Ralf Pittelkows tatoveringer

Overtagelsen

O-D-I-N.org, ud fra Den Korte Avis, 30. januar 2015

 

Jødiske historikere, der er i besiddelse af et minimum af selvrespekt, har for længst skrinlagt de mest uhyrlige jødiske Holocaust-myter: 6 millioner myrdede jøder, gaskamre for jøder, sæbe af jødisk fedt, lampeskærme af fangers hud, elektrificeret badevand, kollektiv drukning i sumpe osv.
Men fra andre (med et renommé, som ikke kan skades) bevidner vi en eskalering i modbydeligheder, der bliver brugt propagandistisk. Bemærk fx mangfoldigheden af uhyrlige drabsmetoder, der lanceres fra det jødisk ejede Hollywood og konstant hældes ud over unge mennesker i Vesten.
Iderigdommen inden for jødisk dæmoni er i sandhed veludviklet. Shalom Moloch.


Undergravende Ralf. Fotos: Internettet

 

Ralf Pittelkow:
Tv. i skikkelse af “Røde Ralf”, da han var marxist og lektor ved Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet i 1979 (Information).
Th. som han er nu i 2015, borgerlig, velbjærget og redaktør for det zionistiske propagandaorgan Den Korte Avis.
En loyal soldat over for sine ideologiske førere.

Israel var i udgangspunktet baseret på en zionistisk afart af marxismen, der senere skulle bevise sin inhumane natur i Sovjetunionen. I dag kontrolleres Israel af et pseudodemokratisk sammenrend i lommen på talmudisk fundamentalisme. Om ideologien kaldes marxistisk eller talmudisk er dog ligegyldigt, for logebrødrene i den internationale sekt af jøder finder det brugbart på vejen til at realisere drømmen om en zionistisk verdensorden, NWO, hvor en elite af jøder (hvis de får lov) vil kontrollere og udbytte en slavekaste af ikke-jøder, dvs. den øvrige menneskehed. Hvis du på et tidspunkt lod dig lokke til at tage ophold og arbejde i en kibbutz, kender du rangordenen.

Bevisets stilling

Normalt …!, når vi har med vestlig jura og videnskab at gøre, gælder princippet, at en påstand skal underbygges og bevises for at blive anerkendt. Fastholdes en påstand uden at kunne bevises, kaldes den falsk og forelæggeren uredelig.

Men gennem vores fælles verdenshistorie har jøderne (måske på baggrund af religionens jerngreb om kulturen) med olympisk hovmod fremsat påstande, der ikke måtte anfægtes, og bliver de alligevel anfægtet, betragtes det som vold mod den jødiske sjæl. Uheldigvis for jødernes intrigeren eksisterer vi barbarer også på denne planet, og vi finder os ikke i deres urimelige påstande og diktater. Det skaber naturligvis konflikter, og for at løse dem har den skadelidte part, den ikke-jødiske verden ransaget historien og efterforsket jødernes påstande for at modbevise dem. Det svarer til, at der skulle gælde omvendt bevisbyrde i forhold til jøderne; at alle andre er forpligtet til at bevise, at jøderne har uret, selv om det var rimeligt og normalt, at de selv førte beviset, hvis de havde ret. Det er dette “hvis”, der fortæller alt om, at jøderne har en dårlig sag her. De kan nemlig ikke bevise deres påstande og må i stedet gribe til påtaget forurettelse og propaganda.

Historierevisionisternes resultater viser med større og større tydelighed, at jødernes påstande og krav i ekstremt omfang har været baseret på opspind eller regulær løgn. Derfor har seriøse jødiske historikere efterhånden stukket piben ind og erkendt, at der har været tale om propaganda, dvs. bevidst løgn.

