Oplysningscentret DCHF – og en parasitær kapacitet

Overtagelsen

O-D-I-N.org praes. Erik Jarl, København, maj 2013.

Udstyret med naturlig nysgerrighed og sund skepsis opsøgte Erik Jarl i 2001 det da nyoprettede center “Dansk Center for Holocaust– og Folkedrabsstudier” for bl.a. at præsentere lederen, Uffe Østergaard, for en række spørgsmål om jødernes Holocaust. Som skatteydere i Danmark kunne vi håbe på, at centret ville leve op til sit “mandat” om at oplyse inden for emnet, og heldigvis, en aftale kom i stand.
Læs her hvordan det videre gik …

En aftale i 2001

I 2001 havde jeg fået en aftale med det nyligt oprettede “Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier” om at lave interviews blandt medarbejderne på centret. Jeg havde kontaktet dem, fordi jeg syslede med ideen om en ungdomsorganisation mod intolerance, og ikke mindst mod racisme, og i den forbindelse kunne det være interessant at få nogle spørgsmål afklaret, som bl.a. var opstået efter læsning om emnet på Internettet. Især var der sider af holocaust, som jeg godt kunne bruge en kvalificeret forklaring på. Når det angik de officielle udlægninger af denne del af den europæisk historie, fandt jeg det samlede indtryk forvirrende og usammenhængende. Den omstændighed, at jeg i forvejen havde skrevet og talt skeptisk om den ortodokse udlægning af holocaust, anså jeg ikke for at være diskvalificerende i forsøget på at opnå professionel (statsstøttet) oplysning, og jeg regnede bestemt med at min henvendelse ville blive mødt med viljen til at vejlede i ét af centrets centrale kompetenceområder.

Hjemmefra havde jeg opstillet tyve spørgsmål (gengivet nedenfor) til de interview, jeg håbede at kunne gennemføre på centret. Aftalen var kommet i stand ved en telefonsamtale med en af centrets medarbejdere Torben Jørgensen. Under samtalen havde jeg redegjort for min identitet og mine bevæggrunde for at kontakte centret, og indtil videre havde jeg ikke bemærket forbehold af nogen art. Jeg blev tilmed stillet i udsigt, at jeg kunne interviewe centrets leder, professor Uffe Østergaard. [1] Torben Jørgensen og jeg aftalte, at vi skulle mødes kl. 14.00 i forkontoret, hvorefter jeg ville blive guidet til de relevante medarbejdere.

Præcis kl. 14 åbnede jeg døren til forkontoret på 5. sal på Nørre Søgade 35 i København. Indenfor blev jeg mødt af en gruppe på omkring fem personer, blandt dem centrets leder, hvis udseende jeg genkendte. Nu faldt det mig straks ind, at en del af de tilstedeværende ikke signalerede synderlig gæstfrihed. Det føltes lidt akavet, at ingen hilste på mig og ret hurtigt forsvandt ind på de tilstødende kontorer.

Den eneste tilbageværende modtog mig uden velkomst eller præsentation med spørgsmålet, om jeg var den person, som havde ringet, og om jeg kunne bekræfte at være identisk med den, de havde en aftale med om interviews. Jeg kunne bekræfte begge dele, hvorefter medarbejderen afslørede, at man fra centrets side udmærket vidste, hvem jeg var, ligesom man var af den opfattelse, at jeg under den indledende telefonsamtale havde tilsløret min egentlige hensigt med at kontakte centret.
Jeg kunne kun svare, at uanset hvem de mente jeg var, så var jeg uændret den samme person, de havde talt med tidligere, ligesom grundlaget for mit besøg uændret var det, som jeg havde oplyst under telefonsamtalen. Til dette svarede centrets medarbejder frimodigt, at det mente han var usandt, og at man fra centrets side ikke ønskede nogen dialog med folk af “min slags”. Min slags er altså mennesker, som finder visse aspekter af den ortodokse holocaustversion uklare, og måske endda har givet udtryk for sund skepsis. Dette var en besynderlig udvikling i sagen, når besøget nu skulle have drejet sig om bl.a. intolerance!

