Vidner til jødernes “Holocaust”

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. John Wear, The Barnes Review, juli-august 2013.

 

Når revisionister ikke vil høre tale om et tysk nationalsocialistisk folkemord på jøderne i Europa, bliver jødiske øjenvidners “beedigede vidneudsagn” hver gang holdt frem som beviser for, at dette folkemord foregik. Imidlertid har selv retsligt beedigede forklaringer til støtte for holocaust-myten vist sig at være ekstremt upålidelige, når det kommer til facts og detaljer. De bevidst løgnagtige forsøg på at skabe en alternativ virkelighed er onde og ofte groteske i deres had. De vidneforklaringer, der kan være afgivet i god tro til fordel for jødernes Holocaust, gør krav på virkeligheden, men kan aldrig nå den.
Uden tvivl vil sandheden sejre til sidst. Spørgsmålet er blot hvornår. Bedøm selv ud fra denne artikel, hvilke betingelser sandheden frister i 2013.

 

 

 

 

Disse tre mænd blev længe anset for at være førstehåndsvidner til jødernes Holocaust. Fra venstre, den måske mindst troværdige af dem, Elie Wiesel, der ved hjælp af identitets­tyveri forsøgte at bevise, at han havde været fange i Buchenwald, åbenbart fordi han aldrig havde været i Buchenwald under krigen. Alligevel har han tjent millioner på bøger og foredrag ved at fortælle sit publikum om "grusomhederne", han havde oplevet der. Han har nægtet at vise sin fangetatovering frem, og på billeder af hans arme ses den ikke.
I midten den berømmede "nazijæger" Simon Wiesenthal, der påstod, at han havde en fangetatovering på armen, men han ville ikke vise den til nogen. På fotografier af hans arm sås ingen tatovering. Havde han overhovedet været i en kz-lejr? I hvert fald ikke i Auschwitz, ikke under krigen, som han havde givet udtryk for. Det måtte han erkende over for retten i Frankfurt. Han kan i høj grad anklages for at have tjent millioner af dollars på rene løgnehistorier.
Til højre Viktor E. Frankl, der udgav en bestseller om sine erfaringer fra et langvarigt ophold i Auschwitz. Til sidst måtte han indrømme, at han højst havde tilbragt fire dage i lejren, lukket inde i en barak i forbindelse med en gennemrejse.

 

OVERSKRIFTER

Artikel 1:

Tiltalte John Demjanjuk
Tiltalte Frank Walus
Øjenvidnet Elie Wiesel
Øjenvidnet Simon Wiesenthal
Øjenvidnet Viktor E. Frankl
Chokerende lemfældighed
Medierne ejes af jøderne
Øjenvidnet Paul Rassinier
Øjenvidnet T. Christophersen
Øjenvidnet Wilhelm Stäglich
Øjenvidnet M. v. Herwaarden
Noter
Om forfatteren

Artikel 2:

Øjenvidnet Franz Krause

TILTALTE JOHN DEMJANJUK

John Demjanjuk (f. 1920 i Ukraine, d. 2012 i Tyskland), statsborger i firsernes USA, blev af jødiske øjenvidner anklaget for at være identisk med en særligt ondskabsfuld person, “Ivan den grusomme”, som i 1942–43 havde gjort tjeneste som vagt i den tyske koncentrationslejr Treblinka i Polen. På grund af denne anklage blev Demjanjuk deporteret til Israel i 1986, hvor han i 1988 blev dømt til døden, primært på grundlag af fem øjenvidneforklaringer, alle afgivet af jødiske overlevende fra Treblinka. Han blev dermed frataget sit amerikanske statsborgerskab.
Demjanjuks forsvarer kom hængningen i forkøbet med bevis for, at det sovjetiske KGB havde fabrikeret de beviser, der skulle forbinde John Demjanjuk med vagtmanden i Treblinka. Den israelske højesteret underkendte øjenvidneforklaringerne og frikendte Demjanjuk [1]. Hans amerikanske statsborgerskab blev reaktiveret, og han vendte hjem til USA som en fri mand.

[Redaktionel kommentar: Spørgsmålet rejser sig, hvorfor KGB skulle have interesse i at underløbe en tilfældig amerikansk statsborger?
Demjanjuk var ikke hvem som helst. Han var soldat i Den røde hær frem til 1942, da han blev taget til fange af tyskerne. Han samarbejdede derefter med tyskerne. I starten af 1945 meldte han sig til Den Russiske Frigørelsesarmé en hærstyrke på omkring 1 mio., overvejende russere og ukrainere, som valgte at bekæmpe kommunismen sammen med tyskerne. Det er sandsynligt, at Demjanjuk i 1986 stadig har stået på det jødisk dominerede KGB’s liste over kontrarevolutionære som forræder af revolutionen.