Men en udvikling mod større sandhed passer ikke propagandister som Ralf Pittelkow. Det bekymrer ham ikke, at jøderne, når det gælder fortærskede holocaust-myter, mangler historisk grundlag for deres påstande. Forbenede zionister af hans kaliber finder det helt rigtigt at gentage løgnehistorierne, når de lyster, selv om ærlige jøder har indrømmet det manglende grundlag.

Målet helliger midlet, mener man i de kredse, og eftersom jøderne efterhånden kontrollerer alle medier, bliver de falske påstande af mangel på modsigelser gradvist opfattet som kendsgerninger i befolkningerne. Fremgangsmåden kaldes at propagandere og hjernevaske. Dette finder sted i enhver krig, og Ralf Pittelkow er i krig for slyngelstaten Israel og vil gerne have resten af den danske befolkning impliceret.
Efterhånden som mediemonopolet og den digitale billedteknik udvikles, ser vi flere og flere eksempler på, at falske påstande tilmed underbygges med falsk dokumentation.

Men oftest er påstanden bare udokumenteret som i følgende artikel i Den Korte Avis den 29. januar 2015:

Hollywoods “SS-Ilse” om igen

Vi vil ikke honorere de følgende udgydelser fra Den Korte Avis med en længere visning, men nøjes med at linke til skribleren Jonna Vejrup Carlsens viderebringelse af historien om “Karel Wassermann” (der i parentes bemærket måtte være 100 år i dag, hvis han var virkelig):

Den Korte Avis: “… I Buchenwald var der alle former for tortur og medicinske eksperimenter samt en berygtet Ilse Koch, gift med lejrkommandanten, og berømt for sin sadisme. Hun fik bl.a. lavet lampeskærme, handsker o.a. fra dræbte fangers hud. Var der tatoveringer, blev det ekstra fint. …”

Ja, det er standarden på Den Korte Avis i 2015. Forhåbentlig er bunden nu nået for Ralf Pittelkow og hans kvindelige medredaktør, for muligheden for at sanere avisen har aldrig været større, end den er nu. Vi kan bidrage med forslaget om, at den redaktionelle ledelse begynder at tage afstand fra løgne-journalistikken.

Læs vores artikler om jødiske vidneforklaringer, der beviseligt har været opspind.

Gå til denne URL og find side 85. Den viser Google Books’ sider med spørgsmål og svar om jødernes Holocaust, bl.a. om “lampeskærme”. Efter billedet bringer vi en oversættelse af den svenske tekst:

 

Uddrag af:
Historierevisionisme – Hvad er det? Et grimt ord eller noget nødvendigt

ved Lars Ulwencreutz.

Side 85

Fremstillede nationalsocialisterne i Tyskland lampeskærme af huden fra myrdede koncentrationslejrfanger?

Nej, i dag er det erkendt, at nationalsocialisterne ikke fremstillede lampeskærme (eller andre ting, såsom handsker, tegnebøger) af huden fra koncentrationslejrfanger.

Under Nürnberg-processen blev denne påstand dog benyttet for at bevise, hvor uhyggeligt onde tyskerne var. Dokument 3420-PS, 3421-PS, 3423-PS “beviste”, at tyskerne udvalgte de tatoverede fanger, som var “de mest kunstfærdige eksemplarer”, myrdede dem, flåede dem og lavede “lampeskærme og husholdningspynt af huden” (dokument 3420-PS). Dokumenterne arkiveredes som bevis USA-252 og USA-253 mod tyskerne. Selv Sovjet præsenterede “bevis”, USSR-393, som bestod af “nogle eksemplarer af næsten færdiggarvet menneskelig hud.”

Allerede i 1976 erkendte chefen for den amerikanske okkupationszone i Tyskland, general Lucius D. Clay, at de påståede lampeskærme ikke var ægte, men var fremstillet af “gedeskind”.

Og i 1995 tilstod endelig Volkhard Knigge, chefen for Buchenwalds mindeplads, og det synes at være derfra, de første lampeskærmsrygter spredtes, at det “ved undersøgelser for nylig” er blevet bevist, at de berømte lampeskærme som vistes frem, i virkeligheden er lavet af “svinelæder”.

