Simon Wiesenthal: Uredelig nazijæger

Sand Historie

Oversat og kommenteret af Hugo Ravn, 4. juli 2017.

 

Indledning af Hugo Ravn:

Jeg har lige kæmpet mig gennem bogen “Forbryderne iblandt os” fra 1967 af Simon Wiesenthal, af sine egne berømmet som “nazijæger”. Kæmpet – fordi bogen er så fuld af usandsynlige og udokumenterede påstande, at troværdigheden straks går tabt. Den afslører hurtigt sin sande funktionsom som et modbydeligt propagandaskrift. Jeg har anet karakteren og undgået den indtil nu (2012). Selv som yngre, da jeg som alle andre mente, at Simon Wiesenthal måtte have ret, kunne jeg fornemme hans had, men dengang mente jeg, at det måtte være berettiget.
Nu ser jeg, at han sjældent har bekymret sig om solid dokumentation, men i høj grad var engageret i at præparere ikke-jøder med skyld – skylden for at have “udryddet millioner af jøder”, at hans metode var at brændemærke den tyske nation og de tyske soldater som stupide sadister. Hans mål var at indskærpe for alverden, at jøder straffer med øje for øje uden tilgivelse og uden forældelse. Det blev efterhånden mere og mere en kamp for at holde liv i Holocaust-løgnen.
For Wiesenthal var det altid muligt at finde øjenvidner, som var klar til at vidne i retten under ed, selv om det senere kunne forstås, at “vidnerne” måtte have løjet eller taget uanstændigt fejl, også selv om udfaldet kunne ende med at afslutte eller ødelægge en uskyldig persons liv.
Jeg havde først tænkt mig at opregne bogens ti mest forrykte påstande og argumentere imod dem, men på vejen fandt jeg følgende artikler: Den første er fra IHR 2005 (samme år som Wiesenthal døde), den anden fra 2009 er af Guy Walters.
Dermed behøver jeg ikke at beskæftige mig mere med Forbryderne iblandt os, for nu er forbryderen Simon Wiesenthal væk, og verden er et bedre sted at opholde sig. Der er ingen grund til at vise denne mand respekt i døden. I dette tilfælde er det rimeligt at stille spørgsmålet, om en mand, der af al magt, og givetvis mod bedre vidende, har forsøgt at bagvaske det tyske folk med påstanden om bestialsk masseudryddelse af jøder, bør nyde nogen respekt overhovedet? Det var trods alt det jødiske verdenssamfund, der aggressivt erklærede Tyskland krig i 1933, og det var en anden hæmningsløs jødisk propagandamager*, der i1941 skrev en vejledning i, hvordan man kunne sterilisere samtlige tyske mænd og helt udslette nationen Tyskland.
Min konklusion er, at lige så længe nogen bygning eller noget monument bærer navnet “Wiesenthal” som udtryk for anerkendelse; så længe nogen lovpriser hans “nazijagt”, lige så længe vil det være nødvendigt at gøre opmærksom på fanatikere som ham og den mentale besættelse, den slags mennesker ligger under for. Læs også artiklen: Vidner til jødernes Holocaust.


Holocaust-illusionisten
Szymon Wiesenthal

 

Simon Wiesenthal: Uredelig “nazijæger”

IHR, september 2005.

Ikonet

I mere end 40 år har Simon Wiesenthal opsporet hundreder af “nazi-kriminelle” fra sit “Jødisk dokumentations center” i Wien. For dette arbejde som verdens fremtrædende “nazijæger” har han modtaget adskillige æresbevisninger og utallige medaljer, herunder Tysklands højeste orden. Under en formel ceremoni i Det Hvide Hus i august 1980 fik han af en bevæget præsidentCarter overrakt en særlig guldmedalje som belønning fra De Forenede Staters Kongres. Præsident Reagan priste ham i 1988 som en af århundredets “sande helte”.

Denne levende legende blev i flatterende vendinger portrætteret af den hedengangne Laurence Olivier i filmfantasien fra 1978 “Drengene fra Brasilien” og af Ben Kingsley i den HBO (Home Box Office) fremstillede Tv-film “Mordere iblandt os: Historien om Simon Wiesenthal”. En af verdens mest prominente Holocaust organisationer bærer hans navn: Simon Wiesenthal Centeret i Los Angeles.

Wiesenthals omdømme som moralsk autoritet er ufortjent. Manden som The Washington Post kaldte “Den hævnende Holocaust engel” [1] har et ret ukendt, men veldokumenteret dossier, der vidner om ryggesløs foragt for sandheden. Han har løjet om sine egne krigstidsoplevelser, han har givet et misvisende billede af sine fortjenester som efterkrigstidens “nazijæger” og han har spredt modbydelige løgne om påståede tyske grusomheder.

Forskellige historier

Szymon (Simon) Wiesenthal er født den 31. december 1908 i Buczacz, en by i provinsen Galizien (nu Buchach i Ukraine) i det, der dengang var den yderste kant af det østrig-ungarske rige. Hans far var en velhavende sukkergrosserer.

Trods alt det, der er skrevet om Wiesenthal jr., er det uklart hvad han foretog sig i årene under tysk besættelse. Han har fortalt modstridende historier i tre forskellige udlægninger af sine aktiviteter under krigen.
Denførste (A) blev afgivet under ed under et to dages undersøgelsesforløb i maj 1948 afholdt af en officiel US Nürnberg krigsforbryderkommission.[2]
Den anden (B) er hans egen beskrivelse fra 1949 af sit livsløb til en “Ansøgning om at assistere” stilet til International Refugee Committee (Den internationale flygtningekomite). [3]
Og den tredjeudgave (C) findes i hans selvbiografi, The Murderers Among Us (Morderne iblandt os), der første gang udkom i 1967. [4]

Sovjetisk ingeniør eller maskinarbejder?

I undersøgelsen fra 1948 (A) erklærede Wiesenthal, at “mellem1939 og 1941 var han “sovjetisk chefingeniør med arbejde i Lvov (i dag Lviv eller på tysk: Lemberg) og Odessa”. [5] Nogenlunde konsistent med dette oplyste han i 1949 (B), at “fra december 1939 til april 1940” arbejdede han som arkitekt i havnen i Odessa. Men ifølge hans selvbiografi (C) tilbragte han perioden mellem medio september 1939 og juni 1941 i det sovjetstyrede Lvov, hvor han arbejdede “som maskinarbejder i en fabrik, der producerede sengefjedre”. [6]

Relativ frihed

Efter at tyskerne havde overtaget kontrollen med den galiziske provins i juni 1941, blev Wiesenthal en overgang interneret i Janowska-lejren inærheden af Lvov, hvorfra han nogle få måneder senere blev overført til en lejr, der i Lvov fungerede som filial for reparationsarbejder (OAW) på Ostbahn under det tysk regerede Polen. Wiesenthal fortæller i sin selvbiografi (C), at han arbejdede der som “tekniker og konstruktør”, at han blev ret godt behandlet og at hans umiddelbart foranstående, en “anti-nazist i det skjulte”, tillod ham at være i besiddelse af to pistoler. Han havde sit eget kontor i en “lille træhytte” og nød “relativ frihed med ret til at bevæge sig over hele området”. [7]

Partisankriger?

Det næste segment af Wiesenthals liv – fra oktober 1943 til juni 1944 – er det mest uklare, og hans beskrivelser fra den periode er modstridende. Ved undersøgelsen i 1948 (A) udtalte Wiesenthal, at han flygtede fra Janowska-lejren i Lvov og sluttede sig til “en partisangruppe, der opererede i området Tarnopol-Kamenopodolsk”. [8] Han erklærede [under ed], at “jeg var partisan fra den 6. oktober 1943 til medio februar 1944”, og forklarede videre, at hans enhed kæmpede mod ukrainske styrker, både SS-divisionen “Galizien” og de uafhængige UPA partisanstyrker. [9]

Wiesenthal forklarede, at han fik rang af løjtnant og siden major og blev ansvarlig for bygningen af bunkers og befæstningslinjer. Uden at udtale det direkte, antydede han, at denne (eventuelle) partisangruppe var en del af Amia Ludowa (Folkets hær), den polske kommunistiske militærestyrke, der var oprettet og kontrolleret af sovjetstyrkerne [10].

Videre forklarede han, at han og andre partisaner slap ind i Lvov i februar 1944, hvor de blev “skjult af venner fra grupper af A. L. (Folkets hær)”. Den 13. juni 1944, blev hans gruppe fanget af det tyske hemmelige militærpoliti. (Selv om jødiske partisaner, der blev fanget, ofte blev skudt [i lighed med enhver anden illegal kombattant], fortæller Wiesenthal at han af en eller anden grund blev skånet.) Det er stort set samme historie, han gengiver i 1949 (B). Han beskrev, at han flygtede fra sin internering i oktober 1943 og derefter “kæmpede mod tyskerne som partisan i skovene” i otte [her må menes 5-6] måneder – fra den 2. oktober 1943 til marts 1944. Derefter befandt han sig “i skjul” i Lvov fra marts til juni 1944.

Wiesenthal fortæller en helt anden historie i sin biografi fra 1967 (C). Han forklarer, at han, efter at være flygtet fra Ostbahns reparationsværksteder den 2. oktober 1943, levede skjult i forskellige venners hjem indtil den 13. juni 1944, da han blev opdaget af polsk og tysk politi og sendt tilbage til koncentrationslejren. Han nævner intet om at have været partisan eller om partisanvirksomhed. [11]

Ifølge såvel afhøringen af ham fra 1948 (A) som hans selvbiografi fra 1967 (C) forsøgte han at begå selvmord den 15. juni 1944 ved at skære sig i håndleddene. Bemærkelsesværdigt trods alt, blev han reddet fra døden af tyske SS-læger og blev frisk igen i et SS-hospital. [12] Han forblev i Lvov koncentrationslejren “med dobbelte rationer” et stykke tid, og derefter, siger han i selvbiografien, blev han overført til forskellige arbejdslejre. Han tilbragte de følgende kaotiske måneder, indtil krigen sluttede, i forskellige lejre og blev til sidst befriet i Mauthausen (i Østrig) af amerikanske styrker den 5. maj 1945. [13]

[I Morderne iblandt os, EFTERSKRIFT, fra side 314, skriver Wiesenthal:

Historierne bag mange af de sager, jeg har behandlet, er naturligvis vanskelige at tro på, og det får mig til at tænke på SS-Rotenfürer Merz og hans profeti. Jeg hørte aldrig hans fornavn, men jeg husker ham godt nok.