Wikipedia, dansk, 2013: Israelerne idømte ham dødsstraf ved hængning i 1988, men frikendte ham, da ankesagen blev behandlet i 1993 i deres højesteret. Siden er han blevet udpeget som lægevagt i kz-lejrene Sobibor, Majdanek og Flossenbürg, hvilket han dog selv har afvist.
I 2001 blev der rejst en ny sag om krigsforbrydelser mod ham i Tyskland, og han blev i 2002 (atter) frataget sit amerikanske statsborgerskab.
Under ledsagelse af amerikanske specialagenter blev den mistænkte 89-årige i 2009 overført til fængslet München-Stadelheim.
Den 12. maj 2011 blev John Demjanjuk ved retten i München idømt fem års fængsel for medvirken til drabet på 28.060 fanger i Sobibor. Med henvisning til den dømtes alder besluttede dommeren at Demjanjuk ikke skulle i fængsel.
John Demjanjuk ankede afgørelsen.
Den 21. juli 2011 blev der igen i Tyskland indledt en retssag mod ham, nu for 4.400 mord begået i kz-lejren Flossenbürg i Bayern, hvor han også skulle have været vagt.
Den 17. marts 2012 døde Demjanjuk i Tyskland, før han nåede at afsone de 5 års fængsel, fra den ankede retssag fra 2011.

Hvilken ret er det, der idømmer en straf på 5 års betinget fængsel for medvirken til mord på 28.060 mennesker? Den samme straf kan enhver i Tyskland pådrage sig, blot ved at hævde, at jødernes Holocaust ikke har fundet sted. Hvor er proportionaliteten? Vi ser farce på farce udspille sig i tyske retssale under EU-systemet. Og bemærk vel, at den traditionelle tysker intet har med dette retslige anarki at gøre. De holder bare tand for tunge og lader jøderne fjerne den sidste rest at respektabilitet fra Tyskland som europæisk nation.
John Demjanjuk døde som en fri mand, ikke blot i juridisk forstand, men også i moralsk. Det lykkedes jøderne i Tyskland at trætte livet af ham, før han havde mulighed for at afslutte sagen. Derefter skulle han atter have kæmpet for sin frihed mod en ny jødisk øjenvidne-oppisket anklage om endeløse drab på jøder.
Kun de yderst tendentiøse retssystemer, der har fået karakter af jødiske inkvisitioner både i Tyskland, Østrig og Frankrig efter Anden Verdenskrig, slipper af sted med at rejse anklage efter anklage mod mennesker, som kommer på tværs af jødernes agenda.
Når Demjanjuk ikke kunne hænges i Israel på grundlag af tvivlsomme vidneudsagn, som selv en israelsk klageret måtte tage afstand fra, blev han udleveret til Tyskland og med gammeltestamentlig nidkærhed forfulgt gennem hele sit otium på grundlag af lige så tvivlsomme øjenvidneberetninger fra “overlevende” jøder, nu fra flere forskellige koncentrationslejre. Forløbet synes mere at have drejet sig om at beskytte jødiske øjenvidners troværdighed end at værne om det gode juridiske princip, at en anklaget er uskyldig, indtil det modsatte er bevist – med tryk på bevist.]

TILTALTE FRANK WALUS

Frank Walus (f. 1922 i Polen, d. 1994 i USA), pensioneret fabriksarbejder fra Chicago, repræsenterer et andet eksempel på, hvad højst tvivlsomme jødiske vidneforklaringer i en sag om holocaust kan afstedkomme. Han blev fra 1974 til 1981 anklaget for mord på jøder i sit fødeland, Polen, under Anden Verdenskrig. Et tip fra Simon Wiesenthal i 1974 om, at Walus havde arbejdet for Gestapo, fik den amerikanske regering til at forberede tiltale i 1977. Under retssagen mod Walus erklærede elleve (11) jøder under ed, at Walus havde ombragt 20–30 jøder i løbet af krigen. Efter en bekostelig fire år lang retssag, som Walus først tabte, således at han mistede sit amerikanske statsborgerskab og var ved at blive udvist, kunne Walus’ forsvar endelig føre bevis for, at han havde tilbragt krigsårene som ungdomsarbejder i det tyske landbrug. Walus statsborgerskab blev reaktiveret, og han modtog 34.000 $ i erstatning fra staten.

[Uanset frikendelse og erstatning (sagen havde mindst kostet Walus 60.000 $) vil en person, der i pressen har været udstillet som “nazibøddel”, være mærket for livet, især i stater som USA, hvor jøderne sidder tungt på retssystemet. Offeret straffes under alle omstændigheder, fra det øjeblik sagen rejses i retten, og det kan udmærket være den subsidiære hensigt.
Til gengæld er det usandsynligt, at et eneste af de elleve edsvorne jødiske øjenvidner efter rettens frifindelse af Walus er blevet tiltalt for falsk forklaring for retten. Jødisk hetz af denne kaliber får aldrig juridiske konsekvenser for anstifterne, der med deres skyldproducerende holocaustmyte i ryggen synes at have erhvervet en juridisk immunitet, samt en eksklusiv ret til i flæng at anklage andre for mord på jøder – helt gratis. Walus døde i 1994 som en ødelagt og dybt skuffet mand.]

