Samtale med Joaquin Bochaca

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. Margaret Huffstickler, The Barnes Review, maj-juni 2013 (opdateret 2018).

 

Hvem er Joaquin Bochaca?

 

Joaquin Bochaca Oriol er en nulevende spansk forfatter. Han blev født i Barcelona, Catalonien, Spanien den 5. september 1931, hvor han studerede historie, jura og erhverv. Som far til fem børn har han arbejdet i England og senere i Frankrig (1958–1969). Hans kendskab til sprog (Engelsk, Fransk, Italiensk m.fl.) og hans ansættelse som eksportmanager for en tekstilvirksomhed tillod ham at rejse over hele globussen og tilegne sig omfattende kulturel viden.

Gennem sin intellektuelle skarphed har han tilegnet sig et verdensbillede af overraskende klarhed, og det har i tidens løb ansporet ham til en uortodoks litterær produktion, der hurtigt medførte en veritabel hær af loyale læsere. Diversiteten af emner, han har behandlet i sine arbejder, er imponerende: økologi, økonomi, politik, historie, kunst, kultur, sport osv., det hele præget af en sønderlemmende logik, der udfoldes i en sjælden, energisk, til tider ironisk prosa. Han har desuden oversat flere end 50 bøger – hvis forfattere inkluderer Julius Evola, Robert Brasillach, Frances Parker Yokey, David Duke, Ezra Pound, Charles Lindbergh, Jean Cocteau, Houston Stewart Chamberlain, Louis Marschalko, Walter Darré, Albert Rosenberg og Robert Faurisson; og han har skrevet mere end 200 artikler.

Denne forfatter må anses for grundlæggeren af den historierevisionistiske skole i Spanien. Bochaca har skrevet flere end 30 bøger over så forskellige emner som massepsykologi, økonomi, dyrs rettigheder og myten om Jesus’ jødiske baggrund. Alle har imidlertid et fælles mål: at afdække de løgne med hvilke de selvtænkte verdensherskere søger at holde befolkningerne i vildfarelse og under kontrol.

Han er også engageret i en kulturel gruppe ved navn Devenir Europeo “Et Anderledes Europa”. Dens charter siger, at det er “åbent nationalt socialistisk” i modsætning til “forfald” og ønsker at fremme “traditionelle moralske og etiske værdier” gennem bøger, magasiner, konferencer og ekskursioner.

Interview ved Margaret Huffstickler

TBR: Fortæl os, Senor Bochaca, hvordan du blev vækket til at falsificere historie.

BOCHACA: For mig begyndte det tidligt. Jeg var otte år gammel, da Anden Verdenskrig begyndte, og fjorten da den sluttede. Min mor var syerske og havde jødiske kunder. Vi havde også en sekretær, en tysk dame. Jeg bemærkede de uforskammede blikke de jødiske kvinder kunne sende hende, når de passere hinanden i hallen.

Under krigen var alle aviser pro Tyskland. Så i 1945 indtraf, hvad vi på spansk kalder en “giro copernicano” – en 180 graders vending. Nu da tyskerne havde tabt, var de pludselig “the bad guys”. Det gjorde mig mistænksom.

Der var også en onkel, der lånte mig nogle bøger: Den første var Henry Fords The International Jew. Senere købte jeg bøger på loppemarkederne, blandt dem Adolf Hitlers Mein Kampf. Den var også en virkelig øjenåbner. De ting han udtrykte var fuldstændigt ræsonnable. Vi havde oven i købet lært i den katolske skole, at Nationalsocialismen var gudløs, men jeg opdagede, at i Mein Kampf talte Hitler ofte om Gud eller “Herren”.

En anden bog, jeg fandt på loppemarkedet, var Det Gamle Testamente. Måske ved du, at på det tidspunkt var det forbudt for katolikker at læse i Det Gamle Testamente uden biskoppens tilladelse. Jeg kunne se hvorfor. Skulle dette være en “hellig” bog? Den er totalt frastødende.