Jeg gjorde derefter den opfattelse gældende, at det vel var centrets mission at oplyse befolkningen i relation til emnerne holocaust og folkedrab, samt at jeg allerede var blevet stillet i udsigt, at jeg kunne interviewe nogle af centrets ansatte, herunder lederen.
Men jeg talte allerede for døve øren. Medarbejderen var bestemt ikke indstillet på at leve op til vores aftale: “Vi ønsker ikke at tale med dig, og du vil ikke få mulighed for at interviewe ansatte her på centret!” var hans svar.

Javel. Jeg, som havde ment, at hele ideen med foretagendet skulle være, at dæmme op for intolerance ved at informere hensigtsmæssigt, blev nu genstand for præcis det, som centret (formelt) skulle kunne forebygge, bl.a. intolerance!

Jeg kunne se, at den afvisende medarbejder havde samme telefonnummer som Torben Jørgensen (researchassistent), den jeg havde indgået aftalen med. Da han ikke tidligere havde informeret mig om centrets problemer med personer, der ikke delte den lokale konsensus, spurgte jeg, om jeg måtte udbede mig centrets officielle begrundelse for at afvise mig. For så ville jeg (informerede jeg ham om) optage den på min medbragte diktafon, så jeg kunne dokumentere den. Men manden var helt afvisende og gentog blot frasen, at centret ikke ønskede nogen yderligere dialog med mig.

Jeg var ikke helt klar til at give op og gjorde et sidste forsøg på at få substans ind i samtalen, da en ny person trådte ind i kontoret (også uden at præsentere sig) for, som han informerede om, hans tilstedeværelse var “kun i uofficiel kapacitet”, hvorefter han indtog en magelig position bag et skrivebord (af stor kapacitet). Denne person, som talte med fremmed accent, begyndte derefter at angribe mig verbalt.

Han indledte med at insinuere, at mit udgangspunkt vel var, at ingen jøder var omkommet under krigen som følge af tyskernes politik. Ret provokerende. Men jeg svarede som sandt er, at det ikke var et synspunkt jeg delte. Tværtimod mente jeg, at der herskede en del usikkerhed og uklarhed omkring omstændighederne, og at det netop var det forhold, jeg havde opsøgt centret for at få hjælp med. Jeg tilføjede, at andre end jøder havde mistet livet under Anden Verdenskrig, mange englændere, franskmænd, hollændere, russere og tyskere, og at den fælles ulykke efter min opfattelse udgjorde det egentlige holocaust.

Til dette svarede den ikke officielt tilstedeværende, at han fandt mit synspunkt ubegribeligt. Han var tydeligvis på kort tid kommet i indre oprør og gav mere eller mindre utilsløret udtryk for, at enhver som ikke indtog den ortodokse holdning til holocaust måtte være nazist eller racist. Jeg indvendte, at der blandt revisionister findes alle slags mennesker af forskellig politisk, etnisk og religiøs oprindelse. Jeg nævnte blandt andet en af revisionismens pionerer, franskmanden Paul Rassinier [2] (1906–1967), der var socialist (og i den egenskab havde været kz-fange). Jeg føjede til, at jeg var vidende om, at en del af centrets ledende medarbejde enten var i tæt forbindelse med zionismen, eller havde været det, og at zionismen er en ideologi, som FN i november 1975 kategoriserede som racistisk. [3]

Den uofficielle kapacitet påstod nu, at mine udtalelser om zionismen ikke var rigtige, men nærmest “uhyggelige”.
Ja, ok – men mon ikke uhyggen for ham bestod i, at det er ubehageligt at blive konfronteret med kendsgerninger, som man helst fornægter. Jeg fandt i hvert fald anledning til at gentage, at mine oplysninger omkring zionismen var hundrede procent korrekte, og at jeg var lidt overrasket over at støde på denne afvisning hos mennesker, hvis erhverv det var at formidle historisk viden.

