Tre berømmede “ofre” – Anne Frank, Elie Wiesel og Simon Wiesenthal

Sand Historie

O-D-I-N.org, uddrag af Jødisk racisme v. dr. David Duke, 25. juli 2012.

 

I Amsterdam findes Anne Frank-museet, der fungerer som et jødisk oplevelsescenter på linje med Auschwitz-museet i Polen. Turisterne røres af de samme hjerteskærende historier. To sider af samme falske myte om masseudryddelse af jøder i tyske kz-lejre under Anden Verdenskrig. Verden vil bedrages og bliver det, og jøderne gør naturligvis deres yderste for at vedligeholde myten og den udmærkede business ved at fremvise disse falske kulisser af et illusorisk holocaust.
I dette uddrag fra én af de bedste historierevisionistiske bøger, Jewish Supremacism fra 2007, fortæller forfatteren, den amerikanske politiker og revisionist dr. David Duke, hvordan han ved at undersøge emnet efterhånden blev opmærksom på fejlene og selvmodsigelserne i jøderne Holocaust (red.)

Jeg læste en bog, der beskrev uoverensstemmelser og utroværdigt indhold i Anne Franks Dagbog[545] Dr. Robert Faurisson, en professor, som havde specialiseret sig i analyse af litteraturs ægthed ved universitetet i Lyon, Frankrig, fremlagde på grundlag af bogens form og indhold stærke indicier for, at det var usandsynligt, at en pige i sine tidlige teenageår havde skrevet den, i det mindste i dens offentliggjorte form. Det forbavsede mig også, at denne pige, som var det mest berømmede offer for holocaust – og som havde tilbragt det meste af krigen i Auschwitz – ikke døde i et gaskammer. Nær krigens slutning evakuerede tyskerne hende, tillige med mange andre, til Bergen-Belsen. I de sidste måneder af krigen bukkede hun under for tyfus. Anne Franks søster, Margot, og hendes mor blev heller ikke ombragt ved gasning. Også de døde begge af tyfus. Hendes far, Otte Frank, blev syg, mens han var i Auschwitz, og han blev plejet og helbredt i lejrens hospital. Mod slutningen af krigen evakuerede tyskerne ham til Mauthausen, hvor han befandt sig indtil befrielsen. Otto Frank har selv bevidnet disse forhold.

Disse kendsgerninger var i strid med historierne, jeg havde læst om Auschwitz. Bøger og film portrætterede lejren som et samlebånd for mord, et sted hvor hele togladninger af jøder blev bragt direkte fra ankomstperronen til gaskamrene.* Nazisterne inspicerede angiveligt de nyankomne og sendte de raske og rørige til at arbejde og små børn og syge til gaskamrene. Hvis disse historier var sande, hvorfor var da den unge Anne Frank og hendes søster, som ankom til Auschwitz på det formodede højdepunkt for myrderierne, ikke blevet ombragt ved gasning?

Blandt de andre berømmede overlevende fra Auschwitz er først og fremmest holocaust-ypperstepræsten, Elie Wiesel, den mand, der modtog Nobelprisen for sit forfatterskab over emnet. Wiesel oplevede, ligesom Anne Franks far, et ophold i lejrens hospital mod slutningen af krigen. I sin selvbiografiske bog, Night, fortæller Wiesel, at han i januar 1945 i Auschwitz-lejrens Birkenau-afsnit fik opereret en inficeret fod i lejrens hospital. Lægen foreslog to ugers hvil, men russerne ville snart befri lejren. Sygehuspatienter og alle andre, der blev anset for uegnede til at rejse, fik af de tyske myndigheder mulighed for enten at blive i lejren, og således blive befriet af russerne, eller at blive evakueret sammen med tyskerne. Efter at have drøftet det med sin far, besluttede Wiesel og faderen at blive evakueret sammen med deres formodede “mordere”. [546] [547]

Jeg skal også omtale den tredje mest berømmede overlevende fra holocaust, Simon Wiesenthal, der er blevet kendt for at bekæmpe dem, der vover at nære tvivl om bestemte aspekter af holocaust. Meget lig Anne Franks far og Elie Wiesel, havde også Wiesenthal et ophold i de nazistiske lejrhospitaler. Wiesenthal skrev, at han forsøgte at begå selvmord ved at skære sig i håndleddene, mens han sad fængslet hos nazisterne. [548] Nazisterne – som han hævdede forsøgte at dræbe alle jøder i Europa – ville ikke lade ham dø. De sendte ham i stedet på hospitalet, hvor de omhyggeligt plejede ham og bragte ham på højkant.