Den mexicanske revisionistforfatter Salvador Borrego havde tidligt stor indflydelse på mig med sin (1953) bog Derrota Mundial (Global deroute), om konsekvenserne af de allieredes “sejr” i Anden Verdenskrig. Vi har været venner gennem alle årene – han er 97 år nu og endnu frisk og rørig.

Jeg læste jura og rejste senere kloden rundt flere gange i min stilling som eksportmanager for en tekstilvirksomhed. Jeg var i Sydafrika under og efter Apartheid. Efter afslutningen på Apartheid, blev den sorte befolkning ramt af en hungerkatastrofe; det var aldrig sket før, ikke under det hvide styre. En ting, der kom til at stå klart for mig under mine rejser var, at den europæiske kultur, det europæiske folk – uanset om det var i Europa eller andre steder, repræsenterede det bedste menneskeheden har præsteret.

I midt-70’erne havde jeg læst en hel del af historien om Anden Verdenskrig, men også om Første Verdenskrig, der var optakten til den anden og jeg besluttede at skrive min første bog. Det blev La Historia de los Venecidos (De Besejredes Historie) – der stadig er min mest populære bog. Jeg ville egentlig have kaldt den “Europas selvmord”, men forelæggeren insisterede på den nuværende titel (med Bochacas eget valg som undertitel, tbr.)

Den Spanske Borgerkrig, 1936–39

TBR: For mange amerikanere er Den Spanske Borgerkrig en forvirrende sag. Kan du fortælle os lidt mere om den tid fra Spaniens historie?

BOCHACA: Jeg tror, at mennesker fra “vores” rækker – lad os sige revisionisterne – er tilbøjelige til at mene, at Francisco Franco var en af “de gode drenge”, men det var han ikke. Han var en opportunist – og der er ingen tvivl om, at han var af jødisk herkomst. [Denne påstand er bevist, som Bochaca påpeger, af Miquel Figueras Vallés i dennes bog fra 1993, publiceret i Barcelona, Los raices judias de Franco (Francos jødiske rødder).]

Han kunne have afsluttet krigen (mod den venstreorienterede spanske republik) i løbet af få uger – men han foretrak at forlænge den med det formål at konsolidere sin personlige magt og blive diktator. Tyskerne rådede ham til at glemme alt om at indtage Madrid først, og i stedet sikre sig Catalonien og Barcelonas havn, en større havneby, der understøttede den blomstrende lokale økonomi.

Men Franco foretrak at erobre Madrid, hovedstaden, et rent spild, kun for egen prestige og for konsolideringen af sin position som diktator.

Vores Spanske Borgerkrig repræsenterede ikke en klar deling mellem “de gode” og “de onde” – til forskel fra Anden Verdenskrig, hvor tyskerne helt klart var de gode, der udkæmpede en forsvarende krig. I Den Spanske Borgerkrig fandtes “de gode” og “de dårlige” på begge sider, men også med langt flere “dårlige” end “gode” på hver side.

De fleste republikanere i Spanien var ikke kommunister som i “stalinist”, men trotskister, anarkister m.v. Naturligvis ville Stalin have glæde sig, hvis republikanerne havde vundet, eftersom kommunisme næres af kaos. Og han blev rigeligt betalt for sin hjælp med afskibningen af Spaniens guldreserver til Moskva i 1936.

TBR: Destruktionen af byen Guernica er blevet et negativt minde for spanierne. Men du har en anden opfattelse af historien. Vil du venligst fortælle os om den.

BOCHACA: Den lille by Guernica var noget særligt for Spaniens baskere: det var der, under et helligt træ, de samledes for at lave deres love. Den tyske Condor legion (af Luftwaffe) handlede naturligvis under Francos kommando. Det var Franco, der beordrede Guernica bombet på grund af våbenfabrikkerne dér, og broerne. Standardhistorien er, at det var tyskerne, der bombede Guernica og dræbte 3.000 uskyldige civile.