Dermed blev det hele vel for konkret for begge medarbejdere, såvel i officiel som uofficiel kapacitet, for de lod mig forstå, at jeg øjeblikkeligt skulle forlade centret, hvilket jeg så gjorde. Jeg må erkende, at jeg følte mig bekræftet i, at disse mennesker ikke var i stand til at forholde sig til andet end deres vanemæssige forestillinger, og at de befandt sig meget langt fra nogen form for objektivitet, endsige en videnskabelig indfaldsvinkel til emnet. Hele forestillingen varede ca. 20 min., og jeg fik ikke svar på noget nyt – eller blot lejlighed til at introducere et eneste af mine omhyggeligt forberedte interviewspørgsmål. 

Det var mit første og sidste møde med dette offentligt understøttede “Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier”. Centret, hvis opgave officielt var (og fortsat er i 2013, nu som en sektion under DIIS [4] at oplyse nationen om, hvad holocaust og folkedrab har medført og betydet, formodentlig i forsøget på at forebygge intolerance og nye ulykker, har i sit væsen og med sit materiale, men frem for alt ved en exceptionelt fordømmende adfærd over for mig, vist sig at repræsentere det modsatte, nemlig intolerance og lukkethed.
Med den attitude synes virkeligheden snarere at være (som jeg egentlig også havde indtrykket af), at forfølgelse af anderledes tænkende er sat i system af de samme mennesker, der har praktiseret den gennem århundreder.
Dette omfattende hykleri synes helt at have forbigået danske skatteyderes opmærksomhed.

Spildet af statens penge kunne måske hæve et øjenbryn her og der, hvis nogen i den danske befolkning ellers åbnede øjnene og blev observerende. Jeg selv blev kun bekræftet i, at mange af disse institutter, der går zionisternes ærinde, etableres og arbejder med en anden agenda end den officielle. Dette center stiller sig beredvilligt til rådighed som undervisere af vores børn i skolerne.* Såvel centret, som de mennesker, der som formidlere har været med til at skabe det legale og økonomiske grundlag for denne ensidige formidling af den ortodokse holocaust-mytes uangribelighed, burde omgående sættes fra bestillingen. Det har intet med nyttig oplysning eller undervisning i tolerance at gøre. Dette center aflønnes med danske skattekroner, således at uangribelig ortodoksi i autoritative ramme fortsætter med at bane vejen for intolerance og forfølgelse af mennesker med en kritisk undersøgende holdning til jødernes Holocaust.

Mine “tyve spørgsmål” fra 2001 til Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier

Da jeg ikke kunne komme til at stille mine spørgsmål i direkte interviews, sendte jeg dem i et brev til centret og bad dem venligst svare skriftligt. Jeg har aldrig modtaget et svar, ud over det der ligger i at blive erklæret uegnet til at blive informeret af DCHF.

1.Hvad forstår DCHF ved begrebet Holocaust?
2.Hvilke faktorer mener DCHF udløser et Holocaust?
3.Hvad forstår DCHF ved benægtelse af Holocaust?
4.

Mener DCHF, at man bør indføre love, som kriminaliserer Holocaust-benægtelse?

5.

Hvordan stiller DCHF sig til den Israelske stats gentagne overgreb mod dets palæstinensiske indbyggere, samt Israels mange krænkelser af menneskerettighederne, herunder krigsforbrydelser?

6.

Hvilke skridt vil DCHF tage for at belyse de mange etniske udrensninger af tyskere, som fandt sted efter krigen, samt de allieredes mange krigsforbrydelser under og efter Krigen?

7.

Hvad mener DCHF om Göran Perssons pjece [5] om Holocaust, og vil DCHF publicere en lignende?

8.

Anser DCHF det for vigtigt at gøre op med krigstidens mange propagandaløgne, fjendebilleder og overdrivelser?

9.

Hvordan forholder DCHF sig til det ansete jødiske tidsskrift "The American Hebrew"s artikel fra den 31 oktober 1919, i hvilken Guvernør Glynn nøje beskriver et "Holocaust af 6 millioner østeuropæiske jøder"? (artikel vedlagt.) Jeg var af den opfattelse, at tallet 6 millioner først kom på tale i forbindelse med krigen 1939–1945. Kan DCHF forklare mig dette nærmere?

