Jeg troede i lang tid på jøderne

Overtagelsen

O-D-I-N, Hugo Ravn, 1. juni 2014.

 

… så længe, at jeg i dag føler mig flov over at have været så godtroende.

Jeg blader i et “elevhæfte”, udgivet af Danmarks Radio for Undervisningsministeriet i 1983. Af den kolofonen fremgår følgende: “Theresienstadt, Fag: Historisk, dansk, 2 radioudsendelser à 25 minutter, 1 elevhæfte. Tilrettelæggelse af udsendelserne: Bent Kallehave og Birgit Fishermann. Elevhæfte: Axel Eisenberg. Lærer- og elevvejledning: Jens Andersen og Thorkild Thejsen. Grafisk tilrettelæggelse: Erik P. Christensen. Illustrationer: Det Kg, Bibliotek, Frihedsmuseets Venners Forlag, Klara Tixell, Politikens Pressefoto m.fl. Tryk: Laursen – Tønder. Copyright: Danmarks Radio.”
På hæftets side 1 er stemplet: Amtscentralen for Undervisningsmidler (i en sjællandsk by), og ovenpå dette, senere: KASSERET (datoen for kassationen fremgår ikke).

Er dette undervisningshæfte kasseret på grund af slid? Nej, det er i fin stand. Er det mon kasseret, fordi det blev uaktuelt? Næppe. Er det måske kasseret, fordi faktuel historie begyndte at modsige indholdet i pinligt omfang? Sandsynligvis.

Dette hæfte er et eksempel på, hvordan den etablerede løgn om jødernes Holocaust er blevet udbredt i Danmark, i dette tilfælde formidlet af selveste Undervisningsministeriet (eller dele af det) med hjælp fra DR, Politiken m.fl., og med overvejende sandsynlighed betalt med skatteydernes penge.

Desværre skrives og spredes tilsvarende vildledende propaganda endnu i 2014 fuldstændig uforstyrret og for fuld kraft, blot produceres og spredes den nu fra den statsunderstøttede virksomhed DIIS, det såkaldte Dansk Institut for Internationale Studier. Dette institut har langt over 100 ansatte, og de fleste er af jødisk afstamning.
DIIS figurerer årligt med et statstilskud på mere end 27 millioner kroner på Finansloven.
Med andre ord: Som danske skatteydere betaler vi selv for falsk historie, der produceres af manipulatorer for at fyldes i hovedet på vores børn i skolen.

 

“Kvinder og børn på vej ind i gaskammeret” påstod DR i 1983. Hvor kommer billeder som dette af kvinder og børn fra, og alle de andre billeder, der bringes til torvs af jødiske propagandamagere som beviser? Det ved kun jøderne selv. Holocaust-industriens forbrug af billeder og illustrationer tilpasses den for tiden gangbare jødiske udlægning af historiens gang. I det jødiske Hollywood produceres alt i visuelle rædsler, billeder, der understøtter enhver påstand i ethvert undervisningshæfte.

På hæftets side 19 er billedet ovenfor vist under overskriften:
Jeg vil ikke dø i gaskammer (februar 1945
).
Hvis billedet er fra lejren Theresienstadt, og vi et øjeblik går med på myten om, at disse kvinder og børn er på vej ind i gaskammeret, så kan det undre, hvem fotografen er, og hvorfor billedet er af så ringe kvalitet. Det kan næppe være taget af en medfange for senere at blive fremkaldt og videregivet af tyskerne. Hvis formålet var lejradministrationens egen dokumentation fra lejren, skulle kvaliteten være langt bedre, men hvis der virkelig havde foregået det, som jøderne påstår, ville billedet ikke eksistere. Hvad skulle det tjene til at dokumentere tilfældige afklædte kvinder og børn i en kø? Uanset disse overvejelser, synes ingen af personerne på billedet at være fysisk påvirkede af krig eller fangenskab, og det overordnede signal, gruppen udsender, er forventning frem for frygt. Hvis billedet overhovedet hidrører fra en tysk koncentrationslejr fra Anden Verdenskrig, er den mest realistiske tolkning, at kvinderne har aflagt deres beklædning som led i det obligatoriske hygiejne- og sygdomsbekæmpelsesprogram for fanger. Kvinderne er tydeligvis ikke af europæisk herkomst, de ligner snarere kvinder og børn på et rituelt tempelbesøg et sted i Asien.

