Project Apollo: Fototekniske forhold, 3. eksempel

Sand Historie

O-D-I-N.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

Fra Magasin 40/S findes billederne AS11-40-5862 til 5869. Serien viser, bortset fra 2 billeder, Buzz Aldrins nedstigning fra landingsmodulet til “Månen”.

Klik på billederne for at se det største format fra NASA. Hvis curseren tager form som en lup med et +, så klik igen. Tryk derefter på musens hjul, hvis den har et, og bevæg musen til siderne, så billedfeltet panorerer over billedet.

Det følgende er inspireret af bl.a. NVIDIA: Mission Failure, oktober 2014, af Phil Kouts.


AS11-40-5866
[Åbner som 3900 x 3900 px.]

 

Denne billedserie er måske den mest omstridte af Apollo 11-billederne fra Månen. Striden handler om lyset på landingsmodulets skyggeside. Er der brugt udfyldningslys, som det hedder, når fotografer arrangerer sekundært lys for at gøre mørkere områder i billedet synlige, eller kigger vi ind i den sande skygge. Synliggørelsen af landingsmodulets skyggeside gør billedet uendeligt mere værdifuldt, uanset om det er som dokumentation for en historisk begivenhed eller som salgsbillede for en Apollo 11-mission, der i substansen bare er masser af billeder. Ifølge NASA er billedet fotograferet på Månen af Neil Armstrong (“første mand på Månen”), idet nr. 2, Buzz Aldrin, er ved at stige ned fra landingsmodulet for første gang. På det tidspunkt skulle Neil Armstrong allerede have optaget 16 billeder med Hasselblad-måne-data-kameraet på Månens overflade. I betragtning af hvor vanskeligt det måtte være at betjene det brystmonterede kamera, er de fleste af billederne imponerende vellykkede, både hvad angår kompositionen (disponeringen af billedfeltet) og lyset (eksponering: fast 1/250 sek. med situationsbestemt valg af blænde, i dette tilfælde givetvis bl. 5.6 som anvist i astronauternes medbragte eksponeringsvejledning – vist og forklaret under Fototekniske forhold nederst).

Her er den oprindelige kortlægning fra 1969 af astronauternes position og sigteretning under den enkelte optagelse. Dette og det følgende kort findes på: Photogrammetric Revisions to the Camera-Station Map, hvorfra det også er muligt at opsøge tidspunktet for optagelsen og eventuelt en beskrivelse af den:


Klik for læsbart format.

 

I 2010–2011 er der fremstillet et meget udbygget kort (et af eksemplerne på, at informationsmængden fra NASA løbende svulmer op og bliver mere uoverskuelig end opklarende). Landingsmodulet er drejet 2 grader med uret i forhold til det oprindelige kort. Desværre indeholder det nye kort ingen nordpil, og hvis vi placerer landingsmodulet i register med det gamle kort, bliver bl.a. overskriften og skalaerne i det nye kort drejet 2 grader mod uret. Dermed er vi usikre med hensyn til, om drejningen den modsatte vej er tilsigtet.


Klik for læsbart format.

 

Det nye 2011-kort flytter Neil Armstrong og positionen for optagelsen af AS11-40-5866 — 40 centimeter længere væk fra Buzz Aldrin i forhold til 1969-kortet (fra 4,9 til 5,3 meter ifølge de viste afstandsskalaer).
Vi kender landingsstedets position: Mare Tranquillitatis med koordinaterne 0.67408° N højde og 23.47297° Ø længde. Tidspunktet for optagelsen af billedet er oplyst til 109 timer, 41 min og 56 sek GET* (eller 4 døgn, 13 timer, 41 min og 56 sek efter opsendelsen den 16. juli 1969 kl. 13.32.00 UTC) — i et mere velkendt format: den 21. juli 1969 kl. 3.13.56 UTC. Tidspunktet fortæller os, at Solen stod i Øst og ca. 14° over horisonten. Kortet viser, at kameraets retning var nordøstlig. Det betyder, at Neil Armstrong med kameraet stod uden for skyggen fra landingsmodulet, i direkte sol. Men det betyder også, at kernen af det sollys, der ramte Neil Armstrong i en horisontal vinkel på ca. 45° i forhold til motivet og kameraets retning, ikke primært blev reflekteret i retning af landingsmodulet. I den officielle forklaring på udfyldningslyset i dette billeder lægges der vægt på, at Neil Armstrong stod i solen, da han tog billedet, og at hans rumdragt kastede lyset direkte tilbage i retning af landingsmodulet, så den del bidrog med en væsentlig del af udfyldningslyset. Det sidste kan vi hermed afvise.