10.

Et af Holocaust-benægternes hovedargumenter synes at være et slogan, der lyder: "No Holes, No Holocaust!" Dette henviser til de mange vidner, som efter krigen har fortalt, at den dræbende gas blev bragt ind i gaskamrene via huller i loftet. De luftfotografier, der blev taget fra amerikanske efterretningsfly af Auschwitz-Birkenau i 1944, samt de tyske originaltegninger af disse rum, af hvilke tegninger det ikke på nogen måde fremgår, at bygningerne skulle være gaskamre, eller har kunnet fungere som sådan, viser at den slags åbninger ikke eksisterede. På senere luftfotografier er der placeret/malet en række sorte konturer på "gaskamrenes" tag. Ligeledes viser senere grafiske gengivelser af Auschwitz-Birkenau, at der på "gaskamrenes" tag var en række store sorte huller (jf. Göran Perssons pjece om Holocaust, tegning side 57, punkt 2). Hvad mener DCHF om disse dybt modstridende informationer? Var der, eller var der ikke, huller i loftet på "gaskamrene" i Auschwitz-Birkenau? Hvis nej, hvordan kom gassen så ind i de påståede gaskamre? Taler de utallige vidneudsagn sandt om, at gassen blev ført ind i gaskamrene via huller i loftet? Hvis ja, hvorfor optræder disse så ikke på luftfotografierne fra 1944, hvor de påståede gaskamre skulle have kørt på fuld tryk? Og hvorfor finder man på nogle kopier af de samme luftfotografier nogle mærkelige, uidentificerbare, sorte klatter, som ikke findes på andre kopier? [Redaktionel kommentar: Denne udgivelse af "Göran Perssons Pjece" har undergået revisioner siden 2001, som ikke opregnes eller forklares noget sted i 2013-udgaven. Den oprindelige side 57 er nu side 77, og viser en kendt tegning med overskriften "Birkenau Auschwitz II". Man skal hæfte sig ved, at under afsnitsoverskriften: "Vigtige pladser og bygninger i lejren", hedder punkt 2 nu: "Krematorium 2 med underjordisk gaskammer". Denne bygning er på oprindelige versioner af samme tegning forklaret som "krematorium og ligkælder". I 1988 påviste den amerikanske ekspert i henrettelses-gaskamre, Fred Leuchter, gennem en meget grundig undersøgelse af de påståede gaskamre i Auschwitz-Birkenau, at det med sikkerhed kunne fastslås, at ligkældrene, som der var tale om, aldrig havde kunnet fungere som gaskamre – og aldrig havde været anvendt som gaskamre. Der er ingen tvivl om, at de blev anvendt til det formål, de tidligere betegnelser forklarer: ligrum for døde inden de skulle obduceres eller kremeres (mange døde af sygdom eller underernæring i krigens afsluttende fase). Det er i øvrigt yderligere interessant, at det tilhørende krematorium ville have repræsenteret en uomgængelig flaskehals allerede efter en enkelt dags "masseudryddelse", uanset hvordan den skulle have foregået. Kapaciteten var simpelthen langt under, hvad et sådant scenarium ville fordre. Der er heldigvis begået så betydelige fejl i det fabrikerede illusionsnummer, som jødernes Holocaust har vist sig at være, at sandheden vil komme for en dag. De fysiske beviser repræsenterer et enormt vidnesbyrd, der aldrig vil forældes.

Læs også artiklen her om Fred Leuchters rapporter. Slut på redaktionel kommentar.]
11.