Imidlertid forlangte og modtog den baskiske regering for nylig kopier af den kommandohavende for Luftwaffe, Wolfram von Richthofens, originale tyske rapport om angrebet – efter at U.S. autoriteter endelig har returneret materialet til det nuværende Tyskland. Det viser sig, at von Richthofen rapporterede til Franco, at han ikke kunne udføre missionen, fordi byen allerede lå i ruiner. De retirerende “republikanere”, der praktiserede den afbrændte jords taktik, havde brugt kanoner (artilleri) – og ikke bombefly – for at ødelægge byen. Og antallet af dræbte var sandsynligvis 220.

Franco kendte sandheden, men lod verden tro, at tyskerne havde begået en krigsforbrydelse i Guernica.

For mig var Roosevelt den større krigsforbryder af alle. Stalin kæmpede trods alt for sit ideal af et Rusland. Roosevelt kæmpede udelukkende for jøderne. Hans “Brain Trust” (tænketank) var 90% jødisk. Hvis det ikke var for ham, ville krigen have sluttet ved Dunkirk (Storbritannien ville have sluttet fred i 1940).

General Léon Degrelle

TBR: Mange af vores læsere er interesserede i den belgiske Waffen-SS-helt General Leon Degrelle. Har du haft mulighed for at møde ham?

BOCHACA: Jeg havde lejlighed til at tale personligt med ham nogle få gange tilbage i CEDADE-dagene.
(CEDADE står for Circulo Espaniol de Amigos de Europe, en stor spansk organisation mellem 1936–1993, der helligede sig studiet af hvid overlevelsespolitik og -kultur; man diskuterede Richard Wagner, italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme og den hvide befolknings mission i Spanien. CEDADE blev grundlagt af to Waffen-SS koryfæer, der flygtede i eksil til efterkrigstidens Spanien, specialstyrkelegenden Otto Skorzeny og Waffen-SS general Léon Degrelle – den højest dekorerede af de 400.000 ikke-tyskere, der gjorde tjeneste i Waffen-SS.)

Léon Degrelle var modsætningen til enhver professionel politiker, og han var nationalsocialist fra top til tå.

Han nærede også en passioneret tro på et forenet Europa, men sammensat af “patrias carnales” (oprindelige fædrelande, baseret på nære etniske og sproglige fællesskaber). Dette var hvad (Reichsfürer SS Heinrich) Himmler foreslog i Berlin-Charlottenburg hovedkvarteret (for en forsamling af top Waffen-SS frivillige) tidligt i 1944.

En af mine nyeste bøger, Europa, alternativa al caos (Europa, alternativet til kaos), er om samme emne. I den gengiver jeg kortet, der blev brugt på Charlottenburg-mødet. Mange af de foreslåede etnisk baserede nationer er allerede ved at udskille sig, og andre er klar til at gøre det i den nærmeste fremtid. I min bog foreslår jeg Wien som hovedstad for et forenet Europa, som skulle have fælles udenrigspolitik og fælles mønt, men hvor landene i øvrigt var kulturelt autonome, altså ikke en “smeltedigel”. Hvert folk skulle bevare sin identitet.

Hvis alle europæiske lande er lige små, som på dette kort, vil de ikke forsøge at dominere hinanden. Men en fælles udenrigspolitik er nødvendig til gensidigt forsvar.

Siden jeg trak mig tilbage, har jeg arbejdet som aldrig før. Jeg bliver konstant bedt om at oversætte bøger. Jeg har oversat næsten dobbelt så mange, som jeg selv har skrevet. For nylig har jeg oversat Wolf Rudiger Hess’ bog Who Killed My Father; Rudolf Hess? For tiden oversætter jeg en bog af Alexander Jacob om Indiens ariere (fra sanskrit arya “ædel”, “adelig”, medlem af visse indoeuropæiske stammer der i det andet årtusind f.Kr. slog sig ned i Nordindien og Iran).

Verdens herskere?

TBR: Gennem hele din karriere har du advaret mod bankernes indflydelse på nationernes suverænitet. Kan du uddybe den advarsel?

BOCHOCA: G. K. Chesterton udtrykte det bedst: Den vigtigste person er ikke præsidenten; præsidentens bankmand er vigtigere; men selv han er ikke så vigtig som ham, der befinder sig lige bag ham.

