskab.
Efter fire retshandlinger i Tyskland – først en høring, så en appeldomstol, så en omstødelse med efterfølgende ny retssag – er sagen endnu ikke afsluttet. Her er Williamsons rapport om den seneste retssag.


“Se på de historiske beviser.”
Klik på billedet for at afspille videoen.

 

Biskop Richard Williamson:

En læser spurgte mig om den seneste retssag og anklagen for “Holocaust-benægtelse” ved den regionale ret i Regensburg i Sydtyskland den 16. januar. Læserne vil huske, at min oprindelige synd den 1. november 2008 bestod i, at jeg til en interviewer fra svensk Tv i de private rammer af St. Pius X’s Selskabs tyske seminarium, men på tysk grund, udtalte, at jeg hverken tror på at “seks millioner jøder” døde på grund af Hitlers styre under Anden Verdenskrig, eller at en eneste jøde mistede livet i et gaskammer.*

For at udtrykke den overbevisning i Tyskland, hvor “Holocaust-benægtelse” er en lovfæstet forbrydelse, blev jeg stillet for retten og dømt i Regensburgs Regionale Ret i 2010, og straffen blev udmålt til en bøde på 10.000 Euro. Jeg appellerede.

Den samme ret dømte mig igen i 2011, men bøden blev reduceret til 6.500 Euro. Jeg appellerede igen.

Sagen blev indbragt for forbundsdomstolen i Nürnberg, som, fik jeg at vide, skulle være mindre påvirkelig for pression udefra. De tre dommere afviste sagen af proceduremæssige årsager og imødekom mig ved at lade delstaten Bayern betale sagsomkostningerne, men tillod samtidig delstaten at korrigere sine fejl og lade sagen starte helt forfra.

“Holocaust” fungerer ikke blot som en sekulær religion i den ny verdensorden (Auschwitz erstatter Golgata, gaskamrene erstatter Herrens kors, og de seks millioner indtager rollen som Frelseren), men det forekommer mig, at Anden Verdenskrigs efterkrigstyskere har problemer med selvrespekten, medmindre de vedholdende pisker sig selv med Det Tredje Riges påståede forbrydelser.

Man hævner “Holocaust-benægtelse” i Tyskland, og den 16. januar blev jeg for tredje gang stillet for retten, denne gang med sæde af en kvindelig dommer i Regensburg. To tyske advokater kæmpede bravt for mit forsvar, men forgæves – jeg blev dømt igen. Dog blødte dommeren lidt op på brændemærkningen i forbindelse med anklagen, og vel af medfølelse for min status som arbejdsløs reducerede hun bøden til 1.600 Euro. Uden tvivl vil delstat Bayern være tilfreds med at slippe for sagen, hvis jeg blot ville acceptere at betale den betydeligt reducerede bøde. En ædel kollega i SSPX erklærede, at det ville være et privilegium for ham at betale det hele for mig.

Men langt mere end penge er på spil. En stor nation, den sande religion og Guds verdensorden er alle involveret.

“Sandheden er mægtig og vil sejre,” sagde latinerne. Så enhver nation, religion eller verdensorden, der baserer sig på usandhed er skrøbelig og vil smuldre til sidst. Sandheden er nu at forholde min overbevisning til den egentlige virkelighed, og ikke til længslen efter national selvrespekt, ej heller til et følt behov for religion eller til kravene om en gudløs verdensorden. Historisk sandhed lever gennem beviser, og de mest pålidelige er de materielle overleveringer fra det forgangne, fordi de principielt er helt uafhængige af menneskelige lidenskaber.

“Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden,” siger Herren (Johannes 18, 37). Jeg finder styrke i disse guddommelige ord.

Jeg afslog venligt min kollegas tilbud. Jeg har appelleret igen.

Kilde: Eleison Comments, “Fourth Trial” (Kyrie eleison, græsk: Må Herren se i nåde til os.)