Det var en eftermiddag i september 1944 omkring Grybow i Polen. Tyskerne var på tilbagetog fra øst. Lvov kz-lejren var blevet likvideret, dens to hundrede SS-vagter havde med held trukket sig tilbage og “frigjort” sig fra den Røde Armé, og jeg var én af de fireogtredive overlevende fra lejren, som SS-folkene “holdt vagt over” for at få et påskud for deres tilbagetog mod vest …

Merz’ profeti går ud på, at han i slutningen af efterskriftet, efter at de har drøftet Wiesenthals muligheder for at rejse til USA og fortælle om sine oplevelser fra kz-lejrene, siger til Wiesenthal:

“De ville ikke tro Dem. De ville tro, De var skrupskør. De ville måske oven i købet spærre Dem inde på et sindssygehospital. Hvordan skulle nogen kunne tro, at sådanne rædsler kan finde sted – med mindre han har oplevet dem på sin egen krop?”

Det er en vældig smart forsikring Wiesenthal tegner her sidst i bogen. Der er dermed taget forbehold for hans til tider Münchhausen-agtige beretninger, skulle de senere blive udsat for kritisk, logisk analyse.
Men hvordan var det nu med lejren ved Lvov. Var det ikke den, hvorfra Wiesenthal først blev reddet ud af en behjertet tysk leder og senere blev returneret til efter at være blevet opsporet af tysk politi hos medlemmerne af en modstandsgruppe? Var det ikke den lejr, hvor han havde relativ frihed til at bevæge sig over hele området, hvor han havde sit eget lille træhus, hvor han havde tid til at planlægge sabotage mod vitale knudepunkter af Ostbahn, en arbejdslejr, som han havde kaldt en “fornuftens oase”, en arbejdslejr, hvor han på Hitlers 54-års fødselsdag angiveligt var blevet udvalgt til ceremoniel henrettelse (!!), men mirakuløst var undsluppet? Var det ikke den lejr, hvor der i forvejen fandtes en 500 m lang og 2 meter dyb massegrav med mange af hans medindsatte, den lejr, hvor hans vogtere tidligere havde informeret ham om, at alle indsatte ville blive “likvideret”, når lejren skulle afvikles?
Men nu var Wiesenthal altså igen blandt de overlevende, denne gang var de kun 34!, og det var lejren, der var blevet “likvideret”. Og hvorfor var han i live? Jo, naturligvis så 200 feje SS-vagter kunne stikke halen mellem benene. Man er nødt til at spørge, hvorfor i alverden disse sadistiske dødsfjender af jødisk liv skulle holde liv i 34 fanger, hvoraf mindst én var jødisk, hvis de allerede havde henrettet tusindvis? Der var ikke brug for flere bannere eller plakater. Wiesenthals tidligere argument for at blive holdt i live var væk. Vagternes mobilitet ville, uanset hvilken retning de bevæge sig i, være hundrede gange større uden 34 fanger på slæb, og der var vel stadig rigelig plads i massegraven, må man formode. Og blandt alle disse forbenede sadister er Wiesenthal nu i fortrolig snak med én af dem, som trods alt var anstændig!, uendeligt opportunt for denne “forbeholdserklæring” for tilsyneladende usandheder.]

Opfandt Wiesenthal en heroisk historie om ham selv som partisan i krigen? Eller forsøgte han senere at skjule, at han havde kæmpet for kommunisterne? Eller er historien en helt anden – måske for ubehagelig at skrive om?

Agent for Gestapo?

Arbejdede Wiesenthal frivilligt for besættelsesmagten under krigen? Det er en anklage, der blev rejst af den østrigske kansler Bruno Kreisky, selv af jødisk herkomst og mangeårig leder af sit lands socialistparti. Under et interview med udenlandske journalister i 1975, anklagede Kreisky Wiesenthal for at bruge “mafiametoder”, afviste Wiesenthals position som “moralsk autoritet” og antydede, at Wiesenthal havde været agent for de tyske myndigheder. Nogle af hans mere rammende kommentarer, der blev bragt i det toneangivende østrigske magasin Profil er som følger: [14]

Jeg kender i virkeligheden kun hr. Wiesenthal fra hemmelige rapporter, og de er slemme, særdeles slemme. Jeg siger dette som forbundskansler … Og jeg siger, at hr. Wiesenthal havde en anderledes relation til Gestapo, end jeg havde. Ja, og dette kan bevises. Jeg kan ikke sige mere (nu). Alt andet vil jeg udtale mig om i retten.

Min egen relation til Gestapo er utvetydig. Jeg var deres fange, deres indsatte, og jeg blev afhørt. Hans forhold var et andet, kan jeg sige, og det vil komme åbent frem. Det kan være alvorligt nok, hvad jeg har sagt her, men han kan ikke, som han måske håber på, rense sig ved i pressen at anklage mig for ærekrænkelse. Det er ikke så ligetil for ham, for han er ikke interesseret i en omfattende retssag … En sådan mand har ikke ret til at give sig ud for at være en moralsk autoritet. Det er, hvad jeg siger. Han besidder ikke den ret …

Under alle omstændigheder, en mand, som efter min mening er agent, ja, det er rigtigt, og som benytter mafiametoder … En sådan mand må tage sin afsked …

Han er ingen gentleman, og jeg siger dette for at gøre det klart, og så han ikke bliver gjort til noget, han ikke er … Han burde ikke foregive at være en moralsk autoritet …

Jeg kan sige, at hr. Wiesenthal levede i den tids nazistiske indflydelsessfære uden at blive anfægtet. Ikke? Han levede ganske åbenbart uden at blive antastet, ikke? Er det ikke rigtigt? Og måske ved du, hvis du kender noget til det, der foregik dengang, at det var der ingen, der kunne risikere.

Han var ikke en “ubåd” … neddykket, skjult, men opererede helt og holdent i det åbne, ja, uden på nogen måde at skulle frygte forfølgelse. Jeg tror, at det må væretilstrækkeligt. Der var alle muligheder for at blive agent dengang. Han behøvede ikke at vælge Gestapo. Der var mange andre tjenester.

Som svar på disse fordømmende ord, lagde Wiesenthal op til et sagsanlæg mod kansleren. Men udgangen blev, at Wiesenthal og Kreisky begge begyndte at lægge afstand til en alvorlig retlig konfrontation.

[Denne offentlige anklage udsprang af en grundliggende modsætning mellem den religiøse østjøde Wiesenthal fra Buczacz i Galizien og den europæisk assimilerede, ikke praktiserende jøde Kreisky fra Wien i Østrig. Kreisky ville ikke vide af østjøder, som han opfattede som fundamentalistiske og pinagtige, en opfattelse han delte med de fleste jøder med østrigsk baggrund. “Jøderne østfra er fremmede,” har Kreisky udtalt. Da Kreisky ikke længere nød immunitet som Østrigs kansler, anlagde Wiesenthal injuriesag mod ham og vandt sagen, idet Kreiskys kilder åbenbart enten ikke var tilgængelige, da han skulle bruge dem, eller utroværdige.]

Mauthausen-myter

Inden Wiesenthal blev berømmet som “nazijæger” skabte han sig et navn som propagandamager. I1946 publicerede Wiesenthal KZ Mauthausen et arbejde på 85 sider, overvejende med hans egne amatørtegninger, der gav sig ud for at vise rædslerne i Mauthausen koncentrationslejren. En af tegningerne skal forestille tre indsatte, bundet til en pæl og brutalt dræbt af tyskerne. [15]

Tegningen er et falsum. Den er plagieret – med enkelte mindre ændringer – fra fotografier, der blev vist i Life magasinet i 1945, og som grafisk gengiver en henrettelse ved skydning i december 1944 af tre tyske soldater, der varblevet grebet som spioner bag fjendens linjer under “Bulge-slaget”. [16] Kilden til Wiesenthals tegning er umiddelbart indlysende for enhver ved sammenligning med forbilledet fra Life. [17]

Samme bogs karakter af uansvarlighed fremgår yderligere ved Wiesenthals omfattende gengivelse af Mauthausen-lejrens kommandant Franz Ziereis’ påståede “dødsleje-bekendelse”, ifølge hvilken fire millioner skulle være blevet gasset til døde ved hjælp af kulilte i den nærliggende Hartheim-lejr. [18] Denne påstand er helt absurd, og ingen seriøs holocaust-historiker accepterer den længere. [19] [Se Fred Leuchters 2. rapport.] Yderligere ifølge Ziereis’ “bekendelse” dræbte tyskerne angiveligt andre ti millioner mennesker i Polen, Litauen og Letland. [20] I virkeligheden blev denne falske bekendelse opnået ved tortur. [21]

År senere løj Wiesenthal igen om Mauthausen. I et interview fra 1983 med dagbladet USA Today fortalte han om følgende erfaring fra Mauthausen: “Jeg var en ud af 34 overlevende fanger ud af de 150.000, der blev bragt dertil.” [22] Dette er et åbenlyst bedrag. Årene har åbenbart ikke været nænsomme mod Wiesenthals hukommelse, for i sin egen biografi skrev han, at “næsten 3.000 fanger døde i Mauthausen, efter at amerikanerne befriede os den 5. maj 1945.” [23] En anden tidligere indsat Evely Le Chene erklærede i sin bog om Mauthausen, at der fandtes 64.000 indsatte i lejren, da den blev befriet i maj 1945. [24] Og ifølge Encyclopaedia Judaica overlevede mindst 212.000 indsatte deres internering i Mauthausen lejrkomplekset. [25]

[Forunderligt som de 34 overlevende går igen. Måske udtaler Wiesenthal sig i virkeligheden om Janowska-lejren ved Lvov, hvor han oplyser at have overlevet blandt 34 (se den tidligere kommentar fra Forbryderne iblandt os, EFTERSKRIFT, side 314), men det er vanskeligt at afgøre, om tallet går igen for to beretninger, eller om denne artikels forfatter tager fejl af lejrene, da kildehenvisning 22 til USA Today fra 1983 ikke kan kontrolleres online, nu hvor det kun er muligt at søge fra 1987 og frem.]

Efter krigen arbejdede Wiesenthal for “US Office of Strategic Services” (CIA’s forgænger) og for “US Army’s Counter-Intelligence Corps” (CIC). Han var også næstformand i Den jødiske centralkomite (Jewish Central Committee) i den amerikanske okkupationszone i Østrig. [26]

“Menneskesæbe”

Wiesenthal har forsvaret og bidraget til udbredelsen af en af de mest uanstændige Holocaust-historier: anklagen om at tyskerne fremstillede sæbe af myrdede jøders kroppe. Ifølge denne fortælling skulle bogstaverne “RIF” i tysk producerede sæbestykker angiveligt stå for “Rein judisches Fett” (Ren jødisk fedt). I virkeligheden stod initialerne for “Reichstelle für industrielle Fettversorgung” (Rigscenter for Industriel Fedtforsyning). [27]

[Historien kunne have været modgået tidligere, hvis kritiske tilhørere havde spurgt propagandamagerne, hvorfor sæbestykkerne ikke var præget med initialerne “RJF”, når “Jude” på tysk er med J og ikke med I.]