Så, hvis de mennesker, der styrer verden, beslutter, at deres idé om en verdensregering kun kan realiseres gennem en krig – hvilket vil være nødvendigt, da Kina ikke vil acceptere uden modstand, og formentlig heller ikke Rusland eller Indien … hvis de beslutter, at en ny verdenskrig, en tredje verdenskrig, er nødvendig, vil de organisere nye kriser oven på de eksisterende … i virkeligheden er Tredje Verdenskrig allerede begyndt med alle de små (indledende) krige her og der.

Som du ved er våbenindustrien den største industri af alle. “Fordelene” ved den industri er, at den støtter økonomien og slår folk ihjel. At folk dør er en fordel for dem der står bag, for det skaber had. Når hadet har varet længe nok, opstår en ny krig.

De er fremragende psykologer. Gennem århundreder har de studeret menneskets mentalitet og kender dets svage punkter.

“Myten om de seks millioner”

TBR: Fortæl os om dit arbejde med holocaust.

BOCHACA: En ny udgave af min bog, El Mito de los Seis Millones (udgivet første gang i 1979) er på trapperne. Den er dobbelt så lang som den tidligere udgave, eftersom der er kommet megen ny research til, siden jeg skrev den første udgave.

Jeg omtaler nogle af de revisionistiske redaktører, men især lægger jeg vægt på almindelig sund fornuft – dumheden ved at påstå, at tyskerne lod millioner af tons brændstof gå til spilde (på at transportere 6 mio. jøder til dødslejre og derefter brænde dem), brændstof som de havde brug for til deres tanks for at overleve krigen og vinde den; dumheden ved at beslaglægge et stort antal soldater til at bevogte jøderne; ved at beslaglægge så mange jernbanevogne til deres transport overalt i Europa (i stedet for at transportere tropper, tanks og ammunition til fronten).

Jeg fremhæver den detalje, at ingen inspektør fra Røde Kors observerede noget (om masseudryddelse); Vatikanet rapporterede intet, de protestantiske kirker, lutheranere, baptister osv. sagde intet, og den tyske befolkning vidste intet.

Hele historien (påstanden om holocaust) kan simpelthen ikke være sand. Selvfølgelig tilføjer jeg nogle tekniske detaljer, det er kun fair, og også godt at have med. Men jeg mener, at almindelig sund fornuft taler bedst til mennesker.

Hvis tyskerne havde spildt deres ressourcer på at slå alle jøder ihjel på den måde, så var de meget, meget dumme. Men hvis de var meget, meget dumme, hvorfor tog det så det meste af verden seks år at besejre dem?

Jeg kendte en jøde i Sidney i Australien; han var vores stedlige agent (i tekstiler). Han tog mig med til sit hus, sit hjem, og viste mig sin swimmingpool. “Hr. Hitler købte det til os,” sagde han. Ja, hans far havde haft en sæbefabrik i Tyskland. “Inden han emigrerede, solgte han fabrikken til den tyske regering. Da de spurgte ham om prisen, nævnte min far, der var parat til at købslå, en pris langt højere end fabrikken var værd. De diskuterede end ikke prisen, betalte ham bare den pris han forlangte.” Så han emigrerede til Australien, og købte huset med swimmingpool, betalt af “hr. Hitler”.

Om Adolf Hitler

TBR: Vil du fortælle os, hvad du mener om Adolf Hitler?

BOCHACA: Jeg mener, at han er én af de største mænd i Europas og menneskehedens historie.

Hans bog Mein Kampf skulle være obligatorisk læsning i skoler og på universiteter, i stedet for den usle behandling den har været genstand for. Jeg mener, at hans ideer om raceforhold er særdeles gode; han stod vagt om sin egen race. Hans verdensanskuelse, hans verdensbillede, er fuldstændig rigtigt for den europæiske tankegang … for alle de europæiske og hvide nationer. Når jeg siger “europæiske” mener jeg ikke blot Europa, men også de europæisk befolkede lande rundt om i verden.

