Jødepressen forvansker billeder og fordrejer Historien

Overtagelsen

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 23. november 2013.

 

Jødiske medier fordrejer hele tiden den refererede virkelighed og vores historie. Forbrydelsen er omfattende og rettes især mod en bestemt del af Historiens politiske personligheder, Adolf Hitler, John F. Kennedy og senest lederen af Grækenlands nye nationalistiske parti Gyldent Daggry, Nikos Michaloliakos. En af jødernes yndede metoder består i at forvrænge ofrenes portrætter og udstille deres privatliv i lumre undertoner.
Når det jødiske netværk har erklæret en modstander for fjende, udfoldes der med nutidens muligheder for ensidig jødisk spredning af falsk information betydelig energi på at karakterdræbe ham gennem bagvaskelse.
Internettets større informerende tjenester er næsten hundrede procent tilpasset det øjeblikkelige jødiske standpunkt; se blot på udbuddet hos Wikipedia, Gyldendals Den Store Danske og Den Danske Ordbog. Holdningerne i disse tjenester er nøje afstemt til det gældende kodeks for politisk korrekthed. Korrekt historie fortælles med bestemte tilladte ord, fx “udryddelseslejr”, “nazisme” og “holocaust” i det samlede jødiske udtryk for “massemord på jøder”. Jøderne og deres lakajer undgår ord som: “koncentrationslejr”, “nationalsocialisme” og “endelig løsning”, eller lægger en anden betydning i “Die Endlösung der Jugendfrage”, der bliver til “total udryddelse” i stedet for at bruges i den historisk korrekte betydning “deportation af alle jøder fra Europa”. Der er utallige flere eksempler. Denne perversion erstatter objektive, værdineutrale tekster, som brugerne med rette kunne forvente fra opslagstjenester i Danmark.


Foto (uden gul tekst): Scanpix.

 

Ovenfor ses et af de talløse eksempler på, hvordan Hollywood konstant nærer Holocaust-løgnen og jødernes falske udlægning af historien. Det er jøden Steven Spielberg, der har produceret scenen til filmen Schindlers Liste. Holdningen hos de tre SS-folk understreger det jødiske budskab: Herrefolkskynisme og ringeagt. Dette til trods for, at elitekorpset SS var underlagt strenge regler, herunder prompte anbringelse i særlige forbedringslejre, hvis de begik overgreb, som det er skildret her. Men det er vigtigt for jødiske propagandister at slå fast, at SS var ondere og grusommere end fx Menachem Begin og hans Irgun-bande af såkaldte frihedskæmpere i Palæstina, selv om det ikke er muligt:
Deir Yassin var en arabisk landsby vest for Jerusalem. Den blev udslettet af israelske terrorister fra grupperingerne Irgun og Stern, der den 9. april 1948 massakrerede landsbyen og dens omkring 750 beboere. Fremgangsmåden var egnet til at fremkalde rædsel i den arabiske befolkning. Gravide kvinder fandtes skåret op og fostrene fjernet. Mange af ligene var kastet i de livsvigtige brønde, og morderne forhindrede dermed yderligere overlevelse på stedet. Rygterne om massakren fik omkring 300.000 palæstinensere til at flygte til nabolandene i ugerne efter.
En af de ansvarlige for massakren var Menachem Begin, senere israelsk premierminister, hædret med Nobels fredspris (det siger alt om denne prisuddelende institutions ledelse). Denne modbydelige og forrykte jøde forsvarede til det sidste den gunstige effekt af sit massemord for etableringen af staten Israel. Indtil videre har det været muligt for jødisk verdenspresse at undertrykke, at den israelske statsdannelse fra begyndelsen har fulgt gammeltestamentlige principper for røveri og mord. Derfor er Israel i dag verdens slyngelstat nr. 1 – og en dødelig kræftsvulst på verdensfreden.