Ved alle fangemodtagelser blev fangernes tøj og ejendele samlet og sendt til desinfektion (aflusning), og ejerne selv blev sendt i brusebad. Derefter fik de tildelt en ren fangedragt og rent fodtøj. Dette gennemførtes rutinemæssigt som en vigtig foranstaltning til forebyggelse af sygdom og epidemier, specielt for at undgå kropslus, der viderebringer tyfus.*
Denne procedure blev efter krigen grebet af jøderne og fordrejet til en pervers historie om baderum med gas i bruserne og efterfølgende “sletning af alle spor” ved afbrænding af masser af lig i krematorierne eller på åben mark.
Den forvanskede historie er efter krigen blevet hamret ind i hovedet på jøder og ikke-jøder alle steder, hvor jødepressens aviser, Tv og radio dominerer, primært i den vestlige verden. Det er det overlevende elevhæfte et tydeligt bevis på. Et af de vigtige argumenter imod jøderne fortælling om “sortering ved toget og øjeblikkelig henrettelse i gaskamrene” er, at (bortset fra at gaskamrene manglede) ville blot én fangetransport af myrdede mennesker have medført, at krematoriet skulle have arbejdet i døgndrift i månedsvis (hvilket er teknisk umuligt). Det ville også have medført et enormt forbrug af kul, som vi ved aldrig blev leveret i et blot tilnærmelsesvis nødvendigt omfang, hvis løgnen skulle passe.

Læs venligst Leuchters Rapporter, der bl.a. beskriver datidens standard og kapacitet for krematorierne. Krematorier findes overalt, hvor en publikation overstiger et vist antal, og døde i praksis bortskaffes ved kremering – som i Danmark i dag. Krematorierne i de tyske koncentrationslejre havde samme funktion. Derfor havde de ikke kapacitet til at massekremere mennesker. Det er vigtigt at skelne mellem krematorier og de påståede udryddelses-gaskamre, der i virkeligheden var ligrum, hvor de døde blev placeret (som i nuværende kapeller), inden de skulle kremeres. Disse rum var komplet uegnede til at ombringe nogen ved hjælp af cyangas. I lejrene fandtes egentlige gaskamre, der var mindre rum med stor gastæthed og sikkerhed. De blev brugt til desinfektion af alles beklædning og sengetøj for at undgå kropslus (tyfus).

Men altså, i 1983 mente DR’s og Undervisningsministeriets jøder stadig, at det var på sin plads at give danskerne og deres børn indtryk af, at Theresienstadt (og andre tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig) drev gaskamre til “udryddelse” af jøder.** Selv i 1983 var det en letsindig påstand, der må være fremsat i håb om at kunne befæste løgnen, fordi sandheden var ved at blive for påtrængende.

Nutiden

Ingen seriøs historiker i 2014 vil påstå, at koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet rummede gaskamre til aflivning af mennesker, eller at lejren på nogen anden måde indgik i et udryddelsesprogram rettet mod mennesker. Denne erkendelse gælder i dag (i vidt omfang også inden for jødiske rækker) omfattende alle tyske koncentrationslejre fra Anden Verdenskrig, inklusive Auschwitz-Birkenau i Polen, som nogle jøder desperat forsøger at fastholde som en sidste fysisk bastion for Holocaust-myten om 6 mio. udslettede jøder. Det fremviste “udryddelses-gaskammer” i dette jødiske oplevelsescenter er beviseligt et falsum og det sidste strå, bedragerne klynger sig til.***

Selv jøderne i Jewish Virtual Libray [En division under The American-Israeli Cooperative Enterprise] afholder sig nu i 2014 fra at omtale Theresienstadt som en udryddelseslejr. I en artikel om lejren, under afsnittet “Død”, gøres følgende gældende:
I begyndelsen blev de døde indhyllet i et klæde og begravet. Men manglen på føde, manglen på medicin og manglen på plads tog sin andel af Theresienstadts befolkning. I september 1942 blev der bygget et krematorium. Der blev ikke bygget gaskamre til dette krematorium
[med formuleringen afskærer man sig ikke fra, at de kan findes andre steder]. Det blev bygget til bortskaffelse af det stigende antal kroppe fra afdøde.