I virkeligheden vendte Hitler sig ikke mod nogen race, undtagen den jødiske, og jeg tvivler på, at jøder er en race i videnskabelig forstand. Jeg mener, at de er en mental “race”, der fremkommer gennem indoktrinering fra deres “hellige” bøger.

Han var en af de få politiske ledere, der ikke havde nogen personlig formue. Han holdt af dyr. Han gjorde alt for sit land. Han var en stor mand.

Men efter min opfattelse har historien vist, at han var for god af sig. Han stolede på Franco. Ingen, der kendte Franco, stolede på ham.

Hitler vandt det sociale slag og gjorde en ende på klassekampen; han afskaffede den hjemlige elendighed i Tyskland efter 1933. Han vandt de interne politiske slag. Og så var han virkelig et militært geni.

Men jeg mener, at han i de militære alliancer var for tillidsfuld, bl.a. over for Franco, Mussolini, (marskal) Pétain, (marskal) Mannerheim i Finland, han tolkede dem forkert. Han valgte at gå ud fra, at alle havde reelle hensigter, men virkeligheden var en anden.

Og Hitler havde for stor respekt for uniformens pålydende; general Antonescu (Ion Antonescu, rumænsk general og premierminister) forrådte ham, og det samme gjorde hans egne monokelbærende officerer.

TBR: Forrådte Franco også Hitler?

BOCHACA: Franco afviste at lade tyske tropper passere gennem Spanien for at indtage Gibraltar. Hvis tyskerne havde haft den adgang til at indtage Gibraltar, ville krigen være sluttet på det tidspunkt. Briterne og amerikanerne ville have været afskåret fra Middelhavet. Hvordan skulle de komme ind? De ville have mistet kontrollen med Nordafrika, Egypten, Suezkanalen, Palæstina – hele mellemøsten. Italien og Tyskland ville ikke have lidt de nederlag, som Montgomery og Patton påførte dem, og Italien havde ikke kunnet invaderes fra Sicilien.

Forræderen Canaris var en ven af Franco, så han blev sendt til Franco for at forhandle, men i stedet tilskyndede han Franco til ikke at imødekomme Tysklands anmodning. Han fortalte tilmed Franco, at Tyskland ikke ville vinde krigen, og at Tyskland ikke ville invadere Spanien, hvis Franco afviste anmodningen. Han foreslog ham tilmed at stille umulige krav for at vinde tid. For eksempel forlangte Franco hele Marokko, inklusive Fransk Marokko (som modydelse), hvilket var umuligt at imødekomme på grund af Pétain. Hitler tilbød i stedet at føre Roussillon (den nuværende franske del af Catalonien) tilbage til Spanien, men Franco afslog tilbuddet med ordene: “Nej tak, jeg har tilstrækkeligt med katalanere i forvejen.”

Hitlers møde med Franco i Hendaye (23. oktober 1940) var så frustrerende for ham, at han senere betroede Mussolini, at han foretrak at få trukket tænder ud frem for at stå noget lignende igennem igen.

I lighed med Franco spillede også Pétain dobbeltspil (også han var under indflydelse af Canaris). Reelt beskyttede han “La Résistance” (den franske modstandsbevægelse) og forsøgte aktivt at forhindre frivillige i at melde sig til kamp mod bolsjevikkerne på Østfronten.

Hitler var Mussolini taknemmelig, fordi (Herman) Göring, efter at være blevet såret under München-kuppet i 1923, havde kunnet undslippe fra Bayern og få asyl i Italien. … og Mussolini behandlede ham vældig godt. Så Hitler nærede for megen tiltro til Mussolini, og Mussolini blev en anden årsag til nederlaget i krigen – Mussolini gik til angreb på Grækenland, og Hitler var tvunget til at komme ham til hjælp.