*)  [GET: Ground Elapsed Time, tidsrummet siden sidste sekund på Jorden, stort set det samme som MET, Mission Elapsed Time, tidsrummet siden frigørelsen fra Jorden.]

Forøger vi lyset i billedet digitalt, træder et ejendommeligt støjmønster ud af baggrunden. Vi er ikke i stand til at tolke det med sikkerhed. Måske skyldes det fine netmønster selve skanningen, men de sære “stråler” i røde og blå farver synes at pege mod samme punkt bag landingsmodulet, derfra hvor “Solen” befinder sig. De farvede bånd kan ikke være reflekser fra landingsmodulet, for vi kigger mod skyggesiden, som ifølge NASA kun var oplyst af det reflekterede sollys fra måneoverfladen og Neil Armstrongs rumdragt. Desuden må kameraet have været forsynet med modlysblænde, ellers ville billedet ikke eksistere. Fænomenet skyldes heller ikke linsesystemet, og da Månen ingen atmosfære har, melder spørgsmålet sig: Hvad er det, der gør dette fænomen synligt i et vakuum? Der burde være dybsort mørke i den del af billedet, hvor kameraet fotograferer direkte ud i verdensrummet. I det mindste burde støjen være jævn. Men den rødlige “ufo” tættest på horisonten kan observeres allerede i billedets normaludgave.


AS11-40-5866 med digitalt forøget lysstyrke (Photoshop).
Kan nogen se stjernerne?

 

Brugen af udfyldningslys ved optagelsen af dette billede er forståelig ud fra et kreativt synspunkt. Det ville være en dødssynd, hvis de fantastiske detaljer i skyggen skulle ofres på realismens alter. Billedets absolutte interessecenter ligger i dyb skygge, men har et enormt potentiale; se selv:


AS11-40-5866 som NASA gerne ser det. Vi har behandlet billedet digitalt i 5 minutter. Verdensrummet er gjort klædeligt sort og astronauten og månelandskabet er befriet for rødligt farvestik (Photoshop).

 

Inden vi fortsætter diskussionen om kunstig belysning eller ikke, skal følgende forudsætninger på plads:

  1. Den eneste lyskilde på den uberørte Måne er Solen (lyset fra Jorden kan vi se bort fra).
  2. NASA har oplyst, at Apollo 11 ikke medbragte kunstig belysning til Månen (batterier er tunge i det nødvendige format), og der er aldrig på noget tidspunkt blevet omtalt en flash til montering på kameraet, selv om en kraftig diffus flash ville have været en stor hjælp for NASA i forklaringen af dette billede.
  3. Refleksionen i den glatte hælbeskytter på Buzz Aldrins højre fod, tilsyneladende fra en alternativ lyskilde, er et vægtigt argument for, at der blev brugt kunstig belysning til denne optagelse (et 100%-udsnit af det ubehandlede billede ses nedenfor).


Refleksen i Buzz Aldrins hælbeskytter.