En American Bar Association* artikel, der blev udgivet i 1981, konkluderede om sagen mod Walus: “… i en atmosfære af had og afsky, grænsende til hysteri, tiltalte regeringen en uskyldig mand.” [2]
* ABA er en sammenslutning af frivillige advokater og jurastuderende uden tilknytning til nogen bestemt jurisdiktion i USA. Den har kontorer i Chicago og Washington DC.

Det er uoverkommeligt at behandle alle øjenvidneforklaringer fra holocaust-historien. Men for at illustrere den gennemgående letfærdige omgang med sandheden, vil jeg gengive beretningerne fra tre af de mest berømmede overlevende i denne kategori af (jødiske) vidner: Elie Wiesel, Simon Wiesenthal og Viktor Frankl.

ØJENVIDNET ELIE WIESEL

Elie Wiesel (f. 1928 i Rumænien, pr. 2013: 85 år), hvis selvbiografi Night fra1956 var medvirkende til, at han modtog Nobelprisen, nævner intet om henrettelses-gaskamre i sin bog. I stedet hævder Wiesel, at jøder blev massehenrettet ved at blive kastet i brændende gruber i jorden [3] Hvis der virkelig havde været henrettelses-gaskamre i Birkenau [en del af Auschwitz-Birkenau komplekset], skulle man tro, at Wiesel ville have nævnt dem i sin selvbiografi. Og havde der eksisteret jordgruber i Birkenau, ville de have været synlige på De Allieredes luftfotografier af Birkenau fra 1944.

[Muligheden for at afbrænde lig i jordgruber i Auschwitz er også behandlet i Fred Leuchters rapporter fra 1989-91. Før tyskerne drænede omkring Auschwitz, oprindeligt en polsk kaserne fra før krigen, beliggende i et moseområde, stod grundvandspejlet kun en halv meter under overfladen. Efter dræningen, var det sænket til 1 meter. Det er yderst vanskeligt at få noget til at brænde i fugtige gruber, der altså ikke kunne blive dybere end 1 meter. Fremgangsmåden er under alle omstændigheder voldsomt brændstofkrævende, fordi det meste af energien forsvinder op i luften. Nogle luftfotos viser to større flade felter, der ligner udgravninger, inden for lejrens område. Det kan have været en nødplan at begrave ofrene for tyfusepidemierne i fællesgrave, da krematorierne af gode grunde ikke kunne følge med. Men forurening af drikkevandet har været en overhængende risiko, og der er aldrig fundet rester af mennesker i disse felter.
Thies Christophersen, der var projektleder i Auschwitz fra januar til december 1944, har forklaret, at de grave, der var anlagt i begyndelsen af krigen, såvel for personale som for indsatte, de fleste ofre for tyfus, blev åbnet igen på grund af risiko for forurening af grundvandet. Det var nødvendigt at skaffe sig af med de delvist henfaldne lig ved at afbrænde dem i det fri.]

Wiesel nævner også i Night, at han blev opereret i sin ene fod, der var blevet inficeret i løbet af januar 1945. Da lejren skulle evakueres, gav ledelsen i Birkenau Wiesel og andre patienter, der var uegnede til at rejse, mulighed for at blive. Wiesel og hans far besluttede at lade sig evakuere fra Birkenau til Buchenwald sammen med tyskerne frem for at blive frigivet og administreret af russerne. [4] [Måske kendte de til en anden prominent jødes propagandavirksomhed over for de russiske soldater, der blev sendt ind i Polen og Tyskland, og de ønskede ikke at blive forvekslet med tyskere.]
Hvis Auschwitz-Birkenau havde været det masseudryddelsescenter, som det senere blev udråbt til, hvorfor skulle Wiesel og hans far så vælge at rejse derfra i selskab med deres potentielle mordere? Og hvis Auschwitz-Birkenau virkelig havde været centeret for et industrielt anlagt massemord, hvorfor skulle den tyske ledelse så efterlade tusindvis af vidner?
Wiesels egen overlevelse af den følgende internering i Buchenwald er intet mindre end et mirakel! Han skriver: “I Buchenwald sendte de 10.000 personer i døden hver dag. Jeg var altid blandt de sidste hundrede i køen hen mod porten. Så standsede de. Hvorfor?” [5]
I sandhed et godt spørgsmål. I dag er der ingen hæderlig historiker, der vil beskæftige sig med påstanden om, at der blev henrettet 10.000 jøder i Buchenwald hver dag.

[Der må have været rift om de bageste pladser. Hvordan kan Elie Wiesel forestille sig, at noget intelligent menneske kan tro på, at den samme person igen og igen kunne befinde sig blandt de sidste 100? Og antallet pr. dag? Selv hvis man forestiller sig en kolonne med 4 geledder, ville den med 10.000 mennesker, hvis den ellers blev formeret på én gang, være mere end 1 km lang. Og hvis den dannedes successivt, hvordan undgik Wiesel så at blive udtaget til en del af fronten eller midten? Og hvordan forestiller Wiesel sig, at tyskerne skulle ombringe og skaffe sig af med 417 mennesker i timen i hver eneste af døgnets 24 timer?
Fred Leuchter har med sine videnskabelige undersøgelser i 1988 til 1991 påvist, at blot 400 døde kroppe ville lægge beslag på krematorierne i ugevis, selv for de mest effektive af slagsen. Det har tydeligvis slået klik for Wiesel.
Man kan muligvis yderligere forestille sig, hvilken grad af korruption, der har været nødvendig for at kunne tildele Wiesel en Nobelpris for rene sciencefiktion-scenarier, der til overmål påberåber sig virkeligheden.]

