Rudolf Hess’ fredsmission til England i 1941 –
bekræftet af britisk historiker

Sand Historie

O-D-I-N, The Barnes Review, jan-feb 2014, 7. juni 2014.

 

Det har været en “nyhed” i Israel og Storbritannien gennem måneder (skrevet jan–feb 2014). Men amerikanske medier holder stadig kikkerten for det blinde øje i forhold til udgivelsen af en ny bog fra en betydende britisk historiker, der bekræfter, at Adolf Hitler søgte fred med Storbritannien i 1941, men at Hitlers tilbud blev afvist af Churchill.


Rudolf Hess, 1941.
Foto: “Hess, Hitler & Churchill”.

 

Rudolf Hess, Reichminister og Adolf Hitlers stedfortræder, medbragte i maj 1941 en fredstraktat af enorm rækkevidde for Vesteuropas fremtid. Den krævede blot et minimum af sund fornuft hos den britiske regering. Uheldigvis dansede regeringschefen Winston Churchill allerede efter jødernes pibe.

Israels Ynet, såvel som The Telegraph og The Daily Mail (sidstnævnte i London) har skrevet om denne afsløring, der ændrer den “officielle” historie om Anden Verdenskrig og bekræfter, hvad uafhængige revisionistiske historikere har hævdet gennem mange år.

I bogen Hess, Hitler and Churchill bekræfter den anerkendte forfatter Peter Padfield, at den legendariske “fredsmission” til Storbritannien i maj 1941, foretaget af Hitlers loyale stedfortræder, Rudolf Hess, i høj grad var med Hitlers samtykke, og at Hess medbragte et tilbud fra Hitler om, at Tyskland ville trække sine styrker tilbage fra besatte områder i Vesteuropa, hvis Storbritanniens ville støtte (eller i det mindste ikke komplicere) et forestående tysk angreb på Sovjetrusland. Datoen (der indtraf fem uger senere) blev dog ikke afsløret.

Adolf Hitlers forslag – formuleret i en fredstraktats formelle sprog (og skrevet på hans personlige skrivemaskine) – garanterede Storbritanniens, det britiske imperiums og alle dets militære styrkers fortsatte uafhængighed. Traktaten foreslog, hvad der på tysk kaldtes “venskabelig neutralitet”, mellem Tyskland og Storbritannien, en vision som i høj grad var Hitlers.

Selv om Hess’ fredsflyvning, som The Telegraph bemærker, indtil nu har været omtalt som “en sindsforvirret galnings solomission,” har uafhængige forfattere (på basis af data, der er blevet undertrykt af “elitens” medier og akademier) gennem mange år påstået: at Hitler i givet fald – og efter forhåndsaftale med Hess – kunne vælge at fragå sit kendskab til missionen, hvis den mislykkedes.

Efter at have forladt sit fly over Skotland, forventede Hess at skulle mødes med britiske rangspersoner, der var interesserede i en fredsaftale med Tyskland, men blev i stedet pågrebet og varetægtsfængslet af Churchills agenter, som, det ved vi nu, holdt ham isoleret fra verden i 46 år. Missionens egentlige indhold blev fortiet af Churchills regering.

Padfield hævder, at Hess blev offer for en britisk efterretningsoperation, der var godkendt af Churchill med det formål at lokke den tyske fredsforhandler i en fælde i Storbritannien. Padfields beskrivelse stemmer med det, som andre har kaldt “et klassisk dobbeltspil” af den karakter, som den britiske efterretningstjeneste længe havde demonstreret sin ekspertise i.

Ifølge Padfield er en af hans kilder en (unavngiven) engelsk akademiker. Sammen med andre blev han tilkaldt for at oversætte traktaten for Churchill, som (skønt den tyske ordlyd i forvejen var ledsaget af en engelsk oversættelse, alt leveret af Hess) ønskede de engelske oversætteres version.

The Telegraph har skrevet: “Der findes ikke en bemærkning om traktaten i et eneste af de officielle arkiver, der senere er gjort offentligt tilgængelige, men hr. Padfield mener, at den er blevet holdt hemmelig gennem årene for at beskytte magtfulde personers omdømme,” og avisen bemærker videre, at Padfield har “også samlet andre beviseligheder, der understøtter traktatens eksistens – såvel som dens hemmeligholdelse.”

Padfield hævder, at Churchill foretog et “moralsk valg” ved at afvise Hitlers fredstilbud, at han nærede et inderligt og ærligt ønske om at bekrige Hitler med støtte fra De Forenede Stater.

