Sammenhængskraften

Overtagelsen

O-D-I-N.org, 16. august 2013 (opdateret februar 2018).

 

“Fjern sammenhængskraften, skab utryghed, forvirring og splittelse …”

Sådan lyder jødernes plan for at ødelægge det hvide Europa. Derfor er samhørigheden afgørende vigtig for vores opfattelse af et dansk og nordisk fællesskab. Det er nødvendigt, at du som dansker værner om dette fællesskab med alt, hvad du har lært. Sammenhængskraften er den usynlige “lim”, der binder os sammen som en nation i vores unikke nordiske kultur.


Europa er under nedbrydning! Illustration: O-D-I-N.org

 

Jøderne, der lever som parasitter i Danmark, Finland, Norge og Sverige – i Europa, har siden Anden Verdenskrig udfoldet betydelig energi på at forsøge at opløse vores identitetsskabende relationer. Det er meningen, at vi gradvist skal vænnes til multikultur og fatte kærlighed til jødernes Euro-union. I et multikulturelt samfund bliver jøderne mindre synlige og vil kunne fremture i ubemærkethed.

EU er en ny sovjetunion i lidt smartere forklædning. Den overlever kun sine fiaskoer i kraft af enorme tilskud fra det jødiske USA. Galskaben bliver synlig, når man først har forstået, at formålet med jødernes EU ikke er at fremme europæisk levevis, men at bane vejen for en jødisk overtagelse af Europa. Tro ikke, at en jøde nogen sinde vil arbejde for andre end jøder, og dermed behøver du aldrig at være i tvivl om hensigten, når jøder engagerer sig.

Der foregår et konstant parasitært angreb mod de hvide europæiske nationer på de indre linjer. I vores del af Europa fratages de nordiske befolkninger fællesskabsfølelsen såvel på nationalt plan som på traditionelt nordisk. Jøderne angriber som parasitter vores integritet og autonomi og sund og naturlig fædrelandskærlighed latterliggøres. 

Vores børn idiotiseres for fuld kraft på danske jødificerede skoler, gymnasier og universiteter, og i fritiden bliver de unge hjernevasket gennem brugen af mobiltelefoner, playstations og sociale medier i et omfang, så de mister evnen (og tiden) til at tænke selv og forholde sig til den virkelige verden. De færreste unge i dag opnår en politisk bevidsthed. Lykkes det ikke os forældre at forhindre blokeringen af de unges tænkeevne og parasitternes generelle forgiftning af vort samfund, bliver vi ofre for deres planlagte verdensregering

Den evindelige skam vil bestå i, at danskerne bare gav op, ude af stand til at observere faren eller mobilisere den mest nødvendige selvopholdelsesdrift. Hvis danskerne helt mister kontrollen med Danmark, vil jøderne udslette os som hvide europæere.

Er det en fremtid som fordummet slave og undermenneske, du ønsker for dine børn? Hvis ikke, så slut dig til O-D-I-N og sæt dig aktivt til modværge. Det kan du gøre ved indledningsvis at forlade sofahjørnet og give afkald på den daglige dosis af indoktrinering og hjernevask fra jødernes medier (alle kanaler!).

Sammenhængskraften består af fælles historie, traditioner, samvær, relationer, højt intelligensniveau, et lyst udseende oma., der binder os sammen til en unik nation.
Eller sådan har det i det mindste været indtil nu. I det skjulte er danskernes værdier, livsglæde og udfoldelsesmuligheder under konstant angreb fra en side, som ingen havde ventet. Vi angribes af en herboende jødisk loge, som vi anså for fredelig og tilpasset. Vi er blevet snydt og bedraget af disse jødiske internationalister, der vil regere hele verden. For at komme til at eje Danmark er det nødvendigt for dem at nedbryde alt, hvad der binder os sammen som nation. Det er præcis det, der foregår for næsen af os, hvis du et øjeblik tillader dig selv at se efter.

En homogen befolkning
Børn, forældre, familie
Opdragelse, skole
Kvinde, mand, kønsroller, samfund
Vægtning af minoriteter
Adoption af handicappede
Borger og stat
Stat og kommune
Identitet og historie
Dansk og kommunikation
Nydelsesmidler og trivsel
Diagnoser

En homogen befolkning

I 1950 var det yderst sjældent at se en mørklødet person, endsige en neger, i Danmark. Det var naturgivent, at her i Norden omgikkes vi danskere, nordmænd, svenskere og af og til en finne eller tysker. Der var ingen forskel, så længe vi ikke opsøgte den jødiske enklave i København eller i de øvrige storbyer. Jøderne formodedes i øvrigt endnu at være i færd med at tilpasse sig en dansk levevis. Det påstod de selv, at de ville. Ingen frygtede nogen undergravende virksomhed fra den kant. Ikke i Danmark på det tidspunkt. Desuden havde de overlevende jøder jo lige bevidnet Adolf Hitlers Holocaust, troede vi, og vi glædede os over, at jøderne sikkert værdsatte vores beskyttelse!

I den verden var det en positiv oplevelse, når vi modtog gæster fra udlandet, nye indtryk fra fremmede himmelstrøg. Et friskt pust udefra, når de fremmede ikke maste sig på, men respekterede status som gæster i Danmark. Når besøget var slut, tog de hjem, og ingen behøvede at frygte påtrængende krav om bosættelse og familiesamføring. Alle vidste intuitivt, at enhver trives bedst inden for sin egen kultur. Problemet for jøderne er, at deres “kultur” er baseret på en parasitær vandring fra vært til vært, der har gjort dem afskyet og uvelkomne overalt i Europa.
Den naturlige nordiske homogenitet blev første gang brudt i 60’erne, da danskerne efter sigende “inviterede” tyrkiske gæstearbejdere til at afhjælpe et påstået underskud i hjemlig arbejdskraft. “Gæsteophold” viste sig snart at blive synonymt med “permanent belemring”, og senere blev der fra radikale i det politiske spektrum (altid “certificerede” mediebrugere) argumenteret lidenskabeligt for det nye begreb: familiesammenføring.
Dette fænomen skulle efterhånden manifestere sig i en kolossal social foranstaltning for danskernes regning. En udflugt til slaraffenland med alt betalt.

Indvandringen har stået på lige siden og påstås at have “beriget” nationen med kulturgoder fra de mest underudviklede dele af Tyrkiet og Pakistan, og senest fra Afrika og Mellemøsten. Berigelsen af de nordiske samfund er, som normalt begavede mennesker ret let gennemskuer, foregået på vores bekostning, og gode skattepenge er endt i jødernes kollekt i Danmark eller udlandet. Denne business kaldes godhedsindustrien, og den ejes af jøderne. Deres evne til at skabe nye behov for assistance overalt, ofte på grundlag af en diskret gennemført hastelov eller bekendtgørelse, er uden grænser.
De såkaldt humanitære indsatser (vi bliver hængt ud af EU, hvis vi ikke hurtigt nok indser nødvendigheden) har hver gang været penge ud af lommen på danske skattebetalere, og midlerne ender notorisk i samme godhedsindustris pengekasse, dvs. til syvende og sidst i den jødiske kollekt.