Revisionisterne stiller følgende spørgsmål: Hvis tyskerne var de djævle, som Wiesel hævder i sine bøger, og virkelig havde helliget sig udryddelsen af alle jøder, hvorfor valgte han og hans far da at forlade lejren sammen med tyskerne frem for at vente på de sovjetiske styrker?
Da jeg læste denne indrømmelse af Wiesel, troede jeg ikke mine egne øjne. Hvorfor skulle de sende Anne Franks far til hospitalet, og hvorfor i alverden skulle de bestræbe sig på at redde livet på en jøde, der forsøgte at begå selvmord?
Efter at være blevet bekendt med disse ting indså jeg, at de var helt uforenelige med holocausthistorien, sådan som den normalt præsenteres.

Jeg begyndte at overveje, om holocausthistorien havde ændret sig gennem årene. Så det første jeg gjorde var herefter at trække min meget slidte 1956-udgave af Encyclopaedia Britannica [549] frem. Den udførlige artikel om Anden Verdenskrig havde ingen omtale af nazisternes pogromer mod jøderne. Denne udgave havde heller ingen artikler om “holocaust.” I en artikel med titlen “jøder” var der et kort afsnit om jøderne i Europa under krigen. Denne artikel, som var skrevet af Jacob Marcus, der nok var den mest fremtrædende jødiske historiker i verden på det tidspunkt, nævnte mange jødiske forfattere og myndigheder som kilder, bl.a.  Encyclopedia Judaica, Jüdische Lexicon. The Jewish Encyclopedia og Universal Jewish Encyclopedia. Artiklen var præget af et projødisk perspektiv, og Marcus beskrev jødernes forhold under nazisterne med disse ord:

For at kunne få en løsning på det jødiske problem i overensstemmelse med deres teorier gennemførte nazisterne en række udvisninger og deportationer fra næsten alle europæiske stater af jøder, der for det meste var af østeuropæisk herkomst.
Mænd blev ofte adskilt fra deres koner og andre fra deres børn, og de blev i tusindvis sendt til Polen og det vestlige Rusland. Der blev de sat i koncentrationslejre eller store reservater eller sendt ud i sumpene eller ud på vejene i arbejdssjak. Mange omkom under de umenneskelige forhold, de arbejdede under. Mens alle andre store jødiske centre blev involveret i krigen, kom de amerikanske jøder gradvis til at påtage sig en lederposition blandt verdens jøder. [550] [Fundet i 1947, 52 og 56-udgaverne.]

Forestil dig min overraskelse over at finde denne beskrivelse i 1956-udgaven af Encyclopaedia Britannica af det, der senere er blevet kaldt “holocaust”. Denne udgave var udkommet inden for det 11. år efter krigens slutning og efter afslutningen af de mest afgørende sager under Nürnberg-processerne. Jeg havde forventet at læse en udførlig artikel om “Det største blodbad i menneskets historie”. Artiklen malede bestemt et dystert billede af menneskelige lidelser, men det afgørende var, at ikke antydningen af det famøse tal – seks millioner – blev nævnt, ej heller gaskamre og end ikke ordet “holocaust”. I stedet redegjorde Encyclopaedia Britannica, at nazister satte jøder i koncentrationslejre og satte dem til at arbejde i arbejdssjak, hvor mange omkom under forfærdelige forhold. Jeg tænkte: Hvor langt er dette ikke fra nutidens billede af holocaust.

Det virkede mærkeligt på mig, at det mest kendte og mest respekterede leksikon i verden skulle beskrive de jødiske lidelser på denne måde. Det udløste min første rigtige tvivl om hele sagen og fik mig til at stille nye spørgsmål. Jeg gik til det offentlige bibliotek i 1970 og fandt frem til overskriften “jøder” i en 1967-udgave af Encyclopaedia Britannica[551]
I denne udgave slås det utvetydigt fast, og i skarp kontrast til encyklopædiens udgaver fra 1950’erne, at tyskerne forsøgte at udrydde alle de europæiske jøder, og at de havde fundet en metode, der var “mere effektiv end skydning eller hængning: nemlig giftgas”. Hvad vidste Britannica-redaktionen i 1967, som den ikke vidste i 1956?