I modsætning til denne hædrende version hævder kritikerne, at Churchills beslutsomhed i spørgsmålet om at bekrige Hitler – ikke mindst set i lyset af, at der herskede en udbredt ulyst til krig hos briterne og endda i den kongelige familie – kun kunne være motiveret i, at Churchill nogle år tidligere, da han reelt var bankerot med udsigt til at miste slægtens højtelskede landsted, blev undsat på selve fallittens rand af jødiske finansmænd i en gruppe, kendt under navnet “the Focus”. De betalte hans gæld imod bestemte modydelser. Historikeren David Irving har skrevet: “Focus blev finansieret af en bestikkelsesfond, der var etableret af nogle af Londons mest velhavende forretningsmænd – alt overvejende organiseret under Board of Jewish Deputies (Komiteen af jødiske stedfortrædere) i England; deres formand var Sir Bernard Waley Cohen.”*

Under alle omstændigheder, som Padfield bemærker, en offentlig omtale af Hess’ fredsmissionen ville have undergravet Churchills agitation for krig.

Hess blev tiltalt og dømt for “krigsforbrydelser” under efterkrigens Nürnberg-proces, selv om han ikke havde haft mulighed for at begå nogen krigsforbrydelse. Han havde konstant befundet sig i britisk fængsel siden maj 1941.

Han blev tilmed idømt fængsel på livstid. Hess døde i Spandau-fængslet i Tyskland i 1987, officielt ved selvmord. Men nyt bevismateriale bekræfter det, som mange længe har ment, at den gamle mand blev myrdet af briterne.

The Barnes Review, freelance-forfatter Ronald L. Ray, USA, jan-feb 2014.

Myrdede briterne Adolf Hitlers fredsudsending fra 1941?

I maj 1941 fløj Rudolf Hess, en af de ledende skikkelser i det nationalsocialistiske parti i Tyskland, fra Tyskland til Storbritannien på en risikabel, hemmelig enkeltmandsmission, medbringende fredsforslag, som var autoriseret af Adolf Hitler selv. Men han fløj i en fælde, arrangeret af den britiske premierminister, Winston Churchill, som ikke var indstillet på at afkorte Anden Verdenskrigs blodsudgydelser.*
Hess tilbragte de næste 46 år i fængsel, mange af årene i isolationsfængsel. I en alder af 93 og under indtryk af forlydender om en mulig frigivelse skulle denne gamle, gigtramte mand, der dårligt kunne holde på en ske eller stå oprejst ved egen kraft – ifølge sine fangevogtere – have begået selvmord! ved at træde op på en stol og hænge sig. Mon dog?

I bogen Rudolf Hess: Hans besvigelse & mord, som vi har omtalt tidligere, fremlægger Hess’ sygehjælper gennem mange år, Abdallah Melaouhi, beviser for at Hess i virkeligheden blev myrdet af professionelle mordere fra ét af de allierede lande.

Der er for nylig frigivet (nedklassificerede) britiske dokumenter, bl.a. dele af en obduktionsrapport, som underbygger Melaouhi’s modige sag og atter rejser spørgsmålet: Hvorfor er Hess’ mordere ikke blevet stillet for retten? Og mindst lige så vigtigt: Hvorfor skulle Hess i det hele taget myrdes?

I marts 2012 udgav London’s Daily Mail tidligere hemmeligholdte fotos fra havehuset inden for Spandau-fængslet i Berlin fra den eftermiddag, da Hess døde. Billederne viser tydelige tegn på kamp, og der vises detaljer, som passer med Melaouhi’s beskrivelse af, hvad han selv observerede den skæbnesvangre dag i august 1987. Disse fotos modsiger de allieredes bizarre forklaring om, at Hess begik selvmord.

Senest, den 6. september (2013), udgav en anden London-avis, The Independent, igen tidligere tophemmelig information (fra 1989), der peger mod to unavngivne britiske agenter, der forklædt som amerikanske soldater, skulle have myrdet den forsvarsløse Hess; en mand, der trods mange års isolation holdt sig i live ved håbet om at blive genforenet med sin familie. Ifølge Scotland Yard, i en rapport af ledende kriminalinspektør Howard Jones, havde en vis kirurg, dr. Hugh Thomas, videregivet navnene til Jones på de to formodede mordere, en information, som Thomas igen skulle havde modtaget fra en tidligere ansat i SAS (Special Air Service).

Informanten erklærede yderligere, at det var på den britiske regerings ordre, at Hess var blevet myrdet, for at beskytte visse hemmeligheder fra Anden Verdenskrig. Jones mente, at mørklægningen kunne skyldes, at der var tale om et nationalsocialistisk komplot med det formål at omstyrte Churchill-regeringen – en temmelig grinagtig antagelse, når man tager fredeligheden af Hess’ fremtræden og hans mission i betragtning. Selv om Scotland Yard mente, at doktorens påstand var uden egentlig “substans”, besluttede man at lede efter morderne og eventuelle vidner.

Ingen ved, om efterforskningen førte til noget konkret, for den offentlige chefanklager Sir Allen Green! aflyste undersøgelsen. Tilsyneladende havde magtfulde kræfter en selvbevarende interesse i at forhindre verden i at kende sandheden om Hess død.

