Kennedy-klanens forbandelse –
eller straffen for at ville revidere USA

Sand Historie

O-D-I-N.org, John Nugent [1], The Barnes Review, maj-juni 2013 [opdateret 2016-08-22].

 

Det er blevet sagt, at Joseph P. Kennedy Sr. var forfulgt af en forbandelse. Forfatteren af denne artikel, John Nugent, mener, at Kennedy-klanens “forbandelse” har mere at gøre med det faktum, at familien havde indsigt med de  jødiske kræfter, som fra kulissen udformede USA’s globale affærer (the New World Order), og at Kennedy-klanen var en af de få prominente amerikanske familier, der havde ressourcer til at udfordrede jøderne. Under en rejse til det krigshærgede Tyskland i 1944, for eksempel, udløste politikeren John F. Kennedy utvivlsomt harme blandt jøderne, da han udtrykte beundring for, hvad Adolf Hitler havde formået i Tyskland, mens han samtidig tvivlede på hensigtsmæssigheden af den kommunistiske besættelsespolitik og de allierede troppers optræden …

President_John_F_Kennedy_1960_240x300
 Præsident John F. Kennedy, 1960.

 

Kennedy-klanens forbandelse

Sent i juli og tidligt i august 1945, kun uger efter afslutningen af krigen i Europa, besøgte den 28-årige US Marine-løjtnant John F. Kennedy det krigshærgede Tyskland. Med ham på turen var USA’s flådeminister James Forrestal (som præsident Truman senere udnævnte til første-forsvarsminister). Kennedy registrerede sine oplevelser og observationer i en dagbog, der ikke blev kendt i offentligheden før i 1995. (Den blev udgivet under titlen Prelude to Leadership: The European Diary of John F. Kennedy, Summer 1945.)

Disse dagbogsoptegnelser viser den ungdommelige Kennedys vidtrækkende nysgerrighed og øje for detaljer – egenskaber der også fremgik af hans to bestsellers, While England Slept (1940) og Profiles in Courage.

Tidligere i 1945 havde han været til stede ved åbningen af De Forenede Nationers organisation i San Francisco, og han havde besøgt Storbritannien for at overvære valgkampagnen til parlamentet, idet han dækkede begge begivenheder som journalist for Hearst aviskæden.

I Berlin noterede Kennedy ved sin ankomst den 28. juli 1945: “Ødelæggelsen er total. Unter den Linden (boulevard) og gaderne er relativt fremkommelige, men der er ikke en eneste bygning, som ikke er udbrændt. På nogle af gaderne er stanken fra ligene overvældende – sødlig og kvalmende.”

Om befolkningen i Berlin rapporterede han: “Minimumsrationen er 1,5 pund (ca. 750 g føde) om dagen – svarende til ca. 1200 kalorier (2000 kalorier anses af sundhedsmyndighederne for en normal diæt, og rationerne udgør kun 900 kalorier i Wien.)”

Kennedy tilføjede flere notater i sin dagbog om voldsomheden af den sovjetrussiske okkupation af Tyskland.

“Russerne rykkede ind med en sådan vildskab i begyndelsen – hvor de lænsede fabrikkerne for alt brugbart og voldtog kvinder i flæng – at de stødte de tyske medlemmer af kommunistpartiet fra sig, der havde visse interesser i virksomhederne … Voldtægt og plyndring (udført af sovjettropper) var almindeligt.” Kennedy tilføjede yderligere: “Hvad de ikke fjernede, destruerede de.

” Et andet sted skrev han: “Russerne har i det store og hele plyndret landet, de lever af det … Russerne har samlet alle de førlige mænd og kvinder og sendt dem bort.”

Han gjorde også en bemærkning om de britiske og amerikanske luftangreb: “Ifølge vores flådeeksperter, havde vores bombning af Tyskland ingen større effekt i forsøget på at standse deres krigsproduktion, og produktionen forøgedes trefoldigt i tiden fra 1942–1944.

Kennedy rapporterede også, at lige til slutningen vedligeholdtes der tilstrækkelig madforsyning i den tyske hovedstad. “Madforsyningen i Berlin var yderst velorganiseret, selv under den værste blitz.”

Kennedy rejste sammen med minister James Forrestal til Bremen, et vigtigt nordtysk industri- og forretningscenter og en af de store havnebyer. Han rapporterede, at russerne ikke var den eneste besættelsesmagt, der foretog omfattende plyndring i Tyskland: “Briterne var nået ind til Bremen foran os – og alle var fuldstændigt enslydende i deres beskrivelser af den britiske plyndring og ødelæggelse, der havde været særdeles omfattende. De havde taget alt maritimt relateret – skibe, mindre både, smøremidler, maskineri, osv.”

