Jødisk bankvæsen, åger og værdien af håbløs gæld

Overtagelsen

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 13. januar 2014.

 

Jøder har næsten evolutionært beskæftiget sig med udlån af penge. Ikke fordi de var tvunget til det. Lidenskaben er en konsekvens af jødedommen. Jordisk mammon er jødernes bekræftelse på Jehovas velsignelse. Fra deres tidligste tilstedeværelse i Europa har jøderne forøget deres kollektive formue gennem opkøb, herunder opkøb af gæld, administration af gæld, og ikke mindst udlån af penge til høje renter. Det er anvist i Torahen, at jøder må tage renter af “udlændinge” men ingen renter af deres egne. På den konto har den øvrige menneskehed allerede flere gange betalt for sin egen forarmelse og undergang.

Sidst nogen forsøgte at gøre op med en betydelig jødisk pengemaskine var i 1963 da John F. Kennedy ville frigøre nationen fra gældsåget til det føderale banksystem (Federal Reserve Banking). Forsøget sluttede samme år i Dallas, Texas, hvor han blev myrdet. (En jødisk amatørfotograf havde (tilfældigvis?) placeret sig så perfekt, at han kunne filme hele forløbet præcis hvor det udviklede sig, før, på og efter selve mordstedet.)

Et fremgangsrigt Tyskland havde i slutningen af 30’erne under ledelse af Adolf Hitler anfægtet en anden jødisk pengemaskine (en fast procent af verdenshandlen via London-børsen), ved at handle gennem direkte varebytte med andre nationer, hvorved det engelske valutasystem blev forbigået.

De engelske jøder erklærede uformelt Tyskland krig allerede i 1933 i form af larmende overskrifter i jødiske dagblade, og deres marionetter i den britiske regering fulgte trop i 1939 på hele nationens vegne. Det samme gentog sig er par år senere i USA.

I dag har jøderne som de økonomiske vindere af to verdenskrige konsolideret sig i de nationale og internationale bankvæsener og i den globale handel med valutaer. Du og jeg betaler hver dag ågerrenter til dette system, enten i form af for høj skat til staten, der har forgældet sig på nationens vegne, eller i form af banklån i almindelige danske banker med helt op til 33 procent i effektiv rente på almindelige udlån.

Læs også artiklen Slagt guldkalven.


Alan Greenspan. Foto: Internettet

 

Alan Greenspan var indtil 2006 nationalbankdirektør og “amerikansk” finanspolitiks Godfather. En anden jøde, Jacob Lew, er finansminiser.

Sådan udvikler gælden sig i det føderale USA: tælleapparat.

Det såkaldte brøkreservebankvæsen (“fractional banking”) findes såvel i USA som i Danmark. Princippet forklares på engelsk gennem flere udmærkede videoer på YouTube. Vi har valgt en enkelt ud, som vi linker til senere. Desværre har vi ikke kunnet finde en tilsvarende research af princippet for udstedelsen af valuta i det danske pengesystem. Men vort primære ærinde er gennem det amerikanske eksempel at vise, hvordan jøderne skaber deres penge, monstrøse formuer, hvormed de kan påvirke hvad som helst i international målestok, fx udviklingen – eller egentlig afviklingen af Europa gennem EU-systemet og ECB (European Central Bank) samt størrelser som IMF (International Monetary Fund).

Den amerikanske nations gæld til Fed-systemet er i skrivende stund på over 17.000 milliarder dollars (pr. april 2015 har tælleapparatet netop passeret 18.000 milliarder dollars – det er omkring 1.000 milliarder på 1 år … !). Denne ufattelige gæld forsøger amerikanerne at afbetale gennem deres skatter. Gælden vil aldrig kunne indfries, for der findes ikke penge nok i systemet til at indfri den. Den vil kun blive større, så længe “Fed” har ret til at trykke penge uden andet værdigrundlag end varm luft. Dette banksystem indtjener hvert år milliarder af dollars i ren rentegevinst, uden at nogen bag systemet bevæger en lillefinger. Skatteyderne må derimod arbejde for pengene, eller gå til grunde. Systemet blev indført i 1913 som the Federal Reserve Act gennem en kupagtig afstemning i Kongressen i juledagene.