Wiesenthal promoverede myten om “menneskesæben” i artikler udgivet i 1946 i det østrigsk-jødiske samfunds avis Der Neue Weg. I sin artikel, der havde overskriften “RIF” skrev han: “Det horrible udtryk “sæbetransport” lød første gang i slutningen af 1942. Det var under generalstyret (fra Polen), og fabrikken lå i Galizien, Belzec. Fra april 1942 til maj 1943 blev 900.000 jøder udnyttet som råmateriale i denne fabrik.” Ligene blev angiveligt forarbejdet til forskellige råmaterialer, og videre ifølge Wiesenthal: “Resten, det tilbageværende fedtprodukt, blev anvendt til sæbeproduktion.”

Han fortsatte: “Efter 1942 vidste folk igeneralstyret udmærket, hvad RIF-sæbe stod for. Den civiliserede verden kan næppe forestille sig den fornøjelse, hvormed nazisterne og dereskvinder i generalstyret tænkte på denne sæbe. I hvert sæbestykke så de en jøde, som på magisk vis var anbragt der og således blevetforhindret i at udvikle sig til en ny Freud, Ehrlich eller Einstein.” [28]

I en anden fantasifuldartikel udgivet i 1946 under titlen “Belzec Soap Factory” påstod Wiesenthal at masser af jøder var blevet udslettet i elektriske brusebade: [29]

Mennesker, der var gennet sammen og drevet frem af SS, lettisk og ukrainsk, passerede gennem den åbne dør ind til “bruserummet”. Det kunne rumme 500 personer ad gangen. Gulvet i dette rum var fremstillet af metal, og der hængte bruserhoveder ned fra loftet. Når rummet var fyldt op, satte SS 5.000 volt spænding på metalgulvet. Samtidig strømmede vandet fra bruserhovederne. Et kort skrig og henrettelsen var forbi. En overordnet SS-læge ved navn Schmidt afgjorde, ved at kigge gennem et glughul, at ofrene var døde. Den modsatte dør blev åbnet, og “lig-kommandoen” trådte til og fjernede hurtigt de døde. Der var således klar til de næste 500.

I dag er der ingen seriøs historiker, der accepterer disse beretninger om, at jødiske lig blev brugt til fremstilling af sæbestykker, eller at jøder blev henrettet med elektricitet i Belzec [eller noget andet sted].

Wiesenthals kreative behandling af historien er ikke begrænset til det 20. århundrede. I hans bog fra 1973 Sails of Hope argumenterer han for, at Christopher Columbus var hemmelig jøde [kryptojøde], og at hans berømte rejse til den vestligere del af globussen i 1492 i virkeligheden var i søgen efter et nyt hjemland for Europas jøder. [30]

Wiesenthal havde naturligvis ikke altid uret. I 1975 og igen i 1993 anerkendte han officielt, at “der ingen udryddelseslejre var på tysk jord.” [31] Han bekræftede således udtrykkeligt, at de påstande, der blev fremført under efterkrigstidens processer i Nürnberg og andre steder om, at Buchenwald, Dachau m.fl. lejre overvejende var “udryddelseslejre” er falske.

Simon Wiesenthal:

Gasninger i Tyskland

Et brev dukkede op på denne side med titlen “Gaskammer-fejl” (5. januar). Eftersom jeg blev citeret i dette brev, finder jeg det nødvendigt at gøre følgende gældende:
Det er sandt, at der ingen udryddelseslejre var på tysk jord, og dermed ingen massegasninger så som dem, der fandt sted i Auschwitz, Treblinka og andre lejre. Et gaskammer var under bygning i Dachau, men det blev aldrig færdigt.
Imidlertid fandt gasninger sted i Mauthausen, som på tidspunktet tilhørte Tyskland.
Det nazistiske euthanasia-program inkluderede fire institutioner (Hartheim ved Linz, Hadamar, Sonnenstein ved Pirna og Grafenegg) i hvilke mentalt og fysisk handikappede personer blev dræbt – meget ofte ved hjælp af gas. Alle disse fire institutioner var lokaliseret på tysk jord.
De blev lukket som følge af protester, men inden da tjente de som en slags skole for massemordere; fra1942 blev medlemmer af SS, som havde været aktive der, tilknyttet de store udryddelseslejre, så som Treblinka, Sobibor og Belzec iPolen.
Simon Wiesenthal
Wien, Østrig

 

[En naturlig konsekvens af en sådan erkendelse fra selve “nazijægeren” burde få retssystemet i Tyskland til at spidse øren. Det er efter normale begreber offentlig pligtforsømmelse ikke at undersøge, hvor mange tyske civile og militære personer, der på grundlag af Wiesenthals undersøgelser og tilvejebragte øjenvidner var blevet dømt til døden eller til langvarige fængselsstraffe for at have deltaget i “udslettelse af jøder” i tyske koncentrationslejre under krigen. Der måtte under alle omstændigheder være grundlag for at undersøge, om Wiesenthals mellemkomst i konkrete tilfælde havde ført til justitsmord (som det var lige ved at ske for Frank Walus i USA i 1977). Har vi hørt om den slags undersøgelser? Jeg kender ingen der har. Jeg tror, at betydelige kræfter i Europa blokerer for, at jødiske koryfæer lider skade på deres anseelse, selv efter, at deres historier er optrævlet som opspind. I sandhed en ynkelig retstilstand for vor tids EU-Tyskland.

Med hensyn til påstanden om gasninger i Mauthausen m.fl. henvises til Anden Leuchter-rapport, 1989 (fra side 134, punkt 2), Dachau, Mauthausen og Hartheim Slot.

Det er i øvrigt påfaldende, at østrigeren Wiesenthal i dette tilfælde, hvor der tales om “tysk jord” er villig til at afgive Mauthausen til tyskerne. Området blev som bekendt indlemmet i Det tredje rige som konsekvens af “Anschluss”, men næppe nogen tysker har på noget tidspunkt anset det for at være tysk af den grund. Men denne opportunistiske akrobatik hjælper ikke Wiesenthal, for Fred Leuchters 2. rapport viser, at heller ikke i Mauthausen blev en eneste jøde ombragt ved gasning.

Her er Fred Leuchters konklusion fra hans undersøgelser af Dachau, Mauthausen og Hartheim Slot:

8.5.Konklusion
Efter at gennemgået alt materiale og undersøgt alle stederne, Dachau, Mauthausen og Hartheim Slot, kan denne undersøger afgøre, at der ikke fandtes henrettelses-gaskamre på nogen af disse steder. Det er min bedste opfattelse som ingeniør og undersøger, at de påståede gaskamre på de ovenfor undersøgte steder ikke dengang eller nu kunne bruges eller på nogen måde fungere som henrettelses-gaskamre.
Forberedte dette den 15. juni 1989 i Malden, Massachusetts.
– Fred A. Leuchter Associates, Inc.
Fred A.Leuchter, Jr.
Chefingeniør.

Tilsvarende fremgår af Fred Leuchters første rapport, der handler om de påståede massegasninger i lejrene i Polen, herunder Auschwitz.]

Opspindet om Eichmann

Af de mere end 40 års “nazijagt” er Wiesenthals rolle i lokaliseringen og pågribelsen af Adolf Eichmann ofte blevet fremhævet som hans største bedrift. [32] (Eichmann stod i spidsen for SS’ “Afdeling for jødiske anliggender” under krigen. Han blev kidnappet af israelske agenter i Argentina i maj 1960 og hængt i Jerusalem, efter at processen mod ham havde haft mediernes bevågenhed verden over.)

Men Isser Harel, den israelske agent, der havde ledet det team, der pågreb Eichmann, har utvetydigt erklæret, at Wiesenthal “absolut intet” havde med denne pågribelse at gøre. (Harel er tidligere chef for såvel Mossad som Shin Bet, Israels udenrigs- og indenrigssikkerhedstjeneste, henholdsvis.) [33]

Ikke alene “spillede Wiesenthal ingen som helst rolle” i pågribelsen, sagde Harel, han bragte reelt hele Eichmann-operationen i fare. I et 278-siders dokument afviser Harel omhyggeligt ethvert krav fra Wiesenthal på at have haft en rolle i identifikationen og tilfangetagelsen af Eichmann. Fordringer fra Wiesenthal og hans mange venner på hans påståede afgørende rolle i pågribelsen af den tidligere SS-officer, sagde Harel, kan ikke baseres på virkeligheden. Mange specifikke postulater og hændelser i Wiesenthals to bøger i anledning af denne sag er “komplet opspind”. [34]

“Wiesenthals egne rapporter og udtalelserfra den periode beviser ud over enhver tvivl, at han ingen anelse havde om Eichmanns opholdssted,” udtalte Harel. [35] (For eksempel havde Wiesenthal umiddelbart inden Eichmanns anholdelse i Argentina placeret ham i Japan eller Saudi Arabien.) [36]

Idet Wiesenthal dermed karakteriseres som en rendyrket opportunist, opsummerer Harel: “Alleinformationer leveret af Wiesenthal forud for- og under pågribelsen var fuldstændigt værdiløse, somme tider direkte vildledende og af negativværdi.” [37]

Ryggesløs anklage i sagen mod Walus

En af Wiesenthals mest spektakulære sager inddrog den polskfødte Frank Walus, der var bosiddende i Chicago. I et brev dateret 10. december 1974 hævder Wiesenthal, at Walus “udleverede jøder til Gestapo” i Czestochowa og Kielce i Polen under krigen. På grund af dette brev iværksatte regeringen i USA en retslig undersøgelse og offentlig retssag. [38] Washington Post skrev om sagen i 1989 med artiklen “The Nazi Who Never Was” (Nazisten, der ikke fandtes): Hvordan en heksejagt, iværksat af retsvæsenet, pressen og undersøgere, brændemærkede en uskyldig mand som krigsforbryder. Den længere udgave, som American Bar Association har ophavsret til, siger: [39]

I de følgende år, blev den pensionerede fabriksarbejder gældsat for mere end 60.000 dollars for at kunne forsvare sig. Han sad i en retssal, mens elleve jødiske overlevende efter den nazistiske okkupation af Polen bevidnede, at de havde set ham myrde børn, en gammel kone, en yngre kvinde, en pukkelrygget og andre …

Der foreligger i dag uanfægtelige beviser for, at Walus ikke var krigsforbryder, at han end ikke befandt sig i Polen under Anden Verdenskrig.

… I en atmosfære af had og afsky grænsende til hysteri, anklagede regeringen en uskyldig mand. I 1974 blev Walus fordømt af Simon Wiesenthal, den berømte “nazijæger” fra Wien, som “en polak i Chicago, der udførte tjenester for Gestapo i ghettoerne i Czestochowa og Kielce og udleverede et antal jøder til Gestapo”.

Den ugentlige Chicago-avis Reader rapporterede også om sagen i en detaljeret artikel fra 1981 med overskriften: “Retsforfølgelsen af Frank Walus. Jagten på en nazist. Den amerikanske regering ønskede en krigsforbryder. Så med hjælp fra Simon Wiesenthal, det israelske politi, den lokale presse og fra dommer Julius Hoffman opfandt man en”. [40] Artiklen slår fast:

… Det må være en logisk konsekvens at antage, at “erklæringerne modtaget fra Wiesenthal (mod Walus) i virkeligheden var rygter … Med andre ord, Simon Wiesenthal havde ingen beviser mod Walus. Til trods for dette fordømte han ham”.