Hvorfor denne ændring fra de tidligere versioner? spurgte jeg mig selv. Var der kommet nye beviser frem årtier efter krigen? Nye spørgsmål trængte sig på: Hvis den effektive nazistiske krigsmaskine kontrollerede Europas jøder og havde til formål at dræbe dem, hvordan kunne så mange da have overlevet? Faktisk har millioner af jøder ansøgt om og er blevet tildelt erstatning fra den tyske regering. Hvordan overlevede alle disse jøder, hvis nazisterne havde en længe fastlagt plan om at udrydde dem? Jeg hæftede mig også ved, at Wiesel i sin berømte selvbiografi, Night, der udkom i 1956, samme år som Britannica-artiklen, aldrig nævner gaskamre – ikke en eneste gang, selv om han nævner krematorier i Auschwitz. Han skriver faktisk, at jøder blev dræbt en masse ved at blive kastet levende i brændende gruber,** en rædselsvækkende påstand ganske vidst, men vidt forskellig fra nutidens påstande.
Wiesel citerer også beretninger om jøder, der er blevet myrdet ved Babi Yar, hvor “måned efter måned jorden aldrig holdt op med at skælve” og hvor “gejsere af blod fra tid til anden sprøjtede op fra den”. [552] Jeg tænkte, kommer dette fra den mand, der vil fortælle mig sandheden om holocaust?

Andre uforskammede spørgsmål faldt revisionisterne ind: Konstruerede nazisterne, mens de befandt sig midt i krigsindsatsen, virkelig store og komplekse gaskamre, transporterede de virkelig millioner af jøder til lejrene og udryddede de virkelig deres ofre på denne måde? Hvis deres hensigt var at dræbe dem, ville da ikke kugler, der koster en bagatel stykket, dræbe dem mere effektivt og eliminere den enorme regning og det logistiske mareridt med transport, bolig, mad, lægehjælp? De spurgte videre: Hvis nazisterne virkelig havde til hensigt at dræbe alle jøder, hvorfor skulle de så overhovedet have behov for at opbygge koncentrationslejre?

Jeg følte mig på et tidspunkt utilpas ved at undersøge disse spørgsmål. Jeg overvejede, om jeg på en eller anden måde forsvarede massemord ved at tvivle på, om grusomhedsberetningerne var blevet overdrevet. Jeg havde set overlevende på Tv fortælle historier om jødiske ofres hud, der blev lavet til lampeskærme og deres kropsfedt til sæbe.*** En bølge af sympati trængte sig på og fik mig til at droppe mine undersøgelser et stykke tid.

Omsider besluttede jeg at fortsætte min læsning og kom til at beskæftige mig mere og mere med emnet. Det at søge efter sandheden er aldrig forkert. Den eneste synd er manglende mod til at følge de spor, som denne søgen afdækker. Jeg indledte min undersøgelse af holocaust ved at kigge nærmere på Nürnberg-processerne, som angiveligt skulle bevise arten og omfanget af holocaust.

[Læs videre om David Dukes søgen og erkendelse i Jødisk Racisme.]

Noter fra Jødisk racisme

545

Ibid. 544: Frank, Anne. (1952). Diary of a Young Girl. Oversat fra hollandsk af B. M. Mooyaart-Doubleday, med introduktion af Eleanor Roosevelt. Garden City. New York: Doubleday. På dansk med titlen Anne Franks Dagbog.

546

Wiesel, E. (1969). Night. new York: Avon Books, s. 41–44, 79, 93. (da. Natten, 1987).

547

D. Calder. (1987). The Sunday Sun. Toronto, Canada, 31. maj, s. C4.

548

Wiesenthal, S. (1967). The Murderers Among Us. New York: McGraw-Hill.

549

Encyclopaedia Britannica (1952).

550

Encyclopaedia Britannica (1947), (1952) & (1956).

551

Encyclopaedia Britannica (1967).

552

Paroles d’étranger (1982). Editions du Seuil. s. 86.

569

Shirer, W. L. (1960). The Rise and Fall og the Third Reich: A History of Nazi Germany. New York. s. 971.

Redaktionelle noter

*

Fred Leuchters rapporter fra 1989–91 viser, at gaskamre til mord på mennesker ikke fandtes i Auschwitz under Anden Verdenskrig, og at krematoriekapaciteten var så begrænset, at den end ikke kunne følge med dødsfaldene under de hærgende tyfusepidemier. Krematorieovnenes ringe kapacitet ville have forbudt blot én enkelt dags “masseudryddelse”.