Redaktionelle noter

*) Hvis du ikke allerede har klikket på billedet, bør du se videoen, hvor biskop Williamson opfordrer alle skeptikere til at undersøge de historiske facts om jødernes Holocaust: Gas Chambers, Anti-Semitism and the Truth
Han spørger fx intervieweren, om han kender til Fred Leuchters rapporter. Fred Leuchter, der er ekspert i nutidige henrettelses-gaskamre, konkluderede med sine undersøgelser i 1988-91 entydigt, at massedrab ved hjælp af Zyklon B-gas ikke under nogen omstændigheder kunne have fundet sted i de rum, der af illusionisterne bag den ortodokse holocaust-fortælling er udpeget som “gaskamre” i det påståede masse­udryddel­ses­sce­narium. Efter denne beretning skulle udryddelsen især (idet andre kz-lejre efterhånden er renset for mistanke) have foregået i kz-lejrkomplekset Auschwitz-Birkenau – oven i købet i industrielt omfang.
Selv om der således foreligger indiskutable videnskabelige undersøgelsesresultater, der udelukker jødernes gasnings-holocaust, afholder det ikke jøderne bag Auschwitz-museet fra – her 25 år efter, at modbeviserne er lagt frem – at forsætte indoktrineringen af en voksende skare af oplevelsesturister (herunder danske skolebørn) i Auschwitz’ “rekonstruerede gaskammer”. Jødernes massive propaganda fortsætter, for den er grundlaget for deres generelle Holocaust-business i Europa og USA, og menneskene vil tilsyneladende bedrages.

Disse fremvisninger af forfalskede “beviser”, rendyrket historieforfalskning, foregår endda mod entré. En 6 timers dansk bustur fra Krakow med guidet (“engelsk”) rundvisning på museet koster 260 kr pr. voksen og 130 kr pr. barn. Hvis museets andel: entré, salg af souvenirs, mad og drikke, sær-arrangementer, m.v. er blot 100 kr pr. person, er det med 1,4 mio. besøgende om året (2012) en så indbringende forretning at drive dette “museum”, at man skulle være et skarn, hvis man nægtede den måbende menneskehed et sådant illusionsnummer. Dette er kun én enkelt side af jødernes spraglede “Shoah–business”. En anden stor producent af holocaust-illusionsnumre er Hollywood, der også ejes og drives af jøderne.

Det vil være en belærende rejse at foretage en virtuel ekskursion til Auschwitz-museet med den jødisk fødte David Cole gennem hans filmede dokumentation af sit besøg i Auschwitz i 1992 [der linkes til filmen sidst i artiklen]. Han er jøde af fødsel, men ikke at tro, og dertil historierevisionist, en sjælden men opløftende kombination. 

Under hans filmede interviews med bl.a. museets direktør, dr. Franciszek Piper (f. 1941), bekræftede Piper, efter en del vidtløftig kredsen om den varme grød, at det “gaskammer”, museet i dag viser frem for turisterne som et autentisk gaskammer, hvor tusindvis af jøder blev myrdet, i det store og hele er “rekonstrueret” efter Anden Verdenskrig. Rekonstruktionen er baseret på et tidligere beskyttelsesrum, som inden da, hævder Piper, tjente som det egentlige gaskammer. Derfor har museet genetableret de “oprindelige” kvadratiske åbninger i taget til “nedkastning af Zyklon B-gas”, så de nuværende åbninger præcist dækker sporene efter de oprindelige åbninger, der – mens rummet senere anvendtes som beskyttelsesrum – var blevet muret til … Kan du følge med?

Bortset fra, at denne bedrageriske kulisse ville være komplet uegnet som gaskammer, og i øvrigt aldrig har været udsat for cyangas (begge forhold er præcist påvist af Fred Leuchter), ville selve erkendelsen af, at der er tale om en “rekonstruktion”, som den betegnes af selveste Auschwitz-museets direktør, være tilstrækkeligt til at sende ikke-jøder i fængsel for holocaust-benægtelse bl.a. i Østrig og Tyskland!