På hylderne i nordiske supermarkeder lanceres i en uophørlig strøm bøgerne af tidens jødiske forfattere side om side med jødisk producerede billedmagasiner, der ligesom de skrevne tekster gennemgående nedgør Hitler og Det Tredje Rige. En af kampagnerne består i at undervise vores børn i en ny “masseudryddelse af jøder” angiveligt sat i værk i Østeuropa under Anden Verdenskrig. Dette ny appendiks til historien om jødernes Holocaust repræsenterer en dristig omkalfatring af den tidligere Historie, idet jødernes “masseudryddelse” i Tyskland og Polen (efter ihærdigt og dygtigt revisionistisk arbejde gennem mere end 25 år) ikke længere kan opnå det tilstrækkelige antal jødiske brændofre på 6 millioner (den talmudiske forudsætning for jødisk tilbagevenden til det forjættede land). Trods den manglende fysiske opfyldelse af profetien blev Palæstina besat i 1948, og siden har det handlet om at tilpasse den skrevne Historie, så profetien måske (?) kan opfyldes i menneskehedens kollektive bevidsthed efter endnu et par generationer med massiv jødisk løgne-propaganda.

Hvad gør det jødiske verdenssamfunds historieskrivere da som det mest naturlige i verden?
I denne talmudiske besættelse af det jødiske sind forlægger man drabsscenen for jødernes Holocaust og lancerer en ny Hollywood-understøttet verdenshistorie for den måbende menneskehed: “Nye 3 millioner jøder blev ‘masseudryddet’ i Østeuropa med hjælp fra Heinrich Himmlers SS,” hedder det nu (idet Himmler dermed forudsættes at have prioriteret sine elitestyrker med hasarderet lemfældighed). Specialstyrker fra SS skulle have forfulgt og nedskudt jøder på så fjerne og anonyme lokaliteter, at ingen længere har mulighed for at gendrive påstanden – og så i et antal på 3 millioner! Ville disse historieskrivningens desperados så i det mindste placere sig på kanten af bare én enkelt massegrav og pege på de tekniske beviser for påstanden. Men det er ikke sket.
Sidste gang, der blev peget på en sådan massegrav, var vel, da jøden Oluf Palme hyklerisk nævnte Katyn som eksempel på monstrøse krigsforbrydelser i Europa. Han nævnte ikke folkemordet på 40-60 millioner ukrainere og russere begået af jøder.
For nogle år siden blev det officielt afsløret, at nedskydningen i Katyn af tusindvis af polske officerer og civile ikke var blevet udført af tyske militære styrker, som de jødiske historikere havde ladet verden forstå. Mordene blev med overlæg begået af det jødisk ledede hemmelige sovjetiske politi, der ønskede at fjerne den polske elite i dennes egenskab af revolutionens “klassefjender”. I virkeligheden slår jøderne de bedste hvide europæere ihjel – og har længe gjort det – for at reducere modstandsviljen hos resten.
Det er yderligere et interessant men upåagtet faktum, at tidligt i 1945, efter “befrielsen” af tyske koncentrationslejre, obducerede allierede retsmedicinere et stort antal dødsofre med det formål at finde spor efter brugen af Zyklon-B-gas. Cyangassen ville let have kunnet spores som dødsårsag, hvis den havde været brugt mod disse mennesker, men de var døde af plettyfus og mangel på føde. Af gode grunde fandtes ingen spor af cyangas. Vores historiebøger og medier indeholder intet om dette. Uden tekniske beviser og uden pålidelige vidneforklaringer om de påståede gaskamre, var “de allierede” (læs: koordinerede jødisk dominerede efterretningsenheder fra Sovjet, USA og Storbritannien) nødt til at skaffe sig “tilståelser” fra tyske militærpersoner inden Nürnberg-farcen kunne afvikles til den måbende menneskeheds forargelse. Fremskaffelsen af tilståelser skete under anvendelsen af modbydelig tortur og trusler mod ofrenes familier om deportation østpå.