Her er udviklingen i officielle dødstal for kz-lejren Auschwitz-Birkenau:

 

Formidlings-tidspunktFormidlende organ (kun officielle kilder)Officielle dødstal
31.12.1945Fransk oplysningsbureau for krigsforbrydelser8.000.000
20.04.1978Le Monde (dagblad i Paris)5.000.000
23.01.1995Die Welt5.000.000
20.01.1989Kogon, Der SS-Staat (ekspertbog)4.500.000
01.10.1946IMT dokument 008-USSR4.000.000
24.11.1989(Statstal), OStA Majorowaky, (12 Js 1037/89)4.000.000
26.07.1990Allgemeine Jüdsche Wochenzeitung4.000.000
08.10.1993ZDF4.000.000
25.01.1995Wetzlarer neue Zeitung4.000.000
27.01.1995(Statstal), Bundeskanzler Kohl, Die Welt4.000.000
01.10.1946IMT dokument 3868-PS3.000.000
01.01.1995Damals (Tysk historiemagasin)3.000.000
18.07.1990The Peninsula Times Tribune, SF (USA)2.000.000
25.07.1990Hamburger Abendblatt2.000.000
11.06.1992Allgemeine Jüdische Wochenzeitung1.500.000
08.10.1993ZDF1.500.000
23.01.1995Die Welt1.500.000
01.09.1989Le Monde1.433.000
02.02.1995BUNTE (Tysk illustreret blad)4.400.000
22.01.1995Welt am Sonntag1.200.000
27.01.1995Die Welt1.100.000
21.12.1994IfZ1.000.000
21.12.1989Pressacs bog om Auschwitz928.000
27.09.1993Die Welt800.000
22.01.1995Welt am Sonntag750.000
02.05.1994Focus700.000
23.01.1995Die Welt700.000
31.12.1994Ny bog af Pressac: Die Krematorien von Auschwitz470.000
08.01.1948Welt im Film (Wochenschau Nr. 137)300.000
06.01.1990Frankfurter Rundschau74.000
31.05.1995Hoffmann: Stalins Vernichtungskrieg 1941–4574.000

Hvilket dødstal mener DCHF kommer tættes på sandheden? Og hvorfor findes der så mange forskellige dødstal?

12.

Hvad mener DCHF om, at Lademanns Leksikon fra 1991 oplyser, at der i Auschwitz-Birkenau omkom 4 millioner jøder, som følge af tyskernes behandling, mens "Den Store Danske Encyklopædi" fra 1999 oplyser, at antallet af omkomne jøder ligger på 1 million? Hvilken af de to oplysninger mener DCHF er den korrekte? Og hvorfor finder man i to anerkendte danske leksika så vidt forskellige oplysninger? Og er det officielle dødstal for Auschwitz-Birkenau i perioden mellem de to publikationers udgivelse blevet ændret? Hvis ja, hvorfor?

13.

Kender DCHF til autentiske konstruktionstegninger af gaskamre, hvor disses funktion, virkemåde og betjening fremgår? Jeg har ikke været i stand til at fremskaffe sådan dokumentation. Kan DCHF hjælpe mig?

14.

Når man besøger Auschwitz får man af turistguiderne fra Auschwitz museet at vide, at gaskammeret i Auschwitz I/Stamlager er originalt og i oprindelig tilstand. Imidlertid har direktøren for Auschwitz museet tilkendegivet, at dette kammer er en rekonstruktion. Hvad mener DCHF om denne sag? Er kammeret originalt eller er det en rekonstruktion? Hvis DCHF mener, at det er en rekonstruktion, mener DCHF da, at det er acceptabelt, at man fra Auschwitz museets side giver besøgende falske informationer herom? Hvis DCHF mener, at kammeret er originalt, hvorfor har Auschwitz museum direktøren da oplyst noget andet?

15.

Er DCHF vidende om, hvor jeg kan finde et originalfotografi af et gaskammer fra en tysk kz-lejr?

16.

Hvordan vurderer DCHF de vidneudsagn, der beretter om massegasninger i Dachau, Matthausen, Neuengamme, og Stutthof?

17.

Mener DCHF, at vidneudsagn vedrørende Holocaust skal godkendes uden kildekritik? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvordan forholder DCHF sig da til vidner som Phillip Müller, Rudolf Vrba, Helene Weiser, Iboja Wandall-Holm, Alex Eisenberg, Kurt Gerstein, Elie Wiesel, David Olère, Misha Defonseca, og Olly Ritterband?

18.

Hvad ser DCHF som sin vigtigste opgave i dets arbejde omkring Holocaust, og hvilke udadrettede tiltag vil DCHF foretage i denne forbindelse?