Selvfølgelig var Hitler også Mussolini taknemmelig for, at han havde støttet ham på München-konferencen i 1938. Det er mærkeligt – men efter München-konferencen, da (Edouard) Daladier og (Neville) Chamberlain (hhv. den franske og engelske premierminister) returnerede hjem, blev de modtaget som helte, fordi de havde sikret freden. I dag giver man det udseende af, at München repræsenterede “henholdende snak” og at “demokratiet fejlede ved ikke at konfrontere aggressionen”.

Men sandheden er, at Tjekkoslovakiet var en kunstig statsdannelse (skabt i 1919 i Frankrig under Versailles-traktaten).
… Så på samme tid som Hitler ønskede Sudeterlandet tilbage – hvorved tyskere på demokratisk vis kunne returnere til deres hjemland – bad ungarerne også om at få deres områder Ungvár og Munkács tilbage; slovakkerne ønskede at frigøre sig, Ruthenerne (som var vestukrainere) ønskede også at frigøre sig, og Polen ønskede det polsktalende Tesin tilbage.

Godt, hvad ser vi så i dag? Polen har fået Tesin igen, Ruthenia – Transkarpatisk Ruthenia – er igen en del af Ukraine, og Slovakiet har frigjort sig og er blevet uafhængigt. Men Sudeterlandet, nej – tjekkerne ejer stadig Sudeterlandet, men uden tyskerne, som blev sparket ud, kun medbringende det, de kunne bære (eller de blev myrdet, mindst 250.000, mange efter tortur).

Så Hitler ønskede blot at gøre det, som demokratierne under alle omstændigheder endte med at gøre, men efter en forfærdelig krig, og med den undtagelse, at Tyskland ikke fik sit Sudeterland tilbage.

München-aftalen kunne have sikret freden, men hvad der derefter indtraf var “Funks rejse”. Den gjorde det umuligt at undgå krig.

Tysklands handelsminister Walter Funk turnerede på Balkan i efteråret 1938, hvor han indgik aftaler om byttehandler med regeringerne. Dette forhindrede London-mæglerne i at profitere som mellemhandlere. London blev valgt fra i handler med lande, hvorfra Das Reich fik fødevarer, olie, jern eller stål, samt andre råmaterialer. Inden byttesystemet blev indført, havde Tyskland været nødt til at købe britiske Pund for at betale for rumænsk olie, svensk malm eller bananer fra Afrika, og havde været nødt til at acceptere London – og det vil sige Rothschild’erne – som mellemhandler. Denne mellemhandler opkrævede en procentsats af pengeværdien for hver eneste handel.

London havde også sikret sig, at alle transaktioner skulle betales i britiske Pund Sterling, hvorved begge lande i en handel var afhængige af Londons velvilje til at yde lån, hvis de ikke rådede over Pund nok. Ikke alene slap Tyskland på den måde ud af Londons klør, men ethvert land, der indgik i en byttehandel med Tyskland, undgik dem, og blot det at observere den generelle trivsel i Tyskland igangsatte en masse en afgang fra gældsslaveriet i forhold til London, en udvikling, der kun kunne forhindres, ved hjælp af det kraftigste virkemiddel, en Anden Verdenskrig.

TBR: Åh-ja, og så den mexicanske olieaftale … (fra Bochacas Crimenes de los “Buenos” (De “godes” forbrydelser) udgivet fra TBR juli/august 2007: “Den 10. december 1938 underskrev den mexicanske regering en aftale med Das Reich om, at den ville levere benzin til Tyskland for en værdi af 17 mio. dollars. Benzinen kom fra oliekilder, som en nationalistisk regering i Mexico City havde eksproprieret fra det jødiske Standard Oil på Manhattan.

Det var strået, der knækkede kamelens ryg. Denne aftale var også baseret på naturalier. Tyskland ville betale med vandingssystemer, landbrugsmaskiner, kontorinventar, skrivemaskiner og fotografisk udstyr. Ydermere blev aftalen baseret på oliepriser langt under taksterne på verdensmarkedet.”)

BOCHACA: Ja, men især Argentina-aftalen – Jeg fandt ud af dette for ikke så længe siden. Tyskerne havde lavet en aftale, baseret på bytteprincippet selvfølgelig, om leverance af argentinsk oksekød og al den hvede, som Argentina ikke selv behøvede. Indtil da var disse leveringer altid gået over London.