Historierevisionisterne må hele tiden levere de tekniske modbeviser for jødernes skiftende påstande. Det er et sært tilfælde af “hævdvunden” omvendt bevisbyrde. Under normale videnskabelige omstændigheder gælder reglen, at den, der fremsætter en påstand, må kunne føre bevis for dens rigtighed. Men den gælder ikke for jøder. De har tillid til, at deres mediemonopol kan gøre en hvilken som helst løgnehistorie til sandhed. Og det er de i skræmmende omfang lykkedes med. “Sandhed” i den forstand, at løgnen ikke gennemskues eller drages i tvivl, er vidt udbredt i nutiden. Verden vil bedrages, og Europas yngre generationer af egentlige europæere er blevet så fordummede, bl.a. på deres Historie, at en naturlig kritisk sans har mistet ethvert udviklingsgrundlag.

I går så jeg en ny forside på et af jødernes illustrerede “Historie”-magasiner. Overskriften hed “Hitlers kvinder” og viser Adolf Hitler som en fedladen levemand omgivet af mere eller mindre bekræftende kvinder. Tydeligvis er billederne digitalt manipuleret og arrangeret på en måde, så vellevned og lyst driver af dem. Selv om Hitlers kvindelige bekendtskaber kan have gået ud over samværet med Eva Braun, var han langt fra at være fedladen, levemand eller frastødende. Han var efter alt at dømme et uselvisk, ansvarligt og anstændigt menneske, der befandt sig i Historiens brændpunkt, tvunget til at træffe vanskelige beslutninger og til tider med nødvendig hårdhed. Han var yderst bevidst om at tjene som eksempel for den tyske befolkning. Her er en række anderledes beskrivelser af Adolf Hitler; den første fra hans personlige livvagt Rochus Misch, der døde for nylig:

Rochus Misch

Information 24. september 2013:

“Forleden dag sov Rochus Misch ind i en alder af 96 år, og ingen andre end den nærmeste familie ville sikkert have hæftet sig specielt ved dette dødsfald, hvis ikke han havde været den sidste endnu levende, der var med i bunkeren i Berlin, da Adolf Hitler begik selvmord.

Eller for at præcisere: Næppe mange ville have været så opmærksomme på Hitlers daværende livvagt, hvis han ikke til det sidste havde været så loyal over for sin “chef” (Misches egen formulering) og konsekvent karakteriseret ham som en “venlig” og “elskværdig” mand. For det er den vurdering, der bekymrer os – at en person, der i så mange år stod Hitler så nær, som det overhovedet er muligt, blev ved med at omtale ham som “et vældig behageligt menneske”.

Var Hitler da en venlig og elskværdig mand?

Taler vi Hitler privat, må svaret sandsynligvis være ja. Ganske vist hævdede hans kritiker, den tysk-jødiske skribent Kurt Tucholsky, at selve manden slet ikke fandtes, det gjorde kun den støj, han skabte, mens journalisten Karl Kraus erklærede, at slet intet faldt ham ind, når han tænkte på Hitler. Men Tucholsky og Kraus var intellektuelle og mødte aldrig Mischs “chef” personligt. I den begrænsede kreds, som gjorde – for fleres vedkommende dagligt og over mange år – var indtrykket et ganske andet. Ifølge disse øjenvidner var Hitler ikke kun venlig og elskværdig, men også høflig, loyal, galant på østrigsk maner og særdeles omsorgsfuld over for enhver slags personale. Dette bekræftes af alle fra Winnifred Wagner og Albert Speer til privatsekretærer, køkkenpersonale og højtstående stabsofficerer. Flere af dem fortalte i bøger eller interview om deres tid med Hitler. Og oplevelsen af diktatoren som privatmenneske er forbløffende samstemmende: Selv de, som efterfølgende fik gode grunde til at distancere sig fra Hitler, fortsatte med at opfatte ham som kun ‘alt for menneskelig’.

Der findes undtagelser. Men de er få.”
[…]

Oliver Stone

[Redaktionel kommentar:


Privatmennesket Adolf Hitler kunne tillade sig at smile.]