19.

Hvad mener DCHF om professor Norman G. Finkelstein og dennes bog "The Holocaust Industry"?

20.

Vil DCHF arrangerer en offentlig høring, hvor en Holocaust-benægter må deltage, således at centret for "åben skærm" har mulighed for at modbevise dennes påstande? Hvis nej, hvorfor ikke?

Det ville være en stor hjælp for os unge, som oftere og oftere støder på Holocaust-afvisende holdninger, uden at vi er i stand til at forholde os til dem, om jeg kunne få svar på disse spørgsmål.

(Nu i 2013 – 12’te år uden svar på mine spørgsmål  – indser jeg, at DCHF’s hykleri vil fortsætte, indtil seriøse danskere sætter en stopper for det.)

Noter

1

Uffe Østergård (f. 1945), dansk idéhistoriker og debattør, professor i Europæisk Civilisation og Integration ved Aarhus Universitet. Fra 2000–2006 leder af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier (Nørre Søgade 5, Kbh.).
DCHF er nu i 2013 en sektion, Holocaust- og Folkedrabsstudier, under Dansk Institut for Internationale Studier. Sektionens koordinator er Cecilie Felicia Stokholm Banke (f. 1965), cand. mag. i historie, tidligere researcher på DCHF.
Fysisk placering: DIIS, Holocaust- og Folkedrabsstudier, Strandgade 56, 1401 København K.

2

Paul Rassinier (1906–67) var fransk politisk modstander af nationalsocialisterne i Tyskland og havde som sådan lidt meget under krigen. Han vendte sig efter krigen imod, hvad han kaldte løgnene om holocaust. Under sine ophold i en række koncentrationslejre under krigen så han aldrig bevis på gaskamre til brug mod mennesker og heller ikke på eksistensen af et program til udryddelse af jøderne. Efter sin befrielse læste han sensationsprægede beretninger, som han vidste var forkerte. Selv om han ikke nærede kærlighed til sine tyske fangevogtere, følte han, at det var hans moralske pligt at fortælle sandheden om lejrene og tilbagevise de overdrevne og falske påstande, der blev fremført i verdenspressen. Han skrev blandt andet:

Den dag gik det op for mig, at der blev skabt falske billeder af de tyske lejre, og at problemet med koncentrationslejrene var universelt, ikke bare et problem, der kunne fejes til side ved at placere det på trappen til Nationalsocialismen. De deporterede, af hvilke mange var kommunister, havde i vid udstrækning været ansvarlige for de fejlagtige konklusioner i ledende international politisk tænkning. Med ét følte jeg, at ved at forblive tavs blev jeg medskyldig i en farlig påvirkning.

I tilgift til egne skarpe beretninger om erfaringer og observationer, begyndte han efter krigen at undersøge hele sagen nærmere. Rassinier hævdede, at dødstallene i lejrene var langt lavere end påstået, og at dødsfald primært var forårsaget af lejrenes usle tilstand og var utilsigtede følger af tabene og ødelæggelserne i en nation, der var knust under en katastrofal krig. Han kaldte også påstandene om gaskamre for “klassiske eksempler på krigspropaganda, som der ikke var noget grundlag for i virkeligheden.” Rassinier havde intet personligt at vinde i efterkrigstidens Frankrig ved at indtage en så upopulær holdning. Faktisk havde han meget at tabe, og efter at have lidt under mange prøvelser og afsavn i de tyske koncentrationslejre, kom han herefter til at lide under en intens forfølgelse for sine modige skrifter. (Delvist fra: Jewish Supremacy af dr. David Duke, udgivet på dansk af forlaget Dan Publishing under titlen Jødisk racisme.)


En tidligere interneret,
Paul Rassinier, én af de første holocaust-revisionister.

 

3

I 1975 vedtog FN’s generalforsamling med Resolution 3379 (72 stemmer for, 35 imod, 32 undlod at stemme) at “zionisme er en form for racisme og racediskriminering”, og den internationale kvindekonference i Mexico samme år krævede fjernelsen af zionismen. Resolution 3379: “Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neokolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse”.