“Også ‘lampeskærme’, som blev påstået at være fremstillet af menneskehud, har ved undersøgelser for nylig vist sig at være af svinelæder.”

(Pressemeddelelse fra DPA, Deutche Pressagentur, 4. april, 1995.)

Altså har ledende kilder helt demonteret historien om lampeskærme af menneskehud.

Men så sent som i Aftonbladet 27. januar 1995 kunne man læse følgende usandheder:

“DEN BRUTALE SANDHED. Udryddelsen af dem som ikke passede ind i nazisternes verdensbillede var uhyggelig. Alle fanger blev klippet. Håret skulle anvendes til polstring, klæde og garn. Fede fanger forvandledes til sæbe. “Ægte jødesæbe” stod der på sæbestykkerne, som blev delt ud blandt fangerne (…) Tatoverede fanger blev flået, Huden anvendtes til lampeskærme, små håndtasker og handsker.” Side 86

Så til trods for at løgnen er afsløret, fortsætter propagandisterne med at sprede disse løgne om krigen og med deres hetzpropaganda, og det lader desværre til, at de vil fortsætte i mange år endnu.

Sandheden og historiske fakta respekterer de ikke; det vigtigste for dem er de propagandamæssige fordele, der kan opnås med at sprede visse historier; det er det eneste, der har betydning. Når de mener, at løgnen har tjent sit formål, vælger de måske selv at droppe den senere. (Se fx Israels revision af den historiske Massada-myte, som zionisterne selv udviklede, og hvis formål var “at forene jøderne”, men som nu, når dette er opnået, bekvemt kan afvikles.)

Her vil vi foregribe den jødiske sæbehistorie i Den Korte Avis

Efter kapitlet “Den jødiske sæbehistorie” fra bogen Jødisk Racisme
(Jewish Supremacism) af dr. David Duke. Dansk oversættelse og udgivelse i 2012:
Dan Publishing.

Den aparte historie om, at nationalsocialisterne lavede sæbe af jødiske lig, er måske et af de mest opsigtsvækkende eksempler på den svindelagtige karakter af dokumentationen og adfærden under Nürnberg-processerne – og de usandheder, der er indeholdt i jødernes Holocaust-historie. Under Nürnberg-processen erklærede L. N. Smirnov, ledende rådgiver for justitsministeriet i USSR (Chief Counselor of Justice for the U.S.S.R.):

De samme lavtstående, rationaliserende SS-teknik-hoveder, der skabte gaskamre og mord-varevogne, begyndte at udarbejde sådanne metoder til … fremstilling af sæbe fra menneskekroppe og garvning af menneskehud til industrielle formål … (Note 566.) (Nürnberg-bilag USSR Nr. 197.)

Allierede anklagere fremlagde beedigede erklæringer, der påstod, at dr. Rudolf Spanner, som var leder af Danzig-instituttet, havde opfordret til produktion af sæbe fra ligene af koncentrationslejres indsatte. Dr. Spanners formodede formel for menneskelig sæbe blev præsenteret (Nürnberg-dokument USSR 196) og virkelig sæbe, der formodedes at være fremstillet af menneskekroppe blev fremlagt i IMT* (bilag USSR 393).

*) IMT: International Military Tribunal, Nürnberg-domstolen, overs. anm.

Sir Hartley Shawcross, der var ledende britisk anklager, sagde i sin afsluttende procedure for retten: “Det skete, at endog ligene af deres ofre [tyskernes ofre] blev brugt til at råde bod på krigstidens mangel på sæbe.”
Som en del af Nürnberg-dommen erklærede dommerne: “Forsøg blev foretaget for at udnytte fedt fra ligene af ofrene til kommerciel fremstilling af sæbe.” (Note 567.)
Denne sensationelle påstand skabte overskrifter verden over og bliver stadig ofte gentaget den dag i dag.