 

Oliver Stone:
“Hitler er en nem syndebuk i Historien, og det har været udnyttet på billigste vis. Han er produktet af en række handlinger. Det er årsag og virkning … Folk i USA kender ikke noget til sammenhængen mellem Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig,” og tilføjede, at han gennem sit arbejde som dokumentarist havde været i stand til at indleve sig i Hitlers og Stalins situation for at kunne forstå deres udgangspunkt.

“Vi skal til at udvikle vores bevidsthed, befri den og udvide den,” tilføjede han.

Kilde: Balder.org, Filminstruktøren Oliver Stone.

Joaquin Bochaca

Den catalonske Historie-revisionist og forfatter Joaquin Bochaca gav i et interview med The Barnes Review tidligere på året udtryk for sin personlige opfattelse af Adolf Hitler:

TBR: Vil du fortælle os, hvad du mener om Adolf Hitler?

BOCHACA: Jeg mener, at han er én af de største mænd i Europas og menneskehedens Historie.

Hans bog Mein Kampf skulle være obligatorisk læsning i skoler og på universiteter, i stedet har den usle behandling den har været udsat for. Jeg mener, at hans ideer om raceforhold er særdeles gode; han stod vagt om sin egen race. Hans verdensanskuelse, hans verdensbillede, er fuldstændig rigtigt for den europæiske tankegang … for alle de europæiske og hvide nationer. Når jeg siger “europæiske” mener jeg ikke blot Europa, men også de europæisk befolkede lande rundt om i verden.

I virkeligheden vendte Hitler sig ikke mod nogen race, undtagen den jødiske, og jeg tvivler på, at jøder er en race i videnskabelig forstand. Jeg mener, at de er en mental “race”, der fremkommer gennem indoktrinering fra deres “hellige” bøger.

Han var en af de få politiske ledere, der ikke havde nogen personlig formue. Han holdt af dyr. Han gjorde alt for sit land. Han var en stor mand.

Men efter min opfattelse har Historien vist, at han var for god af sig. Han stolede på Franco. Ingen, der kendte Franco, stolede på ham.

Hitler vandt det sociale slag og gjorde en ende på klassekampen; han afskaffede den hjemlige elendighed i Tyskland efter 1933. Han vandt de interne politiske slag. Og så var han virkelig et militært geni.

Men jeg mener, at han i de militære alliancer var for tillidsfuld, bl.a. over for Franco, Mussolini, (marskal) Pétain, (marskal) Mannerheim i Finland, han tolkede dem forkert. Han valgte at gå ud fra, at alle havde reelle hensigter, men virkeligheden var en anden.
[…]

Willis A. Carto

Den amerikanske revisionist og forfatter Willis A. Carto skriver om Hitler:

Mange af Hitlers egenskaber er anerkendte, så som hans fabelagtige hukommelse, hans fysiske mod, hans evner som taler, hans evne til at charmere mennesker på tomandshånd, samt hans skarpsindighed og viden i politiske spørgsmål.

Hvad fjendtligt indstillede forfattere, der skriver om Hitler, ikke ønsker at anerkende er hans dybgående og detaljerede viden om Historien og historiske personligheder, hans stærke retfærdighedssans, hans udtalte interesse for kunst og arkitektur, hans talent som førsteklasses militær strateg, hans idealisme og hans beslutsomhed i spørgsmålet om tysk genrejsning efter den straffende Versailles-traktat, der havde forkrøblet landet efter Første Verdenskrig.

Negativ billedmanipulation

Her et eksempel på, hvordan få ændringer af ansigtets proportioner kan ændre indtrykket af en personlighed radikalt (model):

 

De fleste billeder på Internettet af Adolf Hitler og andre, som jøderne forsøger at dæmonisere, er enten de tilbageværende dårligste (mindst sympatiske), de tydeligvis manipulerede billeder, billeder af dårlige dobbeltgængere og endelig billeder af denne eller hin skuepiller, som har givet Hitler det billede, som producenten, der ønsker sin mere eller mindre politiske film distribueret og solgt, har dikteret. Den jødiske presse spiller på alle tangenter, og især de sorte, når det drejer sig om at tilintetgøre modstandere, herunder videnskabeligt arbejdende mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved jødernes Holocaust eller ved jødernes generelle indflydelse. Jøderne og deres medier udmærker sig ved at være blottet for hæmninger og anstændighed.