Det særlige ved brøkreservebanksystemet er, at med udstedelsen af en bestemt mængde pengesedler kan valutaen (valuta i modsætning til værdi) gennem en serie af brøkdels-udlån mangedobles. En brøkdel af den forhåndenværende værdi (fraktion) tilbageholdes som garantisum, og resten kan udlånes; i USA’s er det hhv. 10 og 90 procent af fraktionen. Dermed kan fx 10 milliarder dollars i Fed-sedler gennem bare 10 udlån af “90-procent-delen” blive til 65 milliarder dollars på papiret, typisk udlånsbeviser (tal i computeren). Antallet af fraktioner er uden grænser, så i princippet kan fraktioneringen fortsætte indtil de 10 milliarder er blevet til 100 milliarder. På den måde verserer en langt større nominel pengeværdi, end der er fysiske mønter og sedler for, og banksystemet beriger sig på rentegevinsten af det totale pålydende.
Ifølge en tidligere bragt video fra 2013 (som nu i 2015 er væk fra YouTube) skulle de fysiske pengebeviser (mønter og sedler) i USA kun have udgjort 41 mia. dollars på tidspunktet, og det antoges, at kun 3 procent af den totale nominelle pengeværdi i USA var dækket af fysiske penge (garantipenge). De resterende 97 procent var tal i bankernes computere! Dette forhold er givetvis ikke blevet gunstigere for den amerikanske nation siden 2013. I Danmark kaldes den større del af fraktionen for “kreditpenge”. For USA’s vedkommende kan man gange 41 milliarder dollars med 97 og få et indtryk af mængden af “varm luft”, eller pænere udtrykt, “kreditbeløbet”. Det er andrager omkring 4.000 milliarder dollars. Dette beløb er på ingen måde understøttet af guld- eller sølvreserver, som nogen måske stadig tror. Det er kun tal, der tjener som grundlag for opkrævning af gode renter i form lånernes produktivt tjente penge.

Princippet er velegnet for jødernes business og kommer overvejende “eliten” til gode. Til gengæld er det af indlysende årsager skrøbeligt i de situationer, hvor folk mister tilliden til en bank og vil have deres tilgodehavender kapitaliseret. I Danmark kender vi allerede adskillige eksempler. Kun de største (“strategiske”) banker bliver altid reddet af staten, dvs. skatteyderne. Har du glemt den seneste bankpakke? Det hed sig, at bankerne lånte pengene af staten. Men i praksis opkrævede de straks lånegælden hos kunderne gennem arbitrære rentestigninger. Danskernes tilsvarende forøgede gæld kan stadigvæk kun betales med allerede beskattede penge. Ekstraopkrævningen blev arrogant begrundet med, at bankerne kun gjorde, hvad der var nødvendigt for at “stabilisere” situationen. Her skal man et øjeblik forsøge at forestille sig, hvem der forårsager ustabiliteten. Nogen i de store banker må have været “fornøjet”.

I Danmark anses 6% af den nominelle pengebeholdning at være garantipenge (mønter og sedler, evt. modsvaret i guld), mens resten, 94 procent, er kreditpenge (varm luft). Når du i 2014 går hen i banken og låner 5 millioner til et hus, får du som bekendt ingen penge udbetalt kontant. Først får du et lånetilsagn og senere et lånebevis. Ingen fysiske penge skifter hænder. Før i tiden kunne vi låne kontante penge, fordi vi selv og andre havde sparet op af vores respektive overskud. Pengene lå (formodet) sikkert i bankens hvælvinger, eller var modsvaret af en guldreserve i Nationalbanken. I dag sparer ingen almindelige mennesker op; det er blevet meget, meget nemt at låne, og banken ligger ikke inde med større kontante beløb, end det er nødvendigt for at honorere mindre kontante udbetalinger via automater o.l.

Denne video er fra YouTube (2013). Økonomen Mike Malony fortæller på letfatteligt engelsk om virkningen af The Biggest Scam In The History Of Mankind i USA.
Du kan med fordel se den hele halve times illustrerede forklaring, eller du kan kigge fra det 18. minut, hvorfra der vises en repetition.

Bemærk: Når amerikanerne siger “billion”, svarer det til “1 dansk milliard” (10^9); når de siger “trillion”, svarer det til “1000 danske milliarder” eller “1 dansk billion” (10^12).
(En “dansk billiard” er 10^15 (US: Quadrillion), og en “dansk trillion” er 10^18 (US: Quintillion)). Derfor omtaler de deres gæld som “17 trillioner dollars”. Hvem tror du hæver renterne af den gæld?

Jürgen Graf har skrevet om jødernes udlånsbusiness i Europa

Her et uddrag af Grafs introduktion til bogen Kontroversen om Zion af Douglas Reed.