Molotov-Ribbentrop Pagten

TBR: Nogle mennesker siger, at fordi der fandtes en hemmelig protokol i den sovjetisk-tyske pagt af august 1930, der udstak retningslinjer for “indflydelsesområder”, var Hitler og Stalin reelt i færd med at “opdele” Europa imellem sig, dvs. allerede i gang med at planlægge en erobringskrig. Er der nogen sandhed i dette?

BOCHACA: Det skal lige med, at franskmændene i forvejen havde sendt deres egen militære mission til Sovjetunionen for at lave en “ikke-angrebspagt”.

Hvad von Ribbentrop tilbød russerne var dette: vores “indflydelsessfære” udstrækker sig hertil, jeres derfra (inden for disse rammer annekteres ingen naboer), og vi fastholder status quo for eftertiden. Men Sovjetunionen respekterede ikke denne status quo, idet Stalin senere invaderede og annekterede Litauen, Letland og Estland (og placerede sine styrker der).

Men det den vestlige alliance tidligere havde tilbudt Rusland rakte langt videre: fri adgang til Middelhavet, hvilket var en gammel drøm blandt zarerne … Alliancen tilbød også USSR Bessarabien, Rumænien og Bulgarien. Så hvorfor accepterede Stalin det tyske tilbud, som var langt mere begrænsende? Hvorfor tog han ikke imod alliancens tilbud?

Fordi Stalin (som var en intelligent mand, foruden at være kriminel) tænkte: “Hvis jeg accepterer alliancens tilbud, vil jeg snart ende i en krig med Tyskland. Afslår jeg, kan jeg bare lade vestlandene (Tyskland, Storbritannien og Frankrig) gøre det af med hinanden, og når de er svagest, vil jeg marchere ind som “befrier”.

I dag gør den officielle historieskrivning gældende at Molotov-Ribbentrop Pagten fremskyndede krigen, at den udløste verdenskrigen i utide. Tværtimod, hvis den har haft nogen virkning, har det været den modsatte, idet enhver anden alliance ville kunne indse, at Tyskland allieret med Rusland i medfør af denne pagt var særdeles stærkt.

Måske overså Hitler en ting. Jeg tror, at han forstod den jødiske indflydelse, men ikke hvor stærk den var. Pagten mellem Sovjetstaten og Tyskland burde have afskrækket enhver fra krig. Så Hitler troede ikke, at Churchill ville bringe sit land og det britiske imperium i fare for at gøre det af med Tyskland (krigen efterlod det britiske imperium bankerot, og medførte dets gradvise forsvinden efter Anden Verdenskrig).

(Joseph) Göbbels plejede at nævne i sine dagbøger, at 60% af de sovjetiske kommissærer var jøder. Da tyskerne invaderede Rusland i 1941, opdagede de, at tallet nærmere var 90%. Folk plejer at sige, at Göbbels altid overdrev. Tværtimod.

Og da tyskerne nåede ind i Ukraine, blev de særdeles overraskede. Det ukrainske folk bød dem velkommen, Tyskerne, som befriere! Men desværre behandlede tyskerne også ukrainerne dårligt – det var endnu en oplagt mulighed for at vinde, som blev forpasset. Det var ikke direkte Hitlers fejl, for ansvaret lå hos Koch (den tyske rigskommissær, der administrerede Ukraine og fastholdt ukrainerne i det forhadte sovjetiske kollektiv-landbrugssystem).

Det er en skam. Den krig kunne have været vundet burde have været vundet (af Tyskland).

TBR: Kunne den virkelig vindes? – det forbløffer mig bare, når du siger det, for styrkeforholdet var jo 20 til 1 eller deromkring.

BOCHACA: Tyve til én, OK. Men den ene (Tyskland) var stærkere end én. Og blandt de 20 fandtes kun regimerne – ikke et forenet folk.