Et eksempel på dæmonisering. Foto: Internettet

 

Man skal bemærke vægten på begrebet “ondskab”. Lyset på figurens ansigt kommer nedefra (fra helvede) og efterlader aflange refleksioner i øjnene, der får et djævelsk, nærmest reptilagtigt udseende.


Et andet eksempel.
Foto: Internettet

 

En mands had forandrede en hel verden, lyder budskabet fra denne plakat. Den unge “Hitler” med flammende øjne og seriøse pandegruber skuer mod det djævelske ragnarok, som han har tiltænkt verden – naturligvis af ren ondskab.

Til trods for primitiviteten i disse filmplakater opnår de ofte den tilsigtede effekt. Det skyldes i vid udstrækning, at billede- og filmforbrugere i den vestlige verden er opdraget til at tænke andres tanker frem for deres egne. Eftertænksomhed og kritisk analyse er en mangelvare.

Her på redaktionen foretrækker vi at opfatte Adolf Hitler efter fortjeneste: som en seriøs og velmenende europæisk statsmand, der blev forhindret i at indføre en ny ordning i Europa, efter at jøderne havde udbyttet Europa længe nok, og europæerne havde indstillet sig på at udvikle Europa efter europæiske forskrifter.

Det er på alle områder gået ad helvede til i Europa efter at jødernes havde held til at sønderlemme Tyskland og med hjælp fra “allierede” stormagter i Vesten kunne bekæmpe Adolf Hitler og forårsage hans militære nederlag. Jøderne har siden skadet de samme allierede på enhver tænkelig måde. I dag kan vi bevidne en accelererende opløsning indefra i alle disse nationer.

Negativt manipuleret undervisningsmateriale

Fra Aschehougs Forlag blev i 1982 udgivet et hæfte “Nazismens Fremmarch” forfattet af Flemming Lundahl. Det foreliggende eksemplar er stemplet: Amtscentralen for Undervisningsmidler (et sted på Sjælland).
Hæftet er møntet på unge mennesker. Hovedparten af de ca. 50 sider er opbygget som et tegneseriehæfte med tekster i tale- eller tænkebobler over personerne. Tendensen i hæftet fremgår af bagsidebilledet:

 

Bemærk tegnerens nærmest sygelige forsøg på at forvrænge virkeligheden. Der er ikke tale om satire, men om bevidst forsøg på karaktermord under dække af at være informerende.
Hæftet indoktrinerer gennemgående efter velkendt jødisk skabelon. Budskabet er, at Hitler og nationalsocialismen i Tyskland var ond. Jøderne burde have et forklaringsproblem med, at nationalsocialismens modstand mod jøderne var en konsekvens af den jødiske infiltration af det tyske samfund, nepotismen og udbytningen af det tyske folk.
Et lignende oprør mod nutidens jødiske besættelse af samfundets kirtler ønsker jøderne at afværge i fremtidens Europa med materiale som dette. Så længe vi lader os påvirke af denne propaganda, der påfører os en falsk skyld, så vi forbliver passive, gives jøderne tid og plads til at overtage Europa uden at blive anfægtet på ny.
Dette frastødende hæfte er illustreret af Jan O. Henriksen (idémand).
Teksten er forfattet af Flemming Lundahl.

Læs også artiklen: Jeg troede i lang tid på jøderne.

Denne fremstilling af Adolf Hitler kommer sandheden væsentligt nærmere:


Statsmanden Adolf Hitler. Foto: Internettet

 

Det er min faste overbevisning, at der ikke gives én eneste jøde i denne verden, som kan leve op til den begavelse og det moralkodeks, som Adolf Hitler stod for. Derfor udslettede jøderne ham med al nødvendig hjælp fra marionetterne Churchill og Roosevelt.