Senere blev vi præsenteret for kvoteflygtninge, som vi ikke måtte afvise. Institutioner som Amnesty International fik massiv mediedækning, og koryfæer som Inge Genefke med gemal opnåede nærmest kultstatus og blev profileret som Danmarks egen Florence Nightingales.

Under falske, i bedste fald naive, løfter om et strålende europæisk samarbejde mellem suveræne nationer havde Jens Otto Kragh solgt det Europæiske Fællesmarked (EF) til danskerne. Da det snart viste at være en jødisk Euro-union med åbne grænser, kom porten til Danmark til at stå på vid gab. Danskernes sociale kasser har stået gabende åbne siden da. Adgangen blev banet for alverdens mennesker, de fleste genetisk forhindret i at tilpasse sig dansk kultur og levevis.
Tilstrømningen foregår i 2018 via Kastrup Lufthavn og Øresundsbroen fra hele kloden, men samtidig står det enhver frit for at passere over EU-grænsen fra Tyskland uden ringeste form for kontrol. I denne strøm af tilfældige indvandrere kan alle med tiden få asyl, fordi jøderne som en del af deres agenda saboterer hjemsendelserne.
Obstruktionen foregår uhindret og mere eller mindre usynligt i 2018, selv om den traditionelle danske befolkning aldrig har accepteret at betale for uvirksomme, ukyndige, pensionskrævende mennesker fra alverdens fejlslagne samfund. 

Under dække af denne indvandring sluser jøderne deres søstre og brødre ind fra Israel og det tidligere Østeuropa med garanti for fast ophold. Jøderne usynliggør på den måde deres egen fortsatte indvandring til Vesten og forøger deres undergravende tilstedeværelse i Danmark i ly af den generelle mørklødede tumult.

Således er uforligeligt væv i form af hundredtusinder af mennesker fra fjerne kulturer gennem et halvt århundrede implanteret i kroppen af dansk levevis og kultur. Når vi ikke længere kan identificere en nabo som en landsmand, fordi denne nabo er fra Afrika eller Tyrkiet og forlanger en lokal udgave af Somalia eller Anatolien, hvor han bor, så får hans danske naboer efterhånden et problem med at identificere sig som danskere i en dansk nation.

Tror du, at det var danskerne, der besluttede disse angreb på vores identitet?
Nej vel. Denne tilstand er indført af de 300.000 jødiske parasitter i Danmark.
Men det er udelukkende danskerne, der kan standse overgrebene.

Børn, forældre, familie

Et stærkt familiesammenhold har stor betydning for sammenhængskraften i samfundet. Jøderne dyrker uforbeholdent kernefamilien. I modsætning til alt braset, der dagligt proppes i hovedet på mere og mere forvirrede danskere, højagtes ægteskabet og familiesammenholdet inden for de jødiske mure.
Familiesammenhold opstår af et grundlæggende fællesskab, der bygger på fælles normer og skaber tryghed fra en tidlig alder. Det udvikler sig gennem samvær og fælles ritualer, der udfoldes regelmæssigt. Det kræver tid, koncentration og viden hos et forældrepar at få et godt familiesammenhold etableret, og det kræver et overskud af energi at bevare det.

Det er trist at skulle konstatere, at nutidens danske forældre ofte glimrer ved selv at være mere eller mindre ukvalificerede, når de skal påtage sig ansvaret for at skabe tryghed omkring deres børn. De gode resultater opnås ikke ved, at far og mor jager statussymboler og meningsløse forestillinger om falske “designerliv”. Dette hovedløse jageri frarøver mand og kone den tid og det overskud, der skulle bruges til at grundlægge og udvikle deres egen kernefamilie på grundlag af egne gennemtænkte præmisser. At forfølge falske mål ender notorisk katastrofalt, og vi ser til overmål følgerne hele tiden.

Familiesammenholdet mellem danskerne undergraves aktivt ved at parasitternes medier uophørligt lancerer adfærdsmodeller, der kun er egnet til at skabe forvirring og ansvarsløshed. Der er frit valg på skalaen fra “multiamourøs” over massagekvinde med krav på fagforening til karriere-single. I den tid, der spildes på perversionerne, bliver der ikke født danske børn, og slet ikke på det rigtige tidspunkt for kvinderne.

Ægteskabet som institution, eller et tilsvarende forpligtende forhold mellem mand og kvinde, gøres til en kedelig trivialitet. Normerne for stabile familieforhold nedbrydes til fordel for seriel monogami, hvor korte perspektivløse varianter af eventyrlighed udleves.
Kærlighed forveksles med forelskelse. Uoverlagte parforhold, Hollywood-bryllupper efterfulgt af ynkelig bondeanger, frustrationer og ulykkelige forældre og børn hører til dagens orden. Denne zapperkultur skabes og vedligeholdes, ved at magasiner og TV promoverer den ene hippe familiemodel efter den anden. Udlev dit seksuelle potentiale uden grænser og lad homoseksuelle opdrage børn, lyder rådene. Overalt promoveres bøsser og lesbiske langt ud over deres repræsentation og berettigelse. I stedet kunne ansvarlige medier opfordre til besindighed og omtanke i respekt for danske børns ret til et forældrepar af blandet køn. Det sker af gode grunde ikke.
Tværtimod gøres det mondænt at være med på seneste idiotiske tilbøjelighed, at være ”søgende”. Danmarks traditionelle befolkning forsynes løbende med nye begreber som ”bonusbørn”, ”lånebørn”, ”plasticbørn”, ”papforældre” osv. Danskernes børn opdrages i mere og mere utrygge familierelationer. Usikre og rodløse børn bliver med statsgaranti næste generations tabere.

Alternativt kunne samfundet udvikle sig med ansvarlige nationale medier, der grundigt vejledte om børns tarv, om ansvar, ægteskab og familie – i tide. Opbyggelige medier ville være en enorm gevinst for det danske samfund, for danskerne og Danmark. Den slags medier får vi ikke, så længe jødernes mediemonopol sætter normerne. Jødernes indflydelse skal snarest muligt gøres forholdsmæssig.