Han bemærkede også amerikanske troppers fejloptræden: “Amerikanerne plyndrede i betydeligt omfang selve byen Bremen, da de ankom,” skrev han. “Folk er næppe opmærksomme på,” tilføjede han, “hvor heldige de har været ved at undgå russerne. (Men) hvad angår plyndringen af byer og boliger, er briterne og amerikanerne også i høj grad skyldige.” I Bremen, skrev Kennedy: “På trods af det hele synes ingen af de amerikanske officerer og mænd her at nære noget udpræget had mod Tyskerne.”

Kennedy mødtes og talte med amerikanske flådeofficerer i Bremen. Da han selv havde været chef på en amerikansk motortorpedobåd i Stillehavet – PT-109, som han nåede at gøre berømt – var han særligt interesseret i det tyske modstykke, den såkaldte Schnellboot eller S-båd. Efter at have sammenlignet i detaljer, konkluderede Kennedy, at den tyske udgave var “fuldstændigt overlegen i forhold til vores PT-båd.”

Efter Bremen og Bremerhaven, fløj Kennedy og Forrester til Bayern, hvor de besøgte byen Berchtesgaden, hvorefter de kørte op til Hitlers bjergretræte, der var “fuldstændig udslettet som resultatet af et RAF-luftangreb med 12.000 punds bomber i et forsøg på at myrde Hitler.”

Lige efter dette besøg, skrev Kennedy en bemærkelsesværdig kommentar i sin dagbog, dateret 1. august 1945, om Hitler og hans plads i historien: “Efter at have besøgt disse steder, er det nærliggende at forestille sig, at inden for få år vil Hitler rejse sig af det had, der omgiver ham nu, som en af de mest betydelige skikkelser, der nogen sinde har levet.” Kennedy skrev videre: “Han havde grænseløse ambitioner for sit land, og det blev opfattet som en trussel mod freden i Verden, men der var en mystik omkring hans levemåde og ved omstændighederne omkring hans død, som vil leve og vokse efter ham. Han var af det materiale, som legender gøres af.”

Mindre end et år efter denne Europa-rundrejse, blev Kennedy valgt i Massachusetts til Kongressen, starten på en politisk karriere, der skulle bringe ham til Det Hvide Hus. Kun få år efter, stillede senator Kennedy op til præsidentvalget, skønt få gav ham en chance for at vinde over vicepræsident Richard Milhous Nixon, men det gjorde han, og blev præsident i 1960.

Var Kennedy-familien antisemitisk?

Det er min overbevisning, at Kennedy’ernes strategi, fars og sønners, var at foregive at være liberale og projødiske, for med tiden, gennem magten fra præsidentembedet, at ødelægge det privatejede og kontrollerede Federal Reserve Bank, som Joseph Kennedy Sr. korrekt så som den ultimative finansielle kilde til nutidens jødiske dominans: magten til at trykke penge, til at udlåne dem eller lade være, magten til at udløse depressioner og nedlukke forretningsforetagender, magten til at afskære kreditter, og således magten til at lade deres patriotiske fjender gå i hundene og fuldende den jødiske overtagelse af vores medier, vores politikere (der allerede skal bruge desperat med penge til valgkampagner) og til sidst hele nationen.

US Flyvevåben-løjtnant Joseph Patrick “Joe” Kennedy Jr., intelligent og robust, og den ældste, var den første søn, der af sin far blev udvalgt til en hæderkronet politisk karriere. Uheldigvis blev han dræbt, da hans fly blev skudt ned under Anden Verdenskrig, efter at præsident Franklin D. Roosevelt og Joe Kennedy Sr. var gerådet i nærmest åben konflikt. Gennem årtier er det blevet hævdet, at Joe Jr. blev myrdet:

Den 12. august 1944 var US Marine-pilot Joe Kennedy Jr. i færd med at styre en eksperimentel udgave af en B-17 lastet med Torpex mod en af akse-magternes fæstninger i Nordfrankrig. Cirka 100 meter bag ham, i en Mosquito, fløj fra USAF, oberst Elliot Roosevelt, der var søn af præsident Franklin D. Roosevelt.  Roosevelt Jr.'s opgave var at filme missionen.
Pludselig ud af den blå luft eksploderede Kennedys fly.
Kennedy havde været med til at teste fjernstyring af fly i projektet Aphrodite: Et betydeligt kvantum højeksplosive sprængstoffer blev lastet i en udrangeret B-17 bombemaskine, som manuelt blev fløjet frem mod et mål. I nærheden af målet reddede besætningen sig ud i faldskærm, hvorefter bombemaskinen blev fjernstyret resten af vejen. En enkelt velplaceret maskingeværsalve kunne have udløst detonationen i utide, siger tilhængerne af konspirationsteorien. Sammen med Kennedy dræbtes løjtnant Wilford J. Willy.
Op til ulykkestidspunktet var præsident Franklin D. Roosevelt* offentligt og privat blevet kritiseret af Joe Kennedy Sr.