Mens (dommer) Hoffman havde Frank Walus’ sag til vurdering, kørte Holocaust over TV-stationerne. I samme periode, april 1978, kom Simon Wiesenthal til Chicago, hvor han gav interviews og tog æren for sagen mod Walus. “Hvordan nazi jæger hjalp med til at finde Walus” lød en af Sun-Times’ overskrifter til en historie af Bob Olmstead. Wiesenthal udtalte til Abe Peck fra Sun-Times: (Jeg har) “aldrig haft en sag, hvor der er taget fejl af identiteten” … “Jeg ved, at der er tusinder af mennesker, der venter på, at jeg skal tage fejl,” sagde han.

Det var først efter et udmattende juridisk slagsmål, at forsvaret for den mand, der var blevet svinet til og fysisk angrebet som “slagteren fra Kielce” endelig kunne bevise, at Walus havde tilbragt krigen som fredelig landbrugsarbejder i Tyskland. Frank Walus døde i 1994 som en nedbrudt og dybt skuffet mand.

Wiesenthals ryggesløshed i Walus-sagen skulle have været tilstrækkelig til at diskvalificere ham for bestandig som pålidelig efterforsker [og selvbestaltet anklager]. Men hans teflon-agtige omdømme overlevede selv dette.

Tog fejl af Mengele

En stor del af myten om Wiesenthal skyldes jagten på Joseph Mengele, militærlægen i Auschwitz, der omtales som “Dødens engel”. Igen og igen påstod Wiesenthal, at han var lige i hælene på Mengele. Wiesenthal erklærede, at hans informanter havde “set” eller “været tæt på at pågribe” den illusoriske læge i Peru, Chile, Brasilien, Spanien, Grækenland og et halvt dusin lokaliteter i Paraguay. [41]

Et af de kropsnære tilfælde indtraf i sommeren 1960. Wiesenthal hævdede, at Mengele havde holdt sig skjult på en lille græsk ø, hvorfra det var lykkedes ham at flygte med kun få timers forspring. Wiesenthal fortsatte med at udbrede sig om denne historie, med komplette, præcise detaljer længe efter, at en journalist, som havde fået til opgave at verificere historien, havde meddelt ham, at den ikke hang sammen. [42]

Ifølge en anden beretning fra Wiesenthal, arrangerede Mengele i 1960 mordet på et at sine tidligere ofre, som han, ifølgeWiesenthal, skulle have steriliseret under opholdet i Auschwitz. Efter at have observeret hende og hendes iøjnefaldende fangetatovering på et hotel i Argentina, hvor Mengele boede, skulle han efter denne historie have ladet kvinden myrde, fordi han frygtede, at hun ville genkende og afsløre ham. Det viste sig, at den omhandlede kvinde aldrig havde været i koncentrationslejr, at hun ingen tatovering havde, at hun aldrig havde mødt Mengele og at hendes død skyldtes en ulykke under bjergbestigning. [43]

Wiesenthal fortalte i 1977 om, at Mengele regelmæssigt dinerede på de fineste restauranter i Asuncion, hovedstaden i Paraguay, og han formodedes at bevæge sig omkring i storbyen i sin sorte Mercedes Benz omgivet af en sværm af tungt bevæbnede vagter. [44]

Wiesenthal bekendtgjorde i 1985, at han var “100 procent sikker” på, at Mengele havde holdt sig gemt i Paraguay i hvert fald indtil juni 1984, og han anklagede Mengeles familie i Tyskland for at vide præcist hvor. Det viste sig, at Wiesenthal tog fuldstændigt fejl. Senere blev det med sikkerhed konstateret, at Mengele døde i Brasilien i 1979, hvor han havde levet i årevis, fattig og anonym. [45]

Israels ambassadør i Paraguay fra 1968 til 1972, Benhamin (Benno) Varon, kommenterede i 1983 Mengele-kampagnen: “Wiesenthal fremsætter med mellemrum udtalelser om, at han er ved at fange ham, måske fordi Wiesenthal skal skaffe penge til sine aktiviteter, og Mengele-navnet fænger som regel.”
Wiesenthal “fejlede ynkeligt” i Mengele-sagen, sagde samme diplomat ved en anden lejlighed. [46]Til Mengele-sagen bemærkede den tidligere chef for Mossad, Harel, at “Wiesenthal koger suppe på denne kriminelle.” [47]

Jovist, den svulmende sagsmappe om Mengele i Wiesenthals “Dokumentationscenter” i Wien indeholdt en omgang miskmask af ubrugelig information, som med London Times ord “kun var egnet til at vedligeholde hans selvbekræftende myter og den foreløbige tilfredshed hos dem, der åbenbart behøvede en afgørelse på Mengeles skæbne.” [48]

Ifølge de samarbejdende forfattere Gerald Posner og John Ware, der har udført den omhyggelige rekonstruktion om Mengele i The Complete Story, skulle Wiesenthal utrætteligt have brugt år på at værne om et mytisk selvbillede af en utrættelig sporhund, der hæmmes af at være oppe imod den almægtige og kyniske overmagt fra Mengele og et udbredt nazistisk netværk. På grund af sin “hang til at spille for galleriet”, konkluderer Posner og Ware, “havde Wiesenthal til sidst kompromitteret sin troværdighed.” [49]

“Inkompetence og arrogance”

Eli Rosenbaum, en ansat i den amerikanske regerings “nazijagende” afdeling “Office of Special Investigations” og undersøger for World Jewish Congress, fokuserede i en detaljeret bog Betrayal fra 1993 på Wiesenthals omhyggeligt kultiverede ry som “nazijæger”.[50] For eksempel nævner Rosenbaum: Wiesenthal “lå inde med alle disse rapporter, der placerede Mengele i næsten hvert eneste land i Latinamerika, bortset fra det, han opholdt sig i“ – nemlig Brasilien.” [51]

Wiesenthal, skrev Rosenbaum, er blevet en “patetisk ineffektiv” efterforsker, der er “gået langt ud over grænsen for dummefejl og forblommede brovterier i de tidligere år. En stor del af hans fremtrædende karriere har haft karakter af “inkompetence og arrogance”. [52]

Bruno Kreisky opsummerede engang sin stilling til “nazijægeren” med disse ord: [53]

Ingeniøren Wiesenthal, ellers hvad hans titel nu er, hader mig, fordi han ved, at jeg foragter hans aktiviteter. Wiesenthal-gruppen er en halvpolitisk mafia, der modarbejder Østrig med uskønne metoder. Wiesenthal er kendt som en person, der ikke er særligt nøjeregnende med sandheden, som ikke er specielt kræsen med sine metoder og som gør brug af tricks. Han foregiver at være “Eichmann-jægeren”, selv om alle og enhver ved, at denne pågribelse skyldtes en hemmelig tjeneste, og at Wiesenthal blot forsøger at tilrane sig æren.

“Kommercialiserer Holocaust”

Los Angeles Wiesenthal Center betaler “nazijægeren” fra Wien 75.000 dollars om året for brugen af hans navn, oplyste Israels Yad Vashem Holocaust center i 1988.

Både centeret og Wiesenthal “kommercialiserer” og”trivialiserer” Holocaust, tilføjede direktøren.

Wiesenthal “lancerede” tallet “11 millioner myrdet under Holocaust“ – seks millioner jøder og fem millioner ikke-jøder,” sagde talsmanden fra Yad Vashem. Da Wiesenthal blev spurgt, hvorfor han fremsatte de tal, svarede han: “Ikke-jøderne vil ikke være lydhøre, hvis vi ikke nævner deres ofre også.” – “Wiesenthal valgte “fem millioner (ikke-jøder)”, fordi han ønskede et “diplomatisk” antal, en størrelse, som angav et betydeligt antal ikke-jødiske ofre, men absolut ikke større end for jøder …” [54]

“Wiesenthal og centeret i Los Angeles, der bærer hans navn, trivialiserer Holocaust” kommenterede The Jewish Press, der hævder at være den største husstandsomdelte engelsksprogede avis for det jødiske samfund i Amerika.

I de senere år er Wiesenthal blevet anfægtet af den voksende indflydelse fra Holocaust-revisionismen. I “En meddelelse fra Simon Wiesenthal” udgivet af centeret med hans navn, udtaler han: “I dag, når jeg ser antisemitismen genopstå her i Europa … tilslutningen til Le Pen, David Duke og Holocaust-revisionismen, er jeg mere overbevist end nogen sinde om, at vi behøver det nye (Wiesenthal Center) Beit Hashoah-Museum of Tolerance” i Los Angeles. [55]

Wiesenthal er ofte blevet spurgt, hvorfor han ikke tilgiver dem, der forfulgte jøderne for mere end et halvt århundrede siden. Hans hyldesvar er, at selv om han har retten til selv at tilgive, har han ikke retten til at tilgive på andres vegne. [56] På basis af denne ophøjede logik vil han imidlertid heller ikke have retten til at jage nogen på andres vegne. Wiesenthal har aldrig begrænset sin “jagt” til kun at omfatte dem, der gjorde ham personligt til offer.

“Drevet af had”

Det er vanskeligt at afgøre, hvad der driver denne besynderlige mand. Er det en hang til berømmelse og belønning? Eller forsøger han at fortrænge en skamfuld begivenhed i sin fortid?

Det er tydeligt, at Wiesenthal nyder priserne han modtager. “Han er en mand med et betydeligt ego, stolt af lovord og æresbevisninger,” rapporterede Los Angeles Times. [57]Bruno Kreisky har givet en enklere forklaring: “drevet af had,” sagde han. [58]

 

I lyset af denne mands veldokumenterede generalieblad af bedrag, løgne og inkompetence er de ekstravagante priser, han er blevet overøst med, kun en sørgelig demonstration af viljen til korruption og skruppelløs fornægtelse i vor tid.

Noter

* Germany Must Perish! (Tyskland må forsvinde!) af Theodore N. Kaufman(1941).

1 Hentet fra: “‘Nazi Hunter’ Caught Lying”, The Spotlight (Washington, DC), 26. oktober 1981, side 9.

2 Undersøgelsesafhøring af S. Wiesenthal den 27. og 28. maj 1948, ledet af Curt Ponger fra Interrogation Branch af Evidence Division fra Office (U.S.), leder af Counsel for War Crimes. Afhøring nr. 2820. Dokument i National Archives (Washington, DC), “Records of the U.S. Nürnberg War Crimes Trials Interrogations, 1946-“49”, optegnelses-gruppe 238, mikrofilm M-1019, rulle 79, rammerne 460-469 og 470-476. Også gengivet i: “New Documents Raise New Doubts About Simon Wiesenthal’s War Years”, The Journal of Historical Review, vinter 1988-89 (volumen 8, nr. 4), siderne 489-503.