 

Den forventelige kontrast mellem solbelyste områder og skyggen er for lille i dette billede, hvis det skulle være fra Månen. Vi tilslutter os bl.a. af den grund opfattelsen af, at der absolut findes en alternativ kontrastformindskende lyskilde i denne scene, og vi tror ikke på, at det er Månen eller Neil Armstrongs rumdragt, der leverer hele udfyldningslyset. Noget af det kommer fra en højere position et sted bag fotografens standpunkt. Følgende taler imod, at lyset alene skulle skyldes Månen eller Neil Armstrongs rumdragt:

  1. Vinklen i det vandrette plan mellem Solen og landingsmodulet med toppunkt i Neil Armstrongs position er ca. 45 grader. Det betyder at hovedparten af det reflekterede lys fra forsiden af hans rumdragt ville passere forbi landingsmodulet på hans venstre side. En mindre del ville ramme skyggeområdet bag landingsmodulet og Buzz Aldrin.
  2. Rumdragtens albedo* var 70–74 procent, ikke 80–90 procent som foreslået af NVIDIA (omtales senere).
  3. Rumdragtens overflade er for lille til at forklare udfyldningslysets vinkel og generelle dækning. Lyset aftager som bekendt med kvadratet på afstanden. Det betyder, at hvis lyset har en vis styrke på en given afstand, vil det være aftaget til 1/4 på den dobbelte afstand.
  4. Udfyldningslyset på den øverste del af landingsmodulet har en vinkel, der udelukker, at det kommer nedefra, som retningen ville være, hvis det kom fra Månens overflade eller Neil Armstrongs rumdragt.

*) En flades evne til at reflektere lys kaldes dens albedo eller kort og godt refleksionsevne og udtrykkes som den reflekterede procentdel af det indfaldende lys.

Vi kan observere, at lyset på skyggesiden af landingsmodulet rammer næsten “vandret” ind i 3–4 meters højde. Det udelukker, at fotografens dragt eller Månens overflade er hovedkilden. Der er generel enighed om, at måneoverfladen på landingsstedet reflekterer ca. 8 procent af det indfaldende lys. Det svarer nogenlunde til indtrykket af kraftig sol på en nypløjet mark – ikke den mest overbevisende reflektor – vel?


AS11-40-5862
100%-udsnit af “Buzz Aldrin” på vej ud af landingsmodulet. De hvide “stråler” er vores.
De markerer kanten af slagskyggen fra mandehullets overkant på astronautens rygsæk.

 

I dette 100%-udsnit af billedet AS11-40-5862 ser vi, at mandehullets øverste vandrette kant kaster en skygge på den øverste del af astronautens rygsæk. Hvis lyset kom nedefra – reflekteret fra Månens overflade eller fra fotografen, ville det have retning opad, og der kunne ikke dannes en slagskygge på rygsækken fra kanten af mandehullet. Bemærk også de belyste metalkanter i alle højder og refleksen fra metalbeslaget øverst i billedet. I øvrigt ved enhver fagfotograf, at der ikke opstår “liv” i krøllet metalfolie, hvis det ikke belyses med en forholdsvis rettet lyskilde.

Lidt fototeori: Begrebet eksponeringsværdi (EV) er en funktion af blænde og eksponeringstid. EV 0 svarer til bl. 1 i 1 sekund. Blænden (bl.) defineres som: antal gange lysåbningens diameter er indehold i den aktuelle brændvidde. Bl. 2, 2.8, 4.5 eller 5.6 er praktiske størrelser, der indbyrdes repræsenterer en fordobling eller halvering af lyset. For eksempel slipper bl. 4.5 dobbelt så meget lys igennem som bl. 5.6, men kun halvt så meget som bl. 2.8.
Om Hasselblad-måne-data-kameraet ved vi, at linsesystemets brændvidde er 60 mm og den største blænde 5.6. Ved bl. 5.6 er lysåbningens diameter: 60 mm/5.6 = 10,7 mm. EV for bl. 5.6 og 1/250 sek. er 13. En bestemt EV er fælles for en række kombinationer af lukkertid og blænde, der alle giver samme eksponering af filmen.
Et andet begreb er lysværdi (LV). Den er et mål for, hvor meget lys et motiv udsender. LV 0 svarer til en lysmængde, der giver korrekt eksponering ved EV 0 med en film, der har følsomheden 100 ISO (tidl. ASA). EV for en bestemt ISO-værdi kan beregnes på rechneronline.de.