De mange dødsfald kan alt overvejende tilskrives det naturgivne problem, der opstår når mange mennesker koncentreres på ét sted: faren for udbrud af epidemier. Langt de fleste dødsfald i Anden Verdenskrigs koncentrationslejre, tyske som allierede, skyldtes den smitsomme sygdom tyfus. Smitten overføres med kropslus, og der blev brugt store mængder Zyklon-B gas til fjernelse af lus fra beklædning og madrasser.

En dag styrter påstanden om Auschwitz-Birkenau som udryddelseslejr også i grus. Indtil det tidspunkt indtræffer, sørger DIIS i Danmark i hysterisk omfang for, at den indførte “Auschwitz-dag” fortsat styrker myten om jødernes Holocaust (samt den jødiske Holocaust-business i Polen), idet dine og mine skattekroner bruges til at arrangere skoleudflugter for præparerede unge danskere, der med egne øjne kan forvisse sig om “gaskammeret” i Auschwitz.

Verden vil bedrages.

— Hugo Ravn
 

*) Plettyfus (Engelsk: Epidemic typhus) skyldes en intercellular parasitisk bakterie Rickettsia prowazekii, hvis symptomer betegnes som lejrfeber, fængselsfeber, hospitalsfeber, skibsfeber, hungerfeber, rådfeber, pletfeber, epidemisk lusebåren tyfus eller bare lusebåren tyfus – er en smitsom febersygdom.
I lusens tarm forekommer Rickettsia, der tillige er udbredt blandt mus, rotter og andre gnavere, og kan overføres til mennesker via mider, lopper og lus. Denne vektor trives bedst under dårlige hygieniske forhold, som ofte optræder i fængsler, koncentrationslejre og flygtningelejre.
Plettyfus har en inkubationstid på omtrent en halv snes dage, sjælden meget længere, tit noget kortere. Den begynder temmelig pludselig, ofte med kulderystelse, og temperaturen stiger hurtigt til o. 40 °C. Der opstår ildebefindende, hovedpine og hyppig opkastning. Temperaturen er høj i de følgende dage, og når sygdommen har varet 4—5 dage, opstår det karakteristiske udslæt, som ligner det ved tyfoid feber, og er et Roseolaexanthem (ødem), men mere udbredt, idet det som regel ikke alene indtager kroppen, men også ekstremiteterne (arme og ben). Feberen tager fremdeles til, når sit højdepunkt i begyndelsen af anden uge, da patienten bliver mere medtagen, mere sløv og plages ofte af hallucinationer og ængstende forestillinger. Fra tyfoid feber adskiller sygdommen sig imidlertid ved det kortere forløb, idet feberen allerede med slutningen af anden uge begynder at aftage, samtidig med at patienten bliver roligere og mere klar. I løbet af nogle dage falder temperaturen til det normale, således at sygdommen ikke varer mere end 2—2½ uge indtil rekonvalescensen, og denne er endda trods patientens meget medtagne tilstand forholdsvis kort.
Kilde: Wikipedia

**) Det er tankevækkende, at metoden til historieforvanskningen allerede står anbefalet i Zions vises Protokoller. Teksten var på russisk, og et eksemplar blev indført fra Rusland til England i begyndelsen af sidste århundrede. Protokollerne repræsenterer samlet en nyere drejebog for en århundredgammel erobringsplan. Det bedste bevis for Protokollernes ægthed er realiseringen af dem i nutiden. Et sted i protokollerne tilkendegives følgende målsætning:

… vi skal udviske fra menneskenes bevidsthed enhver hukommelse om tidligere århundreder, som er uønsket for os, og kun bibeholde dem, der udmaler alle de nationale regeringers fejltagelser … Alle hjulene i alle staternes maskinerier drives af kraften fra den motor, der er i vore hænder, og motoren i staternes maskinerier hedder: Guld.