Opdragelse, skole

Forældre må ikke længere revse deres børn korporligt, lyder et af tidens dogmer, og skolen må ikke revse eleverne. Men det er heller ikke skolens opgave at revse børnene, for de skal være opdraget hjemmefra. Det er bare ikke alle børn, der egner sig til at blive opdraget gennem en nok så gennemtænkt verbal argumentation. For nogle er det lejlighedsvis nødvendigt (og sundt) at blive mindet om, at alternativet til ulydighed kan være simpel fysisk overmagt, demonstreret under beherskede former. Det følgende må ikke opfattes som forsvar for sjældne tilfælde af jævnlig vold eller mishandling fra uegnede forældre.
De fleste forældre ved, at der opstår situationer, hvor det kan være en fordel, at en forælder tager hårdt fat i sit større barn for at understrege betydningen af et standpunkt, eller i yderste konsekvens tildeler ham eller hende en flad lussing på kinden, hvis ungen stiller sig an. Så er magtforholdet markeret, og situationen er desarmeret. Den udvikler sig ikke til psykisk krig fra nogen af siderne, og junior behøver ikke at være indespærret i dagevis under afsoning af mere eller mindre uhensigtsmæssig stuearrest e.l. sanktioner, der blot trækker pinen ud og kommer til at erstatte ubekymret frihed og leg.

En sådan afmålt og passende reaktion på det rigtige tidspunkt må ikke kunne indebære, at sønnen eller datteren en time efter kan stå i det lokale kommunekontor og anmelde sin far eller mor for vold. Der er ligefrem oprettet telefonlinjer, hvor børn i “fortrolighed” kan anmelde deres forældre, hvis barnet af den ene eller anden grund føler sig forurettet på hjemmefronten. Det er ofte kvinder, der udfylder de kommunale “taskforces”, og der er ikke langt fra “lussing” til “tæsk” i disse heksejægeres ordforråd, når de i sanseløs fordomsfuldhed griber til pen og papir for at beskrive et eller andet uudforsket fantasi-scenarium. Denne ukvalificerede adgang til at anfægte forældrenes autoritet er ødelæggende for danskernes muligheder for at overleve i rollen som børneopdragere. Og muligheden er hundrede procent stillet til rådighed af jøderne.

Som en naturlig konsekvens undviger forældrene konflikterne og lader teenageren køre sit eget løb, ofte til varig skade for alle parter. Det er essentielt for sammenholdet på alle niveauer, at samfundet anerkender, at der fødes børn, som er i jævnlig modfase med stjernepædagogernes livsstilsbøger. Hvis en forælder ikke evner den finere pædagogik, kan selv den mest langstrakte og velmente argumentation være spildt på trodse-Lars, specielt når sønnen i skolen er blevet omhyggeligt vejledt om, at “din vejleder” kun er en telefonopringning væk og altid klar til at konfrontere og eventuelt afstraffe dine vanskelige forældre.
Den kommunalt administrerede tvangsfjernelse af barnet hænger for tiden konstant over hovedet på alle børneforældre i Danmark. Ikke fordi danskerne ønsker en sådan ordning, men fordi jøderne elsker den.

Jøderne kender fra deres tid som kommissærer i Sovjetunionen og DDR fuldt ud til effekten af hemmeligt angiveri indenfor familiens rammer. Det medfører apati og underkastelse. I DDR måtte man klynge sig til illusionen om et fællesskab frem for at blive forulempet af myndighederne eller få familien spredt for alle vinde. Det var i bund og grund et sygt samfund, skabt på grundlag af jødiske forskrifter for nedbrydning og kontrol. Den samme sygdom bliver nu gradvis påført os i Danmark, og den vil skade os betydeligt, indtil jødernes indflydelse afskaffes.

Hvis et barn føler sig forulempet af sine forældre, må pågældende lære i skolen, at alle kan henvende sig til politiet. I alvorlige tilfælde må forholdet efterforskes og bedømmes på linje med alle andre voldssager. Den slags sager skal ikke pådømmes administrativt af kommunale standretter som en politisk parallel til det egentlige retssystem. Samtidig skal sagen være fuldt tilgængelig for den anklagede og hans forsvarer. Hvorfor stille forældre ringere end huserende rockerbander? Hvis sagen kan bære efter straffeloven, må den bringes for retten. Den eksisterende udenretslige straffemulighed i det jødisk etablerede overvågningssystem, er en form for tanke- og sindelagskontrol i Danmark og har udelukkende til formål at undergrave sammenhængskraften i familierne.
Dette er parasitternes kendte modus operandi.

I Folkeskolen, Gymnasiet, og skoler på tilsvarende niveau, skal eleverne efter vores opfattelse opføre sig disciplineret og opmærksomt, og de skal koncentrere sig, når de modtager undervisning. Læreren skal ikke balancere på kanten af et sammenbrud, fordi han eller hun i praksis er frataget ethvert virkemiddel til opretholdelse af elevernes opmærksomhed og disciplin i klasserne. Skolerne er i dag organiseret, så læreren i praksis står alene med problemet, hvis én eller flere elever saboterer undervisningen. Bare en enkelt urolig elev er nok til at ødelægge koncentrationen for hele klassen, og det må simpelthen ikke kunne foregå.
Handlingslammelsen hos skolelederne i dag opstår i dilemmaet mellem hensynet til egen popularitet hos elever og lærere og egen befordring opad i systemet.
Arbejdsgiveren (den jødekontrollerede kommune) ønsker ikke at løse eller afskaffe disse problemer. Derfor overlades skolelederen og lærerne til sig selv. Ingen påtager sig ansvaret for at standse forstyrrende elever, for ingen har rygdækning i dette system, og usikkerheden er helt tilsigtet. Ellers ville disse banale problemer for længst være løst. Skolen og lærerne har på nuværende tidspunkt intet forsvar mod konstante forstyrrelser af undervisningen, og dermed er der med jødisk kommunalgaranti ikke en eneste elev i den danske folkeskole, der lærer mere, end han eller hun kunne have lært uden at være tvangsindlagt til en daglig kvote af frustration og kaos.

Løsningen er utroligt enkel:
Den konsekvente reaktion på en forstyrrende elev, indvandrer eller ikke, skal højst være tre bevidnede henstillinger fra læreren. Derefter skal kommunen på krav fra skoleledelsen skriftligt pålægge forældrene at korrigere problemet med øjeblikkelig virkning. Dette må ikke få konsekvenser for skolelederen, der ved sin ansættelse skal være vurderet til at kunne administrere en sådan kompetence med omtanke.
Nytter ingen af disse henstillinger, skal den synlige og påregnelige konsekvens være, at eleven bortvises fra skolen for bestandig. Dette skal ikke medføre, at eleven fritages for undervisning, men undervisningen skal videreføres i privat regi på forældrenes ansvar og for deres regning, uden mulighed for at returnere et eventuelt økonomisk problem til stat eller kommune. Respekteres undervisningspligten ikke, har nationen Danmark ingen interesse i indvandrerfamiliens videre ophold, og den skal udvises permanent. Det er naturligvis nødvendigt, at vores grænser atter bliver overvåget, så vi ikke er til grin ved, at udviste dagen efter flytter tilbage.