På samme måde som Koch agerede i Ukraine, sådan fejlede man i Norge (den tyske besættelse var under ledelse af rigskommissær Josef Terboven). Terboven behandlede nordmændene dårligt. Også han lagde hindringer i vejen for nordmændenes frivillige rekruttering til SS for at kæmpe på Østfronten.

Økonomiske forhold

TBR: Fortæl venligst om dit syn på de økonomiske forhold.

BOCHACA: Jeg er kommet til den konklusion, at det, der i dag kaldes “økonomisk videnskab” er som tidlig arkæologi, eller som de malerier, de intellektuelle kalder “moderne kunst”. Med andre ord, det er et gigantisk bedrag, som næsten ingen vover at tage afstand fra af frygt for at blive opfattet som idiot, bagstræberisk m.v. af de konforme masser, som tilbeder enhver idé, der sættes til salg.

For altså, og du kan sige, hvad du vil, det er ikke naturligt – og skulle ikke være muligt for mennesker at dø af sult, fordi de har produceret “for mange konsumvarer”! Du ved måske, at gælden, den officielle gæld for alverdens lande er større end den samlede værdi af disse lande, med alt hvad de råder over, faktisk tre gange så stor. Så denne gæld er ubetalelig, den kan ikke indfries aldrig nogensinde.

Der findes et ord på spansk, “quietanza”, som betyder, at hvis en gæld ikke kan tilbagebetales, slettes den.

Når de på vores Tv taler om gælden sendes der en underliggende besked. De viser alle papirpengene, penge, penge, penge og så en regn af mønter. Men i virkelighedens verden strømmer værdierne som konsekvens af et pennestrøg, eller ikke engang det længere nu er det et enkelt tastetryk på en computer i banken.

TBR: En masse nuller …

BOCHACA: Hvis folk vidste, hvad penge virkelig er, ville alle de stakkels bankansatte som ikke på nogen måde er ansvarlige for den bagvedliggende business blive flået i småstykker. Folk taler hele tiden om en krise. Men der er ingen krise; det hele er et svindelnummer.

TBR: I dette brev til dig fra din gode ven (mexicansk revisionist) Salvador Borrego, skriver han: “Er du enig med mig i, at der vil komme en jødisk verdensregering?”

BOCHACA: Ja, helt sikkert. Og hør: Det er demoraliserende. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvad er det, vi foretager os, og hvorfor. Men det er som vi siger på spansk, una imperativa metafísica et metafysisk imperativ.

Det er som befinder vi os ombord på et skib, der synker, og alt hvad vi kan gøre er at skrive en besked, proppe den i en flaske og håbe på, at nogen finder den engang i fremtiden.

Vi gør det, fordi vi er nødt til det. Af og til spørger folk mig: “Er der noget håb? og jeg svarer: “Nej, der er ikke noget håb.”

Men til trods for dette, så tænker jeg på, at i Tyskland i 1932 syntes der heller ikke at være noget håb … og så, i løbet af én måned, januar 1933, ændrede det hele sig på grund af en gruppe gode mænd.

[Vi kan nu i 2018 tilføje, at den tyske nation i kraft af historierevisionisternes utrættelige arbejde er ved at vågne op og gennemskue Holocaust-løgnen. Det vil medføre en eksplosiv ændring i Tyskland inden for de kommende få år, når tyskerne indser, at de er blevet bagvasket og har betalt og betalt til løgnagtige jøder. Når opgøret indtræffer i Tyskland vil resten af det hvide Europa følge efter.]

TBR: Tak Senor Bochaca for din tid og gæstfrihed, og for dette interview.

BOCHACA: Du er mere end velkommen. Jeg håber, at jeres læsere vil finde noget af interesse i det, jeg har sagt. Hold fanen højt og fortsæt det gode arbejde.

Dette interview, der foregik i Spanien, blev forestået af frk. Margaret Huffstickler, som er velbevandret i flere europæiske sprog og samtidig en dygtig foredragsholder. Hun er også selvstændigt ansvarlig for udsendelsen af en række vigtige artikler fra hr. Bochaca til læsere over hele verden.