Skyggesiden af billederne 5862 og 5866 er fotograferet på en Ektachrome diapositivfilm med følsomheden 160 ISO. Vi ved at største blænde på optikken var 5.6 og den anbefalede lukkertid 1/250 sek. Hvis en disciplineret astronaut på Månen har optaget billederne, kan vi gå ud fra, at anbefalingen blev fulgt. Denne kombination af LV og film giver en EV på 12,3, svarende til “tæt skydække”. Med andre ord: det nødvendige lysniveau skulle modsvare “tæt skydække” på Jorden. Selv om det er tæt overskyet på Jorden, ved vi, at der er masser af lys til at fotografere. Så medmindre de konkrete motiver, vi ser i billedserien fra Månen, ikke havde en EV på minimum 10, ville der ikke komme noget på filmen. Dette er den ene afgørende faktor.
Den anden afgørende faktor er lysspredningen, der foregår i Jordens atmosfære, men ikke på Månen, eftersom Månen ingen atmosfære har. Det betyder, at sollyset – der under jordiske forhold bliver spredt fra milliarder af molekyler og urenheder i luften og kastet ind i skyggeområderne – på Månen passerer alle skyggeområder uden at påvirke dem overhovedet! Skyggerne påvirkes først, når lyset rammer selve Månen – eller på sjældne dage en astronauts rumdragt – og en lille del kastes tilbage mod skyggerne.
Skyggesiden af landingsmodulet i disse billeder hører efter vores fotografiske vurdering (og subjektive opfattelse) hjemme i kategorien “nat, med oplyste bygninger i nærheden”. Den scene svarer til en EV på 5. Det ville med bl. 5.6 kræve en eksponeringstid på over ½ sekund, og billedet var blevet synligt bevægelsesuskarpt. Der er langt op til EV 12,3, og da filmens eksponeringsspillerum højst er 2 eksponeringstrin, har en brugbar eksponering uden udfyldningslys været helt uden for rækkevidde. Derfor er der, som vi kan se (når vi ser os for) brugt udfyldningslys for overhovedet at opnå et resultat.

Eftersom NASA formodentlig fortsat indtager det standpunkt, at flash eller andre former for kunstigt udfyldningslys ikke var til rådighed ved optagelsen af dette billede, kan vi konkludere, at NASA ikke fortæller sandheden om billedet. Men det udelukker jo ikke, at de dygtige astronauter hypotetisk kunne have landet på Jordens satellit, men vendte tilbage uden det afgørende bevis! (og her indskyder vi det ret vidtrækkende spørgsmål, om billeder er gyldigt bevis for noget som helst). Hvis der virkelig var blevet produceret billeder på Månen, men de af en eller anden grund ikke var gode nok, eller måske blev ødelagt på vej hjem, ville NASA brændende ønske sig et nyt sæt billeder for at kunne overbevise enhver om bedriftens autenticitet, og det må anses for sandsynligt, at NASA i så fald ville vælge at producere dem under optimale fotografiske betingelser på Jorden …

Vi kunne også være mindre imødekommende og tolke uærligheden omkring disse månebilleder som tegn på, at noget mere alvorligt fortsat holdes skjult for os.

Bondefangerne beskytter NASA imod “konspirationsteoretikerne”

Forskellige institutioner har forsøgt at give NASA en håndsrækning i den retning: US MythBusters show, Jay Widner for ZigZag Productions, Sir Patrick Moore on The Sky at Night, og sidst NVIDIA.

Hvem kender ikke MythBusters. De kan sammenlignes med Wikipedia – ja, med omfanget af deres tilstedeværelse på Wikipedia skulle man tro, at der var tale om filialer af samme encyklopædi, eller hvad vi nu skal kalde en informationstjeneste, der spreder politisk propaganda. MythBusters “buster” da heller ikke myter, der har status af officielle sandheder, så ville deres show lide mediedøden fra dag til dag.
Deres forsøg på at vise, at skyggesiden i billedet AS11-40-5869 udmærket kunne være fotograferet i detaljer med det forhåndenværende lys er mangelfuldt og forudsigeligt. Vi ønsker brændende, at de to mediedarlings en dag viser os, hvordan et moderne passagerjetfly af aluminium kan skære igennem en mur af stålbjælker på tykkelse med panseret i en kampvogn og forsvinde bag muren, som en varm kniv gennem smør. (Vi opfører os utvivlsomt yderst politisk ukorrekt, når vi endnu i 2015 (den episode må dog for f….. være glemt!) stadig opfordrer til, at selvstændige mennesker læser om angrebet på World Trade Center i 2001 og gør sig selvstændige tanker om, hvordan 80 procent af 1.000.000 tons stål kunne forvandles til s-t-ø-v ! på vitterlig en brøkdel af et sekund. Kom nu MythBusters – vis os hvad I dur til.)