Wiesel er i sig selv et exceptionelt vidne, og han forsikrer, at han har mødt andre lige så exceptionelle vidner. Han skriver (på anden hånd) i en af sine bøger om jøderne, der hævdes at være blevet massemyrdet ved Babi Yar i Ukraine: “Efter drabene sagde øjenvidner, at jorden gennem måneder fortsatte med at sprøjte geysere af blod. Man trådte hele tiden på lig.” [6] Wiesel udmaler den samme scene senere i let forstærket udgave: “Senere hørte jeg fra et vidne, at måned efter måned fortsatte jorden med at skælve, og fra tid til anden sprøjtede geysere af blod op fra den.” [7] Historien savner enhver troværdighed.
Wiesel synes at have været uvidende om de fotografier, der findes fra Babi Yar fra kort efter de påståede massehenrettelser af jøder. Billederne viser ingen indikationer af, at der på stedet skulle være anlagt en massegrav; hverken løvet på træerne eller det levende bunddække er beskadiget. [8]

ØJENVIDNET SIMON WIESENTHAL

Simon Wiesenthal (f. 1908 i Ukraine, d. 2005), af sine egne berømmet som “nazijæger”, beretter i sin bog Morderne iblandt os også om en tur til et af nationalsocialisternes lazaretter. Wiesenthal skrev, at han forsøgte at begå selvmord ved at skære sig i håndleddene, mens han var fange i en kz-lejr. I stedet for at lade ham dø, sendte tyskerne ham på lazaret, hvor han modtog pleje, indtil han var kommet til hægterne. [9] Hvis det var normal praksis at begå folkemord på jøderne i Europa, hvorfor gjorde tyskerne sig så den ulejlighed at sende begge de herrer Wiesel og Wiesenthal på lazaret, så de kunne blive raske?

ØJENVIDNET VIKTOR E. FRANKL

Viktor E. Frankl (f. 1905 i Østrig, d. 1997) skrev bogen Man’s Search for Meaning. Den blev af Library of Congress rangeret blandt det 20. århundredes mest betydningsfulde bøger i USA. Frankl beskriver i denne bog sine oplevelser i Auschwitz, som om han tilbragte mange måneder i lejren.

I virkeligheden opholdt han sig kun nogle få dage i Auschwitz i oktober 1944 på transit fra Theresienstadt til et underafsnit af Dachau. Dette har Frankl erkendt over for en amerikansk prædikant Robert Schuller: “Jeg var kun i Auschwitz tre eller fire dage … Jeg blev sendt til en barak, og derfra blev vi alle transporteret til en lejr i Bayern.” [10]
Frankls korte tid i lejren bekræftes af loggen over fanger i den mindre lejr ved Dachau, Kaufering III, hvor Frankls ankomst er registreret den 25. oktober 1944, seks dage efter hans afgang fra Theresienstadt. [11] Dermed kan Frankls beskrivelse af sit lange ophold i Auschwitz i bogen Man’s Search for Meaning nu klassificeres som ren fiktion.

CHOKERENDE LEMFÆLDIGHED

De jødiske vidneforklaringernes kvalitet, når det drejer sig om holocaust-myten, er blevet kommenteret af en række historikere. Den jødiske historiker Samuel Gringauz har kritiseret, hvad han kalder den “hyperhistoriske” natur af de fleste jødiske overlevelsesberetninger. Gromgauz skrev, at “mange af minderne og beretningerne er fulde af omsvøb, skrivekløe, overdramatisering, selvovervurdering, lommefilosofi, ønsketænkning, fordomsfuldhed, enøjede angreb og dårlige undskyldninger.” [12]

Shmuel Krakowski, arkivleder i Israels Yad Vashem Holocaust Center, bekræftede i 1986, at mere end halvdelen af jødiske overlevendes vidnesbyrd, der findes i arkivet, er upålidelige. Krakowski sagde, at mange overlevende har næret et ønske om at blive en del af historien, og har måske ladet fantasien løbe af med sig. Han udtalte, at mange vidnesbyrd fra arkivet i Yad Vashem senere viste sig at være så upræcise, at steder og datoer ikke kunne stå for historieeksperters nøjere granskning. Krakowski kommenterede de jødiske overlevendes vidnesbyrd således: “Mange havde aldrig været de steder, hvor de hævdede at have bevidnet grusomheder, mens andre accepterede information på anden hånd fra venner eller fremmede forbipasserende.” [13]

MEDIERNE EJES AF JØDERNE

Et faktum, som sjældent kommer frem i pressen, er, at mange kvalificerede øjenvidner, herunder Internationalt Røde Kors, har rapporteret, at de aldrig har set det mindste tegn på et igangværende folkemord i nogen tysk koncentrationslejr. Disse erklæringer har alle vist sig at være konsistente i facts og detaljer, men er samtidig mere eller mindre ukendte.