Elever af danskere, der bortvises fra en skole og derefter ikke bliver undervist af forældrene for privat regning, skal være forpligtet til at modtage undervisning på en dansk specialskole, hvor der, så længe det kræves, kan sættes ind over for elevens særlige problemer. Når eleverne og deres forældre på forhånd kender disse konsekvenser, vil forstyrrelser af undervisningen i danske skoler automatisk høre op.

I dag sikrer jødernes medier og nidkære interventioner til forsvar for indvandrerne, at ødelæggende adfærd i skolerne kan fortsætte uanfægtet. Dermed bliver effekten af skolens undervisning i praksis lig nul: Ingen lærer at læse. Ingen lærer at skrive. Ingen lærer matematik. Ingen lærer fremmede sprog. Ingen lærer Historie. Ingen lærer verdenskortet. Ingen lærer grundlæggende kropskultur, atletik m.v. Ingen lærer om holocaust-løgnen. Ingen lærer om jødernes undergravende agenda for Danmark og den øvrige vestlige verden.

Øvrige kilder til forstyrrelse af undervisning er private mobiltelefoner, distraherende påklædning og ekstrem makeup eller brug af parfume.
En oplagt løsning er, at mobiltelefonerne hver morgen afleveres, inden undervisningen begynder, og at alle elever på det tidspunkt har aflagt personlig makeup og parfumering, eventuelt i forbindelse med et bad, samt er iført en obligatorisk, fælles, klædelig og hensigtsmæssig skolebeklædning, der ikke forstyrrer koncentrationen. Denne skolebeklædning findes ikke med religiøs hovedbeklædning, og i øvrigt skal der ikke gøres undtagelser i muslimske pigers deltagelse i fælles idræt og badning eller på noget andet område i offentligt regi.

Det er vigtigt, at skolen ikke forlades i “arbejdstiden”, og at et nærende måltid indtages i skolens spisesal midt på dagen. Der skal ikke tages særligt hensyn til indvandreres fordringer på særlig mad. Vil de ikke spise dansk mad, må de medbringe mad for egen regning. Denne mad skal kunne godkendes af skolens læge som nærende og befordrende for sundheden, og den skal indtages på skolen under den fælles spisning.

Al offentlig undervisning i Danmark skal foregå på dansk. Elever med andet modersmål end dansk skal for privat regning have modtage undervisning i dansk til det niveau, der er nødvendigt for at forstå undervisningen i enhver sammenhæng.

Endelig er det pinligt nødvendigt, at niveauet i danskernes skoler generelt hæves i samtlige grundlæggende fag. Det samme gælder lærernes uddannelser. 

Hvorfor er disse simple og effektive løsninger gennem de seneste 50 år ikke nået ud over debatniveauet?
Fordi jøderne, der sidder på alle større medier og har infiltreret besluttende organer overalt i dansk administration, konstant har formået at problematisere de effektive løsninger. Desværre vil jødernes gradvise nedbrydning af vort uddannelsessystem, herunder niveauet på universiteterne, fortsætte, indtil nationen går fallit, eller vi tager os sammen til at gribe ind og begrænser jødernes indflydelse til at være proportional med deres antal i Danmark. 

Og lad mig tilføje, så ingen er i tvivl. Jødernes børn frekventerer naturligvis ikke de usle, faldefærdige og intellektuelt tilbagestående folkeskoler. Jødernes børn køres til attentatsikrede, private skoler, hvor de koncentreret modtager undervisning fra håndplukkede lærere. I praksis er disse skoler kun for jøder.
Når jeg skriver “attentatsikrede”, er det for at pege på den paranoia, der omgiver disse eksklusive skoler. Forklaringen på sikkerhedskravene findes i følgende tilkendegivelse fra jødernes Talmud:

… For såfremt ikke-jøden vidste, hvad vi lærer imod dem, ville de umiddelbart slå os alle sammen ihjel. — Talmud, Dibre David, 37.

Selv om vi her i 2018 kender jødernes parasitære dagsorden for Danmark, skal der ikke være nogen dansker, der griber til vold i dette spørgsmål, heller ikke i form af voldelig aktivisme på noget plan. Men det er afgørende vigtigt, at vi aktivistisk begynder at hævde vores ret til Danmark, mens det endnu er muligt at forhindre nedlæggelsen af den danske nation.

Kvinde, mand, kønsroller, samfund

En effektiv måde at splitte kernefamilien på er at fremhæve den ene part i et parforhold på den andens bekostning, at spille manden ud mod kvinden og kvinden ud mod manden. I den moderne sladderlitteratur, som masseproduceres på jødiske forlag som Aller, Bonnier, Politiken, Gad o.m.a., ser vi for tiden kvinden placeret på alle mulige piedestaler, fortrinsvis i roller, som hun ikke er udviklet til. Og det er jo pointen i destruktionen.
Gennem hundrede og halvtreds tusinde år (det er ganske lang tid, og de seneste 200 år udgør kun 1/750 af dette forløb) har Homo Sapiens, det moderne menneske, udviklet sig inden for én af to kønsroller (om alt ellers gik efter planen). Forskellen i nedarvede kønsspecifikke egenskaber og færdigheder er markant. Naturligvis. 

Inden for de seneste 200 år har betingelserne for menneskeheden i Europa ændret sig radikalt fra en tilværelse på benene i pagt med naturen og kredsløbet til et liv på røven omgivet af teknologi og kunstig belysning, for nu at forenkle billedet. Min pointe er, at selve dyret i os ikke har ændret sig nævneværdigt i den relativt korte tid, de 200 år repræsenterer, selv om betingelserne omkring os har ændret sig radikalt. Kvinden er stadig det unikke fødende menneske, og manden er stadig beskytteren og skafferen. Det ligger dybt i enhver celle hos mand og kvinde. Formentlig vil vi aldrig få mulighed for evolutionært at tilpasse os de omskiftelige betingelserne i de teknologiske miljøer.
Men ligesom der ikke går lang tid, før vi har mistet færdigheder, der var væsentlige for at overleve i naturen, udvikler vi ret hurtigt nye, der er afgørende for at overleve i den moderne hverdag. Men dybt inde i dyrets biologi og psyke er vi de samme mennesker, og derfor laver man ikke i løbet af et par hundrede år afgørende om på et kønsrollemønster, der er nedarvet gennem tusinder af år i rollerne som enten mand eller kvinde. 

