Kampagnen imod min bog –
Rudolf Hess: His Betrayal & Murder

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. Abdallah Melaouhi, 6. september 2013.

 

Rudolf Hess’ mangeårige sygehjælper fortæller om nidkærheden fra vore dages officielle jødebesatte Tyskland i at forhindre bogen Rudolf Hess: Hans besvigelse & mord at nå ud til offentligheden.

I denne artikel afslører forfatteren, hvordan hetzen imod ham blev foldet ud i medierne, om påstandene og injurierne, der kun var designet til at miskreditere ham og forhindre bogen i at blive udbredt.
Abdallah Melaouhi var Rudolf Hess’ sygehjælper i Spandau-fængslet de sidste fem år af hans liv. Se også denne omtale af Melaouhis bog.


Abdallah Melaouhi

 

Bøger har deres egen historie – et citat fra en nu glemt romersk digter århundreder før vi fandt på nutidens bøger. Min pointe er, at når man udtaler sig og står offentligt frem for at udbrede facts eller meninger, så, uanset om formidlingen sker via lertavler, barken fra et birketræ, papyrus eller som nu på papir, har det ikke udelukkende fremmet venskaber, men har fra tid til anden skabt lidenskabelige modstandere. Censur, lister over forbudte bøger og afbrænding af bøger er fænomener, der er lige så gamle som menneskeheden, og altså ikke blot begrænset til de 12 år hvor min patient, Rudolf Hess, indtog en prominent politisk position. Det hele foregår stadig, også hvor vi ikke ville tro det muligt.

Jeg kom til Tyskland for mere end 45 år siden med forventningen om at komme til et civiliseret land, et land hvor enhver frit kunne udtrykke enhver holdning, så længe han eller hun ikke opførte sig kriminelt eller voldeligt, et land, hvor friheden til at tale frit var så grundfæstet, at den med lethed overkom forskelle i holdninger og synspunkter.
Jeg har intet forkert foretaget mig i dette land. Jeg har draget omsorg for Rudolf Hess som patient, men ikke kun det. Jeg har generelt udført mit arbejde professionelt. Jeg har plejet såvel venstrefløjens ekstremister som utallige ukendte patienter, mennesker, der havde brug for pleje, invalide og tilskadekomne, tyskere og fremmede, kristne og muslimer såvel som folk med en sekulær opfattelse.

Jeg har aldrig spurgt om, hvad mine patienter foretog sig i livet eller om deres politiske eller religiøse ståsted, kun om, hvordan jeg kunne lindre deres lidelser.

Jeg har aldrig forholdt mig til den politiske Rudolf Hess, hverken positivt eller negativt. Min interesse har aldrig været en historisk evaluering af hans liv. I den henseende er der allerede sagt tilstrækkeligt for og imod ham fra kilder med større autoritet. Min primære interesse er at afdække den forbrydelse, som jeg kom til at bevidne. Offentligt har jeg udtalt, at min patient var den tidligere Reichminister Rudolf Hess. Denne udtalelse er et faktum og ikke en glorificering.

Allerede i 1989 [Hess døde i 1987] måtte jeg acceptere det vilkår, at “the British Foreign Office”, der var under pres fra medierne, i stedet for at åbne sine arkiver eller selv fremlægge undersøgelsen, der var udført post mortem af den britiske patolog Cameron, forsøgte at ødelægge mit omdømme uden at modbevise eller imødegå et eneste af mine argumenter. For eksempel erklærede “Foreign Office”, at jeg udelukkende pressede på for en undersøgelse af omstændighederne ved Rudolf Hess’ død, fordi jeg blev betalt af neonazister, af Wolf Rüdiger Hess [Rudolf Hess’ søn] eller af andre. Jeg blev beskyldt for at være konspirationsteoretiker og blev portrætteret som en ubetydelig, egofikseret galning, der for første gang i sit liv kunne sole sig i rampelyset fra Tv og presse.

Det samme forsøges nu mod mig igen. Da det blev kendt, at jeg holdt foredrag om mine år sammen med Hess, og at jeg var ved at forberede en bog over emnet, blev en helt uhørt kampagne sat i gang rettet imod mig. Ikke en eneste gang undervejs har man forholdt sig til mine argumenter, og mine påstande er hverken blevet behandlet eller afvist. I stedet flyder flosklerne. Insinuationer og anklager er blevet fremsat, og det klassiske knockout-argument – højreekstremist – er taget i brug.

Den 1. juli 2008 [11 år efter Hess’ død] diskuterede “the Migration and Integration Advisory Council” i Spandau “sagen Abadallah Melaouhi” som punkt 3. på dagsordenen. En ekspert fra det demokratiske kulturcenter, fru Dantschke, en person, jeg intet kender til, var inviteret og bemærkede i sit indlæg, at jeg i øjeblikket var under efterforskning. Der var rejst tiltaler mod mig efter anklager om “at sprede propaganda”, “udstede falske anklager” og for “bagvaskelse af staten”. Jeg skulle også være tiltalt for at begå “sikkerhedsbrud” og for at have smuglet dokumenter, der relaterede sig til Rudolf Hess, ud af fængslet. Sært nok havde ingen offentlig anklager endnu henvendt sig til mig om disse forhold.