ØJENVIDNET PAUL RASSINIER

Paul Rassinier (f. 1906 i Frankrig, d. 1967) var en af de første, der erklærede sig uenig i rapporterne om et sådant folkemord. Han var fransk Historieprofessor og blev frihedsberøvet under krigen for at hjælpe modstandsbevægelsen, om end kun i form af hjælp til udsmugling af jøder til det neutrale Schweiz. Rassinier udtalte, at selv om han havde lidt betydeligt under opholdene i koncentrationslejrene Buchenwald og Dora, havde han aldrig observeret tegn på henrettelses-gaskamre eller et program til udryddelse af jøder. Da Rassinier så de sensationelle drabstal, der blev offentliggjort, vidste han, at de var falske, og han følte det som sin moralske og professionelle pligt at fortælle sandheden om lejrene og tilbagevise de falske anklager, der flød fra verdenspressen.

Rassinier skrev omhyggeligt om sine egne oplevelser og observationer i de tyske lejre. Han begyndte også at efterforske hele spørgsmålet om et nationalsocialistisk folkedrab på jøderne under krigen. Rassinier konkluderede, at dødstallene i lejrene var langt under de påståede. Han kunne også konkludere, at dødsfaldene i lejrene ikke skyldtes et tysk program for folkemord, [14] men primært elendigheden, der fulgte med Tysklands økonomiske kollaps mod slutningen af en altødelæggende krig.
Rassinier havde intet personligt at vinde ved at indtage sit upopulære standpunkt, og efter først at have lidt under tysk fangenskab, kom han nu til at lide under en intens jødisk personhetz i efterkrigs-Frankrig pga. sine modige beretninger fra krigen.

ØJENVIDNET THIES CHRISTOPHERSEN

Thies Christophersen (f. 1918 i Kiel, d. 1997) var et andet vidne, der stod frem og åbent erklærede, at det påståede folkemord på jøderne aldrig havde fundet sted.

Christophersen vejledte tre hundrede arbejdere, hvoraf mange var jødiske, i Auschwitz fra januar til december 1944. Ved flere lejligheder i den periode besøgte han Birkenau, hvor jøderne siden har påstået, at hundrede tusinder af dem blev gasset til døde. I sin erindringsbog Die Auschwitz-Lüge, første gang publiceret i Tyskland i 1973, skrev Thies Christophersen, at i den tid, han opholdt sig i Auschwitz, observerede han ikke det mindste tegn på massegasninger. I marts 1988 under retssagen i Toronto mod Ernst Zündel, svarede han overbevisende på adskillige specifikke spørgsmål fra anklagemyndigheden om sine oplevelser i Auschwitz.

Efter publiceringen af Auschwitz-løgnen, modtog Christophersen tusinder af breve og telefonopkald. Han skrev om disse henvendelser:

Mange af de mennesker, der har kontaktet mig, bekræfter, hvad jeg har skrevet, men er bange for at stå frem offentligt. Nogle af dem er SS-folk, der allerede én gang er blevet brutalt behandlet og nogle endda tortureret i allieret fangenskab. Jeg kontaktede omgående dem, der mente at kende mere til massegasninger. Mine oplevelser med disse vidner var sammenfaldende med dem, som den franske professor Paul Rassinier havde haft med sine vidner. Jeg har ikke oplevet en eneste troværdig øjenvidneforklaring. I stedet fortalte folk, at de kendte en, der kendte en anden, som havde fortalt om dit eller dat.

I mange tilfælde var de formodede øjenvidner døde. Andre erklærede øjenvidner begyndte hurtigt at stamme og hakke, når jeg stillede præciserende spørgsmål. Selv Simon Wiesenthal måtte til sidst erkende for distriktsretten i Frankfurt, at han aldrig havde været i Auschwitz under krigen.
Alle de vidneforklaringer, jeg har lyttet til, modsiger hinanden. Alle synes at fortælle en forskellig historie om de påståede gaskamre. Man har end ikke kunnet blive enige om placeringen af de omtalte henrettelses-gaskamre.
Det samme gør sig i øvrigt gældende for den såkaldte undervisningslitteratur; den er fuld af selvmodsigelser. [15]

[Redaktionel kommentar:
Wikipedia, dansk, 2013: Thies Christophersen var en tysk nazist som havde arbejdet i kz-lejren Auschwitz fra januar til december 1944, efter krigen fortsatte han sine sympatier for nazismen og startede blandt andet et nazistisk trykkeri i Kollund i Sønderjylland. Efter flere demonstrationer og aktioner hvor trykkeriet fik smadret vinduer flyttede han fra Kollund.
Thies Christophersen var pioner i revisionist og holocaust-benægter bevægelsen. Han udgav bogen Jeg var i Auschwitz /Auschwitz-løgnen og blev igennem flere år krævet udlevet af Tyskland for at have spredt materiale om, at holocaust ikke havde fundet sted. Han blev anholdt i Tyskland kort før sin død, men da han var for syg til en retssag, blev han aldrig stillet for en dommer
.