I 1991 gjorde Israel tilbagekaldelse af resolution 3379 til en betingelse for at deltage i Madrid-fredskonferencen. Under pres fra marionetten præsident George W. Bush, vedtog FN resolution 46/86. Teksten, der tilbagekaldte resolutionen, var simpelthen: Resolution 46/86, “Generalforsamlingen beslutter at tilbagekalde bestemmelsen indeholdt i sin resolution 3379 af 10. november 1975.” Forslaget (som må kaldes et diktat) blev vedtaget med 111 stemmer for, 25 imod, 13 undlod at stemme.

Selv om resolutionen efter pres fra USA* blev trukket tilbage i 1991, anses zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og i Europa, som racisme, selv blandt visse jødiske grupper anser zionismen for racisme, bl.a. International Jewish Anti-Zionist Network (IJAN). Zionisterne og deres støtter kalder antizionister for antisemitiske.
Inden for visse kredse af den kristne kirke (særligt i USA) findes desuden en form for religiøst betinget zionisme. Det jødiske folks ret til Palæstina hævdes på grundlag af en bibeltolkning; og oprettelsen af Israel, og (en del) jøders tilbagevenden, opfattes som opfyldelsen af nogle af profetierne, der hævdes at lægge op til Messias’ genkomst og dommens dag. (Kilde: Wikipedia, maj 2013.)

4

DIIS: Dansk Institut for Internationale Studier.

5

Göran Persson, svensk statsminister fra 22. marts 1996 til 6. oktober 2006.***

Redaktionelle noter

*

Læs også artiklen “Sektion for Holocaust og Folkedrab – Drab på hvilke folk efter 1945?”.

**

I 1975 vedtog FN’s generalforsamling med Resolution 3379 (72 stemmer for, 35 imod, 32 undlod at stemme) at “zionisme er en form for racisme og racediskriminering”, og den internationale kvindekonference i Mexico samme år krævede fjernelsen af zionismen. Resolution 3379: “Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neokolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse”.

I 1991 gjorde Israel tilbagekaldelse af resolution 3379 til en betingelse for at deltage i Madrid-fredskonferencen. Under pres fra marionetten præsident George W. Bush, vedtog FN resolution 46/86. Teksten, der tilbagekaldte resolutionen, var simpelthen: Resolution 46/86, “Generalforsamlingen beslutter at tilbagekalde bestemmelsen indeholdt i sin resolution 3379 af 10. november 1975.” Forslaget (som må kaldes et diktat) blev vedtaget med 111 stemmer for, 25 imod, 13 undlod at stemme.

Selv om resolutionen efter pres fra USA* blev trukket tilbage i 1991, anses zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og i Europa, som racisme, selv blandt visse jødiske grupper anser zionismen for racisme, bl.a. International Jewish Anti-Zionist Network (IJAN). Zionisterne og deres støtter kalder antizionister for antisemitiske.
Inden for visse kredse af den kristne kirke (særligt i USA) findes desuden en form for religiøst betinget zionisme. Det jødiske folks ret til Palæstina hævdes på grundlag af en bibeltolkning; og oprettelsen af Israel, og (en del) jøders tilbagevenden, opfattes som opfyldelsen af nogle af profetierne, der hævdes at lægge op til Messias’ genkomst og dommens dag.

*) Denne magtdemonstration viste for alvor, at FN og USA’s administrationer er lydige redskaber for jøderne, og den burde have udløst et ramaskrig i enhver frihedselskende nation verden over. På trods af et oprindeligt flertal for FN’s resolution 3379 lykkedes det for Israel, med et eksempel på, hvordan den zionistiske verdensanskuelse vil fungere i praksis, at sætte sig igennem med hjælp fra det “allierede” USA, således at FN var nødt til at omstøde resolutionen.
Dette var et vink med en vognstang til den øvrige verden om, hvad der bliver af national selvbestemmelse, hvis vi ikke sætter os til modværge. Dette var et “succesfuldt” resultat af den jødiske kontrol med beslutningsprocesserne i De Forenede Staters øverste institutioner (helt op til præsidentembedet), allerede i 1975. Denne kontrol har siden grebet om sig, og i dag, i 2013, er det en vittighed at tale om et frit Amerikas Forenede Stater.