Den vigtigste fælles drift er overlevelsesdriften. Som en konsekvens af den formerer vi os, reproducerer arten, Homo Sapiens. Hvis vi i ikke ønsker at gøre det ved laboratoriefostre som i Huxleys Fagre nye verden, er vi nødt til at respektere de biologiske betingelser for reproduktion. En af disse er kvindens frugtbarhed, ægløsningen, evnen til at blive gravid og føde børn (fertilitet). Den topper i 20–24-årsalderen og vedligeholdes nogenlunde indtil det 30. år, hvorefter befrugtning såvel som fødsler bliver vanskeligere. Dette naturgivne biologiske forløb er blevet et problem i nutidens kønsrollebilleder, der alt overvejende er blevet produkter af trendsættende medier. Netop i dette livgivende interval, mens kvinden gradvis mister evnen til at blive gravid og føde børn, instrueres hun fra højre og venstre i, at hun skal hellige sig karrieren. — Hvis det ikke er komplet destruktivt for vort liv og samfund, hvad er så?
Efter en måske vellykket karriere kan hun og hendes mand (hvis han stadig er til stede) konfrontere konsekvenserne: fertilitetsbehandling, nervepirrende graviditeter, komplicerede fødsler, kuvøsekrævende og i værste fald konstant behandlingskrævende afkom, det fejlslagne produkt af et forældet reproduktionsapparat – af uskikkede forældre. 

En anden væsentlig faktor:
Hvorfor skal en moderne kernefamilie være afhængig af to indtægter? Hvorfor er prisniveauet på det danske marked så sindssygt højt, at det er umuligt for kvinden at hellige sig moderskabet, og de få år det kræver at give barnet en god og tryg start i livet? Hvorfor kan denne naturlige eksistentielle forudsætning kun tillades, hvis hun har haft held til at score en mand i betalingsklassen? Svaret er, at hensigten med vort samfund ikke er den vi tror. Politikerne og deres dukkeførere i kulissen bekymrer sig ikke om at frembringe et gunstigt eksistensgrundlag for danske familier. Det er ikke meningen, at danske børn skal få en sund og tryg start, inden deres mor evt. uddanner sig videre. For politikerne og deres bagmænd handler det i dag kun om genvalg, og om at befordre jødernes parasitære virksomhed i den kollektive danske organisme. Derfor har vi i meget lang tid ikke hørt en eneste troværdig politiker ytre sig i Danmark. Vi fyldes med tomgangssnak. Og mens de jødiske pseudopolitikere plaprer løs, prisgives danskernes familier og deres muligheder.

Hensigten er indlysende: Jo færre danskere der fødes, jo mere familierne splittes, jo mere usikre vores børn bliver, desto bedre går det for den jødiske agenda.

Alle kvinder i Danmark undervises uophørligt i, at de skal realisere sig selv, og det underforstås hele tiden, at denne “udvikling” kun er mulig, hvis kvinden afskriver sig tilværelsen som mandens “underordnede” i den så latterlige kernefamilie. Det er mondænt at blive single karrierekvinde. Som minimum opnår hun at få sin egen blog i en alternativ tilværelse på Internettet, hvorfra hun kan anråbe andre ulykkelige i denne sterile kvindeverden!
Stillingen som hjemmegående husmoder og barnemoder forhånes og nedværdiges; denne den vigtigste funktion i hele verden latterliggøres, så kvinder uden selvstændig tankevirksomhed får problemer med at identificere sig med den.

Der findes intet vigtigere end at sætte gode, sunde, danske børn i verden og at sørge for, at de får en tryg og stabil barndom i rammerne af en sund familie, ikke bare i en sølle barselsorlovs periode, men i de år det kræver. Det er enhver kvindes spidskompetence, og en af de vigtigste forudsætninger for at skabe gode, sunde mennesker. Enhver kvinde har al mulig grund til at være stolt af den prædestination, uanset om hun vil vedkende sig den – eller midlertidigt er forledt af falske profeter. 

The smarter solution dk
Den smarteste måde at realisere sig på som hvid kvinde og mand.
Illustration: O-D-I-N.org

 

Jødernes medier promoverer dagligt ideen om kønskvotering på arbejdsmarkedet. Kvinder skal partout sidde på 50 procent af ledelsesposterne.
Men dermed tilsidesættes en af mandens spidskompetencer: evnen til at træffe hurtige beslutninger i tilspidsede situationer. Den evne har han udviklet som beskytter gennem de samme hundrede og halvtreds tusinde år. Det har kvinden ikke! Hun har til gengæld udviklet en formidabel evne til at socialisere sig og i at beskytte sit afkom, ja i yderste konsekvens at gøre sig usynlig sammen med afkommet, når faren lurer. Disse udviklingsmønstre kan vi, selv om det er højst ukorrekt at forfægte, aflæse i kvinders og mænds evne til at agere hensigtsmæssigt i givne situationer, såvel i familien som på arbejdsmarkedet.
Jeg lægger vægt på erfaring. Ved at have deltaget i større organisationer med mange personer af begge køn har jeg kunnet gøre mine observationer, og jeg er, uden en eneste undtagelse, blevet bekræftet i følgende påstand: Kvinder er gode til at organisere og beslutte inden for trygge rammer, inden for en husordens problemstillinger i videste forstand, men hun udmærker sig ikke i tilspidsede beslutningskrævende situationer. Forud for en beslutning af den karakter har samtlige kvindelige ledere, som jeg har kunnet iagttage, stillet sig tvivlrådige og har bedt om input fra nærmeste mand. Det er måske ikke så unaturligt, men heller ikke særlig effektivt, hvis tiden kræver en beslutning her og nu. Det kræver, selv om det kan lyde banalt, intuitiv reaktionsevne og et vist dræberinstinkt at agere i en batalje, og mange vigtige beslutninger træffes i tidsnød, selv om vi kunne ønske det anderledes. Det er ofte en del af spillet at give modstanderen kortest mulig tid til at tænke sig om. Hvor mange kvinder findes på verdens top-10 over skakspillere? Meget få om nogen. Når kvindelige ledere forsøger at plagiere disse sider af det mandlige væsen, ender hun ofte med at træffe uoverlagte og unødigt kyniske beslutninger med stærkt negative konsekvenser.
Multitasking, hævder jøderne, er en særlig kvindelig dyd? Spis af hånden kære kvinder. På den anden side, hvis multitasking er at give bryst og tale i telefon samtidig, så må jeg melde pas!

Når jøderne gennem deres medier forfører os til at indføre et absurd krav om 1:1 kønskvotering, er det en bevidst fornægtelse af det faktum, at kønnene er uendeligt forskellige og udrustet med meget forskellige evner, der passer perfekt til hver sin rolle, men ikke lige godt til alle roller. Det ville tjene os bedst at fastholde det indlysende gode princip, at individuelle evner i forhold til en bestemt funktion SKAL være det afgørende kriterium for udvælgelse. 