***) Da den jødiske revisionist David Cole besøgte Auschwitz-museet i 1992 [der linkes til hans film sidst i artiklen], fik han forevist stedets helligdom, “det autentiske gaskammer”, som hver dag fremvises for nye måbende generationer. (Dette såkaldte museum er rettelig et jødisk propagandacenter, pr. 2012 med 1,4 mio. betalende gæster om året.)
Under Coles vedholdende udspørgen erkendte chefguiden og direktøren at dette “autentiske” gaskammer er en rekonstruktion fra efter krigen.
Efter revisionisters og denne redaktions opfattelse fungerede dette rum fra det blev bygget (måske i 1941) og gennem hele krigen som lighus i tilslutning til det lokale krematorium i Auschwitz I, hovedlejren. Da de allierede begyndte af bombe Auschwitz’ krigsproduktion, blev lighuset lejlighedsvis benyttet som luftbeskyttelsesrum for vagtpersonalet. Krematorierne havde murede relativt korte, firkantede skorstene. Tæt op ad det rekonstruerede “gaskammer” er der efter krigen tilføjet et nyt skorstensanlæg. Det skal virkeliggøre myten om, at de fleste jøder forlod lejren gennem skorstenene (formuleringen skal forestille at være tysk, men er jødisk). Det tilbyggede anlæg er imidlertid ikke forbundet med “gaskammeret”, idet det udelukkende fungerer som kulisse og vartegn.
Den for tiden gældende jødiske udlægning af historien om dette lighus, der blev til et “gaskammer”, fortæller, at det under krigen fungerede som henrettelses-gaskammer for masseudryddelse af jøder. Bygningen er støbt i beton. Den har pudsede vægge, buet betonloft og støbt gulv. Museets guider forklarer, at der i taget oprindelig fandtes de 4 kvadratiske åbninger, som kan ses i dag, og det var gennem disse åbninger, Zyklon B-gas-granulatet blev drysset ned mellem de tæt sammenstuvede ofre. Åbningerne i taget blev lukket, inden gassen begyndte at frigøres, hvorefter alle i rummet døde. (Inden du gribes af denne historie, bør du læse Fred Leuchters rapporter, der bl.a. konkluderer, at rummet aldrig har indeholdt Zyklon B-gas og i øvrigt er uanvendeligt til massemord ved gasning.) Stadig ifølge myten blev gaskammeret på et tidspunkt, da den allierede bombning var blevet for intensiv, omdannet til beskyttelsesrum “for SS-folkene” og forsynet med skillevægge. De kvadratiske huller i taget blev muret til, og i den tilstand overtog russerne bygningen i 1945. På et senere tidspunkt (museumsdirektøren dr. F. Piper præciserer ikke nærmere) genskabte “russerne” de oprindelige åbninger i beskyttelsesrummets tag og fjernede skillevæggene, tillige den, der adskilte lighuset fra det tilstødende skyllerum. Derfor er rummet nu større, end det nogensinde har været. For at forstå denne proces er det nødvendigt at opfatte “russerne” synonymt med de jødiske holocaust-interessenter med russisk og polsk baggrund, der efter Tysklands kapitulation havde en helt ny propagandamission i at tilvejebringe et “nazi-gaskammer”. Eftersom de “genskabte” åbninger i taget iflg. påstanden præcis dækker de tidligere åbninger, er der hverken spor af sådanne tidligere åbninger eller af de mellemliggende påståede afblændinger. Man skulle tro, at der fandtes fotodokumentation af de forskellige faser. Men nej. Museets forklaring er ret smart, da den unddrager sig teknisk verifikation. I øvrigt er det ikke tilladt at foretage uafhængige tekniske undersøgelser i museet. Men museets forklaring understøttes ikke af virkeligheden. Luftfotos af bygningen har aldrig vist kvadratiske eller andre typer af åbninger i taget fra det tidsrum, hvor masseudryddelsen skulle have kørt i højeste gear. De jødiske historikere, der stædigt fastholder denne forklaring, har absolut intet foretaget sig for at føre bevis for deres påstand, men har blot erklæret den for et faktum, hvilket er helt typisk for tilsvarende påstande om holocaust. Når vi gør en del ud af at forklare det svage standpunkt for påstanden om masseudryddelse ved gasninger i Auschwitz, er det fordi Auschwitz er den sidste bastion, som stadig holdes i denne jødiske krig mod virkeligheden. Alle øvrige anklager mod andre tyske kz-lejre i denne sag om folkemord er gendrevet af revisionister, og resultatet accepteres af ærlige historikere. Når også løgnen om Auschwitz som udryddelsesfabrik til sidst spiller fallit, har den omfattende Shoah-business og den ortodokse myte om gasning af 6 millioner jøder et betydeligt forklaringsproblem. I dag har vi en situation, hvor jøderne reelt benægter fakta, og det vil de fortsætte med, hvis vi ikke forhindrer dem i at fremture. Det er lykkedes dem i Danmark at indføre en fast årlig Auschwitz-dag formidlet af DIIS, som danske skolelever hjernevaskes til at deltage i, og som deres skattebetalende forældre finansierer.

Se David Coles film her.