3 PCIRO (Den internationale flygtningeorganisation i Østrig) “Ansøgning om assistance”, udfyldt og signeret af Wiesenthal. Dateret 16. januar 1949. (Dette var en sagsakt i Walus-retssagen. Fotokopi er i forfatterens besiddelse.)

4 Simon Wiesenthal, The Murderers Among Us: The Simon Wiesenthal Memoirs. Redigeret af Joseph Wechsberg. (New York: McGraw Hill, 1967) På dansk: Morderne iblandt os.

5 Undersøgelsesafhøring af S.Wiesenthal, 27. maj 1948, siderne 1-2.

6 The Murderers Among Us, side 27. I den danske udgave findes denne information i afsnittet “Portræt af Simon Wiesenthal” ved Joseph Wechsberg på side 331.

7 The Murderers Among Us, siderne 29-35. Denne redegørelse afviger ikke fra hans udtalelser i 1948 og 1949 (i den danske udgave findes denne information i afsnittet “Portræt af Simon Wiesenthal” ved Joseph Wechsberg på side 334); Se også: Simon Wiesenthal, Justice Not Vengeance (New York: Grove Weidenfeld: 1989), siderne 7-9.

8 Undersøgelsesafhøring fra 17. maj 1948, side 2. I en underskrevet erklæringfra 1945 skrev Wiesenthal: “… Jeg flygtede den 18. oktober 1943 fra Lemberg-lejren for hårdt arbejde [i Lvov], hvor jeg blev holdt som fange under mine to år som arbejder på jernbanens værksteder … og holdt mig skjult, indtil jeg den 21. november 1943 kunne slutte mig til de jødiske partisaner, der opererede der. Det var mens jeg kæmpede i partisanernes rækker mod nazisterne, at det lykkedes os at samle betydelige mængder af beviser og sikre dem ved at grave dem ned … Da partisanerne var blevet splittet af tyskerne, flygtede jeg til Lemberg den 10. februar 1944, hvorefter jeg igen holdt mig skjult. Den 13. juni 1944 blev jeg fundet under en hus til hus-undersøgelse, og jeg blev straks sendt til den kendte Lacki-lejr, nær den by …” Kilde: “Curriculum Vitae af Ing. Wiesenthal, Szymon.” SHAEF, Emne: Krigsforbrydelser, 6. juli 1945. Optegnelser fra USAEUR, War Crimes Branch, National Archives (Suitland, Maryland), Optegnelses-gruppe 338, kasse 534, mappe 000-50-59. Wiesenthals påståede partisanaktivitet bliver også omtalt i Alan Levys The Wiesenthal File (Grand Rapids, Mich.: Eerdmans, 1994), siderne 50-53.

9 Undersøgelsesafhøring fra 28. maj 1948, siderne 1-2.

10 Undersøgelsesafhøring fra 28. maj 1948, side 5.

11 The Murderers Among Us, siderne 35-37. I den danske udgave findes denne information i afsnittet” Portræt af Simon Wiesenthal” ved Joseph Wechsberg på siderne 336-337.

12 The Murderers Among Us, siderne 37-38 (i den danske udgave findes denne information i afsnittet “Portræt af Simon Wiesenthal” ved Joseph Wechsberg på side 338); Undersøgelsesafhøring fra 27. maj 1948, side 2, og 28. maj 1948, side 5; A. Levy, The Wiesenthal File (1994), side 54.

13 The Murderers Among Us, siderne 39–44 (i den danske udgave findes denne information i afsnittet “Portræt af SimonWiesenthal” ved Joseph Wechsberg på siderne 339-343); Undersøgelsesafhøring fra 27. maj 1948, side 2-3.

14 Interview med fremmede journalister i Wien den 10. november 1975. Teksten blev publiceret under overskriften: “War Wiesenthal ein Gestapo-Kollaborateur?” i Profil (Wien), nr. 47, 18. november 1975, siderne 16, 22-23; Igen nævnt i: Robert H. Drechsler, Simon Wiesenthal: Dokumentation (Wien: 1982), siderne 215-218, 222-223; delvist gengivet i A. Levys, The Wiesenthal File (1994), side 349, og i S.Wiesenthals, Justice Not Vengeance (New York: 1989), siderne 7, 299. Kreisky var ikke den eneste, der anklagede Wiesenthal for at have kollaboreret med tyskernes Gestapo. Wim Van Leer, klummeskriver for det engelsksprogede dagblad Jerusalem Post, udtalte i maj 1986, at en højt rangerende politiansat i Wien, der refererede fortrolige politirapporter, i løbet af 60’erne havde fortalt ham, at denne og andre anklager mod Wiesenthal var velbegrundede. Kilde: J. Bushinsky, “Nazi hunter sues over charges of links to Gestapo”, Chicago Sun-Times, 31. januar 1987.

15 Simon Wiesenthal, KZ Mauthausen (Linz og Wien: Ibis-Verlag, 1946). Faksimile gengivelse i: Robert H.Drechsler, Simon Wiesenthal: Dokumentation (Wien: 1982), side 64.

16 “Firing Squad”, Life magasinet,US-udgave, 11. juni 1945, side 50.

17 IHR og K. Stimely, “The Sleight-of-Hand of Simon Wiesenthal”, The Journal of Historical Review, forår 1984 (volumen 5, nr. 1), siderne 120-122; Deutsche National-Zeitung (München), 21. maj 1993, side 3.

18 S. Wiesenthal, KZ Mauthausen (1946). Se også faksimile gentryk i: Robert H. Drechslers Simon Wiesenthal: Dokumentation (Wien: 1982), siderne 42, 46. Denne “tilståelse” er en noget ændret version af Nürnberg-dokumentet NO-1973; En ny redigering af Wiesenthals bog fra 1946 er blevet udgivet under titlen Denn sie Wussten, was sie tun: Zeichnungen und Aufzeichnungen aus dem KZ Mauthausen (Wien: F. Deuticke, 1995). Jeg takker for, at Robert Faurisson gjorde mig opmærksom på dette. Han påpeger i et essay fra juli 1995, at Wiesenthal har udeladt såvel Ziereis’ “dødslejebekendelse” som tegningen af de tre Mauthausen-indsatte fra denne nye udgave.

19 Ifølge Encyclopaedia Judaica (“Mauthausen”, volumen 11, side 1138), løb totalen for hele perioden op i 206.000 indsatte personer i Mauthausen og dens satellitlejre (herunder Hartheim).

20 S. Wiesenthal, KZ Mauthausen (1946). Faksimile er gentrykt i: R. Drechsler, Simon Wiesenthal: Dokumentation, side 47.

21 R.Faurisson, “The Gas Chambers: Truth or Lie?”, The Journal of Historical Review, vinter 1981, siderne 330, 361. Se også: Hans Fritzsche, The Sword in the Scales (London: 1953), side 185; Gerald Reitlinger, The Final Solution (London: Sphere, pb., 1971), side 515; IHR “TheNuremberg Trials and the Holocaust”, The Journal of Historical Review, sommer 1992 (volumen 12, nr. 2), side 182.

22 USA Today, 21. april 1983, side 9A.

23 The Murderers Among Us, side 44. I den danske udgave findes denne type information i afsnittet “Portræt af Simon Wiesenthal” ved Joseph Wechsberg bagest i bogen, men afsnittet slutter med side 343 og Wiesenthals befrielse i Mauthausen: “… amerikanerne havde befriet os den 5. maj 1945.” Oplysningen synes heller ikke at fremgå af Kapitel 1, hvor Wiesenthal selv beretter om sin befrielse.

24 Evelyn Le Chene, Mauthausen: The History of a Death Camp (London: 1971), siderne 166-168 og 190-191.

25 “Mauthausen”, Encyclopaedia Judaica (New York og Jerusalem: 1971), volumen 11, side 1138.

26 C. Moritz, redaktør af Current Biography 1975 (New York: H.W. Wilson, 1975), side 442; undersøgelsesafhøring af Wiesenthal 27. maj 1948, side 3.

27 IHR, “Jewish Soap”, The Journal of HistoricalReview, sommer 1991 (volumen 11, nr. 2), siderne 217-227; Se også: Robert Faurisson, “La savon juif”, Annales d’Histoire Revisionniste (Paris), nr. 1, trykt 1987, siderne 153-159.

28 Der Neue Weg (Wien), nr. 17/18, 1946, siderne 4-5. Artikel med titlen “RIF” af “Ing. Wiesenth.” (Simon Wiesenthal).

29 Der Neue Weg (Wien), nr. 19/20, 1946, siderne 14-15.Artikel med titlen “Seifenfabrik Belsetz” (“Belzec sæbefabrik”), af “Ing. S.Wiesenth.”

30 S. Wiesenthal, Sails ofHope (Macmillan, 1973).

31 Letters from Wiesenthal i Books og Bookmen (London), april 1975, side 5, og i Stars and Stripes (europæisk udgave), 24. januar 1993, side 14. Faksimile af Stars and Stripes brev i The Journal of Historical Review, maj-juni 1993, side 10; (og eller ses den her). I 1986 løj Wiesenthal om sin udtalelse i 1975. I et brev dateret 12. maj 1986 til prof. John George på Central State University i Edmond, Oklahoma (kopi findes i forfatterens besiddelse) skrev Wiesenthal: “Jeg har aldrig udtalt, at ‘der ingen udryddelseslejre var på tysk jord’. Dette ‘citat’ er falsk; jeg kunne aldrig have udtalt noget sådant.”

32 For eksempel i et brev (dateret 13. september 1993), publiceret i New York Times, 29. september 1993, brovter Wiesenthal: “Det lykkedes mig at bringe et antal nazister, som havde udført horrible forbrydelser under naziperioden, for retten, herunder Adolf Eichmann, Franz Stangl, Gustav Wagner, …”

33 S. Birnbaum,”Wiesenthal’s Claim on Eichmann Disputed by Former Mossad Head”, Jewish Telegraphic Agency Daily News Bulletin (New York), 4. april 1989.(Rapporten dateret 3. april.)

34 J. Schachter, “Wiesenthal had no role in Eichmann capture”, The Jerusalem Post, 18. maj 1991. Faksimile gentryk i Christian News, 27. may 1991, side 19. Se også: Ruth Sinai, “Wiesenthal’s role in Eichmann’s capture disputed”, Associated Press, The Orange County Register, 25. februar 1990, side A 26; L. Lagnado, “How Simon Wiesenthal Helped a Secret Nazi”, Forward (New York), 24. september 1993, siderne 1, 3.

35 J. Schachter, The Jerusalem Post, 18.maj 1991 (nævnt ovenfor). Faksimile i Christian News, 27. maj 1991, side 19.

36 Arnold Forster, Square One (New York: 1988), siderne 187-189. (Forster var chefadvokat i Anti-Defamation League, en stor zionist-organisation.)

37 J. Goldberg, “Top Spy Says Wiesenthal Lied About His Exploits”, Forward (New York), 12. november 1993, siderne 1, 4; R. Sinai, “Wiesenthal’s role…”, The Orange County Register, 25. februar 1990 (nævnt ovenfor).