At foregøgle mænd og kvinder, at de er lige gode til alt, er indlysende forkert. En sådan påstand har udelukkende til formål at skabe splid mellem kønnene. Hvis far og mor ikke kan blive enige, så går det nok heller ikke så godt med børnenes tryghed.

Hensigten med falske og uopnåelige rollebilleder er at nedbryde ægte værdier, skabe forvirring og frustration og dermed svække modstanden.

Vægtning af minoriteter

Jeg har allerede gjort gældende, at bøssers og lesbiskes adgang til medierne, og denne gruppes mulighed for at føre sig frem som en særlig klasse, går langt ud over, hvad deres andel af befolkningen berettiger til, i øvrigt fuldstændig som det er tilfældet med jøderne. Det er som med andre kilder til irritation; hvis jøderne ved hjælp af deres medier kan problematisere et forhold i samfundet, så bliver det problematiseret. De fleste danskere har intet problem med, at enkelte er skabt med en kønsdrift, der er rettet mod eget køn, bare drifterne holdes inden for gruppen. Måske kan bøsser ikke forstå, hvor ubeskriveligt frastødende det er for en heteroseksuel at blive antastet seksuelt af en homoseksuel. Det har intet med mediernes homofobi at gøre. Det er verdens mest naturlige reaktion. I naturens orden tjener den slags relationer intet reproducerende formål, og derfor råber dragehjernen: Løb for helvede!

I lang tid var det sådan i Danmark, at homoseksuelle holdt sig for sig selv, dyrkede deres seksualitet i indviede kredse og i øvrigt afholdt sig fra at forulempe andre. Dermed var der intet problem forbundet med de homoseksuelle i samfundet i forhold til det øvrige samfund. Hvorfor skal vi så i 2018 konfronteres med kunstigt skabte problemer, fordi jødernes medier præparerer homoseksuelle med vranglæren om, at de har samme ret til at adoptere og blive forældre for et barn som heteroseksuelle har fra naturen? Hvad blev der af kravet om barnets tarv? Det mindste vi som samfund må kunne sikre et barn er, at dets forældremodeller i hjemmet er heteroseksuelle af hvert sit køn, og meget gerne at de elsker hinanden på en forbilledlig måde. Det er meningsløst, hvis danskerne lader minoriteter i samfundet sætte standarder. Den problemstilling forsøger vi hele tiden at forklare i forhold til jøderne i Danmark, men den gælder naturligvis for alle minoriteter i Danmark.
I O-D-I-N mener vi, at homoseksuelle ikke skal have ret til at være forældre i et homoseksuelt forhold, hverken for egne eller adopterede børn. Det er en afvejning af hensyn. Det er også vores faste overbevisning, at bøsseoptog (parader) er meningsløse for alle andre end jøderne og de optrædende (i påfaldende omfang samme gruppe). Ekshibitionisme af seksuel karakter har ingen berettigelse i det offentlige rum. Det kan gerne foregå på en scene, en messe eller i andet privat regi, som interesserede kan besøge efter eget valg. Hvis bøsser og lesbiske skal vies i en kirke, må de oprette deres eget kirkesamfund.

Adoption af handikappede

Hvorfor skal danske adoptionsberedte kvinder og mænd løbe spidsrod i et restriktivt adoptionssystem, hvor valget står mellem et barn fra Afrika, Sydamerika eller Asien? Og hvorfor skal mulighederne være så begrænsede, at de må underkaste sig et lotterispil mellem at få et sundt eller handikappet barn?
Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor tillader dette system ikke, at hvide danskere kan adoptere sunde hvide børn fra andre europæiske samfund – primært i Europa?
Så vidt jeg husker, luftede medierne eller politikerne på et tidspunkt muligheden for at adoptere fra rumænske børnehjem. Det viste sig, at de fleste af børnene var retarderede eller i bedste fald skadede på grund af vanrøgt under de første vigtige år af deres liv.
Europa fra Azorerne til Kaukasus er et geografisk område med en enorm befolkning, og hvis danske adoptionsmyndigheder ville tillade det, kunne der med lethed etableres et samarbejde med myndighederne i Rusland eller Ukraine om at lade danskere adoptere sunde børn inden for deres egen race. Desværre er “danske adoptionsmyndigheder” ikke danske men jødiske.

Det er ikke i parasittens interesse, at vi europæere opfostrer sunde og intelligente børn. Parasittens formål er at udvikle egen yngel på bekostning af værtsorganismen.

Når hvide danskere tvinges til at adoptere børn af andre racer, tvangsindføres i det små accepten af et multietnisk samfund. Det sker på en modbydelig måde ved at tage udfordrede, barnløse danskere som gidsler. Ingen i disse familiers omgangskreds vil rejse spørgsmålet: var det ikke muligt at adoptere et barn i etnisk harmoni med familien og samfundet? Det gør naturligvis ingen. Disse mennesker har allerede stået alle mulige prøvelser igennem og har accepteret det, som de kun kan håbe på er bedre end barnløshed.

Dette er endnu en vederstyggelighed, som jøderne har påtvunget os. Disse begrænsninger tjener som alt andet, der kontrolleres af parasitterne, til at undergrave sammenholdet mellem mennesker på grundlag af et fælles særpræg – blå øjne, lyst hår og lys hud som kendetegnet på en homogen dansk befolkning.

Borger og stat

Den danske stat kan ikke længere opfattes som den primære vogter af danskernes interesser. Staten forbindes i stigende grad med grotesk fejlslagne politiske projekter, der bebyrder skatteyderne med enorme ekstraudgifter. Den er blevet en administrativ mastodont under supervision af jødiske politikere. Vi har at gøre med et jødisk kontrolleret Folketing og et jødisk infiltreret statsapparat.

Under bygningen af metroen i København hørte jeg nyheden om, at indsigelser fra enkelte borgere (!) havde bevirket, at der ikke måtte arbejdes og bygges i visse tidsrum, og på bestemte strækninger måtte arbejdet midlertidigt sættes i stå, indtil miljøbelastningen på stedet kunne genforhandles! Tidsplanen lå allerede da i ruiner, og forsinkelserne kom til at koste danskerne et milliardtab.

Hvor er de ansvarlige politikere, der magtede at bede uromagerne holde kæft med utidige krav, indtil ringen var bygget færdig? Ærlige politikere findes ikke. Resten holdes i kort snor af jøderne, som alle steder ser en business i at obstruere på den ene side og samtidig tjene penge på forsinkelsen. Samfundet drives mod en fallit, såvel økonomisk som mentalt.

