Ole Dammegaards appel til Politi og Forsvar

Overtagelsen

 O-D-I-N.NET, 3. august 2019.

 

Inden vi viderebringer forfatteren og systemkritikeren Ole Dammegaards appel til bl.a. danskerne i Politiet og Forsvaret, vil jeg indvi læseren i min personlige oplevelse af at blive forført til krig, som det sker i forsvaret og sikkert tilsvarende i politiet i dag i rollen som garant for tyrannernes kontrol med befolkningen.

Dengang som ung i 60’erne var jeg en normalt tilpasset dansker, der naivt opfattede regeringen og myndighederne som mine landsmænd og beskyttere og medierne som tjenende ånder, der loyalt holdt mig orienteret om, hvad der foregik i samfundet og ude i den store verden. Dermed mente jeg at være passende opdateret og kunne beslutte på et oplyst grundlag, var jeg overbevist om.

“Den fjerde statsmagt,” som pressen blev kaldt, holdt et vågent øje med politikerne og kontrollerede, at alt forløb som det skulle. Sådan blev det undervist i skolen og forsvaret. Hvad dagsordenen ellers gik ud på, ud over hvad der manifesterede sig i min hverdag, tænkte jeg ikke nærmere over. Jeg var en del af den udbredte konformitet med almindelig velvillighed over for efterkrigstidens politikere. Selv om jeg tog afstand fra langhårede venstreorienterede, svingede jeg på alle måder i absolut resonans med de medier og politiske kræfter, der allerede 20 år efter krigen kontrollerede store dele af samfundet, skulle det vise sig.

Den opfattelse tror jeg er normal for de fleste unge, og desværre ser det ud til, at de politiske dissidenter i dag, hvor iPhones og Internettet er blevet dominerende som opdragende faktorer, er færre end nogensinde tidligere. Hjernevasken begynder allerede inden første klasse med adgangen til fars og mors vægudgave af en fladskærm med X antal kanaler.

Jeg blev uddannet i en specialenhed, hvor kun en brøkdel af aspiranterne gennemførte. Vi var alle frivillige. Mit primære mål var at bevise for mig selv, at jeg kunne gennemføre uddannelsen, uden at jeg tænkte nærmere over, hvad det indebar. Da jeg havde bevist, at det kunne jeg, adopterede jeg den gældende opfattelse af, at Vesten var i kold krig med Sovjetunionen, og at jeg kunne blive sat til at bekæmpe russere og andre elementer fra Warsawapagten. Det fandt jeg helt naturligt og i et vist omfang velkomment. I det mindste var det ikke forkert at opfatte kommunismen som en trussel.

Men lad mig beskrive følelsen den dag, jeg fik udleveret min rigtige uniform efter elevtidens ydmygende kluns, den eftertragtede klædedragt, der viste, at jeg tilhørte et særligt broderskab. Det var en euforiserende fornemmelse at tage den på og derefter modtage det personlige våben, bekræftelsen på, at en gruppe af særlige personligheder anerkendte mig som et nyt medlem af deres fællesskab. Jeg var i overordentlig god fysisk form, og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af, at i denne uniform og med mit våben, var jeg uovervindelig – ganske enkelt urørlig. Verden kunne bare komme an.

Den opfattelse ændrer sig i løbet af et sekund, når et projektil er hamret ind i kroppen på din kammerat og forvandler ham til en sitrende bylt af dødsangst.

Men det værste var, at hvis jeg på det tidspunkt var blevet bedt om at snigmyrde den lokale brugsuddeler i hans egenskab af “sovjetisk spion”, havde jeg gjort det uden at stille spørgsmål eller nøle. I mange forhold var tjenesten livsfarlig, men jeg gjorde, hvad jeg blev bedt om uden at blinke. Ens nærmeste forestående var ikke blot respekteret for deres eksempel, men fuldstændigt urørlige forbilleder, som man ikke diskuterede en ordre med.

Først meget, meget senere (synes jeg) – da jeg omsider blev voksen nok til at få samvittighedskvaler over mit liv som specialist og over det afsavn, som min familie havde lidt, begyndte jeg at få øjnene op for, hvilke teknikker der blev brugt for at indoktrinere os til absolut konsensus. Først da blev jeg i stand til at skabe mig et overblik over det overordnede og videre perspektiv – over hvem der i virkeligheden kontrollerer vores forsvar og nu gør krigsdeltagelse obligatorisk for Danmark.

Det var ikke en brat opvågning. Den skete over en årrække, så det er bestemt ikke særligt fair at forlange af unge mennesker, at nu skal de for deres egen og deres families skyld være venlige at tænke sig om og findes sig et meningsfyldt job.