Tendensen er den samme. Anderledes tænkende og skrivende i Tyskland bliver stillet for retten. Derfor skal Danmark snarest muligt ud af jødernes EU, og jødernes indflydelse i Danmark skal gøres forholdsmæssig.]

ØJENVIDNET DR. WILHELM STÄGLICH

Dr. Wilhelm Stäglich (f. 1916 i Tyskland, d. 2006), tysk dommer og endnu et øjenvidne, kan berette, at han som besøgende i Auschwitz under krigen aldrig observerede noget tegn på et folkemord rettet mod jøderne. Han besøgte Auschwitz flere gange som ordonnans i en luftforsvarsenhed. Dr. Stäglish udsendte senere følgende beretning fra besøgene i Auschwitz:

Under ingen af disse besøg så jeg installationer til gasning, eller krematorier i tilslutning til gaskamre, indretninger til tortur eller tilsvarende horrible ting. Lejren gav indtryk af at være velholdt og velorganiseret …

Lejren ledte tanken hen på de tyske arbejdsfrontlejre, hvor jeg aftjente mine seks måneders tjenestetid i Arbeitsdienst, bortset fra, at Auschwitz var langt større … Ingen af de indsatte opførte sig, som var de i fare eller led vanrøgt eller skulle være overladt til døden.

Vedrørende det sidste punkt er der især en bestemt oplevelse, der har fæstnet sig i min hukommelse. Da nogle kammerater og jeg stod i nærheden af lejren en aften, fik vi øje på en stor arbejdsstyrke af indsatte, der kom retur til lejren fra det industrielle område. De blev eskorteret af en relativt lille styrke af SS-folk, hvoraf de fleste var lidt oppe i årene, og flokken af indsatte lod ikke til at bekymre sig synderligt om disciplinen.

Flokken bevægede sig fremad, mens fangerne talte og lo højlydt indbyrdes. Da de fik øje på os, var der to eller tre af dem, der droppede ud af geleddet, åbnede gylpen og begyndte at urinere. Selv om en sådan gestus kunne have været tolket som tegn på foragt for tyske mænd i uniform, ignorerede SS-vagterne den fuldstændigt. Senere, når jeg hørte om, at der herskede en tilstand af dødsterror i koncentrationslejrene, var jeg nødt til at gøre denne oplevelse gældende. Det er næppe på den måde, at mennesker, der lever i dødsangst, agerer. [16]

[Redaktionel kommentar: Læs her, hvordan Wikipedia refererer det nuværende jødiske Tysklands behandling af såkaldte holocaust-benægtere (man sporer en vis skadefryd, idet kommentatoren gør brug af et fast holocaust-vokabularium):

Wikipedia, engelsk, 2013: Wilhelm Stäglich var officer i hæren (den tyske) under Anden Verdenskrig, efter krigen dommer i finansielle sager i Hamburg og prominent Holocaust-benægter.
I 1974 iværksattes en disciplinær høring mod Stäglich, der som dommer i finansielle sager samtidig var medlem af det yderligtgående højreparti NPD og en flittig skribent i stærkt højreorienterede magasiner.
Resultatet blev førtidspensionering med 5 års reduktion i pensionen.
I 1979 udgav det Tübingen-baserede Grabert (forlag) Stäglichs bog Der Auschwitz-Mythos – Legende oder Wirklichkeit, i hvilken han benægtede eksistensen af gaskamre i Nazi-koncentrationslejrene og dødslejrene og påstod, at al dokumentation, der relaterede sig til Holocaust var forfalsket.
Allerede i 1980 blev bogen beslaglagt i Tyskland som helhed efter påbud fra delstatsretten i Stuttgart, og i 1982 blev den placeret på en liste over materiale, der ikke må distribueres af hensyn til unge læsere, idet man fulgte en afgørelse fra den federale regering om “Media skadelige for unge mennesker”. Afgørelsen om at konfiskere bogen blev stadfæstet af forbundsretten i 1983.
Efter dette indledte Universitetet i Göttingen en procedure mod Stäglich for formelt at af-akkreditere ham den doktorgrad, han havde opnået der i 1951.

Dette er Tyskland i dag, en nation hvor jøderne igen har beslaglagt offentlige positioner i et omfang, så de bl.a. kan sætte en hævdvunden ret i Vesten til at ytre sig frit i skrift og tale ud af kraft. Som en særlig jødisk specialitet forfølges anderledes tænkende på deres levebrød. Nidkærheden, der lægges for dagen i disse forfølgelser, har karakter af rendyrket gammeltestamentlig hævn. Nogle af os husker den tydeligt fra tiden med Sovjetunionen.
Det var præcis dette jødiske regime, der fandtes i Tyskland, da Adolf Hitler ad demokratisk vej og med det tyske folks massive opbakning vandt magten i landet i 1933.
Adolf Hitler forstod, at Tyskland og Europa kun kan udvikles normalt, hvis Europa ikke konstant angribes indefra af talmudiserede erobringsfanatikere, som mentalt og kulturelt hører til øst for Sortehavet. Han valgte at lade de uforligelige kulturer gå hver til sit på en civiliseret måde, men det storsind indrømmes han ikke af jøderne.]

