Jøderne opkøber videnskaberne og lukker andre ude

Overtagelsen

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 25. december 2013.

 

Flere og flere af de populære forskningsområder overtages af jødiske personer som konsekvens af jødernes særlige opfattelse af egen fortrinsret, kombineret med et veludviklet korruptionssystem og muligheden for at promovere egne aspiranter via mediemonopolet.

Det medfører en jødisk overrepræsentation i populære stillinger i Danmark, hvilket mere er konsekvensen af nepotisme, korruption og bestikkelse end nogen speciel velegnethed hos kandidaterne!

Man behøver ikke længere at praktisere jødedommen åbent. I dag kan man være jøde, halvjøde eller kryptojøde. Den jødiske identitet, det talmudiske grundlag, den internationale loyalitet og medlemskabet af det jødiske netværk skjules bag en facade af dansk levevis og tilhørsforhold.

Det foregår efter samme princip overalt i Europa på bekostning af egentlige danskeres, nordmænds, svenskeres, finners, tyskeres, franskmænds – alle ikke-jødiske børns og unges muligheder for at udvikle sig personligt, nationalt og med eneste loyalitet rettet mod eget fædreland (i modsætning til primære bindinger til Israel).

Hvad nytter det, at vi sender vores (endnu) kvalificerede og målrettede danske børn i gymnasiet og på universitetet, når den fri konkurrence om samfundets mest betydelige, prestigegivende og eftertragtede forskningspladser er sat ud af kraft, fordi disse stillinger ad usynlige omveje reserveres jødiske besættere af vort samfund. Der er tale om en accelererende beslaglæggelse og overtagelse, ikke helt som i Palæstina, men med samme resultat.


“Dansk astronaut [Andreas Mogensen] skal på mission i rummet.”
Foto: Peter Hove Olesen, Politiken 

 

Strategisk udelukkelse

Jøderne har sat sig det strategiske mål at overtage og kontrollere alt af betydning. Denne målsætning er selve substansen i filosofien om, at jøderne ultimativt skal eje hele verden og dens befolkninger.

Vi ikke-jøder skal begynde at forstå, at selv om målsætningen er sindssyg, forsøges den realiseret for fuld kraft, og at processen i retning af jødisk kontrol med alting udvikler sig eksponentielt imod en katastrofe. Det burde give anledning til skærpet opmærksomhed, ja, tendensen burde i virkeligheden give anledning til generel undtagelsestilstand. For det er et monstrøst overgreb på den øvrige menneskehed, vi kan bevidne. Det må og skal standses, hvis vores egne danske børn skal have fair betingelser for at overleve og udvikle sig inden for rammerne af deres naturlige domæne, det danske rigsfællesskab.

Astronomi og rumfart er erkendelses-videnskaber med stor PR-effekt

De populære videnskaber bag astronomi og rumfart er oplagte områder for jødernes overtagelses-iver. Der er betydelig prestige forbundet med at opnå ny erkendelse om Universet og deltage aktivt i udforskningen af vort eget solsystem, ikke mindst, når man råder over et pressemonopol, hvis del-opgave (foruden at udelukke ikke-jøder) er at præsentere og fremhæve alle jødiske landevindinger for den øvrige måbende menneskehed.

I Astronomisk Guide, udgivet af Astronomisk Selskab, skriver udgiveren i 2013: “… Astronomisk forskning og uddannelse i Danmark foregår primært ved universiteterne i København og Århus og på Danmarks Tekniske Universitet. … Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet og DTU “Space” har mekanik- og elektronikværksteder, hvor der bygges …”

Undersøger vi, hvem der bemander disse uddannelses- og forskningssteder, springer de udanske ansigter og navne i øjnene. Man nøjes ikke med at udveksle erfaringer med andre lande. Det er almindelig praksis at ansætte udlændinge ind i den lokale “multikultur”, men i dette tilfælde den eksklusive multikultur inden for det jødiske stammefællesskab. Derfor er det ikke primært navne som “Jensen” og “Pedersen”, der tegner disse videnskaber, men traditionelle jødiske navne, og navne på jødiske brødre og søstre fra den øvrige verden (Østeuropa og Israel).

At “Danmark har en lang tradition for astronomisk forskning, der rækker tilbage til Tycho Brahe i anden halvdel af 1500-tallet”, som det fortælles i Astronomisk Guide, er muligvis rigtigt, men forskningen er på nuværende tidspunkt ikke mere dansk, end jeg er jødisk. Den er beslaglagt og overtaget af jøderne i Danmark, og enhver landevinding inden for denne forskning vil i fremtiden blive forbundet med et jødisk navn eller et jødisk administreret institut. Det danske er en saga blot. Det er ikke danskerne, der får æren for nye fremskridt, men helt indforstået “jøder i Danmark”, stammefrænder i netværket.

Se denne liste over ansatte på “Niels Bohr institutet”. Der er en hel del fremmede personligheder, der nyder godt af danske skatteyderes forskningskroner.

Dansk astronaut! (?)

I 2009 præsenterede mainstreampressen Danmarks første astronaut, og nyskabelsen blev massivt introduceret og promoveret i aviser, radio og Tv:

Jyllands-Posten, 20. maj 2009: “Under et pressemøde i ESA udtalte den danske astronaut: ‘Godaften. Mit navn er Andreas Mogensen, jeg er 32 år gammel og fra Danmark, men bor i England …’”

Den Store Danske, ca. december 2010: “Andreas Enevold Mogensen, f. 1976, dansk astronaut, blev 20.5.2009 af det europæiske rumfartsagentur ESA [European Space Agency] udvalgt som nyt medlem af dets astronautkorps, sammen med fem andre.”