Joseph_P_Kennedy_Jr_250xy

Under alle omstændigheder oplevede Joe Sr. – ved at holde sig til planen om udadtil at støtte jødiske interesser, mens han privat nærede stærke antijødiske følelser – at se sin næstældste søn, John F. Kennedy, besætte præsidentembedet med hjælp fra de jødiske medier og en betydelig jødisk vælgertilslutning.

Men ifølge mange iagttagere, sluttede kærlighedsaffæren mellem jøderne og John F. Kennedy meget snart efter hans edsaflæggelse som præsident.

Tænk over det: Kennedy-familiens patriark var stærk antisemit, og som amerikansk ambassadør havde han frarådet Amerika at gå ind i Anden Verdenskrig på briternes side. Den ældre Joes søn, John F. Kennedy, havde skrevet til fordel for Hitler. JFK havde også forsvaret den republikanske senator Robert Taft med bestselleren Profiles in Courage for at betegne Nürnberg-processen som en farce.

Som præsident havde Kennedy gjort alt, hvad der stod i hans magt for at forhindre staten Israel i at opbygge et atomarsenal til massedestruktion. (Læs Michael Collin Pipers Final Judgment: The Missing Link in the JFK Assassination Conspiracy, der forventes at udkomme fra The Barnes Review i en 7. udgave inden 50-årsdagen senere i år for mordet på John F. Kennedy.)

Det er min opfattelse, at den påståede “Kennedy-forbandelse” mere handler om, at en prominent amerikansk katolsk familie tog kampen op mod de jødiske finans- og mediemagthavere og betalte den ultimative pris,** end det har med nogen anden “forbandelse” at gøre.

Redaktionel opdatering

[Den 16. juli 1999 styrtede John F. Kennedy Jr. (f. 1960) ned med sit privatfly, en Piper Saratoga, angiveligt på grund af en fejlbetjening af autopiloten.


John F. Kennedy, Jr.

 

Han udstilles i denne tendentiøse og insinuerende Hollywood-udgave af en undersøgelse, der giver sig ud for at efterforske nedstyrtningen grundigt, som en uoverlagt person uden tilstrækkelig flyverutine. Alle mulige tekniske årsager, der kunne indeholde spor efter manipulation af navigationssystemet, frikendes på en måde, så alle må komme i tvivl. På den måde er det lettere at tilsløre attentatet som “pilotfejl”. 
Passagerer i flyet var Kennedys hustru, Carolyn Bessette-Kennedy, og hans svigerinde, Lauren Bessette. Ingen af de tre overlevede nedstyrtningen. Det er påfaldende, at der savnes en flyveplan for denne flyvning.

John F. Kennedy Jr. var en offentlig stjerne på vej op, velbegavet, stærk, beslutsom som sin far, og han havde udseendet med sig. Han kunne være blevet præsident og ville have præsenteret en ny uacceptabel risiko for sine fars mordere.

Dette angreb på en enkelt fremstående familie i USA siger mere om bagmændenes nedarvede sindssyge, end vi kan finde ord for.]

Kilder

1 John Nugent er freelance skribent hjemmehørende i Pennsylvania.

* Historien har vist, at Franklin D. Roosevelt var en vigtig marionet for logen af internationale jøder under Anden Verdenskrig. Han var sandsynligvis fra begyndelsen af sin stræben mod præsidentembedet jødernes “skabning”, der var udset til at skulle overtage kontrollen med USA. Sovjetmagten kunne ikke have forvoldt de vesteuropæiske nationer større skade under og efter Anden Verdenskrig end Roosevelt og Eisenhower præsterede tilsammen. Sovjetunionens bedste mand sad allerede i Det Hvide Hus. Mange forhold peger på, at Roosevelt på det personlige plan var under kolossalt pres det meste af tiden. Ikke kun for at skjule for de amerikanske vælgere, at han var lammet i begge ben og afhængig af kørestol – en udmattende maskepi og iscenesættelse. Dette var et præsidentskab, der skulle sende amerikanerne i krig for jøderne. 
Roosevelt døde efter lange perioder med svækkelse som en nedbrudt og resignerende mand. I krigens sidste faser var det vigtigt for de jødiske internationalister på begge sider af Atlanten, at sovjettropperne var de første, der nåede til Polen og det øvrige Østeuropa, inden De Vestallierede kunne “befri” disse områder. Det blev opnået med Roosevelts og general Dwight D. Eisenhowers nølende fremrykning fra Sydeuropa. Dette var de første faser i jødernes Holocaust. For nu blev det de jødiske kommissærer i Den Røde Hær, der først rykkede ind i bl.a. kz-lejren Auschwitz-Birkenau. Her fandt og beslaglagde de tyskernes efterladte dokumentation om lejrens drift og fangernes behandling. Der var intet, der indikerede masseudryddelse, og dokumenterne blev hemmeligt sendt til mørklægning i Moskva og kom først delvist for dagens lys under Gorbatjovs perestrojka (1989).