ØJENVIDNET MARIA VAN HERWAARDEN

Maria van Herwaarden (f. o. 1922 i Østrig, d. ukendt) er canadisk statsborger og et troværdigt øjenvidne. Hun blev interneret i Birkenau i begyndelsen af 1942. Fru Herwaarden vidnede ved sagen mod Ernst Zündel, og fortalte at hun under sit ophold i Birkenau intet havde observeret, der kunne udlægges som massemord. Men hun forklarede også, at mange af de indsatte i Birkenau døde af tyfus og at nogle af dem begik selvmord. [17] Ingen af anklagerens vidner blev indkaldt under retssagen, da anklagemyndigheden var klar over, at ingen af disse jødiske vidner ville fremme hans sag, hvis de blev udspurgt af Zündels forsvarsadvokat.

–––

Selv om jeg er overbevist om, at nationalsocialisterne ikke udfoldede et program for folkemord på jøderne i Europa, er jeg samtidig lige så bevidst om, at de indsatte i lejrene udstod betydelige strabadser. Det punkt stod klart for mig i 1999, da jeg mødte en jødisk dame, der havde tilbragt sin tidlige barndom i fire forskellige tyske lejre under krigen. Hun overlevede lige netop den sidste, Bergen-Belsen, hvor hun blev syg af tyfus og var døden nær, da briterne overtog kontrollen med lejren. Hendes oplevelser i lejrene havde været så traumatiske, at hun stadig led under betydelige psykiske skader, endnu 54 år efter krigens afslutning.

Men havde det nationalsocialistiske Tyskland virkelig udfoldet et program for massemord på jøderne i Europa, ville hun være blevet dræbt, eftersom en lille jødisk pige var ude af stand til at bidrage til den almindelige arbejdsindsats i lejrene. Hun er derfor samtidig et levende bevis på, at Tyskland ikke praktiserede mord på den europæiske jødedom.

NOTER

1

En udmærket beskrivelse af retssagen mod John Demjanjuk findes i Oram Sheftel’s Defending “Ivan the Terrible”, Washington, D. C., Regnery Publishing Inc., 1996.

2

“The Nazi Who Never Was”, The Washington Post, 10. maj 1981, s. B5, B8.

3

Wiesel, Elie, Night Trilogy, New York: Hill and Wang, 2008, s. 51–52.

4

Ibid.; s. 98–100.

5

“Author, Teacher, Witness”, Time Magazine, 18. marts 1985, s. 79.

6

Wiesel, Elie, The Jews of Silence, London: Vallentine; Mitchell, 1968, s. 37.

7

Wiesel, Elie, Paroles d’etranger, Editions du Seuil, Paris, 1982, s. 86.

8

Ball, John C., Air Photo Evidence, Delta, B. C., Canada: Ball Resources Services Limited, 1992, s. 108.

9

Wiesenthal, Simon, The Murderers Among Us, New York: McGraw-Hill, 1967, s. 37–38.

10

Frankl, Viktor, “Dr. Robert Schuller Interviews Viktor Frankl: How to Find Meaning in Life”, Possibilities: The Magazine of Hope, marts/april 1991, s. 10.

11

Pytell, Timothy, “Extreme Experience, Psychological Insight, and Holocaust Perception; Reflections of Bettelheim and Frankl”, Psychoanalytic Psycology, Vol. 24, No. 4, oktober 2007, s. 646.

12

Jewish Social Studies, New York: Conference on Jewish Relations, januar 1950, Vol. 12, s. 65–66.

13

Amouyal, Barbara, “Doubtx over Evidence of Camp Survivors”, Jerusalem Post, Israel, 17. august 1986, s. 1.

14

Rassinier, Paul, The Holocaust Story and the Lies of Ulysses, Costa Mesa, California: The Institute for Historical Review, 1978.

15

Christophersen, Thies, “Reflections on Auschwitz and West Germany Justice”, The Journal of Historical Review, Volume Six, No. One, forår 1985, s. 118.

16

Stäglish, Wilhelm, Auschwitz: A Judge Looks at the Evidence, Institute for Historical Review, 1990, s. 293.

17

Kulaszka, Barbara, ed., Did Six Million Really Die: Report of Evidence in the Canadian “False News” Trial of Ernst Zündel, Toronto: Samisdat Publishers Ltd., 1992, s. 253–255.

OM FORFATTEREN

John Wear er født den 11. juli 1953 i Houston, Texas. Hr. Wear har en grad i regnskab fra Southern Methodist University fra maj 1974 og bestod CPA (Certified Public Accountant) eksamen senere samme år. Han afsluttede jurastudiet fra Lawschool på University of Texas i december 1977 og bestod eksamen i februar 1978. Det meste af sin karriere har han arbejdet som CPA. Hans længste og seneste ansættelse var hos Lacerte Software fra 1994 til 2008, en software division under Intuit Corporation.

Eksempel på en plausibel vidneforklaring, en beediget erklæring fra 1991 af Franz Krause.