Efter Nürnberg-processen voksede den jødiske sæbehistorie ved hver genfortælling. Overlevende berettede om, hvordan de vaskede sig med jødisk sæbe. “Nazijæger” Simon Wiesenthal skrev om menneskesæben fra Nürnberg-processerne. I 1946 skrev han i det østrigske jødesamfunds tidsskrift, Der Neue Weg:

I de sidste uger af marts rapporterede den rumænske presse en usædvanlig nyhed:
I den lille rumænske by Fălticeni blev tyve kasser sæbe begravet på den jødiske kirkegård under fuld ceremoni og komplette begravelsesritualer. Denne sæbe var blevet fundet for nylig i et tidligere tysk hærdepot. På kasserne fandtes initialerne RIF og teksten “rent jødisk fedt”. Disse bokse var bestemt for Waffen-SS. Indpakningspapiret afslørede med kynisk objektivitet, at denne sæbe var fremstillet af jødiske kroppe. Overraskende nok havde de grundige tyskere glemt at beskrive, om sæben var fremstillet af børn, piger, mænd eller ældre personer.
(Note 568.)

Påstanden om, at nationalsocialisterne lavede sæbe af jøder i krigens sidste år blev blot præsenteret som en grum kendsgerning, der viste tyskernes umenneskelighed mod jøderne. Den blev gentaget i bøger som William Shirers opreklamerede Rise and Fall og the Third Reich (Det Tredje Riges storhed og fald) og i tusindvis af artikler, dokumentarfilm og tilmed i lærebøger. (Note 569.)
I Israel har der endda været jødiske begravelser af sæbestykker, som angiveligt skulle være resterne af jøder. Sæbestykkerne var svøbt i ligklæder ved begravelsen og blev begravet efter højtidelige jødiske ritualer.

Ifølge jødiske autoriteter ved Yad Vashem, der er dokumentationscentret i Israel for jødernes Holocaust, er hver eneste artikel, udtalelse, beedigede erklæring og dramaudsendelse om, at tyskerne lavede sæbe af jøders kroppe blevet bevist at være falsk. Efter krigen indledte de allierede en straffeproces mod dr. Rudolf Spanner. Efter en langvarig efterforskning fandt den offentlige anklagers kontor ingen beviser for, at Danzig-instituttet nogensinde havde lavet sæbe af menneskekroppe, og de frafaldt tiltalen mod ham.

Det viser sig, at bogstaverne “RIF”, som fandtes på den pågældende sæbe, ikke står for “rent jødisk fedt”, men for det officielle navn på det statslige organ, der distribuerede sæbe og andre rensemidler: “Reichsstelle für industrielle Fettversorgung” betyder simpelthen “Rigscenter for industriel fedtforsyning”.
[Det må være en kendt sag, at sæbe kan fremstilles, og måske stadig bliver det, af organisk fedt. Det har været en almindelig industri i Danmark, at døde svin, køer, heste m.v. blev kogt på en “sæbefabrik” (hvilket lugtede fælt) for at smelte fedtet af. Fedtet blev yderligere raffineret, forsæbet, tilsat duftmidler og brugt til rengøring. Derfor kaldtes det tyske center, der leverede rensemidler, for “fedtforsyning”.]
Det siger sig selv, at “Rent Jødisk Fedt” (Rein Jüdisches Fett) skulle forkortes “RJF” og ikke “RIF”, men i den hysteriske antityske stemning, der herskede ved slutningen af krigen, ville holocaust-overdriverne ikke lade simple kendsgerninger komme i vejen. Da holocaust-revisionister konfronterede rædselskøbmændene med sandheden, måtte de indrømme sæbeløgnen eller miste troværdighed. [Forhåbentlig både-og.]