Efter besættelsen af Auschwitz var det de afløsende polske jøder, der undgik at fremlægge (og ikke blev afkrævet) teknisk bevismateriale ved Nürnberg-processen. I stedet torturerede britiske jøder i efterretningstjenesten lejrens sidste kommandant, Rudolf Höss, for at opnå “tilståelsen” om masseudryddelse af jøder i gaskamre. Myten om jødernes Holocaust hviler på dette dokument. I 1988 påviste datidens ekspert i amerikanske gaskamre Fred Leuchter med to videnskabelig undersøgelser, at gasningsscenariet efter påstanden var en fysisk umulighed. De jødiske autoriteter i Polen ombyggede efter krigen et ligrum i Auschwitz I lejren til et gaskammer, der fungerer som en kulisse i det Hollywoodagtige miljø, der i dag kendetegner det såkaldte Holocaust-museum. Det falske “gaskammer” underbygger det ortodokse holocaust og kan vises frem for millioner af betalende gæster hvert år. Museets bagmænd tillader nu ikke yderligere fysiske undersøgelser i Auschwitz-Birkenau.

Uanfægtet af denne historieforvanskning føres dagligt hundreder af mere eller mindre godtroende turister gennem det påståede gaskammer, hvor de forgiftes med jødernes øregas om holocaust. En jødisk forfatter har udtalt, at myten om jødernes Holocaust står og falder med eksistensen af gaskamrene i Auschwitz I og II. Påstanden om gaskamre i et antal udpegede “dødslejre” er beviseligt falsk. Men myten består endnu. Hvorfor? … Fordi det er et scenarium, som jøderne har investeret så mange penge og prestige i, at man ikke kan træde tilbage fra løgnen uden at blive stemplet som “menneskehedens fjender”. Og det kunne hænde, at den slumrende del af denne menneskehed endelig vågnede op og lagde fjernbetjeningerne til TV’et fra sig, fordi de omsider følte sig generet. Det kunne føre til afsløringer af andre bedragerier begået af samme gerningsmand. En lavine af afsløringer kunne gøre jøderne til en paria over hele verden. Det er et mareridt, som jøderne ikke kan risikere ved at indrømme, at deres Holocaust om 6 mio. gassede jøder var et trick, der kun har haft til formål at fremkalde og vedligeholde skyld hos europæerne, primært det tyske folk. Men det er vi nødt til at tvinge jøderne til at indrømme.

Læs bogen The Controversy of Zion fra 1956. Den er skrevet af den britiske korrespondent Douglas Reed. Han fortæller bl.a. om Roosevelts ageren under Anden Verdenskrig og under Jalta-konferencerne. Douglas Reed var en anerkendt korrespondent for The Times i London, indtil han begyndte at skrive kritisk om jødernes intriger i Europa og USA. Han levede fra 1895 til 1976 og oplevede således begge verdenskrige, hvilket gav ham et detaljeret indblik i første halvdel af det 20. århundrede.

** Attentatet på præsident John F. Kennedy i Dallas, Texas, kan til gengæld ikke forveksles med en ulykke. Attentatet blev naturligvis hverken besluttet eller udført af en vildfaren politisk afviger. Selv om Lee Harvey Oswald blev udråbt som den forvirrede attentatmand, var der så magtfulde interesser, der var parate til at sætte en stopper for John F. Kennedys revisionistiske og anti-jødiske linje i amerikansk politik, at dette attentat blev besluttet tæt på de kredse, der følte sig truet af hans åbne og ærlige politik. På grund af det umiddelbart følgende clearingmord på Lee Harvey Oswald selv nåede vi aldrig at høre hans egen version; og i 2011 døde også Oswalds morder, jøden Jacob Leon Rubenstein (kendt som Jack Ruby) angiveligt af en blodprop i hjertet. Hvilken personlig interesse havde denne jøde i at dræbe Oswald … ?
Talmud, en af jødernes rabiate lærebøger foreskriver:
De bedste af goyim fortjener at blive slået ihjel …