Da den britiske historiker David Irving (han er ikke blot historiker, men revisionist og yderst veltalende, en farlig kombination for jøderne), holdt foredrag i Østrig om dette emne: autenticiteten og anvendeligheden af det fremviste gaskammer, skete følgende:
I 2005 blev David Irving tilbageholdt i Østrig på grundlag af en anholdelsesbeslutning fra 1989. Han blev tiltalt for at “trivialisere holocaust” ved i Østrig i 1989 at have hævdet, at der ikke fandtes henrettelses-gaskamre i de tyske kz-lejre (udtalt efter fremkomsten af Leuchter-rapporterne).
Han blev i februar 2006 i Wien idømt tre års fængsel. Anklageren var jøden Michael Klakl. Dommeren var jøden Peter Liebtreu. David Irving appellerede til højesteret, der stadfæstede dommen, men gjorde to tredjedele af straffen betinget. I december 2006 blev David Irving løsladt og udvist fra Østrig.

Denne holocaust-kritiske historiker, David Irving, har i dag forbud mod at indrejse i Tyskland, Østrig, Italien, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og USA. På den måde har jøderne især i Tyskland forment en historiker, som ikke accepterer jødernes ortodokse holocaust, adgang til tyske arkiver, der endnu kunne rumme beviser imod jødernes påstande.

[Desværre blev Irving påfaldende imødekommende over for jøderne i 2016 og har på et grotesk grundlag udtalt sig på linje med Pressac om bl.a. gasninger i Auschwitz. Formålet er tydeligvis at sikre trykningen og salget (apparatet er jødeejet og læserne primært jøder) af den længe varslede bog om Heinrich Himmler, som vi desværre kan frygte vil inkludere højst tvivlsom dokumentation.]

Som David Cole oplyser i sin video, måtte dr. Franciszek Piper, chefideologen fra Auschwitz-museet, ikke afhøres af forsvaret som ekspert! Hvilken retsopfattelse har vi at gøre med i Tyskland, Frankrig og Østrig i dag? Svaret er naturligvis: den jødiske retsopfattelse, der intet har med vestlige retskultur at gøre! Denne retspraksis siger alt om, hvad vi kan vente os i en ikke så fjern EURO-union (læs: ny Sovjetunion), hvis jøderne får magt, som de har agt. Under jødernes første forsøg på at underlægge sig Europa ved hjælp af Sovjet-systemet, var der længe dødsstraf! for antisemitiske ytringer.

Auschwitz-museets påstande føres i dag uanfægtet (og ustraffet) til torvs, trods Fred Leuchter-rapporternes entydige konklusioner (som i øvrigt er bekræftet af et polsk retsmedicinsk institut), samt den ikke uvæsentlige omstændighed, at der aldrig har kunnet fremvises et eneste autentisk billede af dette eller andre masseudryddelses-gaskamre, som de skulle have set ud, da Auschwitz blev indtaget af de jødiske sovjetkommissærer tidligt i 1945.
Var disse jødisk dominerede efterretningsenheder mon ikke udstyret med film og kameraer? Naturligvis! Problemet for dem var blot, at de ikke fandt skyggen af spor efter masseudryddelse ved hjælp af gas, for så havde vi set billederne i alverdens skolebøger lige siden, og de var naturligvis blevet fremlagt som tekniske beviser ved Nürnberg-processen, der dermed ville have mistet ethvert grundlag. Desværre (for retskulturen i Europa) forhindrede manglende tekniske beviser for masseudryddelse ikke jøderne i at dømme uskyldige mennesker under denne farce af en skueproces – en direkte konsekvens af, hvem der fungerede som anklagere og koreografer. Denne proces var blot et dystert forspil til jødernes retsdiktatur i Europa i dag. 

David Cole blev efter sin fremragende revisionistiske indsats i Auschwitz-museet forfulgt i USA af jødiske organisationer, der offentligt (og ustraffet) erklærede ham for utilregnelig og endog forfulgte ham med fysiske overfald. På et tidspunkt måtte han gøre sig usynlig. Bedøm selv, om du finder tegn i David Coles præsentation på, at denne mand skulle være utilregnelig. Min personlige overbevisning er, at hvis der skal tales om “utilregnelighed” i denne sag, er det Auschwitz-museet og dets bagmænds fortsatte virkelighedsfortrængning, der vidner om abnormitet. Men sådan kan det gå, når den genstridige fysiske virkelighed ikke vil tilpasse sig jødedommens profetier.

David Coles oprindelige 7 filmsekvenser findes nu i denne samlede udgave: Auschwitz Full Documentary