“Trods alle indre stridigheder, der selvfølgelig fandtes, fremstod jøderne i kristne lande som en tilsyneladende kompakt gruppe overfor deres værtsfolk. De undgik for eksempel at lade kristne domstole dømme i stridigheder mellem medlemmer af det jødiske fællesskab og ordnede det i stedet internt ved jødiske tribunaler. De boede i afsondrede ghettoer.

Under disse omstændigheder kunne der ikke opstå nogen sameksistens mellem det kristne befolkningsflertal og det jødiske mindretal, man levede i bedste fald side om side og i værste fald i konflikt med hinanden. De kristne massers mistroiske, endog fjendtlige holdning over for jøderne, som periodisk udløste pogromer, bliver af politiske korrekte historikere udelukkende fremstillet som et resultat af religiøs intolerance og præsters hetz, men havde i virkeligheden altid økonomiske årsager.

I Mosebøgerne hedder det:

Femte Mosebog, kap. 23:
v19 Du må ikke tage rente af din broder, hverken af penge, fødevarer eller andet, som man kan tage rente af.
v20 Af udlændinge må du tage rente, men ikke af din broder, hvis Herren din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i det land, du skal ind og tage i besiddelse.
v21 Når du aflægger et løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og du vil pådrage dig skyld.

Skrupelløse jødiske ågerkarle udnyttede i den grad tilladelsen til at “tage rente af udlændinge”: I England i middelalderen tog de jødiske pengeudlånere en rente på mellem 22 og 43 procent. [Det er rimeligt at antage, at 1500-tallets William Shakespeare i stykket Købmanden fra Venedig fremstillede en af hovedpersonerne, jøden og pengeudlåneren Shylock, som en grådig og usympatisk personlighed på grundlag af erfaringer fra England. Shylock er det engelske ord for skånselsløs pengeudlåner, en lånehaj, en ågerkarl.]

I Spanien tillod magthaverne jøderne i det fjortende århundrede en rentesats på 33 procent [de såkaldte sefardiske jøder havde da opholdt sig i landet siden 711, da de indrejste fra Afrika sammen med de muslimske Maurere.] Da der i Cuenca i 1326 udbrød hungersnød og bøndernes havde desperat brug for penge til indkøb af sædekorn, vægrede jøderne sig ved at låne dem penge, så længe de ikke måtte tage en rente på 40 procent.

Disse eksempler kan faktisk fortsættes efter forgodtbefindende. At jøderne med sådanne metoder ikke gjorde sig særligt populære er let at forstå. Hvor de stedlige myndigheder var fornuftige nok til at begrænse rentesatsen til et rimeligt niveau – som for eksempel i Venedig i det 16. århundrede, hvor den højst tilladte sats blev sænket til 5% – mindskedes også fjendtlighed mod jøderne.

Det blev i århundreder nægtet jøderne at få indflydelse på deres værtslandes samfundsorden, religion eller kultur, idet såvel den verdslige magt som kirken hurtigt fik sat en stopper for eventuelle forsøg i denne retning. Dette ændrede sig med den franske revolution (i hvilken jøderne, som Reed også beretter, i øvrigt ikke havde nogen nævneværdig andel). Som følge af revolutionen forsvandt de hidtidige begrænsninger for jøderne næsten overalt i Vesteuropa. Fra den ene dag til den anden bød de nye muligheder såvel som det samtidige voldsomme opsving i pressevæsnet jøderne hidtil uanede muligheder for at påvirke deres værtsbefolkninger, dvs. til udbredelsen af destruktive ideologier og til at propagandere for skadelige adfærdsformer.

Fra de jødiske lederes standpunkt var jødernes ligeberettigelse ganske vist et tveægget sværd; den bragte ikke kun umådelige fordele, men også meget håndgribelige farer med sig. For assimilationen lokkede nemlig stadig flere af dem, der tilhørte det jødiske fodfolk, som var blevet lede og kede af rabbinernes formynderi. Således løb de jødiske generaler den risiko, en dag at stå uden soldater.”

Det er en ubeskrivelig ulykke for menneskeheden, at denne assimilation ikke fortsatte gennem de følgende århundreder. Efter østjødernes massive indtog i Vesteuropa fra omkring år 1500 blev jødedommen oprustet med millioner af talmudiske fundamentalister, der havde deres udspring i det kaukasiske område på grænsen til Asien. Jødernes udbytning og ødelæggelse af værtslandene i Vesten i forsøget på at skabe deres New World Order har aldrig været mere hæmningsløs (og desværre upåagtet) end den er i dag (2014).