Denne ekspert, fru Dantschke, vidste tydeligvis mere end jeg gør om denne sag, og her må jeg stille spørgsmålet: Hvor får hun sine oplysninger fra? Er det sådan at offentlige anklagere i Tyskland først informerer “centre for demokratisk kultur”? Fru Dantschke, der har skabt sig et levebrød ved konstant af “afsløre undergravende højreaktiviteter” tæller mig nu blandt prominente i “højreekstremistiske kredse” …

I mine foredrag har jeg fortalt om begivenhederne i Spandau-fængslet, chikanen mod en gammel mand, den totale isolering og hans bestræbelser på at holde sammen på sig selv, at bevare sin fysiske og mentale sundhed, om mine samtaler med ham og om mine små opnåede fordele. Ja, jeg indrømmer, at jeg af og til “smuglede” et stykke chokolade eller en kage ind i fængslet. Jeg ville gøre det igen, hvis det kom dertil.

Jeg blev en overgang utilsigtet “notorisk” da flere prominente tyske udgivelser meddelte: “Rådgivende komite fyrer Hess’ sygehjælper, fordi han glorificerer Hitlers stedfortræder i en bog.”

Under alle omstændigheder sagde de også: “Skønt bogen, som forfatteren selv vil udgive, endnu ikke er trykt, er den allerede i gang med at ophidse gemytterne.” Jeg vil gerne korrigere den ubegrundede påstand, at jeg har “støttet partiet NPD (Tysklands nationaldemokratiske parti) i dets forfalskning af historien.” Jeg har ingen bånd til NPD. Jeg har skrevet bogen Rudolf Hess: Hans besvigelse & mord for at åbenbare sandheden og bringe morderne for retten.

Jeg venter stadig på bevis for påstanden om, at jeg har forsøgt at “rehabilitere” min terminalt syge patient, “en dømt krigsforbryder”. Jeg venter også på en invitation fra de mainstreampartier i Tyskland, som, til trods for at de angiveligt skulle nære stor interesse for at få sandheden frem, alligevel ikke er interesseret i at diskutere mordet på en tysk borger. Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvad der er så hemmeligt ved, sundhed, spisevaner, religiøs tilknytning, daglige rutiner, læsevaner og andre hobbies for en verdensberømt fange, der kunne retfærdiggøre fortielsen af disse forhold og klassificere min omtale som “sikkerhedsbrud”. Jeg spørger også mig selv, hvorfor den politisk modne tyske offentlighed, “den kritiske offentlighed” har været nødt til at opgive sin indlysende ret til at sætte spørgsmålstegn ved adskillige tilfælde af manglende sammenhæng i denne sag, blot fordi en britisk offentlig anklager har besluttet at smække bøgerne i.

Er pastor Niemöller, der i mange år var fange i en koncentrationslejr under den nationalsocialistiske æra, også nazist, fordi han var overbevist om min patients overvejende uskyld, og fordi han af al magt stillede sig til rådighed for Hess’ løsladelse? Er Golo Mann nazist, fordi han som historiker hverken troede på legitimiteten af dommen over Hess under Nürnberg-processen eller kunne få øje på, hvilken forbrydelse Hess egentlig havde begået?

Er den meget kendte forsvarsadvokat, indenrigsminister og tidligere leder af partiet CSU i det bayerske parlament, dr. Alfred Seidl, nazist, fordi han mener, at Hess blev myrdet? Er den franske fængselspræst Gabel også nazist, fordi han nærede dyb sympati for denne fange, og i et brev til mig udtrykker sin overbevisning om, at Hess blev myrdet? Er den tidligere ledende borgmester i Berlin, Eberhard Diepgen, nazist, fordi han tildelte Gabel “Das Verdienstkreuz in 1. Klasse” den federale tyske republiks fortjenstmedalje for hans arbejde som præst for Hess?

Er den tidligere amerikanske fængselsdirektør, Eugene K. Bird, også nazist fordi han ønskede at lade fangen tale for sig selv, og senere blev overbevist om, at et fordægtigt spil førte til Hess’ død? Er redaktørerne på BBC og på Le Figaro-magasinet også nazister, bare fordi de ikke troede på, at Hess havde mulighed for at tage sit eget liv? Er patologerne dr. Spann og dr. Eisenmenger nazister, fordi deres retsmedicinske undersøgelser viste, at Hess ikke kunne have taget sit eget liv? Er jeg nazist, fordi jeg ikke kan acceptere, at en af mine medborgere myrdes, uden at nogen stilles til ansvar?

Så mange medlevende mennesker og deres mange argumenter, modstandskæmpere, betydende mennesker fra Tysklands federale ledelse, tidligere aktive pacifister, lægeligt praktiserende, journalister, udlændinge, institutter – er de nazister alle som en? Man kan bekymre sig til døde over dette Tyskland.