Herunder et billede, der er lånt fra dr. David Dukes bog Jewish Supremacism, 2007 (udgivet på dansk under titlen Jødisk racisme). Billedet viser den politiske magtfordeling i USA.


Chabad i Det Hvide Hus, arrangeret bag G. W. Bush.
Foto: Jødisk racisme

 

***

Mandag den 29. januar 2001 indledte Göran Persson en international konference med 450 repræsentanter fra godt 50 lande. Som bevis for at holocaust (svensk: Förintelsen) har fundet sted, henviste Persson til dokumentationen i den officielle udgivelse Tell ye your children… Bogen blev produceret til gratis omdeling på flere sprog, selv arabisk og persisk (idet det svenske folk betalte), og kan nu i 2013 hentes som PDF fra www. levandehistoria.se/node/130, fx på svensk. Göran Persson hyldede den 28. januar 2000 bogens to forfattere med følgende ord: “We pay homage to Stéphane Bruchfeld and Paul A. Levine, who wrote the magnificent book …” (Kilde: Closing remarks.)

Enhver tryksag, der lanceres ved hjælp af en autoritet i et stort anlagt forum, og med et professionelt layout, hvor der ikke er sparet på materialer og midler, opnår en næsten uanfægtelig integritet. Det er kendt psykologi, der tages i brug af promotorerne. Hvem kender ikke til lignende eksempler, hvor lancering og kvalitet oser langt væk af midler og integritet. Tænk blot på de monstrøse jødiske mindegravpladser i poleret granit, der for offentlige formuer er spredt ud over Tyskland. Der skabes med overlæg indtryk af “fortidsminde” når den slags flagskibe sættes i søen.
Det er sådan denne “storslåede/prægtige/pragtfulde” tryksag fungerer, når et sagesløst publikum blader i den.

Men læses udgivelsen med kildekritiske øjne, begynder det første indtryk af uanfægtelighed at vige for en skræmmende åbenbaring af storslået scenekunst, af et nyt illusionsnummer af den slags vi har set til overmål, siden jøderne for alvor fyrede op under Holocaust-industrien, så sent som tredive år efter Anden Verdenskrig. Pjecen viser stribevis af gribende billeder og tegninger, der ikke på nogen måde har kildemæssig sandhedsværdi. I det hele taget er anvendelsen af fotografier med anonyme mennesker, og uden sikre steds eller tidsangivende holdepunkter, uanvendelige som historisk dokumentation. Og det er netop sådan “kilderne” anvendes i denne pjece.
Denne samme modus er generel for det meste af holocaust-industriens produkter. En faktor af tiltagende vægt er den udvidede mulighed for at manipulere billeder og lyd elektronisk, så produkterne ved en normal granskning virker ægte. Der findes flere dokumenterbare eksempler på billedmanipulationer til støtte for den ortodokse fremstilling af jødernes Holocaust. Holocaust-industrien inkluderer i høj grad Hollywood, der råder over faciliteter og teknikker, der med stor lethed kan fremstille (anonyme) patinerede billeder af et hvilket som helst tilsnit og med et hvilket som helst indhold. Det gælder desværre også lyd og dokumenter. Hvis dette materiale, der giver udseende af at være historiske kilder, ikke bygger på originaler, der er certificeret gennem et universelt anerkendt system for verifikation med adgang for alle interessenter til at kontrollere originaliteten, er de ubrugelige som objektive beviser for Historien – men naturligvis ikke som “beviser” for en tendentiøs udlægning af Historien.
Det bliver mere og mere nødvendigt at insistere på certificeret kildemateriale for at imødegå den omsiggribende forvanskning af Europas historie, som “Göran Perssons pjece” er et eksempel på.

PS:

Artiklens forfatter skriver under pseudonymet “Erik Jarl”, men fortæller om sin personlige oplevelse. Den beskrevne episode, såvel som forfatterens identitet kendes af redaktionen.