Men hvad andet kan vi “gamle” gøre, når vi kender til intrigen og sammenhængen bag den jødiske besættelsesmagts forsøg på at begå folkemord overalt på planeten. Tilsyneladende myrder jøderne kun løs inden for grænserne af Palæstina, men i den ikke mediebefordrede virkelighed dræber de uskyldige mennesker verden over i utallige false flag operationer, hvor typisk den arabiske verden udpeges som angribere. I alle nationer verden over, der er anlagt af hvide europæere, snigmyrder den voksende jødiske del af befolkningen planmæssigt den oprindelige hvide befolkning indefra, for eksempel med livsfarlig føde og medicin og gennem et sundhedsvæsen, der ikke kontrolleres.

Jøderne foretrækker, at dumme danskere, øvrige europæere og amerikanere udkæmper deres krige for dem, at vi hvide europæere helst dør eller invalideres i kampen for et større Israel. Det er også overladt til os at skabe ufred i verden og vedligeholde kriser. Med tiden – i kraft af en ubegribelig blindhed – spiller vi jøderne verdensmagten i hænde. Vi lever i illusionen om, at vi sammen med andre vestlige nationer yder en retfærdig indsats i “krigen mod terror”. Det er så ualmindelig dumt, at det er til at græde over, for denne medieskabte krig er en usædvanligt ond og vedholdende løgn, der begyndte med, at jøderne i 2001 myrdede et par tusinde mennesker, der arbejdede i tvillingtårnene på Manhattan, og gav den islamiske verden skylden.

Vores hjerner forurenes hver dag af de elektroniske medier og deres løgne. Vores børn lærer fra spil og film, at det er nødvendigt at udslette “muslimske terrorister” — Forkert!
Det er til gengæld nødvendigt, at vi forstår, at den eneste – den absolut eneste! terroristiske magtfaktor på kloden i dag, er det zionistisk kontrollerede USA med dets jødisk ejede militære industrielle kompleks (MIC) og USA’s “nærmeste allierede”, Israel!

Ved at arbejde for den kombination er det os, der bliver de virkelige terrorister.

Zionister i spidsen for verdens eneste supermagt vil, hvis vi tillader det – drive verden ud i en ny global krig. Bedrageriske anklager, false flag angreb, mord, provokationer foldes dagligt ud for øjnene af os, uden at vi ænser det. Hvis disse midler ikke virker efter hensigten for de jødiske bagmænd, vil de alligevel før eller siden forsøge at igangsætte en global krig – hvis vi tillader det!
I jødernes forskruede verdensbillede kan de ikke undgå at vinde. Den sidste del af deres agenda går ud på at reducere den ikke-jødiske befolkning på Jorden med foreløbigt halvdelen, og psykopaterne mener selv, at de vil overleve atomhelvedet enten i dybe underjordiske komplekser eller ved at møde deres frelser.

Det vil dog kun lykkes for jøderne, hvis vi i blindhed fortsætter med at tjene dette system. I Danmark forpligter de os gennem angrebspagten NATO. Derfor er det af største vigtighed, at du – kære unge/yngre politimand eller soldat – læser følgende velmenende appel, der er lige så betydningsfuld som den er behjertet.

Ole Dammegaards appel:

Jeg ønsker at sige dette til politifolk, sikkerhedspersoner, udrykningsstyrker, uanset tjeneste – Venligst – jeg beder jer i venlighed om, at I informerer jer selv. Find ud af hvem, der har etableret den agenda I støtter. Den nuværende situation er kun mulig, fordi I er med til at forsvare den.

I modtog jeres skilt og svor på jeres ære at ville beskytte jeres folk – ikke terrorisere det. I øjeblikket er I med til at terrorisere befolkningen. Der er ingen ære i det, ingen ære overhovedet – og folket … – Historien vil ikke se med milde øjne på handlinger, der har støttet den nuværende agenda. Jeg beder jer – for jeres egen og jeres familiers skyld – find ud af, hvad den herskende agenda går ud på. I er en styrke, der skal beskytte folket, så beskyt jeres folk – Gør det nu!

I er også nødt til at forstå, at dagsordenen, der er sat af de folk, som I arbejder for, samtidig indebærer, at I er uden betydning for dem som mennesker. Så snart I ikke er nødvendige, eller I giver anledning til problemer overhovedet, er I ude af billedet. I er en tom uniform! – og man vil om nødvendigt tage sig af jer som et problem. De mennesker ser jer kun som et magtfuldt redskab. Så snart de ikke behøver jer, er I prisgivet.