Redaktionel kommentar

*) I 1938, da Churchill var 64 år, havde han levet over evne i en sådan grad, at hans kreditorer forberedte sig på at pante ham ud. Han blev stillet et tvangssalg af sit luksuriøse landsted, Chartwell, i udsigt.

I denne nødens stund trådte på mystisk vis en ukendt person ind i Churchills liv. Det var Henry Strakosch, en jødisk multimillionær, der havde tjent sin formue ved at spekulere i sydafrikanske mineoptioner. Hans forældre var udvandret fra Østrig. Strakosch trådte til og tilbød Churchill et lån på 150.000 pund sterling, lige i tide til at redde landstedet fra tvangsauktionen. I årene der fulgte, fungerede Strakosch som Churchills rådgiver og fortrolige; men på mirakuløs vis formåede han at holde sig ude af det offentlige søgelys. Dette kom derfor så meget mere til at illuminere Churchills genopstigende politiske karriere.

Det må siges ligeud. Krævende tænkning blev aldrig Churchills stærke side, for han var konstant enten fuld eller næsten fuld. Alkoholisme var ikke den eneste excentriske egenskab ved denne mærkelige mand. Han modtog jævnligt sine besøgende uden at have en trævl på kroppen. Men Churchill, Stalin og Roosevelt var Anden Verdenskrigs krigsherrer, og de har krav på det primære ansvar for resultatet – den største katastrofe i det hvide Europas historie.

Kilde: Den usminkede historie (afsnittet: Roosevelts masterplan).

Læs også: Hvad hændte Rudolf Hess

Den kendte britiske korrespondent og forfatter Douglas Reed, der bevidnede og rapporterede fra begge verdenskrige, beskrev kort efter Anden Verdenskrig i sin mesterlige bog Kontroversen om Zion Churchills drejning fra at være kritisk over for magtens jøder til at blive deres allierede. Reed skriver i kapitlet “Verdensrevolutionen igen” bl.a.:

En autoritet fra denne periode var vidende om dette og udtrykte det. Som andre tidligere – Edmund Burke, John Robison, George Washington, Alexander Hamilton og Disraeli – skrev hr. Winston Churchill:
“Det forekommer næsten som om både det kristne evangelium og evangeliet om antikrist var planlagt til at skulle opstå blandt det samme folk, og som om denne gådefulde og hemmelighedsfulde race var blevet udvalgt til at manifestere det mest ophøjede og det allerlaveste, både det guddommelige og det djævelske … Helt tilbage fra ’Spartacus’ på Weishaupts tid til Karl Marx og frem til Trotskij (Rusland), Bela Kun (Ungarn), Rosa Luxembourg (Tyskland) og Emma Goldman (USA) er denne verdensomspændende sammensværgelse til omstyrtelse af civilisationen og til opbygning af samfundet på basis af standset udvikling, misundelig ondskabsfuldhed og umulig lighed, fortsat vokset støt. Den spillede, som den moderne forfatter fru Nesta Webster så talentfuldt har vist det, en afgjort tydelig rolle i den franske revolutions tragedie. Den har været drivfjederen i samtlige samfundsundergravende bevægelser gennem det nittende århundrede; og nu er det omsider lykkedes denne gruppe af usædvanlige personligheder fra underverdenen i Europas og Amerikas store byer at gribe det russiske folk om struben og praktisk taget blive de ubestridte herskere over dette enorme imperium. Der er intet behov for at overdrive den andel disse internationale og hovedsageligt ateistiske jøder har spillet i skabelsen af bolsjevismen og den russiske revolution. Det er afgjort en meget væsentlig rolle; muligvis overgår den samtlige andre”.
Det er den sidste oprigtige udtalelse (som jeg har kunnet finde) om dette spørgsmål, fra en ledende offentlig person. Efter dette tidspunkt sænkedes en bandlysning af offentlig diskussion ned over verden, og Den Store Stilhed fulgte – op til dagen i dag. I 1953 nægtede hr. Churchill at give tilladelse (som kræves efter engelsk lov) til, at der måtte laves en fotostat af denne artikel (fra Illustrated Sunday Herald, den 8. februar 1920), uden at han sagde grunden hertil.
Kendsgerningen om det jødiske lederskab var et stykke offentlig viden af enorm betydning og den senere undertrykkelse heraf, hvor en offentlig debat ville have haft en rensende effekt, producerede i stedet en gigantisk svækkelse af Vesten. Det bliver umuligt at skabe nogen rationel statspolitik, når sådanne væsentlige områder af viden udelukkes fra den offentlige diskussion; det er som at spille billard med skæve køer og ellipseformede baller. Sammensværgelsens magt ses mere tydeligt på dens succes med denne undertrykkelse end på noget andet (som det også gjaldt tidligere i forhold til Robison, Barruel og Morse).