MythBusters’ udgangspunkt er som nævnt billedet AS11-40-5869 (hvor Buzz Aldrin har nået nederste trin på lejderen). Indledningsvis får vi lige slået fast, at eksperimentet er en gæk, for naturligvis har “Neil Armstrong”, som han også hvisker det i øret på den ene “buster”, virkelig været på Månen, og busteren svarer forsonligt: “Det v-e-d jeg da”. Dermed har MythBusters i tide helgarderet sig mod den forfærdelige mistanke, der kortvarigt kunne opstå hos impulsive sekteriske jøder, at busterne skulle mene eksperimentet alvorligt og være klar til at true selveste CIA. Nej da, det drømmer MythBusters ikke om.

 

I MythBusters eksperiment observerer vi et antal fejl.

  1. Påstanden, at astronauten ville forsvinde helt i skyggen, har vi ikke set fremført tidligere. I en virkelig scene ville han sandsynligvis være tydelig for det blotte øje, men “usynlig” for det konkrete filmmateriale i det naturligt forekommende lys – eller mangel på samme.
  2. Det er en alvorlig fejl ikke at tage hensyn til de atmosfæriske forhold på Jorden; lysspredningen er betydelig i almindelig luft under normalt tryk, indendørs kan lysspredningen være endnu større.
  3. De to mytedræbere har ikke afskygget sig selv og fungerer i den mindre målestok (og især med den ene iført hvid skjorte) præcis som den kunstige lyskilde, der må have været brugt ved fotograferingen af billedet.
  4. Resultatet viser en astronaut og et landingsmodul, der faktisk er mindre belyst end i månebilledet.
  5. Der oplyses intet om filmmaterialet. Efter lukkerlyden at dømme er tiden omkring ½ sekund. Når der alligevel afviges fra de givne præmisser, kunne testerne lige så godt have brugt et Polaroid-kamera. Dermed kunne vi i det mindste se opstillingen over skulderen på fotografen og sammenligne med billedet, når det sprang frem. Nu klippes der mellem eksponeringen og det færdige papirbillede. Så, hvad er det, vi ser?
  6. m.fl. – det er en rodet forestilling, men som altid vældigt underholdende.

(Vi kender intet til Widner (el. Weidner) eller Moore og forbigår dem i tavshed.)