Så selv om jeg ved, hvor bekvemt det er for jer, at I kan betale for huset med jeres løn, at I kan forsørge jeres familie osv., hvilket jeg har stor respekt for, så er det nødvendigt, at I bliver informeret om jeres situation. I alene er ansvarlige for jeres handlinger, som jeg er ansvarlig for mine.

I har et politiskilt, en pæn uniform og et kraftigt skydevåben, men ingen af delene giver jer ret til at terrorisere folket, derimod har I pligt til at forsvare jeres folk. Det er jeres opgave, at forsvare befolkningen og sikre lov og orden.
Så hvorfor ikke gøre det.

Med hensyn til militærpersoner er det stort set det samme, jeg vil sige til jer. Men situationen er mere tragisk for jeres vedkommende, for I melder jer – de fleste af jer, tror jeg, melder jer med ideen om, at I kan gøre en positiv forskel, deltage i forsvaret af frihed og rettigheder, være med til at sætte andre nationer fri osv.

Men I er nødt til at forstå, at det er en illusion.

I bliver løjet for i et omfang, som I ikke forestiller jer. I bliver gjort til dræbermaskiner – kyniske mekanismer med hjernen sat ud af kraft, så I ikke forstår, hvad I gør.

Bagmændenes agenda betyder død og ødelæggelse for uskyldige mennesker i lande, der ikke har krænket nogen. Dit bidrag består i at være det voldelige redskab for bagmændenes grådighed. De indtager fredelige nationer for at stjæle opium og olie og foretager sig modbydelige ting, der er med til at ødelægge vores fantastiske planet.

Jeg beder jer – som militærpersoner – om at undersøge dem, der sætter dagsordenen for jeres handlinger.

Gør I det, vil I begynde at forstå og erkende, inden I får uskyldige menneskers liv på samvittigheden. For I er dem, der skal leve med overgrebene. Det var dig! der havde fingeren på aftrækkeren. Det var dig, der dræbte et uskyldigt barn, en kvinde, et fremmed menneske – og helt grundløst! Du skal forsvare, at det foregik i grådighedens navn – bagmændenes grådighed.

Og lad mig gentage – de har intet til overs for dig. Du er en tom uniform for dem. Forsøg at protestere, og du er ude. Og igen – Jeg har stor forståelse for, at du har brug for pengene, at det er vigtigt for din familie osv., også at det er vanskeligt at gøre sig fri. Men for din egen skyld, for din samvittigheds skyld, se at komme ud, inden det er for sent. Eller vågn i det mindste op, så du forstår, hvad du er med til. Du kan ikke bare handle som en robot, det er dig der skal udføre ordren, og det er dig, der skal leve med konsekvenserne.

Der kommer flere og flere krigsveteraner, og staklerne er genstand for medicinske (og psykologiske) eksperimenter. Nogle af dem har været udsat for farlig kemi, sat i ekstreme situationer og alle disse ting, og de kommer hjem og tror, at de er helte, men opdager, at de bliver behandlet som skidt. De bliver dårligt nok tilbudt et værdigt liv, et ordentligt sted at leve. Jeg appellerer til dig i “forsvaret” … du er nødt til at vågne op.

Alle I, der er med til at bygge interneringslejre, elektrikere, chauffører, køkkenpersonale, toiletinstallatører osv. – alle I må have tænkt: “Dette sted virker mystisk …?” Du er nødt til at forstå, at du deltager i bygningen af koncentrationslejre forsynet med døre, der kun åbner i en retning, den vej du selv passerer, hvis det passer i bagmændenes agenda.

Det er på tide at sætte en stopper for galskaben. Vi må gøre fælles sag for at bringe den til ophør. Tænk på, at den kun kan fortsætte, så længe vi hjælper bagmændene. De er et få antal tusinde mennesker, og vi er 9 milliarder! Det er jo en joke, at vi lader os udnytte på den måde. Det er som i Troldmanden fra Oz. Dorothy står ved slottet og hører stemmen: “Jeg er Oz, den store og skræmmende …”. Men det er kun teatertorden.

Så hvis vi står sammen i sandhed og overbevisning, vil vi opdage, at der er tale om en lille gruppe gamle mænd bag et forhæng. De har en mikrofon og en stor forstærker, som gentager: “Vi er for magtfulde, og du er for svag!”

Tro ikke på det. Den virkelige magt findes i pyramidens bund – ikke i toppen. Hvis vi siger Stop!, så stopper det. Hvis vi vågner til dåd, så stopper det. Hvis vi fortsætter med at sove, så fortsætter det. Vores børnebørn og efterslægt vil i så fald betale prisen. For galskaben vil fortsætte generation efter generation, hvis vi ikke stopper den nu.