**

Muligheden for at afbrænde lig i jordgruber i Auschwitz er også behandlet i Fred Leuchters rapporter fra 1989–91. Før tyskerne drænede omkring Auschwitz, en oprindeligt polsk kaserne, der er opført i et moseområde, stod grundvandspejlet kun en halv meter under overfladen. Efter dræningen, var det sænket til 1 meter. Det er yderst vanskeligt at få noget til at brænde i 1 meter dybe gruber med vand i bunden. Fremgangsmåden ville være afsindigt brændstofkrævende, fordi energien forsvinder op i den blå luft. Nogle luftfotos viser to større flade felter, der ligner udgravninger, inden for lejrens område. Det kan have været en nødplan at begrave ofrene for tyfusepidemierne i fællesgrave, da krematorierne af gode grunde ikke kunne følge med. Men forurening af drikkevandet har udgjort en overhængende risiko, og der er aldrig fundet rester af mennesker i disse felter.
Thies Christophersen, der var projektleder i Auschwitz fra januar til december 1944, har forklaret, at de grave, der var anlagt i begyndelsen af krigen, såvel for personale som for indsatte, de fleste ofre for tyfus, blev åbnet igen på grund af risiko for forurening af grundvandet. Det var nødvendigt at skaffe sig af med de delvist henfaldne lig ved at afbrænde dem i det fri.

***

Dr. David Duke (fra Jødisk racisme s. 302): Påstanden om, at nazisterne fremstillede sæbe af jødisk fedt i krigens sidste år, blev præsenteret som en skummel kendsgerning, der skulle vise tyskernes umenneskelighed mod jøderne. Den blev gentaget i bøger som William Shirers opreklamerede Rise and Fall of the Third Reich (Det Tredje Riges storhed og fald) og i tusindvis af artikler, dokumentarfilm og tilmed i lærebøger. [569]
I Israel var der blevet afholdt jødiske begravelser af sæbestykker, som angiveligt skulle være resterne af jøder. Sæbestykkerne var svøbt i ligklæder og blev begravet efter højtidelige jødiske ritualer.
Selv ifølge jødiske autoriteter ved Yad Vashem, der er dokumentationscentret for holocaust i Israel, er hver eneste artikel, udtalelse, beediget erklæring og dramaudsendelse om, at tyskerne skulle  have fremstillet sæbe af jøders kroppe blevet påvist at være falske. Efter krigen indledte De allierede en straffeproces mod dr. Rudolf Spanner. Efter en langvarig efterforskning fandt den offentlige anklagers kontor ingen beviser for, at Danzig-instituttet nogen sinde havde lavet sæbe af menneskekroppe, og de frafaldt tiltalen mod ham.
Det viste sig, at bogstaverne “RIF”, som fandtes på den pågældende sæbe, ikke stod for “rent jødisk fedt” [som påstanden gik ud på], men for det officielle navn på det statslige organ, der distribuerede sæbe og andre rensemidler: “Reichstelle für industrielle Fettversorgung”, der betyder: “Rigscenter for industriel fedtforsyning”. Faktisk skulle “rent jødisk fedt” have være forkortet “RJF” (Rein Jüdisches Fett).

Redaktionen: Vi undrer os over, hvorfor ingen nogensinde er stillet til ansvar for at sprede disse perverse rygter, når det efter lange retssager viser sig at beskyldningerne er grundløse. Modus har været den sammen siden jøderne rejste påstanden om deres holocaust efter Anden Verdenskrig. Letfærdige påstande føres frem – altid uden håndgribelige beviser, men baseret på rygter eller på “beedigede” forklaringer eller fotos eller endeløse tekster, hvoraf intet er certificeret eller berigtiget af habile instanser. Derefter har det indtil videre været revisionisters næsten naturbestemte opgave at gendrive påstandene, hvilket kan tage årtier. I mellemtiden har mediejøderne typisk råbt anklagerne ud over det meste af den måbende menneskehed og har forurenet vores lærebøger og læreanstalter med deres monstrøsiteter, og bestemt ikke uden det tilsigtede resultat.
Indrømmelserne af, at der alligevel ikke var nogen sag, får sjældent megen plads i medierne – om nogen. Dette foregår hele tiden, og de infame jødiske bagvaskerne af det oprindelige Tyskland og den tyske befolkning går stadig fri for straf.