O-D-I-N.org, ovrs. og prs. af Carlos Porter, The Barnes Review, juli-august 2013.

 

ØJENVIDNET FRANZ KRAUSE

Franz Krause (f. 1904 i Østpreussen, d. ukendt).

Opmærksom på konsekvenserne ved at beedige en erklæring, der senere kan afsløres som falsk, afgiver jeg, Franz Krause, født den 16. juni 1904 i Gedaithen, Krs. Allenstein, Østpreussen, boende … (anonymiseret), følgende erklæring, hvis rigtighed og sandfærdighed jeg hermed bekræfter under ed.

Fra oktober 1943 til marts 1945, ledte jeg (som chefsergent) en enhed under stabskompagniet for første division af kampvognsregimentet Division Viking. Jeg blev tilknyttet kampvognsregimentet tidligt i maj 1944 som leder af et forsyningsdepot for reservedele, udstyr, beklædning, etc. Jeg modtog ordre om at etablere depotet på Auschwitz-koncentrationslejrens område, mens divisionen befandt sig på øvelsesområdet ved Heidelager (Debica, Polen). I Auschwitz stillede lejradministrationen barakker til rådighed for oplagringen af materiellet.

Mit ophold i lejren varede 10 uger, så jeg benyttede mig af muligheden og inviterede min kone og 5-årige søn til lejren, så vi kunne være sammen. Beboelsen, der blev stillet til rådighed for mig af lejradministrationen, var i en selvstændig bygning. Da jeg havde rigeligt med tid, gik jeg omkring i lejren for at komme til at kende den. Jeg blev ikke pålagt nogen begrænsning fra lejradministrationen.

Jeg husker specielt, at jeg hørte musik og gik i retning af den for at finde ud af, hvor den kom fra. Foran lejrens lokale administrationsbygning stod tusinder af indsatte i marchkolonner, og andre marcherede til musikken ad lejrens hovedvej under kommando af kapoer [indsatte, der fungerede som vagter; måske er Kapo forkortelsen af Kameradenpolizei, eller fra det italienske “capo”: chef, leder].
Hen mod aften returnerede de til lejren. Dette gentog sig hver dag under mit ophold. Jeg havde bemærket, at de indsatte var godt ernæret, og at de optrådte ordentligt.

Jeg gjorde samme iagttagelse i kvindernes lejr. Til sangen “High on the Yellow Wagon” marcherede de til den lokale eksperimentelle landbrugsfacilitet, der var under ledelse af Thies Christophersen. Kvinderne kom fra en lejr, der stødte op til Auschwitz-Birkenau.

På en af mine opdagelsesture fandt jeg et magasin, der indeholdt kufferter. Da jeg lige var undsluppet Tscherkassy-omringningen netop med livet i behold og intet andet, gik jeg til lejrkommandant Baer for at høre, om han kunne undvære en af kufferterne. Baer afviste muligheden. Senere forklarede han mig, at kufferterne tilhørte de indsatte, så han kunne ikke disponere over dem. I samme anledning fortalte han om et tilfælde, hvor en kommission havde inspiceret inventaret hos lejrpersonalet nogle få uger forinden. Fandtes der det mindste i personalets besiddelse, som tilhørte de indsatte, blev personen sendt til SS-straffelejren Matzkau i nærheden af Danzig. Baer ville ikke løbe nogen risiko for straf på grund af en kuffert. Jeg har altid husket den udtalelse.

Under mine gåture gennem Auschwitz-lejren, så jeg aldrig et gaskammer eller registrerede nogen lugt af brændte kroppe. Den røg, jeg så, kom fra de våbenproducerende fabriksanlæg omkring lejren.

Hvis nogen påstår, at tusinder, eller endda titusinder, af fanger blev gasset og brændt i den periode, må jeg svare, at sådanne operationer ikke kunne have foregået, uden at jeg havde set det.
Ikke i et eneste tilfælde så eller hørte jeg noget i den retning. Der boede en sektionsleder fra administrationen i nærheden af os, og jeg talte ofte med ham om alt muligt. Vores koner blev gode venner og besøgte hinanden. Der blev aldrig nævnt et ord om brug af gas mod de indsatte.

Vi overværede også opførelsen af en musical i lejren (udført af indsatte).

I det hele taget er det mit indtryk, at Auschwitz var en anstændig arbejdslejr.

Jeg havde ikke kontakt med nogen af de indsatte; de var på arbejde om dagen, og i den tid var lejren nærmest tom. Jeg så aldrig nogen form for brutalitet fra SS-folkene mod de indsatte. Kun en enkelt gang under lugning af ukrudt i lejren, så jeg en kapo [opsynsmand blandt de indsatte, ofte frivillige jødiske kommunister] blive meget aggressiv og sparke til flere af sine medindsatte.

Dette er min rapport (fra Auschwitz) om de vigtigste indtryk, jeg endnu husker.

Signeret: Franz Krause

(Nr. 11 på listen af edsvorne erklæringer fra 1991. Officiel notar var Helmuth Meyer, Einbeck, 7. marts 1991.)