Den jødiske historiker Walter LaQueur erkendte i sin bog fra 1980, The Terrible Secret, at historien om menneskesæben var ren fantasi. (Note 570.)
Gitta Sereny, en anden berømt jødisk historiker, bemærkede i sin bog Into That Darkness (note 571), at “den alment accepterede historie om, at ligene blev anvendt til fremstilling af sæbe og gødning, er endeligt modbevist af den generelt meget pålidelige Ludwigsburgs Centrale Myndighed for Undersøgelse af Nazistiske Forbrydelser.” Deborah Lipstadt, professor i moderne jødisk historie og holocaust-studier ved Emory Universitetet, skrev i 1981, at “nazisterne brugte aldrig ligene af jøder eller for den sags skyld nogen andre til fremstilling af sæbe.” (Note 572.)

Endelig, i april 1990, erklærede manden, der hyldes som verdens førende holocaust-historiker, professor Yehuda Bauer fra Israels Hebrew University, samt Samuel Krakowski, som er arkivdirektør for Israels berømte Yad Vashem holocaust-center, at historierne om menneskesæben ikke var sande. Bauer sagde: “Lejrfanger var villige til at tro på en hvilken som helst skrækhistorie om deres forfølgere.” Bauer lagde i sin interessante erklæring skylden for hele historien om menneskesæbe på “nazisterne”. Krakowski bemærkede: “Historien har konkluderet, at sæbe ikke blev lavet af menneskefedt. Når så mange mennesker benægter, at holocaust nogensinde er sket, hvorfor så give dem noget at bruge imod Sandheden?” (Note 573.)

Lige som historien om “jødisk sæbe” viste sig at være en gigantisk løgn [som man imidlertid ubekymret tillader sig at bagatellisere som et fænomen, der ikke var robust nok til at overleve historiens gang], siger revisionisterne, at der findes et væld af oplysninger, der på samme måde står i modstrid med mange af de andre populære overbevisninger. Mange forskere, der er blevet draget af modsigelserne og de usandsynlige scenarier i jødernes Holocaust, nåede uafhængigt frem til nye resultater. Den samlede efterforskningsgruppe, der udfordrer holocausthistorien – “holocaust-revisionismen” – afdækker hele tiden nye beviser, også imens jeg skriver disse linjer. (Se også: “Myten, som nægter at dø.” fra Barnes Review.)

jødernes Holocaust-eksperter har imødegået revisionisterne med skældsord og undertrykkelse. For bare et par år siden [skrevet i 2007] blev dem, der vovede at sætte spørgsmålstegn ved den jødiske sæbehistorie kaldt nazister og hadefulde. Selv i dag [og det gælder stadig i 2015] bliver enhver, der vover at sætte spørgsmålstegn ved blot en del af holocaust-pakken, dens karakter, dens tal, dens politik, fordømt som “holocaust-benægter” (et begreb, der sandsynligvis vil blive varemærkebeskyttet og efterhånden skrevet med stort “B” [som i Benægter] lige som “Holocaust” er blevet det og nu skrives med stort H af sine tilhængere).

At kalde nogen, der sætter spørgsmålstegn ved holocaust-dogmet for en “holocaust-benægter” er at antyde, at han er en dum (eller ond) antisemitisk galning, der benægter et faktum. Hvordan kan man nægte benægte, spørger holocaust-“autoriteterne”, det som trods alt alle og enhver har set med egne øjne – billederne of filmklippene af gasninger og skyderier, dyngerne af jødiske lig?