Danskerne betaler for meget i skat. Alt for meget. En fast rutine fra jødernes medier består i at spørge danskerne, om de er villige til at betale mere i skat, hvis de nu kunne opnå denne eller hin minimale ekstragevinst. Blot det at spørge er at føje spot til skade.
Danskerne brandbeskattes i forvejen med direkte skatter, der i sig selv måtte være nok. Men dernæst belægges brugen af de allerede beskattede kroner med yderligere 25 procent moms! Velkommen til landet af betalende zombier.
Og for at det ikke skal være løgn, betaler vi yderligere en usynlig skat i form af afgifter på alt mellem himmel og jord. Afgifterne betales med de i forvejen beskattede penge, og afgiften momses oveni. 

Skulle det ikke være gået op for enhver dansker på nuværende tidspunkt, så taler vi her om et system, der frarøver os hovedparten af lønnen for vort arbejde. Der er kun én gyldig betegnelse for den konstruktion, og det er ågerkarlevirksomhed! Den har intet med fair beskatning af borgerne at gøre. Men danskerne er et fredeligt folkefærd. Vi hygger os fortrøstningsfuldt med 30 fordummende TV-kanaler og håber at undgå at konfrontere vores egen undergang.

Uanset, hvad der meldes ud i medierne om mindre opgange i ny og næ, nærmer vi os den endelige fallit i Danmark, fordi værdien af vores arbejde og innovationer stjæles fra os. Det første foregår gennem et aggressivt inddrivelsessystem, SKAT, det andet gennem infiltration. De oparbejdede værdier ender for en stor del i den jødiske kollekt, hvoraf en del understøtter EU. Når fallitten er en kendsgerning, og Danmark må erklære sig bankerot, vil EU’s centralbank beredvilligt træde til med lån til “passende” ågerrenter, og fra det tidspunkt er Danmark definitivt solgt til jødernes Euro-union, som vi har set det ske med Grækenland.
Danmark skal ud af EU inden for de næste 5 år, ellers er det for sent.

Når vi som danskere ikke længere kan identificere os med den danske Stat, er det fordi de folkevalgte og dem, der administrerer regerings- og statsapparatet, lyver og bedrager igen og igen. Samtidig betaler danskerne groteske summer til disse plattenslagere og deres projekter. Med den svigtende tillid trækkes endnu en blomst ud af buketten “sammenhængskraften”.

Stat og kommune

Den politiske og faglige standard i stat og kommuner er for lav. Problemet forsvinder først, når jødeproblemet er løst.

Jøderne har ingen interesse i et gnidningsløst og velfungerende samfund.

Det er i jødernes interesse, at vort demokratiske system fungerer dårligt, ellers ville det for længst have virket efter hensigten. Jo mere tumult, jo bedre for jøderne. Problemet med at administrere en befolkning på 6 mio. mennesker er ikke overvældende. Hvis danskerne virkelig fik valuta for deres enorme bidrag til staten, ville alle være tilfredse. Desværre forsvinder midlerne i den jødiske kollekt. Det sker i malstrømmen af politisk ydelser, fx når en lav-IK indvandrerfamilie kan have indtil 10 forskellige støttefunktioner, og disse funktioner er baseret på eksterne konsulenter, typisk fra jødiske konsulentfirmaer. Eller når fremmede med 6–8 børn hver måned kan få udbetalt en check på 50.000 kroner ude nogen sinde at have bidraget til danskernes samfund.
Alene det igangværende indvandrer-cirkus koster os 33 milliarder kroner hvert år. Hvis vi ikke var indoktrineret med løgnene om, hvor velfungerende samfundet er, ville vi for længst have gjort oprør og have afsat jøderne.

Identitet og historie

Identiteten som dansker hænger sammen med den enkeltes bevidsthed om sin egen historie i Danmark og om nationens historie indtil nu. Den sidste forudsætning forsømmes i kriminelt omfang i skolerne. Da mine børn omkring 1983 skulle til at have Historie som fag i folkeskolen, blev faget uden videre forklaring nedlagt, og det samme blev Geografi. Fagene skulle “integreres som temaundervisning”, men siden har ingen unge kendt deres historie, eller fået mere end et overfladisk indtryk af, hvordan omverdenen ser ud. De modtager primært deres viden gennem medierne og Internettet. Det er en bevidst foranstaltning i forsøget på at konvertere os alle til internationalister frarøvet vores nationale holdepunkter – vores rødder.
Paradoksalt nok ved lærerne i Folkeskolen dårligt nok, hvordan verdenskortet ser ud. Men det værste er, at unge mennesker ikke fra skolen stimuleres til at undersøge historiske forløb og begivenheder. De lærer kun, hvad der præcist matcher den jødiske verdensorden. Derfor må vi fx ikke diskutere jødernes Holocaust som ellers kvalificerer sig til at være en interessant historisk begivenhed. Kravet om at forholde sig kritisk til historien og herunder til jødernes historieskrivning udløser reflektorisk reaktioner om “farlige holdninger”, “nationalisme” eller ligefrem “antisemitisme”. George Orwell skrev ikke sin mesterlige bog “1984” forgæves. Desværre er den ikke længere obligatorisk læsning i skolerne.
Påvirkningen i folkeskolerne i dag på de områder, der burde beskæftige sig med objektiv historieundervisning, har karakter af fuldblods indoktrinering og propaganda. En tsunami af jødisk produceret undervisningsmateriale, der propaganderer for den ortodokse opfattelse af holocaust med “6 mio. myrdede jøder” fremstilles for danske skattekroner bl.a. på det pseudo-danske institut DIIS. DIIS påtager sig også at yde konsulentbistand, så materialet forstås på den tilladte måde.

Dansk og kommunikation

Når dansk afskaffes som eneste modersmål i Danmark og undervisningen i dansk udføres af mennesker, der ikke kan tale korrekt dansk og ikke kan stave og skrive korrekt dansk, så indskrænkes muligheden for at kommunikere præcist på dansk. Det viser sig i hverdagen, hvor unge mennesker i vidt omfang udtrykker sig i slang, sms-termer, eller standardfraser, eller ligefrem ikke kan tale rent. Det er yderst sjældent at høre et yngre menneske, der formulerer sig smukt og varieret på dansk. Det er endnu sjældnere, hvis han eller hun samtidig har et nogenlunde fejlfrit skriftsprog.
Undtagelserne skyldes som regel, at den pågældende har modtaget sin undervisning på en jødisk skole. I 1950 var disse færdigheder normale for danskerne. Hvad er der sket i mellemtiden? Svaret er oplagt: Parasitterne vendte tilbage efter krigen, og da alle var bange for at blive kald “antisemit”, kritiserede vi dem ikke, mens de installerede sig i samfundets kirtler – som en af dem så rigtigt har udtryk!