38 Michael Arndt, “The Wrong Man”, The Chicago Tribune Magazine, 2, december 1984, siderne 15-35, især side 23; Charles Ashman og Robert J. Wagman, The Nazi Hunters (New York: Pharos Books, 1988), siderne 193-195.

39 “The Nazi Who Never Was”, The Washington Post, 10. maj 1981, siderne B5, B8.

40 “The Persecution of Frank Walus”, Reader (Chicago), 23. januar 1981, siderne 19, 30. Efter at Wiesenthal ultimativt havde taget fejl i en tilsvarende sag i Canada, kommenterede avisen Toronto Sun i en leder: “Det virker som om, at materiale fremskaffet af den professionelle nazijæger Simon Wiesenthal er fejlbehæftet, men alligevel gentages det [i medierne].” (Gengivet i The Journal of Historical Review, forår 1984, siderne 120-122.)

41 Gerald L. Posner og John Ware, Mengele: The Complete Story (New York: Dell, 1987), siderne 220-221; Gerald Astor, The ‘Last’ Nazi: The Life and Times of Dr. Joseph Mengele (Toronto: Paperjacks, 1986), side 202.

42 G. Posner og J. Ware, Mengele: The Complete Story (nævnt ovenfor), side 220.

43 G. Posner og J. Ware, Mengele: … (nævnt ovenfor), siderne 179-180; G. Astor, The ‘Last’ Nazi: … (nævnt ovenfor), siderne 178-180.

44 Time magazine, 26. september1977, siderne 36-38. Hentet fra: G. Posner og J. Ware, Mengele: … (nævnt ovenfor), side 219.

45 “Hunting the ‘Angel of Death'”, Newsweek, 20. maj 1985, siderne 36-38. Se også: IHR, “Lessons of the Mengele Affair”, Journal of Historical Review, efterår 1985 (volumen 6, nr. 3), side 382. Om Wiesenthals fordrejning af sandheden i Mermelstein-IHR-sagen, se: IHR, “Declaration”, Journal of Historical Review, forår 1982 (volumen 3, nr. 1), siderne 42-43; IHR, “Albert Speer and the ‘Holocaust”‘, Journal of Historical Review, vinter 1984 (volumen 5, nr. 2-4), side 439.

46 Midstream, 24. december 1983, side 24. Gengivet fra: G. Posner og J. Ware, Mengele: … (nævnt ovenfor), side 219; Los Angeles Times, 15. november 1985, side 2.

47 J. Schachter, “Wiesenthal had no role in Eichmann capture”, The Jerusalem Post, 18. maj 1991. Gengivet som faksimile i Christian News, 27. maj 1991, side 19.

48 Tom Bower i The Times (London), 14. juni 1985, side 14. Gengivet i: G. Posner og J. Ware, Mengele: … (nævnt ovenfor), siderne 222-223.

49 G. Posner og J. Ware,Mengele: … (nævnt ovenfor), siderne 222-223.

50 Betrayal, by Eli M. Rosenbaum med William Hoffer. Udgivet i 1993 af St. Martin’s Press (New York). Gennemgået af Jacob Heilbrunn i New York Times Book Review, 10. oktober 1993, side 9.

51 Hentet fra L. Lagnado, “How Simon Wiesenthal …”, Forward (New York), 24. september 1993, side 3.

52 New York Times Book Review, 10. oktober 1993, side 9; Forward (New York), 24. september 1993, side 3.

53 “Was hat Wiesenthal zu verbergen?”, Deutsche National-Zeitung (München), 11. november 1988, side 4.

54 David Sinai, “News We Doubt You’ve Seen”, The Jewish Press (Brooklyn, NY), 23. december 1988. Baseret på rapporter i den israelske avis Ha’aretz, 16. december 1988.

55 “A Message from Simon Wiesenthal”, Response: The Wiesenthal Center World Report, vinter 1992, side 11.

56 Charles Ashman og Robert J. Wagman, The Nazi Hunters (New York:Pharos Books, 1988), side 286; A. Popkin, “Nazi-Hunter Simon Wiesenthal: ‘Information is Our Best Defense'”, Washington Jewish Week, 29. oktober 1987, side 2.

57 Hentet fra: IHR, The Spotlight, 26. oktober 1981, side 9.

58 Hentet fra Deutsche National-Zeitung (München), 8. juli 1988, side 7, og fra R. Drechsler, Simon Wiesenthal: Dokumentation (Wien: 1982), side 199.

Denne artikel er fra The Journal of Historical Review, juli-august 1995 (volumen 15, nr. 4), siderne 8-16. Udgaven er revideret og opdateret på grundlag af en artikel fra vinteren 1989-90, da samme emne blev behandlet i The Journal of Historical Review.

http://www.ihr.org/leaflets/wiesenthal.shtml

Albert Einstein-citat fra Collier’s Magazine den 26. november 1938:

Antisemitisme er blot den modstand, der skabes i ikke-jøden af jøderne. Jøderne trives med undertrykkelse og den modstand de evindeligt har mødt i verden … den grundliggende årsag er deres behov for fjender, som de skaber for at bevare solidariteten.

Den ledende nazijægers spor af løgne

Af Guy Walters, historiker, juli 2009.

Simon Wiesenthal, berømmet for sin jagt efter retfærdighed, fangede færre krigsforbrydere end han påstod og opfandt store dele af sin egen Holocaust historie.

Siden de tidlige 60’ere er Wiesenthals navn blevet synonymt med jagten på nazister. Hans status er som en anden helgens. Fire gange nomineret til Nobels fredspris, modtager af “Britisk honorary knighthood”, af “US Presidential Medal of Freedom”, af den franske “Légion dé honneur” og mindst 53 andre udmærkelser, ligesom han ofte er blevet godskrevet omkring 1.100 “naziskalpe”. Over alt andet huskes han for sine bestræbelser på at opspore Adolf Eichmann, udråbt som en af de mest notoriske krigsforbrydere.

Wiesenthals omdømme er imidlertid bygget på sand. Han var en løgner – og oven i købet en elendig af slagsen. Fra slutningen af Anden Verdenskrig til slutningen af hans liv i 2005 løj han tilbagevendende, såvel om sin påståede jagt på Eichmann som om andre bedrifter under nazijagten. Han bryggede også utrolige historier sammen om sine år under krigen og gjorde en falsk akademisk karriere gældende. Der er så mange tilfælde af inkonsistens mellem hans tre hovederindringer og mellem disse erindringer og samtidige dokumenter, at det er umuligt at tilvejebringe et pålideligt billede på det grundlag. Wiesenthals ringe respekt for sandheden betyder, at alt, hvad han nogen sinde har skrevet eller sagt, kan betvivles.

Nogen føler måske, at jeg er for hård ved ham og løber en professionel risiko ved tilsyneladende at alliere mig med en forkætret bande af nynazister, holocaust-benægtere og antisemitter. Jeg tilhører ingen af disse lejre, men de skal ikke have monopol på at kritisere Wiesenthal. Hans person er kompleks og af betydning. Hvis der var et motiv for hans dobbelthed, kunne det meget vel have bundet i gode intentioner. For hans usandheder er ikke de eneste chokerende opdagelser, jeg har gjort i min research af emnet: forsvundne tyske krigsforbrydere. Jeg fandt også et fravær af politisk vilje til at jage dem. Mange kunne have været bragt for retten, hvis regeringerne havde stillet de mindste ressourcer til rådighed for efterforskningen.

Det er delvist Wiesenthals indsats at Holocaust er blevet kendt og skrevet om, og det er måske han egentlige bidrag. Han bragte et antal nazister for retten, men det var intet imod det antal, han gjorde krav på, og Eichmann var bestemt ikke en af dem. Det vil imidlertid føre for vidt her at foretage en detaljeret undersøgelse af alle hans fordringer som nazijæger. Jeg vil begrænse mig til nogle kendte førkrigs- og krigsepisoder, der er tæt på hjertet af Wiesenthal-myten.

Han blev født i 1908 i Buczacz, Galizien, dengang en del af det østrig-ungarske rige, men i dag under Ukraine. Efter Første Verdenskrig skiftede kontrollen med området hyppigt mellem polske, ukrainske og sovjetiske styrker. I 1920 blev den 11-årige Wiesenthal angrebet med sabel af en bereden ukrainer, der huggede gennem hans højre lår ind til benet. Wiesenthal betragtede arret som ét af en lang række beviser for, at han blev beskyttet mod en voldsom død af en “usynlig magt”, der ønskede at holde ham i live for en bestemt opgave.

Hans baggrund var ideel for enhver spirende fabulant. Som mange fra Galizien har Wiesenthal tilbragt sin barndom neddykket i den polske litterære genre af usandsynlige historier over middagsbordet. I Buczacz i 20’erne var sandheden et relativt elastisk koncept. Som 19-årig blev han arkitektstuderende på det tekniske universitet i Prag, hvor han demonstrerede evner som fortæller og stand-up-komiker.

Hans studier gik mindre end godt. Skønt de fleste biografier – inklusive den på Simon Wiesenthal Centerets hjemmeside – hævder, at han fuldførte uddannelsen, bestod han ikke den afsluttende eksamen. Nogle biografier siger, at han opnåede diplom som design-ingeniør på Lvovs polytekniske skole i Polen, men statsarkiverne for Lvov har ingen optegnelser om, at han skulle have studeret der, og hans navn mangler fra den polske fortegnelse fra før krigen over arkitekter og bygningskonstruktører. Alligevel gjorde han gennem hele livet gældende, at han var i besiddelse af en sådan diplomuddannelse og anførte uanfægtet titlen på sine breve.

På tilsvarende måde er der inkonsistens i hans dramatiske historier fra Anden Verdenskrig. Wiesenthal befandt sig i Lvov, da byen blev overtaget af det nationalsocialistiske Tyskland i 1941. Han påstod, at han og en jødisk ven ved navn Gross blev anholdt kl. 16 søndag den 6. juli, en af de få tidsangivelser, der forbliver uændret gennem hans skiftende versioner af sin livs historie. Når som helst, han er tilsvarende specifik, er det normalt fordi han lyver.

Efter at være blevet båret i arme og ben til fængslet, blev de linet op sammen med omkring 40 andre jøder på gårdspladsen. Ukrainsk hjælpepoliti begyndte at skyde hver enkelt i nakken, idet de arbejdede sig ned langs geleddet mod Wiesenthal. Han blev reddet af kirkeklokker, der ringede til aftenmesse. Ubegribeligt, at ukrainerne indstillede deres henrettelse for at gå til gudstjeneste. De overlevende blev ført til cellerne, hvor Wiesenthal hævder, at han faldt i søvn. Han blev vækket af en ven i det ukrainske hjælpepoliti, som reddede både ham og Gross ved at opfordre dem til at udgive sig for russiske spioner. De blev brutalt afhørt – Wiesenthal mistede to tænder – men blev sat fri efter at have rengjort kommandantens kontor.