Jeg opdagede, at ingen ansvarlig revisionist i virkeligheden benægter, at et stort antal uskyldige mennesker, heriblandt mange jøder, døde i hænderne på tyskerne og deres allierede under Anden Verdenskrig. Ingen benægter, at tyskerne indsamlede jøder fra hele det besatte Europa og anbragte dem i beklageligt utilstrækkelige koncentrationslejre. Revisionister benægter ikke, at der blev begået overgreb mod fangerne, herunder jøderne, men de hævder, at antallet af døde er blevet overdrevet ud over enhver realistisk grænse. [I denne første halvdel af afsnittet har vi ændret valget af enkelte ord, så betydningen efter vores opfattelse i højere grad svarer til virkeligheden.] Endnu vigtigere er det, hævder de, at der ikke var noget centralt program, nogen plan eller politik hos den tyske regering som havde til formål at udrydde hele det jødiske folk. Revisionisterne hævder, at nationalsocialisterne oprettede lejre for at internere jøderne [de jøder, der endnu ikke havde forladt Tyskland] fordi de [efter krigsudbruddet] kom til at udgøre en sikkerhedsrisiko, fuldstændigt som den amerikanske regering af sikkerhedsmæssige grunde samlede og internerede amerikanere af japansk afstamning. [I løbet af krigen fik Tyskland brug for enhver arbejdsduelig person i krigsindustrien, og da “endlösung” gik ud på ultimativt at sende alle jøder ud af det tyske Europa (en helt nødvendig ordning, hvis Tyskland skulle udvikles for det tyske folk), blev jøderne fra Europa samlet sammen og sendt til arbejdslejrene. Vi kan kun gætte på, at hensigten var at sende dem videre ud af Europa, når krigen var vundet.]

Revisionister hævder, at videnskabelige og dokumentbaserede beviser støtter deres holdning og at fortalerne for holocaust-ortodoksien er nødt til at undertrykke debatten ubarmhjertigt, hvis jødernes Holocaust skal overleve. Endelig hævder de, at der findes stærke og økonomiske motiver, både for skabelsen og for bevarelsen af holocaust-historien.

[Tag blot det i Danmark placerede institut DIIS, hvor en stor del af de ansatte ville blive arbejdsløse, hvis “historien skulle konkludere” at jødernes Holocaust også var et fænomenalt propagandanummer.

Den dag jøderne selv er nødt til at erkende, at deres Holocaust er en gigantisk løgn (der vel i virkeligheden har haft til formål at installere jødestaten i Palæstina), vil konsekvenserne ikke blot blive et skuldertræk hos israelske museumsfolk. Der vil rejse sig et berettiget ramaskrig fra den europæiske befolkning, ikke blot den del, der er blevet dæmoniseret som sindssyge sadister, men fra alle, der er blevet forulempet og holdt for nar. Danske skatteydere betaler hvert år et titals millioner i statstilskud til DIIS, så de bl.a. kan producere falsk undervisningsmateriale til vores børn og afholde Auschwitz-dag i januar, så det polske oplevelsescenter kan overleve.

Det er på den baggrund, vi igen og igen oplever desperate jødiske forsøg på at holde liv i myten, forsøg der desværre udmønter sig i groteske gentagelser af historier, der for længst er demonteret som løgn.

I dette tilfælde fortæller lysten til at viderebringe shoah-løgnen en hel del om det redaktionelle niveau på Den Korte Avis og om den politiske orientering hos organets ejere.]

Noter:

566: Nürnberg bilag. U.S.S.R. s. 197.

567: Porter, Carlos. (1988). Made in Russia, s. 159. Dokumentkopi fra (IMT Blue Series) Bd. 1, s. 252.

568: Wiesenthal, S. (1946). Die Neue Weg, 17/18 s. 4-5.

569: Shirer, W. L. (1960). The Rise and Fall og the Third Reich: A History of Nazi Germany.

570: Laqueur, W. (1981). The Terrible Secret: Suppression of the Truth about Adolf Hitler’s “Final Solution”. Boston: Little, Brown and Company.

571: Sereny, Gitta. (1974). Into That Darkness: From Mercy Killing ot Mass Murder. New York: McGraw-Hill, s. 141.

572: Los Angeles Times. (1981). Nazi Soap Rumor During World Waar II, 16. maj, s. II/2

573: Toronto Globe & Mail. (1990). 25. april.