Men NVIDIA kender de fleste sikkert som den konstante leverandør af opdateringer til skærmkortet i vores computere. Det skyldes at NVIDIA producerer processorer (GPU’er) til billedskærme og video- og virtual-reality spil. De leverer også chips til NASA.
Så deres forsøg på at bevise det samme som MythBusters, blot ad digital vej, medførte tydeligvis et problem med at arbejde baglæns fra det ønskede resultat for at finde ud af, hvad Neil Armstrongs rumdragt og Månens overflade skulle reflektere for at give dette resultat. Deres tal blev henholdsvis 80-90 procent og 12 procent. Neil Armstrong i sin rumdragt fremstår som en selvstændig sol. Flere gange i den følgende video siger projektchefen (måske selveste Chief Executive Officer) “vi manglede stadig (det eller det) for at få det til at se rigtigt ud”. På toppen af det hele bygger simuleringen på en algoritme, der er NVIDIA’s helt egen. I et sådant miljø af virtual-reality er alting muligt i “virkeligheden”.
Ja, NVIDIA påstår endda, at de med deres nye teknik kan se de oprindelige stjerner i billederne. Hvis det er tilfældet, så lad os endelig få samtlige stjernekonstellationer fra flest mulige billeder fra Månen. Vi tror bare ikke på, at det sker, for det er sandsynligvis netop den udtalelse, som NASA kunne have været foruden. Stjerner er et ikke eksisterende fænomen i Project Apollo. Hvorfor? Fordi stjernernes øjeblikkelige konstellation – hvis de var en integreret del af billederne – ville kunne positionere ethvert af dem i verdensrummet, og hvis NASA i 1969 ikke var fuldstændigt på højde med, hvordan konstellationen så ud for det enkelte billede, var det bedst at forbigå problemet i tavshed. Ethvert sted og tidspunkt på Månen svarer til en unik konstellation af stjerner, i det mindste inden for samme år. NASA og NVIDIA har forklaret, at den eksponeringsværdi, der gælder for månelandingsfartøj, astronauter, månelandskab osv. er for høj til at tillade stjernerne at blive eksponeret ind på filmen. Det er korrekt, men det udelukker ikke, at man for dokumentationsværdien kunne vælge at eksponere et par rammer efter stjernerne, mens man fx havde et hjørne af landingsfartøjet med i forgrunden. Det ville kræve, at kameraet var monteret på et stativ eller på landingsfartøjet og at eksponeringstiden kunne ændres til fx ½ sek. Det havde været en oplagt opgave at planlægge inden starten fra Jorden.
Når en privatejet virksomhed som NVIDIA, der har NASA som kunde, skal føre den slags beviser, er resultatet givet på forhånd. Det uvidenskabelige resultat er sat prangende op og understøttes af et kendt logo. Se her hvordan bedrageriet blev præsenteret for offentligheden. NASA må have været fornøjet: How Our Maxwell GPUs Debunked the Apollo 11 Conspiracy Theory.

Et mere uafhængigt russisk eksperiment

Et privat russisk eksperiment tager også udgangspunkt i billedet AS11-40-5869, der er optaget 57 sekunder efter 5866.

Eksperimentet blev udført af Yuri Elkhov, filmfotograf og instruktør, og Leonid Konovalov, associeret professor på det russiske statslige filmuniversitet.

I dette billede hælder Månens horisont i øvrigt markant mere end i billede 5866. Det skyldes naturligvis, at kameraet blev drejet imellem optagelserne. Lidt mystisk, hvis Neil Armstrong havde begge ben på Månen og kameraet stadig sad monteret på brystet. Rettes billedet op, så horisonten er mere vandret, ser “Buzz Aldrin” ud til at hvile sig mod lejderen, som om han har ventet længe på de rigtige instruktioner og føler sig bebyrdet af udstyret. Situationen er velkendt fra reklamefotografiens verden.


AS11-40-5869
[Åbner som 3900 x 3900 px.)

 

Desværre findes der ingen video af selve eksperimentet, men forløbet er dokumenteret i billeder fra Aulis.


Resultatet af det russiske eksperiment. Desværre tager det ikke højde for den mulige refleksion fra fotografens rumdragt, men hovedindtrykket er givetvis rigtigt.

 

Vi finder dette resultat mere troværdigt med hensyn til den sandsynlige kontrast mellem lys og skygge på Månen.
Desværre tager eksperimentet ikke, så vidt vi kan se og læse, højde for refleksionen fra Neil Armstrongs rumdragt. Den kunne have være mere dominerende i dette billede, hvor astronauterne er i samme højde. Vi kan imidlertid udelukke, at den på nogen måde ville komme i nærheden af den generelle udfyldning af skyggesiden med lys, som vi kan observere i de relevante billeder fra denne serie.

Vores konklusion: Hvis NASA fastholder, at der i de virkelige Apollo 11-billeder fra Månen ikke blev brugt kunstigt lys, blev denne billedserie ikke optaget på Månen.

Retur til Fototekniske forhold eller Retur til 1. eksempel eller Retur til 2. eksempel

Næste afsnit: Astronauternes adfærd