Historien om denne sensationelle redning – en af de mest kendte fra Wiesenthals krigsperiode og blandt dem, der har medvirket til at befæste indtrykket af guddommelig mission – er efter alt at dømme komplet opspind. Ukrainerne udførte bestemt brutale pogromer i Lvov i begyndelsen af juli 1941, men derefter fulgte et ophold indtil den 25. juli. Ifølge en erklæring, som Wiesenthal afgav til amerikanske undersøgere af krigsforbrydelser efter krigen, blev han i virkeligheden anholdt den 13. juli, men lykkedes at undvige “gennem bestikkelse”. Ved at flytte sin anholdelse til 6. juli kom hans historie til at passe med tidspunktet for pogromerne.

Sidst på året befandt Wiesenthal sig i koncentrationslejren Janowska uden for Lvov. Her blev han sat til at male sovjetiske lokomotiver over med nationalsocialistiske symboler, og han blev ven med Adolf Kohlrautz, den tyske overinspektør på værkstedet og “antinazist i det skjulte”. Den 20. april 1943 blev Wiesenthal igen udtaget til en kollektiv henrettelse. SS i Janowska udpegede ham blandt andre jøder til at blive skudt til fejring af Hitlers 54. fødselsdag. Tavst gik gruppen mod en enorm udgravning, “2 meter bred og 500 meter lang”. Enkelte døde kroppe var synlige i den. Fangerne blev tvunget til at tage tøjet af og blev i gåsegang drevet gennem en korridor indhegnet med pigtråd, en “slange”, der skulle skydes led for led ved kanten af udgravningen.

En fløjte afbrød skuddene fulgt af råbet “Wiesenthal!”. En SS-mand ved navn Koller kom løbende og bad Wisenthal om at følge med. “Jeg vaklede som en fuld mand,” husker Wiesenthal. “Koller gav mig et par lussinger så jeg blev nærværende. Jeg gik tilbage gennem slangen, nøgen. Bag mig fortsatte lyden af skud, men de sluttede længe før jeg nåede lejren.” I værkstedet fandt han en begejstret Kohlrautz, der havde overbevist lejrkommandanten om, at det var afgørende at holde Wiesenthal i live, så hankunne male en plakat, der skulle vise et hagekors og ordene “Vi takker vores fører”.

[Redaktionel kommentar: Følgende er ordret citeret fra Morderne iblandt os (den danske oversættelse af The Murderers Among Us fra 1967), Joseph Wechsbergs biografiske omtale, PORTRÆT AF SIMON WIESENTHAL, sidst i bogen, siderne 334-335:

Wiesenthal mindes tiden på reparations-værkstederne ved Ostbahn som en fornuftens oase i forrykthedens ørken. De halvtreds tyske funktionærer, der arbejdede under Guenthert, opførte sig korrekt både over for polakkerne og jøderne. Wiesenthals direkte overordnede, Overinspektor Adolf Kohlrautz, var i lighed med Guenthert en usædvanlig anstændig mand. Wiesenthal opdagede, at de begge var anti-nazister. Kohlrautz gik så vidt som at tillade Wiesenthal at skjule to pistoler, som han havde tilegnet sig ad illegal vej, i Kohlrautz’ skrivebord. Blandt polakkerne var der mange, som – skønt de foregav at være villige kollaboratører – med ildhu deltog i de illegale modstandsgrupper.

Og her bedes læseren sammenligne udtrykket “fornuftens oase”med den umiddelbare fortsættelse; stadig Wechsberg, der refererer Wiesenthal:

Den 20. april 1943, Hitlers 54 års fødselsdag, var en solgylden forårsdag. Wiesenthal havde siden daggry været i fuld sving med at male Hitler- og hagekors-plakater, der skulle bruges til fødselsdagsfesten, som SS samme dag skulle fejre på værket. Han og to jødiske hjælpere var ved at lægge sidste hånd på en stor plakat: VI ELSKER VOR FØRER, da SS-Unterscharfürer Dyga, som stammede fra Silesia og havde et polsk-klingende navn, pludselig fik lyst til at demonstrere, at han var mere tysk end de fleste tyskere takket være sin usædvanlige brutalitet. Han kommanderede de tre mænd til at følge med sig. De lagde penslerne fra sig og gik ud i solskinnet. Oberinspektor Kohlrauz så ulykkeligt på Wiesenthal. SS havde planlagt at skyde et vist antal jøder i anledning af førerens fødselsdag. En halv snes SS-mænd kom til syne, anført af en vis Unterscharfürer Krauzer, som medførte en maskinpistol. Fangerne fik besked på to og to at marchere gennem det spalier, som SS-erne dannede.

Wiesenthal mindes, hvordan fangerne gik. “Hver enkelt af os gik helt alene, alene med sig selv, med sine egne tanker. Enhver var som en ø af ensomhed. Det var vort privilegium og vor styrke.”

En voldsom april-byge styrtede ned over dem, da de nåede frem til en grusgrav, som var seks fod dyb og måske femten hundrede fod lang. Nogle få nøgne lig lå dernede fra tidligere henrettelser. Når en sektion af graven var fyldt, blev ligene kastet til med sand, og en ny sektion kunne fyldes op. En stor lastvogn stod med motoren i gang i nærheden af graven. Jøderne fik ordre til at afføre sig al beklædning, lægge tøjet sammen i ordentlige bunker og lægge dem op på lastbilen. Senere skulle jødernes tøj og sko fordeles mellem de fattige i Tyskland med hjælp fra veldædige damer, som var medlemmer af Folke-Velfærdsgruppen NS (den national-socialistiske velfærdsorganisation). De fattige ville prise føreren og iføre sig klæder og sko uden tanke på, hvorfra de stammede.

Lastbilen kørte bort. Wiesenthal talte 38 mænd og 6 kvinder. De fik ordre til at danne en lang række og stige op på volden, der kantede graven. Wiesenthal opfattede gennem øjenkrogen, at SS-manden Krauzer hævede sin pistol. Regnen var taget til, men den var ikke heftig nok til at kunne drukne de døendes skrig. mekanisk talte Wiesenthal skuddene: et, to, tre, fire, fem. Der var et ophold. En mand var faldet til jorden og ikke ned i graven. En SS-mand gik frem og sparkede liget ned i graven. Seks, syv, otte, ni.

Wiesenthal havde ikke lyst til at tælle mere. Fra et eller andet sted lød en fløjtes skingre lyd, og en stemme, der syntes at trænge igennem tid og rum råbte:

“Wie-sen-thal!”

Og endnu engang, men nærmere: “Wiesenthal!!” Denne gang stod han automatisk ret og hørte sin egen stemme svare: “Her!” Man befalede ham at gøre omkring. Halvt blændet af regnen skimtede Wiesenthal et nyt ansigt, som var Rottenfürer Koller, der befalede ham at følge med. Krauzer, bøddelen, stirrede forvirret efter dem: han var kommet for at skyde fireogfyrre mennesker, ikke treogfyrre. Koller sagde, at han skulle hente Wiesenthal, og at han bare kunne fortsætte sit arbejde.

“Jeg stavrede af sted som en beruset mand,” fortæller Wiesenthal. “Koller slog mig to gange i ansigtet, og det bragte mig tilbage til jorden. Jeg var på vej tilbage, splitternøgen. Bag mig fortsatte skydningen, men den var tilendebragt, længe før jeg nåede tilbage til lejren.”

Lastbilen med de fireogfyrre tøjbunker holdt foran tøj-depotet. Wiesenthal fik besked på at tage sine sko og sit tøj, dog “uden at bringe de øvrige bunker i uorden”. Derefter blev han ført tilbage gennem byen til værkstederne, hvor Koller afleverede ham til Overinspektor Kohlrautz. “Her er deres mand,” sagde Koller og stirrede mistænksomt på Kohlrautz.

“Godt”, sagde Kohlrautz. “Vi har brug for Wiesenthal. Disse plakater skal være færdige før festen i eftermiddag. Vi skal bruge yderligere en kæmpeplakat med et hagekors, hvide bogstaver på rød baggrund, og med ordene VI TAKKER VOR FØRER”.

Atter demonstrerer Wiesenthal sin forunderlige evne til at nærme sig døden uden at den berører ham alvorligt (samme forhold, som han har til sandheden) – igen takket være en heldig placering i den rigtige ende af køen. Det kan undre, at ingen efter krigen har bedt Wiesenthal udpege stedet for denne massegrav. Et billede af ham på kanten af den åbnede grav med resterne af de treogfyrre, der efter hans beretning blev skudt den dag, ville have tilføjet hans historie en betydelig tyngde. Hvorfor undgik han en sådan mulighed for at brillere i verdenspressen?
Her følger en anden beretning fra samme lejr, stadig det sted, som Wiesenthal tidligere har benævnt som en “fornuftens oase”. Teksten er fra Morderne iblandt os, side 323:

Wiesenthals forbryder-kartotek har mange åbne spørgsmål. På nogle kort findes kun et fornavn, eller et dæknavn eller øgenavn, som nogle SS-folk var kendt under blandt fangerne. I koncentrationslejren ved Lvov kaldte man en af de mest ondsindede SS-vogtere “Tom Mix” efter den berømte amerikanske cowboy-filmhelt. “Tom Mix”s yndlingshobby bestod i at ride gennem fangelejren og skyde fangerne på lykke og fromme. Der findes adskillige øjenvidner til “Tom Mix”s heltegerninger, men Wiesenthal har endnu ikke fundet manden, fordi han ikke kender hans rigtige navn.

Osv. osv.

Sammenlign med afsnittet RELATIV FRIHED i 1. artikel ovenfor. Det er altid de spontane bemærkninger, der uoverlagt giver plads til sandheden, og udtrykket “fornuftens oase” skyldes måske et sådant uoverlagt øjeblik hos Wiesenthal.

Slut på kommentaren.]

Ifølge Wiesenthal advarede Kohlrautz ham den 2. oktober 1943 om, at lejren om kort tid skulle afvikles og fangerne likvideres. Tyskeren gav både ham og en ven pas, så de kunne besøge en kontorforsyning i byen under ledsagelse af en ukrainsk vagt. Det lykkedes dem at flygte ud ad forretningens bagdør, mens ukraineren ventede ved hovedindgangen.

Igen havde Wiesenthal øjensynligt snydt døden på mirakuløs vis. Men vi har kun hans eget ord for det. Ifølge Wiesenthal blev Kohlrautz dræbt i slaget om Berlin i april 1945. Han fortalte imidlertid også en biografiskriver, at Kohlrautz blev dræbt på den russiske front i 1944. Og i en edsvoren erklæring fra august 1954 indeholdende hans anklager fra krigstiden, undlader han helt at omtale denne historie. Både i dette dokument og i sin erklæring til amerikanerne i maj 1945 nævner han Kohlrautz, men uden at sige noget om, at tyskeren reddede hans liv.

