Udryddet og genopstået – 500.000 sigøjnere

Sand Historie

O-D-I-N.org, Santiago Alvarez, The Barnes Review, 2012, 10. juni 2013.

 

Billedet nedenfor blev publiceret sammen med en Reuters nyhedsmeddelelse med følgende overskrift:

Ufattelig grusomhed: Standspersoner samlet ved et nyt mindesmærke over de 500.000 romaer, eller sigøjnere, dræbt i Holocaust (Getty Images)

 

Baseret på en nyhedsinformation fra det britiske agentur Reuters bragte det jødiske tidsskrift Forward følgende overskrift den 25. oktober 2012:

Mindesmærke for ”glemt” Holocaust åbner i Tyskland
500,000 sigøjnere også slagtet af nazister*

Artiklen blev præsenteret med billedet vist ovenfor.

Allerede seks dage tidligere havde det tyske dagblad Berliner Morgenpost skrevet, at det nye mindesmærke skulle åbnes den 24. oktober af såvel den tyske kansler, Angela Merkel, som landets formelle førsteleder, forbundspræsidenten Joachim Gauck. Det sker sjældent, at begge statsoverhoveder optræder ved en sådan begivenhed, omend den offentlige bevågenhed var tilsvarende stor.

Men hvad med påstanden om 500.000 sigøjnere, der angiveligt skulle være myrdet af Nazi-tyskland?

Cifre er vigtige våben i denne psykologiske krig der føres, ikke blot mod det tyske folk, men mod enhver, som ikke føjer sig for den politiske korrekthed, der følger med lobbyisternes forsøg på at fremme egne agendaer, uanset indhold. Det er en kendsgerning, at der ikke er basis for det erklærede antal på 500.000 ofrede sigøjnere, og dette er ikke blot et historierevisionistisk standpunkt:

1. I et skrift med titlen “Imod to myter om Holocaust” skrev den tyske mainstreamhistoriker professor og doktor Eberhard Jäckel (en brændende modstander af historietilpasning) for omkring tolv år siden følgende i Tysklands mest prestigefyldte dagblad: [1]

“Konklusionen er, at den historiske opfattelse som hævdes af Det centrale råd for tyske sintier og sigøjnere [de to største sigøjnerstammer] er i modsætning til opfattelsen i den internationale videnskab. Dette gælder også tallene. […] Det kan med sikkerhed hævdes, at allerede så tidligt som i 1972 var det højeste estimat [af dødstallet for sigøjnere under nationalsocialismen] langt mindre end de tal, der igen og igen påstås af Det centrale råd for tyske sintier og sigøjnere [nemlig 500.000]. Forhåbentlig vil Det centrale råd for tyske sintier og sigøjnere opgive denne kamp mod videnskaben og de historiske realiteter.”

2. Guenter Levy, professor emeritus i politisk videnskab ved Massachusetts Universitet, Amherst, skriver i sin bog Nazisternes forfølgelse af sigøjnerne (Oxford University Press, 2000) på side 222:

“Der eksisterer ingen kilder eller specifikationer fra noget land, der kan begrunde dette estimat [500.000 sigøjnerofre], hvilket gør det diskutabelt.”

På side 225 fastslår han:

“Først og fremmest blev der aldrig formuleret en overordnet plan for udryddelse af sigøjnerne som folk, og dernæst fastslår det tidligere omtalte bevismateriale, at en sådan plan heller ikke blev implementeret.”

På side 227 argumenterer han yderligere:

“Påstanden om, at en halv million sigøjnere døde under nazistyret fremsættes regelmæssigt uden noget substantielt grundlag …”

Og sluttelig, på side 228, siger professor Levy følgende:

“Forenklede sammentællinger efter hvilke sigøjnere […] blev forfulgt og udryddet alene på grund af deres biologiske tilstedeværelse er ikke blot en fordrejning af historiske optegnelser, men hindrer også en positiv udvikling i forholdet mellem sigøjnere og ikke-sigøjnere.”

3. I 1989 publicerede den tyske mainstream historiker Michael Zimmermann det hidtil grundigste studium af sigøjnernes skæbne. [2] Mens han arbejdede med det, blev Zimmermanns efterforskning kommenteret af den tyske venstreorienterede avis Frankfurter Rundschau som følger: [3]

“Kun gennem omfattende gennemlæsning af dokumenter var det muligt at opdage, at antallet af myrdede sintier og romaer åbenbart ligger vel under det officielt hævdede antal, nemlig 50.000 myrdede i stedet for 500.000.

Og det er kun begyndelsen. Lad os kaste et blik på nogle virkeligt kritiske efterforskere, som ikke har en bestemt agenda som Jächel og hans lige, der ikke selv er videre interesserede i sandheden, men ligger under for en agenda om at det at opnå offerstatus gennem folkedrab kun tilkommer jøder.

1. Doktor Otward Müller skriver i sin population “Sinti and Roma – Yarns, Legends, and Facts” på grundlag af befolkningsstatistik for sigøjnere i Europa, at deres antal ikke kan være reduceret af betydning overhovedet under Anden Verdenskrig.

2. Og sluttelig har den uafhængige italienske efterforsker Carlo Mattogno gennem sin meget grundige rapport “The ‘Gassing’ of Gypsies in Auschwitz on August 2, 1944” demonstreret, at påstanden om, at sigøjnere blev deporteret til Auschwitz lejren, og myrdet dér, også er uden holdepunkter i virkeligheden.

Det må være rimeligt tilladt at konkludere, at ikke blot manipulerer Det centrale råd for tyske sintier og sigøjnere verden med løgnagtig propaganda, men også Tysklands ledende politikere deltager i samarbejde med dominerende medier.
Og det er der jo egentlig intet nyt i – vel?

Noter

Jeg takker hermed for Doktor Otward Müller’s vigtige bidrag til denne artikel.

1. “Wieder zwei Legenden über den Holocaust”, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 30. juni 2000, nr. 149, s. 57.

2. “Die Forschung fängt erst an”, Frankfurter Rundschau, 13. februar 1997, s. 7.

3. Michael Zimmermann, Verfolgt, vertrieben, vernichtet. Die nationalsozialistische Vernichtungspolitik gegen Sinti und Roma, Klartext-Verl., Essen 1989.

Redaktionel kommentar

*) Bemærk ordvalget i disse overskrifter; og tænk på, at de ikke under nogen omstændigheder kan være skrevet i god tro. Disse mindesmærker (et andet eksempel er de monstrøse blokke af poleret marmor, der skal illudere mindekirkegårde for jødiske ofre) bevidner kun ét: JØDERNES VILJE TIL HISTORIEFORFALSKNING. Samtidig holder disse projekter gang i den kreative holocaust-industri. “Anstændigvis” må der ydes betydelige offentlige bidrag til mindesmærkernes planlægning og opførelse, og mange af jødernes sønner og døtre, fætre og kusiner har været involveret i projekterne og har opnået en bid af kagen.

Hvorfor bliver Tyskland ved at acceptere denne kulturterror?

Fordi ikke mindst det tyske embedsværk i dag er infiltreret af jøder i et sådant omfang, så der er tale om, at dette tidligere selvstændige europæiske land, Tyskland, i dag er forvandlet til økonomisk og ideologisk lokomotiv i den ny jødiske sovjetunion: EU.

Disse falske mindesmærker har deres øjeblik nu. Det vil blive fjernet, så snart Europa igen er frit.