God kommunikation har vital betydning i et moderne samfund. Det er væsentligt for fællesskabsfølelsen, at vi taler samme sprog, dvs. lægger den samme betydning i ord og betoning. Nedbrydes sproget, nedbrydes sammenhængskraften. Hvis jeg med et glimt i øjet siger til en arbejdskammerat, at hans kundskabs lys ikke brænder med generende styrke, og han derefter går hjem og udskifter pæren i sit køleskab, så er kommunikationen slået fejl, selv om jeg fik ret.

Nydelsesmidler og trivsel

En forudsætning for at trives med sine fødevarer er, at man har tiltro til, at de ikke indeholder stoffer, der kan skade os selv eller vores børn. Indtil jeg blev bevidst om dansk svineavls vægtning af forholdet indtjening/kvalitet, satte jeg enorm pris på en god flæskesteg med knasende svær. Den tid er forbi. Jeg anser det i dag for direkte letsindigt at indtage svinekød, fordi det er uvist, hvad det indeholder af rester af vækststoffer og mediciner, og det ærgrer mig, at jøder og muslimer på den måde har opnået en ufortjent fjer i hatten af årsager, som jøderne har fremprovokeret.

I dag drejer det sig om at producere efter, hvor pengene findes, og ikke efter et naturligt marked. Endnu en jødisk konstruktion, der får danske svineavlere til at producere til EU’s lagre. Dermed antager svineproduktionen i Danmark et omfang, som intet naturligt marked kan honorere. Hvis jøderne i EU, og det er kun et spørgsmål om tid, river støttetæppet væk under den danske svineproduktion, vil det på én gang udløse danske svineproducenters kollektive fallit. Samtidig vil staten Danmark blive afhængig af at kunne optage lån i Euro-unionen til de omtalte ågerrenter. Dette forberedende skridt til Danmarks endelige økonomiske knæfald for EU ignoreres af vores politikerne, fordi de er med i intrigen.

Blot et sidespring til et andet aspekt af katastrofen. Samtidig med, at det er blevet en tvivlsom sag af indtage svinekød, problematiserer jødernes medier diskret men systematisk indtagelsen af de fleste traditionelle danske fødeemner eller nydelsesmidler: Smør skader, kaffe skader, grøntsager og frugt er fyldt med kemikalier (hvilket er korrekt, men skyldes en syg produktionsform), stråforkortere i brødkorn giver vores sønner små testikler, babylegetøj vil hormonforstyrre vores spædbørn, miljøet ophober det kvindelige kønshormon østrogen, så unge mænd udvikler bryster og mindre tissemænd, alkohol skader, tobak skader, selv solen skader. Meget af det er sandt, men hvorfor så ikke afskaffe det? Fordi det er mere ødelæggende for vores sundhed og velbefindende at jøderne med deres medier kan fortsætte med at skræmme og frustrere.

Hvorfor sikrer vi ikke en sund produktion. Politikerne kunne starte med at tage stilling til de langt over 100.000 kendte, men ubeskrevne tilsætningsstoffer, der verserer inden for EU-systemet som bestanddele af vores fødevarer. I stedet for at forbyde stofferne, indtil de er bevist at være uskadelige, foretrækker jøderne i deres medier at gøre selve indtagelsen af dyrt indkøbte fødevarer til et permanent problem. Fra politikerne hører vi kun forvirrede pip i den anledning. End ikke dem, der har tilkæmpet sig en overbetalt stilling i Euro-land under påskud af at ville fædrelandets bedste, foretager sig noget som helst for at værne om danskernes sundhed.

Efterhånden er danskernes tilværelse forkrøblet under tusindvis af hensyn til problemstillinger, som kunne afskaffes i morgen, hvis producenterne blev effektivt kontrolleret, så der ikke blev solgt tvivlsomme fødevarer i uanstændigt omfang. Det er ikke uden grund, at tilsynet med fødevarer i Danmark er reduceret til en farce. Kun lobbyisterne i Euro-unionen stortrives.

Diagnoser

“En rask dreng fuld af spilopper” i 1950, ville i dag være diagnosticeret som ADHD-lidende. Psykoanalysens fader, jøden Sigmund Freud (Sigismund Schlomo Freud, f. 1856, d. 1939) har ikke levet forgæves. Udsættes hans metoder og tænkning for nøgtern analyse, viser de sig at være stærkt overvurderede. Faktisk siger de mere om Freuds egne eksistentielle problemer, end de repræsenterer noget værdifuldt fremskridt, som han vanemæssigt tiljubles for af sine egne.
Det er efterhånden kun jødiske psykologer, der udklækkes fra danske universiteter. Derfor skal alt og alle i dag analyseres og undersøges på grundlag af indforståede metoder, der er beskyttet som tabuer, og undersøgelserne skal helst munde ud i en rapport eller diagnose. Ellers er der ingen penge i svikmøllen. 

Veteraner, der vender helskindede tilbage fra en af Danmarks totalt meningsløse krigsdeltagelser i kulturer, hvor vi intet har at gøre, er inden for de seneste år blevet undervist i, hvordan de kan slippe for at arbejde selvstændigt med deres krigsrelaterede problemer. De skal blot accepterer den ultimative overgivelse til behandlersystemet. Lader de sig teste for “posttraumatisk stresssyndrom”, og kan symptomerne bekræftes og diagnosen stilles (hvilket næsten altid lykkes), udløser denne sidste kampagne nu automatisk sygedagpenge fra den offentlige kasse.
Udbetalingerne står på i al den tid, hvor patient og psykolog udkæmper den langstrakte kamp mod dæmonerne. Tilstanden, hvor soldater opgiver selv at arbejde med psyken og lægger selvopholdelsesdriften i hænderne på jøderne, er uden store sværdslag blevet anerkendt som en erhvervssygdom.

Men hvad nu, når ambulancefolk og politifolk, der jævnligt bevidner død og lemlæstelse følger efter, når tjenesten ad åre er forbi? Hvad med indvandrerne på traumecentrene? Eller personalet på skadestuerne, eller dem, der plejer terminale patienter?
Det vil med tiden blive en indbringende business for jødernes sønner og døtre i Freud-brigaden, når tærsklen for traumerelateret stress gradvist sænkes.

Som skatteyder kunne man håbe på, at nogle få effektive psykologer i fremtiden vil være i stand til at sortere de emner fra, der ikke egner sig til at udføre bestemt udsat arbejde. Det er i øvrigt mit håb, at Danmarks krige for jøderne snart vil bevise deres meningsløshed, så en del af denne problematik undgås.

Godt at vi har skolepsykologerne, så vores børn ikke mister evnen til livet, hver gang de ser et dødt pindsvin …!