Fra dette punkt i Wiesenthals krigsår er det umuligt at etablere et præcist begivenhedsforløb. Med mindst fire voldsomt divergerende redegørelser for sine aktiviteter mellem oktober 1943 og midten af 1944 – herunder hans påståede rolle som officer i en partisanstyrke – må der stilles alvorlige spørgsmål til forløbet. Nogle – såsom Bruno Kreisky, den tidligere østrigske kansler, anklagede i 70’erne og 80’erne gentagne gange Wiesenthal for at have samarbejdet med Gestapo. Kreiskys påstande var baseret på usikre kilder fra den polske og sovjetiske ledelse. Wiesenthal sagsøgte Kreisky og vandt.

Uanset hvad sandheden er, så befandt Wiesenthal sig i november 1944 i Gross-Rosen, en lejr nær Wroclaw. Han fortalte sin biografiskriver Hella Pick, at han blev tvunget til at arbejde barfodet i det tilknyttede stenbrud og snart fandt ud af, at holdet på 100 fanger, der var udstukket til denne arbejdskommando blev reduceret med én hver dag. Efter få dage følte han sig sikker på, at det var ved at være hans tur. “Min bøddel stod bag mig,” genkalder han sig, “klar til at smadre mit hoved med en sten. Jeg snurrede rundt og i befippelse tabte manden stenen. Den knuste min tå. Jeg skreg.”

Wiesenthals hurtige reaktion og råb reddede åbenbart hans liv. En eller anden inspektion foregik samme dag – han mente, at det kunne have været fra Røde Kors – og derfor blev han på en båre bragt til førstehjælpsstationen. Hans tå blev skåret af uden bedøvelse, mens to mand holdt ham fast. Den følgende dag, forklarer Wiesenthal, havde han voldsomme smerter. “Lægen kom tilbage og så, at jeg havde en gennemblødt forbinding om foden. Så de skar den op, og betændelsen sprøjtede ud over hele rummet.”

Endnu engang er et af Wiesenthals “mirakler” åbent for diskussion. For det første optræder historien ikke i nogen anden beretning fra fortiden. For det andet, hvis Røde Kors virkelig havde inspiceret Gross-Rosen den dag, så ville SS [eller hvem den kreative bøddel nu kunne have været] nok have indstillet enhver henrettelse et stykke tid. På det tidspunkt havde Røde Kors ikke adgang til koncentrationslejrene. Og for det tredje, de medicinske følger virker helt usandsynlige.

Ifølge Wiesenthals videre beretning, overkom han kort tid efter at gå 270 km vestpå til Chemnitz efter at Gross-Rosen var blevet evakueret. At gå på en inficeret fod efter en nylig tå-amputation må have været et sandt helvede. Da han ikke kunne bruge en sko, havde han viklet ærmet fra en gammel frakke om foden og ståltråd udenom. Som krykke brugte han et kosteskaft. Af de 6.000 fanger, der marcherede ud, nåede kun 4.800 til Chemnitz. Med sin inficerede fod var Wiesenthal heldig at være iblandt dem.

Efter Chemnitz endte fangerne sluttelig i lejren Mauthausen nær Linz i Østrig. Wiesenthal ankom dertil en frostnat den 15. februar 1945. I bogen Morderne iblandt os fortæller han, hvordan han og en medfange, Prince Radziwill, tog hinanden under armene for at klare de sidste 6-7 km op ad bakke til lejren. Anstrengelsen var for stor, og de kollapsede i sneen. En SS-mand affyrede et skud, der ramte imellem dem. Da de to mænd ikke rejste sig, blev de efterladt til døden i frostgraderne. Da der ankom lastbiler for at hente dem, der var omkommet på marchen, var Wiesenthal og Radziwill bevidstløse og så nedkølede, at de blev opfattet som døde og læsset oven på en bunke lig. Imidlertid opdagede fangerne, der arbejdede ved krematoriet, at de begge var i live. De fik et koldt brusebad for at tø op, og Wiesenthal blev anbragt i Blok VI, “dødsblokken”, forbeholdt terminalt syge.

I 1961 blev Wiesenthal interviewet til Yad Vashem arkiverne af den israelske journalist HaimMaas om disse år. Wiesenthal nævnte, at infektionen i hans fod nåede at blive blågrøn og brede sig helt op til knæet. Han lå i dødsbarakken i tre måneder indtil slutningen af krigen. For svag til at stå ud af sengen hævdede han, at han overlevede – mod alle odds – på 200 kalorier om dagen sammen med lejlighedsvise stykker af brød eller pølse, der blev smuglet ind til ham af en venlig polak.

De indsatte i Mauthausen blev befriet den 5. maj 1945. Selv om Wiesenthal kun vejede 45â-46 kg, kæmpede han sig udenfor for at hilse de amerikanske tankbesætninger. “Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at stå op og gå,” mindes han.
Hvis han virkelig var i stand til at gå, må problemet med hans alvorligt inficerede ben være blevet løst inden for de foregående tre måneder, enten ved amputation eller behandling med antibiotika. Vi ved, at amputation ikke fandt sted, og den anden mulighed var næppe mulig for en terminal jøde i en nationalsocialistisk koncentrationslejr. Igen synes der at være indtruffet et mirakel.

[Redaktionel kommentar: Den allierede bombning af forsyningslinjerne havde på det tidspunkt effektivt forhindret, at de mest basale hjælpemidler var til rådighed for nogen, uanset om det var fanger eller personale.]

Den hast, Wiesenthal kom sig med, er så forbløffende, at det er tvivlsomt, om han virkelig var så syg, som han fortæller. Blot 20 dage efter befrielsen skrev han til den amerikanske lejrchef og spurgte, om han, Wiesenthal, kunne assistere de amerikanske myndigheder i at undersøge krigsforbrydelser. Han gjorde gældende at have været i 13 koncentrationslejre – i virkeligheden havde han højst været i 6 – og dermed leverede Wiesenthal en liste med 91 navne på personer, som han følte var ansvarlige for “endeløse lidelser”.

De fleste beretninger siger, at Wiesenthal spurgte, om han måtte arbejde sammen med de amerikanske undersøgere af krigsforbrydelser, men de afviste ham først med, at han ikke var rask nok. Efter at have taget nogen vægt på, vendte han tilbage og blev tilknyttet en kaptajn, med hvem Wiesenthal hævdede at have taget den første “skalp”, en flæbende SS-vagt ved navn Schmidt. “Der fulgte mange efter i de følgende uger,” skrev Wiesenthal senere. “Det var ikke nødvendigt at bevæge sig langt. Man faldt ligefrem over dem.”

Et CV for Wiesenthal fra efter krigen omtaler ikke hans arbejde for amerikanerne, men nævner hans ansættelse som viceformand i “Jewish Central Committee” (for den amerikanske zone) hjemmehørende i Linz. Komiteens opgave var at danne lister over overlevende [jøder], som andre overlevende kunne bruge i deres søgen efter familie og slægtninge.

I mindst et år efter krigen, bestod Wiesenthals anden opgave i massivt lobbyarbejde for sine medjøder; han blev præsident for den internationale koncentrationslejr-organisation med hjemsted i Paris. Han foregav også at have kontakt med Brichah, som smuglede jøder ud af Europa til Palæstina.

Først i februar 1947 oprettede han den organisation, der skulle gøre ham kendt, Det jødiske historiske dokumentationscenter i Linz. Målet med det var at samordne information om den endelige løsning med henblik på at gennemføre processer mod krigsforbrydere. Wiesenthal erklærede, at han startede det hele på grund af en antisemitisk bemærkning fra en amerikansk officer. Den fik ham til at indse, at de allierede aldrig ville forfølge nazisterne i den udstrækning, det var nødvendigt.

Bedrøveligt nok skulle han fåret.* Han og hans hold på 30 frivillige rejste omkring til flygtningelejrene og samlede beviser om grusomheder fra tidligere indsatte ikoncentrationslejre. I alt bearbejdede Wiesenthal 3.289 spørgeskemaer, hvilket er en langt mere imponerende præstation, end de allierede kunneopvise.

Wiesenthal døde i 2005 i en alder af 96 og blev begravet i Israel. Lovprisningerne og mindetalerne var mange og overdrevne, og på det tidspunkt ville det have været uopdragent at fremhæve andet end de mange positive aspekter af den rolle, han spillede. Han var i hjertet en scenekunstner og da han fandt sin rolle som verdens ledende nazijæger, spillede han den godt. Med så mange populære forestillinger ville det have været umuligt for kritikerne at overbevise hans publikum om, at Det store Wiesenthal show ikke var stort andet end en illusion. I den bedste af alle verdener var det måske en illusion, der bundede i en hjertesag.

Kilde: Uddrag fra Huntin Evil af Guy Walters, udgivet af Transworld i 2009.

[*) Der er intet bedrøveligt i dette. Hvornår er der ført en sådan generel undersøgelse af amerikanske eller britiske væbnede styrkers meriter rundt om i verden. I dag må vi gøre os klart, at jødernes krig mod Tyskland ikke var rettet mod militære mål, men havde som erklæret mål at udslette Tyskland og det tyske folks identitet. Denne gammeltestamentlige krig blev i den sidste del af Anden Verdenskrig fulgt op med intensiv jødisk propaganda i form af radioudsendelser og løbesedler med rygter om massegasninger af jøder i tyske koncentrationslejre. Efterforskningen af den sag blev efter kapitulationen udført af undersøgelsesenheder fra England, USA og Sovjet, der var domineret af jødiske officerer. For dem var det vigtigt at opnå en tilståelse, der kunne bekræfte den frembragte illusion om et holocaust. Dermed blev Rudolf Höss en nøgleperson og et prominent offer i skabelsen af jødernes Holocaust, og Nürnbergprocessen blev den jødiske inkvisitions skueproces mod det meste af verden. Wiesenthals indsats kan ses som en forlængelse af denne kampagne efter krigen. Han forstærkede det billede, som jødiske interesser ønskede at skabe af Tyskland, tyskerne og tyske soldater.
Ikke-jødiske militære personer, såvel i Europa som blandt de allierede, førte en krig på militære mål og blev mere og mere opmærksomme på den jødiske strategi, som de i mange tilfælde måtte tage afstand fra. Det var ikke uden risiko for navn og ære, hvis man dengang talte imod tidens strømninger i pressen. De fleste kunne se, at det ikke kunne være rigtigt, at store dele af en nations stridskræfter blev stemplet som krigsforbrydere af kræfter, der fremsatte anklager alene baseret på rygter om overgreb og på særdeles inkonsistente vidneudsagn. Siden har vi set, at jøderne brugte tortur for at fremskaffe tilståelser. Derfor havde ikke-jødisk kontrollerede myndigheder og enheder naturligvis et mere nøgternt forhold til “opgøret” efter Anden Verdenskrig. Auschwitz-museet i dag er en af de jødiske kulisser i Europa, der endnu baserer sin eksistens på propagandaløgnen om 6 millioner udryddede jøder, først introduceret som propaganda-overskrift af en anden af historiens syge løgnere, Ilya Ehrenburg.]