Politiken, 28. august 2013: “Dansk astronaut skal på mission i rummet.”

Berlingske, 28. august 2013: “Han blev født i Charlottenlund i 1976 som den næstældste i en søskendeflok på fire. Allerede da Andreas Mogensen var et halvt år flyttede familien til Thailand, derefter til Singapore og slog sig til sidst ned i USA.
Da Andreas Mogensen gik i 9. klasse, flyttede familien tilbage til Danmark. Her tog han en International Baccalaureate [en gruppe af tre undervisningsprogrammer og deres tilhørende eksamener], hvorefter han som 18-årig flyttede til London for at læse til aeronautisk ingeniør. Efter opholdet i England arbejdede han som ingeniør på boreplatforme i Congo og Angola i et år, før han vendte snuden hjem til Danmark og fik job i Vestas i Ringkøbing.”

osv., osv.


“Dansk astronaut-aspirant”,
men ikke dansker! Foto: Internettet

 

Andreas Mogensen promoveres gennem jødernes netværk. Det gør ham mere jødisk end dansk. Den etniske lighed med en anden kendt Supermand fra Hollywood er ikke tilfældig.

Hvor dansk er danske Andreas? Ja, medierne skriver helt ekstraordinært “danske Andreas”, og helt ekstraordinært præsenteres han med slægtstavle, så vi kan forvisse os om de danske aner – eller kan vi?:

Født i Charlottenlund og straks udrejst med forældrene til Thailand. Han kom først tilbage til Danmark i 9. klasse (svarende til 15–16 års levealder). I dag er han 37–38 år, og i cirka halvdelen af sin levetid har han været bosat uden for Danmark. Denne “danske Andreas” er sikkert rimeligt kvalificeret, men han oprinder af internationalister og er nogenlunde lige så dansk, som jeg er jødisk. Eller rettere sagt: lige så jødisk, som det er nødvendigt for at blive promoveret gennem jødernes netværk.

Jøderne i alle lande bestræber sig på at opstille jødiske kandidater i ly af den lokale etnicitet og nationalitet, fx for at skjule deres samlede tilstedeværelse i panelet af fremtidens astronauter. Den jødiske ambition er i alt beskedenhed, at kommende jordiske bosættelser af Universet skal grundlægges på jødiske gener i harmoni med jødedommens forudsigelser om det udvalgte folks fortrinsret. Måske vil vi, når den første rejse til Mars bliver en realitet se, at besætningen har samme monotone sammensætning som i de visioner og forhåbninger, der udtrykkes i film fra Hollywood. Det er helt sikkert, at besætningsmedlemmerne vil være camoufleret som amerikanere, russere, italienere, tyskere eller danskere, men de vil, hvis det står til stammefællesskabet, alle være agenter i jødernes netværk.

Du kan enten blive Astronom eller astronom

Kvalificeret studiehjælp under et universitetsstudium er ikke billig og derfor en sjælden mulighed for de fleste danskere. Som en del af det jødiske netværk kan du få billig hjælp, ikke bare mens du studerer, men længe forud for ansøgningen om studieplads.
En af mine venner fortalte om et forum, hvor amatører og unge astronom-aspiranter skulle kvalificerede sig gennem en teoretisk prøve for at få adgang til at fjernbetjene teleskoper i udlandet. En af de jødiske deltagere i kurset skabte opsigt med sin skriftlige prøve, og ved et tilfælde konstaterede min kilde, at eleven var blevet superviseret af en erfaren “dansk” astronom, der normalt intet havde med dette kursus at gøre.

Så snart et talent konstateres inden for jødernes netværk, køres kandidaten i stilling og promoveres derefter med alle nødvendige midler. Dette forudsætter et konstant beredskab og en pulje af ressourcer, der ikke er til rådighed for etniske danskere. Dermed er vilkårene ikke lige. Så længe et bestemt stammefællesskab i Danmark tillades at udøve organiseret forskelsbehandling, vil danskernes egne talentfulde børn blive forvist til samfundets mere ydmyge stillinger. Dette er i en nøddeskal årsagen til det jødiske problem i ethvert Europæisk værtssamfund i dag – jødernes tilbagevendende parasitære adfærd.

ESO (European Southern Observatory) er et samarbejde mellem 14 europæiske lande (Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig) om La Silla-observatoriet i Chile, der yderligere benyttes af Brasilien og Chile. ESO råder desuden over Very Large Telescope på Paranal, også i Chile. Danske astronomer har adgang til disse faciliteter, samt til det Nordiske Optiske Teleskop (af ældre tilsnit og ydmygt format) på La Palma, De Kanariske Øer. Desuden har Danmark adgang til Hubble-teleskopet og et antal satellitter, som medfører komponenter bygget i Danmark.

Det hedder sig, at brugerlandene i ESO i fællesskab finansierer opførelsen og driften af teleskoperne, men der foreligger ingen offentlig dokumentation, der viser, at teleskoperne er bygget for medlemslandenes bidrag alene. Teleskoperne i Chile, specielt La Cilla-anlægget er så prestigefyldt og kompromisløst dyrt, at pengene fra de nationale bidrag umuligt slår til. “Jødisk guld” i betydelige mængder finder vej til disse frontlinje-projekter mod Rummet, og “den der betaler musikken bestemmer, hvad der skal spilles.” Rigtigheden af påstanden om “noget for noget” kan enhver forvisse sig om ved at observere, at de prestigefyldte funktioner alt overvejende bemandes og administreres af jødiske videnskabsmænd og -kvinder. En etnisk europæisk astronom har samme mulighed for at opnå en betydende stilling i disse jødiske paladser, som en katolsk præst har for at prædike i synagogen.